Skip to main content

Full text of "Tidsskrift for kunstindustri"

See other formats 


UDGIVET  AF  INDUSTRIFORENINGEN  I  KJØBENHAVN 


TIDSSKRIFT 

FOR 

KUNSTINDUSTRI. 


UDGIVET  AF 

INDUSTRIFORENINGEN  I  KJØBENHAVN. 

REDIGERET  AF  C.  NYROP. 


7.  AARGANG  1891. 


KJØBENHAVN. 

I  HOVEDKOMMISSION  HOS  UNIVERSITETSBOGHANDLER  G.  E.  C.  GAD. 

TRYKT  HOS  NIELSEN  &  LYDICHE. 


I  8l)  I. 


Digitized  by  the  Internet  Archive 
in  2019  with  funding  from 
Getty  Research  Institute 


https://archive.org/details/tidsskriftforkun7818unse 


Indhold. 


III 


INDHOLD. 

I.  Text. 


Side. 

Hendriksen ,  F.;  Illustration,  dens  Fremstilling 


og  Forhold  til  Bogtryk  .  i. 

Nyrop ,  C.:  Kjøbenhavns  og  Hamburgs  Vaaben 

og  Sølvmærke .  32. 

Beckett ,  Francis:  Nogle  nye  Tanagraligurer  i 

den  kgl.  Antiksamling .  41. 

Schiiidte,  Erik:  Moderne  Bogbind .  49. 

O.  Al.:  Fransk  Kunstindustri  frygtet  i  Tyskland  56. 


C.  Ar.:  Avktionen  efter  Genei  almajor  M.  B. 


Nagler .  58. 

Madsen ,  Karl :  Le  Japon  artistique .  65. 

Olsen,  Bernhard:  De  kjøbenhavnske  Guldsme¬ 
des  Mærker  fra  Tiden  før  1800...  80,  164,  184. 
Brock,  P.:  Kongedragterne  paa  Rosenborg...  88. 
Bering- Liisber g,  H.  C.:  I  Anledning  af  Indu¬ 
striforeningens  Rokoko-Udstilling .  101. 


Side. 

Lange ,  Jul.:  Rokokostilens  Fremstilling  af  Men¬ 


neskefiguren .  1 18. 

Arne-Petersen,  K.:  Møblerne  paa  Rokoko-Ud¬ 
stillingen . . .  132. 

O.  Al.:  Barok-  og  Rokokostilen  i  den  kunstin¬ 
dustrielle  Undervisning .  145. 

Schiddte ,  Erik:  En  Kunstnerbolig  i  Valby....  149. 

Olsen,  Bernhard:  Eremitager  og  Servanter.  .  .  156. 

Hendriksen,  F.:  Et  Forslag  til  en  Tikronesed¬ 
del  og  de  ny  Pengesedler .  163. 

Karlin,  G.  J.son:  Konstslojden  på  Goteborgs- 
utstållningen  1891  .  173. 

Thalbitzer,  V.  A.:  Tre  Metalarbejder .  193. 

Johansen,  P.:  Tanker  om  Maal  og  Veje .  195. 

Mindre  Meddelelser....  38,  61,  99,  146,  1 7 1 ,  198. 


II.  Afbildninger  i  Texten. 


Arbejder  i  Guld  og  Sølv:  Fig.  98,  ioo,  Sølv¬ 
mønter  fra  Syrakus;  —  Fig.  114,  Sølvterrin  (kiøben- 
havnsk  Arbejde  1750);  —  Fig.  115,  Sølvflødekande 
(kjøbenhavnsk  Arbejde  1766);  —  Fig.  1 1 6,  Sølv¬ 
tepotte  (kjøbenhavnsk  Arbejde  1781);  —  Fig.  135, 
Fra  en  Sølvæske  med  F.  Kiiblichs  Mærke;  — -  Fig. 
145,  Topstykke  af  en  Sølvstol  (Rosenborg);  — 
Fig.  148,  150,  Sølv-Vandbeholder  med  Kumme  (Ids. 
Maj.  Kongen);  —  Fig.  149,  Ramme  til  et  Miniatur- 
portræt  (Rosenborg);  - — Fig.  1 59,  Guldsyetvi  (Baron 
A.  Blixen-Finecke) ;  —  Fig.  160,  Sølv-Hovedvands- 
æg  (Fru  Wulsten);  —  Fig.  163,  Fransk  Sølv-Jagt- 
terrin  (Det  kgl.  Sølvkammer);  —  Fig.  164,  Sølv- 
Sukkerskaal  (Hof-Juveler  C.  Michelsen);  —  Fig. 


165,  Sølv-Temaskine  (Hofchef  Greve  J.  Moltke); 
—  Pig.  166,  Sølvforgyldt  Fad  (Det  kgl.  Sølvkam¬ 
mer);  —  Fig.  167,  Sølv-Kaffemaskine  (Oberstløjt¬ 
nant  M.  Nielsen);  —  Fig.  168,  Sølv-Brødbakke 
(Grosserer  B.  Hirschsprung) ;  —  Fig.  217,  Laag  til 
en  Sølvkande  (Hallberg,  Stkhlm.); — Fig.  223,  Bord¬ 
opsats  (A.  Michelsen); — Fig.  224,  Sølvblækhus  (P. 
Hertz). 

Arbejder  i  Bronce  og  Messing:  Fig.  131,  Ja¬ 
panske  Pilespidser; —  Fig.  153,  Beslag  fra  et  Skab 
paa  Rosenborg;  —  Fig.  1 54,  Forgyldt  Bronceur 
(Geliejmeetatsraad  Rosenstand);  —  Fig.  155,  For¬ 
gyldt  Bronceur  (Kammerh.  Greve  Adam  Moltke); 


IV 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


—  Fig.  157 — 158,  Broncelampet  og  Broncelysestage 
(Kunstmaler  Hans  Tegner);  —  Fig.  180,  Sybords¬ 
beslag;  —  Fig.  182,  Kommodebeslag;  -  Fig.  213, 
Dækkel  (Dansk  Folkemuseum). 

Graverede  Arbejder:  Fig.  50,  51,  57,  58,  Kjø¬ 
benhavns  Segl  1294,  1421,  1569,  1587;  —  Fig.  52, 
56,  Hamburgs  Segl  1852,  1241 ;  —  Fig.  53—55,  Mag- 
deburgs,  Edinburgs  og  Budapest’s  Sølvmærker;  — 
Fig.  59 — 62,  78 — 85,  Hamburgske  Sølvmærker;  — 
Fig.  63,  67,  77,  Kjøbenhavnske  Sølvmærker;  — 
Fig.  68 — 76,  Kjøbenhavnske  Guardeinmærker;  — 
Fig.  86 — 97,  Dyrekredsens  Tegn  brugte  som  Maa- 
nedsmærker  i  danske  Sølvgjenstande ;  —  Pag. 

81  —  87,  164—170,  184 — T93,  Kjøbenhavnske  Guld¬ 
smedes  Mærker  fra  Tiden  før  1800. 

Arbejder  i  Jern:  P'ig.  203 — 205,  209,  Vrider  i 
et  Beslag,  Dørklinke,  Dørhængsel  og  Dørhammer 
(F.  Schwartz);  —  Fig.  222,  Faneholder  (F.  W.  Do- 
berck  &  Søn). 

Arbejder  i  Ler:  Fig.  101  — 103,  105,  Tanagra- 
figurer;  — Fig.  146,  Ornament  fra  en  kinesisk  Vase 
(Rosenborg);  —  Fig.  215,  Mavrisk  Fontæne  (Ror¬ 
strand);  —  Fig.  216,  Dekorativt  Fad  i  Limoges 
Stil  (Rorstrand);  — •  Fig.  225,  Ny  Carlsbergvasen 
(Bing  &  Grøndahl). 

Arbejder  i  Sten  og  Stuk:  Fig.  99,  Medusa, 
skaaren  i  Sten  (British  Museum) ;  —  Fig.  144,  Vaser 
ved  Indgangen  til  Frederiksberg  Have;  —  Fig. 
1 5 1 ,  173,  Alabastfigur  af  Frederik  IV;  —  Fig.  174, 
Dronning  Maria  Leczinska  som  Juno,  Statue  af 
G.  Coustou;  —  Fig.  175,  Hertuginden  af  Bourgogne 
som  Diana,  Statue  af  Coysevox;  —  Fig.  176,  Pro- 
metheus,  Statue  af  N.  S.  Adam. 

Arbejder  i  Glas:  1 47 ,  Fra  en  Spejlglasdør  i 
Frederik  V’s  Værelse  paa  Rosenborg;  —  Fig.  190, 
Forgyldt  Spejl  (Antikvitetshandler  Alfr.  Nathan- 
sohn;  — ■  Fig.  191,  Forgyldt  Spejl  (Dr.  med.  Chr. 
Jørgensen). 

Arbejder  i  Træ ,  Horn  og  lign:  Fig.  169,  Vifte 
med  udskaaret  Elfenbensstel  (Hds.  kgl.  Højhed 
Kronprinsessen);  —  Fig.  170,  Forgyldt  firesædet 
Karet  fra  1778  (Den  kgl.  Staldetat);  —  Fig.  177, 
Hvidlakeret  Kanape  (Nationalmuseet,  Frederiksborg); 

—  Fig.  179,  Rosentræs  Sybord  (Oberstinde  The- 
strup);  —  Fig.  1 8 1 ,  Dronning  Karoline  Mathildes 
Toiletbord  (Hds.  kgl.  Højhed  Kronprinsessen);  — 
Fig.  183,  Indlagt  Kommode  med  Marmorplade 
(Lensgreve  Moltke-Bregentved) ;  —  Fig.  184,  Top¬ 
stykke  af  en  Stol  (Antikvhandler  Bolvig);  —  Fig. 

185,  Armstol  (Prof.  Dr.  med.  A.  Haslund);  —  Fig. 

186,  Underdel  af  en  Stol  (Videnskabernes  Selskab); 

—  Fig.  187,  Underdel  af  en  Stol  (Kammerjunker 
Amsinck);  —  Fig.  188,  Chatol  (Snedkerne  Ander¬ 


sen  og  Larsen);  —  Fig.  189,  Kommode  (Hds.  Maj. 
Dronningen);  —  Fig.  190,  Forgyldt  Spejl  (tilh. 
Antikvitetshandler  Alfr.  Nathansohn);  —  Fig.  191, 
Forgyldt  Spejl  (Dr.  med.  Chr.  Jiirgensen);  —  Fig. 

192,  Understykke  paa  en  Maleriramme;  —  Fig. 

193,  Hvid,  forgyldt  Konsol  (Lensgreve  Danneskiold- 
Samsøe);  —  Fig.  194,  Kakkelovnsskærm  med  Bro¬ 
deri  (Inspektør  J.  Leemejer);  - —  Fig.  195,  Stol 
(Overretsassessor  G.  A.  Jensen);  —  Fig.  196,  Læ¬ 
nestol  (Stiftsdame  Frk.  Falbe);  —  Fig.  197,  Fyl¬ 
ding  i  en  Egetræskiste  fra  Renæssancetiden;  — 
Fig.  198,  Havelaage  fra  F.  Schwartz’  Ejendom;  — 
Fig.  202,  Bindingsværk  fra  F.  Schwartz’s  Ejendom; 
—  Fig.  21 1,  Servante  med  Overdelen  indrettet  til 
fire  Flasker;  —  Fig.  214,  Sølvskab  (J.  Mårtenson). 

Arbejder  i  Læder:  Fig.  106,  Bind  i  Lædermo¬ 
saik  fra  F.  Beck,  Stockholm;  — -  Fig.  107,  Ameri¬ 
kansk  Pergamentsbind;  —  Fig.  108,  Ryg  af  et 
Bind  fra  Marius  Michel;  —  Fig.  109,  Bind  i  gult 
Skind  (Imm.  Petersen;  Hans  Tegner);  —  Fig.  1 10, 
Bind  i  mørkerødt  Skind  (Carl  Petersen,  Hans  Teg¬ 
ner);  —  Fig.  m,  1 12,  Lædermosaikbind  af  L. 
Flyge  (det  sidste  efter  Tegning  af  Thorvald  Bin- 
desbøll);  —  Fig.  161,  Norsk  Læderhue  med  Mes¬ 
singbeslag  (Kbhvns.  Tøjhus). 

Vævede  Stoffer,  Broderier  m.  m. :  Fig.  136 
Polsk  rød  Fløjls  Kjole  (Frederik  III);  —  Fig.  137, 
Ordensdragt  for  Hosebaandsriddere ;  —  Fig.  138, 
Kristian  den  Fjerdes  Trøje  fra  Søslaget  paa  Kol- 
bergerheide;  —  Fig.  139 — 140,  Sølvbroderet  auro- 
rafarvet  Klædesdragt  (Frederik  III) ;  —  Fig.  141  —  142, 
Frederik  III’s  Arvehyldingsdragt;  —  Fig.  143,  Fre¬ 
derik  III’ s  sidste  Dragt;  —  Fig.  169,  Vifte  malet 
paa  Silke  (Hds.  kgl.  Højhed  Kronprinsessen);  — 
Fig.  194,  Broderet  Kakkelovnsskærm  (Inspektør  J. 
Leemejer);  —  Fig.  218,  Broderet  Tæppe  (Handar- 
betets  vanner);  —  Fig.  219,  Skærm  i  Halvgobelin 
(Jakob  og  Thora  Kulle);  —  Fig.  220,  Betræk  i  Go¬ 
belin  (Bengta  Olsson); — P’ig.  221,  Broderet  Skærm 
(Selma  Giobel). 

Grafiske  Arjder:  Fig  I  —  20,  30 — 36,  38 — 49, 
Gjengivelse  af  forskjellige  Træsnit;  —  Fig.  21 , 
Kemitypi;  —  Fig.  22  —  28,  do.  af  fotografiske  Æts¬ 
ninger. 

Dekoration:  Fig.  104,  Eros  med  Lyre  og  Dob¬ 
beltfløjte;  —  Fig.  1 17  — 132,  Dekorative  og  andre 
Billeder  fra  »Le  Japon  artistique«;  —  Fig.  161,  En 
kjøbenliavnsk  Snedkers  Adressekort  omtr.  1770 
(Læge  N.  H.  Bay) ;  —  Fig.  1 7 1 ,  Ludvig  XIV  efter 
Drevets  Stik  af  Rigauds  Maleri;  —  Fig.  172,  Fre¬ 
derik  V  efter  et  Maleri  paa  Gavnø. 

Vignetter ,  Vuer  og  desl.:  Fig.  113,  Vignet  af 
Alfred  Parson;  —  Fig.  144,  Fra  Indgangen  til 
Frederiksberg  Have  1786;  — Fig.  156,  Riddersalen 
i  Kristian  VII’s  Palæ  paa  Amalienborg;  —  Fig. 


Indhold. 


V 


178,  Interiør  fra  Industriforeningens  Rokoko-Ud¬ 
stilling;  —  Fig.  198,  Havelaage  (F.  Schwartz);  — 
Fig.  I99,  Gammelt  Hus  i  Odense;  —  Fig.  201,  206, 
Gavlpartier  (F.  Schwartz’s  Ejendom);  —  Fig.  207, 
208,  Interiører  fra  F.  Schwartz’s  Ejendom;  - —  Fig. 
212,  Souper  med  Servanter  (efter  Billede  af  Mo- 
reau). 

Portrætter  og  Portrætfigurer:  Fig.  15 1,  173 
Alabastfigurer  af  Frederik  IV  (Rosenborg);  —  Fig. 
152,  Fr.  Chr.  Hertug  af  Augustenborg,  Haases  Stik 
efter  Graffs  Maleri;  —  Fig.  171,  Ludvig  XIV, 
Drevets  Stik  efter  Rigauds  Maleri;  —  Fig.  172, 
Frederik  V  (efter  Maleri  paa  Gavnø) ;  —  Fig.  174, 
Dronning  Maria  Leczinska  som  Juno  (G.  Coustou); 
—  Fig.  175,  Hertuginden  af  Bougogne  som  Diana 
(Coysevox). 


Medvirkende  Kunstnere. 

Arne-Petersen ,  IC. ,  Fig.  180,  182,  184,  186,  187, 
192. 

Holck,  J.,  Fig.  214,  215,  219 — 221. 

Jensen ,  Chr .,  Fig.  200 — 202,  209. 

Knutzen ,  Baldur ,  Fig.  198. 

Larsen ,  Alfr .,  Fig.  144—147,  149,  151-133,  173, 
197,  203—208,  213,  222. 

Rondahl,  E„  Fig.  50,  51,  57,  58,  104,  114—116, 
I35i  1 77 — 179’  l8U  i83>  190,  191,  193,  196,  223  — 
225. 

Tegner,  Hans,  Fig.  1 54,  155,  157,  158,  162,  170, 
172,  174—176,  185,  188,  189,  194,  195. 

F.  Hendriksen  år  Kp.’ s  Reproduktions- Atelier. 


III.  Afbildninger  udenfor  Texten. 

Tavlerne  indsættes  ved  de  angivne  Sider. 


Side. 


I.  Træsnit  af  W.  J.  Linton  efter  Tegning  af 

Dodgson  (fra  111.  London  News) .  10. 

II.  Træsnit  af  Th.  Be-wick ,  omtr.  1790 .  3. 

III.  Kobberstik  efter  Tegning  af  C.  Eisen  fra 

»L’éloge  de  la  Folie«,  Paris  1751 .  2. 

IV.  Et  fransk  og  et  amerikansk  Titelblad...  30. 

V.  Et  tysk  og  et  engelsk  Titelblad .  30. 

VI.  Xylografi  af  St,  Pannemacker ,  efter  Myr- 

bach  til  Hachettes  Udgave  af  »Tolla«...  22. 


Side. 

VII.  Xylografi  af  Florian ,  efter  Tegning  af 

Myrbach  til  Plachettes  Udgave  af  «Tolla«  22. 
VTII.  En  gjennembrudt  Lerskaal  (Donbri)  af 

Kensan  (1663 — 1743) .  76. 

IX.  Forslag  til  en  Ti-Kroneseddel  af  Aug. 

Jerndorff  og  Th.  Bindesbøll .  164. 

X.  Dekorative  Gjenstande  fra  Gustaf sberg, 
malede  i  Underglasurfarver  af  Helmer 
Aslund .  176 


IV.  Væsentlige  Æmner  og  Navne. 


Aagaard,  J.  P.,  12. 

o 

Aslund,  Helmer.  176. 

Abbey,  Edwin  A.,  22,  23. 

Aldus,  2. 

Amalienborg,  109. 

Amerikansk  Bogbind,  50,  51;  — 
Illustration,  22,  24,  27,  29;  — 
Titelblad,  30. 

Amoureux,  A.  C.,  125. 

Amsinck,  C.,  137. 

Andersen  &  Larsen,  138. 
Angerer,  Carl,  15,  164. 
Antiksamling,  den  kgl.,  41  Hg. 
Arne-Petersen,  K.,  132. 

Avktioner,  58,  148. 


Bapst,  Germain,  40,  172. 

Barok,  101,  103. 

Bay,  N.  H.,  1 1 1. 

Beck,  F„  49,  53. 

Becket,  Francis,  41. 

Berg,  Magnus,  124. 

Berger,  Georges,  63. 

Bewick,  Thomas,  4  fig. 
Bibliothek,  det  store  kgl.,  38,  39, 

59- 

Billedtilretning,  25. 

Bindesbøll,  Th.,  55,  62,  (63. 

Bing,  S.,  66. 

Bing  &  Grøndahl,  200. 

Rlixen  Finecke,  A.,  in. 


Bogbind,  49  fig. 

Boghaandværk,  Forening  for,  29, 
38,  51,  53,  198. 

Bogtrykkunst,  1  fig. 

Bogudstilling,  international,  2,  30, 
38,  49  fig. 

Bolvig,  J.  M.  E.,  136. 

Boulle,  144. 

Brinckmann,  Justus,  35,  56,  75,  99. 
Brock,  P.,  88. 

Bruun,  Carl,  34,  157,  158;  — 
Chr.,  38,  39. 

Burty,  Ph„  58,  76,  77,  79. 
Biirkner,  H.,  9. 

Bogh,  Joh.,  39,  62. 


VI 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


Caldecott,  23. 

Christensen,  Hans,  1 54. 

Cluny,  Museet.  40,  1 1  S. 

Creswick,  6. 

Cruikshank,  George,  7,  10,  26. 

Dalhoff,  J.  B.,  100. 
Danneskiold-Samsøe,  C.  F.,  142, 

171. 

Deck,  Th„  148,  198. 
Dekorationsforening,  svensk,  173. 
Delfiner,  dekorative,  40. 
Dietrichson,  L.,  62. 

Doberck,  F.  W.,  &  Søn,  61,  193. 
Dragter,  88. 

Duge,  danske,  198. 

Diirer,  Albrecht,  2. 

Elberling,  Carl,  38,  49. 

Emalje,  translucid,  63. 
Empireudstilling,  fransk,  100. 
Engelsk,  Bogbind,  51;  — Illustra¬ 
tion,  4  flg. ,  18  flg. ,  26,  28;  — 
Titelblad,  30. 

Eremitager,  156  flg. 

Evans,  E.,  6. 

Falbe,  J.,  144. 

Filomonoff,  32,  36,  38. 

Fischer,  Emma,  61. 

Fjeldskov,  V.,  171. 

Fliegende  Blatter,  25,  26,  27. 
Flinch,  A.,  12. 

Florian,  23. 

Flyge,  L„  54,  55. 

Folkemuseum,  dansk,  59. 
Forening  for  Boghaandværk,  29, 
38,  51,  53; —  til  Hovedstadens 
Forskjønnelse,  99;  —  Ny  typo¬ 
grafisk,  1 7 1 :  —  jfr.  Fremtiden, 
Industriforening,  Kulturhistorisk 
Forening,  Svensk  Slojdforening. 
Formskjærere,  1. 

Foster,  Birket,  6,  II. 

Fotogravure,  29. 

Fotolitografi,  16. 

Fransk,  Bogbind.  51;  —  Illustra¬ 
tion,  2,  4,  12,  20,  22;  —  Titel¬ 
blad,  30;  — Kunstindustri-Bud¬ 
get,  40;  —  Kunstindustri  fryg¬ 
tet  i  Tyskland,  56. 

Frederik  III,  88  flg;  —  IV,  106, 
124;  —  V,  122,  123,  125. 
Frederiksborgs  Nationalmuseum, 

I3G  171- 

Fremtiden,  Foreningen,  29. 
Friluftsmuseer,  100,  146. 

Frølich,  Lorenz,  il,  12,  13. 


Furniss,  Harry,  28,  30. 

Forsløf,  Jens  Olsen,  104. 

Gavarm,  10,  12. 

Germain,  Thomas,  1 15,  116,  172, 
Gigas,  E.,  38. 

Gillot,  15. 

Gjellerup.  A.  R.,  39;  —  Karl,  56. 
Green,  6. 

Greenaway,  Kate,  23. 
Grolier-Club,  29. 

Grosch,  LI.,  39,  62,  199. 
Gustafsberg,  1 75,  176. 
Gustaviansk  Udstilling,  100,  198. 
Guttenberg,  1. 

Goteborgs  Udstilling,  173. 

Haandstrimper,  92. 

Hamburgs  Kunstgewerbeverein, 
40;  —  Vaaben,  32  flg. 
Handarbetets  vanner,  174,  180, 
183. 

Hannover,  Emil,  38,  107,  130. 
Hanong,  J.  A.,  147. 

Hansen.  II.  P.,  12;  —  Heinrich, 
99;  —  Konstantin,  12;  —  P. 
O.,  154;  —  Reistrup,  H.,  61; 
—  Theophilus,  39,  147,  198. 
Hazelius,  Artur,  100,  17 1. 
Haslund,  A.,  136. 

Hecht,  W.,  19,  20. 

Ileimbach,  Wolfgang,  93,  96,  99. 
Hendriksen,  F.,  I,  38,  163. 
Henneberg,  C.,  10,  12. 

Henriksen,  N.  G.,  193,  I94. 
Herkomer,  H.,  20. 

Hertz,  P.,  193,  194. 

Hirschsprung,  B.,  115. 

Holbein,  Hans,  2. 

Holling,  A.  F.,  102. 

Holm,  Hans  J.,  151. 
Hosebaandsridder,  90. 

Hunger,  Chr.  K.,  62. 

Horlin,  Hugo,  175. 

Høst,  Chr.,  51. 

Illustration  i  Bogtryk,  I  flg. 
Illustreret  Tidende,  13. 
Industriforeningen,  38,  61,  99,  101, 
132,  146. 

Ipsen,  P.,’s  Enke,  61. 

Jacobsen,  Carl,  61,  147. 

Japan,  Udstilling  i ,  64 ;  —  Litte¬ 
ratur  om,  65,  99. 

Jensen,  G.  A.,  144;  —  Gunnar, 
193,  194;  -  J.  P.  C.,  154. 
Jerndorff,  Aug.,  15,  163, 


Jesukirken,  i  Valby,  61. 

Johansen,  P.,  195. 

Jiirgensen,  Chr.,  141. 

Jødisk  Kunstindustri,  40. 
Jørgensen,  Eugen,  154. 

Kaffestof,  92. 

Karlin,  G.  J.son,  147,  173. 
Kayser,  H.  H.,  146. 

Keene,  Charles,  26,  28,  30. 
Kemitypi,  15. 

Kineseri,  103 — 4. 

Kittendorf,  Adolph,  12. 
Kjøbenhavns  Vaaben,  32  flg.; 

Tøjhus,  112. 

Knoffler,  H.,  23. 

Kobberstik,  2,  8. 

Koch,  V.,  146,  198. 

Kohi,  Casper,  199. 

Kretszchmar,  II. 

Kristian  IV,  88  flg. 

Krohn,  Pietro,  200. 

Kulle,  Jacob,  18 1,  199. 
Kulturhistorisk  Forening  i  Lund, 
182. 

Kunstindustrimuseum,  i  Kjøben- 
havn,  38,  146,  171; — i  Bergen, 
39,  62,  17 1;  —  i  Flensborg, 
62;  —  i  Hamburg,  200;  —  i 
Karlsruhe,  64;  —  i  Kristiania, 

39,  62;  —  i  London,  200;  — 
i  NewYork,  64;  —  i  Ntirnberg, 
172;  —  i  Paris,  40;  —  i  Wien, 
63,  147,  199. 

Kahler,  Hermann,  61. 

Lange,  Jul.,  118;  —  Thor,  38. 
Leech,  John,  7,  20,  26,  28. 
Leemejer,  J.,  143. 

Lep&re,  A.,  18,  20,  21. 

Licht,  C.,  154. 

Liisberg,  H  C.,  Bering,  101. 
Linton,  W.  I.,  8,  18- 
Litografi,  23, 

Litteratur,  dansk,  38,  45,  61,  99, 
1 7 1  ;  —  engelsk,  40;  —  fransk 

40,  45,  63,  64,  90,  99,  100,  144, 
148,  1 7 1,  199;— norsk,  39,  62, 
I7L  I99;  —  svensk,  39,  100, 
f47»  i98>  t99 ;  —  tysk.  40,  45. 
63,  64,  90,  99,  145,  147,  148, 
199,  200. 

Louvre,  Museerne,  40. 
Lutzelburger,  Hans,  1. 
Lædermosaik,  54,  55. 

Mårtenson,  J.,  177. 

Madsen,  Karl,  2.  14,  61,  65,  T47, 
148. 


Indhold. 


VII 


Maurier,  du,  26,  28,  29. 

Meier,  F.  J.,  156. 

Mejborg,  R.,  156.  171. 

Meissonier,  J.  A.,  133. 

Meldahl.  F.,  146,  198. 

Menzel,  Adolph,  8,  11. 

Merskum,  64. 

Michel,  Marius,  51. 

Michelsen,  C.,  61,  113,  1 7 1 ,  193, 
194. 

Moltke,  A.,  108;  —  J.,  1 13. 
Moltke,  Bregentved,  135. 
Mulready,  5. 

Myrbach,  22,  135. 

Mønt-  og  Medaljesamling,  den  kgk, 
59- 

Mørk-Hansen,  V.  J.,  39. 

Nathansohn,  Alfr.,  140. 
Nationalmuseum,  nyt,  i  Kblivn., 
146,  198. 

Nielsen,  Jacob,  38;  —  M.,  114. 
Nordiska  Museet,  100,  17 1. 

Nyrop,  C.,  32,  80,  8 1 ,  156. 
Nagler,  M.  B.,  41,  48,  58  flg. 

Olsen,  Bernhard,  80,  156,  164, 
174,  184;  —  O.  C.,  38. 
Oppenort,  G.  M.,  133. 

Ostmann,  M.,  m. 

Orushejnaja  palata,  32,  36,  38. 
Owen,  Ph.  C.,  172. 

Oxelberg,  F.,  61,  154. 

Pannemac-ker,  St.,  23. 

Parson,  Alfred,  22,  31,  56. 
Partenonfrisen,  40. 

Parykstil,  116. 

Pengesedler,  163. 

Petersen,  Carl.  53,  54;  —  Imma- 
nuel,  52,  54;  —  Julie,  61. 
Petersen-Mols,  Niels,  15. 

Philipsen,  G.,  54,  55. 

Pianoforter,  148. 

Piil,  Chr.  A.  T.,  14  flg. 

Plante,  la,  Udstilling,  100,  199. 
Plantin,  Christophe,  34 
Porcelænsfabrik,  den  kgl.,  100, 
177;  —  andre,  62,  64,  147;  — 
jfr.  Sévres. 

Postillon,  156  flg. 

Priser,  59,  79,  148,  199. 


Prisopgaver,  100,  172, 

Proust,  Antonin,  63. 

Punch,  20,  22,  23,  26,  28,  29,  30. 
Pyle,  Howard,  22,  27. 

Rembrandt,  61,  147. 

Rethel,  Alfred,  9,  11. 

Richter,  Ludvig,  9,  10. 
Rokoko-Udstilling,  38,  101  flg., 
I22>  133  Ag-,  146. 

Rokokostilens  Menneskefigurer, 
118. 

Rosenberg,  Marc,  33,  36,  37.  38. 
Rosenborg,  88  flg.,  102,  103,  105, 
106,  107. 

Rosenstand,  F.  V.  F.,  107. 
Roubaix,  kunstindustriel  Skole  i, 
40. 

Rorstrand,  175. 

S  aly,  J.  F .,  125. 

Sambourne,  Linley,  28. 

Scavenius,  J.  F.,  146,  198. 
Scheufelein,  Hans,  2. 

Schieltved,  Oluf,  61. 

Schiødte,  Erik,  39,  49,  149. 
Schwartz,  Frantz,  15 1. 

Schweitz,  63,  64. 

Seitert  &  Nørgaard,  61. 

Servanter,  156  flg. 

Sévres,  40,  148,  I99. 

Skovgaard,  J.  F.,  17. 
Slojdforeningen,  Sveuska,  100,  198. 
Smyrnatæpper,  147. 

Spitzner,  A.,  64. 

Springer,  Anton,  148. 

Staalstik,  8,  10. 

Staldetat,  den  kgl.,  117. 

Stavkirker,  62. 

Storch,  H.,  147. 

Strassbourg,  147,  148. 

Swain,  7,  22. 

Sølvkammer,  det  kgl.,  112,  114, 
162. 

Sølvmærker,  32,  So,  164. 

Sørensen,  Emil,  17 1. 

Tanagrafigurer,  41  flg. 

Tegne-  og  Kunstindustriskolen  for 
Kvinder,  61. 

Tegner,  Hans,  23,  29,  52,  53,  54, 
106,  1 10. 


Teknisk  Selskabs  Skole,  100. 
Tenniel,  J.,  20,  22,  28. 
Thalbitzer,  V.  A.,  193. 

Thestrup,  C.,  134. 

Thieles  Bogtrykkeri,  2. 
Thompson,  John,  3,  8. 

Titelblade,  30. 

Troldtøj,  15,  29. 

Træden  Kirke,  171. 
Træskjærerkunst,  1  flg. 

Typografi,  Haandbog  i,  171. 
Typografisk  Farvetryk,  23 
Tysk  Bogbind,  30;  —  Illustration, 
1  flg.,  11,  20,  23,  27;  —  Titel¬ 
blad,  30;  —  Kunstindustri  over¬ 
for  Frankrigs,  36. 

Tæpper,  orientalske,  147. 

Udstilling,  s.  Bogudstilling,  Gusla- 
viansk,  Goteborg,  Japan,  Plante, 
Rokoko,  Tæpper,  Vifter. 
Undervisning,  kunstindustriel,  40, 
57  Ag.,  62,  63,  100,  145,  '48, 
1 72,  196. 

Unger,  4. 

Union  des  arts  décoratifs,  40,  63, 
'oo,  172,  195,  199. 

Unzelmann,  8,  11. 

Upmark,  G.,  39,  100. 

Vaaben,  Litteratur  om,  63. 
Vachon,  Marius,  40. 

Vadstena,  39. 

Videnskabernes  Selskab,  137. 
Vifter,  64,  1 1 6,  172. 

Vincent,  J.  N.,  172. 

Vinne,  Th.  L.  de,  24,  29,  31. 
Vernet,  Horace,  II,  12. 

Watleau,  130,  148. 

Wilcken,  O.  F.,  105. 

Williams,  F.,  7. 

Wohlgemut,  2. 

Wulsten,  L.  C.,  ni. 

Zacho,  Chr.,  14. 

Zinkætsning,  14. 

Zopfstil,  1 16. 

Ægyptiske  Portrætter,  39. 
Ætsemetoder,  14  flg. 


Fig.  i.  Træsnit  fra  Colonna’s  f lypnerotoinachia  Poliphili.  Venedig  1499.  Orig.  St. 


Illustration, 

dens  Fremstilling  og  Forhold  til  Bogtryk. 

Af  F.  Hendriksen. 


tger,  ogsaa  illustrerede  Bøger,  have  været  fremstillede  ved 
Pressetryk  før  Guttenbei'g  gjorde  sin  store  geniale  Opfindelse, 
at  støbe  nøjagtig  ensdannede  Typelegemer  til  Sammenstilling. 
Træskjærernes  eller  —  som  de  den  Gang  og  senere  kaldtes  — 
Formskjærernes  Laug  er  derfor  saare  gammelt,  og  der  er 
slet  ingen  Tvivl  om,  at  det  omkring  1450  var  en  ret 
almindelig  Levevej  at  udskjære  Billeder  i  Træplader,  hvoraf 
der  lod  sig  tage  Aftryk  i  Haandpressen.  At  der  blandt  de 
tidligste  Bogtrykkere,  dem,  der  bragte  Opfindelsen  fra  Byen 
Mainz  ud  over  Europa,  ogsaa  har  været  Folk,  hvis  oprinde¬ 
lige  Fag  var  Formskjæring,  er  temmelig  sikkert,  og  at  der  i 
det  Flele,  lige  op  til  vort  Aarhundredes  Begyndelse,  har 
bestaaet  en  nøje  Forbindelse  mellem  Trykkeren  og  Træskjæreren,  saaledes  at  disse  ofte 
har  været  forenet  i  en  og  samme  Person,  derom  véd  man  god  Besked. 

Den  imponerende  Udvikling,  som  Bogtrykket  fremviser  især  i  det  første  Halv- 
hundredaar,  gav  Træsnittet  ny  Vind  i  Sejlene.  Man  ophørte  forholdsvis  hurtigt  med  at 
lade  de  trykte  Bøger  haanddekorere  med  farvelagte  Initialer  og  Ornamentik  i  Marginen. 
Man  indskrænkede  i  ethvert  Tilfælde  sligt  til  ganske  særligt  pragtfuldt  udstyrede  Exem- 
plarer,  og  begyndte  omtrent  strax  at  indsætte  træskaarne  Billeder  i  selve  Texten  og  tage 
Aftryk  af  dem  samtidig  med  Bogens  Trykning.  Dette  var  helt  naturligt,  thi  Træsnittet 


1 


2 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


gaar  udmærket  godt  i  Spand  med  Bogtrykket,  og  Datidens  kraftige  Bogstavsnit  og  djærve 
Stregkarakter  i  Billederne  danner  da  ogsaa  et  skjønt  og  fyldigt  virkende  Hele. 

Bogtrykkets  eller  den  nye  Kunsts  Opblomstring,  de  fremragende  lærde  og  kunst¬ 
forstandige  Mænd,  der  bleve  Udøvere  af  den,  Ledere  og  Støtter  for  den,  stillede  meget 
betydeligere  Krav  til  Formskjæreren  end  Tilfældet  var  tidligere.  Nogle  af  Tidens  største 
Kunstnere  tegnede  for  Træsnit  og  gave  sig  af  med  Bogdekoration,  og  Træskjærerne  fulgte 
med,  udviklede  Fagets  Teknik  indenfor  de  dengang  afstukne  Grænser  o:  tro  Gjengivelse 
af  den  paa  Klodsen  tegnede  Streg.  Den  fornylig  i  Industriforeningen  afholdte  Bogudstil¬ 
ling  viste  Arbejder,  der  angav  Tidens  høje  Udvikling':  Wohlgemuts  Illustrationer  til  Schedels 
Chronicarum  Liber,  Niirnberg  1493,  den  ukjendte  Illustrator  af  Munken  Colonnas  Roman 
(Fig.  1),  som  Aldus  trykkede  i  en  herlig  Udgave  (Venedig  1499),  og  den  af  Simon  Vostre 
i  Paris  1497  udgivne  lille  Bog  Heures  a  Lusaige  de  Romme,  hvor  Kunsten  at  forme  en 
skjøn  Bog  er  løst  med  en  fuldendt  Overlegenhed,  der  lader  alle  moderne  franske  Efter- 
lignelses-Forsøg  i  de  katholske  Bønnebøger  milevidt  tilbage. 

Og  Træsnittet  holdt  sig  og  udviklede  sig  videre  i  det  16de  Aarhundrede.  I 
Niirnberg  tegnede  Albrecht  Durer  de  mange  vidtberømte  Billeder  for  det,  og  efter  ham 
fulgte  en  Række  andre  Kunstnere.  En  Bog  fra  denne  Tid  fra  samme  By  var  den  af  Hans 
Scheufelein  illustrerede  Theuerdanck  (Udstill.-Nr.  39),  et  sandt  Pragtværk,  dejlig  trykt  paa 
skjønt  Papir,  udført  paa  Bestilling  af  selve  Kejseren,  ligesom  adskillige  andre  tyske 
Storværker  i  Træsnit  fra  det  16de  Aarhundrede.  I  Basel  virkede  fremfor  alle  andre 
Hans  Holbein  i  unge  Aar  som  Tegner,  og  sammen  med  dette  store  Navn  er  knyttet 
Navnet  paa  en  Træskjærer  Hans  Liitzelburger ,  der  fortræffeligt  gjengav  mange  af  Holbeins 
Tegninger.  Det  smukke  Titelblad  til  Erasmus ’  Værker  og  med  dennes  Portræt  (Fig.  2) 
er  en  Prøve  paa  disse  to  Mænds  Arbejde  og  paa  tysk  Træsnitskunst  fra  dens  højeste 
Blomstring.  I  Frankrig,  Italien  og  Nederlandene  dyrkedes  ligeledes  Træsnittet  med  For- 
kjærlighed  og  med  ypperligt  Resultat. 

Det  er  ikke  Meningen  her  at  følge  Illustrationens  hele  Udvikling,  allermindst 
gjennem  de  lange  onde  Aar,  som  fulgte.  Træsnittet,  i  sin  gode  gamle  Skikkelse,  kulminerede 
overalt  i  det  16de  Aarhundrede,  og  det  gik  derefter  rivende  ned  ad  Bakke  saavel  med  dets 
Ævne  som  dets  Anseelse.  Kobberstikket  fortrængte  det  paa  alle  Punkter,  ogsaa  i  Bøgerne, 
hvor  urimeligt  det  end  er  at  blande  de  to  forskjellige  Trykmethoder  sammen  og  under¬ 
kaste  sig  to  Gange  Trykning  af  hvert  Ark.  Paa  Udstillingen  var  hele  denne  Udvikling 
let  at  følge.  Kobberstikket  breder  sig  mere  og  mere  fra  Slutningen  af  det  16de  Aar¬ 
hundrede.  Der  er  gjort  beundringsværdigt  smukt  og  gjennemført  Arbejde  i  Stik  for  Bøger, 
men  der  er  og  bliver  noget  fremmedvirkende  ved  Kobbertrykkets  Sammenblanding  med 
Bogtryk.  Allerede  Pladeranden  i  Papiret  virker  stødende,  og  Stikkets  blødere  Streg  er 
fjærn  fra  Typens  faste  Virkning  og  Præg  i  Papiret.  De  fra  sidste  Halvdel  af  forrige 
Aarhundrede  paa  Udstillingen  under  Nr.  86 — 95  fremlagte  Bøger,  som  vare  illustrerede 
af  Datidens  celebre  franske  Kunstnere,  viste  denne  Form  for  Illustration  i  sin  eleganteste 
og  mest  fuldkomne  Skikkelse  h  (Se  medfølgende  Blad  III.) 

Ved  den  Tid  blev  der  kun  betroet  de  faa  og  kummerlige  Træskjærere,  der  levede, 
det  allertarveligste  Arbejde,  som  Udførelsen  af  raat  gjorte  Skillingsblade  af  Dagens 
Begivenheder  eller  Vignetter  til  simple  Bøger.  Det  er  ikke  for  meget  sagt,  at  Træsnit 
omkring  175°  7°>  paa  faa  og  enkelte  Undtagelser  nær,  saa  ud  som  det  her  gjengivne 
Billede  fra  det  Thieleske  Bogtrykkeri  (Fig.  3),  og  det  er  let  at  forstaa,  at  Trykkerne  selv 
var  i  Stand  til  at  snitte  disse  Sager,  som  Traditionen  fortæller.  Men  der  var  alligevel 


!•  I  »Kunstbladet  tf ,  1888,  Nr.  9,  10  og  24,  findes  en  udførlig  Afhandling  om  disse  Kunstnere  af  Karl 
Madsen. 


III 


Kobberstik 


efter  Tegning  af  C.  Eisen  fra  »L'eloge  de  la  Folie« 
Paris  1751. 


Tidsskr.  f.  K.  uns  tind  1891. 


Nielsen 


k  Lydiche. 


Illustration,  dens  Fremstilling  og  Forhold  til  Bogtryk, 


3 


Fig.  2. 


Titelblad  til  Erasmus’  samlede  Værker,  Basel 
skaaret  i  Træ  af  Hans  Ltitzelburger. 


1540.  Tegnet  af  Hans  Holbein. 
Lidt  over  2/3  St. 

I* 


4 


Tidsskrift  for  Kunstindustri, 


Fig.  3.  Træsnit  fra  forrige  Aarhundrede  (Thieles  Bogtrykkeri). 
Grev  Struensee  til  Hest.  2/3  af  Orig.  St. 


Grøde  i  Luften;  der  viste  sig  srnaa  Tegn  paa  Fremgang  rundt  omkring.  I  Paris  var  der 
mod  Aarhundredets  Slutning  nogle  ret  gode  Kræfter  i  Træsnittets  Tjeneste.  I  Berlin 
arbejdede  Unge r  (Fader  og  Søn)  ivrigt  for  Træsnit.  For  den  sidste  blev  endog  et  Pro¬ 
fessorat  oprettet  ved  Berliner-Akademiet  (1800),  og  endelig  kommer  den  Mand,  der  med 
Kraft,  betydeligt  Talent  og  Udholdenhed  gjenindsatte  Træsnittet  i  sin  tabte  naturlige 
Position  som  Bogillustration.  Hans  Navn  er  Thomas  Bezvick,  og  han  levede  og  virkede  i 
Newcastle  on  Tyne  fra  1753 — 1828. 


Illustration,  dens  Fremstilling  og  Forhold  til  Bogtryk. 


5 


Fig.  4.  Træsnit  af  Th.  Bewick.  Orig.  St. 


Oplært  hos  en  haandværksmæssig  Kobber¬ 
stikker  og  uden  al  kunstnerisk  Uddannelse  viste 
han  tidlig  Evner  til  selv  at  tegne  Smaabilleder  og 
skjære  dem  i  Træ,  og  dette  Arbejde  tog  snart 
hele  hans  Interesse.  I  1 790  udgiver  han  sin 
første  selvstændige  Bog,  en  Slags  Naturhistorie 
over  firføddede  Dyr,  og  gjør  stor  Lykke  med 
den.  Han  begynder  derefter  paa  sit  Hovedværk: 
Englands  Fugle,  der  udkommer  i  2  Bind  1797 
og  1804,  og  som  vakte  saa  stor  Opsigt,  at  det, 
trods  den  anseelige  Pris,  han  holdt  det  i,  blev  optrykt  adskillige  Gange  før  hans  Død. 

Disse  Bøger  indeholde  ikke 
blot  Pattedyr  og  Fugle,  men  de 
ere  med  rund  Haand  udstyrede 
med  Smaabilleder  fra  det  daglige 
Liv,  med  landskabelige  og  mari¬ 
time  Billeder,  hvilke  han  bruger 
som  Begyndelses-  og  Slut-Vig- 
netter  til  sine  Kapitler.  Den 
opmærksomme  Betragter  af  Bil¬ 
lederne  vil  lære  at  kjende  en 
Kunstner  af  virkelig  Rang,  en 
skarp  og  fin  Iagttager  med  en 
Skjælm  bag  Øret,  der  ingenlunde 
er  bange  for  en  djærv  Spøg. 

Bewicks  smaa  Træsnit  fortæller 
morsomt  og  ofte  rørende  om 

snurrige  gamle  Mænd  og  Kjællinger,  om  landligt  Liv  —  baade  Menneskenes  og  Dyrenes. 

Han  forstaar  godt  at  give  Stofkarakter. 
Der  er  i  hans  Fugle  gjort  udmærket  Rede 
for  Fjerlagets  forskjellige  Art,  og  Farven  i 
Fjerbeklædningen  er  livligt  fremhævet  ved 
faa  og  simple  Midler.  Han  anbringer  dem 
i  godt  komponerede  Omgivelser  og  karak¬ 
teriserer  deres  Vaner  og  Levesæt  fortræffe¬ 
ligt  derved.  I  hans  Landskaber  fremtræder 
en  hidtil  ukjendt  Evne  til  at  give  Stem¬ 
ning,  give  Vejret:  den  skarpe,  kolde  Vind 
paa  en  hvas  Vinterdag  og  den  mildere 
Brise  om  Sommeren,  naar  Fiskeren  eller 
Jægeren  færdes  ude  (Fig.  4  og  5  og  med- 
følgende  Blad  II). 

Sammenligner  man  Bewicks  Billeder 
med  de  gamle  Træsnit,  saa  falder  det 
strax  i  Øjnene,  at  han  tager  fat  paa  en 
hel  ny  Maade.  Han  arbejder  med  en  fin 


Fig.  5.  Træsnit  af  Th.  Bewick  (1790).  Orig.  St. 


Fig.  6.  Træsnit  af  John  Thompson  efter  Tegning 
af  Mulready.  (»Vicar  of  Wakefield«  1843). 
Omtr.  orig.  St. 


og  tæt  Streg,  der  dog  aldrig  bliver  gnidret, 
og  han  indfører  det,  man  nutildags  kalder 
Tonesnit,  det  vil  sige  en  Skala  af  mange 


6 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


* 


Toner  mellem  Sort  og  Hvidt, 
frembragte  ved  et  nuanceret  Streg- 
lag,  af  tykkere  eller  tyndere  sorte 
Linier,  smallere  eller  bredere 
hvide  Mellemrum,  en  Fremgangs- 
maade,  der  aldrig  før  var  brugt 
i  Træsnit.  Og  endnu  en  Ejen¬ 
dommelighed  havde  hans  Behand¬ 
ling.  Han  foretrækker  nemlig  at 
lade  den  hvide  Linie  —  det  i 
Træet  graverede  Snit  mellem  de 
Dele,  der  blive  staaende  for  se¬ 
nere  dækkede  med  Trykkerens 
Farve  at  give  Aftryk  paa  Papiret 
— —  være  den  særligt  virkende, 
den  Øjet  især  ser  paa,  i  bestemt 
Modsætning  til  det  gamle  Træ¬ 
snit,  hvor  den  tegnede  sorte  Streg 
er  det,  der  gjør  sig  gjældende. 

Man  sammenligne  vore  Gjengivel- 
ser  efter  Bewick  f.  Ex.  den  land¬ 
skabelige  Baggrund  i  Billedet  af 
Kornlærken  med  Træsnittet  efter 
Holbein  eller  med  adskillige  andre 
Billeder  i  dette  Hæfte. 

Han  er  ikke  blot  en  habil  Kunstner,  der  saa  godt  som  ude¬ 
lukkende  skjærer  efter  sine  egne  Tegninger,  men  lians  ny  Teknik 
fører  ham  til  at  udvikle  Træskjærerens  Værktøj.  Han  arbejder  og 
strider  med  Trykkerne  for  igjen  at  lære  dem  den  tabte  Evne  at 
trykke  Billeder  med  Omhu  og  Forstand,  og  han  bliver  faktisk  den 
Mand,  paa  hvis  Skuldre  det  moderne  Træsnit  med  sin  til  Raffine¬ 
ment  udviklede  Teknik  staar. 

Bewick  blev  bekjendt  og  anset,  endnu  medens  han  levede, 


Fig.  7.  Træsnit  af  E.  Evans 
efter  Tegning  af  Birket  Foster. 
Omtr.  orig.  St. 


og  langt 


Fig.  S.  Træsnit  af  Green  efter  Tegning  af  Creswick. 
1S45.  Omtr.  orig.  St. 


baade  i  sit  Hjemland 
udover  dettes  Grænser.  Han  er 
forlængst  kanoniseret  i  England. 
Hans  Værktøj  og  Træstokkene, 
han  har  udført,  opbevares  i  British 
Museum,  og  hans  Bøger  ere  i  deres 
gode  Udgaver  allerede  i  meget  høje 
Priser.  Han  oplærte  adskillige  Ele¬ 
ver,  hvoraf  nogle  bleve  Tegnere  og 
Malere,  men  hans  Betydning  er  dog 
ikke  størst  som  Lærer,  som  den, 
der  har  dannet  Skole.  Hans  Livs 
kraftige  Gjerning  er  den,  paany  at 
have  hævet  det  foragtede  Træsnit 
til  Anseelse,  paany  at  have  paavist 
dets  kunstneriske  Værd  og  store 


Træsnit  tegnede  og  skaarne  af  Th.  Bewick,  omkring  1790. 
Fugle  (Kornlærke,  Bekkasin)  og  Slutvignetter  fra  »Britisk  Birds« 


Illustration,  dens  Fremstilling 


og  Forhold  til  Bogtryk 


7 


8 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


praktiske  Anvendelig¬ 
hed.  Saadan  set  er 
han  Banebryder  for 
hele  den  moderne  Il¬ 
lustration,  og  han  for¬ 
tjener  at  kjendes  og 
studeres,  baade  af 
denne  Grund  og  fordi 
han  som  selvstændig 
Kunstner  har  Værd 
og  Betydning. 

I  London  udvik¬ 
lede  Træsnittet  sig 
overordentligt  i  tek¬ 
nisk  Fuldendthed.  I 
Trediverne  og  Fyr¬ 
rerne  arbejder  der 
Tidens  navnkundig¬ 
ste  Xylografer:  John 
'Thompson  og  W.  /. 
Linton.  Den  første  dri¬ 
ver  Finheden  i  Smaa- 
billeders  Behandling 
til  en  forbavsende 
Højde  (Fig.  6).  Skjønt 
den  anden  naar  ham 
i  Elegancen,  især  i 
Landskabet,  saa  bli¬ 
ver  han  dog  særlig 
Mesteren  for  en  fri 
malerisk  Behandling 
af  Træsnit  i  større 
Formater.  Linton  le¬ 
ver  endnu  i  Amerika 
som  meget  gammel 

Fig.  12.  Træsnit  af  Unzelmann  efter  Tegning  af  Menzel.  Frederik  den  Mand.  Han  har  lige 
Stores  Død.  1840.  Omtr.  orig.  St.  fuldendt  et  stort  Værk 

over  sit  Fags  Historie, 

som  fandtes  paa  Udstillingen  i  den  engelske  Afdeling.  Han  er  et  Stykke  af  en  Maler, 
et  stort  Stykke  af  en  Poet  og  vurderes  som  saadan.  En  begejstret  Forkjæmper  for  Bewicks 
enkle  og  smukke  Træsnitsstreg,  for  hans  hvide  Linie ,  i  Modsætning  til  moderne  Vidt¬ 
løftigheder,  især  de  amerikanske,  som  han  tidt  og  ofte  angriber,  og  hvis  Mangel  paa 
virkeligt  Værd  han  paaviser. 

1  ræsnittet  havde  til  en  Begyndelse  den  særlige  Opgave  at  bekjæmpe  Kobberstikket 
som  Bogillustration.  Det  lader  sig  ikke  nægte,  at  Bewicks  Arbejder  smage  lidt  deraf. 
Der  er  en  Tendens  til  at  efterligne  den  i  Metallet  stukne  Streg.  Mere  farligt  blev  i 
London  Kampen  mod  det  glatte  og  slikkede,  tildels  maskinmæssigt  fremstillede  Staalstik, 
der  har  spillet  en  sørgelig  Rolle  i  Bogillustrationen  især  i  England.  Herhjemme  fra  kjende 
vi  det  ogsaa,  det  er  endda  ikke  saa  længe  siden,  at  man,  naar  et  Portræt  ønskedes 


Illustration,  dens  Fremstilling  og  Forhold  til  Bogtryk 


9 


Fig.  13.  Træsnit  efter  Tegning  af  Ludvig  Richter:  »Fader  vor«  (Før  os  ikke  i  Fristelse).  Omtr.  orig.  St. 


P'ig.  14.  Alfred  Rethel:  Dødningedans,  fra  1849.  Skaaret  i  Træ  af  H.  Burkner.  Omtr.  1/2  St. 

(El  Blad  af  en  Serie  polemiske  Billeder,  der  skildrer  Døden  som  den  egentlige  Leder  af  Revolutionen), 


2 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


IO 


anbragt  i  en  Bog,  lod  dette 
udføre  i  Staal  og  trykke  i  Leip- 
zig.  Slige  polerede  staalstukne 
Portrætter  findes  i  mange  danske 
Bøger,  og  den  tomme  og  sød¬ 
ladne  Behandling  bedaarer  vist¬ 
nok  endnu  adskillige  Mennesker. 
Det  engelske  Træsnit  fra  Fyr¬ 
rerne  undgik  ikke  en  ulykkelig 
Efterabelse  af  Staalstik,  naturlig¬ 
vis  for  at  behage  det  højtærede 
Publikum  og  dettes  bestaltede 
Repræsentanter ,  Forlæggerne. 
Nye  og  bedre  Veje  bleve  først 
betraadte,  da  i  1842  den  illu¬ 
strerede  Presse  begyndte.  Fra 
dette  Aar  stamme  baade  det 
berømte  Vittighedsblad  Punch 
og  det  .ikke  mindre  bekjendte 
lllustrated  Lo?idon  News.  Med  disse  Foretagender  kommer  livligere  Vexelvirlcning  mellem 
Kunst  og  1  ræsnit;  og  en  Skare  unge  Kunstnere  gjøre  Tegninger,  og  mange  af  disse  blive 
Illustratorer  af  Fag.  Det  fortrinlige  og  livligt  skaarne  Træsnit  af  Linton,  som  er  gjen- 
givet  paa  medfølgende  Blad  I,  er  et  hastigt  gjort  Snit  fra  London  News  tidlige  Aargange. 

Længe  før  Punch  begyndte,  havde  den  komiske  Illustration  indtaget  en  betydelig 
Stilling  i  England.  George  Cruik- 

shanks  store  og  velkjendte  Virksom¬ 
hed  som  Illustrator  strækker  sig  fra 
1803  til  1875,  da  han  var  85  Aar 
gammel.  Han  var  Hovedmanden 
for  hele  Rækker  af  Tegninger,  der¬ 
iblandt  mange  fra  1815 — 30,  hvori 
han  med  bidende  Haan  stemplede 
Georg  IV’s  skamløse  Liv  som  Prins¬ 
regent  og  Konge.  Han  sejrede 

sammen  med  sin  Forlægger  W  Ho?ie, 
en  ideelt  anlagt  Liberal,  over  Re- 
gjeringens  Forsøg  paa  at  komme 
dem  tillivs.  Juryen  erklærede  Gang 
efter  Gang  Hone  for  ikke  skyldig, 
trods  alle  Forsøg  paa  at  overmande 
den  fattige  Mand  i  Proceduren.  En 
stor  Mængde  af  sine  Billeder  har 
Cruikshank  raderet,  men  han  har 
ogsaa  tegnet  meget  for  Træsnit 
(Fig.  g).  I  sin  høje  Alderdom  blev 
han  en  ivrig  Forkjæmper  for  Total¬ 
afholdssagen  og  malede  et  kjæmpe- 
mæssigt  Billede,  der  i  mange  smaa 
Afdelinger  skildrede  Bacchus-Dyrkel- 


Fig.  16.  Træsnit  af  Gaber  efter  Tegning  af  L.  Richter. 
Omtr.  orig.  St. 


Fig.  15.  Træsnit  af  Henneberg  efter  L.  Richter.  Omtr.  orig.  St. 


Nielsen  &  Lydiche. 


Illustration,  dens  Fremstilling  og  Forhold  til  Bogtryk. 


1 1 


Fig.  18.  Træsnit  efter  Tegning  af  Gavarni. 
Omtr.  orig.  St. 


sens  sørgelige  Følger.  —  Det  frodigere  Liv  i 
Illustrationen,  som  Pressen  fremkaldte,  kom 
ogsaa  Bøgerne  tilgode.  Særlig  i  det  land¬ 
skabelige  Træsnit  udformedes  i  Halvtredserne 
en  nydelig  Behandling  navnlig  paa  Grundlag 
af  den  frugtbare  Kunstner  Birket  Fosters  Teg¬ 
ninger  (Fig.  7).  De  engelske  illustrerede 
Bøger  fra  den  Tid  blev  Forbilleder 
for  Europa  og  naturligvis  ogsaa  for 
Nord- Amerika,  hvortil  engelsk  Træ- 
skjæreri  tidlig  forplantede  sig.  Lige¬ 
ledes  fandt  den  engelske  illustrerede 
Presse  snart  Efterlignere  baade  i 


Frankrig  og  Tyskland.  Allerede  i  Tyverne 
havde  Englændernes  Dygtighed  givet  Anled¬ 
ning  til  Indkaldelse  af  Træskjærere  fra  Lon¬ 
don  til  Paris.  Lidt  senere  drog  unge  Eng¬ 
lændere  til  Leipzig,  og  begge  Steder  lærte  de 
den  Teknik,  de  var  Bærere  af,  fra  sig,  men 
begge  Steder  udformede  sig  snart  selvstændig 
Træsnitskarakter  gjennem  de  dygtige  Kunst¬ 
nere,  der  med  Interesse  og  Iver  begyndte  at 
tegne  for  Træsnit.  I  Tyskland  blev  det  især 
Adolf  Menzel,  der  stillede  Træsnittet  vanskelige 
Opgaver.  Den  store  Række  yderst  gjennem- 
førte  Smaabilleder,  han  tegnede  til  Frederik 
den  Stores  Historie  og  senere  til  Pragtudgaven 
af  samme  Konges  Værker,  blev  hurtigt,  godt 
og  omhyggeligt  skaarne  af  Folk  som  Unzel- 
mann  og  Vogel  i  Berlin  og  Kretzschmar  i  Leip¬ 
zig  (Fig.  12).  Senere  udvikledes  en  egen 
Træsnitskarakter  i  Dresden  ved  Schnor  von 
Carolsfeld,  Rethel  (Fig.  14)  og  fremfor  alle  af 
Ludvig  Richter ,  Tysklands  mest  populære  og 
elskede  Illustrator,  der  har  tegnet  over  2400 
Billeder  for  Træsnit  (Fig.  13,  15  og  3  6).  I 
denne  Skole  arbejdede  Lorenz  Frølich  i  nogle 


Fig.  17.  Træsnit  af  Andrew,  Best  et  Leloir  efter 
Tegning  af  Horace  Vernet.  1839. 

Omtr.  2/3  St. 


2* 


12 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


Aar,  da  han  som  ung 
Mand  rejste  udenlands. 
Ældre  danske  Træskjæ- 
rere,  som  C.  Henneberg 
og  H.  P.  Hansen,  have 
sammesteds  hentet  Ud¬ 
vikling.  Ogsaa  i  Miin- 
chen  dannede  der  sio- 

O 

en  Nuance  i  Træsnittets 
Behandling.  Der  frem¬ 
kom  i  Midten  af  Fyr¬ 
rerne  Fliegende  Blatter 

kig.  19.  Træsnit  fra  Kittendorff  &  Aagaards’  »helttogene  1848,  49  og  50«.  og  senere  Milnchener 

Bilderbogen,  begge  ud¬ 
givne  af  Xylografen  Braun.  —  Medens  det  tyske  Træsnit  kom  til  at  lægge  Hovedvægten 
paa  den  strænge  Gjengivelse  af  Kunstnerens  tegnede  Streg  paa  Træet,  og  i  det  Hele 
forsøgte  paa  en  I  ilslutning  til  det  1 6de  Aarhundredes  Træsnit  (Schnor  og  Rethel),  gil* 
man  1  Frankrig  friere  Veje.  Saa  hurtigt  som  i  Tyskland  fik  man  dog  ikke  der  fast 
national  Jord  under  Fødderne.  Det  var  Karrikaturen,  der  tidligst  fik  sit  Særpræg.  Gavarnis 
og  andre  Kunstneres  Mængder  af  flotte  Tegninger  udviklede  vel  nok  Træskærere  (Fig. 
18),  men  den  franske  Form  for  god  Trægravure  kommer  først  ret  frem  i  Bladet  L'illustra- 
h°n  og  i  det  bekj endte  Tidsskrift  Magasin  pittoresque.  Senere  dreves  Tekniken  ud  i 
ganske  tom  Elegance  gjennem  det  Mylr  af  Tegninger  for  Træsnit,  som  Gustav  Doré 
rystede  ud  af  sine  Ærmer. 

Herhjemme  begyndte  Flinch  i  Trediverne  at  skjære  i  Træ  og  fandt  udmærket 
Støtte  hos  Malerne  Frølich,  Lundby  og  Skovgaard.  Hans  dygtigste  Elever  vare  Henneberg  og 
Kittendorff,  der  senere  i  Forening  med  Aagaard  udfoldede  en  ganske  betydelig  Virksomhed, 
ogsaa  som  Forlæggere.  De  bedste  Bøger,  de  har  udgivet,  er  Felttogene  1848,  4g  og 
50  og  Fabritius  Danmarkshistorie.  Til  den  sidste  har  L.  Frølich  og  Constantin  Hansen 
leveret  en  Række  fortrinlige  Tegninger.  Begge  Bøger  er  fornylig  udkomne  i  ny  illu¬ 
strerede  Udgaver,  men  ingen  af  dem  taaler  Sammenligning  med  Originaludgaverne, 
felttogene  hvis  fleste  Billeder  er  tegnede  paa  Klodsen  af  Lithografen  Adolph  Kitten¬ 
dorff  efter  forskjellige  Kunstneres  Skitser  (Fig.  1 9  og  20)  —  er  fremdeles  en  af  de  kjøn- 
neste  illustrerede  Bøger, 
vi  ejer,  og  den  giver 
ganske  godt  Begreb 
om ,  hvorledes  slige 
Sager  saa  ud  i  Udlan¬ 
det  paa  den  Tid.  Den 
er  naturligvis  fremstillet 
under  Paavirkning  af 
lignende  Bøger  fra  de 
store  Lande  —  som 
Kugler  og  Menzels  Fre¬ 
derik  den  Stores  Histo¬ 
rie  og  i  endnu  højere 
Grad :  Horace  Vernets 
Rlustrationer  til  Napo- 

leoil  den  Stores  Historie  Fig.  20.  Træsnit  af  Kittendorff  fra  »Felttogene  184S,  49  og  50«. 


Illustration,  dens  Fremstilling  og  Forhold  til  Bogtryk. 


13 


Fig.  21.  Chemitypi  raderet  af  L.  Frølich.  Fabritius’  Danmarkshistorie. 


(Fig.  17),  —  men  den  besidder  ved  Siden  af  den  ny,  brogede  Udgave  en  behagelig  og 
fornem  Holdning  og  Karakter,  og  dette  gjælder  ikke  alene  dens  Illustration,  men  ogsaa 
dens  Trykning. 

Endelig  fik  ogsaa  vi  i  1859  vort  større  illustrerede  Blad:  Illustreret  Ildende. 

*  * 

* 

Træsnittets  betydelige  Udvikling  ved  Midten  af  dette  Aarhundrede  kan  med  Grund 
siges  at  give  Tidens  Bogtryk  sit  Særpræg.  Papiret  maatte  forandre  Karakter  af  Hensyn 
til  den  saa  stærkt  stigende  Anvendelse  af  Billeder,  og  selve  disses  Behandling  under 
Trykningen  krævede  en  Omhu  og  et  særligt  Arbejde  fra  Trykkernes  Side,  som  var  noget 
helt  Nyt.  Dertil  kom  nu  ogsaa  Hurtigpressens  Indførelse  overalt,  hvor  der  var  Tale  om 


14 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


større  Oplag,  og  der  fore- 
laa  altsaa  ogsaa  den  Op¬ 
gave  at  konstruere  Presser, 
der  toge  særligt  Hensyn 
til  Billedtrykningens  Krav. 
Tiden  fra  Halvtredserne 
til  vore  Dage  er  en  fort¬ 
sat  intensiv  Udvikling  i  alt, 
hvad  der  angaar  Trykke¬ 
riets  Teknik,  og  vi  staar 
nutildags  overfor  løste  Op¬ 
gaver,  som  man  dengang 
ikke  tænkte  sig  Muligheden 
af  at  magte.  Dog  præste- 
redes  allerede  før  Halv¬ 
tredserne  ypperligt  Billed- 
tryk.  Englænderne  gaar 

ogsaa  i  den  Henseende  foran;  deres  illustrerede  Bøger  lader  intet  tilbage  at  ønske  med 
Hensyn  til  at  bringe  de  galant  udførte  Træsnit  til  deres  fulde  Ret. 

Illustrationens  Blomstring  og  Fremgang  satte  ogsaa  andre  Spekulationer  i  Gang. 
Man  begyndte  paa  ad  kemisk  Vej  at  fremstille  Billeder  til  Bogtryk.  En  af  de  tidligste 
Methoder  bragtes  frem  her  i  Kjøbenhavn  i  Midten  af  Fyrrerne  af  Guldsmeden  Piil.  Han 
lod  Kunstneren  radere  sin  Tegning  paa  en  Zinkplade  og  ætsede  derpaa  Raderingen  i 
Metallet.  Herved  fik  han  et  Billede,  der  lod  sig  trykke  i  Kobbertrykpressen,  men  Op- 


Fig.  22.  Fotografisk  Ætsning  efter  Radering.  Omtr.  '/2  St. 

(Til  Karl  Madsen:  »Hollandsk  Malerkunst«.  P.  G.  Philipsens  Forlag.) 


Fig.  23.  Fotografisk  Ætsning  efter  Kultegning.  (Tegning  af  Chr.  Zaclio.) 


Illustration,  dens  Fremstilling  og  Forhold  til  Bogtryk. 


15 


Fig.  25.  Fotografisk  Ætsning  efter  malet  Original.  (Aug.  Jerndorfif.) 
Af  Værket  »Troldtøj«  (Ernst  Bojesens  Kunstforlag). 


gaven  var  at  fremstille  en  Typeform  til  Bogtryk.  Han  indsmeltede  derfor  en  Legering, 
som  Syren  ikke  angreb,  i  de  ætsede  Linier,  og  bortætsede  derefter  Zinken  imellem  de 
med  Metallegeringen  fyldte  Linier  og  havde  nu  en  Billedform,  der  lod  sig  trykke  i  Bog¬ 
trykpressen.  Der  er  gjort  smukke  Arbejder  paa  denne  Maner  herhjemme  (Fig.  21),  men 
Piils  Haab  om  at  trænge  igjennem  med  sin  Chemitypi  i  Tyskland  slog  dog  Klik.  Der 
klæber  Mangler  ved  den,  som  hindrer  dens  Anvendelse  i  Praxis.  Først  og  fremmest  den, 
at  man  ikke  kan  ætse  dybt  nok,  og  det  lykkedes  ikke  Piil  at  sætte  Højætsningen  i  System, 
saaledes  som  Tilfældet  er  nutildags.  Piils  sindrige  ZEtsemethode  har  alligevel  været  frugt¬ 
bar.  Under  sit  Ophold  i  Tyskland  var  han  ogsaa  ansat  i  Statstrykkeriet  i  Wien,  hvor 
man  tidligt  har  interesseret  sig  for  sligt,  og  jeg  har  af  Cai'l  Angerer  i  Wien,  den  Mand, 
der  omtrent  samtidig  med  Gillot  i  Paris  førte  Høj ætsningen  til  praktisk  Resultat,  hørt 
anerkjende  og  bekræfte,  at  han  gjennem  Piil  havde  faaet  Impulsen  til  at  sysle  med 


Ug-  24-  Fotografisk  Ætsning  efter  Blyantstegning.  (Tegning  af  Niels  Petersen-Mols.) 


i6 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


Opgaven  og  lært 
meget  af  hans  Me- 
thode. 

Det  vil  føre  for 
vidt  at  forfølge  alle 
de  moderne  Ætse- 
maaders  Veje  og 
Former.  Naar  det  i 
Paris  og  Wien  lyk¬ 
kedes  at  gjøre  Æts¬ 
ningen  praktisk  brug¬ 
bar,  da  beror  det 
paa,  at  man  fandt 
paa  at  anvende  li- 
thografiske  Over- 
føringsmethoder  paa 
Zinken,  der  nemlig 
besidder  lignende 
Egenskaber  som  den 
lithografiske  Sten. 
Man  lod  Kunstnerne 
tegne  med  lithogra- 
fisk  Tousch  eller 
Kridt  paa  et  særligt 
præpareret  Papir, 
hvorfra  T  egningen 
lader  sig  overføre 
paa  Sten  og  trykke 
ad  Stentryksvejen, 
eller  paa  Zinken  og 
ætse  til  Bogtryk. 
Gjennem  mange  For¬ 
søg  naaede  man  at 
systematisere  Æts¬ 
ningen,  saaledes  at 
der  fremstilledes 

Fig.  26.  Fotografisk  Ætsning  efter  Pennetegning.  dybe  Og  rene  Type- 

Fra  Pragtværket  »Paris«.  (P.  G.  Philipsens  Boghandel.)  forme  af  Billederne, 

som  det  var  bekvemt 

for  Trykkerne  at  have  med  at  gjøre.  Herved  opnaaedes  den  betydelige  Fordel  for  Tegneren, 
at  han  ikke  mere  hehøvede  at  gjøre  sin  Tegning  omvendt  paa  en  Klods  eller  radere 
den  omvendt  paa  en  Plade,  thi  det  maa  erindres,  at  enhver  Ting  —  det  være  sig  Skrift 
eller  Billeder  —  maa  være  omvendt  i  Formen  o:  i  Satsen,  den  Klods,  Sten  eller  Metal¬ 
plade,  hvorfra  Aftrykket  tages,  thi  ellers  bliver  Aftrykket  ikke  ret. 

Senere  opfandtes  den  saakaldte  Fotolithografi ,  der  hurtigt  blev  taget  til  Indtægt 
for  Fløjætsningen.  Det  er  ikke  her  Stedet  at  gjøre  nærmere  Rede  for  denne  kemiske 
Proces,  der  beror  paa  visse  Egenskaber,  som  Gelatine,  der  er  tilsat  med  chromsurt  Kali, 
er  i  Besiddelse  af,  og  som  forresten  ogsaa  tildels  er  Grundlaget  for  de  fotografiske  Tryk- 
methoder:  Fotogravure  og  Lystryk.  Ved  Hjælp  af  den  fotolithografiske  Behandling  blev 


Illustration,  dens  Fremstilling  og  Forhold  til  Bogtryk. 


17 


det  muligt  at  fotografere  alle 
Arter  af  Tegninger  og  Tryk, 
der  var  udførte  i  Streg  eller 
Korn,  og  bringe  den  foto¬ 
grafiske  Kopi  over  paa  Sten 
eller  Zink  for  ligesom  oven¬ 
for  omtalt  at  tage  Aftryk  i 
Lithografi  eller  ætse  den  til 
Bogtryk  (Fig.  22,  24,  26,  27). 

Nu  slap  altsaa  ogsaa 
Kunstneren  for  at  tegne  paa 
Overføringspapir  og  med  sær¬ 
ligt  Materiale,  han  behøvede 
kun  at  anvende  sine  almin¬ 
delige  Midler,  Pen,  Kridt 
eller  Blyant,  paa  sædvanligt 
Papir.  Omtrent  samtidig  op- 
naaede  Træsnittet  en  lig¬ 
nende  Lettelse,  idet  man  ud¬ 
fandt  Midler  til  at  bringe  et 
fotografisk  Billede^  over  paa 
Træklodsen.  Det  vil  forstaas, 
at  her  var  tilvejebragt  enorme 
Lettelser  i  Billedgjengivelsen, 
og  det  vil  forstaas,  at  Forbruget  af  Billeder  derved  steg  uhyre.  Men  Enden  var  endda 

ikke  naaet. 

Man  fortsatte  Spekulationen  for  ogsaa  at  ind¬ 
drage  toucherede  og  malede  Ting  eller  Fotografier 
under  disse  Fremstillingsmaader  af  Billedforme, 
og  man  har  forlængst  løst  Opgaven.  Man  opløser 
de  toucherede  eller  malede  Originaler  og  Foto¬ 
grafiens  sarte  Toner  i  et  Net  af  Streger  eller 
Korn,  saa  det  bliver  muligt  at  trykke  dem  i  Pres¬ 
sen,  og  man  gj engiver  nutildags  med  Virtuositet 
Malerier,  Skulpturer  eller  Fotografier  efter  Naturen 
ved  de  fotografiske  Overføringsmaader  (Fig.  23, 
25  og  28).  Alt  dette  har  ført  en  hel  Revolution 
med  sig  i  Illustrationen  og  mange  Gange  for¬ 
doblet  Brugen  af  Billeder.  Den  er  allerede  nu 
temmelig  rasende  og  har  forlængst  bredt  sig  lige 
til  Dagspressen,  men  der  er  neppe  Tvivl  om,  at 
den  vil  antage  et  endnu  mere  kolossalt  Omfang. 

Det  er  ikke  underligt,  at  mange  ryster  be¬ 
tænkeligt  paa  Flovedet,  og  at  mange  har  vanske¬ 
ligt  ved  at  finde  den  rette  Maade  at  anvende  de 
forskjellige  Fremstillingsmidler  paa.  Det  er  endnu 
kun  forholdsvis  faa,  der  har  fuldt  Overblik  over 
dette  Vildnis  af  Fremskridt,  og  disse  faa  er  ikke 
meget  tilbøjelige  til  at  kundgjøre  deres  Viden  paa 

3 


Fig.  27.  Fotografisk  Ætsning  efter  Pen-  og  Blyantstegning. 
(J.  F.  Skovgaard.) 


Fig.  28.  Fotografisk  Ætsning  efter  Skulptur. 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


Gader  og  Stræder.  Deraf  følger,  at  der  ret  ofte  føres  sort  Tale  om  disse  Sager  af  Folk, 
der  enten  intet  ved  eller  kun  ved,  at  Byen  hedder  Snerpe,  men  ikke  ved,  hvor  den 
snerper  hen. 

Det  er  bleven  Skik  at  kalde  disse  ny  Maader  mekaniske,  men  det  er  en  stor  Fejl 
at  tro,  at  Arbejdet  gaar  saa  glat  og  maskinmæssigt  for  sig,  som  somme  mener.  Der  er  paa 
de  fleste  Stadier  af  de  fotografiske  Ætsemethoder  Brug  for  Folk,  der  har  deres  Hænder 
udmærket  skolede,  og  det  er  nødvendigt  at  have  Ledere  med  ordentlig,  gjennem  kunst¬ 
nerisk  Opdragelse  udviklet  Forstaaelse  af  de  Originaler,  der  betros  dem  til  Fremstilling. 
Istedetfor  at  istemme  Klager  over  de  moderne  Reproduktionsmaader,  maa  Opmærksom¬ 
heden  hellere  henledes  paa,  at  her  er  opstaaet  hele  Rækker  af  ny  Haandværksfag,  der 
allerede  sysselsætter  mangfoldige  Mennesker. 

Denne  sejerrige  Fremtrængen  af  noget  helt  nyt  maatte  naturligvis  være  skæbne¬ 
svangert  for  Træsnittet.  De  ny  Veje  er  billigere,  hurtigere,  og  —  det  nytter  ikke  at 
nægte  det  —  i  mange  Henseender  bedre  og  paalideligere,  end  selv  den  omhyggeligste 
Træskjærer  kan  være  gjennem  sit  møjsommelige  Arbejde.  Vi  oplever  derfor  nu,  at  Træ- 
skjærerne  har  daarlige  Tider,  og  det  vil  næppe  ske,  at  Træsnit  igjen  vil  komme  til  at 
spille  den  store  Rolle,  som  Tilfældet  var  fra  1850  —  80. 

Imidlertid  har  Kampen  for  Livet  ført  til  beundringsværdig  Udvikling  af  det  moderne 
Træsnit.  I  Amerika  har  allerede  for  Aartier  siden  Træskjærerne  indladt  sig  paa  de  mest 
urimelige  Arbejder  af  Finhed  og  nuanceret  Teknik.  De  rige  Forlæggere  af  de  illustrerede 
Tidsskrifter  har  etableret  et  sandt  Kapløb  for  at  se,  hvorvidt  man  var  i  Stand  til  at  naa  i 
fin  tonet  Behandling,  og  man  maa  indrømme,  at  det  umuligste  synes  naaet  baade  for 
Træsnittets  og  Trykningens  Vedkommende.  Det  er  mod  disse  Extravagancer  W.  /.  Linion 
bruger  hidsige  og  varme  Ord,  det  er  mod  disse  Forsøg  paa  at  naa  langt  udover  Teknikens 
Grændser  han  indtrængende  advarer,  baade  i  tidligere  Skrifter  og  i  sin  sidste  Bog.  Og 
han  har  sikkert  Ret,  naar  han  siger,  at  Fjenden,  o :  den  fotografiske  Reproduktion,  arbejdes 
kun  i  Hænderne  ved  denne  forcerede  Jagen  efter  finere  og  finere  Streg.  Han  har  end- 


Fig.  29.  Træsnit  tegnet  og  skaaret  af  A.  Lepére. 
Omtr.  orig.  St. 


Illustration,  dens  Fremstilling  og  Forhold  til  Bogtryk. 


19 


Fig.  30.  Træsnit  af  W.  Hecht  efter  Tegning  af  Liezen-Mayer.  Omtr.  orig.  St. 


videre  Ret,  naar  han  siger,  at  Træsnittet  kun  kan  holde  Stillingen  ved  at  afgrændse  sig 
indenfor  det  Omraade,  hvor  dets  naturlige  Stregbehandling  har  kunstnerisk  Værd  og 
Betydning.  At  han  som  Englænder  trækker  Grændserne  for  dette  Omraade  noget  ander¬ 
ledes  end  en  Tysker  eller  Skandinav  vil  gjøre,  er  forstaaeligt.  Men  Linton  kommer 
ogsaa  ved  sine  Bemærkninger  til  at  bryde  Staven  over  hele  det  haandværksmæssig  gjorte 
Træsnit.  Det  er  Konsekvensen  af  hans  Betragtning,  at  for  Eftertiden  bliver  der  kun  Plads 
for  den  Træskjærer,  der  selv  kan  tegne,  det  vil  sige,  har  en  saa  betydelig  kunstnerisk 
Evne  og  Uddannelse,  at  han  —  i  det  mindste  hvor  det  ikke  drejer  sig  om  at  opfinde, 

3* 


20 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


Fig.  31.  Træsnit  efter  Tegning  af  John  Leeeh. 
London  »Punch«  1848.  ’/2  bt.  (Louis  Philip  slukkes.) 


komponere  —  kan  være  sin  egen  Tegner. 
—  I  denne  Sammenhæng  er  det  værd 
at  lægge  Mærke  til,  at  den  bekjendte 
engelske  Maler  //.  Herkomer,  der  i  unge 
Dage  var  en  flittig  Medarbejder  af  The 
Graphic,  selv  har  skaaret  en  Vignetteg¬ 
ning,  han  har  leveret  til  det  nye  illustre¬ 
rede  Blad  Black  and  White,  og  at  der  i 
Paris  lever  og  virker  en  Træskjærer  A. 
Ijeplre,  der  hyppigt  selv  tegner  og  skjærer 
Rækker  af  Illustrationer,  Gadepartier  og 
Landskaber,  der  nærmest  repræsenterer 
en  Slags  Impressionisme  i  Træsnittet  (Fig. 
29,  33).  I  Tyskland  arbejder  i  Wien, 
ansat  af  Staten,  en  Mand,  der  ret  ofte 
er  sin  egen  Tegner,  nemlig  Prof.  W. 
Hechl.  Hans  Værd  og  Betydning  kan 
vi  ikke  se  rækker  ud  over  en  vis  jævn 
Kopieringsevne,  den  samme  som  de  fleste 
professionelle  Raderere  ejer,  der  i  store 
Lande  raderer  eller  stikker  andre  Kunst¬ 
neres  Kompositioner  i  Kobber  (Fig.  30). 

I  Frankrig  har  det  moderne  Træsnit 


sine  dygtigste  Udøvere;  der  er  baade 
i  de  hurtigt  gjorte  Bladbilleder  og  i 
de  ofte  yderst  nydeligt  behandlede 
Bogillustrationer  en  Frihed  og  et  Liv 
i  den  tonede  Streg,  der  vidner  om 
megen  Intelligens  hos  Gravørerne, 
og  som  afgjort  staar  over  det  ameri¬ 
kanske  tonede  Snit.  I  England  synes 
det  nationale  Særpræg  i  Træsnittet  at 
blive  stærkt  trængt  tilbage  af  ind¬ 
vandrede  Franskmænd  og  Tyskere. 
Det  er  kun  i  de  illustrerede  Blade, 
at  den  egne  Karakter  endnu  holdes, 
i  Bøgerne  er  den  sørgelig  svindende, 
ja  hele  Mængder  af  engelske  Børne¬ 
bøger  fabrikeres  nuomstunder  i  Tysk¬ 
land,  formodentlig  billigere  end  i 
England,  men  sikkert  ogsaa  siettere. 
Vi,  der  desværre  saa  ofte  vælger  at 
kopiere  Udlandets  f.  Ex.  Frankrigs 
daarligste  Bøger,  har  ogsaa  været 
opmærksomme  paa  dette  Punkt.  Den 
under  Titelen*  »Vort  Land«  for  et 
Par  Aar  siden  udgivne,  sjældent  grimme 
Bog  er  en  Efterligning  af  saadanne 


Fig,  32.  Træsnit  af  J.  Tenniel.  »Punch«  1869.  '/s  St. 


XYLOGRAFI  AF  ST.  PANNEMACKER 

El-'TER  TEGNING  AF  MYRBACII  TIL  IIACIIETTES  UDGAVE  AF  “  TOLLA  ” 


Illustration,  dens  Fremstilling  og  Forhold  til  Bogtryk 


2 1 


Fig.  33.  Træsnit  tegnet  og  skaaret  af  A.  Lepfere. 

(Rue  des  Barres,  Paris.) 


Omtr.  orig.  St. 


22 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


Fig.  34.  Træsnit  efter  Tegning  af  Linley  Sambourne. 
London  »Punch«  April  1890.  '/2  St. 

(Kejseren:  Jeg  er  en  af  Eders.  —  Arbejderen:  Godt,  Kammerat, 
tag  saa  Kronen  af.) 


engelske  Bøger,  der  laves  i  Niirn- 
berg  i  en  usmagelig  Julekort-Maner. 

Amerikanerne  dyrke  ogsaa 
med  største  Omhu  det  facsimile 
Træsnit,  og  her  gjengives  nogle 
Billeder,  tegnede  af  de  fortræffe¬ 
lige  amerikanske  Kunstnere:  Edivin 
A.  Abbey,  Alfred  Parson  og  Howard 
Pyle  (Fig.  36,  43,  49).  Det  er 
derimod  ikke  muligt  at  ledsage 
denne  Artikel  med  Exempler  paa 
det  ejendommeligste  amerikanske 
Tonesnit.  Disse  Sager  lader  sig 
ikke  gjengive  fotografisk,  i  ethvert 
Tilfælde  ikke  saaledes,  at  de 
kommer  til  deres  Ret.  Det  samme 
gjælder  tidlige  engelske  Tonesnit 
i  mest  gjennemført  Form,  som 
Lintons  og  Thompsons.  Derimod 
er  det  lykkedes  at  hidsætte  et 
Par  Prøver  paa  nyere  franske  Træ¬ 
snit,  der  er  hentede  fra  Flachettes 
smukke  Udgave  af  About’s  »Tolla« 
(Blad  VI  og  VII).  De  er  tegnede 
af  den  frugtbare  Illustrator  Myrbach, 
der  udmærker  sig  mere  ved  ydre 


hig  35-  Træsnit  af  Swain  efter  Tegning  af  J.  Tenniel.  London  »Punch«  Maj  1890.  1/3  St. 
(Kor  af  Europas  Monarker:  ldold  op  med  det,  eller  vi  gaar  alle  under.) 


XYLOGRAFI  AF  F  L  O  R I A  N 


EFTER  TEGNING  AF  MYRBACI-I  TIL  MACHETTES  UDGAVE  AF  “  TOLLA  ” 


Illustration,  dens  Fremstilling  og  Forhold  til  Bogtryk, 


23 


Fig.  36.  Tegning  af  Edwin  A.  Abbey.  Omtr.  2/3  St.  Harpers  Magazine  1887. 


Elegance  end  ved  indre  Værd,  men  Træsnittene  af  Pannemacker  og  Florian  er  gode  Prøver 
paa  smukt  og  livligt  gjennemført  tonet  Snit.  Tyskerne  stræber  efter  lignende  Resultater, 
men  er  tungere  i  Haandelaget.  De  bedste  Forsøg  paa  saadanne  moderne  Arbejder 
finder  man  nu  og  da  i  »Fliegende  Blåtter«.  Flere  tyske  Xylografer  har  hentet  deres 
Udvikling  i  England  og  Amerika.  Flos  os  bar  navnlig  Hans  Tegner  stillet  Træskjærerne 
Opgaver  i  samme  Retning,  men  disse  er  sjældne  og  Udviklingen  derfor  ogsaa  saa  som 
saa.  Man  bliver  ikke  Træskjærer  i  den  Genre  ved  i  Ny  og  Næ  at  forsøge  sligt,  der 
kræves  et  stadigt  Arbejde  i  samme  Spor  for  at  blive  blot  nogenlunde  Herre  over  Tekniken. 

Endnu  en  anden  Side  af  Billedtrykning  er  blomstret  op  i  dette  Aarhundrede :  det 
typografiske  Farvetryk.  I  lange  Tider  var  Lithografien  ene  om  dette,  thi  med  Træsnit 
lod  der  sig  vanskeligt  udføre  mere  kombineret  Arbejde  i  Farver.  Den  nyeste  Udvikling, 
især  i  Frankrig,  fører  imidlertid  mere  og  mere  Farvetrykket  over  i  Bogtrykpressen,  og  det 
er  de  fotografiske  Ætsemethoder ,  der  udelukkende  er  Grundlaget.  Englænderne  har 
ogsaa  paa  dette  Omraade  været  Banebrydere  og  har  ved  en  Kombination  af  Lithografi 
og  Træsnit  gjort  udmærket  Farvetryk.  Mange  lejende  de  karakteristiske  Billedbøger,  der 
ere  tegnede  af  Kunstnere  som  Caldecott,  Kate  Greenaivay  og  andre,  de  er  næsten  alle 
farvetrykte  med  Træsnit.  Man  er  i  disse  Arbejder  gaaet  jævne  Veje,  der  i  og  for  sig 
er  gode  og  anbefalelsesværdige,  og  har  ikke  indladt  sig  paa  en  saa  vidtført  malerisk 
Kolorering,  som  Franskmændene  nu  præsterer  med  de  fint  nuancerede  Trykplader  og  som 
især  kjendes  fra  »Paris-Illustré«  og  »Figaro-Illustré«.  Prøver  af  saadanne  Arbejder  var 
repræsenterede  paa  Udstillingen,  og  der  var  ogsaa  fremlagt  Aftryk  af  Wiener-Xylografen 
H.  Knofflers  nydelige  farvetrykte  Træsnit,  som  han  selv  har  trykt  i  Haandpresse. 

Naar  det  er  sagt,  at  Træsnittets  Opblomstring  har  givet  Trykkeriet  sit  Særpræg  i 
Midten  af  dette  Aarhundrede,  kan  man  med  endnu  større  Ret  sige,  at  den  her  skitserede 
Udvikling  af  Billedfremstillingen,  som  de  sidste  20  Aar  har  ført  frem,  giver  Bogtrykket  i 
Slutningen  af  Aarhundredet  sit  Præg.  Hvilke  Krav  har  Udviklingen  ikke  stillet  til  Tryk- 


24 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


Fig.  37.  De  Vinnes  ny  Rotationspresse  for  Illustrationstryk. 
(The  Century  Magazine  1890.) 


keriet,  og  hvilke  Opgaver  er  ikke  løste  i  de  store  Lande.  Hurtig,  enorm  hurtig  Frem¬ 
stilling  af  udmærket  udseende  Arbejde,  det  er  blevet  Løsenet,  og  naar  nu  adskillige  af 
de  store  Landes  illustrerede  Blade  eller  Tidsskrifter  har  Oplag  fra  100 — 500,000,  saa 
begriber  man  nok  i  dette  lille  Land,  hvor  10,000  er  sjældent  og  meget  stort  og  20,000 
fænomenalt,  at  man  har  maattet  gjøre  store  Anstrængelser  for  at  følge  med,  for  overhovedet 
at  bringe  denne  Mængde  af  Papir  gjennem  Pressen  og  ovenikjøbet  med  saa  smukt  Resul¬ 
tat,  at  ingen  mærker  Hastværket.  Man  har  derfor  forlængst  maattet  gribe  til  at  mangfoldig- 
gjøre  Sats  og  Billeder  ved  at  tage  galvanoplastiske  Affældinger  deraf,  saa  at  man  altsaa 
blev  i  Stand  til  at  trykke  samme  Ark  i  flere  Presser. 

Amerikanerne  var  ikke  tilfredse  hermed.  Th.  L.  de  Vinne,  den  Mand,  der  i  sin 
Bog  om  Bogtrykkets  Opfindelse  først  sagde  det  rammende  Ord,  at  i  Støbeinstrumentet  laa 
Hemmeligheden,  at  det  var  Hængselet,  hvorom  det  hele  drejede  sig,  —  denne  New-Yorker 
Bogtrykker  har  allerede  for  3  Aar  siden  ladet  sig  gjøre  en  Rotationspresse,  der  har  vist 
sig  i  Stand  til  at  præstere  smukt  Bogarbejde.  Hidtil  var  disse  Presser  kun  anvendte  til 
Avistryk;  men  Textarkene  i  det  smukke  amerikanske  Maanedsskrift  The  Century  har  De 
\  inne  i  3  Aar  trykt  paa  endeløst  Papir  og  paa  Rotation.  Opmuntret  af  dette  lod  han 
sig  i  fjor  bygge  en  Presse  for  ogsaa  at  trykke  Billederne  til  Tidsskriftet  efter  Rotations- 
principet,  og  Opgaven  er  løst  med  beundringsværdigt  Resultat.  Her  vedføjes  en  Afbildning 
af  denne  Presse  (Fig.  37).  64  Sider  af  Century  i  galvaniske  Affældninger  bøjes  ved  ny 
indførte  Apparater  nøjagtig  til  den  rigtige  Curve  og  anbringes  paa  en  Cylinder;  de 
dækkes  med  harve  af  16  Valser  og  4  Mand  føder  Maskinen  med  Papir.  Maskinen 
udretter  ligesaa  meget  Arbejde  som  4  almindelige  Hurtigpresser,  men  De  Vinne  lægger 
endda  ikke  Hovedvægten  paa  Hurtigheden,  men  derimod  paa  Pressens  Evne  til  under  en 
dygtig  1  rykkers  Kommando  at  præstere  bedre  Illustrationstryk  end  de  sædvanlige.  Den 
sidste  halve  Aargang  af  Century  er  Beviset.  Billedarkene  er  trykte  paa  den  Presse  og 
kan  kappes  med  et  hvilketsomhelst  lignende  Arbejde  af  allerførste  Sort.  De  fine  og 
detaljerede  Afbildninger  er  trykte  med  en  Friskhed  og  Bravour,  som  vi  kun  kan  drømme 
om  herhjemme. 

Paa  Bogudstillingen  var  der  ved  et  Vindue  paa  Galleriet  ophængt  en  Ramme 
med  nogle  underlige,  mod  Lyset  gjennemsigtige  Billeder.  Det  var,  hvad  man  kalder 


Illustration,  dens  Fremstilling  og  Forhold  til  Bogtryk. 


25 


Fig.  39—40.  Træsnit  fra  »Fliegende  Blaffer«  1849  °S  1879.  J/2  og  2/s  St. 


Fig.  38.  Træsnit  tegnet  af  Braun.  »Fliegende  Blatters«  3die  Aarg.  1847.  2/s  St. 

(Baron  Beisele  og  Dr.  Eisele  bringes  paa  Hovedvagten  i  Berlin  for  at  have  røget  Cigar  paa  Gaden.) 


Billedtilretninger  o:  den  Skabelon  af  Billedet,  som  Trykkeren  laver  sig  af  forskjellige  Lag 
Papir,  og  som  anbringes  paa  Trykcylinderen  nøjagtig  paa  det  Sted,  hvor  denne  rammer 
Billedet  i  Formen.  Tager  man  en  Billedform,  Træsnit  eller  Ætsning,  valser  den  ind  med 
Farve,  lægger  Papir  derpaa  og  lader  det  gaa  gjennem  Pressen,  faar  man  kun  et  tarveligt 
Aftryk.  De  kraftigste  Partier  maa  have  stærkere  Tryk  end  Mellemfarverne,  og  de  lyseste 
Partier  maa  skaanes  ved  en  lettere  Trykning  for  ikke  at  blive  haardere,  stærkere  virkende 
paa  Papiret,  end  godt  er  for  Helhedens  Skyld.  Derfor  nuanceres  og  fordeles  Trykket  paa 
Billedet  ved  Anbringelse  af  denne  Skabelon  paa  den  Cylinder,  der  giver  Trykket.  Selv¬ 
følgelig  er  dette  vigtige  Arbejde  i  kyndig  og  erfaren  Mands  Haand  et  udmærket  Middel, 
men  desværre  kan  der  ogsaa  gjøres  megen  Fortræd  dermed,  naar  det  bruges  uden  al 
Forstaaelse  af  det  enkelte  Tilfældes  ejendommelige  Krav.  Det  er  rent  galt,  at  Trykkerne 
i  Reglen  ere  ganske  ukyndige  i  Tegning.  Deres  Opdragelse  behøvede  ikke  saa  meget 


4 


26 


I  idsskrift  for  Kunstindustri. 


Fig.  41—42.  Træsnit  efter  Tegning  af  H.  Schlittgen.  */B  St.  »Fliegende  Blatter*.  1889. 


at  lægge  an  paa  at  lære  dem  Tegning,-men  Øjnene  burde  ad  praktiske  Veje  aabnes  paa 
dem  for  almindelige  perspektiviske  Regler  og  de  nødvendigste  Begreber  om  Skygning. 

*  * 

* 

Vi  vende  tilbage  til  Illustration  i  snævrere  Forstand,  hvad  enten  den  er 
fremstillet  ad  gamle  eller  nye  Veje.  Hvilken  overordentlig  opdragende  Evne  har  den 
udfoldet  1  dette  Aarhundrede;  hvor  stor  er  ikke  dens  Fortjeneste  af  at  sprede  Kjendskab 
til  Kunst  i  vide  Kredse,  gjøre  Kunst  forstaaelig  og  populær,  og  hvilket  uhyre  instruktivt 
Stof  udbredes  ikke  nutildags  gjennem  Illustration!  Børneopdragelsen,  Skoleundervisningen 
har  1  vidt  Omfang  taget  Illustrationen  i  sin  Tjeneste,  og  megen  nyttig  Underholdning  er 
den  bleven  til  for  alle  Klasser.  Naturligvis,  der  følger  et  og  andet  slemt  med:  Billed- 
spekulation  1  Folks  slette  Smag  og  raa  Lyster  er  der  ogsaa  nok  af.  Mangfoldige 
Kunstnere  Verden  over,  hvis  Navne  nu  ere  berømte,  har  tjent  deres  Sporer  i  Illustra¬ 
tionens  Tjeneste,  og  1  mange  Tilfælde  er  det  endog  særlig  deres  Ungdomsarbejder  som 
Tegnere,  hvorfor  der  flettes  dem  en  Æreskrans  paa  gamle  Dåge. 

Mange  betydelige  Talenter  har  slaaet  sig  til  Ro  ved  Blyant  og  Pen  og  opgivet 
Malenet.  En  af  disse,  Englænderen  Du  Maurier,  der  i  adskillige  Aar  Uge  efter  Uge 
har  leveret  Tegninger  til  Punch,  skrev  forleden  en  Artikel  om  Illustratorens  Forhold  til 
Forfatteren.  Han  trøster  sig  med  et  lunt  Smil,  fordi  han  ikke  hører  til  de  Kunstere,  der 
fylder  de  store  Lærreder.  Han  minder  sig  selv  og  sine  Kolleger  om,  at  man  nu  allerede 
ser  med  stigende  Interesse  paa  de  af  Forgjængerne,  som  har  arbejdet  alvorligt  i  Illu¬ 
strationen  —  George  Cruikshank,  John  Leech,  Charles  Keene,  for  kun  at  nævne  nogle  af 
Humoristerne  —  at  man  hos  dem  henter  Bidrag  til  deres  Tids  Historie  og  Menneskenes 
Karakteristik.  Maaske  kommer  ogsaa  den  Tid,  da  man  i  hans  og  Fællers  Tegninger  vil 
hente  Stof  til  vor  Tids  Historie,  og  saa  føjer  han  det  Ønske  til,  at  han  for  sit  Vedkom¬ 
mende  helst  vil  have  ydet  Bidrag  til  den  engelske  Kvindes  Forstaaelse.  Han  tegner  ikke 
for  ingen  Ting  fortrinsvis  Billeder  fra  det  højere  engelske  Selskabsliv.  Som  man  ser,  han 
er  galant  i  sit  Haab,  som  han  er  galanti  sin  Fremstilling  af  skjønne  Kvinder  (Fig.  45,  46). 


Illustration,  dens  Fremstilling  og  Forhold  til  Bogtryk. 


27 


Jje  flDgre  meetø  tlje  %ce 

littU  pigø  i'nthe  fo|e$t,tol)itl)er 
tl)tp  totnt  to  gatljtr  acojnjs  * 


Fig-  43-  Tegning  af  Howard  Pyle  til  en  Æventyrbog:  »The  Wonder  Clock«. 

Harpers  Forlag.  New-York. 


Du  Maurier  behøver  næppe  at  frygte,  hans  smaa  Pennetegninger  vil  man  se  paa  med 
Interesse,  naar  mange  af  de  store  Lærreder  er  satte  paa  Loftet. 

Fra  Fliegende  Bldtter  kan  hentes  et  andet  Exempel.  Der  er  eet  Punkt,  hvorpaa 
det  alle  Dage  har  været  oppositionelt,  nemlig  ligeoverfor  det  tyske  Soldatervæsen.  De 
stramme  Løjtnanter  og  hovne  Majorer  og  Generaler  er  stadig  Stof  for  kritisk  Behandling 
af  Bladets  d  egnere,  og  de  Fleste  vil  fra  nyeste  Tid  erindre  Billeder  i  det  populære  og 
kjendte  Blad,  hvor  disse  Mennesker  er  ypperligt  tagne  paa  Kornet  (Fig.  38 — 42).  Slige 
Æmner  er  typiske  i  de  mange  Aargange  og  udgjør  et  for  Eftertiden  værdifuldt  Bidrag  til 
Karakteristik  af  den  moderne  Militærstat  Tyskland.  Disse  to  Vittighedsblade  tager  deres 

4* 


28 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


Opgave  med  kunstnerisk  Alvor.  Det  bedste 
er  dem  ikke  for  godt.  De  har  en  Stab  af 
dygtige  Kunstnere  til  Medarbejdere  og  sørge 
for  at  holde  Fanen  højt,  hvad  Gjengivelsen 
af  Tegningerne  angaar.  Dertil  kommer 
endda  for  »Punch  «’s  Vedkommende  den 
politiske  Illustration,  som  dette  Blad  har 
bragt  til  at  være  et  virkeligt  betydningsfuldt 
Lod  i  den  offentlige  Diskussions  Vægtskaal. 
»Punch«’s  politiske  Billeder  turde  veje  lige- 
saa  meget  som  selve  opsigtvækkende  Ledere 
i  de  store  Partiblade,  i  det  mindste  hvad 
indre  engelske  Anliggender  angaar.  For 
Danske  er  saadanne  engelske  Billeder  ikke 
lette  at  forstaa.  Derimod  vil  alle  forstaa  de 
faa  Prøver  fra  » Punch  «’s  storpolitiske  Galleri, 
der  meddeles  her  (Fig.  31,  32  og  34,  35). 
John  Leech ,  der  har  tegnet  det  kostelige 
Billede  fra  48  af  Louis  Philip,  der  slukkes 


Fig.  44.  Tegning  af  Ch.  Keene.  som  et  søvnigt  Lys,  var  i  over  20  Aar  Bla- 

»Punch«  1890.  2/„  St.  dets  vigtigste  Tegner.  Han  fyldte  saa  omtrent 

Bladet  med  Billedstof  og  var  og  er  en 
populær  og  højtskattet  Mand  i  England.  Han  døde  1864.  Efter  ham  fulgte  John  lenmel 
der  siden  har  tegnet  det  store  politiske  Billede  hver  Uge,  og  Charles  Keene,  der  i  lange 
I  ider  tegnede  dets  Billeder  af  det  daglige  Liv.  Keene  døde  for  nylig.  (Fim  44  og  48) 

For  Øjeblikket  har  Punch  et  Par  fortrinlige  yngre  Medarbejdere  i  Kunstnerne  Harry  Furniss 
(rig.  47)  og  Linley  Satnbourne  (Fig.  34). 


Men  Illustration,  selv  dygtig  og  kunstnerisk  Illustration,  behøver  ikke  at  være  Bog- 
vunst.  I  altfor  mange  Tilfælde  gjør  Kunstneren  sin  Tegning  uden  eller  med  et  ganske 
overfladisk  Skjøn  om,  hvorledes  den  skal  anbringes  ogfhvordan  den  vil  virke,  naar  den 


Fig.  45.  Tegning  af  Du  Maurier.  sPunch«  1867.  2/a“St. 


litø  bet  ©tojtøatet 
bie  ©rofimuttet  nafnn. 


< 

b— t 

O 


w 


ti 

o 

jo 

C 

o 

fr^ 


O 

o 

Q 

55 

< 

55 

C 

e-1 

P 


u 

<u 


p< 

o 

|x 

£ 

w 

o 

>5 

C 


o 

o* 

oo 


rt 

3 


tuo 

W 


'S' 

S 

vO 

S-* 

fe* 

JO 

fe* 

o* 


c 

5 


»3 


fe> 

Vj*J 

fej 


O 


S 


a 


«L» 

B 

oa 


23 crlag  »on  gr.  ©runom 

1887. 


Illustration,  dens  Fremstilling  og  Forhold  til  Bogtryk. 


29 


samles  med  Texten  paa  Bogsiden.  Vor  Tid  har  frembragt  saare  lidt,  der  fortjener  Navn 
af  Bogkunst  i  strængere  Forstand.  Dertil  hører  et  Samarbejde  mellem  Kunstner  og  de 
forskjellige  andre  Fremstillere  af  Bogen,  der  er  meget  sjældent,  og  dertil  hører,  at  Ord¬ 
ningen  og  Ledelsen  af  Arbejdet  er  i  Hænder,  der  er  vante  til  at  tumle  med  Guttenbergs 
sorte  Tropper  og  bruge  dem  og  Billeder  til  samlet  dekorativ  Virkning.  Billedfremstillerens 
og  Trykkerens  Opgave  er  om  end  beskednere  —  dog  ligesaa  vigtig  som  Kunstnerens 
(for  slet  ikke  at  tale  om  Forfatteren  og  Forlæggeren),  og  det  er  af  største  Betydning,  at 
der  arbejdes  sammen.  Det  er  som  i  en  Kvintet,  det  er  ikke  alletider  Primospilleren,  der 
er  den  egentlige  Anfører,  det  kommer  an  paa,  om  han  har  det  bedste  Overblik. 

Ft  dansk  Arbejde,  man  tør  kalde  Bogkunst,  trods  alt  hvad  der  end  kan  indvendes 
mod  det  i  Enkeltheder,  er  Troldtøj ,  og  naar  det  er  blevet  dertil,  er  det,  fordi  de  3 
Kunstnere,  der  i  Forening  med  Forfatteren  har  skabt  det,  har  faaet  deres  Vilje  sat 
igjennem,  og  fordi  de  fra  første  Færd  har  været  paa  det  Rene  med,  hvad  de  vilde.  Vi 
beundre  ikke  den  moderne  Brug  af  Fotogravurer  i  Bøger  af  samme  Grund,  som  vi  ovenfor 
har  udtalt  om  Kobberstikket  i  Bøger,  men  her  er  de  dog  holdte  paa  Blade  for  sig  selv 
som  Introduktion  til  hver  Fortælling.  løvrigt  fremgik  det  jo  klart  nok  af  Originalernes 
Udstilling  sammen  med  Trykkene,  at  Fotogravuren  ingenlunde  har  været  særlig  heldig 
som  Gjengivelsesmiddel.  Vi  forstaar  dog  nok  Grunden,  hvorfor  Fotogravuren  er  valgt,  thi 
Publikum,  ogsaa  den  bedste  Del  deraf,  har  en  gammel  Respekt  og  et  overtroisk  Sværmeri 
for  Pladeranden  i  Papiret,  og  derfor  spekuleres  der  ogsaa  nutildags  livligt  med  Fotogra¬ 
vurer  og  Raderinger  i  Bøger. 

I  senere  Aar  er  der  af  Hans  Tegner  leveret  udmærket  Bogdekoration.  Han  er 
den  af  vore  Illustratorer,  der  har  bedst  Greb  paa  at  tegne  i  Sammenhæng  med  Bogtrykket. 
Det  er  da  ogsaa  glædeligt,  at  hans  dekorative  Tegninger  til  Forening  for  Boghaandværks 
Bøger  og  Foreningen  Fremtidens  smaa  Udvalg  af  vore  Digtere  saavel  som  hans  Bogtrykker- 
Mærker  har  gjort  saa  megen  Lykke  i  New-York,  at  De  Vintie  har  bestilt  lignende  Arbejder 
hos  ham  og  stillet  i  Udsigt,  at  selve  den  højfornemme  Gro/ier-Club  i  New-York  vil  anmode 


Fig.  46.  Tegning  af  Du  Maurier.  »Punch«  1890,  '2/g  St, 


30 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


om  hans  kunstneriske  Hjælp  ved  et  nyt  Trykarbejde.  Vi  er 
ikke  forvente  med  saadanne  Opmuntringer  i  dette  velsignede 
lille  Land,  hvor  hæderlige  Bestræbelser  ofte  kvæles  af  urimelig 
højtstemt  Kritik,  medens  al  Slags  Middelgods  og  det,  som 
værre  er,  roses  med  fuld  Musik. 


Fig.  47.  Tegning  af  Harry  Furniss. 
»Punch«  1890.  2/3  St. 

(Gladstone). 


O 

Titel, 


Med  det  amerikanske  Særpræg  i  Bogtrykket  som  Ud¬ 
gangspunkt  er  der  fra  Bøger,  Udstillingen  rummede,  gjengivet 
de  4  Bogtitler,  der  ledsager  dette  Hefte  (medfølgende  Blad 
IV  og  V).  Det  er  Meningen  —  for  saavidt  sligt  kan  ske 
ved  et  enkelt  Exempel  —  at  vise  hvert  af  de  fire  Hoved¬ 
lande  i  et  formentlig  karakteriserende  Titelblad.  For  ikke  at 
komme  ind  paa  Formindskelser  maatte  srnaa  Formater  vælges. 
Der  vil  maaske  mod  den  engelske  Titel  blive  indvendt,  at 
Exemplet  er  altfor  usædvanligt.  Alligevel  tror  vi,  at  den  netop 
er  i  høj  Grad  karakteriserende.  Den  er  som  ægte  Englænder 
meget  lidt  »farvet«,  for  at  bruge  et  teknisk  Udtryk,  og  det 
tør  vel  siges,  at  man  næppe  andetsteds  havde  vovet  sig  til  at  trykke  dette  Blad.  Do? 
virker  den  i  sin  store  Simpelhed  og  Ligefremhed  adskilligt  bedre  end  mangen 
hvor  man  har  havt  heldigere  Opgaver 
at  løse. 

Amerikanerne  er  i  det  Hele  dem, 
der  tager  Opgaverne  friest,  men  det  er 
nok  værdt  at  lægge  Mærke  til  den 
Omtanke  og  Intelligens,  hvorom  deres 
Arbejder  —  ogsaa  de  helt  smaa  — 
bærer  Vidne.  Der  er  meget  i  ameri¬ 
kansk  Smag,  især  i  deres  Blade,  der 
er  frastødende  barokt,  og  deres  store 
tekniske  Dygtighed  kan  være  generende 
i  sin  kolde  Blankhed,  men  deres  Bøger 
er  til  Gjengjæld  saare  lærerige  og 
overraskende  originale  i  det  typogra- 
.  fiske  Anlæg,  og  saa  er  de  saa  glim¬ 
rende  trykte.  Frankrig  staar  fast  og 
sikkert  paa  sin  gode  Tradition  og  kan 
godt  taale,  hvad  der  findes  af  Ud¬ 
skejelser  indenfor  dets  Bogværk,  og 
I  yskland  —  ja  det  indtager  den  samme 
Stilling  som  det  tyske  Titelblad  mel¬ 
lem  de  fire  her  forelagte  —  den  mindst 
karakterfulde,  og  dog  maa  det  bemær¬ 
kes,  at  den  tyske  Titel  er  valgt  med 
den  største  Omhu  for  at  finde  en  af 
de  bedst  mulige. 

1  rykkeren  (Typografen)  kan  ogsaa 
til  daglig  Brug  vise  sig  noget  i  Slægt 
med  det,  der  kan  være  Kunst  i  hans 


Fig.  48. 


Tegning  af  Ch.  Keene.  »Punch«  1881.  2/3  St. 


•p 

>> 


Fransk  Titelblad.  Amerikansk  Titelblad. 


Illustration,  dens  Fremstilling  og  Forhold  til  Bogtryk. 


31 


gamle  Fag.  Han  har 
mange  Lejligheder, 
hvor  han  kan  gaa 
paa  egen  Haand. 
Det  er  vel  sandt,  at 
Bogtrykkets  forskjel- 
lige  Arter  af  Arbej¬ 
der  ikke  er  Kunst, 
men  slet  og  ret 
Haandværk,  men  det 
er  af  de  Haandværk, 
der  lettest  kan  brin¬ 
ges  i  Forhold  til 
Kunst,  og  det  er 
derfor  ogsaa  af  stor 
Betydning,  at  Typo¬ 
grafer  har  et  grun¬ 
digt  Overblik  over 
deres  Fag  og  ikke 
sætter  sig  hen  som 
Mænd  uden  Mening 
og  lader  deres  Kun¬ 
der  vende  op  og  ned 
paa  al  sund  Sans  og 
god  Smag  i  Brugen 
af  Typografien. 

Th.  De  Vinne, 
der  af  og  til  retter 
smaa  Lejlighedsbe- 
mærkninger  til  ærede 
Kolleger,  foruden  at 
han  ogsaa  faar  Tid 
til  at  skrive  grundige 
større  Arbejder  om 
sit  Fags  Flistorie, 
Fig.  49.  Tegning  af  Alfred  Parson.  Omir.  orig.  St.  skrev  forleden  føl- 

Harpers  Magazin  1887.  gende  sande  Ord: 

»Ingen  Mand  maa 

bilde  sig  ind  at  kunne  blive  en  fuldtud  dygtig  Bogtrykker  uden  et  nøje  og  forstaaende 
Studium  af  Bogtrykkets  Udvikling  gjennem  Tiderne«. 

Det  er  interessant,  at  dette  siges  af  en  virkelig  moderne  Bogtrykker,  en  Mand, 
der  driver  en  mod  vore  Forhold  kolossal  Forretning  og  driver  den  med  alle  Tidens 
tekniske  Hjælpemidler.  Og  at  det  siges  af  en  Amerikaner,  er  ikke  det  mindst  mærkelige. 
Naar  man  paa  Bogudstillingen  har  kunnet  glæde  sig  over  den  ejendommelige  og  karakter¬ 
fulde  Holdning,  som  det  nordamerikanske  Bogtryk  i  sin  bedste  Form  besidder,  saa  tør 
man  maaske  tro,  at  slige  Resultater  har  deres  Grund  i,  at  der  i  Spidsen  for  store  For¬ 
retninger  findes  Folk,  som  nærer  saadanne  Tanker  om  den  Opdragelse,  en  Bogtrykker 
skylder  sig  selv. 


32 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


Kjøbenhavns  og  Hamburgs  Vaaben  og  Sølvmærke. 

Af  C.  Nyrop. 


Da  jeg  ifjor  i  Orushejnaja  palata  i  Moskov  (s.  Aarg. 
1889,  S.  97)  stod  foran  Samlingens  to  store  med  Kjøben- 
havn  betegnede  Skabe,  saa  jeg,  at  det,  for  at  faa  afgjort, 
om  de  i  dem  samlede  c.  250  Sølvarbejder  virkelig  vare 
kjøbenhavnske  (d.  v.  s.  gjorte  i  Kjøbenhavn),  gjaldt  om 
sikkert  at  kunne  bestemme  de  Mærker  med  tre  Taarne, 
som  fandtes  paa  alle  de  i  disse  Skabe  opstillede  Gjen- 
stande.  Der  var  en  Tvivl  tilstede,  om  ikke  i  alt  Fald  nogle 
af  Mærkerne  kunde  skrive  sig  fra  Hamburg,  og  da  jeg 
rejste  fra  Moskov,  fik  jeg  af  Samlingens  Direktør,  Ex¬ 
cellencen  Filomonoff ,  Aftryk  med  af  de  under  Fig. 
77 — 85  gjengivne  Sølvmærker,  hvorom  nærmere  neden¬ 
for.  At  aftegne  (eller  lade  aftegne)  samtlige  Mærker, 
som  min  første  Tanke  var,  viste  sig  overflødigt,  da  de  alle  vare  endog  ypperligt  gjengivne 
til  Brug  i  den  Katalog  over  Orushejnaja  palata,  som  væsentligt  forelaa  færdigtrykt,  og 
som  jeg  havde  ventet  udgivet  allerede  inden  forrige  Aars  Udgang.  Dette  er  ikke  sket, 
og  for  saa  vidt  mangler  Grundlaget  for  en  indgaaende  Undersøgelse,  men  der  vil  dog 
sikkert  være  Anledning  til  alt  nu  at  fremkomme  med  de  efterfølgende  Bemærkninger  om 
Sølvmærker  med  tre  Taarne  og  da  navnlig  om  Kjøbenhavns  og  Hamburgs  Sølvmærker. 

Efterhaanden  som  Kjøbstæderne  i  sin  Tid  opstode  og  voxede  sig  tilstrækkeligt 
store,  bleve  de  befæstede.  De  bleve  omgivne  med  Planker,  Mure  eller  Volde,  og  Befæst¬ 
ningernes  Styrke  ligesom  samledes  i  nogle  med  Mellemrum  forekommende  Taarne.  Der 
var  strenge  Straffe  for  at  ødelægge  eller  beskadige  Befæstningerne.  Byerne  personificeredes 
paa  en  vis  Maade  i  dem,  og  det  er  derfor  naturligt,  at  en  Række  Byer  optog  dem 
deres  Segl,  hvorfra  de  senere  gik  over  i  deres  Sølvmærker. 


Fig.  52.  Hamburgs  Segl  1852. 


Kjøbenhavns  og  Hamburgs  Vaaben  og  Sølvmærke. 


33 


Efter  Sick  (Notice  sur  les  ouvrages  en  or  et  en  argent  dans  le  Nord,  1884)  — 
en  forøvrigt  farlig  Bog  at  citere  —  er  det  Tilfælde  med  Aalborg  (1),  Antwerpen  (7),  Ber¬ 
gen  (17),  Braubach  (22),  Bromberg,  Egernfjord  (35),  Embden  (36),  Frederikstad  (42), 
Gorkum  (49),  Hamburg,  Husum  (61),  Jonkoping,  Kalmar,  Kjøbenhavn  (32),  Ltineburg, 
Merseburg,  Nyborg  (83),  Randers  (90),  Salzburg,  Slesvig  (100),  Spejer,  Tonsberg  og  Vor¬ 
dingborg  (112)1.  Og  hertil  kan  efter  Marc  Rosenberg  (Der  Goldschmiede  Merkzeichen, 
1890)  endnu  føjes  Budapest,  Edinburgh,  Magdeburg,  Prag  og  Wittenberg,  samt  endelig 
efter  Ris-Paquot  (Dictionnaire  des  poin^ons  etc.  des  orfévres,  1890)  Exeter. 

Naar  vi  se  alle  disse  Mærker,  er  den  største  Del  af  dem  saa  forskjellige,  at  der 
ikke  kan  være  Tale  om  Forvexling.  Her  skal  exempelvis  (efter  Rosenberg)  meddeles 
Mærkerne  for  Magdeburg  (Fig.  53),  Edinburgh  (Fig.  54)  og  Budapest  (Fig.  55).  Men  at 


Fig.  53.  Magdeburg.  Fig.  54.  Edinburgh.  Fig.  .55.  Budapest. 


der  dog  her  maa  være  ikke  faa  Vanskeligheder,  fremgaar  af,  hvad  den  kyndige  Marc 
Rosenberg  siger  i  sin  ovennævnte  Bog  (S.  178),  hvor  han  meddeler  en  .Del  Mærker,  som 
han  henfører  til  Hamburg.  Hans  Ord  ere:  »Es  ist  nur  als  ein  Versuch,  der  vielleicht 
missgluckt  ist,  zu  betrachten,  wenn  wir  in  folgendem  einige  Architekturmarken  zusammen- 

stellen,  welche  mit  grosserer  oder  gerin¬ 
gerer  Wahrscheinlichkeit  auf  Hamburg  zu 
weisen  scheinen.«  Efter  hans  Bog  er 
det  maaske  navnlig  Wittenberg,  der  kan 
forvexles  med  Hamburg,  men  paa  For- 
skjellen  mellem  de  forskjellige  tyske  Byers 
beslægtede  Mærker  skulle  vi  ikke  her  ind¬ 
lade  os.  Hvad  det  her  kommer  an  paa, 
er  at  faa  slaaet  en  Forskjel  fast  mellem 
Kjøbenhavn  paa  den  ene  Side  og  Ham¬ 
burg  paa  den  anden  Side,  og  det  kan 
ganske  sikkert  gjøres,  saaledes  at  det 
med  Samlingen  i  Oruschejnaja  palata  for 
Øje  kan  siges,  hvad  der  er  kjøbenhavnsk 
og  hvad  ikke. 

Første  Gang  vi  høre  Tale  om  Kjø¬ 
benhavns  Segl  er  1254.  Det  maa  ikke 
hænges  under  noget  Brev,  hedder  det  i 
Fig.  56.  Hamburgs  Segl  1241.  Jakob  Erlandsens  Stadsret,  førend  Brevets 

Indhold  er  undersøgt  af  to  Kanniker  og 
de  Borgere,  der  have  svoret  at  ville  vogte  Seglet.  Det  er  formentlig  det  Segl  (Signet), 
af  hvilket  et  Aftryk  ses  i  Fig.  50,  hentet  fra  et  Dokument  i  det  danske  Rigsarkiv  fra 
1294.  Det  ældste  Hamburgske  Segl,  fra  1241,  ses  i  Fig.  56  2. 


1-  Tallene  henvise  til  de  Tavler,  der  ledsage  Sicks  Bog,  og  paa  hvilke  en  Del  Mærker  ere  afbildede. 

2  Dette  Segl  er  ligesom  Fig.  52  taget  fra:  Der  freien  und  Hansestadt  Hamburg  Wappen,  Siegel,  Flagge 
und  Cocarde.  Nach  den  besten  Quellen  bearbeitet  von  C.  F.  Gaedeckens.  Hamburg.  1 S55 . 

S 


34 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


Disse  to  Segl  have  væsentlige  Ligheder.  De  vise  begge  et  Stykke  Befæstning 
med  to  runde  Taarne,  det  ene  tilhøjre,  det  andet  tilvenstre,  samt  Dele  af  Byen  (en 
Kirke)  bagved.  Men  selvfølgelig  er  der  ogsaa  Forskjelligheder.  Kjøbenhavns  Segl  viser 
en  lukket  Befæstning,  der  beskylles  af  Vandet,  medens  Hamburgs,  der  er  uden  Bølger, 
har  en  Port  paa  Midten,  og  endelig  ses  paa  det  kjøbenhavnske  en  sexoddet  Stjerne  og 
en  tiltagende  Maane,  henholdsvis  tilvenstre  og  tilhøjre  for  Kirkespiret  i  Midten,  medens 
det  hamburgske  paa  de  samme  Steder  har  to  sexoddede  Stjerner. 

Det  varer  imidlertid  ikke  længe,  inden  det  kjøbenhavnske  Vaaben  ogsaa  faar  en 
Port,  hvorved  det  paa  dette  Punkt  kommer  i  Overensstemmelse  med  det  hamburgske. 
Men  desuagtet  bliver  Forskjellen  i  Tidernes  Løb  snarere  større  end  mindre  mellem  de  to 
Vaaben.  Det  kjøbenhavnske  udvikler  sig  i  en  Række  Overgange  (Fig.  51,  57,  58)  til  at  blive 
tre,  af  Sundets  Bølger  beskyllede,  frie  Taarne,  det  midterste  forsynet  med  en  Port, 


medens  Hamburgs  bliver  en  med  en  Port  udstyret  Mur,  ovenpaa  hvilken  der  ses  tre 
Taarne  (Fig.  52).  Intet  af  dem  minder  i  sin  endelige  Skikkelse  stærkt  om  den  Form, 
hvori  de  først  fremstod,  men  mærkes  kan  det  dog,  at  det  hamburgske  Segl  beholder  de 
to  sexoddede  Stjerner,  og  det  kjøbenhavnske  den  sexoddede  Stjerne  og  Halvmaanen,  idet 
denne  sidste  anbringes  øverst  paa  det  midterste  Taarns  Spir  og  en  sexoddet  Stjerne  faar 
Plads  paa  de  to  Sidetaarnes  Spir.  Saaledes  ere  de  anbragte  i  det  Vaaben,  der  tillagdes 
Kjøbenhavn  i  Byens  Privilegier  af  24.  Juni  1661,  og  som  er  gjengivet  i  Farver  foran  i 
første  Del  af  Carl  Bruuns  »Kjøbenhavn«.  Dette  Vaabens  Taarne  have  endnu  den  For- 
skjel  fra  Fig.  58,  at  der  i  Midttaarnets  Port  er  stillet  en  Mand  med  draget  Værge. 

Hvornaar  det  blev  Skik,  at  vedkommende  Bys  Vaaben  skulde  slaas  paa  de  i  den 
forfærdigede  Sølvarbejder,  er  selvfølgelig  forskjelligt  i  de  forskjellige  Byer.  1492  befales 
det  i  Liibeck,  at  Byens  Guldsmede  skulle  lade  det,  de  gjøre,  tegne  (tekenen)  »mit  der 
stadt  teken«,  foruden  at  de  skulle  slaa  deres  eget  Tegti  deri,  men  slet  saa  tidlig  er 
Bestemmelsen  ikke  i  Stokholm.  1485  er  der  her  kun  Tale  om  Guldsmedens  eget  Mærke, 


Kjøbenhavns  og  Hamburgs  Vaaben  og  Sølvmærke. 


35 


og  først  1596  forlanges  det,  at  de  paa  ethvert  Arbejde,  som  vejer  to  Lod  eller  derover, 
ogsaa  skulle  slaa  det  vedkommende  »Stadswapn«.  I  saa  Henseende  er  Hamburg  særlig 
fremmelig,  ti  allerede  1375  nævnes  »Stadens  Tegn«  (der  stad  teken)  i  Forbindelse  med 
det  gode  Sølv,  som  en  Guldsmed  forarbejder,  og  for  Kjøbenhavns  Vedkommende  kan  det 
oplyses,  at  Kong  Hans  1491  befaler,  at  enhver  Guldsmed  skal  sætte  Byens  og  sit  eget 


1673  1750  1787  1890 

Fig.  59  —  62.  Hamburgske  Sølvmærker. 

Mærke  paa  Alt,  hvad  han  gjør.  Fra  1540  er  det  Oldermanden,  der  skal  stemple  med 
Byens  Mærke,  og  endelig  beskikkes  1608  i  flere  Byer  særlige  Guardejner  hertil. 

Der  kan  altsaa  herefter  findes  meget  gamle  Arbejder  med  saavel  Hamburgs  som 
Kjøbenhavns  Mærke  paa,  men  hidtil  synes  saadanne  ikke  fundne.  De,  som  kjendes,  gaa 
højst  tilbage  til  det  17de  Aarhundrede.  —  For  at  faa  sikre  hamburgske  Mærker  har  jeg 


1688  1741  1769  1778  1885 

Fig.  63 — 67.  Kjøbenhavnske  Sølvmærker. 


henvendt  mig  til  Kunstindustrimuseet  i  Hamburg,  og  ved  Direktørens,  Dr.  Justus  Brinck- 
manns  Velvilje  kan  jeg  som  saadanne  meddele  Fig.  59 — 61,  der  alle  skrive  sig  fra  Gjen- 
stande,  der  paa  en  saadan  Maade  ere  knyttede  til  forskjellige  hamburgske  Institutioner,  at 
det  tør  betragtes  som  givet,  at  de  ere  gjorte  der,  og  imod  dem  skal  jeg  i  Fig.  63 — 66 
sætte  en  Række  fra  det  kgl.  Sølvkammer  hentede  kjøbenhavnske  Mærker,  der  ogsaa  paa 


Conrad  Ludolf  Miintz-Wardein 
1679-1729 


Peter  Nicolai  von  Haven 
1729—1749 


Christopher  Fabritius 
1749—1787 


Frederik  Fabritius 
1787— 1823 


Chr.  P.  Næboe 
1823-1827 


].  G.  Graah-Fabritius 
1827-1831 

Fig.  68 — 76. 


C.  O.  Møller  P.  R.  Hinnerup 

1831  —  1840  J840— 1863 

Kjøbenhavnske  Guardejnmærker. 


Simon  Groth 
fra  1863 


deres  Side  tør  betragtes  som  afgjort  sikre  *,  idet  der  ved  Siden  af  dem  paa  vedkommende 
Arbejder  findes  et  af  de  i  Fig.  68 — 76  gjengivne  kjøbenhavnske  Guardejnmærker. 

1.  Fig.  62  og  67  ere  dog  ikke  fra  Gjenstande  henholdsvis  i  Hamburgs  Kunstindustrimuseum  og  det  kgl. 
danske  Sølvkammer,  de  ere  tagne  fra  tilfældige  nye  Sølvgjenstande.  —  I  det  hamburgske  nye 
Mærke  ses  i  Murporten  et  F,  i  Fig.  61  et  H  og  i  Fig.  85  et  A.  Betyde  disse  Bogstaver  mon 
ikke  bestemte  Aarstal?  Naar  er  man  begyndt  med  at  anbringe  disse  Bogstaver,  og  hvorledes  skulle 
de  tydes. 


5 


36 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


Se  vi  nu  paa  disse  to  Rækker  Mærker,  stemme  de  hver  for  sig-  med  de  ovenfor 
meddelte  Segl.  Hamburgs  Vaaben  er  ogsaa  her  tre  Taarne  ovenpaa  en  Mur,  medens 
Kjøbenhavns  er  tre  fritstaaende  Taarne,  det  midterste  med  en  Halvmaane,  de  to  andre 
med  en  Stjerne.  Forskjellen  er  herefter  let  synlig,  idet  Kjøbenhavns  Mærke  endnu  altid 
synes  at  have  et  Aarstal  forneden,  og  vende  vi  os  nu  til  de  g  Mærker,  som  jeg  fik  med 
fra  Moskov,  Fig.  77 — 85,  er  det  givet,  at  de  otte  sidste  ere  Hamburger-Mærker,  medens 
kun  det  første  er  kjøbenhavnsk.  Marc  Rosenbergs  Forsøg  paa  at  bestemme  Hamburgs 
Sølvmærker  korresponderer  fuldstændigt  hermed.  Der  er  sikkert  ingen  Tvivl  om,  at  Gjen- 
standene  i  de  to  med  Kjøbenhavn  betegnede  Skabe  i  Oruschejnaja  palata  maa  omordnes 
saaledes,  at  der  bliver  et  vistnok  større  Skab  med  hamburgske  Gjenstande  og  et  andet 
med  kjøbenhavnske.  Men  noget  aldeles  bestemt  vil  jeg  ikke  kunne  sige,  før  Filomonoffs 
ovennævnte  Katalog  over  Moskov-Samlingen  foreligger. 

Men  hvorledes  er  det  nu  gaaet  til,  at  de  sikkert  mange  Gjenstande  i  Orushejnaja 
palata  med  Hamburger-Mærker  ere  bievne  antagne  for  kjøbenhavnske?  Skyldes  dette 
blot  den  tilsyneladende  Lighed  mellem  de  to  Byers  Sølvmærker  ?  Jeg  tror  det  ikke.  Der 
er  i  Rusland  en  Tradition  om  vægtige  Sølvgaver  fra  Danmark,  der  væsentlig  knytte  sig 


Fig.  77.  Kjøbenhavnsk  Sølvmærke  fra  Orushejnaja  palata. 


Fig.  78—85.  Hamburgske  Sølvmærker  fra  Gjenstande  i  Orushejnaja  palata. 


til  Kristian  IV’s  Navn.  Denne  Konge  sendte  jo  ikke  alene  ofte  Gesandter  til  Moskov, 
men  i  1602  sin  Broder,  Hertug  Hans,  der  skulde  ægte  Boris  Godunovs  Datter  Xenia,  og 
i  1643  sin  Søn,  Grev  Valdemar  Kristian,  der  skulde  ægte  Mikael  Feodorovitchs  Datter 
Irene.  Selvfølgelig  bragtes  der  herved  værdifulde  Sølvgaver  fra  Danmark  til  Rusland,  og 
de  tre  Taarne,  som  en  senere  Tid  bemærkede  i  deres  Sølvmærker,  maatte  herefter  for  de 
russiske  Hof-  og  Museumsembedsmænd  naturligt  blive  til  Kjøbenhavns  Vaaben,  selv  om 
de  ikke  altid  vare  det.  Fig.  78  og  82,  der,  som  ovenfor  nævnt,  ere  bestemte  Hamburger¬ 
mærker,  findes  henholdsvis  paa  et  kolossalt  Sølvrøgelseskar  i  Form  af  et  Bjerg  (s.  Aarg. 
1889,  S.  98,  Fig.  84),  der  er  en  Gave  fra  Kristian  IV  1622,  og  paa  et  Bæger  i  Form  af 
en  Drueklase,  baaren  af  en  Diana  med  Bue  i  Haanden;  det  hører  til  Gaverne  fra 
Kristian  IV  i  1643,  da  Valdemar  Kristian  drog  til  Rusland1. 

Og  herved  er  der  intet  mærkeligt.  Kristian  IV  tyede  atter  og  atter  til  Hamburg 
for  at  faa,  hvad  han  behøvede.  1642  er  der  en  hamburgsk  Brøndmester  paa  Kronborg, 
og  i  1643  —  det  Aar,  da  Valdemar  Kristian  rejste  til  Rusland  —  bestiller  han  rødt  og 
gult  Fløjel  og  Klæde  til  forskjellige  Liberier  i  Hamburg  ligesom  4000  Musketter.  Særlig 

!•  Fig.  84  findes  paa  et  Bæger  i  Form  af  et  Overflødighedshorn,  baaret  af  en  paa  Hug  siddende  Ceres 
med  en  Segl  i  Haanden;  det  er  en  Gave  fra  den  svenske  Dronning  Kristine  1648.  —  Fig.  83  findes 
paa  et  Plat-de-menage  Stel,  der  er  en  Gave  fra  Holland  1676.  —  Fig.  81  findes  paa  et  Bæger,  paa 
hvis  Bund  er  indgraveret  Zacharias  Kræmer. 


Kjøbenhavns  og  Hamburgs  Vaaben  og  Sølvmærke. 


37 


hvad  Guldsmedearbejder  angaar  kan  det  erindres,  at  han  i  lang  Tid  stod  i  stadig  For¬ 
bindelse  med  de  hamburgske  Guldsmede,  Brødrene  Jakob  og  Hans  Mouritz.  Frederiks¬ 
borg  Slots  Sølvorgel  er  gjort  i  Hamburg;  1634  høre  vi  om  de  »Sølvbrødkurve,  som  kom 
sidst  fra  Hamburg«,  og  da  Kristian  IV’s  Datter  Sofie  Elisabeth  1634  havde  Bryllup,  blev 
en  væsentlig  Del  af  hendes  Udstyr  formentlig  gjort  i  Hamburg.  Da  Kristian  IV  i  1641 
vil  have  forfærdiget  et  Guldkredensbæger,  sender  han  Guldet,  hvoraf  det  skal  gjøres,  til 
Hamburg,  og  hvad  specielt  Gaverne  til  Rusland  i  1643  angaar,  da  ønsker  han,  at  der 
bl.  A.  skal  gjøres  et  Safirsmykke  til  Prinsesse  Irene,  og  det  er  sikkert  med  Hensyn  til 
dette  Smykke,  at  han  i  et  Brev  af  Juni  1643  bemærker:  »Jeg  kan  faa  nok  af  Safirer 
i  Hamburg«. 

Derfor  maa  man  nu  ikke  tro,  at  alle  de  Gaver,  der  herfra  sendtes  til  Rusland, 
vare  hamburgske.  Kristian  IV  beskjæftigede  altid  en  stor  Del  Guldsmede  i  Kjøbenhavn, 
og  efter  Rentemesterregnskaberne  kan  saaledes  for  1643  nævnes  Guldsmedene  Stefen 
Pedersen,  Peter  Lindemand,  Alexander  Trægaard,  Jørgen  Mortensen  og  Carsten  Lavritsen. 
Om  den  Sidste  hedder  det  særlig  saaledes:  »Givet  Carsten  Lavritsen  Guldsmed,  Indvaaner 

Skyttens  Tegn. 

22.  Novbr.— 21.  Decbr. 


Stenbukkens  Tegn. 

21.  Decbr.— 21.  Januar. 

Vandmandens  Tegn. 
21.  Januar— 18.  Februar. 


Fiskens  Tegn. 

18.  Februar— 20.  Marts. 

Fig.  86 — 97.  Dyrekredsens  Tegn  brugte  som  Maanedsmærker  i  danske  Sølvgjenstande. 


Vædderens  Tegn. 
20.  Marts— 20.  April. 


Løvens  Tegn. 

22.  Juli  — 21.  Avgust. 


Tyrens  Tegn. 

20.  April -22.  Maj. 


Jomfruens  Tegn. 

21.  Avgust— 23.  September. 


Tvillingernes  Tegn. 
22.  Maj  — 21.  Juni. 


Vægtens  Tegn. 

23.  September  — 23.  Oktober. 


m fef 


Krebsens  Tegn. 
21.  Juni — 22.  Juli. 


Skorpionens  Tegn. 

23.  Oktober -22.  November. 


i  Kjøbenhavn,  412  enkende  Rdr.  38  Sk.,  som  er  hans  bevilgede  Betaling  for  493  Lod 
*/2  Kv.  forgyldt  Sølv,  Loddet  5  Mk.  danske,  [som]  ham  til  Kgl.  Majestæts  Behov  er 
afkjøbt  og  er  medgivet  Gesandterne  ad  Rusland,  paa  Hs.  Maj.’s  Vegne  sammesteds  at 
forskjenkes  bort«.  —  Fig.  77  er  som  ovenfor  nævnt,  et  kjøbenhavnsk  Mærke.  Det  findes 
paa  to  smaa  runde  Sølvbægere,  hvert  paa  tre  Kuglefødder.  Guldsmedens  Navnemærke 
I  K  kan  læses  som  Jakob  Kitzerou,  en  paa  den  Tid  anset  Guldsmed  i  Kjøbenhavn. 

Hermed  har  jeg  væsentlig  sagt,  hvad  jeg  for  Øjeblikket  har  at  sige  i  Anledning 
af  den  »kjøbenhavnske«  Sølvsamling  i  Orushejnaja  palata,  dens  kjøbenhavnske  og  ham¬ 
burgske  Sølvmærker,  men  jeg  har  endnu  et  Par  korte  Bemærkninger  i  Tilknytning  til 
Marc  Rosenbergs  »Der  Goldschmiede  Merkzeichen«.  Det  af  ham  som  Nr.  1778  opførte 
kjøbenhavnske  Mærke,  om  hvilket  han  forøvrigt  ikke  siger,  hvorfra  han  har  det,  ligner 
ikke  noget  kjøbenhavnsk  Mærke.  Mærket  Nr.  1800,  et  sammenslynget  S  P,  er  rigtigt 
gjengivet,  medens  det  i  min  »Dansk  Guldsmedekunst«  (S.  52,  Fig.  38)  er  urigtigt  læst 
og  tydet  som  I  S.  Det  angaar  Guldsmeden  Sten  Pe/erseti  og  ikke  som  af  mig  nævnt 
enten  Joh.  Stichmann  eller  Jørgen  Stilcke l.  Endelig  skal  det  her  oplyses,  at  de  Mærker, 


t-  Rosenbergs  øvrige  kjøbenhavnske  Navnestempler  er  det  ikke  her  Stedet  at  komme  ind  paa. 


3« 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


af  hvilke  Marc  Rosenberg  under  Danmark  (S.  397)  meddeler  nogle  med  Tilføjelsen  »Con- 
tro  11-  oder  Monatsstempel  des  18.  Jahrh.«,  ere  Dyrekredsens  tolv  Tegn,  der  ere  benyttede 
her  i  Landet  formentlig  som  Maanedstegn.  De  gjengives  alle  i  Fig.  86 — cjy  væsentlig 
efter  Gjenstande  i  det  kongelige  Sølvkammer,  kun  Skorpionens  Tegn  er  taget  fra  en  Ske 
i  Dansk  Folkemuseum. 

Det  vil  ses,  at  de  kjøbenhavnske  Mærker  her  ere  gjengivne  paa  en  helt  anden 
Maade  end  i  min  »Dansk  Guldsmedekunst«.  Medens  jeg  nemlig  der  stræbte  efter  at  faa 
Mærkerne  gjengivne  saa  nøje  som  muligt  i  Overensstemmelse  med  deres  i  Virkeligheden 
foreliggende  Form  og  Udseende,  ere  de  her  ikke  alene  forstørrede  (fordoblede),  men  for 
Tydeligheds  Skyld  forsynede  med  en  sgraveret  Bund.  Det  er  den  af  Marc  Rosenberg 
anviste  Vej,  som  her  følges,  men  dog  med  nogen  Forandring,  ti  hans  sorte  Bund  virker 
trættende.  Fig.  53 — 55  vise,  hvorledes  han  i  sin  Bog  som  Regel  gjengiver  Sølvmærker. 
Fig-  59 — ere  tegnede  i  Hamburgs  Gewerbemuseum,  og  Fig.  77 — 85  vise,  hvorledes 
Sølvmærkerne  gjengives  i  Filomonoffs  Katalog  over  Orushejnaja  palata. 


Mindre  Meddelelser. 


Den  i  forr.  Aarg.  S.  201  nævnte  internationale 
Bogudstilling,  der  med  Bistand  af  Det  store  konge¬ 
lige  Bibliotek  og  Foreningen  for  Boghaandvcerk  af¬ 
holdtes  i  Industriforeningen,  stod  aaben  fra  9.  Ja¬ 
nuar  til  13.  Februar.  Der  var  til  den  udarbejdet  et 
udførligt,  typografisk  smukt  Katalog,  hvis  Titelblad 
bar  Gotfred  af  Ghemens  Navn  og  Mærke.  Der  blev 
holdt  godt  besøgte  Foredrag  over  Udstillingen  af 
Bibliotekar  Dr.  phil.  Chr.  Bruun ,  Bibliotekar  Carl 
Elberling ,  Xylograf  F.  Hendriksen,  Bogtrykker  Jacob 
Nielsen  og  Bogtrykker  O.  C.  Olsen.  De  udstillede 
amerikanske,  engelske,  franske,  tyske  og  svenske 
Bøger  omtaltes  udførligt  af  Bibliotekar,  Dr.  phil. 
Chr.  Bruun  i  »Berlingske  Tidende«  for  20,  22  og 
27  Januar,  og  Udstillingen  som  Helhed  af  Hr.  Emil 
Hannover  i  »Politiken«  for  18,  21  og  26  Januar. 
Selvfølgelig  omtalte  ogsaa  den  faglige  Presse  Ud¬ 
stillingen,  saaledes  som  det  kan  ses  af  Typograf- 
Tidende  (1 8de  Aarg.  Nr.  2 — 6  og  8)  og  Ny  typo¬ 
grafisk  Tidende  (7de  Aarg.  Nr.  79—82),  hvortil 
endnu  kan  føjes  Wiens  Buchdrucker-Zeitung  for  19 
Februar  og  det  i  Leipzig  udkommende  Borsenblatt 
fur  den  deutschen  Buchliandel  for  16  Februar. 

I  Begyndelsen  af  Juni  vil  deri  Industriforenin¬ 
gen  blive  aabnet  en  Udstilling,  der  skal  vise  det 
18de  Aarhundredes  Stilarter  (Holbergs  Tids  Stil,  Ro¬ 
kokoen  og  Ludvig  XVI’s  Stil).  Det  er  Meningen  at 
holde  den  aaben  i  3  Maaneder,  og  forhaabentlig 
vil  den  slaa  lige  saa  godt  an,  som  den  af  samme 
Forening  ifjor  arrangerede  Udstilling  af  Gjenstande 
fra  Frederik  VI’s  Tid,  der  gav  gode  Oplysninger 
om  Empirestilen. 


Det  danske  Kunstindustrimuseum  vil  efter  In¬ 
denrigsministeriets  Budget  for  1891 — 92  fra  Sta¬ 
ten  faa  100,000  Kr.  fordelte  paa  to  Aar  til  Op¬ 
førelse  af  en  Bygning.  Der  vil  nu  være  Tale  om 
at  erhverve  den  nødvendige  Grund  til  Museet,  til 
hvilket  der  er  tegnet  betydelige  Bidrag  af  en  Række 
Private,  ligesom  det  alt  har  modtaget  flere  værdi¬ 
fulde  Gaver. 

I  Erkjendelse  af,  at  der  rundt  om  i  vort  Fædre¬ 
land  findes  ikke  faa  historisk  bekjendte  Steder,  der 
trænge  til  et  Mindetegn,  vil  der  af  den  danske 
Konsul  i  Moskov,  Statsraad  Thor  Lange,  blive  rejst 
et  saadant  paa  det  Sted,  hvor  Finderup  Lade  i  sin 
Tid  har  staaet.  Der  er  hertil  valgt  en  Kopi  af 
Visby-Korset  med  en  passende  Indskrift.  Derefter 
vil  der  blive  rejst  en  Sten  til  Minde  om  Kam¬ 
pen  paa  Grathehede.  —  Hvad  der  herved  paa 
en  smuk  Maade  er  begyndt,  vil  sikkert  ikke  alene 
vinde  Sympathi,  men  forhaabentlig  ogsaa  mane  til 
Efterfølgelse. 

I  det  af  Foreningen  for  Boghaandvcerk  udgivne 
Aarsskrift  for  1890  (se  forr.  Aarg.  S.  201)  anfører 
Dr.  E.  Gigas  i  sin  Opsats  om  Christophe  Plantin 
en  Ytring  af  Bibliotekaren  ved  Biblioteket  i  Leyden, 
Du  Rieu ,  som  fortjener  at  komme  videre.  Ved  en 
»Conférence  du  livre«  i  Antwerpen  meddelte  han,  at 
hans  Bibliotek  over  tusinde  Gange  havde  udlaant 
Haandskrifter  etc.  til  Alverdens  Kanter,  siden  han 
blev  dets  Chef,  og  at  de  paagjældende  Sendinger 
ikke  i  et  eneste  Tilfælde  havde  foranlediget  nogen 
Skade  eller  noget  Tab.  —  Den  Ros  for  praktisk 


Mindre  Meddelelser. 


39 


Imødekommenhed,  der  herefter  tilkommer  Bibliote¬ 
ket  i  Leyden,  ydes  ogsaa  det  store  kongelige  Bi¬ 
bliotek  i  Kjøbenhavn.  I  det  ovenfor  nævnte  Nu- 
mer  af  Borsenblatt  filr  den  deutschen  Buchhandel 
fremhæves  det  med  Rette  som  et  efterfølgelsesværdigt 
Exempel,  at  dets  Bibliotekar,  Dr.  phil.  Chr.  Bruun , 
gjærne  vil,  at  det  af  ham  forestaaede  Biblioteks  Skatte 
blive  gjort  nyttige  for  »Haandværkerne«,  d.  v.  s.  i 
den  kunstindustrielle  Udvikling. 

Af  Aarsberetningen  for  Kristiania  Kunstindu¬ 
strimuseum  i  1890  skal  her  nævnes,  at  Museet  gik 
ind  i  Aaret  med  en  Gjæld  paa  28,000  Kr.  for 
Indkjøb  af  Kjøbmand  P.  Simonsens  og  kinesisk 
Tolddirektør  Daae' s  Samlinger.  I  Alt  var  der 
af  de  Nævnte  kjøbt  for  42,000  Kr.,  hvoraf  der  i 
1889  blev  betalt  14,000  Kr.  og  i  1890  12,000  Kr., 
saaledes  at  Gjælden  nu  er  nedbragt  til  16,000  Kr. 
I  det  Hele  har  Museet  i  1890  kunnet  raade  over 
32,778  Kr.,  hvoraf  Statens  Bidrag  udgjorde  10,000 
Kr.,  Kristiania  Brændevinssamlags  13,000  Kr.  og 
Kristiania  Sparebanks  2000  Kr.  De  foregaaende 
Aars  ovenfor  nævnte  store  Indkjøb  trykkede  An¬ 
skaffelserne  i  1890,  og  Aaret  har  væsentlig  været 
viet  Omordninger  og  Katalogarbejder.  Biblioteket, 
der  nu  tæller  1150  Bind,  har  været  aabent  3  Aftener 
om  Ugen  istedenfor  som  tidligere  kun  een  og  har 
været  godt  besøgt.  Mønsterbladssamlingen  er  voxet 
til  6133  Blade.  Museets  Konservator  H.  Grosch  har 
endelig  i  12  Foredrag  gjennemgaaet  og  forklaret 
Samlingerne.  Bestyrelsen  har  ladet  afholde  to 
Træskjærerkursus  paa  Dovre  og  Sand  i  Ryfylke  under 
Ledelse  af  Træskjærerne  H.  L.  Lindsøe  og  A.  H. 
Hyttand ;  den  har  bidraget  til  Væveskolen  paa  Lær¬ 
dalsøren  og  ladet  afholde  et  Vævekursus  i  Bø  i 
Telemarken  under  Frk.  Karoline  Halvorsen  samt 
endelig  Kursus  i  Tægerfletning  i  Øjer  i  Gudbrands¬ 
dalen.  Museet  har  altsaa  udført  en  betydelig  prak¬ 
tisk  Gjerning,  hvortil  endnu  kommer,  at  Medlemmer 
af  Museets  Bestyrelse  altid  have  Plads  i  de  efter 
Museets  Initiativ  stiftede  Selskaber  »Husflidsbolaget« 
og  »Textilforeningen«.  Museet  har  i  1890  været 
besøgt  af  i  Alt  6,800  Personer. 

Af  Svensk  Konstslojd.  er  der  efter  en  Pause 
udkommet  et  nyt  Hefte  (3.  Aargang,  I.  H.),  hvori 
en  Artikel  i  G.  Settergrens  »Tidning  for  byggnads- 
vasendet«  gjøres  til  Gjenstand  for  en  længere  Kri¬ 
tik.  Artiklen  hed  »Stil  inom  konstindustrien«,  og 
dens  Forfatter,  der  kaster  Vrag  paa  Tidens  store 
Stilkundskab,  ser  udelukkende  Redningen  i  »en 
umiddelbar  Betragtning  af  Naturformerne  med  Hen¬ 
syn  til  deres  Anvendelighed  i  Dekorationskunsten«. 
Kun  herved  kan  der  efter  hans  Mening  opnaas  stil¬ 
fulde  d.  v.  s.  originale  Arbejder.  Svensk  Konstslojd 
hævder,  at  alle  Stilarter  have  optaget  og  omformet 
Naturmotiver,  og  at  der  er  en  naturlig,  historisk 
Forbindelse  mellem  de  forskjellige  Tiders  Stil. 
Den,  der  med  virkelig  Udbytte  i  Nutiden  vil  frem¬ 


drage  og  bearbejde  Naturens  Former,  maa  gjøre 
det  i  fuld  Forstaaelse  med  Nutidens  hele  Udvikling, 
ellers  vil  det  kun  faa  Betydning  som  Experiment  og 
Særhed. 

Vestlandske  Kunstindustrimuseum  1  Bergen ,  der 
stiftedes  iforfjor  (s.  forr.  Aarg.  S.  139)  har  udgivet 
en  af  dets  Konservator  Joh.  Bøgh  udarbejdet  »Bi¬ 
bliotekskatalog  samt  systematisk  Fortegnelse  over 
Samlingen  af  Mønsterblade«,  124  S.  8°.  Denne 
lille,  fortræffelige  Haandbog  giver  meget  Mere,  end 
den  lover.  Den  er  nemlig  ikke  blot  en  Katalog 
over  Museets  Bøger  og  Mønsterblade,  men  ogsaa 
over  de  enkelte  Artikler  i  de  Tidsskrifter  —  her¬ 
imellem  Tidsskr.  f.  Kunstind.  —  som  Museet  ejer. 
Katalogens  let  overskuelige  Faginddeling  giver  saa¬ 
ledes  den  Søgende  en  let  og  bekvem  Oversigt  over, 
hvad  Museets  Bøger  byde  ham. 

I  Svenska  Fornminnes foreningens  Tidsskrifts  22de 
Hefte  har  Intendent  G.  Upmark  offentliggjort  første 
Afsnit  af  en  større  Afhandling  om  Vadstena  Slot  i 
Tiden  fra  1 545  — 1620.  Han  henviser  heri  til  de 
»fortræffelige«  Tegninger  fra  Vadstena,  som  findes 
i  Tegninger  af  ældre  nordisk  Arkitektur  (2den  Sam¬ 
lag,  3dje  Række  1889),  og  som  skyldes  Arkitekterne 
V.  J.  Mørk-Hansen  og  Erik  Schiødte. 

Den  17  Februar  døde  den  danske  Arkitekt 
Theophilus  Hansen  i  Wien  77 1/2  Aar  gi.  Han  vil 
af  de  mange  Danske,  der  have  besøgt  ham  der, 
blive  erindret  som  den  højtbegavede  Arkitekt,  aand- 
fulde  Kunstner  og  elskværdige  Landsmand,  der  altid 
var  fuld  af  Lune  og  Velvilje.  Hans  betydelige  Ar- 
kitektgjerning  tilhører  ikke  Danmark,  men  i  den 
danske  Kunstindustri  er  han  et  karakteristisk  Led, 
saaledes  som  det  er  nævnt  af  A.  R.  Gjellerup  i  hans 
Omtale  af  Kunstneren  i  nærværende  Tidsskrift  for 
1886  S.  52  flg. 

Den  1888  i  ægyptiske  Grave  fundne  betydelige 
Række  Portrætter,  der  har  været  saa  meget  om¬ 
talt  i  Udlandets  Kunsttidsskrifter,  er  beskreven  af 
Viktor  Rydberg  i  første  Hefte  for  i  Aar  af  Letter- 
stedt-Foreningens  »Nordiske  Tidsskrift«.  Det  er 
Billeder,  som  gaves  kjære  Afdøde  med  i  Graven, 
men  desuagtet  ere  de  virkelige  Mesterværker,  der 
ikke  staa  tilbage  for  nogen  senere  Tids  Portræt¬ 
kunst.  Rydberg  slutter  sin  Artikel  med  følgende 
Ord:  »Ingen  tør  nu  anse  det  for  usandsynligt,  at  den 
helleniske  Malerkunst  har  haft  Mænd,  som  paa 
deres  Omraade  vare,  hvad  Homer  og  Sofokles  vare 
paa  Digtningens,  Fidias  og  Praxiteles  paa  Billed- 
huggerkunstens,  Iktinos  og  Mnesikles  paa  Arkitek¬ 
turens.  Man  ved,  at  dette  var  Hellenernes  egen  og 
Romernes  Mening.« 

November-December  Heftet  for  ifjor  af  Revue 
des  arts  décoratifs,  der  ved  tilfældige  Omstændig- 


4o 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


heder  først  er  udkommet  langt  ind  i  dette  Aar, 
indeholder  bl.  A.  en  grundig,  med  mange  Afbild¬ 
ninger  oplyst  Artikel  af  Jules  Passepont  over  Del¬ 
finskikkelsens  Benyttelse  i  kunstindustriel  Dekoration 
samt  en  Del  Aktstykker  vedrørende  det  af  V  Union 
des  arts  décoratifs  dannede  Industrimuseum,  der  f. 
T.  har  Plads  i  Falais  de  l’Industrie  i  Champs  Elysées. 
Det  skal  nu  efter  en  med  Byen  Paris  afsluttet  Leje¬ 
kontrakt  installeres  i  Palais  des  beaux-arts  paa 
Marsmarken.  Den  aarlige  Leje  er  30,000  Frcs., 
men  l’Union  des  arts  décoratifs  skal  have  Lov  til 
for  15,000  Frcs.  at  udleje  en  Del  af  Lokalet  til 
Kunstnersalonen.  Der  er  herved  kommet  en  nær 
Berørelse  mellem  Kunsten  og  Industrien  i  Udstil¬ 
lingslokalet  paa  Marsmarken,  og  den  Salon,  der  nu 
skal  aabnes  dér,  vil  da  ogsaa  komme  til  at  omfatte 
kunstindustrielle  Frembringelser.  Disse  sidste  skulle 
udstilles  af  vedkommende  Kunstner,  uden  at  den 
paagjældende  industrielle  Medarbejder  bliver  nævnt, 
idet  man  vil  undgaa  ethvert  Spor  af  Reklame  (s. 
Chron.  des  arts  for  28.  Febr.  1891). 

Marius  Vachon  har  i  »Revue  des  arts  décora¬ 
tifs«  givet  en  meget  tiltalende  Beskrivelse  af  en  ny 
fransk  kunstindustriel  Skole,  som  i  December  f.  A. 
blev  aabnet  i  Roubaix.  Det  er  Stat  og  Kommune, 
der  her  have  arbejdet  sammen,  og  Skolens  første 
Begyndelse  kan  forfølges  tilbage  til  1876,  da  Kommu¬ 
nalbestyrelsen  i  Roubaix  besluttede  at  oprette  en 
Væve-  og  Farveskole  for  Byens  Arbejdere.  Den  er 
endt  med  at  blive  en  national  kunstindustriel  Skole  af 
Betydning;  Vachon  siger,  at  den  baade  i  Henseende 
til  Bygning,  Lokaler  og  Indretning  er  den  skjøn- 
neste  og  fuldkomneste  i  Evropa.  L'union  central 
des  arts  décoratifs  har  bidraget  til,  at  det  for  Sko¬ 
len  satte  høje  Maal  er  blevet  naaet  og  har  f.  T. 
arrangeret  en  stor  Laaneudstilling  i  Skolens  Mu¬ 
seumslokale.  —  I  det  samme  Hefte  af  »Revue  des 
arts  décoratifs«  har  E.  Saglio  begyndt  en  længere 
Redegjørelse  for  den  kunstindustrielle  Undervisning 
i  Østerrig. 

Germain  Bapst  har  i  V  Union  centrale  des  arts 
décoratifs  holdt  et  Foredrag  om  Kunstindustrien  og 
Smagen  efter  1851.  Han  viser  heri,  hvilken  stor 
Forskjel  der  i  flere  Henseender  er  mellem  Tiden 
før  og  efter  1851,  men  i  én  Retning  er  der,  siger 
han,  desværre  ingen  Forskjel.  Det  er  nu  som  da 
Interessen  for  det  Fortidige,  der  hersker.  Hvad  det 
kommer  an  paa,  er  ikke  at  skabe  noget  Nyt,  men 
at  efterligne  noget  Tidligere.  Han  betragter  det 
som  et  Tegn  paa  Dekadence  og  Afmagt. 

Baronesse  Nathalie  de  Rotschild  har  fornylig 
skjænket  Cluny-Museet  en  interessant  Samling  af 
jødiske  kunstindustrielle  Gjenstande.  Den  er  ene- 


staaende  i  sin  Art  og  er  tilvejebragt  af  en  fransk 
Jøde  Isak  Strauss,  der  under  Napoleon  III  var 
Musikdirektør  i  Tuilerierne.  Den  tæller  i  Alt  120 
Stykker,  der  af  Baronesse  Rotschild  ere  betalte 
med  30,000  Frcs.  Det  ældste  Stykke  i  den  er  om¬ 
trent  600  Aar  gammelt.  Marts  Heftet  af  Gazette 
des  Beaux-Arts,  der  indeholder  en  lille  Artikel  om 
denne  Samling  af  Moses  Schwab ,  afbilder  5  af 
dens  interessanteste  Gjenstande. 

Louis  Gonse  gjør  i  La  chronique  des  arts  (1891 
Nr.  1)  opmærksom  paa,-  at  Samlingerne  i  Louvre 
mere  og  mere  ophøre  at  være  ordnede  vilkaarligt; 
der  kommer  Principer  frem  paa  Omraader,  hvor 
der  før  ingen  saadanne  har  været.  Plan  peger  paa, 
at  Museets  samtlige  Elfenbensarbejder  alt  ere  bievne 
samlede  i  een  Sal,  .og  at  det  Samme  nu  er  gjort 
med  Museets  samtlige  Metalarbejder.  Det  er,  som 
man  ser,  Industrimuseernes  Tanke,  at  ordne  Gjen- 
standene  fagvis,  som  her  tages  op.  Samtidig  med¬ 
deles  det,  at  der  fremtidig  i  Louvres  forskjellige 
Sale  vil  blive  ophængt  korte  Meddelelser  om  de 
enkelte  Sales  Historie,  deres  Dekoration  og  An¬ 
vendelse  gjennem  Tiderne. 

For  indeværende  Finansaar  er  der  i  P'rankrig 
bevilget  til  Porcellænsfabriken  i  Sévres  624,450  Frcs., 
til  Gobelinsfabriken  231,520  P'rcs. ,  til  Fabriken 
Beauvais  116,350  Frcs.,  til  Mosaikfabriken  25,000 
Frcs.  og  til  Nationalmuseerne  927,375  Frcs.,  Alt 
kun  en  ringe  Del  af  Landets  store  Kunst-Budget, 
der  i  Alt  andrager  8,106,450  Frcs. 

La  Chronique  des  arts  for  13  December  1890 
gjengiver  i  Oversættelse  den  Artikel,  hvormed  Fre¬ 
derik  Harrison  i  »Nineteenth  Century«  gjorde  sig 
til  Talsmand  for,  at  England  skulde  sende  Frisen 
fra  Partenon,  der  nu  opbevares  i  British  Museum, 
tilbage  til  Aten.  Figurerne  have  ikke  godt  af  Klimaet 
i  England,  og  de  Grunde,  der  i  sin  Tid  kunde  tale 
for,  at  Lord  Elgin  gjorde  noget  godt  ved  at  føre 
den  til  London,  have  ikke  længer  den  samme 
Styrke.  Man  tør  sikkert  gaa  ud  fra,  at  den  udtalte 
Tanke  ingen  P'remtid  har. 

Hamburgs  Kunstgewerbeverein  har  i  Anledning 
af  sin  5-aarige  Bestaaen  den  27.  Februar  i  Aar  ud¬ 
givet  en  praktisk  Adressebog.  Den  begynder  med 
3  Smaaafhandlinger  om  de  i  Hamburg  stedfundne 
Udstillinger,  om  Hamburgs  Kunstindustrimuseum  og 
om  dens  Kunstindustri-Forening.  Derefter  følger 
Navnene  paa  P'oreningens  Medlemmer,  ordnede  først 
alfabetisk  og  derpaa  fagvis,  hvorpaa  Bogen  slutter 
med  en  Række  mer  eller  mindre  »udstyrede«  Aver¬ 
tissementer. 


Nogle  nye  Tanagrafigurer  i  den  kgl.  Antiksamling. 


41 


Pig.  98.  Sølvmønt  fra  Syrakus. 
Fjerde  Aarh.  f.  Chr. 


Fig.  99.  Medusa. 
Skaaren  Sten  i  Britisk  Museum. 


Fig.  100.  Sølvmønt  fra  Syrakus. 
Fjerde  Aarh.  f.  Chr. 


Nogle  nye  Tanagrafigurer  i  den  kgl.  Antiksamling. 

Af  Francis  Beckett. 


P’ig.  101. 

Tanagrafigur  testamenteret  An¬ 
tiksamlingen  i  Kjøhenhavn  af 
Kammerherre  Nagler. 


Kammerherre  Nagler  efterlod  sig  ved  sin  Død  en  tem¬ 
melig  betydelig  Samling  forskelligartede  kunstneriske  og  kunst¬ 
industrielle  Sager,  der  var  tilvejebragte  dels  paa  Rejser  i 
Evropa,  dels  købte  underhaanden  her  i  Kjøbenhavn. 

Som  Hofchef  havde  han  i  sin  Tid  ledsaget  Hs.  kgl. 
Højhed  Kronprinsen  til  Athen,  og  dér  havde  han  i  Kunst¬ 
handelen  købt  syv  Tanagrafigurer ;  Tanagra  er  en  lille  By 
i  Oldtidens  Boeotien.  Halvt  spøgende  lovede  han  engang 
at  testamentere  disse  til  Antiksamlingen  i  Kjøbenhavn,  og 
dette  Museum  har  god  Grund  til  at  mindes  den  Afdøde  med 
Taknemlighed ,  fordi  han  huskede  og  opfyldte  sit  Løfte. 
Denne  Gave  danner  i  Virkeligheden  et  godt  Supplement  til 
den  Række  antike  Terrakottafigurer,  der  ejes  af  Samlingen, 
og  siden  Grækenland  er  ble  ven  lukket,  fast  og  strængt,  for  al 
Eksport  af  Kunstværker,  bliver  vi  herhjemme,  som  ikke  ejer 
Storstaternes  Midler  eller  Forbindelser  til  at  aabne  en  Bagdør 
paaklem  ind  til  Mindesmærkerne  fra  Grækenlands  Oldtid, 
udelukkende  henviste  til  at  rekrutere  Antiksamlingens  Bestand 
af  græske  Antiker  fra  private  Samlinger  rundt  om  i  Evropa, 
—  og  ingen  ved,  hvilke  Skæbner  Antikerne  have  gennem- 
gaaet,  inden  de  er  naaet  saa  vidt. 

Først  i  den  allernyeste  Tid  blev  Opmærksomheden  i  større 
og  videre  Grad  henledt  paa  Tanagrafigurerne ;  paa  Verdens¬ 
udstillingen  i  Paris  1878  udstillede  nemlig  en  Del  Privatmænd 
en  Mængde  af  disse  smaa  Figurer  fra  deres  egne  Samlinger; 
de  vakte  megen  Begejstring,  Amatørerne  gav  sig  til  at  opkøbe 
dem,  og  for  Tiden  holder  tyske,  franske  og  særlig  engelske 
og  amerikanske  Rigmænds  Smag  og  Samlerlidenskab  disse 
fine,  smaa  Figurer,  der  i  Oldtiden  fabrikeredes  til  et  Par 
Kroner  Stykket,  i  saa  høj  en  Pris,  at  de  ofte  vejes  mangfoldige 

0 


42 


Tidsskrift  tor  Kunstindustri. 


Gange  op  med  Guld.  En  stor  og  omhyggelig  udført  Tanagrafigur  kan  saaledes  opnaa 
en  Pris  af  henved  en  halv  Snes  Tusind  Francs.  Det  er  delvis  en  Modesag,  og  delvis 
figurernes  ganske  moderne,  pikante  og  forfinede  Ynde,  der  gør  dem  saa  efterstræbte. 

Antiksamlingens  nylig  erhvervede  Stykker  hører  hverken  til  de  største  eller  aller¬ 
finest  udførte  Eksemplarer;  de  fire  af  dem  er  temmelig  almindelige,  stærkt  restavrerede 
Statuetter,  men  de  tre  største  er  til  Gengæld  gode  og  vel  udførte  Statuetter,  der  sikkert 
vilde  være  til  Pryd  for  enhver  Samling. 

Disse  tre  (Fig.  ioi  103)  —  som  ogsaa  de  andre  nyerhvervede  —  fremstiller 
alle  staaende  eller  gaaende  unge  Kvinder,  der  er  klædte  i  den  græske  Kvindedragt,  den 


Fig.  102  — 103.  lo  Tanagrafigurer  testamenterede  Antiksamlingen  i  Kjøbenhavn 

af  Kammerherre  Nagler. 


lange,  løst  og  frit  siddende  Kiton,  hvorover  de  bærer,  kastet  og  ordnet  efter  enhvers 
Lune,  en  Art  Shawl,  Himation. 

Den  ene  (H.  0,17  m.)  viser  en  ung  græsk  Dame  i  en  lidt  fordringsfuld,  men 
meget  indtagende  Stilling  (Fig.  103).  Forneden  ser  man  Kitonens  lange,  lige  og  paralelle 
Folder,  der  naa  r  helt  ned  til  Fødderne,  saa  kun  den  lille  Fodspids  kommer  tilsyne,  men 
hele  Overlegemet  har  hun  hyllet  i  den  fine  Himation,  der  flot  er  kastet  fra  venstre  Skulder 
bag  om  Ryggen  og  samles  forpaa  af  venstre  Haand,  hvori  hun  holder  en  bladformet  Vifte. 

Himation  er  af  et  silkeagtigt,  let  og  blødt  Stof,  der  lægger  sig  stramt  i  smaa, 
korte  eller  længere,  smalle  men  uregelmæssigt  sig  forskydende  Folder  hen  om  Over¬ 
kroppen,  og  den  strammes  end  mere  over  hendes  højre  Hofte,  idet  hun  sætter  Haanden 


43 


Nogle  nye  Tanagrafigurer  i  den  kgl.  Antiksamling. 


i  Siden.  Som  saa  ofte  ved  Tanagrafigureme  bestaar  denne  Statuettes  Skønhed  —  for¬ 
uden  ,  Stillings  og  Holdnings  lette  Ynde  -  i  den  søgte  og  fundne  maleriske  Modsætning 
mellem  K, tonens  lange,  alvorsfulde  Striber  og  Himations  fint  krusede  Folder.  -  Haaret  er 

malet  rødbrunt.  Himation  har  haft  en  dyb  blaa  Farve  ligesom  Kitonen,  og  forpaa  ses 
endvidere  en  lyserød  Farve. 

Man  opdager  straks,  at  Viften  er  tilsat  i  moderne  Tid,  thi  den  er  anbragt  dér 
ved  Armen,  hvor  ellers  Haanden  skulde  sidde,  dog  er  baade  dens  Form  og  Motivet 
hyppjg  anvendt  af  de  gamle  tanagræislce  Haandværkere,  Koroplasterne  kaldede.  ° 

Ved  den  anden  Figurs  Stilling  og  Bevægelse  (Fig.  102)  er  der  noget  ret  bevidst, 
hdt  koket,  men  tillige  fornemt  og  yderst  yndefuldt  (H.  0,17  m).  Den  unge  Dame  er 
ude  at  spadsere  og  har  derfor  efter  god  Skik  trukket  Himation  som  en  Hætte  op  om 
Hovedet.  Under  den  skelner  man  tydeligt  Formen  af  hendes  Nakkeknude,  medens  det 
krusede  Haar  titter  frem  foran  over  Panden,  og  idet  hun  bøjer  det  fine  Hoved  let  til 
Siden,  gaar  hun  langsomt  og  stille  fremad,  samlende  med  venstre  Haand,  ærbar  og  dog 

koket  1  sin  Ærbarhed,  Himation  over  Brystet.  Man  ser  under  det  fine  Stof  tydeligt  afsa°t 
hendes  tre  udstrakte  Fingre. 

Pandehaaret  er  malet  stærkt  rødbrunt,  —  i  hvert  Fald  i  Kunsten  er  de  sort- 
haarede  Grækere  og  Grækerinder  en  Saga,  -  Læberne  er  mørkerøde,  dog  sikkert  frisket 
noget  op  1  Nutiden;  ellers  er  Farvesporene  yderst  ringe,  og  man  maa  se  godt  til  for  at 
opdage,  at  baade  Kiton  og  Himation  har  haft  samme  Farve:  en  skær  og  lyst  rødmende; 
altsaa  meget  decente  Farver  og  langt  fra  al  spraglet  Brogethed.  Paa  flere  Steder  er 

hendes  Klædnings  Folder  særdeles  fint  lagte,  saa  at  man  her  aner  Koroplastens  retuche¬ 
rende  Haand. 


.  Den  tredle  llll8'e  Dame  (H-  0,18  m)  hviler  hovedsagelig  paa  højre  Ben,  idet 
lun  bøjer  venstre,  der  aftegner  sin  hele  spæde,  pigeagtige  Form  tydeligt  under  det  dob¬ 
belte  Hylle  af  Kiton  og  Himation  (Fig.  101),  —  egentlig  mere  søgt  end  naturtro,  —  og 
ved  denne  lette  Bøjning,  der  gør,  at  hele  Legemets  Vægt  flyttes  over  tilhøjre,  fremkommer 
der  et  blødt  og  vuggende  Spil  af  Linier  gennem  denne  lille  Kvindekrop,  der,  lidt  præten¬ 
tiøst  maaske,  indtager  samme  Stilling  som  den  berømte  Statue,  i  hvilken  man  har  troet 
at  finde  et  Portræt  af  Sofokles.  Nu,  hos  ham  betyder  Stillingen  den  fint  aandelig  udviklede 
Mands  Værdighed,  og  at  man  ved  hans  Maacle  at  bære  Klæderne  paa  straks  skal 
kende  det  i  alle  Henseender  gennemforfinede  Menneske,  maaske  ogsaa  en  Smule  theatralsk 
Forfængelighed;  her  hos  denne  lille  Dame  antyder  Stillingen  kun  drømmende,  tankeløs 
Hvile.  —  Hendes  Himation,  der  lægger  sig  helt  ned  til  hendes  Fødder,  indhyller  Hovedet, 
er  kastet  over  venste  Skulder  og  ligger  i  svære  Folder  ved  hendes  venstre  Armhule ;  højre 
Arm  er  helt  skjult  under  den.  Paa  Hovedet  har  hun  en  ejendommelig  Hat  »paa  tre 
Haar«  med  en  mægtig  Skygge,  af  Form  som  en  Paddehat;  den  skal  kun  holde  Sol- 
straalernes  Virkning  borte  fra  Huden,  men  behøver  slet  ikke  og  er  heller  ikke  egnet  til 
at  varme. 


Himation  er  rosenrød  med  bred,  sorteblaa  Rand  og  Kitonen  har  været  blaa; 
hendes  Sko  er  særdeles  fint  brune  med  en  rosenrød  Kant. 

Man  kunde  ønske  at  standse  her  med  sin  Beskrivelse  af  disse  nydelige  smaa 
Sager.  Dog  fordrer  Sandheden  den  Tilstaaelse,  at  der  er  en  lille  Hage  ved  dem,  som 
de  forresten  har  tilfælles  med  de  fleste  andre  lignende  Statuetter,  og  som  f.  Eks.  de  Pro¬ 
dukter  af  græsk  Vaseindustri,  der  er  os  efterladte,  er  stærkt  forsynede  med.  De  er  nemlig 
en  Del  sammensatte. 

Thi  har  de  gamle  Koroplaster  fra  Tanagra  været  ganske  ualmindelig  forfarne 
Mennesker  paa  deres  Omraade,  saa  er  deres  nulevende  græske  Efterkommere  sande 
Mestre  i  den  Kunst  at  restavrere,  at  sammensætte  og  at  skuffe  med  et  falsk  Skær  af 

6* 


44 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


Intakthed  de  moderne  Samlere  og  Amatører,  der  efterstræber  deres  Forfædres  kunst¬ 
industrielle  Frembringelser.  Glad  maa  man  endda  være,  naar  saadan  en  nydelig  lille 
Statuette  ikke  ved  nærmere  Eftersyn  viser  sig  at  være  et  i  kunstnerisk  Henseende  meget 
fremragende  Falskneri.  Vi  har  virkelig  Eksempler  paa  den  Slags  Tanagrafigurer  her  i 
Kjøbenhavn.  De  her  beskrevne  ser  heller  ikke  ganske  saaledes  ud,  som  dengang  de 
blev  hentet  frem  fra  Gravene  i  Boeotien.  Den  sidstes  Krop  har  været  brudt  i  trende 
Stykker,  —  alle  tre  Statuetter  er  fastlimede  til  den  tynde  Basis,  —  som  en  dygtig  Restav- 
rator  har  føjet  sammen,  men  ikke  tilfreds  med  dette  fuldstændig  ærlige  Arbejde,  har  han 
forsynet  hele  Figuren  med  et  farvet  Overtræk,  maaske  ledet  af  antike  Spor,  maaske  ikke; 
og  for  at  give  Figuren  Udseende  af  at  have  ligget  i  Jorden  med  Farven  paa,  har  han 
smurt  den  over  med  Dynd.  Statuetten  har  endvidere  manglet  Hoved,  og  for  yderligere 


Fig.  104.  Eros  med  Lyre  og  Dobbellfløjet. 

(Malet  i  det  Indre  af  en  attisk  Drikkeskaal.  Den  kgl.  Antiksamling.  Femte  Aarli.  f.  Chr.). 

at  ægge  enthusiastiske  Købere  har  da  den  moderne  Græker  føjet  det  nydelige  lille  Hoved 
ind  i  Kroppen  og  givet  Damen  den  karakteristiske,  i  Formen  antike,  Hat  balancerende  derpaa. 

Den  anden  Figur  (Fig.  102)  er  efter  mit  Dømme  fuldstændig  intakt,  end  ikke 
Hovedet  synes  at  være  tilføjet,  dog  har  en  omsigtsfuld  Restavrator  ment  at  give  Figuren 
større  Værd  ved  at  farve  Sokkerne  rødbrune,  Læberne  koralrøde  og  Ansigtet  let  rosarødt 
—  sligt  pynter  og  stikker  i  Øjnene.  - —  Endelig  er  den  første  (Fig.  103)  sikkert  funden 
brudt  i  adskillige  Stykker,  der  behændig  er  sammenføjede,  og  Sammenføjningernes  Fuger 
atter  behændigt  skjulte  af  Farve  og  et  troværdigt  udseende,  paasmurt  Lag  Dynd;  et  Sted, 
henne  tilvenstre  ved  Viften,  er  et  helt  moderne  Stykke  tilføjet,  ellers  er  de  enkelte  Stykker 
antike,  men  Hovedet  er  helt  nyt.  Det  er  heller  ikke  anbragt  i  den  rette  Stilling  paa 
Skuldrene,  en  Fejl,  som  den  antike,  øvede  og  erfarne  Haandværker  sikkert  aldrig  vilde 
have  begaaet. 

Disse  Terrakottafigurer  fra  Tanagra  findes  som  bekendt  stedse  i  og  ved  Gravene. 
Har  de  haft  en  bestemt  religiøs  Betydning,  og  da  hvilken?  Hvad  forestiller  de?  Brugtes 


Nogle  nye  Tanagrafigurer  i  den  kgl.  Antiksamling. 


45 


de  i  et  bestemt  Øjemed  ved  Dødekultusen?  Disse  Spørgsmaal  er  hyppig  bleven  frem¬ 
satte  og  grundig  og  alvorlig  drøftede  *.  Man  har  saaledes  forklaret  de  ofte  forekommende 
unge  Piger,  der  leger,  der  holder  en  Boldt,  Astragalspillerskerne,  Blomsterplukkerskerne 
og  lignende,  som  fremstillende  en  Art  Legesøstre  for  den  Afdøde,  en  Slags  Mindelse  om 
hendes  —  det  maa  altsaa  i  saa  Tilfælde  være  en  Kvindes  - —  Veninder,  der  skulde  leve 
lykkeligt  og  glade  med  hende  ogsaa  i  en  anden  Tilværelse;  det  er  i  hvert  Fald  en  ret 
smuk  Forklaring;  og  de  Guder  og  Gudinder,  der  findes,  tydeligt  betegnede  ved  deres 
Attributer,  blandt  Figurerne,  skulde  da  forestille  den  Dødes  Beskyttere.  Men  paa  den 
anden  Side  gør  man  stærkt  gældende,  at  den  Mængde  forskelligartede  Genstande,  der 
ellers  findes  i  Gravene  ved  den  Døde,  aldeles  ikke  refererer  sig  til  Døden,  men  til  Livet, 
d.  v.  s.  det  er  de  Genstande,  som  i  levende  Live  har  smykket,  omgivet,  haft  Brugsbetyd¬ 
ning  for  Mennesket.  Dermed  er  ikke  udelukket,  at  disse  Genstande  oprindelig  var  tænkt 
som  en  Art  Erstatning  til  den  Døde  for  det  Fljem,  den  kolde  Jord  ellers  ikke  kunde 
byde.  Som  Brugsgenstande,  der  medgaves  i  Gravene,  er  saaledes  Vaserne  —  med  Und¬ 
tagelse  af  de  attiske  Gravlekyther  og  en  ganske  enkelt  Form,  Prothesis  ved  Navn,  der 
med  et  paamalet  festligt  Bryllupstog  hensattes  paa  Grave  over  Mennesker,  der  var  døde 
ugifte,  ■ —  de  smukke  Toiletspejle,  Toiletæsker  (Cister),  Ringe,  Smykker,  Fibulaer  og  mange 
andre  Sager  at  regne,  der  nu  giver  de  fyldigste  Oplysninger  om  Hellenernes  Liv  oven 
Mulde,  men  som  almindeligvis  findes  i  Gravens  Skød  hos  de  Døde.  Tanagrafigurerne 
skulde  ligeledes  kun  høre  Livet  til.  Det  er  smaa,  kunstindustrielle  Sager,  der  har 
smykket  de  velhavende  Grækeres  Fluse  og  haft  Værd  i  Forhold  til  deres  kunstneriske 
Udførelse,  blot  og  bart  Fabriksarbejde,  som  den  græske  Skønhedssans  har  paatrykt  sit 
fine  Stempel,  —  altsaa  disse  nydelige  Tanagrafigurer  og  andre  lignende  Terrakotter  har 
haft  samme  Betydning  i  Grækernes  Øjne  som  de  og  beslægtede  Sager  nu  har  i  vore: 
den  at  dekorere,  at  glæde  ved  deres  Ynde,  at  smykke  Hjemmene,  og  der  ligger  ikke 
mere  i  dem  end  hvad  enhver  kan  se,  nemlig:  genreagtig  Fremstilling  af  Menneskelivet. 
»Hvis  vi  nogensinde  var  saa  heldige  at  opgrave  et  Pompeji  i  Grækenland,«  siger  fules 
Martha,  »hvem  ved,  om  vi  da  ikke  vilde  finde  de  velhavende  Grækeres  \bllaer  smykkede 
med  talrige  Terrakottafigurer?« 

De  er  ikke  bleven  solgt  ved  Avktion  efter  Grækeren  eller  testamenterede  bort, 
men  bragt  ned  i  det  andet  Hjem,  Graven,  for  ogsaa  at  smykke  den. 

Hvad  Guderne  angaar,  er  de  sikkert  ikke  at  regne  saa  strængt  for  Kultusbilleder, 
og  om  Grækeren  paa  den  Tid  —  Overgangen  fra  fjerde  til  tredie  Aarhundrede  f.  Chr.  — 
end  ikke  ganske  betragtede  en  Figur  med  Gudenavn  under  samme  Synspunkt  som  en 
moderne  Billedhugger,  naar  han  opkalder  sin  Figur  efter  en  græsk  Gud,  saa  har  For¬ 
skellen  paa  nu  og  da  vel  næppe  været  uoverstigelig  stor.  Der  er  jo  overhovedet  det 
sære  ved  Oldtidens  Grækere,  at  naar  som  helst  de  i  Kunstens  gode  og  store  Dage  saa 
et  dejligt  Billede  af  en  Gud,  ærede  de  først  og  fremmest  det  skønt  og  rigt  udviklede 
Menneskelegeme,  som  Kunstneren  havde  udført,  og  derpaa  eller  derved  Guden,  som  det 
forestillede. 

Denne  Forklaring  af  Tanagrafigurernes  Bestemmelse  tiltaler  ved  sin  Naturlighed, 
og  der  er  ingen  Skam  ved  at  akceptere  den,  thi  den  hyldes  af  mange  ansete  Arkæologer. 

Men  man  behøver  i  Sandhed  ikke  at  gruble  over  den  græske  Arkæologis  Gaader 

Literaturen  om  Tanagrafigurerne  er  allerede  ret  betydelig.  Der  henvises  for  den  ældres  Vedkom¬ 
mende  til  cn  Afhandling  af  P.  Weiss  i  »Ude  og  Hjemme«,  1879,  Nr.  101.  Af  senere  Arbejder  og 
Publikationer  fortjener  særlig  at  fremhæves:  Jules  Martha,  Catalogue  des  figurines  en  terre  cuite  du 
musée  dt Athénes,  Pragtværkerne :  O.  Rayet,  Monuments  de  l'art  antique.  Tome  II,  Furtwangler,  Die 
Sammlung  Sabouroff.  Th.ll ,  Collection  Spitzer,  Antiques,  E.  Pottier,  Les  statuettes  de  terre  cuite.  Paris 
1890,  samt  talrige  Afhandlinger  i  fremmede  arkæologiske  Tidsskrifter  og  nyere  franske  Avktionskataloger. 


46 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


for  at  nyde  Synet  af  disse  fine  smaa  Figurer;  deres  lette  Ynde  og  sommerfugleagtige 
Charme  er  saadan,  at  man  nemt  kan  stryge  Støvet  af  deres  Vinger  ved  at  tage  altfor 
fast  om  dem  med  Videnskabens  haarde  Haand,  og  fremdeles  er  deres  Skønhed  saa  let 
at  fange  og  opfatte,  at  enhver  kan  se  den :  de  virker  ved  deres  elegante,  indtagende 
Stillinger  og  Holdning,  ved  deres  lette  Koketteri,  ved  den  højst  nydelig  Maade,  hvorpaa 
de  arrangerer  deres  Dragt  og  endelig  ved  deres  Formers  hele  pigeagtige  Ynde.  Det  er 
paa  engang  unge  Damer,  der  bevarer  hele  deres  fornemme  Elegance,  og  nydelige  Srnaa- 
piger  med  Smaapigers  allermest  overfladiske  Tilbøjeligheder,  Leg  og  Dans,  lidt  Koketteri, 
lidt  flagrende  Kærlighedsdrømmen,  lidt  sentimental  Smægten  og  megen  Pynt. 

Det  er  værd  at  lægge  Mærke  til,  hvor  godt  disse  lette  smaa  Motiver  klæder  det 
tynde,  skøre  Stof,  hvori  de  er  fremstillede.  En  Herakles  eller  en  Zeus  tager  sig  ikke 
rigtig  godt  og  imponerende  ud  som  Statuette  i  letbrændt  Ler.  Men  en  fin  ung  Pige,  en 
ung  Kone  eller  en  smuk,  halvvoksen  Dreng,  hvis  Hane  har  sejret  i  Væddekampen 
mellem  hans  Kammeraters,  og  som  han  derfor  stoltelig  holder  under  Armen,  det  er 
Motiver,  der  klæder  og  klædes  fortræffeligt  af  det  fragile  Stof.  Figurerne  er  endelig  hule 
i  Ryggen  som  veritable  Ellepiger. 

*  * 

* 

Men  disse  Figurer  har  endvidere  den  kunsthistoriske  Betydning,  at  de,  sammen 
med  andre  kunstindustrielle  Produkter  fra  Grækenland,  saasom  Vaserne,  de  skaarne  Stene, 
Broncespejlene  med  indgraveret  Tegning  er  Vidnesbyrd  om  den  græske  Kunstindustris 
vedvarende  rige  Blomstring,  selv  efter  at  den  store  Kunst  delvis  var  forsvundet  fra  det 
egentlige  Grækenland,  da  Alexander  havde  spredt  den  helleniske  Aands  Frugter  ud  over 
hele  den  kendte  Verden,  fra  Indiens  hede  Tropevarme  til  Saharas  golde  Ørken.  Thi 
det  er  til  denne  Tid,  Slutningen  af  det  fjerde  og  Begyndelsen  af  det  tredie  Aarhundrede 
f.  Chr.,  at  man  maa  henføre  Figurerne  fra  Tanagra. 

Lad  os  da  kortelig  indregistrere  dem  i  Forbindelse  med  den  store  Plastik,  idet 
vi  dog  søger  at  værne  os  mod  at  lægge  mere  ind  i  dem  end  det,  de  er,  blotte  og  bare 
Haandværksarbejder;  men  man  sporer  dog  ved  disse  Figurer  en  ganske  bestemt  Opfattelse 
af  Kunsten  i  Forhold  til  Menneskelivet,  en  Paavirkning  og  en  Imødekommen  af  en 
bestemt  udviklet  Smagsretning. 

Den  græske  Plastik  var  ved  sit  første  Højdepunkt  i  Besiddelse  af  hele  Olympens 
Gudeverden ;  Zeus,  Flera,  Demeter,  den  skæggede,  alvorsfulde  Dionysos,  den  fuldt  beklædte, 
tugtige  Aphrodite  Urania  og  Nemesis  havde  Kunstnere  som  ludias  og  Alkamenes  fremstillet 
i  det  femte  Aarhundrede,  medens  samtidig  Polyklet  fra  Argos  i  den  mørke  Bronce  viste 
sine  Landsmænd  Mønsteret  paa  en  kraftig,  firskaaren  ung  Mand,  hvem  Kamplege  og 
Gymnastik  har  givet  fuldt  og  frit  Herredømme  over  sit  Legeme. 

Saa  kommer  med  et  nyt  Aarhundrede  en  ny,  yngre  og  menneskelig  varmere 
Kunst  over  hele  Grækenland.  Ved  Kunstnere  som  Lysippos  og  Praxiteles  bliver  Plastiken 
beriget  med  unge,  menneskelig  skønne  Guder  og  Gudinder.  Hermes  og  Dionysos  mister 
baade  Skægget  og  Alvoren,  og  Guderne’,  som  tidligere  tronede  i  Templerne  med  Attri¬ 
buter  i  Hænderne,  faar  nu  et  mere  genreagtigt  Præg.  Praxiteles  lader  sin  Hermes  helt 
skælmsk  drille  den  lille,  strittende  Broder,  idet  han  holder  Vindruklasen  legende  op  for 
ham,  og  Vinguden  selv,  ung,  med  hvide,  bløde  Lemmer,  som  hos  Euripides,  med  bølgende 
blonde  Lokker,  stormer  jublende  frem  i  Spidsen  for  sin  Thiasos,  de  vilde  og  kaade  eller 
sværmerisk  begejstrede  Mænader  og  de  overlystige  Satyrer. 

Ansigtets  mimiske  Udtryk  studeres  og  gengives  i  Kunsten,  afspejlende  Karakteren 
og  Stemningens  fineste  Nuancer;  fordum  var  Panden  glat  og  ren  som  Søen  under  Havblik, 
nu  fures  den  af  brede  Rynker  og  Lidenskaben  har  draget  sine  Mærker  paa  den.  Selv 


Nogle  nye  Tanagrafigurer  i  den  kgl.  Antiksamling. 


47 


Erfaring 


v': 

' v  ,  ■ 

■* 


Guderne  er  ikke  uvidende  om  Platos  Eksi 
stens,  og  de  har  gjort  den  triste 
for  salige  Guder, 
at  Nydelse  og 
Lidelse  staar  i  be¬ 
stemt  afvejet  For¬ 
hold  til  hinanden. 

Karakteristisk 
nok :  Eros  frem¬ 
stilledes  af  den 
forrige  Slægt  med 
en  Lyre  i  Haan¬ 
den  (Fig.  104); 

Kærlighed  var  for 
den  Tids  Hellene¬ 
re  lutter  Harmoni  ; 
men  nu  giver  de 
ham  Buen  og  Pi¬ 
len  til  Attributer, 
thi  de  tænker 
mere  over,  at 
hans  Virksomhed 
smerter.  Allerede 
i  denne  Periodes 
Kunst  mærkes 
som  et  svagt  Stænk 

af  Lede,  —  se 
det  aandfulde, 
lidt  overforfinede, 
overmættede  Ud¬ 
tryk  i  den  praxi- 
teliske  Hermes’ 

Hoved,  —  og  lidt 
Træthed  ved  al 
den  megen  nøgne, 
kropslige  Skøn¬ 
hed,  og  efter 
Alexanders  Død 
ophører  det  egent¬ 
lige  Grækenland 
næsten  ganske 
med  originalt  at 
skabe  ideale 
nøgne  Skikkelser. 

Man  gentager  og 
varierer  de  gamle , 
bliver  nu  Portrætet, 


Athen  til  de  rige  og  glimrende  hellenistiske 
Fyrstehoffer  rundt  om 


og  Evropa, 
der  ganske 


;  . 

■ 

*R 


kendte  Skemaer;  det 
der  dyrkes,  Hovedets 
Udtryk,  der  sættes  i  kunstnerisk  System,  og 
Kunstens  Sæde  forflyttes  fra  det  demokratiske 


Asien 
hvad 

naturligt  har  til 
Følge,  at  Plasti¬ 
ken  nu  mere  ar¬ 
bejder  i  Retning 
af  det  dekorative, 
Øjnenes  Lyst  og 
det  stærkt  vold¬ 
somt  gribende. 

Forbilledet  for 
den  belvederiske 
Apollon  mener 
man  dog  at  burde 
tilskrive  det  egent¬ 
lige  Grækenland, 
men  hans  Krop 
er  jo  et  fælt  og 
flovt  Stykke  Skulp¬ 
tur ;  Statuens  Værd 
maa  søges  i  det 
kloge,  skønne  og 
aandfulde  Hoved 
og  i  Bevægelsens, 
denne  skridende 
Bevægelses  store 
Elegance  —  et 
Motiv,  der  ogsaa 
hyppig  findes  hos 
de  smaa  Tana¬ 
grafigurer,  lige¬ 
som  flere  andre 
Ting,  saasom  hele 
Skikkelsens  plud¬ 
selige  effektfulde 
ydre  Virkning,  ty¬ 
der  paa  beslægtet 
Tidssmag. 

Man  har  da 
maaske  Lov  til, 
med  alt  Forbe¬ 
hold,  at  betragte 
T  anagrafigurerne 
som  karakterise¬ 
rende  Led  i  den  græske  Plastiks  Kæde. 

Det  er  ikke  længer  det  femte  Aarhun- 
dredes  Amazoner  eller  sværlemmede  og 
højbarmede  Gudinder,  rent  fysisk  set  farlige 


Fig.  105.  Kvindefigur  af  Terrakotta. 
Tidligere  i  Gambettas  Eje. 


4« 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


Modstandere  for  Mændene,  heller  ikke  Kcphisodots  milde  Gudinde,  og  de  ejer  slet  ikke 
den  milesiske  Venus’  ædle  Skønhed.  Det  er  overhovedet  slet  ikke  Gudinder,  men  døde¬ 
lige  Kvinder,  og  en  særlig  forfinet,  knibsk  Afart  af  dem. 

De  er  spædlemmede,  deres  Hænder  og  Arme  er  ikke  bleven  rørt  til  noget  strængt 
Arbejde,  deres  Skuldre  er  smalle,  deres  Benbygning  spæd  og  deres  Legemsdele  meget 
fine  og  meget  spinkle,  kun  Hofterne  er  brede,  deres  Hoveder  er  smaa,  Frisurens  elegante 
Ordning  spiller  en  vigtig  Rolle,  —  det  er  kort  sagt  forædlede  Drivhusblomster,  kun  langt 
ude  i  Slægt  med  Markens  og  Skovens  vildtvoksende  Planter.  Den  ejendommelige,  egne 
Stil,  der  er  i  disse  Figurer,  bestaar  i,  at  alt  barskt  og  alvorligt  er  strøget  bort  fra  Kvinden, 
og  tilbage  er  bleven  en  i  høj  Grad  forfinet  Skabning.  —  Den  skønneste  1  anagrafigur 
maaske,  der  er  udgivet,  »une  dandy«,  som  Ray  et  kalder  den  (Fig.  105),  med  et  Hoved,  der 
anslaar  lignende  Strænge,  som  den  henrivende  Kvindeprofil  —  Nymfen  Arethusa,  —  paa 
de  store  syrakysanske  Sølvmønter  eller  Hovedet  af  den  døende  Medusa  fra  en  skaaren 
Sten  i  British  Museum  (Fig.  98 — 100),  —  den  ejedes  af  en  af  Nutidens  varmeste  Beundrere 

af  Kvindekønnet,  Leon  Gambetta. 

*  * 

* 

Den  Maade,  hvorpaa  disse  opretstaaende  Tanagrafigurer  er  bleven  forfærdigede, 
er  ret  simpel  og  let  at  konstatere.  Kroppen  blev  dannet  i  Former  af  brændt  Ler  - — 
Antiksamlingen  ejer  flere  saadannfe,  dog  er  de  smukkeste  desværre  magasinerede  af  Mangel 
paa  Plads  —  Forparten  for  sig,  Rygparten  for  sig  i  hver  sin  Form.  Dog  er  Rygparten  i 
Reglen  kun  raat  skizzeret.  Det  fint  slemmede  Ler  blev  presset  ud  i  Formerne,  saa  det 
nøjagtig  udfyldte  hver  Hulning,  og  det  laa  i  et  temmelig  tyndt  Lag.  De  to  Former  blev 
da  sat  sammen  og  det  vaade  Ler  forbundet,  men  endnu  hænder  det  ofte,  at  Tanagra- 
figurerne  findes  brudte  i  Stykker  nøjagtig  i  en  ret  Linie  efter  de  to  Halvparter.  Kroppen 
alene,  der  altsaa  er  hul  indvendig,  mekanisk  dannet,  blev  derpaa  løst  fra  Formen,  og  nu 
begyndte  Koroplastens  frie  Virksomhed.  Plan  retucherede  Klædningens  Folder,  føjede 
Arme,  Hænder  og  Fødder  til,  gav  Hænderne  Vifter  eller  andre  Smaagenstande  og  ind¬ 
passede  Hovedet  i  Kroppen,  snart  friseret  paa  en,  snart  paa  en  anden  Maade,  ofte  med 
Hatten  koket  paa  Snur;  ved  at  give  Hovedet  et  Diadem  og  Figuren  et  Æble  i  Haanden, 
forvandlede  han  stundom  en  slet  og  ret  bøotisk  Dame  til  selve  Aphrodite  og  lignende; 
undertiden  kunde  han  ikke  modstaa  et  pludseligt  skælmsk  Indfald,  en  lille  Inspiration. 
Man  har  saalecles  et  Eksempel  fra  Tanagra  paa,  at  en  Figur,  der  fra  Formen  er  kommet 
ud  som  en  fin  og  nydelig  ung  Pige,  der  bøjer  sig  ned  for  at  plukke  en  Blomst,  under 
Koroplastens  Flænder  er  bleven  til  selve  Naturlivets  ubundne  Gejst,  en  hæslig,  laadden  Satyr. 

Dernæst  blev  Figuren  sat  paa  den  tynde,  firkantede  Basis,  der  blev  skaaret  et 
firkantet  Hul  i  dens  Ryg,  som  skulde  være  en  Art  Skorsten  for  Lerets  Vanddampe  under 
Brændingen,  endelig  tørret  og  brændt.  Efter  denne  første  Skærsild  blev  den  malet,  men 
Farven  ikke  umiddelbart  paasat  det  porøse  Ler.  Hele  Figuren  blev  badet  i  Kalkvand, 
og  paa  dette  hvide  Underlag  maledes  der :  Haaret  rødbrunt,  Karnationen  lyserød,  Læberne 
mørkerøde,  Øjnene  blaa,  Klædningen  ensfarvet  eller  højst  med  en  Bræmme  af  anden 
Farve,  og  undertiden  lidt  Forgyldning  paa  Haar,  Smykker  og  Vifte;  derpaa  undergik 
Figuren  en  anden  let  Brænding,  der  skulde  fæstne  Farverne.  —  Saa  udstillede  Koroplasten 
sin  Vare  og  ventede  paa  Købere. 

Saaledes  var  den  antike  Teknik.  Nutildags  kopierer  man  som  bekendt  disse 
nydelige  Smaafigurer;  jeg  kender  ikke  Fremgangsmaaden  derved,  men  de  moderne 
Kopier  kan  hverken  i  Ynde  eller  ved  Materialets  Finhed  maale  sig  med  de  bedste  antike 
Originaler.  De  friere  Forsøg  i  antik  Stil  synes  at  mangle  ethvert  Spor  af  kunstnerisk 
Interesse,  —  i  hvert  Fald  de,  der  er  udstillet  her  i  Byen.  Men  skulde  der  dog  ikke 


Moderne  Bogbind  paa  den  internationale  Bogudstilling. 


49 


kunne  lade  sig  gjøre  noget  kunstnerisk  godt  og  smukt  i  den  fra  Oldtiden  angivne  Retning? 
Skulde  ingen  Kunstner  have  Lyst  til  at  sysle  engang  imellem  med  lignende  Opgaver,  og 
kunde  der  ikke  komme  noget  fint  og  smukt  ud  deraf?  Et  lille  og  elegant  Motiv,  en  god 
Genrefigur,  for  ubetydelig  maaske  til,  at  der  kan  gøres  en  Statue  deraf,  kunde  vel  nok 
klæde  Leret.  Det  er  næppe  ganske  forsvarligt  i  kunstnerisk  Henseende,  at  en  Figur,  der 
er  tænkt  og  udført  som  en  Statue,  senere  gengives  i  Lommeformat  i  Terrakotta;  en  god 
Fotografi  gør  egentlig  større  Gavn  og  udgiver  sig  for  mindre. 

Hvert  Stof  har  sine  Fordele,  som  et  ihærdigt  Studium  og  lang  Praksis  lærer  at 
udnytte ;  de  gamle  tanagræiske  Koroplaster  har  vidst  at  bruge  det  bløde  Ler  ud  til  dets 
fineste  Konsekvenser,  bøjet,  formet  og  modelleret  det  og  kendt  dets  Evner  og  Virke¬ 
midler  med  fuldendt  Mesterskab.  Vi  har  da  vel  Lov  at  gaa  i  Skole  hos  dem,  og  skulde 
den  Gren  af  Kunstindustrien,  som  de  har  opdyrket  med  saa  meget  Held,  ligge  fuldstændig 
brak  i  Nutiden? 


Moderne  Bogbind  paa  den  internationale  Bogudstilling. 

Af  Erik  Schiødte. 


Fig.  106.  Svensk  Bind  i  Lædermosaik 
(F.  Beck  i  Stokholm). 


IVIedens  Bibliothekar  Carl  E/ber- 
ling  i  sidste  Hefte  af  dette  Tidsskrift 
for  ifjor  i  en  sagkyndig  Artikel  har  ud¬ 
talt  sig  om  nogle  af  de  interessanteste 
ældre  Bogbind,  som  fandtes  paa  den 
internationale  Bogudstilling  i  Industri¬ 
foreningen,  skal  her  med  faa  Ord  som 
ledsagende  Text  til  Afbildningerne  gjø- 
res  Rede  for,  hvorledes  det  paa  samme 
Udstilling  stod  til  med  de  moderne  Bog¬ 
bind,  saavel  fremmede  som  danske. 

Selv  ligeoverfor  en  saa  betydelig 
Samling  af  det  Bedste,  der  for  Øjeblikket 
præsteres  paa  Bogbinderkunstens  Om- 
raade  i  saagodtsom  hele  den  civiliserede 
Verden,  forbauses  man  over,  hvor  liden 
kunstnerisk  Interesse  der  egentlig  i  Nu¬ 
tiden  kan  afvindes  denne  smukke  Kunst. 
I  rent  teknisk  Henseende,  særlig  med 
Hensyn  til  Akkuratesse,  er  man  ved  de 
udviklede  Maskiners  Hjælp  naturligvis 
naaet  meget  vidt,  men  dermed  standser 
ogsaa  Fremskridtet  i  Forhold  til  tidligere 
Tider.  Endnu  gjøres  der  rundt  om  paa 
dygtige  Bogbinderes  Værksteder  solide 
og  smagfulde  Bind,  men  vi  er  desværre 


50 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


baade  ude  og  hjemme  kommet  ind  paa  en  absolut  smagsødelæggende  Vej:  de  kompo¬ 
nerede  Shirtingsbind.  »Billig  og  elegant«  er  her  Løsenet,  og  de  saakaldte  »Pragtbind«, 
en  i  dette  Forhold  med  megen  Uret  anvendt  Benævnelse,  er  overalt  lige  ved  at  for¬ 
trænge  de  solide  gammeldags  Bind,  enten  helt  af  Skind  eller  med  brede  Skindhjørner  og 
tværdelt  Skindryg.  Det  er  snart  kun  selve  Bogelskerne,  som  benytter  disse  Bind;  det 
store  Publikum  foretrækker  de  skrækindjagende  »Pragtbind«. 


t VwM  ff  TjVtx  VjSVrVaj 


Fig.  107.  Amerikansk  Pergamentsbind  til  en  af  The  Tile  club  i  New  York  udgivet  Bog. 


Med  Hensyn  hertil  var  Udstillingen  meget  lærerig.  At  Tyskerne  i  denne  Retning 
er  gaaet  i  Spidsen,  vil  ikke  undre  Nogen,  men  at  ogsaa  et  Folk  med  en  saa  naturlig 
Kunstsands  som  Franskmændene  kunde  gaa  saa  vidt  i  Smagløshed,  det  havde  man  næppe 
troet.  Karakteristisk  for  det  Smagssvælg,  som  nu  én  Gang  findes  mellem  Tyskerne  og  os, 
hvormange  Lighedspunkter  vi  end  ejer,  er  det,  at  det  knap  var  muligt  imellem  den 
Mangfoldighed  af  tyske  Bind,  der  fandtes  paa  Udstillingen,  at  udpege  et  eneste,  som 
man  betragtede  med  sand  Fornøjelse.  Et  Par  Digtsamlinger  fra  Liebeskind  i  Leipzig  med 


Moderne  Bogbind  paa  den  internationale  Bogudstilling. 


51 


arabisk  Ornering  i  Guld  paa  mørk  Grund  var  ret  smagfulde,  mén  skæmmedes  af  de 
uheldige  Bogstaver,  der  var  anvendte,  og  led,  som  alle  de  tyske  Bind,  af  Overlæsselse. 
Selv  hvor  der  var  ødslet  med  den  største  Pragt  i  Udstyrelsen,  som  rige  Metalbeslag,  det 
fineste  Skind  og  Ornamenter  i  Relief,  ærgrede  man  sig  over  den  uharmoniske  Farve- 
sammenstilling  og  den  fuldstændige  Mangel  paa  ægte  dekorativ  Sands. 

Hverken  de  svenske,  østerrigske  eller  engelske  Bind  frembød  nogen  særlig 
Interesse.  Dog  beundrede  man  blandt  de  sidste  den  Samling  af  Bibler  og 
Bønnebøger,  som  var  udstillet  af  Oxford  Utiiversity  Press.  De  fandtes  i  alle 
mulige  Formater  og  i  de  mærkeligste  Former,  og  til  Bindene  var  der  an¬ 
vendt  Sølv,  Fløjl,  Elfenben  og  Skildpadde  ligesom  de  fineste  Skindsorter: 

Slangeskind,  Kalveskind,  Marokin,  Ruslæder,  Sælskind  o.  s.  v.  Selv  om 
Formatet  var  nok  saa  miniaturagtigt,  var  Behandlingen  fra  Bogbinderens 
Side  komplet  i  teknisk  Henseende. 

I  den  nordamerikanske  Afdeling  derimod  traf  man  højst  ejendomme¬ 
lige  Arbejder.  Amerikanerne  gaar  deres  egne  Veje  og  bryder  sig  Pokker 
om  overleverede  Stilarter  eller  andre  af  den  Slags  forældede  Skranker  for 
den  frie  Fantasi.  Hvad  de  har  Brug  for,  tager  de  og  tilsætter  saa  for 
Resten  af  deres  Eget,  hvorfor  der  kommer  noget  friskt,  originalt  og  tiltræk¬ 
kende  personligt  i  adskillige  af  deres  Bind.  Her  er  som  Prøve  i  Fig.  107 
afbildet  A  Book  of  the  Tile  Club,  et  kostbart  udstyret  Illustrationsværk  med 
ledsagende  Text,  udgivet  af  Kunstnerklubben  ved  Firmaet  Houghton,  Mifflin 
<2e  Co.,  Boston  og  New-York.  Bindet  er  af  Pergament  med  Hjørnebeslag 
af  Metal  og  Paatrykning  med  rødligt  Guld.  Klubbens  sammenslyngede 
Begyndelsesbogstaver  rI  -C  er  anvendt  som  gjennemgaaende  Dekoration. 

Paa  Forsatsen  findes  en  fortræffelig  Komposition  af  Medaljoner  mellem 
Renæssanceornamenter,  stadigt  iblandede  med  T-C,  det  hele  i  mat  Guld 
paa  hvidlig  Grund.  Medaljonerne  er  fyldte  med  karakteristiske  Symboler. 

At  de  bedste  Bind  for  Øjeblikket  forfærdiges  af  Franskmændene,  er 
vel  alle  enige  om.  Forøvrigt  var  det  ikke  saameget  paa  selve  Frankrigs 
Udstilling  man  kunde  overtyde  sig  herom,  som  i  den  lille  udsøgte  Samling 
af  franske  Bogbind,  som  den  danske  Bogelsker,  Boghandler  Chr.  Høst,  havde 
udstillet.  Man  fandt  i  disse  Bind  en  fin,  behersket  Smag,  en  Anvendelse 
af  de  bedste  Materialier  og  en  forbausende  Sikkerhed  og  Akkuratesse  i 
Haandforgyldningen,  en  Færdighed,  som  forøvrigt  har  mere  faglig  og  per¬ 
sonlig  Interesse  end  almindelig  teknisk  Betydning,  da  man  nu  besidder 
Midler  til  at  frembringe  det  samme  Resultat  med  langt  større  Lethed  ad 
mekanisk  Vej.  Men  virkelige  Bogelskere  vil  selvfølgelig  altid  holde  paa 
Haandforgyldningen  med  dens  smaa  karakteristiske  Tilfældigheder,  hvori 
Bogbinderens  Personlighed  gjør  sig  gjældencle.  En  Mangel  ved  adskillige  p;g.  io8. 

franske  Bøger  er,  at  de  ikke  falder  godt  i  Haanden;  det  kommer  af,  at  Ryg  af  et  Bind 
Arkene  paa  gammeldags  Vis  er  syede  fast  til  Ryggen,  hvad  der  forøger  Marius^Michel. 
Bindets  Soliditet  i  høj  Grad,  men  gjør  Bogen  lidt  uhandlelig  at  læse  i.  En 
af  de  fortrinligste  moderne  franske  Bogbindere  er  Marius  Michel  (jfr.  Aarg.  1888,  S.  238); 
han  var  paa  Udstillingen  repræsenteret  ved  et  Bind  i  fuldt  Skind  med  Mosaikpaalægning, 
tilhørende  »Foreningen  for  Boghaandværk«,  samt  ved  en  halv  Snes  Bind  fra  Boghandler 
Høsts  Privatbibliotek.  Blandt  disse  var  det  smukkeste  og  fuldkomneste  det  Bind  til 
Weitemeyers:  Le  Danemark,  hvis  Ryg  her  er  afbildet  (Fig  108).  Det  er  af  mørkeblaat. 
Marokin  med  Guld,  behersket  og  smagfuldt  anvendt;  paa  Siderne  en  Dobbeltrand  af  lige 
Linier,  paa  Ryggen  Titlen  og  smaa  Ornamenter.  Indvendig  en  Forsats  af  gammeldags 

7* 


52 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


flammet  Papir,  omgivet  af  en  nydelig,  rigt  orneret  Bort,  samt  Guldsnit.  Helheden  gjør 
et  sjælden  nobelt  og  fornemt  Indtryk,  og  Tekniken  er  gjennemgaaende  af  første  Rang; 
kun  er  som  paa  adskillige  franske  Bøger  Titeltyperne  ikke  rigtig  godt  valgte. 

Naar  vi  nu  gaar  over  til  at  betragte  de  moderne  danske  Bogbind  som  dem, 


itUUttUttUtltil 


Imwmmm 


Fig.  109.  Bind  i  gult  Skind  af  Imm.  Petersen  (D.  L.  Cléments  Efterflg.) 
efter  Tegning  af  Hans  Tegner. 


der  naturligt  staar  vort  Hjerte  nærmest,  saa  finder  vi  snart,  at  de  gjennemgaaende  er 
prægede  af  de  samme  Egenskaber,  som  største  Delen  af  vor  øvrige  Kunstindustri.  Hvad 
det  skorter  paa,  er  Fantasi  og  Opfindsomhed,  Originalitet  og  Personlighed;  hvad  de  med 
Rette  maa  roses  for,  er  Soliditet  og  Akkuratesse,  Smagfuldhed  og  Tækkelighed.  Extra- 
vagancer  findes  kun  sjælden,  hverken  i  god  eller  i  daarlig  Retning.  Ligesom  Udlandets 


Moderne  Bogbind  paa  den  internationale  Bogudstilling. 


53 


Bogbindere  er  selvfølgelig  ogsaa  de  danske  hæmmede  i  deres  Virksomhed  under  Trykket 
af  de  modbydelige  »Pragtbind«,  og  vi  giver  desværre  ikke  Udlandet  noget  efter  i  gru¬ 
opvækkende  Smagløshed  paa  dette  Omraade.  Der  er  imidlertid  her  et  Fremskridt  at 
spore ;  flere  og  flere  virkelige  Kunstnere  har  givet  sig  i  Lag  med  at  komponere  Bogbind, 
og  Foreningen  for  Boghaandværk  har  i  denne  som  i  flere  andre  Retninger  begyndt  at 
gjøre  sin  gode,  reformatoriske  Indflydelse  gjældende.  Det  er  forbausende  at  lægge  Mærke 
til,  hvor  hurtigt  denne  forening  gjennem  sine  energiske  Ledere  allerede  nu  har  formaaet 
at  vække  Sansen  og  skærpe  Smagen  baade  hos  Publikum  og  hos  de  Fagmænd,  hvis 
\  irksomhed  falder  ind  under  Foreningens  Omraade.  Anvendelsen  af  haandgjort  Papir, 
Sammenstillingen  af  harmoniske  Typer,  Kompositionen  af  stilfulde  Vignetter  og  Initialer, 


Fig.  iio. 


Præmiering  for  smagfulde  Bogbind,  alt  dette  er  noget  nyt  herhjemme,  som  fortjener 
enhvers  varme  Tak  og  Paaskjønnelse. 

I  den  Samling  Bogbind,  Foreningen  udstillede,  og  hvoraf  de  fleste  var  udførte 
paa  dens  Bestilling,  fandtes  nogle  af  Udstillingens  interessanteste  Arbejder,  hvad  der  vil 
ses  af  vedføjede  Afbildninger.  Fra  den  udmærkede  svenske  Bogbinder  F.  Beck  i  Stockholm, 
hvis  Udstilling  i  1888  gjorde  saa  megen  Opsigt  herhjemme  (jfr.  Aarg.  1 888,  S.  236),  saaes  to 
Bind  i  Lædermosaik,  som  havde  den  Ejendommelighed,  at  det  var  de  samme  Stykker  udskaaret 
Skind,  der  var  anvendt  til  dem  begge,  hvorved  altsaa  Ornamentets  Form  var  ens,  hvor¬ 
imod  Farvevirkningen  var  modsat.  Det  her  afbildede  (Fig.  106)  —  De  Baumarchais:  Le 
barbier  de  Séville  —  har  grønlig-graa  Indlægning  paa  brunlig-rød  Grund,  vexlende  med 
enkelte  mørkegrønne  Partier.  Titlen  og  enkelt  Linier  er  paatrykt  i  Guld,  Bogen  har 


Bind  i  mørkerødt  Skind  af  Carl  Petersen  efter  Tegning  af  Hans  Tegner. 


54 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


Guldsnit,  og  Forsatsen  er  af  rød,  vatret  Silke,  omgivet  af  en  smal  gylden  Bort.  Helheden 
er  sart  og  yndefuld  i  sin  Virkning.  Immanuel  Petersen,  som  sammen  med  Carl  Petersen 
(Specialisten  L.  Flyge  undtagen)  staar  i  første  Række  blandt  vore  Bogbindere ,  havde 
udført  Bindet  til  »Tolla«  efter  Hans  Tegners  Tegning  (Fig.  109).  Som  Bogbind  var  det 
et  Mesterstykke,  kun  virkede  det  gule,  glatte  Skind  ikke  behageligt  paa  Øjet,  ligesom  den 
røde  Bundfarve  i  Titlen  var  lovlig  grel.  Kompositionen  var  sindrig  og  original  og  lige¬ 
som  alle  Tegners  Kompositioner  behersket  og  harmonisk.  Foreningens  Mærke  med  de 
to  Stedmoderblomster  og  et  Stempel  af  samme  Form  med  Bogstaverne  i  Navnet  »Tolla«, 
dækkede  i  regelbunden  Vexlen  Bogens  Sider,  trykte  i  Guld  paa  det  gule  Skind,  ligesom 
de  samme  i  svagt  Relief  paa  mat-grønlig  Grund  dannede  Forsatsen.  De  svungne,  punk- 


THM. 


Fig.  111.  Lædermosaikbind  af  L.  Flyge  til  K.  Gjellerups  ->Min  Kjærliglieds  Bog«'. 

terede  Linier,  som  indrammede  Stemplerne,  var  muligvis  vel  spinkle,  og  Titlen  sad  vel 
højt  tilvejrs  paa  Ryggen,  men  saadanne  Smaating  er  der  altid  Raad  for  at  afhjælpe.  Et 
andet  Bind  af  Hans  Tegner,  komponeret  for  en  ivrig  Bogven,  Boghandler  G.  Philipsen, 
og  udført  af  Carl  Petersen,  var  som  Helhed  nok  saa  dekorativt  som  »Tolla«.  Det  er 
komponeret  til  Novellesamlingen  »Soldater«  og  var  foruden  i  Shirting  udført  for  et  enkelt 
Exemplars  Vedkommende,  det  her  afbildede  (Fig.  110),  i  fint,  mørkerødt  Skind  med  rig 
Forgyldning.  Man  maa  beundre  det  sikre  Øje  og  den  Finforstaaelse,  som  saa  vel  afvejet 
har  fordelt  de  dekorative  Enkeltheder. 

Medens  Immanuel  og  Carl  Petersen  virker  gjennem  alle  Bogbinderkunstens 
almindelige  Former ,  og  medens  de  overalt  præsterer  saa  dygtige  og  smagfulde  Ar¬ 
bejder,  at  man  maa  yde  dem  sin  fuldeste  Anerkjendelse,  saa  har  L.  Flyge  valgt  sig  en 


Moderne  Bogbind  paa  den  internationale  Bogudstilling, 


55 


Specialitet,  hvori  han  ligefrem  er  Mester,  vel  sagtens  en  af  de  første  nulevende.  Det  er 
Læder  mos  aiketi,  han  har  valgt  sig,  denne  langsomme  og  vanskelige  Kunst,  at  udskjære 
Læderet  og  lægge  det  Side  om  Side  i  kunstfærdige  Mønstre,  saa  akkurat,  at  kun  Farven 
viser  Adskillelsen,  og  saa  plant,  at  intet  Fremspring  støder  Øjet.  Om  denne  Form  for 
Bogbinderkunst  egentlig  er  saa  saare  meget  værd  i  kunstnerisk  Henseende,  er  et  Spørgs- 
maal,  men  at  den  fordrer  en  Mands  særlige  Evner  for  at  lykkes,  det  er  sikkert.  Der 


Fig.  112.  Lædermosaikbind  af  L.  Flyge  efter  Tegning  af  Thorvald  Bindesbøll. 


hører  en  utrolig  Taalmodighed,  en  haarfin  Akkuratesse  og  en  udviklet  Smag  dertil.  Begge 
de  første  Egenskaber  besidder  L.  Flvge,  den  sidste  i  ringere  Grad;  der  fandtes  i  hans 
Montre  Bind,  som  i  grel  Farvesammensætning  og  stilløs  Komposition  var  fæle  at  se  paa, 
men  der  fandtes  ogsaa  Bind,  som  udførte  efter  Kunstneres  Tegninger  var  sande  Pragt¬ 
stykker.  Som  et  særlig  yndefuldt  Exemplar  i  en  Genre,  som  forøvrigt  ikke  er  abscdut 
efterlignelsesværdig,  kan  nævnes  Bindet  til  »Min  Kjærligheds  Bog«  af  Karl  Gjellerup, 
udført  for  Boghandler  Philipsen  (Fig.  iii).  Paa  en  Grund  af  mat,  mørkebrunt  Chagrin  er 
indlagt  en  vild  Rosengren  med  hvide  og  matgule  Blomster  mellem  grønne  Blade  i  flere 


56 


Tidsskrift  for  Kunstindustri, 


Nuancer.  Forsatsen  er  af  mørkebrun,  vatret  Silke,  indrammet  af  en  gylden  Stjernerand 
paa  blank,  mørkebrun  Grund.  Der  er  en  egen  Stemning  over  dette  farvefine  lille  Bind. 

Efter  Thorvald  Bindesbølls  Tegning  og  paa  Bestilling  af  »Foreningen  for  Bog- 
haandværk«  havde  Flyge  endvidere  udført  omstaaende  Bind  til  Weitemeyers:  Danemark 
(Fig.  1 1 2).  Skindets  Lokalfarve  er  mørk,  brunlig-violet,  røde  og  brune  Blomster  er 
strøede  henover  en  mat-gullig  Bund,  afbrudt  af  gullig-hvide  Blade.  Forsatsen  er  over¬ 
ordentlig  nydelig:  hvidt  Filtrerpapir,  delt  ved  enkelte  gyldne  Tværlinier.  Farvesammen- 
stillingen  har  ikke  undgaaet  en  vis  Grelhed,  kun  Ryggen  er  helt  god.  Kompositionen  er 
lidt  urolig,  men  ret  original,  og  Bindesbøll  har  her  for  en  stor  Del  undgaaet  det  bisart¬ 
brutale,  som  skæmmer  hans  Bind  til  I  roldtøj.  Udførelsen  er  mønsterværdig. 

Vi  ejer  naturligvis  baade  flere  dygtige  Bogbindere  og  flere  offervillige  Bogelskere 
f.  Ex.  Karl  Gjellerup,  end  de  allerede  nævnte,  men  her  er  ikke  Plads  til  at  gaa  videre 
end  allerede  sket.  Den  internationale  Bogudstilling  vakte  en  Opmærksomhed,  sikkert 
større  end  anet,  og  forhaabentlig  saare  omfattende  i  sine  Resultater.  De  Flerrer  og  de 
Institutioner,  der  satte  den  i  Scene,  fortjener  oprigtig  Tak  for  deres  Energi  og  Opoffrelser. 


Fig-  H3-  Vignet  tegnet  af  Alfred  Parson. 


Frankrigs  Kunstindustri  frygtet  i  Tyskland. 

I  Heftet  Nr.  31  af  »Zeitschrift  d.  Vereines  deutscher  Zeichenlehrer«  for  den  iste 
December  1890  findes  en  Artikel  om  Pariser-Udstillingen,  i  hvilken  bl.  A.  ogsaa  Udtalelser 
af  den  her  i  Landet  bekjendte  Direktør  for  Hamburgs  Industri-Museum,  Dr.  Brinckmann . 
fremdrages,  og  hvori  Tyskland  anspores  til  at  tage  Kampen  op  med  Frankrig  paa  det 
kunstindustrielle  Omraade.  Af  nævnte  Artikel  hidsættes  følgende: 

Hvorledes  opnaaede  Franskmændene  at  omgive  Udstillingen  med  dette  bedaa- 
rende  Trylleri,  hvoraf  selv  den  mest  valne  Tilskuer  følte  sig  overvældet,  og  hvorfor  have 
vi  Tyske  endnu  ikke  kunnet  frembringe  en  lige  saa  fuldendt  Udstilling?  Aarsagen  hertil 
er  ikke  alene  den,  at  vi  ikke  besidde  nogen  Stad,  der  kan  maale  sig  med  Paris;  den 
ligger  dybere,  thi  kompetente  Mænd  paastaa,  at  vi  i  en  saadan  Væddekamp  aldeles  ikke 
have  Udsigt  til  at  gaa  af  med  Sejren  i  nogen  Henseende. 

En  Medarbejder  ved  »Koln.  Zeit.«  skriver:  »Jeg  har  overværet  de  storartede 
Slutningsfester  ved  Verdensudstillingen  og  kan  trøstig  sige,  at  kun  sjelden  ere  de  til  et 
sligt  vældigt  Foretagende  knyttede  Forventninger  i  den  Grad  bievne  overtrufne,  som  her 
var  Tilfældet.  Iblandt  alle  Nationaliteter  hørtes  kun  den  ene  Mening,  at  der  var  bleven 
præsteret  en  saadan  Rigdom  af  Skjønhed  og  af  Smagfuldhed,  hvortil  Verden  aldrig  havde 


Frankrigs  Kunstindustri  frygtet  i  Tyskland 


57 


set  Magen.  ■ - Udstillingen  frembød  ikke  alene  et  pragtfuldt  Billede,  men  den  viste 

ogsaa  den  franske  Industri  og  dens  Teknik  i  det  mest  glimrende  Lys,  og  den  har  i 
Virkeligheden  bidraget  meget  til  at  forhøje  Frankrigs  Anseelse  i  Udlandet;  thi  den  gav 
et  ganske  andet  Billede  af  Landet  end  det,  man  er  vant  til  at  danne  sig  om  det  efter 
dets  politiske  Forhold.  At  Udstillingen  ogsaa  maa  have  en  heldig  Indflydelse  paa  Landets 
Udførsel  skal  kun  omtales  i  anden  Række«. 

Det  samme  fremhævede  ogsaa  Siemens  paa  den  internationale  elektriske  Udstilling 
i  Frankfurt  a.  M.  Han  ansaa  det  nødvendigt  for  Tyskland  at  afholde  en  Verdens¬ 
udstilling,  dersom  det  ikke  altfor  meget  skulde  komme  til  at  mærke  Følgerne,  baade  i 
merkantil  og  i  teknisk  Henseende,  af  Pariser-Udstillingen;  »thi  at  vi  lide  under  Følgerne 
heraf,  er  utvivlsomt,  ikke  alene  herhjemme  men  ogsaa  igjennem  vore  Kunder  hinsides 
Atlanterhavet;  meget  ville  vi  tabe«. 

Hvad  der  gjælder  paa  det  tekniske  Omraade,  gjælder  endnu  mere  paa  det  kunst¬ 
industrielle  ;  i  den  sidste  Aarsberetning  fra  Hamburgs  Handelskammer  bliver  der  sagt  om 
Tysklands  Industri:  »Den  tyske  Industri  har  ikke  holdt  Skridt  med  Verdenshandelens 
Udvikling«. 

I  samme  Retning  som  »Koln.  Zeitg. «s  Korrespondent  udtaler  sig  ogsaa  Prof.  Dr. 
Steche  ved  Dresdens  Polyteknikum:  »Arkitekterne,  Ingeniørerne  og  Maskinfabrikanterne  (i 
Frankrig)  have  fejret  de  største  Triumfer«. 

Dr.  Brinckmann,  Direktør  for  Hamburgs  Industrimuseum,  ytrede  i  Bremen,  hvor 
han  holdt  et  Foredrag  over  Pariser-Udstillingen  og  Hamburger-Udstillingen  1889,  følgende: 
»Ikke  alle  Nationer  deltoge  i  Pariser-Udstillingen,  Tyskland  manglede  aldeles,  men  hvad 
de  fremmede  Nationer  ikke  bragte,  det  havde  Franskmændene  selv  frembragt  i  ganske 
overvældende  Mængde,  og  det  er  lykkedes  dem  at  bringe  en  Udstilling  i  Stand,  der  over- 
gaar  Alt,  hvad  de  tidligere  Verdensudstillinger  have  indeholdt  af  Skjønhed,  Elegance  og 
god  Smag.  Der  havde  i  den  sidste  Tid  lydt  Røster  om,  at  Tyskland  burde  afholde  en 
Verdensudstilling,  men  han  vilde  dog  sige,  at  han  ikke  kunde  deltage  i  en  saadan.  Paa 
det  tekniske  Omraade  kunde  Tyskland  maaske  endnu  maale  sig  med  andre  Nationer, 
men  hvad  Kunstindustrien  angaar,  saa  maa  det  ikke  holdes  hemmeligt,  at  hvor  meget  der 
end  er  arbejdet  i  de  sidste  Aartier,  saa  staa  vi  dog  langt  bagved  (weit  hinter) 
Franskmændene. 

Vi  tør  ikke  overvurdere  vore  Fremskridt,  men  Franskmændene  ere,  næsten  paa 
ethvert  kunstindustrielt  Omraade,  forud  for  os.  Vi  maa  vente  en  god  Stund  endnu,  for¬ 
inden  vi  med  Udsigt  til  et  godt  Resultat  tør  indlade  os  paa  en  Væddekamp  i  en  tysk 
Verdensudstilling  med  Franskmændene.  Saavel  paa  det  keramiske  som  paa  Gobelin¬ 
fabrikationens  Omraade  have  de  franske  Statsfabriker  ydet  noget  ganske  overordentligt. 
Det  havde  interesseret  ham  meget  at  se  ■  de  franske  Haandværkerskolers  Udstilling. 
(Staten  bidrager  aarlig  med  16  Millioner  Francs  til  dem,  hvoraf  Paris  alene  faar  de  8 
Miil. ;  Preussen  bidrager  aarlig  kun  1,600,000  Mk.,  bemærker  Tidsskriftets  Red.).  Han 
tror,  at  vi  Tyske  have  al  Grund  til  at  interessere  os  mere  for  vore  Haandværkerskoler«. 

Det  er  netop  paa  vore  Haandværkerskoler,  at  vor  Opmærksomhed  særlig  maa 
rettes,  naar  Industrien  og  Kunstindustrien  skal  udvikles  bedre  i  Tyskland,  dersom  vi 
skulle  frembringe  Noget,  der  kan  maale  sig  med,  hvad  vore  Naboer  hinsides  Rhinen 
frembringe,  saavel  hvad  smukke  Former  som  hvad  Renhed  i  Stilen  angaar.  —  Vi  maa 
gaa  et  Skridt  videre,  der  maa  fremfor  Alt  skænkes  Tegneundervisningen  i  de  almindelige 
Skoler  tilnærmelsesvis  den  samme  Opmærksomhed,  som  den  nyder  i  Frankrig. 

Kun  den  paa  rette  Maade  meddelte  Tegneundervisning  udvikler  Øjet  og  lukker 
det  op  for  den  rette  Forstaaelse  af  den  os  omgivende  Skjønhed.  Dersom  alle  de,  der 
besøge  vore  Haandværkerskoler,  paa  et  tidligere  Standpunkt  havde  rigtig  lært  at  se  og  at 

8 


58 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


gjengive  det  Sete  rigtigt,  saa  var  allerede  et  stort  Forarbejde  udrettet.  Opmærksomheden 
maa  derfor  være  rettet  paa  Tegneundervisningen  i  vore  lavere  og  højere  Skoler,  dersom 
Kunstindustrien  skal  komme  til  at  florere,  saa  at  vort  Fædreland  kan  erhverve  sig  en  ny 
Kilde  til  Rigdom,  den,  som  Frankrig  nu  drager  til  sig.  Hvad  Hovedbærerne  af  Kunst¬ 
industrien  —  Mønstertegnerne  —  angaa,  saa  har  Dr.  Gurlitt  udtalt  sig  herom  i  et  Møde, 
som  afholdtes  den  13de  Februar  1890  i  Kunstindustriforeningen  i  Berlin.  Hans  Udtalelser, 
der  hverken  komme  overraskende  eller  kunne  være  udtømmende,  gjøre  et  nedslaaende 
Indtryk  paa  alle  dem,  der  ikke  ønske,  at  den  friske  Strømning,  som  nu  gjennemrisler  Tysk¬ 
lands  Kunstindustri,  skal  løbe  ud  i  Sandet.  Han  siger:  »De  tyske  Mønstertegnere,  der 
indtage  en  anerkjendt  og  uafhængig  Stilling,  lade  sig  tælle  paa  Fingrene.  Selv  bekjendte 
og  betydelige  Tegnere  kunne  i  Reglen  kun  opnaa  i  gunstigste  Tilfælde  Halvdelen  eller 
Tredjedelen  af,  hvad  der  betales  for  lignende  Arbejde  i  Frankrig,  hvor  de  industrielle 
Mønstertegneres  Kunst,  ifølge  en  ældgammel  Tradition,  staar  i  høj  Anseelse.  Næsten  alle 
vore  fremragende  Kræfter  stamme  fra  franske  Atelierer.  Vi  ere  saa  afhængige  af  Frankrig, 
at  næppe  noget  godt  Stof-  eller  Tapetmønster  bliver  fremstillet  i  Tyskland,  uden  at  det 
har  fransk  Initiativ  til  Grundlag«. 

Artiklens  Forf.  slutter  med  at  udtale,  at  Tegneundervisningen  burde  indtage  en 
Del  af  de  gamle  Sprogs  Plads  i  Skolerne.  Han  henviser  til  Norge,  Rusland  og  Ungarn, 
hvor  de  gamle  Sprog  blive  mere  og  mere  trængte  tilbage,  og  han  haaber,  at  den  Kom¬ 
mission,  der  for  Tiden  i  Berlin  arbejder  paa  en  Reform  af  den  højere  Undervisning  i 
Preussen,  maa  komme  til  at  indrømme  den  Betydning,  som  Tegneundervisningen  spiller  i 
Nutiden,  for  at  Tyskland  ogsaa  paa  den  fredelige  Væddekamps  Omraade  kan  blive 
Frankrig  en  sideordnet  Modstander.  O.  M.  (Slagelse). 


Auktionen  efter  Generalmajor  M.  B.  Nagler. 


Ugebladet  La  Chronique  des  ar/s,  der  udkommer  i  Paris,  begynder  Aaret  rundt 
ethvert  af  sine  Numre  med  en  Række  Meddelelser  om  de  i  Ugens  Løb  forefaldne  Avk- 
tioner.  Mouvements  des  ar/s  staar  der  over  disse  Meddelelser,  og  det  er  som  oftest  Hd/el 
DrouoZ,  der  figurerer  som  Avktionssted.  Det  er  navnlig  Priserne,  hvormed  Gjenstandene 
betales,  som  noteres,  og  selv  om  det  ikke  er  f.  Ex.  en  saa  renommeret  Samling  som  Ph. 
Burlys  japanske  Kunstgjenstande,  der  sælges  —  de  bleve  solgte  i  Marts  1  Aar  have 
Priserne  Interesse;  ti  de  gaa  ofte  endog  meget  højt.  I  April  bortavktioneredes  en  Del 
Gjenstande  tilhørende  to  blot  ved  Forbogstaver  angivne  Ejere,  og  et  Marmorur  med 
Bronceprydelser  fra  Ludvig  XVPs  Tid  gik  ved  denne  Lejlighed  i  ikke  mindre  end  13,800 
Frcs.,  et  Salonmøbel  fra  samme  Tid  i  9000  Frcs.  o.  s.  v. 

Der  maa  være  spændende  Øjeblikke  ved  saadanne  Avktioner,  hvor  Samler  staai 

mod  Samler,  Land  ofte  mod  Land. 

Her  hjemme  have  vi  intet  Tilsvarende.  I  alt  Fald  er  det  kun  undtagelsesvis, 
som  da  for  nylig  Frederik  VIPs  Medaljesamling  solgtes  ved  Avktion  efter  Etatsraad 
Klemp.  Ved  den  var  der  mødt  Samlere  fra  Hamburg,  som  bød  Priserne  op.  Som  Regel 
sælges  her  kun  Gjenstande,  der  ikke  have  Interesse  for  det  store  evropæiske  Marked,  Alt 
gaar  jævnt  og  roligt.  Tidsskrift  for  Kunstindustri  har  derfor  ikke  haft  mange  Meddelelser 
fra  Avktioner,  væsentlig  kun  fra  Kammerherre  /.  F  Sicks  (1885,  S.  124),  Tru  S.  Puggaards 


Avktionen  efter  Generalmajor  M.  B.  Nagler. 


5  g 


(1886,  S.  60)  og  Kammerherre  Haxthausens  (1889,  S.  165),  og  det  er  da  ogsaa  kun  paa 
et  enkelt  Punkt,  at  Avktionen  efter  Generalmajor  Nagler  har  nogen  Interesse,  hvad  strax 
vil  vise  sig  ved  en  Udsigt  over,  hvad  dens  enkelte  Afdelinger  indbragte: 


Glas  m.  m.  34  Numre .  255  Kr.  40  Øre 

Porcellæn  50  — .  1913  —  60  _ 

Daaser,  Medaljer  43  — .  1270  _  26 _ 

Piber,  Cigarrør,  Stokke  37  — .  209  _  75  _ 

Sølv  145  — .  ,  9109  —  42  — 

Dekoration  og  Nips  73  — .  1391  _  30  - 

Vaaben  12  — .  416  —  »  — 

Møbler  161  — .  4167  —  25  — 

Broderier  m.  m.  16  — .  166  _  75  — 

Kobberstik  i  Ramme  48  — .  302  —  »  — 

Løse  Blade  44  — .  260  _  »  _ 

Malerier  83  — . 21,959  —  83  — 

f>0ger  1195  — .  2351  —  »  — 


Tilsammen  indkom  der  c.  43,800  Kr.,  der  med  Tillæg  af  6  pCt.  i  Omkostninger 
voxede  til  c.  46,500  Kr. 


Fig.  1 14.  Sølvterrin  (kjøbenhavnsk  Arbejde,  1750). 


Malerierne,  der  falde  udenfor  hvad  der  her  skal  omtales,  indbragte  mest.  Det 
var  enkelte  Billeder,  der  her  gjorde  Udslaget;  til  Deres  kgl.  Højheder  Kronprinsen  og 
Kronprinsessen  kjøbtes  der  saaledes  4  Billeder  (Nr.  7,  23,  25  og  50)  for  tilsammen  5535  Kr. 
Men  derefter  kommer  Sølvafdelingen,  og  det  er  den,  der  her  skal  dvæles  ved.  —  I  flere  af 
Afdelingerne  var  der  Stykker,  som  havde  Værd ;  det  store  kgl.  Bibliotek  kjøbte  saaledes 
en  Del,  navnlig  franske,  Bøger  (for  368  Kr.),  Mønt-  og  Medaljesamlingen  kjøbte  Numrene 
368,  369  og  373,  Dansk  Folkemuseum  Numrene  319  og  350  o.  s.  v.,  men  Interessen  var 
væsentlig  knyttet  til  Sølvafdelingen,  hvis  c.  1980  Lod  Sølv  betaltes  med  gjennemsnitlig 
lidt  over  4 %  Kr.  Loddet.  Nogle  enkelte  Numre  gik  for  1  Kr.  50  Øre  pr.  Lod,  men  en 
betydelig  Række  Numre  betaltes  med  to  Kr.  og  derover,  ja  indtil  25  Kr.  Loddet,  hvad 
der  viser  en  Stigen  i  Priserne.  Paa  Sicks  Avktion  gik  kun  et  lille  Bæger  saa  højt  som  til 
20  Kr.  50  Øre  Loddet.  De  25  Kr.  opnaaedes  for  Nr.  253  »et  højt  Bæger  i  Blomsterform, 
med  drevne  Blomster,  paa  Mellemstykket  et  tresidet  Ornament,  10  Lod«.  Det  kjøbtes 
for  250  Kr.  til  Hds.  kgl.  Højhed  Kronprinsessen,  der  i  det  Hele  erhvervede  1 7  af  Sølv¬ 
afdelingens  145  Numre,  nemlig  Nr.  247 — 51,  253—55,  258,  260,  263,  265-79  og  277. 

S* 


6o 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


Hvad  der  gav  Sølvafdelingen  sin  Karakter,  var,  at  den  indeholdt  et  saa  stort 
Antal  Sølvgjenstande  med  danske  Mærker,  men  man  skulde  vide  det  forud  eller  opdage 
det  ved  at  undersøge  Gjenstandene.  Katalogen  forholdt  sig  tavs  herom,  og  hvor  let  er 
det  ikke  ved  en  Fortegnelse  over  Sølvgjenstande  som  Regel  at  tilføje  Stedet,  hvor  de 


Fig.  1 15.  Sølvflødekande  (kjøbenhavnsk  Arbejde,  1766). 

ere  gjorte  og  ofte  ogsaa  et  bestemt  Aarstal.  Nu  som  før  skal  Tidsskriftet  anbefale,  at 
Avktionskatalogerne  over  kunstindustrielle  Gjenstande  affattes  omhyggeligt.  Det  betaler  sig. 
Blandt  de  kjøbenhavnske  Sølvgjenstande  paa  den  Någlerske  Avktion  skal  særlig  nævnes 
de  her  afbildede:  Fig  114,  en  lille  oval  Terrin  i  saakaldet  knækket  Arbejde  (Nr.  230,  50 
Lod),  der  skriver  sig  fra  Tiden  strax  efter  1750,  den  betaltes  med  270  Kr.;  Fig.  1 15,  en 


Fig.  1 16.  Sølvtepotte  (kjøbenhavnsk  Arbejde,  1781). 


Flødekande  med  drevne  Ornamenter  og  knækket  Rand  (Nr.  243,  7 1/2  Lod),  der  er  fra 
1766,  den  betaltes  med  67  Kr.  50  Øre,  og  endelig  Fig.  116  en  Tekande  fra  1781  (Nr. 
22 g,  21  Lod),  der  betaltes  med  147  Kr.  Tepotten  erhvervedes  af  Gehejmeetatsraad  Rosensta?id, 
Flødekanden  af  den  russiske  Gesandt  Greve  Toli,  Terrinen  af  Antikvitetshandler  Sørensen. 
Ved  Tekanden  er  der  den  Forunderlighed,  at  den  ved  Siden  af  det  kjøbenhavnske  Prøve¬ 
sølvsmærke  og  den  vedkommende  Guldsmeds  Mærke  (J.  J.  S.),  begge  med  Aarstallet  1  781, 


Mindre  Meddelelser. 


61 


om  Guardejnmærke  har  P.  N.  v.  Havens  Mærke  (ovfr.  S.  35.  Fig.  69),  skjendt  han  for¬ 
længst  var  død  den  Gang.  Han  var  Guardejn  fra  ,729  til  ,749.  Og  den  heri  liggende 
Gaade  er  ikke  enestaaende.  Det  findes  oftere,  at  Gttardejnnrærket  ikke  passer  til  de 
øvnge  .  en  Solvgjenstand  anbragte  Mærker,  og  Fænomenet  trodser,  som  det  synes  enhver 
forklaring.  Det  skyldes  muligvis  en  tilfældig  Vilkaarlighed. 

Alf  At  dømme  efter  de  i  det  Heeske  Avktionslokale  udstillede  Gjenstande ,  da 
v  donen  den  10.  Marts  i  Aar  tog  sin  Begyndelse,  har  Generalmajor  Nagler  særlig 
interesseret  sig  for  Sølvsager.  Men  hermed  maa  dog  bemærkes,  at  han  har  ejet  Gjen- 
stande,  der  ikke  kom  paa  Avktionsbordet.  Ovenfor  S.  41  hævnes  saaledes  5  af  ham  til 
n tiksamlingen  testamenterede  Tanagrafigurer.  De  paa  Forhaand  udtagne  Gjenstande 
rave  og  næppe  været  talrige,  og  Avktionskatalogens  keramiske  Afdeling,  der  i  Alt 
m  ragte  1914  Kr.,  belyses  tydeligt  derved,  at  noget  over  Halvdelen  af  den  nævnte 
yum  indkom  for  to  Numre  (71  og  72),  et  Fiirstenberger  Spisestel  og  15  Par  danske 
yopper,  c  e -orerede  som  det  nævnte  Stel;  begge  Numrene  kjøbtes  af  Hof-Juveler  C. 
ichelsen,  1  hvis  Familie  Stellet  tidligere  havde  været.  Generalmajor  Nagler  har,  naar 
0  vgjenstandene  undtages,  næppe  været  egentlig  Samler,  men  han  har  gjærne  villet 

iTu-  gme  *°g  SmUkke  GJ'enstande  omkring  sig,  og  til  at  opnaa  dette  har  hans  høje 
Stilling  bl.  A.  ved  de  Rejser,  den  medførte,  givet  ham  god  Lejlighed 

Melior  Brorun  Nagler,  der  i  April  1826  fødtes  i  Helsingør  i  en  militær  Familie 
lans  fader  var  Kaptajn  1  Artilleriet  —  valgte  den  militære  Karriere,  og  avancerede 
rask  frem  ad  denne,  til  han  i  1877  blev  Hofchef  hos  Deres  kgl.  Højheder  Kronprinsen 
og  ronprinsessen,  hvad  han  vedblev  at  være  til  1889,  da  han  blev  ramt  af  den  Sygdom 
der  den  6.  December  ifjor  endte  hans  Dage.  -  Naar  hans  høje  Herskab  derefter,  som 
det  ovenfor  Staaende  viser,  har  ønsket  at  besidde  forskjellige  af  hans  Ejendele,  er  det 
pietetsfuldt  mod  hans  Minde,  men  samtidigt  have  Deres  kgl.  Højheder  —  ved  denne 

Lejlighed  som  ofte  tidligere  —  vist,  at  de  have  et  aabent  Øje  for  saavel  Kunst  som 
Kunstindustri. 

C.  N. 


Mindre  Meddelelser. 


I  Industriforeningens  Forevisninger  efter  den 
internationale  Bogudstillings  Slutning  har  der  af 
kunstindustrielle  Arbejder  været  udstillet,  i  Marts: 
en  Række  smukke  kunstvævede  Arbejder  fra  Enke¬ 
fru  Emma  Fischer,  et  ejendommeligt,  naturalistisk 
Dessertservice  i  Majolika  fra  Hof-Terrakottafabrikant 
R  Ipsens  Enke  (det  var  gjort  efter  Bestilling  og 
Opgave  af  Sir  Stourbridge  i  England),  et  Alter  i 
Majolika  fra  Herman  Kakler  i  Næstved  (efter  Teg¬ 
ning  af  H.  Hansen  Rejs  trup);  —  i  April:  en 
smedet  Vindfløj  fra  Fr.  Doberck  &  Søn  til  Helsing¬ 
ørs  Jernbanestation,  samt  til  Jesu  Kirken  i  Valby  : 
to  Par  Døre  fra  F  Oxelberg ,  det  ene  Par  med 
Broncefyldinger  fra  Metalstøber  Oluf  Schieltved,  en 
broderet  Messehagel  fra  Tegne-  og  Kunstindustri¬ 
sko/en  for  Kvinder,  et  Alterklæde  fra  Guldtrækkerne 
Seifert  &  Nørgaard  samt  en  Alterdug  fra  Fru 


Julie  Petersen  f.  Wagner.  Den  nævnte  Kirke  be¬ 
kostes  som  bekjendt  af  Brygger  Carl  Jacobsen. 

Karl  Madsen  bar  i  en  livlig  fortalt  Bog  » Hol¬ 
landsk  Malerkunst.  Første  Række:  Tiden  før  Rem- 
brandt«  samlet  en  Række  Studier  og  Indtryk.  De 
pege  alle  fremad  mod  Rembrandt  som  det  ædleste 
Udtryk  for  den  hollandske  Kunsts  bedste  Egenskab, 
den  at  have  bygget  fast  paa  egen  Grund.  Overfor 
alle  sydlandske  Traditioner  fremhæves  han,  »Maler¬ 
kunstens  Ærkekjætter«,  »som  Opdrager«  ogsaa  for 
vor  Kunst  »til  at  blive  i  Overensstemmelse  med  vor 
inderste  Natur«.  I  Bogens  sidste  Afsnit  belyses 
Kunstnerforholdene  i  det  17de  Aarhundredes  Hol¬ 
land.  De  mest  fremtrædende  Træk  er  Kunstnernes 
store  Mængde  og  store  Fattigdom.  De  udgjorde 
ikke  nogen  særlig  fejret  Stand,  og  deres  Lav, 


62 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


Lukasgilderne,  talte  Rækker  af  Medlemmer  udenfor 
den  egentlige  Kunstnerstand,  hvad  der  dog  kun 
tildels  skyldes  den  Omstændighed,  at  Kunst  og 
Kunsthaandværk  den  Gang  stod  hinanden  nærmere 
end  nu.  Til  Bogen  har  Thorvald  Bindesbøll  tegnet 
en  Del  gode  Friser  og  Vignetter. 

Af  Norges  mærkelige  Stavkirker  er  der  endnu 
24  tilbage,  nogenlunde  bevarede;  i  7  bestaaende 
Kirker  findes  endnu  Dele  af  de  gamle  Stavkirker; 
fra  45  nedrevne  Kirker  haves  Oplysninger  i  Teg¬ 
ninger  eller  i  bevarede  Rester,  og  om  6  Stavkirker 
kan  der  endnu  i  Folkemunde  høres  Forskjelligt. 
Det  heri  liggende  rige  Materiale  har  i  en  Aarrække 
været  Gjenstand  for  Professor  L.  Dietrichsons  Stu¬ 
dier  (se  f.  Ex.  Aarg.  1887  af  dette  Tidsskrift),  og 
han  har  nu  paa  Alb.  Cammermeyers  Forlag  udsendt 
iste  Hefte  af  et  større  Værk  »De  norske  Stavkirker «, 
der  i  lang  Tid  har  været  ventet,  og  som  sikkert 
vil  blive  baade  oplysende  og  interessant.  Holger 
Drachtnani:  har  i  en  Rejsemeddelelse  kaldet  en  af 
disse  Kirker,  Kirken  i  Borgund,  »et  genialt  Barns 
Indfald,  udsnittet  af  en  enfoldig  Kæmpes  Tollekniv«. 
Herimod  protesterer  Dietrichson.  Han  vil  i  Mod¬ 
sætning  hertil  vise,  »hvad  disse  Mindesmærker  fra 
Middelalderens  fjærne  Dage  indeslutte  af  Kunstfær¬ 
dighed  og  konstruktiv  Evne,  af  Historie  og  hellig 
Tradition,  af  et  Fantasiliv,  som  for  at  blive  helt 
forstaaet  fordrer  at  studeres  og  forklares  ud  fra  de 
Kulturbetingelser,  fra  hvilke  de  ere  udgaaede«. 
—  I  hvor  høj  Grad  disse  Levninger  af  en  æld¬ 
gammel  Bygningskunst  fængsle  dem,  der  alvorligt 
sysle  med  dem ,  kan  ses  af  et  samtidigt  udkommet 
svensk  Skrift  af  Johan  Bruun:  »Norges  Stavkyr- 
kor,  ett  Bidrag  til  dån  romanska  Arkitekturens  Hi- 
storia«.  Det  er  med  en  vis  Entusiasme,  at  han 
fører  »konstens  vildvuxna  dotter,  hvars  dystra  fag- 
ring  i  armods  dragt  intet  lockande  haft  for  hopen«, 
frem  for  Læseren. 

Kunstindustrimuseet  i  Kristiania  har  udgivet  en 
Katalog  over  Museets  Bibliotek.  Den  omfatter  ligesom 
den  ovfr.  S.  39  nævnte  Katalog  fra  Kunstindustri- 
museet  i  Bergen  foruden  de  egentlige  Bøger  ogsaa 
de  væsentligste  Artikler  i  de  af  Biblioteket  holdte 
Tidsskrifter.  Den  er  derfor  ligesom  denne  en  for¬ 
trinlig  Haandbog.  Den  ender  med  en  Fortegnelse 
over  de  systematiske  Grupper,  hvori  Museets  Sam¬ 
ling  af  Mønsterblade  er  ordnet;  Samlingen  ud- 
gjør  ikke  mindre  end  6500  Blade.  Af  Katalogens 
Fortale  ses  det,  at  Museets  Bibliotek  væsentlig  er 
blevet  grundlagt  ved  Guldsmed  Oluf  Tostrups 
værdifulde  Bogsamling,  som  han  ved  sin  Død  i 
1882  efterlod  det.  —  Katalogen  (stor  8  °,  80  S.) 
er  et  nyt  dygtigt  Arbejde  i  Museets  Tjeneste  af 
Konservator  Grosch. 

Vestlandske  Kunstindustrimuseum  i  Bergen  har 
paany  ladet  høre  fra  sig.  Denne  Gang  ved  en 


Fører  gjennem  dets  Samlinger.  Den  er  ligesom 
Katalogen,  der  er  omtalt  ovfr.  S.  39,  udarbejdet  af 
Museets  Konservator  Joh.  Bøgh.  Det  ses  af  den, 
at  det  unge  Museum  alt  er  mærkeligt  rigt,  men 
det  maa  ogsaa  huskes,  at  det  er  Kristiania-Kjøb- 
manden  P.  Simonsens  Samlinger,  der  ved  Grosserer 
C.  Sundts  Gavmildhed  danner  Grundlaget  for  det  (se 
forr.  Aarg.  S.  139). 

Fra  Flensbur gs  Kunst-Gewerbe- Museum  fore¬ 
ligger  en  Beretning  for  Aaret  1890.  Det  fremgaar 
af  den,  at  Museet  har  haft  5,200  Mark  at  raade 
over  i  Aarets  Løb,  4000  Mrk.  som  Statsbidrag,  1200 
Mrk.  som  Bidrag  fra  Byen.  Desuden  har  Provin- 
sial-Landdagen  bevilget  Flensburg  5°>0O°  Mrk.  til 
Opførelse  af  en  Bygning  for  Museet,  saaledes  at 
det  formentlig  snart  vil  faa  et  passende  Hjem.  Be¬ 
retningen  beskriver  og  afbilder  nogle  af  de  væsent¬ 
ligste  i  Aarets  Løb  gjorte  Nyanskaffelser  og  giver 
forøvrigt  en  Del  Oplysninger  om  Flensburgs  Stilling 
under  Kristian  IV,  navnlig  til  Opklaring  af  Spørgs- 
maalet  om  Forholdet  mellem  de  til  Hertugdømmerne 
fra  Holland  paa  den  Tid  indførte  Møbler  og  de 
Hertugdømmerne  selv  gjorte  Møbler. 

Den  nylig  udkomne  Beretning  om  den  af  den 
kunstindustrielle  Fagskole  i  Frankfurt  am  Main  i 
dens  første  10  Aar  udfoldede  Virksomhed  gjør  op¬ 
mærksom  paa,  at  de  fra  den  udgaaede  Elever  saa 
godt  som  alle  ere  komne  i  gode  Stillinger,  og  til¬ 
føjer  med  en  vis  Tilfredshed,  at  af  dens  179  Ele¬ 
ver  er  kun  fire  gaaede  til  Kunstakademier.  Skolen 
har  et  andet  Maal  end  at  forberede  til  et  Kunst¬ 
akademi,  og  dens  Virksomhed  synes  herefter  at 
have  slaaet  an  paa  rette  Maade. 

Den  Lyst  til  at  have  en  Porcellænsfabrik,  som 
i  forrige  Aarhundrede  grasserede  hos  enhver  honnet 
Stat,  fremkaldte  en  Række  /Eventyrere,  der  efter  at 
have  lært  Lidt  et  Sted  søgte  at  slaa  Mynt  af 
denne  Viden  hos  Lysthavende.  Den  første  Arbejder, 
der  deserterede  fra  Meissen  Christoph  Konrad 
Hunger ,  er  en  fuldendt  Type  paa  en  saadan  Æven- 
tyrer.  Han  solgte  sig  1717  til  Wien,  1720  vendte 
han  denne  By  Ryggen  og  gik  til  Venedig,  saa  kom 
han  til  Meissen  igjen  (1727),  hvorpaa  han  paany 
deserterer  for  at  gaa  til  Stokholm.  Han  arbejder 
ved  Rørstrand  1730— 1733  og  forsøger  sig  1737  1 
Kjøbenhavn. 

Den  6  Marts  indgav  de  tyske  Kunstindustri- For¬ 
eningers  Forbund  en  Adresse  til  den  tyske  Rigsdag 
om  ikke  at  følge  Rigskansleren  i  at  afknappe  Be¬ 
løbet  til  den  indre  Udstyrelse  af  den  nye  Rigsdags¬ 
bygning  i  Berlin,  hvis  Opførelse  har  kostet  meget 
mere  end  beregnet.  Den  tyske  Kunstindustri  længtes 
efter  at  faa  denne  Lejlighed  til  at  vise,  hvad  den 
formanede,  og  trængte  til  den  Understøttelse  i  sin 
Udvikling,  som  herved  bødes  den. 


Mindre  Meddelelser. 


63 


Den  19  Februar  indtog  Anionin  Proust  sidste 
Gang  Porsædet  ved  den  aarlige  Generalforsamling 
i  V  Union  centrale  des  arts  décoratifs.  Efter  i  9 
Aar  at  have  været  Foreningens  Præsident  ønskede 
han  at  trække  sig  tilbage.  Den  6  Marts  tiltraadte 
Georges  Berger  som  hans  Efterfølger.  Foreningens 
store  Betydning  ses  bl.  A.  deraf,  at  den  raad'er  over 
et  aarligt  Budget  paa  noget  over  300,000  Frcs. ;  dens 
Formue  udgjør  5,800,000  Frcs. 

Den  franske  Minister  for  den  offentlige  Under¬ 
visning  og  de  frie  Kunster  har  udnævnt  et  Conseil 
supérieur  des  Beaux-Arts,  der  skal  erklære  sig 
over  en  Række  Spørgsmaal  vedrørende  de  franske 
Kunstforhold.  Mellem  disse  Spørgsmaal  er  Reorga¬ 
nisationen  af  Sévres  samt  i  det  Hele  Værksteds¬ 
oplæreisens  Betydning.  Kommissionens  Afdelinger 
for  Museerne  og  det  franske  Akademi  i  Rom  har 
Jules  Ferry  til  Præsident,  medens  Berthelot  er 
Præsident  for  Afdelingen  vedrørende  Kunstindustri 
og  Spuller  Præsident  for  Afdelingen,  der  skal  be¬ 
handle  Kvindeundervisningen.  Det  er  mærkeligt 
ikke  at  finde  Antonin  Prousts  Navn  i  Kommissionen. 
-  Omtrent  samtidig  med  dens  Udnævnelse  har  han 
1  Ecole  des  hautes  études  holdt  et  Foredrag  om  de 
franske  Museers  Omordning  efter  Slægtskab  og  Stil. 

Musée  des  arts  décoratifs  i  Paris  har  erhvervet 
nogle  pragtfulde  Skaale  i  translucid  Emalje,  udførte 
af  F.  Thesmar.  I  en  Artikel  om  disse  meget  be¬ 
undrede  Arbejder  kalder  Eduard  Garnier  Thesmar 
for  Gjenopfinder  af  Fortidens  translucide  Emalje. 

I  den  Anledning  gjør  Victor  Champier  en  Indsigelse 
1  Marts-Heftet  af  Revue  des  arts  décoratifs  og 
minder  oyr  nogle  tidligere  af  Boucheron  udstillede 
translucide  Emaljer,  som  udførtes  for  ham  af  en 
Emaljør  Riffault. 

I  September  1890  afholdtes  i  Ziirich  en  Udstil¬ 
ling  af  Arbejder  fra  tekniske  Skoler  i  Schweiz.  87 
Skoler  deltoge  i  denne  Udstilling,  og  30  af  disse 
Skoler  gav  kun  Undervisning  i  Tegning  og  Model¬ 
lering.  Det  oplyses  i  denne  Anledning,  at  Tanken 
om  en  Tegneskole  allerede  dukkede  op  1704  i 
Genf,  der  var  berørt  af  franske  Forhold,  men  Lan¬ 
dets  ældste  École  de  dessin  kom  dog  først  i  Stand 
1 75  t  i  Ziirich.  Basel  fik  en  Tegneskole  1762,  og 
nu  gik  det  hurtigere.  Bern,  Ziirich  og  St.  Gallen 
fulgte  kort  efter  det  givne  Exempel. 

Tyskland  har  ifjor  faaet  tre  gode  Værker  om 
Vaaben,  der  i  høj  Grad  have  forøget  Kjendskabet 
til  de  gamle  tyske  Vaabensmede.  I  1865  udgav 
J.  H.  v.  Hefner  Alteneck  et  lille  Antal  Tegninger 
»Originalentwiirfe  deutscher  Meister  fur  Pracht- 
rustungen  franzosischer  Konige«,  i  hvis  Text  han 
hævdede,  hvad  der  alt  ligger  i  Titlen,  at  det  ikke 
var  Frankrig,  men  Tyskland,  der  havde  frembragt  en 
Række  bekjendte  Pragtrustninger.  Arbejdet  vakte 


stor  og  berettiget  Opsigt.  Nu  er  det  udkommet  i 
udvidet  Skikkelse  under  Titelen:  «Originalzeich- 
nungen  deutscher  Meister  des  16.  Jahrhunderts  zu 
ausgefuhrten  Kunstwerke  fur  Konige  von  Frankreich, 
Spanien  und  andere  Fursten«.  Og  hertil  er  yder¬ 
ligere  kommet  Wendelin  Boeheims  »Handbuch  der 
Waffenkunde.  Das  Waffenwesen  in  seiner  histori- 
schen  Entwickelung  vom  Beginn  des  Mittelalters  bis 
zum  Ende  des  18.  Jahrhunderts«,  og  Cornelius  Gar- 
htts  »Deutsche  Turniere,  Rustungen  und  Plattner 
des  16.  Jahrhunderts«.  Navnlig  det  sidste  Skrift 
giver  mange  nye,  paa  Arkivundersøgelser  støttede 
Oplysninger  om,  hvem  der  har  forfærdiget  en  Række 
endnu  bevarede  Rustninger.  —  De  to  førstnævnte 
Skrifter  af  Hefner-Alteneck  og  Wendelin  Boeheim 
findes  i  Industriforeningens  Bibliotek. 

Direktøren  for  Kunstakademiet  og  Kunstindustri¬ 
skolen  1  Leipzig  Idofraad,  Professor  Dr.  L.  Nieper 
har  udgivet  et  Festskrift  i  Anledning  af  Akademiets 
50-aarige  Jubilæum.  En  af  Afhandlingerne  i  dette 
Skrift  »Die  Aufgaben  der  grafischen  Kiinste«  af 
Anton  Springer  er  aftrykt  i  Kunstchronik  for  5. 
og  19.  Marts. 

Den  sidste  Juleudstilling  ved  Østerrigs  Museum 
for  Kunst  og  Industri  var  mere  besøgt  end  nogen 
tidligere.  Men  der  var  ogsaa  ved  den  forsøgt  noget 
Nyt.  Tidligere  havde  Wiens  Kunstindustri- Forening 
en  Juleudstilling,  der  aabnedes  i  November,  og 
selve  Museet  en  anden,  der  aabnedes  kort  før  Jul. 
Ifjor  vare  disse  Udstillinger  forenede,  hvad  der 
viste  sig  som  en  praktisk  Foranstaltning.  Den  aab¬ 
nedes  den  3  December  af  Erkehertug  Rainer  og 
besøgtes  den  12  December  af  Kejser  Joseph.  — 
Den  17  Januar  aabnedes  en  ny  Udstilling  i  Museet, 
nemlig  en  usædvanlig  rig  Kostymeudstilling.  Men 
Østerrigs  samtlige  Museer  havde  ogsaa  alle  velvilligt 
udlaant  den,  hvad  der  ønskedes,  lige  fra  det  natur¬ 
historiske  Museums  etnografiske  Afdeling  til  en 
Række  Provinsmuseer  i  Laibach,  Salzburg,  Brunn, 
Reichenberg,  Prag  o.  s.  v.  Mittheil.  des  k.  k.  oesterr. 
Museums  Marts  og  April  Hefter  indeholde  et  af  J. 
v.  Falke  over  Udstillingen  holdt  Foredrag. 

»Die  Burgunder-Tapeten  im  historischen  Mu¬ 
seum  zu  Bern«  er  Navnet  paa  en  1889  i  Bern  ud¬ 
kommen  lille  Bog  af  Jacob  Stammler,  hvori  han 
gjennemgaar  Traditionen  om,  at  en  Del  af  de  i 
Byen  Berus  Museum  opbevarede  Gjenstande  skulde 
høre  til  det  Bytte,  Schweitzerne  gjorde  i  Slaget  ved 
Murten  1476.  Tidligere  har  Forf.  paapeget  det  Urig¬ 
tige  i  en  lignende  Tradition  med  Hensyn  til  det  saa 
kaldte  »Karl  den  Dristiges  Feltalter«,  nu  viser  han 
det  overfor  Samlingens  Tapeter.  Kun  nogle  af  dem 
henfører  han  til  det  Bytte,  der  toges  fra  Burgun- 
derne,  ikke  i  Slaget  ved  Murten,  men  i  Slaget  ved 
Granson,  Resten  er  1537  kommen  til  Bern  fra  Dom- 
kirken  i  Lausanne. 


64 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


Den  26  Oktober  f.  A.  aabnedes  et  Kunstindu¬ 
stri-museum  i  Karlsruhe.  Dets  Fremkomst  skyldes 
den  Badensiske  Kunstindustriforening,  og  det  er 
under  Badens  Indenrigsministerium  knyttet  til  den 
storhértugelige  Kunstindustriskole  i  Karlsruhe.  For¬ 
uden  et  aarligt  Statstilskud  faar  det  aarlige  Bidrag 
fra  Byen  Karlsruhe,  Byens  Kunstindustriforening  og 
Industriforening  samt  en  Del  Private.  Det  er  til¬ 
gængeligt  hver  Dag  med  Undlagelse  af  Mandag  og 
Løverdag.  —  Kunstindustriforeningen  i  Karlsruhe 
har  foranlediget  en  Vifte-Prisæskning  i  Forbindelse 
med  en  Udstilling  af  Vifter,  den  stod  aaben  i  Marts 
og  var  meget  righoldig. 

Kunstgewerbeblatt  har  i  nogle  Hefter  beskjæf- 
tiget  sig  med  forskjellige  mere  primitive  Industrier. 
Det  har  saaledes  bragt  en  længere  Artikel  af  fo- 
sepli  Druer  om  ungarske  Fajance-  og  Pottemager- 
varer,  og  E.  von  Czihak  har  behandlet  den  schle- 
siske  Glasindustri  i  forrige  Tider.  Begge  Artikler 
ere  forsynede  med  Billeder.  —  Czihaks  Artikler  ere 
senere  udkomne  som  en  særlig  Bog:  »Schlesische 
Glaser.  Eine  Studie  liber  die  schles.  Glasindustrie 
fruher  Zeit«  (Breslau,  1891). 

Blåtter  fur  Kunstgewerbe  meddeler  i  11te  Hefte 
for  ifjor  en  Artikel  om  den  1890  i  Japan  afholdte  3dje 
japanske  Udstilling.  Der  hævdes  heri,  at  skjøndt 
Evropas  Indflydelse  paa  den  japanske  Industri  har 
været  alt  andet  end  heldig  —  den  har  herefter  lagt 
an  paa  at  levere  billige  Massevarer  —  kan  den 
endnu  præstere  fuldt  saa  gode  Arbejder  som  tid¬ 
ligere.  Den  er  angreben,  men  endnu  langtfra  øde¬ 
lagt. 

Da  der  i  den  senere  Tid  er  forekommet  en 
Række  Forfalskninger  af  schweitzerske  Glasmalerier, 
gjør  Anzeiger  fur  schweizer  is  che  Altertumskunde 
(1890,  2  og  3)  i  en  længere  Artikel  opmærksom 
herpaa.  Ægte  Glasmalerier  fra  Jet  17de  Aarhun- 
drede,  som  ikke  betales  højt,  søger  man  bl.  A.  at 
gjøre  dyrere  ved  at  forfalske  deres  Aarstal,  f.  Ex. 
ved  at  forandre  1684  til  1584,  og  man  suplerer 
gamle  Stumper  af  ægte  Malerier  med  nye  Tilsæt¬ 
ninger,  som  man  gjør  gamle.  Denne  nye  »Alder¬ 
dom«  kan  dog  ofte  fjærnes  blot  ved  et  Bad  i  Soda¬ 
vand. 

Porcellænssamlingen  i  Dresden  har  kjøbt  1400 
Stykker  Meisner-Porcellæn  for  113,000  Frcs.  af  Dr. 
med .  A. Spitzner .  Det  er  Bottigers  Frembringelser,  som 
især  ere  repræsenterede  i  de  nye  Erhvervelser  lige¬ 
som  Meisner-Fabrikens  første  Tid.  Iiunstgewerbe- 
blatt  (Neue  Folge  II)  bringer  en  Del  Oplysninger 


om  denne  interessante  Periode  i  denne  Evropas 
første  Porcellænsfabrik,  hentede  fra  en  Afhandling 
af  Oberregierungsrath  v.  Seydlitz  i  »Neues  Archiv 
flir  sachsisclie  Geschichte  und  Alterthumskunde« 
(IX  og  X). 

I  Leipzig  er  udkommet  en  med  42  Tavler  ud¬ 
styret  Bog:  J.  Matthias ,  Anleitung  zum  Einlegen 
der  Metall  in  PIolz  nach  einer  indischen  Kunstweise, 
der  fortjener  Opmærksomhed.  Messing,  Zink,  Kob¬ 
ber  og  Sølv  ere  de  Metaller,  som  hyppigst  benyt¬ 
tes,  og  Indlægningen  tager  sig  bedst  ud  i  mørke 
og  mørktfarvede  Træsorter. 

»Le  temple  de  Jérusalem  et  la  maison  du  Bois 
Liban«  er  Navnet  paa  et  af  Charles  Chipiez  og 
Georges  Perrot  i  Paris  ifjor  udgivet  Skrift,  som 
»Zeitschr.  f.  bild.  Kunst«  anmelder  i  sit  sidst  ud¬ 
komne  Hefte.  Det  gjengiver  et  af  Forfatterne 
komponeret  Fugleperspektiv  af  Templet  samt  et 
indre  Vue  af  Templet,  og  siger,  at  det  franske 
Pragtværk  er  det  Bedste,  som  hidtil  er  udkommet 
til  Oplysning  om  Salomons  berømte  Bygning.  For¬ 
fatterne  have  ved  deres  Rekonstruktion  givet  ægyp- 
tisk-føniciske  Motiver  Forrang,  skjøndt  de  væsentlig 
have  fulgt  Ezekiels  Anvisninger,  og  skjøndt  han  vel 
i  sin  Restavrering  af  Templet  hovedsagelig  har  fulgt 
babyloniske  Forbilleder. 

Bayerische  Gewerbezeitung  har  i  sit  Nr.  5  for  i 
Aar  begyndt  en  Række  Artikler  om  Bayrens  be¬ 
tydeligste  Værksteder  og  Kunstanstalter.  Den 
første  Artikel  omhandler  Franz  Xaver  Zettlers  kgl. 
bayer.  Hof-Glasmalerianstalt  i  Munchen  og  med¬ 
deler  en  Del  Afbildninger  af  fra  Anstalten  “udgaaede 
Glasmalerier. 

Efter  A.  Zieglers  »Geschichte  des  Meerschaumes« 
giver  Bayerische  Gewerbe-Zeitung  (1891  ,  .Nr.  8) 
nogle  Oplysninger  om  Merskumsindustrien  i  Ruhla  i 
Thiiringerwald.  I  Middelalderen  var  Ruhla  bekjendt 
for  sine  gode  Vaabensmede,  der  i  Tidens  Løb  bleve 
til  Knivsmede,  og  ved  Siden  af  dem  opstod  midt  i 
forrige  Aarhundrede  Merskumsskærerne.  Disse  be- 
skjæftiges  nu  af  28  Firmaer,  hvis  Aarsomsætning  er 
6  Millioner  Mark.  Merskummet  kommer  til  Ruhla 
fra  Lilleasien. 

Metropolitan  Museum  of  art  i  New-York  har  i 
sidste  Aar  udgivet  c.  200,000  Kr.  til  Museet  og 
50,000  Kr.  til  den  med  det  forbundne  Skole.  Det 
er  belyst  med  elektrisk  Lys  og  har  ikke  alene 
Kunstværker  i  sine  Samlinger  men  ogsaa  kunstindu¬ 
strielle  Gjenstande. 


Le  Japon  artistique. 

Anmeldt  af  Karl  Madsen. 


Efter  at  have  udsendt  sine  rigt  illustrerede  maanedlige  Hefter  i  tre  Aar,  er 
Fidsskriftet  Le  Japon  artistique  i  April  ophørt  at  udkomme. 

Det  har  været  et  godt  og  billigt  treaarigt  Kursus,  som  har  budt  det  store  Publi¬ 
kum  en  hidtil  savnet  bekvem  Lejlighed  til  at  lære  en  længst  som  Stormagt  anerkendt 
Kunst  at  kende  gennem  en  righoldig  Samling  udsøgte  Prøver  af  dens  bedste  og  ejen¬ 
dommeligste  Værker.  Det  er  muligt,  at  den  Begejstring,  der  hilste  Tidsskriftets  første 
æfter,  ikke  overalt  har  holdt  sig  frisk  og  varm  til  det  sidste,  uagtet  det  ingenlunde  med 
Sandhed  kan  siges,  at  Tidsskriftet  ikke  har  holdt,  hvad  Begyndelsen  lovede;  —  Gengivel¬ 
serne  har  endog  i  de  senere  Hæfter  været  nok  saa  fortrinlige  som  i  de  tidligere.  —  Men 
selve  den.  Plan,  efter  hvilken  hvert  enkelt  Hæfte  skulde  give  en  broget  Blanding  af 
Reproduktioner  efter  Stofprøver,  Farvetryk,  Metalarbejder,  japanske  Billedbøger,  Mønster¬ 
tegninger  o.  s.  fr„  har  medført,  at  Hæfterne  i  ydre  Henseende  er  fremtraadte  med  nogen 
Ensformighed.  Efter  at  Værket  er  afsluttet,  vil  det  ses,  at  der  i  Virkeligheden  er  "rig 
Afveksling  i  de  ligeartede  Blade;  medens  de  enkelte  Hæfter  ikke  altid  har  tilfredsstillet 
Abonnenternes  Tørst  efter  Overraskelser,  er  Le  Japon  artistique  som  samlet  Hele  en  Billed¬ 
skat,  for  hvilken  alle  gamle  og  nye  Venner  af  Japans  Kunst  har  god  Grund  til  at  føle 
sig  taknemmelige. 


De  gamle  og  de  nye  Venner  betragter  maaske  ofte  den  fælles  Kærlighed  paa  en 
noget  forskellig  Maade.  I  den  berømte  og  fortrinlige  Kunstnerroman  Manette  Salomon 
skildrer  Brødrene  Goncourt,  hvorledes  to  unge  franske  Malere  søger  Trøst  for  den  triste, 
skidengraa  Vinterdag  i  Paris  ved  at  fordybe  sig  i  de  lyse  og  fornøjelige  Billeder  fra  den 
opstaaende  Sols  Rige.  Saaledes  var  vel  Japan  for  dem,  der  først,  uden  anden  Vejledning 
end  deres  egne  Øjne  og  Kærlighed  for  ejendommelig  og  god  Kunst,  følte  sig  dragne  til 
dette  Underrige,  et  Land,  hvor  Fantasien  søgte  og  fandt  Vederkvægelse  for  alt  det  triste 
°S  .det  g'raa>  for  al  den  frastødende  Hæslighed,  der  bygges  op,  og  for  hver  Dag,  der 
gaar,  lejrer  sig  tættere  om  os.  Der  var  lædskende  Dug  for  den  tørstige  Sjæl  i  disse 
Tusinder  og  Tusinder  af  Blomster,  i  hele  dette  paradisiske  Naturliv,  som  viste  sig  i  den 
Forklarelse,  Kunsten  formaar  at  give  det,  der  har  Kunstnernes  varmeste  Kærlighed.  Og 
hvilken  vidunderlig,  ganske  idéel  teknisk  Fuldkommenhed  i  alle  de  gode,  gamle  Arbejder 
af  dette  mærkelige  Lands  mærkelige  Kunst,  den  fortjænte  ikke  alene  vor  Interesse  og 
Sympati,  men  vor  allerdybeste  Beundring.  Det  brydsomme  Arbejde,  det  den  gang  var  at 
sammenstykke  sig  en  yderst  fragmentarisk  Viden  om  den  japanske  Kunsts  Æmner  og  om 
den  japanske  Kunst  selv,  dens  Udvikling  og  dens  store  Navne,  forøgede  maaske  dens 
Tillokkelser,  og  den  fæstnede  den  Kærlighed  for  dens  Skønhed  og  Værd,  som  næppe  har 


9 


56  Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


forladt  og  næppe  nogensinde  vil  forlade 
den,  hos  hvem  den  éngang  for  Alvor  har 
været  til  Huse. 

Kærligheden  til  Japans  Kunst  og  Kunst- 
haandværk  kan  vel  være  fuldkommen  saa 
stor  og  sand  hos  de  nye  Venner,  de  har 
skaffet  sig,  men  den  er  her  ikke  altid  saa 
ren  og  uinteresseret.  Der  er  jo  denne 
gamle  Dame,  Europas  Kunstindustri,  der 
ikke  mere  er  ganske  saa  flink  som  i  gamle 
Dage  til  at  sætte  en  Sværm  af  sunde  og 
velskabte  Børn  ind  i  Verden.  Mistrøstige 
saa  vel  som  tillidsfulde  Venner  søger  flittigt 
Tiderne  og  Lande  rundt  for  at  finde  en 
frisk  og  dygtig  Kunst,  der  kan  oplive  og 
befrugte  den  kære,  stakkels  Kone,  og  Japans 
Kunst  kan  paa  Grund  af  de  Forhaabninger, 
den  i  saa  Pienseende  har  vakt,  for  Øjeblikket 
glæde  sig  ved  særlig  Naade  og  Yndest.  En 
Artikel  i  sidste  Hæfte  af  Le  Japon  artistique 
(af  Roger  Marx)  omhandler  Japans  Ind¬ 
flydelse  i  Europa,  og  Tidsskriftets  Tekst 
slutter  med  de  Ord,  at  denne  ene  kan  sam-  pig_  jjg.  Gudinde  Kvanon. 

menlignes  med  Antikens  Indflydelse  paa  Efter  et  gammelt  japansk  Billede  i  S.  Bings  Samling. 
Renæssancen.  Sikkert  nok  spiller  Paavirk- 

ningerne  fra  Japan  for  Tiden  en  overordentlig  fremherskende  Rolle  i  europæisk  Kunst  og 
Kun  sth  aand  værk,  sikkert  nok  er  der  ogsaa  frugtbringende  Impulser  i  den  Vind,  der  blæser 
over  Europa  fra  det  fjærne  Østen,  men  om  Værdien  af  det,  den  moderne  Kunst  og  det 
moderne  Kunsthaandværk  har  faaet  fra  Japan,  turde  det  vel  endnu  være  lidt  for  tidligt 
at  dømme. 

Le  Japon  artistique  har  i  lige  høj  Grad  været  beregnet  for  gamle  og  for  nye 

Venner  af  Japans  Kunst  og  været  dem  begge  til  Glæde.  Den  franske  Titel  har  lige  saa 

lidt  sveget  sine  Løfter  til  dem,  der  elsker  Japans  Kunst  for  dens  egen  Skyld,  som  den 
tyske  Titel  ( Japanischer  Formenschatz )  har  sveget  sine  Løfter  til  dem,  der  dyrker  Japans 
Kunst,  fordi  det  kan  være  til  praktisk  Nytte.  Tidsskriftet  har  bragt  et  Utal  af  Mønstre, 

der  for  de  fattige  i  Fantasien  er  lige  til  »at  tage  og  bruge«,  og  som  for  de  mere  fantasi¬ 

rige  sikkert  vil  være  vel  egnede  til  at  kalde  lykkelige  Inspirationer  til  Live.  — 

Tidsskriftets  Righoldighed  viser  sig  klarest,  naar  man  systematisk  søger  at  ordne 


dets  Indhold. 

I  Tidsskriftets  3dje  Bind  (13de  og  14de  Hæfte)  har  dets  Udgiver  givet  en  ud¬ 
mærket  klar  og  god  Oversigt  over  den  japanske  Malerkunsts  Udvikling.  De  gamle 
japanske  Billeders  høje  Egenskaber  er  vistnok  i  Reglen  mindre  skat¬ 
tede  af  det  store  Publikum  end  det  japanske  Kunsthaand værks 
mere  iøjnefaldende  og  ganske  umiskendelige  Dyder.  Maaské 
har  heller  ikke  i  Europa  vore  gamle  Mestres  Teg¬ 
ninger  en  Popularitet,  der  svarer  til  deres  Værd. 
De  ældste  japanske  Kakemonoer  er  højtidelige  og 
ærværdige  Fremstillinger  af  Budha  og  budhistiske 
Helgene.  »Der  er  her«,  siger  Bing,  »maaské  enestaaende 


Fig.  1 19.  Sennin.  Elter  Korin. 


Le  Japon  argjtique. 


67 


Fremstillinger  af  det  guddommelige  Væsen,  fri  for  enhver  Lidenskab  og  ukendt  med  de 
menneskelige  Lidelser.  I  Karakteristiken  af  disse  Figurer  forkynder  alt  en  Tilværelse 
der  er  hævet  over  Jorderigs  Elendighed.  Man  har  overfor  dem  Indtrykket  af  en  uendeln’ 
,  red.  blid  og  overjordisk  Ro,  et  uforstyrreligt  Sjælens  Havblik.  Den  yderligt  omhy-e- 
hgæ  tekniske  Udførelse  svarer  til  Følelsens  Dybde  i  Kompositionen  og  synes  besjælet  af 


2J7  -I  v  ,  ,  r  _  1  O  0;uca  ULMcUet  dl 

Ærbødighed  for  Æmnet.  Simpel  og  stor  i  Hovedets  Træk,  ødsler  den  tusind  Finheder 


1  Udstyret  af  Biting  og  Dragter,  hvis  Pragt  minder  om  de  gamle  indiske  og  persiske 


-  “  u  ug  persiske 

Miniaturer«.  Og  Farvevirkningen  i  disse  Billeder  er  henrivende.  I  sarte  falmede  gyldne 

I  Anar  - -  1  11  ■  .  .  O-' 


rja  f.  ^  J  i  l_l  1 1 C 

Joner  fremsvæver  de  hellige  Figurer  paa  en  Lotosblomst,  der  bæres  af  en  Sky;  fra  Gud¬ 
dommens  bøjede  Hoved  med  det  underlig  følesløst  smilende  Søvngænger-Udtryk  spreder 
Gloriens  spinkle  Straaler  sig  ud  over  den  mat  sorte  Bund,  plettet,  flosset,  svagt  skimlet 
af  Ælde.  Som  altid  1  de  japanske  Billeder  er  Indramningen  af  rigt  mønstrede  Brokade- 


stoffer  udsøgt  harmonisk 


> 


! 

1 


Vedføjede  Afbildning  (Fig.  118)  gengiver  et  Billede  i  den  Bingske  Samling,  en 
Fremstilling  af  Gudinden  Kvanon,  der  ejer  adskilligt  af  de  ældste  budhistiske  Billeders 
ejendommelige  Højhed  og  Alvor.  Le  Japon  artistique  angiver  det  som  et  japansk  Billede 
fia  det  14de  Aarhundrede,  i  Paléologues  I' art  chinois  er  det  gengivet  som  Prøve  paa 
kinesisk  Kunst  fra  en  noget  ældre  Tid,  det  hører  til  en  Art  af  Billeder,  hvis  Herkomst 
det  aabenbart  er  vanskeligt  nøjagtigt  at  bestemme. 

Mange  fortrinlige  Billeder  i  Le  Japon  artistique  gengiver  karakteristiske  Værker  fra 
den  japanske  Malerkunsts  Renæssance,  der  fandt  Sted  nøjagtigt  paa  samme  Tid  som 
Renæssancen  i  Italien.  35te  Hæfte  gengiver  en  Kakemono  af  Kano-Skolens  Grundlægger, 
Kano  Masanobu,  14de  Hæfte  et  poesifuldt  Landskab  af  hans  berømte  Søn,  en  af  de  højst 
ansete  mellem  Japans  gamle  Kunstnere,  Kano  Motonobu.  Et  i  20de  Hæfte  gengivet  Land¬ 
skab  skyldes  en  ham  i  malerisk  Stil  nærtbeslægtét  Kunstner  fra  samme  Tid,  Geami ;  ikke 
uden  Grund  er  Forskellen  mellem  disse  Landskaber  paralleliseret  med  Forskellen  paa 

Karakteren  af  Rousseaus  og  Corots  Kunst, 
t  alentfulde  Elever  af  den  geniale  Hurtm- 
maler  Se/shiu  har  malt  de  glimrende  djærvt 
og  kraftigt  behandlede  Fremstillinger  af  Fugle, 
der  findes  af  Hæfterne  20,  23  og  36. 

Endnu  rigere  er  dog  Malerkunsten  fra 
forrige  Aarhundrede  repræsenteret  i  Le  Japon 
artistique.  I  23de  Hæfte  har  Louis  Gonse 
lovsunget  den  famøse  Synthetist  Karin,  for 
hvem  Interessen  rimeligvis  vil  stige  efter  at 
Synthetismen  ogsaa  har  vist  sig-  i  Europa,  ja 
selv  i  Danmark.  Der  er  jo,  som  allerede 
Kong  Salomon  har  bemærket,  intet  nyt  under 
Solen.  Korin  har  fulgt  de  samme  Principer, 


Fig.  120.  Ravne  efter  Korin. 


68 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


som  angives  i  de  moderne  Synthetisters  Theorier,  indskrænket  sin  Behandling  af  Æmnerne 
til  det  allerenkleste  og  ofte  temmelig  grovtskaarne  Resumé,  tilladt  sig  allehaande  subjektive 
frie  Omdigtninger  af  Naturformer  til  Fordel  for  en  karakterfuld  og  kraftig  dekorativ  Hold¬ 
ning.  Han  kan  undertiden  i  Forhold  til  alle  andre  japanske  Kunstnere  synes  løjerlig 
kejtet  og  barnagtig,  bag  den  bevidste,  søgte  Naivitet  føler  man  dog  en  Kuustner,  der  er 
fuldkommen  klar  over,  hvad  han  faar  igen  for  det,  han  ofrer.  Højt  skattet  i  Japan  er 
han  i  Europa  bleven  forskellig  bedømt;  medens  han  særligt  i  Frankrig  har  fundet  talrige 
Beundrere,  har  enkelte  tyske  og  engelske  Forfattere  (Gierke,  Marcus  B.  Huish)  nægtet 
ham  Værd  og  Betydning. 

Der  er  dog  adskillige  af  Korins  Kompositioner,  som  slet  ikke  forskrækker  ved 
nogen  Art  af  Besynderlighed  og  ikke  fjærner  sig  stærkt  fra  den  japanske  Kunsts  alminde¬ 
lige  Karakter,  om  de  end  næsten  altid  bærer  Vidne  om  et  i  den  japanske  Konveniens 
ganske  usædvanligt  personligt  Talent.  Han  synes  at  sætte  ret  ringe  Tris  paa  den  ind¬ 
smigrende  Ynde  og  de  bløde  Rbytmer,  som  gerne  hører  til  den  japanske  Kunsts  Tillok¬ 
kelser;  alligevel  mangler  flere  af  hans  Billeder  slet  ikke  disse  Egenskaber,  som  man  vil 
se  af  den  her  gengivne  beundringsværdige  Fremstilling  af  de  fire  Ravne,  der  ved  Nattens 
Frembrud  har  sat  sig  til  Hvile  paa  en  Gren  og  tegner  deres  sorte  Silhouetter  mod  Himlen 
og  Fuldmaanens  blanke  Skive  (Fig.  1 20).  I  sine  —  i  Reglen  for  Skærme  bestemte  — 
Plantedekorationer  lægger  Korin  mindre  Vægt  paa  at  gengive  Planternes  Smidighed  end 
paa  at  udtrykke  deres  strunke  Pragt.  En  Udstilling  af  japanske  Billeder  i  Kunstforeningen 
Maj  1889  viste  os  Originalen  til  den  i  ilte  Hæfte  af  Le  Japan  arlistique  gengivne  Kake- 
mono  med  dekorative  Valmuer;  oprindeligt  har  dette  Billede,  ligesom  de  i  30te  Hæfte 
gengivne  Iris,  været  et  af  Felterne  i  en  8-fløjet  Skærm.  Den  manglede  ganske  to  af  de 
japanske  Billeders  sædvanlige  Hoveddyder:  en  tro  Karakteristik  af  Planteorganismen  og 
en  stor  Delikatesse  i  Behandlingen,  men  Billedets  subtilt  beregnede,  pompøse  og  stilfulde 
Effekt  bød  fuld  Erstatning  derfor.  Korins  i  23'de  Hæfte  gengivne  Fremstilling  af  Djævle- 
betvingeren  Shoki,  der  bøs  og  forfærdelig  lister  sig  paa  Jagt  efter  onde  Aander,  hvis 
Nærhed  hans  Klumpnæse  synes  at  vejre,  minder  i  Stil  og  Karaktér  om  det  paa  den  nævnte 
Udstilling  udstillede  Billede  af  den  gamle  Klassiker  Setshiu.  Hvorvidt  det  for  japanske 
Øjne  har  den  samme  Alvor  i  den  religiøse  Opfattelse,  som  en  japansk  Lærd  en  Dag- 
overraskede  mig  ved  at  fremhæve  som  en  af  de  mest  beundringsværdige  Egenskaber 
ved  Sethsius  Fremstilling  af  Shoki,  skal  jeg  ikke  kunne  sige. 

Uagtet  Korins  her  gengivne  Fremstilling  af  en  Flok  nysudrugede  Kyllinger  (Fig. 
121)  er  meget  dristig  og  summarisk,  vil  det  ikke  være  vanskeligt  at  finde  lignende  Teg¬ 
ninger  mellem  andre  japanske  Kunstneres  Arbejder.  Derimod  viser  de  i  samme  (23de)  Hæfte 
af  Le  Japon  artislique  afbildede  tre  smaa  fede  Hunde  en  saadan  Yderlighed  af  Simplifice¬ 
ring-,  som  dog  ogsaa  i  den  japanske  Kunst  hører  til  Sjældenhederne.  løvrigt  ligger  Korins 
Fortjænester  ikke  udelukkende,  ja  ikke  engang  fortrinsvis  i  hans  Virksomhed  som  Maler. 
Hans  Lakarbejder  staar  ubetinget  i  allerførste  Række  mellem  alt,  hvad  denne  berømmelige 
Del  af  det  japanske  Kunsthaandværk  har  frembragt.  De  Gengivelser,  som  japanske  Værker 
har  bragt  af  hans  Dekorationer,  giver  i  de  fleste  Tilfælde 
sikkert  kun  en  yderst  mangelfuld  Forestilling  om  de  For¬ 
trin,  der  udmærker  Originalerne.  Gennem  mat  Forgyldning 
og  Indlægninger  af  Perlemoder,  Sølv,  Bly  og  Tin  naar 
Korin  vidunderligt  raffinerede  Farvevirkninger,  der  staar  i 
en  ejendommelig-  mystisk  Plarmoni  med  hans  brede  og 
kække  dekorative  Stil.  Den  Skrivekasse,  som  Korin  har 
dekoreret  med  en  Figur  af  en  Brændesanker,  som  baade 
Gonse  og  Brinckmann  har  reproduceret  i  deres  Bøger  om 


Le  Japon  artistique. 


69 


uren  cr  i  sig 


ja.ja.nsk  Kunst,  er  et  Mesterværk  i  sin  Art,  men  den  tørre  Afbildning  af  Figu, 
selv  næppe  egnet  til  at  frembringe  nogen  høj  Grad  af  Beundring.  Der  er  i  dette 
Iidssknft  (jste  Hæfte  af  Aargangen  1887)  afbildet  tre  fortræffelige  Parfumeæsker  i  Korins 
Hr‘  ('r°SSerer  WllL  Salomonsens  Samling;  for  dem,  der  har  set  disse  Parfume- 
æsker  paa  Industriforeningens  Udstilling  af  kinesiske  og  japanske  Genstande,  kan  disse 
Afbildninger  hjælpe  til  at  vække  en  kær  Erindring  om  dem  til  Live,  men  det  maa  ind¬ 
rømmes,  at  de,  der  ikke  har  set  Originalerne,  vanskeligt  efter  disse  Afbildninger  oætter 
deres  Værd 0  0 


De  særligt  japanske  Dyder  i  Fremstillingen  af  Naturlivet  og  Dyrenes  Færd  naaede 
deres  højeste  og  skønneste  Udvikling  hos  Malerne  i  den  af  Okio  (1733-1795)  dannede 
Skole,  Shijo-Skolen.  rode  Hæfte  viser  en  glubende  Tiger,  malt  af  Okios  Medbejler 
Ganht,  som  søgte  at  forene  den  af  Okio  anbefalede  Naturalisme  med  de  gamle  Mestres 
lirede  og  glimrende  Foredrag,  og  dette  virkeligt  kongelige  Dyr  gør  det  forstaaeligt,  at 
han  1  Japan  er  den  eneste  af  alle  nyere  Malere,  som  regnes  for  Klassikernes  Lige.  I 
første  Hæfte  bringer  Le  Japon  artistique  en  Gengivelse  efter  et  af  Sosens  med"  Rette 
berømte  Abebilleder,  i  34te  Hæfte  en  Gengivelse  efter  en  nydelig  Daahjort,  malt  af 
denne  fortræffelige  Dyrmaler.  Den  samme  vidunderlige  Overlegenhed  og  Kraft  i  Pensel¬ 
behandlingen,  der  udmærker  den  berømte  Fisk  af  Sosen,  som  tidligere  fandtes  i  Ph  Bur/vs 
Samling,  genfindes  i  den  her  afbildede  Kakemono  (Fig.  122).  Det  er  en  af  disse  Aber, 
lms  fri  Liv  i  de  store  Skove  paa  Bjærgene  i  Kiotos  Omegn  Maleren  studerede  med  en 
Kærlighed,  der  efterhaanden  lod  ham  ansé  det  for  Toppunktet  af  jordisk  Lykke.  Han 
siges  efter  Ævne  at  have  antaget  deres  Levevis  og  omsider  naaet  at  ligne  dem  skuffende 
Hans  Billeder  er  virkeligt  prægede  af  ærbødig  Beundring  for  disse  Dyr,  som  de  ffeste 
Mennesker  ikke  uden  at  føle  sig  ilde  berørte  kan  tænke  sig  som  vore  Forfædre ,  de  er  i 
alt  Fald  sikkert  nok  vore  nærmeste  Frænder.  For  Sosen  synes  Aben  næsten  at  være  et 
helligt  Væsen,  en  Naturensomhedens  Vogter  og  et  Naturensomhedens  Symbol. 

Af  Shijo-Skolens  poetiske  Landskaber  og  Fuglebilleder  har  Bings  Tidsskrift  brao-t 
karakteristiske  og  fornøjelige  Prøver. 

Gengivelserne  efter  de  japanske  Farvetryk  og  Træsnit  har  dog  en  større  Plads  i 
Le  Japon  artistique  end  Gengivelser  efter  de  gamle  Kakemonoer.  En  Vejledning  i  denne 
Del  af  den  japanske  Kunsthistorie  er  givet  i  to  Afhandlinger  af  Th.  Buret  og  Bing 
lægge  har  samme  Titel:  La  gravure  japonaise.  Alle  de  mest  fremragende  af  de 
Kunstnere,  der  har  givet  Tegninger  for  Træsnit  og  Farvetryk,  er  repræsenterede  i  Le 
Japon  artistique,  Moronubo,  def  i  Slutningen  af  det  17de 
Aarhundrede  bragte  Træsnittet  til  kunstnerisk 

’•  1  F>g-  7  er  ved  et  UlieUl  Æskens  Deko¬ 
ration  vendt  paa  Hovedet. 


Fig.  122.  Abe. 


K abemono  af  Sost’ii. 


Le  Japon  artistique. 


Fig.  123. 

Spøgelse  efter  Hokusai. 


7  i 

Fuldkommenhed,  Torii  Kiyonobu  og  Masanobu,  der  i  Begyndelsen 
af  forrige  Aarhundrede  var  Farvetrykkets  Skabere,  Harunobu ,  hvis 
smekre  Kvindefigurer  udmærker  sig  ved  en  egen  sentimental  Ynde, 
Kiyonaga,  Utamaro,  Schunsho  o.  s.  fr.  Særligt  efter  Utamaros  farve¬ 
trykte  Blade  har  Tidsskriftet  bragt  en  anseelig  Række  fortrinlige 
Gengivelser.  Han  har  unægteligt  —  som  alle  sine  Fæller  —  ideali¬ 
seret  Japans  elegante  Damer  til  Dukker  med  de  samme  trættende 
énsformige  Masker,  men  han  viser  altid  en  ejendommelig  frisk  og 
original  malerisk  Opfattelse  af  de  Æmner,  han  fremstiller,  og  Farve- 
virkningen  af  hans  Blade  er  ofte  fortryllende.  Et  af  hans  Billeder 
i  femte  Hæfte  viser  Blomsterkvarterets  Skønheder  bag  et 
luftigt  B ambusgi tter ,  foran  hvilket  unge  Lapse  promenerer,  andre 
-  1  8de  og  1 2te  Hæfte  —  fremstiller  de  pragtfulde  natlige  Fester  i 
\  edo  med  Sejlads  i  Gondoler,  rigt  smykkede  med  farvede  Lygter; 
en  meget  formel  Visit,  der  vækker  en  ubetvingelig  Nysgærrighed  og  Interesse  hos  Husets 
Damer,  er  Motivet  for  et  i  28de  Hæfte  gengivet  særdeles  morsomt  Blad.  Skøndt  Utamaro 
fortrinsvis  har  fremstillet  den  fine  —  og  den  halvfine  Verden  —  var  han  tillige  en  flink 
Tegner  af  Planter,  som  de  i  5te  og  15de  Hæfte  reproducerede  Blade  godtgør;  et  i  32 
Hæfte  gengivet  Snelandskab  viser,  at  han  ogsaa  som  følelsesfuld 
Naturskildrer  ikke  behøver  at  staa  til  Skamme  for  de  dygtigste 
mellem  sine  Landsmænd.  I  et  i  31te  Hæfte  gengivet  Billede  har 
han  behandlet  et  af  den  Art  humoristiske  Motiver,  der  er  alminde¬ 
lig  1  Hokusais  Bøger,  en  Kat,  der  mageligt  henstrakt  paa  en  blød 
Pude  drømmer  en  højst  uhyggelig  Drøm  om,  hvorledes  den  er 
bukket  under  for  Fristelsen  til  at  stjæle  en  usædvanlig  lækker  Fisk, 
men  desværre  gribes  paa  fersk  Gærning.og  trues  med  Prygl  af  en 
forsvarlig  tyk  Bambusstok.  —  Hokusais  Billedbøger  er  vel  den  Del 
af  den  japanske  Kunst,  der  er  mest  alment  kendt  over  hele  Verden. 

Det  er  derfor  forstaaeligt,  at  adskillige  af  den  japanske  Kunsts 
gamle  Venner  har  fundet  en  saa  ødsel  rig  Repræsentation  for  den 
berømte  Kunstners  frugtbare  Virksomhed,  som  Le  Japon  artistique 
har  givet,  en  Smule  ubetimelig  og  hellere  havde  set  det  Udpluk  af 
Hokusais  almindeligste  Billedværker,  der  findes  mellem  Tidsskriftets 
Blade  eller  danner  Tekstens  rige,  noget  forfløjne  Pynt,  erstattede 
med  Billeder,  der  i  højere  Grad  havde  Nyhedens  Interesse. 

Det  maa  dog  ikke  glemmes,  at  Japon  artistique  er  et  populært 
\  ærk  og  overfor  dem  ,  der  først  gennem  det  lærer  japansk  Kunst 
at  kende,  har  en  Forpligtelse  til  at  lade  Hokusais  Genius  frem- 
straale  i  hele  sin  Glans  og  Pragt.  løvrigt  er  den  dygtige  og  op¬ 
findsomme  Mester  ogsaa  repræsenteret  gennem  Illustrationer  fra 
hans  sjeldnere  Bøger,  gennem  en  stor  Mængde  farvetrykte  Blade 
og  gennem  en  interessant  Række  tro  Gengivelser  af  originale 
Haandtegninger.  De  bedste  af  disse  har  Tidsskriftets  sidste  Leve¬ 
ring  bragt;  særlig  morsom  er  Fremstillingen  af  to  magre  Skygger, 
der  i  Helvedes  Dyb  forgæves  anraaber  deres  Vogter  om  Barm- 
hjærtighed.  Trods  de  japanske  Træskæreres  fremragende  Dyg- 
aabenbart  en  ikke  ringe  Del  af  den  Charme,  der 
den  livfulde  og  kraftige  Penselføring  i  Plokusais 


tighed 


er 

udmærker 


Originaltegninger , 


gaaet 


tabt 


deres  Gengivelse  efter  dem. 


Der 


Fig.  124. 

Taskenspiller  efter  Hokusai , 


Fig.  125.  Viftesælger. 


Kakemono  af  llokusai. 


Le  Japon  artistique. 


73 


kan  være  lidt  mere  søgende  og  vaklende  i  hans  Streg,  end 
man  ellers  træffer  hos  de  japanske  Malere,  og  det  er  sikkert 
en  af  Grundene  til ,  at  han  i  Japan  er  langt  mindre  skattet 
end  i  Europa.  Jeg  har  tidligere  her  i  Tidsskriftet  (5te  Aarg. 
1889,  S.  60 — 61)  omtalt  denne  Uoverensstemmelse  i  Opfat¬ 
telsen  af  hans  Kunstnerværd  og  fremhævet,  at  Holcusai,  om 
end  den  japanske  Kritik  over  hans  Forsyndelser  ingenlunde 
kan  anses  for  aldeles  grundløs,  dog  ubetinget  er  den  japanske 
Malerkunsts  største  som  dens  frodigste  — -  Talent,  hans 
uhyre  Produktion  giver  en  frisk  og  original  Behandling  af 
hele  det  japanske  Motivforraad,  som  han  mere  end  nogen 
anden  har  forøget;  udgaaet  fra  selve  Folket  har  han  bedre 
end  sine  Forgængere  iagttaget  og  forstaaet  det,  hans  Spejl 
viser  os  dets  gode ,  leende  Ansigt  saa  levende ,  at  han 
har  større  Krav  paa  vor  Paaskønnelse  end  alle  det  japanske 
Kenderaristokratis  kanoniserede  Mestre.  Paa  Kunstforeningens 
Udstilling  af  japanske  Billeder  fandtes  en  Kakemono  af 
Hokusai  (Fig.  125),  som  var  en  udmærket  Prøve  paa  den  ham 
ejendommelige  elskværdige  og  sikkert  sanddru  Karakteristik  af 
japanske  Folketyper,  en  Fremstilling  af  en  Viftesælger,  som 
efter  at  have  læsket  sin  Tørst  i  Sake,  med  smaa  Skridt  slentrer  ned  ad  Vejen,  medens 
Foraarsvinden  leger  med  hans  Kappes  Folder  og  hans  smilende  Øjne  udtrykker  et  usige¬ 
ligt  Velbehag,  hans  opspilede  Næsebor  synes  at  indsuge  Duften  fra  de  blomstrende 
klaver  i  en  af  Yedos  Forstæder. 

Hvor  fremtrædende  en  Rolle  end  Hokusai  spiller  i  Le  Japon  artistique,  er  de 
fremragende  Kunstnere  mellem  hans  samtidige  Landsmænd  ikke  bievne  stedmoderligt 
behandlede.  En  af  de  bedste  japanske  Malere  ved  Aarhundredets  Begyndelse  var 
Hiroshighe,  om  hvem  Dr.  Anderson  i  Tidsskriftets  15de  og  16de  Hæfte  har  publiceret 
en  Afhandling,  der  klart  og  træffende  paaviser  hans  Fortjænester.  Det  er  især  som 
Landskabsmaler,  at  Hiroshighe  har  udmærket  sig,  han  har  fremfor  nogen  anden  vist  os 
den  maleriske  Karaktér  af  Japans  Hovedstad  og  af  den  stærkt  befærdede  Vej ,  der  for¬ 
binder  denne  med  Kioto,  fremfor  nogen  anden  aabenbaret  en  fin  Sans  for  de  skiftende 
Naturstemninger,  karakteriseret  Aarstiden,  Vejret, 

Timen  paa  Dagen,  i  hvilke  han  har  fundet 
sine  Motiver.  Hans  Billeder  har  ofte  en 
slaaende  perspektivisk  Virkning,  fordi  han 
har  opfattet  og  understreget  det  Mis¬ 
forhold,  der  er  mellem  Lidenheden 
af  Genstandene  i  de  fjærne  Planer 
og  Størrelsen  af  Genstandene 
i  den  allernærmeste  Forgrund, 
uagtet  han  lige  saa  lidt  som 


de  andre  japanske  Malere  har 
haft  synderlig  Kendskab  til  og 
virkelig  Forstaaelse  af  Perspek¬ 
tivlærens  Teori.  Et  af  hans  skønneste  Land¬ 
skaber  — •  en  Regnvejrsbyge,  der  en  Sommer¬ 
aften  drager  hen  over  Udkanten  af  Yedo  —  har  været  gengivet 
i  Gonses  II  art  japonais  og  i  min  Bog  Japansk  Malerkunst.  Fra  I^e  Fig.  127. 

E11  Præst  ved  sine  Studie 
efter  Yosai, 


>- 


Fig.  129.  Yedo  ved  Nat.  Efter  Keiscii  Yeisen. 


Japon  artistique  er  her  gengivet  et  Billede  af  Forstaden  Osa-Kusa,  sét  fra  et  Vindue  i  et 

Thehus ,  hvor  en  fed  Kat  har  fundet  en  udmærket  Plads,  hvorfra  den  kan  overskue 
Naboernes  Tage  (Fig.  128). 

Af  Hokusais  Elever  vil  man  i  Le  Japon  artistique  finde  Hokkei  repræsenteret  ved 
et  af  hans  1  teknisk  Henseende  beundringsværdige  Surimonoer  (o;  farvetrykte  Blade,  der 
kun  udkom  1  et  ganske  lille  Oplag,  bestemt  for  et  Kunstnerselskab  eller  en  Vennekreds) 
og  Issai  ved  mange  af  hans  sirlige  Mønstertegninger  for  Kunsthaandværkere.  Ogsaa 
Keiscii  Yeisen  har  givet  en  stor  Mængde  af  den  Art  Tegninger,  særlig  tiltalende  er 
hans  impressionistiske  Landskabsskitser  og  de  morsomme  Billeder  af  Yedo  ved  Dag  og 
Nat,  der  ledsager  Dr.  Brinckmanns  fortræffelige  Artikel  om  den  japanske  Kunsts  poetiske 
Traditioner..  (Derimod  er  i  27de  Hæfte  S.  32,  33  Billederne’  af  et  Jordskælv  kun  til¬ 
skrevne  Keisai  Yeisen  ved  et  af  den  Art  uundgaaelige  Smaauheld,  som  ogsaa  i  15de 
Flæfte  S.  39  har  vendt  et  Billede  af  Hiroshighe  paa  Hovedet.  I  Virkeligheden  er  det 
saakaldte  »Orkan  ved  Nattetid«  Hokusais  Fremstilling  af  Fuji-Yamas  vulkanske  Udbrud  i 
Aaret  1707.)  \  edo  ved  Nat  er  gengivet  her  (Fig.  129). 


* 

Det  ligger  i  Sagens  Natur,  at  det  har  været  umuligt  for  Tidsskriftet  at  bringe  saa 
absolut  tilfredsstillende  Gengivelser  efter  det  japanske  Kunstha  and  værk  som  efter  de 
japanske  Maleres  Værker.  Gillots  G-engivelser  efter  de  japanske  Farvetryk  fortjæner  i 
Sandhed  den  højeste  Ros,  selv  om  de  naturligvis  ikke  helt  naar  Originalernes  Finhed. 
Men  selv  de  allerbedste  Gengivelser  rækker  ikke  for  at  vise  den  ideale  tekniske  Fuld¬ 
kommenhed  i  de  japanske  Laksager,  keramiske  Genstande  og  Metalarbejder;  man  maa 
se  Originalerne,  holde  dem  i  Haanden  og  betragte  dem  længe  og  nøje  for  at  faa  at  vide, 
hvad  de  er  værd. 

Den  japanske  Lakindustri  har  forholdsvis  været  meget  sparsomt  repræsenteret  i 
Fidsskriftet.  I  12te  Hæfte  har  Ernest  Hast  skrevet  en  Afhandling  om  den  udmærkede 
Kunstner  Ri/suo,  som  ved  forrige  Aarhundredes  Begyndelse  gav  denne  Del  af  det  japanske 
Kunsthaandværk  vigtige  Impulser  ved  at  anvende  mangefarvede  Indlægninger  af  forskellige 
Stoffer.  De  Afbildninger,  der  ledsage  denne  Artikel,  er  de  interessanteste  Prøver  af 
japanske  Lakarbejder,  som  Tidsskriftet  har  haft,  og  virkeligt  egnede  til  at  vække  en 
Beklagelse  over ,  at  det  ikke  har  bragt  mere  i  samme  Retning.  Sikkert  nok  vilde  nogle 
Blade  med  Suiter  af  udsøgte  Inroer  (Parfumeæsker)  paa  mere  end  ét  Sted  være  bievne 
modtagne  med  særlig  varm  Interesse. 

10* 


76 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


Keramiken  har  haft  en  bredere  Plads  i  Le  Japon  artistique  end  Laksagerne.  Den 
afdøde  Japanelsker  Ph.  Purty  har  skrevet  en  Afhandling  om  den  i  Tidsskriftets  1 7de  og 
1 8de  Hæfte,  og  det  har  indeholdt  smukke  Prøver  paa  Pottemagerarbejder  fra  de  gamle 
Værksteder  i  Seto,  Kioto,  Owata,  Bizen  o.  s.  fr.  Den  efter  mit  Skøn  interessanteste  og 
bedste  af  de  Gengivelser,  Le  Japon  artistique  har  bragt  efter  japansk  Keramik,  er  det 
farvetrykte  Blad,  der,  takket  være  Pir.  Bings  Imødekommenhed,  ledsager  denne  Anmel¬ 
delse  her  i  Tidsskriftet.  Det  fremstiller  en  gennembrudt  Skaal,  en  Frugtkumme,  der  er 
et  Værk  af  den  foian  nævnte  Maler  og  Lakarbejder  Korins  Broder  LLenzan,  en  af  Japans 
genialeste  Keramikere.  Den  er  et  fremragende  Exempel  paa  de  japanske  Kunsthaand- 
værkeres  vidunderlige  Ævne  til  at  finde  de  mest  glimrende  dekorative  Motiver,  naar  deres 
skæve  Øjne  opmærksomt  og  kærligt  betragter  en  Blomst  eller  en  Plante,  og  til  at  udnytte 
det  lykkelige  Fund  med  en  saa  sikker  Smag,  at  deres  europæiske  Kollegaer  næsten  har 
lige  saa  megen  Aarsag  til  at  misunde  dem  denne  som  til  at  misunde  dem  selve  deres 
utrættelige  Opfindsomhed. 

formerne  paa  de  japanske  Vaser  har  rigtignok  fra  gammel  Tid  Ry  for  at  være 
barokke  og  smagløse,  men  de  elegante  Bronzer,  der  er  afbildede  i  Le  Japon  artistique, 


F‘g-  G0-  Viftedekoration  af  Korin. 


viser,  at  dette  daarlige  Ry  er  uforskyldt.  Gid  vi  aldrig  saa  daarligere  Former  i  den 
danske  Kunstindustri,  saa  var  den  bedre  faren,  end  den  er!  Til  de  Felter  af  den  japanske 
Kunstindustri,  hvor  Japanernes  dekorative  Opfindsomhed  viser  sig  rigest  paa  Overraskelser, 
hører  Fabrikationen  af  Parerplader;  mellem  de  Prøver,  det  Bingske  Tidsskrift  har  bragt 
af  denne,  findes  flere  Arbejder  af  de  i  denne  Virksomhed  mest  navnkundige  Mestre, 
Umetada  og  Kinai.  Om  selve  Sablerne  har  Ph.  Burty  skrevet  en  Afhandling  i  Tidsskriftets 
1  ode  og  11te  Flæfte. 

De  nydelige  smaa  Træ-  og  Elfenbensfigurer  er  heller  ikke  bievne  forglemte. 
Seymour  Trower  har  fremhævet  deres  Dybder,  som  er  bievne  illustrerede  gennem  Afbild¬ 
ninger  saa  godt  som  det  er  muligt.  Større  Interesse  end  disse  har  dog  den  store 
udskaarne  Træfigur  af  den  japanske  Feltherre  og  Regent  Fide-Yoshi,  der  er  afbildet  i  34te 
Hæfte.  Denne  Figur  har  en  Alvor,  Storhed  og  Karaktérfylde,  der  fører  Tanken  hen  paa 
udmærkede  Arbejder  af  den  gamle  ægyptiske  (saitiske)  Skulptur.  Det  fortjæner  at  bemærkes, 
at  selve  Reproduktionen,  Lineamentsætsning  efter  Fotografi,  er  overraskende  vellykket,’ 
som  1  det  hele  taget  mange  af  Reproduktionerne  i  Le  Japon  artistique  naar  op  til  en 
sjelclen  Fuldkommenhed.  Adskillige  af  de  talrige  Gengivelser  efter  Stofprøver,  der 


s 

o 


En  gjennembrudt  Lerslcaal  (Donbri)'af  JCeman  ■  (1663-1743). 


Fig.  131.  Japanske  Pilespidser.  Fra  Ph.  Burtys  Samling. 


udmærker  sig  ved  en  rig  Variation  af  udsøgte  Farveharmonier  og  en  fuldendt  fortrinlig 
Behandling  af  de  dekorative  Motiver,  der  er  søgte  alle  vide  Vegne  i  Naturen  og  fundne 
uden  Besvær,  har  næsten  en  illusorisk  Virkning.  — 

Billedstoffet  er  den  vigtigste  og  vægtigste  Del  af  Le  Japon  artistique.  Flere  af 
I  idsskriftets  læseværdige  Afhandlinger  er  alt  bievne  nævnte,  og  jeg  har  tidligere  (i  Tids¬ 
skrift  for  Kunstindustris  femte  A  argang)  fremhævet  den  af  dem,  der  skyldes  den  fineste 
af  de  her  repræsenterede  gode  Penne,  Edm.  de  Goncourts  Artikel  om  et  Arbejde  af  en  af 
47  Roniner.  Gonse  har  ydet  Japanernes  dekorative  Ævner  den  høje  Ros,  der  tilkommer 
dem,  L^asenby  Liberty  gjort  meget  forstandige  Bemærkninger  om  Japans  Kunstindustri,  Ary 
Renan  omtalt  Hokusais  Manguva  og  Dyrefremstillingerne  i  den  japanske  Kunst,  Gustave 
Gejfroy  de  japanske  Landskabsmalere,  Champier  Arkitekturen,  Falize  Guldsmeddearbejderne 
og  Th.  Duret,  den  berømte  Samler  og  Kritiker,  der  her  i  Danmark  er  bleven  en  begejstret 
Beundrer  af  Hammershøjs  Kunst,  har  foruden  sin  Afhandling  om  trykte  Billeder  givet  Le 
Japon  artistique  en  overordentlig  kvik  Artikel  om  de  japanske  Kamme.  Efterhaanden  er 
det  unægtelig  bleven  vanskeligt  at  holde  Interessen  rigtig  vaagen  for  Størsteparten  af  den 
frodige  Litteratur  om  japansk  Kunst.  For  den,  der  engang  er  bleven  indviet  i  den 
japanske  Kunsts  Væren  og  Karaktér,  véd  nogen  Besked  om  dens  Betingelser  i  selve 
Japans  Natur  og  i  Folkets  Synsmaader  og  kender  dens  Udvikling  i  store  Træk,  vil  den 
Litteratur  om  Æmnet,  som  ikke  indeholder  nye  faktiske  Oplysninger,  hurtig  virke  træt¬ 
tende,  fordi  den  idelig  paany  fremdrager  velkendte  Kendsgærninger  og  atter  og  atter 
fremhæver  den  japanske  Kunsts  udmærkede  Egenskaber,  der  er  klare  og  tydelige  som 
Solens  Lys.  Ja,  hvad  andet  skal  den  vel  ogsaa  gøre?  Paa  en  Vis  vil  den  japanske  Kunst 
jo  vedvarende  være  et  højst  taknemmeligt  Æmne.  Man  vil  fremdeles  kunne  drikke 
Poesiens  Nektar  af  alle  disse  svulmende  Knopper  og  prangende  Rosetter,  der  rødmende 
dukker  frem  fra  Blommetræets  spinkle  Grene  og  lyser  med  en  Skærhed,  som  om  For- 
aarets  Genius  havde  givet  dem  den  blege  Morgenrødes  Farve,  af  Kirsebærblomsternes 
Sne,  der  løsnes  og  flagrer  mod  Jorden  i  Smaafnug,  hvis  nølende  og  usikre  Flugt  er 
skønnere  end  noget  Stjærneskud,  og  lade  sig  vugge  i  blide  Drømme  ved  Betragtningen 
af  Spurvene,  der  kvidrende  hopper  om  mellem  Bambusskovens  svajende  Rør,  Tranen,  der 
løfter  sin  smekre  Hals  og  kalder  af  sin  Mage,  Fisken,  der  spiller  i  den  klare  Strøm, 
Hjorteflokkene  i  Maanedisen,  eller  af  selve  de  besynderlige  menneskelige  Væsner  med  de 
blege,  upersonlige  Ansigter  under  det  ravnsorte  Haar,  disse  Væsner,  som  kun  synes  at 


78 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


leve  for  at  indsuge  og  beruse  sig  i  Indtryk  fra  den  omgivende  Natur.  Men  hvor  fornøje¬ 
ligt  det  end  kan  være  at  dykke  ned  i  al  denne  Naturpoesi,  vil  en  Forfatter  næppe  kunne 
bringe  Skatte  derfra,  der  kan  betegnes  som  væsentlig  nye  Fund.  En  Forfatter,  der  én 
Gang  har  givet  sin  Opfattelse  af  dette  Æmne  litterær  Form,  er  henvist  til  Gentagelser 
og  Omskrivninger  af  de  samme  Betragtninger  - —  jeg  har  med  den  bedste  Vilje  af  Verden 
ikke  kunnet  holde  denne  Anmeldelse  fri  derfor  —  endda  bør  han  prise  sig  lykkelig,  naar 
han  har  naaet  at  faa  sin  Høst  i  Hus,  før  andre  Arbejdere  paa  de  samme  Marker  har 
tærsket  deres  til  Langhalm. 

Den  japanske  Kunst  er  let  at  forstaa  for  dem,  der  vil  forstaa  den.  Den  kan 
derfor  maaske  hjælpe  sig  med  de  Anbefalinger,  den  alt  har  faaet  i  de  fleste  europæiske 
Sprog.  Det  kan  endnu  være  hensigtsmæssigt  at  bringe  Redegørelser  for  de  enkelte  Grene 
af  japansk  Kunst  og  Ivunsthaandværk,  og  der  er  sagtens  endnu  levnet  —  i  hvert  Fald 
meget  smaa  —  Felter  for  rent  videnskabelige  Undersøgelser  af  Værdi,  men  den  Litteratur, 
der  har  sit  Tyngdepunkt  i  almindelige  Betragtninger  over  Æmnet,  er  vistnok  allerede 
naaet  til  sit  Efteraar  og  kan  uden  Skade  gaa  ind  til  sin  Vinterhvile,  lægge  sig  paa  de 
Laurbær,  den  ærligt  har  fortjænt,  fordi  den  har  henledet  Opmærksomheden  paa  Japan  og 
bidraget  til  Forstaaelsen  af  en  Kunst,  hvis  Skønhed  og  Værd  ikke  bør  være  noget  dannet 
Nutidsmenneske  ukendt.  — 

De  Afhandlinger,  Le  Jap  on  artistique  har  bragt,  udfylder  fortræffeligt  deres  Del  af 
den  Mission,  Tidsskriftet  har  sat  sig.  Flertallet  af  dem  vil  dog  vel  nok  læses  med  størst 
Interesse  og  Udbytte  af  dem,  for  hvem  Æmnet  er  nyt.  Til  de  mest  fornøjelige  og 
instruktive  Afhandlinger  i  I,e  Japon  artistique  regner  jeg  en  Række  Artikler  af  A.  Leleux, 
som  rigtignok  slet  ikke  omhandler  japansk  Billedkunst,  men  det  japanske  Theater  og  det 
japanske  Skuespil.  Den  første  af  disse  Artikler  illustreres  fortrinligt  af  en  Gengivelse  efter 
7 oyokunis  store  farvetrykte  Fremstilling  af  et  Theaterinteriør. 

Hvert  enkelt  af  Tidsskriftets  Billedblade  er  iøvrigt  ledsaget  af  en  forklarende  og 
beskrivende  Tekst,  hvis  Nytte  er  utvivlsom. 

I  Tidsskriftets  næstsidste  Llæfte  findes  en  Artikel,  Marcus  B.  Huisch  har  helliget 
»Kunsten  at  samle«.  Man  læser  ikke  dens  Bemærkninger  om  den  Omhu,  med  hvilken 
enhver  japansk  Kunstgenstand  bør  behandles  og  anbringes,  om  de  Farvetoner,  der  efter 
Forfatterens  Skøn  og  Erfaring  egner  sig  bedst  til  Baggrund  for  de  forskellige  Sager,  uden  at 
der  melder  sig  sørgelige  Tanker,  som  skyldes  Erindringen  om  den  højst  utilfredsstillende 
Maade,  paa  hvilken  de  japanske  Genstande  foreløbigt  er  anbragte  i  vort  etlmografiske 
Museum.  Til  dette  er  vi  jo  fortrinsvis  henviste,  naar  vi  søger  at  lære  de  japanske 
Arbejders  Fortrin  at  kende.  Museet  har  paa  flere  Punkter  Japan  rigt  og  godt  repræsen¬ 
teret,  det  ejer  f.  Eks.  en  udmærket  Samling  gamle  Bronzer,  men  denne  er  spredt  rundt 
i  de  smaa  Rum  saa  den  gør  den  ringest  mulige  Virk¬ 
ning,  og  overalt  er  ganske  værdiløse  Prøver  af  den  aller- 
tarveligste  Eksportfabrikation  og  græsselige 
Godtkøbs-Farvetryk  blandede 
mellem  de  fortrinlige  Tin 
Museet  har  udstillet, 
ledes  at  hele  den  ja¬ 
panske  Afdeling  virker 


Fig.  132.  Iris.  Efter  Kor  in. 


Le  Japon  artistique. 


79 


med  en  ufornoden  Bedrøvelighed.  Vi  haaber,  at  der  efter  Museets  forestaaende  Omby- 
mng  °g  Udvidede  rnaa  ske  en  gennemgribende  og  sagkyndig  Revision  af  dets  orientalske 
Afdelinger,  den  vil  ikke  skade  Museets  Anseelse  og  ikke  være  nogen  Overdrivelse  af  de 

en  syn ,  det  skylder  Videnskaben  og  det  Publikum,  til  hvis  nyttige  og  behagelige 
Belæring  det  er  oprettet.  60 

Udgivelsen  af  Le  Japon  artistique  er  ikke  standset,  fordi  der  har  vist  sig  no^en 
Afsvaling  af  Interessen  for  den  japanske  Kunst.  Den  er  tværtimod  i  stadig  Stigen  In  egen¬ 
sinde  tidligere  er  japanske  Kunstgenstande  bievne  betalte  med  saa  klækkelige  Summer, 
som  paa  de  i  dette  Foraar  afholdte  Auktioner  over  Philippe  Burtys  efterladte  Samlinger. 
Priserne  er  saa  veltalende,  at  nogle  af  dem  fortjæner  at  anføres.  De  Genstande,  der 
har  været .  afbildede  i  Gonses  Pragtværk  L’ art  Japonais,  synes  forholdsvis  at  være  bievne 
særligt  højt  betalte.  En  udskaaren  Træfigur,  afbildet  hos  Gonse  II,  S.  61,  gik  til  1,550  fr., 
en  Havørn  af  Stentøj  fra  Bizen,  afbildet  hos  Gonse  II,  S.  323  og  i  35te  Hæfte  afZ<?  Japon 
artistique ,  til  1000  fr.,  en  lille  Inro  (saakaldt  »Medicinsæske«)  af  Jokasai,  afbildet  hos  Gonse  II, 
S.  206,  med  1,120  fr.  og  en  Inro  af  Rilsuo,  afbildet  hos  Gonse  II,  S.  203,  med  1,250  fr.  Uden 
den  Anbefaling,  Gonses  Værk  har  givet  deres  Værdi,  opnaaede  dog  adskillige  Genstande 
notable  Priser,  saaledes  en  Parerplade  af  Yaisushika,  der  betaltes  med  1,500  fr.,  en 
Bronzefigur  af  en  Tiger  paa  20  Centimeters  Højde,  betalt  med  2,500  fr.,  en  Bronze’figur 
af  en  liggende  Hjort  paa  1 1  Centimeters  Højde,  betalt  med  3,200  fr.,  en  Skrivekasse  i 
Form  af  en  Fjerbold,  betalt  med  2,100  fr.,  et  lille  Skrin  i  Guldlak  (Højden  6  Centimeter), 
betalt  med  4,500  fr.  og  et  Spisestel  i  meget  fint  Arbejde  fra  det  17de  Aarhundrede, 
hvilket  Spisestel  betaltes  med  11,000  fr.  Det  maa  vel  ogsaa  indrømmes,  at  340  fr.  er  en 
ganske  antagelig  Pris  for  tre  af  de  Pilespidser  med  gennembrudt  Dekoration,  hvis  elegante 
Former,  den  vedføjede  Afbildning  (Fig.  131)  viser.  Auktionen  af  Ph.  Burtys  japanske 
Kunstgenstande  —  Bøger,  malte  og  trykte  Billeder  solgtes  endda  ved  en  særlig  Auktion  — 
indbragte  ialt  over  200,000  fr. 


Det  er  rimeligt,  at  Le  Japon  arlisliques  Virksomhed  for  at  vække  og  udbrede 
Sansen  for  japansk  Kunst  har  bidraget  til  at  skaffe  disse  ærefrygtindgydende  Resultater, 
og  med  saa  haandgribelige  Beviser  for,  at  Japans  gamle  Kunst  er  værdsat  saa  højt  som 
den  fortjæner,  kan  Tidsskriftet  trygt  lægge  sig  til  Hvile.  Den  Sæd,  den  har  spredt  over 
Landene,  vil  bære  Frugter  overalt,  om  det  end  ikke  overalt  bliver  lige  gode  Frugter.  Et 
1‘ølgeblad  til  Aviserne  fra  Dansk  Textil-Lager  fremhæver  af  Sæsonnyheder  et  jacquard- 
vævet  Stof,  kaldet  Colibri,  Mønsterprøven  viser  sig  at  være  Mønstret  fra  den  dejlige  Stof¬ 
prøve  1  tredje  Hæfte  af  Le  Japon  artistique,  der  dog  ved  Geledder,  af  temmelig  plumpe 
Sommerfugle  har  faaet  en  dansk  Tilsætning.  Man  maa  være  fattet  paa  at  sé  et  livligt 
Spøgeri  af  alle  de  japanske  Aander,  der  har  vist  sig  i  Tidsskriftet,  og  trøste  sig  med,  at 
man  ikke  behøver  at  søge  langt  —  ikke  længere  end  f.  Eks.  til  de  i  dette  Tidsskrifts 
forrige  Plæfte  gengivne  Bogbind  af  legner  og  BindesbøU  ~  for  at  finde  fornøjelige 
Udslag  af  en  Paavirkning  fra  Japans  Kunst. 


8o 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


Fig.  135.  Fra  en  Solvæske  med  F.  Kiiblichs  Mærke.  (Dansk  Folkemuseum). 


De  kjøbenhavnske  Guldsmedes  Mærker 

fra  Tiden  før  Aaret  1800. 

Af  Bernhard  Olsen. 

De  ædle  Metaller  Guld  og  Sølv  ere  i  ren  Tilstand  uskikkede  til  at  forarbejdes 
til  Mønter  og  Brugsgjenstande,  fordi  de  ere  meget  bløde.  For  at  give  dem  tilstrækkelig 
Haardhed  er  det  nødvendigt  at  blande  dem  med  det  ringere  Metal  Kobber,  og  denne 
Legering  er  saaledes  fra  først  opstaaet  af  Nødvendighed.  Da  der  herved  fremkom  et 
Stof  af  ringere  Værdi  end  den  samme  Vægt  af  rent,  ædelt  Metal,  indfandt  Fristelsen  til 
at  øve  Bedragerier  sig  med  det  samme,  og  Regenterne  vare  derfor  allerede  tidlig  betænkte 
paa  at  ordne  Legeringsforholdene  ved  Lov  og  samtidig  paalægge  Guldsmedene  Ansvaret 
for  Underlødighed.  Dette  skete  ved  at  befale  Godsets  Stempling  med  Forfærdigerens 
Mærke.  Allerede  i  Begyndelsen  af  det  13de  Aarhundrede  findes  Spor  til,  at  der  i 
Frankrig  har  været  truffet  Bestemmelser  saavel  om  Lødigheden  som  om  Stemlingspligten. 
Det  ældste  eksisterende  Dokument  er  imidlertid  først  fra  1275,  en  Ordonnance  fra  Philip 
den  Dristige,  hvori  det  paabydes  Guldsmedene  at  stemple  deres  Arbejde  med  Byens 
Tegn  fseign),  og  i  1313  befalede  Philip  den  Smukke,  at  Guldsmedenes  Lav  i  Paris, 
repræsenteret  af  sine  prudhommes,  skulde  varetage  Kontrollen  ( Chaffers :  Hall  marks  on 
gold  and  silver  plate). 

Den  samme  Forfatter  paastaar,  at  en  Kontrol  har  været  udøvet  i  England  i  endnu 
ældre  Tid  ved  Hjælp  af  Prøvestenen.  Lødigheden  fastsattes  af  Henrik  III  i  1238,  og 
Nødvendigheden  af  dens  Bestemmelse  motiveres  ved,  at  der  gik  saa  stort  Bedrageri  i 
Svang.  Guldsmedearbejder  vare  saa  kobberholdige,  at  der  var  Fordel  ved  at  indsmelte 
og  benytte  Rigets  Mønt,  der  efterhaanden  forsvandt  ad  denne  Vej.  Den  første  Lov,  som 
paabød  Stempling,  er  fra  1300,  da  Edvard  I  befalede,  at  intet  Arbejde  i  ædelt  Metal 
maatte  udgaa  fra  Værkstederne,  før  det  var  godkjendt  af  Guldsmedenes  Lav  og  mærket 
med  dets  Stempel. 

Professor  Nyrop  mener  ( Dansk  Guldsmedekunst ),  at  da  Jydske  Lov  sætter  Straf 
for  at  brænde  falskt  Sølv,  maa  der  allerede  før  dens  Kodificering  have  eksisteret  en  Norm 
for  Lødigheden  her  i  Landet,  men  der  angives  kun,  at  Forholdet  mellem  Guld  og  Sølv 
var  som  1  til  8.  Ogsaa  vor  ældste  Guldsmedeskraa  af  1429  gaar  ud  fra  en  lcjendt 
Lødighed.  Det  er  først  i  Kong  Hans’  Tid  i  Aaret  1491,  at  der  fremkom  et  bestemt 
Lovbud  om,  at  Marken  skal  indeholde  14V4  Lod  fint  Sølv  og  at  Guldsmedene  skulle 
stemple  deres  Arbejder  baade  med  Byens  og  deres  eget  Tegn.  Før  denne  Tid,  i  1384, 
findes  Stemplingspligt  paabudt  i  en  norsk  Retterbod. 


De  kjøbenhavnske  Guldsmedes  Mærker  fra  Tiden  før  Aaret  1800. 


8l 


Det  er  unødvendigt  her  at  gaa  ind  paa  det  følgende  Aarhundredes  Lovbud  ved¬ 
rørende  denne  Sag.  Professor  Nyrop  har  i  sin  Bog  om  Dansk  Guldsmedekunst  udførlig 
omtalt  saavel  Stempelpligten  som  Lødighedsforholdet.  Bestemmelserne  herom  ere  aldrig 
bievne  overholdte,  og  især  er  Paabudet  om  at  mærke  med  Byens  Tegn  i  paafaldende 
Grad  blevet  ignoreret.  Indtil  Slutningen  af  det  1 6de  Aarhundrede  er  der  hidtil  ikke  paa 
Guldsmedearbejde  fundet  noget  Stempel,  som  med  Sikkerhed  kan  siges  at  være  et 
Bymærke  \  og  det  fremgaar  af  Guldsmedelavets  Protokoller,  at  da  Anbringelse  af  Bymærke 
blev  paabudt  ved  Skraaen  1608,  var  det  noget  aldeles  nyt,  der  vakte  en  passiv  Modstand, 
som  maatte  hæves  ved  Trusel  om  Straffe.  Disse  Undersøgelser  have  fra  1639,  som  var 
det  ældste  kjøbenhavnske  Mærke,  man  hidtil  kjendte,  ført  det  nær  op  til  hint  Aar,  nemlig 
til  1610,  paa  Mikkel  Wibes  Borgmesterbægre  og  paa  Holmens  Kirkes  Sølv.  Dog 
gjennemføres  Bymærket  ikke  stadig  i  den  følgende  Del  af  Aarhundredet;  sin  endelige  og 
faste  Form  fik  vore  Guldsmedestempler  først  ved  Forordningen  af  1685,  og  den  bestod 
uforandret  det  18de  Aarhundrede  ud.  Efter  denne  Lov  skulde  et  Arbejde,  som  vejede  5 
Lod  og  derover,  for  at  være  lovligt  stemplet  bære  følgende  4  Mærker: 


Kjøbenhavns  Mærke.  Guardejnens  Mærke.  Maanedsmærke.  Guldsmedens  Mærke. 


Arbejder  i  Guld  stempledes  desuden  med  D  eller  |DUC|  (Ducatguld:  23  Karat) 
og  C  eller  |CROj  (Croneguld:  21  Karat). 

I  Tidens  Løb  er  Byens  Mærke  blevet,  som  det  var  i  1608.  Der  er  kun  foretaget 
smaa  Forandringer  ved  Enkelthederne: 


*•  Museet  for  nordiske  Oldsager  ejer  to  Gjenstande,  mærkede  med  kronet  K.  Paa 
et  Bæger  i  gotiserende  Renaissance  findes  et  saadant  sammen  med  et  Bomærke 
(s.  hosstaaende  Tegninger).  Det  sidste  er  formodentlig  Guldsmedens  Tegn,  og 
der  er  Mulighed  for,  at  det  første  kan  være  Byens  (Kjøbenhavns). 


82 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


Guardejnmærkerne  i  Tiden  før  1800  vare: 


Conrad  Ludolf,  Peter  Nicolai  von  Haven  Christopher  Fabritius  Frederik  Fabritius 

Munz-Wardein,  1679 — 1720.  1729—1749  1749  —  1787.  1787—1823. 

I  efterfølgende  Lister  er  Kjøbenhavns  Mærke  angivet  forkortet  som  KM  og  Guar- 
dejnmærlcet  som  GM  samt  et  af  Tallene  fra  1 — 4. 

I  det  17de  Aarhundrede  benyttede  man  Almanakens  Zodiakaltegn  som  Maaneds- 
mærker.  Man  var  den  Gang  efter  gammel  Stil  tolv  Dage  bagud  i  Tiden,  og  Maaneden 
faldt  nøjere  sammen  med  Afdelingen  i  Dyrekredsen.  Medens  den  nu  gaar  i  Tegnet  paa 
en  Tid,  som  kan  variere  mellem  den  20de  og  23de  Dag  i  Maaneden,  kunde  det  den 
Gang  ske  mellem  den  10de  og  14de.  Disse  Maanedsmærker  ere  afbildede  i  Professor 
Nyrops  Artikel  i  dette  Tidsskrift  ovfr.  S.  37  og  skulle  derfor  ikke  gjentages  her. 

Mestermærkerne  ere  ordnede  alfabetisk  og  efter  Bogstavernes  Følge  fra  venstre 
til  højre.  Ere  disse  stillede  i  to  Linier  som  f.  Eks.  i  Guldsmeden  Jens  Klitgaards  Mærke 

søges  det  under  I  G  K,  fordi  G  er  stillet  mere  til  venstre  end  K.  I  Monogrammer 
med  slyngede  Tegn  bestemmer  det  Bogstav,  hvis  Linier  drage  sig  længst  til  venstre,  dets 
Plads  i  Rækkefølgen. 

Aaret,  i  hvilket  Mesteren  første  Gang  findes  omtalt,  fik  Bevilling,  svoer  Borger¬ 
skab  eller  indtraadte  i  Lavet,  er  anført  ved  hans  Navn.  SaavidtDag  og  Maaned  kjendes, 
angives  det  med  Tal  i  Brøkform.  Det  sidste  Tal  angiver  det  Aar,  hvori  han  senest  er 
funden  omtalt  som  virkende  eller  ogsaa  hans  Dødsaar.  Aarstallet  i  Stemplerne  vise  dog 
ofte,  at  hans  eller  mulig  hans  Enkes  Virksomhed  har  strakt  sig  længere,  end  Kilderne 
sige  Besked  om. 

Arbejder  i  Guld  ere  særlig  nævnte.  Alle  andre  ere  i  Sølv. 


Mestermærker. 


ANDREAS  BORRIS;  28/u  1729 — 1746;  født  i  Kjøbenhavn;  boede  paa 
Kjøbmagergade. 

Bæger;  KM  1752;  GM  3;  Tvillingerne  (Mai). 


ANDREAS  BRØNLUND;  25/3  1744,  t  før  1775;  født  i  Jylland;  boede 
paa  Østergade;  Enken  førte  endnu  Værksted  1781. 

Lysestager;  KM  1750;  GM  3 ;  Løven  (Juli).  Have  tilh.  f  Kammerherre 
Nægier. 

Lysestager;  KM  1761;  GM  3;  Fisken  (Februar).  Tilh.  Fru  Verdier. 


ALBERT  CARSTENS  var  Mester  før  1651;  Oldermand  1658 — 1661; 
født  i  Slesvig;  boede  paa  Østergade. 

a)  Spiseske,  funden  ved  Gravning  i  Baldersbrønde.  Tilh.  Museet  for  nord. 
Oldsager. 


*  Ikke  faksimileret. 


De  kjøbenhavnske  Guldsmedes  Mærker  fra  Tiden  før  Aaret  1800. 


83 


b)Laagkrus;  i  Laaget  er  indfattet  en  Mønt  fra  1625;  paa  Kruset  er  punk¬ 
teret  1647.  Tilh.  Grosserer  Stausholm. 


Daabskande;  KM  1731;  GM  2.  Tilh.  Vor  Frelsers  Kirke. 

AEGIDIUS  (GILLIS)  LOIDT  var  Mester  1569. 

»Rosenblommen«  med  Aarstal  1577;  har  tilh.  Hans  Skovgaard  og  Hustru 
Anna  Parsberg.  - — -  Afbildet  i  Nyrops  »Dansk  Guldsmedekunst«,  S.  26.  — 
Tilh.  Museet  for  nordiske  Oldsager. 

ASMUS  FRIDERICH  HOLLING,  Sølvsmed  25/s  1  7^7 — 1  7^>4 ;  født  i  Sles¬ 
vig;  boede  paa  Østergade. 

a)  Lavsskilt  med  1729  under  Mestermærket.  Tilh.  de  kjøbenhavnske  Glar- 
mesteres  Svendelav. 

b)  Lænestol;  KM  1740;  GM  2.  Tilh.  Samlingen  paa  Rosenborg. 

c)  Velkomst  og  Skilte  til  samme  med  1740  under  Mestermærkerne.  Tilh. 
de  kjøbenhavnske  Hjul-  og  Karetmageres  Svendelav.  ■ —  Dansk  Folke- 
museum. 

d) Kalk,  Disk  og  Æske  til  Hostien ;  KM  1744;  GM  2;  Vandmanden 
(Januar).  Tilh.  Kirken  i  Citadellet. 

ANDREAS  GRAFF  blev  Mester  1758;  boede  paa  Vestergade. 

a)  Bæger. 

b)  Bæger  og  Lavsskilt,  skænket  til  Velkomsten  1770.  Tilh.  de  kjøben¬ 
havnske  Bageres  Svendelav.  — •  Dansk  Folkemuseum. 

ARVED  HANSEN 2 /7  1765 — 1780;  født  paa  Sjælland;  boede  i  Dybens¬ 
gade. 

Lavsskilte  skænkede  til  Velkomsten  1779  og  1780.  Tilh.  de  kjøbenhavnske 
Nagelsmedes  Svendelav.  —  Dansk  Folkemuseum. 


ANDREAS  HOLM;  5/8  1771 — 1812;  Oldermand  fra  1795 — 1798;  født 
paa  Fyen;  boede  i  Vimmelskaftet. 

a)  Lavsskilt,  skænket  til  Velkomsten  1787.  Tilh.  de  kjøbenhavnske  Nagel¬ 
smedes  Svendelav.  ■ —  Dansk  Folkemuseum. 

b)  Lavsskilt  med  1796  under  Mestermærket.  Tilh.  de  kjøbenhavnske  Kobber¬ 
smedes  Svendelav.  —  Dansk  Folkemuseum. 


ANTONIUS  JACOBSEN  var  Mester  1620 — 1623,  i  hvilket  Aar  han  flyttede 
til  Bergen. 


ANDERS  JENSEN  var  Mester  1623 — 1625. 

Spiseske,  funden  ved  Føvling,  Aarhus  Amt.  Tilh.  Museet  for  nordiske 
Oldsager. 

xi  * 


84 


Tidsskrift  for  Kunstindustri 


AMBROSIUS  JØRGENSEN  blev  Mester  1 762 — 1  785  ;  boede  i  Grønnegade. 

a)  To  Hovedvandsæg.  Tilh.  Antikvar  C.  L.  Petersen. 

b)  Lavsskilt,  skænket  til  Velkomsten  1765.  Tilh.  de  kjøbenhavnske  Bageres 
Svendelav.  —  Dansk  Folkemuseum. 


19* 


A  L 
‘7*i 


AXEL  KRØYER,  Sølvsmed;  15/2  1713;  Oldermand  1747—1754;  boede  i 
Kompagnistræde. 

a)  Lavsskilt  med  1724  under  Mestermærket.  Tilh.  de  kjøbenhavnske  Tøm¬ 
reres  Svendelav. 

b)  Bæger;  KM  1737;  GM  2;  Tyren  (April).  Tilh.  Grosserer  Stausholm. 

NIELS  ANDREAS  LARSEN ;  u/7  1762 — 1774;  født  i  Ivjøbenhavn ;  boede 
ved  Stranden. 

Thekjedel;  KM  1764;  GM  3.  Tilh.  Grosserer  Sundt  i  Bergen. 

CLAUS  BRUUN  ALBERTS;  2ti/4  1797 — 1802;  født  i  Slesvig;  boede  i 
Gothersgade. 

Spiseske;  KM  179 2;  GM  4;  Skytten  (November).  Har  tilh.  f  Kammerherre 
Nægier. 


ANDREAS  NIELSEN  var  Mester  1661;  hans  Enke  omtales  1676;  boede 
i  Skoboderne. 

To  Lavsskilte,  skænkede  til  Velkomsten  1670  og  1671.  Tilh.  de  kjøben¬ 
havnske  Rebslageres  Svendelav.  —  Dansk  Folkemuseum. 


ALBERT  POUELSØN  var  Mester  1641 — 1651;  boede  i  Pilestræde. 
Ørekousken  med  graveret  Aarstal  1646.  Afbildet  i  Nyrops  »Dansk  Guld¬ 
smedekunst«,  S.  54.  Tilh.  Museet  for  nordiske  Oldsager. 


ANDREAS  JUNGER  har  i  Følge  Sicks:  Notices  etc.  S.  29  virket  i  det 
1 8de  Aarhundrede,  men  er  ellers  ganske  ukjendt.  Mærket  findes  paa 
mange  Arbejder  og  passer  ikke  til  noget  andet  Navn  undtagen  Alexandre 
Meusnier ;  “8/4  1732,  der  dog  ikke  forekommer  udenfor  Borgerskabslisten. 

a)  Lavsskilt  med  1737  under  Mestermærket.  Tilh.  de  kjøbenhavnske  Tøm¬ 
reres  Mesterlav. 

b)  Alterkande  med  1739  under  Mestermærket;  KM  1 743 ;  GM  2.  Tilh. 
Kirken  i  Citadellet. 

c)  Sukkerbøsse ;  KM  1742;  GM  2.  Tilh.  Fru  Verdier. 


ANDREAS  RØYMAND  ;  10/j0  1774- — 1789;  født  i  Norge. 

a)  Sukkerbøsse ;  KM;  GM  3;  Vædderen  (Marts).  Tilh.  Fru  Verdier. 

b)  To  Bægere  med  1777  under  Mestermærket;  KM  1777;  GM  3;  Løven 
(Juli).  Tilh.  Kunstindustrimuseet  i  Kristiania. 


25 


BENDIX  CHRISTENSEN;  Sølvsmed;  24/_  1755 — 1788;  født  i  Kjøben- 
havn;  boede  i  Ny  Adelgade. 

a)  Bæger.  Tilh.  Antikvar  Nathansohn. 

b)  Thekande  med  1755  under  Mestermærket.  Tilh.  Grosserer  Sundt  i 
Bergen. 


*  Ikke  faksimileret. 


De  kjøbenhavnske  Guldsmedes  Mærker  fra  Tiden  før  Aaret  i8oo. 


85 


BERNHARD  CHRISTOPHER  KELBERLADE;  25/4  1763—1769;  født 
i  Norge. 

a)  Lavsskilt  fra  1771  paa  de  kjøbenhavnske  Blytækkersvendes  Velkomst.  Tilb. 
Dansk  Folkemuseum. 

b)  Potageske  med  1771  under  Mestermærket.  Tilh.  Etatsraad  Blom. 


27 


EWERT  BURHORST  var  Mester  1683;  boede  paa  Kjøbmagergade. 

a)  Pengebøsse  (saakaldet  Kridthus)  med  1 706  under  Mestermærket.  Tilh. 
Excellencen  Greve  O.  S.  Danneskiold-Samsøe. 

b)  Bæger  med  graveret  Aarstal  1711.  Tilh.  Læge  Bay  i  Randers. 

BENDIX  GIJSEN ;  %  1793 — 1822;  født  i  Haderslev;  boede  i  Badstue¬ 
stræde. 

Æske;  KM;  GM  4;  Stenbukken  (December).  Tilh.  Frk.  Suhr. 


29 


BENDIX  LUND  var  Mester  1701  — 1731;  boede  i  Løvstræde. 

a)  Krucifiks;  har  tilhørt  Kong  Frederik  den  Fjerde;  KM  1708;  GM  1; 
Fisken  (Februar);  se  Dr.  Brock:  Rosenborg.  S.  138.  Tilh.  Samlingen  paa 
Rosenborg. 

b)  Bæger  med  1706  under  Mestermærket;  KM  1716;  GM  1;  Fisken 
(Februar).  Har  tilh.  f  Kammerherre  Nægier. 


BØRGE  LEMMICKE,  Sølvsmed;  8/5  1756 — 1766;  født  i  Aalborg;  boede 
i  Laksegade. 

Lavsskilt,  skænket  til  Velkomsten  1758.  Tilh.  cle  kjøbenhavnske  Bageres 
Svendelav.  — -  Dansk  Folkemuseum. 


3i 


32 


BORCHART  ROLLUFSEN  blev  Mester  1626 — 1652. 

a)  Spiseske  ;  KM  1623. 

b)  Laagkrus  med  1637  om  Mestermærket  og  KM  1668;  skænket  af  Dr.  Ole 
Worm  til  Svigersønnen,  Biskop  Schelderup  i  Bergen;  endvidere  stemplet 
AB  13L  OG.  Tilh.  Museet  for  nordiske  Oldsager. 


33 


BONAVENTURA  SCHRITZMEYER  blev  Mester  1632,  f  før  1645. 
Spiseske,  funden  i  Eistrup,  Vrads  Herred.  Var  nedlagt  i  Jorden  før  1653. 
Tilh.  Museet  for  nordiske  Oldsager. 


JOHAN  CHRISTIAN  ANDREAS  KROG  blev  Mester  1783,  f  før  1801. 
Lysestager;  KM  1790;  GM  3 ;  Skytten  (November).  Tilh.  Etatsraad  Blom. 


35 


CHRISTOPHER  BALCKE ;  18/n  1762 — 1785  (hans  Enke  drev  Værkstedet 
til  1813). 

a)  Tobakstallerken.  Tilh.  de  kjøbenhavnske  Bageres  Svendelav.  —  Dansk 
Folkemuseum. 

b)  Lavsskilt  skænket  til  Velkomsten  1790.  Tilh.  de  kjøbenhavnske  Murer¬ 
svendes  Forening.  —  Dansk  Folkemuseum. 


CHRISTIAN  BRADT  var  Mester  før  1700;  boede  paa  Kjøbmagergade. 
Spiseske;  KM  1705;  GM  1;  Vægten  (September).  Tilh.  Dansk  Folke¬ 


museum. 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


CHRISTIAN  FRIDERICH  HENDRICHSEN;  I8/,  1774;  boede  paa 
Gammel  Mønt. 

a)  Armstager  med  1778  under  Mestermærket.  Tilh.  det  kongelige  Sølv¬ 
kammer. 

b)  Lavsskilt,  skænket  1785  til  de  kjøbenhavnske  Blytækkersvendes  Velkomst. 
Tilh.  Dansk  Folkemuseum. 

CHRISTIAN  HOSøE;  24/n  1773 — 1807;  Oldermand  fra  1792  — 1795;  født 
i  Jylland;  boede  i  Vimmelskaftet. 

a)  Døbefad  og  Kande  med  1781  under  Mestermærket;  KM  1781;  GM  3; 
Vædderen  (Marts).  Tilh.  den  franske,  reformerte  Menighed. 

b)  Sukkerske;  KM  1788;  GM  4;  Vandmanden  (Januar).  Tilh.  det  kgl. 
Sølvkammer  tilligemed  forskjellige  andre  Arbejder  af  denne  Mester. 

c)  Dele  af  et  Sølvservice  mærkede  i  Aarene  1784 — 1787.  Tilh.  Frk.  Suhr. 

d)  Lavsskilt,  skænket  til  A  elkomsten  i  1777-  Tilh.  de  kjøbenhavnske  Nagel¬ 
smedes  Svendelav.  —  Dansk  Folkemuseum. 

e)  Kande  og  Fad  med  Kong  Kristian  den  Syvendes  kronede  Navnetræk  i 
Gravering  med  1787  under  Mestermærket;  KM  1791  ;  Skytten  (November). 
Har  tilh.  Prinsesse  Karoline.  Tilh.  Etatsraad  Blom. 

CASPAR  HUBERTZ  blev  Mester  1768 — 1771. 

Kalk  til  Dødssakramentet;  KM  176*;  GM  3;  Fisken  (Februar).  Tilh.  den 
franske  reformerte  Menighed. 

CARSTEN  HUFNAGEL,  Juvelerer;  23/s  1730;  født  i  Bergen;  boede  i 
Pilestræde. 

Alterstager,  Kalk  og  tre  Diske  med  173°  under  Mestermærket;  KM  1731; 
GM  2.  Tilh.  St.  Petri  tyske  Menighed. 

CHRISTOPHER  JONSEN,  Sølvsmed;  27/9  1 734 ;  var  f  1775  (Arvingerne 
dreve  endnu  Værkstedet  i  dette  Aar);  født  i  Kjøbenhavn;  boede  paa 
Kjøbmagergade. 

a)  Lavsskilt  med  1758  under  Mestermærket.  Tilh.  de  kjøbenhavnske  Hus- 

'  tømreres  Forening. 

b)  Tallerkener  med  1761  under  Mestermærket;  KM;  GM  3;  Løven  (Juli). 
Tilh.  det  kongelige  Sølvkammer. 

c)  had,  AM  1769;  GM  3;  Vædderen  (Marts).  Tilh.  Grosserer  Stausholm. 

d)  Toiletstel:  Spejl,  Stager,  Lysesaks,  Klokke,  Børster,  Daaser,  Terriner;  ialt 

21  Stykker  med  1761  1765  under  Mestermærkerne.  Tilh.  Lensgreve 

Moltke-Bregentved. 

CHRISTIAN  JØRGENSEN  LINDBERG;  *»/„  1 748— 1783;  født  i 

Kolding. 

Lavsskilt,  skænket  til  Velkomsten  1752.  Tilh.  de  kjøbenhavnske  Mureres 
Svendelav.  —  Dansk  Folkemuseum. 

CHRISTEN  JENSEN;  2%  1693—1727;  boede  i  Skindergade. 

a)  Daabskande  med  1710  under  Mestermærket;  KM  \  7 1 7 ;  forfærdiget  i 
sidstnævnte  Aar  af  indsmeltede  ældre  Kar,  nemlig  en  Kande,  skænket  til 
Bremerholms  Kirke  Anno  1662  den  20de  Juni  af  Karen  salig  Jep  Ander¬ 
sens,  fordum  Borgerske  i  Malmø,  og  en  rund  Skaal  med  Laag,  given  til 
Kirken  Anno  1704  af  Skipperlavet.  Paa  Laaget  stod  skrevet:  Kongelig 
Majestæts  Velkomst  Anno  1638.  1  ilh.  Holmens  Kirke. 


De  kjøbenhavnske  Guldsmedes  Mærker  fra  Tiden  før  Aaret  1800. 


87 


b)  Disk  med  1715  under  Mestermærket;  Kalk  med  1716  under  Mester¬ 
mærket;  KAI  1720.  Tilh.  Vor  Frelsers  Kirke. 

c)  Pengetavle,  skænket  til  Helligaandskirke  1719.  Dansk  Folkemuseum. 
CARSTEN  LAURITZEN ;  blev  Mester  1633  (Oldermand  1654 — -1657); 

f  før  1677;  boede  paa  Kjøbmagergade. 

a)  Kalk  og  Disk;  KM  1648;  skænket  1668  af  Thomas  Eriksen  Torm  til 
den  hollandsk-lutherske  Menighed  i  Kjøbenhavn.  Denne  holdt  sin  Guds¬ 
tjeneste  i  Holmens  Kirke  fra  1668  til  1703,  da  den  forenedes  med  St. 
Petri  højtyske  Menighed.  Tilh.  Frederiksborgs  Kirke. 

b) Ske;  KM  1667  med  retvinklet  L  i  Mestermærket.  Har  tilh.  f  Kammer¬ 
herre  Nægier. 

CLAUS  LAURITZEN  LAVE;  25/2  1682  (Oldermand  1703  —  1704);  om¬ 
tales  som  f  1709;  boede  i  Naboløs. 

a)  Absconsel  (Stage  med  2  Lys  og  en  rund  Skærm)  med  1693  under 
Mestermærket;  har  fra  Kong  Kristian  den  Femtes  Dage  staaet  paa  alle 
danske  Kongers  Skrivebord,  naar  de  boede  paa  Frederiksborg;  Ordet 
kommer  af  fransk  abscons  (skjult).  Tilh.  Badstuens  Inventar. 

b) Laagkrus;  KAI  1700;  GM  1.  Tilh.  Fru  Bernhard  Olsen 

c)  Skilt  for  en  Officer  i  Brandkorpset;  under  Mestermærket  1  703  ;  KM  1704; 
Vædderen  (Marts).  Tilh.  Dansk  Folkemuseum. 

d)  Sukkerskaal.  Tilh.  Fru  Generalkonsulinde  Holmblad. 

CHRISTIAN  NIELSEN  LINDBACK;  V«  1767;  f  1798  (hans  Enke  drev 
Værkstedet  efter  hans  Død);  født  i  Aalborg;  boede  i  Skidenstræde. 

a)  Sauceskaal  med  1755  under  Mestermærket;  KM  1775.  Tilh.  det  konge¬ 
lige  Sølvkammer. 

b)  Syv  Lavsskilte  fra  Aarene  1772  — 1781  med  alle  tre  hosføjede  Mærker. 
Tilh.  de  kjøbenhavnske  Rebslageres  Svendelav. 


CORT  LEGAN  RASMUSSEN  ;  »«/,,  1773—  1 806  (Oldermand  1  798 —  1 804); 
født  i  Kjøbenhavn;  boede  paa  Østergade. 

a)  Sukkerbøsse  med  177*  under  Mestermærket;  KM 79;  GAI  3.  Tilh.  Kjøb- 
mand  Simonsen  i  Kristiania. 

b)  Tobakstallerken  med  1781  under  Mestermærket ;  KAJ  1  783  ;  GAI  3;  Væd¬ 
deren  (Marts).  Tilh.  de  kjøbenhavnske  Bageres  Svendelav.  Dansk 
Folkemuseum. 

CHRISTIAN  OLSEN;  «/9  1 794;  født  i  Jylland;  boede  i  Skindergade. 

a)  Hovedvandsæg.  Tilh.  Excellencen  Greve  O.  S.  Danneskiold-Samsøe. 

b)  Lavsskilt,  skænket  til  Velkomsten  1804.  Tilh.de  kjøbenhavnske  Rebslageres 
Svendelav.  —  Dansk  Folkemuseum. 


(Forts.) 


88 


Tidsskrift  for  Kunstindustri 


Kongedragter  paa  Rosenborg. 

Christian  den  Fjerdes  og  Frederik  den  Tredies  Dragter. 

Af  P.  Brock. 

-Naar  Rosenborg  er  i  Besiddelse  af  en 
temmelig  righoldig  Samling  af  prægtige  og 
interessante  Kongedragter,  hidrører  dette  selv¬ 
følgelig  væsentlig  fra  den  Omstændighed ,  at 
dette  Slot  allerede  fra  Midten  af  det  1 7de 
Aarhundrede  af  har  været  anvendt  som  Op¬ 
bevaringssted  for  Kongehusets  Efterladenskaber. 
En  særlig  Tak  for,  at  idetmindste  endel  af 
de  ældre  Dragter  ere  bievne  bevarede  for 
Efterverdenen,  tilkommer  der  Kong  Frederik 
den  Fjerde,  som  med  stor  Pietet  værnede  om 
de  da  tiloversværende  kongelige  Klædnings¬ 
stykker,  idet  han,  da  Slotsforvalteren  Hans 
Eilersen  Koch  var  død  i  Aaret  1703,  og  dennes 
Enke  Dorthe  Rasmusdatter  Lund  blandt  Andet 
ansøgte  om  at  maatte  faa  de  gamle  Klæder, 
som  opbevaredes  her,  og  som  Kongen,  efter 
hvad  hun  paastod,  skulde  have  lovet  hende, 
selv  tog  de  paagjældende  Dragter  i  Øjesyn  og 
erklærede,  at  han,  skjøndt  de  ikke  havde 
nogen  Værdi,  dog  nærede  Betænkelighed  ved 
at  bortskjænke  dem  paa  Grund  af  deres  Be¬ 
tydning  som  Antikviteter,  og  fordi  de  vare 
Minder  om  hans  salige  Forfædre,  der  selv 
havde  baaret  dem.  Desværre  har  man  ikke 
altid  fulgt  disse  Grundsætninger,  idet  der  baade 
før  og  efter  Frederik  den  Fjerdes  Tid  er  for¬ 
svundet  flere  interessante  Dragter  fra  Rosen¬ 
borg;  saaledes  havde  Christian  den  Femte  foræret  sin  Yndling  Overkammerjunker  Adam 
Levin  Knuth  ikke  alene  en  sort,  broderet  Fløjls  Trøje,  der  havde  tilhørt  Frederik  den 
I  redie,  men  hvad  der  i  endnu  højere  Grad  maa  forundre  os,  Faderens  prægtige  Sølvmors 
Formælingsdragt.  Nemesis  ramte  imidlertid  senere  et  Par  Gange  Christian  den  Femtes 
egne  Dragter,  idet  de  ægte  Perler,  med  hvilke  en  af  hans  Karusselkjoler  samt  en  Casquet 
og  en  Hat  vare  besatte,  i  Aaret  1786  bleve  »udpillede«  for  at  anvendes  til  Presenter 
ved  Louise  Augustas  Formæling,  hvorefter  selve  de  saaledes  mishandlede  Gjenstande 
bleve  beordrede  førte  til  Afgang  i  Inventariet,  og  i  Aaret  1812  gik  det  ud  over  Christian 
den  Femtes  Ordenskappe,  idet  Fløjlet  af  denne  (foruden  af  en  anden  stor  Kappe,  som 
ikke  tidligere  havde  været  optagen  i  Inventariet,  men  som,  tilligemed  den  førstnævnte,  ses 
at  have  henligget  i  Klædekamret)  blev  afgivet  til  Hofstolemager  Ibsen  for  at  anvendes  til 
Overtræk  for  12  nye  Stole  i  Kongens  Palais  paa  Amalienborg. 

Ved  at  benytte  Rosenborg  som  Opbevaringssted  for  Minderne  om  Kongehuset 
havde  man  ikke  oprindelig  tænkt  paa  at  ordne  dem  paa  en  videnskabelig,  systematisk 


Fig.  136. 

Polsk  rød  Fløjls  Kjole,  53'^  Tom.  lang. 
Frederik  den  Tredie. 


Kongedragter  paa  Rosenborg. 


89 


Maade;  en  saadan  Tanke  laa  fjernt  for  hin  Tid  og  er  først  i  vort  Aarhundrede  ret  kommen 
til  Gjennembrud  ved  Ordningen  af  de  historiske  Museer.  Det  kan  derfor  ikke  forundre, 
at  man  endnu  ofte  kan  være  i  Uvished  0111  den  rette  kronologiske  Bestemmelse  af  mangt 
et  Stykke,  naar  vejledende  Kriterier  savnes  eller  ere  utydelige.  At  dette  i  høj  Grad  maa 
gjælde  om  Dragterne  fra  den  ældre  Tid,  er  en  Selvfølge,  da  man  fra  først  af  i  Reglen 
ikke  synes  at  have  medgivet  dem  en  vejledende  Vignet  til  Efterretning  for  de  følgende 
Tider.  I  det  eneste  Tilfælde,  hvor  dette  ses  at  have  fundet  Sted,  har  det  ved  de  af  mig 
anstillede  Undersøgelser  vist  sig,  at  den  oplysende  Seddel,  der  oprindelig,  efter  Haand- 
skriften  at  dømme  vistnok  allerede  i  det  17de  Aarhundrede,  har  været  befæstet  til  eller 
ved  den  vedkommende  Dragt  (Frederik  den  Tredies  Arvehyldingsdragt),  i  Tidernes  Løb  er 
falden  af  og  senere  urigtigt  er  bleven  anbragt  ved  en  ganske  anden  Dragt  (den  sidste  Klæd¬ 
ning,  Frederik  den  Tredie  bar  den  6.  Februar  1670,  da  han  blev  syg).  Ved  de  mange 
Omflytninger,  der  have  fundet  Sted  i  Tidernes  Løb,  have  end  ikke  forholdsvis  yngre  Dragter 
kunnet  undgaa  Forvexlinger.  Saaledes  hang  i  lang  Tid  en  prægtig  og  udmærket  bevaret 
Salvingsdragt  i  Christian  den  Femtes  Værelse,  medens  en  lignende  langt  daarligere  kon¬ 
serveret  Dragt  var  ophængt  i  Christian  den  Syvendes  Værelse;  ved  imidlertid  for  endel 
Aar  siden  nøjere  at  undersøge  Blomsterornamenterne  og  Guldgalonerne  paa  den  først¬ 
nævnte  Dragt  og  sammenligne  denne  med  Juels  store  Billede  af  Christian  den  Syvende, 
paa  hvilket  Kongen  er  fremstillet  i  fuldstændig  Salvingsdragt  med  Krone,  Scepter,  Sværd 
og  Rigsæble  samt  med  begge  Ordenskjæderne ,  gik  det  op  for  mig,  at  der  her  forelaa 
en  Forvexling  af  Dragterne,  og  at  den  i  Christian  den  Femtes  Værelse  hængende  Salvings¬ 
dragt  maatte  rykkes  et  helt  Aarhundrede  længere  frem  i  Tiden,  hvilket  da  ogsaa  skete. 
Nogen  Tid  efter  havde  jeg  den  Tilfredsstillelse  at  træffe  paa  et  skriftligt  Vidnesbyrd  om 
Rigtigheden  af  min  hidtil  kun  paa  Øjesynet  støttede  Formodning.  Under  2.  Maj  1789 
ses  nemlig  Kommandanten  paa  Rosenborg  Major  Wilster  at  have  faaet  Ordre  til  at  udlevere 
til  Professor  Juel  mod  hans  Tilstaaelse  »Hans  Majestæt  Kongens  paa  Rosenborg  Slot  i 
Forvaring  værende  Kroningshabit,  som  Hr.  Professoren  til  et  under  Hænder  havende 
Portræts  Forfærdigelse  behøver«.  Da  bemeldte  Dragt  ifølge  de  forskjellige  af  Wilster 
affattede  Inventarieregnskaber  var  kommen  til  Rosenborg  1784,  altsaa  i  hans  Tid,  idet 
han  var  bleven  Kommandant  og  Slotsforvalter  dér  1781,  kan  man  i  1789  umulig  have 
taget  fejl  ved  Udleveringen ,  idet  man  dengang  dog  maa  have  vidst  med  fuldkommen 
Sikkerhed,  hvilken  Dragt  den  da  endnu  regerende  Konge  havde  baaret  ved  sm  Salving 
22  Aar  iforvejen,  og  kan  ikke  have  udleveret  den  anden  Salvingsdragt,  der  ifølge  de 
samme  Inventarieregnskaber  var  kommen  til  Rosenborg  i  en  gammel  Kuffert  1785  uden 
anden  Bemærkning,  end  at  det  var  »en  gammel  kongelig  Kroningshabit«.  Det  til  Christian 
den  Syvendes  Salvingsdragt  hørende  Garniture  af  fine  brabantske  Kniplinger,  bestaaende 
af  Halstørklæde  og  Manchetter,  hvilke  Kongen  bærer  paa  Juels  Billede,  og  som  ligeledes 
omtales  i  Inventarieregnskaberne  fra  Wilsters  Tid,  er  fornylig  gjenfundet  i  Samlingen;  det 
har  ved  nøjere  Undersøgelse  vist  sig,  at  det  er  det  samme  Garniture,  som  den  til  Sam¬ 
lingens  kronologiske  Ordning  i  1833  nedsatte  Kommission,  der  ikke  til  Vejledning  har 
havt  Juels  Billede  at  støtte  sig  til,  idet  dette  først  er  kommet  til  Rosenborg  1860  fra 
Frederiksberg  Slot,  har  henført  blandt  Frederik  den  Tredies  Sager.  Blandt  de  sidst¬ 
nævnte  er  ogsaa  urettelig  henført  den  i  Inventarieregnskaberne  fra  Wilsters  Tid  nævnte 
til  Christian  den  Syvendes  Salvingsdragt  hørende  bredskyggede  befjedrede  Hat,  hvis  ind¬ 
vendige  Maal  imidlertid  fuldstændig  svarer  til  Maalet  af  den  trekantede  Hat,  der  hører 
til  Christian  den  Syvendes  franske  Jagtuniform.  Da  det  saaledes  har  vist  sig,  at  der  ved 
den  kronologiske  Bestemmelse  baade  af  ældre  og  yngre  Dragter  er  sket  forskjellige  Fejl¬ 
tagelser  i  Tidernes  Løb,  har  jeg  ment,  at  det  ikke  vilde  være  uden  historisk  Interesse 
eller  uden  praktisk  Betydning  baade  for  bildende  og  sceniske  Kunstnere  kritisk  at  gjennemgaa 


go 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


Dragtsamlingen  og  at  forsøge  paa,  forsaavidt  dette  overhovedet  nu  er  muligt,  efter  at  alle 
samtidige  \  idner  for  længere  eller  kortere  Tid  siden  ere  gaaede  bort,  at  klassificere  de  Stykker, 
om  hvilke  der  kan  opkastes  Tvivl.  Ved  denne  Undersøgelse  have  selvfølgelig  de  nyere 
tydske  og  franske  Værker  angaaende  Dragterne  i  ældre  Tid  (navnlig  Falke' s  »Costiim- 
geschichte  der  Culturvolker«,  Quicherat ’s  »Histoire  du  costume  en  Trance«  og  Racinel ’s 
vLe  costume  historique«)  ydet  betydningsfulde  Vink  med  Hensyn  til  Forstaaelsen  af  de 
almindelige  europæiske  Moders  Optræden  hos  os  i  de  forskjellige  Perioder,  ligesom  de 
ældie  Slotsinventarier,  hvis  Paalidelighed  med  Hensyn  til  Meddelelserne  om  de  paagjæl- 


mm 

* 


'  V  Ti: 


'  •.  T'y."'  FF-c'Ff; 

' 

. 


.  /i 


i 


Tig-  137-  Afbildning  af  en  Hosebaandsridder  i  fuldstændig  Ordensdragt. 


dende  Gjenstandes  oprindelige  Ejere  fuldstændig  er  bleven  bekræftet  ved  forskjellige  i 
Rigsarkivet  forefundne  Aktstykker,  som  jeg  har  gjennemgaaet,  og  hvorom  jeg  haaber  ved 
en  anden  Lejlighed  at  kunne  udtale  mig  nærmere,  danne  Grundvolden  for  Undersøgelsen. 

De  ældste  Dragter  paa  Rosenborg  gaa  ikke  længere  tilbage  i  Tiden  end  til 
Christian  den  Fjerdes  Regering.  Man  har  rigtignok  tidligere  troet,  at  der  her  har  været 
opbevaret  kongelige  Klædningsstykker  fra  en  meget  ældre  Tid,  idet  Major  Wilster  under 
17.  Marts  1795  af  Overhofmarskallen  blev  anmodet  om  at  være  Theaterdirektørerne 
Thaarup  og  Kjeruljf  behjælpelig  med  paa  Rosenborg  at  finde  Malerier,  Klæder  eller 
Møbler  fra  Christiern  den  Andens  Tid,  hvilken  Opfordring  rimeligvis  var  foranlediget  ved 


Kongedragter  paa  Rosenborg. 


9 1 


den  forestaaende  Indstudering  af  Samsøes  Sørgespil  »Dyveke«,  der  blev  opført  første 
Gang  den  30.  Januar  1796,  nogle  Dage  efter  Forfatterens  Død.  Udbyttet  af  denne 
Undersøgelse  kan  for  Dragternes  Vedkommende  ikke  have  været  tilfredsstillende,  da  saa 
gamle  Klædningsstykker  aldrig  nævnes  i  Inventarierne,  ligesaalidt  som  der  vides  her 
nogensinde  at  have  været  opbevaret  Dragter  fra  den  nævnte  Konges  tre  nærmeste  Efter¬ 
følgere.  Naar  man  nu  spørger  om,  hvilke  Dragter  der  med  Sikkerhed  vides  at  have  til¬ 
hørt  Christian  den  Fjerde,  da  venter  man  selvfølgelig  paa  Forhaand  at  faa  det  Svar,  at 
der  fra  hans  lange  Regeringstid  maa  være  opbevaret  en  forholdsvis  stor  Mængde  af  disse 
blandt  den  righoldige  Samling  af  ældre  Dragter,  og  man  synes  ogsaa  at  have  tillagt  ham 
ikke  saa  faa,  men  ved  en  nærmere  kritisk  Undersøgelse  vil  det  vise  sig,  at  der  kun  er 
levnet  os  et  Par  Stykker,  der  med  Sikkerhed  vides  at  have  tilhørt  ham.  Den  ene  af  disse 
er  hans  Hosebaandsordenskappe,  der  allerede  nævnes  i  det  ældste  Inventarium  fra  Christian 
den  Femtes  Tid,  og  som  udførligere  beskrives  i  det  derefter  følgende  Inventarium  fra  1718, 
hvor  det  hedder:  »Kong  Christian  dend  Fierdes,  Engelske  Ridder  Ordens  Kappe;  Er  af 
Violet  fløyel  underforrit  med  hvid  tafft;  uden  paa  Ivr  Ordens  teigned,  som  er  Sølf 
Bourderit;  og  besadt  med  Perler,  hvor  af  een  af  de  største  femb ;  som  ellers  skulde  sidde 
under  Waabened,  er  borte;  der  hoes  A  parte,  Een,  dertil  hørende  Stierne,  af  Sølf  Bour¬ 
derit«.  Det  var  i  Aaret  1603,  at  Kong  Jakob  den  Første  af  Storbritannien  ved  Greven 
af  Rutland  sendte  sin  Svoger  Kong  Christian  den  Fjerde  Hosebaandsordenen.  løvrigt  er 
det  kun  Kappen,  der  er  bevaret  af  Christian  den  Fjerdes  Hosebaandsordensdragt;  der¬ 
imod  findes  en  fuldstændig  Hosebaandsordensdragt  fra  Frederik  den  Sjettes  Tid,  hvilken 
er  |p  en  given  i  vedføjede  Afbildning  (Fig.  137)  efter  den  Tegning,  der  medfulgte  til  Brug 
ved  Investituren.  Frederik  den  Sjettes  Hosebaandsordensdragt  bestaaer  af  en  sort  Fløjls 
Hat  med  Piumage  af  hvide  Strudsfjer,  en  gul  sølvbrocheret  Silkekjole  med  Borter  af  Sølv- 
Lahnkniplinger  (af  fladvalset  Sølvtraad),  en  Sølvmors  Trøje  med  Falblader,  rigt  besat 
med  Sølvtresser  og  Kniplinger,  en  blaa  Fløjls  Kappe  med  broderet  Ordenstegn  og  foret 
med  hvidt  Taft,  en  stor  Roset  af  Sølvtresser  med  Spænde  og  to  smaa  Rosetter,  to  Kvaster 
af  Gulcltraad  og  blaat  Silke  med  lignende  Lidser  samt  et  Par  hvide  Skindhandsker  med 
Sølvkniplingskraver. 

Den  anden  Dragt,  som  med  Sikkerhed  vides  at  have  tilhørt  Christian  den  Fjerde, 
er  den  blodplettede  Irøje  eller  lams  (Fig.  138),  som  han  bar,  da  han  blev  saaret  ombord 
paa  »Trefoldighed«  i  Søslagæt  paa  Kolbergerheide  den  1.  juli  1644.  Tilligemed  de  øvrigæ 
Minder  om  denne  Begivenhed,  om  hvilke  henvises  til  det  lille  Skrift  herom,  som  jeg 
udgav  ifjor ,  er  den  nu  atter  bleven  anbragt  i  det  samme  Væggeskab  i  Christian  den 
Fjerdes  Audientssal ,  hvori  den  oprindelig,  for  over  200  Aar  siden,  har  havt  sin  Plads, 
men  hvorfra  den  senere  en  lid  lang  var  bleven  flyttet  til  Klædekamrene.  Trøjen,  der 
er  af  violet  blommet  Plycls  med  en  Række  tæt  siddende  Knapper  med  tilsvarende  Knap¬ 
huller  foran,  er  forsynet  med  meget  korte  Skjøder;  Ærmerne  ere  uden  Opsplidsning  foran 
og  uden  Opslag;  derimod  er  det  nederste  Stykke  af  dem  ved  Hænderne  opskaaret  bagtil 
og  forsynet  med  Knapper  og  Knaphuller.  Den  giver  en  god  Forestilling  om  den  da 
herskende  tydsk-hollandske  Mode,  som  efterhaanden  var  opstaaet  under  Trediveaarskrigen, 
og  som  havde  fortrængt  den  i  den  sidste  Halvdel  af  det  foregaaende  Aarhundrede  til 
noget  ind  i  det  17de  Aarhundrede  benyttede  spanske  Dragt.  Denne  sidstnævnte,  der 
sluttede  temmelig  tæt  til  Legemet,  udmærkede  sig  ved  pufagtige  Udstopninger  af  Skulder- 
og  Hoftepartierne  og  ved  den  store  stift  udstaaende  Møllestenshalskrave,  som  medførte 
Nødvendigheden  af,  at  Haaret  blev  kort  afskaaret;  efterhaanden  som  det  imidlertid 
i  Tidernes  Løb  under  de  vedvarende  Krige  blev  Mode  at  lade  Haaret  voxe,  kom 
man  bort  fra  den  stive,  udstaaende  Halskrave  og  nøjedes  med  en  nedfaldende,  senere 
hen  helt  flad,  i  Reglen  kniplingsbesat  Krave,  saaledes  som  den  ses  anbragt  paa  den 

12* 


Q2 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


nævnte  Trøje;  Udstopningerne  forsvandt,  og  Vamsen  sluttede  nu  ikke  længere  saa  stramt 
om  Legemet  som  tidligere,  men  stod  endog  senere,  omtrent  ved  Midten  af  Aarhundredet 
og  noget  derefter,  aaben  et  Stykke  fortil  ovenover  Benklæderne,  saa  at  endel  af  Skjorten 
kom  tilsyne  foran  og  omkring  Livet  nedenfor  Vamsen,  hvilken  Mode  gav  Anledning  til, 
at  Gadedrengene  morede  sig  med  at  raabe  efter  Folk,  at  de  tabte  deres  Buxer.  løvrigt 
vare  Ærmerne  ofte  opsplidsede  foran  fra  Skulder  til  Haandled ,  saa  at  ogsaa  Skjorte¬ 
ærmerne  vare  synlige  et  længere  Stykke;  senere  hen  forkortedes  Ærmerne  endel,  hvorved 
de  som  oftest  kniplingsbesatte  Haandlinninger,  der  havde  afløst  de  til  Møllestenskraven 
svarende  stive  Manchetter ,  bortfaldt,  og  den  nederste  Del  af  Skjorteærmerne  fremtraadte 
folderigt  omsluttende  Haandleddene.  Af  de  til  Trøjen  hørende  kniplingsbesatte  Manchetter 
er  kun  den  ene  bevaret.  Naar  Christian  den  Fjerde  i  et  Brev  af  5.  December  1620 
sammen  med  Kraver  nævner  Haandstrimper ,  menes  der  herved  vistnok  Manchetter, 


Fig.  138.  Christian  den  Fjerdes  blodplettede  Trøje  fra  Søslaget  paa  Kolbergerheide. 


skjøndt  Ordet  ogsaa  synes  at  betyde  Handsker.  Det  Stof,  af  hvilket  Trøjen  er  forfærdiget, 
kaldes  i  det  ældste  Inventarium  »Kaf«;  den  sædvanlige  Benævnelse  er  iøvrigt  »Kaffa«, 
hvorved  forstodes  en  særegen  Slags  Plyds  med  ophævede  Blomster.  Christian  den  Fjerde 
bruger  dette  Ord  i  flere  af  sine  Breve  (30.  December  1633,  30.  Maj  1634,  13.  Februar 
1636  og  27.  Februar  1641);  det  forekommer  senere  i  Kjøbenhavns  Kræmmerlavs  Artikler 
af  7.  Juli  1688  §  2  og,  som  vi  have  set,  i  Inventariet  fra  Christian  den  Femtes  Tid; 
ogsaa  i  det  18de  Aarhundrede  har  det  været  i  Brug;  saaledes  omtaler  Dr.  O.  Nielsen 
i  sit  Skrift:  Kjøbenhavn  paa  Holbergs  Tid,  at  en  Mand,  Peder  Enevoldsen,  der  tilligemed 
sin  Plustru  døde  under  Pesten  1711,  blandt  Andet  efterlod  sig  en  »Kaffekjole«;  endnu  i 
Begyndelsen  af  dette  Aarhundrede  var  Benævnelsen  kjenclt,  idet  den  findes  i  Brun  hads 
Handels-  og  Varelexikon,  der  udkom  i  Kjøbenhavn  i  Aarene  fra  1807  til  1812,  men  den 
synes  nu  at  være  gaaet  i  Forglemmelse.  Af  de  til  Dragten  hørende  Huer  ere  de  tvende, 
nemlig  den  gjennemskudte,  der  indvendig  har  Aarstallet  1642,  og  den,  Kongen  bar  som 
Rekonvalescent,  og  som  endnu  er  forsynet  med  en  grøn  Taftes  Lap,  omgivne  af  brede 


Kongeclragter  paa  Rosenborg. 


93 


Kniplinger;  disse  Kniplingshuer  ses  at  have  holdt  sig  i  Mode  en  hel  Menneskealder 
igjennem,  idet  Christian  den  Fjerde  allerede,  i  det  ovenfor  nævnte  Brev  af  5.  December 

1620  omtaler  Nathuer  med  brede  Kniplinger;  han  er  selv  afbildet  med  en  saadan  paa 
Fremstillingerne  af  ham  paa  Dødssengen,  og  en  tilsvarende  forekommer  ogsaa  paa  et  paa 
Rosenborg  hængende  Billede,  der  fremstiller  en  Yexelerer,  der  sidder  skrivende  ved  sit 
med  Pengeposer  fyldte  Bord,  og  som  er  udført  af  den  døvstumme  Maler  Wolfgang  Heim- 
bach,  der  arbejdede  for  Frederik  den  Tredie  og  Grev  Anthon  Giinther  af  Oldenborg 
omkring  Midten  af  det  1 7de  Aarhundrede. 

Med  Hensyn  til  den  Kroningsdragt,  som  tillægges  Christian  den  Fjerde,  og  som 
bestaaer  af  en  guldindvirket  spansk  Trøje  og  Buxer  samt  et  Par  hvide  Atlaskes  Under- 
buxer,  skal  det  bemærkes,  at  denne  Dragt,  der  omtales  i  de  trykte  Kataloger  over  Samlingen 
fra  1839  og  1840,  endnu  ikke  nævnes  i  Inventarieregnskabet  for  Aarene  1802 — 1809,  men 
først  beskrives  i  Inventariet  af  1813,  hvor  den  findes  henført  til  Christian  den  Fjerde, 
uden  at  det  imidlertid  angives,  hvorfra  den  er  kommen  til  Rosenborg.  Det  er  muligt,  at 
den  har  henligget  her  i  længere  Tid  forinden  uden  at  have  været  optagen  i  Inventariet;  i 
dette  blev  der  nemlig  efter  Major  Wilsters  Død  i  1812  indført  forskjellige  paa  Slottet  fore¬ 
fundne  ikke  tidligere  registrerede  Sager,  deriblandt,  foruden  den  nævnte  Kroningsdragt, 
den  tidligere  omtalte  store  røde  Fløjls  Kappe,  som  henlaa  i  Klædekamret,  og  som  man 
vistnok  uden  Føje  henførte  til  Christian  den  Fjerdes  Tid,  men  som  derpaa  tilligemed 
Christian  den  Femtes  Ordenskappe  blev  offret  til  Stolebetræk.  Hvad  den  nævnte  Kronings¬ 
dragt  angaaer,  kan  det  kun  siges,  at  den,  da  den  maaler  32  Tommer  under  Armene  og  om 
Hofterne,  maa  være  baaren  af  en  temmelig  slank  Mand,  og  da  Christian  den  Fjerde  ved 
sin  Kroning  1596  kun  var  19 */2  Aar  gammel,  passer  den  meget  godt  til  en  Yngling  af 
den  Alder.  At  Dragten  i  ethvert  Tilfælde  ikke  kan  have  været  Frederik  den  Tredies,  er 
indlysende  deraf,  at  denne  Konge  ved  sin  Kroning  var  næsten  40  Aar  gammel,  og  saa- 
ledes  maa  have  havt  en  mere  udviklet  Skikkelse,  hvad  Maalene  af  hans  Dragter  fra  den 
Periode  bekræfte,  idet  de  tætsluttende  af  disse  udvise  et  Bryst-  og  Hoftemaal  af 
36- — 37  Tommer. 

Naar  Rosenborg  ikke  kan  opvise  flere  Dragter,  der  med  Sikkerhed  kunne  antages 
at  være  baarne  af  Christian  den  Fjerde,  end  de  nys  omtalte,  staaer  dette  jo  netop  fuld¬ 
komment  i  Samklang  med  Kongens  Sparsommelighed,  der  tilstrækkelig  ty  delig t  er  skildret 
af  ham  selv  i  hans  Breve,  idet  han  lod  sine  egne  Klæder  omsy  til  sin  talrige  Børneflok. 
Saaledes  gav  han  den  7.  September  1619  Ordre  til,  at  Foret  af  en  Natkjortel  skulde 
bruges  til  Børnenes  Klæder,  og  den  30.  August  2636  skrev  han  til  Rentemestrene:  »Der 
skal  strax  sendes  Bud  efter  Mester  Ernst  Møller  (Hofskræderen ,  hvis  Navn  forekommer  i 
en  lang  Aarrække,  i  Kjøbenhavns  Diplomatarium  fra  1617  til  1645,  i  Kongens  Breve  fra 

1621  til  1643),  som  skal  befales  at  forfærdige  Grev  Valdemar  tre  Klædninger  af  de 
bedste  Klæder,  han  haver  af  mine,  hvoriblandt  den  bedste  hvide  Klædning  skal  være  den 
ene.  Hvad  som  af  samme  Klæder  afgaaer,  det  skal  med  Flid  forvares  indtil  videre  Besked.« 
Det  er  ogsaa  ganske  oplysende  med  Hensyn  til  den  Nøjeseenhed,  der  herskede  dengang, 
at  Prinds  Christians  efterladte  Gangklæder  ifølge  Kvittering  fra  Flofskræderen ,  dateret 
Nykjøbing  den  ]  8.  December  1647,  bleve  førte  til  Kjøbenhavn,  og  at  Prindsens  Enke 
Magdalena  Sibylla  i  en  af  hende  paa  Nykjøbing  Slot  den  13.  December  1647  underskreven 
Memorial  »freundt  tochterlich«  maatte  bede  om  Tilladelse  til  at  beholde  en  sort  Fløjls 
svensk  Kjortel  underforet  med  Taft  og  forsynet  med  215  aflange  gyldne  Olivenknapper, 
paa  hver  af  hvilke  der  sad  en  lille  tynd  Diamant,  hvilken  Kjortel  oprindelig  havde  været 
foret  med  Zobelskind,  som  imidlertid  ved  Fastelavn  var  blevet  taget  af  og'  anbragt  som 
Foer  under  en  af  Prindsessens  egne  Dragter.  De  Grunde,  som  Magdalena  Sibylla  anfører  for 
sit  Ønske  om  at  maatte  beholde  denne  Dragt,  ere  meget  plausible,  idet  hun  siger,  at 


Tidsskrift  for  Kunstindustri, 


9-1 


hun  havde  ladet  den  forfærdigæ  for  sine  egne  Penge  og  foræret  den  ved  Nytaar  1647  til 
sin  højsalige  Herre  og  Gemal,  og  at  det  var  den  Dragt,  i  hvilken  hari  var  bleven  syg,  og 
som  han  havde  baaret  næsten  lige  til  sin  Død. 

I  Modsætning  til  Christian  den  Fjerdes  Garderobe  er  Frederik  den  Tredies 
meget  righoldig,  idet  der  paa  Rosenborg  opbevares  henimod  en  Snes  Dragter,  som  ifølge 
Inventarierne  have  tilhørt  ham.  Adskillige  af  disse  ere  meget  pragtfulde  og  vel  vedlige¬ 
holdte,  og  for  enkeltes  Vedkommende  foreligger  der  nærmere  Oplysninger  om,  ved  hvilke 
Lejligheder  de  ere  bievne  benyttede.  At  de  ikke  alle  hidrøre  fra  Tiden  efter  1648,  men 
at  adskillige  af  dem  vistnok  skrive  sig  fra  hans  ærkebiskoppelige  Periode,  fremgaaer  til¬ 
strækkelig  tydelig  af  deres  Udseende  og  bekræftes  af  den  Omstændighed,  at  der  blandt 
dem,  som  ovenfor  anført,  tidligere  har  været  opbevaret  hans  Formælingsdragt  fra  1643. 
Med  Hensyn  til  flere  af  de  her  nævnte  Dragter  af  den  ældre  Mode  har  man  dog  udtalt 
den  Formening,  at  de  kunne  have  tilhørt  Christian  den  Fjerde  og  om  et  Par  af  disse,  at 
de  endog  maatte  hidrøre  fra  denne  Konges  tidligste  Ungdom;  blandt  disse  har  man  troet 
at  kunne  paavise  hans  Formælingsdragt  fra  1597.  Denne  Antagelse  er  dog  næppe  hold¬ 
bar;  de  paagjældende  Dragter  ere  ikke  af  den  spanske,  men  af  den  tydsk-hollandske 
Mode,  der,  som  foran  bemærket,  opstod  paa  1  rediveaarskrigens  Tid,  og  som  med  forskjel- 
lige  Nuancer  holdt  sig'  til  henimod  Christian  den  Femtes  I  id,  da  den  franske  Mode  med 
lange  Frakker  istedetfor  de  kortere  Trøjer  fik  Indpas  her  i  Landet,  hvortil  kommer,  at 
flere  af  Buxerne  ere  af  den  SlagS  mamelukagtige  Benklæder,  som  kaldtes  Rhingrevebuxer 
efter  en  Greve  af  Salm ,  der  med  Titel  af  Rhingreve  i  flere  Aar  i  Midten  af  det  17de 
Aarhunclrecle  opholdt  sig  i  Paris  som  nederlandsk  Gesandt.  Dragterne  kunne  for  det 
Første  som  Følge  heraf  ikke  være  saa  gamle  som  antaget,  men  maa  skrive  sig  fra  omtrent 
Midten  af  det  17de  Aarhundrede,  og  dernæst  maa  det  bemærkes,  at  ingen  af  dem  i 
Inventarierne  henføies  til  Christian  den  Fjerdes  Garderobe,  men  de  angives  alle  at  have 
tilhørt  krederik  den  Tredie.  Ved  sammenlignende  Maalinger  af  disse  Dragter  og  af  den 
eneste  Trøje,  der  med  Sikkerhed  vides  at  være  baaren  af  Christian  den  Fjerde,  nemlig 
fløjen  fra  Søslaget  1644,  har  det  vist  sig,  at  den  Mand,  der  har  baaret  sidstnævnte 
I  røje,  som  har  et  Brystmaal  af  44  rl  omnier,  umuligt  kan  have  baaret  de  her  omhandlede 
langt  snævrere  Dragter,  hvis  Maal  stemme  indbyrdes  udmærket  overens  ikke  alene  med 
Hensyn  til  Trøjerne,  men  ogsaa  med  Hensyn  til  Buxerne,  og  vise,  at  deres  Ejer  har 
været  ikke  saa  lidet  smallere  over  Skuldrene  og  om  Hofterne,  end  Christian  den  Fjerde 
maa  have  været  i  1644,  idet  Maalene  kun  udgjøre  36 — 37  Tommer.  Som  yderligere 
Bekræftelse  af  Rigtigheden  af  det  ved  disse  Maalinger  saaledes  indvundne  Resultat  skal 
anføres,  at  en  sammenlignende  Undersøgelse  af  det  Par  Tøfler,  som  oprindelig  have 
været  opbevarede  i  det  gamle  »med  allehaande  farvede  Straablomster  overlagte«  Skrin, 
hvori  <  liristian  den  kjerdes  blodplettede  Dragt  i  sin  Tid  samlet  blev  opbevaret,  før  den 
ved  Ukyndighed  og  Ligegyldighed  blev  splittet  ad  i  forskjellige  Værelser,  og  som  uden- 
paa  Overlæderet  ere  betrukne  med  det  samme  Slags  Fløjl  med  Kongens  Navne  chiffer, 
hvoraf  hans  røde  Hue  fra  »Trefoldighed«  bestaaer,  og  med  hvilket  ligeledes  nogle  i  Sam¬ 
lingen  opbevarede  Taburetter  ere  overtrukne,  har  vist,  at  disse  Tøfler  maa  have  været 
benyttede  af  en  Mand,  hvis  Fod  var  betydelig  større  end  dens,  som  har  kunnet  bruge 
de  tvende  Par  røde  og  gule  saakaldte  »polske«  Kalveskindsstøvler,  der  ere  anbragte  ved 
de  oftomtalte  Dragter,  og  som  i  de  ældre  Inventarier  ikke  alene  anføres  blandt  Frederik 
den  Tredies  Garderobesager  umiddelbart  efter  endel  af  denne  Konges  »polske«  Dragter, 
men  ved  hvilke  der  endog  yderligere  med  en  Pleonasme  er  tilføjet:  »af  F  3«.  Hertil 
kommer  endvidere,  at  et  Par  »bordyrete  Tøfler«,  som  allerede  i  Inventariet  fra  Christian 
den  Femtes  Tid  ses  at  have  været  opbevarede  sammen  med  Frederik  den  Tredies  Hals¬ 
klude,  og  som  derefter  kunne  forfølges  gjennem  de  senere  Inventarier  sammen  med  disse 


Kongedragter  paa  Rosenborg 


95 


Halsklude,  ved  en  anstillet Undersøgelse 
have  vist  sig'  at  have  tilhørt  en  Mand  med 
en  betydelig  mindre  Fod  end  Christian 
den  Fjerdes.  Som  et  Kriterium  for  Rig¬ 
tigheden  af  Henførelsen  af  de  omhand¬ 
lede  Dragter  til  Frederik  den  Tredie  kan 
endelig  anføres,  at  flere  af  disse  til  Foer 
i  Buxerne  have  samme  Slags  Stof  (Bom¬ 
mesi),  som  findes  i  Buxerne  til  den  Dragt, 
som  udtrykkelig  angives  at  være  baaren 
af  Frederik  den  Tredie  ved  Arvehyldin- 
ge.n  den  18.  Oktober  1660.  De  paa- 
gjæidende  Dragter  bestaa  af  en  isabella- 
farvet  Gyldenstykkes,  en  aurorafarvet 
sølvbroderet  Klædes  (Fig.  139  og  140), 
en  med  smalle  Sølvgaloner  besat  blaa 
Atlaskes  samt  to  sorte  Gyldenstykkes- 
Klædninger,  hver  bestaaende  af  Trøje, 
Buxer  og  Kappe.  Den  Dragt,  som 
man  har  antaget  for  Christian  den  Fjer¬ 
des  Formælingsdragt,  er  af  Sølvmor  med 
Guldblomster  i,  men  bestaaer  kun  af 
Kappe  og  Buxer,  idet  Trøjen  mangler. 
Buxerne  svare  i  Floftemaalet  til  de  øvrige 


Fig-  140. 

Sølvbroderede  aurorafarvede  Klædesbuxer. 
Frederik  den  Tredie. 


Fig-  139- 

Sølvbroderet  aurorafarvet  Klædesdragt  (Trøje  og  Kappe), 
Frederik  den  Tredie. 

af  Frederik  den  Tredies,  nemlig  36 — 3  7  Tommer, 
medens  Buxerne  til  den  Kroningsdragt,  der  iøvrigt, 
som  tidligere  anført,  med  ikke  fuldkommen  Sikker¬ 
hed  antages  at  have  været  Christian  den  Fjerdes, 
kun  have  et  Hoftemaal  af  32  Tommer.  Det 
er  nu  vistnok  højst  usandsynligt,  at  Christian 
den  Fjerde  i  19—20  Aars  Alderen,  forudsat 
at  den  nævnte  Kroningsdragt  er  hans,  fra 
Kroningen  i  August  1596  til  Formælingen  i 
November  1597  skulde  være  bleven  4  Tommer 
førere,  og  hertil  kommer,  at  man  umuligt  i 
1597  kan  have  baaret  Buxer  af  den  Slags  som 
det  her  nævnte  Par,  der  bestemt  henpege  til 
Midten  af  det  1 7de  Aarhundrede  og  ikke  til 
Slutningen  af  det  16de,  da  man  bar  udstoppede 
spanske  Pumphoser.  Dragten  angives  i  Inven¬ 
tarierne  at  have  tilhørt  Frederik  den  Tredie, 
og  der  har  aldrig  existeret  nogen  Tradition 
paa  Rosenborg  om,  at  det  skulde  være  Chri¬ 
stian  den  Fjerdes  Formælingsdragt.  Den  syvende 
Dragt,  som  man  har  tillagt  Christian  den  Fjerde, 
er  en  sort  Tubins  Trøje  med  tilhørende  Buxer 
og  Kappe ,  overalt  besatte  med  sorte  Silke¬ 
kniplinger;  det  er  blevet  antaget  om  denne 
Dragt,  at  Christian  den  Fjerde  har  baaret  den 


g6 


Tidsskrift  fur  Kunstindustri. 


ved  I  linds  C  hristians  Begravelse  1647,  men  baade  Bryst-  og  Hoftemaalene  vise,  at  den 
ikke  kan  have  passet  Christian  den  Fjerde.  I  de  trykte  Kataloger  over  Rosenborg- 
Samlingen  fra  1839  °o  1840  omtales  en  Sørgedragt,  som  Frederik  den  Tredie  skal 
have  baaret  ved  Christian  den  Fjerdes  Begravelse  1648,  og  da  der  kun  er  opbevaret  een 
Sørgedragt  i  Samlingen,  kan  der  ikke  være  nogen  Tvivl  om,  at  der  maa  være  sigtet  til 
den  her  nævnte  Dragt.  Stoffet  angives  i  de  omtalte  trykte  Kataloger  afvexlende  som 
figureret  Silkefløjl,  figureret  Damask  eller  figureret  Tamis,  men  da  Tamis  er  et  uldent 
Stof,  er  den  sidstnævnte  Beskrivelse  urigtig,  idet  Dragten  er  af  Silke.  Tubin  omtales  af 
Christian  den  Fjerde  i  et  Brev  af  21.  Juni  1615,  og  det  forekommer  ogsaa  i  det  18de 
Aar  hundrede ,  saaledes  anfører  Dr.  O.  Nielsen  i  sit  Skrift:  Kjøbenhavn  paa  Holbergs 
1  id  adskillige  Fxempler  herpaa,  og  i  fortalen  til  Hans  Rostgaards  Levnetsbeskrivelse 
taler  rhura  om  »Sølv-  eller  Guld-Blomster  i  en  Tubiinskjortel«.  I  Inventarierne  forekommer 
der  imidlertid  ingen  Antydning  af,  at  det  var  ved  Christian  den  Fjerdes  Begravelse,  at 
krederik  den  kredie  bar  denne  Dragt,  hvorfor  den  ligesaagodt  kan  være  baaren  ved 
andre  Lejligheder,  naar  der  var  Hofsorg,  hvilken  dengang  ogsaa  blev  anlagt  for  fremmede 
fyrstelige  Personer,  der  ikke  direkte  hørte  til  den  danske  Kongefamilie.  At  Dragten 
skriver  sig  fra  Frederik  den  Tredies  tidligere  Tid  og  ikke  fra  hans  senere  Regeringsaar, 
er  vistnok  rimeligt,  da  den  i  Inventarierne  betegnes  som  »gammel«.  Naar  det  nemlig 
tages  i  Betragtning,  at  den  oprindelige  Beskrivelse  af  Dragterne  fra  Frederik  den  Tredies 
I  id  først  kan  være  affattet  i  Christian  den  Femtes  Tid,  da  Moden  var  helt  anderledes  end  i 
krederik  den  Tredies  yngre  Dage,  idet  blandt  Andet  de  opsplidsede  Ærmer,  med  hvilke  denne 
Dragt  er  forsynet,  da  ikke  længere  brugtes,  ligger  det  nær  at  antage,  at  Tilføjelsen  af  Ordene 
»gammel«  eller  »gammeldags«,  som  i  Reglen  forekommer  ved  Beskrivelsen  af  de  af 
krederik  den  Tredies  Dragter,  som  have  opsplidsede  Ærmer,  hentyder  til  denne  ældre  i 
Christian  den  Femtes  Tid  ikke  længere  brugte  Mode.  En  Bestyrkelse  for  Rigtigheden  af 
Antagelsen  heraf  fremgaaer  af,  at  en  af  Frederik  den  Tredies  Dragter,  som  med  fuldkommen 
Sikkerhed  kunde  henføres  til  den  Periode,  i  hvilken  de  opsplidsede  Ærmer  vare  i  Mode, 
nemlig  hans  desværre  ifølge  en  i  Rigsarkivet  forefunden  saakaldet  »Manquementsliste«  af 
1702  forsvundne  Formælingsdragt  fra  1643,  netop  benævnes  »gammeldags«.  De  op¬ 
splidsede  Ærmer  ses  allerede  at  være  komne  i  Brug  i  Midten  af  Trediverne  i  det  1 7de 
Aarhundrede,  idet  Christian  den  Fjerde  omtaler  saadanne  i  et  Brev  af  30.  Maj  1634. 
Endvidere  er  Prinds  Christian  afbildet  med  opsplidsede  Ærmer  paa  et  paa  Rosenborg- 
hængende  af  den  gamle  Stenvinkel  malet  Billede,  paa  hvilket  i  Baggrunden  ses  Nykjøbing 
Slot  og  Guldborgsund  med  Færgen;  da  det  nu  var  paa  Nykjøbing  Slot,  at  Prinds  Chri¬ 
stian  boede  efter  sin  Formæling  1634,  ligger  det  nær,  ogsaa  efter  Prindsens  Udseende, 
at  antage,  at  Maleriet  omtrent  er  udført  paa  den  Tid.  De  opsplidsede  Ærmer  holdt  sig, 
jevnsides  med  de  hele,  til  langt  ind  i  Frederik  den  Tredies  Tid ;  saaledes  er  Christian  den 
kemte  fremstillet  hermed  som  Barn  paa  to  Billeder  i  Samlingen,  af  hvilke  det  ene  gjen- 
givei  ham  i  en  Alder  af  et  Par  Aar,  medens  han  paa  det  andet,  der  er  malet  af  Heim- 
baeh,  ser  ud  til  at  være  omtrent  8  eller  9  Aar  gammel.  Det  sidstnævnte  Portræt,  der 
først  anføres  i  Inventariet  af  1851  som  tilkommet  efter  Affattelsen  af  det  foregaaende 
Inventarium  af  1839,  angives  rigtignok  der  at  fremstille  den  udvalgte  Prinds  Christian  og 
er  derfor  tidligere  bleven  opført  mellem  Sagerne  fra  Christian  den  Fjerdes  Tid;  men 
d  en  nærmere  Undersøgelse,  som  jeg  i  1884  paa  Kammerherre  Worsaae’s  Opfordring 
anstillede  i  Anledning  af  en  Forespørgsel  fra  Oldenborg  om,  hvilke  Billeder  af  Heimbach 
Samlingen  besad,  kom  jeg  til  det  Resultat,  at  dette  Billede  efter  Ansigtstrækkene  og 
Dragten  umuligt  kunde  fremstille  bemeldte  Prinds,  men  at  det,  navnlig  ved  at  sammen- 
lignes  med  et  Portræt  af  Kong  Christian  den  Femte  som  Barn  paa  en  med  Guldfernis 
overtrukken  Sølvplade,  sandsynligvis  udført  af  David  Conrad,  af  hvem  et  Par  lignende 


Kongedragter  paa  Rosenborg. 


97 


Arbejder  opbevares  paa  Rosenborg,  maatte 
fremstille  den  sidstnævnte  Prinds,  en  Antagelse, 
til  hvilken  vor  mest  erfarne  Portrætkjender, 

Museumsinspektør,  Justitsraad  Strunk  fuld¬ 
stændig  sluttede  sig.  Endnu  paa  Heimbachs 
bekjendte  Arvehyldingsbillede,  der  er  udført 
1666,  sex  Aar  efter  Begivenheden,  ses  et 
Par  Figurer  med  opsplidsede  Ærmer,  men 
netop  ved  denne  Tid  gik  de  af  Brug,  idet 
de  ifølge  Quicherat  bbeve  afskaffede  i 
Frankrig  1665,  hvorefter  de  selvfølgelig  og- 
saa  snart  forsvandt  i  de  Lande ,  i  hvilke 
den  franske  Mode  paa  den  Tid  havde  be¬ 
gyndt  at  udøve  sin  Indflydelse ,  og  hvortil 
ogsaa  vort  Land  hørte,  og  det  er  i  saa 
Henseende  ganske  oplysende,  at  medens 
Frederik  den  Tredies  Arvehyldingsdragt  fra 
1660  endnu  har  opsplidsede  Ærmer,  er  den 
sidste  Dragt,  han  bar  den  6.  Februar  1670, 
da  han  blev  syg,  forsynet  med  hele  Ærmer. 

Flere  af  de  øvrige  Dragter  af  Frederik 
den  Tredies  Garderobe  benævnes  i  Inven¬ 
tarierne  »polske«  og  angives  at  være  besatte 
med  Sløjfer;  dette  Ord  kan  ikke  være  brugt 
i  den  almindelige  Betydning,  men  maa  ifølge 
Beskrivelsen  af  den  Dragt,  der  er  gjengiven 

i  foranstaaende  Afbildning  (Fig.  136),  sammenholdt  med  Beskrivelsen  af  tvende  andre 

»polske«  Kjortler,  betegne  de  baandagtige 
Besætninger  foran.  Naar  det  i  de  trykte 
Kataloger  fra  1839  og  1840  berettes,  at  Frede¬ 
rik  den  Tredie  har  baaret  de  polske  Dragter 
paa  en  Maskerade,  skal  det  bemærkes,  at  der 
vel  Intet  udtrykkeligt  foreligger  i  Inventarierne 
om,  at  disse  have  været  anvendte  ved  en  saa- 
dan  Lejlighed,  men  at  der  paa  den  anden  Side 
Intet  synes  at  være  til  Hinder  for  at  antage 
dette,  da  det  i  ethvert  Tilfælde  ses,  at  man  i 
Christian  den  Femtes  Tid  benyttede  polske 
Dragter  paa  Maskerade;  saaledes  berettes  det 
udtrykkelig  om  en  rød  Fløjls  polsk  Kjole ,  der 
har  hørt  til  Christian  den  Femtes  Garderobe,  at 
denne  Konge  har  baaret  bemeldte  Dragt  paa 
en  Maskerade,  og  i  et  i  Rigsarkivet  forefundet 
Aktstykke  fra  1 702  tales  der  om  en  dengang 
paa  Rosenborg  værende  Underkjole,  som  Christian 
den  Femte  havde  »an«,  da  han  sig  udi  polsk 
Fi(T  ,42  Habit  præsenterede  den  23.  November  1687, 

Buxerne  til  Frederik  den  Tredies  Arvehyldingsdragt,  Paa  hvilken  Dag  der  ifølge  Hoffoureroptegnelser 
baarne  den  18.  Oktober  1660.  virkelig  ses  at  være  afholdt  Maskerade  paa 

13 


Fig.  141. 

Frederik  den  Tredies  Arvehyldingsdragt, 
baaren  den  iS.  Oktober  1660. 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


Kjøbenhavns  Slot.  løvrigt  vare  polske  og  ungarske  Dragter  en  lang  Tid  i  Mode  i  Midten 
af  det  i  7de  Aarhundrede ;  saaledes  omtaler  Christian  den  Fjerde  i  et  Brev  af  14.  November 
1634  ungarske  Kjortler,  hans  Sørgedragt  for  Prinds  Christian  bestod  ifølge  den  ved  hans 
Brev  af  16.  Juni  1647  liggende  Fortegnelse  blandt  Andet  ogsaa  af  en  ungarsk  Kjole,  og 
Anders  Bording  omtaler  i  den  danske  Mercurius  fra  1671  polske  Dragter. 

I  il  Slutningen  skulle  vi  omtale  tre  Dragter,  som  angives  at  være  baarne  af 
Frederik  den  iredie  ved  bestemte  .  Lejligheder,  og  som  saaledes  have  større  historisk 
Interesse  end  de  øvrige,  om  hvilke  Intet  vides  i  saa  Henseende.  Den  ene  af  disse,  der 
bestaaer  af  en  udmærket  bevaret  rigt  broderet  Kappe  med  tilhørende  Buxer,  angives  i  de 

trykte  Kataloger  fra  1839  og  1840  at  have 
været  benyttet  af  Kongen,  da  hans  Datter 
Frederike  Amalie  blev  døbt  1649,  men  af  de 
ældste  Inventarier  fremgaaer  det,  at  den  er 
en  Snes  Aar  yngre,  idet  det  i  disse  hed¬ 
der:  »Een  Sort,  blommed,  Kaffes  Kappe  og 
Buxer,  som  er  Riigelig  Bourderit,  udj  Søm¬ 
mene,  Kappen  underforrit  med  det  samme; 
b aaren  af  Hans  Mayst.,  Da  Princesses  Fri- 
derica  Amalia  til  Gottorp,  Hendis  første  Prin- 
cesse  blef  døbt«.  Denne  Prindsesse,  der  var 
opkaldt  efter  sin  Bedstemoder  paa  mødrene 
Side  Dronning  Sophie  Amalia,  blev  født  den 
19.  Januar  1670,  men  da  Efterretningen  om 
hendes  Fødsel  paa  Grund  af  den  strænge 
Vinter,  der  var  begyndt  i  December  1669  og 
havde  tillagt  Bælterne  med  Is,  først  naaede 
til  Kjøbenhavn  den  27.  Januar,  og  Frederik 
den  Tredie  blev  syg  den  6.  Februar  o o- 
døde  den  9.,  er  det  neppé  rimeligt,  at  han 
under  den  strænge  Vinterkulde  har  foretaget 
nogen  Rejse  i  Anledning  af  Daaben,  tilmed  da 
han  kort  iforvejen,  i  September  1669,  havde 
aflagt  Datteren  og  Svigersønnen  et  Besøg  i 
Sønderborg.  Da  Daaben  dengang  imidlertid 
i  Reglen  foretoges  strax  eller  ganske  kort 
efter  Fødselen,  og  man  saaledes  var  vant  til 
at  nævne  Fødsel  og  Daab  i  samme  Aande¬ 
drag,  maa  det  vel  nærmest  antages,  at  Kon¬ 
gen  har  baaret  denne  Dragt  ved  de  Festlig¬ 
heder,  der  ifølge  den  danske  Mercurius  fandt  Sted  ved  Hoffet  i  Kjøbenhavn  ved  Efter¬ 
retningen  om  Prindsessens  Fødsel,  forsaavidt  det  ikke  kan  antages,  at  Hertuginde  Frederike 
Amalie,  der  var  bleven  formælet  i  Oktober  1667,  og  som  i  Juli  1668  med  sin  Gemal 
besøgte  det  danske  Hof,  her  kan  have  født  en  Prindsesse,  der  strax  er  afgaaet  ved 
Døden  og  saaledes  ikke  er  bleven  optagen  paa  Stamtavlerne ;  men  hverken  i  den  svenske 
Resident  Gustav  Lilliecronas  Breve  eller  i  den  danske  Mercurius  omtales  en  saadan  Prind- 
sesses  Fødsel,  ligesom  heller  ikke  Ove  Juel,  der  var  attacheret  det  hertugelige  Par  under 
dets  Besøg  her  i  Tandet  1668,  i  sin  Dagbog  antyder  Nogetsomhelst  herom.  Dragten, 
der  som  anført,  er  af  Kaffa  (blommet  Plyds),  angives  i  de  senere  Inventarier  fra  Slutningen 
af  forrige  Aarhundrede  at  være  af  Taft,  hvilket  imidlertid  er  et  Silkestof;  denne  Fejl  hid- 


Mindre  Meddelelser. 


99 


rører  fra,  at  C’et  i  Ordet  »Caffes«  paa  Grund  af  en  derover  anbragt  Krølle  i  Inventariet 
af  1781  har  faaet  Udseende  af  et  T,  medens  de  to  f’er  ere  skrevne  sammen  i  eet 
Bogstav,  omtrent  saaledes  som  man  paa  Tydsk  skriver  dobbelt  s,  og  se  ud  som  et  »ft«. 

Den  anden  af  de  Dragter,  som  Frederik 'den  Tredje  har  baaret  ved  en  bestemt 
Lejlighed,  er  den,  han  var  iført  ved  Arvehyldingen  den  18de  Oktober  1660  (Fig.  141  og  142). 
Den  bestaaer  af  en  i  Sømmene  rigelig  broderet  Kjortel  af  lysegraat  Silkestof,  med  korte 
opsplidsede  Ærmer  og  med  Underfoer  af  graatTaft  samt  tilsvarende  bommesiforede  Buxer 
med  to  Lommer  foran  med  Overfald  og  Knapper,  med  Løbegang  ved  Knæerne  og 
Hængeprydelser  forneden.  Af  Heimbachs  Arvehyldingsbillede  ses  det ,  at  hans  Dragt 
ved  denne  Lejlighed  var  temmelig  lys,  hvilket  i  Virkeligheden  stemmer  godt  med  den 
nævnte  Dragt.  Naar  Kongen  imidlertid  paa  Heinrich  Hansens  bekjendte  Arvehyldings- 
maleri  paa  Frederiksborg  Slot  bærer  en  anden  Dragt  af  en  mørkere  Farve,  da  hidrører 
dette  fra  den  Omstændighed,  at  der  i  sin  Tid  maa  være  blevet  paavist  Kunstoeren  som 
Arvehyldingsdragt  den  Klædning,  som  hænger  i  et  Skab  i  Havekabinettet  paa  Rosenborg, 
hvilken  Dragt  ganske  vist  lige  indtil  nu  er  bleven  antagen  for  at  være  benyttet  ved  Arve¬ 
hyldingen,  idet  der  i  Skabet,  hvor  den  er  ophængt,  under  den  er  anbragt  en  gammel 
Seddel,  hvis  Paaskrift  beretter,  at  Dragten  er  baaren  ved  bemeldte  Begivenhed,  men 
efter  de  nu  anstillede  Undersøgelser  har  det  vist  sig,  at  denne  Klædning  er  den  sidste 
Dragt,  som  Frederik  den  Tredie  bar  den  6.  Februar  1670,  da  han  blev  syg  (Fig.  143),  idet 
Sedlen  i  Tidens  Løb  maa  være  falden  af  den  rigtige  Dragt  og  derefter  ved  Skjødesløshed 
er  bleven  anbragt  paa  urigtigt  Sted.  Denne  Kongens  sidste  Dragt  bestaaer  af  en  frakke¬ 
lignende  med  Sølv-  og  Guldkniplinger  besat  Kjortel  af  stribet  mørkegraat  Pariserfløjl, 
foret  med  graat  stribet  Taft  og  forsynet  med  korte,  ikke  opsplidsede  Opslagsærmer,  samt 
af  tilsvarende  Pludderbuxer ,  hvilke  fornylig  ere  fundne  i  en  meget  ødelagt  Stand  i  et  af 
Taarn værelserne.  Begge  de  her  nævnte  Dragter,  Kongens  Arvehyldingsdragt  og  hans 
sidste  Dragt,  svare  hver  for  sig  fuldstændig  til  de  respektive  aldeles  tydelige  Beskrivelser 
i  Inventariet,  saa  at  der  nu  ingensomhelst  Tvivl  kan  herske  om,  fra  hvilken  Tid  hver 
især  hidrører.  De  opsplidsede  Ærmer  paa  Arvehyldingsdragten,  der  er  af  den  ældre 
Mode,  og  de  hele  Ærmer  paa  Kongens  frakkelignende  sidste  Dragt,  der  antyder  den  nu 
frembrydende  franske  Mode,  med  hvilken  vi  skulle  beskjæftige  os  i  et  følgende  Afsnit,  ere 
sikkre  kronologiske  Kjendetegn,  som  tale  tilstrækkelig  tydeligt  for  Rigtigheden  af  Resul¬ 
tatet  af  den  anstillede  Undersøgelse. 


Mindre  Meddelelser. 


Den  tyske  Udgave  ,  Japanischer  Formenschatz , 
af  det  ovenfor  S.  65  fig.  anmeldte  Tidsskrift  Le 
Japon  artistique  findes  i  Industriforeningens  Biblio¬ 
tek,  der  ogsaa  besidder  Justus  Brinckmanns 
»Kunst  und  Handwerk  in  Japan«,  hvoraf  dog  endnu 
kun  iste  Del  er  udkommet.  For  nylig  har  det 
ogsaa  anskaffet  A.  H.  Exners  »Japan,  Skizzen  von 
Land  und  Leuten«.  —  Mellem  de  Anskaffelser  Indu¬ 
striforeningens  Bibliotek  i  den  senere  Tid  har  gjort 
i  kunstindustriel  Retning  kan  her  endnu  nævnes : 
E.  Ewald:  Farbige  Dekorationen;  Jacob  Falke:  Die 
k.  k.  Wiener  -  Porcellanfabrik ;  Arthur  Pabst:  Die 
Sammlung  Frohne  in  Kopenhagen;  En  Samling 


Fotografier  af  Gjenstande  fra  Empireudstillingen  i 
Industriforeningen;  K.  F.  Kinch:  L’Arc  de  triomphe 
de  Salonique;  Louis  Gonse:  L’Art  gothique;  Julius 
Lessing:  Vorbilder-FIefte  aus  dem  kgl.  Kunstgewerbe- 
museum  zu  Berlin ;  J.  Stockbauer:  Kunstgeschichte 
des  Kreuzes. 

I  Kjøbenhavns  Borgerrepræsentanters  Møde 
Mandag  den  22de  Juni  forelaa  et  Forslag  fra  Magi¬ 
straten  om  Tilladelse  for  Foreningen  til  Hoved¬ 
stadens  Forskjønnelse  til  at  lade  anbringe  en  Fon¬ 
tæne  paa  Kultorvet,  og  efter  nogen  Forhandling 
vedtoges  Forslaget.  Vil  saaledes  en  af  Hoved- 

13* 


I  oo 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


stadens  Torve  i  en  forhaabentlig  ikke  for  fjærn 
Fremtid  taa  en  kunstnerisk  Udsmykning,  vil  Have- 
anlæget  omkring  Rosenborg  med  det  Første  miste 
den  der  opstillede  i  Bronce  af  J.  B.  Dalhoff 
støbte  Statue  af  Kristian  IV.  Det  var  nærværende 
Tidsskrift,  der  i  sin  Tid  (s.  Aarg.  1886,  S.  88  —  89) 
gjorde  opmærksom  paa,  at  Statuen  ikke  egnede  sig 
til  at  staa  i  fri  Luft,  og  forsaavidt  kan  det  kun 
være  tilfreds  med,  at  der  nu  (s.  Berl.  Tid.  9  Juni  d. 
A.)  er  taget  allerhøjeste  Bestemmelse  om,  at  Statuen 
skal  flyttes.  Det  bliver  imidlertid  ikke,  som  af 
Tidsskriftet  foreslaaet,  det  danske  Kunstindustri¬ 
museum  men  Kunstmuseet,  som  kommer  til  at  op¬ 
bevare  den. 

Som  tidligere  omtalt  har  Den  kongelige  Por- 
cellænsf abrik  siden  April  ifjor  haft  et  Udsalg  i 
Paris.  Da  det  laa  i  en  noget  afsides  Gade,  har 
det  imidlertid  ikke  gjort  fuld  Nytte,  og  Fabriken 
har  derfor  nu  flyttet  det  til  en  Butik  i  Avenue  de 
l’Opéra,  d.  v.  s.  til  det  gunstigste  men  ogsaa  dyreste 
Strøg  i  Paris.  Der  var  tilfældigt  en  Butik  ledig, 
den  blev  stillet  til  Avktion,  og  Etatsraad  Philip 
Schou ,  der  i  den  Anledning  var  tagep  til  Paris, 

‘  blev  Højstbydende.  Det  var  ved  Pinsetid  i  Aar, 
at  denne  Sag  ordnedes,  som  vi  haabe  til  Gavn  og 
Glæde  for  den  energisk  arbejdende  Fabrik. 

Efter  Aarsberetningen  for  Aaret  l890/OJ  fra  Det 
tekniske  Selskabs  Skole  er  der  for  Løsningen  af  de 
i  1890  udsatte  kunstindustrielle  Prisopgaver  (s.  forr. 
Aarg.  S.  139)  tilkjendt  Billedskærer  E.  M.  A.  Han¬ 
sen  Sølvmedalje  for  en  i  Nøddetræ  udskaaren  Fyl¬ 
ding  og  V.  ,V.  Seitzberg  Hæderlig  Omtale  Tor  en 
Detalje  af  en  malerisk  Konstruktion.  Et  Par  Kon¬ 
kurrenter,  som  ikke  bleve  fundne  værdige  til  Pris¬ 
belønning,  ydedes  der  som  Anerkjendelse  af  den 
Flid,  de  havde  lagt  for  Dagen  ved  det  indsendte 
Arbejde,  fra  3° — 4°  Kr.  hver  til  Bestridelse  af  de 
med  Udførelsen  af  deres  Arbejde  forbundne  Om¬ 
kostninger. 

Det  tekniske  Selskabs  Skoles  kunstindustrielle 
Prisopgaver  for  Aaret  i881/;,2  ere :  For  Guldsmede 

og  Ciselerer:  en  dreven  og  ciseleret  Gjenstand;  _ 

for  Smede:  et  Stykke  Kunstsmedearbejde;  —  for 
Gravører:  en  Gjenstand  smykket  med  graverede 
Ornamenter;  —  for  Snedkere:  et  mindre  Møbel,  et 
Skrin  eller  lign. ;  • —  for  Malere:  en  dekoreret  Fyl¬ 
ding  udført  som  Træindlægning  eller  som  Marmor¬ 
mosaik  eller  en  dekorativ  Inskriptionstavle  med 
romersk  Skrift;  —  for  Stenhuggere  eller  Stukatører : 
en  Detalje  henhørende  til  et  dekorativt  Stenhugger¬ 
eller  Stukatørarbejde;  —  for  Drejere:  et  Stykke 
Kunstdrejerarbejde;  —  for  Vævere  eller  Syere:  Dug 
med  Serviet  til  et  Te-  eller  Kaffeservice  eller  en 


dekorativ  Bort  til  bestemt  Brug;  —  for  Billedskærere: 
en  Ramme  eller  en  Detalje  til  en  Møbel-,  Væg¬ 
eller  Loftsdekoration;  —  for  Gørtlere:  et  drejet 
eller  ciseleret  Metalarbejde.  —  Besvarelserne  skulle 
indsendes  inden  1  April  1892.  Til  Prisbelønningerne 
(Sølvmedalje,  Hæderlig  Omtale)  vil  der  kunne  føjes 
et  Pengebeløb  som  Bidrag  til  de  med  Arbejdets 
Udførelse  hafte  Udgifter. 

Styreren  af  det  ofte  her  i  Tidsskriftet  omtalte 
Mordiska  Museum  i  Stokholm,  Dr.  A.  Hazelius , 
vil  ikke  nøjes  med  den  af  ham  paa  Djurgaardens 
Lejonslette  projekterede  store  Museumsbygning,  til 
hvilken  han  alt  har  samlet  en  Kapital  af  over 
400,000  Kr  ,  han  vil  omgive  den  med  et  Frilands¬ 
museum  bestaaende  af  virkelige  Hytter,  Stuer,  Baade 
o.  lign.  fra  forskjellige  Dele  af  Norden,  og  hertil  har 
han  erhvervet  Ejendommene  Pramnås  og  Skansen, 
begge  beliggende  paa  Djurgaarden.  Skansen  har 
han  i  Foraaret  for  25,000  Kr.  kjøbt  af  den  be- 
kjendte  Guldsmed  Hammer. 

Stiludstillinger  have  i  den  sidste  Tid  fundet 
Sted  flere  Steder.  Ligesom  Industriforeningen  her 
ifjor  begyndte  med  en  Empireudstilling,  saaledes 
har  i  dette  Poraar  Stokholm  haft  en  Gustaviansk 
Udstilling,  der  dog  viser  en  noget  tidligere  Tid, 
idet  den  Gustavianske  Stil  vel  væsentlig  falder 
sammen  med  Ludvig  den  XVI’s  Stil.  Det  var 
Svenska  Slojdfbreningen,  som  havde  arrangeret  den 
i  den  forrige  Kunstforenings  Lokale  i  Kungstriid- 
gaarden.  Der  foreligger  en  god  Katalog  over  den, 
og  den  er  nærmere  omtalt  af  Intendent  G.  Upmark 
i  1  idsskriftet  »Svensk  Konstslojd«.  Samtidigt  har  en 
lignende  Udstilling  fundet  Sted  i  Paris  (Exposition 
des  arts  au  début  du  siede),  arrangeret  af  La  So- 
ciété  philanthropique  paa  Champ  de  Mars.  Efter  en 
Artikel  i  Gazette  des  beaux-arts  (Juni-Heftet  1891) 
af  A.  de  Champeaux  har  den  været  udsøgt  og 
rig.  Den  begyndte  med  et  Værelse  i  Ludvig  XVI’s 
Stil,  »d'un  charme  exquis«,  og  havde  bl.  A.  et 
fuldstændigt  Sovekammer  i  gennemført  Empirestil. 

Om  den  i  forrige  Aargang  S.  203  nævnte 
interessante  Udstilling  La  plante  føres  der  f.  T. 
Forhandlinger  mellem  V Union  centrale  des  arts 
décoratifs  og  la  Société  dlhorticulture.  De  to  Sel¬ 
skaber  ville  forene  sig  om  den,  og  det  er  Meningen 
at  den  skal  afholdes  fra  den  1  April  til  den  1 
Oktober  1892  i  det  store  Maskingalleri  fra  1889 
paa  Champ  de  Mars.  Hvad  der  volder  stor  Ulej¬ 
lighed,  er  Udstillingen  af  de  levende  Planter.  Det 
nævnte  Haveselskab  har  nogen  Betænkelighed  ved 
at  deltage  med  kostbare  Planter  i  en  Udstilling,  der 
strækker  sig  over  et  halvt  Aar. 


r  Anledning  af  Industriforeningens  Rokoko-Udstilling, 


IOI 


Fig.  144.  Fra  Indgangen  til  Frederiksberg  Have  1786. 


I  Anledning  af  Industriforeningens  Rokoko-Udstilling. 

Bemærkninger  om  forrige  Aarliundredes  Stil, 

Af  H.  C.  Bering  Liisberg. 


Da  den  kunsthistoriske  Udvikling  havde  ført  gennem  det  17de  og  18de  Aar- 
hundredes  mangfoldige  Smagløsheder  og  Urimeligheder  og  mod  Slutningen  af  Perioden 
faaet  sit  Foryngelsesbad  i  Antikens  rene  Kilde,  saa  man  med  Empirestilens  nøgterne  Øjne 
tilbage  paa  Tiden  lige  fra  Renæssancens  bedste  Dage  som  en  Forfaldsperiode,  og  Slag¬ 
ordet  Barok  blev  anvendt  for  det  hele  Tidsrum,  som  betegnende  noget  skævt,  degenereret 
og  forunderligt. 

Det  uheldige  ved  en  saadan  Betegnelse  paa  en  stor  Kulturperiode,  en  Betegnelse, 
der  kun  udtrykker  en  enkelt  Tidsalders  ensidige  Syn  paa  det  nærmest  foregaaendc,  og 
som  kun  er  kommen  op  i  en  Reaktionsperiode,  ligger  klart  for  Dagen.  Den  antikiserende 
Retning  i  Slutningen  af  forrige  A århundrede  betragtede  Barokken  med  Renæssancen  i  al 
dens  oprindelige  Renhed  og  Harmoni  in  mente  og  udtalte  i  selve  Navnet  en  Forkastelses¬ 
dom  over  den,  som  den  ene  Tidsalder  vel  næppe  bør  tillade  sig  overfor  den  anden  — 
før  efter  indgaaende  Studium  i  al  Fald.  Hovedsagen  er  at  søge  at  forstaa,  ikke  at 
dømme;  men  Forstaaelsen  vanskeliggøres  ved  saadanne  Udtryk,  der  paa  Forhaand  skabe 
Fordom,  vildlede  i  Stedet  for  at  vejlede.  Den  tilfældige  Lyd-Lighed  mellem  de  to 
Benævnelser  Barok  og  Rokoko  bragte  yderligere  Konfusion  i  Begreberne,  og  i  ægte  ger¬ 
mansk  Indignation  over  det  franske  Uvæsen  og  den  franske  Letfærdighed  —  saameget 
farligere  som  den  fremtraadte  under  Elegancens  og  Koketteriets  daarende  Skikkelse  — 
betragtede  man  endelig  i  det  tunge  ursittliche  Deutschland  Rokokoen  som  Toppunktet  af 
Barokkens  Udskejelser.  Som  naturlig  fulgte  vi  her  i  Danmark  med  den  tyske  Opfattelse, 
og  der  gaar  endnu  Sagn  om,  hvorledes  en  ellers  af  vor  Kunstindustri  meget  fortjent  Mand 
i  antik  Begejstring  og  sædelig  Harme  sønderbrød  den  kgl.  Porcellænsfabriks  udmærket 
gode  Rokokoformer,  saa  de  gamle  Arbejdere ,  der  ikke  delte  hans  Anskuelser,  maatte 
stjæle  sig  til  -at  skjule  saa  mange  af  dem,  som  de  kunde  overkomme,  for  at  redde  dem 
for  Efterverdenen. 


102 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


Naar  senere  i  Tyskland  selv  Avtoriteter  har  søgt  at  paavise  Rokokoens  tyske 
Herkomst,  bør  det  vel  nærmest  tages  som  et  interessant  Exempel  paa,  at  germansk 
Anneksionslyst  kan  overvinde  germansk  Lyst  til  at  moralisere. 

Først  i  forholdsvis  sen  Tid 
har  man  begyndt  at  klargøre  Ro¬ 
kokoens  Forhold  til  Barokken,  og 
medens  mangfoldige  i  det  store 
Publikum  endnu  befinde  sig  i  Tvivl 
om,  hvad  der  er  hvad,  turde  det 
indenfor  de  mere  Kyndiges  Kreds 
nu  være  slaaet  fast,  at  Rokokoen 
i  sit  Udspring  intet  har  med  Ba¬ 
rokken  at  gøre. 

Barokken  er  ingen  ny  Stil. 
Den  har  sine  Rødder  i  Renæs¬ 
sancen,  »taler  samme  Sprog  som 
Renæssancen,  men  en  udartet 
Dialekt  deraf«.  Dens  Fader  er 
Michel  Angelo,  som  i  sin  liden- 


Fig.  145’  Topstykke  af  en  Sølv-Stol  (Rosenborg). 
Udført  i  Kbhvn.  1742  af  A.  F.  Holling. 


skabelige  Individualitet  og  svulmende  Kraft  sprængte  den  kølige  Antiks  beherskede 
Form,  og  som  indførte  den  Stræben  efter  malerisk  Virkning  baade  i  Skulptur  og  Arki¬ 
tektur,  der  hos  hans  mindre  Efterfølgere  saa  ofte  blev  til  tomt  Effektjageri.  Det 
urolige,  voldsomme  og  overdrevne  blev  Barokkens  Særkende  i  Modsætning  til  Antikkens 
Simpelhed  og  Ro.  »Mange  Arkitekter  komponere  i  et  bestandigt  Fortissimo«.  Den  rette 
Linie  forlades,  Gavle,  Vindues-  og  Dørfrontoner  faa  svejfede  og  brudte  Linier,  ja  selv  i 
Grundplanen  bue  Facadelinierne  snart  ud,  snart  ind  —  alt  i  den  Hensigt  at  skuffe  Øjet, 
at  gøre  et  mere  imponerende  Indtryk.  Søjler  og  Pilastre,  før  kun  bærende  Led  og  kun 
tilstedelige,  hvor  de  fordredes  af  Konstruktionen,  blive  anvendt  vilkaarlig,  uden  Nødven- 


hvis 


harmoniske  Sammenhæng  med 


dighed  og  alene  som  Dekoration.  I  Skulpturen, 

Arkitekturen  fuldstændig  forstyrres,  svulme  Formerne 
op  til  det  kolossale ;  Muskulaturen  overdrives  til 
det  hæslige,  og  man  søger  ved  Behandlingen  af 
Marmoret,  i  Drapperiet,  saavel  som  ved  de  vredne, 
ofte  vildt  bevægede  Stillinger  at  opnaa  den  størst 
mulige  maleriske  Virkning. 

Barokken  er,  om  man  vil,  i  Modsætning  til 
Renæssancens  Lovbundenhed,  en  Slags  Anarki  paa 
Kunstens  Omraade.  Der  hersker  fuldstændig  Fri¬ 
hed;  men  Friheden  benyttes  ikke  til  at  indføre  noget 
nyt;  det  er  de  gamle  Former,  der  skaltes  og 
valtes  med.  Og  denne  Frihed  kommer  i  lige  saa 
høj  Grad  de  store  Mestre  til  Gode,  som  den  bragte 
de  mindre  ud  i  rene  Absurditeter.  Og  paa  de  Fig.  146. 
mindre  Aander  kommer  væsentlig  den  haarde  Dom, 
der  er  fældet  over  Barokken,  til  at  hvile,  thi 

deres  Tal  var  legio,  og  baade  Nord  og  Syd  for  Alperne  udviklede  de  alle  dens  uheldige 
Sider  uden  at  naa  de  store  Mestre  i  pompøs  Effekt  og  malerisk  Kraft. 

Medens  Barokken  bredte  sig  i  Tyskland  og  dér  undertiden  antog  de  mest  gro¬ 
teske  Former,  gik  Udviklingen  i  Frankrig  ad  mere  klassiske  Veje.  I  Tyskland  havde 


Ornament  fra  en  kinesisk  Vase 
(Rosenborg). 


I  Anledning  af  Industriforeningens  Rokoko-Udstilling. 


103 


mod  Slutningen  af  det  16de  Aarhundrede 
en  Række  Kunsthaandværkere  (Snedkere) 
taget  sig  paa  at  udarbejde  Lærebøger  i 
Arkitektur.  I  Frankrig  var  denne  dog  i 
Hænderne  paa  Arkitekter,  der  videnskabe¬ 
lig  dyrkede  Studiet  af  Oldtidens  Bygnings¬ 
kunst.  Den  særegne  franske  Smag  har  vel 
ogsaa  skærmet  mod 
Overdrivelser  af  alt¬ 
for  grotesk  Art,  men 


særlig  var  det 


dog 


Ludvig  XIV,  den 
store  Konge ,  der 
gennem  sine  Akade¬ 
mier  holdt  alt  inden¬ 
for  Smagens  og  An¬ 
standens  Grænser. 

Den  politiske 
Magtstilling,  Frank¬ 
rig  under  Ludvig 
XIV  kom  til  at  ind¬ 
tage  i  Europa,  Sejr¬ 
vindingerne  i  hans 
første  heldige  Krige 
og  ikke  mindst  hans 
egen  majestætiske 
Fremtræden  gav 
Kunstnerne  Motiver 
nok,  og  en  fuldstæn¬ 
dig  Herosdyrkelse  i 

Kunst  som  i  Litera- 

* 

tur  i  klassisk  Aand 
begyndte  mod  Slut¬ 
ningen  af  det  I  7de 
Aarhundrede  og  bi¬ 
drog  sit  til  at  ved¬ 
ligeholde  Sansen  for 
Klassicismen. 

Men  da  Ludvig 
XIV  døde,  var  Heros¬ 
dyrkelsen  forbi;  de 
stive,  kolde  Pragt  syntes  kedelige,  og  man 
længtes  efter  noget  nyt,  noget  nyt  paa  alle 
Omraader.  Den  hele  spanske  Grandezza, 
der  havde  hersket  ved  Hoffet,  det  uende¬ 
lige  Ceremoniel  blev  forladt,  og  under  Re¬ 
gentskabet  dukker  Boudoirstilen  op ;  Sirlighed 
og  koket  Elegance  træder  i  Stedet  for  Pragt 
og  Storhed;  med  sirlige  Dansetrin  hopper 


Fig.  147. 

Fra  Spejlglasdøren  i  et  Skal)  i  Frederik  V’s  Værelse 
paa  Rosenborg. 


store  Sale  med  den 


man  i  Frankrig  fra  Klassicismen  over  i  Ro¬ 
kokoen,  medens  i  Italien  Barokken  i  sin 

Tid,  som  nævnt,  skød  op  ved  Michel  An¬ 
gelos  Kæmpegreb  i  de  gamle  Former. 

At  tale  om  Rokoko  i  samme  Forstand 
som  Barok  er  vildledende.  Barokken  er  en 
Stil,  konstruktivt  og  dekorativt  set,  Rokokoen 

er  et  Ornament,  er 
dekorativ  og  ikke 
konstruktiv.  Der  vi¬ 
des  intet  bestemt 
om,  hvem  der  har 

indført  la  rocaille  i 
Kunsten,  eller  naar 
det  er  sket;  men  en 
Kendsgerning  er  det, 
at  den  dukker  op 
samtidig  med  Re¬ 
gentskabet.  Sand¬ 
synligst  er  det  Tran¬ 
gen  til  noget  helt 

nyt,  Længslen  efter 
at  kaste  alt  det 
gamle  over  Bord, 
der  har  bragt  le 
slyle  rocailleux  til 

Verden. 

Men  hvorfra  skul¬ 
de  dette  nye  kom¬ 
me?  Et  Spring  fra 
den  franske  Klassi¬ 
cisme  —  selv  om 

den  under  Ludvig 
XIV’s  olympiske 
Storhed  havde  faaet 
et  lille  Anstrøg  af  det 
bombastiske  —  over 
Rhinen  til  Barokken, 
som  den  havde  ud¬ 
viklet  sig  i  Tyskland, 
var  umuligt,  det  vilde  være  en  ren  Tilbage¬ 
gang;  Smagen  var  bleven  Europa-mæt;  fra 
de  fjerneste  Lande,  fra  den  mest  fremmed¬ 
artede  Kunst  kom  Befrielsen. 

Allerede  i  Ludvig  XIV’s  Tid,  i  den  lyse 
Periode,  havde  Interessen  for  kinesiske  Kurio¬ 
siteter,  maaske  mere  end  for  kinesisk  Kunst, 
givet  sig  Udslag  (s.  Aarg.  1887,  S.  60).  Man 
kendte  fra  gammel  Tid  gennem  Handelen  over 

14* 


104 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


Venedig  og  Genua  de  kinesiske  Porcellæner; 
med  Søvejens  Aabning  til  Indien  bragtes 
større  og  større  Mængder  af  saadanne  Ting 
til  det  europæiske  Marked.  Porcellæns- 
fabrikken  i  Nevers 
benyttede  kinesiske 
Ornamenter  paa  sine 
F aj ancer,  snart  gik  de 
ligefrem  over  i  Møbel- 
Dekorationen  (Fig. 

1 46),  og  med  hele  sin 
Fligen  efter  det  nye 
og  ukendte  kastede 
den  franske  Smag  sig 
over  Kinas  og  Ja¬ 
pans ,fant ais  i  es  léglres. 

Ved  Hoffet  var  man 
henrykt  over  de  ki¬ 
nesiske  Figurer,  Pa¬ 
goderne  og  de  væ¬ 
vede  Stoffer  med 
Fugle-  og  Blomster¬ 
dekorationen.  Selv 
Ludvig  XIV  blev  i 
sin  Ophøjethed  saa 
greben  af  den  almin¬ 
delige  Begejstring 
for  det  fjerne  østlige 
Lands  Kunst,  at  han 
i  1670  for  Madame 
de  Montespan  lod  op¬ 
føre  et  lille  Slot, 
hvor  alt  var  å  la 
chinoise;  Porcellænet 
var  dog  kun  imiteret 
ved  Fajance  og  Stuk. 

Men  det  stod  kun 
kort  og  blev  snart 
nedrevet  for  at  give 
Plads  for  Trianon. 

Et  forbigaaende  Lu¬ 
ne  hos  den  store 
Konge. 

Her  i  denne 
exotiske  Kunst  fandt  man,  hvad  man  søgte. 
Noget  fuldstændig  friskt,  nyt  —  mere  end 
det:  noget  é/range,  besynderligt,  noget  fuld¬ 
stændig  modsat  de  gamle  tilvante  Former; 
gemytlige,  duknakkede  Kinesere  i  Stedet  for 


mytologiske  Storheder,  noget  bizart  og  svim¬ 
lende  overraskende.  Ingen  rette  Linier  eller 
afmaalteLed!  ingen  kedelig,  pedantisk  Sym¬ 
metri  !  igennem  denne  Kunst  kunde  det 

skæve,  forvredne, 
usymmetriske  og  ha¬ 
sarderede  gøres  til¬ 
talende  for  Øjet,  det 
umulige  gøres  muligt 
—  alt  ved  Hjælp  af 
det  franske  Trylle¬ 
middel:  Elegance. 

Og  saa  var  der 
det  pirrende  ved 
dette  nye,  at  det 
foruden  at  være  nyt 
i  Ornamentik  og 
Form,  aabenbarede 
en  Dygtighed  i  tek¬ 
nisk  Henseende,  et 
Raffinement  i  Be¬ 
handlingen,  der  stil¬ 
lede  de  største  For¬ 
dringer  til  Udøveren 
og  satte  de  franske 
Kunsthaandværkere  i 
Begejstring,  æggede 
dem  til  Efterligning. 
Maleren  Robert  Mar¬ 
tin  vandt  saaledes 
sit  Ry  ved  sin  Efter¬ 
ligning  af den  japan¬ 
ske  Lak,  den  saa- 
kaldte  Vernis  Martin, 
der  kom  til  at  spille 
en  saa  betydelig 
Rolle  i  det  18de 
Aarhundredes  Mø¬ 
belkunst  i  Frankrig. 

Hvor  kinesisk¬ 
japansk  Rokokoen 
end  kan  være  i  sit 
Udspring,  fik  den 
dog  ved  det  Motiv, 
hvortil  den  i  Frankrig  knyttede  sig,  sin  spe¬ 
ciel  franske  Karakter. 

Barokken  havde  i  sin  Ornamentik  levet 
videre  paa  Renæssancens  Grottesker 
Blomsterornamenter  med  Menneske- 


rig.  148.  Sølv- Vandbeholder 
med  Kristian  VI’s  og  Sofie  Magdalenes  Navnetræk. 
Udført  af  Jens  Olsen,  Førsløf. 

(Hs.  Maj.  Kongen). 


og 


I  Anledning  af  Industriforeningens  Rokoko-Udstilling. 


105 


Dyrefigurer —  tilsat  med 
dens  egen  Udformning 
af  Kartuchevæsenet.  I 
Frankrig  fik  Berains 
Blomsterornamentik, 
der  stod  Renæssancens 
langt  nærmere  end  Ba¬ 
rokkens  ,  gennem  de 
samtidige  Kunstsnedke¬ 
res,  særlig  Boul/es,  den 
største  Udbredelse. 

Hvor  skulde  man,  i  sin 
Higen  efter  noget  nyt, 
søge  paa  dette  Om- 
raade?  Som  man  var 
ked  af  den  tidligere 
Symmetri,  var  man  og- 
saa  ked  af  de  gamle 
Planteornamenter,  hvor 
Planteorganismen  og 
den  derved  bundne 
Udvikling  i  dekorativ 
Henseende  satte  Grænser  for  en  altfor  dri¬ 
stig  Kunstnerfantasis  Vilkaarlighed. 

En  Port  syntes  der  at  være  ind  til  nye 
dekorative  Motiver :  den  store  Musling  {Pec- 
ten  maximus ),  der  saavel  i  Renæssancen 


som  senere  i  Barokken 
var  anvendt  overalt, 
saavel  i  Lofternes  Stuk¬ 
dekoration  som  i  Møbler¬ 
nes  Træskærerarbejde 
og  i  de  drevne  Sølv¬ 
genstande.  Med  sin 
konkave  Runding,  delt 
af  de  regelmæssige  ril¬ 
lede  Straaler  og  den  i 
Bølgelinie  svungneKant, 
havde  den  passet  fuld¬ 
stændig  ind  i  Renæs¬ 
sancens  Ornamentik. 
Barokken  gjorde  blot 
Rundingen  dybere,  Ril¬ 
lerne  i  Straalerne  kraf¬ 
tigere  og  Bølgelinien  i 
Kanten  kortere  og 
mere  svungen  og  an¬ 
bragte  undertiden  paa 
ægte  barok  Vis  et 
Hovede  mellem  »Hængslets«  snoede  Spi¬ 
raler.  Men  efterhaanden  rulledes  Spira¬ 
lerne  stærkere  og  stærkere,  tilsid st  skød  de 
ud  over  Kanten  og  traadte  som  rillede, 
stærkt  sammenrullede  Baand  ind  i  den 


Fig.  149.  Ramme  til  et  Miniaturportræt 
(Rosenborg). 


.  - 

r 


Fig.  150.  Sølv-Vandkumme  med  Kristian  VI  og  Sofie  Magdalenes  Navnetræk. 
Udført  af  O.  F.  Wilcken  i  Kbhvn.  1742.  (Hs  Maj.  Kongen.) 


io6 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


øvrige  Dekoration.  ■ —  Men  Muslingeskallen  var  dog  for  regelmæssig  endnu  i  sin  Form; 
selv  om  man  lod  den  optræde  med  knækkede  og  brudte  Linier  (Fig.  145);  noget  helt 
vildt,  fuldstændig,  usymmetrisk,  lod  sig  derimod  udlede  af  en  anden  Muslinge-  eller  rettere 
Snegleart,  den  store  Sø-Øre  ( Haliotis ),  i  Forbindelse  med  andre  Konkyliers  fantastiske,  takkede 
og  vildt  vredne  Former.  Og  samtidig  med  disses  Optagelse  i  Ornamentet,  fremtræder  som  en 
Reminiscens  fra  Grotte-Anlægene  i  Haverne,  hvor  Havguder  Tritoner  ogNereider  gruppere 
sig  om  Vandets  plaskende  Straaler,  Drypstenen  med  sin  furede  og  nubrede  Overflade. 

Det  synes,  som  om  paa  en  Gang  alle  Dekorationsmotiver  skulle  hentes  fra  Søen. 
Ikke  blot  drages  Bølgelinien  med  ind  og  sammenarbejdes  hyppig  paa  en  meget  ejendom¬ 
melig  Maade  med  det  gamle  kendte  Planteornament ,  Akantusbladet,  og  giver  den  det 
særlige  spillende  »flydende«,  som  er  saa  karakteristisk  for  Rokokoen.  Men  de  skællede 
Havdyr,  særlig  Delfinen,  maa  ogsaa  gøre  Tjeneste  med  deres  efter  Behag  spiralslyngede 


Fig.  151.  Alabastfigur  af  Frederik  IV.  Fig.  152.  Fr.  Chr.,  Hertug  af  Augustenborg, 

(Rosenborg).  efter  Haases  Stik  (Graffs  Maleri). 

eller  vredne  Haler,  med  deres  store,  vidt  udspilede  Finner,  med  de  underlig  takkede  og 
spidse  Konturer.  Og  i  Sammenhæng  med  den  hele  i  sit  inderste  Væsen  »maritime« 
Karakter ',  er  der  ingen  af  de  gamle  mytologiske  Figurer,  der  hyppigere  benyttes,  end 
Havets  Gud,  Poseidon,  med  sin  Trefork  (Fig.  147,  148  og  150). 

Intet  kunde  være  mere  velkomment  end  disse  Konkylie-  og  Muslingeskalmotiver. 
Frigjorte  for  enhver  anden  Lov  og  Skranke  end  Smagens  og  Elegancens,  uden  nogen¬ 
somhelst  indbyrdes  organisk  Sammenhæng  eller  Forbindelse,  uden  nogen  Forpligtelse  til 
at  skulle  »gro«,  lade  de  sig  stable  op  ovenpaa  hinanden,  ranke  sig  og  slynges  sammen 
i  en  Uendelighed  af  \  ariationer,  i  Begyndelsen  i  fyldige  Sving  og  Bugter,  senere  —  efter- 
haanden  som  en  antikiserende  I  endens  atter  gør  sig  gældende  —  i  mere  spinkle  og 
tamme.  Men  ikke  blot  den  rette  Linie  undgaaes,  den  plane  Flade  skyes  i  lige  saa  høj  Grad; 

'•  Det  er  interessant  at  se,  hvor  Hans  legner,  den  første  af  vore  Kunstnere  der  har  fattet  Rokokoens 
Karakter,  i  Titelbladet  til  Holbergs  Komedier  har  været  paavirket  af  det  maritime  i  Stilen. 


I  Anledning  af  Industriforeningens  Rokoko-Udstilling. 


107 


i  Overfladen  efterlignes  enten  Drypstenens  nubrede  Ujævnhed,  eller  den  opløses  i  Furer,  eller 
den  prydes  med  det  fra  de  kinesiske  Porcellæner  laante  Linieornament  (Fig.  146  og  149)  og 
kun  et  enkelt  »Svejf«  faar  Lov  til  at  staa  glat  som  Modsætning  til  det  andet  (Fig.  153). 

Og  fortræffelig  passe  disse  Konkyliemotiver  ind  i 
den  hele  Begejstring  for  Kineseriet,  der  i  saa  høj  Grad 
havde  fremmet  Reaktionen  mod  »le  despotisme  rigide 
en  fournissant  les  éléments  d’indépendance,  de  dis- 
symétrie  et  de  mouvement  combinés  å  merveille  par 
l’originalité  nationale...«  Det  var  netop  denne  »Kom¬ 
bination  å  merveille«,  der  var  Rokokoens  Styrke,  den 
Ynde,  som  udtalte  sig  i  dens  dristige,  fantastiske  Slyng- 


den  Smidighed ,  hvormed  den  lod  sig  fæste 


Fig.  153- 

Beslag  fra  et  Skab  paa  Rosenborg. 


saavel  til  Frankrigs  mere  klassiske,  som  til  Tysklands 
barokke  Bygninger.  Og  snart  klatrede  den  fra  Værel¬ 
sernes  Dekoration  ud  over  Gesimsen  og  forplantede  sig  til  Facaderne,  til  Søjler  og  Rila¬ 
stre,  til  Vaserne,  Trofæerne  og  Vaabenskjoldene  over  Dørene  (Fig.  156). 

Barokken  havde  efter  sin  kraftige,  svulmende  Natur  brugt  stærke,  saftige  harver  i 
sine  Dekorationer.  Rokokoen  slaar  ogsaa  paa  dette  Omraade  over  i  Modsætningen, 
og  paavirkes  atter  her  af  det  kinesiske  Porcellæns  ejendommelige  Farvegivning.  Alle¬ 
rede  Konkyliernes  matte  rødbrune  eller  graa- 
lige  Farver  kunde  anvendes  i  Modsætning  til 
Barokkens  stærke  Kolorit;  men  det  er  dog 
det  fremmede  Porcellæns  sarte  og  douce 
Nuancer,  let  grønlige  (celadon)  eller  graablaa 
eller  kun  hvidt  med  fine  Guldlinier,  der  giver 
Rokokoens  Tapeter,  Porcellæner  og  Møbler 
deres  egen  Charme.  * 

Rokokoen  fik  sin  fyldigste  Udvikling,  sin 
rigeste  Form  i  Madame  Pompadours  Saloner 
og  Boudoirer.  »La  patronne  du  luxe  et  de 
la  rocaille  ...  la  marraine  et  la  reine  du  ro- 
blev  hun  kaldet, 


coco« 


og  Reaktionen  mod 


hele  den  franske  sociale  Udvikling,  mod  hele 
det  laisser  aller-System ,  som  karakteriseres  i 
Ludvig  XV’s  Udtryk:  aprés  nous  le  déluge, 
vendte  sig  ogsaa  mod  den  Kunst,  hun  havde 
haft  en  saa  betydelig  Indflydelse  paa.  Den 
antikiserende  Retning  vinder  atter  Overhaand, 
og  Louis  XVI-Stilen  indtræder.  Denne  er  saa 
udtømmende  skildret  i  dette  Tidsskrift  af  Hr. 
Emil  Hannover,  at  jeg  ikke  kan  gøre  bedre 
end  at  henvise  til  hans  Artikel:  »Af  Empire¬ 
stilens  Forhistorie«  6te  Bind  1890,  S.  37. 

Ludvig  XIV  opfattedes  som  bekendt  af 
alle  Fyrster  og  Hoffer  hele  Europa  over  som 
det  ideale  Forbillede.  Men  den  Gudsdyrkelse, 
der  blev  drevet  med  ham,  naar  han  i  sin  ophøjede  Majestæt  »kørtes  rundt  om  Solen«, 
havde  dog  stadig  i  Frankrig  det  franske  elegante  og  det  fra  Spanien  stammende  gran¬ 
diose  over  sig.  Og  endelig  var  Kongen  selv  en  saa  stor  Personlighed,  at  han  med  den 


Fig.  154.  Forgyldt  Bronceur. 
(Geliejmeetatsraad  Rosenstand). 


io8 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


tilbørlige  Anstand  kunde  tage  mod  Til¬ 
bedelsen,  som  ydedes  ham.  Men  rundt 
om  i  Europa  var  der  ikke  en  Fyrste,  hvor 
ubetydelig  han  end  var,  hvor  tarvelig  en 
Afspejling  han  end  var  af  den  store  Konge, 
uden  at  han  jo  med  Allongeparykken  paa 
Hovedet  troede 
sig  Guder  mere 
lig  end  Menne¬ 
sker.  Og  Allonge¬ 
parykken,  Tidens 
mest  barokke  Paa- 
fund,blev  bestem¬ 
mende  for  dens 
Fysiognomi.  Den 
fordrede  den  af- 
maalte  Gang,  den 
opstyltede ,  una¬ 
turlige  Holdning 
af  Legemet,  der 
blev  trukket  bag¬ 
over  af  den  tunge, 
slæbende  Kappe, 
og  det  alvorlige 
majestætiske  An¬ 
sigt.  Der  blev  kun 
lidettilbage  af  den 
virkelige  Person¬ 
lighed  under  Im- 
peratordragtens 
Apparat,  og  det 
er  værd  at  lægge 
Mærke  til,  at  In¬ 
dividualiteten  saa 
let  slipper  bort  i 
mange  af  Dati¬ 
dens  Portrætter, 
særlig  dens  Skulp¬ 
turportrætter,  og 
hvor  ofte  Ludvig 
XIV-Typen  slaar 
igennem  den. 

En  'Tidsalders  særlige  Karakter  skaffer 
sig  ikke  blot  Udtryk  i  Kunsten  eller  i  Lit¬ 
teraturen.  Men  indrømmer  man,  at  et 
Digterværk,  et  Arbejde  i  bildende  Kunst,  ja 
blot  et  Skab  eller  et  Bord,  kan  være  i  den 
Grad  typisk  for  den  Tid,  det  er  fremstaaet 
i,  at  denne  kan  siges  at  aabenbare  sig  deri  i 


alle  sin  Ejendommeligheder,  da  maa  man  vel 
ogsaa  indrømme,  at  dette  gælder  i  endnu 
højere  Grad  om  Portrætter  af  Personer,  der 
have  levet  i  Tiden,  ere  prægede  af  den  i 
alle  Retninger.  Thi  Individet  fremstaar  for 
os  i  den  samtidige  Kunstners  forstaaende 

Opfattelse,  og  Ti¬ 
den  træder  os 
saaledes  dobbelt 
intensivt  i  Møde. 
Der  vil  næppe  i 
dansk  Kunst  kun¬ 
ne  findes  to  Ar¬ 
bejder,  der  bedre 
kunne  sættes  som 
Mærkepæle  for 
Begyndelsen  og 
Slutningen  paa 
den  Periode,  her 
er  søgt  skildret, 
end  den  barokke 
Alabastfigur  af 
Frederik  IV  (Fig. 

1 5 1)  og  Haases 
Stik  af  den  filo¬ 
sofisk  og  æstetisk 
dannede  Hertug 
Frederik  Christian 
af  Augustenborg 
(Fig.  152). 

Hvor  meget 
man  end  i  strengt 
akademiske  Lejre 
har  brudt  Staven 
over  Barokken  og 
betragtet  den  som 
en  Forvrængning 
af  Renæssancen, 
har  man  dog  al¬ 
drig  kunnet  andet 
end  indrømme,  at 
der  i  hele  det 
Tidsrum,  over  hvilket  Barokken  spænder,  er 
fremstaaet  en  Række  Arbejder  paa  det  kunst¬ 
industrielle  Omraade,  der  til  alle  Tider  ville 
staa  som  mønstergyldige  Forbilleder. 

Thi  her  kom  Barokkens  Higen  efter 
det  maleriske  ganske  til  sin  Ret,  og  de 
svungne  Linier  og  stærkt  markerede  Profiler, 


I  Anledning  af  Industriforeningens  Rokoko-Udstilling. 


I  og 


Fagadernes  Ud-  og  Indsvajninger,  Søjlernes  spiralsnoede  Vridninger  og  Figurernes  ofte 
hasarderede  Stillinger,  som  mulig  i  de  store  Forhold  forstyrrede  en  Bygnings  Harmoni, 


bragte  i  de  mindre  Forhold  ingen  Uro,  men  gav  kun  Indtrykket  ai  mere  Liv  og 
mere  Varme. 


5 


Fig.  156.  Riddersalen  i  Kristian  VII’s  Palais  paa  Amalienborg. 


I  lo 


Tidsskrift,  for  Kunstindustri. 


Renæssancen  bragte  Lys  og  Luft  med  sig.  De  skumle  gotiske  Borge  forsvinde, 
Boligerne  blive  mere  bekvemme,  Værelserne  friere  og  lysere.  Bohavet  løsnes  fra  dets 
faste  Forbindelse  med  Væg  og  Gulv,  dets  Udsmykning  holder  Trit  med  Værelsets,  og 
Renæssancens  Søjler  gaar  over  i  Forsiden  paa  » Kredentserne «  og  »Tresurerne«,  dens 
Ornamenter  brede  sig  paa  deres  Skuffer  og  Flader,  medens  Dørene  overfyldes  med  en 
Rigdom  af  Billeder  i  skaaret  Arbejde ,  der  nærmest  maa  betragtes  som  en  Arv  fra 
Gotikken.  Men  med  den  Drift  til  at  forskønne  Livet,  der  laa  Renæssancen  i  Blodet,  blev 
man  ikke  staaende  ved  disse  gamle  Prydelser,  Minder  fra  den  Tid,  da  kun  Forsiden 
saas,  der  —  hvor  godt  de  end  blev  udførte  —i  dog  tilsidst  maatte  virke  ensformigt  og 
farveløst.  Man  ønskede  det  varme,  det  kraftige  og  farverige  —  hvad  havde  man  ikke 
faaet  hjem  blot  af  straalende,  indlagte  Møbler  fra  det  fjærne  Østens  gamle  Kulturlande 


Fig-  1 57- 

Broncelampet  (Kunstmaler  Hans  Tegner). 


Fig.  158. 

Broncelysestage  (Hans  Tegner). 


Rma  °g  Japan  ?  Det  maatte  kunne  gøres  her,  om  man  kun  havde  Materialet,  thi  Ind¬ 
lægning  f.  Eks.  af  Perlemor  og  Sølv  i  Ibenholt  var  gammel  kendt,  saa  man  ikke  i  den 
Retning,  stod  overfor  noget  nyt.  Og  Materialet  det  kom,  efterhaanden  som  Skibsfarten 
udvidede  sig,  og  snart  saa  Renæssancens  svære  udskaarne  Egetræsskabe  en  hel  Hærskare 
af  nye,  lettere  og  lysere  Væsener  trænge  ind  ved  Siden  af  sig. 

Der  var  Skabe  og  Borde  af  det  gule  Citrontræ  indlagt  med  Rosentræ  og  Pali¬ 
sander,  af  Ibenholt  indlagt  med  Elfenben,  Perlemor  og  Sølv,  af  Skildpadde  med  Bronce- 
eller  Sølvindlægning;  undertiden  var  det  ikke  blot  Synet,  der  blev  paavirket  behageligt  af 
disse  Barokkens  Møbler.  Det  duftende  Cedertræ  anvendtes  ofte  i  Forbindelse  med 
Perlemor  og  Metal,  og  det  sjældnere  og  kostbare  »Ørnetræ«  (calambour),  ligeledes  berømt 
for  sin  \  ellugt,  blev  paa  Grund  af  sin  grønlige  Farve  særlig  benyttet  ved  Indlægning  som 
Bladværk.  Ogsaa  Elfenbenet  farvedes  ved  Hjælp  af  Beise,  og  man  var  nu  i  Stand  til 
at  føje  saa  nogenlunde  naturlige  Farver  til  den  overalt  benyttede  Planteornamentik. 


I  Anledning  af  Industriforeningens  Rokoko-Udstilling. 


1  I  I 


Denne  Kunst  at  indlægge  Træ  i  Træ,  Marqueterie,  har  sit  Sidestykke  i  Mosaikken, 
Kunsten  at  indlægge  Sten  i  Sten.  Ligesom  Marqueteriet  oprindelig  udelukkende  anvendt 

i  Kirkens  Tjeneste,  gik  den  under  Re¬ 
næssancen  fra  Kirken  over  i  Boligen,  og 
det  er  navnlig  Florenz,  under  de  senere 
Medicier,  som  bliver  Hjemstedet  for  den 
saakaldte  Mosaik  in  pietra  dura,  der  paa 
Bestilling  sendtes  til  tyske  og  andre 
italienske  Byer  for  der  at  indsættes  som 
Fyldingsstykker  i  Skabenes  Døre  og 
Skuffer  eller  som  Plader  til  Bordene. 

Og  Tidens  Interesse  for  Kuriositeter  og 
Naturmærkværdigheder,  der  bl.  a.  gav 
sig  Udslag  i  de  mange  Kunstkamre, 
som  oprettedes  i  Begyndelsen  af  1 7de 
Aarhundrede,  kommer  frem  i  Brugen  af 
Dendritterne,  Kalkstene,  der  ved  Porer¬ 
nes  Gennemtrængning  og  Udfyldning  af 
jærnholdigt  Vand  har  faaet  træ-  og 
busklignende  Tegninger,  som  vise  sig 
ved  Stenenes  Gennemskæring. 


Fig.  160. 

Sølv-Hoved  vandsæg 
(Fru  Wulsten). 


Fig.  159.  Guld-Syetui 
(Baron  A.  Blixen-Finecke). 

Byer,  særlig  Augsburg , 


Fra  Venedig  udgik  endnu  en  Mode, 
der  blev  optaget  af  forskellige  sydtyske 
nemlig  Møbler  i  drevet  Sølv  (repoussé). 


Ogsaa  i  saadanne  ud- 
ere  de  dog  atter  gaaet 


foldede  Ludvig  XIV’s  Hof  en  umaadelig  Pragt;  for  en  stor  Del 
tabt  ved  Smeltning  under  senere  Tiders  haarde  Tryk;  en  Skæbne,  der  ligeledes  har  ramt 
saavel  den  hohenzollerske  Sølvskat  som  det  kgl.  danske  Sølvkammers  rige  Beholdninger. 


Hvor  rig,  straalende  og  mangfoldig  Dekorationen  end  var,  kunde  disse  Møbler 
tilsidst  ikke  undgaa  at  blive  kedelige  og  ensformige,  thi  Typen  var  overalt  den 


dog 

samme.  Renæssan¬ 
cens  »Kredentser«og 
»Tresurer«  med  ud- 
skaaret  Træarbejde, 
undertiden  belagte 
med  Farve  og  Guld, 
var  forsvundne,  »Ka¬ 
binettet«  var  traadt 
i  Stedet,  en  firkantet 
aflang  Kasse  med 
og  Skuffer 
paa  4  un- 
5  spiral- 
Ben  med 
Kryds  eller  paa  de 
mere  gammeldags 
Kugleben.  Man  kun- 


Fløjdøre 

hvilende 

dertiden 

snoede 


indskrænkede  til  det 
mindst  mulige  Rum¬ 
fang,  medens  hele 
Midtpartiet  indenfor 
optoges  af  et  Scene¬ 
arrangement,  hvor 
Søjler  af  Rav  eller 
Marmor  og  Kulisser 
af  Spejlglas  i  Marmor 
eller  Skildpaddes¬ 
rammer  tilligemed 


det  perspektivisk  ind¬ 
lagte  Gulv  (Perlemor 
og  Elfenben  i  Rombe- 
Figurer)  gav  større 
Dybde  i  Teatret,  i 
hvis  Baggrund  der  i 

de  smykke  dem  som  man  vilde,  med  Skild-  Reglen  tronede  en  eller  anden  Figur  —  men 


Fig.  1 6  r . 

En  kjøbenhavnsk  Snedkers  Adressekort  omtr.  1770 
(Læge  N.  H.  Bay). 


padde ,  Mosaik  m.  m,,  gøre  dem  til  rene 


Formen  var  dog  stadig  den  samme;  i  Borde 


Skuestykker,  hvor  Skuffer,  Gemmesteder  blev  og  Stole  gjorde  den 


samme  Ensformighed 
G* 


I  I  2 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


sig  gældende.  Ogsaa  her  længtes  man  efter  noget  nyt,  og  det  er  særlig  af  denne  Længsel 
efter  det  ny  paa  Bohavets  Omraade,  i  Værelsernes  Udsmykning,  at  Rokokoen  skyder  sine 
Spirer.  Og  her  udfolder  den  fuldstændigst  sin  Blomst. 


Dens  Mangler  i  konstruktiv  Henseende  spillede  ingen  Rolle  her.  Hvad  gjorde 
ogsaa  det,  om  Aarerne  i  Træet  i  et  Bord-  eller  Stoleben  blev  skaaret  over  et  Par  Gange 
for  at  det  kunde  faa  den  tilstrækkelig  svejfede  Form!  blot  det  var  i  Stand  til  at  bære, 


Fig.  163.  Fransk  Sølv-Jagtterrin.  (Det  kgl.  Sølvkammer). 


var  det  jo  nok,  og  man  vandt  ydermere  at  fremkalde  Forbavselse  over,  at  det  kunde 
lade  sig  gjøre  ved  Siden  af  Beundringen  over  den  Maade,  hvorpaa  det  var  gjort.  Men 
hvor  meget  man  end  forstod  at  overvinde  alle  Vanskeligheder,  egnede  Træet  sig  dog  —  i 


I  Anledning  af  Industriforeningens  Rokoko-Udstilling. 


113 


Følge  sin  Natur  - —  ikke  til  at  lade  sig 
slynge  og  bøje  efter  alle  Rokokoens  dristige 
Fantasier.  I 
Stoffer,  der  i 
blød  eller  blød¬ 
gjort  Tilstand 
kunne  lade  sig 
forme  i  al  Vil- 
kaarlighed, 
uden  den  mind¬ 
ste  Begræns¬ 
ning  eller  Ind¬ 
skrænkning 
ved  Love  for 
indre  Sammen¬ 
hæng  eller  Bæ¬ 
reevne  ,  for  senere  i  hærdet  Tilstand  at 
modtage  en  Dekoration,  der  var  lige  saa 
vilkaarlig  som  Formen  —  i  saadanne  Stoffer 
fejrer  Rokokoen  sine  Triumfer. 

Med  andre  Ord 
i  Metal  —  ved  Støb¬ 
ning  eller  Udhamring 
og  Ciselering  —  og  i 
Porcellæn  ved  Model¬ 
lering  og  Paalægning 
af  Farve  eller  Guld. 

Og  Tiden  havde 
netop  udviklet  sig  saa- 
ledes,  at  der  blev  rig 
Brug  for.  Kunstgen¬ 
stande  af  saadanne 
Stoffer  til  Værelsernes 
Udsmykning;  de  store 
Sales  Tid  er  forbi, 
man  lever  i  Boudoi¬ 
ret;  med  de  store 
Sale  forsvinde  de  høje 
Skabe,  ovenpaa  hvilke 
man  alt  tidlig  havde 
anbragt  store  Vaser 
—  kinesisk  Arbejde  — 
til  Dekoration.  Med 
de  mindre  Værelser, 
hvor  Hensynet  til 
Hygge  og  Velvære 
kom  til  at  spille  en 
saa  betydelig  Rolle,  fulgte  mindre  Møbler 
Skabene  blev  som  oftest  til  lave  Kommoder 


under  Pillespejlene  omformedes  de  til  Kon¬ 
soller,  der  skulde  gøre  Indtryk  af  at  bære 

Spejlet  oven¬ 
over  ;  de  mo¬ 
numental  c  Ka¬ 
miner,  der  tid¬ 
ligere  havde 
naaet  helt  op 
under  Loftet, 
trak  sig  ogsaa 
ned,  og  over 
Kaminhylden 
strakte  sig  nu 
Spejlet  i  den 
rigt  forgyldte, 
snørklede  Ram¬ 
me.  Men  disse  lave  Konsollers  og  Kom¬ 
moders  Plader,  denne  Kaminhylde,  der 
laa  i  Øjehøjde  for  Folk,  der  bredte  sig  i 
de  magelige  Armstole,  egnede  sig  ypper¬ 
ligt  til  Opstilling,  af 
saadanne  Genstande, 
som  Moden  og  den 
luksuriøse  Smag  gjorde 
nødvendige  overalt. 

Fra  Slutningen  af 
det  1 6 de  Århundrede 
var  Uret  vel  det  mær¬ 
keligste  Stykke  i  Væ¬ 
relset.  Udgaaet  fra 
de  kunstfærdige  »Sej- 
germageres«  Værk¬ 
steder,  gjorde  det  med 
sin  stadige  Dikken, 
sin  Følgen  med  og 
Gengiven  af  Solens  og 
Maanens  Udmaaling 
af  Tiden,  Indtryk  af 
at  være  et  bevidst, 
levende  lille  Væsen 
og  hædredes  i  den 
Anledning  med  de 
bedste  Pladser  i  Stuen, 
stod  paa  det  store 
Bord  foran  Husherren, 
førtes  med  paa  Rejser, 
kort  sagt  var  stadig 
Huyghens  Opfindelse  af  Pendulet 
fik  stor  Betydning  ikke  blot  for 


Fig.  164. 

En  Sølv- Sukke  rskaal  (Hof-Juveler  C.  Michelsen). 


Fig.  165. 

Sølv-Temaskine  (Hofchef  Greve  J.  Moltke). 

for  Øje. 

(1656) 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


II4 


Mekanismens  Udvikling  og  Forbedring, 
ogsaa  for  Urets  Form  og  Dekoration, 
forsvinder  fra  Bordet  og  rykkes  mod  Væg¬ 
gen.  De  store  8-Dages  Stueure  med  Lodder 


Fig.  166.  Sølvforgyldt  Fad. 
(Det  kgl.  Sølvkammer). 


med  det  nedskydende  »stridende« 
Og  ud  af  Toppen  skyder  saa  af  en 
—  der  paa  ægte  Rokoko-Vis  danner 
Pendant  til  en  modstaaende  Flvælving  — 
nogle  fjerlignende  Spidser,  der  eft.erhaanden 
udvikles  til  Hale  paa  den  humoristisk  ud¬ 
førte  Flane,  der  øverst  oppe  af  fuld  Hals 
forkynder  den  gryende  Dag. 

Mere  prunkende,  mindre  vildt  men 
ligsaa  karakteristisk  for  Stilen  er  Udstillin¬ 
gens  Nr.  849  (Fig.  155),  hvor  Værket  er 
udført  af  Pierre  Giile  t ainé  i  Paris.  Her  er 
dog  gjort  Forskel  paa  Rammen  og  det  ind¬ 
rammede.  Fra  de  fire  Fødder  ranker  Ram¬ 
men  (støbt,  ciseleret  og  forgyldt  Bronce)  sig 
op  i  Runding  om  Uret,  danner  paa  hver 
Side  et  Par  Hanke ,  hvor  Sø-Ørets  indven¬ 
dige  Runding  med  Perlehullerne  tydelig  ses, 
bygger  sig  op  i  to  Etager  over  Uret  og 
løber  endelig  op  i  en  Top,  hvor  man  synes 
nærmest  at  have  gengivet  en  Ildflammes 
spillende  og  slikkende  Tunger.  Rummene 
mellem  Metallet  foroven  udfyldes  af  Plader 


men  Kam 
Det  !  Vand. 
Huling 


og  Snore  anbringes  i  Kasse,  der  undertiden 
naar  fra  Gulv  til  Loft;  de  mindre,  hvor 
Pendulet  forbindes  med  Drivfjeder  og  ikke 
med  Vægt,  faa  Plads  paa  Konsoller,  anbragte 
adskilligt  over  Øjehøjde  paa  Væggen.  Over 
Urene,  eller  rettere  over  de  bærende  Stati¬ 
ver  eller  indfattende  Kapsler  eller  Hylstre 
kaster  Rokokoen  sig  strax  med  Forkærlighed. 
Udstillingens  Nr.  1135  (Fig.  154)  er  en  af 
de  bedste  Typer  paa  Rokokoen  i  Metal. 
Selve  Uret,  der  er  forfærdiget  af  den  franske 
Urmager  Henry  de  Bary,  er  fuldstændig  uden 
Dekoration.  I  det  bærende,  støbte  Bronce- 
Stativ  bugter  og  vrider  Metallet  sig  i  Roko¬ 
koens  ejendommelige  Former.  Fire  »Svejf«, 
to  og  to  i  Plan,  »træde«  sammen  paa  den 
understøttende  Plade,  løbe  —  uden  Spor  af 
Kontinuation  eller  indre  Sammenhænge  — 
over  i  to  andre,  paa  hvis  øverste  Bugtning 
Rammen  hviler.  I  denne  træder  Rokokoens 
Grundform  i  den  Grad  sammen  med  mer 
eller  mindre  tydelig  artikulerede  Reminiscen¬ 
ser  af  Akantusbladet  og  med  den  finneagtig 
oparbejdede  Grund,  at  man  for  at  hente  et 
Billede  maa  gaa  til  noget  saa  flydende  og 
bevægeligt  som  en  Braadsøs  krummede 


Fig.  167. 

Sølv-Kaffemaskine,  Gave  fra  Kronprins  F'rederik  1790 
(Oberstløjtnant  M.  Nielsen). 

af  blaabejset  Elfenben;  Siderne  og  Rummet 
forneden  mellem  Urets  Runding  og  Rammen 
af  grønbejset  Elfenben,  hvorved  den  samme 
Virkning  opnaaedes  i  det  store,  som  til- 


I  Anledning  af  Industriforeningens  Rokoko-Udstilling. 


115 


sigtedes  i  det  smaa  ved  Indsætning  af  Lapis  lazuli  eller  Malakit  i  Chatelåine-Urenes 
Guldkapsler. 

Den  grønne  Plade  forneden  dækkes  atter  af  et  Metalornament,  der  fra  Fodstykket 
skyder  op  under  Urets  Kant. 

Ved  Siden  af  Uret  paa  Konsollerne  eller  Kaminhylden  havde  Armstagerne  deres 
Plads.  Tidligere  havde  de  som  mere  monumentale  Kandelabre  paraderet  paa  Gueridoner 
ved  Ludvig  XIV’s  Fester;  men  ogsaa  de  følge  den  hele  Udvikling  og  gaa  fra  de  større 
Forhold  over  til  de  mindre  og  optræde  samtidig  i  andet  Materiale.  Broncen  viger  hyppig 
for  Sølv,  Guld  og  Porcellæn;  undertiden  voxe  Armene  frem  i  en  vis  organisk  Forbindelse 
med  den  bærende  Stamme ;  undertiden  skyde  de  op  fuldstændig  vildt  og  fantastisk  mellem 
legende  Børn,  der  synes  at  holde  igen  paa  dem,  eller  paa  Skulderen  af  en  Genius,  der 
—  siddende  lige  paa  Konsollens  Kant  - —  gør  sig  rede  til  at  flyve  bort  med  hele  Lys¬ 
kransen,  men  altid  med  dette  Rokokoens  ejendommelige  Koketteri,  der  synes  at  sige:  se, 
hvad  jeg  kan  tillade  mig  af  Kaadhed  og  Vildskab  uden  nogen  Sinde  at  tabe  i  Ynde ! 

Armstagerne  fulgte  Rokokoens  opad  slyngende  og  rankende  Natur  i  Værelsets 
Dekoration  og  flyttedes  som  Lampetter  (Fig.  157)  op  paa  Vægfladerne  ved  Siden  af 


Spejle,  Kaminer  eller  Døre,  eller  optraadte  mindre  udfordrende,  men  ligesaa  kunstnerisk 
forarbejdede  som  Lysestager  (Fig.  158)  mellem  Nipssagerne  paa  Skrivebordet. 

Der  er  en  egen  Energi  i  denne  Stil ;  i  det  halve  Aarhundrede,  den  kan  siges  at 
dominere,  gennemtrænger  den  i  sit  Hjemland  det  hele  Samfund,  kommer  til  Orde  i 
Moderne,  i  Sproget,  i  Bevægelser,  i  de  almindeligste  dagligdags  Ting,  i  Ure,  Vifter, 
Syetuier  (Fig.  159),  Kopper,  Tallerkner  og  Fade.  En  jævn  dansk  Snedkermesters  Adresse¬ 
kort  (Fig.  1 61) —  der  synes  at  være  af  adelig  Afstamning  sammenlignet  med  Nutidens  — 
viser,  hvor  godt  ti  herhjemme  fulgte  med,  og  det  gør  for  den  Sags  Skyld  ogsaa  den 
norske  Soldaterhue  Fig.  1 62.  Paa  et  enkelt  Omraade  ydedes  der  endog  noget  originalt 
her  i  Landet:  Hovedvandsæggene  fik  Former,  som  ikke  kendtes  andetsteds,  og  som  ere 
et  temmelig  sikkert  Kendetegn  paa  deres  danske  Herkomst  (s.  Fig.  160). 

Paa  Sølvarbejdernes  Omraade  indtog  Frankrig,  som  overalt,  den  første  Plads. 
Kunstnerfamilien  Germain,  der  i  sin  alsidige  Begavelse  for  Arkitektur,  Skulptur  og  Maleri 
minder  om  Renæssancens  Mestre,  og  hvis  berømteste  Medlem  var  Thomas  Germain , 
udførte  under  Ludvig  XIV  og  XV  en  Række  større  og  mindre  Arbejder,  Bordopsatse, 
Kandelabre,  Kaardehefter,  Rammer  og  Beslag  til  Bogbind,  der  alt  blev  af  Betydning  for 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


1 16 


cle  samtidige  Sølvarbejdere.  Thomas  Ger- 
main  staar  uopnaaet  ved  sine  Kompositioners 
Ynde,  deres  Simpelhed  i  Linierne  og  Ro- 
kokoornamentets  elegante  og  diskrete  Be¬ 
handling.  Anioine  Durant  synes  i  høj  Grad 
paavirket  af  ham  i  den  af  det  kgl.  Sølv¬ 
kammer  udstillede  Jagtterrin  (Fig.  163)1. 
Fadet  hviler  paa  Løv  og  Jagtvaaben;  Top¬ 
pen  paa  Laaget  dannes  af  en  Jagtfalk, 
blændet  af  Falkehætten;  triumfe¬ 
rende  sidder  den  paa  sit 
Bytte,  en  Sneppe, 
en  And,  en  Spurv 
o.  s.  v.  Or¬ 
namentet 
er  Ro¬ 
koko, 


dringer  til  Lethed  og  Elegance.  Det  var 
herhjemme  kun  sjælden  Kunstnere,  der  ar¬ 
bejdede  som  Haandværkere,  og  de  større 
Arbejder  vise  til  Overflod,  at  man  ikke 
havde  naaet  den  ægte  Rokokos  smilende  og 
kaade  Legen  med  tekniske  Vanskeligheder. 
Men  Louis-seize  Tiden  nærmer  sig  og  med 
den  mister  det  raffinerede,  det  søgte  og 
fordringsfulde  atter  sin  Tillokkelse;  endnu 
hviler  der  over  Zopf- Stilen 2, 
som  Tyskerne  kalde  den, 
noget  af  Rokokoens 
Ynde,  af  dens 
fine  Elegan¬ 
ce  (s.  Fig. 
167); 
men 


men  ual¬ 
mindelig  afdæm¬ 
pet  i  Karakteren.  —  I 
Modsætning  til  de  franske 
Arbejder,  som  i  Reglen  var 
støbte,  dernæst  ciselerede  og 
graverede,  er  i  Tyskland  og 
Danmark  den  langt  over¬ 
vejende  Del  drevet  Arbejde. 

Fig.  164  og  165,  Udstillingsnummer  270  og 
292,  begge  danske  Arbejder  og  forfærdigede 
henholdsvis  1764  og  1747  (af  Christoffer 
Fabritius  og  Detlef  Pape)  vise  de  for 
vort  Sølvtøj  fra  denne  Periode  saa  ejen¬ 
dommelige  »knækkede«  Linier,  der  brød 
Fladernes  Ensformighed.  De  forbindes  enten 
—  som  paa  Fig.  168  — med  støbte  og  cise¬ 
lerede  Ornamenter,  eller  —  som  paa  Fig. 
166,  Fad  fra  Augsburg  —  med  graverede. 

Den  hjemlige  Sans  for  solid  Pragt  lod 
sig  ikke  altid  forene  med  Rokokoens  For- 


Fig.  169. 

Vifte  med  udskaaret  Elfenbens- 
Stel,  malet  paa  Silke  (Hds.  kgl. 
Højhed  Kronprinsessen). 


med  Em¬ 
piren  glider  den 
over  i  den  borgerlige, 
maaske  hyggelige,  men  tem¬ 
melig  smagløse  Periode. 

Som  det  var  den  konge¬ 
lige  Elskerinde,  der  med  sin 
raffinerede  Smag  for  det  ko¬ 
kette,  yndefulde  og  graciøse 
gav  Tidens  Stil  sit  Særpræg,  saaledes  træder 
denne  Stil,  Rokokoen,  frem  som  intet  andet 
Sted  i  Datidens  Verdensdame.  Boudoiret 
er  som  en  til  hendes  Figur  tilpasset  Ramme. 
Kjolen,  le  panier,  med  det  spidse  Snøreliv, 
af  storblomstret  Stof  —  der  staar  udmærket 
til  de  nu  brugelige  stormønstrede  Silke¬ 
tapeter  —  med  Sløjfer  og  Volants,  de  høj¬ 
hælede  Sko,  Silkestrømpernes  matte  Farve, 
Skønhedspletten  og  Pudret  '  og  endelig 


*•  Lysestagerne  Nr.  341,  ligeledes  fra  det  kgl. 
Sølvkammer,  ere  nøjagtige  Kopier  efter  Thomas 
Germain,  udførte  her  i  Kjøbenhavn  1742  af 
Guldsmed  A.  F.  Ilolling. 


2-  Zopf-Stil  (Zopf,  Haarpisk)  som  Betegnelse  for 
Louis-seize,  har  atter  ved  sin  uheldige  Over¬ 
sættelse  paa  Dansk  » Parykstilen«  bidraget  til 
at  forøge  den  alt  herskende  Konfusion,  da  de 
fleste  ved  dette  Udtryk  helt  naturlig  ville  tro 
det  anvendt  om  Allongeparykkens  Glansperiode. 


I  Anledning  af  Industriforeningens  Rokoko-Udstilling. 


1 1 7 


Damernes  Vaaben,  den  uundværlige  Vifte.  —  Ogsaa  den  stammede  oprindelig  fra  Kina 
og  var  kendt  i  Europa  allerede  i  den  græske  Oldtid  »som  et  Skønhedens  Scepter«.  I 
Middelalderen  kom  den  til  Italien  og  Spanien  og  først  langt  senere  til  Frankrig.  I  sin 
oprindelige  Skikkelse  bestod  den  kun  af  et  Skaft  med  en  fastgjort  Plade  af  Pap  eller 
tyndt  Træ,  malet  og  besat  med  Fjer;  da  den  direkte  Forbindelse  med  Indien  blev  aabnet, 
indførtes  den  i  de  to  Former,  som  vi  kende  endnu.  Enten  som  et  Antal  flade  Ribber 
af  Træ  eller  Elfenben,  der  dreje  sig  om  samme  Akse  og  udbredte  sammenholdes  ved 
mellemtrulcne  Baand,  eller  som  en  Ramme  af  Træ  eller  Elfenben,  hvoraf  nederste  Del, 
Haandtaget,  er  dannet  som  ovenfor,  medens  der  er  spændt  Silketøj  mellem  de  yderste  Ribber. 


Fig.  170.  Forgyldt  firesædet  Karet  fra  1778  (Den  kgl.  Staldetat). 

Malet  af  Kunstnere  som  Boucher,  kunstfærdig  udskaaret  i  Elfenben  og  indlagt 
med  Emaille,  Perlemor  og  Guld  blev  Viften  et  ligesaa  uundværligt  Attribut  for  den  fine 
Dame,  som  Kaarden  var  det  for  Modeherren.  Der  oprettedes  Skoler  for  unge  Damer  i 
den  Kunst  at  bruge  Viften  og  udtrykke  sig  i  dens  stumme  og  dog  saa  talende  Sprog. 
Ved  et  coup  d  éventail  lod  en  Prinsesse  sig  kende  fra  en  Komtesse,  en  Markise  fra  en 
borgerlig  Dame;  ved  et  coup  c? éventail  saa  den  sukkende  Tilbeder,  om  hans  Bønner  fandt 

Øre  eller  ej.  '  XT  ,  ,  T  1 

Alt  var  skønt  og  herligt  indenfor  Boudoirets  Vægge,  alt  var  Nydelse  og  Luksus. 

Men  man  rnaatte  jo  dog  udenfor  i  den  Verden,  hvor  alting  ikke  var  saa  lyst  og  rigt. 

Meget  kunde  le  beau-monde  lukke  Øjnene  for,  og  meget  lukkede  den  Øjnene  for,  indtil 

Revolutionen  kom  og  aabnede  dem;  men  der  var  dog  Ubehageligheder,  som  ikke  lod 

sio-  afvise  og  bortræssonere ,  som  blot  en  saa  ringe  Ting,  som  Tidens  støvede  eller 

sjaskede  Gader.  Hvor  skulde  man  der  kunde  sætte  sin  lille  Fod  med  den  elegante  Sko 

og  de  lyse  Silkestrømper?  Og  Damerne,  der  i  Forvejen  vaklede  nok  i  Gangen  med  deres 


Tidsskrift  for  Kunstindustri, 


118 


spidse  I  alje  og  højhælede  Sko,  hvor  skulde  de  kunne  bevæge  sig  til  Fods  med  den 
uhyre  Krinoline  og  Slæbet!  Porte-chaisen  eller  Kalechen  var  derfor  aldeles  uundværlig  for 
alt,  hvad  der  hed  honnétes  gens,  og  paa  begge  Befordringsmidler  anvendtes  der  al  den 
Rigdom  og  Pragt,  Tiden  raadede  over.  Særlig  blev  Kalechen  —  tiltrods  for  dens  mangel¬ 
fulde  Konstruktion,  dens  Stivhed  og  Umagelighed  - — -  udstyret  som  et  Boudoir,  med  kost¬ 
bare  Silkebetræk,  slebne  Spejlglasruder,  Billedhugger-  og  Malerarbejde.  Atter  her  blev 
der  rig  Anvendelse  for  de  kinesiske  Lakfarver,  som  Rob.  Martin  havde  opnaaet  saa  stor 
Berømmelse  for.  Særlig  hans  gyldengule  Lak,  hvormed  Vognene  udvendig  var  malede, 
vandt  stor  Yndest  og  fremkaldte  Efterligninger  overalt.  Vi  kunne  endnu  se  den  herhjemme 
i  hjemligt  Arbejde  i  Udstillingens  Forsal,  eller  i  den  kgl.  Vognremise,  som  iøvrigt  under 
Frederik  VI  afgav  sine  bedste  Stykker  til  Musæet  i  Cluny. 


Rococostilens  Fremstilling  af  Menneskefiguren. 

(Et  Brudstykke). 

Af  Jul.  Lange. 


Fra  Ludvig  den  fjortendes ' Tid  af  blev  Frankrigs  Kunst  den  ledende  for  hele 
Europa.  Med  Nederlændernes  nationale  og  selvstændige  Kunst  var  det  forbi,  snart  ogsaa 
med  Spaniens.  Italien  bevarede  vel  en  vis  Selvstændighed  og  Tiltrækningskraft  ved  Siden 
af  Frankrig,  dog  mere  for  dets  Fortids  og  Oldtids  end  for  dets  Nutids  Skyld:  det  egentlig 
aktuelle  Liv  i  Kunsten,  Endepunktet  af  Traditionens  bestandig  videre  spundne  Traacl 
maatte  søges  i  Paris.  De  franske  Kunstnere,  som  vilde  fremstille  Menneskeskikkelsen  i 
større  Maalestok,  rejste  for  det  meste  selv  til  Italien  for  at  uddanne  sig;  fra  Europas 
øvrige  Lande  indforskrev  man  Kunstnere  fra  Paris;  eller  man  rejste  til  Paris  for  at  lære 
fransk  Smag,  dermed  forbandtes  da  tidt  ogsaa  en  Rejse  til  Italien.  Grunden  til  Frankrigs 
anførende  Magt  i  Kunsten  laa  ikke  saa  meget  i  nogen  egentlig  kunstnerisk  Overlegenhed 
som  i  det  franske  Monarkis  almindelige  sociale  og  politiske  Betydning.  Der  fik  det 
moderne  Monarki  sin  Form  og  sin  Glans,  som  blev  Idealet  for  de  øvrige  Stater;  og  der 
traadte  ogsaa  Kunsten  i  Monarkiets  Ijeneste  som  et  Smykke  for  det  og  som  et  Organ 
for  dets  Selvforherligelse.  Dette  medførte,  at  Kunsten  ikke  saaledes  som  før  groede  frem 
fra  Folkenes  Bund,  men  mere  blev  administreret  ovenfra,  af  den  suveræne  Statsmagt. 
Midlet  dertil  var  Kunstakademierne ,  som  stiftedes  overalt  i  Europa  efter  Forbilledet  af 
Akademiet  i  Paris,  der  var  grundlagt  1648,  og  som  forbandt  sig  med  en  Filial  i  Rom. 
Den  oprindelige  Mening  med  Akademierne  var  ikke  den  at  opdyrke  Folkenes  naturlige 
Evner,  men  at  sikre  Kongedømmet,  at  det  til  enhver  Tid  kunde  have  de  fornødne 
kunstneriske  Kræfter  til  sin  Raadighed. 

hor  det  kunstneriske  Studium  af  Menneskeskikkelsen  blev  Akademierne  af  den 
største  om  end  ikke  altid  af  den  heldigste  —  Betydning:  dette  Studium  var  jo  det 
fælles  Grundlag  for  næsten  hele  Billedkunsten,  lige  nødvendigt  for  Billedhuggere,  Malere, 

I  egnere,  Kobberstikkere,  Medaljører  osv.  osv.  Akademierne  bleve  Planteskoler,  som 
akklimatiserede  dette  Studium,  hvor  det  tilforn  ikke  havde  hørt  hjemme,  saaledes  især  i 
det  nordlige  og  østlige  Europa.  Men  allevegne,  ogsaa  paa  Kunstens  gamle  Hjemsteder, 
indførte  Akademierne  en  rationellere  Methode,  mere  Deling  af  Arbejdet  i  Undervisningen. 
Den  kraftige,  ensidige  Individualitet  hos  en  fremragende  Mester  fik  nu  mindre  Raaderum, 


Rococostilens  Fremstilling  af  Menneskefiguren. 


119 


mindre  Indflydelse:  Ledelsen  af  Kunstskolen  gik  over  fra  den  enkelte  Mand  til  et  helt 
Kollegium.  Dette  maatte  føre  til,  at  man  lagde  mere  Vægt  paa  alsidige  Fortrin  i  Kunsten, 
mindre  paa  det  kraftige  Indtryk  af  Personligheden.  Akademiernes  tidligere  Periode  blev 
ogsaa  mærkelig  fattig  paa  store,  glimrende  Kunstnernavne,  af  dem,  som  Verden  ved¬ 
blivende  har  holdt  i  Ære,  medens  Antallet  af  dem,  som  udøvede  Kunsten,  dog  uden 
Tvivl  var  i  stadig  Stigen.  Men  i  alt,  hvad  der  angaar  upersonlige  Hjælpekilder  og 
Apparat  —  en  regelmæssig  Modelskole,  anatomiske  Demonstrationer,  Kendskab  til  antik 
Skulptur  - —  bød  Akademierne  mere  end  før,  paa  de  fleste  Steder  langt  mere,  og  sikrede 
gennemgaaende  et  højere  Niveau  for  den  brede  Kunstnermængde,  hvor  det  galdt  om 
Fremstillingen  af  den  menneskelige  Skikkelse. 


Men  Akademiet  var,  som  sagt,  foreløbig  til  for  Hoffets  Skyld,  og  Ploffet  fik  indtil 
henimod  Revolutionstiden  en  afgørende  Betydning  for  Kunstens  Karakter.  Indtil  Ludvig 
den  fjortendes  senere  Tid  beholdt  endnu  den  roligere  og  noblere  klassiske  Smag  Over¬ 
magten.  Men  omtrent  fra  Aar  1700  og  hele  Ludvig  den  femtendes  Tid  ud  udformes  der 
en  ganske  egen  fransk  Hofstil,  som  udbredte  sig  over  hele  Europa  og  ovenfra  trængte 
dybt  ned  i  Samfundslagene.  Den  svarer  nøje  til  hvad  man  i  Bygningskunst  og  Dekoration 
kalder  Rococostil. 

Europa,  og  især  de  romanske  Nationer,  havde  efterhaanden  altfor  godt  tilegnet 
sig  en  vis  Æsthetik  med  Hensyn  til  den  menneskelige  Skikkelse,  dens  Holdning,  Bevægelser, 
Linier.  Efter  den  store  italienske  Kunst  i  første  Halvdel  af  det  16de  Aarhundrede  var 
det  allerede  forbi  med  Kunstens  Naivetet  i  denne  Henseende:  man  kunde  snart  udenad 
paa  sine  Fingre,  hvordan  det  Skønne  skulde  være,  og  især,  at  det  bestod  i  det  Modsatte 
af  alt,  hvad  der  var  stift  og  enkelt,  ret  og  lige  ud  i  Bevægelsen.  Vendingens  og  Drej¬ 
ningens,  Bøjningens  og  Kontrapostoens 1  Formler  vare  Opdagelser,  man  ikke  havde  gjort 
forgæves.  Den  eklektiske  Strømning  i  Kunsten,  som  førte  disse  Lærdomme  med  sig, 
bredte  sig  mere  og  mere:  endnu  i  Midten  af  det  syttende  Aarhundrede  havde  den 
spanske  og  den  hollandske  Realisme  —  Kunstnere  som  Velazquez  og  Rembrandt  — 
kunnet  sætte  deres  brede  Rygge  imod  den;  men  fra  Ludvig  den  fjortendes  Dage  havde 
den  egentlig  opslugt  hele  Europa.  Man  led  ved  Opfattelsen  af  Menneskefiguren  af  altfor 
megen  Kunst:  endog  ganske  naive  Sjæle  saa  op  til  det  »kunstigste«  som  til  det  skønneste. 

Der  kom  endnu  Noget  til,  som  fremskyndede  Bevægelsen  i  denne  Retning.  Det 
blev  nemlig  ikke  ved  Skulptur  og  Maleri  og  den  Slags  Kunst:  fra  den  Æsthetik,  der  var 
udviklet  i  Billedkunsten,  var  der  foregaaet  et  Nedslag  i  det  virkelige  Liv  —  naturligvis 
først  og  fremmest  i  det  højere,  mere  forfinede  Selskabsliv.  Kunstens  Anskuelser  om  hvad 
der  var  smukt  i  Bevægelser  og  Stillinger  havde  faaet  Indflydelse  paa  Danseskolerne  og 
Reglerne  for  selskabelig  Anstand  2.  Og  jo  mere  Monarkiet  og  dets  Omgivelser  skruedes 

1.  Ved  det  uundværlige  italienske  Udtryk  Contruposto  forstaas  den  Afvigelse  fra  Symmetrien,  som  de 
fleste  Stillinger  af  den  frit  bevægede  Menneskefigur  medfører,  Modsætningen  i  Stilling  mellem  Figu¬ 
rens  højre  og  venstre  Side. 

2.  Jeg  kender  ikke  nogen  mere  skælmsk  og  godmodig  Kritik  heraf  end  følgende  Replikskifte  fra  A. 
de  Mussets  II  ne  faut  furer  de  rien: 

Danselæreren.  Hvorfor  vil  De  dog  ikke  dreje  Flovedet  lidt  og  runde  Armene,  Frøken? 

Cecilie.  Jamen  naar  man  ikke  har  Lyst  til  at  falde,  maa  man  dog  se  lige  ud. 

Danselæreren.  Det  er  da  ogsaa  forskrækkeligt.  Se  paa  mig!  Falder  jeg?  De  bevæger  Dem 
til  højre  og  ser  til  venstre;  De  bevæger  Dem  til  venstre  og  ser  til  højre,  det  er  jo  saa  simpelt 
som  vel  muligt. 

Saaledes  skrev  Musset  midt  inde  i  vort  eget  Aarhundrede;  men  Danselærerens  Principer,  som 
Digteren  vistnok  har  taget  lige  ud  af  Samtiden  og  Virkeligheden,  ere  endnu  ren  Rococo,  og  det  til 

16* 


120 


Tidsskrift  for  Kunstindustri, 


Fig.  17 1.  Ludvig  den  fjortende  efter  Drevets  Stik  af  Rigauds  Maleri. 


R'ococostilens  Fremstilling  af  Menneskefiguren. 


I  21 


op  i  Højder,  hvor  det  ikke  længere  kunde  staa  i  frisk  Forbindelse  med  Samfundets 
bredere,  folkelige  Lag,  des  mere  eneraadende  maatte  hin  Skole  for  smukke  Manerer  blive 
paa  Livets  Højdepunkter.  Alle  Livsytringer  blive  maniererte,  fulde  af  Formler  og  Fraser 
og  sirlige  Sving:  det  gælder  om  Skrift  og  Tale  lige  saa  vel  som  om  Maaden,  hvorpaa 
man  stod  og  gik  og  førte  sig.  Det  kom  ikke  an  paa  at  give  Udtryk  for  en  hel  og  solid 
Mening,  for  en  indenfra  kommende  Tilskyndelse :  det  kom  kun  an  paa  atvære  selskabelig. 

Og  dette  virkede  atter  tilbage  paa  Kunsten,  som  optog  Manieretheden  i  anden 
Potens  fra  Salonen  og  Danseskolen. 

Det  var  ganske  vist  ikke  første  Gang,  at  Kunstens  Menneskeskildring  var  blevet 
paavirket  af  de  højere  Stænders  selskabelige  Manerer:  det  er  noget,  som  hyppig  sker 
under  aristokratiske  Samfundsvilkaar.  Det  er  f.  Ex.  Tilfældet  i  det  16de  Aarhundredes 
venetianske  Kunst,  især  i  Paolo  Veroneses  Malerier;  i  det  øvrige  Italien  skønner  man 
ogsaa  Træk  deraf  hos  Parmigianino  og  Baroccio,  senere  hos  Pietro  da  Cortona,  hos  hvem 
det  allerede  tager  sig  temmelig  rococoagtigt  ud.  Ikke  mindre  tydelig  fremtræder  det  i 
det  1 7de  Aarhundrede  hos  van  Dyck  som  Maler  for  det  engelske  Hof  og  hans  Efter¬ 
følgere  paa  denne  Plads  som  Peter  Lely  (se  hans  Portræt  af  Damen  med  Rosen  i  den 
kgl.  Malerisamling).  Det  engelske  Hofliv  under  Stuarterne  synes  i  det  Hele  at  have  været 
videre  fremme  i  Retning  af  maniereret  Væsen  end  det  samtidige  franske  under  Ludvig  den 
trettende,  ja  endnu  under  Ludvig  den  fjortende  i  hans  tidligere  Tid;  og  det  uagtet  det 
franske  Hof  og  dets  Kunst  allerede  tidligere,  i  det  16de  Aarhundredes  anden  Halvdel, 
under  de  sidste  Konger  af  Huset  Valois,  havde  røbet  et  betydeligt  Hang  til  kokette 
Affektationer  i  Menneskeskikkelsen:  man  kan  iagttage  slige  Træk  hos  hin  flids  Billed¬ 
huggere,  især  Germain  Piion *  1. 

Men  først  i  Ludvig  den  fjortendes  senere  Aar  var  de  fine  Manerers  System 
færdig  udblomstret  i  det  franske  Hofs  Drivhus,  og  først  efter  Aar  1 700  beherske  de 
Kunsten  saaledes,  at  et  ægte  og  naturlig  følt  Udtryk  kommer  til  at  høre  til  de  rene 
Undtagelser.  Derfra  udbrede  de  sig  saa  ved  en  Art  psykisk  Smitte  over  det  øvrige 
Europa:  at  Menneskene  egentlig  altid  have  hørt  til  Abernes  Slægt,  har  man  kunnet 
iagttage  længe  før  Darwins  Ud.  Aarsagen  laa  ikke  alene  i  det  franske  Monarkis  umaade- 
lige  sociale  Højde:  det  spanske  havde  vel  tidligere  været  lige  saa  fornemt,  men  det 
havde  i  sin  afsluttede  Arrogance  været  langt  stivere,  tristere,  kedsommeligere.  Det  franske 
Hof  var  derimod  lige  op  til  sin  højeste  Spids  selskabeligt:  Le  Roy  soleil  skinnede  over  et 
Firmament  af  ringere  Kloder;  derved  fik  dette  Hof  en  saa  overordentlig  Autoritet  som 
Selskabelighedens  Skole  i  hele  Europa.  Derved  fik  Manererne  ogsaa,  hvor  kunstig  ind¬ 
øvede  de  end  vare,  en  vis  national  Karakter;  der  er  noget  af  den  franske  Ejendomme¬ 
lighed  ved  dem,  som  vedvarer  gennem  alle  Omvæltninger,  gennem  de  mest  forskellige, 
ja  indbyrdes  modsatte  Systemer  af  Manerer:  dette  spidse  og  smaastilede,  pikante  og 
provokante,  der  ligesom  trænger  Livet  ud  i  Fingerspidser  og  Taaspidser,  medens 
Italienernes  Manerer,  hvor  affekterte  og  deklamatoriske  de  end  kunne  være,  bevare  langt 
mere  Rundhed  og  Storhed. 


Trods  for  de  store  Omvæltninger,  som  imidlertid  vare  foregaaede  i  den  øvrige  Kunst.  Det  kunde 
være  værd  at  vide,  men  det  er  meget  vanskeligt  at  undersøge,  hvor  vidt  Dansekunsten,  navnlig 
Theaterdansen,  i  vort  Aarhundrede  overhovedet  er  fulgt  med  i  Billedkunstens  Udvikling,  eller  om 
den  ikke  i  sin  Stil  væsentlig  maa  betragtes  som  umiddelbar  Fortsættelse  af  Rococo-Stilen,  uagtet 
den  har  optaget  Æmner  til  Behandling,  som  stride  aldeles  mod  denne  Stils  Karakter,  endog  nordisk 
Mythologi  (var  Bournonville  virkelig  en  betydelig  Kunstner  ?). 

i-  Se  i  Kunstakademiets  Afstøbningssamling  (Renaissanceafdelmgen)  denne  Billedhuggers  Monument  for 
Kong  Henrik  den  andens  Hjerte,  med  de  tre  temmelig  hofdameagtige  Figurer  af  —  man  ved  ikke 
ret,  om  det  skal  være  Gratierne  eller  de  tre  kristelige  Dyder:  Tro,  Haab  og  Kærlighed. 


12  2 


Tidsskrift  for  Kunstindustri 


Det  stemmer  bedst  med  denne  Kunsts  sociale  Karakter,  at  man  først  og  frem¬ 
mest  betragter,  hvorledes  den  skildrede  Kongen  ■ —  vi  mene  naturligvis  Kongen  for  alle 
Konger,  Ludvig  den  fjortende.  I  gamle  Dage  havde  man  fremstillet  en  Konge  aldeles  i 
samme  Aand  som  ethvert  andet  Menneske,  jævnt  og  simpelt.  Ikke  alene  i  Middelalderen 
eller  i  det  15de  Aarhundrede,  men  endnu  i  den  største  Del  af  det  16de  vare  Kongerne 
i  det  Hele  bievne  saa  lidet  smigrede  af  deres  Portrætmalere,  at  vi  fra  senere  Tiders 
Synspunkt  hyppig  kunne  falde  i  Forbauselse  over,  at  saa  megen  Ærlighed  blev  taalt. 
Det  havde  langsomt  forandret  sig  i  den  efterfølgende  Tid ;  og  fra  det  18de  Aarhundredes 
Gry  havde  »Flatteringens«  Kunst  naaet  sit  Højdepunkt. 

De  franske  Hofmalere,  f.  Ex.  Hyacinthe  Rigaud,  optoge  som  en  Slags  almen¬ 
gyldig  Formel  for  Kongeportrætter  en  Stilling,  hvis  Grundtræk  forefandtes  ret  hyppig  i 
Herreportrætter  allerede  fra  tidligere  Tider:  den  ene  Haand  i  Hoften,  den  anden  støttet 
til  Knappen  af  en  høj  Stok,  Hovedet  kastet  kækt  til  Siden,  den  ene  Fod  sat  frem  i  et 
mandigt  Skridt.  Dette  Resultat  var  ikke  blevet  til  paa  én  Gang:  man  kan  følge,  hvor¬ 
ledes  Stillingens  enkelte  Træk,  hvert  for  sig,  udvikle  sig  lige  fra  Begyndelsen  af  det  16de 
Aarhundrede.  Først  et  Aarhundrede  senere  ere  alle  Trækkene  samlede  til  en  typisk 
Helhed:  saaledes  malede  f.  Ex.  Frans  Hals  gerne  sine  af  Kækhed  og  Overmod  struttende 
Kavallerer ;  med  mere  fornem  Diskretion  og  Alvor  er  Motivet  benyttet  af  Philippe  de 
Champaigne  i  et  Portræt  af  Ludvig  den  trettende  og  af  van  Dyck  i  hans  berømte  Portræt¬ 
figur  af  Carl  den  første  af  England  *.  Nu  kan  man  næsten  geometrisk  maale  Frem¬ 
skridtene  i  Retning  af  det  Maniererte,  naar  man  med  disse  kongelige  Portrætter  sammen¬ 
ligner  Rigaud’s  Pragtportræt  (i  Lou'vre)  af  Ludvig  den  fjortende  (s.  Fig.  1 7 1 )  fra  hans 
ældre  Aar  (1701).  Stillingens  Hovedlinier  ere  de  selv  samme  som  før;  thi  det  gør  ingen 
Forskel  i  denne  Henseende,  at  Kongen  ikke  længere  støtter  Haanden  til  den  lange  Stok, 
men  til  det  kongelige  Scepter,  hvis  nederste  Ende  hviler  paa  et  Bord  med  de  øvrige 
Regalier.  Men  Hoved  og  Skuldre  lænes  mere  bagover;  Minen  er  paa  én  Gang  mere 
fornemt  nedladende  og  tillige  naadig  og  huldsalig  smilende  —  med  tandløs  Mund,  Fød¬ 
derne  skruede  mere  ud  til  Bens,  Kroppen  kunstig  balancerende  paa  de  lange,  tynde,  i 
lyse  Silkestrømper  trukne  Ben.  Hertil  kommer  saa  det  hele  bombastiske  Udstyr  med 
Kongeværdighedens  Symboler  og  en  superlativisk  sort  Allongeparyk:  man  skulde  tro,  at 
det  var  den,  Goethe  sigtede  til  med  de  frække  Ord:  Setz  Dir  Perriicken  auf  von  Millionen 
Locken  —  Du  bist  doch  immer,  was  Du  bist. 

Her  er  altsaa  det  Motiv,  der  tidligere  galdt  som  Karakteristik  af  en  kæk,  krigersk, 
noge  t  udfordrende  Mandighed,  udvidet  til  at  betegne  en  Blanding  af  de  mest  opskruede 
Pretentioner  og  den  tammeste  Selskabelighed  —  en  Løve  og  et  Faar,  en  Tordengud  og 
en  gammel  Kælling  i  inderlig  Forening. 

Saaledes  vedbliver  Moden  at  være  endnu  en  Stund  længere  frem  i  det  1 8de  Aar¬ 
hundrede:  endog  i  Portrætter  af  fyrstelige  Drengebørn  anvendes  det  samme  Motiv,  uagtet 
det  er  aldeles  uforeneligt  med  den  barnlige  Natur.  (For  mig,  som  har  nedskrevet  det 
Ovenstaaende  for  et  Par  Aar  siden,  efter  et  Ophold  i  Paris,  var  det  en  Tilfredsstillelse 
at  finde  et  ganske  rent  Exemplar  af  denne  Type  af  Kongeportrætter  paa  indeværende 
Sommers  »Rococo-Udstilling«,  nemlig  det  her  gengivne  Maleri  af  Frederik  den  femte 
(Fig.  172),  fra  Gaunø-Samlingen.  Det  hører  til  de  seneste  Exemplarer  af  Typen,  og, 
som  man  ser,  er  der  her  Intet  længer  af  en  Tordengud  tilbage:  Faaret  har  opslugt 
Løven.  Hvor  saa  meget  er  opgivet  udenfra,  i  bølge  Mode  og  Konveniens,  kan  man 
naturligvis  heller  ikke  forudsætte  nogen  virkelig,  karakteristisk  Lighed  med  den  fremstillede 
Personlighed.) 

>•  Robert  Stranges  Stik  efter  dette  Maleri  er  udhængt  i  den  kgl.  Kobberstiksamling. 


Rococostilens  Fremstilling  af  Menneskefiguren. 


123 


Efterhaanden  kræver  man  saa  bestandig  mere  Lethed  i  Holdningen.  Ludvig  den 
femtende  staar  —  endog  i  Statuer,  som  have  en  monumental  Bestemmelse,  • —  som  en 
Danser,  paa  Springet  til  at  fare  ud  paa  det  bonede  Gulv.  Hans  Dronning  og  Maitresser 
skulde  helst  se  saa  lette  ud  som  Fnug,  man  kan  aande  bort.  I  denne  Retning  er  Rococo- 
stilen  virkelig  naaet  videre  end  nogen  anden  Periodes  Kunst  f.  Ex.  i  Figurer  som  Guil- 


Fig.  172.  Frederik  den  femte  efter  et  Maleri  paa  Gaunø. 


laume  Coustou’s  Statue  (Fig.  174)  af  Dronning  Marie  Leczinska  (1731),  eller  de  la  Tours 
Pastelbillede  af  Madame  Pompadour  (1755),  begge  i  Louvre ,  og  begge  to  i  deres  Art 
udmærket  talentfulde  Arbejder. 

Det  var  overhovedet  aldeles  forbi  med  den  djærve  og  sanddru  Portrætstil  fra 
Velazquez’s  og  Rembrandts  Tid,  som  dog  kun  laa  saa  kort  tilbage.  At  møde  frem  med 
et  Ansigt,  som  bar  kraftige  Følelsers  eller  en  alvorlig  Viljes  Præg,  hørte  ikke  til  god 


124 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


Fig.  173.  Frederik  den  fjerde 
(Alabastfigur  paa  Rosenborg). 


Tid  og  ikke  mindst  i  de 
f.  Ex.  Ægypternes.  Men  der  kan  ikke  tænkes  større 
Modsætninger  end  mellem  den  ægyptiske  Kunst  og 
Rococostilen.  Det  kommer  deraf,  at  det  var  rolige 
Vaner,  som  den  ældste  Kunst  krystalliserer,  hvorimod 


Selskabstone:  al  Karakter  skulde  udviskes,  udflades,  almin¬ 
deliggøres.  Det  gælder  om  at  behage:  det  er  Smigerens, 
Sminkens,  Smilets  og  Komplimenternes  Verden.  Portrætterne 
allerede  fra  Ludvig  den  fjortendes  Tid  forfølge  os  med 
deres  ensformige,  paa  én  Gang  kordiale  og  skalkagtige 
Smil ;  endog  en  gammel  Feltherre  som  Turenne,  den  haar- 
deste  Hund  i  hele  Kristenheden,  en  Rædsel  og  Svøbe  for 
de  Lande,  som  han  førte  sine  Armeer  igennem,  og  som 
paa  sanddru  Portrætter,  som  Philippe  de  Champaigne’s  i 
Miinchen,  ser  ud  som  et  Dødningehoved,  fremstilles  af  Nan- 
teuil  med  saa  mildt  og  lunt  et  Smil  som  en  hyggelig  Bedste¬ 
moder  i  sin  Lænestol.  Det  er  i  det  hele  hyppig  forbausende 
at  se,  hvorledes  Herreportrætterne  —  Generaler  og  Ministre 
lige  saa  vel  som  Gejstlige  eller  Lærde  - —  antage  Miner  som 
gamle  eller  unge  Damer  L  Til  de  selskabelige  Fordringer 
hørte  jo  les  ris,  les  jens  et  les  bons  mots,  i  hvert  Fald  en  vis 
spillende  og  glinsende  Oprømthed  i  Minen  ( gaieté ):  banlyst 
er  ikke  alene  alt,  hvad  der  er  tvært  og  mut,  men  ogsaa 
hvad  der  er  dybt.  Ethvert  Udtryk  skal  være  ernpresserxt,  alt 
skal  spilles  ud  paa  Overfladen.  Derved  frembringes  et  Ind¬ 
tryk  af,  at  der  er  flad  Bund  i  Sjælen,  ingen  Reserve  at 
tage  tik 

At  Kunsten  tager  Præg  af  Menneskelivets  udviklede 
Vaner,  er  Noget,  som  til  en  vis  Grad  finder  Sted  til  enhver 
allerældste  Civilisationer, 


Fig.  174. 

Dronning  Maria  Leczinska  .som  Juno. 
Statue  af  G.  Coustou  (1731). 


1-  Betragt  f.  Ex.  blandt  de  udhængte  Stik  i  den  kgl.  Kobber¬ 
stiksamling  de  af  Edelinck  udførte  Blade.  De  Mennesker, 
som  der  ere  gengivne,  se  saa  besynderlig  udkogte  og 
mørkogte  ud  i  Sammenligning  med  den  saftige  og  kraftige 
Friskhed,  som  aabenbarer  sig  i  Portrætterne  fra  den  nær¬ 
mest  foregaaende  Periode. 

Der  gives  imidlertid  enkelte,  sjældne,  men  virkelige 
Undtagelser  fra  den  ovenfor  skildrede,  fremherskende  Stil  i 
Rococo-Tiden  Portrætter.  En  saadan  Undtagelse  er  det 
Portræt,  som  den  bekendte  norske  Elfenbens-Skærer  Mag¬ 
nus  Berg  har  malet  af  sig  selv  som  ældre  Mand,  og  som 
findes  paa  Rosenborg.  Medens  Berg  i  sine  Elfenbens- 
Relieffer  følger  Tidsalderens  Stil  med  alle  dens  Snirkler 
og  Fraser,  stiller  han  sig  i  den  Skildring,  han  har  givet 
af  sin  egen  Personlighed,  væsentlig  udenfor  den  og  fører 
en  ligefrem  Mands  ligefremme  Tale.  Naturligvis  minder 
Dragten  og  Parykken,  og  man  kunde  tilføje:  den  rent 
maleriske  Teknik  i  Billedet  om  Tidsalderen;  men  Opfat¬ 
telsen  af  Personligheden  er  lige  saa  ærlig  som  i  et  Por¬ 
træt  af  Eckersberg.  Men  Magnus  Berg  skylder  i  alt  Fald 
sin  første  Udvikling  til  en  tidligere  Tid  end  den  egentlige 
Rococoperiode.  —  I  Periodens  senere  Del  maledes  der 
især  gode  Portrætter  i  England  (Th.  Gainsborough). 


Rococostilens  Fremstilling  af  Menneskefiguren. 


125 


Rococostilen  netop  gør  dén  mest  spillende  livlige  Uro,  det  mest  let  flydende  Væsen  til 
Vane.  Men  deri  ligger  en  Modsigelse,  og  man  kan  blive  noget  tiæt  og  ør  i  Hovedet 
af  at  se  det. 


Man  behøver  kun  at  nævne  de  almindeligst  kendte  Træk  af  Datidens  Modedragt: 
Fiskebenene,  Snørelivet,  Parykkerne  osv.  for  at  minde  om,  hvor  aldeles  vilkaarlig  Moden 
omdannede  den  naturlige  Menneskeskikkelse.  Saadanne  Modedragter  forudsatte  ligefrem 
affekterte  Manerer  i  Holdning  og  Bevægelser  og  vilde  være  utænkelige  uden  dem.  For 
saa  vidt  er  der  altsaa  en  vis  æsthetisk  Harmoni,  saa  længe  som  Kunsten  fremstiller  sin 
Samtids  Mennesker  i  deres  eget  Kostume:  man  føler,  at  det  ene  svarer  til  det  andet. 
Men  anderledes  stiller  Sagen  sig,  idet  Rococostilen  overfører  alle  hine  moderne  Manerer  ogsaa 
paa  den  nøgne  Figur  eller  paa  Skikkelser  i  det  fra  Antiken  nedarvede  friere  Kostume, 'det 
vil  sige:  paa  Personer  fra  en  ideal  Verden,  der  skulde  anses  for  aldeles  uberørt  af  det 
1 8de  Aarhundredes  Selskabsmanerer,  —  hvad  enten  det  nu  er  Oldtidens  Olymp  eller 
Herosverden  eller  verdslige  eller  kirkelige  Allegorier.  Det  svarer  til  den  bekendte  Stil  i 
den  franske  Tragedie,  hvor  Personer  fra  Oldtidens  Helteliv  tiltale  hverandre  med  Monsieur 
og  Madame  og  andre  Talemaader  fra  den  moderne  Salon.  Paa  denne  Maade  kommer 
Kunsten  ligesom  til  at  indeholde  en  Paastand  om,  at  all  dette  kunstlede  Væsen  høra  med  hl 
Menneskets  Natur,  til  dens  varigere  og  dybere  liggende  Grundtræk;  men  heri  laa  en  Usand¬ 
hed,  som  i  Tidens  Løb  maatte  blive  mere  og  mere  følelig,  og  som  i  Virkeligheden 
ogsaa  blev  den  Anstødssten,  hvorover  Rococostilen  faldt. 

Man  havde  allerede  tidligere  i  Renaissanceperioden  blandet  Oldtid  og  Nutid, 
Idealt  og  Realt,  ved  at  lade  Samtidens  Personer  optræde  travesterede  som  Skikkelser 
fra  Oldtiden,  i  dens  Kostume,  eller  mere  eller  mindre  nøgne.  Denne  Sædvane  var  i  Til¬ 
tagende.  I  Ludvig  den  fjortendes  Tid  blev  det  endog  almindeligt,  at  Monarken  frem¬ 
stilles  som  Apollo  eller  Jupiter,  f.  Ex.  til  Hest  og  paa  samme  Tid  med  Tordenkilen  1 
Haanden:  det  er  en  Blanding  af  Oldtidens  og  Riddertidens  tradition;  ti  Oldtiden  havde 
aldrig  tænkt  sig  Tordenguden  paa  en  Hesteryg.  Men  i  Ludvig  den  fjortendes  ældre  Tid 
(det  °i  7de  Aarhundrecle)  havde  man  dog  i  Reglen  tildannet  den  moderne  Persons  Skik¬ 
kelser  og  Lader  noget  efter  den  antike  klassiske  Kunsts  Forbilleder  for  at  opnaa  en  vis 
majestætisk  og  pompøs  Værdighed.  Fra  det  18de  Aarhundredes  Begyndelse  gaar  man  i 
Reglen  den  omvendte  Vej:  Selv  hvor  Skikkelsen  optræder  i  en  antik  Rolle,  tildanner  man 
den  efter  det  moderne  Selskabslivs  elegante  og  galante  Manerer1.  Som  Kongen  skulde 


1.  Den  her  paapegede  Forskel  mellem  ældre  og  nyere  Stil  er  ret  tydelig  illustreret  i  København  ved 
de  to  kongelige  Rytterstatuer:  Abr.  César  Amoureux’s  Christian  den  femte  paa  Kongens  Nytorv  og 
Jacques  Frang.  Saly’s  Frederik  den  femte  paa  Amalienborg.  Begge  Monarkerne  ere  fremstillede  i 
romersk  Imperator-Kostume.  Ved  Sammenligningen  maa  man  kun  have  for  Øje,  at  den  ældre  Stils 
tunge  og  pompøse  Væsen  her  er  repræsenteret  ualmindelig  talent/««/  ved  Bly-MIesten«  paa  Kongens 
Nytorv,  &og  den  nyeres  Elegance  ualmindelig  talent/«/,//  ved  Bronzemonumentet  paa  Amalienborg. 
Det  sidstnævnte  hører  -  baade  hvad  Komposition  og  Gennemførelse  angaar  -  til  de  bedste  Værker 


af  Rococotidens  Plastik,  som  man  nogensteds  faar  at 


Der 


gives  ogsaa  en  Tradition  om,  at 


at  Kococouuens  ru isun.,  ju...  .......  -  “ 

Thorvaldsen  i  sine  ældre  Aar  skal  have  standset  beundrende  foran  det;  og  han,  som  selv  havde 
udført  store  Rytterstatuer,  har  uden  Tvivl  havt  Øje  for  meget  mere  anerkendelsesværdigt  ved  det, 
end  vi  andre  kunne  have.  Men  naar  der  netop  særlig  spørges  om  Opfattelsen  af  Mennesket  1  Fre¬ 
derik  den  femtes  Figur,  maa  det  dog  indrømmes,  at  den  ikke  hæver  sig  over  Tidsalderens  alminde¬ 
lige  Fladhed  og  Tomhed.  Det  kan  heller  ikke  være  den,  som  1  horvaldsens  Beundring  har  gældt; 
thi  hans  egne  Figurer  ere  jo  opfattede  i  en  rent  anden  Aand.  Forresten  maa  det  bemærkes,  at 
Saly’s  Værk  -  i  alt  Fald  i  Henseende  til  Kompositionen  —  er  lidet  originalt:  det  staar  1  et  paa¬ 
faldende  nært  Forhold  til  Frang.  Girardons  Rytterstatue  af  Ludvig  den  fjortende,  som  opstilledes  i 
Paris  1699,  men  ødelagdes  under  Revolutionen  (se  Bronzemodellen  i  lille  Maaleslok  1  Louvre- 

Museet). 


•7 


126 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


være  Jupiter,  skulde  Dronningen  være  Juno 
og  Prinsesser  og  Markiser  Diana:  denne 
1  ravesti  til  Kyskhedens  strænge  Mø,  Jæger- 
inden  med  den  højt  opkiltrede  Tunika,  gav 
i  alt  Fald  Damerne  Lejlighed  til  at  vise 
deres  smukke  Ben.  Men  under  Forklæd¬ 
ningen  fornægte  de  i  ingen  Henseende 
deres  rent  moderne  Væsen.  Og  hvad  enten 
der  var  forlangt  et  Portræt  af  en  Dame, 
som  Kunstneren  saa  lod  optræde  som  an¬ 
tik  Gudinde  eller  Nymfe,  eller  Opgaven 
lød  paa  en  Gudinde  eller 
Nymfe,  som  Kunstneren  saa 
gav  Form  og  Lader  som  en 
Dame,  om  han  end  ikke 
søgte  Portrætlighed  med 
nogen  bestemt  Person,  saa 
er  Resultatet  kunstnerisk  set 
ét  og  det  samme:  Stilen  er 
i  hvert  Fald  moderne.  Man 
finder  endog  Gudinder  fra 
Oldtiden  malede  med  Pudder 
i  Ilaaret. 

Olympen  var  Hoffet,  og 
Hoffet  var  Olympen.  For  at 
tage  et  Exempel:  Boucher 
maler  Apollon  trædende  frem 
for  sin  Moder  Latona  for  at 
synge  en  Sang  til  hendes 
Ære.  Guden  triner  frem  med 
et  værdigt,  stort  Skridt  som 
en  Ivavaller  af  det  kone'elitre 
Hus,  meget  ud  til  Bens  og 
med  meget  spidse  Fødder. 

Han  læner  sig  til  en  Sky 
ved  hans  Side  som  til  en 
Pude  og  rækker  venstre 
Haand  hen  efter  Lyren,  som  en  lille  tje¬ 
nende,  vinget  Genius  holder  i  Beredskab ; 
af  Haanden  strækker  han  kun  de  mellemste 
fingre  ud,  medens  de  yderste  ligesom  flagre 
løst  ud  i  Luften.  Med  højre  Haand  for¬ 
klarer  han  høflig  sin  Hensigt:  Bliv  ikke  for- 
bauset,  Madame  .  .  . 

Sligt  tager  sig  i  Lyset  af  den  antike 
Kunst,  som  udførte  de  virkelige  Apollon’er, 
meget  galt  og  latterlig  ud;  men  det  kan 
dog  ikke  nægtes,  at  Rococostilens  Kunst 
netop  ved  at  opfatte  alle  Skikkelser  i  Sam¬ 


tidens  egen  Aand  —  hvor  snæverhjertet  og 
frivol  denne  Aand  end  var  —  meddeler 
dem  et  vist  umiddelbart  og  aktuelt  Liv,  der 
for  det  meste  savnes  i  Kunsten  fra  Ludvig 
den  fjortendes  tidligere  Periode,  der  var 
mere  lærd  og  andenhaands,  mere  dump  og 
glansløs.  fra  et  rent  æsthetisk  Synspunkt 
kunde  dette  opføres  som  et  Fortrin  paa 
Rococostilens  Side.  Men  en  Æsthetik,  som 
gaar  mere  til  Bunds  i  Tingene,  vilde  dog 
ikke  kunne  godkende  al  denne  Omklædning 
og  Afklædning.  De  nøgne 
Figurer  se  ikke  ud  som  om 
det  hørte  naturlig  med  til 
deres  Existens  at  være  nøgne: 
de  se  mere  ud  som  det  fine 
Selskab,  der  har  klædt  sig 
af.  Og  dermed  fulgte  fak¬ 
tisk  en  hel  Del  Misligheder. 
Ikke  sjelden  maatte  Kunsten 
paatage  sig  Rollen  af  en 
forslagen  Kammertjener  eller 
mailre  des  plaisirs,  som  ved 
en  intrigant  Omgang  med 
antike  Navne  og  ideale  Be¬ 
greber  gaar  Ærinder  for  det 
højere  Selskabs  lavere  Til¬ 
bøjeligheder;  men  dette  er 
jo  ikke  Kunstens  Bestemmelse 
her  i  Verden. 

Af  Mythologien  og  den 
øvrige  ideale  Verden  kræve¬ 
des  i  det  Hele,  at  den  skulde 
vise  sit  mildeste  Ansigt  frem: 
det  kælne  Velbehag  ved  Livet 
vilde  man  nødig  have  for¬ 
styrret.  Deraf  en  Forkærlig¬ 
hed  for  det  bløde  og  fine,  for  den  unge  og 
den  yngste  Alder,  som  minder  om  Correg- 
gio  —  rigtignok  uden  hans  Originalitet. 
Deraf  en  Vrimmel  af  Elskovsscener,  af 
Nymfer  og  Amoriner  og  muntre  Allegorier, 
personificerede  som  smaa  Børneskikkelser 
eller  af  Børn  alene  uden  allegorisk  Mening. 
(»Rococo-Uclstillingen«  indeholdt  bl.  a.  et 
meget  betegnende  Exempel  paa  dette  Kæleri 
med  smaa  Børnefigurer :  Vaabenskjoldene,  der 
ere  malede  paa  Enkedronning  Juliane  Maries 
forgyldte  Karrét  (ovfr.  Fig.  i  70),  vogtes  ikke  af 


Fig.  1 75- 

Hertuginden  af  Bourgogne  som  Diana. 
Statue  af  Coysevox  (1710). 


Rococostilens  Fremstilling  af  Menneskefiguren. 


I  2  7 


de  reglementerede  skrækindjagende Vildmænd, 
der  allerede  for  længst  vare  beskikkede  som 
det  danske  Rigsvaabens  Skildvagter,  men 
omsvæves  let  og  muntert  af  smaa  »Putti«, 
som  aldeles  ikke  ere  egnede  til  at  indgyde 
Nogen  den  behørige  Respekt  for  Vaaben- 
skjoldets  ærværdige  og  mystiske  Symboler.) 
Fra  Midten  af  det  18de  Aarhundrede  bleve 
Hyrdescenerne  meget  almindelige  —  man 
maa  herved  dog  ikke  tænke  paa  den  be¬ 
skedne  og  nyttige  Gerning  at  vogte  Kør 
eller  Faar;  thi  deri 
opfyldte  Bouchers 
Hyrder  og  Hyrdinder 
kun  daarlig  deres 
Pligt.  De  ere  ganske 
unge  og  kælne  og 
altfor  magelige  til 
at  staa  paa  deres 
Ben:  de  ligge  hellere 
i  Græsset  ligesom 
mellem  Dyner  i  en 
Seng  eller  som  Gu¬ 
derne  paa  deres 
Skyer.  En  Anvisning 
til  den  Slags  idylli¬ 
ske  Hyrdescener  var 
jo  givet  i  Oldtidens 
bukoliske  Digte; 
men  dermed  forbin¬ 
der  sig  formodentlig 
ogsaa  Tanker,  der 
gik  i  samme  Retning 
som  det  nye  Rous- 
seau’ske  Evangelium 
om  Naturlivets  Her¬ 
lighed  i  Modsætning 
til  Civilisationens  Elendighed.  Det  skulde  være 
»Natur«.  Saaledes  kan  man  her  allerede  skimte 
et  Gry  af  den  Sympathi  for  Almuelivet,  som 
har  ført  til  vort  Aarhundredes  talløse  Bønder- 
o g  Fiskerbilleder.  Men  vi  befinde  os  her 
rigtignok  kun  paa  et  Indledningsstade,  som 
endnu  ikke  er  kommet  ind  paa  Sagen  selv. 
Man  er  uendelig  langt  borte  fra  det  virkelige 
Almueliv,  som  man  aldrig  synes  at  have 
set,  og  er  ikke  naaet  videre  end  til  at  kæle 
for  sine  egne  aldeles  selvlavede  Eorestillin- 
om  dets  Yndighed. 


Det  fattes  heller  ikke  ganske  paa  Kraft¬ 
figurer  :  her  er  kæmpende  Plerkulesser, 
lidende  Prometheus’er,  styrtede  Titaner  osv. 
—  Anstrængelser,  som  drives  til  det  yder¬ 
ste,  Lidenskaber,  som  piskes  op  til  den 
vildeste  Euria.  Man  mindes  herved  om,  at 
Rococoperioclen  er  Arvingen  til  Renaissan- 
cens  Forkærlighed  for  den  ubeherskede 
Pathos;  og  man  mærker  tillige,  at  Liden¬ 
skabens  Tempo  i  Tidens  Løb  bestandig  er 
blevet  hurtigere,  Sjælsbevægelsen  mere  og 

mere  stakaandet. 
Men  i  al  denne  Ra¬ 
sen  og  Larmen  er 
der  intet  Dyb  af 
Følelse ,  og  derfor 
ingen  virkelig  Evne 
til  at  imponere  eller 
at  rive  med.  Man 
ser  altfor  tydelig, 
hvilke  fortvivlede  An¬ 
strængelser  Kunsten 
gør  for  at  faa  hele 
Sjælens  Hav  til  at 
løfte  sig  til  en  ene¬ 
ste  Bølge  ■ — ■  det 
skal  nemlig  blive  en 
Lidenskab,  som  man 
aldrig  har  set  Mage 
til  før.  Og  det  gør 
ogsaa  Indtryk  af  en 
meget  stor  Bølge  — 
men  af  et  ganske 
lille  Hav. 

Allevegne  udstyk¬ 
ker  man  Sjælen  i  øje¬ 
blikkelige  Affekter; 
og  tilspidser  gerne  Udtrykket  til  Repliker, 
der  skulle  være  lige  saa  tydelige,  som  om 
de  vare  sagte  med  Ord.  Paa  Gravmælerne, 
hvor  Kunsten  tidligere  optraadte  med  størst 
Ro,  opføres  nu  de  livligste  dramatiske  Sce¬ 
ner,  sindrige  Pantomimer  mellem  »Døden« 
(som  Benrad),  »Evigheden«,  »Tiden«,  »Ryg¬ 
tet«,  »Historien«,  »Retfærdigheden«  og  en 
stor  Hoben  andre  Allegorier.  Det  er  en 
Slags  Rebus,  som  er  sat  i  Scene  med  Per¬ 
sonifikationer.  Der  gives  næppe  noget  Sted, 
hvor  saa  mange  og  storartede  dramatiske 

17* 


Fig.  176.  Prometlieus. 
Statue  af  N.  S.  Adam  (1762). 


1.28 


Tidsskrift  for  Kunstindustri, 


Gravmæler  af  denne  Art  fra  det  18de  Aarliundrede  ere  samlede,  som  Westminster- 
Abbediets  Kirke  i  London;  men  forresten  finder  man  dem  allevegne  af  samme  Slags. 
Kærnen  i  dem  er  egentlig  en  eller  anden  Sentens,  som  egner  sig  til  at  udsiges  med  Ord, 
et  vittig  pointeret  Epigram,  et  bon  mot.  Til  Ære  for  en  afdød  Hædersmand  knytte  f.  Ex. 
»Styrken«  (Herkules)  og  »Visdommen«  (Minerva)  deres  Emblemer  —  Køllen,  Spejlet, 
Slangen  —  sammen  og  hænge  dem  op  om  don  Afdødes  Medaillon.  Men  for  at  slige 
vakre  Pointer  ikke  skulle  gaa  tabt  for  Beskueren,  agere  de  handlende  Personer  meget 
stærkere,  end  den  simple  Gerning  egentlig  krævede:  de  understrege  og  overdrive  deres 
eget  Udtryk.  Derved  komme  Kompositioner,  endog  af  saa  dygtige  Billedhuggere  som 
Rouhiliac  eller  Pigalle,  til  at  udfordre  Latteren,  hvilket  jo  er  særlig  uheldigt  for  Gravmæler. 
Vel  har  det  altid  været  Kunstens  Ære,  at  den  kunde  gøre  sine  stumme  Figurer  talende; 
men  dens  bedste  Veltalenhed  hører  netop  op  der,  hvor  det  lydelige  Ord  begynder.  Vil 
man  med  Vold  og  Magt  lade  de  plastiske  eller  malede  Skikkelser  udtale  bestemte 
Repliker  eller  illustrere  Sentenser,  maner  man  altfor  let  Latterens  Dæmon  frem;  der  skal 
i  alt  Fald  fornemmes  en  meget  stærk  Understrøm  af  bevæget  Følelse,  for  at  den  kan 
holdes  borte.  Men  her  gælder  det  meget  mere  om  et  Spil  af  Reflexion  end  om  Følelse. 

Der  var  overhovedet  kommet  et  litterært  Element  ind  i  Kunsten.  Den  arbejder  i 
langt  højere  Grad  end  tidligere  sammen  med  Litteraturen,  den  gør  Vignetter  og  Illustra¬ 
tioner  til  trykte  Bøger.  Og  efter  at  den  moderne  Litteratur  havde  udviklet  sig,  havde 
Ordets  og  Tankens  Betydning  faaet  Overvægten  over  Indtrykket  af  selve  Skikkelsen,  der 
hyppig  kun  faar  Lov  til  at  gælde  som  Led  i  en  Sætning.  Allerede  i  Rubens’s  store 
Galérie  Mediets  er  der  meget,  som  'trænger  til  at  oversættes  i  Ord  for  at  forstaas;  men 
der  gøre  de  mægtige,  storstilede  Skikkelser  dog  et  overvældende  Indtryk.  Efterhaanden 
svinde  saa  Skikkelserne  ind,  alt  imedens  Reflexionen  voxer  sig  stærkere  og  stærkere. 


Rococostilen  døde  saa  at  sige  en  voldsom  Død  ligesom  den  monarkiske  og 
aristokratiske  Aand,  som  havde  baaret  den.  Den  kastedes  med  dyb  Foragt  tilside  af 
Eftertiden,  den  Tid,  der  gik  svanger  med  den  store  Revolution,  endnu  en  rum  Tid  før 
denne  var  født  til  Verden.  Efter  at  den  saa  i  80-  go  Aar  havde  været  bedækket  med 
Vanry,  kom  dens  Frembringelser  paany  til  Ære  og  Værdighed  i  anden  Idalvdel  af  vort 
Aarliundrede,  især  i  Frankrig  og  England:  de  efterstræbtes  af  Samlere  og  steg  i  Penge¬ 
værdi,  og  udmærket  talentfulde  Penne  førte  deres  Forsvar  og  holdt  Interessen  for  dem  i 
Kog.  Det  er  af  Vigtighed  for  Kunsthistorien  at  holde  Øje  med  slige  Svingninger  i 
Smagen,  som  finde  Sted  allevegne,  men  som  dog  have  særlig  store  Udslag  i  Frankrig  — 
det  er  af  Vigtighed,  netop  for  ikke  at  lade  sig  vildlede  af  dem  F 

Striden  staar  f.  Ex.  om  Navnet  Boucher:  han  bares  i  Ludvig  den  femtendes  Tid 
højest  oppe  af  Lykkens  Bølge  og  blev  senere  fremfor  alle  Genstand  for  Foragt,  Naar 
man  nu  paastaar,  at  denne  Kunstner  har  en  varig  Betydning  som  Repræsentant  for  sin 
Tidsalder  og  dens  Samfund,  saa  har  man  til  visse  Ret:  Historien  bliver  virkelig  nødsaget 
til  at  sysle  med  ham  og  de  øvrige  Rococomalere,  hvad  vi  ogsaa  ovenfor  have  gjort. 
Historien  maa  jo  ogsaa  tale  om  Kong  Ludvig  den  femtende,  der  utvivlsomt  var  en 
betydningsfuld  Personlighed  i  Europa  gennem  et  halvt  Aarhundrede;  men  for  Kong 
Ludvig  den  femtende  selv  var  det  maaske  bedre  om  Historien  ikke  talte  om  ham. 
Historien  udfører  ikke  sit  Arbejde  for  sin  Fornøjelses  Skyld :  den  vilde  ikke  være  Flistorie, 
hvis  den  ikke  anerkendte,  at  den  har  sit  Stof  givet,  hvad  enten  den  finder  Smag  deri 
eller  ikke. 


*•  Jfr.  Fortalen  til  min  Hog  Serget  og  Thorvalds  en  t  1886. 


Rococostilens  Fremstilling  af  Menneskefiguren. 


I  2Q 


Det  bør  imidlertid  ikke  overdrives,  hvad  man  i  rent  historisk  Henseende  kan  lære 
af  Rococotidens  Kunstnere.  Naar  det  maa  indrømmes,  at  de  give  et  Udtryk  for  deres 
Tid,  saa  bør  det  dog  ikke  tages  i  den  Betydning,  at  deres  Skildring  af  Samtidens  Liv  og 
Mennesker  skulde  svare  til  Virkeligheden.  De  vare  for  det  første  aldeles  blinde  for  Sam¬ 
fundets  lavere  Lag,  som  de  i  Virkeligheden  vare,  for  alt  det,  som  groede  og  gærede  op 
fra  Folkets  Bund,  og  som  henimod  Slutningen  af  Aarhundredet  røbede  sin  uhyre  Magt 
ved  at  sprænge  hele  det  øverste  Samfundslag,  i  hvilket  Kunsten  havde  snyltet.  Hin  frie 
og  dristige  Tænkning,  som  udgør  det  18de  Aarhundredes  største  Ære,  har  ikke  noget 
Tilsvarende  i  dets  Kunst  før  henimod  Aarhundredets  Slutning.  Men  desuden  er  Rococo¬ 
stilens  Billede  af  det  øvre  Samfundslag  selv  i  højeste  Grad  ensidigt  og  svarer  paa  ingen 
Maade  saaledes  til  Virkeligheden  som  f.  Ex.  den  hollandske  Malerkunst  fra  det  17de 
Aarhundrede.  Der  har  naturligvis  være  andet,  og  mere  i  dette  Samfund  end  lutter  sel¬ 
skabelige  Smil.  Nej,  det  kulturhistoriske  Værd  af  denne  Kunst  indskrænker  sig-  til,  at 
den  ser  alt  —  Realt  og  Idealt  - —  med  et  enkelt,  herskende,  men  meget  begrænset  Sam¬ 
funds  Øjne,  og  lærer  os,  hvad  disse  Øjne  forlystedes  ved  at  se.  Men  ogsaa  dette  er  en 
Lærdom,  som  Historien  ikke  bør  undervurdere. 

Dog  kræve  vi  mere  af  Kunsten,  end  at  den  skal  repræsentere  sin  Tid  og  sit 
Samfund,  og  godkende  den  ikke,  blot  fordi  den  gør  det.  Fidias  var  en  Repræsentant  for 
sin  Tid  og  Boucher  for  sin  —  kan  man  saa  deraf  slutte,  at  Fidias  og  Boucher  vare  lige 
store  Kunstnere?  Det  gælder  da  om  Værdien  af  det,  som  de  repræsentere  og  give 
Udtryk  for.  Men  er  der  noget  Menneske  nu  til  Dags,  som  for  Alvor  vil  tage  det  Sam¬ 
fund  i  Forsvar,  hvis  Aand  Rococostilen  afspejler?  En  skrækkelig  Sump  uden  Afløb  og 
Tilløb,  hvor  Manererne  groede  frem  som  frodigt  Ukrudt!  LIvorledes  skulde  Menneske¬ 
heden  paany  kunne  trække  Vejret  i  hin  parfumerede  Atmosfære,  hin  Verden  af  sminket 
Forlorenhed,  af  aandelig  Fejhed  og  Slaphed,  af  Forfængelighed  og  Affektation,  af  Ubetyde¬ 
lighed,  Uvirkelighed  og  Overfladiskhed,  efter  at  den  engang  er  sluppet  lykkelig  ud  af  den? 

La  vulgariié  é ligan  te  • —  saaledes  har  Bouchers  talentfuldeste  Forsvarer  (Goncourt) 
defineret  hans  Opfattelse  af  Mennesket;  og  dette  udmærket  træffende  Udtryk  gælder 
ganske  vist  ikke  alene  om  denne  Kunstner,  men  om  Tidsalderens  Kunst  i  det  hele.  Der 
mangler  la  distinclion  —  det  er  atter  Forsvareren,  der  har  Ordet  —  og  Goncourt  slutter 
sin  Plaidure  ved  at  sammenfatte  sin  Mening  i  den  aabenhjertige  Sætning:  kort  sagt  —  il 
est  canaille.  Ja  rigtig,  det  er  Dusinmennesker,  Godtkøbsmennesker,  Pak,  som  Boucher 
viser  os;  og  deres  elegante  Manerer  giver  dem  ikke  mere  virkeligt  Værd.  Hvor  dybt  er 
ikke  Menneskets  Værdi  sunket  siden  Renaissancens  første  Tid,  Masaccios  eller  van  Eycks 
Dage!  Eller  siden  Giovanni  Bellinis  og  Mantegnas,  Leonardos  eller  Michelangelos, 
Quintin  Massys’s  og  Llolbeins  Dage!  Men  hvis  Billedkunsten  er  des  bedre,  jo  højere 
den  sætter  de  menneskelige  Værdier,  saa  er  og  bliver  Rococotidens  Kunst  den  sletteste, 
som  Historien  hidtil  har  kendt. 

Man  vil  maaske  gøre  Indsigelse  imod,  at  der  tales  saa  meget  om  Boucher  som 
Repræsentant  for  Rococostilen,  og  minde  om,  at  der  findes  en  meget  bedre,  nemlig  den 
geniale  Watteau  fra  Periodens  Begyndelse.  Og  vist  er  det  ogsaa,  at  der  er  mere  Stem¬ 
ning,  Fantasi  og  Originalitet  i  ham  end  i  alle  de  andre.  Han  har  malet  fortryllende 
Ting  og  han  har  baade  Ynde  og  Lune  i  Skildringen  af  sin  Tidsalders  Manerer.  \  i  for¬ 
sone  os  ogsaa  lettere  med  dem  hos  ham,  fordi  han  gerne  fører  os  ind  i  en  Verden,  hvor 
Manerer  hører  hjemme,  mellem  Komedianter  og  Gøglere  og  alskens  lystige  Personer,  hvis 
Privilegium  det  er  at  »skabe  sig«,  som  man  siger.  Han  har  ogsaa  Glimt  af  en  virkelig 
og  elskværdig  Naivetet.  Men  paa  den  anden  Side  hæver  han  sig  dog  ikke  over  sin  Tid, 
for  saa  vidt  som  den  store  Mængde  af  hans  Figurer  virkelig  have  et  paataget  Væsen:  de 
spille  Komedie  med  deres  Figurer  og  stille  sig  i  kunstlede  Attituder;  og  de  have  den 


130 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


bedste  Lejlighed  dertil,  da  Watteau  idelig  maler  Leg  og  Tant.  Sammenlign  en  landlig 
Fest  af  en  af  de  gamle  Venetianere  med  en  af  Watteau  - —  hvor  bliver  Franskmandens 
Ftgurer  da  ikke  ubetydelige,  dukkeagtige,  smaastilede  —  kun  Nipsmennesker! 

Der  er  noget  ved  Watteau,  som  minder  om  Bellman,  eller  om  visse  Sider  af 
Goethe  (f.  Lx.  i  V  ilhelm  Meister)  eller  om  Mozart.  Uagtet  han  tilhører  en  meget  tid¬ 
ligere  Tid  end  de,  hører  han  dog  ind  i  deres  Selskab —  det  18de  Aarhundredes  bedste. 
Men  naar  Bellmann  begynder  at  blive  vemodig  og  alvorlig,  end  sige  da  naar  Mozart 
ladet  Kommandanten  gaa  op  ad  Trappen,  eller  saa  snart  som  Goethe  berører  det  dybere 
i  Menneskesjælen,  saa  flygter  den  lette  Watteau  forfærdet  bort  og  hører  ikke  længer  med 
til  Selskabet  h 

Man  kunde  med  større  Ret  anføre  J.  B.  Chardin  (Genremaleren)  som  en  Kunstner, 
der  hæver  sig  over  sin  1  id  og  staar  uberørt  af  dens  maniererede  Væsen.  Men  det 
gælder  om  ham  ligesom  om  Watteau  og'  hans  Efterfølgere,  at  de  overhovedet  ikke  have 
noget  betydeligt  Lod  i  den  kunsthistoriske  Udvikling  eller  have  vist  den  Vej.  Det  kunde 
Genremalerne  allermindst  i  en  Periode  som  denne,  om  end  Eftertiden  finder  mere  For¬ 
nøjelse  ved  Genremalerne  -  f.  Ex.  ogsaa  Cornelis  I  roost,  Hogarth  og  (noget  senere) 
Chodoviecki  - —  end  ved  dem,  der  malede  Guder  og  Allegorier. 

kor  det  meste  indgyder  Rococotidens  Billedkunst  ikke  engang  den  Agtelse,  som 
den  flittige  Fordybelse  i  Arbejdet,  det  ivrige  Studium  af  Æmnet  gør  Krav  paa.  Dens 
Opfattelse  er  lige  saa  overfladisk  som  dens  Frembringelse  er  facil.  Især  tager  Maler- 
kunsten  sig  Livet  meget  let.  Den  lever  i  denne  Periode  som  en  reduceret  Grand  Seigneur 
og  staar  i  Flid  og  Dygtighed  langt  tijbage  for  sin  egen  Tjener  og  Efterligner,  Kobberstik¬ 
kunsten,  den  egentlige  Gravstikkunst.  Ogsaa  Billedhuggerkunsten  staar  gennemgaaende 
højere  end  Malerkunsten :  en  hel  Række  Billedhuggere  havde  alvorlige  og  grundige  Studier 
i  den  menneskelige  Skikkelse  som  legemlig  Organisme.  I  denne  Retning  kan  man  finde 
megen  Dygtighed  i  Figurer,  som  i  Henseende  til  sjæleligt  Udtryk  ere  aldeles  fortabte  i 
Manierisme  og  Affektation.  Pierre  Pugets  energiske  Flxempel  havde  stor  Betydning  for 
det  1 8de  Aarhundrede,  og  Akademierne  stillede  alvorlige  Fordringer  til  Billedhuggerne. 
Derom  gives  der  mange  Vidnesbyrd;  men  fremfor  alle  maa  nævnes  J.  B.  Pigalle  fra 
Periodens  Slutning  (f.  1714,  d.  1785):  han  er  overhovedet  en  af  de  Mestre,  som  have 
drevet  det  videst  i  rent  naturalistisk  forskende  Iagttagelse  af  Menneskelegemet.  Han  hører 
ligesom  Kibera  til  dem,  som  med  fuld  Interesse  kunde  fordybe  sig  i  den  ved  Alderdom 
og  \  issenhed  afskrækkende  Form,  hvad  han  viste  i  sin  Statue  afVoltaire  som  ældgammel 
Mand,  fremstillet  nøgen.  Overhovedet  er  den  anden  Halvdel  af  det  18de  Aarhundrede 
en  af  de  Perioder,  i  hvilke  den  plastiske  Interesse  for  Menneskeskikkelsen  har  været  mest 
levende  og  aarvaagen,  om  den  end  ikke  naaede  til  at  beherske  hele  Kunsten.  I  Begyn¬ 
delsen  ytrede  den  sig  mere  naturalistisk  og  moderne;  derefter  slog  den  om  til  fornyet 
Kraft  i  Tilegnelsen  af  Antikens  Stil. 

Men  dermed  begynder  da  en  ny  Periode. 


Havde  vor  Opgave  her  været  at  skildre  og  vurdere  »Rococostilen«  i  Almindelighed, 
i  hele  dens  Omfang,  saa  kunde  vi  uden  Tvivl  have  indrømmet  den  langt  mere.  Det  er 
Arkitekturen  og  den  dekorative  Kunst,  som  man  for  det  meste  har  for  Øje,  naar  man 
taler  om  Rococostil.  Og  ved  Arkitekturen  fra  denne  Periode  er  der  i  hvert  Fald  fra  et 


1-  Overflødigt  at  minde  om  Emil  Hannovers  smukke  Bog  om  Watteau.  Forfatterens  Vurdering  af  Wat¬ 
teau  er  meget  ædruelig,  men  jeg  tror  endda,  at  lian  stiller  ham  for  højt,  eller  ikke  ret  vil  ind  paa 
det  ved  hans  \  æsen,  som  med  al  dets  Elskværdighed  alligevel  er  og  bliver  ubetydeligt,  smaat. 


Rococostilens  Fremstilling  af  Menneskefiguren. 


1 3 1 


rent  æsthetisk  Standpunkt  det  at  berømme,  at  den  i  en  ganske  sjelden  Grad  er  udpræget 
som  selvstændig  Stil,  mere  konsekvent  og  ejendommelig  udpræget  end  nogen  anden  Stil¬ 
art  siden  Oldtiden,  alene  med  Undtagelse  af  Gothiken.  Den  Evne  til  at  sætte  fa^on  paa 
Tingene  i  Smaat  og  Stort,  som  gjorde  Menneskenaturen  saa  megen  Uret,  og  som  f.  Ex. 
i  Havekunsten  førte  et  saa  despotisk  Regimente  over  den  landlige  Natur,  det  var  en 
arkitektonisk  Evne,  som  kom  Bygningskunsten  til  Gode.  1  idsalderens  Væsen  var  ualmin¬ 
delig  anlagt  til  at  sætte  æsthetisk  Skal,  en  kold,  men  glimrende  og  pragtfuld  Skal.  Dog 
maa  Begrebet  »Tidsalderen«  her  forstaas  med  den  samme  Indskrænkning  som  ved  Maler- 
kunst  og  Skulptur:  Talen  er  egentlig  udelukkende  om  Pyramidens  Spids  og  de  Samfunds¬ 
lag,  der  nærmede  sig  mest  til  den.  Anden,  tredje  og  fjerde  Stand  havde  kun  Andel  i 
denne  Stil,  for  saa  vidt  som  de  vilde  være  fornemme  paa  det  og  led  af  den  »honnete 
Ambition«.  Men  Skallen  er  i  hvert  Fald  smukkere  at  se  til  end  Kærnen  —  for  saa  vidt 
som  man  ellers  her  kan  tale  om  en  Kærne. 

For  vor  Tid ,  hvis  Samfundsbygning  • —  heldigvis  —  er  saa  ganske  anderledes 
konstrueret  end  Ludvig  den  femtendes  Tidsalders,  kan  Rococostilen  aldeles  ikke  have 
praktislc-kunstnerisk  Betydning.  Der  vilde  ingen  Mening  være  i  at  genoptage  den  end 
ikke  til  Hofbrug — ,  med  mindre  man  ogsaa  vilde  genoptage  Allongeparykker,  kiskebens- 
skørter,  Skønhedspletter  osv.  Det  Ene  maa  svare  til  det  Andet.  For  Arkitekter  vil 
Rococoen  ved  sit  tydelige  og  i  Et  og  Alt  konsekvente  Væsen  altid  have  en  vis  1  iltræk¬ 
ning.  Dog  forekommer  det  mig,  at  der  for  den  praktiske  Arkitekt  eller  Dekoratør  egentlig 
vil  være  meget  lidt  at  lære  af  den.  Den  hører  til  det,  som  ikke  lader  sig  udvikle  videre, 
og  som  man  derfor  enten  maa  tage  »med  Hud  og  Haar«  eller  ogsaa  væsentlig  maa  gaa 
udenom.  Den  kan  ikke  være  noget  godt  kunstnerisk  Opdragelsesmiddel.  Af  en  græsk 
Søjle  eller  Profilering  eller  af  en  italiensk  Renaissancepilaster  kan  man  i  hvert  Fald  lære 
Noget:  der  er  noget  at  fordybe  sig  i,  og  som  kan  bære  Frugt;  men  hvilket  Udbytte  vilde 
der  egentlig  være  ved  at  »studere«  en  Rococo-Dekoration? 

O  o 


Fig.  177.  Hvidlakeret  Kanape  (Nationalmuseet,  Frederiksborg). 


Tidsskrift  for  Kunstindustri 


T  32 


Fig.  17S.  Interiør  fra  Industriforeningens  Rokoko-Udstilling. 

Møblerne  paa  Rokoko-Udstillingen. 

Af  K.  Arne-Petersen. 

Oet  er  en  let  forklarlig  Sag,  at  Industriforeningen,  tilskyndet  af  den  betydelige 
Interesse,  med  hvilken  dens  tidligere  Forsøg  paa  at  arrangere  saakaldte  Stiludstillinger  og 
da  navnlig  dens  Fdrsøg  ifjor  med  Empire-Udstillingen  blev  mødt  overalt,  atter  iaar  har 
aabnet  sine  I  orte  for  en  lignende,  nemlig  Rokoko-Udstillingen.  At  der  imidlertid  for  at 
faa  denne  bragt  istand  har  været  langt  større  Vanskeligheder  at  overvinde  end  før,  kan 
vel  anses  for  utvivlsomt,  men  trods  dette  er  det  dog  lykkedes  ved  de  mange  Steder  fra 
sammenstillede  Stykker  at  frembringe  et  Idele,  som  paa  en  særdeles  tilfredsstillende 


Møblerne  paa  Rokoko-Udstillingen. 


133 


Maade  viser,  hvorledes  Rokokoen  optræder  her  i  Landet  i  det  forrige  Aarhundrede,  hvor¬ 
ledes  den  træder  ind  i  Verden,  lever  sit  korte  og  vilde  Liv,  og  —  man  kan  vel  næsten 
sige  —  Som  Følge  heraf  afgaar  ved  en  temmelig  brat  Død.  Hermed  kunde  man  have 
sluttet,  men  man  var  saa  kommen  til  at  mangle  det  forbindende  Led  mellem  denne  og 
den  i  fjor  afholdte  Udstilling,  man  er  derfor  gaaet  videre  og  har  i  et  særligt  Lokale  ind¬ 
rettet  en  ret  omfangsrig  Afdeling  for  den  saakaldte  s/y  le  Louis  seize,  som  ved  sin  Forgyld¬ 
ning  og  sit  Marmor  viser,  hvem  den  har  haft  til  Forgænger,  og  paa  den  andenSide  ved 
sine  lige  og  beherskede  Former  ikke  kan  frakjende  sig  Familieskabet  med  Lmpirestilen. 

Rokokoen  lever  som  bekjendt  op  i  Frankrig  i  Begyndelsen  af  forrige  Aarhundrede 
og  »ligesom  Baroken  tidligere  i  Italien  greb  om  sig  under  Forkæmpere  og  Udøvere  som 
Bcrnini  og  Bort omini,  saaledes  udviklede  nu  Rokokoen  sig  her  med  en  rivende  Hurtighed. 
Der  var  ved  denne  nye  Stils  spillende  Lune  og  friskhed  saa  meget,  der  svarede  til  det 
Liv,  som  nu  opstod  ved  Hofferne  efter  det  foregaaende  Regimentes  stive  Ceremoniel  og 
Tørhed;  den  levede  med  i  Alt  og  skulde  fornemmes  i  Stort  som  i  Srnaat. 

I  den  ydre  Architektur  formaaede  den  dog  ikke  at  gribe  ind  paa  saa  omfangsrig 
en  Maade,  som  dens  Forgængere ;  vel  afløste  den  for  en  I  id  Barokens  svære  og  over¬ 
læssede  Former  med  en  lettere  og  finere  Dekoration,  men  det  var  som  Regel  Enkelt¬ 
hederne  den  holdt  sig  til:  Facaderne  pyntede  den  med  sirlige  Vinduesindfatninger,  Bal¬ 
koner  og  Portaler  med  prægtige  Smedejernsgittere,  og  Ballustrader  og  Gesimser  med 
Prydelser  i  Form  af  fantastiske  Vaser  o.  s.  v.  I  Salonen  og  Boudoirerne  derimod  forstod 
den  ganske  anderledes  at  træde  op  i  hele  sin  Frodighed,  den  holdt  af  at  slutte  sig  saa 
nær  som  mulig  til  de  Personer,  for  hvem  den  havde  til  Opgave  at  omramme  og  smykke 
et  nydelseslystent  Liv  og  den  forsmaaede  intet  Middel;  paa  Vægge  og  Lofter  voxede 
dens  Ornamenter  og  Slyng  frem  med  en  utrolig  Livskraft,  og  i  Møbler,  Sølvsager, 
Porcellain  og  Nips  satte  Stilen  sig  saa  fast,  at  den,  trodsende  alle  tidligere  gjældende 
Regler,  fuldstændig  omdannede  og  skabte  nye  Former,  ja  selv  la  pctite  Mademoiselle  lige- 
fra  hendes  Coiffure  til  de  højhælede  Silkesko,  alt  paa  hende,  fra  lop  til  Taa,  var  fuld¬ 
stændig  stiliseret.  Den  søgte  —  og  var  søgt  —  paa  rige  og  fornemme  Steder,  og 
Louis  XV’s  Hof  var  dens  lune  Rede. 

Opfindsomhed,  Kunstfærdighed  og  teknisk  Dygtighed  vare  Hovedbetingelser  fol¬ 
dens  Tilværelse,  og  Frankrig  formaaede  at  skaffe  alt  det  i  rigt  Maal;  Haandværkerne 
lærte  snart  at  forstaa  den,  deres  forudgaaede,  omfattende  Undervisning  i  godt  ledede 
Tegne-  og  Fagskoler  gav  dem  en  Grundighed  og  en  Interesse  for  deres  Haandværk,  som 
tydelig  nok  viste  sig  i  deres  Arbejder,  der  tælle  Pragtstykker,  som  Nutiden  ikke  kan 
fremvise  bedre.  Kunstnere  saae,  at  her  var  noget  for  dem  at  gjøre,  de  gave  sig  til  med 
Omhu  at  studere  Stoffernes  og  Materialernes  Egenskaber  og  Ejendommeligheder,  de  lærte 
af  Haandværkerne  og  disse  igjen  af  dem;  det  var  det  18de  Aarhundredes  dessinateurs, 
som  med  en  aldrig  svigtende  Skaberevne  og  Fantasi  forstode  at  tumle  med  Ornamenter 
og  Dekorationer,  saa  at  vi  den  Dag  i  Dag  med  Beundring  maa  betragte  deres  Værker; 
her  skal  blot  nævnes  Gilles-Marie  Oppcnort  (død  1740),  hvem  »genre  rocaille«  tillægges, 
samt  Piemonteseren  Juste  Aur'ele  Meissonier  (død  I75°)>  i  hvis  dristige  og  livfulde  Kom¬ 
positioner  Rokokoen  vel  naaede  sit  Højdepunkt. 

Møbelkunsten  var,  som  Flnhver  véd,  et  af  Datidens  Kjælebørn,  og  hvad  der  frem¬ 
stod  paa  dette  Omraade,  var  derfor  ikke  ringe  Sager,  men  der  opnaaedes  da  ogsaa  for 
saadanne  Pragtmøbler  Priser,  som  selv  efter  franske  Forhold  vare  høje  og  efter  vore 
næsten  fabelagtige,  og  at  vi  derfor  paa  den  her  omhandlede  Udstilling  ikke  træffe  netop 
paa  saadanne  Møbler,  tør  vel  nærmest  søge  sin  Grund  heri  og  dels  vel  ogsaa  i,  at  de 
virkelig  gode  Stykker,  som  indførtes,  nu  ere  havnede  paa  Museer. 

Hvad  vi  se,  er  Rokokoen  aklimatiseret  under  en  rolig  og  besindig  Form, 

18 


i  idsskrift  for  Kunstindustri. 


.  179-  Rosentræs  Sybord  (Oberstinde  Thestrup). 


181.  Dronning  Karoline  Malhildes  Toiletbord 
(Idds.  kgi.  Højhed  Kronprinsessen). 


saaledes  som  den  passede  ind  i  vore 
Forhold,  for  vor  Adel  og  for  vor  Bor¬ 
gerstand  ;  thi  finde  vi  end  ikke  Fransk¬ 
mandenes  vidtdrevne  Elegance  og 
Finhed,  deres  I  eknik  i  Behandling  af 
Bronce,  Træ  og  Farve,  saa  er  der 
dog  her  over  de  fleste  af  disse  Møbler 
et  tiltalende  Præg  af  alvorlig  og  mo¬ 
derat  k  orstaaelse  af  Stilen  ;  der  er  ved 
de  Møbler,  som  ere  dansk  eller  >ialt- 
fald  nordisk  Arbejde,  noget  støt  og 
solidt,  som,  selv  om  man  paa  sine 
Steder  finder  Enkeltheder,  der  baade 
hvad  1  egning  og  Udførelse  angaar 
intet  lade  tilbage  at  ønske,  dog  ikke 
gjør  det  vanskeligt  at  udfinde,  hvad 
der  er  indført  og  hvad  der  er  forfær- 
diget  her. 

Saaledes  det  i  Fig.  i  79  afbildede 
Sybord;  det  er  hverken  iøjnefaldende 
eller  pragtfuldt,  og  dog  har  det  et 
Udseende ,  som  hurtigt  angiver  dets 
fremmede,  utvivlsomt  franske  Herkomst; 
det  er  udført  i  Rosentræs  Finér,  ind¬ 
lagt  med  en  smuk,  mørkebrun  Træ¬ 
sort,  tilsyneladende  Palisander;  den 
om  Laaget  eller  Bordpladen  liggende 
svære  Messingkant  og  de  langs  Benenes 
og  Bordets  Kanter  løbende  Metallister, 
der  slutte  og  samle  sig  i  nydelige 
Ornamenter,  give  det  Hele  et  solidt 
og  dog  elegant  Præg.  Beslagene  om 
Nøglehullerne  ere  ikke  éns  (Fig.  180), 
men  afgive  hver  for  sig  et  sirligt  og 
fix  lille  Bidrag  til  Bordets  Dekoration 
uden  dog  at  være  saa  fremtrædende, 
som  man  nu  til  Dags  plejer  at  opfatte 
Rokokobesl  agene. 

Her  skal  samtidig  nævnes  et  Par 
andre  Møbler,  som  i  Hovedform  minde 
lidt  om  det  nysnævnte,  men  som 
dog  ere  vidt  forskjellige  derfra;  det 
ene  af  disse  er  et  Nøddetræs  Toilet¬ 
bord,  indlagt  med  Palisander  og  Ahorn 
(kig.  1 8 1).  Indlægnih  gen  er  et  over¬ 
ordentligt  smukt  Arbejde  og  er  hvad 
hegningen  angaar  udført  med  stor 
Dristighed,  her  er  ikke  taget  Hensyn 
til  Inddeling  efter  Skufferne,  men 


Møblerne  paa  Rokoko-Udstillingen. 


135 


Blomstergrenene  sno  sig  henover  disse  uden  at  lade  sig  hæmme  af  Overskæringerne. 
Bordpladen,  der  er  delt  i  tre  Dele,  er  til  at  lukke  op,  det  midterste  Rum  indeholder  da 
Spejl,  Skriveklap  o.  s.  v.,  medens 
de  to  andre  ere  fyldte  med  The- 
o g  Kaffeservice  samt  Toiletsager, 
alt  af  smukt  dekoreret  sachsisk 
Porcellæn,  og  hvert  Stykke  er  om¬ 
hyggeligt  nedpakket  i  afpassede 
med  Atlask  polstrede  Rum.  Det  tør 
saaledes  antages,  at  Bordet,  der  har 
tilhørt  Dronning  Karoline  Mathilde,  Fig.  182.  Beslag  fra  Kommoden  Fig.  183. 

har  været  bestemt  til  Rejsebrug. 

Ved  det  andet  Møbel  (Fig.  183)  er  Overpartiet  noget  sværere  og  mere  klodset 
end  ved  de  to  før  nævnte,  men  man  ser  dog  her  den  Form,  som  med  Ændringer  hist 
og  her  kan  følges  gjennem  hele  Stilen ;  det  er  denne  Overgangsform  fra  Bordet  til  Kom¬ 
moden,  hvor  de  tynde  svejfede  Ben  bærer  den  forholdsvis  tunge  Overdel,  det  er  blot 
Benenes  Højde  og  Slankhed,  der  giver  Møblet  Navn  her.  Dette,  som  vel  altsaa  nærmest 
maa  kaldes  en  Kommode,  er  udført  i  Rosentræ  med  en  tavledelt  Indlægning  af  mørkere 
Træsorter,  og  er  sikkert  ligesom  de  to  før  nævnte  fransk  Arbejde,  Indlægningen  tyder 
paa  at  være  udført  med  en  vis  Routine,  og  Metalornamenterne  ere  med  Hensyn  til  Form 
og  Ciselering  virkelig  gode  Stykker  (Fig.  182). 

Ligesom  ved  Empireudstillingen  har  man  søgt  at  realisere  den  Tanke,  at  frem¬ 
stille  Stilen  ved  Interiører,  dette  er  ogsaa  med  de  forhaanden  værende  Midler  lykkedes, 
og  vor  Titelvignet  (Fig.  178)  giver  et  ret  fyldigt  Billede  af  et  saadant,  men  en  paa¬ 
faldende  Mangel  paa  enkelte  Møbler  f.  Ex.  Borde  og  en  vel  stor  Rigdom  paa  Stole  og 

Kommoder  har  sikkert  ikke 
virket  til  at  gjøre  Arrangementet 
let ;  saa  er  der  ved  disse  Inte¬ 
riører  noget  mere  fremmed, 
maaske  noget  mere  udfordrende, 
end  ved  de  lave  beskedne  Em¬ 
pireværelser  ifjor,  der  med  sine 
gamle  Bekjenclte  i  Møbler  og 
Snurrepiberier  uvilkaarlig  paa- 
nødte  En  et  Indtryk  af  tarvelig 
Flygge  og  V elvære ;  og  dog  er 
der  over  Størstedelen  af  Rokoko¬ 
møblerne  udbredt  et  Anstrøg  af 
fredelig  Godmodighed  og  smit¬ 
tende  Magelighed,  som  næsten 
er  paafaldende  i  Modsætning  til 
Ifmpiremøblerne,  saaledes  den 
svære  Kommode,  der  velbehage¬ 
lig  breder  sig  paa  sin  Plads, 
og  den  lavbenede  polstrede 
Lænestol,  der  venligt  fristende 
strækker  sine  buttede  Arme 
frem,  medens  Empirestolen  paa  sine  høje,  tynde  Ben  og  med  sin  haarde  Træryg  snarere 
virker  fraraadende  end  indbydende  paa  den  Hvilesøgende. 


Fig. 


183.  Indlagt  Kommode  med  Marmorplade 
(Lensgreve  Moltke-Bregentved ). 


18* 


136 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


Stolene,  som  ved  Rokokoperiodens  Indtrædelse  igjen  bleve,  hvad  der  egentlig  var 
Hensigten  med  deres  Tilværelse,  nemlig  brugelige  Møbler,  istedetfor  de  pragtfulde  og 


Fig.  1S4.  Topstykke  af  en  Stol  (Antikvitetshandler  llolvig). 

kunstnerisk  udførte,  men  til  Brug  egentlig  ikke  indrettede  Dekorationsgjenstande,  som  de 
under  det  foregaaende  Regimente  havde  været,  fremtræde  her  paa  Udstillingen  under  lige 


Fig.  1S5.  Armstol  (Trof.  Dr.  med.  A.  Haslund). 


saa  mange  Variationer  som  Exemplarer ;  overalt  det  bløde  polstrede  Sæde  og  for  Største¬ 
delens  Vedkommende  tillige  Ryg  og  Armlæn  behandlede  paa  denne  Maade,  idet  Sadel¬ 
magerens  Arbejde  dog  ikke  har  været  mere  dominerende,  end  at  Snedkerens  og  Billed- 


Møblerne  paa  Rokoko-Udstillingen. 


137 


Fig.  186.  Underdel  af  en  Stol 
(Videnskabernes  Selskab). 


skjærerens  ere  komne  til  deres  fulde  Ret  og  have  været  de  Faktorer,  der  særlig  have 
bidraget  til  at  give  Stolen  Karaktér  og  Form;  hvor  Ryggen  er  polstret,  er  den  omgivende  Træ¬ 
ramme  i  Snit  og  Dekoration  gjennemgaaende  symmetrisk,  men  hvor  Træet  alene,  uden  pyntelig 

Beklædning  af  Stof,  skal  gjøre  Stolen  tidssvarende, 
ser  man  ofte  i  Ryggens  Dekoration  smaa  behæn¬ 
dige  Sidespring  i  Retning  af  det  usymmetriske, 
som  er  Rokokoens  Særkjende  og  som  spores  i 
hele  dens  Tilværelse  (se  Fig.  184  og  185). 

Det  er  ret  interessant,  hvorledes  man  her  paa 
Udstillingen,  blot  ved  at  anstille  en  flygtig  Sam¬ 
menligning  mellem  saa  specielle  Dele  som  f.  Ex. 
Stole-  eller  Bordbenene,  ganske  tydeligt  mærker 
Stilens  Svingninger  i  det  18de  Aarhundrede.  Man 
ser  saaledes  en  Stol,  der  vel  maa  regnes  for  en 
Barok  fra  Begyndelsen  af  Aarhundredet ,  Benet 
(Fig.  186)  er  her  en  Støtte  af  en  solid  og  velpropor¬ 
tioneret  Form,  der  viser,  at  den  er  til  for  at  bære 
noget,  hvorfor  den  ogsaa  staar  lodret,  og  for 
end  yderligere  at  give  Indtryk  af  Stabilitet  og 
Sikkerhed  er  forbundet  med  de  andre  Ben  ved  Tværstykker  eller  Kryds;  det  er  Renais- 
sancen,  som  endnu  har  Overtaget,  men  dog  inden  ret  længe  maa  ligge  under  i  Kampen 
med  Baroken,  der  faar  den  samvittighedsfulde  Støtte  gjort  mere  svarende  til  Tidsaanden 
ved  en  lille  Bøjning,  og  for  at  intet  skal  mangle  paahænger  den  sine  uundgaaelige  Orna¬ 
menter  og  Dekorationer  (Fig.  187),  men  saa  maa  Alt  vige  for  Rokokoen;  den  begynder 
beskedent  med  at  give  Ben  og  Ornamenter  nogen  mere  Finhed  og  Elegance,  dog  varer 
det  ikke  længe,  inden  alle  Linier  skulle  krummes  og  knækkes,  bøjes  og  vrides,  Dekoratio¬ 
nens  Sammenhold  opløses;  Benet  er  nu  ikke  mere 
nogen  Støtte,  det  er  et  fra  Bordpladen  eller  Stole¬ 
sædet  tilfældigt  nedhængende  Ornament,  som  ikke 
har  noget  bærende  Element  i  sig,  - — -  og  saa  sker 
pludselig  den  bratte  Overgang;  den  slaar  uvil- 
kaarlig  En  imøde,  naar  man  fra  Udstillingssalens 
Galleri  træder  ind  i  det  for  style  Louis  seize  ind¬ 
rettede  Lokale,  - —  Antiken  har  her  stukket 
Hovedet  frem  og  vil  til  Magten  igjen,  det 
usymmetriske  og  forvredne  kan  paa  ingen 
Maade  indlades  her,  Rokokoen  er  stedet  til 
Hvile,  men  har  dog  hist  og  her  efterladt  sit 
Spor  i  Forgyldning  og  Dekoration,  Benet  er  nu 
atter  blevet  lige  og  bærende  (se  Fig.  195),  men 
har  til  Gjengjæld  faaet  en  Tilbøjelighed  til 
Spinkelhed,  der  under  den  følgende  Stil,  Em¬ 
piren,  som  vi  sagtelig  herfra  glider  over  i,  næsten 
nærmer  sig  det  Foruroligende. 

Hvad  der  kan  siges  om  Møblerne  paa 
denne  Udstilling  eller  maaske  snarere  mod 

deres  respektive  Ejere,  er  det  lidet  heldige  i  den  Restaurerings-  eller  Fornyelsesproces, 
som  en  Del  af  disse  have  ladet  hine  undergaa;  man  kan  saaledes  ikke  uden  Beklagelse 
finde  Stole,  der  i  Retning  af  Form  og  Arbejde  ere  fortræffelige  Stykker  o  g  interessante 


Ar  >/,  ,  N 

i  .•  Y.  v  i4  --  I. 


Fig.  187.  Underdel  af  en  Stol 
(Kammerjunker  Amsinck). 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


138 


Udstillingsgjenstande,  som  aabenbart  op¬ 
rindelig  have  været  hvide  eller  forgyldte, 
mulig  begge  Dele,  men  nu,  rimeligvis  af 
praktiske  Hensyn ,  ere  bievne  overtrukne 
med  en  ikke  videre  stilfuld  sort  Lak  eller 
Farve,  medens  andre  have  faaet  deres  For¬ 
gyldning  fornyet  med  saa  rund  Haand,  at 
alle  finere  Udskjæringer  næsten  ere  forsvundne ; 
saa  er  der  ogsaa  nogle, 
der  ere  bievne  forsy¬ 
nede  med  et  Betræk, 
som  hvad  Stof  og  Ud¬ 
styrelse  angaar  ingen 
Hindring  stiller  for,  at 
bemeldte  Møbel  kan 
være  et  særdeles  smukt 
Salonstykke,  men  som 
dog  sikkert  havde  bi¬ 
draget  langt  mere  til 
Stolens  historiske  Vær¬ 
di,  om  det  havde  været 
mere  stilfuldt. 

Det  er  jo  heldig¬ 
vis  ikke  alle  Møblerne, 
der  have  undergaaet 
denne,  vistnok  ofte  i 
god  Mening  iværksatte 
»Forbedring«,  men  det 
turde  dog  haabes,  at 
denne  og  lignende  Ud¬ 
stillinger  vilde  sprede 
saa  megen  Kjendslcab 
og  Kjærlighed  til  de 
forskjellige  Stilarter  og 
disses  Ejendommelig¬ 
heder  ud  blandt  Publi¬ 
kum  og  ikke  mindst 
blandt  Massen  af  vore 
Haandværkere,  at  endnu 
fritagne  Antikviteter 
kunde  undgaa  en  saa  slem  Medfart. 

Den  almindelige  Lyst  til  at  pryde 
gamle  Møbler  med  store  straalende  Besla°’ 

o 

af  temmelig  simpelt  Arbejde,  som  kunne 
kjøbes  færdige  til  samme  Brug,  har  ogsaa 
her  gjort  sig  gjældende  ved  flere  af  de  ud¬ 
stillede  Kommoder  og  Chatoller,  disse  fra 
vore  Bedsteforældres  Stuer  saa  godt  kjendte 
Kæmper,  der  med  deres  frembuede  Midte¬ 


Fig.  1 88.  Chatol 
(Snedkerne  Andersen  &  Larsen). 


parti  og  deres  dybe,  samt  for  Chatollernes 
Vedkommende  mange  underlige  Skuffer  og 
Skabe,  altid  for  de  Unge  havde  et  vist 
mystisk  Skjær  over  sig,  ser  man  her  i  ikke 
ringe  Antal  og  i  flere  forskjellige  Skikkelser. 
Der  er  saaledes  i  Interiøret  tilhøjre  i  det 
inderste  Lokale  udstillet  et  temmelig  iøjne¬ 
faldende  Exemplar  af  et  Chatol  (Fig.  188), 

der  imidlertid  paa 
Grund  af  Tidens  Tand 
har  været  underkastet 
en  saa  gjennemgribende 
Reparation,  at  man  vel 
snarere  maa  kalde  det 
et  nyt  end  et  gammelt 
Stykke,  imidlertid  er 
denne  Fornyelse  sket 
med  tilsyneladende  Om¬ 
hu  og  Alvor  af  en  ret 
dygtig  og  heldig  Haand, 
saa  at  Chatollet  paa 
nogle  Enkeltheder  nær, 
fremtræder  i  sin  Helhed 
som  en  ganske  god 
Fremstilling  af  dette 
ejendommelige  Bou¬ 
doirmøbel  ,  som  det 
i  sin  mere  elegante 
Skikkelse  forekommer 
hos  os;  der  er  over 
flere  af  de  andre  Cha¬ 
toller  noget  fladt  og 
kjedeligt,  som  maaske 
kun  falder  tydeligere  i 
Øjnene  ved  det  Tilløb 
til  Liv  og  Friskhed, 
der  findes  i  nogles  Top¬ 
stykker.  Indlægningen 
paa  disse  Møbler  ind¬ 
skrænker  sig  sædvanlig 
til  Fyldinger  med  lyse  eller  mørke  Linier 
i  Kanterne  paa  Skuffer  og  Skabsdøre ,  og 
meget  ofte  er  dette  ogsaa  helt  undgaaet, 
saaledes  ved  det  Egetræs  Chatol  paa  venstre 
Side  af  Hovedindgangen ,  der  med  al  sin 
Ligefremhed  og  Tarvelighed  dog  maa  be¬ 
tragtes  som  et  baade  godt  og  interessant 
Stykke. 

Kommoderne,  de  med  Chatollet  saa 


Møblerne  paa  Rokoko-Udstillingen. 


139 


nær  besHgtede  Møbler,  ses  her  ligeledes  i  flere  forskjellige  Former,  nemlig  fra  de 
ganske  smaa,  nutildags  saa  yndede  og  søgte  Salonstykker  og  til  de  kjendte  kolossale 
Monstra,  der  dog  har  noget  stadseligt,  bedsteborgerligt  ved  sig.  Den  øverste  Plade  er  i 
Reglen  af  Marmor  og  herunder  former  sig  saa  selve  Legemet  med  sine  hule  og  buede 
Flader  og  afskaarne  Hjørner;  som  oftest  finder  man  Kommoderne  med  3  Skuffer  og  et 
rigt  udskaaret,  forgyldt  Underparti,  fra  hvilket  de  lave  Ben  voxe  ud.  Som  en  mindre 
Afvigelse  fra  denne  Form  og  tillige  som  en  Art  Forbindelsesled  mellem  ovennævnte  og 
den  i  Fig.  183  viste  Type  fremtræder  det  i  Fig.  189  afbildede  Stykke,  ligesom  ogsaa  en 
anden  af  Kommoderne  adskiller  sig  i  Udseende  en  Del  fra  de  øvrige  og  ved  sin  rige, 
farvede  Indlægning,  forestillende  Blomster  og  Blade,  samt  ved  den  lettere  og  finere  Form 
tydelig  viser  sig  som  et  fremmed,  vistnok  hollandsk  Arbejde. 

De  Fordringer,  som  Rokokodekorationen  stillede  til  Lys  og  Liv,  gjorde  naturligt 
Spejlet  til  et  vigtigt  Element  i  Salonernes  og  Boudoirernes  Møblement,  og  man  ser  paa 


Fig.  1S9.  Kommode  (Ilds.  Maj.  Dronningen). 


Udstillingen  Beviset  derfor  i  den  store  Mængde  af  Spejle  i  alle  tænkelige  Dimensioner  og 
Former.  Iler  var  imidlertid  en  betydelig  Flindring  at  overvinde,  nemlig  Spejlglassets 
temmelig  indskrænkede  Omfang,  og  man  var  derfor  henvist  til  allehaande  Kunstkneb  og 
Fif  for  trods  dette  at  opnaa  et  saa  stort  og  imponerende  Resultat,  som  vel  muligt, 
Glasset  blev  som  oftest  samlet  af  2  Stykker,  et  større  og  et  mindre,  og  Samlingen  søgte 
man  saa  at  skjule  ved  en  sleben  Facet  eller  ved  en  fra  Rammen  over  Glasset  løbende  Gren 
af  Dekorationen ;  man  lavede  ogsaa  selve  Spejlrammer  af  Glas  og  dækkede  over  Sammen¬ 
føjningerne  med  Lister  og  Ornamenter  af  'l'ræ  eller  Metal.  Det  mindre  Væggespejl,  hvis 
almindelige  Grundform  er  den  paa  Højkant  stillede  Rektangel,  finde  vi  i  sin  tidlige  og 
tarveligere  Skikkelse  omgivet  af  en  poleret  Træramme,  hvis  Kontur  er  udskaaret  i 
bølgende  og  krumme  Linier,  der  foroven  samle  sig  i  en  eller  anden  beskeden  Topafslut¬ 
ning;  men  snart  bliver  Rammen  Hovedsagen,  det  gjælder  om  at  gjøre  denne  saa  stor  og 
saa  iøjnefaldende  som  mulig,  Spejlet  skal  være  et  Pragtstykke,  der  anbringes  paa  den 
mest  fremtrædende  Plads  i  Boudoiret  —  Rokokoslyngene  tumle  sig  i  vild  Leg  nedad 
Siderne  og  taarne  sig  foroven  op  i  et  mægtigt  Virvar  af  usammenhængende  Krumninger 


140 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


og  Ornamenter,  som  fuldstændig  tager  Lu¬ 
ven  fra  selve  Spejlfladen.  Et  Par  ret  gode 
Exempler  paa  saadanne  mindre  Spejle  af¬ 
give  de  i  Fig.  190  og  191  afbildede. 

Spejlene  havde  som  oftest  deres  Plads 
over  Kaminen  og  vare  en  Del  af  dennes 
Dekoration,  men  hvor  Kaminer  ikke  brugtes 
eller  fandtes,  traadte 
istedetfor  Konsollerne 
frem  og  voxede  i  Form 
og  Udstyrelse  fuld¬ 
stændig  sammen  med 
Spejlet.  Konsollerne, 
en  Mellemting  — hvad 
Formen  angaar  — 
mellem  Bordet  og 
Kaminen ,  vare  lige¬ 
som  disse  sidste  i 
Almindelighed  dæk¬ 
kede  foroven  af  en 
Marmorplade,  der  af¬ 
gav  Plads  til  de  uund¬ 
værlige  Kaminstykker 
Uhret  og  Lysestager¬ 
ne.  Ligesom  Spejl¬ 
rammen  saaledes  var 
ogsaa  Konsollens  LT11- 
derdel  i  Reglen  stærk 
forgyldt,  og  dens  sæd¬ 
vanlige  Form,  de  to 
buede,  ind  mod  Væg¬ 
gen,  forneden  sam¬ 
menløbende  Ben  stod 
med  Hensyn  til  Ud- 
skjæring  ikke  tilbage 
for  noget  af  det  øv¬ 
rige.  Udstillingen  har 
en  Del  Prøver  paa 
saadanne  forgyldte 
Spejle  med  Konsoller 
af  det  velkjendte  og 
endnu  saa  almindelig  brugte  Udseende. 

Den  i  Fig.  193  afbildede  Konsol  ud¬ 
mærker  sig  dels  ved  at  være  mere  maade- 
holden  og  finere  i  Formen  end  flere  af  de 
andre  og  tillige  ved  at  være  det  eneste 
malede  og  dekorerede  Møbel,  som  Udstil¬ 
lingen  sidder  inde  med;  thi  skjøndt  Roko¬ 
koen  meget  vel  forstod  at  bruge  Farver, 


saa  undgik  den  dog  den  paamalede  Deko¬ 
ration  ved  Møblerne,  dér  gjorde  Beslaget 
og  Indlægningen  den  fornødne  Virkning; 
vel  vare  de  malede  Møbler  en  Tid  svært  i 
Mode  i  Paris,  imedens  Rokokoen  var  i 
Fremblomslring,  den  saakaldte  vernis  Martin 
med  sine  lyse  og  lette  Farvetoner,  der  sær¬ 
lig  fordybede  sig  i 
kinesiske  og  japanske 
Emner,  tog  endog 
fuldstændig  Over- 
haand,  roen  blev  dog 
snart  fortrængt  igjen 
af  det  polerede  og 
metaldekorerede  Mø¬ 
bel  ,  som  henimod 
Stilens  Forfald  atter 
udartede  i  den  Grad, 
at  man  paa  de  finere 
Møbler  næppe  kunde 
finde  en  Plet  paa  nogle 
faa  □  Centimeters 
Størrelse  uden  at  træffe 
paa  Bronceornamen- 
ter  og  Blomsterslyng¬ 
ninger,  som  overalt 
myldrede  frem  og 
dækkede  Fladerne. 

Som  det  gik  med 
Spejlrammerne,  saa¬ 
ledes  gik  det  naturligt 
ogsaa  med  Maleri¬ 
rammerne,  det  var  et 
Gebet,  hvor  Rokokoen 
indenfor  snævre 
Grændser  kunde  vise 
sin  Foragt  for  Sym¬ 
metri  og  regelmæssig 
Ornamentik,  thi  om¬ 
end  Billedrammens 
indre  og  ydre  Kontur 
nogenlunde  er  given,  saa  finder  man  dog 
herimellem  ofte  en  saa  vilkaarlig  Anvendelse 
og  Henkasten  af  Stilens  kjendte  og  uund- 
gaaelige  C-  og  Muslingeornamenter,  at  man 
næsten  maa  forundres  over,  at  det  ikke 
strax  falder  i  Øjnene  og  bortleder  Opmærk¬ 
somheden  fra  Billedet,  som  det  jo  egentlig 
kun  skulde  tjene  til  at  fremhæve. 


Fig.  190.  Forgyldt  Spejl 
(Antikvitetshandler  Alfr.  Natliansohn). 


Møblerne  paa  Rokoko-Udstillingen. 


Som  Exempel  kan  anføres  det  Stykke 


af  en  ganske  almindelig  Ramme,  som  er 
vist  i  Fig.  192,  hvor  man  trods  de  skjæve 
og  usymmetriske  Ornamenter  dog  holder  en 
tilsyneladende  ensartet  Kontur. 

Rokokostilen  synes  at  give  et  fuldstæn¬ 
digt  Billede  af  sin 
Tid  og  den  da  her¬ 
skende  Aand ;  dens 
behændige  og  lette 
Spil  med  Ornamen¬ 
terne,  som  den  op¬ 
løser  i  Stumper  og 
Stykker  og  atter  ryster 
sammen,  uden  at  tage 
Hensyn  til  nogen 
egentlig  Forbindelse 
eller  Sammenvoxen  af 
de  enkelte  Dele,  dens 
letfærdige  Vilkaarlig- 
hed,  dens  Rigdom  paa 
Afvexling  og  Fantasi 
og  dens  dristige  Be¬ 
nyttelse  af  Guld  og 
Farver  kan  i  Øjeblik¬ 
ket  henrive  og  betage 
langt  mere  end  nogen 
anden  Stil  fornraar, 
og  der  er  over  dens 
bløde,  polstrede  Møb¬ 
ler,  dens  Spejle  og 
dens  Tapeter  noget 
saa  vellystigt  og  be¬ 
rusende,  som  kun  det 
1 8de  Aarhundredes 
Tone  og  Hofliv  kunde 
fordre  og  afføde. 

Saalænge  endnu 
Rokokoen  var  i  sin 
Velmagt,  holdt  den 
sig  dog  indenfor  mere 
bestemte  Grændser  med  Hensyn  til  Orna¬ 
menterne,  som  den  paa  den  genialeste  Vis 
forstod  at  variere  og  puste  Liv  i,  men  jo 
mere  Stilen  nærmede  sig  sit  Forfald,  des 
flere  fremmede  Elementer  kom  der  ind  i 
Dekorationen,  og  disse  toge  tilsidst  saa 
megen  Overhaand,  at  de  istedetfor  at  være 
Biting  snart  blev  det  Moment,  hvorom  det 


141 


Hele'  drejede  sig;  man  begyndte  saaledes 
med  Anvendelsen  af  Hoveder,  Blomster  og 
Dyr,  og  af  disse  sidste  var  Aben  en  Tid 
lang  meget  moderne,  men  det  blev  ikke 
derved,  snart  gjaldt  det  blot  om  i  Dekora- 
tonen  at  fremstille  et  Slyng  af  naturalistiske 

eller  stiliserede  Plan¬ 
ter  og  Blomsterranker, 
imellem  hvilke  alle- 
haande  Drager,  Fugle 
eller  Genier  tumle  sig 
i  Kamp  eller  Leg,  ja 
selv  Dyr  som  Giraf¬ 
fer  og  Kameler  vare 
særdeles  søgte,  og  vi 
kunne  bl.  A.  i  nogle 
Broncearbejder  her 
paa  Udstillingen  se 
Exempler  paa  denne 
Udarten. 

Det  var  derfor 
ikke  underligt,  at  der 
under  alt  dette  ar¬ 
bejdede  en  Strøm  i 
hel  ny  Retning ,  og 
da  Rokokoen  ved  sit 
ubændige  Levnet 
havde  undergravet  sin 
Tilværelse  og  taget 
Livet  af  sig  selv,  frem¬ 
stod  den  nye  Stil  som 
et  Forsøg  paa  Gjen- 
fødelse  af  renere,  an- 
tike,  romerske  For¬ 
mer;  denne  naaede 
sin  Fuldkommenhed 
i  Frankrig  under  Louis 
XVFs  Regjering  og 
fik  Navnet  efter  denne 
Konge;  det  er  denne 
Stil,  Udstillingen  som 
sagt  viser  os  i  en  særlig  Afdeling,  og  om 
denne  end  langtfra  i  Righoldighed  kan 
maale  sig  med  hvad  her  findes  af  Rokoko, 
saa  giver  den  dog  et  ganske  godt  Billede 
af  de  tørre  og  stive  Former,  der  optraadte 
som  en  skarp  Modsætning  til  den  fore- 
gaaende  Stils;  og  dog  formaaede  Frankrigs 
Møbelkunstnere  under  dette  nye  Herredømme 

>9 


Fig.  1 9 1 .  Forgyldt  Spejl 
(Dr.  med.  Chr.  Jtirgensen). 


I  42 


Tidsskrift  for  Kunstindustri 


at  fremstille  Arbejder,  som  i  elegant  Form  og  Udstyrelse  søge  deres  Lige,  og  som  i 
Raffinement  med  Hensyn  til  Indlægning  af  Broncer  fuldstændig  stod  paa  Højde  med,  ja 
overgik  Rokokoen. 

Det  gik  dog  nu,  som  det  gik  før,  det  er  ikke  de  elegante  franske  Møbler  vi  se 
her,  »Danmark  er  jo  et  lidet  fattigt  Land«,  og  vi  maa  hjælpe  os,  som  vi  formaa;  hvor 


Fig.  192.  Understykke  paa  en  Maleriramme  (Kat.  Nr.  85). 


Franskmændene  have  kunstnerisk  modelerede  og  fint  ciselerede  Broncebeslag,  der  maa 
vi  nøjes  med  Messing  eller  forgyldt  Træ  af  mere  ligefremme  Former. 

Et  Motiv,  som  spiller  en  stor  Rolle  i  denne  Stils  Dekoration,  er  Vasen,  vi  se  den 
overalt,  snart  i  den  høje,  slanke  Form  og  snart  i  den  fladtrykte  Skaalform,  den  er  Top- 
figur  paa  Uhrene,  den  er  Midten  af  Spejlrammernes  Forsiringer  foroven,  ja  vi  finde  den 


som  Sammenknytningsled  paa  de  Kryds  eller  Tværstykker,  der  forneden  forbinde  Bordets 
Ben;  den  bruges  enten  sammen  med  nogle  stive  Ornamenter  eller  i  Forbindelse  med 
Guirlander  og  Medaillons,  der  ligeledes  formaaede  at  skaffe  sig  Indpas  overalt  og  blive 
anbragte  paa  de  mest  utrolige  Steder,  saa  at  de  ere  bievne  et  karakteristisk  Kjende- 
mærke  for  denne  Stil. 

Det  er  ikke  lykkedes  Industriforeningen  her,  saaledes  som  ved  Rokokoen,  at 
samle  og  skabe  Interiører,  der  fortælle  om  Livet  og  Aanden  paa  denne  Tid;  hvert 


Møblerne  paa  Rokoko-Udstillingen. 


143 


enkelt  Møbel  staar  for  sig  uden  at  korrespondere  med  sin  Nabo  eller  Gjenbo,  og  giver 
os  altsaa  kun  et  svagt  Begreb  om,  hvad  vore  Forfædre  dengang  forstod  ved  Smag 
°g  Hygge. 

Spejlene  findes  her  talrigt  repræsenterede,  forgyldte  og  i  firkantede  eller  ovale 
Rammer,  men  alle  Rokokoens  overflødige  Ornamenter  ere  borte;  det  store  Chatol  med 


Fig.  194.  Kakkelovnsskjærm  med  broderi  (Inspektør  J.  Leemejer). 


sin  Skriveklap  og  sine  Skuffer  er  bleven  til  en  mager  »Sekretær«  og  Kommodens  mæg¬ 
tige  og  buede  Former  ere  her  udjævnede  og  glatte,  medens  Bordene  og  Stolene  have 
paataget  sig  et  Udseende  af  kjedsommelig  Adstadighed,  der  bliver  endnu  tydeligere 
under  Empiren. 

Fler  findes  dog  blandt  disse  Møbler  flere,  som  fortjene  at  bemærkes  for  deres 
reelle  Form  og  smukke  Arbejde,  saaledes  det  store  firkantede  Bord,  der  er  udført  af 
V albirk,  det  smukke  Skjærmbrædt  (Fig.  194  og  nogle  Stole  som  f.  Ex.  Fig.  195  og  I9^)> 


144 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


af  hvilke  den  sidste  ved  sin  Magelighed, 
sine  lave  Ben  og  sit  polstrede  Silkebetræk 
har  en  hel  Del  af  den  Boudoirluft  over  sig, 
som  fandtes  i  saa  mange  af  Rokokostolene. 

Naar  det  18de  Aarhundredes  Møbel¬ 
kunst  behandles  i  Skrift  eller  Tale,  er  der 
et  Navn,  som  aldrig  maa  og  heller  aldrig 
vil  blive  glemt,  det  er  Navnet  paa  den 
Mand  —  nemlig  Boullc  —  som  i  Slutningen 
af  1 7de  og  Begyndelsen  af  1 8de  Aarhun- 
drede  var  Skaberen  af  den  fine  Møbelkunst 
i  Frankrig  og  Fader  til  en  Stilretning,  som 
opstod  forinden  Rokokoen  og  endnu  bærer 
hans  Navn.  Hans  Møbler,  som  snart  op- 
naaede  svimlende  Priser,  havde  fine  og 
glatte  Former  og  plane  Flader,  der  fuld¬ 
stændig  vare  fyldte  af  sirlige  og  elegante 
Indlægninger  i  Træ,  Metal  eller  Skildpadde ; 
da  Hovedvægten  i  hans  Arbejder  imidlertid 
blev  lagt  paa  Fladernes  Dekoration  og  den 
ydre  Form  derved  mere  underordnedes, 
blev  der  over  hans  større  Møbler  noget 
ensformigt ,  som  i  Længden  virkede  træt- 


Fig.  196. 

Lænestol  (Stiftsdame  Frk.  Falbe). 


tende ;  hans  Efterfølgere  anvendte  derfor 
særlig  Stilen  ved  mindre  Ting,  som  Uhre, 
Konsoller,  Bordplader  o.  s.  v.  med  Tillem- 
pelser  i  Bronceindfatninger  og  Beslag  efter 
Rokokoens  Fordringer,  og  under  denne  Form 
er  hans  Stil  kjendt  og  udbredt  over  hele 
den  civiliserede  Verden,  og  vor  Udstilling 
har  heraf  et  Par  Uhre  med  tilhørende 
Konsoller  b 

Man  har  ved  at  gjennemvandre  hele 
denne  Udstilling  kunnet  danne  sig  en 
Forestilling  om,  hvorledes  særlig  den  vel- 
staaende  Privatmand  herhjemme  forstod  at 
indrette  sit  Hus  for  godt  et  Aarhundrede 
siden,  sine  fine  Saloner  og  sine  daglige 
Værelser,  kun  Et  kunde  det  endnu  have 
været  interessant  at  faa  med,  for  at  Rækken 
af  Interiører  mere  kunde  nærme  sig  et  fuld- 
støbt  Hele,  det  er  Soveværelset,  det  Rum, 
som  Rokokoen  forstod  at  behandle  og  ud¬ 
styre  med  en  vis  Forkjærlighed,  Parketgulv 
og  Silketapeter,  Spejle  og  Marmorkonsoller 

1-  Angaaende  Boulles  Virksomhed,  som  jo  egentlig 
ikke  hører  hen  under  Rokokoperioden,  hen¬ 
vises  forøvrigt  til  A.  de  Champeaux:  Le  Meuble, 
hvor  tillige  findes  flere  Afbildninger  af  hans 
Møbler. 


Barok-  og  Rokokostilen  i  den  kunstindustrielle  Undervisning, 


145 


og  j  Baggrunden  den  store  dekorerede  Seng  med  de  bløde  Silkeomhæng.  Naar  et  saa- 
dant  Møblement  imidlertid  ikke  findes  her,  er  det  sikkert,  fordi  det  ikke  har  været  muligt 
at  opdrive  det  fornødne  Materiale  hertil;  det  er  nu  halvandet  Aarhundrede  siden,  denne 
Stil  var  i  Blomst  og  det  kan  derfor  ikke  undre,  om  man  nu  hist  og  her  finder  Huller  i 
Veteranernes  Rækker. 


Barok-  og  Rokokostilen  i  den  kunstindustrielle 

Undervisning. 


I  det  nylig  udkomne  fjerde  Hefte  af  Zeilschrift  f.  gewerbl.  UnUrncht  har  en  i 
Syd-Tyskland  paa  den  kunstindustrielle  Undervisnings  Omraade  meget  bekjendt  Mand, 
Overlærer  Moser  i  Munchen,  meddelt  en  Afhandling  om  ovenstaaende  Emne,  hvis  Gjen- 
givelse  i  Hovedtrækkene  sikkert  vil  være  af  Interesse. 

Paa  Industriens  Omraade  ere  Anskuelserne  om  Skjønt  og  Uskjønt  undergivne  en 
uforholdsmæssig  hurtig  Omskiftelse,  der  forøvrigt  er  temmelig  let  forstaaelig,  hvor  de 
menneskelige  Luner  komme  med  i  Spillet.  Mindre  let  begribeligt  er  det  derimod,  at  det 
samme  kan  være  Tilfælde  paa  Kunstens  - —  de  skjønne  Kunsters  -  og  den  dermed 
beslægtede  Kunstindustris  Omraade,  idet  en  vel  betraadt  Bane  allerede  efter  forløbet  al 
en  halv  Snes  Aar  kan  blive  afbrudt  af  en  anden,  der  forhen  er  bleven  betegnet  som  en 
Afvej.  Vore  kunstforstandige  Forfædre  fra  det  14de— 17de  Aarhundrede  vilde  utvivlsomt 
smile  noget  haanligt  ad  os,  om  de  vare  i  Stand  til  at  kunne  aflægge  os  en  Visit,  og  det 
er  muligt,  at  ogsaa  vore  Efterkommere  ville  gjøre  det  samme.  Vi  maa  imidlertid  haabe 
paa,  at  Fremtiden  vil  bringe  en  roligere  Udvikling  af  en  bestemt  Stil ;  thi  den  nærværende 
Tid  indskrænker  sig  kun  til  at  efterligne  Fortidens  Stilarter. 

Det  er  ikke  saa  længe  siden,  at  Barok-  og  Rokokostilen  udelukkende  havde 
kunsthistorisk  Interesse;  gaa  vi  blot  ti  Aar  tilbage  i  liden,  kunde  man  dengang  høre 
Kunstnere  og  Industridrivende  udtale  deres  dybeste  Misbilligelse,  naar  de  paa  en  Udstil¬ 
ling  traf  paa  Møbler  eller  andet  Bohave,  der  var  udført  efter  Forbilleder  fra  den  sidste 
Fjerdedel  af  det  17de  eller  fra  det  18de  Aarhundrede.  Bladet  har  imidlertid  vendt  sig, 
og  de  samme  strenge  Dommere  gjøre  sig'  nu  al  flid  for  at  arbejde  saa  trolig  som  mulig 
i  samme  Tidsalders  Aand. 

Den  »tysk  nationale«  Stil,  om  hvilken  Idealisterne  saa  længe  have  drømt,  synes 
ikke  at  skulle  blive  opfunden  i  en  nær  Fremtid;  i  Munchen  har  man  nu  slaaet  sig 
paa  Louis  XVI’s  Stil  og  navnlig  taget  den  til  Forbillede  ved  den  indre  Udstyrelse  af 
Restaurants  og  lignende  Lokaler.  I  det  Hele  taget  staar  Stilen  fra  Louis  XIV  s  og  fra 
Louis  XV’s  Tid,  kort  sagt  Barok-  og  Rokokostilen,  for  Tiden  særdeles  højt  i  Publikums 
Yndest,  hvorfor  de  betydeligere  Kunst-Industridrivende  maa  gjøre  sig  særlig  fortrolig  her¬ 
med,  dersom  de  ikke  ville  risikere  at  gaa  tabt  af  betydelige  Bestillinger. 

Skal  Kunst-Industriskolen  under  saadanne  Omstændigheder  sætte  al  Kraft  ind  paa 
at  arbejde  imod  denne  Tidsstrømning,  saaledes  som  Enkelte  have  fordret? 

Dette  Spørgsmaal  lader  sig  kun  besvare,  naar  vi  vurdere  Skolens  Magtstilling 
rigtig  og  ikke  nære  den  fejlagtige  Mening,  at  en  Nations  Kunstindustri  lader  sig  regulere 
i  bestemte  Baner  fra  Kathedret.  De  Tider  ere  forbi,  da  nogle  faa  Kunstnere  »stege  saa 


146 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


dybt  ned«  af  Interesse  for  det  hjælpeløse  Svøbelsebarn  (Windelkind),  Kunstindustrien,  og 
hjalp  det  paa  Benene,  hvorfor  Staten  lagde  Beslag  paa  disse  Kræfter,  for  at  de  ex  officio 
skulde  arbejde  for  Kunstindustriens  Udvikling.  Disse  Mænd  kunde  dengang  (i  Halvfjerd¬ 
serne  i  Wien,  Munchen  o.  fl.  St.)  glæde  sig  ved  at  have  en  særdeles  stor  Indflydelse. 
Siden  den  Tid  har  der  udviklet  sig  en  kraftig  Efterslægt,  langt  talrigere  end  til  Forsyning 
af  Statens  Museer,  dens  Skoler  og  industrielle  Etablissementer. 

Selv  om  den  kunstindustrielle  Skole  ikke  har  det  egentlige  Styr  i  Hænde,  saa 
har  den  dog  den  store  Opgave  at  understøtte  Kunstindustrien  ved  at  uddanne  nye  og 
yngre  Kræfter  til  den,  og  Mestrene  vilde  være  daarlig  tjent  med,  at  Skolen  ikke  arbejdede 
i  Samklang  med  Værkstederne,  men  gjorde  principiel  Front  imod  de  dominerende  Stil¬ 
retninger;  thi,  lad  os  kun  indrømme  det,  Kunstindustriskolen  kan  ikke  spærre  Barokkens 
og  Rokokoens  Fremgang  ved  at  lade,  som  om  den  ikke  kan  se  dem  *. 

O.  M. 


Mindre  Meddelelser. 


Industriforeningens  Rokoko- Udstilling,  der  stod 
aaben  fra  den  7  Juni  til  den  6  September,  har  i 
denne  Tid  været  besøgt  af  i  Alt  26,195  Personer. 
Da  den  med  stor  Liberalitet  var  gratis  tilgængelig 
for  Foreningens  Medlemmer  med  Damer,  har  den 
imidlertid  i  Entrée  kun  indbragt  4186  Kr.,  hvortil 
dog  endnu  maa  lægges  c.  1000  Kr.  for  solgte  Kata¬ 
loger.  Den  samlede  Indtægt  bliver  herefter  5212  Kr., 
hvilket  er  omtr.  et  Par  Tusinde  Kroner  under,  hvad 
Udstillingen  har  kostet.  Industriforeningens  Virksom¬ 
hed  for  kunstindustrielle  Udstillinger  er  herefter  i  høj 
Grad  uegennyttig,  ti  ogsaa  den  tidligere  i  Aarets  Løb 
afholdte  Internationale  Bogudstilling  medførte  større 
Udgifterend  Indtægter;  men  medens  dette  paa  Grund 
af  denne  Udstillings  særlige  Karakter  var  ventet, 
havde  man  stillet  Rokokoudstillingens  Horoskop 
lysere.  Resultatet  vil  sikkert  blive,  at  der  ved 
fremtidige  lignende  Udstillinger  vil  blive  truffet 
Forholdsregler  mod  den  for  liberale  Anvendelse  af 
Medlemskortene,  som  har  fundet  Sted  ved  Rokoko¬ 
udstillingen.  Af  de  c.  26,200  Besøgende  gik  næsten 
18,000  ind  paa  Medlemskort. 

Mandagen  den  21  September  var  Sagen  om  en 
Grunds  Afstaaelse  til  Det  danske  Kunstindustrimu¬ 
seum  for  i  Kjøbenhavns  Borgerrepræsentation. 
Grunden  ligger  mellem  Industriforeningen  og  Tivoli, 
og  paa  dette  sidste  Etablissements  Vegne  rejste  der 
sig  fra  enkelte  Sider  nogen  Modstand  imod  Bebyg¬ 


gelsen  af  den  paagjældende  Grund.  Dens  gratis 
Overladelse  til  Museet  blev  dog  vedtaget  med  22 
Stemmer  mod  2,  og  det  er  af  Interesse  at  notere, 
af  der  under  Debatten  fra  alle  Sider  blev  udtalt 
Tilslutning  til  Tanken  om  et  Kunstindustrimuseum 
og  dets  Gjerning.  Det  erkjendtes,  at  der  var  Trang 
til  et  saadant.  I  denne  Retning  udtalte  navnlig 
Tømmermester  //.  Kay  ser  og  Arkitekt  V.  Koch  sig 
ligesom  ogsaa  Etatsraad  F.  Meldahl ,  der  imidlertid 
af  Hensyn  til  Tivoli  stemte  imod  Afstaaelsen;  han 
betonede  dettes  økonomiske  Betydning  for  Kjøben- 
havn  og  det  Heldige  ved  at  bevare  saa  meget 
landskabeligt  som  muligt  i  dets  Omegn. 

I  den  Henvendelse,  Kammerherre  J.  F.  Scave- 
nius,  efter  at  være  fratraadt  som  Kirke-  og  Under¬ 
visningsminister,  under  2  Avgust  d.  A.  har  rettet 
til  sine  Vælgere,  omtaler  han  bl.  A.  ogsaa  sin  Virk¬ 
somhed  for  at  skabe  »et  sandt  historisk  National¬ 
museum«  ved  at  skaffe  de  dertil  nødvendige  historisk¬ 
etnografiske  Samlinger  et  nyt  fælles  Hjem.  I  den 
Anledning  ere  de  bag  Prinsens  Palæ  liggende  Byg¬ 
ninger  efter  hans  Initiativ  bievne  kjøbte,  saaledes 
al  Staten  nu  ejer  en  hel  Karré  mellem  Stormgade 
og  Ny  Vestergade,  der  ved  en  ny  Gade  vil  blive 
skilt  fra  Resten  af  den  nuværende  Bygningskarré 
ned  imod  Vestervoldgade,  og  Forhandlingerne  iden 
i  fjor  (s.  forr.  Aarg.  S.  103)  om  denne  Sag  af  ham 
nedsatte  Kommission  have  ført  til,  at  det  er  blevet 


L  De  her  udtalte  Anskuelser  ere  i  en  vis  Uoverensstemmelse  med,  hvad  Professor  Jul.  Lange  har 
sagt  ovfr.  S.  1 3 1 ,  men  Rokokoen  er  stadig  et  Modsigelsens  Tegn,  saaledes  som  det  bl.  A.  kan  ses 
af  Udtalelserne  i  de  foregaaende  Artikler  om  dens  Forhold  til  Arkitekturen.  Red. 


Mindre  Meddelelser. 


147 


overdraget  Professor  H.  Storch  at  udarbejde  de 
endelige  Planer  for  en  Udvidelse  af  Prinsens  Palæ 
som  det  kommende  Nationalmuseums  Pljem.  I  For¬ 
bindelse  hermed  omtaler  Kammerherre  Scavenius 
det  som  »en  Fejl«,  at  »det  saakaldte  national-histo- 
riske  Museum  paa  Frederiksborg  Slot«,  som  han 
dog  kun  tillægger  »meget  ringe  Værdi«,  ikke  sor¬ 
terer  under  Kultusministeriet  men  under  Indenrigs¬ 
ministeriet.  Derefter  nævner  han  endnu  Museerne 
i  Aarhus,  Randers,  Viborg,  Ribe  og  Maribo,  til 
hvilke  det  er  lykkedes  ham  at  faa  bevilget  Midler  af 
Statskassen.  Og  sluttelig  udtaler  han  et  Haab  om, 
at  hans  Eftermand  som  Minister  vil  føre  National¬ 
museumssagen  lykkelig  til  Ende,  el  Haab,  som  Alle, 
der  interessere  sig  for  vore  Museer,  maa  dele  med 
ham. 

Brygger  Carl  Jacobsen  har  fra  Theophilus  Han¬ 
sens  Søster  modtaget  forskjellige  af  den  Afdødes 
Efterladenskaber,  som  han  efter  et  i  Nat,  Tid,  for 
23  September  delvis  aftrykt  Brev  vil  bevare  sam¬ 
lede  i  Glyptoteket  som  en  Art  Theophilus  Idansens 
Museum.  »Theophilus  Hansens  Navn«,  hedder  det 

1  Brevet,  »staar  skrevet  paa  Glyptotekets  Mure  ved 
Siden  af  Thorvaldsens,  Carstens’  og  Jerichaus  — 
det  betyder,  at  jeg  har  lagt  Vægt  paa,  at  Glypto¬ 
teket  ikke  blot  er  et  Museum  for  Kunstværker,  men 
ogsaa  skal  være  et  Monument  for  de  store  Kunst¬ 
nere.«  —  I  Forbindelse  hermed  kan  det  meddeles, 
at  der  i  Wien  er  ved  at  udkomme  et  større  Værk 
Theophilus  Hansen  und  seine  Werke ,  der  »unter 
Mitwirkung  des  Hansen-Clubs«  udgives  af  Georg 
Niemann  og  Ferd.  v.  Feldegg.  Ved  Siden  af  en 
Udsigt  over  Mesterens  Liv  vil  det  omtale  og  af¬ 
bilde  hans  betydeligste  Værker  i  Arkitekturen  og 
Kunstindustrien. 

I  den  Stockholmske  Ny  illustrerad  Tidning  for 

2  Maj  d.  A.  findes  en  af  den  svenske  Rigsantikvar 
Hans  Hildebrand  skreven  Artikel  om  det  kultur¬ 
historiske  Museum  i  Lund,  hvoraf  det  fremgaar,  at 
dette  af  G.  J.son  Karlin  saa  dygtigt  administrerede 
Museum  (s.  Aarg.  1888,  S.  248)  nu  er  ved  at  faa 
et  endeligt  og  smukt  Hjem.  Det  Lingske  Hus,  en 
anselig  Bygning  i  Louis  seize-Stil,  er  kjøbt  til  det, 
og  i  Parken  omkring  dette  Hus  vil  der  blive  et 
Slags  Friluftsmuseum,  idet  der  her  —  som  en  Teg¬ 
ning  i  Ny  illustr.  Tidn.  viser  —  vil  blive  opført  et 
Bindingsværks  Hus  fra»  Malmø  (det  Lembckeske 
Hus),  en  gammel  Trækirke,  en  Klokkestabel  og  en 
»Ryggåsstuga«  fra  Blekingen.  —  Friluftsmuseer  synes 
at  skulle  faa  væsentlig  Betydning.  Paa  Bygdøen 
ved  Kristiania  har  der  allerede  i  nogle  Aar  været 
sandet  en  Del  gamle  norske  Træbygninger  (s.  Aarg. 
1888,  S.  286),  og  hvad  nordiska  Museet  i  Stokholm 
i  denne  Retning  tilsigter,  er  omtalt  ovfr.  S.  100. 

Der  er  i  Berlin  udkommet  en  Bog:  »Wer  ist 
Rembrandt?  Grundlagen  zu  einem  Neubau  der  hol- 


Irindischen  Kunstgeschichte«,  hvori  Forfatteren,  Max 
Lautner,  kommer  til  den  opsigtvækkende  Slutning, 
at  Rembrandt  ikke  er  den  store  Kunstner,  man 
hidtil  har  troet.  En  Række  af  de  fremragende 
Billeder,  som  hidtil  ere  tillagte  ham,  Dr.  Tulps 
Anatomilektion,  Nattevagten,  de  Staalmesters  m.  fl., 
skulle  ikke  være  malede  af  ham,  men  af  en  anden 
hollandsk  Kunstner  Ferdinand  Bol.  Denne  sikkert 
uholdbare  Paastand  har  selvfølgelig  ikke  faaet  Lov 
til  at  staa  uimodsagt.  Der  har  udviklet  sig  en  sta¬ 
dig  voxende  Litteratur  i  den  Anledning,  og  her 
hjemme  har  Karl  Madsen  taget  kraftigt  til  Orde 
imod  den  i  Tilskueren. 

Der  har  i  Aar  været  afholdt  en  Udstilling  af  orien¬ 
talske  Tæpper  i  Wiens  Handelsmuseum.  I  Anledning 
af  denne  Udstilling  skal  der  som  nyere  tysk  herhen 
hørende  Litteratur  nævnes:  Julius  Lessing  Altori- 
entalische  Teppiche  (Berlin  1877),  Karabacek ,  Die 
persische  Nadelmalerei  Susandschird  (Wien,  1881) 
og  Alois  Riegl,  Altorientalische  Teppiche  (Leipzig, 
1891  h  Den  sidstnævnte  P'orfatter  har  i  Mittheil.  des 
k.  k.  oesterr.  Museums  leveret  en  længere  An¬ 
meldelse  af  Udstillingen.  — -  Heri  Byen  findes,  som 
det  synes,  flere  ældre  orientalske  Tæpper.  Rosen¬ 
borg  har  et  Par  Stykker,  det  etnografiske  Museum 
et,  og  et  findes  i  Museet  for  nordiske  Oldsager; 
det  har  tidligere  været  brugt  som  Altertæppe  i 
Ruds  Vedby  Kirke.  Tidsskriftet  vil  søge  at  faa 
disse  Tæpper  afbildede  og  nærmere  beskrevne. 

I  en  Udsigt  i  Bayerische  Gewerbe-Zeitung  1 89 X 
Nr.  13  over  den  ovennævnte  Wienske  Tæppeudstil¬ 
ling  siger  J.  Stockbauer  om  de  saakaldte  Smyrna- 
tæpper ,  at  dette  Navn  kun  er  et  Handelsnavn  efter 
den  Havn,  hvorfra  de  anatoliske  Tæpper  udføres. 
De  ere  fra  8  forskjellige  Steder  i  Anatolien,  hvor 
de  forfærdiges  som  Husindustri  af  Kvinderne;  de 
farves  af  Mændene.  1889  udførtes  til  Evropa  og 
Amerika  i  Alt  204,500  tyrkiske  Pund  Tæpper. 

I  Kunstgewerbeblatt  (1890  — 91,  S.  1 14  flg.)  har 
Professor  A.  Schricker  leveret  en  Artikel  om  Strass- 
bourger  Fajancen  og  Familien  Hanong,  som  Op¬ 
mærksomheden  her  skal  henledes  paa,  da  en  af 
denne  Families  betydende  Mænd  Joseph  Adam 
Hanong  er  her  i  Danmark  1754.  Det  var,  da 
Bestræbelserne  fra  Paris  for  at  sikre  Vincennes 
Eneret  til  Porcellænsfabrikation  gjorde  den  Ha- 
nongske  Virksomhed  i  Strassbourg  usikker.  To 
Gange,  siger  Forfatteren,  griber  Strassbourg  ind 
i  Europas  industrielle  Udvikling.  Første  Gang  i 
det  16de  Aarhundrede,  da  man  allcvegnefra  be¬ 
nyttede  Byens  Bogtrykkere,  og  anden  Gang  da  tre 
Generationer  af  Familien  Hanong  (1710 — 1780)  ved 
deres  fortrinlige  Fajancearbejder  bredte  dens  Ry 
over  Europa.  Det  er  disse  tre  Generationers  Histo¬ 
rie,  som  i  Korthed  meddeles, 


148 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


Direktøren  for  Sévres  Th.  Deck  døde  den  15 
Maj  d.  A.  i  en  Alder  af  68  Aar.  Han  var  født  i 
Elsas  og  lærte  Fajanceovnshaandværket  i  Stras- 
bourg.  Efter  at  have  rejst  i  Tyskland  og  Østerrig 
kom  han  1851  til  Paris,  hvor  han  tog  fast  Ophold, 
og  hvor  hans  fine  Fajancearbejder  lidt  efter  lidt 
gjorde  ham  bekjendt.  Hans  store  Betydning  som 
faiencier  og  hans  joviale  Optræden  i  Kunstnerkredse 
gjorde,  at  da  Sevres’  Direktør  Lautli  1887  kom  i 
Konflikt  med  Kunstnerne  der,  blev  Deck  naturligt 
hans  Efterfølger.  Hvad  han  viste  paa  Udstillingen 
i  Paris  1889,  tilfredsstillede  dog  ikke  ganske. 
Han  har  beriget  den  keramiske  Palet  med  en  skjøn 
blaa  Farve  (le  bleu  de  Deck),  og  sine  Erfaringer 
har  han  —  før  Sévresperioden  —  nedlagt  i  et 
godt  Skrift  La  Fa'ience  (Paris  1887),  der  findes  i 
Industriforeningens  Bibliotek.  Gazette  des  beaux 
arts  (Juli-Heftet  1891)  meddeler  hans  Portræt. 

Den  31  Maj  døde  den  bekjendle  tyske  kunst¬ 
historiske  Forfatter  Anton  Springer  i  Leipzig  næsten 
66  Aar  gammel.  Efter  at  have  virket  som  historisk 
Forfatter  kastede  han  sig  fra  1852  særlig  over 
Kunsthistorien  og  var  Professor  i  Bonn  og  Strass- 
bourg,  til  han  i  1873  blev  kaldet  til  Leipzig.  Blandt 
hans  Værker  kan  nævnes  »Bilder  aus  der  neueren 
Kunstgescliichte«  (2  Opl.  1886)  og  »Rafael  und  Mi¬ 
chel  Angelo«  (6  Opl.  1883). 

Paa  en  i  Juni  Maaned  afholdt  Avktion  i  London 
solgtes  to  Malerier  af  Wattean  for  henholdsvis 
137,000  Frcs.  og  92,000  Frcs.  Det  førstnævnte, 
der  benævnes  V Occupation  seion  Våge,  havde  trods 
den  høje  Pris  meget  smaa  Dimensioner,  det  maalte 
35X40  ctm. 

Tianofortefabrikant  Rudolf  lbach  i  Barmen 
havde  ifjor  udsat  fire  Præmier  for  de  bedste  Teg¬ 
ninger  til  et  Pianoforte.  Han  modtog  i  den  Anled¬ 
ning  en  Mængde  Besvarelser,  der  alle  i  Foraaret 
have  været  udstillede  i  Køln,  og  det  er  ganske  in¬ 
teressant  at  lægge  Mærke  til,  at  af  de  præmiebeløn¬ 
nede  Tegninger  vare  de  tre  i  Rokokostil  og  kun  den 
sidste  i  Renæssance.  Af  5  Tegninger,  som  derefter 
af  Dommerne  anbefaledes  til  Indkjøb,  vare  de  to 
bedste  ogsaa  i  Rokoko ,  derpaa  kom  en  i  Gotik 
og  to  i  Renæssance. 

I  Stuttgart  er  der  begyndt  at  udkomme  et  nyt 
kunstindustrielt  Tidsskrift  paa  Julius  Hoff  manns 
Forlag.  Dets  Navn  er  Bilderschatz  filr  das  Kunst- 
gewerbe  og  skal  i  maanedlige  Hefter  give  lutter 
Billeder  uden  Text,  væsentlig  til  Oplysning  om  den 
moderne  kunstinduslrielle  Bevægelse.  Billederne 
hentes  fra  den  rige  kunstindustrielle  Literatur,  for¬ 
trinsvis  udenfor  Tyskland,  og  Bladet  har  da  ogsaa 
henvendt  sig  til  nærværende  Tidsskrift  og  faaet 


Klicheer  fra  det.  I  dets  2det  Hefte  findes  som 
Begyndelse  fem  Afbildninger  af  danske  keramiske 
Gjenstande  fra  Kjøbenhavns  Lervarefabrik  samt  fra 
Bing  &-  Grøndahl ,  og  i  dets  4de  Hefte  nogle  af 
Billederne  fra  Karl  Madsens  Artikel  i  Aargangen 
1887  »Kjøbenhavns  Porcellæn  og  Utterslev  Potte¬ 
mageri*  . 

I  April-Heftet  af  Kunstgewerbeb/alt  har  Fr.  Otto 
Schulze  begyndt  en  med  Afbildninger  oplyst  Artikel 
om  Roms  Kunstindustrimuseum.  Det  grundlagdes 
i  1872,  men  blev  først  aabnet  for  Publikum  i  1880. 
Fra  1S85  ejes  det  af  Byen  Rom,  der  understøtter 
det  med  10,000  Lire  aarligt,  medens  Staten  yder 
det  20,000  Lire  om  Aaret.  Det  er  i  P'orbindelse 
med  et  Gibsstøberi  og  en  Skole,  men  denne  tæller 
endnu  ikke  mange  Elever.  I  1876  var  Antallet  26, 

1  1884  Xl6. 

Industrimuseet  i  Lemberg  har  med  det  nylig 
udkomne  10de  Plefte  sluttet  et  af  det  udgivet,  be¬ 
tydeligt  Værk:  Ornamente  der  Hausindustrie  ruthe- 
nischer  Bauern. 

Efter  Handbucli  der  Kunstpflege  in  Oesterreich 
kan  det  nævnes,  at  Østerrig  har  to  fuldstændige 
Kunstindustriskoler  (Wien,  Trag) ,  en  Tegne-  og 
Modellerskole  med  Afdelinger  for  Træskæreri,  Sned¬ 
keri  og  Drejning  samt  for  Broderi  og  Knipling  (Lem¬ 
berg),  en  Lære-  og  Forsøgsanstalt  for  Fotografi  og 
Reproduktion  (Wien),  4  Statsindustriskoler  med  Af¬ 
delinger  for  Kunstindustri  og  Bygningsvæsen  (Graz, 
Innsbruck,  Salzburg,  Triest),  7  Statsindustriskoler 
med  en  Afdeling  for  Bygningsvæsen  (Wien,  Brunn, 
Czernovitcli,  Krakov,  Pilsen,  Prag  og  Reichenberg), 
14  Fagskoler  for  Knipling  og  Kunstbroderi,  29 
Fagskoler  for  Vævning,  22  Fagskoler  for  Træar¬ 
bejder,  6  for  Arbejder  i  Sten,  5  for  Lervareindustri, 

2  for  Glasindustri,  7  for  Metalindustri  og  1  for  Ind¬ 
fatning  af  Ædelstene.  Det  er  i  Alt  over  100  kunst¬ 
industrielle  Skoler  (Bl.  f.  Kunstgew.  3  H.). 

I  Strassbourg  har  man  opgivet  en  tidligere 
fattet  Plan,  der  gik  ud  paa  at  frigjøre  Domkirken 
dér  for  de  op  til  den  byggede  Huse.  En  Indsender 
i  Kunstchronich  udtaler  sin  jublende  Glæde  herover 
og  anfører  den  nu  saa  kjedelige  Domkirkeplads  i 
Milano  som  et  advarende  Exempel.  De  Gamle, 
siger  han,  vidste  nok,  hvad  de  gjorde,  naar  de 
»indbyggede«  deres  Kirker.  Det  var  ikke  udeluk¬ 
kende  Mangel  paa  Plads  i  Datidens  snevre  Byer, 
der  ledede  dem;  de  almindelige  Huse,  der  lige  som 
søgte  Ly  under  de  stolte  Gudshuse,  gav  samtidigt 
en  god  Maalestok  for  disses  imponerende  Storhed. 
Domkirken  i  Koln  har  efter  Indsenderens  Mening 
lidt  ved  at  komme  til  at  ligge  paa  en  fri  Plads. 


En  Kunsnerbolig  i  Valby, 


I  49 


Fig.  197.  Fylding  i  en  Egetræskiste  fra  Renæssancetiden. 


En  Kunstnerbolig  i  Valby. 

Af  Erik  Schiødte. 


Det  er  en  saare  almindelig  Klage,  at  vore  Bygninger 
gjennemgaaende  er  tarvelige  og  nskjønne.  Enhver,  der  har 
rejst  i  Udlandet,  ærgrer  sig  ved  sin  Hjemkomst  over  den 

Mangel  paa  Rigdom  i  Udstyrelsen, 
Stil  og  Karaktér  i  Kompositionen,  som 
vore  fleste  Bygninger  lider  af;  og  man 
dømmer  da  hurtigt  og  overilet  og  er¬ 
klærer,  at  vore  Arkitekter  staaer  paa  et 
lavere  kunstnerisk  Trin  end  Udlandets. 

Dette  tilsyneladende  rigtige  Ræ¬ 
sonnement  er  i  Virkeligheden  ganske 
urigtigt.  Det  er  ingenlunde  vore  Ar¬ 
kitekter,  som  bærer  Skylden  for  vore 
Bygningers  Mangler;  de 
er  i  Regelen  ligesaa  be¬ 
gavede  fra  Naturens  Side 
og  ligesaa  vel  funderede 
fra  Uddannelsens  Side  som 
de  allerfleste  andre;  og 
de  ønsker  Intet  hellere 
end  ret  at  gjøre  deres 
Evner  gjældende  og  give 
sig  i  Lag  med  en  hvilken- 
somhelst  kunstnerisk  Op¬ 
gave.  Nej,  Skylden  maa 
søges  hos  en  hel  anden 
Magt  i  Samfundet:  hos 

Fig.  198.  Havelaage  til  Jernbanevolden.  det  byggende  Publikum. 

20 


Fig.  igg.  Det  gamle  Hus  i  Odense  paa  Hjørnet  af  Nedergade  og  Paaskestrsede. 


En  Knnstnerbolig  i  Valby. 


151 


Her  ligger  Ansvaret  for  Tarveligheden  og 
Karaktérløsheden,  thi  vort  Publikum  savner 
gjennemgaaende  Sans  for,  hvad  en  Bygning 
virkelig  bør  være,  baade  i  den  ene  og  den 
anden  Retning. 

Og  saalænge  Arkitektens  Arbejde  i  Pu¬ 
blikums  Øjne  ikke  er  mere  værd,  end  at  det 
som  oftest  betragtes  som  en  unødig  og  over¬ 
flødig  Udgift,  og  saalænge  Fordringen  til  den 
størst  mulige  Prisbillighed  gaaer  forud  for 
enhver  anden  Fordring,  saalænge  vil  der 
ingen  Forandring  til  det  Bedre  indtræde  i 
vore  Byggeforhold.  Heldigvis  synes  der  at 
være  Tegn  fremme,  som  tyder  paa,  at  det 
mere  og  mere  gaaer  op  for  vort  Publikum, 
at  man  ikke  i  Længden  staaer  sig  ved  ukyn¬ 
dig  Vejledning,  naar  det  gjælder  at  bygge 
sig  et  Hus.  Glædeligt  vilde  det  være,  om 
Arkitekterne  snart  kom  til  at  nyde  Gavn  deraf. 

Naturligvis  er  der  Undtagelser  blandt 
Bygherrer  som  blandt  alle  andre  Dødelige, 
og  her  som  ved  saamange  andre  Lejligheder 
Fig.  201.  Gavlparti.  er  det  Kunstnerne,  der  har  den  rette  For- 

staaelse,  nemlig  i  dette  Tilfælde  den,  at  det 
ingenlunde  er  vanskeligt,  endsige  umuligt,  med  forholdsvis  ringe  Midler  at  naa  et  tilfreds¬ 
stillende  Resultat.  Hvad  det  gjælder  om,  er  et  tillidsfuldt  Samarbejde  mellem  Bygherre 
og  Bygmester,  gjensidig  Respekt  og  Imødekommenhed  og  naturligvis  Valget  af  en  dygtig 
Bygmester  fra  Bygherrens  Side.  Den  Villa,  som  her  gjengives  gjennem  en  Række  Teg¬ 
ninger,  er  et  godt  Exempel  paa,  hvad  der  kan  naaes,  naar  disse  Betingelser  er  tilstede. 

Bygherren  er  Kunstmaler  Frantz  Schwartz,  Bygmesteren  Professor  lians  J.  Holm, 
Bygningens  Opførelse  1884  og  dens  Beliggenhed  Valby,  paa  Hjørnet  af  Bjerregaardsvej 
og  den  gamle  Jernbanevold.  Det  samlede  Areal  er  5000  Kvadratalen,  og  Omkostningerne 
ved  selve  Bygningen  og  dens  Udstyrelse  ca.  35,000  Kroner.  Lad  os  nu  engang  til 
gavnligt  Exempel  for  andre  Byggelystne  sé,  hvorledes  Frantz 
Schwartz  bar  sig  ad,  da  han  vilde  bygge  sig  en  Villa. 

Plan  henvendte  sig  først  til  en  dygtig  Arkitekt,  for¬ 
klarede  ham,  hvad  det  var  han  ønskede  sig,  og  hvorledes 
han  foreløbig  omtrent  havde  tænkt  sig  det  Hele ;  dernæst 
udsøgte  han  sig  en  Byggegrund  og  fandt  endelig  efter 
adskillige  Anstrængelser  en ,  som  ganske  sikkert  frembød 
særlige  Vanskeligheder  for  Bebyggelsen,  men  som  samtidig 
indeholdt  Betingelser  for  en  malerisk  og  virkningsfuld 
Beliggenhed. 

Det  var  nemlig  en  Sandgrav,  der,  som  de  indlagte 
Kurvelinier  paa  Situationsplanen  viser,  var  stærkt  udgravet 
i  Midlen,  saaat  Bygningen  ved  at  lægges  her  vilde  faa  én 
Etage  til  den  ene  og  to  Etager  til  den  anden  Side,  medens 
samtidig  Haveanlæget  paa  denne  Maade  blev  kuperet  og 
afvexlende. 


Fig.  202.  Bindingsværk 


152 


Tidsskrift  for  Kunstindustri, 


Som  de  fleste  Kunstnere  er  Schwartz  en  Elsker  og  Samler 
af  gamle  Sager,  og  da  han  tilfældig  fik  Underretning  om,  at 
et  gammelt  Hus  i  Odense  var  under  Nedrivning,  .rejste  han 
derover  sammen  med  sin  Arkitekt.  Huset,  som  her  findes 
gjengivet  i  Fig.  199  efter  et  Fotografi,  laa  paa  Hjørnet  af 
Nedergade  og  Paaskestræde  og  var  meget  stærkt  medtaget  af 
Tidens  Tand.  Det  var  af  Bindingsværk  med  udskaarne  Bjæl¬ 
ker  og  Konsoler  og  med  en  ret  ejendommelig  Konstruktion 
—  som  forøvrigt  er  bevaret  i  Villaen  i  Valby — ,  idet  de  lod¬ 
rette  Stolper  i  nederste  Stokværk  forlængede  sig  opad  i  øverste 
bag  dettes  Stolper  som  en  kraftig  Støtte.  For  en  billig  Penge,  c.  400  Kr.,  kjøbte 
Schwartz,  hvad  der  endnu  var  bevaret  som  anvendeligt  af  Bjælkeværket,  og  nu  blev  Holms 
Opgave  den  at  tegne  en  Villa  med  dette  Træværk  som  Ud¬ 
gangspunkt. 

Hermed  var  Husets  Konstruktion  med  fremspringende 
Stokværk  og  Gavle  givet  som  en  Nødvendighed.  Med  megen 
Smag  og  Takt  løste  Holm  sin  Opgave;  det  gamle  Træværk 
og  de  nye  Murflader  af  røde  Mursten  med  mønstermurede 
Felter  efter  gamle  danske  Motiver,  det  stejle,  skiferdækkede 
Tag  og  de  dobbelte  Vindskier  med  fantastiske  Dragehoveder, 

Alt  samler  sig  til  en  Helhed ,  hvor  det  gamle  og  det  nye 
umærkeligt  glider  over  i  hinanden. 

Planen  i  Pluset  er  følgende:  Man  kommer  ind  i  en  rum¬ 
melig  Forstue,  hvorfra  der  til  den  ene  Side  er  Adgang  til 
Maleratelieret,  til  den  anden  til  et  Par  Smaaværelser  og 

Dagligstuen  med  direkte  Udgang 
til  Haven.  Ad  en  bred  og  stil¬ 
fuld  Trappe  med  Rækværk  af 
springende  Trædelfiner  gaaer  man 
fra  Stueetagen  op  til  Soveværel¬ 
serne  og  Kunstnerens  rummelige 
Arbejdsværelse,  og  ned  til  Kjøk- 
kenet  og  Spisestuen.  Fra  Trappe¬ 
rummet  er  der  atter  en  Udgang, 
og  ligeoverfor  denne  kan  man 


11  % 

Fig.  205.  Dørhængsel. 


mellem  frodige  Bladplanter  ved  Fig-  2°4-  Dørklinke. 

Kaminildens  Skin  nyde  sin  Efter¬ 
middagshvile  med  Udsigt  til  Haven.  —  Hvad  der  gjør  hele 
dette  Kunstnerhjem  saa  tiltrækkende  og  ejendommeligt,  er 
ikke  alene  de  udmærkede  gamle  Renæssance-  og  Empire¬ 
møbler,  som  i  Forbindelse  med  blanke  Kobber-  og  Messing¬ 
sager  og  vævede  Hynder  i  diskrete  Farver  udbreder  et  Skær 
af  Velstand  og  Hygge.  Det  er  tillige  de  mange  arkitektoniske 
Morsomheder,  de  mange  maleriske  Bisarrerier,  som  Bygmeste¬ 
rens  og  Bygherrens  Snille  i  Samdrægtighed  har  udgransket. 
De  findes  i  hver  en  Krog,  baade  ude  og  inde.  I  Vinduerne 
er  indsat  gamle  blyindfattede  Glasruder  fra  nedbrudte 
Bygninger,  til  Døre  er  anvendt  gamle  Fyldinger,  snart  fra 
en  udskaaren  Fgetræskiste,  snart  fra  en  Portechaise ,  og  til 


En  Kunstnerbolig  i  Valby. 


i  53 


Fig.  206.  E11  af  Husets  Gavle. 


154 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


andre  er  Motiverne  hentede  fra 
Mælkestuen  i  en  gammel  Præste- 
gaard  paa  Fyn. 

Dørhammeren  paa  Forstue¬ 
døren  (s.  Fig.  209)  er  gammel, 
men  en  ny  Navneplade  er  paasat 
med  Ejerens  Forbogstaver.  Daglig¬ 
stuedøren  er  forsynet  med  en 
Slags  Laage,  en  Træplade  med 
rig  Indlægning,  som  aabnes  og 
lukkes  ved  Hjælp  af  Hængsler  og 
Vridere,  som  dels  er  gamle,  dels 
nye.  Forhøjningen  ved  Daglig¬ 
stuevinduet  (s.  Fig.  208)  er  skær¬ 
met  af  et  Rækværk  eller  Rygstød 
med  gamle  Fyldinger  og  nye 
Stolper  og  Ballustre.  Saaledes 
overalt:  de  gamle  Dele  og  de 
gamle  Motiver  er  anvendte  og 
samtidig  saaledes  forøgede  med 
nye  i  samme  Karaktér,  at  de  til¬ 
sammen  danner  en  harmonisk 
Helhed. 

Til  en  Bygning,  der  til  de 
mindste  Enkeltheder  er  gjennem- 
ført  med  en  Kj  ærlighed  som 
denne,  hører  der  meget  Arbejde 
og  mange  Tegninger;  det  for- 
staaer  enhver,  og  dog  vil  maaské 
mangen  forbauses  ved  at  høre,  at 

Antallet  af  disse  er  mellem  130 
Fig.  207.  Dør  fra  Spisestuen.  ,  .  .  .  _ 

og  140,  og  derai  mange  1  virke¬ 
lig  Størrelse,  det  vil  sige:  i  samme 
Størrelse  som  den  udførte  Gjenstand.  Og  dog  kan  intet  virkelig  ægte  Resultat  frem¬ 
komme,  uden  at  Haandværkerne  samtidig  er  paa  Højde  med  Opgaven.  Men  netop  i 
den  Omstændighed,  at  Opgaven  overhovedet  stilles,  ligger  den  bedste  Borgen  for  dens 
Udførelse.  Det  er  nemlig  saa,  at  Kunstnerens  Interesse  altid  vækket  PIaandværkerens ; 
han  faaer  Lyst  til  sit  Arbejde,  han  higer  efter  at  gjøre  det  saa  godt,  som  paa  nogen 
Maade  muligt.  Mureren  morer  sig  med  selv  at  variere  Mønstermuringerne,  Tømreren 
søger  at  give  det  nye  Træværk  den  samme  Fa<;on  og  Karaktér  som  det  gamle,  Smeden 
udarbejder  sine  nye  Beslag  saaledes,  at  de  knapt  kan  slcjælnes  fra  de  gamle,  Snedkeren, 
Maleren,  kort  sagt  alle  arbejder  med  Liv  og  Lyst  og  derfor  med  godt  Udbytte. 

Det  var  Arkitekt  Eugeit  Jørgensen ,  der  som  Konduktør  stod  Professor  Piolm  bi, 
og  det  var  Murmester  C.  Licht,  Tømmermester  Hans  Christensen ,  afdøde  Snedkermester 
F.  Oxelberg,  Smedemester  J.  P.  C.  Jensen  og  afdøde  Malermester  P.  O.  Hansen,  der  med 
Ære  har  udført  Arbejdet. 

Som  Forklaring  til  Tegningerne  blot  følgende:  Den  afbildede  Havelaage  (Fig. 
198)  vender  ud  til  Jernbanevolden;  der  er  til  den  benyttet  Motiver  fra  Jylland  og  Born¬ 
holm,  og  den  er  i  konstruktiv  Henseende  ganske  fortrinlig,  idet  Overliggeren  holder 


En  Kunstnerbolig  i  Valby. 


155 


sammen  paa  Sidestolperne.  —  Paa  de  afbildede  Beslag  er  Hængslet  gammelt,  Stablerne 
og  Vrideren  ny  (Fig.  203—205).  Frisen  (Fig.  197)  dannes  af  en  Fylding  i  en  Egetræs¬ 
kiste  fra  Renæssancetiden,  Til  Gavlene  og  Interiørerne  behøves  ingen  Kommentarer, 


Kig.  208.  Forhøjning  ved  Dagligstuevinduet. 


Naar  en  eller  anden  vilde  finde,  at  Beskrivelsen  af  en  Bygning  ikke  hører 
hjemme  i  et  Tidsskrift  for  Kunstindustri,  da  kan  man  kun  dertil  svare,  at  Kunst,  Haand- 
værlc  og  Kunsthaandværk  hænger  saa  nøje  sammen,  at  det  ofte  er  umuligt  at  paapege, 
hvor  det  ene  begynder  og  det  andet  hører  op.  Og  netop  for  at  frembringe  en  Byg¬ 
ning,  som  baade  Beboerne  og  Beskuerne  kan  have  virkelig  Glæde  af,  udfotdres  der 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


156 


et  saadant  Samarbejde  mellem  de  forskjellige  Faktorer,  som  i  dette  Tilfælde  har 
fundet  Sted. 

Forhaabentlig  vil  Tidsskriftet  i  Tidens  Løb  faae  Lejlighed  til  at  fremdrage  andre 
lige  værdige  Bygningsværker  som  Bevis  for,  at  der  virkelig  findes  de  omtalte  Undtagelser 
blandt  Bygherrerne ,  og  som  Opfordring  til  andre  om  at  forøge  deres  Antal ,  saaat  vi 
engang  kan  sé  det  glædelige  Resultat,  at  det  er  Undtagelserne,  der  er  bievne  til  Regelen. 


Fig.  209.  Dørhammer. 


Eremitager  og  Servanter. 

Af  Bernhard  Olsen. 


Den  nærmeste  Anledning  til  denne  lille  Undersøgelse  er  et  Spørgsmaal,  som 
Professor  Nyrop  stiller  til  sine  Læsere  i  »Meddelelser  om  Dansk  Guldsmedkunst«  i  Hen¬ 
visningen  til  S.  gi,  hvor  der  omtales  tre  Ting  af  Sølv:  » ein  Eremitageteller  og  zwei  Eremi¬ 
tagen;  hvad  forstaaes  herved?«  I  »Tidsskrift  for  Kunstindustri«  for  1886,  Side  95,  vender 
Hr.  N.  tilbage  til  Spørgsmaalet  i  »Mindre  Meddelelser«  : 

»Dr.  F.  J.  Meier  skriver  i  sin  Bog  om  Fredensborg  (S.  46),  at  i  det  derværende 
Dronningens  Forgemak,  Eremitagen  kaldet,  stod  der  (omtrent  1722)  paa  det  saakaldte 
Eremitagebord  »en  Sølfplade  til  Pos  idiotien s ,  og  han  formener,  at  Postelionen  betyder  Gjen- 
stande  af  Porcellæn.  Gjentagne  Gange,  baade  S.  46  og  47,  kaldes  Porcellæn  i  Datidens 
Sprog  imidlertid  Postolien,  og  da  Hr.  R.  Mejborg  velvillig  oplyser,  at  han  i  en  kongelig 
Resolution  vedrørende  Kristiansborg  Slot  (1757  Nr.  859)  har  truffet  Udtrykket  Postillon 
benyttet  som  Navn  paa  et  Opbevaringssted  (Skab)  for  Kongens  Rejsekuffert,  kunde  Poste¬ 
lionen  muligvis  være  en  Portefeuille  eller  lignende,  hvori  Dronningens  Post  bragtes.  — 
Skulde  de  1720  og  1730  forekommende  Sølvgjenstande  » ein  Eremitage  7 eller«  og  » zwei 
Eremitagen «  (se  C.  Nyrop  »Dansk  Guldsmedekunst«  S.  166)  paa  en  eller  anden  Maade 
staa  i  Forbindelse  med  det  her  nævnte  Forgemak?  Jagtslottet  Eremitagen  i  Dyrehaven 
opførtes  først  1736.« 

Spørgsmaalet  vedblev  at  være  lige  uklart  efter  de  to  nævnte  Forfatteres  For¬ 
klaringer.  Et  gammelt  Minde  om  et  Sagn  fra  min  Barndom  bragte  mig  imidlertid  paa  Vej 


Eremitager  og  Servanter. 


157 


til  Løsningen.  jeg  erindrede  at  have  hørt,  at  der  tidligere  paa  Jagtslottet  Eremitagen 
skulde  have  existeret  et  Vidunder  af  Sindrighed,  en  Mekanik,  der  ligesom  i  Æven- 
tyrene  kunde  bringe  et  dækket  Bord  op  af  Spisesalens  Gulv.  Ogsaa  huskede  jeg  senere 
at  have  læst  om,  at  der  i  Vinterpaladset  i  St.  Petersborg  havde  været  noget  Lignende. 
En  Oplysning,  jeg  fik  af  Hr.  Carl  Bruun,  Forfatteren  til  Bogen  om  Kjøbenhavn,  bragte 
mig  end  yderligere  paa  Spor  og  blev  Aarsag  til  denne  Eftersøgelse  af  de  danske 
Eremitager. 

Vort  første  Eremitagebord  træffe  vi  paa  det  nybyggede  Frederiksberg  Slot  i  Aaret 
1703.  Det  var  belagt  med  en  Sølvplade  vog  1  720i- * 3/4  Lod  og  var  forsynet  med  et  Plejse- 
værk.  Da  Pladen  vejede  over  53  Pd.,  maa  den  have  dækket  over  hele  Bordet,  og  dette 
er  altsaa  kommet  fuldt  serveret  op  af  Gulvet.  Bordet  kostede  i  Alt  1425  Rdl.  (Daleren 
regnet  til  3  Mk.). 

Derefter  kommer  en  hel  Række  lignende  Maskiner.  I  I7°5  fandtes  en  paa 
Sparepenge  ved  Frederiksborg.  Den  var  anbragt  i  Gemakket  »ovenpaa  i  den  østre  Ende 
over  Gangen«,  og  bestod  af  »et  ovalt  Fyrrebord,  hvor  udi  er  en  Postillon,  som  gaaer  op 
og  ned;  der  oven  paa  er  en  oval  Sølvplade  med  en  durchbrochen  Krands  omkring; 
neden  om  Bordet  er  adskillige  Billeder  om  et  Bondegjæstebud.  Derover  er  et  Bordblad 
overtrukket  med  brunblommet  Skind.«  Postillonen  fandtes  ikke  i  Bordet  1686.  Inven¬ 
tariet  fra  dette  Aar  nævner  en  »udtrækken  Skive  med  en  Fod  i  durchbrochen  Arbejde, 
fremstillende  »underschederlig  Billeder  om  Bondegiesteri«.  Det  er  formodentlig  dette 
Bord,  der  senere  blev  omdannet  og  fik  indsat  en  Postillon.  Man  kommer  til  at  tænke 
paa  Fyrst  Christian  af  Anhalts  Beretning  om  det,  han  saa  paa  Sparepenge  1623:  »so  hat 
es  (Værelset)  auch  unter  des  Konigs  Tisch  ein  thurlein,  welches  wenn  es  der  Konig 
mit  dem  Fusz  eroffnet,  kann  man  auch  die  Musica  so  drunten  ist  horen,  und  ein  frembder 
nicht  wissen  wo  sie  her  kompt«.  Det  »durchbrochene«  Arbejde  paa  Bordfoden,  der  kan 
tænkes  at  have  dannet  Bordkistens  fire  Sider,  egner  sig  vel  til  at  lade  Tonerne  passere. 
Sparepenge  blev  nedbrudt  1719,  og  meget  af  Husets  Materiale  og  kostbare  Bohave  blev 
anvendt  paa  Fredensborg. 

Rosenborgs  Inventar  fra  1718  omtaler,  at  der  i  Eremitagen,  ogsaa  kaldet  det 
røde  Lysthus,  nu  Herkulespavillonen,  fandtes  i  nederste  Etage  et  hollandsk  Kjøkken 1  med 
»en  Machine  med  en  Sølvplade;  derom  en  Krands  af  tre  Palmegrene,  altsammen  af  Sølv, 
hvorudi  Maden,  som  Postillonen  opfører,  sættes«.  Apparatet,  der  allerede  var  opraadnet 
før  1734,  blev  solgt  ved  Auktion  og  har  vistnok  været  der  før  1718;  sandsynligvis  var 
det  ældre  end  de  to  foran  nævnte. 

I  1  723  fandtes,  som  ovenfor  er  anført,  paa  Fredensborg  i  Eremitagen,  Dronningens 


i-  Hollandske  Kjøkkener  indrettedes  baade  i  Rosenborgs  Eremitage  og  i  Frederiksborgs  Badstue  af 

General-Admiral  Cort  Adelaer.  Af  Rentekammerets  Deliberationsprotokol  3-  169  sees,  at  han  i  1673 
faar  Jus  til  Indkomsterne  af  Torpe  Kirke  i  Bratsberg  Amt,  fordi  han  efter  Kong  Frederik  den 

Tredies  Anmodning  havde  forestaaet  disse  Arrangementer  og  havt  Udgifter  i  den  Anledning.  Det 
bemærkes,  at  hverken  Ordre  eller  Specifikation  var  vedlagt.  Af  Frederiksborgs  Inventar  1686  kan 
man  danne  sig  en  Forestilling  om  disse  ægte  hollandske  Interieurs,  som  vi  forøvrigt  lejende  fra 
Tidens  Malerier;  ligesom  de  nuværende  engelske  Kjøkkener  havde  de  noget  af  Opholdsrummets 
Karakter.  Væggene  vare  smykkede  med  Malerier  af  meget  substantiel  Natur,  Lamme-  og  Kalve¬ 
sider,  Fisk,  udskaarne  malede  Trærelieffer  med  lignende  Æmner,  Masser  af  Delftfajance,  blankt 
Messing-  og  Kobbertøj  ved  Siden  af  det  kurante  Kjøkkentøj,  malede  1  rækar  og  Æsker,  Vægge  og 
Gulv  klædte  med  Fajanceplader.  I  hvert  Hjørne  stod  en  Pige  »i  Livsstørrelse«,  malet  paa  en  1  ræ- 
ilage  og  udskaaren  efter  Konturen;  en  med  en  Kurv,  en  med  en  Krukke,  en  tredie  lænende  sig  til 
et  Kosteskaft.  Som  levende  Staffage  var  der  anbragt  en  »hollandsk  Pige«,  Regine  Lendtzdatter, 
vistnok  fra  Plollænderby  paa  Amager.  Se  Friis’  »Samlinger  til  Dansk  Bygnings-  og  Kunsthistorie« 
S.  1 15  og  Brocks  »Rosenborg«  S.  139. 


21 


158 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


Forgemak,  et  Eremitagebord ;  over  det  et  Tæppe  af  rødt  Damask  med  Guldgalioner  og  med 
en  Sølvplade  til  Postillonen.  Det  er  muligvis  Maskinen  fra  Sparepenge,  som  er  bragt  hertil. 

Paa  Frederik  den  Fjerdes  nybyggede  Kjøbenhavns  Slot  fandtes  i  1731  et  Ere¬ 
mitage  gemak  udenfor  Kongens  Værelser,  men  det  fremgaaer  ikke  af  Inventarierne,  at  dets 
Bord  har  været  mekanisk.  Det  ses  af  Particulairkassens  Regnskaber,  at  i  1722  er  leveret 
Blylodder  »zu  der  Eremitage  alhier «  og  lignende  1724  til  Eremitagen  hieselbst ;  det  kan 
altsaa  være  til  den  paa  Frederiksberg.  1722  leverede  Guldsmed  Fabritius  en  »Eremitage- 
teller«,  1727  »eine  neue  Eremitage«  og  1730  to  nye  »von  å  part  ihm  geliefertem  Silber«. 
Dette  synes  at  tyde  enten  paa  Anskaffelser  af  Eremitageborde  i  endnu  flere  Slotte  eller 
maaske  blot  paa  et  Omarbejde  af  Postilloner  '. 

Ifølge  Værket  »Kjøbenhavn«,  II,  S.  704  og  Forfatteren  Hr.  Carl  Bruuns  senere, 
velvilligt  meddelte  Oplysninger  blev  der  i  1  740  sluttet  Kontrakt  med  Snedkeren  Joh.  Jeremias 
Reusse  om  Levering  af  et  mekanisk  Bord  til  det  nye  Kristiansborg.  Maskinens  Hoved¬ 
værk  skulde  ligge  i  et  Gemak  ved  Siden  af  det  lille  Kjøkken  i  underste  Mezzanin  og 
herfra  kontinuere  med  de  behørige  tolv  Postillons  til  Hans  Majestæt  Kongens  Etage,  hvor 
det  egentlige  Taffel  bliver  placeret.  Der  tales  om  Blyvægte,  Jærnværk,  Touge,  Træde¬ 
hjul  og  Klokker. 


(Det  er  i  det  som  Billardværelse  benævnte  Rum,  at  Eremitagen  havde  Plads). 

I  Eremitagegemakket  (»det  Gemak,  hvor  Kongen  souperede«)  fandtes  i  Følge 
Inventarierne  fra  1741  og  1746  et  rundt,  tykt  blommet  Pluches  Tæppe  til  Eremitage¬ 
bordet,  et  ovalt,  gammelt,  rødt  Klædesdække,  som  var  udskaaret  efter  Eremitagen,  og  et 
rundt  Bordblad  paa  Eremitagebordet  at  sammenlægge.  Gemakket  laa  i  Beletagen  mellem 
Kongens  Værelser,  der  vendte  ud  mod  Slotspladsen,  og  Dronningens,  som  laa  i  Fløjen 
mod  Slotskirken. 

Medens  Eremitagebordet  paa  Sparepenge  var  ovalt  med  oval  Udskæring  til  Postil¬ 
lonen,  var  det  her  rundt  med  oval  Udskæring.  Bordet  synes  begge  Steder  at  have  staaet 
fast,  og  kun  Postillonen  i  Midten  var  bevægelig.  Paa  Kristiansborg  fandtes  desuden  de 
behørige  tolv  Postillons,  som  formodes  at  have  været  Smaaborde,  der  vare  placerede  mellem 
Gjæsterne  omkring  Hovedbordet  og  ligesom  dettes  Postillon  kom  op  af  Gulvet  ved  Hjælp 
af  Forsænkninger. 

Trangen  til  at  spise  uden  Domestiker  var  til  Stede,  men  Maskinbordene  gjorde 
dem  ikke  helt  undværlige.  Navnlig  var  Ombytningen  af  Tallerkener  og  Vinens  Servering 
vanskelig.  For  at  kunne  nyde  mageligt  og  komfortabelt  gjenoplivedes  et  Møbel,  som 
allerede  var  kjendt  i  ældre  Dage,  et  Hjælpebord,  som  stilledes  mellem  Gjæsterne,  forsynet 


'•  Particulairkassens  Regnskaber  fra  Kong  Frederik  den  Fjerdes  Tid  bringe  jævnlig  Poster  vedrørende 
Eremitager,  snart  til  Lodder  og  Jærnværk,  snart  til  »bien  mourant«  Silkesnore,  »fres  galioner«  [frangcs, 
Frynser)  og  til  Passementlister ;  altsaa  til  Bordets  Tæppe. 


Eremitager  og  Servanter. 


159 


med  alt,  hvad  de  havde  nødig  i  Øjeblikket. 
Det  blev  hurtig  et  Supplement  til  Eremitage¬ 
bordene  og  viste  sig  saa  praktisk,  at  det 
vistnok  væsentlig  bidrog  til  at  gjøre  disse 
kostbare  og  komplicerede  Maskiner  over¬ 
flødige.  Det  hed  paa  Fransk  Servante, 
paa  Dansk  stum  Tjener,  paa  Tysk  Kammer- 
diener.  M.  Roubo  aftegner  og  beskriver 
det  i  IJ art  du  Menuisier  ( Description  des  Arts 
et  des  Métiers,  XVII  Tome,  1774):  »Servanter 
bruges  nu  hyppig,  fordi  de  ere  meget  be¬ 
kvemme,  naar  man  vil  spise 


Det  er  utvivlsomt,  at  Eremitagebordene 
kulminerede  her  i  Landet  under  Frederik 
den  Fjerde.  Kristian  den  Sjettes  Tempera¬ 
ment  tjente  ikke  til  at  befordre  deres  Ud¬ 
bredelse,  og  naar  hair  anskaffede  sig  et 
saadant  Luksusstykke,  maa  det  alene  have 
været  for  at  opnaa  ubelurede  Øjeblikke. 
Moden  tabte  sig  hurtigt  her  i  Landet.  I 
1772  fandtes  Maskinen  ikke  mere  paa  Kri- 
stiansborg,  og  man  har  sikkert  siden  den 
Tid  hjulpet  sig  med  Servanterne.  I  Frankrig 
derimod  synes  det  Modsatte 


uden  Domestiker.  Det  er  et 
Slags  smaa  Borde,  tre-  eller 
firekantede  (ogsaa  runde),  en 
Alen  høje  eller  mere ,  tolv 
Tommer  brede.  Øverst  er 
indsat  en  Blykasse,  seks  Tom¬ 
mer  dyb,  til  kjølende  Vand 
for  Flaskerne;  mellem  Bord¬ 
benene  er  anbragt  to  eller 
tre  Hylder  med  et  Kvarters 
Mellemrum«  l. 


1.  Navnet  servante  er  senere  paa 
Dansk  og  Tysk,  men  hverken 
paa  Fransk  eller  Engelsk,  ble¬ 
ven  overført  fra  et  Spisestue- 
til  et  Sovekammermøbel.  Det 
sidste  blev  først  kjendt  som 
Servante  i  en  sen  Tid.  I  Be¬ 
gyndelsen  af  forrige  Aarhun- 
drede  anvendtes  ikke  faste 
Vaskeborde  i  Sovekamrene, 
som  mere  end  nu  vare  Op¬ 
holdsrum.  Man  stillede  Vand¬ 
fad  og  Kande  paa  en  Geridon 
og  fjernede  dem  efter  Afbenyt¬ 
telsen.  Var  det  en  høj  Herre, 
fik  han  Vandfadet  frembaaret 
af  én  Lakai,  en  anden  kom  med  Kande,  Haand- 
klæde  og  Sæbe,  en  tredie  holdt  Spejlet  for 
ham  o.  s.  v.,  og  han  foretog  sine  Tvætninger 
midt  i  denne  Skare,  avec  grace  et  adresse,  som 
Saint-Simon  siger  om  Ludvig  XIV.  Det  var 
fornemt  at  undvære  Toilettebordet;  Mindet 
herom  har  bevaret  sig  i  vort  kongelige  Thea- 
ters  Tradition.  Paa  denne  Maade  bringes 
Vandfadet  om  Morgenen  til  den  som  Baron 
opstandne  Jeppe,  men  han  misforstaar  dette 
saa  grundigt,  at  han  styrter  sig  over  Fadet  og 
slukker  sin  fortærende  Næstedagstørst  deraf.  — 
Forfattere,  der  have  skrevet  om  Møbelskikken 
her  til  Lands  i  forrige  Aarhundrede,  have  for¬ 


at  have  været  Tilfældet,  og 
Spisningen  uden  Domestiker 
blev  anvendt  indtil  Revolutio¬ 
nen,  hvortil  de  stærke  aande- 
lige  og  politiske  Bevægelser  i 
Aarhundredets  anden  Halvdel 
kan  have  bidraget  deres  Del, 
foruden  de  andre  existerende 
Grunde.  Der  var  Anledning 
til  at  vogte  paa  sin  Mund. 

For  at  forstaa  de  forrige 
Aarhundreders  Trang  til  at 
spise  en  hermitage  for  laasede 
Døre  og  uden  Domestiker, 
maa  man  erindre  den  frem¬ 
trædende  Rolle,  som  Tjener¬ 
skabet  dengang  spillede.  Tje¬ 
neren  var  i  højere  Grad  end 
nu  i  Herrens  Intimitet.  Hvad 
der  nu  præsteres  af  legemlig 
Pasning  ude  i  Byen  af  Frisører, 
Barberer,  Badeanstalter  o.  s.  v., 
besørgedes  dengang  i  Huset 
selv.  Parykkens  og  senere 
det  lange  LIaars  Bukling  og 
Pudring  tog  en  uhyre  Tid,  da  Arbejdet 
rnaatte  gjøres  om  flere  Gange  daglig.  Man 
holdt  et  Utal  af  Tjenere ;  blodfattige  men 
homiette  Folk  havde  ofte  to  å  tre,  gratids 
seigneurs  holdt  dem  i  utrolige  Masser  og  af 
forskjellige  Nationaliteter.  De  vare  inde  i 

gjæves  eftersøgt  Sovekammermøblet  Servante 
selv  i  Slotsinventarier,  og  da  de  ingen  fandt, 
have  de  lastet  Tiden  for  dens  Mangel  paa  en 
saa  uundværlig  Bekvemmelighed.  De  have 
gjort  Tiden  Uret.  Den  kjendte  Tingen,  men 
under  andre  Former  og  andet  Navn. 

21* 


Fig.  21 1. 

Servante  med  Overdelen  ind¬ 
rettet  til  fire  Flasker. 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


160 


Herskabets  Hemmeligheder  i  en  nu  ukjendt  Grad,  hvortil  dettes  hyppige  Pengeforlegen- 
heder  og  Leven  over  Ævne  ikke  bidrog  lidet.  Tjeneren  fik  ofte  sin  Løn  til  gode  og 
levede  af  Douceurer  og  Rapserier.  Dødsboer  udvise,  at  Lakaier  kunde  tjene  i  fornemme 
Huse  indtil  i  tyve  Aar  uden  at  se  en  Skilling.  Man  kunde  ikke  holde  en  Lakai  tilstræk¬ 
kelig  i  Ave  under  saadanne  Miserer.  De  gjorde  ham  til  en  stor  Skalk,  »en  fortvilet 
Skælm«,  der  fandt  paa  Udveje  baade  for  sig  selv  og  for  den  laansøgende  Herre  overfor 
Jøder  og  Pantelaanere,  og  han  afgjorde  alle  de  ufine,  smaa  Geschåfter,  som  Herren  ikke 
vilde  vise  sig  selv  i.  De  gamle  Komedier  have  tegnet  slaaende  Billeder  af  Tjeneste¬ 
folkene,  der,  oftere  end  Pierskabet,  drev  Værket  igjennem.  De  brugelige  og  hyppige 
Maaltider  å  grand  apparat  krævede  en  Tjener  bag  hver  eller  hveranden  Stol  og  Husene 
vrimlede  af  chamarrerede  Dagdrivere,  der  ikke  kjendte  større  Lyst  end  at  spionere  og  løbe 
med  Sladder.  Det  var  Skik  at  tage  sine  egne  Tjenere  med  sig,  naar  man  var  buden 
ud,  hvilket  ikke  bidrog  lidet  til  at  øge  Flokken.  Fra  1783  er  bevaret  en  Indbydelse  til 

Middag,  hyorpaa  er  tilføjet:  »De  bedes  ikke 
medbringe  Tjenere,  da  Servanter  forefindes 
i  rigeligt  Antal«  (Bachaumont:  Memoir  es 
secrets  Tome  XXII.  S.  86).  Det  er  let  at 
forstaa,  at  denne  Lakaisværm  kunde  føles 
som  en  saa  trykkende ,  ulidelig  Byrde,  at 
man  greb  til  at  laase  Dørene  for  de  »Ran¬ 
dede«  og  skaffe  sig  Maskinborde  og  Ser¬ 
vanter  for  at  tiltvinge  sig  nogle  Timers 
Ferie,  Lejlighed  til  at  føre  fortrolig  og  hyg¬ 
gelig  Samtale,  uden  at  det  Sagte  kom  i 
Folkemunde,  og  Frihed  til  i  en  Stund  at 
løsnes  fra  den  Etikette,  der  som  en  Støbe¬ 
form  sluttede  om  Livet  i  høje  Kredse.  At 
man  stundom  stængte  Tjenerne  ude  for  at 
give  frit  Rum  for  Tidens  utøjlede  Trang  til 
Libertinage,  er  ogsaa  højst  sandsynligt. 

Vil  man  søge  om  Eremitagebordenes 
Oprindelse,  finder  man  imidlertid,  at  de 
ere  opstaaede  af  andre  Grunde,  nemlig 
alene  for  at  berede  Gjæsterne  Overraskelser, 
og  at  man  dertil  bragte  en  mekanisk  Viden  i  Anvendelse,  som  synes  at  være  jævnbyrdig 
med  den,  der  nu  findes  hos  Theatrenes  allerdygtigste  Maskinmestre,  og  det  ældste,  vi 
kjende  af  Omtale,  synes  allerede  at  have  udtømt  alle  Kunstfærdigheder,  som  det  er 
muligt  at  tænke  sig. 

Det  blev  udført  i  Florenz  til  Maria  af  Medicis  Bryllup  i  Aaret  1600  og  var  saa 
kunstigt,  at  efter  den  første  Servering  delte  det  sig  i  to  Stykker,  som  vandrede  hver  til 
sin  Side;  et  andet  Bord  steg  derpaa  op  af  Gulvet  dækket  med  Frugter,  Sukkergodt  og 
Syltetøj  og  fjærnede  sig  paa  samme  Maade.  Derefter  kom  et  tredie,  fyldt  med  kostbare 
Stene,  Spejle  og  andre  Ting,  som  vare  lystelige  at  se  og  som  sendte  et  vidunderligt 
Skin  ud  til  alle  Sider.  I  ilsidst  kom  et  fjerde  Bord  op  med  Blomster  og  Frugter,  med 
Springvande  paa  Bordenderne  og  en  Mængde  af  Smaafugle,  som  kvidrende  fløj  ud  i 
Salen  og  gjorde  Midvinter  til  Sommerdag,  som  Fortælleren  Palma  Coyet  siger  i  sin 
Chronique  septennaire. 

Det  næste  Bord,  man  hører  om,  fandtes  i  Carignan  hos  Prinsen  af  Savoien.  I 
!63J  gjorde  han  Gilde  for  Kongen  af  Frankrigs  Gesandter.  Midt  paa  Bordet,  »der  var 


Fig.  212.  Souper  med  Servanter. 
Efter  et  Billede  af  Moreau. 


Eremitager  og  Servanter. 


161 


dobbelt«,  fandtes  en  Mekanik  i  Form  af  et  Taarn,  som  kunde  stige  op  og  ned.  Deri 
kunde  staa  seks  Retter,  som  skiftedes  om  tre  Gange.  Da  dette  var  overstaaet,  bleve 
Gjæsterne  paa  usynlige  Maskiner  kjørte  ind  i  en  anden  Sal,  hvor  de  havnede  ved  nok 
et  dækket  Bord  ( Receuil  des  Gazeties  de  France  1631)1. 

Det  synes  ikke,  at  Ludvig  den  Fjortende  har  havt  Brug  for  slige  Overraskelser. 
Flave  de  været  til  i  hans  Ungdom,  ere  de  sikkert  gaaede  af  Brug  i  hans  lange  Alderdom, 
i  les  années  sombres.  Professor  Weibull  i  Lund  har  velvillig  meddelt  mig,  at  Regenten, 
Hertug  Philip  af  Orléans,  havde  et  mekanisk  Bord,  og  det  er  ogsaa  rimeligt,  at  han  som 
gratid  soupeur  ikke  vel  kunde  være  det  foruden.  Ludvig  den  Femtende  var  ogsaa  en 
stor  Ynder  af  Soupéer  uden  indiskrete  Vidner,  og  rimeligt  er  det  derfor,  at  hans  Tid 
blev  en  Guldalder  for  denne  Art  Servering.  Ingeniøren  Arnoult  byggede  for  ham  en 
farende  Buffet«  i  les  petits  appartements  i  Versailles,  hvilket  synes  at  være  et  Tegn  paa, 
at  der  forhen  ikke  har  været  nogen  lignende  Indretning  paa  dette  Slot,  og  Guérin  et 
mekanisk  Bord  paa  Choisy.  Det  skildres  saaledes  i  Annonces,  affiches  et  avis  divers  for  1756: 
»Bordet  er  til  tolv  Kuverter  og  rundt;  midt  i  det  findes  en  bevægelig  Plade,  som  opfører 
Retterne  og  56  Vokslys.  Den  kan  i  en  Fart  sænkes  ned  under  Spisesalen  og  bringe 
nye  Retter  og  Lys  op.  Rundt  om  Bordet  med  lige  Mellemrum  staa  fire  af  de  smaa 
Buffeter,  man  kalder  Servanter,  hvorpaa  der  findes  foruden  Tallerkener,  Vin,  Vand  etc. 
ogsaa  Skrivetøj  og  Kort,  hvorpaa  man  kan  notere  de  Vine  og  Likører,  man  ønsker. 
Disse  Servanter  ere  bevægelige  ligesom  Pladen  i  Bordet  og  kunne  skiftes,  naar  man 
ringer  paa  Klokker,  hvis  Strænge  kunne  naaes  af  Gjæsterne.« 

Det  berømteste  franske  »flyvende  Bord«  fandtes  dog  i  Trianon.  Det  blev 
udstillet  offentlig  i  1769  og  Fabrikanten  Loriot  høstede  baade  Ære  og  Fordel  af  det. 
Le  Mercure  de  France  for  dette  Aar  omtaler  det  saaledes:  »Flyvende  Borde  kunne  efter 
Behag  komme  op  i  og  forsvinde  fra  en  Spisestue.  Der  har  forhen  været  forskjellige  i 
Brug,  men  intet  har  forenet  saa  mange  gode  Egenskaber  som  dette,  der  er  udført  af 
Hr.  Loriot,  en  Mand,  der  er  vel  kjendt  for  sine  Opfindelser.  Bordet  best.aaer  af  en  fast 
Ramme  ( dormant )  og  fire  Geridoner.  Det  hele  løftes  samtidig  af  en  Maskine,  idet 
baade  det  Øverste  af  Bordet,  dets  Midtplade  {milieu),  Bordrammen  {dormant)  og  Servan¬ 
terne  bestaa  af  den  Del  af  Parketgulvet,  som  er  løftet  tilvejrs.  Naar  alt  er  løftet  op,  fører 
Bordrammen  {dormanten),  som  er  den  cirkelrunde  Ring ,  hvorpaa  Kuverterne  staa.  sam¬ 
tidig  med  sig  en  Gulvflage,  som  ganske  ligner  det  Stykke  af  Gulvet,  der  er  blevet  løftet 
op,  og  lukker  Hullet,  som  det  har  efterladt.  Foden  paa  Dormanten  er  en  Skruemoder, 
hvis  Vindinger  ere  skaarne  saaledes,  at  den  ligner  en  snoet  Søjle.  Inden  i  denne  Søjle 
stiger  og  sænkes  den  Plade,  som  bringer  de  forskjellige  Retter.  Den  samme  Bevægelse, 
som  fører  Dormanten  op,  fører  ogsaa  Servanterne  tilvejrs,  men  op  i  en  større  Højde,  for 
at  Gjæsterne  nemmere  kunne  naa  de  Tallerkener,  som  findes  paa  dem.  Naar  Selskabet 
kommer  ind  i  Spisesalen,  ses  ikke  Spor  af  Bord,  men  kun  et  tæt  sluttende  Parketgulv 
med  en  Roset  i  Midten  til  Pynt.  Paa  givet  Tegn  drage  dens  Blade  sig  bort  under 
Gulvet,  og  man  ser  et  dækket  Bord  og  samtidig  fire  Servanter  stige  op  af  fire  Aabninger. 
Naar  anden  Servering  skal  hentes,  synker  Midten  af  Bordet  ned«  L 

Konstruktionen  er  forsaavidt  klar,  som  man  her  har  et  Bord,  der  »ehangeres« 
op  ved  Hjælp  af  en  Forsænkning.  Dette  Bords  Plade  dannes  af  en  fast  Ramme,  en  bred 
cirkelrund  Ring  {dormant)  med  Tallerkener  m.  nr.,  der  slutter  omkring  en  bevægelig  Midt¬ 
plade  {milieu),  en  mindre  Forsænkning  inden  i  den  større.  Uforstaaeligt  er  det  derimod, 
at  det  Øverste  af  Bordet  {le  dessus)  dannes  af  selve  Parketflagen,  der  nys  har  hvilet  tæt 
sluttende  med  det  øvrige  Gulv,  idet  der  samtidig  siges,  at  Bordet  kommer  fuldt  dækket  op. 


1-  Havard:  Dictionnaire  de  l’ameublement,  Artiklerne  Servante  og  Table, 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


162 


Bordet  paa  Choisy  synes  at  have  meget  tilfælles  med  det  paa  Kristi  ansborg.  Dette 
havde  en  større  Mængde  Servanter  (tolv  postillons )  og  har  altsaa  været  til  mindst  24 
Kuverter.  Det  gjør  Forfærdigeren  Snedker  Reusse  megen  Ære,  at  han,  der  sikkert  ikke 
havde  nogen  Rutine  i  denne  Specialitet,  var  i  Stand  til  at  udføre  et  saa  kompliceret  Arbejde. 

Katharina  den  Anden  fortæller  i  sine  Memoirer,  at  Kejserinde  Elisabeth  Petrowna 
i  sine  Gemakker  havde  et  Maskinbord,  hvorved  hun  spiste  sammen  med  sine  fortroligste 
Venner.  Et  lignende  var  indrettet  i  et  Annexpalais,  Eremitagen,  ved  Zarslcoje-Sselo,  hvor 
det  findes  endnu  i  fuldstændig  tjenlig  Stand.  Efter  et  Sagn,  som  lever  paa  Stedet,  skal 
det  være  udført  som  Kopi  efter  vort  Kristiansborgske  Bord,  muligvis  altsaa  af  Snedker 
Reusse.  Der  er  altsaa  Sandsynlighed  for,  at  hans  Arbejde  har  nydt  endog  europæisk 
Berømmelse  (velvilligt  meddelt  af  General  v.  Holten).  Hoffet  var  dog  ikke  her  ene  om 
dette  Møbel.  I  Rusland  var  i  forrige  Aarhunclrede  Sæderne  i  de  høje  Kredse  af  den 
Beskaffenhed,  at  Maaltider  en  hermitage  passede  særlig  til  Forholdene.  Spioneri  dreves 
tillige  i  en  saadan  Grad,  at  det  var  umuligt  at  tale  et  fortroligt  Ord  ved  Maaltiderne, 
og  politiske  Hemmeligheder  føg  ud  i  Verden  som  Fnug.  I  et  Brev  fra  Grimm  til 
Madame  Geoffrin  fortælles  om  denne  Maskinservering :  »der  staaer  ingen  Lakaier  bag 
Stolene,  og  Politimesteren  føler  sig  bravt  narret,  for  han  kan  ikke  bringe  Kejserinden 
den  ringeste  Beretning  om  det,  der  tales  ved  saadanne  Middage.« 

At  holde  Maaltid  paa  denne  Maade  med  kongelig  Rundelighed  kan  synes  vanske¬ 
ligt  for  vor  Tid,  der  har  saa  mange  Retter  i  Rækkefølge.  Det  faldt  lettere  den  Gang, 
da  man  satte  al  Maden  paa  Bordet  paa  en  Gang  i  Fade,  dækkede  med  Laag.  Var  et 
Maaltid  meget  splendid,  deltes  det  i  »Gange«,  services,  og  Retterne,  paa  Desserten 
nær,  der  blev  staaende  paa  Bordet,  fornyedes  oftere,  idet  Fadene  fra  første  »Gang« 
fjærnedes  og  nye  sattes  i  Stedet.  Saaledes  spiser  man  den  Dag  i  Dag  i  gamle  engelske 
Huse,  og  derfra  stamme  de  mangfoldige  dish-covers  i  blankt  Metal,  som  høre  til  en  engelsk 
Anretning.  Dansk  Folkemuseum  ejer  en  Række  Messinglaag  fra  forrige  Aarhundrede, 
der  vise,  at  Skikken  var  den  samme  i  vor  Borgerstand.  Det  kongelige  Sølvkammer  har 
fordum  ejet  store  Masser  af  disse  Laag.  V.  Lassen  bringer  i  sit  Indbydelsesskrift  til 
de  offentlige  Examina  i  Helsingørs  højere  Realskole  i  Aaret  1878  en  Fortegnelse  over 
det  kongelige  Sølvkammers  Inventarium  i  Aaret  1  746  (velvilligt  meddelt  af  Hs.  Excellence, 
Overhofmarechal  Løvenskiold),  og  her  nævnes  176  »Dækkeler«  til  de  forskjellige  Former 
af  hade,  som  fandtes,  nemlig  til  5  store  Potagefade,  5  lange  do.,  10  ovale  Hankefade, 
20  Franskfade,  4  lange  do.,  32  Rejsefade,  10  lange  do.,  21  .lange  Smaafade,  37  mindre 
do.,  24  store  Assietter,  8  Tallerkener,  ialt  vog  764  Pd.  31  Lod  3/4  Kvintin.  Række¬ 
følgen  begynder  med  de  største  Fade  og  fortsættes  i  aftagende  Størrelse.  Al  denne 
Velstand  er  forlængst  indsmeltet,  efter  at  den  var  gaaet  ud  af  Brug. 


Fig.  213.  »Dækkel«.  Tilhører  Dansk  Folkemuseum. 


Et  Forslag  til  en  Tikroneseddel  og  de  ny  Pengesedler. 


163 


Et  Forslag  til  en  Tikroneseddel  og  de  ny  Pengesedler. 

Af  F.  Hendriksen. 

Det  Forslag  til  en  Tikroneseddel,  som  her  —  efter  Ønske  af  dette  Tidsskrifts 
Redaktion  —  paany  forelægges  Offentligheden,  blev  i  Begyndelsen  af  1887  indsendt  til 
Nationalbankens  Direktion,  saavel  Originaltegningen  som  Aftryk  i  5  forskjellige  Farve¬ 
sammensætninger.  Forsidens  Komposition  med  de  9  Kvinder  allegorisere  Danmarks 
kornførende  Lande;  Friserne  med  stiliserede  Kornneg  og  springende  Delfiner  slutte,  sig 
til  Dekorationen  paa  vore  Mønter.  Bagsiden  er  en  mangfoldig  Sammenstilling  af  Tital 
og  Kroner.  De  to  Kunstnere:  Aug.  Jerndorjf  og  Th.  Bindesbøll,  der  have  samarbejdet 
ved  Kompositionen,  saavel  som  Meddeleren  af  nærværende  Oplysninger,  der  havde  frem¬ 
stillet  Tegningen  til  Trykning  og  dertil  knyttet  et  Forslag  til  Sikring  mod  fotografisk 
Eftergjørelse,  ledsagede  Forslaget  med  nærmere  skriftlig  Angivelse  af  vor  Stilling  til  og 
Opfattelse  af  det  foreløbig  naaede  Resultat.  Fra  begge  Sider  blev  det  stærkt  fremhævet, 
at  Forslaget  naturligvis  var  at  betragte  som  en  Skitse,  og  at  det  i  flere  Retninger  trængte 
til  nøjere  og  strengere  Gjennemarbejdelse,  ligesom  vore  Experimenter  med  Trykningen, 
hvis  man  ønskede  at  benytte  Tegningen  som  Grundlag,  rnaatte  fortsættes  for  at  finde  den 
heldigst  mulige  Farvesammensætning. 

Direktionen  svarede  efter  nogle  Maaneders  Forløb,  at  den  ikke  ønskede  at 
benytte  vort  Forslag. 

Kort  Tid  efter  udsendtes  de  nu  i  Cirkulation  værende  100  Krone  Sedler,  der  fra 
mange  Sider  mødtes  med  stærk  dadlende  Kritik,  og  fornylig  er  fremkommet  den  ny 
Tikroneseddel,  som  har  funden  en  saa  sjælden  enstemmig  Værdsættelse,  saa  langt  den  er 
kommen  paa  sin  Vej. 

Sagen  er  foreløbig  afgjort,  Banken  har  truffet  sit  Valg.  De  ny  Sedler  ere  i 
alles  Flænder,  og  ved  det  her  foretagne  Optryk  af  vort  Forslag  i  to  af  de  indsendte  Farve- 
sammenstillinger  kan  Almenheden  nu  danne  sig  Begreb  om  Afgjørelsens  Fleld. 

Spørgsmaalet  har  imidlertid  ogsaa  andre  Sider,  mere  praktiske.  Skjønt  vort 
Seddelforslag  var  at  opfatte  som  en  Skitse,  et  Forarbejde  til  Fremstilling  af  en  Bank¬ 
seddel  (naturligvis  rnaatte  Gravuren  ved  en  virkelig  Seddelfremstilling  være  af  hel  anden 
Art  end  den  her  benyttede,  naturligvis  rnaatte  de  to  uheldige  og  mangelfuldt  tegnede 
Linier:  »Vexles  paa  Anfordring  o.  s.  v.«  ændres  ligesom  eventuelt  flere  Enkeltheder),  var 
det  dog  saa  gjennemført,  og  der  var  til  Forslaget  knyttet  saadanne  Forsøg,  navnlig  med 
Flenblik  paa  at  hindre  fotografisk  Eftergjørelse,  at  det  rnaatte  antages  at  have  Interesse 
for  en  Avtoritet,  der  tænkte  paa  at  trykke  ny  Sedler. 

Man  brød  sig  imidlertid  ikke  om  at  faa  nærmere  Rede  paa,  hvad  der  mulig  var 
af  praktisk  Værd  i  de  foretagne  Forsøg.  Derimod  udsendtes  de  ny  100  Krone-  og  10 
Krone-Sedler  trykte  i  de  bekvemmeste  Farver  for  mulige  Falsknere.  Det  Laan,  man 
har  gjort  fra  den  franske  Banks  Papirpenge,  skal  heller  ikke  hjælpe  stort,  det  nemlig, 
som  er  anvendt  paa  vore  ny  Sedler  i  de  udsparede  hvide  Felter,  i  hvilke  der  som  Vand¬ 
mærke  i  Papiret  er  anbragt  et  Par  Floveder.  —  I  gamle  Dage  troede  man  sig  beskyttet 
ved  Vandmærke  i  Papiret,  nutildags  véd  mange  Trykkere  og  andre  Folk  i  beslægtede 
Fag,  at  det  er  let  som  Fod  i  Flose  at  eftergjøre  et  Vandmærke. 

Men  hvorpaa  bør  da  Vægten  lægges,  naar  man  rationelt  og  med  Omtanke  vil 
fremstille  Banksedler?  —  Den  bør  i  første  Linie  lægges  paa  Papirets  Karakter  (se  især 
de  engelske  og  tyske  Banknoter),  thi  for  at  eftergjøre  dette  skal  man  foruden  teknisk 


164 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


Indsigt  og  Dygtighed  have  et  stort  Apparat,  helst  en  Papirfabrik,  som  Falsknere  ikke  let 
faa  til  Disposition.  Det  er  af  denne  Grund,  at  de  tyske  Penges  Papir  paa  et  Stykke  af 
Bagsiden  ere  isprængte  med  farvede  Smaatrevler.  Disse  ere  anbragte  i  Papiret  under 
dets  Fabrikation,  og  det  er  en  selvfølgelig  Ting,  at  en  saadan  Ejendommelighed  giver 
Falskneren  mere  Bryderi,  end  han  skøtter  om. 

Det  andet  vigtige  Hensyn,  der  bør  tages,  er  Farvesammenstillingen,  og  paa  dette 
Omraade  var  det,  at  vore  trykte  Forsøg  formentlig  havde  Interesse.  Meddeleren  kan  saa 
meget  roligere  omtale  denne  Side  af  Sagen,  som  han  hverken  kræver  Ret  eller  Ære  for 
hvad  der  er  af  teknisk  Værd  deri.  Anvisningen  til  Farvesammensætningen  er  nemlig 
given  af  C.  Angerer  i  Wien,  der  har  stillet  den  til  min  Disposition.  Den  er  efterlignet, 
dog  uden  Anvendelse  af  de  fuldt  rigtige  Grundfarver,  paa  de  dette  Flæfte  ledsagende 
Seddelprøver,  undtagen  paa  den  i  Blaat  og  Rødt  trykte  Forside,  i  hvilket  Tryk  det  er 
forsøgt  at  komme  saa  nær  som  muligt  til  den  af  Kunstnerne  oprindelig  tænkte  Farve- 
sammenstilling. 

Det  er  en  overraskende  Indflydelse,  dette  svage  gullige  Undertryk  har  til  at  for¬ 
hindre  fotografiske  Forsøg  paa  at  eftergjøre  den  Gravure,  der  er  trykt  ovenpaa.  Man  er 
ogsaa  flere  Steder  tyet  til  Brugen  af  lignende  Undertryksfarve,  f.  Ex.  under  et  blaat 
Gravuretryk  paa  et  Bankpapir  fra  Schweiz.  Som  vore  Seddelprøver  foreligge,  kræve  de 
imidlertid  3  Gange  Trykning,  men  vi  vare  allerede  ved  Indsendelsen  betænkte  paa  at 
ændre  Ordningen  saaledes,  at  Seddelen  lod  sig  fremstille  ved  2  Gange  Trykning  ligesom 
de  af  Banken  nu  benyttede. 

Om  Fremstillingen  af  Undergrunde  og  om  selve  Hovedgravurens  Udførelse  paa 
vore  Sedler  lod  der  sig  —  navnlig  ved  Parallelisering  med  Udlandets  Papirpenge  —  ind¬ 
vende  adskilligt.  Hvor  slem  man  end  vil  være  i  sin  Dom  om  de  ny  Tikroner,  saa 
mene  vi  dog,  at  der  i  disse  sidstnævnte  Henseender  er  et  omend  lille  Fremskridt  fra  de 
gamle  blaa  Tikroner,  hvis  baade  lurvede  og  smagløse  Udførelse  gik  Haand  i  Haand,  saa 
det  var  en  Lyst  - —  eller  en  Gru. 

Mange  danske  Rejsende  have  erfaret,  at  man  blev  betragtet  med  overordentlig 
Mistro,  naar  man  i  Udlandet  forsøgte  at  omsætte  en  af  de  gamle  blaa  Tikroner.  Det  er 
ikke  saa  underligt,  thi  Folk  der  ikke  ere  vante  til  at  se  Banksedler  i  saadan  Fremstilling, 
maa  let  ængste  sig  for  at  staa  overfor  et  Falskneri.  Meget  bedre  vil  det  næppe  gaa  os 
med  de  ny  Sedler,  der  saavel  i  kunstnerisk  som  teknisk  Henseende  maa  betegnes  som 
en  Skuffelse,  der  paany  vil  bidrage  til  at  gjøre  vort  Land  sørgelig  navnkundigt  overalt, 
hvor  vore  Papirpenge  naa  hen. 


De  kjøbenhavnske  Guldsmedes  Mærker 

fra  Tiden  før  Aaret  1800. 

Af  Bernhard  Olsen. 

(Fortsat.) 


Mestermærker, 


53 


CHRISTIAN  PEDERSEN  SUNDE,  Sølvsmed;  8/.,  1737—17.55;  født  i 
Bergen ;  boede  i  Frederiksberggade. 

Fad;  KM  1751;  GM  3;  Tvillingerne  (Maj).  Tilh.  det  kongelige  Sølv¬ 
kammer. 


Forslag  til  en  Ti-Kroneseddel  af  Aug.  Jerndorff  og  Th,  Bindesbøll. 


De  kjøbenhavnske  Guldsmedes  Mærker  fra  Tiden  før  Aaret  1800. 


165 

CHRISTIAN  SCHRADER;  4/6  1701  — 1731  ;  boede  paa  Østergade. 

Æske  til  Hostien;  KM  1701;  GM  1;  Løven  (Juli).  Tilh.  Tornby  Kirke 
paa  Amager. 

CHRISTIAN  SØRENSEN,  Sølvsmed;  28/i  1732;  født  i  Kjøbenhavn. 

Lavsskilt.  Tilh.  de  kjøbenhavnske  Kobbersmedes  Svendelav.  —  Dansk 
Folkemuseum. 

CHRISTIAN  WERUM,  Sølvsmed;  blev  Mester  1760;  Oldermand  1787  til 
sin  f  1 792 ;  boede  i  Pilestræde. 

a)  Fire  »Udskænkspokaler«  med  1771  under  Mestermærket;  KM  fra  Aarene 
1761  — 1771;  GM  3;  Fisken  (Februar)  og  Vandmanden  (Januar);  afbildet 
i  »Tidsskrift  for  Kunstindustri«  1889  S.  181.  Tilh.  de  kjøbenhavnske 
Bageres  Svendelav.  —  Dansk  Folkemuseum. 

b)  Æske  til  Hostien  med  1772  under  Mestermærket;  GM  3;  Tvillingerne 
(Maj). 

c)  Daabskande  og  Alterstager  med  1773  under  Mestermærket;  KM  1773; 
GM  3.  Tilh.  Garnisons  Kirke. 

d)  Kaffekande  med  1778  under  Mestermærket;  AM/1778;  GM 3;  Vædderen 
(Marts).  Tilh.  det  kongelige  Sølvkammer. 

e)  Alterkande  med  1780  under  Mestermærket;  KM  1781.  Tilh.  den  tysk¬ 
reformerte  Menighed. 

CHRISTIAN  WINNECKE  var  Mester  før  1673;  Oldermand  S8/n  1687; 
Møntmester  1690—1700;  boede  i  Stenboderne. 

a)  Kalk  og  Kande;  KM  1687;  GM  1.  Tilh.  Trinitatis  Kirke. 

b)  To  Kalke;  KM;  GM  I  ;  graverede  Aarstal  1689;  samme  Aarstal  findes 
utydeligt  under  KM  paa  den  ene.  Tilh.  Garnisons  Kirke. 

DAVID  BUUR;  25/e  1  7o8 — 1730  født  i  Holland ;  boede  paa  Kjøbmagergade. 

a)  Æske  til  Hostien  med  1692  under  Mestermærket;  KM  1696;  GM  1; 
Fisken  (Februar).  Tilh.  Trinitatis  Kirke. 

b)  Lavsskilt  med  1729  under  Mestermærket.  1  ilh.  de  kjøbenhavnske  Glar- 
mesteres  Svendelav. 

DITLEV  BRASENHAUER;  3/6  1683;  Oldermand  1705—1708;  —1731; 
boede  paa  Kjøbmagergade. 

a)  Bæger;  KM  1694;  GM  1.  Tilh.  Antikvar  Nathansohn. 

b)  Velkomst  med  1703  under  Mestermærket;  KM  1703;  GM  1.  Tilh.  de 
kjøbenhavnske  Tømreres  Mesterlav. 

c)  Døbefad;  KM  1706;  GM  1;  skænket  til  Kirken  af  Gehejmeraad  Chr.  v. 
Lente,  hvis  Vaaben  findes  paa  Fadet.  Tilh.  Garnisons  Kirke. 

d) Disk;  KM  1707;  KM  1.  Tilh.  Helligaands  Kirke. 

DIDRICH  HOFF  blev  Dronningens  Guldsmed  1699 — 1  708 ;  boede  i  Vim- 
melskaftet. 

Kredensfad;  KM  1701.  Tilh.  Grosserer  Stausholm. 

DANIEL  MADSEN  WERUM;  2/y  1720— 1731. 

Sukkerbøsse;  KM  1725.  Tilh.  det  kongelige  Sølvkammer. 

23 


1 66 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


DETLEF  PAPE;  19/6  1747;  t  1772;  hans  Enke  drev  Værkstedet  til  1783; 
født  i  Hamburg ;  boede  paa  Graabrødretorv. 

a)  Lavsskilt  med  1747  under  Mestermærket.  Tiih.  de  kjøbenhavnske  Hus¬ 
tømreres  Svendelav. 

b)  Tallerkener ;  KM  1750;  GM  3.  Tilh.  det  kongelige  Sølvkammer. 

c)  Sukkerskaal;  KM  1753;  GM  3;  Vægten  (September).  Tilh.  Murermester 
Frohne. 

d)  Fontaine.  Tilh.  Samlingen  paa  Rosenborg,  hvor  den  er  stillet  sammen 
med  en  Kumme,  forfærdiget  af  en  anden  Mester.  Se  Nr.  142  b. 


JEAN  HENRI  DE  MOOR;  1683;  Kongens  Guldsmed  1687 — 1694; 
boede  i  Vimmelskaftet. 

a)  Kamintaburetter ;  KM  1690;  GM  1;  Skorpionen  (Oktober).  Tilh.  Sam¬ 
lingen  paa  Rosenborg. 

b)  Sukkerbøsse ;  KM  1690;  GM  1;  Jomfruen  (August).  Tilh.  Vekselmægler 
Lorck. 

De  Moor  deltog  sammen  med  Ferdinand  Kiiblich  og  Johan  Kohlmann 
i  Arbejderne  paa  Kong  Frederik  den  Tredies  og  Dronning  Sofie  Amalies 
Sarkofager  i  Roskilde  Domkirke.  Se  Nr.  76. 


DAVID  REICH;  1  :i/8  1752;  f  1786;  boede  i  Pilestræde. 
Lavsskilt.  Tilh.  de  kjøbenhavnske  Tømreres  Mesterlav. 


67* 


D  S 

1  700 


ISAC  DUBOIS,  Mester  i  Paris;  i  1688  optaget  efter  kongelig  Befaling  i 
det  kjøbenhavnske  Guldsmedelav;  boede  paa  Østergade 

a)  Bæger;  KM  1688;  GM  1  og  T.  Tilh.  det  kongelige  Sølvkammer.  T 
er  det  franske  Aarsmærke  for  1688 — 1689  (Ris-Paquot:  Dictionnaire  des 
orfévres  etc.  S.  233).  I  Frankrig  benyttedes  Bogstaverne  fra  A — Z  med 
Undtagelse  af  J  og  U  som  Aarsmærker  saaledes,  at  hvert  23de  Aar  fra 
Juli  til  Juli  havde  samme  Bogstavmærke.  Dette  T  indeholder  altsaa  et 
Bevis  for,  at  Mærket  med  Rette  er  tillagt  denne  Mester.  Han  har  i  sine 
første  Arbejdsaar  her  i  Byen  benyttet  det  tilvante  Tegn. 

b)  Bæger;  KM  1689;  GM  1;  Skorpionen  (Oktober).  Har  tilh.  f  Kammer¬ 
herre  Nægier. 

DAVID  STILCH  var  Mester  1700 — 1710;  boede  ved  Stranden. 

Laagkrus;  KM  1703;  GM  1;  Vandmanden  (Januar).  Tilh.  Grosserer  Sundt 
i  Bergen. 

DANIEL  SCHWARTZKOPF  var  Mester  før  1701  — 1731;  boede  paa 
Østergade. 

a)  Ornamentplade  med  1707  under  Mestermærket;  i  Rosenbergs:  »Der  Gold- 
schmiede  Merkzeichen«  S.  399  tillagt  Didrich  Schilling.  Tilh.  Excellencen 
Grev  Paar  i  Rom. 

b)  Bæger  med  1717  under  Mestermærket;  KM  1717;  GM  1;  Løven  (Juli). 
Tilh.  Murermester  Frohne. 

c)  Spiseske  med  1720  under  Mestermærket;  KM  1721;  GM  i;  Vægten 
(September).  Har  tilh.  f  Kammerherre  Nægier. 


Ikke  faksimileret. 


De  kjøbenhavnske  Guldsmedes  Mærker  fra  Tiden  før  Aaret  1800. 


167 


74* 


F  G 

1 761 


DIONIS  WILLATZEN  var  Mester  før  1682. 

a)  Bæger,  hvorpaa  er  graveret  Mesterens  og  hans  Hustru  Cathrina  Lauritzens 
Navne  og  Aarstal  1682  samt  et  andet  kronet,  utydeligt  Mærke,  Nr.  70. 
Tilh.  Konsul  Ivaas  i  Helsingør. 

b)  Ske ;  foruden  Mestermærket  findes  her  et  kronet  NE  i  Monogram,  der 
synes  at  afvige  fra  Mærke  Nr.  70;  se  Nr.  89.  Tilh.  Slotsforvalter,  Kap¬ 
tajn  Hammelev,  Frederiksborg. 

FREDERIK  EKSTRøM;  7/5  1790—  1812;  kom  fra  Stockholm;  boede  i 
Vmgaardsstræde. 

Thedaase;  KM  1797;  GM  4;  Stenbukken  (December).  Tilh.  Antikvar  Sa- 
lomon. 

CHRISTOPHER  FABRITIUS,  Juvelerer;  8/4  1737;  Guardejn  fra  1749  til 
sin  f  1787;  født  i  Kjøbenhavn;  boede  i  Vimm  el  skaftet. 

Sauceskaal  med  1762  under  Mestermærket;  KM  1726;  GM  1;  Jomfruen 
(August);  er  formodentlig  allerede  udført  i  Faderens  Tid;  se  følgende 
Mester.  Tilh.  Antikvar  C.  L.  Petersen. 

FRIDERICH  FABRITIUS;  12/u  1708;  Oldermand  1735—1741;  Stads' 
hauptmand  1741;  født  i  Kjøbenhavn;  boede  paa  Kjøbmagergade. 

Guldbæger  med  1719  under  Mestermærket;  GM  2  |_puc|.  Tilh.  Samlingen 
paa  Rosenborg. 

Af  hans  ikke  signerede  Arbejder  kan  nævnes  Dronning  Sofie  Magdalenes 

Krone,  udført  1731.  Afbildet  i  »Tidsskrift  for  Kunstindustri«  1891  S.  8. 

Opbevares  i  Regaliesamlingen  paa  Rosenborg. 

FRIDERICH  GIOBER;  7/7  1732;  født  i  Kjøbenhavn. 

Lavsskilt.  Tilh.  de  kjøbenhavnske  Hustømreres  Mesterlav. 

FRIDERICH  KURZ  blev  Kongens  Guldsmed  27/.t  1679. 

Bæger  med  graveret  Aarstal  1684.  Tilh.  det  kunstindustrielle  Museum  i 
Kristiania. 


FERDINAND  KUBLICH,  almindelig  kaldet  Ferdinandus  Guldsmed ;  Kon¬ 
gens  Guldsmed  1670;  var  i  Live  10/5  1686;  omtales  som  f  22/4  1687; 
Enken  drev  Værkstedet  endnu  i  1703;  født  i  Tyskland;  boede  paa 
Østergade. 

Æske  med  i68t  under  Mestermærket;  KM  1690;  GM  1;  se  Titelvignetten. 
Tilh.  Dansk  Folkemuseum. 

Af  større,  ikke  signerede  Arbejder  af  denne  Mester  kan  nævnes  de  tre 
Løver  fra  1670  paa  Rosenborg,  Beslaget  paa  Prins  Kristian  Vilhelms  Kiste 
i  Roskilde  Domkirke  og  Arbejdet  sammen  med  de  Moor  og  Kohlmann  paa 
Bronceornamenterne  til  Kong  Frederik  den  Tredies  og  Dronning  Sofie 
Amalies  Sarkofager  s.  St.  Se  Nr.  64  og  132. 


GOTFRED  BOLCH,  Sølvsmed;  7/10  1702. 

a)  Æske  til  Hostien  med  1698  under  Mestermærket;  KM  1700;  GM  1; 
Vægten  (September).  Skænket  til  Jersie  Kirkes  Alter  af  H.  W.  Kaalund, 
Højesteretsassessor,  f  1734. 


22* 


*  Ikke  faksimileret. 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


1 68 


82*  G:  TB 


86*  H  G  B 

1759 


b)  Spiseske;  KM  1703;  GM  1;  Fisken  (Februar).  Har  tilh.  f  Kammerherre 
Nægier. 

c)  Døbefad  med  1  704  under  Mestermærket.  1  ilh.  Holmens  Kirke. 

GABRIEL  BROCKMULLER  var  Kongens  Guldsmed  paa  Frederiksborg 
før  1592 — 1605. 

a)  Æske  til  Hostien,  mærket  med  Kong  Frederik  den  Andens  kronede 
Navnetræk.  Tilh.  Frederiksborgs  Kirke. 

b)  »Af holdsbægeret«  med  graveret  Aarstal  1600,  forfærdiget  for  Bøder  givne 
i  Væddemaal  mellem  Kong  Kristian  den  Fjerde  og  fire  Adelsmænd.  Tilh. 
Samlingen  paa  Rosenborg. 

Skaal;  KM  1653;  GM  1;  Krebsen  (Juni).  Tilh.  Hr.  Langgaard  i  Kristiania. 

GABRIEL  HASS  blev  Mester  1656;  nævnes  som  fattig  1677;  boede  i 
Skindergade. 

Æske.  Tilh.  Excellencen  Greve  O.  S.  Danneskiold-Samsøe. 

GIERT  HASS;  ®/12  1745—1779;  født  i  Kjøbenhavn;  boede  i  Laksegade. 

a)  Armstager;  KM  1764;  GM  3;  Fisken  (Februar).  Tilh.  Lensgreve  Moltke- 
Bregentved. 

b)  Saltkar;  KM  1766;  GM  3.  Tilh.  det  kongelige  Sølvkammer. 

Lavsskilt;  skænket  til  de  kjøbenhavnske  Blytækkersvendes  Velkomst  1 755* 
Tilh.  Dansk  Folkemuseum. 

Lysestage;  KM  1765;  GM  3;  Løven  (Juli).  Har  tilh.  f  Kammerherre 
Nægier. 

Bakke;  KM  1753;  GM  3;  Fisken  (Februar).  Har  tilh.  f  Kammerherre 
Nægier. 

HANS  ANDREAS  MØLLER,  Juvelerer;  ls/„  1752;  f  1  773!  født  i  Flens¬ 
borg;  boede  paa  Gammelmønt. 

Hovedvandsæg;  KM  1720;  GM  1.  Under  Mestermærket  staar  175*  og 
dette  er  altsaa  slaaet  over  ældre  Mærker. 

HANS  GRØNBECK,  Sølvsmed;  var  Mester  1742. 

a)  Lavsskilt.  Tilh.  de  kjøbenhavnske  Glarmesteres  Svendelav. 

b)  Tang  med  1  759  under  Mestermærket.  Tilh.  Etatsraad  Blom. 

JØRGEN  HANSEN  blev  Mester  1631;  Oldermand  1651  — 1654;  f  før 
1 656. 

Pokal;  KM  1648;  skænket  1652  af  syv  danske  Adelsmænd  til  St.  Knuds 
Gilde  i  Malmø;  opbevares  der. 


*  Ikke  faksimileret. 


De  kjøbenhavnske  Guldsmedes  Mærker  fra  Tiden  før  Aaret  1800. 


I  69 


HENDRICH  JENSEN,  Sølvsmed;  13;'s  1731  — 1755;  født  i  Kolding ;  boede 
i  Løvstræde. 

a)  Lavsskilt.  Tilh.  de  kjøbenhavnske  Hjul-  og  Karetmageres  Svendelav. 

b)  Hovedvandsæg ;  KM  1747.  Tilh.  Dansk  Folkemuseum. 

Et  andet  Mærke,  Nr.  89,  som  findes  paa  dette  Stykke,  er  endnu  ufor¬ 
klaret.  Det  forekommer  ogsaa  paa  et  Bæger  af  samme  Mester,  som  til¬ 
hører  Slotsforvalter,  Kaptajn  Hammelev,  Frederiksborg.  Se  Nr.  6g  og  70. 
Tilh.  Fru  Verdier. 


90 


HANS  KRINAPFEL,  kongelig  Drabant  og  Guldsmed;* **  1596 — 1597. 

Kalk  og  Disk  med  graveret  Aarstal  paa  Disken  1601.  Tilh.  Kirken  i 
Kristiansstad. 


HENDRICH  LANGEMACH  (?)  var  Mester  i  Haderslev  1634,  i  Nykjøbing 
paa  Falster  1651,  i  Kjøbenhavn  1653  og  kaldtes  dengang  »hans  fyrstelige 
Naades  Guldsmed«. 

Bæger  med  Kirstine  Lodvigsdatter  Munks  Navn  og  Vaaben.  Afbildet  i 
Nyrops:  »Dansk  Guldsmedekunst«  S.  44.  Det  andet  Mærke  HM  er  ikke 
forklaret.  Tilh.  Samlingen  paa  Rosenborg. 


92  fTfpTi  HANS  MUNDTBERG,  Juvelerer;  9/n  1 738 — 1757;  født  paa  Sjæland; 
boede  paa  Østergade. 

Lavssldlt,  skænket  til  Velkomsten  1739.  Tilhører  de  kjøbenhavnske  Glar- 
mesteres  Svendelav. 


Hovedvandsæg;  KM  1699;  GM  1.  Tilh.  Grosserer  Sundt  i  Bergen. 


HANS  NIELSEN  var  Mester  før  1700  — 1710;  boede  i  Violstræde. 

a)  Spiseske  med  1703  under  Mestermærket;  KM  1700;  GM  1;  Vædderen 
(Marts).  Tilh.  Vekselmægler  Lorck. 

b)  Skrivetøj  med  Aarstal  1700  under  Mestermærket;  senere  er  paasat  en 
Guldplade  med  Kong  Kristian  den  Sjettes  emaillerede  Navnetræk.  Tilh. 
det  kongelige  Sølvkammer. 

O  O 

c)  Alterkande  med  1703  under  Mestermærket;  KM  1707;  GM  1;  Løven 
(Juli).  Tilh.  Tornby  Kirke  paa  Amager. 

d)  Lavsbæger  med  1703  under  Mestermærket;  KM  1704;  Vandmanden  (Ja¬ 
nuar).  Afbildet  i  Tidsskrift  for  Kunstindustri  for  1889  S.  182.  Tilh.  de 
kjøbenhavnske  Bageres  Svendelav.  —  Dansk  Folkemuseum. 


HOB  HERMAN  BORNHOF  var  Mester  1  725;  boede  paa  Kjøbmagergade  —  eller 
33  HERMAN  BONNER;  G/10  1723. 

Lavsskilt,  skænket  til  Velkomsten  1733.  Tilh.  de  kjøbenhavnske  Hjul-  og 
Karetmageres  Svendelav.  —  Dansk  Folkemuseum. 


*  At  I.ivdrabanter  tillige  dreve  Kunsthaandværk ,  var  ikke  saa  sjældent  i  hine  Dage.  Man  finder 
endog  meget  fremragende  blandt  dem.  Livdrabant  og  « Guardepfeifer«  Gabriel  Krammer  var  Kunst¬ 
snedker  og  udgav  1610  i  Koln  sin  » Architectura«. 

**  Ikke  faksimileret. 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


HENDRICH  REINECKE  var  Mester  1701  — 1731;  boede  i  Løvstræde. 

a)  Alterkande  med  1704  under  Mestermærket;  KM  1704;  paa  Kanden  er 
graveret  Hans  Svendsen  1694.  Tilh.  Holmens  Kirke. 

b)  Velkomst  med  1715  under  Mestermærket;  KM  1715;  GM  1.  Tilh.  de 
kjøbenhavnske  Glarmesteres  Svendelav. 

c)  Bæger  med  1722  under  Mestermærket;  KM  1723;  GM  1;  Tvillingerne 
(Maj).  Tilh.  Frøknerne  C.  og  R.  Salomonsen. 

HANS  ANDREAS  TOLBERG;  17/10  1785  —  1798;  født  i  Nestved;  boede 
ved  Stranden. 

Hovedvandsæg;  KM  1786;  GM  3 ;  Jomfruen  (August).  Tilh.  Antikvar  C. 
L.  Petersen. 

JOHAN  GEORG  HODRICH;  27/9  1760;  f  1783;  født  i  Jylland;  boede 
paa  Østergade. 

a)  Sukkerbøsse  med  1769  under  Mestermærket;  KM  1769.  Tilh.  det  konge¬ 
lige  Sølvkammer. 

b)  Velkomst  med  1775  under  Mestermærket;  KM  1775.  Tilh.  de  kjøben¬ 
havnske  Mureres  Svendelav.  —  Dansk  Folkemuseum. 

c)  Bidsel;  KM  1778;  Tvillingerne  (Maj).  Har  tilh.  Kong  Kristian  den 
Syvende;  findes  nu  paa  det  kongelige  »Geschirrkammer«. 

JACOB  HENDRICH  HONE ;  7/s  1748—1755;  født  i  Kjøbenhavn;  boede 
i  Frederiksberggade. 

a)  Velkomst;  KM  1753;  GM  3.  Tilh.  de  kjøbenhavnske  Klejnsmedes 
Svendelav.  —  Dansk  Folkemuseum. 

b)  Lavsskilt  med  1748  under  Mestermærket;  KM  1753.  Tilh.  de  kjøben¬ 
havnske  Glarmesteres  Svendelav. 

JACOB  KITZEROU  blev  Mester  1655;  f  1674;  boede  paa  Kjøbmagergade. 

a)  To  Bægere;  KM  1662.  Tilh.  det  kejserlige  Skatkammer  i  Moskwa  (Oru- 
shanaja  Palata).  Se  »Tidsskrift  for  Kunstindustri«  1891  S.  36. 

b)  Spiseske;  KM  1663.  (  Tilh.  Museet  for  nordiske 

c)  Spiseske,  funden  i  Nykirke  Sogn  ved  Vejle.  {  Oldsager. 

d)  Bæger;  KM  1667.  Tilh.  forhenværende  Herredsfoged  Hansen. 

e)  Spiseske ;  KM  1667;  opgravet  paa  Kjøbenhavns  Jernbanes  Grund. 

f)  Spiseske,  funden  sammen  med  en  Samling  Sølvsager  i  Sneptrup  Præste- 
gaardsskov  ved  Skanderborg;  se  Nr.  196  b.  Tilh.  Museet  for  nordiske 
Oldsager. 

JOHAN  ANTON  METZGEN ;  8/s  1773;  +  1783;  født  paa  Fyen. 

Hovedvandsæg.  Tilh.  Dansk  Folkemuseum. 


Mindre  Meddelelser. 


171 


Mindre  Meddelelser. 


Det  danske  Kunstindustrimuseum  har  den  15 
Oktober  fra  Exekutorerne  for  den  nordiske  Udstilling 
i  Kjøbenhavn  1888,  Hs.  Exe.  Lensgreve  C.  F.  Dan- 
neskiold-Samsøe  og  Ilof-Juveler  C.  Mic\elsen  faaet 
udbetalt  33,827  Kr.  39  Øre.  Udstillingens  Over¬ 
skud  er  opgjort  til  49,396  Kr.  96  Øre,  og  heraf  er 
efter  et  tidligere  vedtaget  Forhold  det  ovennævnte 
Beløb  Industriens  Andel,  medens  det  kgl.  Landhus¬ 
holdningsselskab  som  Landbrugets  Andel  har  faaet 
udbetalt  15,569  Kr.  57  Øre. 

Prædikestolen  i  Træden  Kirke,  2 '/4  Mil  nord¬ 
vest  for  Horsens,  er  i  Sommer  bleven  restavreret 
af  Billedhugger  V.  Fjeldskov ,  som  derom  har  afgivet 
en  i  Ministerialtidende  i  September  i  Aar  trykt  Be¬ 
retning.  Den  bestaar  af  to  Marmorplader,  prydede 
med  Ornamenter  og  Basrelieffer  af  de  fire  Evange¬ 
lister,  og  muligvis  ere  de  et  norditaliensk  Renæs¬ 
sancearbejde,  der  tilfældigt  er  blevet  anvendt  her; 
de  ere  komne  til  Træden  Kirke  fra  et  nedbrudt 
Kapel  paa  Herregaarden  Vaabensholm.  De  ere 
afbildede  i  Illustr.  Tid.  for  den  11  Oktober  d.  A. 

Det  er  fornøjeligt  at  se  en  faglig  Forening  ud¬ 
give  en  saadan  Bog  som  den  for  nylig  afsluttede 
»Vejledning  i  praktisk  Typografi  for  yngre  Sættere« 
af  Emil  Sørensen.  »Ny  typografisk  Forening«,  der 
staar  som  Forlægger,  har  Ære  af  den,  og  der  er 
ingen  Tvivl  om,  at  den  vil  gjøre  Nytte  ogsaa  i 
Henseende  til  Udviklingen  af  Smag  og  Skjønheds- 
sans  hos  de  opvoxende  Sættere.  Forfatteren  akeen- 
tuerer  med  Rette,  at  en  dygtig  Sætter  skal  kjendes 
derpaa,  at  han  forstaar  at  tumle  med  det  egentlige 
Sættemateriale,  Typerne,  saaledes  at  der  kommer 
noget  Smukt  ud  deraf.  Ilan  ser  med  Beundring  op 
til  Renæssancens  gamle  Mestere  i  Bogtrykkerkunsten, 
og  overfor  de  tyske  Skriftstøberes  Syndflod  af 
»kunstneriske  og  stilfulde  Ornamenter«  stiller  han 
sig  afgjort  tvivlende,  ligesom  han  et  Sted  taler  med 
nogen  Foragt  om  »denne  ægte  tyske  Regel«, 
d.  v.  s.  enhver  Regel,  der  teoretisk  set  lyder  for¬ 
træffelig,  men  som  bogstaveligt  fulgt  fremkalder  et 
uskjønt  Resultat  og  kvæler  enhver  fri  Bevægelse. 
Bogen  er  gjennemgaaende  præget  af  en  vis  frisk 
Selvstændighed. 

R.  Mejborg:  »Om  Bygningsskikke  i  Slesvig. 
Et  illustreret  Foredrag«  er  en  tiltalende  Indledning 
til  det  betydelige  Værk  af  samme  Forfatter,  som  er 
ved  at  udkomme,  nemlig  »Nordiske  Bøndergaarde 
i  det  16de,  17de  og  18de  Aarhundrede«  i  3  Bind 
(I,  Slesvig;  II,  Danmark;  III,  Norge  og  Sverige). 
Foredraget,  der  er  rigt  udstyret,  omhandler  navnlig 


Gavlprydelser  (Husbrande),  Brugen  af  Tapper  iste- 
denfor  Dørhængsler,  runde  Udhuse  samt  en  Række 
forskjellige  Grundplaner.  Det  vækker  Lyst  til  at 
blive  nøjere  bekjendt  med  det  større  Værk,  hvortil 
Forfatterens  alt  i  1888  udgivne  »Gamle  danske 
Hjem«  staar  som  et  smukt  Forstudie. 

Vestlandske  Kunstindustrimuseum  i  Bergen  har 
udgivet  sin  paa  Generalforsamlingen  den  1  Okto¬ 
ber  fremlagte  Aarsberetning.  Efter  den  har  Mu¬ 
seet  i  det  forløbne  Aar  haft  en  Indtægt  af  5000 
Kr.  som  Bidrag  fra  Staten,  4000  Kr.  fra  Bergens 
Samlag  og  1000  Kr.  fra  Bergens  Sparebank.  Det 
har  udgivet  en  Katalog  over  sit  Bibliotek  og  en 
Fører  gjennem  sine  Samlinger  (s.  ovfr.  S.  39  og  62) 
og  foranstaltet  4  Udstillinger  af  sine  Mønsterblade; 
desuden  har  der  to  Gange  været  udstillet  en  Række 
Tæpper  i  det.  Det  har  modtaget  Gaver  og  Til¬ 
sendelser  fra  ikke  mindre  end  108  Personer.  I  det 
forløbne  Aar  er  det  væsentlig  blevet  benyttet  af 
Kvinder,  der  øve  huslig  Kunstflid,  og  af  Forskjellige, 
der  ønskede  Vejledning  med  Hensyn  til  Gjenstande, 
de  agtede  at  anskaffe.  Det  har  i  det  Flele  været 
besøgt  af  c.  4000  Personer. 

Samfundet  for  Nordiska  Museet  i  Stockholm 
har  ved  sin  Sekretær  Dr.  Artur  Hazelius  udsendt 
sin  Aarsberetning  for  1889.  Aarets  Indtægter  have 
været:  Statstilskud  16,000  Kr.,  Bidrag  fra  Samfundet 
selv  9,330  Kr.,  Gaver  4,470  Kr.,  Entrée  for  Besøg 
i  Museet  4,450  Kr.,  Tilskud  fra  et  Lotteri  6,590 
Kr.  og  andre  Indtægter  2000  Kr.,  i  Alt  42,840  Kr., 
men  Udgiften  har  været  56,740  Kr.,  saaledes  at 
Museets  Gjæld  atter  i  dette  Aar  er  bleven  forøget. 
Den  udgjorde  ved  Aarets  Slutning  103,280  Kr.  Til 
Opførelse  af  den  ny  Museumsbygning  paa  Lejon¬ 
sletten  raadede  Museet  over  404,175  Kr.  i  særlige 
Fonds.  Som  sædvanlig  indledes  Aarsberetningen 
af  en  Del  smaa  illustrerede  Afhandlinger,  denne 
Gang  navnlig  om  Sæder  og  Skikke,  Folketro  o.  s.  v. 
i  forskjellige  Egne  af  Sverige. 

C.  M.  Philbert,  der  i  sin  Tid  har  været  ansat 
i  det  herværende  franske  Konsulat,  har  (efter  Nat. 
Tid.)  i  det  i  Paris  udkommende  Musikblad  Le  Monde 
musical  udførlig  omtalt  det  paa  Omgangen  over 
Alteret  i  Frederiksborg  Slotskirke  anbragte  Orgel. 
Det  bærer  det  danske  og  brandenburgske  Vaaben 
og  er  muligvis  en  Gave  fra  Markgreven  af  Bran- 
denburg  til  hans  Svigersøn  Kristian  IV.  Det  er 
udført  i  Begyndelsen  af  det  17  Aarhundrede  af  den 
tyske  Orgelbygger  Esaias  Comfenius  og  omtales 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


I  72 


kort  af  F.  F.  Friis  i  hans  Samlinger  til  dansk 
Bygnings-  og  Kunsthistorie  (S.  239). 


Nybygning  til  Industrimuseet  i  Niirnberg.  Udgiften 
ved  dets  Opførelse  er  anslaaet  til  t  Million  Mark. 


Om  Sir  Philip  Cunliffe  Owen,  der  staar  i  Spid¬ 
sen  for  det  store  South  Kensington  Museum  i  Lon¬ 
don,  meddeler  Juli  Heftet  af  The  Art  Journal  nogle 
biografiske  Oplysninger  som  Ramme  om  hans  Por¬ 
træt.  Det  ses  heraf,  at  han  er  født  i  1  82S  og  op¬ 
rindelig  var  bestemt  for  Søen.  Da  hans  Helbred 
ikke  var  stærkt  nok  hertil,  fik  han  tidlig  Ansættelse 
i  det  Art  Departement,  som  Udstillingen  i  London 
185 1  gav  Anledning  til,  og  avancerede  nu  efter- 
haanden,  til  han  i  1882  blev  dets  ledende  Direktør. 


En  af  Johann  Nikolaus  Vincent  (i.  1785,  f  1865I 
skabt  kunstindustriel  Samling  eT  fornylig  (i  Sep¬ 
tember)  kommen  under  Avktionshammeren  i  Kon- 
stanz,  hvor  den  havde  hjemme.  Dens  bedste  Ind 
hold  var  en  af  ikke  mindre  end  550  Stykker  be- 
staaende  Glasmaleri-Samling,  der  navnlig  skrev  sig 
fra  Schweiz,  og  der  udtales  i  Kunstgewerbebl.  nogen 
Forundring  over,  at  den  ikke  søgtes  erhvervet  en 
bloc  til  det  nye  Nationalmuseum  i  Schweiz.  Kunst¬ 
gewerbebl.  gjengiver  nogle  af  Malerierne. 


I  Mitteil.  des  oesterreich.  Museums  omtaler  Jacob 
Falke  den  i  Sommer  i  Prag  afholdte  bøhmiske  Ju¬ 
bilæums-Udstilling.  Han  nævner  heri  de  bøhmiske 
Fagskolers  Udstilling  som  særlig  lærerig,  fordi  den 
var  godt  ordnet  og  fuldstændig.  Han  oplyser,  at 
Undervisningen  i  samtlige  disse  Skoler  følger  den 
fra  det  østerrigske  Museums  Skole  i  Wien  udgaaede  j 
Parole  i  Henseende  til  Forbilleder  og  Plan,  hvad 
der  giver  dem  »ein  einheitliches  und  zielbewusstes 
Wirken«.  Man  faar  imidlertid  Indtryk  af,  at  denne 
Fordel  dækker  over  en  stor  Mangel.  Ti  han  siger: 
»Was  man  an  der  ktlnstlerischen  Art  der  P'ach- 
schulen  nicht  findet,  aber  auch  nicht  vermisst (!), 
das  ist  irgend  ein  specifischer  Charakter,  den  man 
bohmisch  nennen  konnte.« 

Das  Schumacher -Flandwer k  in  seiner  Entwicke- 
lung  af  Friherre  Gustav  von  Flotow  er  ifjor  ud¬ 
kommet  i  Miinchen  som  F'estskrift  i  Anledning  af 
det  Mtinchner  Skomagcrlavs  600-aarige  Jubilæum. 
Det  er  udstyret  med  en  Række  Textbilleder  og 
ledsages  af  4  Tavler  med  134  Afbildninger  af  for- 
skjelligt  F'odtøj. 

Vifteudstillingen  i  Karlsruhe ,  der  forestodes  af 
Badens  Kunstindustriforening,  delte  sig  i  en  ny  Af¬ 
deling  og  en  historisk  Afdeling.  I  den  første  deltog 
ikke  mindre  end  171  Udstillere,  Kunstnere  og  Kunst-  ! 
industrielle,  der  konkurrerede  til  de  udsatte  Præ¬ 
mier,  og  der  udtales  ikke  ringe  Girede  over,  hvad  j 
der  her  er  præsteret.  Det  var  nemlig  denne  den 
første  tyske  Vifteudstillings  Maal  at  gjøre  sit  til  et 
Opsving  i  den  tyske  Vifteindustri.  Den  historiske 
Afdeling  var  rig  og  interessant  og  indeholdt  bl.  A.  1 
ogsaa  en  Række  mærkeligt  formede  primitive  Vif¬ 
ter  fra  Tunis,  Zanzibar,  Indien,  Kina  o.  s.  v.  F'lere 
af  disse  ere  afbildede  i  Kunstgewerbeblatt  og  i  Platter 
f.  Kunstgevoerbe.  Udstillingen  lukkedes  den  20  Sep¬ 
tember. 

Bayerische  Gewerbezeitung  bringer  i  Nr.  17-19 
Overslag  og  Tegninger  vedrørende  en  projekteret  | 


Den  17  Juli  har  Municipalraadet  i  Paris  ind¬ 
budt  til  Konkurrence  vedrørende  den  dekorative 
Udstyrelse  af  den  store  Spisesal  i  Flotel  de  Ville. 
Kun  franske  Kunstnere  kunne  deltage  i  Konkur¬ 
rencen,  der  fordrer  Skitser  i  ’/10.  Den,  der  sejrer 
i  Konkurrencen,  faar  Bestillingen,  der  betales  med 
49.000  Frcs.;  som  2den  og  3dje  Præmie  udbetales 
3500  F'rcs.  og  2500  Frcs.  Der  er  i  Alt  til  Flotel 
de  villes  Udsmykning  bevilget  2,500,000  Frcs. 

L'  Union  centrale  des  arts  décoratifs  har  udsendt 
Programmerne  for  to  Konkurrencer,  den  ene  gaar 
ud  paa  at  fremkalde  et  smukt,  forholdsvis  billigt 
Spisestuemøblement,  og  den  anden  paa  at  skabe 
smukke  elektriske  Glødelamper.  Det  er  priselige 
Opgaver,  og  den  vedrørende  Møblementet,  der  ikke 
maa  koste  over  2500  Frcs.,  voxer  i  Interesse  der¬ 
ved,  at  den  bl.  A.  udtaler,  at  enhver  Løsning  af 
Opgaven,  der  fremtræder  som  uselvstændig  Efter¬ 
ligning  af  en  kjendt  Stilart,  ikke  vil  komme  i  Be¬ 
tragtning.  Ved  begge  Opgaverne  vil  man  frem¬ 
kalde  originale  Former,  prægede  af  de  paagjældende 
Kunstneres  Personlighed. 

Etudes  sur  l’orføvrerie  frangaise  au  XVIIle  siede 
Les  Germains,  orfevres-sculpteurs  du  roy,  par  Ger- 
main  Bapst  er  Titlen  paa  et  i  Aar  i  Paris  (hos 
Kouam)  udkommet  Værk,  der  giver  ypperlige  Op¬ 
lysninger  om  Guldsmedefamilien  Germain ,  der  blom¬ 
strede  i  flere  Generationer.  Pierre  Germain  (f. 
1645,  t  •684),  Ihotnas  Germain  (f.  1673,  f  1748) 
og  Frangois  Thomas  Germain  (f.  1726,  f  1 79 1 )  ere 
de  berømteste.  Samtidigt  med  de  to  sidste  virkede 
en  Pierre  Germain  (f.  1716,  f  1783)  ogsaa  som 

Guldsmed  i  Paris;  han  tilhørte  imidlertid  en  anden 
Familie. 

La  chronique  des  arts  for  5  September  med¬ 
deler,  at  der  i  Louvre  er  bleven  indrettet  et  lille 
Museum  udelukkende  for  arkitektoniske  Tegninger. 
Det  er  endnu  kun  i  sin  Begyndelse,  men  tæller  alle¬ 
rede  fortrinlige  Ting  af  Brunelleschi,  Giovanni-Pa- 
ola  Panini,  Percier ,  Viollei-le-  Duc  o.  s.  v. 


Konstslojden  på  Goteborgsutstallningen  189!. 


173 


Fig.  214.  Silfverkista,  skulpterad  i  ek  af  J.  Mårlenson. 


Konstslojden  på  Goteborgsutstallningen  1891. 

Af  G.  J:son  Karlin. 


Det  år  långesedan  någon  industriutstållning  jåmforlig  med  den  nu  afslutade  Gote- 
borgsutstållningen  holls  inom  Sverige.  Ja  det  har  kanske,  om  man  frånser  tidsrelationen, 
Stockholmsutstållningen  1866  ej  ens  undantagen,  icke  forut  gifvits  en  så  pass  samlad  bild 
af  hvad  svensk  industri  måktar.  Och  dock  foretedde  åfven  årets  utstållning  allt  for  rnånga 
luckor  for  att  få  galla  som  ett  fullt  adeqvat  uttryck  for  den  svenska  industriens  ståndpunkt. 

Det  år  nu  ej  i  det  fallet  ett  fel  hos  utstållningen,  att  den  hållit  mindre  ån  den 
lofvat;  den  har  tvårt  om  gifvit  ej  så  litet  mera.  Felet,  om  det  nu  får  betralctas  som  ett 
sådant,  ligger  snarare  just  håri.  Utstållningen  var  beråknad  endast  for  vestra  Sverige  men 
svållde  efter  hånd  och  upptog  från  anclra  hall  den  ene  yrkesmannen,  den  ena  verkstaden, 
den  ena  firman  efter  den  andra  utan  att  dock,  genom  det  halft  privata  sått  på  hvilket 
dessa  kommo  med,  få  en  verkligt  universell  landspregel;  den  ovisshet  och  osåkerhet, 
huruvida  man  kunde  komma  eller  icke  som  så  långe  rådde,  innan  till  slut  alla  slussar 
oppnades,  gjorde  att  många  af  de  mest  framstående  etablisementen,  som  eljest  skulle 
utstållt,  ej  i  tid  vidtogo  de  forberedelser,  som  ett  framgångsrikt  deltagancle  kråfde  och 
på  den  grund  måste  hålla  sig  tilbaka.  Att  detta  missforhallande  sårskildt  skulle  gå  ut 
ofver  konstindustrien,  som  ju  i  regel  icke  kan  taga  sina  aister  direkt  från  hyllan,  år  gifvet. 
Den  i  sista  stund  af  Stockholms  dekorationsforening  arrangerede  kollektiv  utstållningen 
sokte  visserligen  i  sin  mån,  hvad  hufvudstaden  vidkommer,  afhjelpa  detta,  utan  att  dock, 
huru  goda  arbeten  den  också  presterade,  fullt  lyckas,  vare  sig  man  faster  sig  vid  anord¬ 
ningarne  eller  utstållningens  rikhaltighet. 


174 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


Ett  allcleles  sårskildt  bevis  på  .hvarthån  ovissheten  kunde  leda  låmnar  Handarbetets 
varmer  s  for  ofrigt  fortråffliga  exposition.  Hår  var  det  visserligen  icke  bristande  forbe¬ 
redelser,  som  gjorde,  at  man  holl  sig  undan  eller  råttare  arrangerade  sig  på  egen  hånd 
anslutande  sig  till  den  af  sållskapet  Gnistan  på  teckniska  skolan  anordnade  sårskilda  ut- 
stållningen  af  aldre  konstslojd.  Men  man  hade  hår,  for  att  i  alla  fali  få  vara  med,  redan 
engagerat  sig  så  fast,  att  man,  når  dorren  till  industriutstållningen  åndtligen  slogs  upp, 
måste,  om  också  med  kanske  svidande  hjerta,  stanna  dår  man  var. 

Jag  har  ej  med  det  sagda  velat  uttrycka  något  klander  mot  de  ledande,  endast 
framstålla  en  forklaring  af  ett  faktum,  grundadt  dåri,  att  omståndigheterna  hår  som  så  ofta 
blifvit  den  ursprungliga  planen  ofvermåktiga,  en  plan  som  mojligen  lidit  af  en,  hvad  ut- 
stållningens  lyckliga  ekonomiska  utfall  också  bestyrker,  vål  långt  drifven  forsigtighed 

En  allmån  blick  på  byggnadskomplexen,  med  hånsyn  till  hvilken  också  den  ur¬ 
sprungliga  planen  efter  hånd  fick  genomgå  åtskilliga  foråndringar,  visar  åfven  den,  att 
utstållningen  blef  något  annat  och  mera  ån  afsedt  var,  något  som ,  då  terrången  for 
densamma  ej  samtidigt  kunde  vidgas,  i  viss  mån  måste  inverka  ofordelaktigt  pa  de  en- 
skilda  utstållningspaviljonerna  genom  det  allt  for  knappa  utrymme,  som  kom  att  tillmåtas  dem. 
Hvad  sjelfva  hufvudbyggnaden  angår,  gick  den  oaktadt  all  erkånnansvård  duktighet  icke, 
ej  ens  relativt  sedt,  upp  mot  hufvudhallen  på  Kjobenhavnsutstållningen  1888.  Den  flykt 
och  djerfhet,  det  ståtliga  inre  perspektiv,  som  dår  så  måktigt  tilltalade  alla  och  redan 
från  borjan  ståmde  den  besokande  gynsamt  for  hela  utstållningen,  voro  ej  hår  til  finnandes. 
Goteborgsexpositionen  måste  så  att  såga  stegvis  tillkåmpa  sig  det  erkånnande  —  com¬ 
paraison  sans  comparaison  —  som  i  Kopenhamn  vanns  med  et  enda  slag.  Af  de  mindre 
byggnaderna  på  utstållningsplatsen  fortjena  i  synnerhet  Prippska  olpaviljongen  samt  Gemla 
villan  at  ihågkommas,  den  senare  i  en  från  den  snart  stereotypa  modernnorska  formen 
lyckligt  afvikande  romaniserad  stil  med  vål  afvågda  former,  ornamentsniderie  .och  fårger. 
Till  upphofsman  hade  den  stadsarkitekten  i  Vexio  A.  E.  Johansson,  under  det  att  ritningen 
till  Pripps  ståndigt  belågrade  olpaviljon  var  utford  af  arkitekten  Enders  i  Goteborg. 

Från  tråarkitekturen  till  ofriga  konstarbeten  med  tråt  som  material  år  steget  kort 
nog  och,  hvad  Goteborgsutstållningen  angår,  lika  kort  dårifrån  —  icke  dårfor  att  møbel¬ 
industri  och  tråskulptur  saknades,  tvårtom,  och  ej  heller  dårfor  att  hvad  som  fanns,  genom- 
snittligt  var  sårnre,  ån  hvad  man  i  allmånhet  brukar  få  se  på  utstållninger ,  men  då  man 
nu  en  gång  sett  allt  det  dår  forut  i  en  oåndlig  reproduktionsfoljd,  alltid  detsamma,  alltid 
lika  fritt  från  ursprunglighet,  endast  skiljande  sig  genom  en  storre  eller  mindre  virtuositet  i 
utforandet,  må  det  forlåtas,  om  man  till  sist  forlorar  intresset  for  dessa  matsals-,  biblioteks- 
och  sångkammarsinteriorer,  som  alla  kunna  examineras  efter  forstå  båsta  kompendium  i 
konstindustriens  historia  allt  under  ordningarne  »fornnordisk«  stil  —  ett  mycket  tånjbart 
begrepp  —  tysk,  fransk  och  italiensk  renåssans,  style  Louis  XIV,  XV  och  XVI  och  hvad 
de  nu  for  ofrigt  alla  heta  och  kalias.  Nå  ja,  det  år  nu  icke  blott  snickare  och  tråsnidare 
som  hår  borde  slå  sig  for  sitt  brost  och  borja  ropa  ett  pater  peccavi;  våra  andra  konstslojdare 
kunde  med  få  undantag  gerna  gora  såliskap  och  åfven  for  den  stora  bildade  allmånheten 
med  sin  fina  kånsla  for  stilrenhet  skulle  litet  såck  och  aska  vara  vålgorande.  Det  år  nu 
for  ofrigt  icke  blott  en  abstrakt  stilrenhet  det  år  också  dess  motsats  en  otymplig  stilvidrighet, 
den  fulla  frånvaron  af  sundt  fornuft, som  fortfarande  kraftigt  tyclces  tilltala  det  kopande 
publikum.  Det  skulle  eljest  vara  svårt  att  till  exempel  forklara  de  hundratals  lappar  med 
såid,  som  i  våldiga  festoner  utgående  från  ett  vidunder  till  larnpa  i  Gusums  utstållning  af 
messingsarbeten,  klångde  sig  kring  fabrikens  ofriga  osalda  delvis  verkligt  goda  aister. 
Lampan  i  fråga  bestod  af  fem  klot,  två  storre  och  tre  mindre.  Det  ena  af  de  storre  en 
jordglob  af  glas  utgjorde  kupan;  de  ofriga  samtliga  af  blank  polerad  messing  bildade 
foten,  —  men  hvilken  fot.  Hvar  gång  jag  gick  forbi,  kastade  jag  en  ångslig  blick  dit  for 


Konstslojden  på  Goteborgsutstallningen  1S91. 


175 


att  se,  om  ej  något  af  småkloten  glidit 
undan  och  lampan  foljaktligen  låge  i  kras. 

Att  samma  pinsamma  kånsla,  just  skulle 
vara  den  stora  allmånna  dragnings¬ 
kraften,  kunde  jag  dock  icke  ana, 
forr  ån  jag  en  dag  horde  en  dam 
yttra  til  sin  kavaljer  och  man:  »det  år 
rent  otåckt  at  se  på  den  dår  lampan, 
man  vet  ej  hvilket  ogonblick  den  skall 
falla  omkuli  —  den  få  vi  åndtligen  kopa«  ; 
och  de  kopta  den,  och  hundra  andra  gjorde 
detsamma,  och  Skandinavien,  Tyskland, 

England  och  Frankrike  voro  representerade 
i  de  dinglande  små  fin  de  siecle  lapparne. 

Samma  smakabnormitet  forklarar,  att  de 
sorglustiga  reproduktioner  i  fajans  och  ma- 
jolika  efter  Venetianska  flygelglas,  elfen- 
benskannor  och  silfverskrin,  Rorstrands 
porslinsfabrik  lemnat,  både  funno  beun- 
drare  och  kopare.  Hvad  for  ofrigt  den 
våldiga  Rorstrandsutstållningen  betråffer  var 
den  mer  ån  någon  ett  tråd  på  godt  och 
ondt,  ej  minst  som  en  fix  exponent  på 
det  eklektiska  grunddraget  i  tidens  konst- 
slojd.  Det  finnes  icke  det  land  och  den 
tid,  hvars  keramiska  verksamhet  ej  hår 
gick  igen.  Meisen  och  Sévres,  Strassburg 
och  Marieberg,  Rodos  och  Japan,  Limoges 
och  Alhambra  for  att  nu  ej  tala  om  fabri¬ 
kens  egen  halfgamla  eller  kanske  råttare 

från  Wiener  fabriken  upptagna  specialitet  i  fina  perspektiva  landskap,  genre-  och  portrått- 
målningar,  et  keramiskt  orneringssått  som  dock  dess  båttre  såvål  hår  som  på  syster- 
fabriken  Gustafsberg  borjat  maka  åt  sig'. 

En  fråga,  på  hvilken  man  emellertid  forgåfves  bland  dessa  praktfulla  ugnar,  fon- 
tåner,  jåttevaser,  dekorationsfat  och  serviser  sokte  svaret  var :  hvart  syftar  fabriken,  i  hvad 
riktning  gå  dess  tendenser,  hvilka  nya  uppslag  har  den  mottagit  eller  gifvit?  tDess  kapi¬ 
talstyrka  och  traditioner  beråttiga  till  framstållandet  af  en  sådan  fråga;  det  år  ej  nog 
att  hårpå  svara  att  man  såljer,  frågan  gålier  åfven  hvad  man  såljer. 

Den  reformation  inom  keramiken,  som  de  friska  fiåktarna  fran  det  fjerran  Ostern 
framkallat  inom  vår  veridsdel  och  hvilken  i  Skandinavien  redan  slagit  igenom  vid  de 
danska  fabrikerna,  har  ånnu  i  det  nårmaste  lemnet  Rorstrand  oberort;  ty  det  år  sanner- 
ligen  foga  vunnet  med  att  blott  kopiera  Kina  och  Japan;  det  gålier  att  tillegna  sig 


aa°o  /.c  Az- 

Fig.  215.  Mohrisk  fontan  i  majolika  (Rorstrand). 


1.  Bland  mera  anmårkningsvårda  och  hvad  tecknisk  duktighet  och  fårgbehandling  angar  monstergilla 
arbeten  vill  jag  sårskildt  framhafva  arkitekten  H.  Hdrlins  statliga  mohriska  fontan  (hig.  215),  sald 
till  kafe  Bauer  i  Berlin,  fatet  (Fig.  216)  i  Limoges  stil  med  Christina  Gylleustiernas  bild,  ugn  i  ro¬ 
manisk  stil,  i  rococo  och  renasans,  den  senare  dekorerad  med  Vasaportrått-vapen  och  emblem  i  kraf¬ 
tiga  emaljfarger  samt  framfor  annat  en  bordservis  med  en  jernn  djupbla  rand  och  i  denna  etsade 
arabesker  i  guli. 


23* 


Tidsskrift  for  Kunstindustri, 


I  76 


sjelfva  den  dekorativa  andan  och  det  oppna  kånsliga  natursinnet,  som  icke  lefva  på  skap- 
mat,  eller  yfvas  ofver  de  lagran,  som  vunnos  for  15  och  20  år  sedan. 

Jåmford  med  Rorstrands  ntstållning  låg  Gustaf sbergs  hvad  glans  och  pralet  betråffar 
ej  obetvdligt  under;  och  dock  vånde  man,  sedan  man  for  långesedan  trottnat  vid  den 
forras  rikedom  och  mångfald,  gång  på  gang  tillbaka  till  den  senare.  Det  var  visst 
icke  allt  som  dårvid  fångslade  intresset;  cless  vårre  stod  åfven  hår  det  mesta  pa  samma 
allmånna  konstnivå  med  Rorstrandsarbetena  och  hvad  det  rent  teckniska  betråffar  delvis 
lågre,  men  man  upptåckte  hår  och  dår,  anspråkslost  doljande  sig  bland  mera  »utståll- 
ningsmåssiga«  bravournummer,  en  och  annan  verkligt  frisk  och  urspunglig  sak,  och  pa 
den  fann  man  alltid  namnet  Helmer  Aslund  —  fabrikens  nye  ritare  samt  uppgiften  att 


Fig.  216.  Dekorationsfat  i  Limoges  stil  (Rorstrand). 


arbetet  illustrerade  ett  af  fabrikens  forste  forsok  med  underglasyrmålning  i  flera  fårger. 
Dessa  voro  kanske  icke  alltid  så  vål  smålta  och  foremålens  form  och  ornering  kunde 
också  i  ett  par  fall  ståmt  båttre  samman,  ån  de  gjorde,  men  duktiga  voro  arbetena  i 
alla  fall ;  med  kånslig  blick  och  kånslig  hånd  var  naturen  uppfattad  och  dekorativt  återgifven. 
Se  på  medfoljande  planch  t.  ex.  denna  delikata  »fiskvasen«  med  sitt  friska  vattenlif,  som 
ror  sig  icke  in  i  utan  på  vasens  yta,  sitt  hoga  perspektiv,  sina  vågor  och  sin  sol  med  de 
flammande  strålarne,  som  låter  den  våldiga  forgrundsgåddans  pansarskrud  skimra  i  perl- 
moglans;  eller  detta  kåppståll,  for  hvilket  tistein  stått  dekorativ  modeil,  eller  fatet  med  sin 
englabild  innesluten  af  en  natthimmel  ofver  ett  nordiskt  landskap.  Man  kan  icke  annat 
ån  lyckonslta  Gustafsberg  till  sitt  genombrott  och  Herr  Åslund  till  sin  debut.  Det  ligga 
framtidsloften  i  båda. 


Dekorative  Gjenstande  fra  Gustaf sberg  malede  i  Underglasurfarver  af  H.  Aslund. 


Konslslojden  på  Goteborgsutslållningen  l8gi. 


T  77 


Bland  ofriga  keramiska  aister  på  utstållningen  fortjena  ytterligare  froken  //.  Holcks 
fint  och  kan  s  ligt  målade  majolikor  och  rococoservis  samt  Hogands  enkla  men  såvål  hvad 
form  sorn  glasyr  betråffar,  verkningsfulla  vaser  att  ihågkommas. 

I  samband  hårmed  må  också  nåmnes  tvenne  stuckatorer  i  Goteborg  A.  Violli  samt  A. 
Bellio  både  på  ett  ganska  fortjenstfullt  sått  i  sitt  adoptiva  fosterland  uppråtthållande  traditio- 
nerna  af  sitt  hemlands  konst.  Sårskildt  tilltalande  voro  Bellios  arbeten  i  sgrafitlo  och 
slucco  smalto.  Minnesbergs  och  Borringes  ornamentstegel,  den  huggna  och  slipade  graniten 
från  Kuligrens  enka  i  Uddevalla  samt  skånska  cement gjuleriets  storartade  utstållning  vill  jag 
endast  i  forbigående  nåmna  såsom  tangerande  ramen  for  denna  uppsats. 

En  af  de  konstindustrigrenar,  som  på  Goteborgs  utstållningen  tilldrog  sig  for- 
nåmsta  uppmårksamheten  genom  att  hålla  sig  borta,  var  glastillverkningen.  Det  enda  af 
de  många  svenska  glasbrulc  for  tillverkning  af  servis-  och  prydnadsglas  som  hår  låt  se 
sina  aister  var  det  åfven  från  Kopenhamnsexpositionen  bekanta  Edabrukct,  med  en  liten 
men  ganske  god  samling  af  kristallglas ,  slipade  pokaler  m.  m.  Dåremot  upptrådde 
tvenne  glasmålerianstalter,  den  ena  i  Stockholm  uppråttad  af  tvenne  tyska  f.  d.  porslins- 
målare  från  Rorstrand,  Neuman  och  Vogel,  den  andra  i  Goteborg  under  namnet  svenska 
glasmåleriaktiebolaget,  grundad  och  ledd  af  artisten  R.  Cal/mander.  Det  var  ej  utan  intresse 
att  gora  jåmforelser  mellan  de  båda.  Om  också  Goteborgsverkstaden  i  det  hela  sedt  låg 
afgjordt  ofver  såvål  hvad  komposition  som  fargverkan  betråffar  och  enligt  hvad  det  på- 
stods  åfven  hållbarhet,  år  det  såkert,  att  i  de  nygotisk a  kyrkor,  som  for  nårvaranda 
våxa  som  svampar  ur  den  svenska  jorden,  de  Callmanderska  lefnadslustiga  gentelmånnen 
oaktadt  sin  medeltidsforklådnad  och  de  gotiska  hvalfbågarne  under  hvilka  de  vandra  passa 
såmre  ån  Neumans  och  Vogels  stereotypa,  seriosa  medeltidstyska  apostlar  och  profeter. 
Bland  de  fortråffliga  arbeten,  Herr  Callmander  for  ofrigt  presterade,  representerande  andra 
stilperioder  vill  jag  sårskildt  framhålla  en  pråktig  Guido  Remsk  Madonna  samt  Rafaels 
Bolognesiska  Cicilia,  bågge  i  friska  fantasirika  infattningar,  samt  några  synnerligen  till¬ 
talande  japaniserande  kabinetsstycken. 

Från  den  keramiska  och  vitråra  utflykten  samt  rekognoseringarne  på  angrånsande 
områden  återgå  vi  till  møbelindustri  och  tråskulptur.  Under  reservation  mot  det  alltformycket 
reproduktiva,  vill  jag  dårvid  framhålla  Svenssons  &■  so?is'  i  Malmo,  såvål  hvad  omfång  som  smak- 
fullt  arrangement  angå,  betydande  utstållning,  omfattande  trenne  vål  kombinerade  rums- 
interiorer,  for  hvilkas  dekorering  en  hel  rad  andra  konstslojdare  såvål  inom  som  utom  landet 
dessutom  lemnat  bidrag  — ;  det  som  bland  dessa  sårskildt  våckte  uppmårksamhet  var  de  låckra 
keramiska  arbetena  från  det  konglige  porcellainsf abrik  i  Kjobenhavn.  Det  år  specielt  den 
italienska  renåsansen  som  Herrarne  Svensson  dyrka.  Hvad  soliditet  och  tecknisk  duktighet 
betråffar  tyckas  deras  arbeten  lemna  foga  ofrigt  att  onska  och  en  och  annan  sak  gick  till 
och  med  icke  så  litet  långre  visande  ett  lyckligt  bemodande  att  låta  de  dekorativa  och 
praktiska  krafven  famma  och  tåcka  hvarandra. 

Men  alla  de  andra  mobeltillverkarne  ?  Jag  vill  ej  trotta  med  en  half  sida  namn. 
Med  tvenne  bildskårare  må  vi  emellertid  gora  sårskild  bekantskap,  båda  representerande 
det  båsta  utstållningen  hade  att  bjuda  på,  den  ene  genom  ofverlågsen  rutin  den  andre  genom 
en  med  tecknisk  duktighet  paracl  originalitet,  friskhet  och  kompositionsfortnåga,  som  gora  hans 
arbeten  till  en  verkligt  vederqvickande  oas  i  enformighetens  orken.  Den  forre  den  gamle  låraren 
vid  teckniska  skolan  i  Stockholm,  bildhuggaren  Narpin  upptrådde  med  en  rococomobel,  vitt- 
nande  om  en  lika  kånslig  knifforing  som  okånsligt  sinne  for  rococons  verkliga  anda,  en  nåstan 
retsam  regelbundenhet,  som  endast  delvis  dåldes  af  den  eleganta  detaljbehandlingen.  Den 
andre  år  en  ånnu,  for  tvenne  år  sedan  okånd,  inom  den  konstart,  till  hvilken  han  nu  gått 
ofver,  sjelflård  man,  dekorationsmålaren  J.  Mårtenson  från  Helsingborg.  Bifogade  teckning 
Fig.  214.  af  en  i  ek  skulpterad  silfverkista  torde  vara  våltalig  nog.  Vi  mota  hår  en 


1 78 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


lconseqvent  genomford  tanke.  Det  år  den  gatnla  sågen  om  hogarne  som  stå  på  stdttor 
vid  juletid  som  legat  til  grund  for  kompositionen.  Draken  på  hogens  topp,  drakarne 
som  uppbåra  stbttorna,  ormarne  som  kringslingra  dem,  och  de  genom  den  bortfallna 
jorden  blottade  seenerna  ur  lifvet  i  bogen  —  (hår  Vaulunder sagan)  —  allt  ingående  på 
ett  måttfullt,  åndamålet  och  de  konstruktiva  krafven,  fullt  tillfredsstållande  sått.  Utford  for 
Kulturhistoriska  Foreningens  i  Lund  lotteri  ger  den  såvål  genom  sin  komposition  som  den 
kraftiga  och  såkra  knifforingen  ett  af  de  basta  loften  for  framtiden,  på  samma  gång  den 
år  ett  talande  bevis  for  nodvåndigheten  af  att  återforena  kompositoren  och  yrkesmannen 
i  samma  person,  om  konstslojclen  en  gång’skall  komma  sig  upp  igen  ur  det  famlandets 
och  andefattighetens  tråsk,  i  hvilket  den  med  sitt  ståndiga  reproducerande  och  kopierande 
arbetat  sig  allt  djupare  ned.  Ånnu  ett  par  arbeten  af  samme  man,  ett  nipperskrin  i 
pårontrå  samt  ett  urfodral  i  ek,  burna  af  samma  ursprunglighet  —  och  hvad  sårskildt  det 
forrå  angår  utfordt  med  en  tecknisk  finess,  till  hvilken  man  ej  ofta  ser  motstycke, 
tilldrogo  sig  allmån  uppmårksamhet  och  funno,  hvad  båttre  var  också  kopare  —  från 
andra  sidan  Atlanterhafvet. 

Dekorationsforeningens  utstållning,  dår  bland  andra  tråarbeten  åfven  den  Ner- 
pinska  rnobel  var  till  finnandes,  egde  i  ett  panel,  af  Fru  Hedlund  fodd  Scholander  deko- 
reradt  i  imiterad  intarsia,  sin  fornåmsta  atraktion  på  detta  område,  for  så  vida  det  nu  icke 
nårmast  borde  råknas  in  under  dekorationsmåleriet.  Fyllningarna  visade  varierande  frarn- 
stålningar  af  godt  och  ondt  på  ett  ofverdådigt  lustigt  sått  uppfattadt  och  återgifvet. 

Det  behbfver  knappast  nåmnas  att  hår  liksom  på  andra  utstållningar  den  tids- 
sjukdom,  som  vi  skulle  kunna  lcalla  —  tråkarfvomani  och  som  sårskildt  bland  unga 
flickor  våljer  sina  offer,  visade  sina  mer  eller  mindre  sorgliga  frukter,  om  den  också  icke 
kunde  anses  upptråda,  under  sin  mest  ondartade  form.  Det  år  for  ofrigt  rent  af  forvå- 
nande  hvad  vår  tid  presterar  i  denna  våg,  allt  under  det  garnla  goda  skydsnamnet  forn- 
nordiskt.  Om  nu  dessa  arbeten  beskedligt  hollo  sig  hemma  eller  endast  framtrådde  som 
vånskaps-  och  kårleksuttryck,  lika  visst  som  korsstygnsbroderierna  gjorde  det  i  mors  och 
mormors  tid,  vore  intet  att  såga ,  men  utstållas  skola  de,  beundras  skola  de  och  forstå 
pris  skola  de  ha,  om  det  finnes  ett  uns  råttvisa  till.  Att  det  bland  de  massor  tråsnide- 
rier  af  detta  slag,  som  trångdes  om  utrymmet  liufvudsakligen  på  galleriet,  fanns  ganska 
forsvarliga  saker,  sårskildt  inom  Froknerna  A.  Giobels  och  U.  Gewalts  kollektioner,  vill  jag 
villigt  medgifva ;  det  fanns  till  och  med  ett  och  annat  verkligt  godt  arbete  såsom  Froken 
Alice  Nordins  garnitur  af  dryckeskannor  och  prydnadsfat  i  kombineracl  rund-  och  platt- 
skårnjng  samt  polykrom  glodritning. 

Med  elden  som  verktyg  for  tråarbetet,  dårvid  som  varnancle  exempel  uppstållande 
den  moderna  pyrotypien  med  sitt  konstdodande  schabloneri,  gå  vi  ofver  till  det  material, 
vid  hvars  bearbetande  den  alltid  varit  och  vål  också  forblir  en  hufvudfaktor,  metallen. 

Metallen  har  ju  af  ålder  indtagit  en  framstående  for  att  icke  såga  dominerande 
plats  inom  den  svenska  industrien  och  i  ett  metallernas  land  som  Sverige  år  detta  ju 
icke  underligt.  Att  det  emellertid  genom  denna  industrigren  sådan  den  utvecklat  sig 
under  århundraden  hittills  gått  ett  tåmligen  kårft  grunddrag,  som  haft  litet  eller  intet  att 
gora  med  konsten  och  dess  skiftande  afskuggningar,  år  såkert.  De  något  enformiga 
»sånger  i  pansar«,  våra  metaller  sjungit,  hafva  emellertid  på  sista  tiden  borjat  blandas 
upp  med  vekare  toner.  Vårt  koppar  och  vårt  jern  hafva  fått  åfven  andra  beståmmelser 
ån  till  patronhylsor,  kanoner,  kulor  och  ångbåtar,  och  åfven  dår  jernet  framtråder  under 
så  allvarliga  former  som  i  Uddeholms  utstållning,  hade  dessa  dock  slutit  sig  samman  till 
ett  verkligt  dekorativt  måsterstyck,  den  kanske  noblaste  och  smakfullaste  montern  på 
hela  utstållningen,  en  stålig  renåsansportal,  dår  hvarje  detalj  utgjorde  på  samma  gång  ett 
beaktansvårdt  utstållningsforemål  och  ett  konstruktivt  nodvåndigt  moment  i  det  hela. 


Konstslojden  på  Goteborgsutstallningen  1891. 


179 


Af  direkta  konstsmiden  hade  uttstållningen  att  uppvisa  bland  annat  en  gotiserande 
kandelaber,  ljuskronor,  samt  portar  af  Andersson  och  Sjoberg  i  Goteborg  efter  ritning  af 
Herr  R.  Callmander  och  Hj.  Cornilsen ,  fotstållning  och  beslag  till  en  kassakista  ån  ytter- 
ligare  dekorerad  med  ståletsningar  af  B.  Beskow,  det  senare  liksom  kandelabern  verkligen 
eller  atminstone  relativt  gocla  arbeten,  —  vi  åro  cless  båttre  eller  dess  vårre  icke  forvånde 
på  detta  område.  Det  år  emellertid  en  glådje  kunna  konstatera,  att,  då  det  for  tio 
år  sedan  —  jag  ofverdrifver  icke  —  ej  fans  en  enda  smed  inom  landet,  som  kunde  gora 
ett  ordentligt  dekorativt  byggnadssmide,  det  på  de  sista  åren  i  samband  med  de  storre 
estetiska  kraf  som  sårskildt,  inom  hufvudstaden  och  Goteborg  gjort  sig  gållande  vid 
nybyggen,  vuxit  upp  en  hel  rad  af  ganska  duglige  yrkesmån,  bland  hvilka  sårskildt  J. 
P t  //erson  i  Stockholm,  hår  dess  vårre  lysande  med  sin  frånvaro,  år  vård  at  nåmnas. 

Sialsmidet  och  den  i  samband  mec!  detta  vid  Eskilstuna  uppvuxna  ståletsningen 
hade  på  utstållningen  flere  framstående  representanter,  bland  hvilka  Hj.  Norrs/rdm ,  nu 


Fig.  217.  Lock  till  dryckeskanna,  ciseleradt  af  C.  Laurin  (juvelerare  Hallberg,  Stockholm). 


bosatt  i  Stockholm,  intog  det  afgjort  fråmsta  rummet.  I  honom  mota  vi  åter  konstnåren 
och  yrkesmannen  forenade.  Det  år  rent  af  forvånande  hvad  Norrstrom  med  sin  radernål, 
sina  syror  och  olika  anlopningar  kan  få  det  obåndiga  materialet  att  gifva  ifrån  sig.  Bland 
hans  i  dekorationsforeningen  exponerade  arbeten  intogo  tvenne  praktvaser  en  skold  och 
ett  juvelskrin  hedersrummen.  Åfven  de  båda  konkurrenterne,  Beskow  och  Nyzel,  håfdade 
sin  plats  som  skicklige  etsare. 

Kopparn,  bronsen  och  messingen  tittade  fram  litet  hvarstådes  på  utstållningen, 
polerad  eller  occiderad  i  gjuten  eller  drifven  form.  Gusum  har  jag  redan  nåmt;  Meyerska 
konstgjuteriet  i  Stockholm  forsvarade  vål  sin  plats  vid  sidan  af  detta,  och  bland  drifvare  och 
ciselorer  med  dessa  material  som  underlag  intog  den  åfven  från  Kjobenhavnsutstållningen 
vål  kånde  Sv.  Bengison  från  Lund  en  afgjordt  framstående  plats,  en  plats  som  han  såker- 
ligen  åfven  under  svårare  konkurrens  och  inom  land,  dår  denna  konstgren  står  hogre  ån 
den  g5r  hos  oss,  skulle  liåfdat  med  arbeten  sådana  som  den  hår  utstålda  karaktaristiska 


i8o 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


portråttmedaljongen  af  Carl  X  och  ett  par  duktiga  hogdrifna  messingslampetter,  må  hånda 
något  for  kraftiga  for  att  riktigt  representera  Bouchers  och  Vatteaus  veka  stil;  men 
Bengtson  år  åfven  han  en  yrkesman  af  det  gamla  slaget,  »hvilkens  hånder«,  som  ett 
skånskt  ordspråk  såger,  »g5ra  hvad  hans  hufvud  tånker«  och  rococotankar  ligga  nu 
engang  icke  riktigt  for  det  sanima. 


Fig.  218.  Vaggtacke,  aplikationsbroderi  från  Handarbetats  vånntr. 


En  metall,  hvars  stjerna  under  de  sista  decennierna  allt  niera  gått  i  ofortjent 
nedan  år  tennet.  Då  vid  århundradets  borjan  landet  egde  mer  ån  hundra  tenngjutare  eger 
det  i  nårvarande  stund  endast  tre.  Men  en  af  desse  J.  Santesson  i  Stockholm,  kånd 
åfven  i  Danmark,  hor  till  de  konstslojdare  som  med  ett  mer  ån  vanligt  hångifvet  och  fram- 
gångsrikt  arbete  i  sitt  yrke  ej  blott  uppråtthållit  utan  hojt  dess  traditioner.  Han  kunde 


Konstslojden  på  Goteborgsutstallningen  1891. 


l8l 


dårfor  också  vara  beråttigad  att,  visande  på 
sin  vackra  utstållning  af  praktkannor,  pokaler 
och  kandelabrar,  klaga  ofver  en  endast  half 
seger,  då  ingen  fans  att  tåfla  med. 

Som  aristokratien  inom  metallarbetet  får 
val  arbetet  i  guld  och  silfver  betraktas, 
åfven  om  Ystads  grofsmeder  i  sirt  skrå  af 
1 496  forldarat  att  deras  yrke  ocli  embete 
tir  det  vdrdigs/e  embete  af  lekmiin  i  veriden, 
tv  ur  smcdernas  led  aro  uigångne  paf  var  och  kar¬ 
dinaler  —  —  af  sme¬ 
der  dro  vordne  hej- 
sar e  och  konungar. 

Men  aristokratien 
år  ju  lika  litet  och 
kanske  mindre  an 
profanum  vulgus  fri¬ 
tagen  fran  degenera¬ 
tion,  och  såsom  en 
mycket  degenererad 
aristokrati  var  det 
guldsmed  skon  sten, 
trots  sitt  braskande, 
pomposa  yttre  upp- 
trådde  i  Goteborg. 

Tarflig  gravyr,  pres- 
sade  och  galvano- 
plastiska,  schablone- 
rade  och  ofverlåstade 
tyskerier  från  monter 
till  monter,  och  fanns 
detnågot  som  dugde, 
var  dess  rått  att  upp- 
tråda  på  en  svensk 
utstållning  mer  ån 
tvifvelaktig.  Englom- 
skans  sloja  ofver  elån¬ 
det  och  en  forhoppning  att  af  denna  måtte 
bli  en  puppa,  ur  hvilken  mojligen  en  ny 
fj åril  med  annorlunda  och  båttre  formade 
och  fårgade  vingar  en  gång  kan  utveckla 
sig.  Sådana  voro  de  mildaste  tankar  och 
omdomme  som  kunde  tånkas  och  fållas  un¬ 
der  utstållningens  forstå  tid,  tilis  en  vacker 
dag  midt  bland  allt  butikskram  en  ny  utstål- 
lare  satte  upp  sin  monter,  Juveleran  J.  fan¬ 
son  (Firman  Hallberg)  Stockholm.  Var  någon 
fortjent  af  sin  guldmedalj  i  forhållande  till 


de  belbningar 


som  tillfållo 


det  han.  Det  låg  en  kraft,  en  såkerhet  och 
en  kånsla  i  dessa  ciselerade  bågare,  pokaler, 
kannor  och  kåppkryckor,  så  vidt  skiljande  sig 
från  hvad  man  vant  sig  att  finna  hos  våra  andra 
guldsmeder  att  arbetenas  svenska  ursprung  * 
till  en  borjan  till  ocli  med  ej  ansågs  bojdt 
ofver  alla  tvifvel.  Det  drojde  emellertid 
icke  lange  forrån  deras  hembordsrått  var 
till  fullo  bevisad  och  dårmed  också  Herr 
Jansons  oc.h  hans  skickliga  medarbetares,  i 

fråmsta  rummet  Herr 
Laurin  och  Froken 
Mijcklin,  hvilka  lårt 
sin  konst,  den  forre 
i  Newyork,  den  se- 
nare  i  Briissel  och 
Hamburg,  heders¬ 
pi  ats  på  utstållningen 
gifven.  Två  arbeten, 
eskulappokalen,  mot 
hvilken  man  clock 
mojligen  skulle kunna 
anmårka  att  medal- 
jonbilderna  och  staf¬ 
etten  icke  fullt  ståm- 
raa  ofverens  med  po¬ 
kalens  gotiserande 
form  och  ornering  for 
ofrigt,  samt  kannan 
med  de  realistiska 
och  fullt  modernt 
hållna  bildrelieffer, 
af  hvilka  sårskildt 
den  vedkorande  bon¬ 
den  på  kannans  lock 
(s.  Fig.  217)  år  yp¬ 
perlig,  voro  båda 
utforda  som  hederspresenter  åt  något  lyde¬ 
ligt  medicinal-  och  kommerceråd,  om 

hvilkas  namn  jag  dock  dess  vårre  ej  kan 
upplysa.  Om  man  jåmfor  de  båda  arbetena 
sins  emellan  ocb  på  sarnma  gång  erinrar 

sig,  hvar  de  ofvan  nåmde  ciselorerna  utbil- 
dat'  sig  i  sin  konst,  skall  man  ej  långe  vara 
villrådig  hvilket  af  dem  representerar  Europa 
och  hvilket  Amerika.  Tillågger  jag  att  i 
dekorationsforeningen  utstålldes  en  fint  och 
korrekt  utford  presenterbricka  samt  några 
mindre  bågare  i  renåsans  och  rococo  af 


219.  Afdelingsskarm  i  hal f gobel  i  11 
af  Jacob  och  Tora  Kulle. 


24 


1 82 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


ciseloren  Scholdsirom  i  Stockholm  har  jag  d  arm  ed  ocksa  uttornt,  hvad  utstållningen  pa 
detta  område  hade  att  bjuda  på  af  något  storre  varde. 

Ånnu  återstår  att  kasta  en  blick  på  en  konstslojdgren,  som  mer  an  någon  har  en 
nationell  pregel ,  den  textila.  Den  år  redan  kånd  och  jag  tror  vålkånd  åfven  vestansunds 
och  den  har  såkerligen  icke  varit  titan  sin  betydelse  åfven  for  den  hemslojdsrorelse  som  hår 
utvecklat  sig.  Det  var  oåndliga  massor  arbeten  med  nal  och  våfstol,  båttre  och  såmre, 
dock  ofvervågande  det  forrå,  som  Goteborgsutstållningen  hade  att  forete.  Glådjande  var 
det  att  kunna  konstatera  de  kantiga  korsstygnsbroderiernas  fullståndiga  forsvinnande  under 
det  att  dåremot  de  konstsydda  taflorna  och  andre  konstmakerier  hår  som  i  Kjobenhavn 
både  funnos,  hade  sina  vid  prissåttningen  forbigångna  martyrer  och  sina  dårofver  indig- 
nerade  beundrare  eller  råttare  beundrarinnor. 


Fig.  220.  Ofverkast  i  gobelin  af  Bengta  Olsson ,  Bjerrod. 


Den  storsta  platsen  på  utstållningen  intog  Kulturhisi.  Foreningens  med  gulclmedalj 
belonade  kollektion  af  skånska  hemslojdsalster.  Dess  styrka  låg  sårskildt  i  haute-lisse- 
våfnader,  bland  hvilka  en  af  Bengta  Olsson  i  Bjerrod  våfd  under  Fig.  220  afbildad  silke¬ 
gobelin  obetingat  intog  forstå  platsen  och  clårmed  också  torde  få  anses  for  det  atminstone 
hvad  tecknisk  fårdighet  betråffar  yppersta  arbete  i  sitt  slag  som  i  Sverige  utforts  sedan 
Gustaf  III’s  dagar.  For  ofrigt  visade  sig  hår  som  vid  Kjobenhavnsutstållningen  samma 
principiella  skilnad  i  fårg  mellan  å  ena  sidan  Flandarbetets  vånner  å  andra  Kulturhist. 
Foreningens  och  Kulles  utstållningar,  hos  de  forrå  och  deras  efterfoljare  clou^a  eller  råttare 
imiteradt  utfållda  fårger,  hos  desenare  våxtfårgerna  i  den  rena,  kraftiga  och  åkta  form  vi 
åter  dess  båttre  ega  dem  genom  Herr  C,  0.  Borgs  soners  i  Lund  reformatoriska  verksam- 
het.  Hvad  som  just  år  och  måste  blifva  styrkan  hos  den  svenska  textilkonsten  år  dess 
nationella  pregel,  beteclcnad  af  en  på  samma  gang  kraftig  och  harmonisk  fårgverkan,  vid 


Konstsløjden  på  Goteborgsutstållningen  1891. 


183 


hvilken  ornamentiken  forst  kommer  i  andra  hånd;  det  år  dårfor  rått  egendomligt  att  se 
de  konseqvenser  ett  uppgifvande  af  fårgerna  måste  fora  till,  betråffande  de  under  århun- 
draden  lokaliserade  monsterna.  Den  framtråder  också  allt  tydligare  hos  Handarbeleis  van- 
tiet-,  en  gång  hufvudbårarne  af  den  nationella  våckelsen,  hvilka  nu  borjat  gifva  sig  in  på 
en  eklekticism,  som  ej  torde  vara  utan  sin  fara  just  genom  de  stora  kraf  den  ståller  på 
en  virtuositet  och  en  formbildning,  som  ej  långre  ega  det  stod,  lokala  traditioner  forlåna. 
Faran  ligger  just  dåri  att  den  naivitet  och  de  bizarrerier,  som  så  lått  dfverskylas  eller 
rent  af  råknas  som  en  fortjenst,  då  de  våxa  på  en  omedelbar  nationell  grund,  blifva  fel 
och  brister,  så  snart  de  om  också  aldrig  så  vål  forstuckna  visa  sig  på  den  stora  Euro- 
peiska  stilallmånningen.  Vi  behofva  endast  se  på  orientens  naiva,  gamla,  men  alltid 
nya  textilkonst  for  att  erhålla  et  giltigt  bevis  hårfor.  Aldrig  har  denna  sak  stått  så  klart 
for  mig,  som  då  jag  vid  ett  besok  under  sommaren  på  den  norska  landsutstållningen  i 


Fig.  22  1.  S  karm  i  plattsom  ( Selma  Giobel ,  Stockholm). 


Skien  hade  tilfålle  gora  nya  iakttagelser  på  området.  Hår  var  det  just  den  svenska  eller 
nårmare  beståmdt  den  skånska  fårg-  och  monsterskatten,  som  bildade  det  exotiska,  hog- 
kulturella  och  beunclrade  elementet.  Men  i  stållet  for  att  bli  glad,  som  man  ju  eljest  i 
regel  biir,  når  man  tråffar  gamla  vånner  och  landsmån  som  på  fråmmande  strand  fora 
landets  runor  med  den  åran,  stod  jag  nåstan  en  smula  skamsen  å  deras  vågnar;  half- 
messyren,  Jakobs  rosten  och  Esaus  hånderna,  som  hår  konstituerade  foreningen,  kommo 
dem  i  mina  ogon  att  ohjelpligen  sjunka  under  t.  ex.  Fru  Frida  Hansens  från  Stavanger 
ursprungliga,  naiva,  af  en  åkta  hembordsrått  burna  arbeten  i  gammal  norsk  stil. 

Från  den  norska  utflykten  tillbakavånclande  till  Goteborg  vill  jag  ån  ytterligare  bland 
mera  framstående  arbetare  på  det  textila  området  nåtnna  Anna  Almen  med  ett  par  duktiga 
Bohuslånska  dubbelvåfnader,  Gbieborgs  skola  for  hemslbjd,  Selma  Giobel  (Fig.  221)  och  Ellen 
Ahlberg  med  kollektioner  af  konstbroderier  samt  den  Lenningska  vafskolan  i  Norrkoping, 
hvilken  under  Ingenior  Wennerslr'oms  utmårkta  ledning  vunnit  en  betydelse  for  var  textila 

24* 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


I  84 


storindustri,  som  ej  kan  ofverskattas.  Frainfor  annat  tilldrog  sig  skolans  egyptiserande  arbel  en 
vålfortjent  uppmårksamhet  genom  fin  formgifning  och  god  fårgverkan.  I  ill  den  textila 
konsten  torde  vi  också  bora  råkna  tvenne  vackra  gobelinskartoner  af  Froken  Ingeborg 
Holck  i  Goteborg,  den  ena  med  medeltids  motiv  den  andra  i  Bouchers  lekande  eleganta  stil. 

Når  jag  så  nåmner  att  Sveriges  forste  bokbindare,  Beck  åf  Son  i  Stockholm  var 
representerad  med  nu  som  alltid  monstergilla  arbeten  i  låderplastik  och  -mosaik,  att  åfven 
en  annan  yngre  Stockholmsbokbindare  B.  Andersson,  båda  i  dekorationsforeningen,  expo- 
nerade  en  vacker  samling  handforgylda  band  samt  att  bland  den  mångd  mer  och  mindre 
lyckade  framstållare  af  gyllenlåder  arkitekten  Lmdberg  slog  lyckligt  igenom  med  tvenne  goda, 
hvad  fårgbehandlingen  betråffar,  utmårkta  stolofverdrag,  har  jag  intet  ytterligen  att  tillågga 
om  den  nu  afslutade  utstållningen  ån  de  ord  i  något  foråndrad  form  Fandrik  Stal 
anvånde  om  Lotta  Svård :  något  tålde  den  klandras,  men  mera  att  hedras  ånda. 


De  kjøbenhavnske  Guldsmedes  Mærker 

fra  Tiden  før  Aaret  1800. 

Af  Bernhard  Olsen. 

(Fortsat.) 


Mes  term  ær  ke  r. 

IB  JOHAN  BERG;  2 Via  1753 — 1782;  født  i  Kjøbenhavn;  boede  paa  GI. 
1763  Mønt. 

Lavsskilt.  Tilh.  de  kjøbenhavnske  Hustømreres  Mesterlav. 


JØRGEN  BLOCH,  Kongens  Guldsmed,  var  Mester  før  1676;  J  før  17°&\ 
boede  paa  Kjøbmagergade ;  se  Nr.  120  —  eller 
JllRGEN  BUROSZE;  blev  ll/G  >675  Dronning  Charlotte  Amalies  »Gold- 
schmied  und  Diener«  —  eller 
JOHAN  BAER ;  1680* **;  var  Mester  før  1685  —  eller 
JOHAN  JACOB  BOCKENHOFER;  7/5  1683;  f  1697;  fødtiPfalz;  boede 
i  Løvstræde  —  eller 

JOHAN  v.  d.  BECH;  8/s  1684;  se  Nr.  120. 

Lommeske.  Tilh.  Kunstflidsmuseet  i  Hamburg. 


JOCHUM  zum  BUSCH,  Juvelerer;  l3/6  1692 — 1694;  boede  i  Pilestræde. 
Krus.  Tilh.  Helligaands  Hospital  i  Aalborg. 


107 


JOHAN  CHRISTIAN,  Sølvsmed;  1752;  boede  i  Studiestræde. 

Lavsskilt,  skænket  til  Velkomsten  1788.  Tilh.  de  kjøbenhavnske  Kobbersmedes 
Svendelav.  —  Dansk  Folkemuseum. 


*  Ikke  faksimileret. 

**  Johan  Baer  lærte  i  Reval  i  Aarene  1659  —  1669.  1680  skaffede  han  sit  Lærebrev  derfra  formodentlig 

for  at  kunne  blive  Mester  i  Kjøbenhavn. 


De  kjøbenhavnske  Guldsmedes  Mærker  fra  Tiden  før  Aaret  1S00. 


18.5 


08*  I  CL  JONAS  CHRISTIAN  LIND;  5/fi  1758 — 177b;  født  i  Kjøbenbavn. 

Hovedvandsæg;  KM  1765;  GM  3;  Stenbukken  (December).  Tilh.  Antikvar 
C.  L.  Petersen. 


JENS  CHRISTENSEN;  23/2  1721  ;  f  1751;  hans  Enke  drev  Værkstedet 
til  1 753  J  født  i  Kjøbenbavn;  boede  i  Vimmelskaftet. 

a)  Skrivetøj;  KM  1727;  GM  1;  Vægten  (September).  Tilh.  det  kongelige 
Sølvkammer. 

b)  Daabskande  med  1729  under  Mestermærket;  KM  1728;  GM  1;  Skytten 
(November).  Tilh.  St.  Petri  tyske  Menighed. 

c)  Thedaase  med  1733  under  Mestermærket;  KM  1738;  GM  2;  Jomfruen 
(August).  Tilh.  Antikvar  Salomon. 

d)  Pengetavle  fra  St.  Petri  Kirke  med  1739  under  Mestermærket.  —  Dansk 
Folkemuseum. 

e)  Snusdaase;  KM  1750;  GM  3;  Vandmanden  (Januar).  Tilh.  Kunstin¬ 
dustrimuseet  i  Kristiania. 


JODOCUS  HENRICH  MUNTH ;  2  V2  1682;  f  før  1708;  boede  paa  Kjøb- 
magergade. 

Bæger;  KM  1687;  GM  1.  Har  tilh.  f  Kammerherre  Nægier. 


1 1 


CHRISTIAN  JØRGENSEN  WESTRUP  var  Mester  1785 —  1823;  boede 
paa  GI.  Mønt. 

Spiseske;  KAI  179°!  GM  3;  Skytten  (November).  Tilh.  Grosserer  Staus- 
holm. 


12*  IW  JUST  CHRISTENSEN  WINTHER;  10/t  1742-1772;  hans  Enke  drev 
Værkstedet  til  sin  f  1786;  født  i  Jylland;  boede  paa  Amagertorv. 
Lavsskilt,  skænket  til  Velkomsten  177 2.  Tilh.  de  kjøbenhavnske  Bageres 
Svendelav.  —  Dansk  Folkemuseum. 


ISRAEL  ERIKSEN  fik  kongelig  Bevilling  1668 — 1678;  boede  paa  Kjøb- 
magergade. 

Hankekande;  KM  1663.  Tilh.  Vinterpaladset  i  St.  Petersburg.  Meddelt 
af  Rosenberg:  Der  Goldschmiede  Merkzeichen  S.  398. 


JOHAN  GISLER  (GISLASON);  1  3/ !  1769;  t  1  777;  født  paa  Island; 
boede  i  Springgade. 


Saltkar.  Tilh.  Vekselmægler  Lorck. 


JOHAN  GEORG  LEIDNER;  %  1756—1785; 
i  Skindergade. 

Plovedvandsæg.  Tilh.  Dansk  Folkemuseum. 


født  i 


Kjøbenhavn ; 


boede 


*  Ikke  faksimileret. 


t  86 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


*  IH  JACOB  HOE  (HAUG  eller  HAU),  Juvelerer,  Stadskaptain ;  var  Mester 
før  1676 — 1717;  boede  i  Silkegade. 

Æske  til  Hostien.  Tilh.  Frederiksbergs  Kirke. 


i  iS 


JENS  JACOBSEN  HOFF  var  Mester  1717— 1751;  boede  i  Skindergade. 
Lavsskilt,  skænket  til  de  kjøbenhavnske  Blytækkersvendes  Velkomst  1751. 
Tilh.  Dansk  Folkemuseum. 


JOHAN  NICOLAI  HEBER;  3/9  1714;  fik  Understøttelse  i  1750;  født  i 
Rendsburg;  boede  i  Pilestræde.  Se  Nr.  125. 

Bæger  ;  GM  1  ;  Vædderen  (Marts).  Meddelt  i  Rosenbergs :  Der  Goldschmiede 
Merlczeichen  S.  399,  hvor  Mærket  er  tillagt  Jacob  Hoe  eller  Jacob  Ploff- 
nrann.  Tilh.  Excellencen  Greve  Paar  i  Rom. 


120 


JOHAN  v.  d.  BECH  eller  JØRGEN  BLOCH  (se  Nr.  105). 

Skomager  Lavsbæger  med  graveret  Aarstal  1699.  Tilh.  Dansk  Folkemuseum. 


JOACHIM  HENDRICH  DYSTERDIJK  fik  kongelig  Bevilling  2/i  1739  i 

Borgerskab  (i/o  1745—1766;  født  i  Mecklenburg;  boede  i  Skindergade. 
Lavsskilt,  skænket  til  Velkomsten  1757-  Tilh.  de  kjøbenhavnske  Hustøm¬ 
reres  Svendelav. 

JONAS  HENDRICH  JONASEN,  Sølvsmed;  23/3  175° — 1780;  født  i 
Kjøbenhavn;  boede  i  Pilestræde. 

a)  Skaal ;  KM  17 59  ;  GM  3;  Vædderen  (Marts).  (  Tilh.  det  hongelige 

b)  Tallerkener;  KM  1772;  GM  2 ;  Tvillingerne  (Mai),  f  Sølvkammer. 

c)  Sukkerskaal  med  1773  under  Mestermærket;  AM/  1773;  GM  3 ;  Løven 
(Juli).  Tilh.  Fru  Herskind  i  Aalborg. 

JOHAN  HENRICH  KEMMERER ;  23/4  1781  1823;  født  i  Helsingør. 

Lavsskilt,  skænket  til  Velkomsten  1785-  Tilh.  de  kjøbenhavnske  Bageres 
Svendelav.  —  Tilh.  Dansk  Folkemuseum. 


124 


125 


JOHAN  HENRICH  MEEL,  Sølvsmed;  10/u  1687—  eller 

JOHAN  HEINRICH  MUHL  var  Mester  før  1694;  1717  nævnes  han  som 

fattig;  boede  paa  Østergade. 

To  Vægspejle;  KM  1703;  GM  1.  Tilh.  Samlingen  paa  Rosenborg.  Der 
er  mest  Sandsynlighed  for,  at  Mærket  er  Muhls,  da  han  arbejdede  for 

Hoffet. 


Passer  til  JOHAN  NICOLAI  HEBER.  Se  Nr.  119. 
Geridon;  KM  1732.  Tilh.  Samlingen  paa  Rosenborg. 


126 


JOHAN  HENDRICH  ROSCHKE  var  Mester  i754~-1783- 

a)  Kaffekande;  KM  1755;  GM  3;  Vandmanden  (Januar).  Tilh.  General¬ 
konsulinde  Holmblad. 

b)  Hankeskaal ;  KM  1781;  GM  3;  Vædderen  (Marts).  Tilh.  Excellencen 
Greve  O.  S.  Danneskiold-Samsøe. 


*  Ikke  faksimileret. 


De  kjøbenliavnske  Guldsmedes  Mærker  fra  Tiden  før  Aaret  1800. 


187 


JOHAN  JØRGEN  BORRING,  Juvelerer;  19/12  1740 — 1754;  født  i  Kjø- 
benhavn ;  boede  i  Klosterstræde. 

Lavsskilt.  Tilh.  de  kjøbenhavnske  Nagelsmedes  Svendelav.  —  Dansk  Folke- 
museutn. 


JOHAN  JAGENREUTER;  3/c  1733 — 1769;  født  i  Kjøbenhavn;  boede  i 
Pilestræde. 

a)  Disk  med  1739  under  Mestermærket.  Tilh.  Gjerslev  Kirke. 

b)  Hovedvandsæg  med  1751  under  Mestermærket.  Tilh.  Grosserer  V. 
Friedlånder. 

c)  Themaskine ;  KM  1767;  GM  3.  Krebsen  (Juni).  Tilh.  Herr  Fearnley  i 
Kristiania. 


1 29*  II  S  JACOB  JENSEN  var  Mesier  1764;  boede  i  Møntergade. 

1 7^9  a)  Gafler;  KM\  GM  3  ;  Vædderen  (Marts).  Tilh.  Grosserer  Stausholm. 

b)  Sukkertang  med  1788  under  Mestermærket.  Tilh.  Vekselmægler  Lorck. 

c)  Punschøse  med  1789  under  Mestermærket;  KM  1796;  GM  3;  Skytten 
(November).  Tilh.  Kunstindustrimuseet  i  Bergen. 


1 30 


JOHAN  JACOB  SCHRADER,  Juvelerer  og  kongelig  Emaillemaler;  10/10 
1746;  understøttedes  af  Lavet  1777;  født  i  Kjøbenhavn  ;  boede  i  Silkegade. 

a)  Kaffekande;  KM  1768;  GM  3;  Vædderen  (Marts).  Tilh.  det  kongelige 
Sølvkammer. 

b)  Themaskine ;  KM  1769;  GM  3  ;  Vædderen  (Marts).  Afbildet  i  Nyrops: 
Dansk  Guldsmedekunst  Side  78.  Tilh.  Fru  Verdier. 

c) Daabskande  med  1775  under  Mestermærket;  KM  1775.  Tilh.  den  tysk¬ 
reformerte  Menighed  1  Kjøbenhavn. 


1 


JOHAN  JØRGEN  SCHOWERT,  Sølvsmed;  22/9  1738—1755;  født  paa 
Sjæland;  boede  i  Vognmagergade. 

a)  Bæger  med  indfattede  Gørtz’ske  Kobbermønter;  under  Mestermærket 
173*;  KM  1745;  GM  2;  Vandmanden  (Januar).  Sandsynligvis  er  Bæ¬ 
geret  dog  forfærdiget  i  Kong  Frederik  den  Fjerdes  Tid  og  Stemplerne 
senere  paasatte  i  Anledning  af  en  Reparation  eller  en  Vurdering**).  Tilh. 
Samlingen  paa  Rosenborg. 

b)  Velkomst  med  1738  under  Mestermærket;  KM  1738;  GM  2;  Fisken 
(Februar).  Afbildet  i  Tidsskrift  for  Kunstindustri  1889  S.  181.  Tilh.  de 
kjøbenhavnske  Bageres  Svendelav. 

c)  Kaffekande ;  KM  1748;  GM  2;  Vædderen  (Marts).  Tilh.  Fru  Verdier. 


132 


JOHAN  KOHLMANN;  Guardein  1668 — 1701;  boede  paa  Østergade. 
Alterstager;  KM  1697;  GM  1.  Tilh.  Vor  Frelsers  Kirke. 

Af  større  Arbejder,  som  denne  Mester  har  udført  ene  eller  sammen 


*  Ikke  faksimileret. 

**  Foruden  dette  Bæger  ejer  Samlingen  et  andet  lignende  (Se  Nr.  152  b).  Man  kalder  dem  almindeligt 
for  »Spottebægere«,  og  vist  med  Grund,  da  Hensigten  med  de  her  forfærdigede  var  at  haane  Sve¬ 
riges  daarlige  Møntvæsen  i  Kong  Karl  den  Tolvtes  og  hans  Minister  Gdrtz’s  Tid.  Der  tindes  dog 
ogsaa  Bægere  med  de  Gortz’ske  Kobbermønter,  som  ere  gjorte  til  hans  Ære.  Ilds.  kgl.  Højhed 
Kronprinsessen  ejer  et  svensk  Møntbæger  med  Indskrift:  C’est  toujours  mourir  en  bonne  compagnie 
quand  on  meurt  avec  Roi  et  Patrie. 


Tidsskrift  for  Kunstindustri, 


med  andre,  men  som  ikke  bære  hans  Mærke,  kunne  nævnes  Figurerne  paa 
Kongens  Trone,  afbildet  i  Dr.  Brocks  Rosenborg  S.  212,  Ornamenterne 
paa  Kong  Frederik  den  Tredies  og  Dronning  Sofie  Amalies  Sarkofager  i 
Roskilde  Domkirke,  der  ligesom  Figurerne  paa  Tronen  ere  udførte  i  Bronce, 
samt  muligvis  ogsaa  Prinsesse  Christiane  Charlottes  Kiste  i  Roskilde  Dom¬ 
kirke.  Se  Nr.  64  og  76. 

JURGEN  KURTZ,  Kongens  Guldsmed;  fik  kongelig  Bevilling  1697. 
Miniaturmonuraent ;  Kong  Christian  den  Femtes  Buste  paa  Piedestal.  I  ilh. 
Samlingen  paa  Rosenborg. 

JOHAN  KONGSBACH;  7762—7783;  født  i  Kjøbenhavn;  boede  i 

Møntergade. 

Lavsskilt,  skænket  til  de  kjøbenhavnske  Blytækkersvendes  Velkomst  1771. 
Tilb.  Dansk  Folkemuseum. 

SVEND  JENSEN  KLITGAARD  ;  4/i  2  t  752 — -T  764 ;  født  i  Kjøbenhavn; 
boede  i  Pilestræde. 

Kande;  KM 7766;  GM 3 ;  Løven  (Juli).  Tilh.  Skibsbygger  Dokke  i  Bergen. 

JENS  JENSEN  KLITGAARD;  8/.i  1709—7737;  født  i  Jylland. 

a)  Æske  til  Hostien  med  7709  under  Mestermærket;  KM  7773;  GM  7. 
Tilh.  Helligaands  Kirke. 

b)  Lysestager  med  1709  under  Mestermærket;  KM  7720;  GM  7;  Løvmi 
(Juli).  Tilh.  Antikvar  C.  L.  Petersen. 

c)  Spiseske;  KM  7775;  GM  7;  Stenbukken  (December).  Har  tilh.  t  Ram¬ 
merherre  Nægier. 

JØRGEN  LIND,  Sølvsmed;  fi/7  7740  -7755;  født  paa  Sjæland;  boede  i 
Lille  Kannikestræde. 

a)  Straffebøsse  med  7  740  under  Mestermærket.  Tilh.  de  kjøbenhavnske 
Guldsmedes  Mesterlav.  —  Dansk  Folkemuseum. 

b)  Saltkar  og  Sukkerbøsse  med  7  740  under  Mestermærkerne.  Afbildede  i 
Nyrops  »Dansk  Guldsmedekunst«  S.  70  og  731.  I  ilh.  det  kgl.  Sølvkammer. 

c)  Armstager  med  7747  under  Mestermærket;  KM  7755;  GM  3.  Vand¬ 
manden  (Januar).  Tilh.  Antikvar  C.  I.  Petersen. 

d)  Æske  til  Hostien  med  7740  under  Mestermærket;  KM  7745;  GM  2. 
Tilh.  Roskilde  Domkirke. 

e)  Kalk  med  7740  under  Mestermærket;  KM\  GM  2.  Tilh.  Vor  true 
Kirke. 

JACOB  Å  MOINICHEN;  :  °/9  7754;  Oldermand  7772;  f  7786;  født  i 

Bergen ;  boede  i  Klarebodeme. 

Lavsskilt.  Tilh.  de  kjøbenhavnske  Bageres  Svendelav.  Dansk  kolke- 
museum. 

Spiseske;  KM  7680.  Har  tilh.  f  Kammerherre  Nægier. 


Æske  til  Hostien;  KM  7684.  Tilh.  Trinitatis  Kirke. 

Nr.  739  og  740  passe  til  samtlige  under  Nr.  105  næv)ite  Mestere. 


Dc  kjøbenhavnske  Guldsmedes  Mærker  fra  Tiden  før  Aaret  1800. 


189 


141 


JENS  NIELSEN  RANDERS  ;  “8/2  1731  — 1767;  født  i  Randers  ;  boede  paa 
Østergade. 

a)  Daase;  KM  1736;  GM  2;  Skytten  (November).  Har  tilh.  f  Kammerherre 
Nægier. 

b)  Spiseske;  KM  1767;  GM  3;  Krebsen  (Juni);  Tilh.  Guldsmed  Holm. 


42 


JENS  OLSEN  FØRSLØF,  Sølvsmed;  7/n  1736  f  1773;  født  i  Kjøben- 
havn;  boede  i  Vimmelskaftet. 

a)  Neptunfontainen  med  tilhørende  Kumme;  KM  1742;  GM  2.  Tilh. 
Hans  Majestæt  Kongen. 

b)  Kumme;  KM  1744;  GM  2;  Fisken  (Februar).  Hører  ikke  til  Fon- 
tainen,  den  er  sammenstillet  med  (Se  Nr.  63).  Tilh.  Samlingen  paa 
Rosenborg. 

c)  Tallerkener;  KM  1740—1743;  GM  2.  Tilh.  det  kongelige  Sølvk  ammer. 

d)  Lavsskilt,  skænket  til  Velkomsten  1748.  Tilh.  de  kjøbenhavnske  Mureres 
Svendelav.  - —  Dansk  Folkemuseum. 


42  bis 


JOHAN  POST,  Guldsmed  og  Isernsnider;  var  Mester  før  1595;  Mønt¬ 
mester  1 6 1 8 — 1 63 1  ;  boede  i  Løvstræde  —  eller 


JØRGEN  PRYTZ;  var  Mester  før  1600;  Oldermand  160b — 1610;  f  før  1617. 

a)  Daabskande  med  graveret  Aarstal  1653  og  Indskrift,  der  siger,  at  den 
1714  blev  »foræret  til  dend  Herre  Zebaoths  Altar  under  Guds  Straf  om 
dend  forvendes  til  anden  Bruug«  af  Commerceraad  Hans  Bendson  samt, 
at  den  »i  Trey  Leed  har  været  hos  de  Bendser.«  Den  har  tilh.  Giverens 
Bedstefader  Hans  Bendson,  Raadmand  i  Randers,  født  1541  f  1625,  gift 
med  Karen  Schou,  født  1555  f  1625.  Tilh.  Garnisons  Kirke. 

b)  Spiseske,  funden  i  Sneptrup  Præstegaardsskov  ved  Skanderborg.  Tilh. 
Museet  for  nordiske  Oldsager. 


i43 


JENS  PETERSEN  KOMLØV,  Sølvsmed;  15/2  1713;  Oldermand 

1  741  — 1  744 3  J75o;  født  i  Kummerlev  ved  Løgumkloster;  boede  paa  Kjøb- 
magergade. 

a)  Kande  med  1713  under  Mestermærket;  KM  172b]  GM  2.  Vædderen 
(Marts).  Tilh.  Trinitatis  Kirke. 

b)  Lavsskilt  med  1713  under  Mestermærket;  KM  1718;  GM  1;  Skytten 
(November).  Tilh.  de  kjøbenhavnske  Mureres  Svendelav.  —  Dansk  Folke¬ 
museum. 

c)  Ske  med  1736  under  Mestermærket;  KM  1738;  GM  2 ;  Stenbukken  (De¬ 
cember).  Tilh  Vekselmægler  Lorck. 

d)  Armstager  med  1736  under  Mestermærket;  KM  1 742 ;  GM  2;  Fisken 
(kebruar).  Tilh.  det  kongelige  Sølvkammer. 


JOACHIM  REUSS  var  Mester  før  1 755 ;  boede  i  Vognmagergade. 
Sennepskande;  KM  1768;  GM  3;  Vædderen  (Marts).  Tilh.  Fru  E. 


Glad. 


*  Ikke  faksimileret. 


iqo 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


J45 


ANDREAS  JACOB  RUDOLPH;  V3  1751—  rømte  Landet  i  1760;  født 
i  Stralsund. 

Alterstager;  KM  1757;  GM  3;  Skytten  (November).  Tilh.  Trinitatis  Kirke. 


146 


JACOB  SCHOW;  10/10  1  763‘ — 1  779 i  født  i  Jylland  ;  boede  i  Vimmelskaftet. 
Lavsskilt,  Tilh.  de  kjøbenhavnske  Mureres  Svendelav.  —  Dansk  tolke¬ 
museum. 


JACOB  SØRENSEN  var  Mester  før  1677  t  1710;  boede  i  Vimmelskaftet. 

a)  Disk  med  1691  under  Mestermærket.  —  Tilh.  Brændekilde  Kirke. 


b)  Laagkrus  med  169*  under  Mestermærket;  KM  1694;  GT)/  1.  1  ilh.  Kap- 

tain  Næser. 

c)  Kalk  og  Disk  med  1710  under  Mestermærket;  KM  1711;  GM  1;  Vægten 
(September).  Tilh.  Frederiksbergs  Kirke. 

d)  Kredensfad ;  KM.  Tilh.  Kunstindustrimuseet  i  Kristiania. 


JENS  SANDER  SCHOW;  s/u  1756— >767:  boede  i  Violstræde. 
Lavsskilt,  skænket  til  Velkomsten  1764.  Tilh.  de  kjøbenhavnske  Bageres 
Svendelav.  —  Dansk  Folkemuseum. 


•5i 


JENS  SVEISTRUP;  3u/9  1778;  født  i  Jylland. 
Lavsbæger.  1  ilh.  de  kjøbenhavnske  Bageres  Svendelav, 
museum. 


Dansk  Folke- 


i54* 


W 
I  S 


JACOB  von  HOLTEN,  Sølvsmed;  8/s  1 724 1  født  i  Holstein;  boede  i 
Møntergade. 

a)  Lavsskilt  med  1724  under  Mestermærket,  skænket  1726  til  Bagernes 
Mesterlav  i  Flelsingør.  —  1  ilh.  Dansk  Folkemuseum. 

b)  Bæger  med  indfattede  Mønter  (de  saakaldte  Gørtziske)  og  1734  under 
Mestermærket;  G 'Mi.  S.  Noten  til  Nr.  131a.  Tilh. Samlingen  paa  Rosenborg. 

c)  Fad  med  1734  under  Mestermærket;  AT)/ 1738;  G  Al  2.  Tilh.  det  konge¬ 
lige  Sølvkammer. 

JENS  WINDING;  6/a  ll°2’  født  1  Kjøbehavn. 

Bæger.  Tilh.  Fru  Verdier. 

O 


ANDRÉ  le  COQ  blev  optagen  i  Guldsmedelavet  1696 — 1717;  født  i 
Frankrig;  boede  i  Pilestræde. 

Kalk  til  Dødssakramentet;  KM  1719;  GM  1.  1  ilh.  den  tysk-reformerte 

Menighed. 


156 


LARS  BERG;  15/u  1756 — 1776;  født  i  Kjøbenhavn;  boede  i  Skidenstræde. 
To  Lavsskilte,  skænkede  til  Velkomsten  1773.  Tilh.  de  kjøbenhavnske  To¬ 
baksspinderes  Svendelav.  —  Dansk  Folkemuseum. 


*  Ikke  faksimileret. 


De  kjøbenhavnske  Guldsmedes  Mærker  fra  Tiden  før  Aaret  1800. 


1  91 


‘57 


AND 


LORENTZ  CHRISTOPHERSEN  LINDE;  %  1786;  Oldermand  fra  1804 
til  sin  f  1809;  født  i  Bergen;  boede  i  Farvergade. 

To  Lysestager;  KM;  GM  4;  Stenbukken  (December).  Tilh.  Antikvar  C. 
L.  Petersen. 

ANDREAS  LINDBERG  var  Mester  i  Helsingør ;  efter  1  784  i  Kjøbenhavn ; 


15S*  LINDBERG 
“1776” 


•59 


boede  i  Grønnegade. 

Hovedvandsæg.  Tilh.  Antikvar  C.  L.  Petersen. 

LORENTZ  NIELSEN;  2S/8  1716—1731  ;  boede  paa  Kjøbmagergade. 
Thedaase;  KM  1729;  GM  2;  Stenbukken  (December).  Tilh.  Vekselmægler 
Lorck. 


LARS  OLSEN  LUND,  Juvelerer;  30/9  1778—1802;  født  i  Kjøbenhavn; 

boede  i  Vognmagergade. 

Sukkerskaal ;  KM  1786;  GM  3;  Skorpionen  (Oktober).  Tilh.  Kaptain,  Slots¬ 
forvalter  Hammelev,  Frederiksborg. 

T  TRUELS  LARSEN  LUND;  4'10  1741  t  1651  ;  Enken  drev  Værkstedet 

161*  r  T 

L  L  til  1765. 

Hovedvandsæg.  Tilh.  Landshøvding,  Greve  Magnus  de  la  Gardie ;  Kristi- 
ansstad. 


C  MORTEN  KIRCHHOF  var  Mester  før  1718  1763;  boede  i  Lille  Kirke- 

162*  M  K  stræde. 

I71$  a)  Tøndeformet  Bæger  med  1718  under  Mestermærket;  KM  1718;  GM  1. 
Tvillingerne  (Maj).  Tilh.  Frøknerne  C.  og  R.  Salomonsen. 
b)  Lavsskilt,  skænket  til  Velkomsten  1745.  Tilh.  de  kjøbenhavnske  Hus¬ 
tømreres  Mesterlav. 


MICHAEL  MOGENSEN  FOGHT;  26/c  1782  —  1806;  født  i  Horsens; 

boede  i  Grønnegade. 

Hovedvandsæg.  Tilh.  Vekselmægler  Lorck. 

I6  MATHIS  HJELM;  1656. 

aiLaagkrus;  KM  1654.  Har  tilh.  Henrik  Bielke  og  Edele  Ulfeldt.  Tilh. 

Museet  for  nordiske  Oldsager, 
b)  Spiseske;  KM  1677.  Tilh.  Vekselmægler  Lorck. 

,65  Samme  MÆrke  HANS  PETERSEN  MURER  (?)  var  Mester  før  1606. 

a)  Kalk ;  KM  1610;  i  Følge  Indskriften  skænket  til  Bremerholms  Kirke  paa 
Nyaarsdag  1618  af  Renteskriver  Anders  Olufsen.  Tilh.  Holmens  Kirke. 

b)  De  fire  Borgmesterbægere«  ;  KM  1610;  skænkede  i  1613  af  Borgmester 
Mikkel  Wibe  til  det  danske  Kompagni  (Hellig  Trefoldigheds  Gilde).  Se 
Slutningsvignetten.  To  af  Bægrene  bevares  paa  Kjøbenhavns  Raadhus; 
de  to  andre  i  det  kongelige  Skydeselskab. 

l66  Samme  Mærke  MATHIAS  HANSEN  var  Mester  før  1685. 

som  Nr.  164. 

Spiseske;  KM  1690.  Tilh.  Grosserer  Stausholm. 


*  Ikke  faksimileret. 


25’ 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


MARCUS  RESENHOF  var  Mester  før  1688  —1701;  boede  paa  Øster¬ 
gade. 

Kalk  og  Disk  med  graveret  Aarstal  i6gi  og  Giildencronernes  Vaaben; 
ATI  /  i6gi  og  KM  1 6g3 ;  GM  1;  Skorpionen  (Oktober);  skænket  til  Kir¬ 
ken  af  Baron  Vilhelm  Marselius  Giildencrones  Enke,  Regitze  Sophie 
Wind.  Tilh.  Hjerk  Kirke. 

JEAN  MARIE  LENOIR ;  a3/2  1728  — 1742;  født  i  Frankrig;  boede  i  1722 
paa  Østergade  som  Guldsmed. 

Disk  med  1729  under  Mestermærket;  KM  1731;  GM  2;  Fisken  (Februar). 
Tilh.  den  fransk-reformerte  Kirke. 

MATHIAS  LYDERS;  1/6  1761;  født  i  Kjøbenhavn;  boede  ved  Stranden. 

Thepotte;  KM  1  7g6 ;  GM  4;  Skytten  (November).  Tilh.  det  kongelige  Sølv¬ 
kammer. 

MARCUS  PIPGROS,  Sølvsmed;  23/9  1722  —  1 72g ;  født  i  Kjøbenhavn; 
boede  i  Pilestræde. 

a)  To  Kandelabrer  med  1722  under  Mestermærket;  KM  1718;  GM  1; 
Vandmanden  (Januar).  Den  ene  fandtes  paa  Vaisenhusets  Loft,  den 
anden  stod  paa  Kronborg  Kirkes  Alter.  Tilh.  Samlingen  paa  Rosenborg. 

b)  Kaminskærm  med  1722  under  Mestermærket;  KM  1723;  GM  1;  Skytten 
(November).  Tilh.  Samlingen  paa  Rosenborg. 

c)  To  Alterstager;  KM  1727;  GM  1.  Skorpionen  (Oktober).  Tilh.  Kirken 
paa  Kronborg. 

MATHIAS  SILM  var  Mester  før  1668 — 1678;  boede  i  Pilestræde. 

Spiseske;  KM  1663;  funden  ved  Gravning  i  Løngangsstræde.  Tilh.  Museet 
for  nordiske  Oldsager. 

MARTINIUS  SILM;  30/4  i6g4. 

a)  Spiseske  med  1704  under  Mestermærket.  Har  tilh.  f  Kammerherre  Nægier. 

b)  Bæger  med  i6g3  under  Mestermærket;  KM  i6g3;  GM  1;  Vægten  (Sep¬ 
tember).  Tilh.  Grosserer  V.  Friedlånder. 

c)  To  Spiseskeer  med  Aarstallet  1711  og  det  Bannerske  Vaaben  i  Grave¬ 
ring;  have  tilhørt  Christiana  Frederica  Banner  og  Agata  Rodsteen  Ban¬ 
ner.  —  Tilh.  Dansk  Folkemuseum. 

MORTEN  STILCKE  var  Mester  før  1677;!  1  710  ;  boede  paa Kjøbmagergade. 

a)  Regimentsstav,  hvormed  der  sloges  til  Lyd;  KM  1686;  GM  1.  Tilh.  de 
kjøbenhavnske  Glarmesteres  Svendelav;  afbildet  i  Nyrops:  »Fra  den 
kunstindustrielle  Udstilling  i87g«,  S.  85. 

b)  Basrelief  paa  en  Pengetavle  fra  Helligaands  Kirke;  KM  1690;  GM  1; 
Vandmanden  (Januar).  —  Dansk  Folkemuseum. 

c)  Spiseske  med  1691  under  Mestermærket ;  KMibqz;  GM  1.  Tilh.  Veksel¬ 
mægler  Lorck. 

d)  To  Diske  med  1689  under  Mestermærket;  den  ene  har  KM  1692;  den 
anden  GM)  Skorpionen  (Oktober).  Tilh.  Holmens  Kirke. 


mileret. 


Tre  Metalarbejder. 


193 


Fig.  222.  Faneholder 


Tre  Metalarbejder. 

Af  V.  A.  Thalbitzer. 


For  den,  der  med  Opmærksomhed  har  fulgt  den  danske  Metal¬ 
industri,  navnlig  paa  de  Omraader,  hvor  Kunsten  spiller  en  frem¬ 
ragende  Rolle,  er  det  utvivlsomt,  at  der  i  de  sidste  Aaringer  er 
sket  et  ikke  ringe  Fremskridt  og  da  navnlig  saaledes,  at  man  nu, 
uden  at  vi  dog  med  denne  Udtalelse  ville  undervurdere  den  Dyg¬ 
tighed,  hvormed  der  ofte  tidligere  er  arbejdet,  hyppigere  træffer 
paa  Gjenstande,  hvor  der  i  det  udførte  Arbejde  er  taget  fuldt  Hen¬ 
syn  til  Materialets  Evne  til  at  forme  sig  smukt  netop  paa  en  for 
dette  karakteristisk  Maade.  Et  saadant  Hensyn  er  ikke  altid  taget 
herhjemme  paa  Metalindustriens  Omraade,  selv  ved  de  Arbejder, 
hvor  ansete  Kunstnere  have  arbejdet  i  Fællesskab  med  dygtige 
Haandværkere,  og  Grunden  hertil  har  naturligvis  først  og  fremmest 
været  den,  at  den  paagjældende  Kunstner  ikke  har  eller  ikke  har 
kunnet  leve  sig  sammen  med  den  Teknik  og  Form,  som  passede 
bedst  for  det  valgte  Materiale,  og  dernæst  den,  at  Haandværkeren, 
der  skulde  udføre  Arbejdet,  ikke  har  haft  Autoritet  nok  til  i  adskillige 
Spørgsmaal,  hvor  han  dog  utvivlsomt  maatte  være  den  kyndigste, 
at  sætte  sin  Mening  igjennem  overfor  Kunstneren. 

Denne  Mangel  paa  indgaaende  Kjendskab  til  Materialets  Natur, 
der  ikke  sjældent  har  ført  til,  at  der  er  fremkommet  f.  Ex.  monu¬ 
mentale  Arbejder  i  ædelt  Metal,  som  helst  skulde  have  været  udført 
i  htrgne  Sten,  eller  Lysekroner  i  Bronce,  der  saa  ud  som  om  de 
vare  skaarne  i  Træ  og  derefter  forgyldte,  vil  jo  imidlertid  ikke  gjøre 
sig  gjældende,  naar  den  Kunstner,  der  tegner  og  modellerer  Ar¬ 
bejdet,  selv  er  oplært  til  at  arbejde  i  det  Materiale,  hvori  Gjen- 
standene  skulle  udføres,  med  andre  Ord  er  en  fuldt  uddannet  Kunst- 
haandværker. 

Som  Exempel  paa  ualmindelig  smukke  Metalarbejder,  der  ere 


(K  W.  Doberck  &  Søn),  fremkomne  i  den  sidste  Tid  herhjemme  paa  denne  Maade,  bør 


nævnes : 

1)  Den  af  Billedhugger  JV.  G.  Henriksen  tegnede  og  modellerede  og  i  Flof-  og  Ordens¬ 
juveler  A.  Michelsens  Værksted  (hvilket  ledes  af  Hr.  Henriksen)  udførte  Sølvbord- 
opsats,  der  af  de  danske  Vaabenbrødre  er  skjænket  til  Formanden  Generalmajor  P. 
E.  Glahn  (Fig.  223). 

2)  Den  til  Oberstlieutnant  Brandinspektør  Meyer  af  Kjøbenhavns  Brandkorps  skjænkede 
Gave  i  Sølv  - —  en  Straalemester  i  Funktion  —  tegnet  og  modelleret  af  Billedhugger 
Gunnar  Jensen  og  udført  i  Juveler  P.  Hertz  s  Etablissement  (Fig.  224). 

3)  En  Faneholder  udført  i  Smedejærn  til  Løveapotheket  i  Kjøbenhavn,  tegnet  og  udført 
af  Kunstsmedemester  L.  A.  Doberck  (Fig  222). 

Hvad  de  to  førstnævnte  Sølvarbejder  angaar,  da  skulle  vi  til  den  tidligere  omtalte 
ypperlige  Egenskab  ved  dem,  at  de  fremtræde  i  en  Form,  der  lader  det  skjønne  og 
kostbare  Materiale  særligt  komme  til  sin  Ret,  endnu  kun  henlede  Opmærksomheden  paa 


1 94 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


Fig.  223. 

Bordopsats.  Hædersgave  til  General  P.  F,.  Glahn 
fra  de  danske  Vaabenbrødre 
(A.  Michelsen,  N.  G  Henriksen). 

nævnte  endnu  unge  Kunstnere  og  Kunst- 
haandværkere  alle  3  ikke  alene  have 
modtaget  deres  første  Uddannelse  i 
vore  hjemlige  Værksteder  og  Skoler, 
men  at  de  tillige  i  en  mere  fremskreden 
Alder  med  stor  Iver  og  Flid  have  søgt 
al  den  Vejledning  i  Tegning,  Modelle¬ 
ring  og  Metalteknik,  som  bydes  her¬ 
hjemme  i  teknisk  Selskabs  Skole,  ved 
Kunstakademiet  og  i  Værkstedet,  hvor¬ 
fra  de  ere  udgaaede  med  tilstrækkelig 
Kræfter  at  naa  frem  til  det  høje  Standpunkt, 


den  herhjemme  usædvanlige  Dygtighed,  hvor¬ 
med  Figurerne  ere  modellerede  og  derefter 
gjennemførte  ved  Detaillebehandlingen  af 
Materialet,  og  hvad  det  tredie  Arbejde,  Fane¬ 
holderen,  angaar,  da  er  den  et  nyt  Vidnes¬ 
byrd  om,  hvilken  Dygtighed  den  nævnte  Kunst- 
haandværker  har  erhvervet  sig  i  paa  en  livlig 
og  frisk  Maade  at  behandle  Jærnet,  en  Dyg¬ 
tighed,  der  ikke  staar  meget  tilbage  for  den, 
vi  træffe  paa  i  de  bedste  udenlandske  Arbej¬ 
der  af  lignende  Art. 

Endnu  skulle  vi  kun  notere,  at  de  3 


Fig.  224. 


Sølvblækhus.  Gave  til  Oberslltnt.  U.  F.  S.  Meyer 
fra  Kbhvns  Brandkorps 
(P.  Hertz,  Gunnar  Jensen). 

Kundskab  og  Modenhed  til  senere  ved  egne 
hvorpaa  de  nu  staa  i  deres  k  ag. 


Tanker  om  Maal  og  Veje. 


195 


Tanker  om  Maal  og  Veje. 

Af  P.  Johansen. 


Nu,  da  der  forberedes  et  Kunstindustrimuseum  og  fra  alle  Sider  Røster  høres 
om,  at  Industrien  bør  finde  sig  ny  og  kunstneriske  Baner,  nu  i  Dæmringen  før  den 
klare  Dag,  vi  saa  gjerne  vilde  haabe  paa,  spørger  man  uvilkaarlig  sig  selv,  hvor  Vejen 
gaar,  og  hvilken  den  store  Strøm  skal  blive,  der  i  sig  maa  optage  de  Kilder  og  Bække, 
som  smaat  begynder  at  piple  her  og  der.  Foretagsomme  Hænder  famler  alt  i  Mørket; 
der  er  Stemmer  for  at  stoppe  hist  og  lokke  frem  her;  der  er  gryende  Viljer  og  usikre 
Forsøg;  og  over  det  hele  lyder  alvorligt  i  Præketone  en  Forelæsning  om  Studium  og 
Fortidens  glorværdige  Eksempler. 

Man  har  havt  en  vag  Fornemmelse  af,  at  noget  var  galt,  at  noget  manglede. 
Og  man  har  søgt  viden  om  efter  Livsens  Rod.  Man  har  drevet  Afguderi  med  Antiken; 
man  har  prøvet  Middelalderen ;  man  har  kastet  sig  over  Renæssancen  og  præket  om 
»Kristian  den  Fjerdes  Stil«  ;  man  har  ventet  Undere  af  de  oldnordiske  Motiver,  begejstret 
sig  for  Rokokoen  og  sunget  Hymner  til  japans  Ære.  Men  endnu  staar  man  med  sviende 
Øjne  og  tomme  Hænder  —  hvor  blev  den  livskraftige  nationale  Kunst,  man  jagede  efter? 

Beundring  for  allé  Fortidens  store  og  gode  Gjerninger,  Agtelse  for  alle  de  ærlige 
Forsøg,  som  er  gjort.  Men  man  har  ikke  fundet  det,  man  søgte,  fordi  man  finder  i 
Evighed  ikke  det  ny  ved  at  gaa  baglængs.  Og  man  hævder  sig  ikke  en  anset  Plads  i 
Europa  ved  at  trippe  i  de  andres  Fodspor.  Denne  simple,  simple  Sandhed  vil  man  saa 
nødig  faa  Øje  paa. 

Naar  for  de  gamle  Ægyptere  deres  Blomsterformer  hver  havde  sin  Betydning,  hver 
afspejlede  lidt  af  deres  højeste  Interesser;  naar  for  Grækeren,  der  var  mere  fin  end  rig 

>•  Red.  kan  ikke  tiltræde  alle  i  denne  Artikel  udtalte  Meninger,  men  det  af  Forfatteren  rejste  Spørgs- 
maal  fortjener  alvorlig  Opmærksomhed.  For  Tidsskriftets  Læsere  vil  det  ikke  være  ubekjendt.  Iler 
kan  exempelvis  henvises  til  Hr.  Karl  Madsens  Artikler  »Kjøbenhavns  Porcellæn  og  Utterslev  Potte¬ 
mageri«  (1S87)  og  »Dekorationsforeningen«  (1888)  ligesom  til  Hr.  Emil  Hannovers  Meddelelse  om 
Etnile  Gallés  Glas  (1889)  og  Hr.  Karlins  ovfr.  trykte  Artikel  om  Udstillingen  i  Goteborg.  Fordringen 
om  nye  og  ejendommelige  Former  i  Modsætning  til  de  overleverede  Stilarter  kan  umuligt  afvises. 
For  Tiden  har  Spørgsmaalet  tilmed  faaet  særlig  Aktualitet  derved,  at  Midtpunktet  for  de  kunstindu¬ 
strielle  Bestræbelser  i  Frankrig,  den  saa  bekjendte  V  Union  centrale  des  arts  décoratifs  ligesom  har 
lyst  det  i  Kuld  og  Kjøn.  For  ikke  længe  siden  har  den  ved  Udsættelsen  af  to  Prisopgaver  stillet 
Fordringen  om,  at  Løsningen  ikke  maa  være  uselvstændige  Efterligninger  af  en  kjendt  Stilart  (s.  ovf. 
S.  172),  og  hertil  kommer  nu  det  Program,  som  Foreningens  Organ,  Revue  des  arts  décoratifs ,  har 
fremsat  i  det  nylig  udkomne  Dobbelthefte,  hvormed  det  aabner  sin  12te  Aargang  (1891 — 92).  Efter 
dette  Program  vil  Tidsskriftet  bl.  A.  kraftigt  støtte  de  kunstindustrielle  Bestræbelser,  »der  kæmpe 
mod  den  Uskik,  der  ligger  i  en  stadig  Efterligning  af  Fortidens  Stilarter«.  Victor  Champiez  der- 
paa  følgende  Artikel  om  Kunsten  i  Salonen  paa  Champ-de-Mars  - —  Kunstindustrien  er  indbefattet 
heri  —  gaar  i  denne  Retning.  Men  det  skal  samtidig  siges,  at  den  samme  Forfatter  i  en 
senere  Artikel  i  samme  Hefte  om  den  nationale  Kunstindustriskole  i  Paris  lægger  Vægt  paa,  at 
Skolens  Virksomhed  ikke  alene  skal  træde  op  imod  dem,  der  kun  kunne  eftergjøre  Fortidens 
Værker,  men  ogsaa  imod  tøjlesløs  Søgen  efter  det  kun  Bizare  og  Excentriske.  Der  fordres  bl.  A. 
solid  teknisk  Uddannelse.  Dette  fordres  under  Henvisning  til  Viollet-le-Duc ,  og  Heftet  ender  med 
nogle  Meddelelser  om  det  kunstindustrielle  Museum,  som  V  Union  centrale  saa  ihærdigt  kæmper  for. 
En  virkelig  kunstnerisk,  selvstændig  og  karakteristisk  Ejendommelighed  er  det  bedste  Bidrag,  der  kan 
ydes  Nutidens  kunstindustrielle  Udvikling,  men  derfor  er  det  ikke  Meningen  —  selv  om  det  var 
muligt  —  med  et  Pennestrøg  at  slette  Fortiden.  Den  skal  nok  bevare  sin  Betydning. 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


ig6 


paa  Opfindsomhed,  hver  Linje  har  klinget  med  den  sarteste  Rytmik ;  naar  for  Renæssance- 
kunstneren  hans  Planteslyngninger  har  levet  og  vokset  som  frodig  Natur;  naar  Ornamen- 
tiken  gjennem  alle  skabende  Tider  virkelig  har  levet  i  Liv  og  talt  til  Mennesker  med 
glødende  Tunge  er  saa  ikke  vor  I  ids  Eklektiker  som  den ,  der  spiller  med  Mario- 

nettei  ?  En  Ligrøver,  der  graver  op  de  andres  døde  Tanker  og  kostumerer  dem  med 
slidtjent  Skolevisdom,  laver  Vokskabinet  af  dem;  Livet  kan  han  ikke  puste  i  dem,  det 
kan  han  ikke  give  dem,  at  være  voksede  ud  af  ham  selv,  at  hver  Linje  og  hver  Form 
bliver  en  fint  følsom  Individualitet,  skaaren  ud  af  hans  egen,  krævende  Respekt  for  sig-. 
Det  er  ikke  Kjød  af  hans  Kjød  og  Blod  af  hans  Blod. 

Hvorfor  finder  vi  større  Glæde  ved  en  simpel  Stol  eller  Kiste,  udskaaren  med  en 
uvidende  Bondes  naive  Ornamenter  og  uformelige  Dyr,  end  ved  det  pæneste  Plagiat  efter 
de  mest  udmærkede  Forbilleder?  Er  det  ikke  fordi  den  sidste  er  og  bliver  et  livløst 
Spejlbillede  af  noget,  som  har  været,  et  smukt  Lig,  hvor  Bonden  i  sit  ærlige  Arbejde  har 
givet  sit  eget,  givet  et  Stykke  af  sig  selv,  fordi  vi  i  hans  plumpe  Frembringelser  kjender 
Livets  Hjærteslag. 

Det  vi  længes  efter  er  levende  Kunst,  Kunst  der  hører  til  os  og  vor  Tid,  som 
taler  til  os  ud  af  vor  egen  Følelse  og  taler  til  vor  egen  Trang.  Vi  længes  efter  nyt  pul¬ 
serende,  vekslende  Liv  istedetfor  Efterligningens  stive  Tordenskjolds  Soldater. 

Man  har  raadet  at  gjøre  som  Tyskerne,  disse  flittige  Arbejdsbier,  som  ufortrødne 
samler  historisk  Honning  og  gjemmer  den  i  Bøger,  som  indretter  Musæer  og  Haandværks- 
skoler  i  Hobetal  og  præker  Efterligningens  Evangelium.  Ogsaa  hos  os  har  man  sat  den 
trælsomme  Kopieren  til  Højbords,  erklæret  Efterligningen  for  højeste  Ideal.  Kan  Vejen 
da  gaa  der,  og  kan  dette  være  Maalet,  hvormed  vi  skal  nøjes  —  eller  giver  vi  ikke  os 
selv  det  mest  fortvivlede  Mistillidsvotum:  vi  har  slet  intet  Haab  om  at  skabe  noget,  som 
bliver  vort  eget. 

Vi  kræver  af  Billedkunstnerne  Personlighed,  Særpræg,  ejendommelig  Opfattelse; 
vi  vil  straks  kunne  kjende  dem  i  deres  Værker,  om  vi  skal  vide  dem  Opmærksomhed 
værd.  Naar  stilles  samme  Krav  til  den  industrielle  og  dekorative  Kunstner?  Eller  er 
ikke  Kravet  der  ganske  det  modsatte:  Stiltroskab,  Fællespræg.  At  finde  paa  det  aller¬ 
mindste  selv,  erklæres  det  ikke  for  langt  over  Nutidsmenneskers  Evne,  er  vi  ikke  modløse 
der,  altfor  ængstelige  for  at  træde  lidt  fejl  nu  og  da,  indtil  vi  er  bievne  sikre  paa  Foden 
og  kjendte  med  Vejen. 

Ikke  er  det  min  Mening,  at  alle  skal  jage  i  Kapløb  efter  noget  hidtil  absolut 
ukjendt,  piske  deres  stakkels  LIjærner  for  at  finde  paa  nog'et  aparte;  for  det  giver  ikke 
Personlighed.  Ikke  heller,  at  hver  Stump,  som  før  er  set,  skal  fordømmes;  for  Skruethed 
er  ikke  Kunst.  Og  lige  saa  lidt  er  det  Frelsen  —  som  nogle  yngre  Arkitekter  mener  — 
at  kjøre  Elementer  af  alle  mulige  Stilarter  mellem  hverandre;  for  det  bliver  kun  »en 
anden  Maade«  at  flikke  sit  Kludetæppe  paa. 

Man  skal,  som  Moliére,  ikke  sky  at  tage  sit  Bytte,  hvor  man  finder  det.  Men 
har  man  fundet  det,  saa  skal  man  for  Alvor  optage  det  i  sig,  gjøre  det  til  en  Del  af  sig 
selv,  saa  man  kan  give  det  fra  sig  igjen  som  sit  eget.  Et  Kunstværk  skal  ikke  være  som 
en  Marskandiserbod,  hvor  hver  Stump  af  fordums  Herlighed  er  skaffet  hid  fra  sit  Sted,  en 
Kirkegaard  af  kunstneriske  Tanker. 

Men  hvor  skal  de,  der  vokser  frem  nu,  faa  andet  at  vide,  end  at  Efterligningen 
er  det  kunstneriske  Endemaal,  naar  de  stadig  øves  i  den  og  der  er  saa  liden  Opmuntring, 
saa  megen  Mistvivl  overfor  hvert  Forsøg  paa  Selvstændighed.  Der  maa  en  helt  anden 
Aand  ind  i  den  kunstindustrielle  Undervisning.  Ogsaa  breder  for  ofte  en  Talentløshed 
sig  som  Lærer  og  Autoritet  i  Ly  af  den  herskende  Nøjsomhed.  Det  er  ikke  nok  for  en 
Lærer  i  Kunst  at  vide,  hvor  man  skal  hente  »Forbilleder«  og  paa  hvilken  Hylde  hver 


Tanker  om  Maal  og  Veje. 


1Q7 


Stilart  ligger.  Det  er  ikke  nok  at  banke  ind  i  Eleverne  paa  de  tekniske  Skoler  og  paa 
Kunstindustriskolerne,  at  saaledes  ser  den  Stilart  ud  og  saaledes  den,  at  tager  man  af  en 
Skuffe,  fa  ar  man  Gothik,  og  tager  man  af  en  anden,  faar  man  Renæssance  —  endda  kun 
det  deraf,  som  er  kjendt  tjenligt  til  Forbilleder.  Denne  stakkels  Lærdom  erhverves  ved 
at  kopiere  saa  mange  Stumper,  at  man  har  sine  Recepter  i  Orden  og  kan  taalelig  flikke 
noget  sammen  efter  dem;  mangler  en  Stump,  saa  »studerer«  man,  til  man  finder  en,  der 
kan  »benyttes.« 

Sært  at  nogen  kan  blive  Kunstner  paa  slig  seminaristisk  Halvdannelse! 

Og  saa  har  endda  denne  Lærdom  gjerne  store  Huller.  Hvormeget  tror  man 
ikke  der  gives  indenfor  hver  Stilart,  som  er  slige  udlærte  Kunstnere  ganske  ukjendt  — 
eller  kan  man  ikke  faa  Medaljer  uden  at  kjende  det  mindste  til  mange  Ting,  f.  Eks.  til 
indisk  og  persisk  Ornamentik.  Stykkevis  Viden,  der  som  al  Plalvstuderthed  gaar  til 
Hovedet  og  gjør  ør  i  Stedet  for  at  danne  og  udvikle. 

Vi  maa  bort  fra  denne  sumpede  Vej,  hvor  vi  aser  forgæves  og  blot  synker  dybere 
i.  Var  Kopieringen  eneste  Vej  til  ret  Kundskab,  da  kunde  man  jo  slide  hele  sit  Liv 
omsonst  og  aldrig  blive  færdig.  Det,  som  virkelig  uddanner,  det  er  ikke  en  Uclenads- 
viden  om  visse  ornamentale  Former,  men  det  er  Kjendskab  til  og  Forstaaelse  af  disse 
Formers  Tilbliven  og  Udvikling,  af  deres  Vandringer  og  Omdannelser  efter  Tid  og  Sted, 
af  deres  Tilpasning  efter  Folkeslagenes  Forskj elligheder  og  deres  Beaandelse  af  Kunst¬ 
nernes  Personlighed.  Man  maa  ophæve  Forestillingen  om  Stilarterne  som  et  Slags  Maskin- 
frembringelser,  hvor  alt  er  præget  i  faste  Former.  Og  endnu  mere  maa  man  ophæve 
Forestillingen  om,  at  Udviklingen  er  sluttet  med  det  engang  givne,  saa  intet  nyt  kan 
remsta„  mere. 

I  Stedet  for  den  abeagtige  Flid,  der  anstrænger  sig  med  at  eftergjøre  saa  og  saa 
meget,  burde  man  lægge  Vægten  paa  at  se  og  kjende  saa  meget  og  saa  mangfoldigt 
som  paa  nogen  Maade  muligt,  og  Lærerens  Forklaring  burde  tage  Elevens  Opfattelse 
ved  Haanden  og  følge  den  med  historiske  Oplysninger  og  Paavisning  af  alle  Karaktertræk, 
af  Ornamentikens  Vækst  under  Opgavernes  skiftende  Krav.  Læreren  skulde  klarlægge 
det  hemmelighedsfulde  Liv,  der  spinder  sig  gjennem  Udviklingen.  Skitsering  kunde  være 
et  Hjælpemiddel  til  at  se  og  forstaa. 

Man  skulde  ikke  anvende  saa  meget  paa  den  rent  tekniske  Uddannelse.  Den 
maa  erhverves  forud  paa  Værksteder  eller  senere  i  praktisk  Virksomhed.  Den  ligger 
udenfor  Kunst-  og  Kunstindustriskolens  Opgave,  fordi  den  »akkurate«  Udførelse,  Perfek¬ 
tibiliteten,  har  intet  med  Kunsten  at  skaffe.  Den  er  bare  Haandværk. 

Men  det  største  Krav  og  det,  som  vist  vilde  falde  de  fleste  af  vore  nuværende 
autoritetstore  Lærere  mest  surt,  det  er  Kravet  til  dem  om  villig't  og  opmærksomt  at  gaa 
ind  paa  alt,  hvad  der  maatte  spire  i  de  unges  Hoveder,  betragte  det  som  den  egentlige 
Gjenstand  for  deres  Omsorg  og  alt  det  andet  kun  som  Middel.  I  Stedet  for  at  kue 
Eleverne  ind  under  sit,  burde  Læreren  selv  føje  sig  efter  deres  Naturel,  søge  at  forstaa 
det  og  føle  med  det,  stræbe  at  udvikle  hver  enkelt  efter  hele  hans  Ejendommelighed, 
opdrage  ham  til  selv  at  tænke,  selv  at  »finde  paa«,  til  at  anse  Kopien  for  Nødhjælp  og 
ikke  for  Ideal.  Lærerens  egen  Kunst  vilde  maaske  nok  derved  falde  lidt  ned  af  den 
Piedestal,  hvorpaa  den  nu  er  stillet  til  Beundring;  men  kan  hænde  endda,  at  ogsaa  han 
vilde  faa  et  Udbytte,  han  nu  ikke  drømmer  om. 

Saa  mange  Kunstnere,  saa  mange  Stilarter  —  det  er  Maalet.  Vilde  man  kun 
lave  Recept  til  en  ny  Uniform  i  Stedet  for  den  gamle,  da  var  Fremskridtet  af  saare 
tvivlsom  Værd.  Men  bliver  end  ikke  alle  Kunstnere  store  og  alle  deres  Frembringelser 
Mesterværker,  blot  hver  søger  at  give  det,  som  virkelig  er  hans  eget  og  ikke  dækker  med 

26 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


I  98 


Stumper  fra  fremmed  Bord,  saa  er  vi  paa  Vejen  til  at  bortmane  det  Spøgelse,  som  nu 

sidder  i  Højsædet  —  Pastichen. 

*  * 

* 

E.  S.  Man  troede,  at  der  var  Forbud  i  Luften  for  den  nye  Tid.  .Hvor  forbavset 
og  forknyt  blev  man  da  ikke,  da  Foreningen  for  Boghaandværk  udsatte  sin  sidste  Præmie¬ 
opgave  for  Bogbindere  og  fremlagde  Prøver  af  ældre  Bind  til  »Vejledning«  for  Konkur¬ 
renterne.  Den  knæsatte  aabenlyst  Efterligningen.  Denne  Forenings  Formand,  ham  vi  alle 
ventede  adskilligt  af,  tror  han  da  virkelig  ogsaa,  at  Vejen  til  Fremskridt  gaar  baglængs? 


Mindre  Meddelelser. 


Den  6.  November  forelagde  Kullusminister 
Goos  i  Folketinget  et  Forslag  til  Lov  om  Ombyg¬ 
ning  og  Udvidelse  af  Prinsens  Palæ  til  Brug  for 
Museet  for  de  nordiske  Oldsager,  Folkemuseet,  det 
etnografiske  Museum,  Mønt-  og  Medaljesamlingen 
samt  Antiksamlingen.  Der  forlanges  heri  en  Bevilling 
paa  1,550,000  Kr.,  hvoraf  300,000  skulle  afholdes 
i  Finansaaret  i892/93.  Grundlaget  for  dette  Forslag 
er  en  Betænkning  af  den  i  forr.  Aarg.  S.  103  nævnte 
Kommission,  der  dog  ikke  staar  enig.  Etatsraad 
Meldahl  kritiserer  i  et  Separatvotum  Planen  om  at 
benytte  den  gamle  Museumsbygning,  Prinsens  Palæ, 
som  Udgangspunkt  for  de  fremtidige  Museumsbyg¬ 
ninger.  Han  ønsker  en  helt  ny,  selvstændig  Byg¬ 
ning.  For  eventuelt  at  støtte  denne  Anskuelse  af¬ 
holdt  Kunstnerforeningen  af  18.  November  den  2. 
December  et  almindeligt  Kunstnermøde.  Men  det 
talrigt  besøgte  Møde  vedtog  med  stor  Majoritet 
en  af  Arkitekt  V.  Koch  stillet  Resolution  i  modsat 
Retning;  man  ønskede  ikke  at  modarbejde  den 
foreslaaede  Udvidelse  af  Prinsens  Palæ,  saaledes 
som  den  er  tiltraadt  af  Kommissionens  store  Fler¬ 
tal.  herimellem  af  Museumsembedsmændene,  der 
skulle  arbejde  med  de  foreslaaede  Bygninger.  Paa 
Mødet  talte  saavel  den  tidligere  Kultusminister, 
Kammerherre  Scavenius  (jfr.  ovfr.  S.  146),  som  F.tats- 
raad  Meldahl. 


'  relse,  der  udnævnes  af  Frk.  Hansen,  bestaa  af  Kjø¬ 
benhavns  Stadsbygmester  som  Formand,  en  anset 
Arkitekt  i  Kjøbenhavn,  som  udnævnes  af  Kjøben¬ 
havns  Magistrat,  og  en  anset  Kunstner,  som  har 
beskjæftiget  sig  med  Kunstindustri;  den  sidste  ud¬ 
nævnes  af  det  tekniske  Selskabs  Bestyrelse.  Legat¬ 
nyderne  skulle  opholde  sig  en  Tid  i  Wien. 

De  nylig  udkomne  Meddelanden  från  svenska 
Slojdforeningen  Ar  1891  er  et  smukt  og  indholds¬ 
rigt  Hefte.  Foruden  Meddelelser  om  Sløjdforenin¬ 
gens  Arbejder  i  Aarets  Løb  og  Anmeldelser  af 
nogle  Bøger  og  Udstillinger  —  herimellem  Industri¬ 
foreningens  Rokokoudstilling,  der  nævnes  med  Aner- 
kjendelse  —  indeholder  det  følgende  større  Artikler: 
Engelsk  mbbelkonst  af  Carin  Wdstberg ,  David  Cas- 
parsson  Kohi,  en  svensk  ståletsare  på  1600-talet,  af 
Carl  Anton  Ossbahr,  Gustaviansk  stil  a.iLudv.Loosiromy 
Textillconst  i  Strengnas  domkyrkomuseum  af  Fredrik 
Lilljekvist  og  En  mbbelstudie  i  industriutstallningen 
i  Goteborg  sommaren  1891  af  Viktor  Adler.  — 
Aarets  Begivenhed  var  den  af  Sløjdforeningen  i 
P'orbindelse  med  Nationalmuseet  afholdte  Gustavian- 
ske  Udstilling  (s.  ovfr.  S.  100),  og  det  er  derfor  natur¬ 
ligt,  at  Foreningens  for  1891  udgivne  Monster  for 
Konstindustri  och  Slbfd  indeholder  lutter  gustavian- 
ske  Møbler  og  Dekorationsmotiver. 


Theophilus  Hansens  Søster  Frøken  Marie  Han¬ 
sen  har  den  12.  November  til  Minde  om  sin  afdøde 
Broder  oprettet  et  Legat  paa  50,000  Kr.  Renten 
af  denne  Sum  skal  uddeles  hvert  Aar  den  13.  Juli, 
Theophilus  Hansens  Fødselsdag;  to  Aar  i  Træk  til 


der  er  kunstindustrielt  udviklet.  Maalet  skal  være 
et  Ophold  i  Udlandet  til  videre  Uddannelse.  Be¬ 
styrelsen  skal  med  Undtagelse  af  den  første  Besty- 


Sløjdforeningens  ovennævnte  Aarsberetning  for 
1891  giver  to  Oplysninger  til  den  danske  Industris 
Historie,  som  her  skulle  noteres.  I  Strengnas  Dom- 
kirkemuseum  findes  en  dansk  Dug,  dateret  1641, 
med  en  Række  Fremstillinger  syede  i  rød  Silke. 
I  Midten  Kristi  Nadver  indenfor  en  Bladkrans,  derom 
Evangelisttegnene  og  i  Dugens  Bord  Scener  af  Kristi 
Liv.  Der  skal  her  mindes  om,  at  der  ogsaa  i 
Moskov  findes  en  dansk  Dug  fra  omtrent  samme 


Mindre  Meddelelser. 


1  99 


Tid,  den  er  signeret  1622  (s.  Aarg  1889,  S.  104).- — 
Den  anden  Oplysning  er,  at  den  1623  til  Sverige 
indkomne  tyske  Klingesmed  Caspar  Kohi  en  kort 
Tid  (1650—1651)  har  medvirket  ved  Rigsmarsken 
Anders  Billes  Vaabenfabrik  Brobyværk  paa  Fyn. 

Den  svenske  Kunstner  Jakob  Kulle ,  hvis  Navn 
er  i  nær  Forbindelse  med  den  svenske  Kunstvæv¬ 
nings  dygtige  Udvikling,  har  paabegyndt  Udgivelsen 
af  en  Samling  Svenska  Monster  for  Konstvåfnader 
och  Broderier,  Den  vil  udkomme  i  6  Hefter  og  paa 
36  litograferede  Blade  give  omtr.  200  Mønstermotiver. 
Første  Hefte  er  udkommet.  Det  er  den  gamle  danske 
Provins  Skaanes  textile  Rigdom,  der  her  bliver  dra¬ 
get  frem  i  Afbildninger  som  »Resultatet  af  20  Aars 
Studier«.  Der  er  ingen  Tvivl  om,  at  Hr.  Kulles 
Arbejde  vil  blive  en  god  Forøgelse  af  den  allerede 
ganske  betydelige  Litteratur  om  Skaanes  Kunst¬ 
vævning  (s.  forr.  Aarg.  S.  164).  Hans  Arbejde  har 
dog  udelukkende  en  praktisk  Karakter,  han  vil 
give  vævende  og  broderende  Damer  gode  Mønstre. 

Efter  det  ovfr.  S.  195  i  Anm.  nævnte  Program, 
som  Revue  des  arts  décoratifs  har  opstillet  for  sin 
fremtidige  Virksomhed,  vil  det  virke  for:  1,  de  i 
Industrien  som  Tegnere,  Modelerere  og  paa  anden 
Maade  beskjæftigede  Kunstnere  (les  artistes  de  l’in- 
clustrie).  Ved  at  fremdrage  deres  Navne  og  bedste 
Værker  vil  det  søge  at  sprede  det  Mørke,  de  som 
oftest  arbejde  i,  og  søge  at  bringe  dem  i  direkte 
Forbindelse  med  deres  Fags  Velyndere;  det  opfor¬ 
drer  dem  til  at  slutte  sig  sammen  i  Foreninger, 
saaledes  som  deres  Kolleger  Malerne  og  Billedhug¬ 
gerne  have  gjort;  —  .2.  de  Kunst-Industridrivende, 
som  kæmpe  mod  den  Uskik  stadig  at  efterligne  For¬ 
tidens  Stilarter;  Tidsskriftet  vil  gjengive  fremkom¬ 
mende  Værker,  der  have  en  virkelig  original  og  ny 
Karakter,  omtale  og  bedømme  dem;  —  3.  Lærerne 
ved  de  kunstindustrielle  Skoler;  Tidsskriftet  vil  til 
Nytte  for  dem  —  deres  Antal  sættes  til  over  3000  — 
bringe  officielle  Meddelelser  angaaende  Frankrigs 
kunstindustrielle  Undervisning  og  omstændelig  omtale 
de  mere  fremragende  Skoler;  —  4.  Amatørerne  og 
Samlerne;  med  dem  for  Øje  vil  Tidsskriftet  give 
ansporende  Meddelelser  om  moderne  Fljems  Indret¬ 
ning  ikke  alene  i  Frankrig,  men  ogsaa  i  Udlandet; 
det  regner  her  ikke  mindst  paa  Kvinderne,  der  i 
voxende  Tal  blive  ivrige  for  at  forskjønne  deres  Hjem 
ved  broderede  Arbejder,  Porcellæns-  og  Viftemalerier 
o.  s.  v.  —  Efter  Tidsskriftets  Omslag  vil  dets  Ind¬ 
hold  fremtidig  falde  i  4  Grupper:  1.  Kunsten  i  det 
moderne  Liv;  .?.  Meddelelser  fra  Udlandet ;  3.  kunst¬ 
industriel  Undervisning;  4.  Meddelelser  fra  l’Union 
centrale  des  arts  décoratifs. 

Som  Direktør  for  Sévres  er  nu  istedenfor  den 
afdøde  Deck  Kabinetschef  i  Ministeriet  for  den  offent¬ 
lige  Undervisning  og  de  skjønne  Kunster  Baumgart 
bleven  ansat.  Han  er  næppe  Fagmand,  ti  han  har 


faaet  baade  en  teknisk  og  en  artistisk  Chef  under 
sig.  Den  tekniske  Chef  er  en  Kemiker  Vogt  og 
den  artistiske  Kobberstikkeren  Braqiiemo?it. 

Edouard  Garnier  har  i  Paris  udgivet  et  Luxus- 
værk .'  La  Porcelame  tendre  de  Sévres  med  50  Plan¬ 
cher  og  250  Afbildninger  efter  udvalgte  Stykker  i 
berømte  Samlinger.  I  Følge  Forfatteren  stammer 
det  bløde  Porcellæn  fra  Ludvig  den  Femtendes  Tid, 
og  hans  sukcederende  Favoritinder  sværmede  alle 
'  for  det;  det  blev  i  Yndest  langt  ind  i  Ludvig  den 
Sextendes  Tid  og  traadte  efterhaanden  i  ædle  Me¬ 
tallers  Sted  i  diplomatiske  Gaver.  Prisen  var  meget 
høj.  1761  fik  Dronningen  af  Spanien  et  Service  til 
13,101  Livres,  1767  fik  den  østerrigske  Ambassadør 
et  andet  til  32,522  Livres,  1777  fik  selve  Kejseren 
et  43.464  Livres.  Det  berømte  Service  af  tur- 
kisblaa  Bund,  som  Katharina  den  Anden  bestilte  i 
Sévres  1788,  bestod  af  744  Stykker  og  kostede 
328,188  Livres.  Det  er  derfor  ikke  saa  underligt, 
at  en  enkelt  Tallerken  af  dette  kostelige  Hele  gik 
i  6,400  Francs  ved  Doubles  Avktion  1881.  Det 
maa  erindres,  at  Priserne  fra  forrige  Aarhundrede 
maa  multipliceres  med  tre,  hvis  de  skulle  sammen¬ 
holdes  med  Pengenes  nuværende  Kjøbeevne. 

Den  af  V  Union  des  arts  décoratifs  til  1892  be¬ 
rammede  Udstilling  »La  plante«  er  bleven  udsat  til 
i  1894.  I  1892  ønsker  Selskabet  en  Exposition  des 
|  arts  de  la  femme.  Den  skal  omfatte  alle  Gjen- 
stande  'af  kunstindustriel  Natur,  der  ere  udførte  af 
eller  for  Kvinder.  Planteudstillingen,  haaber  man, 
kan  falde  sammen  med  den  højtidelige  Aabning  af 
Selskabets  kunstindustrielle  Museum  i  Palæet  paa 
Quai  d’Orsay.  Deputeretkammeret  har  vedtaget  et 
Forslag,  hvorefter  Museet  —  som  alt  en  Gang  tidligere 
bestemt  —  kan  komme  til  Ro  her,  og  man  haaber, 
at  Senatet  ikke  vil  modsætte  sig  denne  paany  op¬ 
tagne  Plan  (s.  ovfr.  1886.  S.  96). 

Som  gode  Vejledere  i  Fremstilling  af  huslig 
Kunst  nævner  det  sidste  Hefte  af  Kunstgewerbeblatt 
Anleitung  zur  Lederplastik  af  Georg  Biittner,  An- 
leitung  zur  Kerbschnitzerei  af  Clara  Roth  og  den. 
i  2clet  Oplag  foreliggende  Handbuch  der  Liebhaber- 
kiinste  af  Franz  Sales  Meyer.  Af  denne  sidste  Bog 
er  der  for  Tiden  begyndt  at  udkomme  en  norsk 
Oversættelse,  der  besørges  af  Konservator  ved  Kri- 
stiania  Kunstindustrimuseum  H.  A.  Grosch.  Oversæt¬ 
telsens  Titel  er  »Haandbog  i  huslige  Kunstarbejder«. 

Den  17.  Oktober  aabnedes  det  kulturhistoriske 
Hof  museum  i  Wien  i  en  ny  til  det  opført  Pragtbyg¬ 
ning,  Det  rummer  en  Række  det  østerrigske  Kejser- 
i  hus  tilhørende  Samlinger,  der  tidligere  have  været 
spredte  paa  forskjellige  Steder:  en  Samling  ægyp¬ 
tiske  Oldsager,  en  Antiksamling,  en  Mynt-  og  Me¬ 
daljesamling,  en  kunstindustriel  Samling,  en  Maleri- 

26* 


200 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


samling  o.  s.  v.  Af  Kataloger  foreligger  der  alle¬ 
rede  en  »tjbersicht  der  kunsthistorischen  Sammlun- 
gen  des  Allerhochsten  Kaiserliauses«  og  »Fithrer 
durch  die  Sammlung  der  kunstindustriellen  Gegen- 
stande«,  begge  redigerede  af  Albert  lig.  De  næv¬ 
nes  begge  som  fortrinlige  Arbejder.  —  Museet  om¬ 
tales  i  en  Artikel  af  Louis  Gonse  i  November-Heftet 
af  Gazette  des  beaux  arts. 

Af  den  for  nylig  udkomne  Aarsberetning  for 
Haniburgs  Kunstindustri-museum  i  1890  ses  det,  at 
Museet  i  det  nævnte  Aar  som  sædvanlig  har  befun¬ 
det  sig  i  god  Fremvæxt.  Dets  Budget  var  væsentlig 
som  tidligere  59,000  M.  (25,100  M.  til  Lønninger, 
io^ooM.  til  daglig  Drift,  20,000  M.  til  Indkjøb  og  3000 
M.  til  Biblioteket),  hvortil  endnu  kommer  som  Bidrag 
fra  Legater  og  Private  til  Indkjøb  I4>5°°  Det 

kan  fremhæves,  at  Museet  i  1S90  for  første  Gang 


har  erhvervet  et  Hirschvogel- Krus  og  en  Æske  med 
Vismutmaleri.  I  Anledning  af  dette  sidste  ledsages 
Aarsberetningen  af  en  Afhandling  af  Dr.  F.  Wibel 
»Bidrag  til  Oplysning  om  Vismutmetallets  og  Vis¬ 
mutmaleriets  Historie,  Etymologi  og  Teknik*. 

Hans  Macht  offentliggjør  i  denne  Tid  i  Mitth. 
des  oesterreich.  Mus.  en  Artikel  Kunstgewerbliches 
aus  England,  hvori  han  bl.  A.  dvæler  ved  South  Ken- 
sington  Museets  store  Betydning.  Han  omtaler  heri, 
at  Museet  i  1882  fra  en  enkelt  Mand,  John  Jones, 
fik  en  saa  stor  Gave,  at  dens  Værdi  ansloges  til 
det  samme  Beløb,  som  samtlige  indtil  da  af  Museet 
indkjøbte  Gjenstande  havde  kostet.  Han  ansætter 
Storbritaniens  og  Irlands  samlede  Aarsbudget  for 
kunstindustriel  Undervisning  til  400,000  £  d.  v.  s. 
omtr.  7,200,000  Kr. 


Fig.  225.  Ny  Carlsbergsvase. 

Gave  fra  Brygger  Carl  Jacobsen  og  Hustru  ved  et  25  Aars  Jubilæum 
(Bing  &  Grøndahl,  Pietro  lvrohn). 


UDGIVET  AF  INDUSTRIFORENINGEN  I  KJØBENHAVN 


TIDSSKRIFT 

FOR 

KUNSTINDUSTRI. 


UDGIVET  AF 


INDUSTRIFORENINGEN  I  KJØBENHAVN, 


REDIGERET  AF  C.  NYROP. 


8.  AARGANG  1892. 


KJØBENHAVN. 

I  HOVEDKOMMISSION  HOS  UNIVERSITETSBOGHANDLER  G.  E.  C.  GAD. 

TRYKT  HOS  NIELSEN  &  LYDICHE. 


1892. 


INDHOLD. 


I.  Text. 


Side 

Schiødte ,  Erik:  Jesuskirken  i  Valby .  i 

—  ns — Gyldenlæder .  15 

Olsen ,  Bernhard:  De  kjøbenhavnske  Guldsme¬ 
des  Mærker  fra  Tiden  før  1800 .  20,  37 

Meldahl ,  F.:  Charlottenborg  Slot .  29 

Gnudtzmann ,  E.:  Nogle  Tanker  om  Stil  og 

Stilformer  i  vor  Tid .  34 

Brock ,  P. :  Kongedragter  paa  Rosenborg .  41 

Leuning-Borch ,  C.:  Om  kunstindustriel  Under¬ 
visning  i  Paris .  53 

Olsen ,  Bernhard:  Glas  og  Bly  i  Vinduer.  54,  129 

Nyrop ,  C. :  Guldbryllupsgaver .  65 

Olsen ,  Bernhard:  Bryllup  i  fordums  Tid .  77 

Krohn ,  Pietro:  Madonnas  Trolovelsesring  ....  89 

Jørgensen ,  A.  D.:  De  danske  Regalier .  100 

Brock ,  P. :  Egenhændige  Arbejder  udførte  af 
Medlemmer  af  det  danske  Kongehus .  103. 


Side. 

Lange ,  Julius:  Hundredaars-Jubilæum  for  Fri¬ 
hedsstøtten  . .  1 1 5- 

Leuning-Borch ,  C.:  En  Skole  for  anvendt  Kunst  135. 

Beckett ,  Francis:  Renæssance-Plaketter  og  Re- 
næssance-Broncer .  137. 

Schiødte,  Erik:  Guldbryllupsgavernes  Udstilling  147. 

Friis ,  F.  R.,  og  Fenger ,  L.:  Springvandet  paa 
Gammeltorv  i  Kjøbenhavn .  16 1. 

Mejborg ,  R.:  Bidrag  til  Portenes  og  Dørenes 
Historie .  I72- 

Beckett ,  Francis:  En  Berigtigelse... .  184. 

Kcch ,  V.:  En  Mindegave  til  Etatsraad,  Dr.  phil. 

J.  D.  Herholdt .  185. 

Olsen ,  Bernhard :  Om  Tydning  af  danske  Fa¬ 
jancemærker  . 188. 

Mindre  Meddelelser .  24,  62,  156,  19 1. 


II.  Afbildninger  i  Texten. 


Arbejder  i  Guld  og  Sølv:  Fig.  59,  Guldkrans 
fra  danske  Skolebørn  til  Kongen  og  Dronningens 
Guldbryllup  (H.  Tegner,  A.  Michelsen);  —  P'ig.  62 

—  63,  Kunstakademiets  Guldbryllupsmedalje  (Th. 
Stein);  —  Fig.  67  —  68,  De  danske  Godsejeres  Taf- 
felopsats  (Arn.  Krog,  A.  Michelsen);  —  Fig.  74, 
Halslaas  fra  Skaane  (Dsk.  Folkemus.);  —  Fig.  75, 
Armbaand  (Rosenborg);  —  Fig.  78,  Armbaand  med 
Dronning  Anna  Catharinas  Navnetræk  (Rosenborg); 

—  Fig.  80,  Dronning  Elisabeths  Ring  (Rosenborg); 

—  Fig.  86,  Islandske  Brudekroner  (Nationalmuseet) ; 

—  Fig.  90,  Relikviegjeinme  i  Domkirken  i  Perugia; 

—  Fig.  93,  Kong  Kristian  V’s  Krone  (Rosenborg); 

—  Fig.  127,  Blomsterkumme  og  Vinkølere,  Guld¬ 
bryllupsgave  til  Kongen  og  Dronningen;  —  Fig. 


136,  Jardiniere,  Sølvbryllupsgave  til  Lensgrev  og 
Lensgrevinde  C.  F.  Danneskiold-Samsø  (Arn.  Krog, 
A.  Michelsen);  —  Fig.  131,  Emaljeret  Guldskrin, 
hvori  en  Adresse  fra  London;  —  Fig.  134,  Skrin  til 
det  store  nord.  Telegrafselskabs  Album  (N.  Fristrup, 
V.  Christesen). 

Arbejder  i  Emalje-,  Fig.  76,  Emaljeret  Bagside 
af  et  Armbaand  (Rosenborg);  —  Fig.  13 1,  Emalje¬ 
ret  Guldskrin,  hvori  en  Adresse  fra  de  Danske  i 
London. 

Arbejder  i  Bronce ,  Messing  o.  lign.:  P'ig.  19, 
Lampe  i  Jesuskirkens  Kor  (Fritz  Meyer) ;  — Fig.  50, 
Vindueskryds  med  Fals  fra  Pompeji;  —  Fig.  52, 


IV 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


Vindekryds  i  Bly  m.  m.;  —  Fig.  69,  Bryllupsgave 
til  Kongen  og  Droningen  i  1842  fra  Kong  Kristian 
VIII ;  —  Fig.  82,  Endestykke  af  en  Brudesaddel  i 
drevet  Metal  fra  Island;  —  Fig.  83,  Graveret  Malm¬ 
beslag  til  en  Bruds  Ridetøj  fra  Island;  —  Fig.  1 1 5, 
Andr.  Brioscos  Selvportræt  (Bronceplaket) ;  —  Fig. 
1 1 6,  Bronce-  Plaket  af  Andr.  Briosco;  —  Fig.  II 7, 
Andr.  Brioscos  Broncekandelaber  i  San  Antonio  i 
Padua;  —  Fig.  1 1 8,  Satyr,  norditaliensk  Bronce- 
Statuette;  —  Fig.  119,  Norditaliensk  Bronce-Opsats; 

—  120,  Bronce-Plaket  af  Valerio  Belli;  —  Fig.  121, 
Bronce-Plaket  af  Donatello;  —  Fig.  122,  Bronce- 
Plaket;  —  Fig.  123,  Norditaliensk  Bronce-Plaket; 

—  Fig.  124,  Det  Indre  af  en  Bronce-Skaal ;  — Fig. 
125,  Bronce-Blæklrus ;  —  Fig.  126,  Bronce-Plaket; 

—  Fig.  138,  139,  Cliaritasbilledet  paa  GI.  Torvs 
Springvand;  —  Fig.  143,  144,  146,  Springvandets 
Kumme. 

Arbejder  i  jern:  Fig.  15,  Smedejernsgitter  i 
Jesuskirkens  Korbue  (F.  W.  Doberck  &  Søn);  — 
Fig'  23)  Jernvinduesgitter  i  Krypten  sst.  (F.  \V.  Do¬ 
berck  &  Søn);  —  Fig.  34,  Smedejerns  Lygteholder 
(Charlottenborg);  —  Fig.  57,  Maskine  til  at  trække 
Blyvinder;- — Fig.  147 — 164,  169,  Smedejerns  .Hæng¬ 
sler  og  Beslag. 

Lakerede  Arbejder:  Fig.  65,  De  kjøbenhavnske 
PIaandværksmestres  Guldbryllupskaret  (F.  C.  Schulz). 

Arbejder  i  Ler:  Fig.  7,  Relief  i  brændt  Ler  i 
Jesuskirken; — P'ig.  18,  Parti  af  S.  Sindings  Frise  i 
Jesuskirken;  —  Fig.  66,  Marinens  Vase  med  Blomster¬ 
bord  til  Kongens  og  Dronningens  Guldbryllup  (Arn. 
Krog,  Den  kgl.  Porcellænsfabrik) ;  —  Fig.  70,  Guld- 
bryllups-Biskuitbasrelieffer  af  Kongen  og  Dronnin¬ 
gen  (Bing  &  Grøndohl);  —  Fig.  88,  Fra  Vinterio 
(Buste  i  Terrakotta);  —  Fig.  129,  Majolikavase  fra 
de  Danske  i  Neapel  til  Kongens  og  Dronningens 
Guldbryllup;  —  Fig.  173,  Dansk  Fajancefad  (Folke- 
museum);  —  Fig.  172,  174—179,  Danske  Fajance¬ 
mærker. 

Arbejder  i  Sten  og  Stuk:  Fig.  4 — 6,  Kapitæler 
i  Jesuskirken;  —  Fig.  9,  Kapitæl  fra  Synagogen  i 
Toledo  (Tegning  af  V.  Dahlerup);  —  Fig.  29  og 
36,  Fra  Stukloftet  i  Kuppelsalen  paa  Charlotten¬ 
borg;  —  Fig.  33,  Parti  af  et  Stukloft  paa  Charlot¬ 
tenborg;  - —  Fig.  35 — 39,  Fra  Charlottenborgs  Stuk¬ 
lofter;  —  Fig.  91,  Madonnas  Ring  i  Perugia;  — 
Fig.  92,  Ring  af  Bjergkrystal;  —  Fig.  101,  Bern- 
storff-Obelisken  paa  Gjentofte  Bakke;  —  Fig.  103, 
Obelisk-Komposition  af  Wiedewelt;  —  Fig.  104, 
Gravmæle  over  LIertugerne  af  Longueville;  —  Fig. 
105,  Frihedsstøtten  paa  Vesterbro;  - — Fig.  142,  Fod 
til  Springvandet  paa  GI.  Torv;  —  Fig.  16S,  Ploved- 
indgang  paa  Berridsgaard  ;  — Fig.  170,  Toldkammer¬ 
bygningen  i  Næstved. 


Arbejder  i  Glas:  Fig.  51,  Pustet  Glas,  inden 
det  skæres  op  og  udglattes;  - — -  Fig.  53'  Vinduer 
fra  Klosterkirken  i  Villers;  —  Fig.  54  og  55,  Vin¬ 
duer  fra  Bonlieu  og  Obasine ;  —  Fig.  56,  Spidse 
Ruder;  —  Fig.  106  —  112,  Mønstre  fra  en  dansk 
Glarmesterbog;  —  Fig.  113,  Glarmesterskilt  fra 
1829;  —  Fig.  1 14,  Glasmaleri. 

Arbejder  i  Træ ,  Horn  og  Ben:  P'ig.  22,  Alter¬ 
fylding  fra  Jesuskirken  (Sev.  &  Andr.  Jensen);  — 
Fig.  31,  Dørparti  fra  Charlottenborg;  —  Fig.  72, 
Forlovelsens  Haandslag  paa  et  Mangletræ  (Dansk 
Folkemus.);  —  Fig.  77,  Sammenlænkede  Bryllups¬ 
skeer  (Dsk.  Folkemus.);  —  Fig.  94,  Elfenbensæske, 
formentlig  udført  af  Frederik  III;—  Fig.  95,  Elfen¬ 
bensdaase,  hvori  sex  mindre,  udførte  af  Frederik 
IV;  —  Fig.  96,  Elfenbens  Lysekrone  udført  af  Dron¬ 
ning  Louise;  —  Fig.  97,  Elfenbens  Buddike  udført 
af  Dronning  Juliane  Marie;  —  Fig.  98,  Elfenbens¬ 
tempel  udført  af  Dronning  Juliane  Marie  1754 1  — 
P'ig.  130,  Lænestol,  Guldbryllupsgave  til  Kongen 
og  Dronningen  fra  Baronesse  Mohrenheim;  —  Fig. 
162 — 167,  Forskjellige  Døre. 

Arbejder  i  Læder:  Fig.  24—27,  Gyldenlæder 
fra  Bernh.  Schrøder,  Nielsen  &  Plansen;  —  P'ig.  60, 
Bind  i  Lædermosaik  til  Legatkomiteens  Adresse  til 
Kongens  og  Dronningens  Guldbryllup  (H.  Tegner, 
J.  L.  Flyge);  —  Fig.  85,  Brudesko  fra  Blekinge;  — 
Fig.  133,  Bind  til  nærværende  Tidsskrifts  Guldbryl¬ 
lupshæfte  (H.  Tegner,  Imm.  Petersen). 

Vævede  Stof  er,  Broderier  m.  m.\  Fig.  40,  Kri¬ 
stian  V’s  guldbroderede  Skarlagens  Karusseldragt ; 

—  Fig.  41,  Frederik  IV’s  sølvbroderede  røde  Fløjls 
Klædning;  —  Fig.  42,  Overtrøjen  til  P'rederik  IV’s 
røde  Fløjls  og  Sølvmors  Maskeradeklædning;  — 
p'ig.  43,  Undertrøjen  til  Frederik  lV’s  Maskerade¬ 
dragt;  —  Fig.  44,  Buxerne  til  Frederik  IV’s  Ma¬ 
skeradedragt;  —  Fig.  45,  Den  af  Kristian  VI  ved 
Kronprins  Frederiks  Formæling  1743  baarne  guld¬ 
broderede  Dragt  af  mørkebrunt  Sølvstof;  —  Fig. 
46,  Buxerne  til  denne  Dragt;  —  Fig.  47,  Kristian 
VIl’s  franske  Jagtuniform  af  blaat  Klæde  besat  med 
Guld-  og  Sølvgaloner;  —  P'ig.  61  og  64,  Odd  Fel- 
lows  Guldbryllupsgave  til  Kongen  og  Dronningen, 
Tæppe  til  P"redensborg  Kirke;  —  Fig.  79,  Blaa- 
farvet  Lommetørklæde  fra  Hollænderby,  Amager; 

—  Fig.  8 1 ,  Perlestukket  Pistolhylster  fra  Kristian 
IV’s  Ridetøj  ved  Prins  Kristians  Bryllup  1634;  — 
Fig.  84,  »Himmel«,  vævet  af  Hans  Knieper;  —  Fig. 
128,  Vifte,  Guldbryllupsgave  fra  Rusland;  — -  Fig. 
130,  Silkebetrukken  Lænestol,  Guldbryllupsgave  fra 
Baronesse  Mohrenheim. 

Vignetter ,  Vuer ,  Dekoration  o.  desl.:  Fig.  1, 
Jesuskirken  set  fra  Sydvest;  —  Fig.  2,  Jesuskirken 
med  projekteret  Klokketaarn ;  —  Fig.  3,  Fyldings¬ 
ornament  fra  Jesuskirken;  —  Fig.  8,  Katedralkirken 


Indhold. 


V 


i  Poitiers,  Skitse  af  V.  Dahlerup ;  —  Fig.  io,  Kor¬ 
buen  og  Koret  i  Jesuskirken;  —  Fig.  1 1 ,  Hoved¬ 
døren  set  indefra  (sst.);  —  Fig.  12,  Prædikestolen 
(sst.) ;  —  Fig.  13,  Vægmønster  (sst.);  —  Fig.  14, 
Parti  af  Gulvsøjlernes  Kapitæler  og  Buer  (sst.);  — 
Fig.  16,  Søjleknipper  i  Koret  (sst.);  —  Fig.  17, 
Buer  og  Piller  i  Galleriet  (sst.);  —  Fig.  20,  Alteret 
(sst.);  —  Fig.  21,  Parti  af  Krypten  (sst.);  —  Fig. 
30,  En  Medalje  med  Charlottenborg ;  —  Fig.  32, 
Udkast  til  et  Raadhus  i  Amsterdam  af  Ph.  Ving- 
boons;  — Fig.  48,  Giarmesternes  Vaaben  ;  —  Fig.  58 
°g  >35-  Fra  Præmieselskabet  for  Plejemodres  Adresse, 
af  Professor  L.  Frølich;  —  Fig.  62 — 63,  Kunst¬ 
akademiets  Guldbryllupsmedalje  (Th.  Stein);  —  Fig. 
71,  Guldbryllupsgaver  under  Udførelse  i  Guldsmede¬ 
værkstedet;  —  Fig.  87,  Madonnas  Trolovelse  af 
Rafael;  —  Fig.  89,  Madonnas  Trolovelse  af  Pietro 
Perugino;  —  Fig-  99i  Guachemaleri  af  Kristian  V; 
- —  Fig.  100,  Maleri  af  Prinsesse  Sophie  Hedevig; 
—  Fig.  102,  Haandtegning  af  Abildgaard  til  et  Re¬ 
lief  paa  Frihedsstøtten;  —  Fig.  103,  Obelisk-Kom¬ 
position  af  Wiedewelt;  —  Fig.  132,  Titelblad  ud¬ 
ført  af  Hds.  kgl.  Højhed  Kronprinsessen;  —  Fig. 


137-  141,  >45-  Springvandet  paa  GI.  Torv;  —  Fig. 
140,  Raadhuset  med  Springvandet  udenfor;  —  Fig. 
170,  Toldkammerbygningen  i  Næstved. 


Medvirkende  Kunstnere, 


Dahlerup,  V.,  Fig.  8,  9. 

Frølich ,  L„  Fig.  58,  135. 

Hallin ,  F.  A .Fig.  66. 

Hansen ,  J.  7),  Fig.  129— 130. 

Krohn ,  Pietro ,  Fig.  88. 

Larsen ,  Alfr.,  Fig.  65,  67—69,  72-79-  85,94—100, 
163,  164. 

Overgaard ,  C.  N .,  Fig.  24 — 27. 

Rondahl,  E.,  Fig.  1  —  7,  10  —  17,  >9  —  23-  29,  31,  33 
—39-  48,  5° — 53-  56,  82,  83,  86,  90,  93,  106—113, 
127,  131,  167. 

Sinding ,  S.,  18. 

Tegner ,  H.,  S.  65  fig. 

F.  Hendriksens  Reproduktions- Atelier , 


III.  Afbildninger  udenfor  Texten. 

Tavlerne  indsættes  ved  de  angivne  Sider. 


Side. 


I.  Gyldenlæderstapet  fra  Frederiksborg  Slot. 
Gjenfremstillet  af  Bernh.  Schrøder,  Nielsen 

&  Hansen .  19, 

II.  Gyldenlæderstapet  med  Motiv  fra  Voer- 
gaard.  Fremstillet  af  Bernh.  Schrøder, 

Nielsen  &  Hansen .  19. 

III.  Tæpper  til  Kongens  og  Dronningens  Stole 


Side. 

i  Fredensborg  Slotskirke  (Lor.  Frølich), 

Guldbryllupsgave  fra  Odd  fellows .  69. 

IV.  Sølvkandelaber  (Arn.  Krog,  A.  Michelsen) 
Guldbryllupsgave  til  Kongen  og  Dronnin¬ 
gen  fra  danske  Godsejere .  74. 

V.  Mindegave  til  Etatsraad,  Dr.  phil.  J.  D. 

Herholdt  (V.  Koch)  .  185. 


IV.  Væsentlige  Æmner  og  Navne. 


Abildgaard,  N.,  1 18,  123,  125,127, 
157- 

Adresser,  68,  152,  153. 

Albertina,  Legatet,  191. 

Allen,  J.,  70. 

Andersen,  Carl  F.,  157. 

Anguier,  Frangois,  126. 
Antiksamlingen,  137,  184. 
»Antverper«,  56. 

Aubusson,  68,  151. 

Avktion  over  Hammers  Samlinger, 

63.  158. 

Balcke,  Hans,  1 33. 

Barbedienne,  Ferdinand,  64. 


Barbette,  Josias,  109. 

Beckett,  Francis,  137,  184. 
Beckman,  S.  P.,  14. 

Belli,  Valerio,  143. 

Beraldi,  Henri,  63. 

Berg,  Hans  Chr.,  14,  63. 
Bindesbøll,  G.,  187;  —  Th.,  192. 
Bing  &  Grøndahl,  76. 

Bissen,  V.,  15 1. 

Blaaning,  80  —  81. 

Blache,  Chr.,  71. 

Bogbind,  68,  152,  153. 
Bogelskere,  63. 

Bogkjendskab,  28,  63. 

Brandstrup,  L.,  70,  73,  76,  148. 


Briosco,  Andr.,  137,  139,  140. 
British  Museum,  54. 

Brock,  P.,  41,  103. 
Broderifagskole,  192. 
Brudekroner,  87,  88. 
Bryllupsskikke,  77. 
Burman-Becker,  J.  G.,  25. 

Bøgh,  Nic.,  67. 

Carodosso,  138. 

Cavaillé-Coll,  9. 

Champier,  Victor,  64. 
Charlottenborg,  29,  156. 
Christensen,  Hans,  14. 
Christesen,  V.,  74,  75,  155,  188. 


VI 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


Christiansen,  R.,  152. 

Christofle  &  Kp.,  64. 

Clason,  J.  G.,  26. 

Colbert,  133. 

Dahlerup,  V.,  1  flg. 

Dajon,  Nic.,  123. 

Dalhoff,  J.  B.,  186. 
Danneskiold-Samsø,  C.  F.,  156. 
Dekorationsforeningen ,  svenska, 

26. 

Delaherche,  64. 

Doberck,  F.  W.,  &  Søn,  9,  11, 
14,  171. 

Dolilmann,  Augusta,  152. 
Donatello,  139,  143. 

Drachmann,  Holger,  1 5 1  ■ 

Dragter,  41. 

Duvier,  A.,  12,  14, 

Eigtved,  N.,  156. 

Erichsen,  Erich,  62. 

Essenwein,  Aug.,  192. 

Ex  libris,  28. 

Fabergé,  147,  19 1  - 
Fagademaleri,  64. 

Fagskoler,  19 1,  1 92. 
Fajancemærker,  danske,  188. 
Falke,  Jakob,  64. 

Fenger,  L.,  161. 

Flensborg  K unstindustrimuseum, 

27. 

Flyge,  J-  L„  68. 

Folkemuseum,  dansk,  62,  77,  78, 
79  Ag-.  189- 

Forening  for  Hovedstadens  For- 
skjønnelse,  25  ;  —  for  Boghaand- 
værk,  192;  —  s.  Dekorations¬ 
forening,  Fællesforening,  Indu¬ 
striforeningen,  Kunstforeningen, 
Teknisk  Provinsskoleforening, 
Slojdforening. 

Foss,  H.,  t6. 

Fotografi,  Farve,  1  59- 
Fourcaud,  L.  de,  158,  159. 
Frederik  II,  82,  86,  161 ;  —  III,  44. 
45,  to2,  ros,  I08.  in  ;  —  IV, 
48,  50,  iii  ;  —  V,  51,  107. 
Fredensborg,  68,  121. 
Frederiksborg  Slot,  iS,  25,  50. 
Frihedsstøtten,  115,  1 5  7- 
Friis,  F.  R.,  161. 

Friluftsmuseer,  62. 

Fristrup,  N.,  154,  155. 

Frohne,  J.  V.,  131,  188. 

Frølich,  Lorenz,  66,  68,  69,  151, 

*55- 


Fyhn,  P.,  18S. 

Fællesforening  af  danske  Maler¬ 
mestre,  26. 

Galland,  64. 

Gallé,  Emile,  63,  64,  158. 

Gierløv,  Chr.,  189. 

Glarmesterbog,  dansk,  131. 
Glarmesterskilt,  134. 

Glas  i  Vinduer,  $4,  129. 
Glasmalerier,  13,  63,  129. 
Glosimodt,  O.,  13. 

Gnudtzmann,  E.  34. 

Gobelin,  69,  130. 

Goncourt,  Brødrene,  64. 

Gripsholm,  25. 

Grolier,  63. 

Grund,  Joh.  Gotfr.,  12 1. 
Guldbryllupsgaver,  65,  147,  I91- 
Guldsmedemærker,  20,  37,  159, 

191. 

Guldsmedestik,  130. 

Gyldenlæder,  15,  25. 

Gyldenløve,  U.  F.,  29,  30. 

Hammelef,  U.  A.  F.,  14,  73,  148. 
Hammer,  Chr.,  63,  158. 
Handelsbanken,  62. 

Hansen,  Axel,  13;  —  Constantin, 
Frk  ,  11 ;  —  Ileinr.,  75;  —  P-, 
152;  —  Viggo,  171. 

Harsdorff,  C.  F.,  63,  125. 
Haslund,  O.,  1 5 1  - 
Hassel  &  Teudt,  14. 

Hauberg,  P.,  25. 

Hazelius,  A.,  192. 

Haas,  G.,  121. 

Hellerung,  J.  H.,  12. 
Helligaandskirken,  63. 
Hendriksen,  F.,  157,  192. 
Henningsen,  Frants,  1 5 1 . 
Henriksen,  N.  G.,  73.  156.  i92- 
Herbst,  C.  F.,  25. 

Herholdt,  J.  D„  185. 

Hertz,  P.;  28. 

Hertzsprung,  S.,  156. 

Hoe,  Jacob,  101. 

Hoffmann,  Peter,  164. 

Hornboldt,  Villom,  133. 
Howden-Rønnenkamp,  l’.Chr.,  157. 
Hviid-Petersen  &  Diinweber,  70. 
Huttemeier,  Th.,  14,  157. 

Plørlin,  Hugo,  26. 

Industriforeningen,  25,  147,  152, 

157- 

Jacobsen,  Carl,  I,  63,  157. 
Jamnitzer,  Wenzel,  158. 


Jardin,  N.  H.,  156. 

Jensen,  Gunnar,  28,  70;  — Jakob, 
105;  —  J-  P  ,  Hi  —  Severin 
&  Andreas,  14. 

Jerndorff,  Aug.,  7,  15 1. 

Jernstil,  159. 

Jesuskirlcen,  1,  62. 

Johansen,  P.,  34. 

Jørgensen,  A.  D.,  100. 

Karlin,  G.  J  son,  26,  77,  84,  1 57j 
191. 

Kejserpokal  i  Osnabriick,  160. 
Kjøbenhavns  Vaaben  som  Guld¬ 
smedemærke,  39. 

Klein,  Charlotte,  I91;  — V.,  157. 
Knieper,  Hans,  85,  86. 

Kobberstik,  farvetrykte,  64. 
Kobberstiksamlingen,  1 30. 

Koch,  V.,  185. 

Kongearbejder,  egenhændige,  103. 
Kongedragter,  41. 

Kreutzel,  57,  156. 

Kristian  IV,  25,  44,  83,  105,  108, 
162;  — V,  42,  100,  iii;  —  VI, 
51,  106;  —VII  52;  —VIII,  75- 
Krohn,  Pietro,  25,  89,  157- 
Krog,  Arnold,  64,  7°.  72>  MS, 

IS6- 

Krøsel,  156. 

Kultorvet,  Fontæne  paa,  25. 
Kulturhistorisk  Museum  i  Lund, 
157,  191. 

Kunstakademiet,  70,  121. 
Kunstbøger,  1 30. 

Kunstdrejeri,  103  flg. 
Kunstforeningen,  63,  192. 
Kunstindustrimuseum,  det  danske, 

25,  157;  —  i  Bergen,  63 ;  —  i 
Kristiania,  27. 

Kurtz,  Povl,  101. 

Kvindekunst,  63,  159,  192. 
Kublich,  Ferdinand,  40,  103. 

Langballe,  67. 

Lange,  Jul.,  1  15,  1 57 • 

Larsen,  Hans  &  Jørgen,  14,  171; 

—  Knud,  155. 

Lessing,  Julius,  192. 
Leuning-Borch,  C.,  53,  L3S- 
Levy,  Ferd.  L.,  63. 

Lippmann,  159. 

Litteratur,  dansk,  26,  156  157; 

—  fransk,  27,  63,  130,  139, 
158;  —  italiensk,  97;  —  norsk, 
27,  63;  —  svensk,  26,  27,  191 ;  — 
tysk,  28,  64,  98,  130,  139,  158. 

Livsforsikringsanstalterne,  1 56. 

Ljunggren,  G.,  157. 


Lofter,  29,  157. 
Longueville-Monument,  126. 
Louise,  Dronning,  1x4;  —  Kron¬ 
prinsesse,  1 15,  152. 

Louvre,  159. 

Lund,  Carl  O.  J.,  26;  —  J.  G., 
74;  -  Troels,  25,  58,  77. 
Lædermosaik,  68. 

Madsen,  Karl,  26,  158. 

Marie,  Prinsesse,  115. 
Marmorkirken,  156. 

Mejborg,  R.,  25,  58,  1 72. 

Mel  dahi,  F.,  29,  156,  157,  160. 
Meyer,  Fritz,  10. 

Michel,  Marius,  64. 

Michelsen,  A.,  67 ,  73,  156,  191  ; 

-  C.,  157. 

Moderno,  145. 

Mortensen,  L.  C.,  156. 

Mosko v,  dansk  Terrakotta  i,  26. 
Museum,  s.  British  Museum,  Fol- 
kemuseum,  Kidturhistorisk  Mu¬ 
seum,  Kunstindustrimuseum,  Na¬ 
tionalmuseum,  Nordiska  Muse¬ 
um,  Rosenborg,  Østerrigs. 
Muller,  L.,  146,  184;  —  Sigurd, 
157;  —  Sophus,  25,  184. 
Mollmann,  C.,  &  Kp.,  62,  188. 

Nationalfabriker,  Frankrigs,  27. 
Nationalmuseet,  24,  62,  157. 
Naturen  som  Lærer,  28,  54,  64, 
136,  158,  192. 

Nerger,  Chr.,  166. 

Nielsen,  E  ,  14;  —  Erik,  70. 
Nordiska  Museet,  26,  1 92. 

Nyrop,  C.,  58,  60,  61,  65,  188;  — 
M.,  157,  172. 

Næsbyholm,  157. 

Obelisker,  124. 

Odd  fellows,  68. 

Oesterlay,  Karl,  160. 

Olsen,  Bernhard,  20,  37,  54,  77, 
129,  188,  191. 

Orth,  E.  C.  H.,  71,  72. 

Osserin,  Gert,  83. 

Otte,  Statzios,  164,  165. 
Overgaard,  C.  N.,  13,  17,  18,  19, 
63 >  IS7- 


Indhold. 


Papirvinduer,  58,  133. 
Pengeseddel,  63,  192. 

Perugino,  Pietro,  96. 

Petersen,  Edv.,  25;  — Henry,  25; 
—  H.  Chr.,  188;  —  Imm.,  153, 
157;- — Julie,  f.  Wagner,  II;  — 
K.  Arne,  153. 

Pfau,  Johan,  188. 

Plaketter,  137. 

Plante-Udstilling,  63. 

Poitiers,  Katedralkirken  i,  3, 
Porcellænsfabrik,  den  k g  1 . ,  64,  70, 
73,  136,  137;  —  s-  Bing  & 
Grøndahl,  Sévres. 
Porcellænsmaleri,  26. 

Priser,  158,  160. 

Prisopgvaer,  63,  158,  1 92. 

Raadhus,  Kjøbenhavns,  157. 
Raben-Levetzau,  72. 

Rafael,  90,  133. 

Rasmussen,  Lauritz,  10,  73;  —  N. 
P„  62. 

Regalier,  de  danske,  100. 

Reiman,  Carl,  ’s  Efterflg.,  70. 
Reinburg,  Felix  9. 

Rembrandt,  26,  158. 

Revue  des  arts  décoratifs,  27,  63, 
64. 

Ritter,  Frantz,  64, 

Rosenberg,  Marc,  158,  IS9' 
Rosenborg,  41,  72,  79,  100,  103. 
Rothmann,  71. 

Rothschilds  Hotel,  27,  64. 
Rubardt,  70 
Ruder  60. 

Saloner,  i  Paris,  158. 

Saly,  J.  F.,  1 1 6. 

Sauermann,  H.,  27,  172. 
Schieltved,  O.  A.  E.,  14,  73,  171. 
Schiødte,  Erik,  1,  157. 

Schrøder,  Bernh.,  Nielsen  &  Han¬ 
sen,  15,  19,  62. 

Schulz,  F.  C.,  70,  72. 

Schabel,  Hans,  166;  —  Slægttavle, 
167. 

Seifert  &  Nørgaard,  II,  70. 
Sévres,  27,  64. 

Sinding,  Stephan,  9,  11. 
Slojdforeningen,  svenska,  26. 


VII 


Spengler.  Lorentz,  106. 

Sperandio,  144. 

Springvand  paa  GI.  Torv,  161  ;  — 
paa  Kultorvet,  25. 

Stanley,  C.  F.,  121. 

Steffensen,  V.  F.,  157. 

Stein,  Th.,  70. 

Stempling  af  Guld,  191. 
»Stenkirker«,  42. 

Stilformer  i  vor  Tid,  34,  1 59)  185. 
Stockbauer,  J.,  28. 

Stuklofter,  29,  157. 

Tapeter,  17,  18. 

Tegne-  og  Kunstindustriskole  for 
Kvinder,  191. 

Tegner,  Hans,  67,  68,  149,  152, 
153,  157,  169,  171. 

Teknisk  Provinsskoleforening,  157. 
Thibaud  fréres,  10. 

Timm,  J.  E.,  14. 

Tinsoldater,  28. 

Toledo,  Synagogen  i,  4. 
Trolovelsesringe,  78,  89. 

Troner,  de  danske  Dronningers, 
21. 

Tryggelin,  H,,  26, 

Tuscher,  Marcus,  1 1 6. 

Udstilling  af  Kvindekunst,  63,  159, 
192;  —  »la  plante«,  63;  —  farve¬ 
trykte  Kobberstik,  64. 
Undervisning,  kunstindustriel  53, 

i3S,  '57,  i59,  '9L  '92 
Union  centrale  des  arts  décoratifs, 
27,  63,  158. 

Vachon,  Marius,  27. 

Valeriano,  Francesco  di,  96. 
Verdensudstilling,  Tysklands  Del¬ 
tagelse  i,  159. 

»Vinder«,  56,  57. 

Vingboons,  Philippe,  31. 

Vik,  J„  188. 

Vinterio,  Fra,  92. 

Weidenhaupt,  Andr.,  123. 
Westphal,  71. 

Wiedewelt,  122,  124,  125,  146. 
Østerrigs  Museum,  64. 


n'j.t. 


i 


Fig.  T.  Jesuskirken,  set  fra  Sydvest. 


Jesuskirken  i  Valby. 


Af  Erik  Schiødte. 


IH  or  Hr.  Carl  Jacobseti ,  Ejeren  af  det  store  Ølbryggeri  »Ny  Carls- 
berg«,  Skaberen  af  »Glyptotheket«,  denne  i  Norden  enestaaende  Skulptur¬ 
samling,  Stifteren  af  forsk j ellige  betydelige  Legater  til  sin  Fødebys  For- 
skjønnelse  og  til  Kunstindustriens  Fremme,  en  Mand  med  en  lidenskabelig 
Kjærlighed  til  Kunst,  blandet  med  et  stærkt  Hang  til  Religiøsitet,  for  en 
saadan  Mand  laa  det  ganske  naturligt  at  bygge  en  Kirke. 

Hr.  Jacobsen  har  rejst  overordentlig  meget  og  overalt  sét  sig  godt 
om.  Han  har  en  Forkjærlighed  for  den  oldkristelige  Bygningskunst,  særlig 
som  den  fremtræder  i  Ravenna,  samt  får  polerede  Granitsøjler;  da  han  i 
1882  henvendte  sig  til  sin  Arkitekt,  Professor  Vilh.  Dahlerup,  med  Opfor¬ 
dring  til  ham  om  at  tegne  en  Kirke  til  Valby,  som  i  Skjønhed  skulde  overgaa 
alle  de  andre  Kirker  i  Kjøbenhavn  saaledes,  at  man  vilde  valfarte  til  den, 
som  man  i  Rom  valfarter  til  de  skjønne  Kirker  udenfor 
Stadens  Mure,  faldt  det  derfor  Arkitekten  naturligt  at  hente 
sine  Motiver  netop  fra  den  oldkristelige  Bygningskunst. 

Dahlerups  første  Projekt  blev  udar¬ 
bejdet  og  var  at  sé  paa  Charlottenborgs 
Kirkebygningen  tænk- 


Foraarsudstilling. 
tes  udført  af  Munkesten  og  skulde  være 
overordentlig  rigt  dekoreret  med  arki¬ 
tektoniske  Led,  Orna¬ 
menter,  Relieffer  og 
Dekorationer.  Et  mæg¬ 
tigt  Klokketaarn  hævede 
sig  ved  Siden  af  Kirken, 
og  baade  udvendig  og 
indvendig  skulde  den  i 
hele  sin  Karakter,  Ud¬ 
styrelse  og  Symbolik 
fremtræde  som  indviet 


— 


Jesuskirken  med  projekteret  Klokketaarn. 


Fig.  2. 


1 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


Fig.  3.  Fyldingsornament  i 
Farver  paa  livid  Grund. 


Fig.  7- 

Relief  i  brændt  Ler. 


til  Jesus  Kristus:  Foran  Kirkens  Fapade  et  vældigt  Krucifix  med 
Frelseren  paa  Korset,  paa  Kirkens  Tinde  Kristus  bedende  Fader¬ 
vor,  i  Krypten  hans  Statue  som  Lig  hvilende  i  en  aaben  Mar¬ 
morkiste,  paa  Alteret  Jesus  som  Verdens  Flerre  med  Jordkuglen 
i  Haanden ,  kort  sagt  en  Række  Fremstillinger  af  Jesu  Liv  og 
Gjerninger. 

Projektet  viste  sig  imidlertid  at  kræve  for  store  Pengemidler; 
man  opgav  Munkestenene  og  indskrænkede  sig  til  almindelige 
Mursten,  man  skrællede  Dekoration  efter  Dekoration  af  de  rige 
Fapader,  og  da  man  i  1884  begyndte  paa  Opførelsen,  var  det 
med  den  Tanke  foreløbig  at  udelade  saavel  Kor  som  Klokke- 
taarn.  Heraf  kommer  den  paafaldende  Tarvelighed,  som  Sok¬ 
kelen  og  Kirkens  nederste  Stokværk  i  det  Ydre  fremviser.  Man 
indsaa  imidlertid  snart,  at  denne  Tarvelighed  var  for  stor,  og 
øverste  Stokværk  forsynedes  da  efterhaanden  med  en  Dekoration, 
der  i  Enkelthedernes  Rigdom  ikke  staaer  synderlig  tilbage  for 
det  oprindelige  Udkast.  Vi  henviser  bl.  A.  til  de  medfølgende 
Tegninger,  Fig.  3,  4 — 6  og  7,  som  henholdsvis  fremstiller  nogle 
Kæpitæler  og  et  Relief  i  brændt  Ler  samt  et  Fyldingsornament, 
udført  i  brogede  Mineralfarver  paa  hvid  Grund,  Pmkeltheder  af 
Kirkens  ydre  Dekoration. 

Under  Arbejdet  døde  Bygherrens  Fader  og  andre  Medlem¬ 
mer  af  hans  nære  Familie,  og  han  besluttede  da  allerede  paa 
det  nuværende  Standpunkt  at  opføre  Koret,  idet  han  ændrede 
sin  Tanke  med  Krypten  dertil,  at  den  skulde  være  en  Familie¬ 
begravelse,  saa  at  Jesuslcirken  ikke  alene  blev  et  Gudshus  for 
Valby  Menighed,  men  tillige  et  Mausoleum  over  den  Jacobsenske 
Slægt.  Kun  Klokketaarnet  opsatte  man  at  opføre  til  en  Gang  i 
Fremtiden ;  derfor  virker  Kirken  foreløbig  noget  kullet  og  ufuld¬ 
endt  og  vil  først  efter  Taarnets  Opførelse  ret  komme  til  at  tage 
sig  ud,  ligesom  de  prægtige  Klokker  foreløbig  er  henviste  til  et 
tarveligt  Udhus,  indtil  de  engang  højtideligt  og  malmfuldt  kan 
klinge  ud  over  Landet  fra  Taarnets  høje  Stade. 

Kirkens  Beliggenhed  er  velkjendt.  Det  er  ude  i  Valby, 
Syd  for  Landevejen,  skraas  overfor  Søndermarken.  Den  ligger 
midt  paa  en  stor  aaben  Plads,  der  efterhaanden  ved  Vejanlæg 
og  Plantninger  vil  danne  smukke  landskabelige  Omgivelser, 
samtidig  med,  at  der  for  at  forhindre  Opførelsen  af  store,  skæm- 
rnende  Bygninger  er  lagt  Servitut  paa  de  omgivende  Grunde. 
De  stedlige  Forhold  har  foranlediget,  at  Kirkens  Indgang  er  i 
Nord,  dens  Kor  i  Syd,  tvært  imod  det  gængse  Forhold,  at  Koret 
efter  ældgammel  Skik  vender  mod  Øst. 

hit  Par  Hovedmaal  vil  give  en  Forestilling  om  Bygningens 
Størrelse.  Kirken  er  udvendig  80  Alen  lang  og  28  Alen  bred, 
den  indvendige  Hvælvingshøjde  er  i  Midtskibet  25  Alen  og  i 
Koret  30  Alen.  Klokketaarnet  vil  blive  10  Alen  i  Kvadrat  og 
kommer  til  at  bestaa  af  8  Stokværk;  Højden  til  Spiret  bliver  50 
Alen,  til  Spirets  Top  80  Alen  og  til  Engelens  Isse  84  Alen. 


Jesuskirken  i  Valby. 


3 


Det  vil  blive  opført  Øst  for  Kirken  i  Linie  med  Nord-Facaden  og-  vil  ved  en  overbygget 
Gang-  blive  forbundet  med  Kirken. 

.  Lad  os  et  Øjeblik  se  paa  Arkitektens  Motiver  og  Tanke.  Naar  der  er  Tale  om 
en  Arkitekts  Motiver,  saa  er  det  ofte  saa,  at  netop  det  Motiv,  der  har  været  ham  det 
vigtigste,  næppe  nok  kan  opdages  af  andre,  hvorimod  tilfældige  Enkeltheders  tilfældige 
Lighed  med  andre  strax  springer  enhver  i  Øjnene.  Man  siger  jo,  at  der  er  intet  nyt 
under  Solen,  og  særlig  paa  Bygningskunstens  Omraade  er  dette  en  uimodsigelig  Sandhed. 
I  Arkitektur  gjælder  det  ingenlunde  om  at  frembringe  Noget,  som  ikke  ligner  nogetsom- 
he Ist  tidligere  existerende,  men  derimod  om  at  benytte  hele  det  foreliggende  Materiale 
med  Smag,  Kyndighed,  Forstaaelse  og  Indsigt  og  saa  paa  trykke  det  sit  eget  personlige 


fe 

XN 

Æk 

må 

i 

i 

G  'Y,.. 

Fig.  8.  Katedralkirken  i  Podiers,  efter  en  Skitse  af  V.  Dahlerup. 


Bræg,  sin  selvstændige  Opfattelse,  den  ejendommelige  Karakter,  som  forener  alle  Værkets 
enkelte  Bestanddele  til  en  urokkelig  sammenhængende  Helhed.  Lykkes  dette,  og  svarer 
Bygningen  baade  i  Ydre  og  Indre  til  sin  Bestemmelse,  saa  har  Bygningen  Stil,  selv  om 
den  hverken  er  gothisk  eller  romansk,  antik  eller  moderne. 

Dahlerup  har  fra  Ravenna  selv  egentlig  kun  hentet  Motivet  til  Hovedfacadens 
Søjlei  med  de  ejendommelige  Dobbeltkapitæler  og  til  Galleriets  gjennembrudte  Brystværn 
mde  i  Kirken,  idet  han  her  har  benyttet  Egetræ  istedenfor  Italiens  Marmor.  Hans  Hoved¬ 
motiv,  hvad  def  Ydre  angaar,  er  den  gamle  Katedralkirke  i  Potiers,  Fig.  8,  som  her  er 
afbildet  efter  en  Skitse  af  Dahlerup,  men  man  sér  let,  hvor  selvstændig  han  har  behandlet 
Motivet,  naar  man  sammenligner  Originalen  med  den  danske  Kirke.  Det  ligeledes  efter 
Dahlerups  Tegning  afbildede  Kapitæl  fra  Synagogen  i  Toledo,  Fig.  g,  med  de  ejendom- 


4 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


melige  Piniekogler  har  han  benyttet  til  en 
Række  Kapitæler,  men  overalt  varieret  Mo¬ 
tivet,  ligesom  det  overhovedet  stærkt  maa 
fremhæves  til  Dahlerups  Ære,  at  ikke  to 
Ornamenter,  ikke  to  Led,  ikke  to  Kapitæler 
eller  Baser  i  Kirkens  Indre  er  ens.  Man 
forstaaer  let,  at  der  udfordres  en  ualminde- 
og  en  frodig  Skaberevne  til 
Fra  Kor- 
i  Venezia 


lig  rig  Fantasi 


en  saadan 


uendelig  Variation. 


væggen  i  Santa  Maria  de’  Frari 
har  han  laant 
Idéen  til  Portal- 
væggen  med  de 
indrammede  Fi¬ 
gurfremstillinger, 
og  han  har  over¬ 
hovedet  benyttet 
østerlandske, 
mauriske,  byzan¬ 
tinske  og  oldkri- 
stelige  Motiver, 
hvor  han  har  fun¬ 
det  Anvendelse 
for  dem.  Ja  selv 
Danmark  har  af¬ 
givet  et  Motiv:  i 
Ballerup  Kirke 
staaer  en  gammel 
romansk  Granit¬ 
døbefont  med  et 
palmetagtigt  Re¬ 
liefornament,  som 
er  benyttet  ved 
Orneringen  af  en 
af  de  svære  Gra¬ 
nitsøjler  i  nederste 
Stokværk,  se  Fig. 

14  Søjlen  tilhøjre. 

Det  var  Arkitektens  Motiver,  nu  kom¬ 
mer  vi  til  hans  Tanke,  hans  ledende  Prin¬ 
cip  i  Kompositionen. 

Hovedfagaden  med  de  tre  store  Buer 
ind  til  den  aabne  Forhal,  med  den  mæg¬ 
tige  Rose  i  Gavlen,  Kristusfiguren ,  som 
taarner  hele  Bygningen,  og  de  fire  Evange¬ 
listers  Symboler,  gjør  et  smukt  og  harmo¬ 
nisk  Indtryk,  skjøndt  man  ikke  kan  vægre 
sig  ved  at  finde  Sidepillerne  lovlig  spinkle. 
Anderledes  med  Sidefacaden  og  Koret.  Vi 


føler  os  ikke  tiltalte  af  Inddelingen  med 
de  lave  trekantede  Gavle  over  Vinduespar¬ 
tierne,  vort  Øje  stødes  ved  den  underlige 
Kløft  som  Overgang  mellem  Skib  og  Kor ; 
og  Korets  Silhouet,  som  den  f.  Ex.  sés  fra 
Jernbanelinien  i  Nærheden  af  Kjøbenhavn, 
virker  mere  overraskende  end  behageligt. 
Alt  dette  hænger  sammen  med,  at  Arkitek¬ 
ten  har  komponeret  sin  Bygning  indefra 
udad. 

For  Dahlerup 
har  ■  Hovedsagen 
været :  Lysvirknin¬ 
gen  i  Kirkens  In¬ 
dre;  han  har  lagt 
Vægten  paa  det 
gjensidige  For¬ 
hold  mellem  Ly¬ 
set  fra  den  store 
Vinduesrose  i 
Nord  og  fra  Kor¬ 
kuppelens  gullige 
Vinduer  i  Syd,  og 
mellem  dem  har 
han  som  virknings¬ 
fuldt 
moment 
den  halvmørke 
Hvælving.  Uden 
om  dette  Skelet 
har  han  saa  hængt 
Y  dermuren  som 
en  stramt  sidden¬ 
de  Kappe ,  der 
lader  ane  de  in¬ 
denfor  værende 
Former.  Om  han 
.  har  haft  Ret  heri, 

er  et  Spørgsmaal  for  sig;  her  gjælder  det 
kun  om  at  forstaa,  hvorledes  han  har  ar¬ 
bejdet,  og  efter  hvilke  Principer,  han  er 
gaaet  frem.  Resultatet  er  blevet,  at  man 
ved  sin  Indtrædelse  i  Kirken  overraskes  og 
overvældes  af  dens  Lys  og  Rigdom. 

Det  fyldigste  Indtryk  af  Kirkens  Indre 
modtager  man,  naar  man  tager  Plads  paa 
det  amfiteatralske  Galleri  over  Indgangen 
med  Ryggen  til  Glasrosen.  Man  befinder 
sig  ikke  længere  i  dot  kolde  Norden,  hvor 


Overgangs¬ 


anbragt 


Fig.  9.  Kapitæl  fra  Synagogen  i  Toledo 
(efter  en  Tegning  af  V.  Dahlerup). 


Jesuskirken  i  Valby 


i  Nutiden  Kirkernes  Indre  virker  med  hvidkalkede  Vægge,  tarvelige  Lofter  og  et  kunst¬ 
forladt  Fattigdomspræg,  koldt  og  frastødende.  Nej,  lier  er  Sydens  Lys  og  Varme.  Alt 


forener  sig  til  et  Indtryk  af  Farver  og  Pragt.  De  blankpolerede  Granitsøjler  pranger  med 
Lysstrimer  i  Solens  Glans,  Guldet  blinker  fra  Led  og  Kapitæler,  rige,  farvemættede  Orna¬ 
menter,  snart  i  Relief,  snart  i  Maling,  dækker  alle  Fladerne. 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


O  g  fra  clet  oplyste  Skib  danner  den  halvmørke  Hvælving  Overgangen  til  det 
lysende  Kor.  Lyset  falder  roligt  og  fuldt  gjennem  Kuppelens  \  induer  ned  over  Alteret, 


Fig.  II.  Hoveddøren  sét  indefra. 


et  samlet  harmonisk  Lys.  Forneden  de  svære  Granitsøjler,  derover  den  karakteristiske 
Frise  under  det  slanke  Galleri,  i  hvis  Hjørner  fine.  halvrunde  Stave  forlænger  sig  opad 


Jesuskirken  i  Valby. 


7 


og  øverst  under  Kuppelen 
ender  i  brede,  vifteformede 
Palmeblade.  Og  i  Felterne 
mellem  disse  sés  hvide  En  er  le 
paa  lysegul  Bund,  med  gyldne 
Glorier  om  Hovederne,  med 
sammenfoldede  Hænder  og 
udspredte  Vinger,  og  paa 
Baandet  under  dem  gjen- 
tager  »Kyrie  Elejson«  sig  i 


stadig  Vexlen. 


Og  endelig 


i  selve  Kuppelens  Midtpunkt 
staaer  Jehovas  Navn ,  ind¬ 
skrevet  i  en  Trekant  med 


tre  Gange  Ordet 


omgivet  af 


en 


v  hellig«  og 
Solstraale- 


I'ig.  12.  Prædikestolen. 


glorie. 

Den  indre  Forhal  skilles 
fra  Kirken  ved  en  Væg-,  som 
det  hyppigt  finder  Sted,  f.  Ex. 
i  russiske  Kirker.  Midt  i 
denne  findes  den  mægtiae 
Egetræs  Dør  (Fig.  n),  hvis 
Fyldinger  dannes  af  et  smukt 
komponeret  Gitterværk  i  støbt 
Bronce.  Foroven  kranses 
Væggen  af  et  gjennembrudt 
Jerngitter,  forøvrigt  er  den 
helt  og  holdent  af  Egetræ, 
rigt  prydet  med  udskaarne 

Ornamenter  i  fladt  Relief,  stærkt  fremhævede  ved  diskret  Forgyldning.  I  det  halvrunde 
Gavlfelt  over  Døren  sés  i  Midten  et  I.H.S.,  Jesus  hominum  salvator,  ved  Siderne 
to  knælende  Engle,  og  herunder:  Fred  være  med  Eder.  Paa  hver  Side  af  Døren 
findes  sex  aflange  Felter,  og  heri  har  Aug.  Jerndorjf  malet  de  12  Apostle.  Under¬ 
lig  nok  er  det  ikke  lykkedes  den  fortræffelige  Kunstner  at  skabe  karakteristiske  Typer, 
lige  saa  lidt  som  Farverne,  særlig  i  de  altfor  kraftigt  skinnende  Klædebon,  staaer 
harmonisk  sammen  med  Kirkens  øvrige  Dekoration.  Uden  Sammenligning  smukkest 
virker  Matthæus  —  det  øverste  Midtfelt  tilvenstre  —  med  den  gyldne  Glorie  i  svagt 
Relief  om  det  ædle  Hoved  med  det  hvide  Skæg  og  den  blaaviolette  Kappe  over 
den  lyse  Kjortel.  Her  har  Kunstneren  vist,  hvad  han  formaaer,  naar  hans  Evner  gjør 
sig  fuldt  ud  gældende. 

Indenfor  denne  Væg  er  Varmeapparaterne  anbragte,  sindrigt  skjulte  af  over¬ 
dækkende  Træhylstre. 

Skibet  er  tredelt.  Tre  Krydshvælvinger,  holdte  i  mat  gule  Toner,  med  lyseblaa, 
guldornerede  Ribber,  hviler  paa  kraftige  Granitsøjler,  og  Mellemrummene  mellem  disse  er 
ved  Buer  atter  tvedelte,  saaat  der  i  øverste  Stokværk  ialt  paa  hver  Side  findes  fem  Søjler, 

1  Midten  en  sort  —  modsvarende  en  dybt-mørkegrøn  —  derefter  til  hver  Side  en  rødlig 
og  mod  Gavlen  en  graa.  Disse  Søjler  er  sande  Pragtstykker,  hvortil  Graniten  er  hentet 
dels  fra  Sverige ,  dels  fra  Bornholm.  Af  Kapitælerne  i  Kirken  er  alle  de  store 


8 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


hugne  i  gullig  Bre- 
mersandsten  fra 
Obernkirchen ,  alle 
de  smaa  i  norsk  Klæ¬ 
bersten,  og  let  for¬ 
gyldte.  Imellem  Søj¬ 
lerne  staaer  elegante 
Brystværn  af  Egetræ, 
gjennembrudte  i  sta¬ 
digt  vexlende  Møn¬ 
stre.  Tilvenstre  nær¬ 
mest  Koret  er  Præ¬ 
dikestolen  anbragt, 
foroven  udført  af 
Egetræ,  forneden  af 
Sandsten  (Fig.  1 2). 

I  nederste  Stok¬ 
værk  staaer  under 
hver  af  de  øverste 
Søjler  en  svær,  lav¬ 
stammet  Granitsøjle, 
og  mellem  disse  at¬ 
ter  en  slank,  blank¬ 
poleret  Søjle  med  Terningekapitæl. 
svære  Søjler  er  saaledes  behandlede, 
Skaftet  fraoven  nedad  i  omtrent  Trefjerde¬ 
dels  Længde  er  orneret,  idet  den  polerede 
Overflade  er  borthugget  i  Ornamentets 
Bund.  Denne  Blanding  af  blankt  og  mat 
gjør  en  fortræffelig  Virkning  i  al  Alminde¬ 
lighed,  hvorimod  det  er  et  Spørgsmaal,  om 
den  ikke  i  dette  bestemte  Tilfælde  virker 
lidt  smaaligt  og  ligesom  tilsyneladende  be¬ 


røver  Søjlen  noget 
af  sin  Bæreevne. 

Partiet  over  Ka¬ 
pitælerne  og  de  mel¬ 
lemspændte  Buer  er 
helt  fyldt  med  flade 
Relieffer,  modellere¬ 
de  i  Kalkstuk  paa 
Stedet;  heroverløber 
et  Baand  med  en 
Indskrift  paa  grønlig 
Grund  (Fig.  14).  Det¬ 
te  Punkt  er  i  arki¬ 
tektonisk  Pienseende 
det  svageste  i  Kir¬ 
kens  Indre.  At  hele 
dette  Parti  mellem 
øverste  og  underste 
Stokværks  Søjler  i 
Virkeligheden  er 
kraftigt  nok,  er  der 
selvfølgelig  ingen 
Tvivl  om,  men  for 
Øjet  virker  det  for  spinkelt,  vistnok  hoved¬ 
sagelig  paa  Grund  af  Baandets  Bundfarve. 

Alle  Vægflader  er  holdte  i  en  rolig, 
o;røn  P'arvetone,  i  Skibet  oversaaede  med 
Skriftsteder,  i  Koret  udmodellerede  i  vex¬ 
lende,  flade  Ornamenter,  sé  som  Exempel 
herpaa  Fig.  13. 

I  Korets  Omgang  er  de  slanke  Granit¬ 
søjler  samlede  i  Knipper,  tre  og  tre,  og 
man  beundrer  den  Finfølelse,  hvormed 


Fig.  14.  Parti  af  Gulvsøjlernes  Kapitæler  og  Buer 


Jesuskirken  i  Valby. 


9 


Fig.  15.  Smedejernsgitter  i  Korbuen  (F.  W.  Doberck  &  Søn). 


Kapitælerne  fra  en  tarvelig  Baggrund  voxer  fremad  i  Enkelthedernes  Rigdom,  se  Fig.  16. 
Her  er  det  store,  kostbare  Orgel  anbragt,  som  er  leveret  af  det  berømte  franske  Firma 
Cavaillé- Coll  og  opstillet  og  stemt  af  dets  dygtige  Medarbejder,  Hr.  Felix  Reinburg. 

I  Overgangen  mellem  Skibet  og  Koret  findes  to  meget  høje  Nicher,  hvor  Vinløv 
og  Drueklaser  er  malede  paa  en  dybblaa  —  altfor  skrigende !  —  Bund.  Her  er  to  Skulptur¬ 
grupper,  foreløbig  kun  i  Gibs,  anbragte.  Den  ene  erjerichaus  Daabens  Engle  ved  en  Klippe, 
den  anden  I  horvaldsens  Opstandelsen  og  Døden  (ved  Tenerani).  Endnu  virker  de  ikke  ganske 


heldigt,  men  Meningen  er  ogsaa  over  dem  at 
bærende  Gavle  og  høje,  slanke  Spir  af  Egetræ, 


Fig.  16.  Søjleknipper  i  Koret. 


anbringe  Baldakiner,  hvilende  paa  Søjler,  og 
som  kan  fylde  Nicherne  i  hele  deres  Højde. 

Fra  Skibet  skilles  dette  Parti  ved  et 
nydeligt  Smedejernsgitter  Fig.  15  (fra  . Do¬ 
berck ),  endende  med  to  gamle,  snoede 
italienske  Søjler  med  gylden-broget  Mosaik¬ 
indlægning  i  gullighvidt  Marmor  og  Ver¬ 
denskuglen  og  Korset  over  Kapitælerne  ;  fra 
Koret  ved  en  høj,  rundbuet  Aabning,  om¬ 
givet  af  en  bred,  farverig  Indfatning  med 
røde  og  grønne  Ornamenter  paa  mørk 
Grund,  kantede  med  gyldne  Linier,  en  af 
Kirkens  smukkeste  ornamentale  Dekora¬ 
tioner.  Foroven  læses  i  brogede  Bogstu- 
ver:  Du  er  Christus. 

I  selve  Koret  er  der  Meget  at  glæde 
sig  over  foruden  det  alt  nævnte.  Den 
omløbende  Frise  af  Stephan  Sinding  i  lavt 
Relief,  i  graaliggul  Tone  paa  rødlig  Bund, 
er  et  højst  interessant  Arbejde.  I  Midten 
staaer  Kristus,  udbredende  sine  Arme  for 
at  modtage  hele  Skaren  af  kristne  Marty¬ 
rer,  som  søger  hans  skærmende  Favn, 
stakkels  forpinte  Skabninger,  magre  og 
fanatiske ;  det  er  lykkedes  Kunstneren  at 
lægge  en  egen,  halv  middelalderlig  Stem¬ 
ning  i  dette  Arbejde,  som  ved  sin  stilise¬ 
rede  Behandlingsmaade  gjør  et  højst  ejen¬ 
dommeligt  og  selvstændigt  Indtryk.  Vi 
meddeler  her  efter  Kunstnerens  egen  Teg¬ 
ning  en  Prøve  paa  Frisens  Karakter,  Fig. 
18.  Det  er  ogsaa  Sinding,  hvem  de  smukt 
komponerede  Alterstager  skyldes,  de  knæ- 


IO 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


lende  Engle,  som  bærer  Lysene  (Fig.  20);  foreløbig  staaer  de  lier  i  Gibs,  men  de  blive 
f.  T.  udførte  i  matforgyldt  Bronce  hos  Thibaud  frlres  i  Paris. 

Imellem  Søjlerne  i  nederste  Stokværk  hænger  blanke  Messinglamper,  kig.  19,  i 
blinkende  Kjæder,  alle  forskjellige  i  Enkelthederne,  men  ens  som  Helhed,  nydeligt  ud¬ 
førte  af  Blikkenslager  Fritz  Meyer.  Øverst  paa  Alterbordet,  som  er  af  Egetræ,  straaler  et 


Fig.  17.  Buer  og  Biller  i  Galleriet. 


mægtigt  Kors  med  udtungede  Metalkanter  og  indlagte,  brogede  Stene.  Det  hviler  paa  et 
Skab  til  de  hellige  Kar,  udskaaret  i  Træ  i  lavt  Relief;  i  Døren  findes  et  I.  H.  S.  i  Bronce 
(fra  Laurits  Rasmussen ).  Paa  hver  Side  sés  som  Bærer  af  Alterstagerne  et  lille  femdelt 
Galleri,  i  hvis  Fyldinger  Bibelens  hellige  Planter  findes  fremstillede  i  Indlægning  med 
forskjelligfarvede  Træsorter  og  Perlemoer.  Som  Exempel  er  Fig.  22  afbildet  her.  Alter¬ 
bordet  dækkes  paa  Forsiden  af  et  mørkeblaat  Fløjls  Tæppe,  paasyet  med  rigt  Guldbroderi 


Jesuskirken  i  Valby. 


1  I 


Fig.  18.  Parti  af  S.  Sindings  Frise  i  Koret  (Skitse  af  Kunstneren). 


(fra  Scifert  &  Nørgaard ),  foroven  af  en  hvid,  broderet  Alterdug  (fra  Fru  J.  Petersen  f. 

Wagner).  Foran  ligger  et  Fodtæppe,  broderet  under  Ledelse  af  Frk.  Constantin  Hansen. 
Den  rigt  emaillerede  Kalk  og  Disk,  kjøbt  i  Paris  af  Kirkeejeren,  er  et  godt  Exempel  paa 
moderne  fransk  Kunstindustri. 

Ad  en  bred  Trappe  bagved  Alteret  gaaer  man  ned  til  Krypten.  Nøglen  drejer 
sig  i  Laasen,  en  Jernskaadde  hæver  sig,  de  svære  Stænger  bortfjernes  fra  en  Gitterdør, 
som  tungt  drager  sig  sammen,  og  man  staaer  i  Mørket.  Tænder  man  Lysene  i  de  to 
slanke  Kandelabre  og  den  stilfulde  Metal-Lysekrone,  orienterer  man  sig  dog  snart. 

Man  befinder  sig  i  et  rundt  Rum,  hvis  temmelig  lavtliggende  Loft  bæres  af  8 
kraftige  Stensøjler.  Navne  og  Inskriptioner  dækker  de  arkitektoniske  Led,  og  paa  Væg¬ 
genes  mørke  Felter  straaler  blanke  Sølvkranse,  Erindringer  fra  »den  gamle«  Jacobsens 
Ligfærd.  En  kunstfærdigt  udarbejdet  Smedejernsdør  aabner  sig  herfra  ind  til  den  egent- 

lige  Begravelse,  et  paatværs  liggende  langagtigt  Rum, 
dækl>et  af  en  i  pompejansk  Stil  ( —  ikke  heldigt  — )  de¬ 
koreret  I  øndehvælving.  I  hver  Ende  af  Rummet  findes 
to  smalle  Vinduer,  hvorigjennem  Lyset  sparsomt  trænger 
ind  og  breder  sig  over  de  nedenstaaende  Ligkister, 
som  efterhaanden  skal  optage  den  Jacobsenske  Slægt. 
I  Vinduerne  er  Smedejernsgittere  indsatte,  hvor  Korset 
omslynges  af  sindbilledlige  Planter:  Lauren  og  Tjør¬ 
nen,  Egen  og  Vedbenden  (se  Fig.  23),  nydelige  Kom¬ 
positioner,  fortræffeligt  udførte  af  F.  W.  Doberck  &  Søn. 
Flade  Marmorstene  i  Gulvet  dækker  over  Begravelser, 
og  Sidevæggens  Nicher  er  bestemte  til  at  indeholde 
Kister. 

I  hele  denne  Kryptkirke  med  dens  ejendommelige 
Lysvirkning  og  alvorsfulde  Grav-Stemning  gribes  man 
af  et  lignende  Indtryk,  som  naar  man  træder  ned  i 
Korns  Katakomber,  de  Dødes  Boliger.  Her  som  der 
har  den  religiøse  Følelse  og  de  antike  Former  forenet 
sig  til  en  kunstnerisk  Helhed. 

*  >fc 


ig.  19.  Lampe  i  Koret  ( Fritz  Meyer'). 


Af  ikke  ringe  Interesse  er  den  store  Vinduesrose, 
det  største  Arbejde  i  sin  Art,  der  er  udført  herhjemme. 
Glarmesterarbejdet  —  Kathedralglas  i  dæmpede  gule, 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


1  2 


rødlige  og  grønlige  Toner  —  er  udført  af  A.  Duvier,  som  tillige  har  haft  hele  Arbejdet  i  Entre¬ 
prise.  Rosen  er  7  Alen  i  Diameter,  Urskiven  i  Midten  23/+  Alen.  De  konstruktive  Led 
i  denne  sidste  er  støbte  i  Bronce  hos  Hellerung,  vejer  522  Pund  og  har  voldet  ganske 


særlige  Vanskeligheder  paa  Grund  af  de  nødvendige  Glasfalse  til  begge  Sider.  Den  om¬ 
givende  Stjærne  er  dannet  af  3"/ 3"'  Smedejernsbjælker  og  vejer  1800  Pund.  Sprodserne 
er  af  Bly.  Sindrigt  udtænkt  er  hele  denne  Anbringelse  af  Urskiven  i  Vinduesrosen. 

I  Kirkens  Sidevinduer  er  baade  foroven  og  forneden  indsat  hele,  sprodseløse 
Spejlglasruder.  Man  skal  imidlertid  ikke  ærgre  sig  herover,  thi  de  er  kun  midlertidige. 


Jesuskirken  i  Valby. 


Dekorationsmaler  Overgaard  har  som  Prøve  dekoreret  et  Vindue  i  hvert  Stokværk,  foroven 
med  en  figurlig  Fremstilling,  forneden  udelukkende  med  Ornamenter.  Kompositionerne 
er  nydelige,  og  Farverne  staaer  fint  og  harmonisk.  Vinduerne  skal  udføres  i  et  af  de 
store  Glasmaleriværkstéder  i  Miinchen,  og  lykkes  det  at  frembringe  de  samme  dæmpede, 
fint  sammenstemte  Farver  som  ved  Forsøget  herhjemme,  vil  Indtrykket  af  hele  Kirkens 
Indre  vinde  betydelig  i  farverig  Skjønhed l. 


Til  Slutning  endnu  kun  nogle  faktiske  Oplysninger:  Alle  Stolestaderne  er  kun 
midlertidige.  Kirken  indeholder:  i  Midtskibet  190  Siddepladser,  i  Sideskibene  120,  paa 
Sidegallerierne  100  og  paa  det  amfiteatralske  Galleri  60,  ialt  470  Siddepladser. 

Prof.  Dahlerup  har  selv  ledet  hele  Arbejdet  uden  Konduktør.  Billedhugger  Axel 
Hansen  har  modelleret  den  udvendige  Kristusfigur,  Billedhugger  Glosimodt  to  Engle,  som 


'■  Efter  at  dette  er  skrevet,  er  allerede  to  Glasmale 
lighed  til  personlig  at  se  dein. 


ankomne  og  opsatte.  Jeg  har  ikke  haft  Lej- 


Fig.  21. 


Parti  af  Krypten. 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


14 


senere  vil  blive  anbragte  paa  Fayadens  Sidepartier,  Billedhugger  Hammeleff  Englene  i 
Koret,  de  udvendige  Evangelister  og  endel  indvendige  Ornamenter  med  Assistance  af  Billed¬ 
skærer  Hans  Chr.  Berg,  hos  hvem  alle  Ornamenter  er  skaarne,  baade  i  Kalk  og  i  Træ. 

Murarbejdet  er  udført  af  Murmester  Beckrnann,  Tømrerarbejdet  af  Tømmermester 
Hans  Christensen,  Snedkerarbejdet  af  F.  Oxelberg  med  Undtagelse  af  Alter  og  Knæfald, 
som  er  leveret  af  Severin  &  Andr.  Jensen.  Hans  åf  Jørgen  Larsen  har  hugget  alt  Granit¬ 
arbejdet,  Stenhugger  E.  Nielsen  Kapitælerne;  Smedearbejdet  skyldes  Smedemester  J.  B. 


Fig.  22.  Alterfylding  i  indlagt  Træarbejde 
(Sev,  &  Andr.  Jensen). 


Fig.  23.  Jernvinduesgitter  i  Krypten 
(F.  W.  Doberck  &  Søn). 


Jensen  med  Undtagelse  af  de  ovennævnte  af  Doberck  år  Søn  udførte  Arbejder.  Jerntaget 
er  forarbejdet  af  Hiitlemeier,  Kobberbeklædningen  paalagt  af  Blikkenslager  Timm;  Bronce- 
gitteret  i  Hoveddøren  skyldes  Schieltved,  Jernstøberarbejdet  Hellerung.  Duvier  har  været 
Glarmester,  Hassel  &  leudt  har  indlagt  Gassen  og  Ingeniør  Bang  konstrueret  Varme¬ 
apparatet. 

Kirken  indviedes  ved  en  smuk  Højtidelighed  den  15.  November  1891  og  har  i 
et  og  alt  til  Dato  kostet  ca.  600,000  Kroner  (de  22,000  □  Al.  Grundareal  indbefattet), 
men  vil,  inden  den  engang  staaer  fuldtfærdig  med  Klokketaarn  og  komplet  kunstnerisk 
Udsmykning,  medføre  en  Merudgift  af  langt  over  100,000  Kroner. 


Gyldenlæder. 


I  5 


Gyldenlæder. 

Ved  —ns- 

industriforeningens  Februar-Fore¬ 
visning  indeholder  som  sin  bedste 
Bestanddel  en  ganske  betydelig 
Række  »ægte  og  imiteret  Gylden¬ 
læder«,  tilvirket  af  Firmaet  Bernh. 
Schrøder,  Adelsen  &  Hansen,  og  det 
er  af  virkelig  Interesse  at  se  denne 
nye  Fremtoning  paa  den  danske 
Kunstindustris  Himmel.  I  mægtige 
Stykker,  der  naa  fra  Galleri  til  Gulv 
i  den  høje  Udstillingssal,  præsen¬ 
terer  det  nye  Produkt  sig  væsentlig 
som  Tapeter  i  rige  og  straalende 
Mønstre.  Det  kan  —  som  Udstil¬ 
lingen  viser  —  dog  ogsaa  bruges 
til  Stolesæder  og  paa  anden  lig¬ 
nende  Maade.  Vi  har  de  bedste 
Ønsker  for,  at  det  maa  faa  en  ud¬ 
bredt  og  rig  Anvendelse,  og  skal 
nedenfor  komme  tilbage  til  det, 
efter  først  at  have  givet  nogle  Op¬ 
lysninger  om  Gyldenlæderet  og  dets 
Plistorie  væsentlig  efter  Br.  Buehers 
Geschichte  der  technischen  Kiinste 
og  en  Artikel  af  /.  Lessing  i  Kunst- 
gewerbeblatt  (1885). 

°m  dette  ligesaa  pragtfulde  som  varige  Stof  hedder  det:  »De  ældste  Arbejder, 
vi  Fjender—  fra  det  14.  og  15.  Aarhundrede  —  var  ikke  enkelte  pressede  Stykker,  men 
Stykker,  som  var  sammensyede  til  store  tæppeagtige  Flader  og  helt  over  paa  fri  Haand 
prydet  med  figurlige  og  andre  Fremstillinger.  De  blev  heller  ikke  sømmede  fast  paa 
Væggen,  men  løst  ophængte,  saa  de  i  alle  Maader  erstattede  de  vævede,  figurrige  Ta¬ 
peter.  Dette  passer  til  Riddertidens  Levevis,  dengang  de  krigerske  Herrer  droge  fra 
Borg  til  Borg  og  tog  deres  Forraad  af  Tapeter  med  for  efter  Behov  at  kunne  indrette 
enkelte  Værelser  til  deres  Ophold.  Først  da  der  oprandt  mildere  Tider  og  der  i  Italien 
1  det  15.  Aarhundrede  byggedes  virkelige  Paladser  til  stadigt  Ophold,  kunde  man  tænke 
paa  en  varig  Udsmykning  af  Væggene;  og  i  denne  Tid,  i  Renaissancens  Blomstringstid, 
falder  ogsaa  Lædertapeternes  Blomstring.« 

»Som  saa  mange  andre  Kunstfærdigheder,  vi  kun  Fjender  i  europæisk  Form,  synes 
ogsaa  denne  at  stamme  fra  Orienten.  I  Middelalderen  forsynede  Spanien  Europa  med 
fmere  Læderarbejder.  Korduan,  som  alt  i  det  12.  Aarhundrede  omtales  i  Frankrig,  er 
ikke  andet  end  Læder  fra  Cordoba  i  Spanien,  og  da  Maurerne  maatte  fortrække  til 
Afrika,  blev  Marokko  Hovedsædet  for  denne  Tilvirkning;  deraf  Navnet  Maroquin.« 


1 6 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


»De  i  de  (leste  europæiske  Sprog  gængse  Udtryk  for  blødt,  farvet  eller  endog 
reliefmønstret  Læder  ( Korduan  —  Maroquin  —  hollandsk  Spaanschleder )  tyder  allerede  paa, 
at  denne  Maade  at  bearbejde  Læderet  paa  er  kommen  til  de  nordlige  Lande  fra  Spa¬ 
nierne  og  til  disse  fra  Araberne.  Og  den  højst  tarvelige  Læderpresning,  som  man  endnu 
for  30  Aar  siden  nøjedes  med,  var  virkelig  Levningerne  af  en  Fremgangsmaade,  der  til 
ind  i  det  18.  Aarhundrede  havde  tjent  kunstneriske  Formaal.  Ved  Paalægning  af  Metal, 
ved  Maling  og  Presning  blev  Læderets  Overflade  fyldt  med  Figurfremstillinger  eller  med 
Ornamenter  og  gjort  til  Tapeter,  der  dog  ogsaa  anvendtes  til  andet  end  at  hænge  paa 
Væggene.  Saadanne  Lædertapeter  hed  i  Spanien  Guadamecis .«  Dette  Navn  sættes  i  For- 


Kig.  25.  Motiv  efter  en  Kunstmaler  H.  Foss  tilh.  Pude  med  Aarstallet  1654  fra  Ørslev  Kloster 

(Bernh.  Schrøder,  Nielsen  &  Hansen). 


bindelse  med  Gadames,  en  By  i  Tunis,  som  altsaa  muligvis  har  været  Gyldenlæder¬ 
industriens  Hjemsted.  I  alle  Tilfælde  kom  den  til  Spanien  med  Araberne.  Disse  for¬ 
færdigede  alle  mulige  Ting  af  dette  Stof.  De  benyttede  det  til  Telte,  til  Pilekoggere, 
Sadler,  Skjolde,  Flasker  og  mangfoldige  andre  Ting,  fordi  det  baade  var  stærkt  og  tillige 
ved  Guld  og  Farver,  ved  Broderi  eller  indlagt  Arbejde  lod  sig  gjøre  til  Pragtstof  af  en 
særegen  Skønhed. 

-For  Læderarbejdets  høje  Alder  i  Cordoba  taler  allerede  det  franske  Ord  cor- 
donnier.  Og  medens  den  spanske  Betegnelse  for  Lædertapeter  afledes  af  det  afrikanske 
Gadames,  forekommer  omvendt  Ordet  el-corduani  i  arabiske  Kilder.«  Der  gives  ogsaa 
andre  Vidnesbyrd.  Saaledes  »beretter  Ambrosio  de  Morales  i  sine  Atiliguedades  de  las 
ciudades  de  Espaha  (1595),  at  paa  hans  Tid  blev  alle  Arter  af  Gedeskind,  hvor  i  Landet 


Gyldenlæder. 


17 


de  saa  tilberedtes,  kaldte  cor dovanes,  og  at  Cordobas  Fabrikat  udmærkede  sig  ved  sin 
Finhed  og  skaffede  Byen  store  Indtægter.  Faaresldnd,  badanas,  forarbejdedes  til  Guada- 
nuas,  og  dette  blev  dér  gjort  bedre  end  noget  andet  Sted  og  i  saadanne  Masser,  at 
Cordoba  kunde  forsyne  hele  Europa  og  las  Indias  (Amerika)  dermed.  Denne  Industri 
gav  ikke  blot  Byen  stor  Indtægt,  men  gav  ogsaa  dens  PTovedgader  et  lysteligt  Udseende. 

hi  naar  man  havde  spændt  de  forgyldte,  pressede  og  malede  Skind  paa  store  Tavler  o. 
stil  let  dem  frem  1  Solen  for  at  tørre,  da  var  det,  som  Gaderne  blev  rigt  og  glimrende  betrukne.« 

Udenfor  Spanien  synes  Læderindustrien  først  at  have  faaet  Fodfæste  i  Venezia, 
siden  1  Frankrig,  Nederlandene  og  England.  Man  lavede  der  Tapeter,  Forhæng,  Messe- 


Fig.  26.  Mønster  tegnet  af  C.  N.  Overgaard. 
(Bernh.  Schrøder,  Nielsen  &  Hansen). 


klæder.  Puder  og  Møbelbetræk.  Og  der  omtales  jævnlig  Kostbarheder  af  denne  Art  i 
kongelige  og  fyrstelige  Personers  Eje. 

Om  den  Betydning,  man  i  Spanien  tillagde  Gyldenlæderindustrien,  vidner  følgende 
Bestemmelse  i  den  kongelige  Anordning  af  1502  for  Guadamacilero-Lavet  i  Sevilla:  »Paa 
Johannes  den  Døbers  Dag  skal  Lavets  Medlemmer  af  deres  Midte  vælge  to  Forstandere, 
som  tages  1  Ed.  ,  Enhver,  der  vil  nedsætte  sig,  maa  for  disse  Mænd  aflægge  Prøve  paa, 
at  han  kan  tegne,  tilskære,  forgylde  og  male  en  Guadamecil  og  bruge  Stemplerne,  alt 
efter  Haandværkets  Regler.  Den,  som  bestaar  Prøven,  bliver  Mester;  den,  som  udøver 
Haandværket  uden  dette,  ifalder  en  Bøde  af  2000  Maravedis  og  mister  sine  Varer.  Man 
maa  kun  anvende  Skind  af  nyslagtede  Dyr,  ikke  af  selvdøde.  Andre  Varer  skæres  itu  og 
den,  der  har  benyttet  dem,  straffes  med  en  Bøde  paa  600  Maravedis.  Ligeledes  forbydes 


i8 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


det  at  anvende  Lammeskind  saavel  til  Bolstre  som  til  Antependier  (o :  Forhæng  for  Alter¬ 
borde).  Overtrædelse  straffes  første  Gang  med  Konfiskation  og  to  Ugers  Fængsel,  anden 
Gang  med  dobbelt  Straf  og  tredje  Gang  desuden  med  Udelukkelse  af  Lavet,  tilsvarende 
Straf  sættes  for  daarlig  Sammenføjning  eller  utydeligt  Modeltryk. «  tildels  lignende  Regler 
gives  1539  for  Barcellona. 

Da  Filip  III  i  Aaret  1609  udjager  de  sidste  Moriscos  af  Spanien,  synes  Gylden¬ 
læderindustrien  dermed  at  have  faaet  Dødsstødet  i  dette  Land.  Dens  Hovedsæde  bliver 
saa  Frankrig  og  Nederlandene ;  det  sidstnævnte  Lands  Frembringelser  har  aabenbart 
været  ringere  og  billigere  end  de  andres,  j Men  under  alle  Omstændigheder  var  og  blev 
Gyldenlæderet  en  stor  Luksus,  og  Middelstanden,  som  ogsaa  gærne  vilde  iølge  Moden, 


Fig.  27.  Mønster  tegnet  af  C.  N.  Overgaard. 
(Bernh.  Schrøder,  Nielsen  &  Hansen). 


greb  derfor  begærlig  Efterligningen,  Papirtapeterne,  som  alt  i  det  17.  Aarhundrede  til¬ 
virkedes  i  England  og  siden  ogsaa  i  andre  Lande,  og  som  blev  almindeligt  udbredte,  da 

den  kinesiske  Dekorationsstil  for  en  Tid  blev  herskende  i  Europa.« 

*  * 


* 

Alt  i  flere  Aar  har  man  rundt  om  i  Europa  lavet  imiteret  og  formodentlig  ogsaa 
ægte  Gyldenlæder.  I  det  sidste  Par  Aar  har  ogsaa  det  ovenfor  nævnte  danske  Firma 
kastet  sig  over  denne  Opgave  og  fremstillet  baade  imiteret  og  ægte  Gyldenlæder,  tilvirket 
ved  den  samme  Fremgangsmaade,  som  brugtes  i  gamle  Dage. 

Den  første  Anledning,  blev  Gjenopførelsen  af  Frederiksborg  Slot,  hvor  Opgaven 
saa  vidt  muligt  at  genfremstille  det  gamle  med  de  Midler,  som  man  kunde  raade 


var 


I. 


*•  iXLULSlUIU.  DVJV. 

Gyldenlæderstapet  fra  Frederiksborg  Slot. 

Gjenfrems tillet  af  Hof-Dekorationsmalerne  Bernh.  Schrøder,  Nielsen  år'  Hansen. 


Joh.  Jacobsen  lit.  Etabi. 


:  .« 


. 


a 


- 


"S?-v  - 


' 


'  : 


- 


II. 


Tid33kr-  L  Kuustind-  1S92'  ,  Joh.  Jacobsen  lit.  Etabi. 

Gyldenlæderstapet  med  Motiv  fra  Voergaard. 

Fremstillet  af  Hof-Delcontionsm, nierne  Rrrvh .  Srhrodrr.  Ni'eFten  Flansen. 


Gyldenlæder. 


19 


over.  Og  til  den  indre  Udstyrelse  behøvedes  bl.  a.  Gyldenlæder,  —  imiteret,  fordi  man 
havde  ikke  Raad  til  det  ægte.  Malermester  Bernhard  Schrøder  fik  1870  den  Opgave  at 
fremstille  noget  Stolebetræk  med  Monogram.  Han  skilte  sig  herfra  til  Bestillernes  Til¬ 
fredshed  og  forsøgte  siden  paa  egen  Haand  at  arbejde  videre  i  samme  Retning.  Hans 
Teknik  var  endnu  meget  primitiv:  med  varme  Strygejern  pressede  han  Papir  og  Masse  i 
Former,  han  selv  havde  lavet;  bagefter  blev  Farve  og  Forgyldning  sat  paa.  Men  han 
havde  dog  forholdsvis  saa  meget  Held  med  sig,  at  han  paa  Industriudstillingen  i  Kjøben- 
havn  1872  kunde  opnaa  en  Sølvmedalje.  Er  dette  end  ikke  nogen  absolut  Borgen  for 
hans  Vares  Godhed,  tør  den  dog  maaske  tages  som  et  Tegn  paa,  at  hans  Stræben 
havde  vakt  Interesse. 

Herefter  fik  han  flere  Bestillinger  til  Frederiksborg,  saaledes  en  Imitation  af  det 
Gyldenlæder,  som  er  bevaret  i  Kirkens  Kongestol,  og  et  Tapet  til  /;Rosen«  i  Slottets 
Stueetage.  Ogsaa  flere  Privatmænd  begyndte  at  følge  efter. 

Da  d’Herrer  Nielsen  og  Hansen  1886  overtog  Firmaet  efter  Schrøder,  besluttede 
de  strax  at  gjøre  Gyldenlæderet  til  Centrum  i  deres  Virksomhed,  idet  de  haabede  derved 
ogsaa  at  kunne  skaffe  sig  et  Marked  i  Udlandet.  Resultatet  af  deres  ihærdige  Experi- 
menter  og  deres  Studier  af  Fortidens  Frembringelser  blev,  at  de  efterhaanden  ogsaa 
dristede  sig  til  at  binde  an  med  Tilvirkningen  af  ægte  Gyldenlæder  ved  Siden  af  Imita¬ 
tionen.  Ved  at  skære  Mønstret  i  Valser  istedetfor  i  flade  Former  opnaaede  de  tillige  at 
kunne  fremstille  længere  Stykker  og  dermed  gjøre  deres  Vare  lettere  praktisk  anvendelig 
som  Vægbeklædning. 

De  Mønstre,  de  hidtil  har  anvendt,  er  i  alt  væsentlig  Efterligninger  af  Fortidens, 
især  den  nederlandske  Renaissances,  Mønstre,  nogle  er  dog  ogsaa  af  spansk  Oprindelse. 
Nødvendigheden  af  i  teknisk  Henseende  at  efterspore  det  historisk  givne  førte  naturligt 
til,  at  ogsaa  Mønstrene  fulgte  med.  Hr.  Maler  C.  N.  Overgaard  har  bistaaet  Firmaet  ved 
Sammenkomponeringen  og  derved  vist  den  gode  Smag,  som  man  kunde  vente  af  ham. 
Og  man  tør  vel  haabe,  at  han  efterhaanden  vil  arbejde  sig  frem  til  at  skabe  Mønstre, 
der  ikke  blot  er  smagfulde,  men  som  ogsaa  kunstnerisk  set  er  fuldt  hans  egne,  og  der 
er  Symptomer  til,  at  dette  tilstræbes.  Kan  det  lykkes  at  frembringe  Gyldenlæder,  der 
ikke  blot  er  den  gode  Vare,  Firmaets  solide  og  omhyggelige  Teknik  borger  for,  men 
som  ogsaa  i  kunstnerisk  Henseende  har  selvstændig  Værdi  og  sit  ejendommelige  Præg, 
saa  tør  man  sikkert  gjøre  Regning  paa,  at  det  vil  kunne  hævde  sig  en  smuk  og  agtet 
Plads  paa  det  europæiske  Marked. 

Ved  Siden  af  Gyldenlæderet  har  Firmaet  ogsaa  søgt  at  fremstille  Silketapeter, 
der  er  pressede  og  tildels  malede  paa  lignende  Maade.  Hvilke  Muligheder  der  maatte 
ligge  i  denne  hidtil  ukjendte  Industri,  vil  Fremtiden  vise.  Hvad  Firmaet  hidtil  har  frem¬ 
stillet,  er  jo  kun  en  Begyndelse,  men  en  Begyndelse,  der  søges  fremmet  med  Energi. 
Lad  os  ledsage  den  med  vore  bedste  Ønsker.  1 

1.  Om  Gyldenlæderets  tidligere  Fremtræden  her  i  Landet  findes  en  Notits  ndfr.  S.  25. 


i  1* 


20 


1  idsskrift  for  Kunstindustri. 


De  kjøbenhavnske  Guldsmedes  Mærker 

fra  Tiden  før  Aaret  1800. 

Af  Bernhard  Olsen. 

(Fortsat.) 


Mestermærker. 


MICHAEL  TORBECK;  ls/ 12  1691  — 1701;  boede  paa  Amagertorv. 
Spiseke;  KM  1697;  GM  1;  Skorpionen  (Oktober).  Tilh.  Dansk  Folkemusum. 


1 74*  MW  MARTIN  WESTRUP;  %  1788-1823;  født  i  Kjøbenhavn;  boede  i 
Laksegade. 

Spiseskeer;  KM  1790;  GM  4;  Skytten  (November).  Tilh.  Grosserer  Staus- 
holm. 


i75 


176 


NICOLAI  ARENTZBERG ;  "'/12  1653 — 1677;  boede  paa  Østergade. 
Spiseske.  Tilh.  Kaptain,  Slotsforvalter  Hammelev,  Frederiksborg 

C) 

NICOLAI  CARSTENS;  li/io  1 779.'  understøttes  af  Lavet  1817;  født  i 
Tønder;  boede  i  Landemærket. 

Lavsskilt,  skænket  179^  til  Velkomsten,  lilh.de  kjøbenhavnske  Rebslageres 
Svendelav. 


177 


NICOLAI  CHRISTENSEN;  ‘*/ii  1  797;  Oldermand  1821-1830;  født  i 
Sorø;  boede  i  Pilestræde. 

Lavsskilt.  Tilh.  de  kjøbenhavnske  Flustømreres  Svendelav. 


178 


NIELS  ENEVOLDSEN,  Stadshauptmand ;  var  Mester  1648;  Oldermand 
1666;  f  1700;  boede  i  Vimmelskaftet.  Flan  var  en  af  de  ni  Borgerkap¬ 
tajner,  som  Kong  Frederik  den  Tredie  hædrede  med  Kjæde  og  Medaille 
efter  Kjøbenhavns  Belejring. 

a)  Vinkande;  KM  ib48(?).  Tilh.  Helligaands  Kirke. 

b)  Spiseske ;  KM  1665.  Tilh.  Grosserer  Stausholm. 


NF 

179*  1721 


NICOLAUS  FUCHS;  u'/l  1702;  Oldermand  1729  — 1731;  født  i  Riga; 
boede  i  Vimmelskaftet. 

1  hedaase ;  KM  1724;  GM  1;  Vægten  (September).  Tilh.  Fru  Ørum  i 
Aalborg. 


l8°  Cllljlt  NIELS  FUCHS;  -s/2  1735  1 75 2 ;  født  i  Kjøbenhavn;  boede  i  Laksegade. 

a)  Lavsskilt.  I  ilh.  de  kjøbenhavnske  Hustømreres  Mesterlav. 

b)  Bæger  med  1751  under  Mestermærket..  Tilh.  Antikvar  C.  L.  Petersen. 


181  CB  NATHANIEL  FALCHENGREEN;  4/12  1755-1771;  Enken  drev  endnu 
Værkstedet  1785;  født  i  Visby. 

Hovedvandsæg  af  Guld;  KM  1758;  GM  3;  afbildet  i  Nyrops  »Dansk 
Guldsmedkunst«  S.  83.  Tilh.  Samlingen  paa  Rosenborg. 


*  Ikke  faksimileret. 


De  kjøbenhavnske  Guldsmedes  Mærker  fra  Tiden  før  Aaret  1800. 


21 


JONSEN;  1705 — 1 73 1  j  født  i  Kolding-;  boede  paa  Kjøb- 

magergade. 

a)  Æske  til  Hostien;  KM  1711. 

b)  Kalk  og  Disk;  KM  1713. 

NICOLAI  JUNGE;  4/9  1715 — 1737;  født  i  Ditmarsken ;  boede  i  Pilestræde. 

a)  Dronningens  Tronstol  med  1725  under  Mestermærket;  KM  1731;  GM  2; 
Vædderen  (Marts);  afbildet  og  omtalt  i  Dr.  Brocks  »Rosenborg«  S.  214. 
Her  berettes,  at  Dronning  Sofie  Magdalene  lod  denne  Trone  forfærdige, 
fordi  hun  ikke  vilde  benytte  den  ældre,  paa  hvilken  Dronning  Anna  Sofie 
havde  siddet.  Stemplingsaaret  1731  tyder  paa,  at  Tronen  kan  være  af¬ 
leveret  i  dette  Aar,  men  Aarstallet  1725  beviser,  at  den  er  bleven  for- 
færdiget  seks  Aar  tidligere,  altsaa  medens  Kong  Frederik  den  Fjerde 
levede,  hvad  enten  den  nu  er  bleven  bestilt  af  ham  eller  hans  Efterfølger. 
Det  er  usandsynligt,  at  Guldsmeden  skulde  sætte  en  saa  ukurant  Gjen- 
stand  i  Arbejde,  uden  at  en  bestemt  Bestilling  forelaa. 

b)  Velkomst;  KM  1725;  GM  1;  Vædderen  (Marts);  afbildet  i  Nyrops  »Det 
kjøbenhavnske  Tømrerlav«  S.  106.  Tilh.  de  kjøbenhavnske  Hustømreres 
Svendelav. 

c)  Bakke  med  1737  under  Mestermærket;  KM  1740;  GM  2;  Jomfruen 
(August).  Tilh.  det  kongelige  Sølvkammer. 

NICOLAI  JENSEN  LYDERWAHL;  4/8  1790—1813;  født  i  Kjøbenhavn; 
boede  i  Gotersgade. 

a)  Piskeske;  KM  1792;  GM  4;  Skytten  (November).  Tilh.  Vekselmægler 
Lorck. 

b)  Kongeligt  Mundtøj;  KM  1792;  GM  4;  Skytten  (November).  Tilh.  det 
kongelige  Sølvkammer. 

c)  Spiseske;  KM  1798;  GM  4;  Stenbukken  (December).  Tilh.  Grosserer 
Staushohn. 

NICOLAI  LANGEMANN  var  Mester  før  1746;  boede  paa  Amagertorv. 

a)  Terrin  med  1746  under  Mestermærket;  KM  1752;  GM  3;  j  Tilh.  det 

Fisken  (Februar).  [  kgl.  Sølv- 

b)  Tallerkener  med  1  748  under  Mestermærket ;  KM  1  750  ;  GM 3.  j  kammer. 

c)  Kandelaber  med  1748  under  Mestermærket;  KM  1752.  Tilh.  Samlingen 
paa  Rosenborg. 

d)  Døbefad  med  Kong  Christian  den  Fjerdes  kronede  Navnetræk ;  KM  1757; 
Tilh.  Holmens  Kirke. 

e)  Eiderbægeret  og  Hyldingsbægeret;  afbildet  i  Dr.  Brocks  »Rosenborg«  S. 
149  og  151.  Disse  Bægere  ere  utvivlsomt  forfærdigede  i  Kong  Frederik 
den  Fjerdes  Tid,  og  de  Stempler,  der  findes  paa  dem  begge,  hidrøre  fra 
en  senere  Reparation  eller  Vurdering.  Selv  om  Aarstallene  under  Mester¬ 
mærkerne  ere  utydelige,  borger  Christopher  Fabritius’  Mærke  for,  at  det 
maa  være  sat  i  eller  efter  1749,  i  hvilket  Aar  han  blev  Guardein.  Tilh. 
Samlingen  paa  Rosenborg. 

NIELS  PIHL;  24/I0  1768 — 1797;  født  i  Helsingør. 

a)  Kaffekande  med  1778  under  Mestermærket;  KM  1779;  GM  3;  Vædderen 
(Marts).  Tilh.  Fru  Verdier. 


Tilh.  Holmens  Kirke. 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


b)  Suppeske  med  1 790  under  Mestermærket ;  GM  4 ;  Skytten  (November). 
Tilh.  Grosserer  Stausholm. 


NIELS  SVENDSEN  var  Mester  før  1676;  Oldermand  1681  — 1683  ;  boede 
i  Klosterstræde. 

Døbefad  med  1689  under  Mestermærket;  KM  1691;  GM  1;  Skorpionen 
(Oktober);  skænket  til  Vor  Frue  Kirke  1689.  Tilh.  siden  1859  Trinitatis  Kirke. 


NICOLAI  WINNECKE  var  Mester  1 680  — -  eller 

NICOLAI  WILLUMSEN;  17/9  1694. 

Bæger;  KM  1703;  GM  1;  Tvillingerne  (Mai).  Har  tilh.  f  Kammerherre 
Nægier. 


OLE  FLORES  WILCKEN,  Sølvsmed;  n/10  1725 — 1750;  født  i  Kjø- 
benhavn ;  boede  i  Vimmelskaftet. 

a)  Geridon  med  1736  under  Mestermærket;  KM  1738; 

GM  2;  Skytten  (December);  afbildet  i  Nyrops  »Dansk 
Guldsmedekunst«  S.  66. 

b)  Spejlkonsol ;  KM  1  740 

c)  Kalk;  KM  1736;  Disk;  KM  1737;  GM  2  ;  Vægten  (September).  Tilh. 
Vor  Frue  Kirke. 

d)  Armstager;  KM  1743;  GM  2;  Fisken  (Februar).  Tilh.  Frøken  Suhr. 


Tilh.  Samlingen 
paa 

Rosenborg. 


OLE  JENSEN  blev  Mester  1766 — 1787;  fik  Understøttelse  af  Lavet  1799; 
boede  i  Skidenstræde. 

a)  Spiseske;  KM  1770;  GM  3;  Vædderen  (Marts).  Tilh.  Vekselmægler 
Lorck. 

b) Laagkrus;  KM  1782;  GM  3;  Tyren  (April).  Tilh.  Antikvar  C.  L.  Petersen. 


PETER  JOHANSEN  BERG;  u/s  1761  ;  født  i  Kjøbenhavn;  boede  paa 
Gammelmønt. 

a)  Flovedvandsæg  med  1  768  under  Mestermærket.  Tilh.  Museet  for  nordiske 
Oldsager. 

b)  Hovedvandsæg  med  1775  under  Mestermærket.  Tilh.  Grosserer  V.  Fried- 
lånder. 


Mærke  som  PETER  BORREBYE ;  c/10  1779  ;  født  i  Kjøbenhavn;  boede  i  Skvaldergade. 

Kaffeservice;  KJM  1811;  GM  4;  Vædderen  (Marts).  Meddelt  af  Læge  Bay 
i  Randers. 


PAUL  CABOT;  c/10  1749  — 1782;  født  i  Kjøbenhavn;  boede  i  Klareboderne. 
Lavsskilt,  skænket  til  de  kjøbenhavnske  BlytælckersvendeS  Velkomst  i  1772. 
Tilh.  Dansk  Folkemuseum. 


PC  S  PEDER  CHRISTENSEN  OVE;  10/s  1744;  f  1755;  hans  Finke  drev 
044  Værkstedet  til  1765;  født  i  Mariager;  boede  i  Pilestræde. 

a)  Lavsskilt  med  1  744  under  Mestermærket.  Tilh.  de  kjøbenhavnske  Tøm¬ 
reres  Mesterlav. 


Ikke  faksimileret. 


De  kjøbenhavns!!«  Guldsmedes  Mærker  fra  Tiden  før  Aaret  1S00, 


b)  Lavsskilt,  skænket  til  Velkomsten  1764.  Tilh.  de  kjøbenhavnske  Hjul- 
og  Karetmageres  Svendelav.  —  Dansk  Folkemuseum. 


■97 


icj6 


PETER  JACOBSEN  GRUS;  1  V 12  1  755;  t  1788;  hans  Enke  drev  Værk¬ 
stedet  til  1797;  født  i  Kjøbenhavn;  boede  i  Skindergade. 

Lavsskilt.  Tilh.  de  kjøbenhavnske  Idustømreres  Svendelav. 

PETER  TERPAGER  HAGEN;  n/7  1788;  Oldermand  1815  1823;  født 

paa  Aløen;  boede  i  FTederiksberggade. 

Lavsskilt,  skænket  1791  til  de  kjøbenhavnske  Kobbersmedesvendes  Velkomst. 
Tilh.  Dansk  Folkemuseum. 


i9S  |^j|  PETER  HANSEN  KLEIN;  16/2  1706;  f  1724;  født  i  Kjøbenhavn;  boede 
paa  Kjøbmagergade. 

Lavsskilt.  Tilh.  de  kjøbenhavnske  Flustømreres  Mesterlav.  —  Kong  Frederik 
den  Fjerdes  »Sejrsmonument«  paa  Rosenborg  er  signeret  med  Mesterens 
fulde  Navn  i  Skriftbogstaver.  Afbildet  i  Nyrops» Dansk  Guldsmedkunst«  S.  60. 

199*  L  PHILIP  LORENZ  WEGHORST;  J/o  I  7231  født  i  Kjøbenhavn;  boede 
^  paa  Østergade. 

a)  Kalk  og  Æske  til  Hostien;  KM  1731;  GM  2;  Løven  (Juli).  Tilh.  St. 
Petri  tyske  Menighed. 

200*  PLW  b)  Ske  med  graveret  Aarstal  1738;  Tilh.  Grosserer  V.  Friedlånder. 


201 


202 


JEROME  PAUL  LENOIR,  Sølvsmed;  21/a  1 74§  1  født  i  Frankrig;  boede 
paa  Østergade. 

a)  Bæger  med  indfattede  Medailler;  KM  1753;  GM  3;  Fisken  (Februar). 
Tilh.  Samlingen  paa  Rosenborg. 

b) Kalk;  KM  1754;  GM  3.  Tilh.  den  fransk-reformerte  Menighed. 

c)  Kalk;  KM  1762;  GM  3;  Løven  (Juli).  Tilh.  Hyllinge  Kirke  v.  Roskilde. 


JOHAN  PHILIP  WEGHORST  var  Mester  1717;  boede  i  Møntergade. 
Bæger;  KM  1718;  GM  1;  Jomfruen  (August).  Tilh.  Antikvar  Nathansohn. 


203 


JOHAN  RESENHOF,  Juvelerer;  Hofguldsmed;  10/2  1691 — 1727;  boede 
paa  Østergade. 

Ramme  paa  en  Pengetavle,  skænket  til  Helligaands  Kirke  1723.  Dansk 
Folkemuseum. 


204 


Lavsskilt,  skænket  til  de  kjøbenhavnske  Blytækkersvendes  Velkomst  i  1768. 
Tilh.  Dansk  Folkemuseum. 


RASMUS  PETTERSEN;  10/(J  1759;  t  1787;  født  paa  Sjæland. 

a)  Necessaire  af  Guld;  KM  1761;  GM  3.  Tilh.  Dansk  Folkemuseum. 

b)  Hovedvandsæg  med  1777  under  Mestermærket.  Tilh.  Nordiska  Museet  i 
Stockholm. 

SØREN  BAY  var  Mester  før  1  746 ;  f  1 753  ;  boede  i  Løvstræde. 
Tallerkener;  KM  1740;  GM  2;  Tyren  (April).  Tilh.  det  kgl.  Sølvkammer. 


*  Ikke  faksimileret. 


24 


fidsskritt  tor  Kunstindustri. 


H  HANS  OLSEN;  8/g  1732;  født  i  Nyborg. 

S  0  -a)  Sukkerbøsse;  KM  1738;  GM  3 ;  Fisken  (Februar).  Tilh.  Fru  Verdier. 
1))  Kaffekande ;  KM  1764;  GM  3;  Krebsen  (Juni).  Tilh.  Frk.  Suhr. 


208 


JØRGEN  JACUPSEN  var  Kongens  Guldsmed  før  1556 — 1581  ;  boede 
paa  Østergade  —  eller 

HANS  (JOHAN)  IBSEN  var  Mester  1572 — 1591  —  eller 

SIVERT  ISLÆNDER,  f  1610. 

Spiseske  med  graveret  Aarstal  1587.  I  1786  er  graveret  KM  (Kjøbenhavns 
Magisti  at,  der  altsaa  den  Gang  var  Skeens  Ejer).  Bevares  paa  den 
kongelige  Skydebane. 

Et  lignende  Monogram  findes  paa  en  Ske  med  graveret  Aarstal  1630, 
tilhørende  Grosserer  V.  Friedlånder,  og  paa  to  Skeer,  som  Museet  for  nor¬ 
diske  Oldsager  ejer.  Den  ene  er  funden  ved  Mesinge  (Kjerteminde),  hvor 
den  er  bleven  nedlagt  i  Jorden  i  det  1 7de  Aarhundredes  første  Halvdel. 
Den  anden  har  graveret  Aarstal  1642. 


209 


JOHAN  THOMESEN  STICKMAN  var  Mester  før  1649;  fik  Vinhandler¬ 
bevilling  1656;  Møntmester  1662  til  sin  f  1663. 

En  Kande  og  syv  Bægere;  KAI  1654;  skulle  efter  Inventarerne  være  vunrine 
i  Ringspil  i  Hamburg  i  Aaret  1603  af  Kong  Christian  den  Fjerde.  Da 
de  mange  deri  indfattede  Mønter  fra  Aarene  1553  — 1566  tyde  paa,  at 
de  kunne  være  forfærdigede  i  den  Tid,  maa  de  danske  Stempelmærker 
formodentlig  hidrøre  fra  en  senere  Reparation  eller  Vurdering.  Tilh.  Sam¬ 
lingen  paa  Rosenborg. 


210 


JØRGEN  STILCKE  var  Mester  1651;  Oldermand  1668;  f  1683. 

a)  Fire  Bægere;  KM  1671.  Tilh.  Frøknerne  C.  og  R.  Salomonsen. 

b)  Laagkande  med  graveret  Aarstal  1682;  har  tilh.  Slægten  Horneman. 
I  ilh.  de  kjøbenhavnske  Skomageres  Mesterlav.  —  Dansk  Folkemuseum. 

c)  Bæger.  J  ilh.  Overkammerherre  Greve  Wachtmeister,  Vanaas;  Skaane. 

d)  Bæger  med  graveret  Aarstal  1682.  Tilh.  Kabinetskammerherre  Baron 
Gyllenkrook,  Sinclairsholm ;  Skaane. 

SVEND  JENSEN  KLITGAARD ;  l/12  1752;  hans  Enke  nævnes  1764; 

født  i  lvjøbenhavn;  boede  i  Pilestræde. 

Lavsskilt.  I  ilh.  de  kjøbenhavnske  Bageres  Svendelav.  —  Dansk  Folkemusum. 


212 


STEEN  PEDERSEN  blev  Mester  1620;  Oldermand  1623— 1627 ;  f  1644; 
boede  paa  Kjøbmagergade. 

a)  Kalk ;  KAI  1639.  Tilh.  Holmens  Kirke. 

b)  Vinkande ;  KAI  1 639.  Tilh.  Patriarkernes  Skatkammer  i  Moskwa.  Med¬ 
delt  i  Rosenbergs  »Der  Goldschmiede  Merkzeichen«  S.  398. 

c)  Spiseske  ;  KM  1 645  ;  funden  ved  Hølkerup,  Odsherred  ;  |  Tilh.  Museet  for 

afbildet  i  Nyrops  »Dansk  Guldsmedekunst«  Fig.  33.  1  nordiske  Old- 

cl)  Spiseske;  funden  i  Nykirke  Sogn,  Vejle  Amt.  )  sager, 

e)  Spiseske.  Tilh.  Grosserer  Stausholm. 


*  Ikke  faksimileret. 


Mindre  Meddelelser. 


Mindre  Meddelelser. 


Under  28  Januar  er  det  kongelig  sanktioneret, 
at  de  arkæologiske,  historiske  og  etnografiske  Sam¬ 
linger  i  Prinsens  Palæ  med  Undtagelse  af  den  kon¬ 
gelige  Mønt-  og  Medaljesamling  samles  under  Fæl¬ 
lesnavnet  Nationalmuseet,  der  deles  i  to  Afdelinger;  at 
det  kongelige  Museum  for  de  nordiske  Oldsager  for 
Fremtiden  benævnes  »den  danske  Samling®,  hvor¬ 
under  henlægges  de  antikvariske  Mindesmærker, 
saaledes  at  den  særlige  Direktion  for  disse  bort¬ 
falder;  at  under  Nationalmuseets  iste  Afdeling  hen- 
lægges  den  danske  Samlings  forhistoriske  Del, 
Antiksamlingen  og  den  etnografiske  Samling,  og 
under  2den  Afdeling  den  danske  Samlings  histori¬ 
ske  Del,  hvori  Folkemuseet  ved  dets  eventuelle 
Indlemmelse  blandt  Statssamlingerne  kommer  til  at 
indgaa.  Denne  Ordning  træder  i  Kraft  fra  1  April, 
og  fra  samme  Tid  er  Dr.  phil.  S.  Muller  udnævnt 
til  Direktør  for  Nationalmuseets  første  Afdeling 
med  K.  Baknson  som  Inspektør  og  Dr.  phil.  Henry 
Petersen  til  Direktør  for  dets  anden  Afdeling  med 
P.  Hauberg  som  Inspektør.  De  samlede  Museers 
tidligere  Direktør  Justitsraad  C.  F  Herbst  vil  fra 
t  April  vedblive  som  Direktør  for  Mønt-  og  Me¬ 
daljesamlingen,  og  det  skal  i  Forbindelse  hermed 
nævnes,  at  han  tillige  er  Direktør  for  de  danske 
Kongers  kronologiske  Samling  paa  Rosenborg  og 
Formand  for  Bestyrelsen  for  det  nationalhistoriske 
Museum  paa  Frederiksborg  Slot. 


Foreningen  til  Hovedstadens  Forskjmnelse  holdt 
den  29  Januar  sin  aarlige  Generalforsamling,  paa 
hvilken  det  oplystes,  at  Foreningen  ejede  18,784 
Kr.,  og  at  dens  Medlemstal  var  478.  Dette  sidste 
er  bedrøveligt,  ti  efter  at  Foreningen  var  stiftet  i 
1885,  talte  den  paa  sin  første  Generalforsamling  i 
Januar  1886  næsten  800  Medlemmer.  Nedgangen 
er  imidlertid  fuldt  forstaaelig,  ti  Foreningen  har  i 
sin  sexaarige  Levetid  Intet  udrettet.  Dens  Forslag 
til  en  Fontæne  paa  Højbroplads  blev  ikke  gjennem- 
ført,  og  den  nu  projekterede  Fontæne  paa  Kultor¬ 
vet  synes  efter  det  hvasse  Ordskifte  paa  General¬ 
forsamlingen  næppe  heller  at  have  nogen  Fremtid. 
En  Tegning  til  den  af  Kunstmaler  Edv.  Petersen 
var  fremlagt. 


Onsdag  den  3  Februar  Industriforenin¬ 

gen  en  extraordinær  Generalforsamling,  der  gav 
Foreningens  Bestyrelse  og  Repræsentantskab  for¬ 
nøden  Fuldmagt  til  at  ordne  samtlige  Naboforhold 
overfor  det  vordende  danske  Kunstindustrimuseum. 
Den  Grund ,  hvorpaa  dette  skal  ligge  —  mellem 
Industriforeningen  og  Tivoli  —  ejes  af  Kjøben¬ 


havns  Kommune,  der  vil  skjænke  Museet  den, 
saasnart  det  har  truffet  nogle  fornødne  Overens¬ 
komster  med  de  to  Naboer.  Med  Tivoli  er  Museet 
enigt,  og  den  ovenfor  nævnte  Generalforsamlings 
Beslutning  er  et  væsentligt  Led  i  Forholdet  til  In¬ 
dustriforeningen.  Tidspunktet,  da  Grunden  vil  være 
I  Museets,  nærmer  sig  stærkt.  Man  er  nu  i  Færd 
med  Udarbejdelsen  af  Tegninger  til  Museumsbyg¬ 
ningen,  og  i  sit  sidste  Møde  har  Museets  Bestyrelse 
;  formaaet  Inspektør  Pietro  Krohn  til  at  forestaa  dets 
i  fremtidige  Indkjøb. 

Med  Hensyn  til  Gyldenlæderets  tidligere  Brug 
her  i  Landet  kan  det  efter  J.  G.  Burman  Becker, 

J  Troels  Lund  og  R.  Mejborg  meddeles,  at  det  først 
er  omtrent  1600,  at  det  begynder  at  vinde  Ind¬ 
gang  som  Væggebeklædning  istedenfor  de  tidligere 
navnlig  flamske,  vævede  Tapeter,  hvormed  Stuerne 
ved  festlige  Lejligheder  bleve  »dragne«.  Allerede 
1529  kjendes  gyldne  Lædertapeter  paa  Gripsholm 
i  Sverige,  men  først  1600  lader  Kristian  IV  for¬ 
skrive  et  større  Parti  forgyldt  Læder  »med  Historier 
1  og  Trykværk«.  Efter  Frederiksborg  Slots  Inventa¬ 
rium  fra  1650  vare  8  af  dets  Værelser  eller  Gange 
»omdragne«  med  forgyldt  eller  forsølvet  Læder.  I 
»den  lange  Sal  over  Kirken«  (Riddersalen)  tjente 
de  som  Underlag  for  Salens  vævede  Silketape¬ 
ter.  I  det  samme  Inventarium  forekommer  84 
Stole,  der  vare  betrukne  med  Læder;  for  12  Stoles 
Vedkommende  kaldes  Læderet  Korduan,  om  31 
siges  det,  at  Læderet  var  trykt  og  forgyldt,  og  om 
31,  at  det  var  rødt.  Ogsaa  en  liden  Kiste  i  Vin- 
kjælderen  var  »overdragen  med  Læder«,  men  dette 
Læder  har  vel  næppe  været  Gyldenlæder.  Kristian 
V  kjøbte  kort  efter  sin  Tronbestigelse  for  ikke 
mindre  end  6000  Rd.  Gyldenlæder  af  en  Johan 
Feiger,  og  rundt  om  paa  Herregaardene  har  man 
Tid  efter  anden  ogsaa  anskaffet  sig  Gyldenlæder 
f,  Ex.  paa  Borreby,  Rosenholm,  Højeris  og  Voer- 
gaard.  Burman  Becker  kalder  et  Gyldenlæders¬ 
betræk  paa  Borreby  for  »det  maaske  pragtfuldeste 
i  sit  Slags  her  i  Landet«,  og  det  paagjældende 
Værelse  paa  Voergaard  fik  efter  Gyldenlæderets  rige 
Forgyldning  Navn  af  »Guldsalen«.  —  Som  ovenfor  S. 
16  nævnt  viser  Udtrykket  Korduan  hen  til  Spanien 
som  Gyldenlæderets  oprindelige  Hjemsted,  og  i  In¬ 
ventarierne  kaldes  det  da  ogsaa  undertiden  ligefrem 
»forgyldt  spansk  Læder«.  Gyldenlæderet  var  uden¬ 
landsk  Industri.  Men  at  der  i  alt  Fald  har  været 
gjort  Forsøg  paa  at  faa  det  tilvirket  indenfor  Lan¬ 
dets  Grænser,  kan  ses  deraf,  at  Frederik  IV  i  1726 
gav  en  Arnold  Diederick  Zøllner  20  Aars  Eneret  paa 
en  »Guldlæder-Fabrik«  i  Kjøbenhavn. 

4 


26 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


Studier  fra  Sverig  er  Navnet  paa  en  ny  Bog  af 
Karl  Madsen.  Og  Titlen  er  forsaavidt  misvisende, 
som  den  ikke  forbereder  paa,  at  det  er  den  i  Sve¬ 
rige  bevarede  hollandske  Kunst,  som  Bogen  om¬ 
handler.  Men  har  man  blot  læst  noget  i  den,  ser 
man  hurtigt,  at  Hr.  Madsens  Undersøgelser  i  vort 
Naborige  ere  et  naturligt  Led  i  hans  Studier  over 
de  gamle  Hollændere.  Med  voxende  Interesse 
læser  man  navnlig  Bogens  Hovedafsnit  »Rembrandts 
Værker  i  Nationalmuseet«,  man  følger  med  Spæn¬ 
ding  den  ogsaa  stilistisk  ypperligt  tilrettelagte  Ud¬ 
vikling,  hvorefter  Museets  store  Rembrandt-Billede 
»Ziskas  Sammensværgelse«  bliver  til  en  beskaaren 
Rest  af  et  til  den  svenske  Stat  udført  kolossalt 
Maleri,  der  sikkert  fremstiller  Sveriges  Grundlæg¬ 
gelse  af  Odin.  Hr.  Madsen  har  her  gjort  et  Fund, 
der  vil  lade  hans  Navn  blive  bekjendt  i  vide 
Kredse.  Den  fornøjelige  Bog  omhandler  som  natur¬ 
ligt  er  væsentlig  Kunst,  men  den  indeholder  dog 
ogsaa  nogle  Bemærkninger  om  Kunstindustri,  som 
her  skulle  anføres.  Det  var  godt,  om  de  deri  ud¬ 
talte  Anskuelser  og  Ønsker  maatte  blive  alminde¬ 
lige.  Ved  Omtalen  af  den  i  Sverige  rigt  repræ¬ 
senterede  Malerkunst  fra  Rokokotiden  hedder  det 
saaledes:  »Af  Rokokoen  er  utvivlsomt  Kunsthaand- 
værket  det  bedste,  den  egentlige  Lysside;  vore 
moderne  Butikers  fortvivlede  Museer  af  Hæslig¬ 
heder  kan  nok  bringe  os  til  at  misunde  Rokokoen 
den  Fantasirigdom,  den  kunstneriske  Ævne  og 
kunstneriske  Dygtighed,  der  gjør  alle  disse  nyde¬ 
lige  Sager  til  en  Øjnenes  Lyst  og  Glæde.«  Og  i 
Bogens  Slutning :  »Den,  der  opmærksomt  har  lyttet 
til  de  gamle  Mesteres  Tale,  vil  maaske  ikke  blive 
svimmel  af  Henrykkelse  over  Alt,  hvad  vor  Tid 
har  at  byde,  hverken  over  Dilettantismen  paa  vore 
Udstillinger  eller  »Kunstindustrien«  i  vore  Butiker. 
Men  han  vil  læres  til  at  lytte  efter  de  Røster,  der 
har  Ret  til  at  tale,  der  har  noget  at  sige,  som  er 
Opmærksomhed  værd.  Og  han  vil  dele  det  Savn 
og  de  Længsler,  der  næres  viden  om  .  .  .  Savnet  af 
Skjønhedens  Rige  og  Længslerne  mod,  at  det  atter 
kan  gjenvinde  den  Magt  i  Livet,  det  har  mistet.« 

Landskabsmaler  Carl  O.  J.  Lund,  »thv.  Maler 
ved  den  kgl.  Porcellænsfabrik  i  Kjøbenhavn«,  har 
udgivet  et  lille  Skrift  Fuldstændig  Vejledning  i  Por- 
cellænsmaler i  til  Brug  ved  Selvstudium.  Det  er  ikke 
noget  stort  Arbejde,  og  dets  sidste  Afsnit  »Den 
kunstneriske  Udførelse«  er  kun  lidet  oplysende, 
men  det  er  jo  ogsaa  mere  de  praktiske  Haandgreb, 
det  her  gjælder  om,  og  Meddelelserne  om  dem  ere 
sikkert  paalidelige. 

En  af  de  Fagorganisationer,  sont  de  senere 
Aars  Fagbevægelse  har  skabt,  er  den  i  1889  stiftede 
Fællesforening  af  danske  Malermester e,  der  bl.  A. 
synes  at  ville  beskjæftige  sig  med  de  Unges  Op- 
lærelse.  Paa  dens  andet  Aarsmøde  ifjor  i  Aarhus 
vedtog  den  en  Plan  for  lokale  Fagskoler  for  at 


faa  Undervisningen  i  dem  saa  vidt  muligt  ensartet, 
og  tillige  vedtoges  Udgivelsen  af  Mønsterblade  til 
Loft-  og  Væggedekorationer.  Af  disse  foreligger 
nu  første  Hefte  »5  Blade  Chabloner  til  Loftsdeko¬ 
ration,  Spejlforsiringer  med  Hjørnestykker,  Afslut¬ 
nings-  og  Midtstykker  samt  Friser«.  Der  er  herved 
givet  Stødet  til  en  Bevægelse,  der  ledet  paa  rette 
Maade  sikkert  vil  kunne  gjøre  Nytte. 

Efter  den  sidste  Aarsrapport  til  Udenrigsmini¬ 
steriet  fra  den  danske  Konsul  i  Moskov  er  der  i 
1891  af  danske  Terrakotta-  og  Biskuitarbejder  af 
en  Kunsthandler  der  i  Byen  solgt  for  2000  Rubler, 
medens  to  andre  der  værende  Kunsthandlere  af 
lignende  Arbejder  have  indforskrevet  for  4000  Kr. 
Beretningen  oplyser  endnu,  at  der  i  samme  Aar  er 
solgt  en  Del  danske  Broderier  i  Moskov,  samt  at  der 
er  indledet  en  Forbindelse  om  Salg  af  dansk  Gyl¬ 
denlæder  der  paa  Stedet. 

Arkitekt  Hugo  Horlin  i  Stokholm  har  anmodet 
om,  at  det  her  i  Tidsskriftet  maatte  blive  meddelt, 
at  den  ham  i  G.  J:son  Karlins  Artikel  om  G  ote- 
borgs-Udstill ingen  tillagte  mauriske  Fontæne  (forr. 
Aarg.  S.  175  F-ig.  21 5I  ikke  er  af  ham.  »Denna 
praktpjes«,  skriver  han,  »år  komponerad  af  Ror¬ 
strandsfabrikens  framstående  arkitekt  H.  Tryggelin, 
hvilken  ock  komponerat  och  målat  det  i  fig.  216 
afbildade  dekorationsfatet  i  Limoges-stil  «  Hr. 
Hdrlin  »har  ej  haft  vidare  med  fontanen  att  gora, 
an  att  han  bitradt  vid  fårgvalet.« 

Med  det  nu  udkomne  Dobbelthefte  (3dje  Aar- 
gangs  3dje  og  4de  Hefte)  slutter  Svenska  Konstslojd 
sit  korte  Liv,  Udgiveren,  Arkitekt  Hugo  Horlin , 
siger,  at  skjøndt  Tidsskriftet  har  modtaget  offentlig 
og  privat  Understøttelse,  og  skjøndt  de  tegnende 
og  skrivende  Medarbejdere  have  vist  stor  Imøde¬ 
kommenhed,  er  dets  fortsatte  Udgivelse  en  Umulig¬ 
hed;  det  har  mødt  for  lille  Interesse  hos  det  store 
Publikum  og  da  særlig  hos  Sveriges  Kunsthaand- 
værkere.  Samtidigt  kan  han  imidlertid  meddele,  at 
Svenska  Slojdforening  har  nedsat  en  Komite  for  at 
drøfte  Spørgsmaalet,  om  det  ikke  vilde  være  rig¬ 
tigt  at  udvide  Foreningens  Aarsberetning  med  til¬ 
hørende  Mønsteralbum  til  et  periodisk  kunstindu¬ 
strielt  Tidsskrift.  Heftet  indeholder  ogsaa  en  anden 
Meddelelse,  der  tyder  paa  voxende  Liv  i  den  sven¬ 
ske  Kunstindustri.  En  Artikel  i  det  giver  en  Del 
Oplysninger  om  Svenska  Dekorationsforeningen ,  der 
i  Anledning  af  Udstillingen  ifjor  i  Goteborg  dannede 
sig  med  den  1888  paa  Udstillingen  i  Kjøbenhavn 
optrædende  Dekorationsforening  for  Øje.  Medens 
denne  kun  bestod  af  Kunstnere,  omfatter  den  sven¬ 
ske  baade  Kunstnere  og  Kunsthaandværkere,  hvad 
der  sikkert  er  rigtigt  og  muligvis  vil  give  den 
større  Livskraft  end  den  danske,  der  kom  og  for¬ 
svandt  med  1888. 


Mindre  Meddelelser. 


27 


I  1883  indbød  Nordiska  Museet  i  Stokbolm  til 
Konkurrence  om  Tegninger  til  en  Museumsbygning. 
Hvor  storartet  denne  tænktes,  kan  ses  deraf,  at  det 
fordredes,  at  Bygningen  skulde  have  en  Hovedhal 
med  Gallerier  i  to  Etager,  en  stor  Vaabensal,  en 
stor  Sal  for  kirkelige  Gjenstande  foruden  70  til  80 
almindelige  Museumsværelser,  hvortil  endnu  kom 
Biblioteksrum,  Lagerrum,  Kontorer  m.  m.  Og  sidst 
i  forrige  Aar  har  Museet  som  Forslag  til  byggnad 
for  nordiska  Museet  udgivet  15  Lystryk  efter  Arki¬ 
tekten  Professor  J.  G.  Clasons  Tegninger.  I  1889 
studerede  Professor  Clason  paa  en  længere  Rejse 
Museerne  i  de  fleste  af  Evropas  større  Byer.  Hans 
Forslag  gaar  ud  paa  Opførelsen  af  et  stort  Slot  i 
hollandsk  Renæssance  eller  som  Svenskerne  sige 
Vasastil;  men  Tegningerne  indeholde  Intet  om,  hvor¬ 
vidt  dette  Forslag  er  endeligt  vedtaget.  I  Henseende 
til  Plads  yder  Professor  Clasons  Udkast  sikkert  meget 
mere,  end  der  forlangtes  i  1883,  men  Nordiska 
Museet  er  jo  ogsaa  voxet  mærkeligt  siden  den  Tid. 
Det  havde  været  interessant,  om  Tegningerne  havde 
været  ledsagede  af  Overslag  over,  hvad  deres  Ud¬ 
førelse  vilde  koste  til  Sammenligning  med  det  For¬ 
slag,  der  f.  T.  foreligger  i  den  danske  Rigsdag  til 
Ombygning  og  Udvidelse  af  Prinsens  Palæ.  Nor¬ 
diska  Museet  ejer  en  Byggefond,  der  udgjør  noget 
over  400,000  Kr. 

Fra  Kunstindustrimuseet  i  Kristiania  foreligger 
der  en  hektograferet  Aarsberetning  for  1891.  Det 
har  i  Aarets  Løb  kunnet  raade  over  30,448  Kr., 
hvoraf  13,000  Kr.  fra  Staten  (3000  Kr.  heraf  ere 
særlig  bevilgede  til  Husflidens  Fremme),  13.000  Kr. 
fra  Kristiania  Brændevinssamlag  og  2000  Kr.  fra 
Kristiania  Sparebank.  Paa  Museets  Gjæld  til  Kjøb- 
rr.and  P.  Simonsen  afbetaltes  5000  Kr.,  men  sam¬ 
tidig  kjøbtes  for  7876  Kr.  af  fh.  kinesisk  Told¬ 
direktør  jf.  M.  Daae.  De  herved  erhvervede  kine¬ 
siske  Samlinger  nævnes  som  fortræffelige.  Iblandt 
Aarets  kjøbte  Gjenstande  nævnes  desuden  særlig 
et  pragtfuldt  Ibentræs  Kabinetsskab,  der  i  sin  Tid 
skal  have  tilhørt  Akershus  Slot.  Biblioteket  og 
Mønsterbladsamlingen  ere  i  Aarets  Løb  gaaede 
frem  ogsaa  i  Henseende  til  Benyttelse;  Biblioteket 
benyttedes  af  380  Personer  og  Museet  besøgtes  i 
det  Hele  af  8098  Personer.  Konservator  //.  Grosch 
har  holdt  to  Rækker  Foredrag,  den  ene  for  Plan¬ 
delsgymnasiets  Elever,  den  anden  for  Publikum  i 
Almindelighed.  Træskæreskolerne  paa  Dovre  og 
Sand  have  under  Træskærerne  H.  L.  Lindsøe  og 
A.  H.  Hylland  arbejdet  paa  sædvanlig  Maade  lige¬ 
som  en  Væveskole  iVaage  i  Gudbrandsdalen  under 
P'røken  Karoline  Halvorsen.  En  hel  ny  Virksomhed 
optoges  ved  at  lade  Frøken  Kristiane  Frisak  be¬ 
rejse  Telemarken  og  Sætersdalen  for  at  indsamle 
Oplysninger  om  Tilvirkning  og  Anvendelse  af  Plante- 
farver.  Plun  indsamlede  talrige  Opskrifter  over 
mange  af  de  vigtigste  P'arvers  Tilberedning  samt 
en  Række  interessante  Prøver,  der  fuldt  godtgjorde 


disse  Farvers  sjældne  Skjønhed  og  forbavsende 
Holdbarhed,  hvad  der  giver  dem  væsentlige  For¬ 
trin  fremfor  de  nu  benyttede  Farver.  Denne  Virk¬ 
somhed  vil  ad  Aare  blive  fortsat.  Maalet  skal  være 
at  fremstille  en  fuldstændig  Farverække  tilvirket 
udelukkende  af  indenlandske  Planter,  Mosser  og 
Lavarter,  og  derpaa  gjennem  en  billig,  let  tilgænge- 
lig  Bog  stille  dem  til  Publikums  Raadighed. 

Magistraten  i  Flensborg  har  indbudt  til  Kon¬ 
kurrence  om  Tegninger  til  et  Kunstindustrimuseum 
og  liar  nedsat  en  Bedømmelseskomite  med  Gehej- 
meraad  K.  Lilders  som  Formand,  Komiteen  tæl¬ 
ler  i  det  Hele  5  Medlemmer,  Formanden,  to  Ar¬ 
kitekter  og  to  Museumsfolk,  de  to  sidste  er  den 
første  Direktør  ved  Berlins  Industrimuseum  C. 
Grunow  og  Direktøren  for  Flensborgs  Industrimu¬ 
seum,  Fabrikant  Heinr.  Sauermann.  Tegningerne 
skulle  være  indsendte  inden  1  April,  og  der  er 
udsat  3  Præmier  paa  henholdsvis  1800,  1200  og 
500  Mark. 

I  Overensstemmelse  med  sit  tidligere  meddelte 
Program  (s.  forr.  Aarg.  S.  199)  aabner  Revne  des 
arts  décoratifs  sit  Sept.-Okt.  Hefte  med  en  Beskri¬ 
velse  af  Baronesse  Salomon  de  Rothschilds  Hoie\  i  Pa¬ 
ris  i  Rue  Berryer.  Det  er  pompøst  og  luxuriøst,  som 
det  var  at  vente.  Det  har  kostet  over  2  Millioner 
Frcs.  Tre  Fototypier  vise  Hotellets  Forhal,  Spise¬ 
salen  og  Fruens  Sovekammer,  forskjellige  Enkelt¬ 
heder  i  Dekoration  og  Udstyrelse  omtales,  og  de 
af  Ejerindens  afdøde  Mand  tilvejebragte  rige  Sam¬ 
linger  af  Keramik,  Glas,  Vaaben,  Elfenbensarbejder, 
Emaljer  o.  s.  v.  omtales  med  Begejstring.  Og  dog 
tilfredsstiller  dette  Hotel  ikke.  I  Overensstemmelse 
med  Ejerindens  Ønske  er  det  for  behersket;  der  er 
intet  understreget  i  Henseende  til  karakteristiske 
Vaner  og  Ønsker.  »Der  er  intet  Originalt;  ingen 
Duft  af  Modernisme;  intet  Spor  af  den  nye  Kunst; 
ingen  æggende  Møbler,  signerede  med  en  nulevende 
Kunstners  Navn,  ingen  Glas  af  Gallé,  ingen  Vaser 
af  Falize.«  Det  vil  være  af  Interesse  at  se,  hvilke 
Interiører  Tidsskriftet  herefter  vil  bringe. 

For  den  til  August  af  V  Union  centrale  des  arts 
décoratifs  berammede  Udstilling  for  »Kvinde-Kunst« 
(les  arts  de  la  femme),  foreligger  der  nu  et  nær¬ 
mere  Program.  Den  vil  faa  en  moderne  kunst¬ 
industriel  Afdeling,  der  skal  forestaas  af  Louis 
Bouilhet,  en  retrospektiv  Afdeling,  der  skal  fore¬ 
staas  af  Alfred  Darcel,  en  Kunstafdeling  med  Mme 
Rosa  Bonheur  som  Ærespræsident  og  en  Undervis¬ 
ningsafdeling  med  Mme  Hippolyte  Carnot  som  Æres- 
præsident.  Marius  Vachon  skal  være  hele  Udstil¬ 
lingens  Direktør. 

Ved  et  ministerielt  Dekret  ere  Frankrigs  Stats¬ 
fabriker  d.  e.  Sévres,  Beauvais,  Gobelinsfabriken 
og  Mosaikfabriken,  fra  Kontoret  for  Kunst  lagte 


28 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


ind  under  Kontoret  for  Undervisning  i  vedkom¬ 
mende  Ministerium.  Maalet  er  altsaa  at  gjøre  dem 
til  kunstindustrielle  Opdragelsesanstalter  (Chron.  des 
arts,  Nr.  i). 

1  Bayerische  Gewerbe-Zeit.  meddeler  Dr.  y. 
Stockbauer  en  Del  Oplysninger  om  Tinsoldat-Til¬ 
virkningen  i  Fortid  og  Nutid  i  Forbindelse  med  en 
meget  rosende  Omtale  af  Ernst  Heinrichsens  »Zinn- 
spielfigurenfabrik«  i  Niirnberg.  Artiklen  ender  saa- 
ledes:  »Næsten  hvert  Aar  overrasker  Firmaet  Hein- 
richsen  med  interessante  Nyheder.  Som  dets  nyeste 
Frembringelse  nævne  vi  en  fortrinlig  Fremstilling 
af  Hunnerslaget  efter  Scheffels  Ekkehard,  hvortil 
det  bayerske  Industrimuseums  Direktør  Hr.  v.  Kra¬ 
mer  har  leveret  Udkastene.  Skjøndt  Firmaets  Inde¬ 
haver  selv  er  en  dygtig  Tegner,  gaa  hans  Bestræ¬ 
belser  stadigt  ud  paa  at  vinde  fremtrædende 
Kunstnere  som  Medarbejdere.« 

I  1890  udkom  i  Berlin  en  Bog  af  F.  Warnecke: 
»Die  deutschen  Biicherzeichen  (Ex  libris)  von  ihrem 
Ursprung  bis  zur  Gegenwart«,  der  har  givet  Anled¬ 
ning  til  Dannelsen  af  en  Forening  med  et  selvstæn¬ 
digt  Blad:  »Ex  libris.  Zeitschrift  fur  Biicherzeichen, 
Bibliotekskunde  und  Gelehrtengeschichte«.  Det  er 
en  ny  Samlermani,  der  ligger  til  Grund  herfor, 
Manien  for  at  samle  paa  Bøger  med  Vaaben  eller 
Mærker,  der  angive  tidligere  Ejere,  og  Kunst- 
chronik ,  der  omtaler  den,  ønsker,  at  den  maa  bi¬ 


drage  til  at  gjøre  det  tyske  Publikum  mere  bog¬ 
elskende  end  hidtil.  Bliver  det  Mode,  at  have  sit 
eget  Mærke  i  de  Bøger,  man  ejer,  vil  man  forhan- 
bentlig  vælge  smukt  udstyrede  og  smukt  indbundne 
Bøger  at  anbringe  det  i.  Nu  findes  i  Tysklands 
dannede  Kredse  kun  liden  Bogkjærlighed.  Hvilken 
Tysker,  skriver  Bladet,  vil,  som  det  saa  hyppigt 
-sker  i  Frankrig,  give  50  eller  100  Mark  for  et  Bind. 
Men  derfor  er  ogsaa  et  moderne  simpelt  fransk 
Bind  ofte  et  langt  bedre  Mønster  for  en  tysk  Bog¬ 
binder  end  de  gamle  Bind,  som  lagres  i  Museerne, 
—  Hvad  her  er  sagt,  gjælder  Danmark  fuldt  saa 
meget  som  Tyskland. 

yos.  Folnesics  har  i  første  Hefte  af  »Mittheil. 
des  oesterr.  Mus  «  paabegyndt  en  Artikel  om  den 
Indflydelse,  Kjærlighed  til  Naturen  øvede  paa  det 
florentinske  Reliefornament  i  det  15de  Aarhundrede. 
Han  omtaler  heri,  hvorledes  Cennini  allerede  i 
det  14de  Aarhundrede  i  sin  Bog  om  Kunsten  be¬ 
gejstret  udraaber:  »Naturen  er  den  fuldkomneste 
Fører,  det  bedste  Ror  og  al  Tegnekunsts  Triumf¬ 
port;  den  skal  man  give  sig  i  Vold,  saa  snart  man 
har  naaet  til  at  kunne  lægge  Tanke  og  Følelse  i 
sine  Tegninger.«  Og  en  anden  Kunstforfatter  i  det 
15de  Aarhundrede  Leo  Battista  Alberti  udtaler  sig 
paa  lignende  Maade.  Han  kalder  den  Mand  en 
Daare,  der  forlader  sig  paa  sig  selv  og  vover  at 
give  Ting  Skikkelse  og  Form  ud  af  sit  eget  Hoved 
uden  at  tage  Naturen  med  paa  Raad. 


Fig.  28.  Hædersgave  til  Grosserer  M.  C.  Holm  fra  Helsingørs  Jernskibs-  og 
Maskinbyggeri  (P.  Hertz,  Gunnar  Jensen). 


Charlottenborg  Slot. 


29 


Fig.  29.  Parti  af  Stukloftet  i  K  appels  alén  paa  Charlottenborg. 


Charlottenborg  Slot. 

Af  F.  Meldahl. 


Kong  Frederik  den  3dies  Søn  med  Margrethe  Pap¬ 
pen,  Grev  Ulrik  Frederik  Gyldenløve,  begyndte  i  Aaret 
1672  at  bygge  sig  et  Palæ  ved  Hallandsaas,  det  nuværende 
Kongens  Nytorv,  ved  den  nye  Kanal,  som  da  (1671 — 73) 
netop  var  under  Arbejde,  og  Kongen  nedlagde  egenhændig 
Grundstenen  dertil.  Men  den  højfornemme  Bygherre  kom 
vel  neppe  nogensinde  til  selv  at  bo  i  sit  nye  Hus,  da  han 
fra  1673  — 1700  opholdt  sig  i  Norge  som  Statholder;  og  i 
det  sidstnævnte  Aar  solgtes  Slottet  til  Christian  den  Femtes 
Enkedronning  Charlotte  Amalie,  efter  hvem  det  tik  Navnet 
Charlottenborg.  Hvem  der  har  boet  der  i  Mellemtiden  vides 


Fig-  30. 

Charlottenborg  paa  en 
Medaillc  fra  1672. 


30 


l’iilsskrift  for  Kunstindustri. 


ret 

thi 


vel  neppe; 
Slottet  kan 
ikke  have  væ- 
1677, 
det  Aarstal  staar 


færdigt  før 


paa  Skorstenene.  Efter 

Charlotte  Amalie  ar- 

3 

vedes  Slottet  af  Prins 

Carl  og  Prinsesse  Sofie 
Hedvig.  Denne  sidste  havde 
Bopæl  der  til  sin  Død  1735. 
Fra  1  743 — 45  boede  Kron¬ 
prins  Frederik  (siden  Frede¬ 
rik  V)  paa 


Charlottenborg 


med  sin 


almindelig 


Efter 


beundrede  Gemalinde,  Prin¬ 
sesse  Louise  af  England, 
dette  Tidsrum  blev  Slottet 
mere  anvendt  til  Beboelse, 


men  toges  efterhaanden  i  Brug  for 
mange  forskjellige  Øjemed.  Saa- 
i 


ledes  indrettedes  der  snart  efter  italiensk  Opera  i  Riddersalen,  et 
Par  videnskabelige  Selskaber  fik  Lokaler  der,  og  det  blev  Skue¬ 
pladsen  for  forskjellige  Lotteriers  Trækninger.  3  753 — 54  blev  ogsaa 
det  nysoprettede  Kunstakademi  anbragt  paa  Charlottenborg,  som  det 
i  1830  endelig  fik  til  sit  udelukkende  Brug1. 

Dette  er,  hvad  der  er  almindelig  bekjendt  om  Charlottenborgs 
Historie.  Med  Hensyn  til  dets  Bygningshistorie  vil  maaske  ogsaa 
det  følgende  kunne  være  af  Interesse. 

Til  Opførelsen  anvendtes  Materiale  fra  Kalø  Slot. 

Hvem  der  har  været  Slottets  Bygmester  er  det,  saavidt  mig  be¬ 
kjendt,  hidtil  ikke  lykkedes  at  paavise.  Imidlertid  er  der  dog  stærk 
Sandsynlighed  for,  at  Planen  til  Slottet  er  fremkommen  under  hol¬ 
landsk  Paavirkning  eller  maaske  endog  er  udkastet  af  en  hollandsk 
Bygmester.  I  1888  fandtes  i  Hjørnet  af  d'en  sydøstlige  Fløj  tre 
Medaljer,  som  var  indlagt  der  ved  Grundstensnedlæggelsen  1672. 
Den  ene  bærer  paa  Forsiden  Gyldenløves  Portræt  med  Omskrift 
Aritus  Fridericus  de  Guldenleu  DCL  etc.  pr  or  ex  Norvegice  etc.,  og 


paa 


Bagsiden  en  Fremstilling 


af  Charlottenborg 


med  Underskrift: 


Fig.  31.  Dørparti 
fra 

Charlottenborg. 


Anno  Al UCLXXJ I  III  apr.  æter.  memor.  æd.  prim.  lap.  pos.  Chri¬ 
stian  V  pr.  hel.  aug.  pat.  patr.  De  to  andre  har  ganske  samme 
Forside,  men  paa  Bagsiden  Gyldenløves  og  Norges  Vaabener  samt 
Aarstallet  1672.  De  opbevares  nu  alle  i  Kunstakademiets  Bibliothek. 

Ser  man  paa  Fremstillingen  paa  den  førstnævnte  Medalje  (Fig. 
30)  viser  det  sig,  at  Slottet  oprindelig  har  været  tænkt  noget  ander¬ 
ledes  end  det  senere  blev,  nemlig  med  Balustrader  og  Hjælmtage 
paa  de  fremspringende  Gavlpartier  ud  mod  Kongens  Nytorv  og  en 

'■  Weilbach,  Kunst  og  Æsthelik.  Thurah,  Den  danske  Vitruvius. 


Charlottenborg  Slot. 


3T 


(ravl  baaren  af  Pilastre  midt  for  Hovedfapaden.  Sammenholder  man  nu  dette  med  det 
Udkast  (Fig.  32),  Hollænderen  Philippe  Vingboons  (1608  -75)  gjorde  i  Midten  af  Aar- 
hundredet  \  da  han  konkurrerede  med  van  Kampen  til  Raadhuset  i  Amsterdam,  føler  man 
sig  slaaet  af  den  paafaldende  Overensstemmelse.  Sætter  man  hos  Vingboons  blot  2 
Vinduer  i  Sidefløjenes  Gavle  istedetfor  3,  og  borttager  man  den  store  Trappe  forneden 
og  Taarnet  over  Midten,  saa  er  Ligheden  fuldkommen.  I  og  for  sig  er  en  Sammenhæng 
her  heller  slet  ikke  urimelig.  Danmark  havde  alt  i  Aarhundredets  Begyndelse  været  i 
meget  nær  Berøring  med  hollandsk  Kunst  og  hollandske  Kunstnere,  og  med  den  klassi- 
ceiende  Retning,  som  navnlig  førtes  frem  af  Jacob  van  Kampen  og  andre  Kunstnere, 
bredte  hollandsk  Indflydelse  sig  meget  over  Brandenburg  og  hele  Nordtyskland. 


F'g-  32. 

Udkast  til  et  Raadhus  i  Amsterdam  af  Ph.  Vingboons. 


Charlottenborg  er  en  god  Prøve  paa  den  Simpelhed  og  Storhed,  som  kunde 
følge  med  den  klassicerende  Retning.  Der  er  en  Enkelthed  og  Finhed  i  Formen,  som 
man  maa  beundre,  og  en  malerisk  Fylde  og  Opfindsomhed  i  Detaljen,  som  vækker  Op¬ 
mærksomhed,  selv  om  den  kan  være  forbunden  med  nogen  Tunghed.  Særlig  kan  frem¬ 
hæves  Kapitælerne  paa  Hovedfaijadens  Lisener  med  de  flyvende  Ørne  og  de  dekorative 
Løver  over  og  under  første  Sals  Vinduer.  At  paa  den  anden  Side  meget  blev  udført  af 
Træ,  som  egentlig  skulde  været  af  Sandsten,  det  laa  i  Nordens  fattige  Forhold.  Det 
samme  gjøres  ligesom  den  Gang  endnu  den  Dag  idag  i  Holland. 

Ser  man  paa  Charlottenborgs  Indre,  da  er  det  tydeligt,  at  man  ved  Planlægningen 
har  vaklet  meget.  At  saaledes  Hovedtrappen  ikke  fra  først  af  kan  have  været  bestemt 
til  at  ligge  i  Forhuset  paa  det  Sted,  hvor  den  nu  ligger,  det  fremgaar  deraf,  at  det  ved 

'•  Se  Galland:  Geschichte  der  hollåndischen  Baukunst  lind  Bilde rei  (Frankfurt  a.  M.  1890)  p.  310. 

Jfr.  ogsaa  A.  Schoy :  Philippe  Vingboons  (Bruxelles  187SJ. 


32 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


Skorstenenes  Ombygning  1889  viste  sig,  at  der  i  begge  Trapperummets  Sidevægge  i  begge 
Etager  midt  i  Bygningen  fandtes  ansat  Aabninger  til  dobbelte  Døre.  Dette  tyder  paa, 
at  der  fra  den  store  Sal  baade  forneden  og  oppe  paa  Galleriet  har  været 
Midterdøre,  som  førte  ud  til  tilstødende  Rum  og  derfra  videre  til  Lokaler 
i  den  nordlige  Fløj  mod  Nyhavn.  I  denne  hiøj  kunde  Hoved¬ 
trappen  have  ligget.  Den  store  Trappe  i  Sydfløjens  Midte  maa 


ligeledes 


være  en  senere  Indretning.  De 


og  elegante 


Stuklofter  paa  første  Sal  (Fig.  33,  37  og  38)  synes  nemlig 
bestemt  at  tyde  paa  fyrstelige  Opholdsværelser  og  Sove- 

gemakker,  og  man  tør  vel  deraf 
slutte,  at  denne  Fløj  særlig  har  været 
bestemt  til  Herskabets  private  Brug. 

Naar  disse  Trapper  ere  bievne 
omlagte,  er  det  ikke  muligt  nøjagtigt 
at  angive.  Men  da  Thurahs  danske 
Vitruvius,  som  udkom  1 746,  har  den 
nuværende  Trappefordeling,  maa  Omlægningen  altsaa  være 
sket  før  dette  Aar. 

Det  Maleri  af  Charlottenborg,  som  findes  paa  Frede¬ 
riksborg  Slot,  viser,  at  der  ud  mod  Flaven  har  været  en 
Altan,  over  en  Arkade,  udfor  Kuppelsalen,  af  hvis  pragtfulde  Stuk¬ 
loft  Fig.  29  giver  en  Prøve.  Underneden  har  der  været  en  Flave¬ 
sal  der,  hvor  senere  Thorvaldsen  havde  sit  Atelier  og  hvor  der  nu 
er  Gjennemgangsport.  I  Gaarden  har  der  over  Portpartierne  i 
Syd-  og  Nordfløjene  været  store  Døre  med  kunstige  Jerngitre,  lige¬ 
som  det,  der  endnu  er  bevaret  over  Porten  i  Vestfløjen.  F'ig.  34 
viser  de  smukke  Fakkel  eller  Lygteholdere  paa  F'orfayadens  Pljørner. 

Gyldenløve  havde  vistnok  tænkt  sig,  at  Slottet  idetmindste  til¬ 
dels  kunde  blive  beboeligt  strax  i  det  første  Aar.  Og  blev 
han  end  skuffet  heri,  saa  er  det  dog  tydeligt,  at  der  er 
lagt  Vind  paa  at  faa  det  færdigt  saa  hurtigt  som  muligt. 
Dette  Hastværk  medførte,  at  alle  de  alentykke  Skille- 
fra  Grunden  til  Loftet  kun  har  l/.2  Stens 
Ydervæg,  medens  hele  deres  Indre 
er  hult.  Paa  Indskuddene  er  der 


rum 


laet  Risskaller 


Rig.  33. 

Parti  af  et  Stukloft  paa  Charlottenborg. 


Bark.  Flere 
Steder  har  Bjæl¬ 
kerne,  som  det 
kunde  ses  i 
Nordfløjens 
første  Sal  ikke 
havt  F'orskal- 
ling,  men  Bjæl¬ 
ker  og  Indskud 
have  været  de¬ 
korerede  paa 
Undersiden. 
Den  forskjel- 
lige  Benyttelse 


Charlottenborg  Slot. 


33 


af  Slottet  hav  selvfølgelig  hidført  mange  Forandringer. 
Værst  have  dog  de  været,  som  ere  overgaaede  den  store 
Sal,  der  i  sin  oprindelige  Skikkelse  med  Galleri  foroven 
maa  have  været  et  monumentalt  skjønt  Rum. 

Naar  man  ser  de  skjønne  Rester,  som  endnu 
findes  af  Stuk  paa  Charlottenborg  og  som  minder  om, 
hvad  der  haves  af  ældre  god  Stuk  paa  Amalien¬ 
borg,  i  Cancellibygningen,  paa  Fredensborg,  Charlotten- 
lund ,  Eremitagen,  Bernstorff,  Clausholm,  Frederiksdal 
og  paa  Frederiksborg  (i  Konseilsalen  og  navnlig  de  præg¬ 
tige  mindre  Lofter  i  den  østre  Fløjs  nordlige  Del)  —  saa 
fristes  man  til  at  spørge:  mon  det  da  ikke  var  paa  Tide, 
at  man  i  et  godt  udført  Værk  med  gode  Fremstillinger 
samlede  alle  disse  Rester  af  Fortidens  indre  Dekoration? 
I  en  Tid  som  vor,  hvor  den  skjønne  Stukdekoration  atter 
er  kommen  til  sin  Ret,  trænger  man  til  befrugtende  og 
forædlende  Forbilleder,  og  det  vilde  baade  være  til  Kun¬ 
stens  og  FIaandværkets  og  Publikums  Gavn,  om  dette 
skete  ret  snart. 

Naar  man  desuden  mindes  de  skjønne  antike  Stuk¬ 
arbejder  i  Pompeji,  Villa  Albani  og  Rom,  Renaissancens 
pragtfulde  Dekorationer  i  Rom,  Florens,  Genua,  Venedig, 
Barok-  og  Rokokokunstens  Stukarbejder  i  Frankrig  og 
Tyskland  (Slottet  Bruhl),  saa  vil  det  snart  gaa  op  for 

Publikum,  at  der  hører  overlegne  Begavelser  til  for  at 
udføre  den  Art  dekorative  Arbejder,  naar  de  skal  løftes 
til  Kunst,  og  det  vil  paa  den  anden  Side  blive  klart  for 

Kunstnerne,  at  der  hører  alvorlige  Studier  og  stor  Dygtighed  til  for  at  kunne  give  sig 

i  Kast  med  slige  Arbejder,  ligesom  at  saadanne  Opgaver  ere  en  Kunstners  FIaand 

fuldtud  værdige. 


Smedejerns  Lygleholder. 


34 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


Nogle  Tanker  om  Stil  og  Stilformer  i  vor  Tid. 

Af  E.  Gnudtzmann. 

I  Slutningen  af  dette  Tidsskrifts 
forrige.  A argang  har  Hr.  P.  Johansen 
fremsat  nogle  Tanker  om  Maal  og 
Veje' ,  som  indeholde  meget,  der  er 
værd  at  tage  under  Overvejelse.  Disse 
Tanker  tage  —  som  jo  rimeligt  er  paa 
dette  Sted  —  nærmest  Sigte  paa  Kunst¬ 
industrien.  men  strejfe  dog  ogsaa  Ar¬ 
kitekturen.  Forfatteren  af  disse  Linier 
har  følt  Trang  til  at  give  dem  et 
lille  Suplement  ved  at  dvæle  lidt  mere 
*  ved  denne,  og  haaber,  at  dette  ikke 
maa  befindes  at  ligge  for  fjernt  for 
Tidsskriftets  Formaal.  Arkitekturen  er 
jo  Kunstindustriens  Moder;  det  er  den, 
som  skal  føre  an  og  vise  Maal  og 
Veje,  og  uden  dette  Ledebaand  maa 
Kunstindustriens  Forsøg  paa  at  arbejde 
sig  frem  blive  famlende.  Der  er  jo  i 
Fig.  36.  den  nyeste  Tid  gjort  meget  —  og  der 

Fra  Stukloftet  i  Charlottenborgs  Kuppelsal.  vil  forhaabentlig  blive  gjort  adskilligt 

nære  —  for  at  udbrede  Kendskabet  til 
Kunstindustriens  bedste  Frembringelser  i  Fortid  og  Nutid  i  videre  Kredse.  At  disse  Bestræ¬ 
belser  alt  have  sat  Frugt  og  indvirket  gavnligt  paa  Smagen,  kan  man  ikke  være  i  Tvivl  om, 
naar  man  sammenligner  de  senere  Aars  Kunstflids-  og  Husflidsarbejder  med  hvad  man 
tog  tiltakke  med  for  faa  Decennier  siden,  og  hos  os  har  nærværende  Tidsskrift  en  stor 
Part  af  Æren  herfor.  Men  der  mangler  stadig  det  faste  Holdepunkt:  Sans  for  Arkitekturen 
og  Forstaaelse  af  dens  Væsen.  Alverden  mener  jo  rigtignok  at  kunne  tale  med  om  Byg¬ 
ningskunsten  og  kritisere  dens  Frembringelser;  men  hvor  ofte  træffer  man  udenfor  den 
snevrere  Fagkreds  —  privat  eller  offentlig  —  en  virkelig  forstaaende  og  vejledende  Kritik? 

Naar  en  ny  Bygning  er  opført,  høres  stadig  det  Spørgsmaal,  i  hvad  Stil«  den 
er ;  man  har  hørt  1  ale  om  den  og  den  Stil  og  mener,  at  det  er  Indbegrebet  af  arkitek¬ 
tonisk  \  iden  at  kunne  henføre  enhver  Bygning  til  en  af  dem.  Men  at  en  Bygning  k?n 
være  i  en  eller  anden  »Stil«,  uden  at  der  alligevel  er  Stil  i  den,  falder  de  færreste  ind. 
hor  at  der  skal  være  Stil  i  en  Frembringelse  af  en  hvilkensomhelst  Kunstgren,  fordres  jo 
nemlig  en  vis  Holdning,  Karakter,  Individualitet;  det  er  ikke  alene  Formen,  Udtryks- 
maaden,  det  kommer  an  paa,  men  ogsaa  —  og  først  og  fremmest  —  det  aandelige  Ind¬ 
hold,  som  udtaler  sig  derigennem.  Dette  tør  vel  ogsaa  siges  at  være  i  den  dannede 
Verdens  almindelige  Bevidsthed,  naar  Talen  er  om  Digterværker,  Malerier,  Skulptur¬ 
arbejder;  derimod  er  Arkitekturen  i  denne  Henseende  Stedbarn;  Antallet  af  dem,  der 
have  Øje  for  denne  og  have  fattet  dens  Væsen,  er  desværre  kun  ringe.  Man  kan  derfor 
heller  ikke  undre  sig  over,  at  medens  andre  Kunstnere  vurderes  efter  deres  Frembringelser, 
kan  man  se  Arkitekter,  der  ikke  have  noget  særligt  Navn  i  deres  egen  Stand,  naa  frem 
til  forholdsvis  stor  Anseelse  udenfor  denne,  ikke  at  tale  om,  at  det  private  Byggeri  for 


Nogle  Tanker  om  Stil  og  Stilformer  i  vor  Tid. 


33 


en  stor  Del  er  i  Hænderne 
paa  »Arkitekter«,  som  ikke 
have  ret  meget  Begreb 
om  Arkitektur.  Saalænge 
dette  ikke  er  anderledes, 
saalænge  der  ikke  findes 
mere  Interesse  for  or>- 

O 

Forstaaelse  af  Kunsten, 
kan  man  ikke  vente  sitr 
store  Resultater  af  denne  ; 
den  vil  være  som  en  rod¬ 
løs  Plante,  og  Kunstindu¬ 
strien  vil  da  ogsaa  savne 
et  fast  Spor  at  gaa  i. 

Se  vi  tilbage  til  For¬ 
tidens  Frembringelser,  saa 
bidrager  jo  Kunsten  og 
Kunstindustrien  i  en  over¬ 
ordentlig  høj  Grad  til  at 
give  os  et  Indblik  i  Kul¬ 
turtilstanden  i  de  forskel¬ 
lige  Tider  og  Lande,  fordi 
det  Sprog,  de  tale,  er  et 
Udtryk  for  Sæder  og 
Skikke ,  for  Levevis  og 
Livssyn.  Hver  Tid  og 
hver  Egn  taler  igennem 
disse  Frembringelser  sit 
eget  Sprog;  det  ene  har  Fig.  37.  Parti  af  et  Stukloft  paa  Charlotlenborg. 

udviklet  sig  af  det  andet; 

men  man  har  paa  ethvert  Standpunkt  kun  haft  Interesse  for  sin  egen  Tid  og  ikke  respek¬ 
teret  det,  som  er  gaaet  nærmest  forud;  naar  man  til  visse  Tider  er  vendt  tilbage  til  en 
fjernere  Fortids  Former,  er  det  ikke  sket  vilkaarligt,  men  i  Overensstemmelse  med  hele 
Tidens  Retning,  og  det  er  sket  paa  en  saadan  Maade,  at  Stilen  dog  ikke  er  bleven 
antik  igen,  men  har  faaet  et  helt  nyt  Præg. 

Hvor  forskelligt  er  ikke  Forholdet  i  vor  Tid!  Denne  har  ingen  bestemt  Retning; 
vi  have  spist  af  Kundskabens  Træ  og  overskue  Fortiden,  hvis  Skatte  vi  svælge  i  og  stræbe 


at  fordøje.  Vi  begære  at  kunne  tale  alle  Sprog;  men  Evnen  svigter.  I  Fortiden  talte 
Kunsten  kun  eet  Sprog  ad  Gangen ;  i  dette  vare  saavel  Kunstnere  som  Haandværkere 
helt  hjemme,  og  de  forstode  derfor  ogsaa  at  udtrykke  sig  deri;  ved  Samarbejden  forstode 
de  hverandres  Tanker,  og  de  kunde  ogsaa  vente  at  blive  forstaaede  af  deres  Samtid. 
De  historiske  Stilformer  have  altsaa  hver  for  sig  passet  til  Tid  og  Sted;  til  vor  Tid  passe 
de  fleste  af  dem  kun  daarligt;  men  alligevel  fuske  vi  letfærdigt  og  pietetløst  i  dem  alle, 
og  Resultatet  bliver  et  broget  Karneval,  som  der  intet  Alvor  er  i,  og  som  rent  forvirrer 
Begrebet  om  Kunsten  hos  Mængden.  Lader  os  engang,  for  at  tage  et  Exempel,  betragte 
Rokokoen,  som  jo  blandt  meget  andet  ogsaa  er  bleven  moderne.  Naar  vi  se  Bygninger 
og  Genstande  fra  dens  Tid,  da  illustrere  de  jo  saa  klart  og  levende  Aanden  i  denne 
Periode,  der,  skøndt  ikke  saa  meget  fjern  fra  vor  Tid,  dog  er  saa  yderst  forskellig  fra 
denne.  Naar  vi  nu  ville  anvende  disse  Former  i  vore  Bygninger,  kan  det  derfor  kun 


ø6 


Tidsskrift  lur  Kunstindustri. 


blive  en  tom  Skal  uden  Kærne;  vi  kunne  gennemføre  .Stilen'  i  det  ydre  og  i  det  indre, 
ogsaa  i  Bohavet;  men  herved  stoppe  vi.  Det  næste  vilde  være  Klædedragten,  men  her 
bliver  Latterligheden  altfor  indlysende,  og  selv  om  vi  toge  Rokokoklæder  paa,  saa  bleve 
vi  jo  dog  ikke  til  Rokokomennesker.  Kan  det  da  være  tiltalende  for  Nutidsmennesker  at 
leve  i  saadanne  Omgivelser?  Ja  naar  de  virkelig  hidrøre  fra  Fortiden  og  have  Historiens 
Interesse,  kunne  vi  forstaa  det,  ellers  ikke.  fraar  der  endda  kun  er  Tale  om  Kunst¬ 
industriens  mindre  Frembringelser,  Nipsgenstande  eller  Skuestykker,  kunne  disse  jo  være 
meget  fornøjelige,  naar  de  ere  godt  gjorte,  og  kan  nogen  glæde  sig  ved  at  eje  dem,  er 
det  jo  i  alt  Fald  en  privat  Sag.  Arkitekturen,  der  træder  frem  for  Offentligheden,  har 
derimod  en  Forpligtelse  overfor  denne;  men  mangen  Gang  er  det  jo  netop  i  det  ydre, 
at  Bygningerne  ere  iklædte  de  forskellige  Stilformer,  medens  der  indenfor  intet  findes, 
som  svarer  dertil,  intet,  som  der  er  nogensomhelst  Stil  i. 

Hvorfor  har  da  vor  Tid  ikke  sin  egen  Stil,  og  kan  man  ikke  vente,  at  en  saadan 
efterhaanden  vil  danne  sig?  Dette  Spørgsmaal  har  jo  ofte  været  opstillet  og  debatteret 
indtil  Trivialitet;  men  Sagen  er  simpelthen  den,  at  Nutiden  er  for  forskende,  overskuende 
og  mangler  en  vis  Enfold  og  Endrægtighed  i  Livssynet,  som  har  givet  tidligere  Perioder 
hver  sin  bestemte  Kolorit,  og  hvis  Forudsætning  er  en  vis  Isolation  fra  andre  Tider  og 
Figne,  som  er  en  Umulighed  i  vor  Tid  med  dens  udviklede  Midler  til  at  gøre  alt  let  til¬ 
gængeligt.  Tidens  historiske  Sans  kræver  jo  ogsaa  Studiet  af  Fortiden  og  Bevarelse  af 
dens  Mindesmærker. 

Vil  man  nu  spørge,  hvilken  Vej  vi  da  skulle  gaa,  saa  er  det  ganske  vist  ikke 
saa  let  at  svare  herpaa,  som  at  sige  hvilken  Vej  vi  ikke  bør  gaa.  Men  lader  os  engang 
se  hen  til  Billedkunsten.  Denne  kan  jo  heller  ikke  undvære  Fortiden  med  dens  store 
Skoler,  som  den  stedse  maa  lære  meget  af;  men  den  benytter  ikke  det  lærte  til  en  uselv¬ 
stændig  Efterligning  af  snart  denne,  snart  hin  Skoles  Aand  og  Maner;  den  har  Studiet  af 
Naturen  og  Nutidens  Fremtoninger  ved  Siden  af,  og  dens  Løsen  er  Natur  og  Sandhed , 
derfor  kan  den  optræde  selvstændigt  og  slaa  Rod  i  sin  lid.  Arkitekturen  kan  jo  nu  ikke 
saaledes  umiddelbart  fornye  sit  Blod  ved  at  suge  Næring  af  Naturen;  den  kan  ikke  tage 
Former  eller  Stoffer  som  de  ere,  uden  at  tillempe  eller  omforme  dem;  men  dens  Former 
ere  dog  heller  ikke  helt  abstrakte;  de  ere  fremgaaede  af  Materialets  Egenskaber,  Lige¬ 
vægtslovene,  Formaalet,  som  Genstanden  skal  tjene,  og  Teknikens  Standpunkt,  og  de  ere 
kun  unaturlige  og  usande,  naar  de  trodse  eller  synes  at  trodse  Hensynet  til  disse  Faktorer, 
idet  det  jo  i  Kunsten  ikke  er  tilstrækkeligt  at  følge  Reglen  »Ej  blot  synes  men  være«, 

men  denne  ogsaa  maa  vendes  om  til  »Ej  blot  være  men 
L.  synes«.  Studiet  af  Fortiden  kan  Arkitekturen  mindre  end 

no°-en  anden  Kunst  undvære ;  den  kan  heller  ikke  helt 
undgaa  at  anvende  de  overleverede  Former;  men 
dette  bør  ske  med  skønsomt  Valg  af  det  mere 


Fig.  38.  Fra  et  af  Charlotlenborgs  Sluklofler. 


De  kjøbenhavnske  Guldsmedes  Mærker  fra  Tiden  før  Aaret  1800. 


37 


almengyldige  og  med  Udelukkelse  af  hvad  der  har  en  altfor  markeret  Tids-  eller  Steds¬ 
karakter  ;  især  bør  det  undgaas  at  gøre  for  stærk  Brug  af  vore  egne  mest  karakteristiske 
Fortidsmindesmærker  til  Efterligninger,  der  i  Sammenligning  med  hine  altid  maa  blive 
umotiverede  og  poesiløse. 

Der  er  i  vor  Tid  lidt  for  megen  Tentens  til  Fayademageri,  hvorved  man  tager 
for  lidt  Hensyn  til  det  indre  og  ofrer  dettes  Skønhed  og  Bekvemmelighed  for  det  ydres 
Skyld.  Dette  er  selvfølgelig  en  Fejl;  man  bør  lægge  an  paa  det  praktiske,  det  simple 
og  naturlige  og  stræbe  efter  at  lade  Formaal,  Materiale  og  Konstruktion  komme  til  deres 
Ret;  vi  tro  ogsaa  at  kunne  sige,  at  der  i  vor  Tid  er  nogen  Bestræbelse  herefter  hos  os; 
men  der  spores  af  og  til  en  lidt  overdreven  Iver  efter  at  lægge  dette  for  Dagen,  ligesom 

en  lidt  smaalig  Jagen  efter  »Morsomheder«,  der  ikke  altid  faa  det  Præg  af  Ukunstlethed 

og  Naivitet,  som  skal  til  for  at  gøre  dem  tiltalende.  Det  søgte  og  pikante  hører  ikke 

hjemme  i  den  gode  Kunst,  og  den  søgte  Naturlighed  kan  let  blive  til  den  værste 

Unaturlighed. 


At  give  en  mere  bestemt  Paavisning  af  Vejen,  der  skal  gaas,  lader  sig  næppe 
gøre;  men  lad  os  haabe,  at  der  maa  blive  gjort  noget  for  at  vække  Offentlighedens 
Interesse  for  og  Forstaaelse  af  Kunsten,  f.  Ex.  ved  at  vore  Kunsthistorikere  beskæftige 


Fig.  39.  Fra  et  af  Charlottenborgs  Stuklofter. 


De  kjøbenhavnske  Guldsmedes  Mærker 

fra  Tiden  før  Aaret  1800. 

Af  Bernhard  Olsen. 

(Sluttet.) 


214 


Mestermærker, 

JENS  STUDSGAARD;  27,/10  1760;  hans  Enke  omtales  1775;  født  i  Kjø- 
benhavn;  boede  i  Størrestræde  —  eller 
JAQUES  STUNDER  blev  Mester  1759;  Borgerskab  10/9  1759-1769; 
kom  fra  Berlin. 

Gafler;  KM  1775;  GM 3  ;  Stenbukken  (December).  Tilh.  Grosserer  Stausholm. 

6 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


SIVERT  THORSTENSSON  ;  J/4  1742  -1789;  Olderm  an  d  fra  ]  754— 1772; 
født  paa  Island  ;  boede  paa  Østergade. 

a)  Hankeskaal ;  KM  1743;  GM  2;  Tvillingerne  (Maj).  Tilh.  Excellence, 
Greve  O.  S.  Danneskiold-Samsøe. 

b)  Bakke  med  1742  under  Mestermærket;  GM  2;  Skorpionen  (December). 
Har  tilh.  f  Kammerherre  Nægier. 

c)  Lavsskilt  med  1746  under  Mestermærket,  skænket  til  Velkomsten  1755. 
Tilh.  de  kjøbenhavnske  Bageres  Svendelav.  —  Dansk  Folkemuseum. 

d)  Spiseskeer ;  KM  1769;  GM  3 ;  Vædderen  (Marts).  Tilh.  Fru  Verdier. 

e)  Bordklokke  med  177*  under  Mestermærket;  KM  1777;  GM  3  ;  graveret 
eb  (S.  S.  under  en  dansk  Kongekrone;  har  tilhørt  Prins  Frederik  Carl 
Christian  (Frederik  VII).  Tilh.  Kjøbmand  Simonsen  i  Kristiania. 

THOMAS  ANDREAS  WESTRUP;  1755—  1795;  født  i  Kjøbenhavn; 
boede  i  Badstuestræde. 

a)  Theservice  af  Guld;  KM  fra  Aarene  1761—1762;  CRoj ;  efter  et  uhjemlet 
Sagn  skænket  til  Kongen  af  det  ostindiske  Kompagni.  Tilh.  Samlingen 
paa  Rosenborg. 

b)  Theservice  af  Guld  med  Dronning  Juliane  Maries  emaillerede  Navnetræk ; 
KM  fra  Aarene  1762 — 1768.  Tilh.  Hds.  Majestæt  Dronningen. 

c)  Terrin  ;  KM  1763;  Løven  (Juli).  Tilh.  det  kongelige  Sølvkammer. 

d)  Themaskine;  KM  1780;  GM  5;  Tvillingerne  (Maj).  Tilh.  Etatsraad  Blom. 

Dette  Mærke  forekommer  først  efter  1776  og  er  utvivlsomt  samme 

Mesters. 

TOBIAS  DIDRICHSEN ;  ls/c;  1749;  t  1775;  født  i  Kjøbenhavn;  boede  i 
Frederiksberggade. 

Lavsskilt,  skænket  1772  til  de  kjøbenhavnske  Kobbersmedesvendes  Velkomst. 
-  -  Dansk  Folkemuseum. 

TYGE  MADSEN  WERUM,  Sølvsmed;  9/s  1733;  f  1772;  hans  Enke 
drev  Værkstedet  efter  hans  Død;  født  i  Kjøbenhavn;  boede  i  Pilestræde. 

a)  Thekande  med  Dronning  Sofie  Magdalenes  kronede  Navne¬ 
træk  og  med  1735  under  Mestermærket;  KM  1708;  GM  1; 

Fisken  (Februar).  Kanden,  som  er  det  ældste  danske  Ar¬ 
bejde  i  det  kgl.  Sølvkammer,  kan  ikke  være  forfærdiget  af 
denne  Mester,  hvis  Stempel  maa  hidrøre  fra  en  senere  Re¬ 
paration. 

b)  Kande  og  Bakke  med  1735  under  Mestermærket;  KM  1737; 

GM  2 ;  Tvillingerne  (Maj)  og  i  Gravering  Kong  Christian 
den  Syvendes  kronede  Navnetræk;  afbildet  hos  Nyrop : 
v  Dansk  Guldsmedekunst  *  S.  73. 

c)  Relief  paa  en  Pengetavle  fra  Helligaands  Kirke;  KM  1735;  GM  2;  Ty¬ 
ren  (April).  —  Dansk  Folkemuseum. 

JENS  JENSEN  VIOL;  13/g  1783 — 1 7Q4 >  født  Paa  Bornholm;  boede  i 
Borgergade. 

Lavsskilt,  skænket  til  Velkomsten  i  1789.  Tilh.  de  kjøbenhavnske  Tobaks¬ 
spinderes  Svendelav.  —  Dansk  Folkemuseum. 


Tilh.  det 
kongelige 
Sølv¬ 
kammer. 


De  kjøbenhavnske  Guldsmedes  Mærker  fra  Tiden  før  Aaret  1800. 


39 


222  WILLUM  WILLUMSEN;  30/~  1694 — 1710;  boede  paa  Østergade. 

a)  Lavsskilt.  1  ilh.  de  kjøbenhavnske  Tømreres  Mesterlav. 

b)  Lavsskilt.  I  ilh.  de  kjøbenhavnske  Glarmesteres  Svendelav. 


WILLADS  FRANDSEN;  24/io  1 GS 7 — 171°;  boede  i  Lille  Helliggeist- 
stræde. 

Æske;  KAI;  GM  1;  Skorpionen  (Oktober).  Tilh.  Fru  Verdier. 


224*  WIR  WULF  BEHRENT  JAGENREUTER;  21/3  1703—1727;  boede  i  Pile- 
009  stræde. 

Æske  til  Hostien;  KM  1710';  GM  1;  Skorpionen  (Oktober).  Tilh.  St.  Bo¬ 
dils  Kirke  paa  Bornholm. 

225*  W I  S  Bakke;  KM  175*;  G  AI  3;  Tvillingerne  (Maj).  Har  tilh.  f  Kammerherre 
Nægier. 


226*  W  S 


227 


228 


CHRISTOPHER  WEISSENFELS SIMONSEN ;  4/c  1777  ;  født  paa  Sjæland. 
Bakke;  KM  1778.  Tilh.  det  kongelige  Sølvkammer. 

ZACHARIAS  JONSEN;  u/4  1773 — 1786;  født  i  Kjøbenhavn;  boede  paa 
Kjøbm  agergade. 

a)  Sauceskaal ;  KAI  1775;  G  AI  3;  Stenbukken  (December).  Tilh.  det  kon¬ 
gelige  Sølvkammer. 

b)  Lysestager ;  KAI  1775. 


229 


a) Kalk;  KM  1610;  i  Følge  Indskriften  skænket  r6io  af  Johannes  Stepha- 
nius,  Regiae  Scholae  Sorensis  Præses.  Tilh.  Lynge  Kirke  ved  Sorø. 

b)  Laagkrus.  Tilh.  Murmester  Frohne. 


231 


DIDRICH  FUIREN  var  Mester  i  Odense  før  1 580  og  Kongens  Guldsmed 
1581;  Mester  i  Kjøbenhavn  1596;  f  1604.  Hosstaaende  Bomærke  fore¬ 
kommer  i  hans  Segl  og  er  efter  Tidens  Skik  vistnok  benyttet  af  ham  som 
Guldsmedmærke.  Af  hans  Arbejder  kjendes  kun  hans  største  Værk, 
Kong  Christian  den  Fjerdes  Krone  (s.  ovfr.  1890,  S.  7),  som  ikke  er 
stemplet.  Den  bevares  blandt  Regalierne  paa  Rosenborg.  Seglet  er 
meddelt  af  Museumsdirektør  Dr.  Henry  Petersen. 

Kinesisk  Porcellænsskaal  i  en  med  Hanke  og  Fod  forsynet  Indfatning.  Tilh. 
Jægermester,  Godsejer  E.  Schøller. 

Kontrolstemplet  viser  Kjøbenhavns  Vaaben  og  Aarstallet  1 608  og  er  alt- 
saa  det  Mærke,  som  paabødes  ved  Skraaen  af  samme  Aar  og  som  det 
den  Gang  lykkedes  at  faa  indført  til  stadig  Brug  blandt  Guldsmedene  i 
Kjøbenhavn.  Det  afviger  fra  Mærkerne  for  1610  og  de  følgende  Aar, 
idet  Aarstallet  er  anbragt  over  Taarnene,  medens  der  under  disse  findes 
Bølgerne,  som  ere  kjendte  fra  Kjøbenhavns  Vaaben  i  Segl  fra  1567  og 
1584.  Se  C.  Nyrops  Afhandling:  » Kjøbenhavns  og  Plamborgs  Vaaben 
og  Sølvmærke  i  »Tidsskrift  for  Kunstindustri«,  1891,  Side  32. 


*  Ikke  faksimileret. 


6* 


40 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


Tillæg*. 

ANDREAS  NORMAND;  30/9  1695;  Kongens  Guldsmed  1700;  f  1724; 

født  i  Landskrone ;  boede  i  Løvstræde 
Æske  til  Rostien;  KM  1700;  GM  1;  Vædderen  (Marts);  skænket  til  Kirken 
Anno  1700  af  Niels  Suenson  og  Emerense  Sørens  Datter.  1  ilh.  Brarup 
Kirke  paa  Falster. 

ALEXANDER  TRÆGAARD  var  Mester  i  Niirnberg  1614;  i  Kjøbenhavn 
3/7  1632;  f  1654;  boede  i  Vibeke  Kruses  Gaard  i  Lærstræde. 

a)  Dobbeltpokal ;  har  ti  1  h .  f  Baron  Carl  v.  Rothschild  i  k  rank  furt  a.  M. 

b)  Bæger.  Tilh.  Patriarkernes  Skatkammer  i  Moskwa. 

c)  Fiksérbæger.  Tilh.  Hr.  ].  J.  Boasberg  i  Amsterdam.  Meddelt  i  Rosen- 
bergs:  »Der  Goldschmiede  Merkzeichen  Side  293. 

Ikke  signerede  Arbejder  af  denne  Mester: 

d)  Den  udvalgte  Prins  Christians  Sarkofag  i  Roskilde  Domkirke,  udført  i 
1647  sammen  med  følgende  tre  Mestere: 

JACOB  JENSEN  BRUN;  4/n  1629;  Oldermand  1647—1656;  boede 
paa  Kjøbmagergade ; 

JØRGEN  HANSEN  (se  Nr.  87); 

JOCHUM  v.  d.  KLEVE  var  Mester  1639;  f  1654;  boede  i  Hyskenstræde. 

e)  Kong  Christian  den  Fjerdes  Sarkofag  i  Roskilde  Domkirke,  udført  1649. 

76  FERDINAND  KUBLICH.  Foruden  Beslagene  til  Prins  Christian  Vilhelms  Kiste  ud¬ 
førte  denne  Mester  i  1682  Beslagene  til  en  dødfødt  Prinsesses  Kiste  og  endelig  er 
ogsaa  Prinsesse  Christiane  Charlottes  Kiste  (begge  i  Roskilde  Domkirke)  udført  efter 
hans  Død  paa  hans  Værksted  i  Aarene  1689 — 90.  Formodningen  om,  at  Johan 
Kohlman  har  udført  dette  Arbejde,  er  altsaa  urigtig  (se  Nr.  132).  Prinsessens  Kiste 
er  af  Kobber,  de  rige  Beslag  af  Sølv  og  Arbejdet  indtager  i  kunstnerisk  Henseende 
og  ved  sin  Rigdom  en  af  de  højeste  Pladser  i  dansk  Guldsmedekunst.  Intet  af  disse 
Arbejder  er  signeret. 


Graveret  Ornament  fra  Borgmester  Mikkel  Wibes  Bægere. 
Se  Nr.  165  b. 


Kongedragter  paa  Rosenborg. 


41 


Kongedragter  paa  Rosenborg. 

Dragterne  fra  Christian  den  Femtes  indtil  Christian  den  Syvendes  Tid. 

Af  P.  Brock. 


I  Slutningen  af  Frederik  den  Tredies  Tid  begyndte  den  franske  Mode  at  faa 
Indpas  her  i  Landet  og  at  fortrænge  den  tydsk-hollandske  Dragt,  der  havde  været  i  Brug 
en  hel  Menneskealder  igjennem.  Den  sidste  Dragt,  Frederik  den  Tredie  bar  den  6. 
Februar  1670,  tre  Dage  før  han  døde  (s.  forr.  Aarg.  Fig.  143),  viser  ved  en  Sammenligning 
med  hans  Arvehyldingsdragt  fra  i6bo  (sst.  Fig.  141)  tydeligt  Forskjellen  mellem  disse  to 
Moderetninger.  Imidlertid  synes  der  i  Begyndelsen  af  Christian  den  Femtes  Regering  at 
være  indtraadt  en  Reaktion  imod  den  nye  Mode,  idet  Anders  Bording  i  den  danske 
Mercurius  for  Februar  1671  fortæller,  at  Kongen  havde  til  Hensigt  at  indføre  en  dansk 
Nationaldragt.  Han  beretter  Følgende  herom: 

Enddog  Hans  Majestæt  vel  kunde  Lov  opsette, 

Paa  hvad  Maneer  os  bør  vor  Klæder-Skik  at  rette: 

Med  sit  Exempel  band  dog  heller  fot  vil  gaae 
Og  vise  Dansken,  hvad  en  Dansk  kand  vel  anstaae. 

Var  det  Adstadighed  enhver  at  efterabe? 

Var  det  og  Pungens  Tarv,  sig  hver  Dag  om  at  skabe, 

Nu  paa  sin  Valsk  og  Fransk,  nu  paa  sin  Polsk  og  Spansk? 

Nej:  Daner  Konning  vil,  en  Dansk  skal  klædes  Dansk, 
lians  Naade  derfor  sig  loed  nylig  selv  behage, 

En  egen  Form  og  Skik  paa  Klædning  op  at  tage, 

Som  passer  ziirligen,  og  dog  er  tarvelig, 

Vil  derhos  og,  at  den  ej  skal  forandre  sig. 

De  store  Kongens  Mænd,  som  hver  Dag  gaae  til  Hove, 

De  følge  samme  Skik:  De  mindre  det  og  love, 

Saa  snart  som  mueligt  er.  Saa  gaaer  det  gierne  til! 

Er  Kongen  tarvelig,  hans  Folk  ej  bramme  vil. 

Dette  Forsøg  blev  dog  ikke  af  lang  Varighed  ;  thi  den  franske  Mode  vandt  snart 
fuldstændig  Sejr  og  holdt  sig  enevældig  her,  ligesom  i  de  fleste  andre  Lande,  flere  Men- 
neskealdere  igjennem,  dog  selvfølgelig  med  forskjellige  Nuancer  i  Tidernes  Løb,  lige 
indtil  den  franske  Revolution,  der  ogsaa  for  Dragternes  Vedkommende  medførte  en  total 
Omvæltning. 

Det  Karakteristiske  ved  den  franske  Mode  er  den  lange,  frakkelignende  Kjortel, 
der  er  forsynet  med  hele  Ærmer  med  store  Opslag;  denne  Kjortel,  som  træder  i  Kappens 
Sted,  skjuler  næsten  fuldstændig  Buxerne,  og  den  nødvendiggjør  en  Underklædning,  der 
efterhaanden  i  Tidernes  Løb  omdannes  til  en  Vest.  Efter  at  det  i  den  senere  Periode 
af  Trediveaarskrigen  var  blevet  Skik  og  Brug  paa  Krigermaner  at  bære  Haaret  stedse 
længere  og  længere,  var  man  noget  efter  Midten  af  Aarhundredet  naaet  saaviclt  i  den 
Henseende,  at  man  i  Reglen  ikke  længere  selv  kunde  præstere  den  Haarfylde,  som  Moden 
krævede,  og  man  maatte  da  tage  sin  Tilflugt  til  kunstige  Midler,  til  de  store  Allonge¬ 
parykker,  som  indrammede  Ansigtet  og  bølgede  ned  over  Skuldrene.  Det  store  Haar 
fortrængte  efterhaanden  Skjægget,  der  blev  mindre  og  mindre  og  tilsidst,  inden  det  helt 
forsvandt,  indskrænkede  sig  til  en  smal  Stribe  over  Munden  og  en  lille  Fip  under  denne, 
saaledes  som  Frederik  den  Tredie  endnu  bar  det.  Til  dets  Pleje  bar  Kongen  i  sin 
Lomme  en  endnu  paa  Rosenborg  opbevaret  lille  rund  med  hans  dobbelte  Navnechiffer 


42 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


forsynet  Sølvæske  til  Skjægpomade.  Parykkerne  fortrængte  ligeledes  de  brede,  nedfaldende 
Kraver,  der  for  en  Del  skjultes  af  den  rige  Haarfylde,  der  bedækkede  Skuldrene,  og  man 
nøjedes  da  med  et  Halstørklæde,  den  saakaldte  Daskeklud,  hvis  Flige  hang  ned  over 
Brystet  foran ;  noget  senere  hen  blev  det  Mode  at  bære  Fligene  af  Halstørklæderne 
slyngede  paa  en  flot,  skjødesløs  Maade  til  den  ene  Side,  saaledes  som  Franskmændene 
umiddelbart  før  Slaget  ved  Stenkirken  1692  paa  Grund  af  Mangel  paa  tilstrækkelig  Tid 
til  at  gjøre  ordentligt  Toilette  i  deres  Hastværk  havde  anbragt  dem,  og  en  Tid  lang 
kaldtes  derfor  saadanne  paa  slig  Vis  opheftede  Halstørklæder  »Stenkirker«;  en  Benævnelse, 
der  her  i  Landet  endnu  brugtes  langt  hen  i  Frederik  den  Fjerdes  Tid,  skjøndt  Moden 
dengang  allerede  for  længere  Tid  siden  var  gaaet  af  Brug  i  Udlandet.  Benævnelsen 
Stenkirker  om  saadanne  Halstørklæder  forekommer  nemlig  endnu  i  Rosenborg  Slots  Inven¬ 
tarium  af  1718,  hvor  det  S.  612  hedder:  »Ti  Støcker  Steenkiercher  Hals  Duger,  der  af, 
Tvende  med  Guld  Bourderit,  Een,  med  Sølf  og  Guld,  Een,  med  Guld,  og  Silcke  runde 
pletter,  Een,  med  Sølf  Striber,  Een,  med  Sorte,  og  hvide  Crepiner  om  kandterne,  Een,  med 
Violet,  og  hvide  Crepiner,  Tvende,  med  Røde  Striber,  Een  Silcke,  Rød,  og  hvid  Stribede«. 
Der  fandtes  saaledes  adskillige  Varieteter  af  disse  Halstørklæder,  men  de  ere  desværre 
alle  forsvundne  fra  Rosenborg,  idet  de  bleve  afhentede  herfra  af  Kongens  Kammertjener 
Monsr.  Hans  Simonsen  den  29.  Marts  1719.  Det  var  iøvrigt  ikke  alene  Plerrerne,  som 
bare  Stenkirker,  men  ogsaa  Damerne,  idet  det  netop  var  disse,  som,  efter  det  af  Fransk¬ 
mændene  givne  Exempel,  havde  indført  denne  Opheftning  af  Halstørklædet  som  en  egent¬ 
lig  Mode,  hvorefter  Herrerne  pligtskyldig  fulgte  efter. 

Medens  der  for  flere  af  Frederik  den  Tredies  Dragters  Vedkommende  i  de 
gamle  Inventarier  findes  Oplysninger  om,  ved  hvilke  bestemte  Lejligheder  de  have  været 
benyttede,  og  det  saaledes  med  Hensyn  til  disse  med  Sikkerhed  kan  afgjøres,  til  hvilke 
Perioder  i  hans  Liv  de  skulle  henføres  (hans  senere  forsvundne  Formælingsdragt  fra  1643, 
Arvehyldingsdragten  fra  1660  og  de  tvende  Dragter  fra  1670),  savnes  der  vejledende 
Aarstal  for  samtlige  tiloversblevne  af  Christian  den  Femtes  Dragter,  idet  det  netop  stiller 
sig  saa  uheldigt,  at  de  tvende  eneste  Klædninger,  der  angives  at  have  været  benyttede 
et  nærmere  bestemt  Aar,  nu  ikke  længere  findes  paa  Rosenborg.  Den  eneste  af  de 
endnu  existerende  Dragter  fra  hans  Tid,  der  skulde  kunne  henføres  til  et  bestemt  Aar, 
er  den  Salvingsdragt,  som  man  har  tillagt  ham,  men  det  er  temmelig  usikkert,  hvorvidt 
den  paagjældende  Dragt  virkelig  er  hans;  den  findes  nemlig  ikke  omtalt  blandt  den 
Række  af  Dragter,  der  opregnes  i  Inventariet  af  1718  som  hørende  til  Christian  den 
Femtes  Garderobe,  men  er  først  i  1785  kommen  til  Rosenborg,  uvist  hvorfra;  den  laa 
dengang  i  en  gammel  Koffert,  og  der  var  ikke  medgivet  den  anden  Oplysning,  end  at 
det  var  en  gammel  kongelig  Kroningshabit,  hvorfor  den  i  en  lang  Aarrække  gik  for 
Christian  den  Sydendes  Salvingsdragt,  indtil  jeg  ved  Hjælp  af  Juels  Maleri  fik  paavist  den 
sidstnævnte  Konges  rigtige  Salvingsdragt,  som  var  bleven  afgiven  til  Rosenborg  1 784,  men 
som  senere  hen  en  lang  Tid  urettelig  var  bleven  antagen  for  Christian  den  Femtes. 

Skjøndt  Christian  den  Femtes  Dragter  saaledes  savne  sikkre  kronologiske  Kjende- 
mærker,  der  henpege  til  bestemte  Aarstal,  have  de  dog  alligevel  ikke  saa  liden  Interesse, 
fordi  det,  i  Modsætning  til  største  Delen  af  Frederik  den  Tredies  talrige  Dragter,  tydeligt 
angives,  til  hvilken  Brug  de  have  været  bestemte,  idet  nogle  have  været  anvendte  som 
Ordensdragter,  andre  ved  Karusseller  og  Maskerader  og  endelig  adskillige  som  Krigs¬ 
dragter.  Til  den  førstnævnte  Kategori  høre  tvende  Klædningsstykker,  nemlig  en  carmoisin 
Fløjls  Ordenskjortel  uden  Knapper,  med  en  Stjerne  paa,  underforet  med  hvidt  Sølvmor, 
og  en  rød  Silketrøje  med  Ordensornamenter  indvævede  i  Sølv;  desværre  er  Christian  den 
Femtes  Ordenskappe,  der  var  af  rødt  Fløjl,  underforet  med  hvidt  piqueret  Atlask,  tillige¬ 
med  en  anden  ikke  i  Inventariet  optagen  stor  rød  Fløjlskappe,  der  laa  paa  Klædekamret, 


Kongedragter  paa  Rosenborg. 


43 


men  hvis  oprindelige  Ejer  ikke  kjendtes,  i 
Begyndelsen  af  dette  Aarhundrede  blevet 
offret  til  Stolebetræk  paa  Amalienborg.  Da 
der  i  Christian  den  Femtes  Did  tvende 
Gange,  den  12.  Oktober  1671  og  den  5. 
Maj  1684,  afholdtes  større  Ordensfester  paa 
Rosenborg,  ved  hvilke  Dannebrogsordenen 
blev  uddelt  med  stor  Højtidelighed,  hvorom 
det  Nærmere  er  meddelt  i  mine  historiske 
Efterretninger  om  Ro¬ 
senborg,  tør  det  vist¬ 
nok  formodes,  at  Kon¬ 
gen  har  baaret  de 
paagjældende  Dragter 
ved  slige  Lejligheder. 

Livet  ved  Christian 
den  Femtes  Hof  var, 
i  det  Mindste  i  hans 
yngre  Dage ,  inden 
Svaghed  og  Sygdom 
nødte  ham  til  større 
Ro,  meget  muntert, 
idet  Ridderspil  og 
Maskerader  hyppigt 
afholdtes,  og  der  er 
derfor  ogsaa  i  Dragt¬ 
samlingen  opbevaret 
adskillige  Minder  her¬ 
om;  saaledes  findes 
endnu  en  rød  Skar¬ 
lagens  Karusselkjortel 
(Fig.  40),  overalt  bro¬ 
deret  med  Guldtraad, 
forsynet  med  Knapper 
og  med  Ordensstjerne 
og  underforet  med 
stribet  Stof  med  Guld- 
blomster  i;  til  denne 

Dragt  hører  et  rødt  Klædes  Livgehæng, 
broderet  paa  samme  Maade ;  endvidere  en 
blaa  Atlaskes  Karusselkjole,  guldbroderet  for 
ned  og  rundt  omkring  Skjøderne  samt  en 
hvid  Atlaskes  ganske  overbroderet  Trøje, 
som  man  senere  urigtigt  har  tillagt  Kong 
Frederik  den  Fjerde.  Derimod  ere  Christian 
den  femtes  øvrige  Karusseiklæder  (en  hvid 
Atlaskes  Kjortel,  ganske  overbroderet  med 
Guld  for  ned  og  for  Hænderne  samt  bag  i 
Splitterne,  med  runde  Perler  bestukken  for 


og  bag, 


Fig.  40. 

Christian  den  Femtes  guldbroderede  Skarlagens 
K  arusseldragt. 


en  hvid  Atlaskes  Casquet,  ganske 
overbroderet  og  besat  med  nogle  Perler, 
samt  en  sort  Fiat  med  en  Rad  Perler  om¬ 
kring  Kanten)  udgaaede  af  Inventariet,  efter 
at  man  i  1 786  havde  berøvet  dem  deres 
Besætning  af  Perler,  som  bleve  anvendte 
til  Presenter  i  Anledning  af  Prindsesse  Louise 
Augustas  Formæling. 

Ifølge  Memorial  dateret  g.  Juni  1 702  (i 
Rigsarkivet)  fandtes 
der  ved  Eftersynet 
paa  Rosenborg  be¬ 
meldte  Aar  i  en  grøn 
Koffert  tvende  af  Chri¬ 
stian  den  Femtes 
Maskeradedragter, 
som  i  sin  Tid  af  Ju- 
stitsraad  Voskam  vare 
sendte  Slotsforvalteren 
Hans  Eiler  sen  Koch  til 
Opbevaring,  men  som 
ikke  vare  bievne  ind¬ 
førte  i  Inventariet,  og 
som  heller  ikke  ere 
omtalte  i  de  følgende 
Regnskaber,  ligesom 
de  ikke  senere  ere 
gjenfundne  paa  Slot¬ 
tet.  De  bestode  af: 

En  Rød  Klædning, 
af  Kiol ,  Boxer  og 
Strømper ,  Kiortelen 
besadt  udi  sømmene 
med  smalle  Sølf-  og 
Guld-Agramaner,  Een 
taske  af  grønne  fløyell 
med  feiir-werker  jn- 
strumenter  udj,  Et  Lif- 
geheng  uden  Laas,  med  Smalle  Agramaner 
besat,  En  Rød  Hue  med  Sølf  og  Guld  Dusk 
udi,  Een  brun  tafftis  halsdug,  med  Sølf  og 
Guld  frøndser  for  Enderne«.  Det  oplyses, 
at  »Samme  Klædning  hafde  Højlofh'g  Ihue- 
kommelse  Kong  C5  an,  paa  Amalienborg, 
da  hånd  sig  som  Een  feiirwerker  den  14. 
December  1687  Præsenteret  .  Den  anden 
Dragt ,  .  som  høystbemeldte  Konge  hafde 

an,  da  hånd  sig  udi  Polsk  Habit  Præsenterit 
dend  23  November  Anno  1 687«,  paa  hvilken 


44 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


Dag  der  ifølge  Hoffurerop  tegn  eiser  i  det  Rostgaardske  Manuskript  Nr.  62  i  kolio  paa 
Universitetsbibliotheket,  afholdtes  Maskerade  paa  Kjøbenhavns  Slot,  bestod  af  »Een 
Tobins  vrider  Kioll  med  Guldblommer  udi«.  Der  findes  dog  endnu  i  Klædekamret  paa 
Rosenborg  en  af  Christian  den  Femtes  Maskeradedragter,  nemlig  en  lang  polsk  rød  Fløjls 
Kjole,  underforet  med  hvidt  piqueret  Atlask;  denne  Dragt  er  af  megen  Interesse,  idet 
det  af  den  fremgaar,  hvor  høj  Christian  den  Femte  omtrentlig  har  været;  den  er  51 
Tommer  lang  foran,  medens  Frederik  den  Tredies  tilsvarende  lange1  polske  Kjole  (forr. 
Aarg.  Fig.  136)  har  en  Længde  af  53  ’/2  Tommer  foran.  Begge  Kongerne  maa  saaledes 
have  været  temmelig  høje,  særlig  Frederik  den  4'redie,  hvis  røde  Damaskes  polske  Buxer, 
der  endnu  findes  i  Klædekamret,  have  en  indvendig  Skridtlængde  af  3672  Tommer,  deraf 
21  Tommer  fra  Knæet  til  Foden.  Holberg,  der  støtter  sig  til  Terlons  Vidnesbyrd  om 
Frederik  den  Tredie,  beretter  ogsaa  om  denne  Konge,  at  han  var  vel  voxen,  og  tilføjer, 
»at  han  besynderligen  kunde  lide  velvoxne  Folk,  ja  at  samme  Lidende  gik  saavidt,  at 
han  cæteris  paribus  promoverede  dem  frem  for  andre«.  Han  har  saaledes  slægtet  sin 
Fader  paa  med  Hensyn  til  Højde;  thi  skjøndt  Christian  den  Fjerdes  Højde  ikke  kan  ses 
af  hans  faa  efterladte  Dragter,  foreligger  der  dog  Udtalelser  af  Samtidige  (Courmesvin  og 
Ogier)  om,  at  han  var  en  høj,  velvoxen  Mand ;  den  Paastand,  som  i  en  senere  Tid  er 
fremsat  om,  at  Christian  den  Fjerde  var  lille  afVæxt,  er  fuldstændig  greben  ud  af  Luften. 

Af  Christian  den  Femtes  Krigsdragter  opbevares  tre  Skindkøllerter,  af  hvilke  de 
tvende  ere  underforede  med  gult  Taft;  Ærmerne  paa  den  ene  af  disse  ere  broderede 
med  Guld,  medens  den  andens  Ærmer  ere  uden  Brodering;  den  tredie  Køllert,  der  urig¬ 
tigt  er  bleven  antagen  for  at  have  tilhørt  Frederik  den  Fjerde,  er  underforet  med  isabella- 
farvet  Taft  og  besat  paa  Ærmerne  med  Guldkniplinger.-  Naar  man  har  fortalt,  at 
Christian  den  Femte  har  baaret  en  af  disse  Køllerter  i  Slaget  ved  Lund,  skal  det  be¬ 
mærkes,  at  Inventarierne  Intet  indeholde  herom,  og  det  lader  sig  naturligvis  ikke  oplyse, 
hvor  langt  tilbage  i  Tiden  denne  Tradition  strækker  sig.  Det  eneste  sikkre  Minde  om 
Slaget  ved  Lund  er  en  2  2lødig  riflet  Studser,  som  Christian  den  Femte  har  brugt  i  dette 
Slag,  hvor  han  iøvrigt  tabte  den  tilsvarende,  som  senere  blev  erstattet  med  en  ny,  der 
er  forfærdiget  af  Heinrich  Kappe/. 

Tvende  ifølge  Iirventariet  af  1718  til  Christian  den  Femtes  Garderobe  hørende 
broderede  Læder-Livgehæng  have  vistnok  hørt  til  de  nævnte  Køllerter,  men  naar  man 
endvidere  har  henført  nogle  guld-  og  sølvbroderede  Axelgehæng  til  denne  Konges  Tid, 
da  er  dette  neppe  rigtigt,  idet  saadanne  aldeles  ikke  omtales  ved  hans  Dragter  i  be¬ 
meldte  Inventarium,  hvorimod  der  i  dette  blandt  Frederik  den  Tredies  Garderobesager 
nævnes  nogle  »gammeldags«  Skuldergehæng.  Det  originale  Inventarium  fra  Christian  den  > 
Femtes  Tid,  hvor  man  nærmest  skulde  søge  sikker  Oplysning  om  Sammenhængen  her¬ 
med,  er  desværre  forsvundet,  men  det  er  dog  heldigvis  udgivet  i  forrige  Aarhundrede  af 
Agent  Holck,  først  i  Aargangene  1772  og  1773  af  den  efter  Revolutionen  den  1 7.  Januar 
1772  paabegyndte  Kjøbenhavns  Aftenpost  og  senere  i  to  særskilte  Optryk;  det  er  imidler¬ 
tid  ikke  fuldstændig  gjengivet  af  Holck,  idet  uheldigvis  netop  Klædekamret  og  Dragterne 
i  dette  ikke  nævnes  heri,  men  ad  anden  Vej  er  det  dog  lykkedes  mig  at  faa  et  Indblik 
i  Klædekamret  paa  Christian  den  Femtes  Tid  og  at  skafife  overvejende  Sandsynlighed  for, 
at  det  endnu  bevarede  ældste  haandskrevne  Inventarium  at  1718  ogsaa  for  Dragternes 
Vedkommende  er  afskrevet  efter  det  forsvundne  Inventarium  fra  Christian  den  Femtes 
Tid.  I  Rigsarkivet  findes  nemlig  et  Aktstykke  betitlet  »Manquement  Ao.  1702  befunden 
udj  Rosenborgs  det  gamle  Inventarium  som  Ao.  1696  Er  forfattet«;  ved  en  anstillet 

1.  En  i  et  Skab  funden  rød  og  hvid  Damaskes  med  blaat  Underfoer  forsynet  polsk  Kjortel  af  Frederik 
den  Tredies  Garderobe,  der  kun  er  40  Tommer  lang,  betegnes  udtrykkelig  i  Inventariet  som  »kort«. 


Kongedragter  paa  Rosenborg. 


45 


Undersøgelse  af  de  Aarstal,  der  forekomme  i  Holcks  Udgave  af  Inventariet  fra  Christian 
den  Femtes  Tid,  har  det  nu  vist  sig,  at  det  netop  maa  være  Fortegnelsen  af  i6g6,  som 
han  har  udgivet.  Nu  stiller  det  sig  saa  heldigt,  at  der  ved  Revisionen  i  Aaret  i 70 2, 
der  synes  at  have  fundet  Sted  blandt  Andet  for  at  faa  Oplysning  om,  hvad  der  var  bort¬ 
kommet  ved  »Rupturen«  i  Aaret  1700,  da  Kjøbenhavn  blev  bombarderet  fra  Søsiden,  og 
man  dengang  formodentlig  havde  truffet  Foranstaltning  til  at  fjerne  Sagerne  fra  Rosen¬ 
borg  for  at  bringe  dem  i  Sikkerhed  andetstedshen,  ogsaa  befandtes  forskjellige  Mangler 
ved  det  hos  Holck  ikke  omtalte  Klædekammer,  og  at  der  er  fuldstændig  Overensstemmelse 
mellem  Udsættelserne  herved  i  Manquementslisten  af  1702  og  Fortegnelsen  over  Garde¬ 
robesagerne  i  Inventariet  af  1718,  hvoraf  det  da  tør  sluttes,  at  Beskrivelsen  af  de  øvrige 
Garderobesager,  ved  hvilke  der  ingen  Udsættelse  er  gjort,  uforandret  er  gaaet  over  i  Inven¬ 
tariet  af  1718  fra  det  af  1696.  Der  nævnes  saaledes  1702  som  manglende  af  Frederik 
den  Tredies  Klæder  i  det  3die  Skab  i  Klædekamret  et  Par  guldbroderede  Handsker, 
medens  der  i  1696  havde  været  to  Par  saadanne,  og  i  Inventariet  af  1718  omtales  i  be¬ 
meldte  3die  Skab  i  Klædekamret  blandt  Frederik  den  Tredies  Sager  da  ogsaa  ganske 
rigtigt  kun  eet  Par  guldbroderede  Handsker. 

Endvidere  hedder  det  i  Manquementslisten  —  og  det  er  netop  dette,  der  ved¬ 
kommer  os  her  —  at  der  blandt  Frederik  den  Tredies  Klæder  i  samme  Skab  skulde  have 
været  trende  guld- og  røMmoderede  gammeldags  Skuldergehæng  og  syv  sølv-  og  ^wA/broderede 
Livgehæng,  tilsammen  ti  Gehæng,  medens  der  i  Virkeligheden  kun  forefandtes  sex  hele 
Gehæng  og  Tasker  til  tvende,  saa  at  der  var  to  hele  og  to  halve  Gehæng  borte.  I 
Inventariet  af  1718  nævnes  da  ogsaa  ganske  overensstemmende  hermed  i  det  3die  Skab 
i  Klædekamret  blandt  Frederik  den  Tredies  Klæder:  »Trende,  Guld-  og  Aø/jp-Bourderede 
Gammeldags  skulder  Geheng«  og  »Trej,  Sø/f  og  Guld  Bourderede  Lif  Geheng,  med  Jern 
beslag,  forgylt  og  Emaillerit  Item,  tasker  til  2de  Lif-Geheng«,  altsaa  ganske  som  i 
Listen  af  1702  og  netop  med  samme  Variation  af  Ordene  henholdsvis  Guld-  og  Sølv-  og 
Sølv-  og  Guld-  ved  respektive  Skulder-  og  Livgehængene  som  i  bemeldte  Liste,  der 
aabenbart  ved  de  forskjellige  Udsættelsesposter  Ord  til  andet  har  gjengivet  den  hos  Holck 
saa  meget  savnede  Beskrivelse  af  Gjenstandene  i  Klædekamret  i  Inventariet  af  1696. 
Det  har  nu  ved  en  anstillet  Undersøgelse  vist  sig,  at  samtlige  i  Inventariet  af  1718  om¬ 
talte,  til  Frederik  den  Tredies  Garderobe  hørende  Gehæng  endnu  den  Dag  idag  findes 
i  Samlingen,  men  ved  Omflytningerne  i  Tidens  Løb  ere  de  ikke  alle  bievne  henførte  til 
Frederik  den  Tredies  Periode,  idet  to  af  Axelgehængene  og  et  Livgehæng  ere  bievne  til¬ 
lagte  Christian  den  Femte  og  et  andet  af  Livgehængene  Frederik  den  Fjerde. 

Hvad  særligt  de  omtalte  Axelgehæng  angaaer,  da  er  det  netop  interessant  at  lægge 
Mærke  til,  at  de  kaldes  »gammeldags«;  de  maa  altsaa  paa  den  Tid,  Inventariet  af  1696 
blev  affattet,  være  gaaede  af  Mode;  et  lignende  Forhold  finder  Sted  med  Hensyn  til 
Frederik  den  Tredies  Dragter  med  kortere  Trøjer  med  opsplidsede  Ærmer,  hvilke  høre 
til  den  i  Christian  den  Femtes  Tid  af  Brug  gaaede  tydsk-hollandske  Mode  fra  Midten  af 
Aarhundredet,  idet  disse  Dragter  gjennemgaaende  benævnes  gamle  eller  gammeldags  i 
Modsætning  til  de  andre,  der  høre  til  den  franske  Mode  med  lange  Frakker  med  ikke- 
opsplidsede  Ærmer.  Det  er  ogsaa  let  forklarligt,  *at  Skuldergehæng  ikke  passe  til  Drag¬ 
terne  fra  Christian  den  Femtes  Tid,  idet  man  dengang,  i  Modsætning  til  den  foregaaende 
Periode,  bar  Fllefantordenen  i  et  meget  længere  og  bredere  Baand,  der  traadte  i  Axel- 
gehængets  Sted,  ligesom  ogsaa  den  af  Christian  den  Femte  stiftede  Dannebrogsorden 
bares  paa  samme  Maade.  Medens  man  derfor  endnu  langt  hen  i  Frederik  den  Tredies 
did  finder  Axelgehæng  og  Axelskjærf  paa  Billeder  og  Portræter  (Frederik  den  Tredie 
bærer  saaledes  paa  Wolfgang  Heimbachs  Arvebyldingsmaleri  et  Axelgehæng  over  den 
endnu  i  Samlingen  opbevarede  Dragt,  som  han  bar  ved  bemeldte  Lejlighed,  og  som  ved 

7 


46 


Tidsskrift  for  Kunstindustri, 


sine  opsplidsede  Ærmer  betegner  sig  som  hørende  til  den  gammeldags  tyd sk-holl andske 
Mode,  og  Ulrik  Christian  Gyldenløve  bærer  paa  Portrætet  paa  Rosenborg  et  Axelskjærf). 
ser  man  paa  Tapeterne  i  Riddersalen,  hvilke  ere  fra  Christian  den  Femtes  Tid,  kun 
Elefant-  eller  Dannebrogsordenens  Baand ,  men  intet  Axelgehæng,  idet  Sidevaabnene 
udelukkende  bæres  i  Livgehæng,  som  desuden  bidrage  til  at  fremhæve  Figuren  i  den 
lange  Frakke.  Det  er  ogsaa  oplysende  med  Hensyn  til  Axelgehængenes  Tidsbestemmelse, 
at  der  blandt  Frederik  den  Tredies  Garderobesager,  foruden  de  særligt  omtalte  tre  gam¬ 
meldags  Skuldergehæng,  der,  som  bemærket,  endnu  alle  kunne  paavises,  nævnes  som 
hørende  til  en  stribet  Tobins  Klædning,  der  har  tilhørt  ham,  et  Axelgehæng  besat  med 

samme  Slags  Muskes  Silke-  og  Guld¬ 
kniplinger  som  selve  Dragten,  paa  hvil¬ 
ken  det  omtalte  Axelgehæng  endnu 
hænger;  endvidere  nævnes  som  hørende 
til  Frederik  den  Tredies  gammeldags 
aurorafarvede  Klædes  Klædning  et 
Skjærf  med  smalle  Franger  om  og  sær¬ 
skilt  endnu  to  broderede  gammeldags 
Skjærf;  derimod  omtales  blandt  Christian 
den  Femtes  Dragter,  som  ovenfor  be¬ 
rørt,  ikke  et  eneste  Axelgehæng,  men 
udelukkende  Livgehæng  (det,  der  hører 
til  hans  røde  Skarlagens  Karusselkjortel, 
de  to  Livgehæng,  der  vistnok  høre  til 
Køllerterne,  og  Livgehænget  til  hans 
Fyrværker-Maskerade-Dragt).  Naar  Chri¬ 
stian  den  Femte  i  de  illustrerede  Be¬ 
skrivelser  over  Rosenborgsamlingen  en 
lang  Aarrække  igjennem  har  været  frem¬ 
stillet  i  en  Dragt  med  opsplidsede  Ær¬ 
mer  og  med  Skuldergehæng,  da  skriver 
dette  sig  fra  en  Tegning  fra  den  nyere 
Tid,  hvilken  ifølge  det  nylig  Udviklede 
ikke  er  korrekt  og  heller  ikke  stemmer 
med  originale  Afbildninger  fra  hans 
Tid.  I  de  nye  illustrerede  engelske  og 
franske  Kataloger,  som  jeg  fortiden  har 
under  Udarbejdelse,  vil  Kongen  derfor 
blive  fremstillet  i  en  samtidig  Dragt  og 
ikke  i  en,  som  paa  hans  Tid  kaldtes  gammeldags,  hvilket  vilde  være  det  Samme,  som 
om  man  vilde  afbilde  Nogen  fra  vor  Tid  i  en  Dragt  fra  Frederik  den  Sjettes  Tid. 

Ved  at  omtale  Gehængene  kommer  man  naturlig  til  at  tænke  paa  de  til  disse 
hørende  Ivaarder.  Ligesom  det  nu  har  vist  sig,  at  Axelgehængene  maa  være  ældre  end 
Christian  den  Femtes  Tid,  saaledes  er  jeg  ogsaa  ved  en  nærmere  Undersøgelse  kommen 
til  det  Resultat,  at  et  Par  kostbare  Kaarder  og  et  ParSporer,  som  man  har  tillagt  denne 
Konge,  have  tilhørt  en  anden  end  ham  og  maa  rykkes  et  halvt  Aarhundrede  tilbage  i 
Tiden.  I  min  Afhandling  om  Emåillesagerne  i  vore  Museer  (Aarg.  1889,  S.  1  tig.)  har  jeg 
gjort  opmærksom  paa,  at  de  paagjældende  Kaarder,  af  hvilke  den  enes  Hefte  dannes  af 
en  emailleret  Slange  med  et  rødt  Hjerte  i  Munden  (1889,  Fig.  16),  medens  den  anden, 
hvis  Klinge  bærer  Solingersmeden  Peter  Munichs  Navn,  har  et  emailleret  Dragehoved  til 


Pig.  4'- 

Frederik  den  Fjerdes 
sølvbroderede  røde  Fløjls  Klædning. 


Kongedragter  paa  Rosenborg. 


47 


Hefte,  i  Inventariet  fra  Christian  den  femtes  lid  angives  at  være  baaren  af  »Kronprinds 
Christian,  som  kaldtes  den  Femte«,  og  at  der  hermed  maa  være  ment  Christian  den 
Fjerdes  Søn,  den  udvalgte  Prinds,  hvilket  ogsaa  bedst  stemmer  med  Peter  Miinichs  Leve¬ 
tid.  Dengang  kunde  jeg  imidlertid  kun  paavise  Sandsynligheden  af  denne  Antagelse, 
men  senere  er  enhversomhelst  Tvivl  herom  hævet,  idet  jeg  i  Rigsarkivet  har  fundet  dels 
et  Inventarium  over  de  af  den  udvalgte  Prinds  Christian  efterladte  Kostbarheder,  egen¬ 
hændig  underskrevet  af  hans  Enke  Prindsesse  Magdalena  Sibylla  paa  Nykjøbing  Slot  den 
12.  December  1647,  dels  nogle  andre  dertil  sig  sluttende  Dokumenter,  hvori  ikke  alene 
Kaarden  med  Slangen  beskrives,  ganske  som  den  endnu  findes  (Ein  schoner  Degen  mitt 
einem  gantz  guldenen  gefåsze,  in  gestallt  einer  schlange  vnd  an  statt  des  Knopfs  ein  roths 
geemaillirte  hertze)  med  det  samme  Antal  Diamanter,  som  endnu  den  Dag  idag  sidde 
paa  de  samme  i  de  nysnævnte  Aktstykker  omtalte  Steder  (28  paa  selve  Heftet,  7  paa 
Skedens  Hage  og  8  paa  dens  Dupsko),  men  ogsaa  de  paagjældende  med  Guld  over¬ 
dragne  Sporer,  hvorpaa  emaillerede  Slanger,  hvilke  i  Stil  svare  til  Kaarden,  og  som  ogsaa 
i  Inventariet  fra  Christian  den  Femtes  Tid  angives  at  have  tilhørt  den  nævnte  Prinds 
Christian,  men  som  tilligemed  Kaarden  senere,  af  Kommissionen  af  1833,  ere  bievne  til¬ 
lagte  Kong  Christian  den  Femte.  Disse  Gjenstande,  der  saaledes  nævnes  i  Inventariet 
over  Prinds  Christians  efterladte  Kostbarheder  af  12.  December  1647,  bleve  samme  Dag 
afgivne  til  de  kongelige  Kommissarier  Rigsraaderne  Jørgen  Seefeld  og  Frederik  Reedtz  paa 
Kong  Christian  den  Fjerdes  Vegne  og  den  16.  næstefter  under  Forsegling  overgivne  til  Guld- 
smed  Jørgen  Mortensen  (som  i  Aareti648  arbejdede  paa  Regalierne,  og  som  1651  anføres 
som  Oldermand  for  •  Guldsmede! auget  i  Kjøbenhavn)  for  efter  Rigshofmesterens  Ordre  at 
overleveres  til  Kongen,  hvorefter  de  da  maa  være  bievne  afgivne  til  Opbevaring  paa 
Rosenborg. 

Paalideligheden  af  Oplysningerne  i  Inventariet  fra  Christian  den  Femtes  Tid  har 
med  Hensyn  til  de  nævnte  Gjenstande  saaledes  fuldstændig  staaet  sin  Prøve,  og  der  er 
derfor  vistnok  heller  ingen  Tvivl  om,  at  Kaarden  med  Dragehovedet,  hvilken  ikke  om¬ 
tales  i  Inventariet  af  12.  December  1647,  ogsaa  i  Virkeligheden,  saaledes  som  angivet  i 
Rosenborgs  Inventarium  fra  Christian  den  Femtes  Tid,  har  tilhørt  den  udvalgte  Prinds  og 
ikke  Kong  Christian  den  Femte,  skjønclt  der  endnu  ikke  er  fundet  noget  særskilt  Doku¬ 
ment,  der  direkte  bekræfter  dette. 

Nogle  i  Rigsarkivet  forefundne  Dokumenter  bestyrke  i  det  Hele  taget  Sandsynlig¬ 
heden  af,  at  Oplysningerne  i  Inventariet  fra  Christian  den  Femtes  Tid  have  støttet  sig  til 
Vidnesbyrd,  der  maa  kunne  føres  tilbage  til  Frederik  den  Tredies  Regering.  I  sidst¬ 
nævnte  Konges  Tid  var  der  nemlig  paa  Rosenborg  ansat  en  særlig  Tilsynsmand  for  de 
derværende  »Rariteter«,  Anders  Madsen  eller  sorte  Anders,  som  kort  efter  Christian  den 
Femtes  Tronbestigelse  blev  forfremmet  til  Slotsforvalter  sammesteds,  idet  den  tidligere 
Slots-  og  Havefoged  Anders  Ihomsen  (der  tilligemed  sin  Plustru  omkom  ved  Amalienborgs 
Brand  1689)  blev  reduceret  til  Foged  i  Lysthaven.  Af  de  nævnte  Aktstykker  fremgaaer 
det  nu,  hvad  man  ikke  tidligere  har  vidst,  at  Anders  Madsen  har  været  gift  med  den 
samme  Dorthe  Rasmusdaiter  Lund,  som  senere  blev  hans  Efterfølger  som  Slotsforvalter 
Hans  Eilersen  Kochs  Hustru,  og  der  foreligger  da  ogsaa  tvende  Kvitteringer  til  hende  for 
rigtig  Aflevering  af  Inventariet  efter  begge  hendes  Mænds  Død,  henholdsvis  af  13.  Maj 
1682  (efter  Anders  Madsens  Død  i  September  1681)  og  af  12.  Januar  1704  (efter  Hans 
Eilersen  Kochs  Død  i  Juni  1703). 

Nu  kunde  man  jo  ganske  vist  sige,  at  disse  Kvitteringer  ikke  betyde  Noget  med 
Hensyn  til  Troværdigheden  af  Oplysningerne  i  Inventariet,  da  hun  formentlig  ikke  kan 
have  havt  Noget  med  selve  Sagerne  paa  Slottet  at  gjøre  eller  have  vidst  Besked  hermed, 
men  af  Manquementslisten  af  1 702  ses  dette  netop  at  have  været  Tilfældet,  idet  det  er 

7* 


48 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


hende  (Slotsforvaltersken  eller  Slotsforvalterinden)  og  ikke  hendes  Mand  Hans  Eilersen 
Koch,  der  ifølge  Bemærkningerne  i  Marginen  paa  bemeldte  Liste  har  meddelt  Oplysning- 
om,  hvad  der  er  blevet  af  de  manglende  Sager.  Da  Hans  Eilersen  Koch  først  døde  i 
Aaret  1703,  maa  han  derfor  i  1702  enten  have  været  syg  eller  fraværende.  At  et  til 
Slotsforvalterens  Husstand  hørende  kvindeligt  Medlem  saaledes  har  udført  de  ham  paa¬ 
hvilende  Forretninger  i  en  Tjenestesag  istedetfor  hans  Fuldmægtig,  maa  efter  vor  Tids 
Begreber  om  Embedsforhold  anses  for  i  høj  Grad  abnormt  og  stridende  mod  en  princip¬ 
mæssig  Administration,  men  det  lader  sig  rnaaske  forklare  af,  at  Slotsforvalterens  Fuld¬ 
mægtig  dengang  kun  stod  i  et  aldeles  privat  Forhold  til  den  nævnte  Embedsmand;  først 
i  Aaret  1781  opnaaede  Fuldmægtigposten,  der  svarer  til  den  nuværende  Inspektørpost,  at 


Fig.  42. 


Overlrøjen  lil  Frederik  den  Fjerdes  røde  Fløjls  og  Sølvmors  Maskeradeklædning. 


blive  anerkjendt  af  Staten  som  en  egentlig  embedsraæssig  Stilling.  Traditionen  om 
Sagerne  paa  Slottet  kan  efter  det  Anførte  saaledes  føres  tilbage  til  Frederik  den  Tredies 
Tid  gjennem  Dorthe  Rasmusdatter  Lund  paa  Grund  af  hendes  Ægteskab  med  Tilsyns¬ 
manden  fra  bemeldte  Konges  Tid  Anders  Madsen  og  med  hans  Efterfølger  Hans  Eilersen 
Koch,  og  der  er  saaledes  ingen  Grund  til  at  forkaste  Oplysningerne  i  det  ældste  fuld¬ 
stændigt  bevarede  haandskrevne  Inventarium  af  1718,  der  har  vist  sig  at  støtte  sig  paa 
et  ældre  Inventarium  fra  den  Periode,  i  hvilken  Traditionen  gjennem  hende  var  fuld¬ 
kommen  frisk,  og  Forvexlinger  mellem  den  regerende  Konges  Sager  og  hans  Forgængeres 
neppe  kunde  tænkes  mulige,  tilmed  da  Lians  Eilersen  Koch,  der  tidligere  havde  været 
Christian  den  Femtes  Livkarl,  ogsaa  efter  sin  Ansættelse  som  Slotsforvalter  vedblev  at 
staa  i  et  nært  Forhold  til  Kongen,  der  fremdeles  beærede  ham  med  sin  Fortrolighed  og 
endog  ofte  spiste  i  hans  Hus. 


Kongedragter  paa  Rosenborg. 


49 


Et  mærkeligt  Stykke,  der  hører 
til  Dragtsamlingen  fra  Christian  den 
Femtes  Tid,  er  en  ufuldført  blaa 
Klædes  Kjortel,  der  er  forsynet  med 
rigt  Guldbroderi;  den  bestaaer  af 
to  Forstykker  og  to  Bagstykker  samt 
et  Stykke  til  Taskernes  Overfald  ;  Ær¬ 
merne  mangle,  og  Dragtens  enkelte 
Stykker  ereikke  syede  sammen.  Ifølge 
Inventariet  af  1718  er  denne  Dragt 
»bekommed  fra  Kong  Carl  dend 
Ellefle  i  sidste  skaansche  Kriig,  af 
C5«;  denne  Oplysning  maa  altsaa 
paa  Grund  af  Udtrykket  »sidste 
skaansche  Kriig«  være  tagen  af 
Inventariet  fra  Christian  den  Fem¬ 
tes  Tid,  men  der  mangler  desværre 
enhver  nærmere  Forklaring  af,  hvad 
Meningen  med  denne  Dragt  har 
været.  Da  der  vel  neppe  kan  være 
Tale  om,  at  Dragten  skulde  være 
foræret  af  Carl  den  Ellevte  til  Chri¬ 
stian  den  Femte  under  Krigen,  an¬ 
tager  Hr.  Professor  Dr.  Weibull  i 
Lund,  at  den  kan  være  bleven 
sendt  ufuldført  fra  Stockholm  for  at 
tilpasses  til  Kong  Carl  den  Ellevte 
i  det  svenske  Hovedkvarter,  men 
at  den,  forinden  den  naaede  sit 
Bestemmelsessted,  er  bleven  op¬ 
snappet  af  de  Danske.  Paa  det 
Tapet  i  Riddersalen  paa  Rosenborg, 
der  fremstiller  Wismars  Overgivelse, 
bærer  en  af  Figurerne  i  Forgrunden, 
hvilken  synes  at  være  en  Svensk, 
der  bønfalder  om  Naade,  eller 
maaske  Kommandanten,  der  over¬ 
giver  Staden,  en  tildels  lignende 
Dragt. 

Medens  der  med  Hensyn  til 
Dragterne  fra  det  1 7.  Aarhunclrede 
paa  mange  Punkter  har  været  rig 
Anledning  til  kritiske  Undersøgelser 
om,  hvorvidt  de  have  været  hen¬ 
førte  til  de  rette  Ejere,  frembyde 
Dragterne  fra  det  18.  Aarhundrede 
færre  Vanskeligheder  i  saa  Hen¬ 
seende,  idet  en  ret  anselig  Række 
af  Inventarier  fra  den  Tid  give  saa 


Fig.  43.  Undertrøjen  til  Frederik  den  Fjerdes  Maskeradedragt, 
af  Guldmor,  besat  med  Sølvgaloner  og  Sølvfryndser. 


Fig.  44.  Buxerne  til  Frederik  den  Fjerdes  Maskeradedragt, 
af  Sølvmor,  besat  med  Guldfryndser  og  Guldgaloner. 


5° 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


tydelige  Oplysninger,  at  der  sjeldnere  opstaaer  Tvivl.  Vi  skulle  derfor  indskrænke  os  til 
at  give  en  kort  Beskrivelse  af  de  paagjældende  Dragter,  ledsaget  af  nogle  Bemærkninger 
om  de  Urigtigheder,  der  i  Tidernes  Løb  hist  og  her  have  indsneget  sig  vedrørende  disse. 
Naar  det  saaledes  i  de  trykte  Kataloger  fra  1839  og  1840  fortælles  om  den  prægtige 
sølvbroderede  Fløjls  Klædning  fra  Frederik  de?i  Fjerdes  Tid  (Fig.  41),  at  han  har  baaret 
den  som  Kronprinds  ved  sin  Formæling  1695,  skal  det  bemærkes,  at  Inventarierne  Intet 
indeholde  om,  at  denne  Dragt,  der  er  af  den  sædvanlige  franske  Mode  fra  Ludvig  den 
Fjortendes  Tid,  har  været  benyttet  ved  denne  Lejlighed,  men  kun,  at  den  har  tilhørt 
Frederik  den  Fjerde;  om  Fortællingen  muligvis  skulde  hidrøre  fra  en  paa  Slottet  fra 
ældre  Tid  af  nedarvet  mundlig  Tradition,  lader  sig  nu  naturligvis  ikke  afgjøre,  men  det 
skal  med  Hensyn  til  en  saadan  mundlig  Overlevering  fra  den  ene  Generation  af  Slots¬ 
funktionærer  til  den  anden  bemærkes,  at  da  Dragterne  i  det  Hele  taget  lige  til  ind  i 
dette  Aarbundrede  have  været  henlagte  i  Skabe  i  Klædekamrene  i  de  øvre  Taarnværelser, 
hvortil  de  Besøgende  neppe  have  havt  Adgang,  er  der  vistnok  ikke  stor  Sandsynlighed 
for,  at  der  kan  have  existeret  nogen  paalidelig  mundlig  Tradition  herom.  Dragten  be- 
staaer  af  Kjortel,  Buxer  og  Vest;  Kjortelen  er  rigt  broderet  med  Sølv  og  underforet  med 
blaat  Damask,  Buxerne  tarvelige,  underforede  med  hvidt  Lærred,  Vesten  er  af  Sølvbrokade 
med  blaa  Grund  og  underforet  med  blaat  Damask,  Rygstykket  og  Overdelen  af  Ærmerne 
ere  af  hvidt  Damask. 

Om  en  prægtig  Maskeradeklædning,  som  har  tilhørt  Frederik  den  Fjerde  (hig. 
42 — 44),  berettes  det  i  de  trykte  Kataloger  fra  1839  og  1840,  at  det  er  en  venetiansk 
Gondoliers  Dragt,  som  Kongen  har  brugt  ved  Karnevalet  i  Venedig  1708 ;  heller  ikke 
denne  Oplysning  findes  i  de  haandskrevne  Inventarier,  og  Aarstallet  er  iøvrigt  ogsaa 
urigtigt,  da  Kongen  først  kom  til  Venedig  i  Slutningen  af  December  1 7°8,  paa  hvilken 
Tid  der  selvfølgelig  intet  Karneval  kan  være  holdt.  Dragten  bestaaer  af  en  Overtrøje  af 
rødt  Fløjl  og  Sølvmor,  rigelig  besat  med  Guldgaloner  og  underforet  med  rødt  Fløjl,  en 
Undertrøje  af  Guldmor  underforet  med  hvidt  Taft,  besat  med  Sølvgaloner  og  en  Sølv- 
fraime  rundt  om  Kanterne,  et  Par  Buxer  af  Sølvmor  underforede  med  hvidt  1  aft,  om  hvert 
Knæ  en  Guldfrange  og  to  Guldgaloner,  samt  en  Casquet  af  rødt  og  sort  fløjl  og  Sølv¬ 
mor,  sammensyet,  kantet  med  Guldgaloner  og  en  Guldtraadskvast  oveni. 

Disse  to  Dragter,  der  begge  omtales  i  Inventariet  af  1731,  ere  de  eneste  af 
Frederik  den  Fjerdes  Dragter,  som  oprindelig  have  været  opbevarede  paa  Rosenborg, 
men  senere  er  der  tilkommet  nogle  andre  Stykker  hørende  til  hans  Garderobe;  saaledes 
blev  hans  Kyrads  med  hans  Navnechiffer  i  Aaret  1 784  indlemmet  i  Samlingen,  uden  at 
det  imidlertid  findes  angivet,  hvorfra  det  er  kommet,  og  i  November  T859  blev  der  fra 
Frederiksborg  Slot,  altsaa  før  Branden,  afgivet  til  Rosenborg  en  Sølvstykkes  Slobrok  med 
rødt  Damaskes  Underfoer  og  broderet  paa  adskillige  Steder,  et  Sølvstykkes  Baand,  under¬ 
foret  med  Damask,  i  den  ene  Ende  en  Dusk  Kniplinger  samt  et  forgyldt  Spænde,  en 
Hue  af  samme  Slags  og  med  Sølvkniplinger  oveni,  underforet  med  Atlask,  Slaget  om 
Huen  broderet  med  Sølv,  en  Natkjortel  af  samme  Slags  Tøj,  underforet  med  rødt  Atlask, 
et  Par  røde  Atlaskes  Tøfler,  omkantede  og  broderede  med  Sølvgaloner,  samt  et  Sølvstykkes 
Kammerfoer  med  Rum  i,  broderet  med  Frederik  den  Fjerdes  Navn  og  Krone,  underforet 
med  rødt  Atlask  og  prydet  med  Guldfryndser.  Ifølge  velvillig  Meddelelse  fra  Slotsforval¬ 
teren  paa  Frederiksborg,  Fir.  Kapitajn  Hammelev,  findes  de  nævnte  Sager  tilligemed  en 
Pragtseng  allerede  omtalte  i  bemeldte  Slots  ældste  Inventarium  fra  1705  i  et  Værelse, 
som  kaldtes  Kongelig  Majestæts  Skrivergemak,  men  ifølge  en  senere  Fortegnelse  af  1738 
vare  de  dengang  henlagte  i  Møbelkamret,  et  Taarnværelse  med  foranværende  afspærret 
Korridor,  hvori  der  stod  Skabe.  Disse  Gjenstande  ere  saaledes  de  eneste  af  Frederik 
den  Fjerdes  Garderobesager,  om  hvis  Alder  der  foreligger  paalidelige  Oplysninger. 


Kongedragter  paa  Rosenborg. 


51 


Af  Christian  den  Sjettes  Dragter 
findes  kun  to ,  men  begge  disse 
kunne  henføres  til  bestemte  Aarstal ; 
den  ene  er  hans  Salvingsdragt  fra 
1731;  den  er  selvfølgelig  af  den 
gamle  spanske  Mode  som  de  øvrige 
Kroningsdragter  og  bestaaer  af  en 
Guldbrokades  T  røje  med  Livgehæng 
besat  med  Sølv  Points  d’Espagne, 
samt  et  Par  tilsvarende  Buxer.  De 
til  Dragten  hørende  Underbuxer  af 
Sarge  de  soie  ere  ikke  gjenfundne; 
derimod  existere  endnu  de  perle¬ 
farvede  med  Guldzvikler  besatte 
Silkestrømper,  der  urigtig  have  været 
tillagte  Frederik  den  Femte,  lige¬ 
som  ogsaa  et  Par  hvide  guldbrode- 
rede  Handsker  og  et  Par  hvide  Sko 
med  røde  Hæle,  hvilke  Stykker  sy¬ 
nes  at  være  dem,  der  i  Inventarierne 
angives  at  høre  til  Christian  den 
Sjettes  Salvingshabit.  Den  anden 
Dragt  (Fig.  45  —  46),  der  er  af  fransk 
Mode,  har  Kongen  ifølge  Inventa¬ 
rierne  baaret  1743  ved  Ivronprinds 
Frederiks  Formæling  og  ikke,  som 
angivet  i  de  trykte  Kataloger  fra 

1839  og  1840,  ved  sin  egen  Formæling,  der  fandt  Sted  1721. 

Vest  og 
broderet 


Fig.  45.  Den  af  Christian  den  Sjette  ved  Kronprinds 
Frederiks  Formæling  1743  haarne  guldbrodere^le  Dragt  af 
mørkebrunt  Sølvstof. 


Den  bestaaer  af  Kjole, 
Buxer  af  mørkebrunt  Sølvstof 
med  Guld  og  underforet  med 


hvidt  Sarge  de  soie. 


Fin  til  Dragten  hø- 


Fig.  46.  Buxerne  til  Christian  den  Sjettes  Dragt  fra  1 743- 


rende  Hat  med  en  bred  Guld  Point 
d’Espagne  anføres  i  Inventariet  af  1830 
som  aldeles  mølædt  og  er  ikke  gjertfunden. 

Med  Hensyn  til  de  tvende  Dragter  af 
Frederik  den  Femtes  Garderobe,  som  findes 
paa  Rosenborg,  vides  det  kun  for  den 
enes  Vedkommende,  til  hvilket  Aar  den 
skal  henføres,  nemlig  den  røde  guldgalo¬ 
nerede  Klædes  Kjortel  med  tilhørende 
hvide  blommede  Silkevest,  som  Kongen 
bar  paa  Amager  den  6.  August  t  750  ved 
Kapitajn  von  Steubens  ulykkelige  Prøve 
med  den  af  ham  opfundne  hurtigtskydende 
Kanon,  ved  hvilken  Lejlighed  der  kom  Ild 
i  »Pulver«  Kassen,  hvorved  flere  Mennesker 
dræbtes  og  saaredes,  medens  Kongen  selv 
slap  heldig  derfra.  Om  den  anden  Dragt, 
der  bestaaer  af  en  Sølvmors  Kjortel  med 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


52 


tilhørende  Vest  og  Buxer,  underforede  med 
blaat  Mor,  hedder  det  i  Inventarierne,  at 
Hans  Majestæt  har  brugt  den  som  Brude¬ 
klædning,  men  det  angives  ikke,  om  det 
var  ved  hans  første  Formæling  med  Prind- 
sesse  Louise  1 743  eller  ved  hans  andet 
Bryllup  med  Prindsesse  Juliane  Marie  1  752. 

I  de  danske  og  tydske  Kataloger  fra  1 840 
hedder  det,  at  han  har  brugt  den  ved  sin 
Formæling  med  Prindsesse  Louise  ]  743, 
men  da  den  i  Inventarierne  anføres  efter 
den  nys  omtalte  Dragt  fra  1 750,  er  det 
maaske  tænkeligt,  at  der  heri  ligger  en 
Antydning  om,  at  han  har  baaret  den  ved 
sin  anden  Formæling  1752.  Noget  sikkert 
herom  kan  selvfølgelig  ikke  siges,  da 
Nuancerne  imellem  Moden  i  de  tvende 
nævnte  ved  hinanden  saa  nær  liggende 
Aar  ikke  give  nogen  paalidelig  Vejledning 
med  Hensyn  til  Spørgsmaalets  Besvarelse. 

Om  Christian  den  Sjettes  og  Frederik 
den  Femtes  Dragter  ere  komme  ti!  Rosen¬ 
borg  i  de  paagjældende  Kongers  levende 
Live  eller  først  efter  deres  Død*  kan  ikke 
oplyses,  da  Inventariet  af  1759  uheldigvis 
mangler,  og  det  næste,  af  1781,  Intet 
indeholder  herom.  Derimod  ses  det  af 
Fig.  47.  sidstnævnte  Inventarium  og  af  de  forskjel- 

Christian  den  Syvendes  franske  Jagtuniform  af  blaat  ]jge  senere  Inventarieregnskaber  fra  Slut- 

Klæde,  besat  med  Guld-  og  Sølvgaloner.  .  r  r  .  .  ,  ,  ,  ,  , 

mngen  af  forrige  Aarhundrede,  at  de  tre 

endnu  existerende  Dragter,  som  have  til¬ 
hørt  Christian  den  Syvende ,  allerede  i  denne  Konges  levende  Live  fandtes  paa  Rosenborg, 
idet  den  ene,  den  franske  Uniform,  allerede  nævnes  i  Inventariet  af  1781,  og  de  to  andre 
Formælingsdragten  og  Salvingsdragten,  ses  at  være  tilkomne  1 784.  De  ere  saaledes  alle 
tre  fra  de  første  Aar  af  hans  Regering,  nemlig  fra  1766,  1767  og  1768.  Formælings¬ 
dragten  fra  1  766  er  af  Drap  d’argent  broderet  med  Guld  og  bestaaer  af  Frakke  og  Buxer. 
Salvingsdragten  fra  1767  bestaaer  af  en  Trøje  af  hvidt  med  Guld  indvirket  blommet  Stof 
besat  med  Guld  Points  d’Espagne,  et  Par  Pompbuxer  med  samme  Slags  Besætning,  et 
Par  hvide  Satins  Underbuxer,  et  med  Guld  broderet  Kaardegehæng,  et  Par  guldbroderede 
Knæbaand,  et  Par  hvide  Silkestrømper  med  Guldzvikler,  et  Par  hvide  Sko  med  røde 
Hæle;  endvidere  hører  hertil  den  bredskyggede  med  Guldgaloner  og  røde  og  hvide  Fjer 
besatte  Hat,  som,  efter  at  være  bleven  aldeles  mølædt  i  Tidernes  Løb,  senere  er  bleven 
istandsat  og  derefter  urigtigt  henført  til  Frederik  den  Tredies  Sager,  og  det  Garniture  af 
meget  fine  brabantske  Kniplinger,  bestaaencle  af  Halsklud  og  Manchetter,  hvilket  af  Kom¬ 
missionen  af  1833  urigtigt  er  blevet  henført  til  Frederik  den  Tredies  Tid,  men  som  af 
Juels  Billede  af  Christian  den  Syvende  i  Salvingsdragt  med  Sikkerhed  ses  at  have  henhørt 
til  bemeldte  Dragt;  de  anføres  i  Inventarieregnskaberne  fra  Wilsters  Tid  udtrykkelig  som 
hørende  til  denne  Dragt,  og  da  Juel  i  Aaret  1 789  har  faaet  Salvingsdragten  udlaant,  da 
han  malede  Billedet,  kan  der  ingen  Tvivl  være  om,  at  det  er  de  rigtige. 


Om  kunstinduslriel  Undervisning  i  Paris. 


53 


Den  tredie  Dragt  (Fig.  47),  den  franske  Jagtuniform,  er  fra  1768,  idet  den  er 
»Hånds  Mayestæt  offereret  i  Frankerige  paa  sin  Rejse«;  den  bestaaer  af  en  blaa  Klædes 
Kjole  med  rød  Fløjls  Krave  og  Opslag,  besat  med  Guld-  og  Sølvgaloner,  en  rød  Klædes 
Vest  med  Guldgaloner,  et  Par  røde  Klædes  Buxer,  et  Læder  Hirschfængergehæng  med 
Guld-  og  Sølvtresser,  en  sølvbeslagen  Hirschfænger  med  sort  Greb  og  en  grønskaftet  Jagt- 
pidsk  med  Sølvbeslag,  en  trekantet  guldgaloneret  Hat  (hvis  indvendige  Maal  aldeles  svarer 
til  den  ovenomtalte  til  Salvingsdragten  hørende  befjedrede  Hat,  der  urigtigt  er  bleven 
henført  til  Frederik  den  Tredies  Tid),  samt  et  Par  storkravede  stive  Støvler  med  Huller  i 
3e  ene  til  .Aflednin^,  af  1\  egnvand.  Denne  Dragt,  der  er  den  yngste  fra  det  18.  Aar- 
hundrede,  har  et  fuldkomment  militært  Snit  og  danner  saaledes  Indledningen  til  den 
Række  af  Uniformer,  som  ere  efterladte  af  Kongerne  i  dette  Aarhundrede. 


Om  kunstindustriel  Undervisning  i  Paris. 

Brudstykke  af  en  Rejseberetning1. 

Af  C.  Leuning  Borch. 


1  Écoles  maternelles  lære  Børnene  fra  2 — 2 1/2  Aar  at  tegne  rette  og  krumme 
Linier  efter  Fortegninger,  som  Lærerinden  fremstiller  paa  Tavlen.  Fra  3 — 5  Aar  forsøges 
tillige  Tegning  efter  Hukommelsen,  og  samtidig  lærer  Barnet  at  fremstille  det  tegnede  af 
Ringe  og  Stænger  (rette  og  krumme  Linier).  Fra  5 — 7  Aar  fortsættes  med  simple  geome¬ 
triske  Former  (Frihaandstegning),  endvidere  med  almindelige  Brugsgjenstande  (ikke  For¬ 
tegninger).  I  »cours  moyen«  læres  Frihaandstegning  efter  Ornamenter  og  udvidet  geome¬ 
trisk  Tegning  med  Instrumenter,  Passer  og  Ridsefjer,  men  Fortegninger  er  overalt  erstattede 
med  »modéles  en  relief«.  Bestemmes  det  nu,  at  en  F'.lev,  der  til  den  Tid  har  naaet  en 
Alder  af  ca.  13  14  Aar,  skal  uddannes  til  Kunsthaandværker,  sendes  han  —  eller  hun  — 

til  en  af  de  mange  Skoler  for  »l’art  appliqué  eller  »des  arts  décoratifs'.  Disse  Skoler, 
hvoraf  jeg  i  Paris  har  besøgt  6,  er  en  Del  forskjellige,  nogle  oprettede  af  Staten :  »écoles 
nationales«,  andre  af  Byen:  »écoles  munieipales«,  og  der  er  stærk  Konkurrence  imellem 
disse  tvende  Arter.  Der  findes  Skoler,  hvis  Undervisning  nærmer  sig  meget  stærkt  til 
den,  der  bydes  i  »école  des  beaux  arts  ,  og  andre,  i  hvilke  Haandværket  som  saadant  er 
sat  i  Fløjsædet.  Imellem  disse  ligger  da,  hvad  man  oversat  kunde  kalde:  »Skoler  for 
anvendt  Kunst' ,  og  det  er  min  Opfattelse,  at  disse  ville  faa  den  største  Betydning  for 
FYankrigs  fremtidige  Kunstindustri  og  vel  derved  ogsaa  for  hele  Fluropas,  naar  man  er 
kommet  ud  over  Børnesygdommene,  hvoraf  samtlige  Skoler  endnu  lider  stærkt.  Der 
famles  med  Hensyn  til  Stilstudiet  — -  dette  overalt  i  Europa  aabne  Spørgsmaal.  Frankrig 
er  ved  Tradition  bundet  ved  Louis  XV  og  Louis  XVI'  ,  men  der  er  en  nervøs  Trang 
til  Selvstændighed,  der  giver  sig  stærkt  Udslag  i  Skolearbejderne,  man  giver  ofte  Eleverne 
meget  frit  Spil. 

Organisationen  er  ikke  saa  fast  som  i  Tyskland,  hvor  Stilstudiet  spiller  en  saa 
vigtig  Rolle,  men  her  er  til  Gjengjæld  langt  mere  Liv  og  kVi  skhed.  Det  er  aldeles  for- 


Rejse  beretningen  er  helt  trykt  i  »For  Industri  og  Hanndværk«,  3<lje  Hefte  1892,  S.  143  tig. 

8 


1. 


54 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


havsende  at  se,  hvad  en  14 — 15  Aars  Dreng,  der  har  gjennemgaaet  et  Kursus  paa  1  Aar 
kan  præstere  i  Tegning  og  Komposition.  Og  det  er  denne,  Kompositionen,  der  lægges 
mest  Vægt  paa  i  de  franske  Skoler.  Man  har  indsét,  at  en  Kunsthaandværker  ikke  er 
»færdig«,  fordi  han  kan  reproducere  korrekt  i  »Antik«,  »Renaissance«,  »Ludvig  XV«  eller 
hvilkensomhelst  anden  »Stil  . 

Det  er  Kunstnere,  man  søger  at  skabe,  Kunstnere,  der  ifølge  deres  Uddannelse 
er  i  Stand  til  at  gaa  »droit  å  la  nature«  for  at  hente  deres  Motiver,  men  som  ifølge 
samme  Uddannelse  er  henviste  til  at  hellige  sig  til  Industriens  Tjeneste. 

Man  stiller  meget  ofte,  saavidt  jeg  erindrer  hver  Uge,  smaa  Konkurrenceopgaver 
for  Eleverne:  et  Bord,  et  Uhr,  en  Reklameplakat  for  et  Forlystelsesetablissement  —  de 
mest  forskelligartede  —  og  samtlige  Elever  konkurrerer  til  den  samme. 

Eleverne  kan  benytte  Farver,  Tusch,  Pen  eller  Blyant  og  kan  komponere  i  hvilken¬ 
somhelst  »Stil«  ;  er  blot  Løsningen  smagfuld  og  original,  er  det  med  andre  Ord  Elevens 
egen  Stil,  der  om  end  svagt  og  famlende  søger  at  gjøre  sig  gjældende,  opmuntrer  man 
Forsøget,  ansporer  til  nye  Forsøg,  respekterer  det  karakteristiske  og  individuelle,  medens 
Foredragene  over  Kunst  og  Kunsthistorie,  der  besørges  af  de  bedste  Kræfter,  med  særlig 
Evne  til  at  tegne  paa  Tavlen  —  noget  der  er  meget  vanskeligt  —  søger  at  lede  hans 
Smag  i  en  sund  Retning,  giver  ham  Respekt  for  hvad  der  er  præsteret  af  udmærkede 
Frembringelser,  lærer  ham  at  se  dem  i  Belysning  af  den  Tid,  i  hvilke  de  er  frembragte, 
men  at  en  gammel  Stil,  ejendommelig  for  sin  Tid,  ikke  ustraffet  lader  sig  reproducere  i 
en  Tid  helt  forskjellig  fra  den,  lærer  ham  at  forstaa  Sandheden  af  Baggesens  Ord: 

»Gammelt  Kvad  er  smukt  og  stort, 
det  er  godt,  naar  det  er  gjort, 
men  det  la’er  sig  ikke  gjøre!* 

Det  er  denne  gamle  Lærdom,  der  paany  er  sat  i  Højsædet  i  de  franske  Skoler, 
men  hvis  Frugter  ikke  kan  paavises  ved  Tal  eller  statistiske  Tabeller,  fordi  den  store 
Industri  stadig  lever  paa  Traditioner  og  Reproduktioner,  det  er  denne  Lærdom,  jeg  be¬ 
tragter  som  det  bedste  Udbytte  af  min  Rejse. 


Glas  og  Bly  i  Vinduer. 

Af  Bernhard  Olsen. 

I  Britisk  Museums  Glassamling  bevares  et  lille  Løve¬ 
hoved  af  halvklart,  blaat,  paa  Overfladen  olivengrønt  anløbet 
Glas.  Undersiden  bærer  Hieroglyfer  med  Nuantaf  den 
Fjerdes  Navn  (2423 — 2380  før  Kristus).  Figurer,  som 
bære  Glasflasker  fyldte  med  en  rød  Drik,  ere  afbildede  i 
Gravene  ved  Beni-Hassan  fra  det  fjerde  Dynastis  Tid,  ben¬ 
ved  4000  Aar  tilbage.  Man  staaer  her  overfor  en  saa  ud¬ 
viklet  Industri,  at  dens  første  Begyndelse  maa  ligge  meget 
længere  tilbage  i  Tiden.  At  den  skulde  være  grundet  paa 
en  ren  tilfældig  Opdagelse  af  et  nyt  Stof,  saaledes  som 
Plinius  fortæller,  er  helt  umuligt  at  antage,  snarere  er  denne 
sket  gjennem  Iagttagelse  af  det  daglige  Livs  Fænomener.  Brænder  man  store  Masser  af 
Rør  eller  Halm,  som  indeholde  Glassets  Bestanddele,  finder  man  dets  Perler  i  Asken,  og 


Fig.  48.  Glarmestrenes  Vaaben. 
(Tinbæger  i  Dansk  Folkemuseum.) 


(Ilas  og  Bly  i  Vinduer. 


55 


af  disse  Naturprodukter  havde 
det  træløse  Ægypten  Rigdom 
og  nyttede  dem  til  Brænd¬ 
sel.  Overheder  Pottemageren 
eller  Lerbrænderen  sine  Ar¬ 
bejder,  glassere  de  sig  frivillig 
paa  Overfladen,  ja  Teglsten 
kunne  endda  bringes  til  at 
udskille  glasagtige  Draaber; 
at  brænde  Ler  er  en  af  Men¬ 
neskenes  ældste  Industrier.  I 
Smelteovnene,  hvor  Malmene 
glødedes,  var  der  saa  høj 
Temperatur,  at  Sandet,  som 
fandtes  i  dem,  maatte  kunne 
forenes  med  Brændselsaskens 
Alkalier. 

Er  Glasset  altsaa  ældgam¬ 
melt,  er  dets  Anvendelse  til 
Dækning  for  Vinduesaabninger 
dog  fra  temmelig  sen  Tid,  fordi 
Tilvirkningsstedernes  og  de 
nærmest  liggende  Landes  Kli¬ 
ma  ikke  tvang  Brugen  frem  i 
Huset.  Livet  førtes  mest  uden¬ 
for  dette,  under  aaben  Himmel 
eller  i  Søjlegange.  Til  Huset 
søgte  man  mest  for  at  finde 
Hvile  eller  for  at  være  alene. 

Ofte  fik  Beboelsesrummene  kun 
Lys  og  Luft  gjennem  Døren, 
og  Vinduer  fandtes  sparsomt. 

Hvor  de  anvendtes,  sade  de  højt  oppe  paa  Væggen  og  vare  enten  helt  aabne  eller,  hvor 
dette  ikke  kunde  lade  sig  gjøre,  dækkede  mod  Blæst  eller  Sol  med  Forhæng,  med  Trem¬ 
meværk  af  Træ  og  Metal  eller  med  Stenflader  i  gjennembrudt  Arbejde.  Lys  i  Forbindelse 
med  frisk  Luft  var  det,  de  skulde  yde.  I  Østerland  og  Nordafrika,  hvor  Oldtids  Levevis 
har  holdt  sig  saa  uforandret,  ere  alle  disse  Vinduesdækker  endnu  i  Brug'.  Det  vordende 
Kunstindustrimuseum  ejer  en  Gibsafstøbning  af  en  Vinduesfylding  i  smukt,  gjennembrudt 
Arbejde  med  rige  Prydelser  i  maurisk  Stil.  Den  fandtes  i  den  tunesiske  Afdeling  paa 
Udstillingen  i  Paris  1889.  Hvor  et  saadant  Vindue  anbringæs  paa  sit  rette  Sted,  er  dets 
Virkning  henrivende;  der  fremkommer  et  overraskende  Spil  i  Blandingen  af  Refleksen  fra 
den  blaa  Himmel  og  fra  de  solbeskinnede  Omgivelser  udenfor. 

Naar  der  i  Vinduerne  fandtes  saadanne  Forsatsstykker  i  gjennembrudt  Arbejde, 
laa  det  nær,  hvor  Klimaet  opfordrede  dertil,  at  indsætte  i  Aabningerne  srnaa  Flader  af 
gjennemsigtigt  Stof,  som  holdt  Blæst  ude  og  lod  Lyset  delvis  passere.  Der  blev  brugt 
tynde  Plader  af  Marmor  og  Alabast  (Romernes  lapis  specu/aris),  Marieglas,  tyndt  slebne 
Skaller  af  Testaceer,  flettede  Træspaaner,  Horn  og  Blære  og  endelig  ogsaa  Glas,  efter 
at  dette  havde  vist  sig  i  Handelen  til  en  overkommelig  Pris,  men  kun  sparsomt  og  i 
Begyndelsen  helt  forsvindende  mellem  de  andre  Stoffers  Mængde. 


Fig.  49.  Maurisk  Vindue  i  gjennembrudt  Arbejde. 
(Det  danske  Kunst-Industrimuseum.) 


S* 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


5  6 


Romerne  forstøde  ikke  alene  at  puste  Vinduesglas,  men  ogsaa  at  støbe  det,  saa 
at  det  kun  var  et  Gjenfund,  naar  denne  Methode  kom  op  i  Frankrig  for  ca.  200  Aar 
siden.  At  de  anvendte  Glas  i  Vinduerne,  havde  forlængst  været  paavist  gjennem  Litera- 
turen ,  men  i  vor  Tid  fandt  Mazoi  (An/,  de  Pompei  III,  Side  77)  en  hel  Vinduesramme 
(Fig.  50)  med  vinkelrette  Kryds,  støbt  i  Bronce  og  af  et  fortrinligt  Arbejde.  Glassene 
have  været  af  en  betydelig  Størrelse:  15  X  22’/^  danske  Tommer,  henved  to  Linier  tykke 
og  laa  i  en  Fals  uden  Kitning.  De  holdtes  fast  ved  Forvridere  (gi.  Dansk:  Anhverper). 

Fra  Rom  har  Brugen  af  Vinduesglas  bredt  sig  over  Nord-  og  Vesteuropa,  dog 
uden  at  fortrænge  andre  anvendelige  Stoffer,  der  holdt  sig  langt  ned  mod  vore  Dage. 
At  det  ikke  helt  fortrængte  dem,  kan  ligge  i,  at  det  ældste  Vinduesglas  var  af  en  grønlig, 
blaalig  eller  brunlig  Farve,  endnu  i  det  gde  Aarhundrede  saa  mørkt  som  klaskeglas,  og' 

har  neppe  været  særligt  tiltalende  eller  lys¬ 
givende.  Desuden  var  det  meget  sprødt  og 
vistnok  temmelig  dyrt  i  Forhold  til  Nytten, 
det  gjorde.  Det  virkedes  i  den  lille  Bedrift 
og  Betingelsen  for  at  fremstille  klart,  hvidt 
Glas,  som  ligger  i  en  omhyggelig  langvarig 
Behandling  under  Smeltningen,  var  sjældent 
til  Stede.  Det  var  i  de  første  Aarhundreder 
efter  Kristus  stadig  lettere  at  fremstille  farvet 
Glas  og  derfor  intet  Under,  at  de  første 
kristne  Kirker  helst  forsynedes  med  brogede 
Vinduer.  Tremmeværket  i  Træ  eller  Metal 
var  i  Brug  fra  Romernes  Tid ;  det  forfærdigedes 
i  regelmæssige  Mønstre  og  at  indsætte  farvet 
Glas  i  dem,  laa  nær  for  FIaanden.  Man 
havde  jo  Forbilledet  i  de  talrige  og  skønne 
Mosaiker  paa  Kirkernes  Gulv  og  Vægge. 
Ligesaa  gik  det  med  det  næste  Skridt:  at 
belægge  de  farvede  Glas  med  en  uigjennem- 
sigtig  Farve  og  udspare,  senere  radere  i  dem 
et  Mønster,  en  Blomst,  et  Ornament  i  stili¬ 
seret  Form  og  derpaa  indbrænde  dette.  Her¬ 
med  var  Begyndelsen  til  Glasmaleriet  gjort 
og  saaledes  stod  det  i  lang  Tid,  indtil  man 
fandt  paa  en  bøjelig  Metalfatning,  falsede 
Sprosser,  paa  ældre  Dansk:  Vinder 1,  af  Bly. 
Disse  Vinder  maa  have  været  Betingelsen  for 


Fig.  50.  Brudstykke  af  et  Vindueskryds 
med  Fals  og  Forvridere  fra  Pompei. 


som  kunde  føje  sig  efter  krumme  Linier, 
figurlig  Fremstilling,  og  skønt  de  første  Gang  nævnes  af  I^eo  af  Os/ui  (1066),  maa  Brugen 
gaa  adskilligt  længere  tilbage2.  Der  tales  om  Vinduer  af  Glas  og  Bly,  holdte  fast  med 
Jærnstænger. 


Det  første  skrevne  Værk,  som  giver  udtømmende  Anvisning  i  Glaspustning  og 
Glarmesterkunst,  er  Diversarum  Artium  Schedula 3,  forfattet  af  Tyskeren  7 heopilus,  Præst  og 

1.  Ordet  Vinder  er  brugt  i  Kong  Christian  V’s  Artikler  for  Glarmesterlavet  i  1684:  de  skulle  være  til¬ 
tænkt  herefter  at  have  gode  Vinder  til  Vindues-Bly  at  bruge.  Af  gi.  Dansk:  Vbndr,  piur.:  Vendir. 

2.  Gjennemsigtigt  Vinduesglas  omtales  første  Gang  af  Lactantius,  f  344,  sammen  med  Spekularsten ; 
malede  Vinduer  med  billedlig  Fremstilling  første  Gang  450  af  Sidonius  Apollinaris,  Bisp  i  Clermont. 

t.  Udgivet  og  oversat  paa  Fransk  ved  Grev  de  l'Escalopier  under  Titel:  Théophile,  Priltre  et  Moine. 


Glas  og  Bly  i  Vinduer. 


57 


PusLet  Glas,  inden  det  skæres 
op  og  udglattes. 


Munk,  som  antages  at  have  levet  i  det  ellevte  Aarhundrede.  Hans  Anvisninger  ere  ikke 
nogen  Kunstners,  men  en  praktisk  Udøvers,  udtømmende  og  præcise ;  de  melde  sig  intet 
Steds  som  noget  nyt,  tvertimod  er  det  gamle,  kj endte  Ting,  han  belærer  om  /il  Guds  Ære 
og  til  Medmenneskers  Gavn,  som  han  selv  siger.  Ud  af  disse 
Anvisninger  henter  man  en  saa  nøjagtig  Kundskab  om  Glas 
og  Vinduers  Tilvirkning  i  hine  fjærne  Tider,  at  en  kort  Rede- 
gjørelse  vel  maa  interessere. 

Efter  at  have  beskrevet  de  tre  Ovne,  Arbejds-,  Kjøle-  og 
Udglatningsovnen,  angivet  Forholdet  af  renset  Bøgeaske  (2 
Dele)  og  Flodsand  (1  Del),  Fremgangsmaaden  i  disse  Stoffers 
omhyggelige  Blanding  i  Lerpotter  og  Smeltningen,  som  maa 
være  foretagen  forud  i  Nattens  Løb ,  lærer  han ,  hvorledes 
Vinduesglas  pustedes.  Det  skete  dengang,  som  nu,  ved  Hjælp 
af  et  Blæserør,  der  dyppedes  i  det  smeltede  Glas.  En  Klump 
optoges  og  tildannedes  ved  Rulning  paa  en  flad  Sten.  Der 
blæstes  saa  en  ægformet  Boble,  hvis  neclerste  Del  bragtes 
ind  i  Ovnflammen,  saa  at  dens  yderste  Spids  smeltede  og 
en  rund  Aabning  fremkom.  Denne  udvidedes  med  en  rund 

Træstole  til  den  fik  Boblens  største  Tvermaal.  Derpaa  klemtes  A åbningens  Sider  sammen 
paa  Midten  og  fik  Form  af  8  (s.  Fig.  51).  Blæserøret  løsnedes  ved  Strygning  med  en 
vaad  Pind,  Enden  bragtes  ind  i  Flammen  og  Glasmassen,  som  endnu  sad  derpaa,  hededes 
til  den  blev  flydende.  Røret  sattes  nu  hastig  paa  Sammenheftningspunktet  i  8  og  fæstede 
sig  derved.  Glasboblens  modsatte  Ende,  hvor  Pustehullet  fandtes,  holdtes  nu  til  Flammen 
og  smeltedes,  udvidedes  derefter  paa  samme  Maade,  som  nys  er  fortalt,  og  klemtes  sam¬ 
men  som  et  andet  8.  Røret  løsnedes  fra  det  pustede  Glas  og  dette  anbragtes  i  Kjøle- 
ovnen.  Der  tændtes  saa  rask  Bd  i  Udglatningsoven.  De  svalede  Glas  toges  frem,  skares 
op  med  et  gloende  Jærn  og  anbragtes  i  den  sidstnævnte  Ovn.  Naar  de  vare  glødende 
og  bløde,  toges  de  ud  paa  et  glat  Stykke  Træ,  der  sad  i  en  Tang,  Revnen  aabnedes, 

Glasset  udfoldedes  og  glattedes  og  stilledes  atter  i 
Kjøleovnen,  staaende  op  mod  dens  Vægge  Plade  ved 
Plade. 

Glassets  Tildannelse  i  Mønsterstykker  skete  paa 
et  Bord,  hvorpaa  Tegningens  Linier  vare  trukne. 
Glaspladen  lagdes  ovenpaa  og  Linierne  eftertegnedes 
paa  Glasset  med  Pensel  og  Farve.  Stykkerne  skares 
ud  med  et  gløclende  Jærn  og  Kanterne  jævnedes  med 
Kreutzlen  (fransk:  grésoir,  latin:  grossarium),  idet  de 
afbrækkedes.  Værktøjet  bruges  endnu  af  vore  Glar- 
LD  5  mestere  til  tykke  Spejlglasruder.  Det  figurerer  paa 
Glarmester! avets  Vaaben  (Fig.  48  og  52 — 5)  lagt  over¬ 
kors  med  Loddejærnet  bag  en  Rude.  Med  den  alene 
hjalp  man  sig  i  lange  Tider.  Diamanten,  som  afløste 
den,  blev  første  Gang  sleben  af  en  Dilettant,  en  ung 
Adelsmand  Louis  de  Besquen  (?)  i  Briigge.  At  den 
kom  i  Brug  hos  Glarmestrene  skyldes  et  Tilfælde  og  Anne  de  Pisseleu,  Hertuginde  af 
Estampes.  Kong  Frans  den  Første  elskede  baade  hende  og  de  nye,  skinnende  Stene. 

I  en  Mismodens  Stund,  han  tænkte  paa  hendes  Vægelsind,  stod  han  ved  en  Vindue  paa 
Chambord  Slot  og  faldt  paa  at  prøve,  om  Diamanten  i  hans  nye  Ring  var  saa  haard, 
som  det  sagdes  om  den,  og  om  den  kunde  bide  i  Glas.  Med  sin  Anne  i  Tankerne 


Fig.  52.  1.  Snit  af  Støbeformen.  2.  Snit 
af  de  ældste  Vinder.  3.  Nyere  Vindekryds. 
4.  Snit  af  samme.  5.  Kreutzel. 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


,S8 


skrev  han:  Souvent  femme  varie  |  Bien  fol  est  qm  sy  fie.  —  Ruden  er  der  ikke  mere. 
Somme  paastaa,  at  Kong  Ludvig  den  Fjortende  ofrede  den  for  la  Valliéres  Skyld.  Hendes 
sarte  Sind  saaredes  ved  denne  almindelige  Vurdering  af  ICjønnet.  Andre  mene,  at  en 
Englænder  gik  med  den. 

.  * 

* 


Blyvinderne  fremstilledes  ved  Støbning  i  Stænger  enten  i  Jærn-  eller  d  ræforme. 
De  bestode  af  to  Stykker,  en  Alen  lange;  i  dem  bleve  Rillerne  skaarne,  som  1  egningen 
(Fig.  52  —  1)  viser;  Stykkerne  samledes  med  et  Hængsel  eller  bleve  blot  sammenbundne. 
Den  øverste  Aabning,  hvori  det  smeltede  Bly  heldtes,  klemtes  sammen  med  et  Gaffeltræ, 
der  tillige  tjente  som  Haandtag  under  Støbningen.  Naar  denne  var  afsluttet,  trykkedes 
Vinderne  Stykke  efter  andet  ned  i  en  Rille,  skaaren  i  et  andet  langt  Træstykke,  og 
klemtes  fast  deri;  Ujævnheder  paa  Flader  og  i  Riller  skrabedes  af  med  Jærn,  senere 
ogsaa  med  Høvl. 

Disse  Fremgangsmaader  kunne  synes  saare  primitive,  men  dog  sloge  de  til  i 
Tusinde  Aar,  og  da  Smagen  for  de  gammeldags  Blyruder  vaagnede  i  vore  Dage,  maatte 

man  for  Glassets  Vedkommende  nødtvungen  vende  tilbage 
til  forlængst  aflagte  Methoder.  Alle  cte  Fejl,  der  fulgte  af 
dem,  vare  ligesaa  mange  Fordele  i  kunstnerisk  Henseende. 
Det  moderne  glatte  og  fejlfri  Glas  saa  utaalelig  kjedeligt  ud. 
For  at  faa  Art  paa  sig,  maatte  det  frembringes  med  alle 
det  gamles  Tilfældigheder,  Ujævnheder  og  Blærer,  der  frem¬ 
kaldte  Spil  i  Lys  og  Farver.  Selv  Manglen  af  Diamanten 
havde  sine  Goder,  idet  Glasset  med  alle  Afbrækningens 
Ujævnheder  bed  sig  bedre  fast  i  de  bløde  Blyvinder. 

Theophilus  taler  kun  om  Vinduer  i  farvét  Glas.  Selv 
hvor  han  giver  Anvisning  til  at  udføre  »simple  Vinduer«, 
drejer  det  sig  alene  herom  og  om  Indfatning  i  sammen¬ 
sømmede  Trærammer.  Der  omtales  vel  Tegninger  i  Slyng¬ 
ning,  men  det  drejer  sig  vistnok  blot  om  Angivelse  af  en 
billig  Fremgangsmaade.  Skønt  Tekniken  magtede  figurlig  Fremstilling  og  ved  Siden  deraf 
ogsaa  geometriske  Mønstre,  vare  dog  Vinduer  sjældne  og  kostbare,  og  hvad  værre  var, 
betingede  af  en  Kunstfærdighed,  som  kun  fandtes  i  rige  og  store  Klostre.  Udenfor 
Helligdommene  saas  de  meget  sjældent.  Jævnsides  med  al  denne  kirkelige  Pragt  gik 
endnu  i  mangfoldige  gejstlige  Bygninger  alle  de  gamle  Malerialier,  lige  fra  Forhængene 
til  Blære,  Horn,  Pergament  og  olieret  Papir.  Glas  anvendtes  under  tarvelige  Forhold 
med  stor  Sparsomhed,  f.  Ex.  i  Transepten  i  Villers  Klosterkirke  i  Frankrig,  hvor  Glas¬ 
skiver  ere  indsatte  ikke  alene  i  de  Stenplader,  som  lukke  for  Vinduerne,  men  ogsaa  i 
selve  Muren  (s.  Fig.  53). 

Naar  R.  Mejborg  i  sit  Arbejde  Borgerlige  Huse ,  S.  43,  til  Irods  for  de  af  Troels 
Lund  anførte  Beviser  tvivler  om,  at  olierede  Papirsruder  have  været  brugt  i  danske  Byg¬ 
ninger,  har  han  neppe  Ret.  Der  lever  endnu  et  fransk  Ordsprog,  som  siger:  Fattigt 
Kloster  har  Vitiduer  af  Bapir,  og  i  lyskland  sagde  man  i  Middelalderen,  at  Kirker  og 
Klostre  med  Papirsruder  havde  St.  Nit-Glas  til  Skytshelgen  (Wackernagel :  Die  deu/sche 
Glasmaler ei,  S.  13,  hvor  der  leveres  Citater  som  Bevis  herfor).  Der  fandtes  i  1463  i  Wien 
et  Lav,  die  Sliemer,  som  forfærdigede  Vinduer  af  olieret  Papir  (Nyrop:  Danmarks  Glas¬ 
industri,  S.  5)  og  i  Paris  samtidig  et  lignende,  les  chassissiers.  Her  kan  ikke  være  I  ale 
om  dobbelte  Vinduer,  til  hvilke  vi  senere  skulle  komme. 

Det  skortede  ikke  paa  Materiale  og  Teknik,  for  at  Blyvinduer  med  klart  Glas 


,>M|  j**1  -T*1**  r*1  ‘pt 


Fig.  53- 

Vinduer  fra  Klosterkirken 
i  Villers. 


Glas  og  Bly  i  Vinduer. 


59 


kunde  træde  frem.  At  de  kom  var  dog  ikke  Glarmestrenes  Skyld,  men  den  hellige  Bern- 
hards.  Cistercienserordenen  fik  ved  ham  sin  faste  Ordning  paa  et  fuldt  asketisk  Grundlag 
med  strængt  Arbejde,  Afsavn,  Disciplin  og  en  Kirketjeneste  uden  al  jordisk  Tant.  I 
Generalkapitlets  Ordensregler  af  1134,  82de  Kapitel,  forbydes  Vinduer  mecl  farvet  Glas 
og  med  Kors  i  Klosterkirkerne.  Tilbage  var  altsaa  kun  at  bruge  det  klare  Glas  og  Bly¬ 
vinder.  Det  synes  som  om  al  den  Dygtighed  i  Glarmesterkunst,  der  dengang  forefandtes 
indenfor  Ordenen,  derefter  har  resigneret  og  taget  mod  dette  tarvelige  Materiale  uden  at 
fortvivle.  Den  kastede  sig  tvertimod  over  dette  med  al  sin  Opfindsomhed,  og  de  klare 
Vinduers  første  Fremtræden  var  i  en  saa  fuldendt  skøn  og  harmonisk  Form,  at  senere 
1  ider  ikke  have  frembragt  noget  lignende. 

Det  var  i  Aaret  1843,  at  Arkæologen  Abbed  Texier  fandt  et  af  disse  Cistercienser- 
vinduer  i  Blyfatning.  Det  sad  i  den  ødelagte  Klosterkirke  i  Bonlieu  (Dep.  Creuse)  i  Tver- 
skibets  øverste  Vinduesrække  under  Levningen  af  en  indstyrtet  Hvælving,  hvorpaa  levede 


Fig.  54.  Vindue  fra  Bonlieu. 


Fig.  55.  Vindue  fra  Obasine. 


en  halvhundredaarig  Plantevækst.  Kirken  indviedes  Aar  1x41  og  Texier  godtgjør  med 
mange  Grunde  ( Annales  archéolog.  X,  S.  80),  at  Vinduet  er  samtidigt  med  Kirken.  Et 
lignende  Vindue  fandtes  i  Obasines  (Dep.  Corréze)  Cistercienserkirke  fra  1143,  og  da 
Isen  var  brudt,  paavistes  hele  Rækker  ogsaa  fra  andre  Ordeners  Kirker  og  fra  senere 
Tider  (s.  Fig.  54  og  55). 

At  Glasvinduer  ere  bevarede  for  os  efter  600  Aars  Forløb,  af  hvilke  Kirken  de 
sidste  50  har  staaet  som  Ruin,  er  mærkeligt  og  taler  baade  for  Materialets  og  Arbejdets 
Godhed.  \  induet  fra  Bonlieu  var  76  danske  1  omnier  højt,  2 1^/2  Pomme  bredt  og  delt  i 
otte  Felter,  som  sadde  fast  i  Jærnstænger.  De  enkelte  Stykker  vare  smaa,  Glasset  grøn- 
ligt  og  halvklart  med  et  hvidt  Overtræk,  hvad  enten  dette  nu  var  Tidens  Værk  eller  skabt 
ved  en  Ophedning  i  et  Kalk-  og  Askebad,  som  I  heophilus  omtaler.  Som  en  Ejendom- 
melighed  ved  \  induet  fra  Bonlieu  kan  nævnes,  at  paa  de  Linier,  som  ere  punkterede, 
ligger  Blyet  løst  oven  paa  Glasset  og  fatter  ikke  mellem  to  Stykker.  Man  har  paa  den 
Maade  søgt  at  spare  nogle  af  de  mange  besværlige  Udskæringer  uden  at  ofre  Møn¬ 
strets  Rigdom. 


6o 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


I  Danmark  vide  vi.  med  Bestemthed,  at  de  første  Glasvinduer  gik  ud  af  Landet 
til  Island  i  1195  og  sattes  i  Skalholt  Kirke.  Hvad  der  iøvrigt  lejendes  til  deres  tidligste 
Fremtræden  hos  os,  er  samlet  af  Prof.  Nyrop  (Danmarks  Glasindustri  indtil  1750)  og  skal 
derfor  ikke  gjentages  her. 

Har  de  to  Glerglugga,  som  Absalon  skænkede  Biskop  Paul  til  Skalholt,  mon  været 
Cistercienserordenens  Blyvinduer  eller  blot  Skiver  til  Indfatning  i  Kirkens  Tømmerværk 
li<r  dem,  vi  lejende  fra  Villers  Klosterkirke?  Sandsynligheden  kan  tale  for,  at  han  ved 
sin  nære’  Forbindelse  med  den  nævnte  Orden  har  raadet  over  de  Kirkeprydelser,  som  den 
tillod.  Der  er  vel  ikke  Tvivl  om,  at  den  inderlige  Forbindelse  mellem  Moderklostrene  og 
deres  Filialer  i  Norden,  det  Samkvem  og  Personskifte,  som  den  medførte,  har  forplantet 
Brugen  af  Glasvinduer  og  senere  selve  deres  Fremstilling  til  vore  Klostre,  og  at  disse  have 
rummet  Mænd  med  saa  megen  Kunstfærdighed,  at  de  kunde  komme  efter  de  ingenlunde 
vanskelige  Fremgangsmaader  i  Glarmesterkunsten.  Sandsynligheden  tor,  at  vore  Kirker 
have  havt  Blyvinduer  baade  i  klart  og  vel  ogsaa  i  malet  Glas  ved  Aaret  1200,  er  derfor 
ikke  ringe.  Gjælder  det  engang  om  at  give  Sorø  Kirke  en  virkelig  Restauration  og  særlig 
om  at  erstatte  dens  nuværende  kjedelige  Vinduesflader  med  stilfulde  og  tidssvarende 
Mønstre,  er  her  givet  et  Par  Prøver  paa,  hvorledes  de  kunne  have  set  ud,  eller  i  alt  Fald 
paa,  hvorledes  man  kunde  ønske  dem.  Det  vilde  være  interessant,  hvis  en  Prøve  blev 
gjort  og  Mønstrenes  Virkning  blev  forsøgt  i  de  ældste  og  mindste  \  induer,  som  Sorø 
Kirke  har  tilbage. 

Hvad  Cistercienserne  tilsigtede,  var  at  sætte  en  anden  og  mere  asketisk  Glar- 
mesterkunst  i  Stedet  for  de  store  Kirkevinduers  verdslige  Pragt,  og  dette  naaedes  i  et 
Omfang,  de  selv  neppe  havde  anet,  om  end  først  efter  længere  Tids  Forløb.  Med  Kir¬ 
kens  svindende  Magt  sank  det  kirkelige  Glasmaleri.  Verdslige  Elementer  blandede  sig 
ind  deri.  Der  kom  en  Lede  ved  Kirkernes  mystiske  Halvmørke,  og  den  nordiske  I  rang 
til  lysere  Rum  virkede  med.  Slægtvaaben  toge  til  og  fyldte  Rammer  og  Mellemrum, 
Fremstilling  af  verdslige  Personer  vekslede  med  de  hellige  Billeder,  og  Malerierne  viste 

sig  nu  paa  en  Baggrund  af  klart  Glas.  Klostrene  hørte  op 
med  at  producere,  og  Kirken  kjøbte  hos  de  læge  Kunsthaand- 
værkere,  som  vare  opstaaede,  samtidig  med  at  Glasvinduerne 
holdt  Indtog  i  private  Boliger.  Det  lader  sig  ikke  nøje  be¬ 
stemme,  hvornaar  det  klare  Glas  fik  Overhaand.  At  overføre 
Cisterciensernes  Stil  paa  Arbejder,  som  skulde  leveres  i  den 
daglige  Afsætning,  var  ikke  muligt;  dertil  var  den  for  kostbar, 
og  vi  se  derfor  først  de  retlinede,  billige  Mønstre  blive  til. 
Det  ældste  var  Rudemønstret  (s.  Fig.  56).  Rude  (tysk:  Raule, 
fransk:  / osange )  hed  altid  den  staaende  Kvadrat  O  i  deu  '‘g* 
oende  □  kaldtes  Firkant  (fransk:  carreau ).  Disse  Benævnelser 
vare  oprindelig  alene  Navnet  for  en  vis  Form  og  afsløvedes 
senere  til  at  betyde  lingen.  \i  kalde  nu  alt  firkantet  Glas. 
Ruder,  Tyskerne:  Scheiben  efter  det  senere  indførte  runde  Glas. 


De  første  omløbende  Giarmestre  kaldtes  i  krankrig  couteurs  de 
losange  ( Rudebissere )  og  du  Gange  oversætter  fenestraius  ved 
rudemønstret.  Tyskland  er  utvivlsomt  det  borgerlige  Glarmesteris 
Hjemstavn  og  fra  det  udgik  Rudebisserne  over  Nabolandene. 

Levieil 1  {L' art  de  la  peinture  sur  verre  et  de  la  vitrerie )  erkjender  dette  og  for- 

1.  Pierre  Levieil,  y  1772,  var  den  sidste  fremragende  Mand  i  en  gammel  normannisk  Glasmalerslægt. 
Under  Fagets  Forfald  kastede  han  sig,  for  at  leve,  over  Glarmesteriet  og  over  Studiet  af  sin  Slægts 
og  dens  Kunsts  Historie.  Han  er  den  lærdeste  Glarmester,  som  Lavet  har  frembragt,  og  skønt  Tider 


Glas  og  Bly  i  Vinduer. 


6l 


Fig.  57- 

Maskine  til  at  trække  Blyvinder. 


tæller,  at  de  vandrende  Giarmestre  raadede  over  en  Maskine  til  at  trække  Blyet  i  Vinder, 
og  at  denne  før  det  1 6de  Aarhundrede  havde  været  kjendt  i  Tyskland  og  Schweitz  og 
var  dem  en  mægtig  Hjælp  paa  Vandringen,  da  der  sparedes  den  sendrægtige  og  kostbare 
Støbning.  At  det  ambulante  Arbejde  lettedes,  bidrog  til  at  det  udbredte  sig  videre,  og 
det  har  sikkert  ført  Glasset  ind  der,  hvor  man 
ellers  i  lange  Tider  vilde  have  været  tilfreds 
med  Horn,  Blærer  eller  Papir. 

Tegningen  (Fig.  57)  er  formentlig  saa  tyde¬ 
lig,  at  Forklaring  kan  spares.  Maskinen  dreves 
med  et  Sving.  De  støbte  Blystænger  grebes  af 
to  Pijul  med  facetterede  Kanter,  som  førte  dem 
gjennem  en  Aabning,  hvis  Sider  formede  Blyet 
i  Flader,  medens  Hjulene  satte  Falsene.  Gav 
man  Siderne  dekorative  Udsnit,  kunde  Vinderne 
leveres  som  pynteligt  figurerede  Lister  og  dertil 
føjes  en  zirlig  Roset  over  Krydsene  (s.  Fig.  52,  3 — 4}. 

De  første  Efterretninger  om  klare  Glasvinduer 
i  franske  Privatboliger  ere  omtrent  samtidige  med 
Rudeglassets  Optræden  i  Danmark  og  Norge. 

Sauval  meddeler  (. Antiquités  de  Paris,  1  724)  efter 

Jean  Juvenel  des  Ursins,  at  i  Kong  Carl  VI’s  Tid  (1380 — 1422)  byggede  dennes  Far¬ 
broder  Hertug  Jean  af  Berry  sit  Slot  Bicétre,  og  det  blev  smykket  ikke  alene  med 
malede  Vinduer ,  men  ogsaa  med  klare  Glas  i  Rammer,  og  at  dette  dengang  var  noget 
usædvanligt  i  Bygningskunsten.  Levieil  fortæller,  at  han  i  1761  udtog  seks  Glasvinduer  i 
Notre  Dames  øvre  Koromgang.  De  vare  skænkede  til  Kirken  i  1358  af  en  rig  Kapellan 
Michel  Darancy.  Hans  Navn  var  skreven  paa  en  lille  malet  Glastavle,  der  fremstillede 
en  gejstlig  Mand  med  et  Vindue  i  Haanden  og  var  indsat  i  et  af  Vinduerne  midt  paa 
den  klare  Bund.  Mønstret  i  denne  var  Ruder,  Glasset  ujævnt,  men  klart  og  Blyfatningen 
et  klodset  og  smagløst  Fusker  arbejde.  Levieil  mener,  at  han  her  stod  overfor  et  nyt 
System  i  Faget,  det  begyndende  Glarmesteri,  som  udskiller  sig  til  en  borgerlig  Næring, 
og  at  det  har  skortet  Forfærdigeren  paa  det  Haandelag,  som  den  endnu  levende  tradi¬ 
tionelle  Kirkekunst  havde  Eneret  paa.  De  ældste  Vinduer,  som  i  Brudstykker  bevares 
paa  Museet  for  nordiske  Oldsager,  ere  i  Rudemønstre  og  kunne  formentlig  henføres  til 
denne  Tid.  I  Oslo  fandtes  1392  et  Stenhus  med  Glasruder,  og  det  er  i  Følge  Nyrop 
(Dansk  Glasindustri,  S.  g)  første  Gang  saadanne  omtales  udenfor  Kirkerne. 

I  Tyskland  fandtes  paa  den  Tid  baade  malede  og  klare  Glasvinduer  i  borgerlige 
Huse  ved  Siden  af  Ploster  (Blærehinder).  En  Meissensk  Lovbog  fra  1350  siger,  at  umalede 
Glasvinduer  følge  med  i  Huskjøb,  men  at  malede,  som  Ejeren  har  anskaffet  til  Lyst,  er 
Løsøre  og  kunne  føres  bort.  Aarstallet  synes  at  tyde  paa,  at  Levieil  har  Ret,  naar  han 
mener,  at  Tyskerne  have  anvendt  klart  Glas  i  Husene  før  Franskmændene. 

I  det  fjortende  Aarhundrede  blev  der  endnu  gjort  en  Opfindelse  i  Glasmageriet, 
som  kom  Glarmestrene  tilgode  og  bidrog  til  endmere  at  bringe  klare  Vinduer  omkring  i 
private  Boliger.  Man  fandt  en  nemmere  Maade  at  puste  Vinduesglasset  paa  end  den 
gamle,  som  Theophilus  beskriver,  nemlig  at  forme  det  i  Skiver.  Man  tog  nu  en  Klump 
smeltet  Glas  paa  Blæserøret  og  satte  dette  i  en  stærk  roterende  Bevægelse  om  sin  Midt¬ 
linie.  Centrifugalkraften  drev  det  flydende  Gla  ud  i  en  Cirkelflade  og  der  opnaaedes 


ere  forløbne,  siden  hans  Værk  belønnedes  af  det  franske  Akademi,  bliver  det  endnu  stadig  benyttet 
somt  et  Kildeskrift. 


9 


6  2 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


herved  større  Stykker  til  Udskæring  end  der  var  kjendt  forhen.  Af  den  oprindelige  Klump, 
som  Røret  optog,  blev  en  buttet  Knude  tilbage  paa  Skivens  Midte,  som  vore  Glarmestere 
kalde  Galle,  Tyskerne  Ochsengalle,  Franskmændene  oeil  de  boeuf .  Glasset,  som  oprindelig 
blæstes  i  smaa  runde  Stykker  til  Blyfatning,  kaldte  Tyskerne  Scheiblein  eller  Buttenscheiben, 
Franskmændene  cives,  cibles  eller  boudines.  Benævnelsen  er  aabenbart  oprindelig  tysk, 
ligesom  selve  Opfindelsen,  og  Levieil  har  neppe  Ret  i,  at  den  er  gjort  i  1330  i  en  fransk 
Glashytte.  Disse  Skiver  fandtes  i  Italien  i  det  fjortende  Aarhundrede  og  sammensattes 
med  Mastiks  til  Vinduesbrug.  I  Tyskland  vare  de  saa  almindelige,  at  Benævnelsen 
Scheibe  gik  ind  i  Sproget  selv  paa  firkantet  Glas,  og  de  vare  endnu  i  almindelig  Brug 
ved  1  700.  I  Danmark  er  der  end  ikke  fundet  Spor  af  disse  Butten. 

1  Begyndelsen  af  det  sekstende  Aarhundrede  vare  klare  Vinduer  almindelige  i 
danske  Kjøbstadhuse,  og  det  varer  ikke  længe,  inden  vi  endog  træffe  dem  i  Folke-  og 
Oekonomirum,  et  Bevis  paa,  at  Glasset  nu  har  sejret  fuldstændigt  over  alle  andre  Stoffer 
i  Beboelserne.  Hidtil  har  man  kun  hørt  Tale  om  enkelte  Glarmestere  eller  Glasmalere 
omkring  i  Landet,  men  nu  optræde  de  i  Lav.  Først  i  Flensborg  I497>  St.  Lucas  og 
St.  Loyes  Lav,  hvor  Giarmesterne  vare  sammen  med  andre  Haandværkere  (Malere,  Guld¬ 
smede  og  Snedkere),  ligesom  Tilfældet  var  i  Udlandet.  I  Kjøbenhavn  synes  de  allerede 
i  1549  at  være  i  særskilt  Lav.  De  nævnes  i  en  Vedtægt  om  Lavene  (Kbhvn.s  Dipi.  II, 
S.  280)  sammen  med  en  Mængde  særskilte  Embeder,  men  deriblandt  ingen  af  dem,  de 
ellers  plejede  at  søge  sammen  med.  Hundrede  Aar  senere  ses  Gert  Hilwartz  at  have 
været  Oldermand  for  Lavet  i  Kjøbenhavn.  (fortsættes.) 


Mindre  Meddelelser. 


jesuskirken  i  Valby.  Ved  en  Tankefraværelse 
har  jeg  ovfr.  S.  14  glemt  at  nævne,  at  Malerarbejdet  i 
Jesuskirken  har  været  overdragetFirmaet  C.  Møttmann 
cH  Ko. ,  som  under  Dekorationsmaler  N.  P.  Ras¬ 
mussens  Ledelse  med  stor  Dygtighed  og  Smag  har 
udført  det  betydelige  og  vanskelige  Arbejde.  Med 
Hensyn  til  dette  Malerfirmas  enkelte  Chefer  og 
hele  Virksomhed  tillader  jeg  mig  at  henvise  til  min 
udførlige  Artikel  i  Illustreret  Tidende  Nr.  45  for 
9  August  1S91.  Erik  Schiødte. 

I  en  af  vedkommende  Folketingsudvalg  ved  den 
nys  endte  Rigsdagssamlings  Slutning  afgiven  Beret¬ 
ning  t'aar  den  Rigsdagen  forelagte  Plan  til  Ombyg¬ 
ning  og  Udvidelse  af  Prinsens  Palæ  for  vore  Mu¬ 
seer  (se  forr.  Aarg.  S.  198)  alt  andet  end  Tilslut¬ 
ning.  Udvalget  kræver  en  Plan,  der  er  betydeligt 
billigere  end  den  foreslaaede,  en  Undersøgelse  af, 
om  der  ikke  kan  findes  en  Byggeplads,  hvor  Mu¬ 
seerne  kunne  komme  til  at  ligge  friere  og  med 
fornøden  Plads  til  fremtidig  Udvidelse,  samt  en  Over¬ 
vejelse  af  hvilken  Anvendelse  der  bedst  og  fordel- 
agtigst  kan  gjøres  af  Prinsens  Palæ  og  de  til  dets  Ud¬ 


videlse  indkjøbte  Ejendomme.  Under  Udvalgets  f  or- 
handlinger  er  der  fremkommet  Antydninger  til  en 
Plan,  hvorefter  der  paa  den  Del  af  den  kongelige 
Frugthave  ved  Rosenborg,  som  ligger  mellem  Sølv¬ 
gade  og  Kronprinsessegade,  for  en  rimelig  Udgiit 
skulde  kunne  opføres  tre  selvstændige  Bygninger 
for  oldnordisk  Museum,  Folkemuseet  og  etnografisk 
Museum.  Her  skal  yderligere  gjøres  opmærksom 
paa,  at  der  fra  Folkemuseets  Side  er  bleven  frem¬ 
sat  Ønsker  i  Retning  af  et  Friluftsmuseum  (se  forr. 
Aarg.  S.  147).  Naar  et  af  Udvalgets  Medlemmer 
(J.  Scavenius)  siger,  at  disse  Ønsker  gaa  ud  fraFor- 
udsætninger,  der  aldrig  kunne  ventes  opfyldte  paa 
Grund  af  de  Bekostninger,  deres  Realisation  ville 
medføre,  og  som  fra  et  videnskabeligt  Standpunkt 
heller  aldrig  burde  opfyldes,  turde  disse  Udtalelsers 
Rigtighed  være  i  høj  Grad  tvivlsom. 

I  Begyndelsen  af  April  gav  Kjøbenhavns  Han¬ 
delsbank  Almenheden  Lejlighed  til  at  bese  de  paa 
iste  Sal  i  dens  Ejendom  paa  Kongens  Nytorv,  det 
saakaldte  Erichsenske  Palæ,  restavrerede  Lofts-  og 
Væggedekorationer.  Den  af  Grosserer  Erich  Erich- 


Mindre  Meddelelser. 


sen  (f.  1752  f  1837)  ved  C.  F.  Harsdorff  (j-  1799) 
opførte  Pragtbygning  skriver  sig  fra  Aarene  1 797-1  Soo, 
og  de  nu  restavrerede  Dekorationer  vise,  at  Byg¬ 
herren  ikke  alene  har  interesseret  sig  for  at  faa  en 
i  det  ydre  skjøn  Bygning,  men  ogsaa  har  haft  Sans 
for  en  kunstnerisk  gjennemført  Udstyrelse  i  det 
Indre.  Hvem  der  har  dekoreret  Beletagens  Værel¬ 
ser,  lader  sig  nu  næppe  oplyse,  muligvis  har  det 
været  udenlandske  Kræfter,  men  selv  som  de  nu 
staa  som  Brudstykker  af  et  sikkert  storslaaet, 
nu  forsvundet  Hele  —  kaste  de  et  smukt  Lys 
over  den,  der  har  bekostet  dem  og  derved  rnaaske 
ogsaa  over  hele  Datidens  rige  Handelsstand.  Tids¬ 
skriftet  vil  muligvis  senere  komme  tilbage  til  dem. 
Den  af  Handelsbanken  foretagne  Omdannelse  af 
Bygningen  til  Bankbrug  har  været  ledet  af  Arkitekt 
Fera.  L.  Levy ,  Malerarbejdet  ved  de  ovenfor  nævnte 
Dekorationer  er  udført  af  Hof-Dekorationsmalerne 
Fernh.  Schrøder,  Nielsen  &  Hansen  med  Bistand 
af  Dekorationsmaler  Overgaard,  Stukarbejdet  er  ud¬ 
ført  af  Billedskærer  Hans  Chr.  Berg. 

Foruden  de  Glasmalerier  til  Jesuskirken  (s. 
ovtr.  S.  13),  som  Brygger  Carl  Jacobsen  f.  T.  lader 
udføre  i  Mitnchen ,  vil  han  -  som  Skik  er  i  Ud¬ 
landet  —  i  Anledning  af  Kongens  og  Dronningens 
Guldbryllup  »stifte«  et  Glasmaleri  i  Helligaands- 
kirken.  Det  skal  forestille  Apostlen  Jacob. 


Bogelskeren  Henri  Beraldi  deler  Bibliofilerne 
1  t0  Bdasser,  Skaberne  og  Samlerne.  De  sidste 
bryde  sig  kun  om  Bøgerne,  naar  de  ere  fra  det 
I5de,  1 6de,  1 7de  eller  18de  Aarhundrede,  men 
Nutidens  Bøger  foragte  de;  de  kunne  gives,  10,  15 
ja  20,000  Frcs.  for  en  ussel  Piece,  blot  den  er  ind¬ 
bunden  af  Padeloup,  men  de  ville  ikke  ofre  100 
Frcs.  for  at  fremme  Nutidens  Bogbinderi.  De  føre, 
for  at  blive  ved  Bindene  ,  altid  Groliers  Navn  i 
Munden,  men  de  tænke  ikke  paa,  at  han  just  gjorde 
hvad  de  se  ned  paa.  Han  kjøbte  Bøger  hol  sin 
1  ids  Boghandlere  og  lod  dem  indbinde  hos  Tidens 
Bogbindere.  Han  var  en  Bogskaber.  At  »skabe«  en 
Bog  er  at  gjøre  en  Bog  fra  en  almindelig,  for  Alle 
tilgængelig  Handelsvare  til  en  individuel  Bog.  Det 
kan  gjøres  paa  flere  Maader.  En  Forfatter  kan  gjøre 
det  ved  at  forsyne  den  med  haandskrevne  Noter, 
en  Bogelsker  ved  af  flere  Exemplarer  at  danne  et  i 
alle  Henseender  fejlfrit  Exemplar  o.  s.  v.,  men  na¬ 
turligst  sker  det  ved  en  omhyggelig  og  karakteri¬ 
stisk  Indbinding,  og  her  forlanger  Beraldi  nykom- 
ponerede,  ejendommelige  Bind.  »Kopier  efter  tid¬ 
ligere  Tiders  Bind  ere  uden  Værdi.«  (Estampes  et 
livres  1S72— 1892  efter  Revue  des  arts  décoratifs 
5  —  6  Hefte). 


Kunstforeningen  har  »i  Betragtning  af  det  Øn¬ 
skelige  i,  at  de  cirkulerende  Pengesedler  tilfreds¬ 
stille  foruden  de  tekniske  Fordringen-,  der  bør 
stilles  til  dem,  tillige  i  saa  høj  Grad  som  muligt 
kunstneriske  Hensyn«,  i  April  udsat  500  Kr.  som 
Præmie  for  den  bedste  Tegning  til  en  Pengeseddel. 
Besvarelserne  skulle  med  lukkede  Navnesedler  inden 
den  1  December  d.  A.  indsendes  til  Foreningens 
Sekretær.  Overfor  vore  nuværende  uheldige  Penge¬ 
sedler  (s.  forr.  Aarg.  S.  163!  maa  man  ønske  det 
bedst  mulige  Resultat  af  dette  tidssvarende  Forsøg. 

Vestlandske  Kunstindustrimuseum  i  Bergen  har 
fra  31  Januar  til  9  Marts  afholdt  en  Textiludstilling, 
der  synes  at  have  gjort  Lykke.  I  de  39  Dage,  de^n 
stod  aaben,  var  den  besøgt  af  omtr.  7500  Menne¬ 
sker.  Den  talte  600  Numre  af  alle  Slags  vævede, 
broderede  og  kniplede  Sager,  baade  indenlandske 
og  udenlandske,  væsentlig  bragte  tilstede  ved  Laan. 
—  Museets  livlige  Virksomhed  møder  i  det  Hele 
Paaskjønnelse.  Det  sidste  Storthing  forhøjede  det 
aarlige  Statstilskud  til  det  fra  5000  Kr.  til  7000 
Kr.  (jfr.  forr.  Aarg.  S.  171.) 

Da  det  har  vist  sig,  at  den  svenske  Stat  ikke 
vil  kjøbe  Guldsmed  Chr.  Hammers  Samling,  der  tid¬ 
ligere  var  en  af  Stokholms  Seværdigheder,  er  den  i 
Marts  Maaned  bleven  sendt  til  Køln.  Den  skal  her 
sælges  ved  Avktion.  Den  kom  til  Køln  i  1200 
Kister,  der  vare  forsikrede  for  2  Millioner  Mark. 


Den  af  V  Union  centrale  des  arts  décoratifs  ved- 
tagne  Udstilling  for  »Kvinde-Kunst«,  les  arts  de  la 
femme  (jtr.  ovfr.  S.  27)  beskjæftiger  i  høj  Grad  de 
kunstindustrielle  Kredse  i  Paris.  Det  udførlige  Pro¬ 
gram  findes  i  Januar-Heftet  af  Rev.  d.  arts  décor ., 
og  dens  talrige  Komiteer  i  Februar-Heftet.  Det 
ventes,  at  den  vil  blive  en  af  de  betydeligste  Ud¬ 
stillinger,  som  l’Union  centrale  har  arrangeret,  og 
navnlig  synes  dens  retrospektive  Afdeling  at  ville 
blive  interessant.  Den  vil  vise  Kvindedragten  i 
Oldtiden,  i  Middelalderen,  i  Renæssancens  Tid, 
Kvindernes  Folkedragt  i  forskjellige  Lande  og 
navnlig  i  Frankrig,  ikke  at  tale  om  de  parisiske 
Moders  Historie  i  17  Scener  med  legemsstore  Vox- 
figurer.  —  Udstillingen  synes  forøvrigt  at  skulle 
blive  international;  i  alt  Fald  har  dens  Direktør 
Marius  Vachon,  der  i  1888  havde  Lejlighed  til  at 
blive  bekjendt  med  Dansk  Folkemuseum ,  henvendt 
sig  til  det  om  Bidrag. 

L.  Falize,  Opfinderen  af  den  »Plante« -Udstilling, 
som  l’Union  centrale  des  arts  décoratifs  oprindelig 
havde  berammet  til  i  Aar,  har  i  Rev.  d.  a.  décor. 
(Februar-Heftet)  skrevet  en  udførlig  og  interessant 
Artikel  om  den  nævnte  Udstillingsplans  Skæbne. 
Artiklen  er  formet  som  et  Brev  til  Émile  Galle  i 
Nancy.  I  Forbigaaende  oplyser  han,  at  Tanken  til 
Udstillingen  hverken  skriver  sig  fra  ifjor  eller  ifor- 
fjor  (s.  ovfr.  1890,  S.  203;  1891,  S.  100,  199);  alle¬ 
rede  i  1879  fremsatte  han  den  Tanke,  der  nu  syn¬ 
tes  naaet  fi  em  til  Realisation.  Der  arbejdedes  med 
Iver,  Planer  udarbejdedes,  og  som  Lokale  var  den 
uhyre  Maskinhal  fra  Verdensudstillingen  i  1889  ud- 

9' 


64 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


set.  Udstillingen  tegnede  til  at  blive  storartet  og 
epokegjørende,  da  den  pludselig  blev  —  opsat; 
som  en  fyldt  Balon  faldt  den  for  et  Synaalestik. 
De  tilkaldte  Finansmænd  kunde  ikke  blive  enige  om 
en  Bagatel  af  —  2  Millioner!  Men  fordi  Udstillin¬ 
gen  er  udsat,  er  den  ikke  opgiven,  og  Forf.  paa¬ 
viser  med  synlig  Glæde,  i  hvilken  stor  Udstrækning 
franske  Industridrivende  have  optaget  Tanken  om 
at  benytte  Plantemotiver  i  deres  Tilvirkninger.  Chri- 
stofle  har  lavet  Skaale  a  la  Kaktus,  en  Kaffekande 
a  la  Artiskok  o.  s.  v..  Delaherche  en  Række  Vaser 
efter  Plantemotiver,  Galland  Glasvinduer,  Gallé  Glas 
og  Marius  Michel  Dekorationer  til  Bogbind  o.  s.  v. 
Forf.  dvæler  i  Frankrig,  og  det  eneste  Sideblik, 
han  kaster  til  Udlandet,  gjælder  Danmark.  Han 
mindes  den  kgl.  Porcellænsfabriks  Udstilling  i  1889, 
dens  Udsalg  i  Avenue  de  l’opéra  og  navnlig  dens 
kunstneriske  Direktør  Arnold  Krog ,  der  roses  for 
sine  Bestræbelser  efter  at  tage  alle  sine  Forbilleder 
i  Naturen,  for  den  Kraft,  hvormed  han  gjennem- 

fører  Intet  at  ville  laane  af  Fortidens  Stilarter.  _ 

Hele  Artiklen  er  et  veltalende  Indlæg  for  at  gaa 
direkte  til  Naturen,  og  særlig  til  Blomsterne,  ja  til  Plan¬ 
terne  som  Helhed.  1  Alt  hos  dem,  lige  fra  deres 
Kronblade  til  deres  Rodtrevler,  er  der  Motiver,  som 
det  lønner  sig  at  udvikle,  istedenfor  at  kopiere  en 
Form  i  et  Museum,  ti — i  disse  Motivers  Udvikling 
ligger  Fremtiden. 

Efter  Baronesse  Rothschilds  Hus  (s.  ovfr.  S. 
27)  har  Revne  des  arts  décoratifs  fortsat  med 
Brødrene  Goncourts  Hus  paa  Boulevard  Mont- 
morency  i  'Auteuil.  Til  Grund  for  Artiklen,  der 
ledsages  af  et  enkelt  Billede,  ligger  Edm.  Gon¬ 
courts  Bog  »La  maison  d’un  artiste«.  Det  er,  hed¬ 
der  det,  i  Besiddelse  af  en  særegen  og  slaaende 
Personlighed.  »Helt  igjennem  i  det  have  Brødrene 
med  Anvendelse  af  en  uendelig  Omhu  vidst  at  for¬ 
ene  to  saa  forskjellige  Civilisationer  som  Japans  og 
Frankrigs  i  det  18de  Aarhundrede.  Ved  et  af  stor 
Lærdom  støttet  Arrangement  af  disse  forskjellige 
Kunstretninger  have  de  vist  den  fineste  dekorative 
Sans  og  en  rigtig  Følelse  af  Harmoni  og  Modsæt- 
ning< .  Huset  er  Brødrene  Goncourt  med  deres 
Smag  og  deres  daglige  Passioner  og  dog  gjennem- 
gaaende  Kunst:  Her  er  Programmet,  som  enhver 
Samler  skal  tage  med  sig,  naar  han  henrykt  og 
betaget  forlader  »dette  personlige  Hus«. 

Om  den  ved  et  ministerielt  Dekret  af  17  Decem¬ 
ber  t.  A.  indførte  Forandring  i  Sévres'  hele  Stilling 
indeholder  Rev.  d.  arts  décor.  en  Artikel  af  Victor 
Champier ,  hvori  han  gjennemgaar  de  siden  Udstil-  | 


lingeni  1889  fremkomne  Udtalelser  om  dette  Frank¬ 
rigs  berømte  Etablissement,  der  i  de  sidste  2  Aar 
i  saa  høj  Grad  har  sysselsat  det.  Han  akeepterer, 
at  Sevres  skal  være  en  kunstindustriel  Opdragelses¬ 
anstalt.  og  at  Kunsten  skal  have  det  første  Ord 
her,  men  han  er  ikke  overbevist  om,  at  den  ny 
indførte  Ordning  (jfr.  ovfr.  S.  27—28)  i  og  for  sig 
vil  være  fyldestgjørende  ;  det  kommer  an  paa,  hvor¬ 
ledes  de  nye  Personer  ville  gjennemføre  den,  og 
de  ere :  som  Administrator  Baugmart  og  under 
ham  som  kunstnerisk  Chef  Coutan ,  som  teknisk 
Chef  Vogt  (de  forr.  Aarg.  S.  1 99  meddelte  Navne 
maa  rettes  herefter). 

Den  bekjendte  Bro nce varefabrikant  Ferdinand 
Barbedienne  i  Paris  er  død  den  21  Marts  i  sit  82de 
Aar.  Som  I2aars  Dreng  kom  han  1822  fra  Nor¬ 
mandiet  til  Paris,  hvor  han  arbejdede  i  forskjellige 
Værksteder,  indtil  han  i  1834  lærte  en  Mekaniker 
Achille  Collas  at  kjende.  Denne  havde  erhvervet 
Patent  paa  et  af  ham  opfundet  Apparat,  hvorved 
man  mekanisk  kunde  formindske  Buster,  Statuer, 
Vaser  o.  s.  v.  Barbedienne  associerede  sig  med 
ham,  og  nu  gik  det  løs  med  at  gjengive  Datidens 
bekjendte  Skulpturarbejder  i  formindskede  Afstøb¬ 
ninger.  Det  blev  Oprindelsen  til  det  senere  saa 
mægtige  Bronceetablisement  Barbedienne. 

Et  af  de  store  Magasiner  i  Paris  La  Samaritaine 
i  Rue  de  la  Monnaie  har  ladet  hele  sin  P’agade  til 
Gaden  male  af  en  Kunstner,  Charles  Toché ,  der  har 
frembragt  et  ejendommeligt  Værk,  i  hvilket  ogsaa 
malede  Glasruder  spille  en  Rolle.  Skikkelser  tagne 
fra  Mytologien  og  Sagnene  optræde  her  ved  Siden 
af  Nutids  Bønder  og  Arbejdere.  Det  samlede  Ind¬ 
tryk  synes  efter  det  i  Rev.  d.  arts  décor.  meddelte 
Billede  at  være  i  ikke  ringe  Grad  uroligt,  men  det 
Hele  maa  vel  ogsaa  nærmest  betragtes  som  en 
Protest  mod  de  parisiske  Huses  sædvanlige,  fra 
Fortiden  nedarvede,  ensartede  og  kjedelige  Ydre. 

Fra  den  31  Januar  til  den  18  April  har  der  i 
Det  østerrigske  Museum  i  Wien  været  afholdt  en 
interessant  Udstilling  af  farvetrykte  Kobberstik. 
Det  er  første  Gang,  en  saadan  Udstilling  har  fundet 
Sted,  og  den  af  Franz  Ritter  udarbejdede  omfat¬ 
tende  Katalog,  der  er  forsynet  med  en  fyldig  Indled¬ 
ning  af  Jakob  v.  Falke,  har  derfor  en  vis  Betydning. 
Det  er  den  1667  i  Frankfurt  am  Main  fødte  Jacob 
Chnstoph  le  Bion ,  der  har  opfundet  at  trykke  Kob¬ 
berstik  i  (flere)  Farver,  en  Kunst,  som  han  væsent¬ 
lig  udøvede  i  Paris  hvor  han  døde  1741.  Hans 
ITovedværk  er  et  legemsstort  Portræt  af  Ludvig  XV. 


SEXOGTYVENDE  MAI 
MDCGCX-L-H 
M-D-CCOXGH 


Guldbryllupsgaver. 

Af  C.  Nyrop. 

Fra  Udland  og  Indland,  fra  Fjærn  og 
Nær,  fra  Hoje  og  Lave  strømmer  der  idag 
Lykønskninger  til  Kongeslottet.  Den  sjældne 
Fest,  som  dér  fejres,  enestaaende  som  den 
er  i  Danmarks  Kongeboliger ,  kalder  Beviser 
paa  Kjærlighed  og  Hengivenhed  frem  i  tætte 
Rækker.  Fra  alle  Sider  bliver  der  bragt 
Hilsner  og  Gaver,  og  de  ville  kappes  om  at 
udmærke  sig  ved  baade  Skjonhed  og  Kostbar¬ 
hed,  skjondt  det  sikkert  tor  siges,  at  Hjertelaget, 
hvormed  de  gives,  vil  være  Hovedsagen  for  det 
hoje  Guldbryllupspar. 

Bramfrit  og  stille  fejredes  for  50  Aar 
siden  i  Kong  Kristian  VIIFs  og  Dronning 
Karoline  Amalies  Nærværelse  Hs.  Durchlautighed  Prins  Kristians  Bryllup  med  Hds.  Durch- 
lautighed  Prinsesse  Louise  i  Landgreve  Vilhelms  Palæ  paa  Amalienborg,  hvor  Hs.  kgl. 
Hojhed  Kronprinsen  nu  har  Bolig,  og  paa  den  korte  Vej  fra  dette  til  det  gule  Palæ  i 
Amaliegade  har  der  i  den  sene  Aft&ntime  —  Vielsen  foregik  Kl.  g  —  næppe  fundet  noget 
Brudetog  Sted,  saaledes  som  det  navnlig  i  tidligere  Tider  ofte  kjendtes  hos  baade  Hoje 
og  Lave,  men  det  stille  begyndte  Ægteskab  gjemte  en  uanet  Fremtid  i  sig.  Hilstes  det 
ikke  i  1842  ved  et  Brudetog,  hilses  det  nu  50  Aar  efter  ved  et  Folketog  —  med  hele 
Evropas  Sympati. 


65 


10 


I  Fortidens  Sagn  —  og  den  nedenfor  nævnte  Legende  om  Jomfru  Marias  Tro¬ 
lovelse  er  et  Exempel  blandt  mange  —  søges  Udviklingen  af  betydningsfulde  Begiven¬ 
heder  ofte  forklaret  ved  Jærtegn.  Men  her  er  intet  Jærtegn;  simpelthen  Guds  Velsignelse 
over  et  vel  ført  Liv.  Huslig  Lykke  fæstede  varigt  Bo  i  det  hoje  Brudepars  Hjem,  og  ydre 
Anseelse  og  Anerkjendelse  voxede  op  om  det.  Prinsen  og  Prinsessen  bleve  i  taknemlig 
Erkjendelse  af  deres  trofaste  danske  Sind  kongelige  Hojheder.  De  bleve  rette  Arvetagere 
til  Danmarks  gamle  Krone,  og  i  den  efter  deres  Tronbestigelse  fulgte  lange  Regering 
har  det  danske  Folks  Hengivenhed  for  Landets  Konge  og  Dronning  under  vexlende  Tider 
voxet  sig  stærk.  Og  hertil  sluttede  sig  endelig  Dannelsen  af  glimrende,  yngre  Fyrstehjem 
i  Indland  og  Udland,  saaledes  at  en  Skare  af  kongelige  Born  og  Borneborn,  ja  Borne- 
bornsborn,  nu  i  Kjærlighed  slutte  sig  om  det  hoje  Guldbryllupspar. 

Det  er  de  saaledes  nævnte  Følelser,  der  nu  ønske  at  give  sig  Udtryk  i  Hilsener 
og  Optog,  i  Adresser  og  Gaver  —  og  af  de  sidste  skal  her  nævnes  nogle. 


Selvfølgelig  hilses  Dagen  med  en  Guldkrans.  Den  fremtræder  som  Gave  fra 
Bornene  i  Danmarks  Skoler.  Pastor  Chr.  Schrøder  i  Fredericia  fattede  Ideen  hertil,  og  den 


-  4- - 

0? 

- V 

■VA'Ai.  ' - ~ 

Fig.  58.  Fra  Præmieselskabet  for  Plejemodres  Adresse  til  Selskabets 
Protektrice  Hds.  Maj.  Dronningen. 

Tegning  i  Vandfarve  af  Professor  Lorens  Frølich. 


66 


blev  greben  med  næsten  jublende  Glæde.  I  Ingens  Hjærte  og  Tanke  spille  paa  en  renere 
og  uskyldigere  Maade  de  Krone-  og  Scepterbærende  en  storre  Rolle  end  i  Bornenes. 
Deres  smaa  Bidrag  strammede  ind,  saa  det  meget  hurtigt  viste  sig  muligt  at  fremstille  den 


Fig-  59- 

Danske  Skolebørns  Guldkrans  med  tilhørende  Flojelspude. 
(Hans  Tegner,  A.  Michelsen). 


efter  Hans  Tegners  Udkast  hos  Hof-Juveler  A.  Michelsen  udførte  og  i  Fig.  59  afbildede 
Guldkrans,  der  er  flettet  af  Hvedeax  og  Kløverblade.  Den  bliver  overrakt  paa  en  med 
Guldkroner  baldyret  rød  Flojelspude,  garneret  af  levende  Blomster;  et  af  Professor  Nic. 
Bøgh  forfattet  Digt  ledsager  den  i  et  af  Arkitekt  Langballe  tegnet,  i  Træ  udskaaret  Bind. 

Paa  sin  Ais  repræsentere  de  80,000  Born,  ti  saa  mange  have  ydet  Bidrag,  det 
hele  tolk,  og  det  gjor  ogsaa  den  store  Komite,  der  med  Hs.  Exe.  General  C.  A.  F. 
Thomsen  i  Spidsen  har  indsamlet  et  Legat  paa  200,000  Kr.,  hvis  Anvendelse  skal  bestem- 


67 


10* 


mes  af  Guldbrudeparret.  Adressen,  hvormed  det  overrækkes,  er  udført  efter  en  Tegning 
af  Hans  Tegner,  og  Fig.  60  viser  det  af  ham  komponerede  og  af  Bogbinder  J.  L.  Flyge 


Fig.  60. 

Forsiden  af  Bindet  til  Legatkomiteens  Adresse. 
(Hans  Tegner,  J.  L.  Flyge). 


udførte  Lædermosaikbind  til  den.  Antallet  af  de  stiliserede  Roser  paa  det  er  12  som  de 
kongelige  Born  og  Svigerbørn,  og  Bornebornenes  Antal  har  bestemt  Knoppernes  Antal. 

Der  kommer  imidlertid  ikke  alene  Gaver  fra  hele  Folket,  men  ogsaa  fra  baade 
storre  og  mindre  Kredse  i  det,  ja  fra  enkelte  Foreninger.  Saaledes  skjænker  The  inde- 
Pendent  order  of  odd  fellows  tre  Tæpper  til  Kirken  i  Fredensborg,  til  Hovedgangen  saa- 
velsom  til  Kongens  og  Dronningens  Stole  i  den.  De  ere  efter  Professor  Loretis  Frølichs 
Tegning  vævede  i  Frankrig  af  Maison  Braquemié  paa  de  store  Væverier  i  Aubusson,  der 


68 


III. 


Tidsskrift  f.  Kunstind.  1892. 


F.  Hendriksen  &  Kp. 


Tæpper  til  Deres  Majestæter  Kongens  og  Dronningens  Stole  i  Fredensborg  Slotskirke. 
Guldbryllupsgave  fra  The  independent  order  of  odd  fellows  efter  Professor  Lorenz  Frølichs  Tegning. 


I 


' 


i  sin  Pid  vare  en  Filial  af  Gobelinsfabrikerne. 
Det  storste  er  helt  gjengivet  i  Fig.  61  og 
Midtpartiet  af  det  særlig  i  Fig.  64,  medens 
de  to  Stoletæpper  ere  afbildede  paa  Tavle  3. 

Da  Tæpperne  skulle  have  Plads  i  en  Kirke, 
er  det  gamle  kristelige  Symbol,  Palmegrenen, 
i  mere  eller  mindre  stiliseret  Form  Hoved¬ 
motivet  i  dem,  og  i  Hovedtæppet  er  Giveren, 
Odd  fellows  Ordenen,  antydet  ved  6  for  dens 
forskjellige  Grader  symbolske  Tegn.  Og  lig¬ 
nende  Tegn  findes  ogsaa  i  Tæppets  nederste, 
kløverbladformede  Felt,  der  oprindelig  var 
bestemt  for  en  figurlig  Komposition ,  der 
imidlertid  paa  Grund  af  tekniske  Vanske¬ 
ligheder  ved  Vævningen  maatte  undlades. 
Hvor  Tæppet  foran  Alterets  Fod  udvider 
sig  til  mere  end  den  dobbelte  Brede,  frem- 
træde  nye  betydningsfulde  Motiver.  Den 
kraftiggronne  Palmedekoration  viger  tilside 
og  lader  Grundens  lyse  lilla  Tone  mere  fri. 
Her  vælder  Livets  Kilde,  i  hvis  dybe  Blaa 
Himlens  Stjerner  spejle  sig,  medens  Hjortene, 
der  efter  Psalmernes  Bog,  skrige  efter  Vand¬ 
strommen,  ses  til  begge  Sider.  Fra  Tæppets 
Hjorner  og  Rande  forkynde  syngende  Fugle 
Herrens  Pris.  - —  Ogsaa  i  de  andre  Tæpper 
udgjør ,  som  nævnt,  Palmen  Plovedmotivet, 
men  forøvrigt  ere  de  behandlede  noget  for- 
skjelligt,  navnlig  af  Hensyn  til  hvor  de  skulle 
ligge,  Kongens  Tæppe  i  en  Stol  paa  Kirkens 
Gulv  i  et  kun  sparsomt  Lys,  Dronningens 
oppe  i  Kirkens  Pulpitur  i  et  fuldt  og  godt 
Lys.  Alt  i  dette  er  derfor  holdt  lysere  og 
mere  levende,  Palmernes  Stilisering  er  saa- 
ledes  mindre  streng,  de  nærme  sig  Naturens 
former.  Medens  Kongens  Navneciffer  staar 
paa  en  luerød  Medaljon  omsluttet  af  et  mor- 
keblaat  Felt,  er  Midtfeltet  i  Dronningens 
I  æppe  en  lys  og  klar  gul  Farve.  Tegningen 
i  Borden  paa  dette  er  de  fine  Linier,  som 
det  vigende  Vand  afsætter  i  Strandens  Sand. 
Forøvrigt  skal  endnu  kun  bemærkes,  at  Vaa- 
benskjoldene  i  Kanten  paa  Kongens  Tæppe 
hentyde  til  Kongens  Sonner  og  Svigersønner, 


Fig.  61. 

Odd  Fellows  Tæppe  til  Fredensborg  Kirke. 
(L.  Frohlich). 


69 


og  Skjoldene  i  Kanten  paa  Dronningens  Tæppe  til  de  kongelige  Døtre  og  Svigerdøtre.  Tæp¬ 
pernes  Maal  ere  meget  forskjellige.  Hovedtæppet  er  næsten  20  Alen  langt  og  c.  3  Alen 
bredt,  idet  det  dog  foroven  og  forneden  udvider  sig  indtil  over  den  dobbelte  Brede. 
Tæppet  til  Kongens  Stol  er  c.  6  Alen  langt  og  c.  5  Alen  bredt,  og  Tæppet  til  Dron¬ 
ningens  Stol  noget  mindre,  ikke  fuldt  5  Alen  langt  og  3  Alen  bredt. 

Men  udenfor  dette  store,  festlige  Tæppeværk  skal  her  ikke  dvæles  ved  Gaver 
fra  Foreninger  eller  Enkelte,  Vægten  skal  her  lægges  paa  Gaver  fra  storre  Grupper,  fra 
Marinens  Officerer  og  Embedsmænd  og  fra  de  danske  Godsejere,  ikke  at  tale  om  fra 
baade  Kunst  og  Haandværk. 

Kunsten  repræsenteres  af  Kunstakademiet,  der  overrækker  en  i  Anledning  af  Guld- 
bryllupet  præget  Medalje  (Fig.  62  og  63),  der  er  modelleret  af  Professor  Th.  Stein  oo- 


Fig.  62-63. 

Kunstakademiets  Guldbryllupsmedalje  (Th.  Stein). 


skaaren  af  Billedhugger  Gunnar  Jensen.  Alle  gode  Ønsker  rækkes  i  Ydunsæblerne  Guld¬ 
brudeparret  »fra  danske  Kunstnere«.  —  Hvad  Haandværket  angaar,  da  repræsenteres  det 
af  Kjøbenhavns  Haandværksmestere ,  der  give  en  hos  Vognfabrikant  F.  C.  Schulz  udført 
Gallakaret  (Fig.  65),  ved  hvis  Fremstilling  en  Mængde  Hænder  have  kunstfærdigt  sammen¬ 
arbejdet.  Vognen  er  tegnet  og  konstrueret  af  Hr.  Schulz  selv,  i  hvis  Værksteder  Karet¬ 
mager-,  Smede-,  Laker-  og  Sadelmagerarbejdet  er  udført,  medens  Guldtrækkerarbejdet 
skyldes  Firmaet  Sei/erl  &  Ndrgaard,  Guldpletarbejdet  Sølvpletterer  J.  Allen  og  Billed¬ 
skærerarbejdet  Billedskærer  Rubardt,  Possementmagerarbejdet  er  fra  Carl  Reimans  Efter¬ 
følger  og  Gardinerne  fra  Hof-Dekoratør  Rothmann.  Lygterne,  der  forsynes  med  elektrisk 
Lys  fra  en  under  den  hoje  Buk  anbragt  Akkumulator,  ere  fra  Firmaet  Hviid- Petersen  & 
Diinweber. 

Vende  vi  os  dernæst  til.  Marinens  Gave  (Fig.  66),  staa  vi  overfor  et  betydeligt 
Arbejde  fra  Den  kongelige  Por cellænsf abrik ,  der  er  udført  efter  Tegning  af  Fabrikens 
kunstneriske  Direktør  Arnold  Krog.  En  rund  Vase  med  Laag  er  ved  sin  Fod  omgiven  af 
fire  Blomsterskaale ,  der  ere  formede  som  gamle  Orlogsskibe,  og  det  Hele  bæres  af  et 
Broncebord.  Porcellænspartiet  er  modelleret  af  Modellerer  Erik  Nielsen  og  Broncebordet 
af  Billedhugger  L.  Brandstrup. 


70 


Farve, 


Vasen  og  Laaget  er  forsynet  med  den  i  Blankovnen  indbrændte  Sévresblaa 
og  paa  Laaget  er  anbragt  en  Løve,  som  holder  et  Skjold  med  Hjærter  og  Løver. 


Fig.  64.  Midtparti  af  det  i  Fig.  61  viste  Tæppe. 


aa  Vasens  Forside  har  Landskabsmaler  Orth  efter  en  Skitse  af  Marinemaler  Blache  malet 
Majestæterne  1  Dampskibet  Dannebrogs  Kongechalup,  der  med  kraftige  Aaretag  føres 
henimod  det  engelske  Dampskib  Osborne,  der  har  bragt  hoje  Gjæster.  Den  danske 
Panserflaade  ses  under  Opsejling,  og  i  Baggrunden  Kronborg.  Paa  Vasens  Bagside  har 
Dekoratør  Westpha.1  malet  det  danske  Rigsvaaben  i  en  Guld-Mvrtekrans  med  Majestæ- 


ternes  sammenslyngede  Navneciffre  og  Aarstallene  1842  og  1892  tilhojre  og  tilvenstre 
samt  endelig  Indskriften:  »Fra  Marinens  Officerer  og  Embedsmænd«.  De  nævnte  fire 
gamle  Orlogsskibes  Stævne,  der  tjene  som  Blomsterkurve,  ere  forsynede  med  Gallioner 
i  Form  af  kronede  Løver,  der  vogte  over  Hjærter  og  Løver.  I  Broncebordet,  der  over 
den  danske  Model  er  støbt  af  Maison  Grouet  i  Paris,  er  paa  Krydset  forneden  mellem 
dets  Ben  anbragt  en  Neptunsfigur,  medens  det  foroven  bærer  FTavfrueskikkelser,  der  læne 
sig  mod  de  gamle  Orlogsskibe.  Baa  Bordets  fire  Sider  er  der  indlagt  Porcellænsplader, 


Pig-  65. 

De  kjøbenliavnske  Haand  værksmesteres  Guldbryllupskaret. 
(F.  C.  Schulz). 


der  ere  dekorerede  af  Landskabsmaler  Orth  med  Søstykker  forestillende  Møens  Klint, 
Svendborg  Sund,  Korvetten  Dagmar  passerende  Skagens  Fyr  samt  Orlogsværftet.  — -  Vasen 
med  Broncebordet  har  tilsammen  en  Hojde  af  næsten  6  Fod. 

Endnu  staar  De  danske  Godsejeres  Gave  tilbage.  Den  bestaar  af  en  storre  Sølv- 
Taffelopsats,  et  Par  Kandelabre  og  to  mindre  Sidegrupper  (Fig.  67  og  68  og  Tavle  4). 
Kompositionen  skyldes  Direktør  Arnold  Krog,  der  efter  det  af  Formanden  for  Godsejernes 
Komite,  Lensgreve  Råben  Levetzau,  opgivne  Motiv,  Myten  om  Kong  Skjold,  i  Hoved¬ 
gruppen  har  fremstillet  den  eventyrlige  Snekke,  der  fører  Barnet  hvilende  paa  et  Neg  til 
Danmarks  Kyst.  Foran  Snekken  ses  Havmænd  og  Havfrueskikkelser,  der  juble  Skibet 
imøde,  og  det  følges  af  en  lignende  Gruppe.  Over  Barnet  holdes  Kongekronen  af  en 
Genius,  der  hviler  paa  Skibets  Agterstavn.  —  Kandelabrene  ere  formede  som  en  Søjle,  af 


72 


Bølger,  gjennem  hvis  Brydninger  man  ser 
Havfrueskikkelser,  der  bære  en  Blæksprutte, 
hvis  i  o  udstrakte  Arme  ere  lige  saa  mange 
Lysholdere.  —  Endelig  fortsætte  Sidegrup¬ 
perne  Hovedgruppens  Motiv,  Havet  med 
dets  eventyrlige  Beboere,  der  boltre  sig  i 
jublende  Feststemning. 

Hovedgruppen  er  modelleret  af  Billed¬ 
hugger  U.  A.  F.  Hammelejf,  Kandelabrene 
og  Sidegrupperne  af  Billedhugger  L.  Brand- 
sirup,  og  det  Hele  er  udført  i  Sølv  af  Hof- 
Juveler  A.  Michelsen,  der  i  den  overordent¬ 
lig  knapt  tilmaalte  Tid  har  fundet  beredvillig 
Assistance  hos  Metalstøberne  Lavr.  Ras¬ 
mussen  og  O.  A.  E.  Schieltved ;  Ciseleringen 
og  Lodningen  af  de  talrige  Dele ,  hvori 
Støbningen  maatte  ske,  er  udført  paa  A. 
Michelsens  Værksted  under  dettes  Leder, 
Billedhugger  N.  G.  Henriksen.  Hvor  stort 
det  hele  Arbejde  er,  ses  tydeligt  af  nogle 
Tal.  Hovedgruppen  har  en  Længde  af  3 
Al.  4  T. ,  og  dens  Plojde  til  Mastetoppen 
er  1  Al.  2  T.  Sidegrupperne  ere  hver  halvt 
saa  lange  som  Hovedgruppen,  og  Kande¬ 
labrene  ere  1  Al.  14  T.  hoje.  Tallene,  der 
angive  Vægten,  ere  muligvis  endnu  mere 
oplysende.  Da  disse  Linier  skrives,  lejendes 
kun  den  nojagtige  Vægt  af  Midtpartiet,  og 
den  er  ikke  mindre  end  160  Pund,  men 
det  Heles  samlede  Vægt  antages  at  ville 
blive  ca.  380  Pund,  altsaa  næsten  4  Centner. 

*  * 


Hvad  der  her  er  nævnt,  tor  sikkert  be¬ 
tragtes  som  kun  en  ringe  Del,  af  hvad  der 
idag  vil  blive  overrakt.  Allerede  disse  Gaver 
vise  imidlertid  tydeligt,  hvor  stærkt  alle  Ved¬ 
kommende  ønske  at  give  det  efter  Omstæn¬ 
dighederne  bedst  mulige.  Kunst  og  Haand- 
værk  har  ivrigt  samarbejdet.  Men  det  vides 
jo  ogsaa,  at  Kongeparret  forstaar  at  skatte 
Alt,  hvad  skjont  er,  og  at  Kongefamilien 


Fig.  66.  Marinens  Vase  med  Blomsterbord 
(Arn.  Krog,  Kgl.  Borcellænsfabrik). 


—  73  —  n 


tæller  Medlemmer  -  herimellem  Hds.  Maj.  Dronningen  selv  -  der  ere  kunstnerisk  ud¬ 
øvende.  De  i  Danmark  udførte  Guldbryllupsgaver  ville  da  sikkert  værdigt  kunne  hævde 
deres  Plads  og  ligesom  en  Række  lignende  Gaver  ved  tidligere  kongelige  Bryllupsfester 
komme  til  at  staa  som  betydningsfulde  Led  i  vor  kunstindustrielle  Udvikling.  Vore 


Fig.  67.  Midtpartiet  af  de  danske  Godsejeres  Taffelopsats. 
(Arn.  Krog,  A.  Michelsen). 


Kunsthaandværkere  mindes  saaledes  med  særlig  Glæde  nogle  af  Bryllupsgaverne  til  Hds. 
kgl.  Hojhed  Prindsesse  Dagmar,  den  nuværende  Kejserinde  af  Rusland,  nemlig  det  hos 
Hof-Snedker  /.  G.  Lund  udførte  Bogskab  samt  blandt  de  Ting,  der  fandtes  i  det,  det 
emaljerede  Guldalbum,  der  skyldtes  Guld-  og  Sølvvarefabrikant  V.  Christesen  med  en 
Række  dygtige  Medarbejdere.  De  kongelige  Bryllupsgaver  indtage  en  fremtrædende 
Plads  som  danske  kunstindustrielle  Arbejder,  og  just  derfor  kunde  det  være  af  Interesse 
at  se  dem  samlede,  hvad  dog  selvfølgelig  ikke  er  muligt,  spredte  som  de  ere  over  næsten 
hele  Evropa,  nogle  her  i  Landet  og  andre  i  Rusland  og  Grækenland,  i  England  og 


J'ig.  68.  De  danske  Godsejeres  Taffelopsats. 
(Arn.  Krog,  A.  Michelsen). 


74 


Tidsskrift  f.  Kunstind.  1892. 


F.  Hendriksen  Sc  Kp. 


Sølvkandelaber. 

Guldbryllupsgave  til  Deres  Majestæter  Kongen  og  Dronningen  fra  Danske  Godsejere. 
Efter  Arn.  Krogs  Udkast  udført  hos  Hof-Juveler  A.  Michelsen . 


Østerrig.  I  Dagens  Anledning  vilde  en  Sammenligning  mellem  Guldbryllupsgaverne  i  Aar 
og  Gaverne  til  Deres  Majestæters  Bryllup  i  1842  og  Sølvbryllup  i  1867  være  af  særlig  In¬ 
teresse;  men  ogsaa  i  saa  Henseende  kan  der  kun  gjores  nogle  Antydninger. 

Fra  Bryllupet  i  1842  kan  her  kun  peges  paa  det  i  Fig.  69  gjengivne  Cheminée- 
Garniture,  et  Ur  og  to  Kandelabre  i  Bronce,  en  Gave  fra  Kong  Kristian  VIII,  hvis  Buste 
er  anbragt  paa  Uret.  Det  er  tydeligt  at  se,  at  det  er  fra  en  Tid,  da  der  endnu  var  en 
herskende  Stil,  skjondt  det  vil  være  lidt  vanskeligt  at  give  den  et  bestemt  Navn.  Men 
Stilen  forsvandt  med  Tiden.  Og  vende  vi  os  til  Sølvbryllupet  i  1867,  da  var  en  af  dets 
væsentligste  Gaver,  Sølvopsatsen,  som  skjænkedes  af  Ministrene,  det  overordnede  Hof¬ 
personale  og  Ordenskapitulet,  fuld  af  fortræffelige  og  godt  udførte  Enkeltheder  —  den  var 
tegnet  af  Heinr.  Hansen,  der  og'saa  var  den  ledende  Kunstner  ved  de  ovennævnte  Bryl¬ 
lupsgaver  til  Hds.  Maj.  Kejserinden  af  Rusland  —  men  de  smukke  Enkeltheder  staa  lige¬ 
som  hver  for  sig  uden  at  skabe  en  Helhed.  Til  en  virkelig  personlig  Stil  mærkes  Intet 
i  den.  Men  i  saa  Henseende  ere  Gaverne  i  Aar  sikkert  et  Skridt  længere  fremme. 

Det  maa  imidlertid  blive  ved  disse  Antydninger.  Der  haves  ingen  samlet  Over¬ 
sigt  over  de  her  nævnte  tidligere  Bryllups-  og  Sølvbryllupsgaver,  og  selve  Guldbryllups- 
gaverne  kunne  jo  endnu  kun  betragtes  som  en  uafsluttet  Række.  Det  er  kun  en  Del  af 
dem,  som  det  har  været  muligt  at  faa  afbildet  og  beskrevet  ovenfor,  medens  Forholdene 
ikke  have  tilladt  det  med  andre,  endog  fremtrædende  Gaver,  blandt  hvilke  her  særlig 
skal  nævnes  et  pragtfuldt  Skrin  med  et  Album  i  fra  det  store  nordiske  Telegrafselskab; 
Skiinet  er  udført  af  Guld-  og  Sølvvarefabrikant  V.  Christesen. 

Men  uden  Hensyn  til  hvor  faa  eller  mange  Guldbryllupsgaver  der  endnu  vil 
fremkomme,  staar  det  fast,  at  det  danske  Folk  har  omfattet  det  kongelige  Guldbryllup  med 


Kig.  69. 

Bryllupsgave  i  1842  fra  Kong  Kristian  VIII. 


11* 


75 


den  mest  levende  Interesse,  saaledes  at  selv  Planen  om  at  rejse  et  Nationalmonument  til 
dets  Minde  har  været  bragt  paa  Bane  og  samlet  en  ikke  ringe  Kreds  om  sig.  Muligvis 
vil  da  Aaret  1892,  Hundredaaret  for  det  forste  danske  Nationalmonument,  Frihedsstøtten 


Fig.  70.  Guldbryllups-Biskuitbasrelieffer  af  Ds.  Maj.  Kongen  og  Dronningen. 

(L.  Brandstrup,  Bing  &  Grondahls  l’orcellænsfabrik). 

paa  Vesterbro,  give  Stødet  til  Oprettelsen  af  et  andet  til  Minde  om  Kong  Kristian  IX’s 
og  Dronning  Louises  Guldbryllup. 

Men  selv  om  Planen  herom  ikke  skulde  blive  gjennemført,  vil  den  Maade,  hvor- 
paa  hele  Landet  har  fejret  Dagens  sjældne  Fest,  sikkert  komme  til  at  staa  som  et  i 
Fremtiden  lysende  Æreminde  for  et  elskeligt  Kongepar. 


Fig.  71. 

Guldbryllupsgaver  under  Udførelse  i  Guldsmedeværkstedet. 


76 


Bryllup  i  fordums  Tid. 

Af  Bernhard  Olsen. 


Fig.  72.  Forlovelsens  Haandslag, 
fremstillet  paa  et  Mangletræ  i  Dansk 
Folkemuseum. 


Professor  Dr.  Troels  Lund  har  fornylig  udgivet 
den  ellevte  Part  af  sin  Danmarks  og  Norges  Historie. 
Saavel  dette  som  de  to  forudgaaende  Bind  handle  om 
Trolovelse  og  Bryllup,  og  mulig  vil  det  kommende  tolvte 
til  Dels  knytte  sig  til  disse  tre.  Æmnet  har  været  For¬ 
fatteren  kjært,  og  hans  Behandling  er  saa  alsidig,  at  der 
neppe  vil  kunne  fremdrages  ret  mange  nye  Punkter. 
Det  sidste  Binds  Fremkomst  just  nu,  da  Landet  skal 
fejre  en  sjælden  Fest  i  vort  Kongehus,  nu  da  Ordet 
Bryllup  summer  i  Luften,  er  mulig  et  Tilfælde,  men 
ligner  en  Tanke.  Det  er  meget  bekvemt  for  enhver, 
der  har  Sans  for  at  faa  Besked  om  Fortids  Skik,  men 
gjør  det  vanskeligt  for  dem,  der  blive  kaldede  til  at 
behandle  Bryllup,  efter  at  Troels  Lund  saa  udtømmende  har  bearbejdet  Stoffet,  at  ind¬ 
give  det  ny  Interesse.  For  denne  Artikels  Vedkommende  har  der  ikke  været  andet  at 
gjøre  end  med  hans  Bog  i  LIaanden  at  vandre  vore  Museer  igjennem,  søge  at  finde  de 
Gjenstande,  som  bevares  der  til  Minde  om  Fortids  Skikke  i  Kongehus  og  Adel,  eller  som 
Vidnesbyrd  om,  at  de,  forsvundne  fra  disse  Højder,  have  fæstet  sig  hos  Almuen  og  levet 
der,  længe  efter  at  deres  Kilde  var  tørret  ud.  Det  er  derfor  rimeligt,  at  Rosenborgsam¬ 
lingerne,  der  vel  ere  temmelig  rige  paa  Gjenstande,  som  have  tjent  ved  Brylluper,  ere 
mindre  forsynede,  hvor  det  gjælder  om  at  oplyse  de  ældste  og  oprindelige  Skikke,  og  det 
er  til  Almuen  og  dens  Traditioner,  man  maa  tye  for  at  finde  ret  karakteristiske  Gjenstande 
til  billedlig  Fremstilling. 

Hvor  der  er  søgt  over  Sundet  for  i  det  interessante  skaanske  Folkeliv  at  finde 
Prægene  af  vort  eget,  tidligere  forsvundne,  har  Museumsamanuensis  Karlin  velvillig  staaet 
bi  med  Uddrag  af  sine  utrykte  Samlinger  om  sin  Landsdels  Bryllupsskikke. 


Fig.  73-  Brudestatsens  Færd  fra  Kirke.  Vægtapet  fra  Halland.  Dansk  Folkemuseum. 


77 


Bortfæstningen,  Jaordet,  den  rette  gamle  og  ene  bindende  Ægteskabspagt,  slut¬ 
tedes  ved  Haandslag,  og  Frænder  lagde  vidnende  deres  Hænder  paa  de  unge  Folks,  naar 
de  havde  slaaet  til.  For  yderligere  Amindelses  Skyld  blev  som  ved  almindelige  Aftaler 


Fig.  74-  Halslaas  fra  Skaane.  Dansk  Folkemuseum. 


de  forenede  Hænder  slaaet  over  af  en  Trediemand  ved  en  Bevægelse  fra  oven  ned  ad. 
Derefter  klappedes  (bankedes)  de  unge  Folk  i  Ryggen ,  de  vare  saa  klappede  sammen 
og  alt  var  klappet  og  klart.  Hændtes  det,  at  en  Pagt  ved  Overenskomst  blev  hævet, 
lagdes  atter  Hænderne  sammen,  men  der  sloges  over  med  en  Bevægelse  fra  neden  op  ad. 
Der  sloges  op,  og  paa  en  vidunderlig  Maade  er  dette  Udtryk  blevet  i  Sproget,  naar  Talen 
er  om  at  hæve  Kjærlighedsforhold,  skønt  det  vides,  at  dette  i  Middelalderen  skete  ved 
at  et  Klæde  skares  over.  Naar  Jaord  og  Haandslag  var  givet,  var  Pigen  fæstet,  Fæstemø, 


Bejleren  Fæstemand.  Man  drak  Fæstensøl  og  gav  Fæslensgave.  Manden  gav  en  Halslaas, 
senere  en  Ring  og  et  Armbaand.  Møen  gav  ikke  nogen  Ring,  kun  et  Armbaand  eller  en 
Skjorte.  For  nogle  Aar  siden  viste  en  Hustru  paa  Lyø  mig  sin  Mands  Brudgomsskjorte, 
som  hun  havde  givet  ham  til  Fæstensgave,  og  som  var  saare  skønt  singlet 1  i  Brystet,  og 
fortalte,  at  Skjorten  var  det  første  Stykke,  hvorpaa  den  unge  Pige  øvede  sin  Sømmekunst. 

:  Nu  skal  han  ikke  have  den  paa,  før  han  ligger  Lig«,  føjede  hun  til  med  Almuens  fata¬ 
listiske  Fremsyn. 

'■  Ordet  findes  i  Folkeviserne;  nu  belyder  det  Itvidsøm  i  gjennembrudt,  aabent  Arbejde. 


78 


Halslaasen  (Fig.  74)  er  en  af  de  ældste  Trolovelsesgaver.  Dens  Brug  som  Kvinde¬ 
smykke  gaaer  højt  op  1  Middelalderen.  Hos  os  er  den  senest,  ja  ned  til  vore  Dage, 

bleven  brugt  af  Almuen  i  Skaane.  Armbaandet  afløste  Hals- 
baandet,  og  ved  dem  begge  hefter  den  Bitanke,  at  det  er  en 
Lænke,  som  lukker  sig,  en  Forbindelse,  som  sluttes.  Forestil¬ 
lingen  er  udført  til  det  Burleske  i  et  Relief  paa  et  holstensk 
Mangletræ  fra  1651  i  Dansk  Folkemuseum  (Fig.  72),  hvor  der 
er  afbildet  en  Mands  og  en  Kvindes  Haand,  som  give  Haand- 
Dettes  vægtige  Betydning  er  antydet  ved  en  Sammenlænk- 
gge  Armbaand.  Lænken  er  dog  ikke  ubrydelig. 
Den  er  forsigtigvis  sluttet  med  en  Hængelaas,  og  paa  denne  er 
Fler  kan  altsaa  lukkes  op  eller,  i  Mangel  af  Nøgle,  dirkes. 


Fig.  76.  Emailleret  Bagside  til 
Armbaandet  Fig.  75. 


slag. 

ning  mellem  bec 


der  Nøglehul 


Fig.  77.  Sammenlænkede  Bryllupsskeer.  Dansk  Folkemuseum. 

Rosenborg  ejer  tre  Armbaand  fra  Kong  Christian  IV’s  Tid,  men  man  har  hidtil 
ikke  henført  dem  til  nogen  bestemt  Skik.  Og  dog  ere  de  utvivlsomt  Fæstensgaver.  Det  ene, 
som  bærer  Dronning  Anna  Cathrinas  Navn  (Fig.  78),  har  blaa  Løver  og  Blomster  i  Email  og 
8  Diamanter  i  Ornament  over  en  Flæt- 
ning  af  Haar.  Det  er  vistnok  Kongens 
Haar  og  Baandet  hans  Fæstensgave. 

Det  andet  bærer  Kongens  Navn  paa 
Bagsiden  af  hvert  andet  Led.  For¬ 
siderne  ere  dannede  som  Timeglas, 
hvert  af  to  Diamanter,  afvekslende  med 
rubinsmykkede  Hjelme.  Det  tredie 
Armbaand,  hvoraf  et  Billede  er  gjengivet  i  Fig.  75,  er  det  rigeste.  Det  bærer  52  Diamanter, 
en  for  hver  af  Aarets  Uger;  Fremstillinger  af  de  fire  Aarstider,  ciselerede  i  Guld  i  gjen- 


Fig.  78.  Armbaand  med  Dronning  Anna  Catharinas 
Navnetræk.  Rosenborg. 


79 


nembrudt  Arbejde  paa  rød  Bund  med  fin  og  glimrende  Kunst.  Leddenes  Bagsider  ere 
emaillcrede  paa  hvid  Bund  med  rige  Ornamenter  (Fig.  76);  Diamanterne  fattede  i  Guld¬ 
ornamenter  i  rød  Email  paa  grøn  Bund.  Det  hele  er  et  Kunstværk  af  første  Rang.  Endnu 
i  1647  lod  Kongen  Guldsmeden  Poul  Poulsen  Gotlænder  gjøre  sig  et  Armbaand  med  23 
Diamanter  og  indrettet  til  Haar.  Tidligere  Bestilling  af  Armbaand  til  Frøken  Elisabeth 

Augustas  Trolovelse  kjendes  af  et  Kongebrev 


Fig.  79-  Blaafarvet  Lommetørklæde 
fra  Hollænderby,  A mager.  Dansk  Folkemuseum. 


fra  1636. 

Forestillingen  om,  at  Ægteskabet  er  en 
Sammenlænkning,  træffe  vi  oftere  udtrykt  paa 
Dansk  Folkemuseum.  Det  var  Skik  ved  Bryl- 
lupsmaaltider,  at  de  Nygifte  sade  sammen  i 
Højsædet  og  spiste  af  samme  Disk,  et  lang¬ 
agtigt  Brædt  lig  et  Spækkebrædt,  men  de  havde 
kun  en  Ske  og  en  Kniv,  som  de  skiftedes  til 
at  bruge.  Symboliken  er  imidlertid  ført  helt 
ud  i  et  Par  sammenlænkede  Bryllupsskeer  fra 
Fyn  (Fig.  77).  Det  er  et  helt  lille  Kunststykke; 
alt  er  skaaret  ud  af  samme  Træstole.  Denne 
Skik,  at  Ægtefolk  spiste  af  samme  Disk,  har 
skabt  1  alemaaden  at  skilles  fra  Dug  og  Disk, 
og  den,  at  Fløjsædet  tillige  tjente  Parret  som 
Natteleje,  skyldes  Udtryk¬ 
ket  at  skilles  f  ra  Sæde  og 
Seng,  hvilke  begge  ere 
ældre  end  vor  Tids :  Bord 
og  Seng. 

Lommetørklædet  (Fig.  79) 
var  en  yndet  Trolovelses¬ 
gave.  Som  saa  mange 
andre  srnaa  Elegancer  blev  det  til  i  Italien. 
Fazzoletto  eller,  som  det  kom  til  at  hedde  paa 
Tysk:  Facilettlein  blev  i  mange  Lande  paa 
Grund  af  den  urimelige  Luksus,  der  dreves 
med  det,  Gjenstand  for  Paabud.  I  1583 
maatte  Brudenes  Schniiffeldoke  i  Magdeburg 
ikke  koste  mere  end  1 1/2  Thaler,  et  forstan¬ 
digt  Paabud,  da  vor  Dronning  Sophie  i  1589 


lod  kjøbe  Lommetørklæder  til  100  Kroner  i  Holstein  til  Udstyr  for  sine  to  Døtre  (T.  L.  IV 
253)-  Det  blev  til  et  almindeligt  Elskovspant  og  stærkt  benyttet  som  Gave  fra  Brudgommen. 
Navnet  var  Næsedug  eller  Næseklud,  men  skal  man  dømme  efter  de  Stadsklæder,  som 
findes  paa  Dansk  Folkemuseum  fra  Amager1,  har  det  været  en  død  Skat  og  man  har 

1-  Tørklædets  Sorlhed  er  et  mærkeligt  degn  paa,  hvad  Moden  ender  med,  naar  den  optages  af  Sam- 
iund,  som  ikke  have  Øje  for  dens  kunstneriske  Formaal  eller  fornuftige  Oprindelse,  men  som  blot 
efterligne,  hvad  de  se  andre  gjøre.  Før  Blaaningen  af  Vasketøjet  kom  op,  kjendtc  man  ikke  til 


Fig,  80.  Dronning 
Elisabeths  Ring. 
Rosenborg. 


80 


ikke  sigtet  til  at  skænde  det  ved  saa  profant  Brug  som  at  pudse  sig  deri.  Klædet  er 
rigt,  ja  skønt  broderet,  men  det  er  en  strengt  stiliseret  Ting,  fjærnet  langt  fra  sin  Oprinde¬ 
lighed,  saa  stiv  og  haard  og  dens  fire  Dele  saa  inderlig  sammenklistrede,  at  det  ikke 
duer  til  andet  end  at  holde  i  Haanden.  I  hver  Snip  hang  en  Kvast  ned,  og  for  yder¬ 
ligere  at  fjerne  al  Forestilling  om,  at  man  kan  have  sin  Næse  deri,  ere  de  fire  Kvaster 
bundne  sammen  med  Silkebaand.  I  Skaane  bares  Næsedugen  ikke  i  Haanden,  men 
ved  Bæltet. 


Idg.  81.  Perlestukket  Pistolhylster  fra  Christian  IY's  Ridetøj  ved  Prins  Christians  Bryllup  1634. 

Rosenborg. 


Ringen,  som  nu  er  den  eneste  Trolovelsesgave,  vi  have  tilbage  fra  gammel  Tid, 
er  sikkert  nok  af  yngst  Oprindelse.  Endnu  sent  i  dette  Aarhundrede  var  den  ikke  trængt 

anden  Maade  at  modarbejde  den  gullige  Tone,  som  Vasken  efterlod,  end  at  blege  det.  Da  dette 
ikke  altid  var  muligt,  gik  man  ofte  med  gult  Linned.  Hvornaar  man  fandt  paa  at  blaane  Tøjet,  er 
ikke  sikkert.  Det  omtales  i  Udgaven  af  Frauenzimmerlexicon  for  1715  (»Blaue  Farbe  ist  ein  aus 
Kobalt,  Kiessel  und  Pott-Asche  blau  geschmeltztes  und  klein  geriebenes  Glasz,  wormit  die  Weiber 
bey  dem  Waschen  die  vveisse  Starke  zu  vermischen  pflegt«)  og  at  det,  som  tidligere  fremført,  først 
skulde  være  kommet  i  Mode  i  Dronning  Marie  Antoinettes  Dage,  er  altsaa  urigtigt.  Billeder  af 
Amagerkvinder  fra  det  17de  Aarhundrede  vise  dem  med  hvidt  Lintøj;  fra  det  18de  Aarhflndrede 
med  hlaaligt,  og  de  blaanede  og  blaanede,  til  alt  tilsidst  blev  kulsort,  endog  deres  Sengetøj. 


81 


12 


helt  ned  i  Almuen  i  Skaane.  Præster  berette  derfra,  at  de  maatte  have  Vielsesringe 
parate  til  Udlaaning,  naar  Parret  enten  ingen  havde  eller  Brudgommen,  som  ofte  bar 
tre — fire  Trøjer  og  lige  saa  mange  Par  Buxer,  ikke  kunde  finde  Ringen  i  de  mange  vild¬ 
somme  Lommer  (Nicolovius,  Folklifvet  i  Skytts  Harad  i  Skåne,  S.  130).  De  Trolovelses¬ 
ringe,  som  Rosenborg  ejer,  friste  ikke  til  billedlig  Fremstilling,  naar  undtages  Dronning 
Elisabeths  Ring  fra  1516  (Fig.  80),  men  det  er  ikke  helt  sikkert,  at  den  er  nogen  Æ>te- 
skabsring.  Den  bærer  en  usleben  Safir,  hvori  er  graveret  de  tre  svenske  Kroner;  tillige 
Indskriften  ave  maria  gr  i  gothisk  Skrift.  Ringen  skal  være  funden  i  et  kongeligt  Chatol 
og  afgaves  i  1772  til  Kunstkamret;  efter  dettes  Opløsning  til  Rosenborg. 


Fig.  82.  Endestykke  af  en  Brudesaddel  i  drevet  Metal  fra  Island.  Dansk  Folkemuseum. 

Salme-  og  Bønnebogen  eller  som  man  siger  i  Skaane:  Gavebogen,  blev  altid  given 
til  Bruden  undertiden  med  indskrevne  kjærlige  og  rørende  Ord,  udtrykte  i  Vers.  Den 
var  gjerne  forsynet  med  Hjørner  og  Spænder  i  støbt,  ciseleret  Sølv,  undertiden  var  hele 
Bindet  dækket  med  gjennembrudt  Arbejde  i  Ciselering  eller  Filigran.  Af  begge  Arter 
ejer  Dansk  Folkemuseum  en  god  Samling. 


Mage  til  Indlogsslats  (af  latin:  status,  transk:  estal),  som  da  Kong  Frederik  II  førte 
sin  lille  Brud,  Prinsesse  Sophie,  ind  af  Vesterport,  kunde  man  ikke  mindes  i  Kjøbenhavn. 
Da  de  hundrede  Stykker,  som  laa  paa  Voldene,  blev  trukne  af:  der  bævede  jord  og 
Husene  ved,  og  Stene  af  Tagene  fulde  da  ned;  Glasset  faldt  ud  af  Vindue  ogsaa;  Dørene 
ned  paa  Gulvet  da  laa«.  Ind  ad  Porten  red  otte  hundrede  Ryttere  foruden  Vognhestenes 
Skarer,  »som  man  ej  kunde  da  telle  og  regne  slet  ingenlunde'. 

—  82  — 


Der  var  da  Gaderne  majet  og  strød 
Med  Græs  og  Urter.  Deres  Lugt  saa  sød 
Gave  de  fra  sig  saa  dejlig  og  skøn, 

Som  man  havde  gaaet  i  Engen  saa  grøn. 

Udi  alle  Vindue 


Med  Maj  var  Husene  prydet  ogsaa, 
Som  man  ind  i  en  Skov  monne  gaa. 
Meget  utalligt  Folk  man  der  og  saa, 
Udi  alle  Gader  og  Stræderne  staa, 
paa  Loft  og  i  Døre«  .  .  . 


(Friedrich  den  Andens  og  Fru  Sophiæ  Kronings  og  Brollups  Historie  af  R.  H.  Reravius.) 

Det  er  I  ekst  til  et  helt  Maleri.  Desværre  har  Samtiden  ikke  levnet  os  noget 
andet  Minde  fra  Kong  Frederiks  guldklædte,  diamantfunklende  Skare,  men  fra  den  ud¬ 
valgte  Prins  Christians  Bryllup  i  1634  er  Paa  Rosenborg  bevaret  det  Ridetøj,  som  Kong 
Christian  IV  lod  gjøre  til  sig  selv.  Det  er  et  Vidunder  af  Pragt  og  Smag,  for  Broderiets 
Vedkommende  udført  af  den  kjøbenhavnske  Perlestikker  Gert  Oserin.  Som  Prøve  gives 


Fig.  S3.  Graveret  Malmbeslag  til  en  Bruds  Ridetøj  fra  Island.  Indskrift: 
NIU.  UILLDE.  UIFED.  RIODA  |  UINATTU.  SINA.  GODA. 

Paa  Dansk:  Gid  den  rødkindede  Mø  vilde  vise  det  nye  Stykke  god  Venlighed. 

Dansk  Folkemuseum. 


her  blot  et  Billede  af  Klappen  paa  et  af  Pistolhylstrene  (s.  Fig.  81).  De  matte  Perlers 
og  de  klare  Ædelstenes  Kontrast  mod  den  mørke  Fløjlsbund,  det  smagfulde  og  fuldendt 
dygtige  Haandværksarbejde  gjør  det  til  et  af  Samlingens  bedste  Stykker. 

Af  hin  Tids  ridende  Brudeskarer  er  ikke  noget  samtidigt  Billede  levnet.  Ville 
vi  gjengive  en  dansk  Brudes/a/s,  maa  vi  søge  langt  ned  mod  vor  egen  Tid  og  til  Hallancl, 
hvor  man  endnu  ved  Aarhundredets  Begyndelse  morede  sig  med  at  anbringe  Billeder 
deraf  paa  de  malede  Vægtapeter,  saaledes  som  den  efter  gamle  Dages  Skik  endnu  gik 
for  sig.  Skridtet  fra  det  16de  Aarbundredes  Klædedragt  og  Udstyr  til  de  hallandske 
Bønders  er  langt,  men  Overensstemmelsen  i  Optogets  Ordning  er  slaaende.  Tapetet  er 
en  Alexanderfrise  saa  lang,  at  dette  Tidsskrift  ikke  kan  rumme  den  helt,  og  vi  nøjes 
derfor  med  at  gjengive  Halvdelen  tilhøjre,  hvor  Brudgommen  og  Bruden,  som  hedder 

—  §3 


12* 


Pernille,  er  afmalet  (s.  Fig.  73).  I  Billedets  venstre  Halvdel  ses  Værtsfolket  og  Tapperen 
at  modtage  Statsen  med  fyldte  Bægere;  dernæst  præsenteres  Rytterskaren,  Bruderidderne, 
alle  med  ens  pyntede  Hatte  og  med  de  broderede  Handsker  ceremonielt  under  venstre 
Arm,  som  det  ses  paa  den  sidste  Ridder,  den  første  Figur  i  Billedet.  Det  er  kuriøst,  at 
medens  alle  Rytterne  ere  chablonagtigt  ens,  ere  Hestene  individuelle.  Saa  kommer  Brud¬ 
gommen  med  sit  Skulderskærf,  Præsten,  de  to  Spillemænd,  Bruden  i  Højtidsskrud  med  ' 
Krone  paa.  I  Vognen  hos  hende  sidder  en  Kvinde,  mulig  Præstekonen,  i  alt  Fald  Brude- 
redersken,  lemmen.  Toget  sluttes  af  Brudepigerne  eller,  som  de  i  ældre  Tid  hed,  For¬ 
gangspigerne.  Det  er  alt,  hvad  den  hallandske  Kunstner  har  mægtet  at  fremstille.  Brude¬ 
toget  var,  som  I  roels  Lund  meddeler,  mere  sammensat.  Som  det  ses,  ride  alle  Mænd, 
selv  1  ræsten,  medens  Kvinderne  age.  I  ældre  Tid  og-  navnlig  i  Skovegne  med  ubanede 
\  eje  red  ogsaa  Kvinderne.  Dansk  Folkemuseum  ejer  skaanske  og  tillige  et  Par  prægtige 
islandske  Bryllupssadler  (Fig.  82),  der  give  Forestilling  om  Middelalderens  Kvinderidt.  Til 
Sadlen  hørte  paa  Island  kostbart,  udarbejdede  Metalbeslag  (Fig.  83)  til  Ridetøjet  og 
mønstervævede  eller  broderede  Ridetæpper. 

Paa  Gotland  og  i  Smaaland  førtes  et  I  ræ  forrest  i  Brudeskaren.  Det  plantedes 
udenfor  Kirken  og  Statsen  kjørte  eller  red  tre  Gange  om  det,  inden  den  satte  Fod  til 
Jorden.  I  Blekinge  førtes  to  Træer  med  baandsmykkede  Stammer  ind  i  Kirken,  og 
Bærerne,  to  af  Rytterne,  stillede  sig  med  dem  ved  Brudeparrets  Sider  foran  Alteret,  saa- 
ledes  som  det  ses  paa  et  Maleri,  en  blekingsk  Vielse,  af  Nordenberg.  Hyltén-Cavallius, 
som  omtaler  denne  Skik  i  sin  Bog  Warend  och  Wirdarne  (II,  437)  mener,  at  disse  Træer, 
Mentræerne,  traadte  i  Stedet  for  de  tidligere  anvendte  Brudefakler,  hvormed  Blus- 
holderne  vare  forsynede  og,  førte  med  i  Kirken,  stode  med  i  Hænderne  under  Bryllups- 
maaltidet  og  Brudedansen  eller  dansede  med  i  Fakkeldansen.  Selv  da  Skikkene  vare 
ved  at  dø  ud,  hed  de  Vokslys,  som  tændtes  ved  Brudestolen  i  Kirken,  stadig  Blussene, 
og  i  det  sydvestlige  Skaane  gjorde  man  i  Brudenatten  en  Sandhøj  paa  Gulvet  ved  Brude¬ 
sengens  Hovedgjærde.  Deri  stak  man  10 — 12  Lys,  som  skulde  brænde  ud  paa  dette 
Sted.  De  hed  Brudeblus  og  vare  ligesom  Mentræerne  et  Minde  om  de  ældste  Fakler  af 
fyrived.  Nic.  Helvaderus,  født  1 564;  fortæller  1  —  formodentlig  i  Paranymphus  Nuptialis , 
der  ikke  findes  i  kjøbenhavnske  Bibliotheker — ,  at  Stedet,  hvor  Bruden  og  hendes  Fæste¬ 
mand  skulde  kopuleres,  var  forhen  under  et  grønt  Majtræ,  som  var  rejst  udenfor  Brude¬ 
huset.  Hvad  her  menes  med  Kopulation  er  ikke  afgjort.  Om  nogen  Handling,  forrettet 
af  en  gejstlig  Mand,  er  der  vel  ikke  I  ale.  Maaske  staaer  man  her  overfor  en  ældgammel 
Skik,  i  Følge  hvilken  Mand  og  Kvinde  under  aaben  Himmel  delte  Leje  sammen  i  Vidners 
Paasyn,  hvilket  senere  skete  i  Brudesengen  under  Tag,  og  hvorved  Bortfæstningen  fik  sin 
offentlige  Bekræftelse.  Man  kommer  her  til  at  tænke  paa  den  engelske  Mistelten,  der  vel 
maa  være  et  Minde  om  et  Elskovens  Træ,  som  oprindelig  voksede  ude  i  Skoven.  Maaske 
er  det  grønne  Træ  ude  i  Brudegaarden,  den  senere  Majstang,  et  Symbol  paa  Midsoxn- 
mersbaalet,  ligesom  Brudegranerne  bleve  Symboler  for  Brudeblussene.  I  Skytts  Herred 
raktes  der  Bruden  et  brændende  Lys,  idet  hun  satte  Foden  paa  sit  nye  Hjems  Dørtærskel, 
og  hun  fattede  om  Flammen  med  begge  Hænder.  Alt  sigter  hen  mod  Oldtidstroen  paa 
Ildens  skyttende  og  rensende  Magt. 


S4 


l*  Meddelt  af  Museumsamanuensis  Karlin. 


J  'teisen  skete  inden  1560  udenfor  Kirkedøren.  Som  et  Minde  om  denne  Skik  har 
man  lyrudelcpppct,  paa  hvilket  Parret  knælede.  I  Skaane  eller  andre  vævende  Landsdele 


Fig.  84.  »Himmel«,  vævet  af  Hans  Knieper.  Nationalmuseet,  Stokholm. 


brugte  man  sit  fineste  Rødlagenstæppe,  men  senere  syedes  særegne  Tæpper,  der  gik  i  Arv 
gjennem  Slægter.  Dansk  Folkemuseum  ejer  et  saadant  fra  den  Bangske  Slægt,  skænket 
af  Professor  J.  H.  Bang. 


S5 


Over  Kirkedøren  var  som  oftest  anbragt  en  Skærm,  senere  kaldet  Bislag,  i  ældre 
'I  ale  Skru,  af  olddansk  skruf,  der  nu  bruges  om  en  Stak  Hø  eller  Tørv,  paa  Grund  af 
den  spidst  opløbende  Form.  Der  staaer  i  Folkevisen  »Jomfruen  i  Linden«:  De  hugge  mig 
/il  en  Kirkeskru,  jeg  skjuler  saa  mangen  syndig  Brud.  Det  er  Træbygningen,  Visen  taler 
om,  og  ikke  om  Pellen  (s.  I.  L.,  XI,  92),  I  øjhimlen,  som  bares  over  Bruden;  den  hed 
Himling,  og  Stoffet,  ikke  Stængerne,  var  Hovedsagen  ved  den. 

Da  Vielsen  senere  skete  for  Alteret,  tog  Brudeparret  Plads  paa  Brudestolen.  Den 
eneste  helt  authentiske,  som  endnu  existerer,  findes  i  Godsejer  Wallis  Eje  (Dybæk,  Skaane) 
og  har  staaet  i  Skurup  Kirke.  Det  er  en  tarvelig,  blaamalet,  tosædet  Fyrretræsbænk  med 
højt  Rygstød.  Desværre  har  ikke  noget  Billede  kunnet  tilvejebringes  af  den,  men  i 
Museet  for  nordiske  Oldsager  findes  en  ganske  lignende  gothisk  Stol  med  de  Skaders 
Vaaben  fra  Hald  Kirke  ved  Aarhus.  Om  det  har  været  en  Brudestol,  kan  ikke  siges, 
men  blot  at  saaledes  saa  en  Brudestol  ud,  og  muligt  er  det,  at  mange  af  de  tosædede, 
løse  Stole,  som  endnu  findes  i  vore  Kirker  og  kaldes  Degnestole  eller  lignende,  ville  vise 
sig  at  være  Brudestole.  Over  denne  tæppe-  og  blomstersmykkede  Stol  holdtes  Pellen  af 
fire  ugifte  Personer  af  Slægten.  Professor  Lund  (XI,  93)  er  uvis  om  denne  Handlings 
symbolske  Betydning.  Mon  den  har  nogen  saadan?  mon  ikke  ikke  blot  den  rent  prak¬ 
tiske,  at  skærme  den,  som  befandt  sig  under  Baldakinen  (pell-tag),  mod  Regn  eller  Sol 
paa  en  I  id,  da  man  red  til  Kirke  og  da  Regn-  og  Solskærme  eller  Karetruf  endnu  ikke 
vare  kjendte?  I  Skytts  Herred  i  Skaane  bandt  man  en  Bue  med  Grønt  og  Blomster; 
den  bares  paa  to  Stænger  af  Mænd,  som  red  paa  begge  Sider  af  Brudevognen,  og  denne 
vandrende  Æreport  fulgte  med  ind  i  Kirken  og  stilledes  over  Brudestolen.  Dette  tyder 
paa  endnu  ældre  Forestillinger,  som  bunde  i  Oldtidslivet  og  maaske  ere  af  samme  Op¬ 
rindelse  som  de  mærkelige  Brudetræer,  der  førtes  med  til  Kirke. 

Pellen,  Himlingen,  var  vokset  nøje  sammen  med  Fyrsters  og  fornemme  Folks 
daglige  Liv.  Ln  Prins  blev  født  under  en  Himmel,  under  en  saadan  spiste  han  sin 
Barndoms  Øllebrød,  læste  sine  Lektier,  viedes  til  Konge  og  Ægtemand,  og  under  den 
blev  han  baaren  til  sin  Grav.  Vore  Slottes  Lofter  laa  fulde  af  gamle  Himle  og  dertil 
hørende  Broer  (Forhøjninger  fra  13  Alen  i  Længden,  naar  hele  Familien  skulde  stilles 
paa  dem,  eller  i  Maal  til  2  eller  1  Person),  men  Danmark  ejer  ikke  mere  nogen  kongelig 
Himmel  fra  gammel  Tid.  Vor  sidste  findes  nu  i  Stokholms  Nationalmuseum  oo-  er  mulio- 
til  endnu,  alene  fordi  den  blev  os  frarøvet  af  Kong  Carl  X  Gustav.  Den  er  vævet  i  Guld 
og  Silke  af  Hans  Knieper  (Fig.  84)  og  hører  til  Rækken  af  det  Tapetværk,  han  udførte 
for  vor  Kong  Frederik  II.  Frelst  fra  Kronborgs  Brand  1629  blev  den  sat  op  i  det  gjen- 
°pbyggede  Slot  for  at  have  Fred  til  1658,  da  den  sammen  med  andet  Plyndringsgods 
gik  til  Sverige. 

Dansk  Folkemuseum  ejer  den  eneste  Brudepell,  som  nu  findes  i  Danmark.  Den 
er  kommen  fra  Borgholm  paa  Øland,  og  det  er  den,  som  senest  brugtes  der.  Det  er  en 
stor  Lærreds  Kaffedug,  hvorpaa  er  trykt  Kiøbenhavn  og  en  Rigdom  af  Kander,  Kopper 
o.  s.  v.  i  Farver  og  med  paamalet  Guld,  stammende  fra  Kong  Frederik  IV’s  Dage. 

Om  Brudens  Sko  har  Professor  Lund  samlet  mange  Vidnesbyrd  og  søgt  at  klare 
den  forvirrede  Kreds  af  Tro  og  Skikke  (X,  382),  som  knytte  sig  til  dem,  og  som  han 
søger  at  føre  tilbage  til  den  Hovedforestilling,  at  Skoen  er  et  Symbol  paa  det  Kvindelige, 
særlig  i  dets  Jomfruelighed.  Underligt  er  det,  at  vi  ikke  have  noget  sprogligt  Minde  om 


86 


disse  betydningsfulde  Sko,  hvorimod  Tøflen  har  sat  sig  en  uforgængelig  Talemaade  som 
Monument.  At  Tøflen  sine  Steder  har  hørt  til  Brudedragten,  ej  sikkert.  Dansk  Folke- 
museum  ejer  flere  Par  smukt  udstyrede  Brudetøfler  fra  Amager.  Det  var  Brug,  at  Dragør- 
Biudene  skulde  gaa  Vejen  til  Hollænderbyes  Kirke  til  Fods,  og  Mindet  har  endnu  bevaret 
sig,  om  hvad  de  døjede  paa  denne  lange  Strækning  i  slet  Føre.  I  vore  gamle  Landsdele 
østensunds  bar  Bruden  Lædersko  paa  sin  Bryllupsdag,  Træsko  med  Sølvbaand  Dagen 
efter.  I  kulturhistorisk  Museum  i  Lund  gjemmes  et  Par  interessante  Brudesko  fra  Sturkø 
i  Blekings  Skærgaard  (Fig.  85).  De  ere  vistnok  meget  gamle  —  Formen  er  fra  Tiden  om 
Aaret  1600  broderede  med  LTldgarn,  som  har  været  grønt  og  rødt,  og  med  en  zirlig  ud¬ 
huggen  Forrem.  At  de  ere  bevarede  som  Brudesko  hidrører  fra,  at  de  ere  gaaede  i  Arv 
som  saadanne  gjennem  Slægterne,  altsaa  som  en  Gjenstand  med  symbolsk  Betydning, 
medens  det  i  andre  Egne  var  Skik,  at  Brudgommen  skænkede  dem  til  sin  Tilkommende. 


Fig.  85.  Brudesko  fra  Blekinge.  Brudetøffel  fra  Dragør. 


Brudekronen  paa  det  udslagne  Haar  var  først  og  fremmest  Møens  Hæderstegn, 
og  naar  Professor  Lund  taler  om  Jomfruens  Mariakrone,  burde  det  vist  snarere  hedde 
Marias  Jomfrukrone.  Hvor  Gudsmoder  i  Middelalderen  blev  afbildet  med  sit  Barn  paa 
Armen,  sin  Fod  paa  Maanenyet  og  Kronen  over  det  udslagne  Haar,  staaer  hun  ikke  som 
Himmeldronning,  men  som  den  urørte  Mø,  iklædt  dennes  højtideligste  Mærke,  Jomfru¬ 
kronen.  Professor  Lund  meddeler  meget  om  den  høje  Ære,  som  Brudekronen  nød  i 
vort  Land,  og  de  Straffe,  man  idømte  dem,  der  bare  den  med  Urette.  I  Skaane,  hvor  saa 
mangt  et  dansk  Minde  har  bevaret  sig  bedre  end  hos  os  selv,  træffe  vi  endnu  de  dybeste 
Spor  af.  den  Betydning,  som  Brudekronen  en  Gang  havde.  Barnepiger  lære  endnu  smaa 
Drenge  at  plukke  op  Præstekravers  (Gaaseurter)  Blade  og  læse  deres  ægteskabelige 
Skæbne  i  dem.  For  hvert  Blad,  der  falder,  siges  i  Følge  og  om  igjen  Krone — Krans — 
Klud ,  og  Ordet,  som  falder  paa  det  sidste  Blomsterblad,  varsler  om  hvad  der  vil  times  i 
Ægteskabet.  Kronen  var  den  urørte  Møes  Smykke,  Kransen  de  disputables  eller  ogsaa 
Enkebrudenes  Smykke;  til  Kluden l,  der  ellers  var  den  gifte  Kones  Smykke,  henvistes  de 

Kluden  var  i  Middelalderen  Hustruens  Hovedklæde.  Længe  efter  at  denne  var  lagt  af  i  Danmark 
og  ned  til  vore  Dage  blev  den  baaren  i  Skaane,  men  ikke  i  nogen  oprindelig  svensk  Provins. 


37 


1  iger,  som  vare  inde  paa  Skraaplanen,  enten  paa  dens  Begyndelse,  som  lokkede,  eller 
paa  dens  nedre  Del  blandt  de  forsøgte  Møer.  Der  havde  om  Brudekronen  rejst  sig  et 
Værn  af  saa  mægtig  Overtro,  Rædsel  for,  at  den  paa  en  Uværdigs  Hoved  skulde  kalde 
Ouds  Straf  over  Byens  Børn  og  Fæ,  at  det  i  tvivlsomme  Tilfælde  var  Gjenstand  for 
Underhandling,  før  Kronen  laantes  ud  til  en  Brud,  som  formodedes  at  være  havende. 
Der  er  Exempler  paa,  at  Brudgommen  maatte  stille  Garanti  for,  at  hvis  den  kommende 
1  id  skulde  vise,  at  Bruden  var  i  saadan  Omstændighed,  vilde  han  lade  Brudekronen  op- 
forgylde !  k  rygten  for  Kronens  Besmittelse  var  saa  stor,  ja  saa  sygelig  overdreven,  at  den 
sine  Steder  førte  til  et  Matronevælde,  som  kunde  antage  helt  ulovlige  Former. 

1  Andersløv  i  Skytts  Herred  regjerede  Mændene  over  Byens  almindelige  Anlig¬ 
gender,  Hustruerne  særlig  over  Byens  Gæs  og  Ungmøer.  Efter  endt  Gaasegang,  der 
tilsigtede  en  ret  Fordeling  af  Gæssene,  som  vare  komne  ind  fra  Stubben,  —  efter  at 
Høsten  var  forbi  og  Sæden  kommen  i  Hus,  teede  Matronerne  sig  som  en  Slaos  be- 
standig  Dydskommission,  stævnede  alle  Byens  Piger  for  sig,  og  granskede  de  Tegn,  som 


kig.  86.  Islandske  Brudekroner.  Museet  for  nordiske  Oldsager. 


Nydelsen  af  Høstens  forbudne  Frugter  maatte  have  sat  sig.  De  stakkels  Piger,  som  ikke 
gik  frelste  gjennem  denne  Parade,  mistede  deres  Fleitebaand,  Resterne  af  Middelalderens 
Jomfru  krans,  og  fik  udleveret  en  Hovedklud.  Det  var  en  frygtelig  Straf,  et  Fald  fra 
Hæder  til  Vanære,  men  saa  stor  var  Vanes  og  Vedtægts  Magt,  at  først  i  1704  lykkedes 
det  den  energiske  Hanne  Larsdotter,  der  mente  at  have  sine  Sager  i  Orden  og  vilde  troes 
paa  sit  Ord,  at  faa  Skikken  slaaet  til  Jorden  ved  et  Herredsthings  Dom.  Den  utrolig 
barokke  Procedure  er  aftrykt  i  Nicolovii:  Folklifiuet  i  Skytis  Hårad  i  Skåne,  Side  53. 

Museet  for  nordiske  Oldsager  ejer  betydelige  Samlinger  af  Brudesmykker  fra  for- 
skjellige  nordiske  Lande,  Brudekroner  (Fig.  86)  fra  Island  og  Norge  (en  af  de  sidste  er 
mærket  1709),  Bindebælter,  besatte  med  Stokker  (islandsk  stokkar ),  firkantede  Plader  i 
drevent  Arbejde  med  vedhængende  Ringe  og  Løv  fra  samme  Lande  og  fra  Færøerne, 
Halskjader  med  Kors,  Syljer,  Maljer  o.  s.  v. ;  meget  af  dette  er  godt  Sølvsmedarbejde; 
en  Del  af  det  islandske  og  færøiske  Sølv  er  udført  i  Aarene  1716  —  1726  af  kjøben- 
bavnske  Guldsmede,  som  Kopier  af  ældre  Forbilleder.  Hele  Samlingen  giver  et  godt 
Billede  af  Brudens  Udstyrelse  med  Smykker  i  alle  nordiske  Landes  Middelalder.  Desuden 
findes  her  Brudehuer  af  Metalknipling  eller  perlebroderede  fra  Før  og  fra  Fur.  Dansk 
Folkemuseum  ejer  en  Brudehue  fra  Amager  og  en  Brudenakke  fra  Karrebæk,  der  er  det 
sidste  Smykke  i  gammeldags  Stil,  som  har  siddet  paa  Bondepigers  Hoveder.  De  vare  i 
Brug  hele  Landet  over  og  ere  vistnok  dels  bievne  baar'ne  samtidig  med  Brudekronerne 


SS 


eller  have  afløst  dem.  De  kunne  tænkes  at  have  været  en  Udvikling  af  Sepien  {le  chapelet), 
Jomfrukransen.  I  hvert  Tilfælde  er  Oprindelsen  fælles;  i  Skytts  Herred  hed  Møens  Hoved- 
baand  Borda;  i  Jylland  hed  Brudenakken  Bore. 

Hine  gamle  Sølvskatte  ejedes  oprindelig  af  Kirkerne,  til  hvilke  de  enten  vare 
skænkede  eller  kjøbte.  Dronning  Dorotheas  Brudesmykke,  som  var  skænket  til  Staden  i 
1 5 5 7 j  bevaredes  indtil  1859  Paa  Kjøbenhavns  Raadhus,  men  findes  nu  paa  Rosenborg. 
Alt  som  Skikkene,  der  havde  givet  Smykkerne  Liv,  gik  i  Forfald,  kom  disse  forøvrigt  i 
mindre  notabel  Bevaring.  Dansk  Folkemuseum  ejer  det  sidste,  der  er  levnet  af  Hollænder¬ 
byens  Brudeskat,  en  tynd  Kjæde  med  vedhængende  Sølvspecier.  Den  var  tilsidst  falden  i 
Jordemoderens  Hænder. 


Madonnas  Trolovelsesring. 

En  Relikvies  Historie. 

Af  Pietro  Krohn. 

Rafaels  berømteste  Ungdomsværk  fremstiller  Madonnas  Trolovelse  med  den 
hellige  Josef.  Ypperstepræsten  staar  i  Billedets  Midte.  Med  venstre  Haand  fører  han 
Josefs  højre  Arm  mod  Maria.  Samtidigt  leder  han  hendes  fremstrakte  højre  FIaand  mod 
den  Trolovelsesring,  som  Josef  holder  i  sine  Fingre.  Dette  Billede  »lo  sposalizio  della 
beata  virgine«  blev  malt  i  Kunstnerens  21.  Aar  for  Kirken  San  Francesco  i  Citta  di  Castello, 
en  lille  By  i  Umbrien.  Det  hænger  nu  paa  Hæderspladsen  i  Brera,  Malerisamlingen  i 
Milano.  Det  er  kjendt  gjennem  mangfoldige  Gjengivelser  i  Kobberstik  og  Fotografi  og 
elsket  af  Alle,  som  holde  af  god  Kunst. 

Legenden1  fortæller:  Da  Maria  var  14  Aar  gammel,  mødte  hun  sammen  med 
sine  Jevnaldrende  i  Templet  i  Jerusalem.  Efter  Ypperstepræstens  Befaling  skulde  de  unge 
Piger  giftes,  naar  de  vare  i  passende  Alder  dertil.  Men  Maria  erklærede,  at  hun  aldrig 
vilde  indgaa  noget  Ægteskab ;  hun  havde  aflagt  Gud  det  Løfte  at  forblive  i  ugift  Stand.  I 
hine  Tider  vilde  alle  unge  Møer  gjerne  have  en  Mand  for  at  faa  Sønner.  Thi  det  var 
forudsagt,  at  der  vilde  fremstaa  en  mægtig  Profet,  og  enhver  Kvinde  haabede  at  faa  Del 
i  denne  store  Ære,  som  skulde  vederfares  Folket.  Blev  hun  end  ikke  hans  Moder,  kunde 
den  Lykke  dog  times  hende,  at  han  fødtes  i  hendes  Æt.  Ypperstepræsten  og  med  ham 
Alle,  hvem  han  fortalte  det,  undrede  sig  derfor  saare  over  Marias  Ord.  Og  han  raadslog 
med  Farisæerne  og  de  Skriftkloge  om,  hvad  der  skulde  gjøres  ved  Pigen.  De  kunde 
ikke  blive  enige,  men  opsatte  Afgjørelsen  til  næste  Dag.  Om  Natten  aabenbarede  Gud 
sig  for  En  af  dem  og  sagde,  det  var  hans  Villie,  at  saaledes  skulde  det  ske :  Alle  Mænd 
af  Davids  Stamme  maatte  forsamles  i  Templet,  hver  med  sin  Stav.  Lian  selv  vilde  give 

'•  Smlgn.  Alfonso  de  Villegas,  Nuovo  legendario  della  vita  di  Maria  Virgine,  Venetia  1596,  pg.  34  ilg. 


-  89  — 


13 


det  Tegn,  at  den,  hvis  Stav  blomstrede  i  hans  Haand,  var  bestemt  til  Marias  Ægtefælle. 
Det  skete  efter  Guds  \illie:  den  hellige  Josefs  Stav  skjød  Blomster,  og  han  og  Maria 
bleve  trolovede. 

Paa  Rafaels  Billede  foregaar  Trolovelsen  udenfor  Templet,  det  kroner  Billedets 
Baggrund.  Josef  har  den  blomstrende  Stav  i  sin  venstre  Haand.  Ved  ham  staa  de 
forsmaaede  Bejlere.  Den  forreste  bryder  fortørnet  sin  blomsterløse  Stav  over  Knæet.  En 


Kig.  87.  Madonnas  Trolovelse  af  Rafael. 


anden  knækker  sin  foran  Brystet.  De  foretrak  alle  Maria  fremfor  hendes  Jevnaldrende, 
som  ses  samlede  omkring  hende. 

I  Legenden  omtales  vel  intetsteds,  at  Trolovelsen  skete  ved  Overrækkelsen  af  en 
Ring.  Dog  dyrkes  Marias  Trolovelsesring  som  en  kostelig  Relikvie  i  den  katholske  Kirke. 
I  Frankrig  og  Belgien  fandtes  eller  findes  der  to,  tre  Exemplarer  af  Ringen.  Men  den, 
som  har  havt  den  mærkeligste  Historie  og  idetmindste  i  Italien  gjælder  for  den  eneste 
sande,  opbevares  i  Domkirken  San  Lorenzo  i  Perugia,  Umbriens  gamle  Hovedstad. 

Om  den  fortæller  Sagnet:  Da  Maria  døde,  gav  hun  sin  kjære  Ring  som  en  Erin¬ 
dring  til  sin  elskede  Adoptivsøn  Johannes  Evangelisten.  Han  førte  den  med  paa  sin  Rejse 


90 


til  Rom  Da  han  forlod  Italien  for  at  drage  til  Patmos,  overlod  han  den  som  et  Minde 
om  sig  og  Guds  Moder  til  en  eller  anden  Trosfælle.  Den  bevaredes  som  en  stor  Skat  af 
de  Troende,  I  Slutningen  af  det  tredie  Aarhundrede  ejedes  den  af  den  hellige  Mostiola. 
Det  var  en  kristen  Kvinde,  Kusine  til  den  romerske  Kejser,  Marcus  Aurelius  Claudius 
Gothicus  (268  270).  Hans  tolerante,  desværre  kun  korte  Regering  var  gunstig  for  Kristen¬ 

dommens  Udbredelse.  Under  hans  Efterfølger  Aurelian,  der  var  en  grusom  Hedning, 
skete  den  8de  store  Kristenforfølgelse,  Mostiola  maatte  flygte  fra  Rom.  Hun  drog  mod 
Nord  langs  Tiberen  til  Trasimenersøen.  Her  opbevares  den  Dag  idag  en  Relikvie  til 
Minde  om  hendes  Flugt.  Faa  Skridt  fra  Kirken  i  Ceraseto  er  opsat  et  Kors,  i  hvis  Fod¬ 
stykke  en  indmuret  Sten  bærer  svage  Indtryk  som  af  et  Menneskes  Fod.  Den  har 
følgende  Indskrift:  Haec  planta  pedis  in  hac  lapide  impressa  divae  Mustiolae  dicitur 

(det  Fodspor,  som  er  indtrykket  i  denne  Sten,  siges  at  være  Sta  Mostiolas).  Mostiola  led 
Martyrdøden  tæt  herved  og  begravedes  hemmeligt  af  den  Guds  Tjener  Marcus  i  en  nær¬ 
liggende  Hule.  Om  Ringen  begravedes  med  hende  og  først  gjenfandtes,  da  Kirken  havde 

sejret  og  helligede  hende  og  hendes  Legeme,  eller  om  Ringen  strax  opbevaredes  som 

en  Relikvie  —  derom  tier  Sagnet. 

I  det  8de  Aarhundrede  blev  der  bygget  en  Kirke  paa  hendes  Grav  udenfor 

Chiusi,  det  gamle  Clusium,  en  af  de  tolv  etruskiske  Forbunclsstæder.  Fra  den  Tid  træder 
Madonnas  Ring  fra  Sagnet  ind  i  Historien.  Allerede  i  det  13de  Aarhundrede  var  dens 
Berømmelse  steget  saa  meget,  at  Ghiusis  Indvaanere  ikke  turde  betro  en  saadan  Skat  til 
en  Kirke,  der  laa  udenfor  Byen.  Den  blev  under  Højtidelighed  ført  til  Domkirken  San 
Secondiano  indenfor  Murene.  Dens  Ry  tog  mere  og  mere  til.  Talrige  Skarer  strømmede 
derhen  paa  de  Tider  af  Aaret,  hvor  Ringen  udstilledes  for  de  Troendes  Blikke.  Navnlig 
var  dens  helbredende  Indflydelse  paa  svage  Øjne  berømt.  Derom  vidner  den  italienske 
Digter  Fazio  degli  Uberti,  som  i  det  14.  Aarhundrede  besynger  Verdens  mest  berømte 
Steder.  Han  siger  i  sin  »Dittamondo«  om  Chiusi: 

Molto  e  ben  conosciuto  quell  cammino, 

Bontå  del  virtuoso  e  santo  anello, 

Che  a  conservar  la  vista  &  tanto  fino. 

(Meget  kjendt  er  Vejen,  som  fører  did,  paa  Grund  af  den  undergjørende  og  hellige  Ring, 
som  er  saa  udmærket  til  at  bevare  Synet).  Den  store  Tilstrømning  af  fremmede  Pile- 
grirnme  gjorde  vel  Domkirken  rig  og  anset,  men  maatte  i  høj  Grad  smerte  Ringens  forrige 
Besidder,  Præsteskabet  i  Sta  Mostiola.  Det  ærgrede  sig  ved  at  tænke  paa,  hvor  rigt  og 
mægtigt  det  kunde  have  været,  hvis  Ringen  var  bleven  i  dets  Eje.  Det  kom  til  Strid  om 
Besiddelsen  mellem  de  to  Præsteskaber,  og  Striden  udartede  mere  og  mere.  Da  besluttede 
endelig  Biskoppen  Pietro  Paolo  Bertini  at  gjøre  Ende  paa  al  fremtidig  Trætte.  Paaske- 
morgen  1420  lod  han  Ringen  føre  til  en  tredie  Kirke  i  Byen:  han  betroede  den  til  Kloster¬ 
brødrenes  Varetægt  i  San  Francesco.  Den  blev  i  sit  Relikviegjemme  indsat  i  en  jern- 
beslaaet  Kasse,  som  stilledes  i  den  godt  aflaasede  PIvælving  over  et  af  Kirkens  Kapeller. 
Hver  anden  Maaned  blev  den  inspiceret  af  selve  Øvrigheden,  saa  vigtig  ansaas  dens 
Besiddelse  at  være  for  Stadens  Vel.  To  Gange  om  Aaret  blev  den  offentligt  udstillet  for 
Menigheden:  anden  Pintsedag  og  den  3.  August.  Chiusinerne  havde  megen  Vanskelighed 
med  at  værge  om  deres  dyrebare  Skat;  thi  da  dens  helbredende  Virksomhed  som  Øjen¬ 
læge  rygtedes  over  alle  Bjerge,  søgte  snart  én  By,  snart  en  anden  at  faa  den  tillaans 

1  i* 


91 


i  nogen  Tid.  Det  nærliggende  Siena,  som  havde  Overhøjhed  over  Chiusi,  fordrede  den 
flere  Gange  med  megen  Kraft,  men  Chiusinerne  fandt  stedse  antagelige  Paaskud  til  at 
unddrage  sig.  1445  vilde  den  blinde  Hertug  af  Milano,  Filippo  Maria  have  den  ført  til 
sig  for  at  prøve  dens  undergjørende  Magt;  han  fik  Siena  til  sin  Talsmand,  og  selve 
Paven,  Engen  den  14de,  gik  i  Forbøn  for  ham.  Der  kom  virkelig  en  Kontrakt  istand, 
ifølge  hvilken  Chiusis  Biskop  skulde  føre  Gesandtskabet  og  sex  Heste  stilles  til  hans 
Personlige  Brug,  og  han  alene  maatte  forevise  Ringen.  To  Raadsherrer  fra  Siena  og  ti 
Borgere  fra  Chiusi  skulde  ledsage  ham,  de  førte  de  trende  Nøgler  til  det  nye  Relikvie¬ 
skrin,  som  Siena  lovede  at  forære  Ringen  i  Rejsegodtgjørelse.  Rejseruten  blev  nøjagtigt 
bestemt.  Den  skulde  føres  over  Siena.  Naar  Optoget  nærmede  sig,  maatte  en  Procession 
drage  Ringen  imøde  og  højtideligt  føre  den  ind  i  Byen.  Der  skaffedes  frit  Lejde  gjen- 
nern  alle  Stæder  og  Landskaber,  som  maatte  blive  berørte  paa  Vejen.  Ved  Ankomsten 
til  Milano  skulde  hele  Gejstligheden  i  fuld  Ornat  under  Klokkeklang  modtage  den,  og 
strax  skulde  den  vende  tilbage  igjen  efter  Benyttelsen.  Det  paalagdes  Siena  at  betale  alle 
Omkostninger  ved  1  ransport  og  Rejse  for  hele  Gesandtskabet.  Hertugen  maatte  deponere 
200,000  Gylden  i  Banken  i  Siena,  og  desuden  skulde  han  garantere  Chiusi  1000  Gylden 
aar  ligt  til  Ringens  Tilbagekomst.  Enhversomhelst  Hindring,  som  uventet  maatte  stille  sig  i 
A  ejen  for  dens  snarlige  Hjemvenden,  skulde  overvindes  paa  Hertugens  og  Sienas  fælles 

Bekostning  o.  s.  v.  Dette  maa  være  tilstrækkeligt  til  at  fastslaa,  hvor  højt  Chiusi  ærede  og 

elskede  Madonnas  Ring.  Der  blev  til  Byens  store  Glæde  alligevel  intet  af  denne  Rejse! 
Men  28  Aar  efter  mistede  Chiusi  sin  dyrebare  Skat  uden  at  faa  nogensomhelst  Erstatning. 

Det  skete  saaledes :  Blandt  de  Munke,  som  i  Aaret  1472  udgjorde  San  Francesco’s 
Broderskab  i  Chiusi,  var  Fra  Vinterio.  Han  blev  dygtigt  hadet  af  sine  Klosterbrødre. 
Det  vides  ikke,  om  det  var  paa  Grund  af  hans  tydske  Herkomst  eller  af  andre  Aarsager. 
De  beskyldte  ham  for  at  have  stjaalet  nogle  Sølvbægere;  han  maatte  udholde  Tortur, 

men  nægtede  Alt.  Han  blev  kastet  40  Dage  i  Fængsel  med  Fødderne  i  Skruebrædt  og 

Hænderne  1  Lænker.  For  ret  at  ophidse  Befolkningen  mod  ham  udspredte  hans  Kamme¬ 
rater  det  Rygte,  at  han  vilde  stjæle  Madonnas  Ring.  Denne  Beskyldning  slog  fast  Rod  i 
hans  Sjæl.  Det  vilde  jo  være  den  allerbedste  Maade  til  at  skaffe  Hævn  over  sine  Fæller. 
Ja,  han  kunde  maaske  endog  faa  dem  forjagede  fra  Klosteret,  fra  Gods  og  Jorder,  naar 
de  viste  sig  som  saa  slette  Vogtere  af  Byens  kosteligste  Klenodie.  Han  besluttede  at 
sætte  Sagen  1  \  ærk ;  han  kjøbte  ætsende  Syrer,  egnede  til  at  fortære  Jern;  han  tog 
Voxaftryk  for  at  eftergjøre  de  nødvendige  Nøgler.  Ved  ihærdigt  Arbejde  Nat  efter  Na! 
lykkedes  det  ham  at  faa  Adgang  til  det  Rum,  hvor  Ringen  opbevaredes.  Dernæst  fik 
han  den  jernbeslagne  Kiste  opbrudt,  hvori  den  var  indsat.  Og  endelig  i  Natten  den 
23-  Ju'i  H73  aabner  han  selve  Relikviegjemmet  og  udtager  deraf  den  sølvbroderede  Pung, 

hvori  Ringen  laa.  Han  indsvøber  Relikvien  i  et  Stykke  Silketøj  og  gjemmer  den  i  sin 

aske.  Saa  lægger  han  Pungen  tilbage,  bringer  alle  Laase  og  Slaaer  paany  i  tilsyne¬ 
ladende  Orden  og  lægger  sig  gudfrygtig  til  Hvile  i  sin  Celle.  Ganske  rolig  blev  han  i 

Klostret  1  5  Dage  og  overtænkte,  hvorledes  han  bedst  kunde  slippe  bort,  inden  Rim-en 
skulde  offentligt  udstilles  den  3die  August.  Han  var  jo  sikker  paa,  at  den  vilde  bfive 
modtaget  med  Jubel  overalt,  hvorhen  den  saa  blev  bragt.  Det  iste  August  skulde  der  fejres 
en  Fest  1  en  noget  bortliggende  Kirke.  Fra  Vinterio  søgte  om  og  fik  Tilladelse  til  at 
begive  sig  derhen.  Han  lod  sætte  nye  Sko  paa  sin  Hest  og  drog  uforstyrret  afsted.  Men 


92 


istedetfor  at  søge  Sta  Maria  in  Porziuncula,  rejste  han  saa  hurtigt,  som  Hesten  bar  ham, 
til  Perugia.  Denne  By  stod  fra  gammel  Tid  under  paveligt  Overherredømme.  Det  var 
altsaa  paa  fri  og  fremmed  Grund,  at  han  nu  befandt  sig.  Da  det  ikke  sømmede  sig  for 
saa  hellig  en  Relikvie  at  slæbes  rundt  i  en  Munks  simple  Taske,  overvejede  han  længe, 
hvorledes  han  bedst  paa  éngang  kunde  forene  sin  Ærefrygt  for  Ringen  med  Omhu  for 
egen  Sikkerhed.  Han  havde  i  Byen  en  god  gammel  Ven,  Luca  delle  Mine.  Han  søgte 
ham,  førte  ham  ind  i  Domkirken  San  Lorenzo,  og  Luca  maatte  der  sværge  ikke  at  for- 
raade  ham.  Han  betroede  sig  til  Vennen  og  bad  Luca  foreslaa  Byens  Øvrighed  at 
modtage  Madonnas  Ring  som  en  Gave.  Byens  første  Øvrighedsperson  var  i  hine  Tider 
Matteo  Francesco  Montesperelli.  Til  ham  begav  Luca  sig  og  foredrog  Sagen.  Men  det 

lød  altfor  utroligt,  og  Montesperelli  svarede,  at  Peruginerne 
ikke  saa  let  lod  sig  tage  ved  Næsen.  Tre  Gange  gik  Luca 
forgjæves.  Da  sagde  til  sidst  Montesperelli,  at  Luca  jo  kunde 
vise  ham  Ringen,  han  kjendte  den,  da  han  havde  set  den  i 
Chiusi.  Luca  fik  den  med  Nød  og  næppe  udleveret  af  Fra 
Vinterio  og  kun  mod  et  Bevis.  Montesperelli  fandt,  at  vel 
lignede  den  ganske  den  rigtige  Ring,  men  ham  syntes  det 
dog,  at  denne  var  mindre.  Saa  vilde  Luca  ikke  gaa  fjerde 
Gang.  Fra  Vinterio  udbrød  forbitret:  »Vent  blot  til  næste 
Tirsdag,  den  3die  August,  og  send  saa  Bud  til  Chiusi  og 
hør,  om  Ringen  findes  der.«  Med  disse  Ord  lagde  han 
Ringen  paany  i  Lucas  Haand,  forlod  Perugia  og  begav  sig 
til  San  Francesco  i  Assisi  for  der,  ved  Umbriens  største  Hel¬ 
gens  Grav,  at  søge  Aflad,  hvis  det  da  var  nogen  Forsyndelse 

at  berøve  de  ugudelige  Munke  i  Chiusi  deres  Skat  og  over¬ 
give  den  til  Pavens  egen  Stad. 

Om  Morgenen  den  3.  August  1473  vare  alle  Gader  og  Plad¬ 
ser  i  Chiusi  fulde  af  Mennesker,  mange  vare  komne  langvejsfra. 
De  droge  alle  mod  Kirken  San  Francesco,  da  Timen  nærmede 
sig,  i  hvilken  de  med  egne  Øjne  skulde  beskue  og  knælende 
tilbede  Madonnas  underfulde  Trolovelsesring.  Det  blev  over 
den  sædvanlige  Tid.  Der  mærkedes  Uro  i  Kirken,  den  bredte 
sig  til  hele  Mængden.  Man  hørte  ængstelig  Mumlen,  og  saa  Munkene  fare  enkeltvis, 

forvildede  frem  og  tilbage.  Pindelig  sivede  det  Rygte  ud,  at,  da  Byens  Øvrighedspersoner 

efter  Vedtægt  vare  komne  for  at  aabne  Laasene  og  lade  den  hellige  Ring  udtage,  var 
Relikviegjemmet  tomt:  Ringen  var  stjaalet.  Forfærdelsen  og  Forbitrelsen  var  stor  i  Byen. 
Mistanken  faldt  strax  paa  den  tydske  Munk,  som  for  syv  Dage  siden  havde  forladt  Klostret. 
Samme  Dag  blev  der  udsendt  3  Hold  Munke  for  at  søge  Flygtningen.  Sendebud  afgik 
til  Siena  for  at  melde  det  sørgelige  Tyveri  til  Chiusis  Pierrer.  Nogle  af  disse  Udsendinge 
kom  ogsaa  til  Perugia,  og  de  traf  der  den  5.  August  Fra  Vinterio,  som  var  vendt  tilbage 
fra  Assisi.  De  søgte  under  forskjellige  Paaskud  at  lokke  ham  tilbage  med  sig.  Det 
lykkedes  ikke.  Derimod  fik  de  ham  ved  Kardinallegatens  Hjælp  arresteret  og  indespærret 
i  Klostret  Sta  Maria  nuova  i  Perugia.  Nu  tvivlede  Montesperelli  ikke  længer,  men  tog  med 
Glæde  mod  Ringen  af  Lucas  Haand,  og  den  16.  August  overdrog  han  den  til  den  sam- 


Fig.  88.  Fra  Vinterio. 
Efter  en  Buste  i  Terracotta, 
som  opbevares  i  Korsgangen 
ved  Domkirken  i  Perugia. 


93 


lede  Magistrat  og  til  hele  Folket  i  Perugia  —  efter  Aftale  uden  at  tale  om  Tyveriet  eller 
nævne  fra  Vinterio  og  Luca  —  som  en  Gave,  »der  ved  Guds  Villie  var  kommen  ham  i 
Hænde,  uden  at  han  vidste,  hvorfra  den  kom,  og  hvem  den  tilhørte,  men  som  synligt  var 
en  Relikvie  af  stort  Værd«.  Denne  Foræring  blev  indført  i  Byens  offentlige  Bøger  med  det 
Bibelsprog:  »Al  god  Gave  og  al  fuldkommen  Gave  kommer  ovenfra  fra  Lysets  Herre.«1. 

Det  udbredte  sig  som  en  Løbeild  i  Staden,  at  Madonnas  Ring  var  indenfor  Peni¬ 
s';18  Mure.  Glæden  blev  stor.  Tre  Gange  maatte  Øvrigheden  fra  Raadhusets  Altan  vise 
Ringen  til  det  jublende  Folk.  Perugia  sendte  strax  et  Gesandtskab  til  Pave  Sixtus  den 
4de  med  Bøn  om,  at  Paven,  saasom  Himlen  den  6te  August  paa  vidunderlig  Maade  havde 
begunstiget  hans  tro  Peruginerne  ved  at  tillade,  at  Marias  Trolovelsesring  blev  dem  skjæn- 
ket,  at  han  med  en  apostolisk  Udtalelse  vilde  bekræfte  og  bevare  Ringens  Besiddelse 
for  Byen.  Den  9de  August  samledes  et  stort  Raad,  hvori,  foruden  Øvrigheden  og  Største¬ 
delen  af  Adelen,  tresindstyve  af  Byens  første  Borgere  toge  Sæde.  Det  besluttedes,  at 
hvo,  som  dristede  sig  til  direkte  eller  indirekte,  i  Tavshed  eller  med  Ord,  paa  hvilken- 
somhelst  Maade  at  foreslaa,  tale  eller  stemme  for  i  en  peruginsk  Forsamling  eller  andet¬ 
steds,  at  Jomfru  Marias  hellige  Ring  blev  givet,  byttet  eller  overdraget  til  en  kirkelig  eller 
verdslig  Myndighed,  eller  at  den  nogensinde  kom  udenfor  Byen,  han  skulde  for  Evig¬ 
hed  med  sine  Børn  og  Efterkommere  være  forvist  fra  Perugias  Grund,  hans  Ejendomme 
tilfaldt  Byen,  og  bedækket  med  Vanære  overgaves  han  til  ustraffet  Foragt  og  Haan.  Det 
blev  endvidere  vedtaget,  at  Ringen  skulde  opbevares  i  Kapellet  paa  Raadhuset  i  en  Jern¬ 
kasse  lukket  med  syv  Nøgler,  af  hvilke  to  overdroges  til  Byens  Gejstlighed  og  fem  til 
forskjellige  verdslige  Myndigheder.  Og  der  blev  givet  omhyggelige  Forskrifter  og  Bestem¬ 
melser  for,  hvorledes  Ringens  Forevisning  maatte  ske  tre  Gange  aarligt. 

I  Chiusi  var  der  dyb  Sorg.  Medens  Perugia  beredte  sig  til  med  al  Magt  at  be¬ 
vare  sin  nyserhvervede  Skat,  sendte  Chiusi  Bud  paa  Bud  til  sine  Herrer  i  Siena  for  at  faa 
deres  Hjælp  til  Gjenerhvervelsen  af  det  tabte  Klenodie.  De  lovede  at  tage  sig  af  Sagen. 
Først  overdrog  Chiusi  Biskop  Piccolomini  at  tale  dens  Sag  i  Perugia.  Han  traadte  frem  for 
Raadet,  blev  hilset  med  stor  Ærbødighed,  men  ved  den  første  Hentydning  til  Ringen  rejste 
den  fornemste  Øvrighedsperson  sig,  afbrød  ham  kort  og  sagde,  at  det  var  vedtaget  i  dette 
Raad,  at  der  intet  Ord  maatte  høres  herom.  Plan  fik  et  saa  stærkt  Indtryk  af  Peruginernes 
Ubøjelighed,  at  han  strax  vendte  hjem  igjen.  Til  Sienas  Udsending,  som  kort  efter  indtraf, 
svarede  Montesperelli,  at,  ligesom  det  havde  været  Guds  Bestemmelse,  at  Marias  Ring  mod  al 
Forventning  blev  bragt  ind  i  Staden,  saaledes  tvang  Gudsfrygt  og  Ærbødighed  for  Guds  hel¬ 
lige  Villie  Perugia  til  at  beholde  den.  Pave  Sixtus  var  i  Klemme.  Siena  sendte  ham  et 
stort  Gesandtskab,  der  skulde  fordre  Retfærdighed  for  Chiusi,  men  Perugia  havde  allerede 
talt  sin  Sag  hos  ham.  Denne  By  var  jo  under  hans  Beskyttelse,  han  vilde  nødig  gjøre  den 
imod.  Derfor  afgav  han  i  Begyndelsen  af  1474  det  undvigende  Svar,  at  han  ikke  nogen¬ 
sinde  vilde  befale  Perugia  at  udlevere  Ringen.  Veltilfredse  rejste  de  peruginske  Udsen¬ 
dinge  hjem.  Siena  viste  sin  \  rede  ved  at  votere,  at  der  maatte  anvendes  indtil  50,000 
Gylden  for  at  hjælpe  Chiusi,  og  den  beslaglagde  strax  noget  peruginsk  Jordegods,  som 
laa  1  dens  Nærhed.  I  Chiusis  Raad  vedtoges  det,  at  enhver  Peruginer,  som  vilde  passere 
eller  lade  sin  Hjord  græsse  i  det  Chiusinske  Distrikt,  skulde  betale  25  Gylden,  at  ingen 


*•  Jacobs  Brev  1.  Gap.  17.  Vers. 


94 


Chiusiner  maatte  handle  i  Perugia  under  io  Lires  Mulkt,  at  enhver  Peruginer,  sotn  havde 
fast  Ophold  paa  Chiusis  Grund,  øjeblikkelig  skulde  forlade  den.  Det  bestemtes,  at 
Vandløbene  skulde  afledes  fra  de  peruginske  Møller,  og  at  der  skulde  gives  Tilflugtssted 
for  enhver,  der  paa  Grund  af  Gjæld,  for  Mord  eller  anden  Misgjerning  flygtede  fra 
Perugia.  Peruginerne  gave  hurtigt  Gjensvar,  de  anviste  40,000  Gylden  til  at  sætte  Byen  i 
Krigsstand.  De  ødelagde  Landevejen,  der  førte  til  Chiusi,  og  da  det  traf  sig  saa  heldigt, 
at  denne  Bys  Biskop  havde  Grundejendom  i  det  Peruginske  Gebet,  tvang  de  hans  Fæste¬ 
folk  og  Forpagtere  til  at  aflevere  og  betale  alle  Skatter  og  Afgifter  i  Korn  som  i  Penge 
til  Perugia.  De  glemte  dog  ikke  under  Krigsforberedelsen,  hvem  de  skyldte  deres  Lykke. 
Luca  delle  Mine  fik  200  Guldgylden  engang  for  alle,  og  16  Gylden  aarligt  betaltes  ham 
og  hans  Efterkommere  indtil  det  tredie  Led.  Ikke  alene  han  og  hans  Børn,  men  ogsaa 
hans  Brødre  og  deres  Børn  fritoges  for  enhver  Skat  og  Afgift.  Man  gjorde  ogsaa  Forsøg 
paa  at  faa  tra  Vinterio  fri.  Det  lykkedes  ikke  saa  let.  Først  understøttedes  han  i  Fæng¬ 
slet  saavidt  muligt.  Endelig  efter  1 1/ii  Aars  Fængsling  frigaves  han.  Lian  fik  anvist  en 
lille  Fribolig  og  modtog  io  Gylden  aarligt.  Denne  Sum  forhøjedes  snart  til  30  Gylden. 
Da  han  døde  1506,  blev  han  begravet  i  det  Kapel  i  Domkirken,  som  var  bleven  helliget 
til  Marias  Ring. 

Imidlertid  gik  A arene  dels  med  Smaaskærmydsler  og  fjendtlige  Forholdsregler 
mellem  de  to  Byer  Perugia  og  Siena,  bag  hvis  brede  Ryg  Chiusi  gjemte  sig,  dels  med 
gjentagne  Ambassader  fra  begge  Sider  til  Paven  for  at  bevæge  ham  til  at  træffe  en 
Afgjørelse.  Endelig  blev  der  i  Aaret  1486  af  Innocens  den  8de,  der  havde  besteget 
Pavestolen  1484  ved  Sixtus’  Død,  sluttet  Forlig.  Ringen  blev  tilkjendt  Perugia  til  evig 
Eje.  Som  Erstatning  herfor  maatte  Byen  afstaa  sine  beslaglagte  Jorder  til  Siena. 
Og  Chiusi?  Ja,  det  stakkels  Chiusi  fik  —  Ingenting.  Retten  spurgtes  der  ikke  om,  de 
to  mægtigere  Stæder  tog  Profiten.  Saaledes  endte  Striden  om  Madonnas  Ring.  Peru¬ 
ginerne  vare  overvættes  lykkelige.  De  fejrede  Forliget  med  Lamper  i  alle  Vinduer, 
med  Festblus  og  Fakler.  De  græd,  de  favnedes,  de  kyssedes  af  Glæde. 

Det  første,  der  nu  blev  tænkt  paa,  var  at  skaffe  Ringen  en  smuk  og  sikker  BoID. 
Det  blev  vedtaget  at  bygge  et  Kapel  i  Domkirken  San  Lorenzo  og  at  indvie  dette  til 
den  hellige  Josef.  Da  Kapellet  stod  færdigt  med  sine  Marmorstatuer  og  sin  øvrige  rige 
Udsmykning,  overgav  Magistraten  i  Juli  1488  Ringen  til  Domkirkens  Præsteskab  mod  de 
fornødne  Garantier.  Den  blev  under  stor  Højtidelighed  indelukket  i  et  jernbeslaget 
Skrin  over  Alteret.  St.  Josefs  Broderskab,  der  dannede  sig  af  Perugias  bedste  Borgere, 
bestilte  en  Altertavle  hertil.  Pietro  Perugino  (født  1 446)  var  Byens  Stolthed  og  Pryd. 
Han  stod  da  paa  sin  Kunsts  Højdepunkt.  Det  var  selvfølgeligt,  at  man  overdrog  ham  Be¬ 
stillingen.  Billedet  skulde  fremstille  Madonnas  Trolovelse  med  den  hellige  Josef.  Det  blev 
malet  i  Vinteren  1501- — 2  og  regnes  blandt  Peruginos  fortrinligste  Arbejder.  Hvor  betyde¬ 
ligt  et  Kunstværk  det  er,  kan  allerbedst  skjønnes  af  det  stærke  Indtryk,  som  det  maa  have 
gjort  paa  den  unge  Rafael.  Thi  det  er  herfra,  at  han  har  hentet  Motivet  til  sin  herlige 
Sposalizio  (Fig.  87).  Havde  Perugino  ikke  malt  sit  Billede,  vilde  Rafaels  aldrig  have  været 
til.  Ypperstepræsten  i  Midten  mellem  Josef  og  Maria,  de  forsmaaede  Bejlere  bag  Josef, 
Kvinderne  bag  Maria,  Maaden,  hvorpaa  Ringen  overrækkes,  og  Anbringelsen  af  Templet  i 
Baggrunden  —  alt  dette  har  han  laant.  Der  er  kun  den  ringe  Forskjel,  at,  hvad  der  er 
tilhøjre  hos  Rafael,  er  tilvenstre  hos  Perugino  og  omvendt.  Og  dog,  hvor  højt  man  end 


95 


sætter  Peruginos  Værk  —  Eleven  overgaar  sin  Lærer.  Rafael  er  friere,  naturligere,  lettere. 
Og  hans  Billede  gjør  et  større  Indtryk,  skjøndt  de  forreste  Personer  næppe  naa  en  'l'redie- 
del  af  Forgrundsfigurernes  Legemsstørrelse  hos  Perugino.  Altertavlen  i  San  Lorenzo  hang 
paa  sin  Plads  indtil  Aar  1798;  da  blev  den  med  mange  andre  berømte  italienske  Kunst¬ 
værker  føit  til  Paris  af  Franskmændene.  Men  den  blev  ikke  givet  tilbage  ved  Wiener- 
freden.  Den  hænger  nu  i  Musæet  i  Caen  i  Normandiet. 

Da  Altertavlen  stod  færdig,  manglede  kun  det  sidste  Smykke  til  Ringens  Forher¬ 
ligelse:  selve  Relikviegjemmet,  hvori  den  skulde  bevares.  Fra  Midten  af  det  femtende 


Fig.  89.  Madonnas  Trolovelse  af  Pietro  Perugino. 

A århundrede  havde  Perugia  havt  et  stort  og  berømt  Guldsmedelav.  Det  var  ogsaa 
til  en  indenbys  Kunstner,  at  dette  Arbejde  kunde  betros.  Det  synes,  som  om  det 
blev  bestilt  hos  den  udmærkede  Guldsmed  Francesco  di  Valeriano,  kaldet  il  Roscetto,  kort 
før  hans  Død  1509.  Han  efterlod  maaske  et  Udkast  dertil.  Den  ene  af  hans  flinke 
Sønner,  hederigo,  overtog  Arbejdet,  og  denne  smukke  Prøve  paa  italiensk  Renaissance-  . 
Guldsmedearbejde  er  knyttet  til  hans  Navn.  Det  er  fint  og  fuldkomment  i  Udførelsen 
og  velgjørende  harmonisk  i  sine  Forhold.  Det  maa  have  været  færdigt  1514;  thi  i 
dette  Aar  kvitterede  Federigo  for  Modtagelsen  af  de  104  Gylden,  som  var  fastsat  for 
Arbejdets  Fuldendelse1. 

L  Smign,  Adamo  Rossi,  Gli  orefici  Francesco  di  Valeriano  e  i  suoi  figli.  Perugia  1873. 


96 


Relikviegjenimet  er  af  forgyldt 
Kobber  og  ciseleret  Sølv  med  An¬ 
vendelse  af  Niello.  Det  højner  sig  i 
Tempelform  c.  i1^  Alen.  Fodstykket 
er  i  to  Afsatser,  rigt  ornamenteret,  og 
hviler  paa  fire  Løvefødder.  Det  bærer 
en  firkantet  Underbygning,  hvor  fire 
Figurer,  indfattede  af  dobbelte  Pilastre, 
sidde  hver  i  sin  Nische.  De  forestille 
den  hellige  Josef,  til  hvem  Kapellet  er 
indviet,  San  Lorenzo,  Kirkens  Helgen, 

San  Ercolano,  Byen  Perugias  Skyts¬ 
patron,  samt  San  Costanzo.  Disse 
Helgene  røbe  en  anden  PIaand  end 
det  øvrige  Arbejde  og  menes  at  være 
senere  udførte  af  Giulio  Dante.  Oven¬ 
over  rejser  Templet  sig  med  Tag  og 
Lanterne,  baaret  af  fire  Søjler.  Mel¬ 
lem  disse,  under  en  gylden  Krone 
og  over  en  Sølvskaal  hænger  Ringen. 

I  Skaalen  er  Aarstallet  1554  indgra¬ 
vet,  det  er  altsaa  et  senere  Arbejde, 

Korset  over  Lanternen  og  de  paa 
Taget  anbragte  Ædelstene  ere  en 
ødelæggende  Tilsætning  fra  det  17de 
Aarhundrede. 

Ringen  har  i  Tidens  Løb  udført 
mange  gode  Gjerninger.  Hvor  vel- 
gjørende  og  helbredende  den  har 
været  for  daarlige  Øjne,  er  allerede 
omtalt.  Af  større  Underværker  kunne 
nævnes:  I  1658  har  den  befriet  fra 
Pesten,  som  hærjede  Omegnen  og 
truende  nærmede  sig  Byen.  I  1779, 
da  der  fra  Januar  til  Mai  ikke  var 
falden  en  Draabe  Regn  paa  Perugias 
Jorder,  og  Misvæxt  kuede  Landet, 
har  den  skaffet  god  og  rigelig  Væde 
fra  oven.  I  1817  maatte  den  atter  9°-  Relikviegjenimet  i  Domkirken  i  Perugia, 

bringe  Regn.  I  1853  regnede  det  hvori  Madonnas  Ring  opbevares. 

altfor  meget,  og  Afgrøden  begyndte  at  raadne  paa  Markerne;  den  fik  Regnen  til  at 
ophøre.  Hver  Gang  baaren  i  højtidelig  Procession  og  tilbedt  under  Bøn  og  Faste1. 


I  ølgende  Værker  ere  benyttede:  Adamo  Rossi,  L’anello  sposalizio  di  Maria  virgine,  Perugia  1857. 
L.  Bonazzi,  Storia  di  Perugia,  Perugia  1875.  T-  Dandolo,  Passeggiate  nelPUmbria,  Assisi  1866. 


97 


14 


Den  2den  August  1877  overværede  jeg  i  Perugia  den  store  aarlige  Fest,  som 
fejres  til  Ære  for  Madonnas  Ring.  Opfyldt  af  dens  Historie,  saaledes  som  den  her  er 
fortalt,  stod  jeg  i  Domkirken  San  Lorenzo.  Jeg  hørte  Præsternes  Lovsange  og  saa  Kor¬ 
drengene  svinge  deres  Røgelsekar  for  den  hellige  Relikvie.  Musiken  brusede  op  mod  Kirke- 
hvælvingen,  fyldte  vibrerende  Luften  og  rungede  om  og  i  mit  Hoved.  Mængden  knælede 
i  tilbedende  Henrykkelse,  hver  Gulvflise  var  optaget  af  en  begejstret  Troende.  Den  reli¬ 
giøse  Lxstase  smittede  og  steg.  Jeg  snappede  betagen  efter  Luft  og  traadte  ud  paa  Kirke¬ 
trappen  i  det  glødende  Solskin.  Det  syntes  køligt  og  velgjørende  ved  Siden  af  Heden 
og  Halvmørket  i  Kirken.  Men  mine  Tanker  kunde  ikke  slippe  Ringen.  Og  i  følgende 
lider  søgte  og  fandt  jeg  forskjellige  supplerende  Oplysninger. 

Ringen  er  udarbejdet  af  en  lidt  mælket,  halvklar  Ædelsten, 
Onyx  kaldet.  Den  er  af  betydelig  Tykkelse,  men  med  saa  lille 
Aabning,  at  den  kun  vanskeligt  kan  gaa  paa  nogen  Finger.  Paa 
Forsiden  (se  Fig.  gi)  er  indsleben  en  aflang  Fordybning  med  en 
lille  Forhøjning  i  Midten. 

Trolovelsen  hos  Jøderne  var  adskilt  fra  selve  Ægteskabet. 
Det  var  en  bindende,  religiøs  Ceremoni,  hvorved  blandt  andet 
Bruden  modtog  en  Gave  af  Brudgommen.  I  det  gamle  Testa¬ 
mente  omtales  intetsteds,  at  der  benyttedes  en  Ring  som  Tro¬ 
lovelsestegn.  Da  Romerne  undertvang  Jødefolket,  gjorde  de  paa 
mange  Maader  deres  Indflydelse  gjældende.  Jødiske  Forskere 
antage,  at  det  skyldes  denne,  at  Trolovelsesgaven  i  Tidens  Løb 
blev  til  en  Ring  og  tilmed  en  Jernring  uden  Ædelsten1,  ganske 
som  det  var  Skik  og  Brug  i  det  romerske  Rige.  Allerede  Plau- 
tus,  den  romerske  Skuespilforfatter,  der  levede  fra  254  til  184 
før  Kr.,  kalder  Ringen  for  «Kjærlighedens  Haandpant« 2.  At 
1  rolovelsesringen  skulde  være  af  Jern,  glat,  uden  indfattede  Ædelstene,  siger  den  romerske 
Skribent  Plinius3  i  det  første  Aarhundrede  efter  Kr.  (23 — 79).  Altsaa  —  selv  om  man 
antager,  at  Brugen  af  Trolovelsesringe  var  indført  i  Jødeland  før  Kristi  Tid,  hvad  der 
er  højst  tvivlsomt,  saa  vilde  den  fattige  Tømmermand  Josef  næppe  have  valgt  en  kostbar 
^’nS'  udarbejdet  af  en  eneste  Ædelsten,  naar  han  kunde  og  skulde  lade  sig  nøje  med 
en  af  Jern. 

Der  er  som  omtalt  en  indsleben  Fordybning  i  Ringen  i  Perugia.  Det  er 
udenfor  al  I  vivl,  at  en  skaaren  Sten  har  været  bestemt  til  at  sidde  heri.  I  det  vidt¬ 
strakte  romerske  Rige  ere  Ringe  med  skaarne  Stene  fundne  overalt  og  i  talløs  Mængde. 
At  der  har  væiet  megen  Brug  for  Seglringe,  kan  ses  hos  den  berømte  Kirkefader  Klemens 

>•  »Der  G  eb  ranch  des  Trauringes,  der  keinen  Edelstein  enthalten  darf,  wurde  offenbar  von  den  Romern 
entlehnt«  ,  I.  lerles:  »Die  judische  Hochzeit  in  nachbiblischer  Zeit«  i  »Monatschrift  fur  Geschichte  und 
Wissenschaft  des  Judenthumsc,  udgivet  af  Dr.  Frankel,  9de  Aargang,  I.eipzig  1860,  Pg.  349. 

2 ■  »arrhabo  amoris«.  Miles  gloriosus  IV,  I,  Vers  945. 

Ilistoria  natuialis,  Liber  XXXIII  cap.  I:  Ili  qvoqve,  qvi  ob  legationem  acceperant  aureos  (annulos), 
m  publico  tantum  utebantur,  intra  domos  vero  ferreis.  Qvo  argumento  etiam  nunc  sponsae  annulus 
ferreus  mittitur,  isqve  sine  gemma.  (Ogsaa  de,  der  som  Gesandter  havde  modtaget  Guldringe, 
brugte  dem  kun  i  det  offentlige  Liv,  men  hjemme  benyttede  de  Jernringe.  Af  samme  Grund  sendes 
der  endnu  Bruden  en  Jernring,  endog  uden  Ædelsten). 


Fig.  91.  Madonnas  Ring 
i  Domkirken  i  Perugia; 
naturlig  Størrelse. 


98 


fra  Alexandria  (c  150 — 217  efter  Kr.).  Han  siger  i  sin  n atådyioyog,  et  Skrift,  der  skal 
berede  unge  nysomvendte  Hedninger  til  et  kristeligt  Liv:  « Logos  (Ordet  o:  Kristus,  sml. 
Joh.  Evang.  1  Cap.  1  Vers)  tillader  Kvinderne  at  bære  en  gylden  Ring,  dog  ikke  til 
Pynt,  men  for  med  husmoderlig  Omhu  at  kunne  forsegle  kostbare  Sager  i  Hjemmet«  .  .  . 
»Men  naar  vi  Mænd  tidt  ere  uden  kvindelig  Ledsagelse  i  vor  offentlige  Virksomhed  eller 
ved  landlige  Sysler,  og  ofte  have  noget  at  forsegle  for  sikkert  at  bevare  det,  —  saa  til¬ 
lader  Logos  ogsaa  os  i  dette  Tilfælde,  men  kun  i  dette,  at  bære  en  Seglring«  .  .  .  »Mænd 
maa  ikke  bære  Ringen  paa  nogen  anden  Finger  end  paa  den  lille,  og  kun  paa  det 
bageste  Led  af  denne;  thi  saaledes  kan  Haanden  være  skikket  til  Arbejde,  hvortil  vi 
behøve  den,  og  Ringen  falder  ikke  let  af,  da  den  sidder  bedst  fast  paa  dette  Led«  h 
Den  saakaldte  Marias  Ring  har  sikkert  ikke  været  nogen  Trolovelsesring,  men  en  Seglring. 
Ved  Kirkefaderens  Ord  forklares  tillige,  hvorfor  den  har 
saa  snæver  en  Aabning:  den  har  været  bestemt  til  at 
bæres  paa  den  lille  Finger. 

Det  er  vanskeligere  at  afgjøre,  til  hvilken  Tid  den 
maa  henføres.  Ringen  er  noget  plump  og  uhandelig. 

Det  kostbare  Stof  er  Skyld  heri.  En  Ædelsten  kan  ikke 
tyndes  nok  og  ikke  som  Metallet  let  bøjes  om  en  Finger. 

Derfor  røber  selve  Valget  af  Stoffet  en  barbarisk  Smag. 

Det  ligner  ikke  heller  den  gode  antike  Aand  at  ind¬ 
sætte  en  skaaren  Sten  i  en  Stenring ;  man  vilde  have 
udskaaret  selve  Ringen.  De  talrigt  fundne  romerske 
Seglringe  ere  af  Guld,  Sølv,  Bronze,  Jern  eller  andet 
Metal,  hvori  Stenen  er  indfattet.  Madonnas  Trolovelses¬ 
ring  kan  derfor  næppe  henføres  til  Højdepunktet  af  Ro¬ 
merfolkets  Udvikling  paa  Kristi  Tider,  men  maa  være  forfærdiget  i  en  Overgangstid,  da 
den  antike  Verdens  Traditioner  endnu  levede,  dog  stærkt  paavirkede  og  ændrede  under 
Barbarernes  Herredømme  i  det  4de—  9de  Aarhundrede  efter  Kr. 

Forf.  kjender  kun  een  lignende  Ring,  og  den  er  i  hans  Eje.  Han  har  i  sin 

Tid  erhvervet  den  i  Italien  af  den  engelske  Kunstforsker  Mr.  Charles  Murray,  som 
opgav,  at  den  var  funden  i  Nærheden  af  Siena  i  Forbindelse  med  nogle  faa  Glas¬ 
stykker  og  et  Par  Smaaperler  af  utvivlsom  antik  Oprindelse1  2.  Herpaa  maa  der 

dog  næppe  lægges  stor  Vægt;  det  kan  have  været  tilfældigt  i  Jorden  sammenbragte 
Sager.  Ringen  er  af  Bjergkrystal,  omtrent  af  samme  Størrelse  som  den  i  Perugia, 

1.  Der  Pådagog,  oversat  af  Thalhofer,  Kempten  1875.  Lib  III  cap.  II,  pag.  437  og  flg.  »Der  Logos 
gestattet  ihnen  einen  goldenen  Ring,  aber  nicht  zum  Schmucke,  sondern  um  werthvolle  Dinge  in 
ihrem  Hause  zu  versiegeln  mit  hausmiltterlicher  Sorgfalt.«  .  .  .  »Wenn  aber  auch  wir  Manner  bei  unserem 
offentlichen  Wirken  oder  bei  unserer  Thatigkeit  auf  dem  Lande,  wobei  wir  oft  ohne  Weiber  sind,  des 
sichern  Verschlusses  wegen  Etwas  zu  versiegeln  haben,  so  gestattet  auch  uns  der  Logos  fur  diesen 
Fali,  aber  nur  fitr  diesen,  einen  Siegelring«  .  .  .  »Auch  sollen  die  Manner  den  Ring  nicht  an  andern 
Fingern  tragen,  sondern  ihn  an  den  kleinen  stechen  und  da  an  das  hinterste  Glied  ,  denn  so  ist  die 
Hånd  zur  Arbeit  geschickt,  wozu  wir  sie  brauchen,  und  der  Ring  fallt  nicht  leicht  herab,  da  er  an 
jenem  Glied  besser  haftet«. 

2.  Forf.  besidder  Finderens  Brev,  som  erklærer,  at  Sagerne  ere  fundne  i  Jorden  imellem  Tavernelle  og 
Vico  di  Val  d’Elsa. 


99 


14* 


dog  noget  tykkere,  navnlig  foran,'  hvor  en  aflang  Indslibning  tydeligt  tilkendegiver,  at 
der  heri  har  været  indsat  en  større  skaaren  Sten  end  i  Marias  Ring.  Den  har  ligesom 
denne  en  meget  lille  Aabning.  Det  er  ganske  mærkeligt,  at  den  ene  af  disse  to  ens¬ 
artede  Rmge  er  funden  i  samme  italienske  Provins,  som  fra  gammel  Tid  husede  den 
anden.  Det  synes  at  pege  paa,  hvor  Hjemstedet  for  Marias  Ring  skal  søges. 

Resultatet  af  denne  lille  Undersøgelse  maa  blive  følgende,  Paa  Josefs  og  Marias 
Tid  brugtes  næppe  Trolovelsesringe  i  Jødeland,  i  ethvert  Tilfælde  ikke  i  Form  af  Seglringe. 
Den  romerske  Kirke,  som  hurtigt  glemte,  at  Josef  og  Maria  vare  Jøder,  overførte  i  Legen¬ 
derne  sine  egne  Sæder  og  sin  egen  Brug  paa  alt,  hvad  der  angik  disse  kjære  Skikkelser. 
Herved  er  Sagnet  om  Marias  Trolovelsesring  opstaaet.  Den  Ring,  som  udgives  derfor, 
er  en  italiensk  Signetring,  vistnok  fra  den  tidligste  Middelalder.  Den  kan  maaske  have 
tilhørt  en  eller  anden  hellig  Mand  eller  Kvinde,  og  saaledes  i  det  9de  Aarh.  være 
kommet  den  chiusinske  Gejstlighed  i  Hænde.  Den  har  i  Tidens  Løb  gjort  sin  gode 
Tjeneste.  Den  har  trøstet  og  husvalet  Mennesker  og  gjør  vel  saa  endnu  en  Stund.  &Den 
har  gjort  mange  Underværker,  men  det,  som  vanskeligst  gjøres  den  efter,  er,  at  den  har 
fremkaldt  store  og  skjønne  Kunstværker. 


De  danske  regalier. 

Af  A.  D.  Jørgensen. 


P'g-  93-  Kong  K rislian  V’s  krone. 


Rosenborg. 


w  om  bekendt  blev  der  ved  kong  Kristian 
V’s  salving,  den  7.  Juni  1671,  brugt  nye  re¬ 
galier.  kione,  scepter,  sværd,  æble  og  salvings- 
buddike,  uden  at  det  hidtil  er  lykkedes  at 
oplyse,  hvorledes  disse  blev  bragte  til  veje 
eller  hvem  der  havde  gjort  dem  (se  Tidsskrift 
for  Kunstindustri  1890,  s.  12).  Særlige  regn¬ 
skaber  for  deres  anskaffelse  findes  ikke,  og 
de  nævnes  ej  heller  i  kongens  private  eller 
i  skatkammerets  almindelige  udgiftsbøger. 

Der  haves  ikke  des  mindre  en  fuldt 
troværdig  meddelelse  om  deres,  i  alle  til¬ 
fælde  kronens,  oprindelse  fra  samtiden,  nem¬ 


li! 


i  Ivar  Hertzholms  »Den  stormægtigste  ar 


monarks  H.  Christian  den  V  . 


rve- 


salvings  korte 


beskrivelse«,  tilegnet  U.  F.  Gyldenløve 


O  o- 


P.  Schumacher  (1671).  Forfatteren,  der  senere  blev  asssessori  den  norske  'overl, ofret  Z 
»geedes  gav  sig  af  med  historiske  studier,  giver  i  sine  vers  en  ret  kyndig  fremstilling  af 
Ki isban  V’s  første  regeringsår,  og  der  er  ingen  grund  til  at  tvivle  om  hans  efterretningers 


roo 


pålidelighed  ;  han  har  ikke  blot  lagt  nøje  mærke  til  hvad  der  kom  til  offenlighedens 
kundskab,  men  han  kendte  også  forhandlinger  i  regeringskredsene,  der  endnu  ikke 
var  tilendebragte  h 

Om  kronen  siger  Ivar  Hertzholm  ganske  vist  ikke  meget;  han  beskriver  dens 
form  og  pragt,  men  opgiver  ikke  udtrykkeligt,  hvem  der  har  smeddet  den.  Derimod  for¬ 
tæller  han  (A  III),  at  den  i  (re  dage  var  at  se  hos  »Curtz«;  den  var  her  udstillet  til 
skue  for  alle  og  enhver,  og  det  ligger  da  nær  at  antage,  at  samme  Curtz  var  den 
mester,  som  havde  lavet  den.  Dette  siges  da  også  med  rene  ord  i  den  »sonnet«,  som 
»Niels  Olufssøn  H.«  (forfatterens  broder?)  har  fået  lov  til  at  lade  trykke  bag  i  bogen, 
med  en  henvendelse  om  hjælp  til  kongen.  Han  gentager  nemlig  fortællingen  om  den 
udstillede  krone  (den  sammenlignes  med  den  guldring,  som  kong  Frode  lod  henlægge  på 
alfar  vej!),  men  der  tilføjes:  »Curtz  vel  kongens  cron  har  gjort;  dog...« 

Der  var  ved  denne  tid  kun  én  guldsmed  af  dette  navn,  som  havde  kongens  ar¬ 
bejde,  nemlig  Povl  Kurtz  eller  Kurize,  som  han  selv  skriver  sit  navn  (Københavns  diplo¬ 
matarium,  III  500,  derfor  opfattet  som  Kurtzen).  Han  brugtes  ikke  blot  jævnlig  til  at  lave 
smykker  o.  1.,  men  i  foråret  1672  ses  han  også  at  have  leveret  et  danebrogskors,  den  ny 
oprettede  orden,  der  dengang  lige  var  bleven  uddelt  i  over  20  eksemplarer2.  Samme 
mand  nævnes  alt  1659  blandt  »kongelige  tjenere«,  nemlig  som  kongens  guldsmed  (anførte  sted). 

Et  andet  spørgsmål  vedrørende  regalierne ,  som  kan  have  nogen  interesse,  er 
dette:  når  er  de  bleven  gjorte?  og  hvor  kan  det  være,  at  de  hverken  opføres  blandt  ud¬ 
gifter  eller  gældsposter?  Herpå  må  vistnok  svares,  at  de  er  gjorte  før  tronskiftet,  den  9. 
Februar  1670,  efter  Frederik  III’s  foranstaltning,  og  ikke,  som  man  har  ansét  for  givet, 
efter  dette  tidspunkt.  Hvad  der  taler  herfor,  er  følgende  omstændigheder. 

Først  er  det  da  sikkert,  at  den  ny  tronstol  af  enhjørning  (narhval)  var  skaffet  til 
veje  af  den  afdøde  konge;  det  fortælles  bl.  a.  af  Hertzholm:  »Den  Fredrik  gøre  lod, 
dog  vilde  den  ej  klæde«  (A  II). 

Det  samme  gælder  om  de  tre  sølvløver,  der  fik  deres  plads  foran  tronen,  eller 
efter  Hertzholm  skulde  tumle  sig  på  dens  tre  trin  og  dels  skræmme  dens  avindsmænd, 
dels  vise  deres  egen  rædsel  for  dens  majestæt  (»at  te  sig  vældelig,  dog  de  for  tronen 
bæve«).  De  blev  alt  brugte  ved  kongens  castrum  cloloris,  den  30.  Marts  1670. 

Endvidere  er  det  vist,  at  kongeloven,  der  ligeledes  spillede  en  fremtrædende  rolle 
ved  salvingen,  var  bleven  udfærdiget  i  Frederik  III’s  sidste  ar;  den  var  i  foråret  1669 
bleven  forsynet  med  et  hængende  guldsegl  (med  mærket  J.  H.  d.  e.  Jakob  Hoe,  se  dette 
tidsskrift  1891,  s.  186)  og  den  var  indesluttet  i  et  sølv  futteral.  Det  er  ikke  her  stedet 
at  komme  nærmere  ind  herpå;  men  det  kan  godtgøres,  at  lovens  datering,  den  14.  No¬ 
vember  1665  er  urigtig,  og  at  den  først  er  affattet  tre  år  senere,  hvorefter  dens  ud¬ 
færdigelse  i  de  to  pragteksemplarer  påfulgte. 

At  imidlertid  også  kronen  og  scepteret,  og  da  rimeligvis  også  sværd,  rigsæble  og 
salvingsbuddike,  hidrører  fra  den  gamle  konges  tid,  fremgår  af  procesakterne  i  Griffenfeids  sag. 

Blad  Cl II  v:  Kongen  betænker  sig  af  hensyn  til  kirken  på  at  underskrive,  hvad  man  anbefaler  ham 
som  tjenligt  for  handelen  ^iemlig  indkaldelsen  af  fremmede  trosbekendere).  Ønsket  herom  var  i  for¬ 
året  1671  fremsat  af  Gyldenløve;  udførelsen  kom  først  ud  på  efteråret  og  i  det  følgende  år. 

-■  Sjællandske  missiver,  i  Danske  kancellis  arkiv,  for  disse  år.  Regnskaberne  for  Frederik  III’ s  »eget 
Kammer«  er  tabte. 


101 


Der  blev  efter  de  trykte  beretninger  (Wolffs  Griffenfekl,  s.  326;  Riegels  Kr.  V, 
s.  276;  Hofmann,  danske  adelsmænd,  III  120)  den  25.  April  1676  forelagt  den  faldne 
rigskansler  otte  spørgsmaal,  som  han  synes  at  have  besvaret  skriftlig.  Desværre  er  intet 
heraf  bevaret  blandt  de  i  rigsarkivet  beroende  akter,  og  den  fuldt  avtentiske  form  for 
svarene  kan  neppe  mere  udfindes.  Den  er  dog  øjensynlig  bedre  bevaret  på  et  blad  i 
Ny  kongl.  samling  1318  b  (fol.)  på  det  kongelige  bibliotek,  end  i  de  trykte  kilder,  og  5. 
og  6.  spørgsmål  og  svar  skal  derfor  lier  anføres  efter  det  nævnte  håndskrift. 

»Hvor  han  var  kommen  til  den  krone  og  scepter,  som  fandtes  hos  ham?«  Svar: 
>af  den,  som  antvortede  ham  den  forseglede  bog,  hans  majestæt  at  overlevere,  var  ham 
og  disse  rigets  insignia  overleverede,  og  af  hvad  årsag,  kan  af  samme  bog  noksom 
erfares,  med  hvad  kondition  de  hannem  leveret  var  og  hvad  han  havde  til  deres 
levering  at  svare«. 

»Hvorfor  han  for  hendes  majestæt  dronning  Sofie  Amalie  holdt  det  så  aldeles 
forborgen,  eftersom  h.  m.  ham  derom  nogle  gange  havde  anmodet?«  Svar:  »Havde  den 
salig  herre  villet  h.  m.  skulde  haft  fuldkommen  relation  herom,  havde  den  si.  herre  h.  m. 
det  selv  abenbaret;  hvis  ikke,  havde  han  svoret  hans  majestæt  hende,  såvel  som  hans 
herre,  det  ikke  at  åbenbare«. 


Det  fremgår  heraf,  at  Schumacher  ved  tronskiftet  var  i  besiddelse  af  krone  og 
scepter  (uden  al  tvivl  ligesom  kongeloven  lienlagte  i  arkivhvælvingen),  uden  at  dron¬ 
ningen  havde  rede  på,  hvad  det  var  han  gemte  for  kongen;  og  at  dette  da  var 
de  nye  regalier,  ikke  den  ældre  krone  (Kristian  IV’s),  må  ansés  for  en  selvfølge. 
Men  denne  omstændighed  forklarer  da  formentlig  også  det  hele  forhold  med 
regallerne.  Frederik  III  har  villet  efterlade  sig  nye  insignier  for  det  suveræne  konge¬ 
dømme,  lige  fra  tronstol  til  krone  og  kongelov,  men  han  har  ikke  haft  fuld  tillid  til 
dronningen  og  har  derfor  betroet  dem  til  sin  kammersekretær,  hvis  troskab  han  stolede 
pa.  Hvad  der  foruroligede  ham  med  hensyn  til  tronfølgen,  er  det  ikke  her  stedet  nær¬ 
mere  at  gå  ind  på;  det  skal  kun  antydes,  at  den  yngre  søn  prins  Jørgen  havde  givet 
anledning  til  den  mistanke,  at  han  som  født  efter  faderens  tronbestigelse  anså  sig  for 
nærmere  berettiget  til  tronfølgen,  og  at  han  var  moderens  yndling  frem  for  den  ældre 
Kristian.  Det  kunde  derfor  ligge  nær  for  kongen  at  skaffe  betingelserne  til  veje  for  sin 
ældste  søn  til  umiddelbart  efter  hans  død  at  fremtræde  med  kongedømmets  insignier  som 
et  håndgribeligt  pant  på,  at  faderen  havde  kåret  ham  til  sin  efterfølger1.  Af  endnu  større 
betydning  kunde  dette  blive,  hvis  Kristian  skulde  dø  før  faderen,  men  efterlade  sig  en 
umyndig  søn,  hvis  ret  efter  kongeloven  det  kunde  blive  vanskeligere  at  hævde  overfor 
den  yngre  kongesøn  og  den  myndige  moder.  Det  ligger  nær  at  formode,  at  »den  for¬ 
seglede  bog«  har  indeholdt  kongens  sidste  vilje  for  et  sådant  eller  andre  tænkte  tilfælde. 

Det  vil  heraf  fremgå,  at  den  såkaldte  »kong  Kristian  V’s  krone«  ikke  blot  er 
bleven  brugt  af  alle  vore  enevoldskonger  ved  deres  salving,  men  at  den  også  i  sin  op¬ 
rindelse  er  nøje  knyttet  til  kongeloven  og  dens  statsorden,  idet  den  hidrører  fra  selve 
lovgiveren  og  fra  første  færd  har  været  en  del  af  hans  politiske  testamente. 

løvrigt  må  det  endnu  bemærkes,  at  regalierne  i  deres  nuværende  tilstand  meget 


1. 


Kongelovens  16.  artikel  siger:  »Og  endog  .  .  .  herefter  straks, 
næste  i  arvelinjen  krone ,  scepter  og  ene  volds-arve  konge  titel 
tilkommer  .  . 


nar  én  konge  ved  døden  afgår,  den 
og  magt.  det  samme  øjeblik  egner  og 


102 


mulig  har  undergået  nogen  forandring  efter  Frederik  III’s  død.  Om  tronstolen  siges  det 
udtrykkeligt,  at  den  først  da  blev  gjort  færdig  (af  Ferdinand  Kublich),  og  kronen  har  vel 
også  været  i  Curtz’s  værksted,  før  den  blev  offenlig  udstillet  i  hans  bod.  Vi  ser  da  også, 
at  kongen  i  foråret  1671  gør  et  stort  indkøb  af  juveler,  og  det  er  rimeligt,  at  det  kun 
er  anbringelsen  af  dem  i  regalierne,  som  der  overhoved  er  tale  om  i  hans  tid.  Juvelerne 
købtes  af  V.  Fr.  Wedel,  den  senere  greve  af  Wedelsborg,  og  betaltes  med  36,000  rdlr. 
(144,000  kroner),  som  imidlertid  den  franske  afsending  Terlon  måtte  gøre  udlæg  for1. 
Det  var  uden  tvivl  disse  straalende  juveler,  der  bragte  samtiden  til  at  sætte  kronens  værdi 
til  7  tønder  guld  (d.  e.  2,800,000  kroner),  en  sum,  som  dog  i  vor  tid  er  reduceret  til 
472,000  kroner.  Muligvis  stammede  også  den  berømte  ametyst  i  tronstolen  herfra.  Når 
Ivar  Hertzholm  i  høje  toner  fremhæver  regallernes  pragt  og  sætter  deres  værdi  til  urimeligt 
høje  summer,  var  det  næppe  den  officielle  verden  ukært,  at  dette  blev  sagt  og  troet. 


Egenhændige  Arbejder, 

udførte  af  Medlemmer  af  det  danske  Kongehus. 

Af  P.  Brock. 


I  ældre  Tid  synes  det  at  have  været  en  almindelig  Skik,  at  fyrste¬ 
lige  Personer  ved  Siden  af  deres  egentlige  Livsgjerning  som  Regenter 
syslede  med  en  eller  anden  Virksomhed  i  Retning  af  Haandværk, 
Kunst  eller  Videnskab.  Skikken  gaaer  langt  tilbage,  og  det  er  ikke 
vanskeligt  at  finde  Exempler.  Af  fyrstelige  Kunstnere  træffe  vi  saaledes 
bl.  A.  den  provencalske  Digter  Kong  René  af  Anjou,  Greve  af  Pro¬ 
vence,  Fader  til  den  fra  Hertz’s  Drama  »Kong  Renés  Datter«  kjendte 
blinde  Prindsesse  Jolanthe.  Som  født  1408  og  død  1480  betragtes 
han  som  Elev  af  Jan  van  Eyck,  og  i  Kathedralen  i  Aix  og  i  Hospi¬ 
talet  i  Villeneuve  ved  Avignon  findes  der  endnu  nogle  Malerier,  som 
tilskrives  ham ;  blandt  disse  skal  særlig  fremhæves  Billedet  af  Domme¬ 
dag  i  Kapellet  ved  det  omtalte  Hospital. 

Ogsaa  Drejerkunsten  har  fundet  Udøvere  blandt  Fyrsterne;  i 
Museet  for  nordiske  Oldsager  opbevares  saaledes  nogle  drejede  Ar¬ 
bejder,  der  ere  udførte  af  Kejser  Rudolf  den  Anden,  og  i  Kunstmuseets 
Inventarium  omtales  endvidere  en  Elfenbenspokal,  som  ifølge  Indskriften 
er  forfærdiget  af  Ærkehertug  Leopold  af  Østerrig  i  Aaret  1618.  Det 
hedder  sig  ligeledes,  at  Kurfyrst  August  den  Første  af  Sachsen  og  Kong  Adolf  Frederik  af 
Sverig  have  syslet  med  Drejerkunsten;  i  ethvert  Tilfælde  vides  det  med  Sikkerhed,  at  Czar 
Peter  den  Store  af  Rusland  har  drejet,  og  to  Arbejder  af  ham,  hvilke  i  sin  Tid  have 


mentlig  udført  af 
Frederik  d.  Tredie. 
Rosenborg. 


Rigsarkivet:  Afregninger,  II  101  (ordre  af  13.  Marts  1671). 


103 


været  paa  Kunstkamret,  findes  endnu  paa  Rosenborg,  nemlig  en  Klfenbenspokal  og  en 
Elfenbensdaase,  hvori  et  Kompas,  med  Czarens  Brystbillede  udvendig  paa  Laaget;  begge 
disse  Gjenstande  angives  udtrykkelig  i  de  ældre  Inventarier  at  være  udførte  af  Peter  den 
Store  og  at  være  forærede  af  ham  til  Kong  Frederik  den  Fjerde.  I  sine  Efterretninger 
om  det  russiske  Rige  (Kjøbenhavn  1747)  omtaler  Præsten  P.  von  Haven,  der  i  sin  Tid  var 
fulgt  med  den  danske  Ambassadør  Carl  Holstein  til  Rusland  som  Legationspræst,  at  Peter 
den  Store  »var  selv  en  Kunst-Dreyer  paa  frie  Haand  uden  Maskinernes  Hielp«,  og  han 
beretter,  at  Czarens  Kunstdrejerbænke  med  Tilbehør  i  Aaret  1 735  bleve  afgivne  fra  Hoffet 
til  Kunstkamret  i  Set.  Petersborg,  hvor  de  tilligemed  nogle  i  et  Skab  opbevarede  egen¬ 
hændige  Arbejder  af  ham  optoge  tre  Stuer. 

Det  var  iøvrigt  ikke  alene  med  Drejerkunsten,  at  Peter  den  Store  syslede;  lige¬ 
som  de  store  Mestere  i  Overgangsperioden  fra  Middelalderen  til  den  nyere  Tid  i  Reglen 
vare  baade  Kunstnere  og  Haandværkere  paa  saagodtsom  alle  Kunstens  og  Haandværkets 
Gebeter,  saaledes  var  Peter  den  Store,  denne  mærkelige  Banebryder  for  den  nye  Tid  i 
Rusland,  hjemme  paa  en  Mængde  Omraader,  som  nutildags  i  Reglen  ligge  udenfor  en 
Fyrstes  Gjerning;  von  Haven  fortæller  saaledes,  at  Czaren  »forstood  næsten  alle  Haand- 
Verker  og  aflagde  i  adskillige  sin  Prøve,  i  sær  i  at  timre  og  smede,  bygde  og  selv  med 
egen  Haand  Huuse,  Fartøyer  og  viiste  nogle  Gange  paa  Verkene  ved  Moskov,  at  han 
kunde  trekke  Jern-Stangen  under  Hammeren  og  giorde  andet  saadant  Smede-Arbeyde«. 

Selv  ind  paa  den  praktiske  Videnskabs  Omraade  strakte  Kejserens  Interesse  sio-; 
von  Haven  siger,  at  han  »fandt  ogsaa  Behag  i  Cbirurgien  og  Medicinen,  og  forrettede 
selv  undertiden  Chirurgiske  Operationer.  Og  saasorn  han  plagedes  med  Tand-Pine,  saa 
lod  han  sig  i  sær  undervise  om  dens  Aarsag,  og  trak  selv  Tænderne  ud  paa  andre  af 
den  gemene  Mand,  givende  dem  for  hver  Tand,  han  maatte  udtrække,  først  5  Rubel,  og 
siden,  da  flere  meldte  sig,  end  han  havde  ventet,  een  Rubel  for  Stykket«. 

Ogsaa  om  flere  af  Kongerne  i  Frankrig  berettes  det,  at  de  have  givet  sig  af  med 
Sysler,  der  ligge  udenfor  Regenternes  egentlige  Livsgjerning;  det  hedder  saaledes  om 
Ludvig  den  Trettende,  at  man  knap  kunde  opregne  alle  de  skjønne  Haandværksfag,  hvori 
han  havde  arbejdet:  »car  il  sqavoit  faire  des  canons  de  cuir,  des  lacets,  des  filets,  des 
arquebuses  ...  Il  estoit  bon  confiturier,  bon  jardinier« ;  han  forstod  altsaa  at  lave  Ben- 
manchetter  til  de  da  brugelige  saakaldte  Kanonstøvler,  Fuglesnarer,  Jagtgarn,  Bøsser, 
endvidere  forstod  han  sig  paa  Nedsyltning  af  Frugter  og  paa  Havevæsen.  Om  Ludvig 
den  Femtende,  der  i  sin  Ungdom  ikke  holdt  af  at  læse,  og  som  kun  skrev  lidet,  berettes 
det,  at  han  »faisait  de  la  tapisserie«,  hvilket  nærmest  vil  sige,  at  han  broderede.  Mme 
Campan  beretter  om  Ludvig  den  Sextende,  at  han  ulykkeligvis  havde  en  altfor  levende 
Interesse  for  mekaniske  Arbejder,  særlig  for  Mureriet  og  Smedehaandværket,  og  at  han 
sammen  med  en  Smededreng  smedede  Nøgler  til  Laase;  ogsaa  med  Urmagerprofessionen 
har  Ludvig  den  Sextende  syslet. 

Endnu  i  vore  Dage  træffes  der  Fyrster,  som  beskjæftige  sig  med  Haandværk,  Kunst 
og  Videnskab;  saaledes  skal  Kejser  Vilhelm  den  Anden  af  Tydskland  have  lært  Bogbin¬ 
deriet,  medens  hans  Fader,  Kejser  Friederich  den  Tredie,  siges  at  have  beskjæftiget  sig 
med  Snedkerarbejde,  og  for  et  Par  Aar  siden  læste  man  i  Bladene  om,  hvorlunde  to  unge 
tydske  Prindser  midt  under  den  store  Murerstrike  flittig  svang  Murskeen.  Kong  Carl  den 
femtende  af  Sverig  har  malet  forskjellige  Landskabsbilleder,  og  hans  Brodersøn  Prinds 


104 


Eugen,  Hertug  af  Nerike,  dyrker  ligeledes  Malerkunsten,  som  ogsaa  udøves  af  Kejserinde 
Friederich  og  Kejser  Vilhelm  den  Anden.  Billedhuggerkunsten  dyrkes  af  Kejserinde 
Friederich  og  af  Fyrstinden  af  Battenberg,  hvilken  sidste  nylig  har  udført  en  Marmor¬ 
buste  af  sin  Moder  Dronning  Victoria  af  England.  Endelig  er  det  bekjendt,  hvilken  vel¬ 
signelsesrig  Virksomhed  den  talentfulde  og  praktiske  Øjenlæge  Hertug  Carl  Theodor  af 
Bayern  udøver  som  Operatør. 

Vi  have  hidtil  kun  omtalt  fremmede  fyrstelige  Personer,  der  have  udført  egen¬ 
hændige  Arbejder  af  forskjellig  Art,  men  ogsaa  i  det  danske  Kongehus  træffe  vi  adskillige, 
der  have  udøvet  slige  Sysler  væsentlig  i  Retning  af  Drejning  og  Malerkunst,  og  paa 
Rosenborg  findes  en  ikke  ringe  Samling  af  saaclanne  fyrstelige  Arbejder. 

Hvad  Drejerkunsten  angaaer,  da  er  det  højst  sandsynligt,  at  allerede  Christian 
den  Fjerde  har  beskjæftiget  sig  hermed;  Traditionen  gjør  saaledes  to  Elfenbensfløjter,  en 
Kniv,  hvis  Skaft  er  dannet  af  Narhvaltand,  en  Papirkniv  og  en  Traadvinde,  af  hvilke  Gjen- 
stande  den  sidstnævnte  allerede  i  det  i  7de  Aarhundrede  fandtes  paa  Rosenborg  og  i  Slottets 
ældste  Inventarium  angives  at  have  tilhørt  Christian  den  Fjerde,  til  hans  egenhændige  Arbejder, 
og  Slotsforvalteren  paa  Frederiksborg,  Hr.  Kapitajn  Hammelev,  har  meddelt  mig,  at  de 
Besøgende  endnu  stadig  spørge,  om  Christian  den  Fjerde  ikke  har  drejet  Rosetterne  i 
Bedekamret,  uagtet  det  oprindelige  er  ødelagt  ved  Branden  i  185Q,  hvilket  tyder  paa 
Existentsen  af  en  fra  tidligere  Tid  nedarvet  Tradition  herom,  en  Tradition,  hvis  Rigtighed 
synes  at  bekræftes  af  Adam  Bergs  Beskrivelse  af  Frederiksborg,  hvor  det  hedder:  »Im 
untern  Geschoss  ist  die  Konigl.  Drehekammer  zu  sehen,  und  in  derselben  mannichfaltige 
sehr  kiinstlich  gemachte  Instrumenten,  und  zu  selbiger  Kunst  dienliches  Geråthe«  ;  dette 
Lokale  var  beliggende  under  Konsejlsalen,  men  er  ifølge  Meddelelse  fra  Pir.  Kapitajn 
Hammelev  senere  forandret. 

Medens  det  saaledes  for  Christian  den  Fjerdes  Vedkommende  kun  er  Traditionen, 
man  kan  støtte  sig  til  med  Hensyn  til  Spørgsmaalet  om,  hvorvidt  han  har  beskjæftiget  sig 
med  at  dreje,  vides  det  derimod  med  Sikkerhed,  at  Frederik  den  Tredie  har  forstaaet 
sig  herpaa,  idet  den  norske  Kunstner  Jacob  Jensen  i  sin  Autobiografi  beretter,  at  han  i 
Aaret  1662  til  Kongens  Fornødenhed  forfærdigede  et  Drejelad  med  en  Rad  (o:  et  Hjul), 
»hvilket  man  ej  alleneste  kunde  regere  med  Foden,  mens  endog  med  Haanden«;  dette 
Drejelad  kom  senere  til  Kunstkamret.  Ifølge  Rosenborgs  Inventarier  er  en  dersteds  op¬ 
bevaret  passigdrejet  cylindrisk  Buddike  af  Elfenben  et  egenhændigt  Arbejde  af  Kongen, 
ligesom  den  i  vedføjede  Afbildning  (Fig.  94)  gjengivne  Elfenbensæske  fra  1667  antages 
at  være  udført  af  ham. 

Det  var  ikke  alene  Frederik  den  Tredie,  som  benyttede  Jacob  Jensen  som  Lærer 
i  Drejning,  men  denne  habile  Kunstner  underviste  tillige  Dronning  Sophie  Amalie,  Christian 
den  Femte  som  Prinds,  Dronning  Charlotte  Amalie  og  Frederik  den  Fjerde  som  Prinds  i 
sin  Kunst,  altsaa  hele  tre  Slægtled  af  Kongefamilien;  i  sin  Autobiografi  beretter  han  selv 
Følgende  herom:  »Imidlertid  begjærede  Dronningen  ogsaa  min  Omgængelse;  derefter  blev 
jeg  rekommanderet  af  Prindsens  Hofmester,  som  var  Hr.  Ove  Skade,  med  Kongens  og 
Dronningens  Tilladelse,  til  at  opvarte  vores  naadigste  Arveprinds  og  Herre,  Prinds  Christian, 
i  Drejerkunsten,  og  opvartede  ham  i  3  Aar  hver  Dag  2  Timer.  Derefter  begjærede  den 
unge  Dronning  mig,  og  opvartede  jeg  hende  at  undervise  i  Drejerkunsten  1  Aar,  saa  at 
jeg  af  kongelig  Naacle  blev  tilladt  at  spise  ved  Hans  Majestæts  Bord  i  nogle  Aar,  salig 


105 


15 


og  højlovlig  Ihukommelse.  Og  eftersom  det  haver  behaget  Gud  vores  naadige  Dronning 
af  Guds  1  illadelse,  at  hun  haver  faaet  en  Arveprinds  og  Herre,  Prinds  Frederik,  saa  er 

jeg  ogsaa  rekommanderet  til  at  opvarte  han¬ 
nem  i  Drejerkunsten.  Og  haver  den  gunstige 


Fru  Hofmesterinde  ladet  hannem  gjøre  et 
Drejelad,  som  han  drejer  paa«.  Af  den  sidst¬ 
nævnte  af  Jacob  Jensens  kongelige  Elever, 
Frederik  den  Fjerde,  opbevares  endnu  paa  Rosen¬ 
borg  to  egenhændige  Elfenbensarbejder,  nem¬ 
lig  en  glat,  rund  Daase  med  paaskruet  Laag 
og  sort,  indlagt,  passigdrejet  Sirat,  forfærdiget 


Fig.  95.  Elfenbensdaase,  hvori  sex  mindre,  alle 
udførte  af  Frederik  den  Fjerde. 
Rosenborg. 


1682,  altsaa  i  hans  nte  Aar,  og  den  i  ved¬ 
føjede  Afbildning  (Fig.  95)  gjengivne  i  Kurve¬ 
mønster  passigdrejede,  runde  Daase  med  Skrue- 
laag,  hvorpaa  en  aaben  Rose ;  indeni  Daasen 
findes  sex  mindre,  passigdrejede  Daaser  med 
paaskruede  Laag  samt  en  Seddel  med  en  gammel  Haandskrift,  som  meddeler,  at  det 
Hele  var  en  Nytaarsgave  fra  Kronprindsen  til 
hans  Fader  Kong  Christian  den  Femte  1691. 

Frederik  den  Fjerdes  Broder  Prinds  Carl  vides 
ogsaa  at  have  havt  sin  Drejebænk  paa  Vemmetofte. 

I  Fængslet  i  Blaataarn  lærte  Leonora  Chri¬ 
stine  Ulfeldt  Drejeriet  af  Slotsfogdens  Fuldmægtig 
Peder  Jensen  Tøtzløff,  efter  at  hun  først  havde 
ladet  ham  lære  Kunsten,  og  senere  under  sit 
Ophold  paa  Maribo  Kloster  uddannede  hun  sig 
yderligere  heri;  ifølge  Frøken  Urnes  Beretning 
udførte  hun  Arbejder  i  Rav  og  Elfenben ,  og 
Sperling  omtaler  ligeledes,  at  hun  beskjæftigede 
sig  med  Drejning. 

Endnu  de  to  følgende  Slægtled  af  det  danske 
Kongehus  nød  Undervisning  i  Drejning,  idet  saa- 
vel  Christian  den  Sjette  og  Dronning  Sophie  Mag- 
dalene  som  Frederik  den  Femte  og  begge  hans 
Dronninger,  Louise  og  Juliane  Marie,  bleve  vej¬ 
ledede  i  Kunsten  af  den  berømte  Schweizer  Lo¬ 
rentz  Spengler,  der  gjorde  sin  Lykke  her  i  Dan¬ 
mark  ved  at  blive  Lærer  for  Kongefamiliens 
Medlemmer  og  endte  som  Kunstkammerforvalter. 

Af  Christian  den  Sjettes  Arbejder  findes  paa 
Rosenborg  to,  nemlig  en  rund*  passigdrejet 


Fig.  96.  Elfenbens  Lysekrone,  udført  af 
Dronning  Louise.  Rosenborg. 


Daase  af  Elfenben  i  Form  af  en  Kurv  med  Laag  og  en  passigdrejet  Rose  af  uklart,  gul¬ 
brunt  Rav,  indfattet  i  Laaget  paa  en  forgyldt  Metaldaase;  derimod  er  der  ikke  opbevaret 
noget  Arbejde  af  Dronning  Sophie  Magdalene,  skjøndt  selve  hendes  Drejelad  findes  paa 


106 


Rosenborg;  men  hendes  Søster,  Fyrstinde  Sophie  Caroline  af  Os  friesland  har  efterladt  sig 
et  Vidnesbyrd  om  sin  Kunstfærdighed,  nemlig  et  ovalt  Dukkebord  af  Elfenben  paa  et 

drejet  Søjleskaft,  der  bæres  af  3  udsvejfede  Fødder.  Allerede 
før  Spenglers  Ankomst  til  Danmark  i  1  743  maa  Frederik  den 
Femte  som  Ivronprinds 
have  lært  Drejeriet,  idet 
der  paa  Rosenborg  op¬ 
bevares  en  af  ham  i 
hans  1 6de  Aar  1739 
udført  lille,  rund,  drejet 
Ravdaase  med  paa¬ 
skruet  Ravlaag;  end¬ 
videre  findes  samme¬ 
steds  af  Frederik  den 
Fem/es  Arbejder  en  glat, 
rund,  rødbejtset  Elfen¬ 
bensdaase  med  Sølv¬ 
indfatning  og  med  en 
rund  Ravplade  i  Laaget 


kig.  97.  Elfenbensbucldike, 
udført  af  Dronning  Juliane  Marie.  6U  rUnd’  grejet 
Rosenborg. 


Elfenbensdaase,  i  hvis 
Laag  findes  etgjennem- 
sigtigt  Ravstykke,  hvori  Aftryk  af  en  dansk  Dukat, 
med  Skildpaddes  Indfatning.  De  af  Frederik  den 
Femtes  Dronninger  efterladte  Arbejder  vidne  gjen- 
nemgaaende  om  stor  Kunstfærdighed;  saaledes  har 
Dronning  Louise  forfærdiget  en  overordentlig  fin  lille 
Spinderok  og  tvende  prægtige  smaa  Lysekroner  af 
Elfenben  (Fig.  96),  en  Snegletrappe  med  løse  Ringe 
paa  hvert  Trin  og  en  meget  fin  Spids  foroven,  lige¬ 
ledes  af  Elfenben,  samt  et  chinesisk  Taarn  med  10 
Etager  af  samme  Materiale ;  Sokkelen,  der  er  af 
Ibentræ,  er  omgiven  af  et  Elfenbensrækværk,  og 
hver  af  Taarnets  Etager  er  forsynet  med  fremsprin¬ 
gende  Ta  g  og  sex  Klokker.  Af  Dronning  fuliane 
Maries  Arbejder  findes,  foruden  to  Elfenbensbuddiker 
med  Laag  (Fig.  97),  det  i  vedføjede  Afbildning 
(Fig.  98)  gjengivne  i  Aaret  1 754  udførte  Tempel, 
bestaaende  af  to  Etager,  der  hver  bæres  af  sex  El¬ 
fenbenssøjler.  Prindserne  Carl,  Frederik  og  Vilhelm 
af  Hessen  plejede  at  glæde  Frederik  den  Femte 
paa  hans  Fødselsdag,  den  31te  Marts,  med 
egenhændige  Arbejder,  af  hvilke  adskillige  findes  paa  Rosenborg. 


Fig.  98.  Elfenbenstempel, 
uilført  af  Dronning  Juliane  Marie  175  p 
Rosenborg. 

I  Aaret  1 759  fik 


Kongen  saaledes  af  Prinds  Vilhelm  en  glat,  rund,  drejet  Pokal  af  Elfenben  med  en  Krone 


107 


15* 


og  en  gjennemsigtig  Ravknap  paa  Laaget  samt  en  Krone  paa  Fodskaftet,  af  Prinds  Carl 
en  lignende  og  af  Prinds  Frederik  en  glat,  drejet  Vase  af  Elfenben  med  en  smuk  Krone 
og  en  Ravknap  paa  Laaget;  det  følgende  Aar  forærede  Prinds  Vilhelm  Kongen  et  rundt 
Elfenbenstempel,  ovenpaa  hvilket  en  Krone  med  en  Ravvase,  der  øverst  bærer  en  Konge¬ 
krone  af  Guld,  og  paa  sin  sidste  Fødselsdag  1765  fik  Kongen  af  den  samme  Prinds  en 
overalt  i  Spiralformer  kruspassigdrejet  Elfenbenspokal,  paa  hvis  Laag  er  anbragt  en  riflet, 
passigdrejet  Vase  med  Ravknap  og  to  udskaarne  Hanke.  Ogsaa  den  aldrende  Enke¬ 
dronning  Sophie  Magdalene  betænktes  engang  paa  sin  Fødselsdag,  den  28.  November 
1760,  med  egenhændige  Arbejder  af  Prindserne  Carl  og  Frederik  af  Hessen,  nemlig  to 
ægformede  Elfenbenspokaler  med  Fod.  Foruden  de  nævnte  Arbejder  har  Prinds  Vilhelm 
af  Hessen  endvidere  udført  et  rundt  Elfenbenstempel  med  Sophie  Magdalenes  Buste  og 
Navnechiffer.  De  nævnte  Prindser  af  Hessen  arbejdede  tillige  i  Rav,  idet  der  paa  Rosen¬ 
borg  findes  tre  Flakoner  af  dette  Materiale,  udførte  af  hver  af  dem.  Med  Frederik  den 
Femtes  Død  tabte  Interessen  i  Kongefamilien  sig  imidlertid  for  den  Slags  egenhændige 
Arbejder,  der  ikke  forekomme  længere  i  den  følgende  Periode. 

Christian  den  Fjerde  gav  sig  af  med  selv  at  støbe  Kanoner,  til  hvilke  han  ogsaa 
selv  leverede  Tegning.  I  »Tidsskrift  for  Kunstindustri«  for  1890,  S.  161,  findes  en  Af¬ 
bildning  af  den  af  ham  1601  støbte  Rosenkartov,  der  desværre  senere  er  bleven  smeltet. 
At  han  ogsaa  var  en  praktisk  Arkitekt,  der  selv  ledede  sine  mange  Byggeforetagender,  er 
tilstrækkeligt  bekjendt. 

Medens  Ch7'istian  den  Fjerde  viste  sin  Interesse  for  Kemien  paa  praktisk  Maade 
ved  at  oprette  et  Laboratorium  eller  Destillerhus  i  Rosenborg  Have  til  Hoffets  For¬ 
syning  med  Essentser ,  vellugtende  Lande,  Elixirer  og  Medikamenter  og  senere  ved 
Opførelse  sammesteds  af  en  stor  Smelteovn  til  Experimenter  med  den  norske  Gulderts, 
var  Frederik  den  Tredie  mere  alkymistisk  anlagt,  og  der  opbevares  endnu  paa  Rosenborg 
et  lille  Stykke  Guld,  som  Kongen  selv  skal  have  produceret.  Interessen  for  Guldmageriet 
vedblev  endnu  længe  efter  Frederik  den  Tredies  Tid;  saaledes  fik  Christian  den  Femte  i 
Aaret  1695  af  Prindsessen  af  Hessen  Homburg  et  Stykke  smeltet  Guld,  som  hendes 
Fader  selv  »udaf  Bly  havde  gjort«  tilligemed  et  lille  Stykke  af  Blyet,  hvoraf  det  var  gjort, 
og  begge  disse  Stykker  opbevares  ligeledes  paa  Rosenborg,  hvor  der  tillige  findes  to  af 
Hertugen  af  Sachsen-Lauenburg  i  Aaret  1714  udførte  Glas  af  Rubinflus.  Selv  langt  ind 
i  »Oplysningens  Tidsalder«  i  det  1 8de  Aarhundrede  trivedes  saadanne  Arbejder;  Landgrev 
Carl  af  Hessen,  Dronning  Marie  Sophie  Frederikkes  Fader,  interesserede  sig  meget  for  den 
mystiske  Kemi  og  arbejdede  utrættelig  i  sit  Laboratorium  paa  Gottorp  Slot,  vejledet  af 
Adepten  Grev  Saint  Germain,  der  paastod,  at  han  ved  Brugen  af  en  Livselixir  var  bleven 
350  Aar  gammel.  Rosenborg  besidder  af  Landgrev  Carls  Arbejder  et  rødt,  slebet  Glas, 
der  er  farvet  ved  en  af  ham  opfunden  Metalkomposition,  og  en  Æske  af  hans  Metal  for¬ 
synet  med  hans  Datter  Dronning  Maries  Navn;  det  sidstnævnte  Stykke  er  kommet  til 
Samlingen  fra  hendes  Datter  Arveprindsesse  Carolines  Bo. 

Emaillekunsten  har  ogsaa  været  udøvet  i  det  danske  Kongehus,  idet  Christian  den 
Femtes  Datter  Prindsesse  Sophie  Hedvig  har  emailleret  Knappen  paa  en  blandt  Frederik 
den  Fjerdes  Sager  paa  Rosenborg  opbevaret  Stok.  Emaillen  paa  denne  Stokkeknap  er 
hvid  med  chinesiske  Fremstillinger  i  Blaat;  øverst  findes  Frederik  den  Fjerdes  dobbelte, 
sammenslyngede  Navnechiffer,  omgivet  af  to  sammenbundne  Laurbærgrene  i  rød,  blaa  og 

—  10S  — 


grøn  Farve,  kronet  af  en  Amor  i  Guldrelief.  Det  er  maaske  ikke  urimeligt  at  antage,  at 
det  er  den  dygtige  franske  Emaillør  Josias  Barbette  fra  Strasborg,  der  i  de  kongelige 
Regnskaber  fra  de  senere  Aar  af  Christian  den  Femtes  Regering  benævnes  »Konterfejer 
Barbette«,  »den  fransøske  Skildrer  Barbette«,  »den  liden  Fransos  Barbette«,  og  hvis  Navn 
endnu  forekommer  i  Regnskaberne  langt  hen  i  Frederik  den  Fjerdes  Regering,  der  har 
undervist  Prindsessen  i  sin  Kunst,  da  der  samtidig  med  ham  ikke  synes  at  have  været 
nogen  anden  Emaillemaler  her;  han  havde  desuden  i  Aaret  1693  udført  et  Emailleportræt 
af  den  da  16-aarige  Prindsesse  Sophie  Hedvig,  hvilket  findes  paa  Rosenborg,  og  han 
levede  endnu  her  i  Kjøbenhavn  1728. 

Et  til  Juvelerkunsten  hørende  Arbejde  er  udført  af  Dronning  Sophie  Magdalenes 
Søster  Fyrstinde  Sophie  Caroline  af  Ostfriesland,  nemlig  en  af  hende  sleben  Smaragd,  der 
er  anbragt  i  en  Guldnaal  med  en  brillantbesat  Krone  over.  Dette  kostbare  Stykke  om¬ 
tales  i  Dronning  Sophie  Magdalenes  Testamente  af  10.  Oktober  1746  under  Nr.  14  blandt 
»diejenige  Stiicke,  die  ich  wiinschte,  dasz  sie  bey  der  Krone  bleiben  mogten  und  zu 
ewigen  Zeiten  auf  die  Nachkommen  behalten  werden«  og  opbevares  i  Overensstemmelse  med 
hendes  senere  hen  i  Testamentet  udtalte  Ønske  paa  det  af  hende  dertil  udpegede  Sted, 
Rosenborg. 

Af  det  ældste  bevarede  haandskrevne  Inventarium  over  Rosenborg  fra  1718  frem- 
gaaer  det,  at  der  allerede  dengang  i  Marmorværelset  opbevaredes  nogle  af  Frederik  den 
Fjerdes  Dronning  Louise  lakerede  Træarbejder,  af  hvilke  endnu  den  Dag  idag  de  fleste 
findes  i  det  samme  Værelse,  hvor  de  forresten  under  den  nuværende  gjennemførte  histo¬ 
riske  Ordning  af  Sagerne  ikke  rigtig  høre  hjemme,  da  Marmorværelset  væsentlig  indeholder 
Gjenstande  fra  Frederik  den  Tredies  og  Christian  den  Femtes  Tid.  De  beskrives  i  det 
nævnte  Inventarium  saaledes:  »Siuf  Ziirater  af  træ,  Lachered  af  Hendis  Mayst  Dronning 
Lowise;  Saasom  een  røed  6  kandted  Vase  med  dekkel,  oven  paa  Deckelet  een  Løwe  af 
Massiv  Sølf,  Neden  under  Trej  Løve  fødder,  ligeleedis  Massiv;  Tvende  Krucker,  blaa  og 
Sølf  Brilliand,  Tvende  grønne  Brilliand,  og  deris  Deckler;  Endnu  Tvende  Beggere  gand- 
sche  Guld-Brilliand  Lachered,  og  røed  Staphered«.  Her  haves  saaledes  et- fuldstændigt 
paalideligt  samtidigt  Vidnesbyrd  om,  at  disse  Arbejder  ere  udførte  af  den  da  endnu 
levende  Dronning  Louise,  medens  man  med  Hensyn  til  flere  andre  af  de  egenhændige 
kongelige  Arbejder  kun  kan  paaberaabe  sig  Oplysninger  i  senere  Inventarier,  hvis  Kilder 
ikke  ere  kjendte.  Den  mundlige  Tradition  paa  Slottet  beretter  tillige,  at  nogle  lignende 
der  opbevarede  Gjenstande  ere  lakerede  af  Dronning  Anna  Sophie. 

Leonora  Christine  Ulfeldt  har  under  sit  Fangenskab  i  Blaataarn  udført  forskjel- 
lige  Arbejder,  som  hun  omtaler  i  sit  Jammers  Minde;  hun  fortæller  saaledes,  at  hun  af 
det  Pottemagerier,  som  var  blevet  tilovers,  da  Kakkelovnen  blev  opsat,  ved  FIjælp  af  01 
formede  »iblant  anded  Siosfogdens  Billede  oc  Quindens  Billede,  smaa  Kruusze  og  Skaaller«, 
et  Bæger  med  tre  Knapper  forneden  og  med  Frederik  den  Tredies  Navn  paa  Siden,  samt 
nogle  Fremstillinger  af  Dyr.  Slotsfogden,  der  havde  ladet  Kongen  se  disse  Arbejder,  for¬ 
talte  hende  siden,  at  de  vare  komne  paa  Kunstkamret,  men  dettes  Inventarier  indeholde 
Intet  herom.  Hun  beretter  ogsaa,  hvorledes  hun  i  Fængslet  fik  sig  lavet  en  Væv,  som 
hun  benyttede,  og  at  hendes  Opvartningskvinde  Barbara  lærte  hende  at  indbinde  Bøger; 
Udgiveren  af  Jammers  Mindet  antager,  at  Hæftningen  af  Manuskriptet  til  dette  er  hendes 
eget  Værk.  Af  andre  egenhændige  Arbejder,  som  hun  nævner  i  Jammers  Mindet,  skal 


-  109  — 


omtales  den  Æske,  hvori  hun  tilbagesendte  Dronning  Charlotte  Amalie  de  hende  tilstillede 
Silkeorme,  efter  at  de  havde  spundet;  denne  Æske  havde  hun  betrukket  udenpaa  med 
Atlask  og  »læncket  der  paa  et  Munster  med  Guld-Traae.  Inden  udi  war  Æssken  bedragen 
med  hwit  Tafft.  I  Laaget  war  syed  med  soort  Silcke  en  underdanig  Begiæring,  att  Hendis 
Majt  naadigst  wille  forhiælpe  til  att  løsze  miine  Baand  oc  binde  mig  igien  med  Naadsens 
Haand«.  Hun  arbejdede  ligeledes  i  Fængslet  paa  sit  Ligtøj;  paa  Puden  og  Øjenklædet 
syede  hun  Vers;  en  Guldtresse,  som  ved  Aabningen  af  hendes  Grav  fandtes  i  denne,  op¬ 
bevares  nu  paa  Rosenborg.  Pindvidere  fortæller  hun,  at  hun  syede  Blomsterstykker  med 
Silke  og  Sølvtraad  paa  Pergament  i  det  saakaldte  gyldne  Arbejde,  og  et  Bordtæppe  med 
»Flox-Silcke  i  ny  aff  mig  optenckte  Flammer,  stafferte  ded  med  Tafft  oc  Sølff  Frantzer«, 
hvilke  Gjenstande  hun  tilstillede  Dronning  Charlotte  Amalie.  Frøken  Urne  fortæller  ogsaa' 
at  Leonora  Christine  særlig  havde  Færdighed  i  det  gyldne  Arbejde  og  i  Flammesyning! 
Det  sidste  Arbejde,  hun  udførte  i  Fængslet,  er  den  endnu  paa  Rosenborg  opbevarede 
Ansøgning  til  Christian  den  Femte  om  Friheden;  den  bestaaer  af  et  Kobberstik  af  Christian 
den  Fjerde,  hvilket  hun  havde  illumineret  med  Farver  og  indsat  i  en  udskaaren  Ramme, 
som  hun  selv  havde  forgyldt;  paa  Bagsiden  har  hun  skrevet  Ansøgningen.  Af  Taknem- 
mebghed  over  den  hende  givne  Frihed  broderede  hun  derefter  paa  Maribo  Kloster  Christian 
den  Femtes  Portræt  med  Silke  i  forskjellige  Farver;  det  er  indfattet  i  en  Ramme  af  for¬ 
gyldt  Sølvtraad,  i  hvilken  der  paa  Inderkanten  er  syet  et  Vers  til  Christian  den  Femtes 
Ære.  For  denne  Opmærksomhed  tilstod  Kongen  hende  200  Rdlr.  aarlig  som  Forhøjelse 
af  hendes  Understøttelse.  Billedet  opbevares  nu  paa  Rosenborg.  Til  Maribo  Kirke 
skjænkede  hun  et  af  hende  udført  Alterklæde  af  gylden  Tobin  og  en  Alterdug  af  fint 
Lærred  med  fine  Kniplinger  omkring,  men  disse  tvende  Stykker  existere  ikke  mere. 

Som  det  vil  erindres,  var  der  paa  Kunst-  og  Industriudstillingen  i  Kjøbenhavn 
1 S 7Q  udstillet  et  Billede  af  Christian  den  Fjerde,  syet  paa  Silke;  det  hedder,  at  dette 
Stykke,  der  tilhører  det  Deichmannske  Bibliothek  i  Christiania,  er  et  Arbejde  af  Leonora 
Christine,  og  det  er  formentlig  det,  hvortil  der  sigtes  i  Wilsters  bekjendte  Digt  om  hende, 

1  hvilket  det  siges,  at  hun  har  udført  et  saadant  i  Fængslet;  det  omtales  imidlertid  ikke 
i  Jammers  Mindet. 

Medens  man  for  Leonora  Christines  Vedkommende  har  tilstrækkelig  paalidelige 
Oplysninger  i  hendes  Jammers  Minde  og  i  Frøken  Urnes  Beretninger  vedrørende  de  af 
hende  udførte  broderede  og  syede  Arbejder,  savnes  der  desværre  med  Hensyn  til  de  fleste 
af  de  mange  lignende  paa  Rosenborg  opbevarede  Gjenstande,  der  rimeligvis  ere  udførte 
af  en  eller  anden  af  de  kongelige  Damer,  authentiske  Meddelelser  herom  i  Inventarierne, 
og  man  har  i  Reglen  kun  den  mundlige  Tradition  at  støtte  sig  til.  Dronning  Charlo/te 
Amalie  tillægges  der  saaledes  Udførelsen  af  den  broderede  Plade  paa  et  L’hombre-Spille- 
bord,  ligesom  det  ogsaa  hedder  sig,  at  hun  og  hendes  Hofdamer  have  broderet  Betræk¬ 
kene  paa  de  18  Læne-  og  Armstole,  der  findes  i  Riddersalen,  og  Prindsesse  Sophie 
Hedvig  skal  ifølge  Traditionen  have  broderet  et  Par  paa  Rosenborg  opbevarede  Punge 
ellei  1  asker.  Sikkrere  synes  det  derimod  at  være,  at  bemeldte  Prindsesse  har  udført  de 
tvende  af  Brasch  i  Vemmetoftes  Historie  omtalte  Broderier  i  Sølv  og  Perler  paa  sort  Fløjl, 
hvilke  fremstille  Jacobs  Drøm  og  hans' Kamp  med  Englen,  af  hvilke  det  sidstnævnteStykke 
findes  paa  Rosenborg,  i  hvis  Inventarier  det  udtrykkelig  angives,  at  Stykket  er  fra  Prind- 
sessens  Haand.  Frederik  den  Fjerdes  Datter  Prindsesse  Charlotte  Amalie  har  i  ‘sit  14de 


I  lo 


Aar,  altsaa  i  Aaret  1720,  paabegyndt  et  Kanevasbroderi,  der  fremstiller  Jacobs  Drøm,  og 
som  er  testamenteret  Samlingen  af  afdøde  Etatsraad  Schønning.  Det  skal  endnu  tilføjes, 
at  den  1  saa  mange  Retninger  virksomme  Prindsesse  Sophie  Hedvig  paa  Vemmetofte 
filerede  Fuglegarn,  og  at  hun  ogsaa  beskæftigede  sig  mecl  Vævning.  Som  et  med  de 
broderede  og  syede  Gjenstande  beslægtet  Arbejde  skal  endnu  omtales  en  Fremstilling  af 
en  fransk  Dame  efter  Moden,  udført  i  et  Slags  Mosaik  af  Silke  og  Guld  af  Ulrik  Frederik 
Gyldenløves  Gemalinde  1693,  hvilket  Stykke  Rosenborg  i  Aaret  1824  har  faaet  fra 
Kunstkamret. 

Musik  er  selvfølgelig  bleven  dyrket  af  Damer  af  Kongehuset  baade  i  ældre  Tid  og 
lige  op  til  vore  Dage.  Det  er  tilstrækkeligt  at  minde  om,  at  Leonora  Christine  i  sit 
Jammers  Minde  beretter  om,  hvorledes  hun  i  Fængslet  fik  anskaffet  sig  et  Clavicordium, 
paa  hvilket  hun  akkompagnerede  Opvartningskvinden  Barbaras  Psalmesang,  at  Prindsesse 
Sophie  Hedvig  har  efterladt  sig  en  nu  paa  Rosenborg  opbevaret  prægtig  Mandolin  af 
Skildpadde  og  Elfenben,  forsynet  med  hendes  Navnechiffer,  og  at  det  i  Christian  den 
Sjettes  paa  Rosenborg  opbevarede  Dagbøger  under  30.  November  1744,  Kongens  Fød¬ 
selsdag,.  berettes,  at  der  om  Eftermiddagen  var  »ein  Concert  de  Musique  bey  Ihro  Maytt 
der  Konigin,  wobey  die  Cron  Princesse,  Konigl.  Hoh.,  den  General  bass  auf  dem  Clavier 
spielete«.  At  Hendes  Majestæt  den  nuværende  Dronning  nærer  en  varm  Interesse  for  Musik 
og  selv  udøver  denne  skjønne  Kunst,  er  almindeligt  bekjendt. 

De  bildende  Kunster  have  ligeledes  havt  Udøvere  i  Kongehuset  baade  i  ældre  Tid 
og  lige  op  til  vor  egen  Tid.  Blandt  Prindsesse  Sophie  Hedvigs  Efterladenskaber  fandtes 
saalecles  et  Portræt  af  Christian  den  Fjerde,  malet  af  hans  Søn  Ulrik ,  og  paa  Rosenborg- 
opbevares  et  Portræt  af  en  Præst  i  Jorck  i  Stiftet  Bremen,  hvilket  ifølge  en  paa  Bagsiden 
skreven  Oplysning  er  udført  af  Frederik  den  Tredie  som  Ærkebiskop  dér.  Leonora  Chri¬ 
stine ,  der  havde  lært  at  tegne  af  Carl  van  Mandern,  vides  at  have  malet  Portræter  af 
Christian  den  Fjerde,  Korfitz  Ulfeldt  og  sig  selv,  hvilke  Billeder  fandtes '  i  Klevenfelds 
Samling,  hun  har  ligeledes  udført  et  Billede  af  Amtsskriver  Holst  i  Flensbor°-  o°-  en 
Tegning  paa  Papir  med  Vers  og  skreven  Forklaring;  endelig  har  hun  paa  Maribo  Kloster 
udført  to  Portræter,  af  sig  selv  og  af  Korfitz  Ulfeldt,  »au  crayon«. 

Christian  den  Femte ,  hvis  Malerkasse  til  Pastelfarver  tilligemed  en  Bog,  hvori  han 
har  udført  nogle  Skizzer,  samt  nogle  løse  Tegninger,  udførte  af  ham,  opbevares  paa  Rosen¬ 
borg,  har  i  1673  i  Guache  fremstillet  Ganymedes,  som  bortføres  af  Ørnen;  Billedet  (Fig.  99), 
der  ligeledes  findes  paa  Rosenborg,  er  indfattet  i  en  smuk  Ramme  af  Sølvfiligran  og  er 
temmelig  godt  bevaret.  Han  har  ligeledes  »skildret  den  Piest,  som  kaldtes  Mignon«  med 
Vandfarver,  hvilket  Billede  omtales  i  det  Inventarium  over  Rosenborg,  som  Agent  Holck 
i  sin  Tid  har  udgivet  efter  en  senere  forsvunden  Original  fra  1 696.  Det  fremgaaer  ogsaa 
af  dette  Inventarium,  at  der  dengang  i  Skilderi  kamret  paa  Rosenborg  i  et  Skab  hang  »14 
Skilderier  en  Mignature,  som  Kong  Christian  den  Femte,  hans  Prindser  og  Prindsesser  Tid  efter 
Anden  til  Nyt  Aar  have  giort«,  og  der  kan  ogsaa  endnu  den  Dag  idag  paavises  Vidnes¬ 
byrd  om,  at  næsten  alle  hans  Børn  have  beskjæftiget  sig  med  bildende  Kunster;  saaledes 
opbevares  paa  Rosenborg  en  Elfenbens  Daase  med  et  i  Vox  pousseret  Portræt,  der  er 
udført  af  Christian  Gyldenløve  1692,  og  blandt  Prindsesse  Sophie  Hedvigs  Efterladen- 
skaber  fandtes  fire  Landskabsstykker  udførte  af  Frederik  den  Fjerde ,  to  malede  af  Prinds 
Christian  og  tre  af  Prinds  Vilhelm.  Af  Sophie  Hedvigs  egne  Arbejder,  af  hvilke  16 

—  in  — 


Stykker  lige  fra  Begyndelsen  af  have  været  opbevarede  paa  Rosenborg,  hvor  de  endnu 
findes,  fandtes  der  ifølge  Brasch  paa  Vemmetofte  efter  hendes  Død,  foruden  nogle  ufuld¬ 
endte  Stykker,  22  Blomstersiykker,  8  Genrestykker,  4  bibelske  Stykker  og  7  Portræter 
(Czaren,  Czarinden,  Dronning  Charlotte  Amalie,  Prinds  Jørgen,  Overhofmesterinde  Schmidt- 
berg,  Gehejmeraad  Råben  og  Marskalinde  Gram  født  Holstein).  Det  var  især  for  Blom¬ 
stermaleriet,  at  hun  ifølge  Riegels  nærede  Interesse,  hvilket  ogsaa  fremgaaer  af  en  paa 


Fig.  99. 

Ganymedes  bortføres  af  Ørnen,  Guachemaleri  af  Christian  den  Femte  1673. 

Rosenborg. 

Vemmetofte  efter  hende  funden  Tegnebog,  hvori  hun  har  udført  flere  Blomstertegninger 
med  Sølvstift  paa  Pergament,  samt  af  de  mange  Blomsterstykker  blandt  hendes  Arbejder. 
Allerede  i  en  Alder  af  14  Aar  ses  hun  at  have  malet,  idet  tvende  i  Sølvfiligranrammer, 
den  ene  øverst  forsynet  med  en  Krone,  indfattede  Fremstillinger  af  Christian  den  Fem¬ 
tes  danske  Lov  og  Regalierne  samt  af  en  Kongekrone  bestraalet  af  Solen  i  Skyerne, 
ere  signerede  med  Aarstallet  1691,  og  fra  hvert  af  de  nærmest  følgende  Aar  kunne 
Arbejder  derefter  paavises;  to  Blomsterstykker  paa  Pergament,  udførte  1692,  ere  ind¬ 
fattede  i  Sølvfiligranrammer,  øverst  forsynede  med  en  Krone;  fra  1693  har  der  tidligere 
existeret  en  Fremstilling  af  »Ivet  Siddendis  Fruentimmer  med  Cornu  Copiæ«  i  samme 
Slags  Ramme  som  Billederne  fra  det  foregaaende  Aar,  men  ifølge  en  i  Inventariet  af 


1 12 


1718  tilskreven  Bemærkning  »blef  dette  schielderie  bordt  stohlen«  imellem  den  8.  og 
9.  April  (Aaret  angives  ikke,  men  det  maa  være  sket  inden  1731)  fra  det  lille  Taarn- 
kammer  i  Stueetagen  nærmest  mod  Haven,  livor  samtlige  Sophie  Hedvigs  Arbejder  have 
været  opbevarede  hele  forrige  Aarhundrede  igjennem,  og  hvor  de  nu  efter  adskillige  Om¬ 
flytninger  atter  ere  bievne  samlede  paany.  Fra  1694  skriver  sig  en,  ligeledes  i  Sølv- 
filigranramme  med  Krone  over  indfattet  Fremstilling  af  en  paa  Skyer  hvilende  Kvinde- 


Fig.  100. 

Maleri  af  Prindsesse  Sophie  Hedvig  1694. 
Rosenborg. 


skikkelse,  der  holder  et  Skjold  med  Dronning  Charlotte  Amalies  Navnechiffer  (Fig.  100). 
Det  følgende  Aar  1695  har  fem  Arbejder  at  opvise,  nemlig  to  Blomsterstykker  med  hen¬ 
holdsvis  Christian  den  Femtes  og  Dronning  Charlotte  Amalies  Navne  anbragte  paa  Kurvene, 
hvori  Blomsterne  findes  (Rammerne  om  disse  Billeder  ere  af  Glas  med  forgyldt  Løvværk 
og  med  Sølvlister),  endvidere  to  Landskabsbilleder  paa  Pergament,  det  ene  fremstillende 
en  Klippeegn  ved  Havet,  det  andet  et  norsk  Bjælkehus  i  en  skovrig  Fjeldegn  (Rammerne 
om  disse  ere  af  Sølv  i  gjennembrudt  Arbejde  med  blaat  Glas  under  og  øverst  forsynede 
med  en  Krone)  og  endelig  Maria  med  Jesusbarnet  (i  en  dreven  forgyldt  Ramme  med 
Krone  over).  To  Billeder  i  Guache  med  Fremstillinger  af  Figurer  i  antike  Dragter  synes  at 
skrive  sig  fra  1696;  paa  Sølvrammerne,  øverst  prydede  med  en  Krone,  findes  paa  det 

—  1x3  — 


16 


ene  Stykke  14  Glas  Kameer,  hvoriblandt  Prindsessens  eget  Portræt,  paa  det  andet  1 2 
farvede  Flus  Kameer.  En  Gjentagelse  af  Billedet  af  Maria  med  Jesusbarnet  malede 
Prmdsessen  1  1697.  Det  følgende  Aar  udførte  hun  Christian  den  Femtes  og  Dronning 
Charlotte  Amalies  Brystbilleder;  de  ere  anbragte  paa  Ærespiller,  ved  hvilke  ses  henholds- 
V1S  Pietas  °S  Justitia  (Kongens  Valgsprog)  og  Pietas  og  Devotio;  Rammerne  ere  af  drevet 
Sølv  med  en  Krone  øverst.  Et  Blomsterstykke  paa  Pergament  dateret  den  23.  December 
1699  har  paa  Vasen,  hvori  Blomsterne  ere  anbragte,  Dronning  Charlotte  Amalies  Navne¬ 
chiffer;  Billedet  er  indfattet  i  en  dreven  forgyldt  Sølvramme  med  Krone  over.  Samtlige 
disse  her  nærmere  beskrevne  paa  Rosenborg  opbevarede  Miniaturmalerier  i  Vandfarve  og 
Guache  ere  forsynede  med  Prindsessens  Navn  og  Aarstal.  Derimod  er  et  i  Inventariet 
midt  iblandt  disse  anført  Miniaturbillede,  fremstillende  en  Dame  med  en  Hund  og  en 
Blomstervase  ved  Siden,  og  anbragt  i  en  Sølvfiligranramme,  hverken  betegnet  med  hendes 
Navn  eller  Aarstal,  ligesom  det  heller  ikke  i  Fortegnelsen  angives,  at  det  er  et  Arbejde 
af  hende,  saaledes  som  det  formodes  af  Brascli  i  Vennnetoftes  Historie. 

De  hidtil  nævnte  Arbejder  af  Prindsesse  Sophie  Hedvig  falde  samtlige  indenfor 
Aarene  1691-1699  og  ere  altsaa  fra  hendes  tidligere  Ungdom;  der  hengaaer  derefter 
over  en  Snes  Aar,  inden  der  atter  paa  Rosenborg  træffes  Arbejder  af  hende;  det  er  to 
malede  Blomsterkrandse,  der  ere  indfattede  i  forgyldte  Sølvrammer  (ikke  som  i  Vemme- 
toftes  Historie  anført  Sølvfiligranrammer),  rigt  besatte  med  Guldprydelser  og  Diamanter; 
i  Midten  af  det  ene  ses  Frederik  den  Fjerdes  Navnechiffer,  medens  der  i  Midten  af 
det  andet  findes  et  lille  Spejl.  Begge  disse  Stykker  forærede  Sophie  Hedvig  sin 
Broder  1  Anledning  af  hans  50  Aars  Fødselsdag  den  11.  Oktober  1721,  hvilken  han  og 
hans  nylig  kronede  Dronning  Anna  Sophie  tilligemed  det  nygifte  Par  Kronprinds  Christian 
og  Sophie  Magdalene  fejrede  paa  Vallø,  hvorfra  de  aflagde  Besøg  paa  Vemmetofte  hos 
Prindsesse  Sophie  Hedvig  og  Broderen  Prinds  Carl.  Det  fortælles,  at  Frederik  den  Fjerde 
havde  beklaget  sig  over,  at  hans  Portræter  ikke  lignede  ham  rigtigt,  og  at  hans  Søster 
derfor  paa  en  spøgefuld  Maade  opfyldte  sit  engang  givne  Løfte  om  at  skjænke  ham  et 
Portræt,  som  maatte  ligne,  ved  at  overrække  ham  det  lille  saaledes  udstyrede  Spejl,  som 
maatte  gjengive  hans  Ansigt  nøjagtigt,  idet  hun  ifølge  Brasch’s  Antagelse  rimeligvis  der¬ 
med  forbandt  den  1  anke  at  lede  ham  til  Selverkjendelse  med  Hensyn  til  de  nyligt  sted¬ 
fundne  Begivenheder,  der  havde  forøget  den  i  Kongefamilien  allerede  i  Forvejen  her¬ 
skende  Misstemning  over  hans  Forbindelse  med  Anna  Sophie  Reventlow. 

Medens  der  saaledes  har  existeret  og  endnu  existerer  adskillige  Minder  fra  det 
17de  og  Begyndelsen  af  det  18de  Aarhundrede  om  Kongefamiliens  Interesse  for  egen¬ 
hændig  Udøvelse  af  Malerkunsten,  træffe  vi  i  den  nærmest  følgende  Tid  —  med  Undtagelse 
af  et  hile  Blomsterbillede,  der  angives  at  være  udført  af  Caroline  Mathilde ,  og  som  er 
kommet  til  Rosenborg  fra  Prindsesse  Carolines  Bo,  og  et  Par  lignende  af  Hertuginde 
Lomse  Augusta  udførte  Billeder,  der  omtales  i  Protokollen  over  de  ved  Christiansborgs 
første  Brand  1794  reddede  Sager  —  en  lang  Aarrække  igjennem  ikke  flere  saadanne  Ar¬ 
bejder.  Først  i  vort  Aarhundrede  er  Sandsen  for  denne  smukke  Beskjæftigelse  atter 
vaagnet;  saaledes  har  Arveprindsesse  Caroline  i  sin  Tid  modtaget  Undervisning  af  Blom¬ 
stermaleren  Professor  Jensen,  ligesom  Hendes  Majestæt  Dronning  Louise,  der  fra  sin  tid¬ 
ligste  Ungdom  af  har  næret  den  varmeste  Interesse  for  Malerkunsten,  har  nydt  Vejledning 
af  forskjellige  af  vore  fremragende  Kunstnere  og  bl.  A.  har  udført  forskjellige  Altertavler  til 


114 


Kirker  lier  i  Landet,  saaledes  til  Gjentofte  Kirke  (Christus  paa  Genesareth  Sø,  malet 
1865,  anbragt  i  Kirken  1866),  til  Klitmøller  Kirke  (Christus  vandrende  paa  Søen,  malet 
1883)  og  til  Lundø  Kirke  (Christus  i  Gethsemane  Have,  malet  1887).  De  kongelige  Barn 
have  alle  nydt  Undervisning  i  Tegning  af  afdøde  Professor  Buntzen,  og  paa  Palæerne 
findes  egenhændige  Arbejder  saavel  af  Prindsesse  Alexandra  af  Wales  som  af  Hertuginde 

o 

Thyra  af  Cumberland.  Ogsaa  den  kongelige  Families  Svigerbørn  sysle  med  Kunsten, 
baade  Kronprindsesse  Louise ,  hvis  Fader  selv  udøvede  Malerkunsten,  og  Prinds  Valdemars 
Gemalinde  Prindsesse  Marie. 


Hundredaars-Jubilæum  for  Frihedsstøtten. 

Af  Jul.  Lange. 

Aar  efter  Christi  Fødsel  1792,  satte  eenige  Borgere  her  en  Støtte  af  Steen,  til  Minde 
om  deres  Konges  Christian  den  Syvendes  Velgierninger  imod  Dannemarks  Bondestand,  og  især 
ved  at  løse  dem  fra  Stavnsbaandet. 

Disse  Ord  ere  indgrave.de  paa  en  Guldplade,  som  den  31te  Juli  1792  højtidelig 
nedlagdes  af  Kronprins  Frederik  i  den  Grund  udenfor  Vesterport,  der  var  udset  til  Plads 
for  Bondef riheds-Monumenlet  —  eller,  som  det  senere  for  det  meste  er  blevet  kaldt,  » Fri¬ 
hedsstøtten  « .  Altsaa  er  det  indeværende  Aar,  Kong  Christian  den  Niendes  og  Dronning 
Louises  Guldbryllupsaar,  ogsaa  Jubilæumsaar  for  dette  Mindesmærke.  For  den  Sag,  til 
hvis  Ære  det  er  rejst  —  de  store  Landboreformer,  Stavnsbaandets  Løsning  —  fejrede  vi 
Mindefester  for  4  Aar  siden  (1888),  og  den  blev  ved  denne  Lejlighed  grundig  oplyst  ved 
en  Række  fortrinlige  Skrifter  af  vore  Historikere  og  Nationaløkonomer.  Naturligvis  er  Mo¬ 
numentet  en  Sag  af  ringere  Betydning  og  Rækkevidde;  og  dog  har  ogsaa  det  en  ret 
mærkelig  Plads  i  vort  Folks  Historie  og  Kunsthistorie.  Det  viser  os  det  ideelle  Lys,  hvori 
Datiden  saa  Landboreformerne  og  vilde  have  dem  sete,  og  det  viser  os  vor  Kunsts  Evne 
paa  dens  daværende  Udviklingstrin  til  at  udtrykke  hvad  der  bevægede  sig  i  Nationen. 
Det  fortjener  derfor  vel,  at  Mindet  om  dets  Tilblivelse  opfriskes  ved  en  lille  Artikel;  ja 
det  kunde  vel  egentlig  fortjene  en  udførligere  monografisk  Studie,  end  der  her  er  Tid 
og  Plads  til. 

*  * 

* 

Frihedsstøtten  maa  kaldes  vort  første  folkelige  Monument,  Patriarken  for  dem  alle, 
saa  mange  der  end  senere  ere  komne  til.  Ordet  »folkelig«  maa  her  vel  forstaas  med  visse 
Indskrænkninger  —  hvorom  mere  nedenfor  — ;  men  det  kan  i  hvert  Fald  bruges  med  Rette. 

Om  de  ældre  Monumenter  for  vore  Konger  - — •  Rytterstatuerne  paa  Hallandsaas 
og  Amalienborg  —  kunde  det  derimod  ikke  med  Rette  bruges:  de  vare  væsentlig  Udtryk 
for  det  absolute  Monarkis  Selvforherligelse.  Paa  Fodstykket  til  Frederik  den  Femtes 

—  1 15  —  16* 


•  Æ  J 


Rytterstatue  paa  Amalienborg  staar  der 
vel  —  paa  Latin  og  paa  Bronzetavler  — - 
at  Monumentet  er  rejst  af  det  asiatiske 
Kompagni  ( Socii  negotiationis  Asiaticæ  pie- 
tatis  publicæ  monumenlum  posture ) ;  det 
skulde  altsaa  være,  om  end  ikke  hele 
Folket,  saa  dog  en  Del  af  Kongens  Un- 
dersaatter,  hvem  Statuen  skyldtes.  Men 
det  maa  ikke  forstaas  ganske  efter  Bog¬ 
staven.  At  Monumentet  skulde  oprejses 
endog  efter  en  langt  større  Plan  end 
det  til  Slutningen  blev  —  var  en  af  Kon¬ 
gen  og  Hoffet  besluttet  Sag;  og  den 
franske  Billedhugger,  der  skulde  udføre 
det  (J.  F.  Saly),  var  allerede  indkaldt  til 
Danmark,  før  end  man  for  at  rejse  Penge 


til  de  store  Omkostninger  henvendte  sis 


til  det  kongelige 


danske  asiatiske  Kom¬ 
pagni,  der  ansaas  for  at  have  gjort  gode 
Forretninger  i  den  nærmest  foregaaende 
Tid.  Idet  Selskabet  gik  loyalt  ind  paa 
Sagen,  erhvervede  det  sig  ogsaa  Ret  til 
at  rejse  Monumentet  i  sit  Navn 1. 

Men  i  Christian  den  Syvendes  Tid, 
især  efter  Struensees  Fald,  da  Patriotismen 
blev  sat  i  Højsædet  og  Modersmaalet  og 
den  danske  Nationalitets  Ret  erkendtes 
ovenfra,  nærmede  man  sig  efterhaanden 


mere  til,  hvad  der  i  sand  Betydning  kan 


Fig.  ioi. 

Bernstorff-Obelisken  paa  Gentofte  Bakke. 


kaldes  folkelige  Mindesmærker.  Ved  An- 
læggene  paa  Jægerspris  lod  et  Medlem 
af  Kongehuset,  Arveprins  Frederik,  Minde¬ 
støtter  rejse  til  Ære  for  Mænd  af  Folket, 
der  i  tidligere  eller  senere  Tider  havde 
indlagt  sig  Fortjenester  af  Fædrelandets 
Udvikling.  Et  Monument  maa  dog  særlig  fremhæves  her  i  Forbindelse  med  Frihedsstøtten, 
som  dens  nærmeste  Forgænger,  nemlig  Obelisken  paa  Gentofte  Bakke,  oprejst  til  Minde 

'•  Det  oprindelige  og  overordentlig  storartede  Udkast  til  et  Kongemonument  paa  Amalienborg  skyldtes 
som  bekendt  Marcus  Tuscher  (Thiele,  Kunstakademiet  og  Hestslatuen  paa  Amalienborg,  1860)  Hvor 
bdet  Tuscher  ved  sin  Plan,  der  dog  virkelig  blev  Udgangspunkt  for  det  hele  Foretagende,  havde 
taget  Hensyn  til  Sagens  økonomiske  Side,  fremgaar  af  de  Ord,  hvormed  han  ledsagede  sin  Tegning- 
»Sollte  hier,  wider  Vermuthen,  eingewandt  werden,  dass  zur  Ausfiihrung  dieser  Zeichnung  sehr  viel 
Geld  erfordert  wiirde,  so  håbe  ich  die  Ehre  darauf  zu  antworten,  das,  mir  nach,  alle  Baarschaften 
der  Velt  mcht  besser  kbnnten  angewandt  werden,  als  in  Sachen,  die  zur  Ehre  und  Gedachtnis  Seiner 
Majestat  des  Kbnigs,  zur  Zierde  einer  Stadt  und  zum  Vergniigen  und  Nutzen  der  Inwohner  diente  . 


116 


om  den  afdøde  Grev  Johan  Hartvig  Ernst  Bernstorff,  som  paa  sit  Gods  først  havde  givet 
Exemplet  for  Bøndernes  Frigørelse  (Fællesskabets  Ophævelse  og  Ejendoms  Meddelelse)- 
Den  er  smykket  med  Agerdyrknings-Emblemer  og  Borgerkrone;  hele  Støtten,  af  norsk 
Marmor,  er  udført  af  Johannes  Wiedewelt  og  blev  afdækket  den  28de  August  1783.  Naar 
man  lige  fra  den  Tid  og  indtil  nu  plejer  at  sige,  at  det  var  Godset  Bernstorffs  Bønder, 
som  ved  dette  Mindesmærke  lagde  deres  Taknemmelighed  for  Dagen  mod  den  ædle  og 
berømte  Godsherre,  saa  maa  dette  vel  forstaas  saaledes,  at  Omkostningerne  vare  indsamlede 
hos  Bønderne;  hvorimod  det  ikke  er  rimeligt  at  antage,  at  Bønderne  af  sig  selv,  uden  Vej¬ 
ledning,  skulde  have  fattet  Ideen  til  at  rejse  et  saadant  Monument,  udført  af  Kunstner- 
haand:  de  kofteklædte  have  her  uden  Tvivl  ladet  sig  lede  af  kjoleklædte  Folk, 
hvis  Dannelse  havde  gjort  dem  fortrolige  med  Kunstens  Anvendelse  til  slige  Øje¬ 
med1 2.  Det  er  ogsaa  ret  betegnende,  at  Indskriften  paa  dette  Mindesmærke,  som  paa 
Forsiden  er  dansk,  paa  Bagsiden  er  gengivet  paa  Latin.  Man  havde  endnu  ikke  ret  Til¬ 
lid  til,  at  Modersmaalet  kunde  gælde  »for  Tid  og  Evighed«5. 

Om  Gentofte-Obelisken  skrev  Edvard  Storm  et  paa  Tidens  Vis  smukt  Diet,  hvori 
dens  Betydning  som  Mindesmærke  i  en  ny  og  mere  folkelig  Aand  fremhæves  saaledes: 

Hvad  sjældent  Monument  henrykker 

Din  Sjæl,  forbauste  Vandringsmand? 

Hvor  uligt  hine  Kunstens  Stykker, 

Som  hyklede  for  en  Tyran! 

Sig,  Marmor!  hvem  du  mest  gør  Ære: 

Den,  dig  fortjente,  eller  gav. 

Hvor  sødt,  taknemmelig  at  være! 

Hvor  stort,  at  leve  i  sin  Grav? 

Og  vistnok  fortjener  dette  Bondemonument  al  Ære  og  det  har  en  ret  betyd¬ 
ningsfuld  Plads  i  vor  Udvikling;  men  det  gælder  jo  kun  en  Reform  paa  et  enkelt  Gods, 
om  det  end  vidner  for  hele  Folket  om,  hvad  dér  var  blevet  udrettet. 

Den  store  Frihedsstøtte  lige  uden  for  Hovedstaden  gælder  derimod  en  Sag  af 
største  Vigtighed  for  hele  Folket,  og  Indbydelsen  til  at  yde  Bidrag  til  den  henvender  sig 
for  første  Gang  til  hele  Folket.  Denne  Indbydelse  var  udstedt  den  23de  April  1791,  og 
den  indeholder  saa  meget  om  Foretagendets  Historie  og  Betydning,  at  det  er  rigtigst  her 
at  gengive  den  kun  med  Udeladelser  af  enkelte  selvforstaaelige  Ting3. 

»Mange  agtbare  Medborgere  ytrede,  ved  de  sidst  forbigangne  Hs.  Majestæt 
Kongens  og  Hs.  Kongelige  Højhed  Kronprinsens  Fødsels-Feste,  det  Ønske:  At  der  maatte 


1-  Se:  Kort  Beskrivelse  over  Forfatningen  paa  Godset  Bernstorff  før  og  efter  Fællesskabets  Ophævelse 
og  Ejendoms  Meddelelse,  med  Forklaring  over  den  af  Bønderne  oprettede  Obelisk,  Kiøbenhavn  1783. 
Deri  Justitsraad  og  Amtsforvalter  Nis  Hammeleffs  »Tale  til  Gaardmændene,  som  have  bekostet  Obe¬ 
lisken  paa  Bernstorff  Gods«. 

2-  Ved  at  sammenligne  den  latinske  Text  med  den  danske  ledes  man  endog  snarest  til  at  antage,  at 
den  latinske  er  den  oprindelige  og  den  danske  oversat  efter  den.  Den  danske  lyder:  Æreminde 
efter  Døden  \for  |  Johan  Hartvig  Ernst  |  Greve  af  Bernstorff  \  som  gav  \  uskiftede  hovningfrie  arvelige  | 
Gaarde  j  med  dem  Stræbsomhed  Velstand  alt  |  til  Mønster  for  Efterslægten  |  MDCCLXV1I  \  oprettet  [ 
af  Godsets  takf  ulde  Beboere  |  MDCCLXXX11I  \  . 

3-  Minerva,  April,  Maj  og  Juni  1791,  S.  185. 


U 


samles  Subskription  til  et  Mindesmærke,  som  paa  et  bekvemt  Sted  her  i  Hovedstaden, 
om  hvilket  blev  nærmere  allerunderdanigst  at  ansøge,  kunde  oprejses,  til  Erindring  om 
de  landsfaderlige  Velgerninger,  Hs.  Majestæt  i  vore  Dage  har  bevist  den  hæderlige 
Bondestand,  især  ved  at  ophæve  Stavnsbaandet  til  Godserne,  og  at  bestemme,  efter  nøje 
overvejede  Retfærdighedens  og  Billighedens  Grundsætninger,  denne  arbejdende  og  nyttige 
Borgerklasses  Rettigheder  og  Pligter:  Alt  med  kongelig  og  ædelmodig  Opmærksomhed 
paa  Menneskets  \  ærd,  gensidige  Ejendommes  Betryggelse,  og  almindelig  Velstands 
k remme;  og  alt  paa  en  Tid,  da  Krige  og  Krigsødelæggelser  have  forstyrret,  eller  svækket 
Agerdyrkning  og  Velstand  i  saa  mange  andre  Lande  i  Europa.  De  have  tillige  erklæret 
sig  villige  til  at  bidrage  til  Bekostningerne,  og  anmodet  os,  Suhm  og  Lund,  nuværende 
Formåen d  for  Naturhistorie-Selskabet,  Fabritius,  Malling,  Colbibrnsen,  nu  Præsidenter  i 
Landhusholdnings-Selskabet,  og  mig  Abildgaard,  da  Direktør  for  Charlottenborg  Kunst- 
Akademi,  at  drage  Omsorg  for  denne  Sag. 

»I  den  Anledning  har  jeg,  Abildgaard,  givet  Tegning  til  et  Monument  og  derefter 
bragt  samme  i  Model.  Tegningen,  saa  vel  som  Modellet,  kan  hos  mig  tages  i  Øjesyn 
af  Subskribenterne 1. 

»Monumentet  er  en  Obelisk  af  bornholmsk  Sandsten,  som,  ved  Indskrifter  paa 
begge  Sider,  viser  de  lovlige  Friheder  og  Rettigheder,  Hs.  Majestæt  har  givet  Bonde¬ 
standen,  i  Forbindelse  med  dens  Pligter  mod  Fædreneland,  Øvrighed  og  Medborgere. 

»Obelisken  staar  paa  et  firkantet  Postament  af  norsk  Marmor,  hvis  fire  Sider  zires 
med  Medailloner  og  Indskrifts-Tavler,  hvilke  udfyldes  med  Basreliefs  og  Indskrifter,  som 
alle  nærmere  bestemmes. 

»Paa  de  fire  Hjørner  af  det  firkantede  Postament  anbringes  fire  Pjedestaller,  et 
paa  hvert  Hjørne.  Paa  disse  kommer  fire  Figurer,  hver  f/2  Alen  høj,  af  italiensk  Marmor, 
som  forestille  Troskab,  Tapperhed,  Jorddyrknings-Flid,  Fædrenelands-Kærlighed  med  deres 
Attributter.  Den  førstes  Attribut  er  en  Hund,  den  andens  mange  Spyd  indviklede  i  en 
Fane,  den  tredjes  en  Plov  og  et  Overflødigheds  Horn,  den  fjerdes  en  Borgerkrone  (corona 
civica )  og  fasces. 


»Hele  Monumentet  bliver  24  Alen  højt  og  vil  koste  omtrent  10,000  Rdlr2,  til 
hvilken  Sum  Subskription  hos  enhver  af  os  underskrevne  modtages.  Man  kan  tegne  sig 

for  saa  meget  og  for  saa  lidt  som  man  behager - .  Vi  paatage  os  derhos  alle  tillige 

Bestyrelsen  af  Arbejdet - ligesom  vi  og  ville  bestræbe  os  for,  at  Monumentet  kan 

være  færdigt  til  at  oprejses,  om  muligt,  ved  Hs.  Majestæt  Kongens,  og  Hs.  Kongelige 
Højhed  Kronprinsens  Fødsels-Fest  1792. 

»Allerede  medens  Modellet  har  været  i  Arbejde,  og  førend  offenlig  Indbydelse 
har  kunnet  ske,  er  tegnet  for  mere  end  det  halve  af  Subskriptions-Summen.« 


* 


*■  JeS  har  forespurgt  mange  Steder  baade  i  offentlige  Institutioner  og  hos  private,  om  Tegningen  og 
Modellen  eller  en  af  dem  ikke  skulde  findes  endnu;  men  ingensteds  har  man  kunnet  give  mig  Besked 
om  dem. 

2.  I  Følge  R.  Nyerups  Københavns  Beskrivelse  (1800)  S.  352  kom  Monumentet  dog  til  at  koste  benved 
14000  Rdlr. 


1 18 


Indbydelsen  er  undertegnet  af  de  ovenfor  fremhævede  sex  Navne.  Denne  Række 
Navne  er  ret  mærkelig.  Det  er  lutter  højt  staaende  Personer,  Førere  for  Landets  Intel¬ 
ligens;  der  mangler  blot  —  en  Bonde,  en  Repræsentant  for  den  Stand,  hvis  Velfærd  og 
Værdighed  Landbo-Reformen  havde  havt  for  Øje,  og  hvis  Stavnsbaand  var  blevet  løst. 
Det  var  jo  dog  til  Tak  for  Kongens  Velgærninger  mod  Danmarks  Bondestand,  at  Monu¬ 
mentet  skulde  rejses. 

Hvorvidt  der  fra  Bondestanden  er  flydt  Pengebidrag  til  dette  Formaal,  kender  jeg 
intet  Middel  til  nærmere  at  oplyse.  Af  Indbydelsens  Ord  at  slutte  har  det  næppe  været 
Bidrag  fra  Bønder  som  har  sikret  det  hele  Foretagende;  og  i  hvert  Fald  er  Initiativet  til 
det  udgaaet  fra  Mænd  af  en  rent  anden  Art.  En  af  dem  (Christian  Colbiornsen)  havde 
indlagt  sig  overordentlige  Fortjenester  af  Reformarbejdet;  andre  stode  det  fjernere  og 
vare  kun  beundrende  Tilskuere  til  »Kongens  Velgerninger  mod  deres  Brødre«.  Der 
digtedes  ogsaa  paa  hin  Tid  Vers,  som  skulde  udtale  Bøndernes  Følelser  af  Taknem¬ 
lighed;  men  det  var  andre  —  Hovedstadspoeter  —  som  lagde  Bønderne  Ordene  i 
Munden.  Ogsaa  i  vore  Dage  vilde  Planen  til  et  folkeligt,  kunstnerisk  Mindesmærke 
snarest  udgaa  fra  hvad  man  kalder  Intelligensen;  men  man  vilde  i  hvert  Fald  strax  se 
sig  om  efter  Bønder,  der  vilde  træde  til  som  Medindbydere.  At  man  for  hundrede  Aar 
siden  næppe  er  faldet  paa  at  opfordre  dem  til  at  sætte  deres  Navne  mellem  Kammer¬ 
herrers,  Etats-  og  Justitsraaders,  er  vistnok  ret  betegnende  for  Reformens  Natur:  man 
opfattede  Bondestanden  endnu  noget  abstrakt  som  en  i  politisk  Henseende  passiv  Klasse 
af  Mennesker,  der  kun  ved  Regeringsforanstaltninger  ovenfra  kunde  hæve  sin  Andel  i 
»Menneskets  Værd«.  Det  aktive  i  Sagen,  Følelsen  af  denne  »hæderlige  Bondestands«, 
denne  »arbejdende  og  nyttige  Borgerklasses«  Rettigheder  og  Pligter  og  de  fra  denne 
Følelse  udspringende  Handlinger  hørte  aldeles  hjemme  i  de  Samfundslag,  der  vare  til¬ 
gængelige  for  Tidens  Kulturstrømninger. 

Men  i  hvert  Fald  fejrede  København  Nedlæggelsen  af  Grundstenen  den  31te  Juli 
1792  som  en  Folkefest.  Beretningerne  undlade  ikke  at  omtale,  at  »Himlen  selv  syntes 
emblematisk  at  højtideligholde  denne  Fest:  Nys  førend  Højtideligheden  skulde  gaa  for 
sig,  var  Luften  paa  denne  ellers  meget  skønne  Sommerdag  bleven  mørk  af  stigende 
Tordenskyer.  Regnen  begyndte  at  anmelde  Uvejret.  Men  næppe  havde  Kanonerne 
forkyndt  Festens  Begyndelse,  førend  og  Skyerne  begyndte  at  adsplittes,  og  den  var  ikke 
forbi,  førend  hele  Horizonten  var  igen  fuldkommen  blid  og  rolig«.  Efter  at  mange 
tusinde  Tilskuere  havde  forsamlet  sig,  modtoges  Kronprinsen  paa  Pladsen  af  Statsministrene, 
Københavns  Magistrat  og  32  Mænd  og  Indbyderne  til  Subskriptionen.  Her  vare  altsaa 
alle  Reformbevægelsens  Hovedledere,  Kronprins  Frederik,  A.  P.  Bernstorff,  Chr.  D. 
Reventlow  og  Colbiornsen,  forsamlede.  Blandt  Indbyderne  var  den  berømte  Historiker 
Kammerherre  P.  F.  Suhm  udset  til  Festtaler;  men  da  han  ved  Sygdom  var  forhindret  fra 
at  møde,  maatte  Generalprokurør  Colbiornsen  og  Justitsraad  Ove  Malling  indtræde  i  hans 
Sted.  Begge  holdt  korte  og  smukt  formede  Taler  til  Kronprinsen,  Colbiornsen  ved  hans 
Ankomst,  Malling  da  Prinsen  nedlagde  Pladen  i  Grundstenen  og  til  Afslutning.  Ved  Bort¬ 
kørselen  ledsagedes  Kronprins  Frederik  af  en  stor  Del  af  den  forsamlede  Skare.  »Der 
strøedes  Blomster  paa  hans  Vej  af  nogle  af  Stadens  ædle  Borgerinder  fra  Altaner,  hvor 
han  kom  forbi,  hvorfra  ogsaa  Musik  lød  ham  imøde.  Resten  af  Dagen  var  en  fortsat 


119 


Glædesfest  for  dem,  som  havde  været  til  Stede  ved  den  egentlige  Højtidelighed,  og  festlig 
er  Dagen  for  alle  Fædrelandets  forstandige  og  skønsomme  Borgere«1. 

Fuldt  færdigt  stod  Monumentet  ikke  før  i  Efteraaret  1797.  En  højtidelig  Af¬ 
sløring  synes  ikke  at  have  fundet  Sted. 


* 


* 


* 


Indskrifterne  paa  Frihedsstøtten,  affattede  af  Thomas  Thaarup,  udtrykke  sD  alene 
paa  Modersmaalet  og  tale  et  fyndigt  og  smukt  Dansk.  De  lyde  saaledes: 


Paa  Obeliskens  Østside: 

KONGEN 

KIENDTE 

AT 

BORGERFRIE  HED 
BESTEMT 
VED 

RETFÆRDIG  LOV 
GIVER 

KIERLIGHED  TIL 
FÆDRELAND 
MOD  TIL  DETS  VÆRN 
LYST  TIL  KUNDSKAB 
ATTRAAE  TIL  FLID 
HAAB  OM  HELD 

Paa  Fodstykkets  Sydside: 

FOR 

CHRISTIAN  DEN  SYVENDE 

DE  DANSKES  OG  NORSKES 
KONGE 
AF 

EENIGE  OG  TAKNEMMELIGE 
BORGERE 


Taa  Obeliskens  Vestside: 

KONGEN 

BØD 

ST  AVNSB  AANDET 
SKAL  OPHØRE 
LANBOELOVENE 
GIVES 

ORDEN  OG  KRAFT 
AT 

DEN  FRIE  BONDE 
KAN  VORDE 
KIEK  OG  OPLYST 
FLITTIG  OG  GOD 
HÆDERLIG  BORGER 
LYKKELIG 

Paa  Fodstykkets  Nordside: 

GRUNDSTENEN 
BLEV  LAGT  AF 
FREDERIK 

KONGENS  SØN 
FOLKETS  VEN 
MDCCXCII 


Derimod  kan  man  ikke  saa  ganske  sige,  at  Monumentet  taler  Folkets  Sprog  som 
Kunst  betragtet,  i  Henseende  til  Skikkelser  og  Former. 

( )g  dog  skulde  Kunsten  jo  efter  sit  Væsen  udtrykke  sig  endnu  mere  almenfattelig 
end  Sproget,  endog  Modersmaalet.  For  at  forstaa  et  Billede  behøver  man  ikke  engang 
at  have  lært  at  læse  —  et  Fortrin  ved  Billedkunsten,  som  der  kunde  have  været  god 


*•  Minerva-  Juli,  August  og  September  1792,  S.  135  ff.  Den  danske  Tilskuer  II,  2  (1792)  S.  468  ff. 

—  120  — 


Brug  for  i  Slutningen  af  forrige  Aarhundrede,  især  ved  et  Monument  som  særlig  galdt 
Almuen.  Saaledes  oversattes  i  Middelalderen  Bibelens  Ord  og  Text  i  Billeder,  udtrykkelig 
til  Brug  for  Fattigfolk,  for  hvem  Bibelen  paa  Græsk  og  Hebraisk  eller  i  latinsk  Oversættelse 
var  en  lukket  Bog. 

Der  havde  i  den  danske  Kunst  i  Løbet  af  forrige  Aarhundrede  virkelig  været  en 
og  anden  Tilnærmelse  til  folkelig  Udtryksmaade,  som  ogsaa  Almuen  kunde  forstaa.  Joh.  * 
Gottfr.  Cirunds  vel  bekendte  Stenfigurer  i  Normandsdalen  i  Fredensborg  Slotspark  fortjene 
just  ikke  Ros  for  Ynde  og  Skønhed;  men  de  ere  dog  i  kunsthistorisk  Henseende  ret 
mærkelige  som  tidlige  Forsøg  paa  Crengivelse  af  nordiske  Bønders  virkelige  Udseende. 
Og  af  slige  Forsøg  var  der  flere.  Da  der  blev  Tale  om  et  Bondefriheds-Monument  paa 
Bernstorff  Gods,  gjorde  Billedhuggeren  C.  F.  Stanley  et  Udkast  til  en  Statue  —  ikke  af 
Grev  J.  H.  E.  Bernstorff,  hvad  der  ellers  kunde  have  været  rimeligt  nok,  men  af  en 
Bonde  i  Landarbejdernes  simple  Dragt  og  støttet  til  sin  Spade;  Udkastet  er  stukket  i 
Kobber  af  G.  Haas.  Dog  vilde  det  maaske  snarest  være  blevet  en  Bondeskikkelse  af 
den  Art,  som  man  finder  dem  paa  franske  Hyrdebilleder  fra  Rococotiden ;  der  skulde 
endnu  løbe  meget  Vand  til  Stranden,  før  vor  Billedhuggerkunst  lærte  at  give  en  virkelig¬ 
hedstro  Skildring  af  den  danske  Jens;  det  skete  først  efter  Aaret  1850  ved  Id.  V.  Bissens 
Landsoldat  i  Fredericia. 

Den  danske  Regering  havde  vel  i  Løbet  af  det  18de  Aarhundrede  udrettet  meget 
for  at  knytte  Kunsten  til  Landet  selv  og  derved  opdyrke  Folkets  kunstneriske  Evner. 
Den  Tid  var  uigenkaldelig  forbi,  da  enhver  større  Opgave  for  Kunsten  krævede  Indkal¬ 
delsen  af  en  fremmed  Mester:  Akademiet  var  blevet  grundlagt,  og  et  dygtigt  Kuld  af 
danske  Kunstnere  var  blevet  opdraget  i  det  og  stod  nu  selv  som  Mestere.  Men  alt  dette 
var  sket  ovenfra;  og  der  var  endnu  meget  langt  tilbage  til,  at  den  Kunst,  som  udgik  fra 
Akademiet,  og  som  næsten  var  eneherskende,  kunde  naa  Grunden  og  Bunden  i  det 
danske  Folk.  Det  var  en  lærd  og  klassisk,  en  fornem  og  akademisk  Kunst,  grundet  paa 
Studier  efter  romerske  Forbilleder  i  den  Aand,  hvori  disse  Forbilleder  vare  bievne  opfattede 
i  det  nyere  Italien  og  Frankrig.  Her  i  Landet  ligesom  i  det  øvrige  Evropa  talte  Kunsten 
helst  Latin,  hvor  den  skulde  løse  monumentale  Opgaver;  og  den  Ros,  som  vore  dygtige 
Kunstnere  fra  hin  Tid  kunde  gøre  Krav  paa,  og  som  ogsaa  alle  Vegne  fra  blev 
indrømmet  dem,  bestod  i  at  de  stode  paa  Højden  af  Tidsalderens  akademiske  Dannelse 
og- udtrykte  sig  lige  saa  grundig,  korrekt  og  smukt  som  Kunstnerne  andensteds  i  Evropa 
paa  det  kunstneriske  Romersprog. 

Hvor  mange  af  de  Hundredetusincler  af  frigjorte  Bønder,  som  i  Løbet  af  et 
Aarhundrede  have  passeret  Vesterbro,  have  lagt  Mærke  til  det  runde  Relief  paa  Østsiden 
af  Støttens  Fodstykke?  Og  hvor  mange  af  dem  have  kunnet  ane,  at  det  netop  forestillede 
Bondens  Frigørelse?  Hvem  andre  end  Personer,  som  i  det  mindste  havde  taget  Magister¬ 
graden,  har  været  i  Besiddelse  af  Nøglen  til  denne  Gaade  uden  først  at  lede  efter  den? 
Man  ser  paa  Relieffet  en  ung  nøgen  Svend  staaende  lige  over  for  en  siddende  Kvinde  i 
lange  Klæder:  hun  bøjer  sig  fremover  og  berører  Ynglingens  Pande  med  en  lille  Stav: 
Det  sigter  til  den  Skik  i  det  gamle  Rom,  at  en  Slave,  som  skulde  frigives,  førtes  frem 
for  Prætor,  der  berørte  ham  med  sin  Stav  som  Tegn  paa  hans  fremtidige  fri  Stand. 
Kvinden  paa  vort  Relief  maa  da  vel  mere  i  Almindelighed  opfattes  som  »Statsmagten«, 
Re^erino-en«.  Sandsynligvis  har  Kunstneren  ved  Berøringen  af  den  frigivnes  Pande 


I  2  I 


17 


nlhg-e  tænkt  paa  noget  saadant,  som  er  udtalt  i  Indskriften  orenover:  at  Borgerfrihed 
giver  T-yst  til  Kundskab,  Attraa  til  Flid«  o.  s.  v.,  kort  sagt:  en  Vækkelse  af  de  intellek¬ 
tuelle  Fvner,  noget  lignende  som  ogsaa  udtrykkes  ved,  at  Pallas  Athen«  sætter  Sommer¬ 
fuglen  paa  det  af  Prometheus  skabte  Menneskes  Hoved  -  men  hvor  himmelvidt  ere  vi 
ikke  her  fra  en  for  vort  Folk  umiddelbart  forstaaelig  Udtryksmaade ! 1 

Relieffet  paa  Vestsiden:  den  vingede  Genius  af  Retfærdigheden,  som  den  kaldes, 
--  nøjagtigere  burde  det  maaske  hedde:  Lighed  for  Loven  fremstillet  med  Jævnmaal 
n  terp  as  )  og  fasccs,  er  i  kunstnerisk  Henseende  meget  smukkere  —  se  Abildgaards 
prægtige  og  fyrige  Haandtegning  til  dette  Relief,  som  her  meddeles  i  Gengivelse!2 
Denne  Allegori  er  vel  ogsaa  gaaet  noget  mere  over  i  den  almindelige  Bevidsthed  og 

forstaas  al  nogle  flere  end  den  første;  men  egentlig  taler  den  dog  ogsaa  et  ganske 
fremmed  Sprog. 

Og  saaledes  gaar  det  ogsaa  med  de  fire  allegoriske  Statuer.  Mon  nogen  Bonde, 
som  flittig  har  dyrket  sin  Jord,  nogensinde  har  genkendt  sit  Livs  Idræt  i  Statuen  af  ,  Jord- 
dyrknmgsflicl  ,  der  ikke  er  andet  end  en  statelig  Kvinde,  som  bærer  paa  nogle  Attributer? 
Han  kan  ikke  nægte,  at  hin  Tids  akademiske  Plastik  gjorde  altfor  rigeligt  Brug  af  et 
Korps  af  kvindelige  Statister  -  Væsener  med  græske  Næser  og  symmetrisk  Legems¬ 
bygning  der  holdtes  rede  til  at  forestille  ethvert  som  helst  abstrakt  Begreb,  naar 
man  kun  fra  Allegoriens  Pulterkammer  fik  fremhentet  de  Attributer,  der  netop  passede 
ti!  Lejligheden  -  en  nem,  men  kun  lidet  talende  Udtryksmaade!  Det  galdt  da  for  disse 
Statister  kun  om  at  bære  den  antike  Dragt  og  Attributerne  paa  en  smagfuld  Maade  og 
fremfor  alt  om  den  noble  plastiske  Stilling.  Og  heri  fortjener  Frihedsstøttens  Statuer 
Opmærksomhed:  de  høre  til  de  første  i  Evropa,  som  virkelig  ere  opdragne  i  Antikens 
plastiske  Skole  og  have  lært  noget  af  dens  stolte  Simpelhed  i  Holdningen.  Figuren  af 
>  lapperheden«  —  den  med  Løvehuden  over  Hovedet,  paa  Støttens  sydvestlige  Hjørne  — 
bærer  vistnok  Prisen  i  denne  Henseende,  hvorimod  man  paa  et  Par  af  de  andre,  især 
Fædrelandskærligheden«  (paa  det  nordøstlige  Hjørne),  mærker  noget  sammenstykket  og 
udvortes  arrangeret  i  Stillingen.  En  af  Statuerne,  nemlig  Wiedewelts  Figur  af  »Troskaben« 
(det  vil  sige:  Troskab  mod  Kongen,  undersaatlig  Loyalitet)  har  fremfor  de  øvrige  faaet 
indblæst  noget  af  Livets  Aande  og  af  dets  Glød  i  Hjærtet,  saaledes  at  man  forstam-  dens 
allegoriske  Sprog  uden  Forklaring.  Det  aabne,  fugtige  Blik,  det  sjælfuldt  bevægede  i 
Holdningen  og  den  mod  Brystet  trykkede  Haand  giver  et  rent  menneskeligt  Udtryk  -for 
I  roskab,  saa  at  man  helst  vilde  undvære  den  symbolske  Hund  ved  Siden,  der  leder 
I  anken  hen  paa  Hundetroskab. 


•  Hvorledes  men  søgte  og  fandt  slige  Ideer,  kan  paa  dette  Punkt  med  stor  Sandsynlighed  oplyses 
nøjere.  Det  nyeste  Hjælpemiddel  i  den  kunstneriske  Ikonologi  var  dengang  Encyclopédie  méthodique. 
.  Intiqmtes ,  Mythologie,  Diplomatique  des  Chartes  et  Chronologie,  som  udkom  hos  Pankoucke  i  Paris  I 

det  3die  Bind,  udkommet  1790,  findes  en  Artikel  Liherté,  der  hl.  a.  indeholder  følgende: _ dans 

d  autres  medailles  [Romaines]  c’est  une  femme,  qui  tient  dune  main  un  bonnet  et  de  l’autre  une 
pique  ou  une  baguette,  dont  les  maitres  frappoient  légerement  leurs  esclaves  l’orsqu’ils  voulaient  les 
mettre  en  liberte.  —  At  Friheds/mm  skulde  være  anvendt  som  Attribut  i  Danmarks  Hovedstad 
samtidig  med  Terrorismen  i  Frankrig,  kunde  i  hvert  Fald  ikke  ventes.  Men  den  kvindelige  Figur 
paa  Relieffet  skal  heller  ikke  være  nogen  Personifikation  af  Friheden,  men  af  Statsmagten,  den  Magt 
som  giver  fri.  (Den  romerske  p  ormel  rude  donar  i  kan  næppe  anvendes  paa  dette  Relief). 

*"  Originalen  findes  i  den  kgl.  Kobberstiksaml inn. 


122 


Foruden  denne  Statue  bar  Wiedewelt  ogsaa  i  Marmor  udført  Relieffet  af  Ret¬ 
færdigheden«,  hvortil  Abildgaard  havde  givet  Tegning.  Statuen  af  Jorddyrkningsflid« 
skyldes  Andreas  Weidenhaupt  og  Figuren  af  »Tapperhed«  og  »Fædrelandskærlighed 
Nicolai  Dajon.  Relieffet  af  »Frigørelsen«  kan  ganske  sikkert  antages  at  være  komponeret 


Fig.  102. 

Haandtegning  af  Abildgaard  til  Relieffet  paa  Frihedsstøttens  Vestside. 
Retfærdigheden  (Lighed  for  Loven). 


af  Abildgaard,  hvem  der  saa  end  har  hugget  det  i  Marmor.  Abildgaard  har  vistnok 
ogsaa  havt  en  Finger  med  i  Spillet  ved  Kompositionen  af  »Tapperhedens«  Statue.  Men 
i  det  Hele  ligger  der  ikke  megen  Vægt  paa  at  udfinde,  hvem  der  er  Mester  for  ethvert 
af  Monumentets  enkelte  Partier,  eftersom  Alting  leder  til  at  antage,  at  der  mellem  Kunst¬ 
nerne  indbyrdes  har  fundet  et  livligt  Samarbejde  Sted,  hvis  Traade  have  krydset  hver¬ 
andre  paa  en  Maade,  der  nu  ikke  nøjere  lader  sig  udrede.  De  mødtes  jo  som  Med¬ 
lemmer  af  Akademiet  paa  Charlottenborg,  eller  de  boede  der;  de  kom  i  hverandres 
Stuer  og  Værksteder. 


17 


Dette  maa  man  ogsaa  have  for  Øje,  naar  Talen  er  om  Kompositionen  af  Monu- 
mentet  som  arkitektonisk  Helhed.  I  Subskriptions-Indbydelsen  nævner  Abild°-aard  si  o-  vel 
som  den,  der  har  givet  Tegning  til  Støtten  og  bragt  den  i  Model ;  og  da  hans  Ord  selvfølge¬ 
lig  staa  til  I  roende,  maa  han  fremfor  alle  andre  betragtes  som  Frihedsstøttens  kunstneriske 
Fader,  navnlig  dens  Arkitekt;  han  udøvede  som  bekendt  ogsaa  gerne  Arkitekturen,  hvor 
Lejlighed  gaves,  og  havde  flittig  studeret  den  antike  (romerske)  Bygningskunst.  Det  er  vel 
ogsaa  ham,  som  hai  lagt  Planen  til  de  plastiske  Allegorier  i  deres  ideelle  Sammenhæng. 
Men  det  er  tillige  bevisligt,  at  Wiedewelt  har  gjort  Studier  og  Udkast  til  Kompositionen 
af  et  lignende  Monument,  og  at  hans  Forarbejder  ikke  ere  bievne  uden  Betvdnino-  for 
frihedsstøtten  i  den  Skikkelse,  hvori  vi  kende  den  —  og  det  uagtet  Wiedewelt  og  Abild- 
gaard  ikke  altid  vare  de  bedste  Venner. 

Monumentets  Hovedstykke,  den  store  Obelisk,  er,  som  man  véd,  en  Form,  der 
nedleder  sin  Herkomst  fra  det  gamle  Ægypten.  Men  den  oprindelige  ægyptiske  Obelisk 
ser  anderledes  ud:  den  staar  ikke  paa  et  Postament,  men  umiddelbart  paa  Grundfladen; 
den  er,  selv  hvor  den  naar  en  anselig  Højde,  udført  af  et  enkelt  Stykke  haard  Granit; 
den  ender  foroven  i  en  temmelig  stejl  og  spids  lille  Pyramide,  og  dens  hele  krystallinske 
form  har  faaet  en  fint  tilsleben  Overflade,  —  hvilket  alt  tilsammen  unægtelig  gør  en 
fornemmere  Virkning  end  Vesterbros  af  Sandstenskvadre  opstablede  Støtte1.  Allerede  i 
Oldtiden  vare  ægyptiske  Obelisker  overførte  til  Rom  og  opstillede  der;  de  gamle  ægyp¬ 
tiske  Vidundere  bleve  da  i  nyere  Tider,  i  det  pavelige  Rom,  benyttede  som  Midtstykker 
i  storartede  dekorative  og  monumentale  Opstillinger  til  Prydelse  for  mange  af  de  prægtige 
aabne  Pladser,  som  findes  i  Pavestaden.  I  Europas  Kunst  er  Obeliskformen  ogsaa  blevet 
efter  lig  tie  t  til  allehaande  monumentale  Anvendelser.  Den  var  i  Ægypten  egentlig  bestemt 
til  Bærer  af  hieroglyfiske  Indskrifter,  som  indhuggedes  med  uforlignelig  stilfuld  Elegance 
i  dens  glatte  Sideflader.  Europæerne  stirrede  med  Undren  paa  disse  mystiske  Tegn, 
disse  Løver  og  Ørne,  Øjne  og  Ben,  Ibisser  og  Torbister  og  alt  det  øvrige  smukke  Krims¬ 
krams,  der  spottede  al  Fortolkningskunst,  indtil  endelig  vort  Aarhundredes  Filologi  fik  Bugt 
med  Tydningen.  Hvor  man  efterlignede  Obeliskformen,  erstattede  man  da  Hieroglyferne 
med  andre,  mere  fattelige  Tegn  eller  med  Indskrifter. 

Det  vilde  føre  alt  for  vidt  at  granske  Udviklingen  af  dette  ejendommelige  Motiv, 
Obelisken  i  dens  moderne  Anvendelse.  Her  maa  vi  nøjes  med  at  sige,  at  det  var  et 
ndlingsmotiv  for  Wiedewelt,  som  mangfoldige  Ciange  havde  benyttet  det  i  dets  simplere 
form  dl  Mindesstøtter:  den  bekendteste  af  dem,  Bernstorff-Obelisken,  er  ovenfor  omtalt. 
Desuden  finder  man  blandt  Wiedewelts  efterladte  Tegninger  (i  Kunstakademiet)  Ideer  til 
større  Obelisk-Kompositioner,  der  tydelig  nok  netop  ere  tænkte  som  Monumenter  for 
Landbo-Reformerne.  En  af  dem  er  her  gengivet  i  Omrids.  En  nøgen  Kvinde  afslører 

i-  For  Retfærdighedens  Skyld  kunde  der  dog  gøres  opmærksom  paa.  at  store  monolithe  (af  et  enkelt 
Stenstykke  udførte)  Arbejder  gennem  hele  Historiens  Forløb  have  været  karakteristiske  for  despotiske 
Regeringsforhold,  af  den  simple  Grund  at  de  have  krævet  Trællearbejde  efter  en  storartet  Maalestok. 
Det  er  Riger  som  det  gamle  ægyptiske,  til  Dels  ogsaa  som  det  romerske  i  Kejsertiden  eller  det 
moderne  russiske,  der  have  udmærket  sig  ved  Forkærlighed  for  store  monolithe  Værker.  Derimod 
er  denne  Slags  Arbejde  ikke  karakteristisk  for  den  skønne  græske  Kunst  i  Oldtiden.  Den  vilde 
derfor  ogsaa  fra  et  politisk  Synspunkt  ikke  egne  sig  godt  for  ot  Monument  til  Ære  for  Almuens 
Frigivelse. 


en  Obelisk,  bedækket  med  en  Art  Landbo- 
Hieroglyfer  af  Kunstnerens  egen  Opfindelse: 
Hakker,  Spader,  Leer,  Plejler,  Bikuber,  Tøn¬ 
der,  Skibe,  Regnorme,  Kør  o.  s.  v. :  Meningen 
skal  vel  være,  at  det  er  »Sandheden«  eller 
»Visdommen«,  som  afslører  Landøkonomiens 
Gaader  —  et  snurrigt  Exempel  paa  en  vis 
kunstnerisk  Mystik  fra  Oplysningstiden,  som 
Wiedewelt  forresten  ingenlunde  var  ene  om. 
Hvad  Hieroglyfer  virkelig  var ,  vidste  den¬ 
gang  hverken  han  eller  nogen  anden ;  des 
bedre  kunde  man  lave  nye  og  lægge  alle- 
haande  dybsindige  Tanker  ind  i  dem.  Om 
Wiedewelt  i  denne  Tegning-  har  givet  et 
Udkast  til  Bernstorff-Støtten  eller  til  det 
store  Folkemonument,  kan  vel  ikke  siges  med 
Sikkerhed ;  men  sandsynligvis  har  han  dog 
tænkt  paa  det  sidste,  eftersom  han  —  i  Fan¬ 
tasien  —  har  været  saa  overdaadig  med 
Anvendelsen  af  kostbart  Materiale,  at  Omkost¬ 
ningerne  langt  vilde  overstige  de  Bernstorffske 
Bønders  Evne.  Obelisken  skulde,  som  en 
Paaskrift  viser,  være  af  et  helt  Stykke  Granit, 
Fodstykket  ligeledes  af  Granit,  Figuren  af 
hvidt  italiensk  Marmor,  Klædet  af  Porfyr,  den 
ægyptiske  Løve  for  neden  af  Basalt,  Inskrip¬ 
tionen  og  Ankeret  af  »korinthisk  Metal« 
[Bronze].  En  anden  Tegning  af  Wiedewelt 
nærmer  sig  langt  mere  til  Frihedsstøttens 
Komposition,  saaledes  som  den  til  Slutningen 
blev ;  dog  maa  det  indrømmes,  at  den  ende¬ 
lige  Redaktion  af  Monumentets  Form,  som 
skyldes  Abildgaard,  ubetinget  er  heldigere. 

Til  det  nærmeste  Forbillede  for  denne 
Komposition  synes  man  at  have  valgt  et 
ældre  fransk  Monument  i  Paris.  Jeg  siger 
udtrykkelig:  det  nærmeste  Forbillede  —  ikke 
det  eneste;  thi  da  vore  ledende  Kunstnere 


Fig.  103. 

Obelisk-Komposition  af  Wiedewelt. 


paa  hin  Tid,  ikke  alene  Abildgaard,  men 
ogsaa  Harsdorff  og  Wiedewelt,  vare  fortrolige  med  Monumenterne  baade  i  Rom  og  i 
Paris,  kan  deres  Fantasi  umulig  have  været  udelukkende  bundet  til  et  enkelt  Forbillede. 
Men  i  hvert  Fald  kendte  de  fra  Paris  et  meget  smukt  Monument,  hvor  Obeliskformen 
er  omgivet  af  allegoriske  Hjørnefigurer  paa  en  saadan  Maade,  at  man  ved  Synet  af  det, 
til  Trods  for  nogen  Forskel,  ikke  kan  holde  Erindringen  om  vor  Frihedsstøtte  borte.  Det 


125 


Fig.  104. 

Gravmæle  over  Hertugerne  af  Longueville 
af  Frangois  Anguier. 


er  ( rravmælet  over  Hertugerne  af  Longueville,  udført 
(rimeligvis  mellem  Aarene  1663  og  1669)  af  Fran- 
fois  Anguier.  Det  havde  oprindelig  sin  Plads  i 
et  Kapel  i  Celestinerkirken  i  Paris  —  og  der 
have  ogsaa  vore  Kunstnere  set  det  — ;  nu  til 
Dags  ser  man  det  i  Louvre-Museet  (Sculptures  du 
moyen  age  et  de  la  renaissance)  h 

Hvad  der  bekræfter  Formodningen  om  en 
virkelig  kunsthistorisk  Forbindelse  paa  dette  Punkt, 
er  den  Omstændighed,  at  der  i  vort  Kunstakade¬ 
mis  Ha  and  tegningsamling  (C  Nr.  32)  findes  et 
gammelt  kiliohæfte  med  smukke  Tegninger  og' 
Opmaalinger  af  enkelte  udvalgte  franske  Grav¬ 
monumenter,  og  deriblandt  netop  det  Longue- 
villeske.  Hæftet  stammer  fra  Wiedewelts  Samling; 
'Iegningerne  ere  udførte  af  en  fransk  Arkitekt 
Moutou.  Idet  vi  stille  Afbildningerne  af  det 
franske  Monument  og  af  vor  Frihedsstøtte  lige 
over  for  hinanden  til  umiddelbar  Sammenlignme- 
kunne  vi  spare  os  en  udførlig  Redegørelse  for 
deres  indbyrdes  Lighed  og  Forskel.  Sammenlig¬ 
ningen  maa  vistnok  i  det  hele  falde  ud  til  Ære 
foi  det  gamle  franske  Kunstværk;  og'  havde  man 
de  to  Monumenter  for  sig  i  Original,  vilde  det 
franske,  som  rigtignok  er  meget  mindre,  gøre 
sig  sejrrig  gældende  ved  den  smagfulde  Anven¬ 
delse  af  smukt  Materiale;  sort  og  hvidt  Marmor 
og  forgyldt  Kobber  i  Reliefferne. 

Den  Ros  fortjene  vore  Kunstnere  i  hvert 
hald  at  have  valgt  deres  Forbillede  med  Småø'. 
De  have  heller  ikke  slavisk  underkastet  sig  det: 
man  mærker  i  deres  Løsning  af  Opgaven,  at  de 
tilhøre  en  I  id,  der  stræber  efter  strængere  Gen¬ 
givelse  af  de  antike  Former,  medens  det  gamle 
franske  Monument  i  Hovedsagen  endnu  tilhører 
Renaissancestilen,  der  her  dog  har  en  ualmindelig 


'■  Allerede  i  et  tidligere  Skrift,  Serget  og  Thorvaldsen , 
S.  194,  har  jeg  henpeget  paa  det  Longuevilleske  Mo¬ 
numents  Forhold  til  Frihedsstøtten.  Jeg  har  ogsaa 
der  i  større  Omfang  udviklet  den  Betydning,  som  den 
ældie  franske  Klassicisme  eller  klassiske  Renaissance 
fra  Ludvig  den  fjortendes  tidligere  Tid  endnu  har 
havt  for  den  nye  Klassicisme  i  Danmark  i  den  sidste 
Del  af  forrige  Aarhundrede. 


1  26 


klassisk  Holdning-.  Paa  det  Longue- 
villeske  Monument  forestille  Statuerne 
de  fire  verdslige  Kardinaldyder:  Tap¬ 
perhed,  Klogskab,  Maadehold  og  Ret¬ 
færdighed,  Allegorier,  som  ere  frem¬ 
stillede  mange  hundrede  Gange  i 
Middelalderen  og  Renaissance  tiden. 
Pin  af  dem,  Tapperheden«,  er  fælles 
for  det  franske  og  det  danske  Monu¬ 
ment  og  er  paa  dem  begge  karak¬ 
teriseret  ved  Herkules’  Løvehud  baaret 
over  Hovedet;  dog  er  denne  Karak¬ 
teristik  af  i  Forti  tud  o«  meget  alminde¬ 
lig.  Den  Maade,  hvorpaa  Statuerne 
forbinde  sig  med  Postamentet,  er  i 
dekorativ  og  arkitektonisk  Henseende 
vistnok  meget  smukkere  —  fastere,  mere 
sammensmæltet  —  paa  det  parisiske 
Monument  end  paa  det  københavnske; 
men  den  medfører,  at  Figurerne  maa 
læne  sig  til  Postamentet.  Paa  Friheds¬ 
støtten  ere  Figurerne  opstillede  lidt  vel 
meget  som  smaa  Brikker  udenom  den 
vældige  Obelisk,  hvilket  dekorativt  be¬ 
tragtet  gør  en  mere  tør  og  mager 
Virkning;  men  at  de  staa  frit  og  kun 
hvile  paa  deres  egne  Ben,  er  forøvrigt 
et  Fortrin  i  Henseende  til  det  plastiske 
Udtryk;  det  hjælper  til  at  give  Skik¬ 
kelserne,  hver  for  sig  tagen,  en  mere 
ethisk  og  selvstændig  Holdning. 


Frihedsstøtten  har  i  hundrede 
Aar  været  et  ædelt  Smykke  for  Kø¬ 
benhavn  ,  et  Minde  om  en  højsindet, 
frisindet,  idealt-sindet  Tid,  udført  af 
en  stilfuld,  om  end  noget  aands- 
aristokratisk  Kunst.  Men  det  er  et  gjjf| 
Spørgsmaal  om  man  har  valgt  dens 
Plads  heldig.  De  Tanker  og  den 
Aand,  som  den  udtrykker,  kræve  mere 


Pig-  105. 

Frihedsstøtten  paa  Vesterbro, 
af  N.  Abildgaard. 


127  — 


Ro  i  Sindet  hos  Beskueren,  end  de  kunne  vente  sig  midt  paa  den  stærkest  befærdede 
Alfarvej.  Vilde  den  ikke  have  været  bedre  stillet  lidt  til  Siden  af  Vejen,  rolig  omgivet 
af  høje  Træer?  Man  har  maaske  oprindelig  haabet,  at  den,  stillet  lige  midt  i  Færdselen 
mellem  Bønderne,  som  søgte  til  og  fra  Hovedstaden,  i  Tidens  Løb  vilde  blive  bedre  for- 
staaet  af  dem,  end  den  strax  kunde  være.  Men  medens  Vogne  have  rullet  og  Kvæo-  o"- 
Mennesker  have  vandret  forbi  den,  tættere  og  travlere  for  hvert  af  de  hundrede  Aar  der 
er  gaaet,  er  det  vist  ikke  hændet  meget  tidt,  at  nogen  Betragter  liar  givet  sig  Stunder 
til  en  virkelig  Tilegnelse  af  Monumentets  Form  og  Ideer.  Under  stærk  Færdsel  bliver 
( Opfattelsen  sløv  og  spredt.  Og  nu  til  Dags,  da  Sporvogne  og  Jærnbaner  ere  komne  til, 
er  hældselen  bleven  saa  travl  udenom,  at  man  næsten  kan  sige,  at  Frihedsstøtten  staar 
godt  gemt  midt  i  den.  Man  ser  jo  nok,  at  den  er  der  —  men  hvad  er  det  egentlig  for 
en  gammel  Ting? 


Glas  og  Bly  i  Vinduer. 


I  2Q 


a  solfer  monster 


Tre  Mønstre  fra  en  dansk  Glar- 
mesterbog  fra  1670. 


c  biskop  staff 


Glas  og  Bly  i  Vinduer. 

Af  Bernhard  Olsen. 

(Fortsat). 


Det  1 6de  Aarhundrede  var  en  god  Tid  for  vore  Haandværkere  og  ikke  mindst 
for  Glarmestere  og  Glasmalere.  Klare  Vinduer  fandtes  nu  allevegne  og  Skikken  var  at 
smykke  dem  med  en  malet  Tavle  eller  et  Maleri,  som  bredte  sig  ud  over  den  lyrse  Flade, 
ubekymret  om  dens  Blymønster.  Det  var  en  Mani  at  skænke  saadanne  Billeder  bort. 
Borgmestere  og  Raadmænd  satte  sig  paa  den  Maade  Mindesmærker  i  Raadhusene,  byg¬ 
gedes  et  nyt  Hus,  skænkede  Frænder  og  Venner  malede  Glas  til  Vinduerne,  enten  for¬ 
synede  med  Giverens  Vaaben  eller  Portrait,  Bomærke,  Sentenser,  Navne,  bibelske  Billeder 
eller  Genrestykker,  og  Bygherren  takkede  med  at  give  »Glarøl«.  Kom  der  fremfnede 
Sendebud  til  vort  Flof,  fik  han  ikke  som  nu  et  Kors,  men  en  malet  Rude  eller  Penge 
dertil  h  Det  var  hans  Hus,  man  dekorerede.  Der  er  en  lige  saa  livlig  Omsætning  med 
Vindues-  som  med  Drikkeglas.  Større  Spas  under  Gilder  end  at  slaa  Glas  itu,  var  ikke 
til,  og  naar  der  ikke  var  flere  af  de  sidste,  tog  man  fat  paa  de  første.  Naar  alt  laa  i 
Skaar,  søgte  man  hjem,  enten  glad  i  Sind  eller  i  »Ølsind«,  men  lige  galt  gik  det  dog 
ud  over  Vinduerne  i  Uvenners  Huse,  og  derefter  over  de  gode  Venners.  Der  blev  ikke 
seet  noget  ondt  heri,  det  var  blot  Tegn  paa  en  god  Rus  og  Skaden  blev  jævnet  med  en 
Erstatning,  saafremt  det  kun  gik  ud  over  klare  Vinduer.  Ødelagdes  derimod  et  malet 
Vindue,  en  uerstattelig  Vennegave,  var  det  en  værre  Sag,  en  Æresfornærmelse  og  som 
saadan  strafbar. 

En  saa  livlig  Omsætning  førte  til  en  Masseproduktion  langt  ud  over  de  habile 
Glaskunstneres  Ydeevne  og  skønt  der  nu  raadedes  over  langt  bedre  Betingelser  for 
Hurtigarbejde  end  forhen,  blev  der  dog  ogsaa  Arbejde  nok  for  Fagets  Underrangskræfter. 
De  stode  dengang  lige  saa  hjælpeløse  som  nu,  skønt  Uddannelsen  i  én  Retning  hvilede 
paa  et  solidere  Grundlag  end  i  vore  Dage.  Den  foregik  i  langt  større  Omfang,  end  den 
nu  kan  ydes,  paa  Værkstedet,  hvor  gammel  Praksis  gik  i  Arv  fra  Mester  til  Svend,  og  var 


1-  Mejborg:  Billeder  af  Livet  ved  Christian  Vs  Hof,  Side  140. 


lS 


130 


1  id  sslc  ri  ft  for  Kunstindustri. 


Fig.  107. 

Mønstre  fra  en  dansk 
Glarmesterbog. 


den  første  dygtig,  kunde  han,  der  arbejdede  med  sine 
Hænder  og  sjælden  havde  mere  end  et  Par  Svende  o  o- 
havde  havt  dem  fra  Drenge  af,  give  dem  en  mere  inten¬ 
siv  Enkeltmands  Uddannelse  end  der  nu  kan  falde  af. 
Vandretiden  var  ogsaa  til  Gavn,  maaske  mere  end  vore 
mange  Stipendier,  men  var  der  ikke  særdeles  Evner  til 
Stede ,  maatte  under  Renaissancens  mægtige  Trang  til 
rig  billedlig  Udsmykning  Manglen  paa  skolet  Tegne- 
færdighed  til  I  rods  for,  at  Opfindelsesevnen  dengang  var 
livligere,  gjøre  sig  følelig  gjældende.  Men  Hjælpen  kom 
hui  tig  baade  for  Glarmestrene  og  for  andre  Lav,  der 
skulde  fyldestgjøre  store  og  ny  Krav,  gjennem  Kunst¬ 
bøge?  ne,  en  af  hin  lids  interessanteste  grafiske  Frem¬ 
bringelser.  Man  har  Eksempler  paa,  at  enkelte  Lav 
skaffede  sig  sin  tekniske  Støtte  ved  at  anlægge  Mønster¬ 
samlinger;  saaledes  har  f.  Eks.  Skrædderlavet  i  Schwabach 
efterladt  sig  en  kostelig  Samling  af  Klædesnit  fra  det 
1 6dc  Aarhundrede ;  Guldsmedene  havde  gode  Samlinger 
af  Fortegninger,  som  i  Stik  findes  paa  vor  Kobberstik- 
samling,  men  ikke  alle  Kunstbøger,  der  fremkom  paa 
Bogmarkedet,  sigtede  paa  noget  enkelt  Lav.  De  brød 
sig  ikke  om  Materialet,  men  tog  derimod  saa  mange  Fag 
med,  som  muligt,  for  at  udbrede  Afsætningen.  En  fransk 
Kunstbog  fra  1554  henvender  sig  saaledes  til  brodeurs, 
massons,  verners  et  au/res  gens  d’ esprit,  en  anden  fra  1567 
å  tous  massons.,  menuisiers  et  verriers  —  —  aux  orfivres  et 
gentiis  tapissiers  contre-pointiers  et  les  tailleurs  d' ima¬ 

ges  et  iissotiers.  Her  er  noget  for  alle,  og  at  de  benyt¬ 
tedes  af  alle  er  Aarsag  til,  at  Mønstrene  gjentoges  saa 
idelig  i  Renaissancens  anden  Rangs  Arbejder  og  at  de 
samme  Mønstre  vise  sig  paa  de  forskjelligste  Stoffer. 
Slutningsvignetten  (Fig.  1 14)  er  dog  særlig  bestemt  for  Glas¬ 
kunstnere,  hvilket  kan  ses  af  de  punkterede  Linier,  som 
markere  Blyindfatningerne.  De  ere  saa  snildt  anbragte, 
at  Tegningens  Enheder  komme  hver  paa  sin  Glasplade. 
Billedet  er  laant  af  den  franske  Kunstbog  fra  1567  (Ville- 
min :  Monuments  inédiis  de  la  France,  Side  300). 

De  tyske  Kunstbøger  fra  samme  Tid,  Sicbmachers, 
Egenolffs  og  Que?itells  ’,  som  ere  mere  kjendte  gjennem 

'■  titlerne  ere:  Siebmacher:  Nemes  Modelbuch,  Niirnberg  MDCIIII ; 
Peter  Quentell:  Eyn  new  kunstlich  boich  etc.  Collen  MDXXVII; 
Christian  Egenolff:  Modelbuch  etc.  zu  Frankenfort  am  Meyn, 
1527.  Store  kgl.  Bibliothek  ejer  cn  tysk  Kunstbog  af  Heinrich 
Vogther,  der  til  Dels  bringer  samme  Billeder  som  Philippe  de 
Commines:  De  rebus  gestis  Ludovici  etc.,  som  ogsaa  findes  der; 
begge  ere  dog  mest  beregnede  for  plastiske  Haand  værk.  De 
oven  omtalte  Stik  for  Guldsmede  ere  i  Kobberstiksamlingen 
ordnede  ind  i  en  Afdeling,  som  udelukkende  rummer  Udkast 
for  Kunst-Industrien  og  kunne  ikke  noksom  anbefales  til  Studium. 

Se  dette  Tidsskrifts  iste  Aargang,  Side  7. 


Glas  og  Bly  i  Vinduer. 


131 


fuldstændige  fotolitografiske  Gjengivelser,  sige  selv,  at  de  ere  bestemte  for  tekstile  Øje¬ 
med,  men  navnlig  de  sidste  to  indeholde  saa  mange  rene  Chablontegninger  og  saa 
mange  Mønstre  i  Konturer,  at  de  kunne  tages  i  Brug  af  alle  dekorerende  Haandværk. 
Her  er  formelig  Trængsel  af  Ideer;  der  er  en  Fylde  i  dem  af  frigjort,  formende  Fantasi 
og  en  saa  tiltalende  Befrugtning  af  den  jævne  gammeldags  Gothik  ved  Renaissancens 
viltre  Ungdomsblod,  at  de  kunde  fortjene  en  langt  større  Paaagtelse,  end  de  hidtil  have 
nydt  hos  os.  Fordum  tjente  de  som  Vejledning  herhjemme,  og  man  finder  ikke  sjældent 
Siebmachers  Mønstre  paa  vor  gamle  Hvidsøm. 

Denne  Mani  for  smaa  Glasmalerier  har  efterladt  sig  adskillige  smukke  Minder. 
Den  bedste  og  største  Samling  af  dem  findes  paa  Odense  Museum  og  er  tagen  ud  af  Byens 
gamle  Skomagerlavshus.  Blandt  dem  straaler  Mester  Jens  Pedersens  Vinduer  fra  1583, 
som  bærer  kostelige  Billeder  fra  Tiden.  At  slutte  efter  Fundenes  Rigelighed  maa  Fyen, 
Samsø,  Slesvig  og  Holstein  have  udviklet  denne  Smag  fyldigst,  men  i  vore  Ivjøbstæder  var 


kloer  blad  fisk  flomen 

Fig.  10S  — 109.  Mønstre  fra  en  dansk  Glarmesterbog  fra  1670. 


der  neppe  noget  velhavende  Flus,  som  ikke  havde  sin  Samling.  Den  svarede  til  vore  Foto¬ 
grafialbums.  De  fleste  Billeder  bringe  Giverens  Navn,  Bomærke,  Virksomhedstegn  o.  lign. 

I  det  17de  Aarhundrede  fortsattes  denne  Udsmykning  af  Vinduerne,  ja  den 
trængte  længere  og  længere  ind  hos  Bondestanden,  men  naar  en  Mode  løber  livligt,  kan 
man  være  vis  paa,  at  den  er  sakket  svært  af  ved  sin  Kilde,  i  de  højere  Stænders  Smag. 
De  herlige  Vinduer,  som  sade  i  Kongens  Stol  i  Frederiksborgs  Kirke,  vare  den  sidste 
store  Anstrængelse  i  den  Retning,  og  alt  som  Aarhundredet  randt,  hører  man  mindre  og 
mindre  om  fornemt  Glasmaleri;  man  forundres  ved  at  se  Kong  Christian  V  endnu  i  1673 
give  Petrus  Faschinett  144  Rdlr.  for  Vinduer,  han  havde  malet. 

Af  egentligt  Glarmesterarbejde  fra  Renaissancens  Tid  er  grumme  lidt  levnet,  og 
vi  vilde  ikke  have  vidst  meget  om  de  Mønstre,  der  anvendtes  i  Blyfatningen  udover 
de  aller  tarveligste,  hvis  der  ikke  ved  et  rent  Tilfælde  var  reddet  en  hel  Samling  af  dem, 
en  dansk  Glarmesterbog,  som  ejes  af  Murmester  Frolme.  Den  er  af  det  Materiale,  som 
har  givet  Bøger  deres  Navn,  nemlig  Bøgetræ,  14,8  Centimetre  høj,  6,5  bred,  indeholder 
1 1  Bøgeblade,  hæftede  i  Ryggen  med  Seglgarn  og  lukkelige  med  to  Messingspænder.  Paa 

18* 


132 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


disse  lilade  er  indridset  med  Metalspids  og  Blyant  21  Tegninger  til  blyfattede  Glas- 
vinduer.  Paa  det  8de  Blad  staaer  skrevet  med  Rødkridt: 


1645  den  6 
orhtobris  mit 
Alder  RRS 

Aar  1670 

Den  har  altsaa  tilhørt  en  25-aarig  Glarmester  og  er  bleven  brug-t  som  Prøvekort  for  at 


vise  Kunderne,  hvad  hans  Kunst  formaaede. 
lyde  i  RRS’  Stavemaade : 

1 .  bern  brot.  (brudt), 

2.  dubel  bern  brot,  Fig.  III, 

3.  stierne  verck,  Fig.  107  a, 

4.  dubelt  krys  verck,  Fig.  107  c, 

5.  luer  ten  runden  &  suickel  monster, 

6.  crysz  verck, 

7.  ligende  sif  kos  te, 

8.  Hambore  ril  ti  den, 

g.  kloer  (Kløver)  blad,  Fig.  108, 

10.  pere  monster, 

2  1 .  forkeer  et  spidtze 


Mønstrenes  Navne  ere  tillige  anførte.  De 

11.  fisk  fiomen  (Skjæl),  Fig.  109, 

1  2 .  biskop  staff.  Titelvignet  c, 

13.  spitze  ruder,  Fig.  56  (Side  60), 

14.  forkerret  krys  verck,  Fig.  1 1 2, 

15-  søl  fer  (Søljer?)  monster,  Titelvign.  a, 
16.  sex  kanter,  Fig.  110, 

1  7.  sirckel  slang,  Titelvignet  b, 

18.  med  en  suiboge  (Schwibbogen), 

1  g.  krys  verck  med  III  runder, 

20.  flect  verck,  Fig.  107  b, 
ruder,  Fig.  107  d. 


Ved  et  Tilfælde  er  saaledes  bevaret  Billeder  af  alle  de  Blyvinduer,  som  kunne 
have.  været  i  Brug  i  Danmark  i  det  17de  Aarhundrede,  ja  endnu  længere  tilbage.  Det 
kan  formodes,  at  nogle  af  dem,  Listens  Nr.  g,  11  og  12,  af  hvilke  Billeder  her  gjengives 
(se  Fig.  108—109  og  Titelvignet  c),  samt  Nr.  5,  7  og  8,  som  kun  frembyde  Variationer 
paa  de  almindelige  Firkanter,  ere  de  yngste,  men  at  de  .  øvrige  kunne  gaa  adskilligt 
længere  tilbage  i  liden,  maaske  op  i  det  15de  Aarhundrede,  fra  hvilken  Tid  vi  ikke  en 
Gang  eje  Billeder  af  vore  Blyvinduer.  Sammenligne  vi  dem  nemlig  med  lignende  Mønstre, 
som  Félibien  ( Des  principes  de  I architecture  etc.  1692)  har  samlet  ud  af  ældre  franske 
Glarmesterbøger,  finde  vi  nogle  fælles  Mønstre  f.  Eks.  Nr.  3,  6,  13,  14,  16,  20  og  21, 
som  altsaa  maa  have  været  almindelige  i  ældre  Dage.  De  franske  Mønstre  have  lig¬ 
nende  barokke  Navne:  Nr.  3:  Molette  d  éperon,  Nr.  14:  borne  en  pieces  couchées.  Nr.  16: 
home  debout.  Nr.  20:  tringleltes  en  tranchoir.  Nr.  21:  du  dé  (Tærningmønster).  At  en  Be¬ 
nævnelse  er  fælles  (dansk  Række  Nr.  1  og  2  bern  og  det  franske  borne,  Navnet  paa  Fi¬ 
guren  < - ?>),  er  mærkeligt  og  kan  tyde  paa  fransk  Oprindelse,  da  Ordet  kun  giver 

Mening  i  det  Sprog  [borne,  en  Pæl). 

Spørger  man,  om  alle  disse  Mønstre  virkelig  bleve  anvendte  til  daglig  Brug,  maa 
det  besvares  med  Tvivl.  De  vidtløftige  Glarmesterregnskaber  for  de  kongelige  Slotte 
(Rigsarkivet,  Afregninger  H  99),  som  ere  til  fra  1648—1674,  nævne  kun  spidse  Ruder, 
Sekskanter  og  »gemene«  Firkanter;  de  to  første  endda  kun  i  Lokaliteter,  hvor  de  havde 
siddet  fra  gammel  Tid.  Vore  Konger  boede  dengang  bag  Vinduer  med  tarveligste  Tegning, 
hvilket  ikke  kan  have  været  alene  af  Sparsommelighed,  da  mere  komplicerede  Mønstre 
ikke  vare  dyrere.  Prisen  for  en  Rude  og  en  Firkant  i  »gement«  Glas  var  1  Sk.  og  steg 
til  4  a  5  Sk.  for  fransk  Glas.  Beløbet  var  overkommeligt,  men  Mængden  af  de  indsatte 
Luder  gjorde  Billigheden  illusorisk.  I  Kjøkkenet  paa  Kjøbenhavns  Slot  sloges  1673  i  et 
halvt  Aar  1732  spidse  Ruder  itu,  paa  Ernst  Gynthers  Gemak  303,  paa  Prins  Jørgens  236, 

1  Kongens  Gemak  287,  i  Dronningens  229;  men  samtidig  indsattes  jævnlig  helt  nye  Vin- 


Glas  og  Bly  i  Vinduer. 


133 


duer.  Helt  galt  var  det  efter  den  halvaarlige  Vinduesvask.  Glarmesteren  »forbedrede' 
87  Glas  i  Kongens,  132  i  Dronningens  Vinduer. 

Karmene  kunne  dengang  være  prægtig  dekorerede.  I  1648  giver  Hofmaler 
Willom  Hornboldt  Regning  for  Arbejde  i  Hendes  Majestæts  eget  Kabinet:  4  Vindues¬ 
karme  med  Rammer  indvendig  ganske  forgyldte  og  af  allehaande  Blomster  derpaa  malet, 
Krogene  og  Blyvinderne  blaa,  Bræderne  under  Vindueskarmene  malet  med  Blomster  graat 

o 

i  graat;  udvendig  var  Træet  malet  rødt,  Beslag  af  Jærn  hvidt.  I  et  andet  Gemak  vare 
Karmene  blaa  med  Guldblomster.  Saa  prægtigt  var  der  ikke  i  alle  Kongens  Stuer;  oftest 
vare  Karmene  blot  strøgne,  men  i  stærke  Farver,  spanskgrønt  eller  rødt. 

Hermed  var  Vinduet  dog  ikke  færdigt.  Man  brugte  Vintervinduér,  indvendige 
Karme  med  Glas  imod  den  ulidelige  Træk  fra  de  utætte  Blyvinduer.  Indenfor  disse 
sad  Papirsvinduer,  store  Blændrammer,  delte  i  to  Vinduer,  af  hvilke  det  nederste  kunde 
skydes  op.  De  var  inddelte  med  Træsprosser  i  mange  Felter  og  betrukne  med  olieret 


sex  kanter 


Fig.  110  — 


r  1 

r  1 

..  .  3 

S 

1  J 

\  '  / 

\  yP 

1 12. 


forkerret  kryds  verck 


Mønstre  fra  en  dansk  Glarmesterbog  fra  1670. 


Postpapir.  Dette  var  i  Frankrig  Glarmesterværk,  herhjemme  var  det  Snedkeren,  som 
gjorde  dem.  Papirsvinduerne  kom  først  i  de  kongelige  Sovekamre  (1667),  senere  i  Op¬ 
holdsværelserne.  1673  li/1  noterer  Balcke:  alle  drey  Blindtrahmcn  mit  neuw  Ollie  Papier 
ins  Konigs  Gemach  wieder  bezogen  weillen  Ihre  Mayt  sie  selbsien  ausz  Lust  in  Stikken  ge- 
schlagen.  Samme  Aar  sattes  Papirsvinduer  i  Kongens  Gemak  auffz  Fenster  wo  die  Posi- 
briefeii  gelesen  iverden.  Skikken  blev  almindelig  ikke  alene  i  de  kongelige  Værelser,  men 
ogsaa  i  »Fruentimmeret«  ;  den  fandtes  ogsaa  i  borgerlige  Huse  og  levede  langt  ind  i 
forrige  Aarhundrede.  Disse  Forsatsvinduer  staa  dog  ikke  i  nogen  Forbindelse  med  Mid¬ 
delalderens  Papir-  eller  Pergamentflader  til  udvendig  Brug,  men  vare  blot  Afløsere  af  de 
ældre  Markiser.  I  1669  gjorde  Hofsnedker  Hans  Balcke  8  Ruller,  hvorpaa  rulles  de 
hollandske  Matter,  som  sidde  for  Solen  for  Dronningens  Gemakvinduer. 

I  Kong  Christian  V’s  Tid  skete  der  et  stort  Fremskridt  i  det  franske  Glasmageri. 
Colbert  var  en  lidenskabelig  Ynder  af  kunstfærdigt  Bohave.  Han  ejede  et  veneziansk 
Spejl  i  Sølvramme,  som  blev  anset  for  et  Vidunder;  det  maalte  2  danske  Alen  i  Højden 
og  1  i  Breden.  Da  han  var  død  i  1683  blev  det  solgt  paa  Auktion  og  betaltes  med 
8016  Livres;  samtidig  gik  et  Billede  af  Rafael  i  3000  Livres.  Den  bøje  Pris,  som  Col¬ 
bert  i  sin  Tid  gav  for  dette  Stykke,  kan  have  henledet  hans  Tanker  paa  at  bryde 


1 34 


i  idsskrift  for  Kunstindustri. 


Venezianernes  Monopol  som  Spejlmagere,  og  han  arbejdede  i  lang  Tid  paa  at  skaffe 
Frankrig  denne  indbringende  Industri.  Der  fandtes  vel  allerede  en  privat  Spejlfabrik  ved 
Cherbourg,  men  den  var  vistnok  uden  Betydning,  og  det  var  først,  efter  at  han  i  1665 
havde  hvervet  20  Venezianere,  at  Tilvirkningen  kom  ret  paa  Fode  i  Forstaden  St.  Antoine. 
De  to  Flytter  sloges  sammen  og  fra  dem  leveredes  Glasset  til  Versailles  Spejlgalleri.  I 
1688  gjenopfandtes  her  den  romerske  Kunst  at  støbe  Glastavler  paa  Sand  og  herfra  ud¬ 
gik  de  billige  Vinduesglas,  som  snart  skulde  naa  op  til  os  og  give  de  gamle  Blyvinduer 
Dødsstødet.  Félibien  giver  i  sit  ovenfor  nævnte  Værk  en  Del  Oplysninger  om  de  kurante 
Maal,  som  leveredes  1  1692.  Galleglasset  blæstes  endnu  i  runde  Skiver  paa  c.  31  danske 


Tommer  og  Tavlerne  støbtes  30  Tommer  i  Firkant.  Det  første  pakkedes  i  Kurve  å  24 
Skiver,  det  sidste  i  Kister  (< ballo  Is )  paa  25  Bundter  (liens)  å  6  Tavler. 

Med  de  større  Glastavler  kom  de  store  Vinduer  med  Træsprosser.  Allerede  i 
Kong  Christian  IV’s  Tid  havde  man  brugt  stort  Glas,  men  kun  i  Møbeldøre.  Det  Fjendes 
i  Regnskaberne  paa  sin  høje  Pris:  2  Mk.  for  Stykket.  Kunstkammerets  Skabe  forsynedes 
dermed  1  Kong  Frederik  lll’s  Tid,  men  først  i  1673  omtales  paa  det  Sted  nye  franske 
Vinduer.  Paa  Slottet  kom  der  dog  ikke  fra  først  af  store  Glas  i  de  ydre  Vinduer.  Man 
var  forsigtig  (de  kostede  20  Sk.  Stykket)  og  begyndte  1674  inden  fra  med  de  dobbelte 
Vinduer  i  Kongens  og  Dronningens  Værelser.  Senere  sank  Prisen  og  det  var  nu  ude 
med  det  gammeldags  Glarmesteri.  Der  blev  i  de  følgende  Tider  ikke  andet  Arbejde  til¬ 
bage  end  at  indsætte  større  og  større  firkantede  Glastavler  i  Snedkerens  Træsprosser  og 


En  Skole  for  anvendt  Kunst. 


135 


i  vore  Dage  desuden  at  polere  de  store  Butiksvinduer.  Men  hvor  nær  Glarmesteriet  end 
har  været  ved  at  ophøre  som  egentlig  Ha  and  værk,  har  det  mærkeligt  nok  aldrig  rent 
svigtet  sine  gamle  Kunstfærdigheder.  Forrige  A århundrede  igjennem  krævedes  stadig  til 
Mesterstykke  et  Vindu  i  kunstfærdigt  Blymønster  og  en  malet  Tavle,  ja  endnu  i  1829 
udførtes  en  saadan  i  Kjøbenhavn  (se  Fig.  113)-  Om  praktisk  Brug  er  her  ikke  mere 
Tale,  men  kun  om  at  overvinde  Vanskeligheder.  De  farvede  Ruder  have  ikke  ene-ung- 
Blyforbindelser  med  det  øvrige  Mønster,  men  ere  meget  behændigt  indfældede  i  det 
hvide  Glas. 

Den  gamle  Glarmesterkunst  faldt  med  den  gamle  Tid  for  de  gjennemgribende 
Forandringer  i  Levevis,  der  udgik  over  Europa  fra  Kong  Ludvig  XIV’s  Frankrig.  Der 
kom  en  hel  ny  Bolig  med  høje  Vinduer,  Fløjdøre,  gibset  fladt  Loft  og  Trægulve.  Op¬ 
gangene,  som  før  havde  været  anbragte  uden  paa  Huset  i  Taarne  eller  Svaler,  flyttede 
som  italienske  Trapper  ind  i  det.  Her  levede  nu  et  Folk,  som  klædte  sig  i  den  nye  Tids 
tredelte  Dragt:  Kjole,  Vest  og  Bukser,  havde  Smag  for  at  gaa  paa  Komedie,  snuse 
Tobak,  drikke  Kaffe  og  The,  læse  Aviser  og  diskutere  om  Politik,  dog  foreløbig  kun  om 
den  udenlandske.  Med  det  18de  Aarhundrede  lyste  en  kommende  Dag  op.  Holbergs 
Tid  var  kommen. 


Fig.  1 14.  Efter  Villemin:  Monuments  inédits  de  la  France  S.  soo. 


En  Skole  for  anvendt  Kunst. 

Af  C.  Leuning-Borch. 


»Dersom  en  virkelig  god  Skole,  [særdeleshed  en  virkelig  god 
kunstindustriel  Fagskole  kunde  skabes  blot  ved  den  Beslutning  at 
grunde  en  sådan  og  at  bevilge  de  nødvendige  Penge  dertil,  vilde  der 
findes  flere  gode  Fagskoler  end  der  i  Virkeligheden  er.«  ...  »I  min¬ 
dre  Byer,  hvor  ikke  et  enkelt  Håndværk  indtager  en  fremragende 
Stilling,  er  Fagskoler  ikke  på  sin  Plads.« 

Eitelberger  v.  Edelherg :  »  Uher  Zcichcnimlerricht 
und  kunstgcw .  Eachschulen .<« 

Det  kunstindustrielle  Spørgsmål  er  aktuelt.  Tampen  brænder!  Mange  findes 
der,  som  ved,  at  Byen  hedder  Snerpe,  men  ikke  hvor  den  snerper  hen.  Det  er  også 
såre  vanskeligt  med  Bestemthed  at  angive  Vejen,  der  skal  gås.  Lettest  kommer  man  ud 
over  Vanskelighederne  ved  at  sige:  Danmark  er  et  agerdyrkende,  ikke  et  Industri-Land; 
vi  skal  derfor  ikke  søge  kunstigt  at  skabe  en  Position,  der  ikke  kan  holdes.  —  Lad  os 
blive  ved  »Smørret«. 

Når  jeg  ovenfor  har  citeret  Edclbergs  Udtalelse  om  »mindre  Byer,  hvor  ikke  et 
enkelt  Håndværk  indtager  en  fremragende  Stilling«  —  en  sådan  By  er  jo  nemlig  Kjøben¬ 
havn  til  Trods  for  al  Tale  om  »Storstad«  —  kunde  det  se  ud,  som  om  jeg-  sluttede  mig 
til  »Smørpartiet«.  Dette  er  dog  ikke  Hensigten  med  disse  Linier. 


I  idsskrift  for  Kunstindustri. 


136 


Danmark  har  mange  dygtige  Håndværkere  —  vort  Snedker  arbejde  er  fortrinligt  — 
dygtige  Guldsmede,  Lerarbejdere,  Bogbindere  o.  s.  v.  o.  s.  v.  Intet  af  hvad  vi  præstere, 
nar  undtages  den  kgl.  Porcellænsfabriks  Frembringelser,  har  imidlertid  formået  at  tildrage 

sig  Udlandets  Opmærksomhed.  Man  indrømmer,  at  hvad  vi  gjør  er  solidt  og  crodt _ 

heller  ikke  mere. 

Hvori  ligger  det,  og  hvad  kan  der  gjøres  for  at  forandre  dette  Forhold? 

Ja  hvad  har  gjort  den  kgl.  Porcellænsfabrik  til  det,  den  er,  andet  end  netop  det, 
at  der  er  givet  hele  Virksomheden  et  kunstnerisk  Sving.  Man  har  knyttet  Kræfter  til  sig’ 
der  har  forstået  at  skabe  —  voila  tout!  Er  disse  Mennesker  nu  fødte  Keramikere?  Jeg 
tror  det  ikke.  Det  er  simpelthen  Kunstnere,  der  har  kastet  sig  over  en  Specialitet,  som 
særlig  har  draget  dem,  studeret  den,  ofret  sig  for  den. 

Kunde  man  nu  tænke  sig,  at  nogle  af  vore  Kunstnere  fordelte  Rollerne  mellem 
sig  og  hver  især  viede  sig  til  en  Industrigren,  så  vilde  der  ganske  sikkert  inden  ret  mange 
År  være  skabt  en  Række  danske  Kunsthåndværk  i  Ordets  egentlige  Betydning.  Men  dette 
vil  lige  sa  sikkert  ikke  ske.  Vore  Kunstnere  med  den  akademiske  Uddannelse  stiler 
»højere«  —  og  det  er  for  manges  Vedkommende  dumt. 

Som  om  det  ikke  var  en  smukkere  Stilling  at  være  blandt  de  2—3  virkelige 
Kunstsnedkere,  Kunstguldsmede  o.  s.  v.  o.  s.  v.  end  være  Fyldekalk  i  den  altfor  store 
Kunstner-par-exellence-flok. 

o  Som  sa§'t  —  det  vi]  ikke  ske-  Kunstnerne  vil  ikke,  og  Fabrikanterne  tør  ikke. 
Man  111a  altsa  søge  andre,  ganske  naturlige  Udveje. 

Fabrikanterne,  Håndværket  ne  skal  selv  blive  Kunstnere  i  de  kommende  Generationer. 

;  Nu  kommer  Fagskolerne«,  hører  jeg,  man  udbryder.  Nej  endnu  kommer  Fag¬ 
skolerne  netop  ikke.  Blev  Fagskoler  —  hvorved  forstås  Skoler  for  hvert  Fag  —  oprettede, 
vilde  et  af  to  ske.  Enten  fik  Skolerne  et  så  betydeligt  Antal  Elever  —  eller  m aaske 
støne  at  de  nogenlunde  kunde  bære  sig,  og  Landet  vilde  da  ikke  kunne  brødføde 

alle  disse  Existenser,  eller  Elevantallet  blev  for  lille,  til  at  Skolerne  kunde  bestå. 

Det  er  en  lille  Stab  af  Mestre  og  Værkførere  med  en  virkelig  kunstnerisk-kunst- 
inclustriel  Uddannelse,  det  gjælder  om. 

Hvoiledes  opdrages  en  ung  dansk  vordende  Håndværksmester  nu?  Enten  er  han 
Hjemmefødning,  går  om  Aftenen,  efter  endt  Arbejde,  på  teknisk  Skole  et  Par  Timer 
"  OU1  Vinteren  ~  lærer  akkurat  at  tegne  så  meget,  at  han  kan  kopiere  alle  disse  tyske 

—  for  det  er  altid  tyske  —  Forbilleder,  og  så  producerer  han,  så  det  står  efter,  eller 

han  rejser,  såsnart  han  er  flyvefærdig,  til  Tyskland  —  for  det  er  altid  Tyskland  —  det 
ligger  så  rart  nærved,  og  så  kan  man  altid  lære  så  meget  af  Sproget  for  en  billig  Penge, 
at  man  kan  klare  sig.  Han  melder  sig  ind  på  en  af  de  mange,  i  mange  Henseender 
fortræffelige  »Gewerbeschuler«  og  kommer  så  hjem  som  Germanernes  Lærling. 

Hvorfor  kan  Staten  ikke  oprette  —  eller  Kommunen  —  eller  private  —  men  helst 

Staten,  for  det  har  så  meget  at  sige  for  os  Danske  at  have  Attest  for,  at  man  har  fre- 

qventeret  en  Statsskole  —  en,  blot  en  virkelig  Skole  for  Kunsthåndværkere? 

En  Skole,  i  hvilken  Tegneundervisningen,  en  grundig  Tegneundervisning,  var  den 
brede  Basis.  Hvor  man  optog  Udlandets  Methode  for  Foredraget  af  Kunstindustrihistorien 
(se  mm  lille  Rejseberetning  i  »For  Industri  og  Håndværk«,  1892,  3.  Hefte),  en  Skole,  i 
hvilken  Eleverne  lærte  at  stilisere  Naturen,  hvor,  om  ikke  før,  så  dog  den  afsluttende 
Klasse  var  en  Klasse  for  Komposition,  i  hvilken  Eleverne  lærte  at  komponere  —  ikke 
Billeder  —  men  Gjenstande  —  lærte,  hvad  Dekoration  og  Form  har  at  betyde  i  Håndværket. 

Og  giv  sa  de  udgåede  Elever  et  Afgangsbevis  som  Kunsthåndværksexaminander 
eller  hvilken  anden,  forhåbentlig  skjønnere,  Titel,  man  kunde  finde  på,  og  det  skulde 
være  mærkeligt,  om  det  ikke  skulde  sætte  sit  Spor  både  økonomisk  og  æstetisk.- 


Renæssance-Plaketter  og  Renæssance-Broncer. 


137 


Økonomisk,  idet  der  vilde  være  større  Udsigt  til  at  erhverve  et  Marked  i  Ud¬ 
landet.  Æstetisk,  idet  man  dog  vilde  blive  fri  for  den  utålelige  Einerlei  i  alt,  hvad  der 
angår  Udstyrelsen  af  vore  Hjem  lige  fra  Lofts  »dekorationer«  til  tyske  Skrivetøjer,  når 
man  da  ikke  har  Råd  til  at  betale  Masser  af  Penge. 

Det  er  nemlig  kun  dyrt  at  få  noget  smukt  nu,  fordi  så  »en  Kunstner«  skal  »le¬ 
vere  Tegning«.  Han  skal  have  sin  Betaling,  og  det  en  klækkelig,  og  i  Reglen  er  han 
ikke  så  inde  i  Faget,  at  han  undgår  den  unødvendige  Merudgift. 

Kan  en  Mester,  hver  Gang  et  ungt  Brudepar  sætter  Bo,  selv  give  deres  Møbler 
et  lille  Særpræg,  vil  han  kunne  levere  noget  kjønt  for  et  forsvindende  Tillæg. 

En  sådan  Skole  vil  koste  Penge,  mange  Penge,  for  den  skal  være  så  god,  som 
man  overhovedet  kan  få  den,  men  man  har  altid  Råd  til  det,  der  betaler  sig. 

Men  »det  er  ikke  gjort  med  at  beslutte  at  oprette  en  sådan  Skole  og  bevilge 
Penge  dertil.«  Først  og  fremmest  behøves  gode  Lærekræfter.  Hvem  skal  være  Lærere? 

Ja  her  ligger  Humlen.  Vi  har  mange  Kunstnere,  der  kan  tegne,  og  mange 
Lærere,  der  kan  lære,  men  det  gjælder  om  Kunstnere,  der  kan  lære.  Vi  har  Kunst¬ 
historikere,  der  kan  Kunst-  og  Kunstindustrihistorie,  og  Tegnere,  der  vilde  kunne  illustrere 
paa  Tavlen,  men  har  vi  en  Kunsthistoriker,  der  selv  kan  illustrere  sit  Foredrag. 

Det  gjælder  om,  at  enkelte  Kunstnere  vier  sig  til  Lærergjerningen  —  foruden  de, 
der  allerede  er  engagerede  ved  de  tekniske  Skoler.  At  enkelte  unge  begavede  Hånd¬ 
værkere  erhverver  sig  den  fornødne  kunstneriske  Dannelse,  at  en  enkelt  Kunsthistoriker 
lærer  at  blive  Pierre  over  sin  Piånd  og  sit  Øje  —  lærer  at  tegne  sikkert  og  elegant 
på  Tavlen. 

Det  gjælder  om,  at  »det  mangehovede  Uhyre«,  Publikum,  lærer  at  forstå,  at  man 
ikke  behøver  at  opgive  sit  Snobberi,  fordi  man  lader  en  Søn  studere  til  Kunsthåndværker, 
man  skal  præke  for  dem  om,  at  de  store  Mænd,  som  har  båret  Kunstens  Fane  højt  og 
for  hvem  der  er  rejst  Statuer  o.  s.  v.,  har  været  Guldsmede  og  Pottemagere. 

Publikum  skal  lære  at  forstå,  at  den  Kunstner,  der  kan  dekorere  de  fortrinlige 
Fade,  man  ser  i  den  kgl.  Porcellænsfabriks  Udsalgsvinduer,  bør  indtage  den  samme  Plads 
i  Selskabet  som  vore  bekjendte  Kunstnere,  der  er  ingen  —  aldeles  ingen  Væsensforskjel. 

Er  Jordbunden  således  forberedt  hos  Publikum  og  de  vordende  Lærerkræfter  — 
og  dette  ske  snart  —  så  starte  man  —  ikke  enkelte  Fagskoler,  men  en  Skole  for 
anvendt  Kunst. 


Renæssance-Plaketter  og  Renæssance-Broncer. 

Af  Francis  Beckett. 


Fig.  1 15.  Aiulr.Brioscos  Selvport. 


IVIan  finder  mellem  de  Sager,  Antiksamlingen  fra  Tid 
til  anden  har  udskudt  som  Falsknerier  og  magasineret  i  et 
særskilt  Værelse  i  øverste  Stokværk  af  Prinsens  Palæ,  blandt 
veritable  Falsknerier  en  ret  betydelig  Mængde  Arbejder,  der 
ganske  vist  ikke  er  antik-græske  eller  romerske,  men  som 
forøvrigt  er  ægte  nok,  nemlig  sjældne  og  kunstnerisk  værdi¬ 
fulde  Renæssance-Broncer  fra  Slutningen  af  det  femtende  og 
Begyndelsen  af  det  sekstende  A  århundrede. 

Særlig  skal  her  gøres  opmærksom  paa  fire  smaa  Bronce- 
plader,  hvilke  maa  tjene  til  Undskyldning  for,  at  et  nyt  Ord, 

19 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


138 

Oidet  Plakel,  indføres  1  dansk  Sprogbrug.  Det  er  oprindelig  en  italiensk  Betegnelse,  der 
har  faaet  Borgerret  1  Frankrig  og  Tyskland  som  Fællesnavn  for  en  ganske  særlig  Række 
af  kunstneriske  Monumenter;  man  forstaar  nemlig  ved  Plaketter  smaa  Plader  af  Bronce 
med  figurlige  Fremstillinger  i  Relief,  Størstedelen  af  dem  er  udført  i  Italien  i  Slutningen 
af  det  femtende  og  i  det  sekstende  Aarhundrede,  et  mindre  Antal  i  Tyskland,  Frankrig  og 
Flandern.  Mange  gengiver  Tidens  fine  Guldsmedearbejder  i  Afstøbninger,  tagne  af 
Kunstnerne  selv,  for  at  Kendskabet  til  deres  Værker  kunde  spredes  til  saa  mange  Men¬ 
nesker  som  muligt,  paa  samme  Maade  som  Fotografien  nu  og  Kobberstikket  dengang 
gjorde  det  for  de  større  Arbejders  Vedkommende.  Det  nævnes  udtrykkelig  i  en  samtidig 
Beretning,  at  den  berømte  norditalienske  Guldsmed  og  Medaillør  Caradosso  lod  tage 
flere  Afstøbninger  af  Reliefferne  paa  et  Blækhus  af  Sølv,  som  han  havde  udført. 

Dernæst  ere  Plaketterne  udførte  for  at  tjene  til  Smykke  for  Bæltespænder  og 
Laase,  som  Agraffer,  Pryd  paa  Hattene,  til  at  fastgøres  paa  Kaardeknapper,  som  smaa 
portative  Altre  og  Paxer,  og  de  ypperste  Mestre  fra  Renæssancen  have  ikke  holdt  sig 
for  gode  til  at  udføre  saadanne  Smaarelieffer  eller  at  signere  dem.  Man  benyttede  ogsaa 
Plaketterne  til  Dekoration  af  Blækhuse  og  til  Beslag  paa  Kister  og  Skabe.  I  Kristian  IV’s 
Audienssal  paa  Rosenborg  ser  man  et  saadant  Skab  af  Ibentræ,  udført  1580,  et  uendelig 
ufortrødent  Snedkerarbejde,  helt  besat  med  forgyldte,  noget  plumpt  udførte  Bronce- 
figurer  og  Bronceplader;  Forsidens  Skuffer  ere  beslaaede  med  Plaketter.  Skabet  er  sik¬ 
kert  udført  i  Niirnberg,  der  fra  Kunstnerfamilien  Vischers  Tid  var  berømt  for  sine  Bronce- 
arbejder,  thi  ovenpaa  det,  foran  paa  Midten,  staar  tvende  Smaafigurer  af  S.  Sebald  og 
S.  Lorenz  (Laurentius),  Byen  Niirnbergs  Skytshelgene. 

Endelig  tjente  ogsaa  Plaketterne  til  at  forevige  Renæssancens  Mennesker,  enten 
ved  at  fremstille  bestemte  Begivenheder  i  den  Enkeltes  Liv,  eller  ved  at  gengive  deres 
Portræthoveder.  Thi  Renæssancen  havde  en  bestemt  Følelse  af,  at  Kunsten  blev  staaende 
som  et  Mindesmærke  for  Efterverdenen,  længe  efter  at  Frembringerne  vare  bievne  til 
Støv,  og  den  Tids  Mennesker  i  Italien  ønskede,  fuldt  bevidst  og  i  langt  bredere  Lag  end 
nutildags,  at  forlænge  Mindet  om  deres  Eksistens  ud  over  deres  Liv  paa  Jorden ;  'dertil 
skulde  Kunsten  tjene.  Den  senere  Pave  Æneas  Sylvius  Piccolomini  —  altsaa  ifø’lge  sin 
Stilling  ganske  særlig  den  officielle  Repræsentant  for  Kristendommens  Tro  paa  Sjælens 
Udødelighed  —  skriver  i  Anledning  af  en  Rejse  i  Tyskland,  at  de  tyske  Fyrster  og  Stor- 
mænd  1  Modsætning  til  de  italienske  aldeles  ingen  Sans  have  for  Kunsten,  »de  bryde  sig 
om  intet  uden  Heste  og  Hunde,  men  derfor  dør  de  ogsaa,  uden  Eftermæle,  som  Heste 
og  Hunde«.  Naar  Privatmanden,  der  stillede  Kunstneren  en  Opgave,  og  Kunstneren,  der 
paatog  sig  den,  begge  bestemt  saa,  at  Værket  tilhørte  Eftermælet  og  Udødeligheden, 
kunde  der  vel  komme  Arbejder  frem,  hævede  over  en  kortvarig  Sukces. 

Mange  Plaketter  ere  saaledes  en  Art  ensidige  Medailler,  og  de  ere  da  udførte 
paa  samme  Maade  som  Medailler,  thi  ogsaa  disse  bleve  dengang  støbte,  efter  at  Kunst¬ 
nerens  Model  af  Ler  eller  Voks  var  bleven  afformet  i  en  ildfast  Masse;  dette  giver  dem 
deres  friske,  levende,  skitseagtige  Præg,  som  kom  de  ganske  direkte  fra  Kunstnerens 
Haand.  Først  senere,  1  det  sekstende  Aarhundrede,  begyndte  man  til  Stadighed  at  præge 
Medaillerne,  og  man  gav,  med  de  antike  Mønter  som  Forbillede,  Broncen  en  glat  Over¬ 
flade,  hvad  der  har  holdt  sig  lige  til  Nutiden.  Enkelte  nulevende,  særlig  franske  Medail- 
lører,  ere  imidlertid  vendte  tilbage  til  de  støbte  Medailler,  eller  ogsaa  gives  der  de  prægede 
Medailler  Udseende  af  at  være  støbte,  ■ —  hvad  der  er  den  omvendte  Verden. 


I  Antiksamlingen  findes  en  firkantet  Plade,  hvor  en  simpel,  ophøjet  Rand  ind¬ 
rammer  en  ret  figurrig  Scene  (Fig.  116).  I  Midten,  paa  en  lille  Forhøjning,  staar  under 


Renæssance-Plaketter  og  Renæssance-Broncer. 


139 


Sejrens  Palmetræ  en  nøgen,  ungdommelig  Helt,  hvem  en  ligeledes  nøgen  Viktoria  lægger 
Haanden  paa  Skulderen.  dilvenstre  ses  to  kortbeklædte  Kvinder  med  en  Laurbærgren 
og  en  Standart  i  Haanden,  medens  tilhøjre  en  Tyr  bliver  ofret  foran  en  Triumfbue. 
Den  er  fremstillet  i  Forkortning  indad,  og  dens  Hoved  holdes  af  en  nøgen,  knælende 
Mand,  medens  en  anden  støder  Kniven  i  Nakken  paa  den.  Bagved  staar  en  gammel 
Mand  med  en  Laurbærgren  i  Haanden,  og  endnu  længere  tilbage  blæser  to  Mænd  paa 
en  Fløjte,  hver  paa  sit  Mundstykke,  vistnok  en  naiv  Opfattelse  af  den  antike  Dobbelt¬ 
fløjte.  Man  kan  af  deres  Miner  se,  hvem  der  blæser  Diskanten  og  hvem  Bassen. 

Af  denne  Plaket  ejer  Louvre ,  Samlingerne  Dreyfus  og  Vasset  i  Paris,  Museo 
Correr  i  Venedig  og  Berlinermuseet  Eksemplarer1.  Arbejdet  er  lidt  sløvt,  Kompositionen 
slutter  sig  til  antike  Sarkofagrelieffer;  den  Generthed  og  Kejtethed,  som  den  unge  Helt 
og  Viktoria  ere  belemrede  med  i  deres  Nøgenhed,  er  Vidnesbyrd  om,  at  en  tidlig  Re¬ 
næssancekunstner  har  udført  denne  Plaket. 


Fig.  1 16.  Bronce-Plaket  af  Andrea  Briosco.  Antiksamlingen  i  Kjøbenhavn. 

0,7  h.  X  0,10  br. 


Hvem  er  denne  Kunstner?  Mellem  Helten  og  Viktoria  staar  en  Vase,  ud  af  hvil¬ 
ken  en  Laurbærgren  vokser,  medens  Avind  i  en  Slanges  Skikkelse  rejser  sit  Ploved.  Vasen 
er  symbolsk  og  betyder  Tapperheds  Belønning,  thi  ganske  den  samme  Vase  —  og  her 
ere  Ordene  paaskrevne  —  findes  paa  et  af  Reliefferne  fra  Torrianiernes  Gravmæle  i 
Louvre 2.  Af  denne  Omstændighed  og  af  Figurernes  Overensstemmelse  i  Stil  sluttes  det, 
at  en  Del  Plaketter,  paa  hvilke  den  symbolske  Vase  figurerer,  og  Torrianiernes  Gravmæle 
er  udført  af  en  og  samme  Kunstner.  Han  hedder  Atidrea  Briosco. 

Det  er  Navnet  paa  en  berømt  paduansk  Kunstner  (1470  — 1532),  Søn  af  en  mila- 
nesisk  Guldsmed,  paa  anden  Haand  Elev  af  Donatello.  Han  var  baade  Arkitekt,  Billed¬ 
hugger  og  Broncestøber,  har  udført  dekorative  Arbejder  og  Medailler.  Paa  en  af  disse 
sidste  har  han  givet  sit  eget  Portræt  (Fig.  1x5),  et  kort,  bredt,  fastbygget  Hoved,  en 

*•  Smig.  Molinier ,  Les  Plaquettes,  I,  Nr.  233.  —  Bode  und  Tschudi ,  Bildwerke  der  christelichen  Epoche. 

Nr.  719  PI.  LUI  A.  —  Der  henvises  en  Gang  for  alle  til  disse  Værker. 

2-  Barbet  de  Jouy ,  Musée  imperial  du  Louvre.  Description  des  sculptures  modernes.  Nr.  25. 

19* 


140 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


4.^ i gssjeéssgt. 


XMÅt. 


svær,  bred  Tyrepande,  sluttede,  energiske  Træk, 
en  næsten  negeragtig  Næse  og  Mund  og  neger- 
agtig  tæt,  kruset  Haar.  Dette  Haar  forskaffede 
ham  hans  Tilnavn,  »il  Riccio«,  d.  v.  s.  den  Krus- 
haarede.  Han  fortæller  selv  i  Omskriften  om  Ho¬ 
vedet,  at  »Andrea  den  Krushaarede  fra  Padua  har 
udført  Broncekandelabren  i  San  Antonio«,  idet  han 
her  roser  sig  af  sit  Livs  Hovedværk  som  Kunstner, 
den  i  Aaret  1515  fuldendte,  store  Broncekandelaber 
i  Koret  af  San  Antonio  i  Padua. 

Den  er  vistnok  det  Fortrinligste  af  den  tid¬ 
ligere  Renæssances  dekorative  Bronce-Arbejder 
(hig-  1 1 7).  Kraftigt  og  magert  opbygget,  over¬ 
raskende  profileret,  opløsende  sig  i  en  Fylde  af 
de  herligste  Dekorationer  og  bedækket  med  Re¬ 
lieffer.  Her  ses  bibelske  Fremstillinger,  som  Hyr¬ 
dernes  Tilbedelse,  quasi-kristelige  som  Augustus  og 
Sibyllen,  en  Krans  af  Kerubhoveder,  her  den  he¬ 
denske  Oldtids  Fabelvæsener:  Sfinkser,  Panisker, 
Ammonshoveder,  til  hvis  krumme  Vædderhorn 
Guirlander  ere  fastgjorte,  Griffer  og  Kentaurer, 
endvidere  den  romerske  Arkitekturs  dekorative 
Enkeltheder,  Muslingskaller,  Bukranier,  Akanthus- 
blade,  Voluter  og  Æggestave. 

At  henføre  en  udmærket,  hul  Broncestatuette 
i  Antiksamlingen  til  Andrea  Riccio  selv  uden  stren¬ 
gere  Beviser,  end  der  her  kan  gives,  vilde  være 
uforsvarligt,  men  det  er  ganske  sikkert,  at  om  Ar¬ 
bejdet  ikke  hidrører  fra  selve  denne  Kunstner,  er 
det  dog  udført  af  en  paduansk  Kunstner,  der  har 
staaet  ham  overordentlig  nær.  Det  er  en  lang¬ 
skægget  Satyr  (Fig.  118),  der  sidder  krumbøjet 
med  Knæene  op  mod  Brystet,  den  højre  Haand 
klemt  inde  mellem  Knæene,  Hovedet  drejet  til- 
venstre  og  den  venstre  Haand  paa  Ryggen.  Ørerne 
ere  ikke  spidse  Satyrører,  men  de  har  Form  som 
et  fliget  Blad,  og  paa  lignende  Maade  er,  mærke- 
lig  nok,  Ørerne  dannede  hos  Paniskerne  paa 
Basis  af  andet  Stokværk  '  af  Broncekandelabren, 
som  i  Stillingen  har  en  Del  tilfælles  med  Antik¬ 
samlingens  Figur,  medens  forøvrigt  dens  Floveds 
Karakter  minder  mere  om  Kentaurerne  over  tredie 
Stokværk.  Figuren  er  meget  fint  ciseleret,  dens 
Legemes  rundere,  fuldere  Former  viser,  at  den  er 
udført  af  en  Kunstner,  der  har  haft  det  femtende 
Aarhundrede  bag  sig,  hvad  der  meget  godt  passer 
med  Andrea  Riccios  historiske  Plads. 

Under  Fødderne  og  i  Ryggen  er  der  Aab- 
ninger  i  Figuren  ind  til  Hulningen  i  det  Indre, 


Fig.  1 17.  Andrea  Brioscos  Broncekandelaber 
i  San  Antonio  i  Padua. 


Renæssance-Plaketter  og  Renæssance-Broncer. 


MI 


hvilket  viser,  at  den  oprindelig  er  udført  i 
dekorativt  Øjemed  og  har  skullet  fastgøres 
til  en  Gesims  af  en  Kandelaber,  et  Skrin 
eller  lign. ;  disse  Aabninger  har  iøvrigt 
været  skæbnesvangre  for  Figuren,  thi  paa 
en  Tid  da  man,  som  det  syntes,  her 
hjemme  udelukkende  har  haft  Tanken  hen¬ 
vendt  paa  Antiken,  ansaa  man  Figuren  for 
en  antik  Lampe,  idet  Vægen  mentes  at 
være  gaaet  frem  fra 
Fodsaalerne  og  Olien 
at  være  indgydt  gen¬ 
nem  Aabningen  i 
Ryggen.  Det  viste 
sig  imidlertid ,  at 
Satyren  ikke  paa 
nogen  Maade  vilde 
ligge  frivillig  paa 
Maven  og  agere 
antik  Lampe,  den 
maatte  tvinges  der¬ 
til,  og  derfor  borede 
man  Hul  i  Knæene, 
anbragte  en  Pind 
deri ,  stillede  den 
paa  et  Fodstykke,  og 
se !  —  den  smukke, 
fine  og  karakteristi¬ 
ske  lille  paduanske 
Bronce  fra  Begyn¬ 
delsen  af  det  seks¬ 
tende  Aarhundrede 
var  forandret  til  en 
antik  Lampe. 

Lige  saa  nær 
ved  Andrea  Riccios 
Kunst  som  Satyren 
staar  en  Bronceop- 
sats  i  Antiksamlingen 
(Fig.  1 1 9).  Den  kaldes  i  det  gamle  haand- 
skrevne  Inventar  for  en  »synderlig  Lampe«, 
og  selv  om  man  just  ikke  vil  betragte  den 
under  Synspunktet  af  en  antik  Lampe,  er 
det  virkelig  et  »synderligt«  Stykke.  Den 
er  meget  morsomt,  lunefuldt  opbygget, 
skarpt  og  kantet  og  overraskende  profileret 
og  dekoreret. 

Foden  dannes  af  en  stor  Rovfugleklo, 
fortrinlig  naturalistisk  udført,  dernæst  kom¬ 


mer  et  Led,  der  krones  af  en  Skildpadde, 
og  paa  dens  Ryg  staar  en  snurrig,  skægget 
og  hornet  Panisk,  der  med  komisk  Fortviv¬ 
lelse  angstfuld  river  sig  i  Nakken  og  paa 
Laaret,  thi  Skildpadden  bøjer  Hovedet  til¬ 
bage  og  aabner  sit  mægtige  Gab  imod 
ham.  Rimeligvis  har  Broncen  tjent  til  Blæk¬ 
hus  og  den  lykkelige  Besidder  har  da  dyp¬ 
pet  i  Skildpaddens  Mund. 

Det  morsomme 
og  mærkelige  ved 
denne  Opsats  er 
den  lunefulde  og 
ganske  ungdomme¬ 
lig  -  uoverlagte  De¬ 
korationslyst,  som 
Kunstneren  har  gi¬ 
vet  efter  for,  paa 
lignende  Maade  som 
Riccio  ved  sin  Bron- 
cekandelaber.  De 
akanthusagtige  Bla¬ 
de,  der  danner  som 
en  Art  Fod  ovenover 
Rovfuglekloen,  bære 
grinende  Ammons¬ 
masker  —  sammen¬ 
lign  Ammonsmasker¬ 
ne  paa  Hjørnerne  af 
Broncekandelabrens 
Fodstykke  —  og 
Akanthusblade  gri¬ 
ber  op  om  det  æg¬ 
formede  Led  i  Midt¬ 
ten.  Skildpaddens 
Form  er  ellers  gan¬ 
ske  naturalistisk,  men 
hvert  af  dens  smaa 
Rygskjolde  dannes  af 
et  Løvehoved  med  opspilet  Gab,  Skjoldet  over 
Halen  er  en  Ammonsmaske,  og  Skjoldene 
paa  Siderne  have  Form  af  Akanthusblade. 
Stykket  er  støbt  i  tre  Dele,  idet  Kloen  og 
Panisken  ere  skruede  fast  i  det  midterste 
Led  med  Skildpadden.  Det  er  meget  rime¬ 
ligt,  at  kun  det  midterste  Led  med  Skild¬ 
padden  oprindelig  har  udgjort  hele  Blæk¬ 
huset,  —  Akanthusbladene  danner  en  meget 
god  Fod,  —  men  det  er  lige  saa  rimeligt, 


Fig.  1 18.  Satyr.  Norditaliensk  Bronce-Statuette. 
Antiksamlingen  i  Kjøbenhavn,  0,13  h. 


I  42 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


at  kunstneren  selv,  x  lunefuld  Lyst  til  det  Overraskende,  har  kombineret  de  enkelte  Led 
saaledes,  som  de  nu  ere  samlede. 

*  *  * 

Den  næste  Plaket  i  Antiksamlingen  (Fig.  1 20)  viser  en  langt  friere  Stil ,  en 

noblere  komposition  end  Andrea  Riccios;  det  er  den  tolvaarige  Kristus  mellem  de 


Fig.  119.  Norditaliensk  Bronce- Opsats.  Antiksamlingen  i  Kjøbenhavn.  0,30  h. 

Skriftkloge  i  Templet,  hvis  Arkitektur  er  antydet  ved  en  Række  Søjler  eller  Pilastre. 
Under  en  Bue,  paa  en  Piedestal,  staar  Kristusbarnet  i  levende,  ivrig  Samtale  med  en 
Præst,  der  paa  hedensk-romersk  Vis  er  karakteriseret  som  saadan  ved,  at  Kappen  dækker 
Baghovedet.  Prægtige  Skikkelser  følger  efter:  en  Mand  med  Haanden  eftertænksomt 
i  Skægget,  en  Yngling,  der  fyrigt  vender  sig  om  mod  sin  nølende  Eftermand  og  sam¬ 
tidig  ^  peger  op  mod  Barnet,  og  tilvenstre  en  siddende  Skriftklog,  bøjet  granskend°e  over 
mu  Bog.  Endelig  bag  Jesus  Jomfru  Maria,  en  anden  Kvinde  og  Josef,  støttet  til  sin  Stav. 


Renæssance-Plaketter  og  Renæssance-Broncer 


143 


I  Tilslutning  til  gode  antik-romerske  Relieffer,  men  dog  særlig  til,  hvad  den 
samtidige  Renæssance,  baade  dens  Maler-  og  Billedhugger-Kunst,  havde  indvundet,  har 
Kunstneren  vidst  at  antyde  Figurernes  udtryksfulde  Bevægelser,  deres  forskjellige  Optaget¬ 
hed  og  at  meddele  dem  en  vis  fornem  Anstand  i  Holdning,  Skridt  og  Gebærder  samt 


Pig.  120.  Bronce-Plaket  af  Valeno  Beilt.  Antiksamlingen  i  Kjøbenhavn.  0,6  h.  X  0,10  br 

ved  Klædebonnenes  Fald.  Den  samme  Plaket  findes  blandt  andet  i  Berlin,  og  her  er 
den  paa  Sokkelen  under  Kristus  signeret  af  Gemmeskæreren  Valerio  Belli  (c.  1465  til 
1546)  fra  Vicenza,  hvis  Liv  og  Virksomhed  Vasari  har  omtalt  paa  et  Par  Sider.  Belli 
».har  blandt  andet  for  Pave  Clemens  VII  udført  et  Skrin  af  Bjærgkrystal,  som  nu  findes  i 


Fig  1 2 1 .  Bronce-Plaket  af  Donatello.  Wien. 

Ufficierne  i  Florens,  og  i  hvis  Sider  han  har  skaaret  fordybede  Fremstillinger  af  Kristi 
Historie.  Over  en  af  disse  Sider  har  Kunstneren  taget  den  Plaket,  der  nu  bevares  i 
Antiksamlingen. 

Fra  Donatello  s  Virksomhed  i  Padua  (1444 — 1454),  hvorhen  han  var  kaldet  for  at 
udføre  Gattamelatas  kolossale  Rytterstatue  foran  Kirken  San  Antonio,  udgaar  den  paduanske 
og  overhovedet  den  norditalienske  Skole  af  Broncestøbere  i  anden  Halvdel  af  det  fem- 


144 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


tende  Aarhundrede.  Den  rastløst  producerende 
Kunstner  fik  Tid  til  at  udføre  mangt  et  andet 
Arbejde  i  Padua,  og  fra  hans  Haand  skriver  sig 
flere  Plaketter,  saaledes  den  store  Plaket  i  Wien 
(Fig.  1 2 1 ) ,  hvor  Kristi  Venner  og  Tilhængere 
lægger  deres  Lærers  afsjælede  Legeme  ned  i 
Sarkofagen.  Det  er  en  Mester,  der  har  skildret 
denne  dybt  og  stærkt  bevægede  Scene  med  de 
forskellige  Afskygninger  af  Smerten.  Selv  opløst 
i  Sorg  understøtter  en  Kvinde  Kristi  afmægtige 
Moder,  medens  andre  Kvinder  bryder  ud  i  høje 
Raab  og  Klager;  de  tre  Mænd,  der  bærer  Lege¬ 
met,  betragter  med  Vemod  og  Ømhed  den  Døde, 
andre  bider  med  Magt  Smerten  i  sig;  det  lille 
Barn  flygter  skrækslagent,  -og  Johannes  græder 
bitterlig  ved  Sarkofagens  Fodende,  idet  han  ge¬ 
stikulerer  halvt  ubevidst. 

Saa  gribende  Scener  plejede  de  paduanske 
Broncestøbere  ikke  at  fremstille,  i  deres  Arbejder 
hersker  gennemgaaende  et  roligere  Liv,  de  slutte 
sig  nærmere  til  Antiken,  idet  de  enten  illustrere  antike  Scener  eller  lader  sig  paavirke  af 
antike  Værker,  eller  ogsaa  lægger  de  —  ligesom  den  samtidige  Malerskole,  med  Andrea 
Mantegna  i  Spidsen  —  Vægt  paa  en  fin,  skarp  Tegning  og  en  streng  Form. 

En  paduansk  Kunstner  har  udført  en  medaillonformet  Plaket  i  Antiksamlingen 
(Fig.  122),  der  viser  Spor  af  Forgyldning.  Den  har  rimeligvis  været  anbragt  som  Smykke 
eller  som  Skuemønt,  idet  der  er  boret  et  Hul  foroven,  og  først  senere  er  den  forsynet 
med  en  Øsken.  Kunstneren  har,  meget  frit  for  Resten,  illustreret  ottende  Sang  af 
Æneiden,  Vulkan  der  smedder  Vaaben  til  Æneas  paa  Opfordring  af  hans  Moder,  Venus. 
Paa  Klippen  tilhøjre  sidder  Vulkan  og  har  Æneas’  Hjælm  under  Arbejde  paa  Ambolten. 

I  Midten  staar  Venus  og  holder  med  begge  Hænder  om  Skjolderanden;  hun  har  her 
hændelsesvis  store  Vinger,  vel  fordi  Kunstneren  har  læst  om,  hvor  ofte  hun  benytter 
Luften  som  Landevej.  Æneas  staar  tilvenstre,  med  sin  Kappe  flagrende  om  Skuldrene, 
og  griber  efter  Skjoldet;  han  bærer  sit  Brystharnisk  paa  en  Stang  eller  Lanse.  To 
Heste  drikker  af  Kilden,  der  vælder  ud  fra  Klippen. 

Det  er  den  mindst  værdifulde  af  Antik¬ 
samlingens  Plaketter;  hvor  megen  Pris  man 
imidlertid  i  Udlandet  sætter  paa  disse  smaa 
Renæssancearbejder,  ses  deraf,  at  en  Gen- 
tagelse  af  Plaketten  i  1880  solgtes  for  225 
fr.  I  Paris  og  Berlin  findes  andre  Eksem¬ 
plarer,  og  det  har  vist  sig,  at  Kompositionen 
er  gentaget  med  ganske  faa  Forandringer  i 
et  Kobberstik  af  Nicoletto  da  Modena  x.  Bode 
og  Tschudi* 2  mener,  at  Plakettens  Figurstil 
minder  om  Medailløren  Sperctndio  s. 

Foruden  at  være  unikt  Eksemplar ,  er 


Fig.  122.  Bronce-Plaket. 
Antiksamlingen  i  Kjøbenhavn.  D.  0,6. 


L  Passavant,  V.  S.  98  Nr.  92. 

2-  Anf.  Skr.  S.  196.  Nr.  835. 


Fig.  123. 

Noritaliensk  Bronce-Flaket.  Antiksamlingen 
i  Kjøbenhavn.  0,6  h.  X  0,7  br. 


Renæssance-Plaketter  og  Renæssance-Broncer, 


1 45 


Antiksamlingens  fjerde  Plaket  et  meget  fint  udført  Arbejde  (Fig.  123).  Den  firkantede 
Plade  har  afrundede  Hjørner,  i  Midten  foroven  er  den  gennembrudt  med  et  rundt  Hul, 
hvilket  viser,  at  Pladen  har  været  fastgjort  som  Smykke  for  en  eller  anden  Genstand. 
I  ganske  svagt,  fortræffelig  nuanceret  Relief  er  fremstillet  en  Okse.  Efter  Støbningen  er 
Pladen  omhyggelig  ciseleret  og  den  meget  fint  og  præcist  førte  Kontur  noget  graveret 
i  Baggrunden. 

Det  er  ikke  nogen  Okse  af  dansk  Race,  men  der  er  ingen  Tvivl  om,  at  der  her 
er  givet  et  tro  Portræt  af  en  ganske  bestemt  Type:  et  svært  og  tungt  Forparti,  en  kort 
og  plump  Krop,  tykke  Ben.  Men  just  den  samme  svære  og  plumpe  Type  ses  paa  en 
anden  Plaket,  i  Berlin,  medaillonformet  (Fig.  126),  hvor  Dyret  fælder  Hornene  mod  en 
Løve,  der  kommer  frem  ovenover  det  paa  et  Klippestykke.  Man  har  ikke  kunnet  be- 


Fig.  124.  Det  Indre  af  en  Bronce-Skaal.  Antiksamlingen  i  Kjøbenhavn.  D.  0,16. 

stemme  Kunstneren  nøjere  end  til  Norditalien,  Slutningen  af  det  femtende  Aarhundrecle; 
det  er  rimeligt,  at  begge  Plaketter  skriver  sig  fra  samme  Mand. 

Til  Broncerne  fra  Norditalien  hører  sandsynligvis  en  lav  Skaal,  støbt  af  Bronce 
(Fig.  124),  der  indvendig  bærer  et  lidt  flygtig  udført,  men  livlig  komponeret  Relief  med 
Herkules,  der  under  et  Laurbærtræ  gør  det  af  med  den  neme'iske  Løve.  Inden  Helten 
har  givet  sig  i  Lag  med  Dyret,  har  han  lagt  sin  Bue,  sit  Kogger  og  sin  Kølle  fra  sig 
paa  Jorden.  En  norditaliensk  Kunstner  fra  Slutningen  af  det  femtende  og  første  Tredie- 
del  af  det  sekstende  Aarhundrede,  der  har  signeret  en  Mængde  Plaketter  med  sit  Til¬ 
navn,  Moderno,  men  om  hvem  man  forøvrigt  ikke  ved  det  mindste,  har  udført  flere  Pla¬ 
ketter  med  Herkules  og  Løven,  og  de  ligner  —  allerede  maniererede  som  de  er,  —  i 
Stilen  ikke  saa  lidt  Antiksamlingens. 

Ogsaa  et  morsomt  lille  Blækhus  eller  lign.  hører  til  Renæssancen  i  Norditalien; 
det  er  støbt  af  Bronce  i  Skikkelse  af  et  skaldet  og  skægget,  grimacerende  Mandshoved 


20 


I  idsskrift  for  Kunstindustri. 


I  46 


med  en  Krans  om  Issen  (Fig.  125);  Grenene  danner 
to  Øskener,  Laaget  har  været  fastgjort  bagude. 

Fler  er  i  den  ovenstaaende  Afhandling  kun  gjort 
et  lille  Udvalg  af  Antiksamlingens  Renæssance-Broncer ; 
i  \  irkeligheden  indeholder  den  —  mag'asineret  • — - 
godt  og  vel  en  halvhundrede  Sager,  dels  smukke  og 
mærkelige  Statuetter,  dels  kunstindustrielle  Genstande, 
og  herimellem  adskillige  fortrinlig  udførte  Arbejder, 
som  vilde  være  en  Pryd  for  enhver  Renæssance-Sam¬ 
ling.  De  Gentagelser  af  vore  Plaketter,  som  findes  i 
Berlinermuseet,  ere  fremlagte  og  beskrevne  og  kata¬ 
logiserede  med  tysk  Grundighed  og  Nøjagtighed.  De 
fleste  af  vore  Broncer  bærer  utvivlsomt  Præg  af  at 
være  udførte  i  Italien  paa  Grænsen  af  det  femtende 
og  sekstende  Aarhundrede ;  Størsteparten  stammer 
sikkert  fi  a  Ove  Høcgh  Guldbergs  Samling,  og  to  af  de 
hei  omtalte  Stykker,  Skaalen  og  det  grimacerende 
Mandshoved ,  ere  afbildede  i  et  af  de  snurrigste 
pseudo-videnskabelige  Værker,  der  har  set  Dagens 
Lys  her  hjemme,  nemlig  Billedhuggeren  Johannes  Wie- 
dewelis :  Samling  af  ægyptiske  og  romerske  Oldsager.  Første  Del.  Kjøbenhavn  1786, 
hvis  anden  Del  aldrig  er  bleven  udgivet.  Det  er  netop  Genstande  i  Guldbergs  Eje! 
Wiedevelt  har  ladet  stikke  i  Kobber,  og  han  er,  som  Titlen  viser,  fuldt  og  fast  over¬ 
tydet  om  at  have  med  antike  Værker  at  gøre.  Nogle  er  ganske  vist  antike,  andre 
er  simpelthen  Falsknerier,  en  stor  Del  Renæssance-Broncer,  og  for  at  faa  disse  sidste 
forvandlede  til  Antiker,  maa  Wiedewelt  da  gøre  de  pudsigste  Kombinationer. 

Guldbergs  Samling  gik  senere  over  i  det  gamle  Kunstkammer  og  kom  derfra  til 
Antiksamlingen.  Naar  dennes  tidligere  Direktør,  Etatsraad  Muller ,  har  udskudt  Broncerne 
som  uægte,  har  det  næppe  været  hans  Mening,  at  det  var  Falsknerier,  men  som  klassisk 

Arkæolog  savnede  han  de  fornødne  kunsthistoriske  Forkundskaber  til  nærmere  at  be¬ 
stemme  deres  Plads. 

Naar  dette  her  er  forsøgt  og  samtidig  Opmærksomheden  henledt  paa  dem,  saa 
Ri  det  sket’  baacle  fordl  Sagerne  har  kunstnerisk  Værdi:  de  hører  til  den  Slags  Ting, 
man  vender  sig  om  efter  og  betragter  nøje,  under  hvilken  historisk  Rubrik  de  end  ere 
opførte,  og  fordi  det  er  de  eneste  italienske  Renæssance-Broncer,  der  findes  her  i  Sam¬ 
lingerne  i  Danmark. 


Fig.  125. 

Bronce-Blækhus.  Antiksamlingen  i 
Kjøbenhavn.  og  h. 


Fig. 


Guldbryllupsgavernes  Udstilling. 


147 


Fig.  127.  Blomsterkumme  og  Vinkølere  fra  Ds.  Majestæters  Børn  og  Svigerbørn. 
Udførte  af  Guldsmed  Fabergé  i  St.  Petersborg.  1/12. 


Guldbryllupsgavernes  Udstilling. 

Af  Erik  Schiødte. 

Det  viste  sig  at  være  en  fortræffelig  Idé  af  Industriforeningen  at  skaffe  Tilladelse 
til  at  afholde  en  Udstilling  af  Guldbryllupsgaverne.  Sjælden  eller  aldrig  er  en  Udstilling 
herhjemme  bleven  besøgt  af  saamange  Mennesker,  ialt  c.  114,000;  og  ligesaa  mangfoldig 
Menneskevrimlen  var,  ligesaa  forskjelligartet  var  den.  Den  spændte  fra  det  højeste  Ari¬ 
stokrati  til  den  fattigste  Almue;  alle  vilde  de  sé,  hvad  man  fra  fjærn  og  nær  havde 
skænket  vor  Konge  og  Dronning  paa  deres  store  Højtidsdag.  Paa  de  Tider,  da  Entréen 
var  højest,  vrimlede  det  af  Mennesker,  som  gjerne  vilde  betale  for  at  kunne  studere  Ud¬ 
stillingen  i  Fred  og  Ro;  og  paa  de  Tider,  da  den  var  lavest,  stod  Folk  stuvet  sammen  i 
tætte  Skarer  langt  op  ad  Gaden  for  i  Timevis  at  vente  paa  det  Øjeblik,  da  de  kunde 
lade  deres  aftalte  Øre  klirrende  falde  i  Pengekassen  for  derefter  at  overskride  den  Tær¬ 
skel,  der  førte  ind  i  det  forjættede  Land  med  alle  dets  Flerligheder. 

Og  Udstillingens  Indhold  var  da  ogsaa  ligesaa  mangfoldigt  og  ligesaa  forskjellig¬ 
artet  som  de  Besøgende.  Store  Kostbarheder  af  Guld  og  Sølv  og  ædle  Stene  vexlede 
med  tarvelige  Sager,  der  knapt  var  en  Øre  værd;  noble  Kunstgjenstande  saaes  Side  om 
Side  med  flove,  smagløse  Butikssager,  pragtfulde  Broderier  og  rige  Kunstvævninger  med 
interesseløse  Husflidsarbejder.  Hvad  der  sikkert  vakte  Forbavselse  hos  mange,  var  den 
Dristighed,  hvormed  Privatfolk  havde  sendt  Kongeparret  Gaver.  Undertiden  skinnede 
FIaabet  om  Understøttelse  forstaaende  igjennem,  f.  Ex.  ved  adskillige  Digte  og  Lykønsk¬ 
ningsbreve,  men  oftest  var  det  vistnok  en  naturlig  Følelse  af  Sympathi  og  Taknemlighed, 
som  havde  været  raadende.  Blandt  saadanne  naive  Kuriositeter  kan  nævnes  endel  bro¬ 
derede  Lommetørklæder  og  Sofapuder,  kunstige  Blomster,  ubehændige  Husflidsarbejder, 
Jubilæumscigarer,  daarlige  Tegninger,  en  Kaskjet  til  Kongen  o.  s.  v.  En  Invalid  paa 
Landet  havde  skaaret  en  Kristus  paa  Korset  i  Træ,  plumpt  og  naivt;  en  Pige  havde 

20* 


i48 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


sendt  en  tarvelig  Syæske  med  et  paaklistret  Blomsterbillede  i  brogede  Farver,  og  endelig 
havde  en  Dilettant  givet  et  stort,  daarligt  udskaaret  Pibebrædt  med  den  mærkelige  Ind¬ 
skrift:  Min  Naade  er  Dig  nok! 

En  Udstilling  som  denne  kan  sés  under  mange  forskjellige  Synspunkter.  For  en 
har  den  sin  særlige  Interesse  deri,  at  det  er  kongelige  Personer,  hvem  Gaverne  gjælder, 
og  fyrstelige  og  højfornemme  Personer,  fra  hvem  de  kommer;  for  en  anden  er  det 
Sagernes  Kostbarhed,  deres  Pengeværdi,  der  er  det  afgjørende;  for  en  tredje  spiller  det 
Kunstneriske  Plovedrollen.  For  dette  Tidsskrift  er  naturligvis  Gavernes  Betydning  i  kunst¬ 
industriel  Henseende  det  vigtigste. 

Det  maa  desværre  siges,  at  denne  var  ikke  stor.  Man  forbavsedes  over  den  ringe 
Smag,  hvormed  adskillige  højtstillede  Personer  havde  valgt  deres  Gaver,  saaat  flere  af 
Monti  ene  mere  gjorde  Indtryk  af  at  høre  hjemme  i  et  gammeldags  s>  Kunstkammer«  end 


i  disse  Omgivelser.  At  Dilettanteriet  og  Lysten  til  at  sé  sine  egne  Produktioner  for¬ 
evigede  ligeledes  havde  affødt  adskillige  mislykkede  Resultater,  kan  ikke  undre  Nogen. 
Men  alle  disse  Sager  vil  vi  ganske  forbigaa  og  kun  fremdrage  de  enkelte  Gjenstande, 
som  forekommer  os  at  være  af  Interesse  for  Tidsskriftets  Opgave. 

Lad  os  først  sé  paa,  hvad  der  fandtes  af  dansk  Kunstindustri.  Prof.  Nyrop  har  i 
sm  Artikel  her  i  Tidsskriftets  forrige  Plæfte  (ovfr.  S.  65  fig.)  meddelt  en  Række  Oplys¬ 
ninger  om  de  vigtigste  Arbejder,  der  fremkom  paa  dette  Omraade,  saa  der  er  ikke  meget 
at  tilføje.  De  danske  Godsejeres  mægtige  Taffelopsats,  som  af  Billedhuggerne  Hammdeff 
og  Brandstrup  var  udført  efter  Prof.  Arnold  Krogs  Skitse,  var  af  imponerende  Virkning 
ved  sin  rige  Pragt,  ved  sine  dristigt  svungne  Linier  og  sine  fantastiske,  dygtigt  formede 
Figurer.  Derimod  tog  Marinens  Vase  sig  ikke  helt  godt  ud;  Prof.  Krog  har  ikke  her 
fulgt  sine  egne  Principer,  som  han  hidtil  med  saa  overlegen  Dygtighed  har  hævdet,  hver¬ 
ken  med  Hensyn  til  Materialets  Behandling  eller  til  Dekorationens  Karakter.  Bronce- 
bordet  og  Porcellæns-Blomsterskaalene  faldt  næsten  sammen  i  Farve  og  Stof,  Anbringelsen 
af  Hamptove  og  Jernkettinger  i  Porcellæn  paa  Vasen  virkede  ikke  godt,  og  Benyttelsen 


Guldbryllupsgavernes  Udstilling. 


I  49 


af  helt  naturalistiske  Malerier  i  Felterne  brød  ganske  den 
harmoniske  Helhed.  Det  blev  ganske  sikkert  til  et  Pragt¬ 
stykke,  men  det  savnede  Stil. 

Uden  just  at  tilfredsstille  strænge  kunstneriske  For¬ 
dringer  fremtraadte  Guldkareten  som  et  kjønt  og  flinkt 
Arbejde,  med  stor  Omhu  og  Dygtighed  udført  af  alle  de 
forskjellige  Medvirkende,  et  Arbejde,  som  var  den  danske 
Haandværkerstand  fuldt  værdigt.  Og  fint  og  elegant  hvi¬ 
lede  Hans  Tegners  nydelige  Guldkrans  paa  sin  røde 
Fløjlspude. 

Af  fremmed  Kunstindustri  stod  den  tyske  Kejsers  Lyse¬ 
krone  i  første  Række,  Det  er  et  moderne  Berlinerarbejde 
i  Rokokostil,  Kompositionen  er  rig  og  fantasifuld.  Ud¬ 
førelsen  fortræffelig;  Stoffet  er  Porcellæn,  Figurer  og 
Blomster  sammenslynges  i  broget  Blanding,  og  ud  af 
Mylret  skyder  slanke  Broncearme  sig  frem  med  Porcellæns- 
blomster  som  Lysbærere. 

Alle  de  kongelige  Børn  og  Svigerbørn  havde  med  den 
russiske  Kejser  i  Spidsen  slaaet  sig  sammen  om  en  Gave 
af  kolossale  k  ormer,  den  her  afbildede  Blomsterkumme 
med  tilhørende  Vinkølere  (Fig.  127).  Arbejdet  er  med 
stor  teknisk  Dygtighed  udført  i  St.  Petersborg,  Materialet 
er  forgyldt  Sølv  —  Forgyldningen  er  mesterlig  — ,  men 
Kompositionen  er  1  vore  Øjne  for  plump,  de  enkelte  For¬ 
mer  og  Ornamenter  for  ufine  og  stilløse.  Rokokorammer 
omfatter  Felter  med  Givernes  Navne,  og  tykbenede  Elefanter 
danner  Hovedmotivet  i  Dekorationen,  et  underligt,  med 
Hensyn  til  Dyrenes  Stilling  temmelig  umotiveret,  Motiv. 

Et  langt  elegantere  Arbejde  er  den  Vifte  (Fig.  128),  som 
er  skænket  Dronning  Louise  af  de  russiske  Kejserbørn. 

Haandtaget  er  skaaret  i  Perlemoer  med  delvis  Forgyld¬ 
ning;  baade  som  Dronningens  Navnetræk  og  som  Beteg¬ 
nelse  for  de  forløbne  50  Aar  findes  L’et  sindrigt  anbragt, 
og  i  Midten  er  » Bedstemoderen  fremstillet  imellem  det 

danske  og  russiske  Vaaben.  Paa  Bladet  findes  et  Ma¬ 
leri:  under  en  Baldakin  sidder  Kongen  og  Dronningen 
i  deres  fagreste  Skrud,  omringede  af  Hoffets  Damer  og 
Herrer;  Omgivelserne  dannes  af  en  middelalderlig  By 
med  Taarne  og  Karnapper  paa  Husene.  Foran  Kongen 
knæler  et  fremmed  Sendebud,  og  bag  ham  frembærer  I29- 

hans  Mænd  gyldne  Gaver  paa  røde  Fløjlspuder.  Da  Majolika^fra  de  Danske 

Dragterne  maa  henføres  til  de  første  Oldenborgeres  Tid, 

er  her  efter  al  Sandsynlighed  hentydet  til  den  russiske  Sendefærd,  der  var  i  Kjøbenhavn 
1498,  blandt  Andet  for  at  bede  om  Kong  Hans’  Datter  Elisabeths  LIaand  for  Ivan  Vasi- 
lievitsz’s  Søn.  Dette  efter  godhedsfuld  Oplysning  af  Professor  Kr.  Erslcv. 

Meget  morsom  og  i  høj  Grad  karakteristisk  for  moderne  italiensk  Kunstindustri 
er  den  Majolika-Vase  (Fig.  129),  som  de  Danske  i  Neapel  har  sendt.  Forneden  kravler 
alleslags  Havdyr  om  Fodstykket,  derover  slynger  brogede  Blomster  sig,  og  opad  Vasens 
Sider  mylrer  det  med  leende,  fornøjelige  Barneansigter  i  højt  Relief,  medens  et  Maleri 


150 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


fremstiller  Neapels  Havn  med  Snekke  ved  Snekke  og  det  mægtige  Vesuv  i  Baggrunden. 
En  saadan  Komposition  er  fremmed  for  vort  nordiske  Naturel,  og  vi  vilde  kun  komme 
daarligt  fra  en  Efterligning  deraf,  men  vi  beundrer  den  levende  Fantasi,  det  gode  Humør 
og  den  friske  Dygtighed  i  Behandlingen. 

Baronesse  Mohrenheim  har  skænket  en  ligesaa  sart  som  nydelig  Gave,  nemlig  en 
russisk  Lænestol  (Fig.  130).  Træværket  er  forgyldt  og  Betrækket  er  af  cremefarvet  Silke, 
rigt  broderet  med  Blomster  og  Blade  i  fine,  velvalgte  Farver.  Det  Hele  gjør  et  smag¬ 
fuldt  og  nobelt  Indtryk,  og  Broderiet  er  et  lille  Mesterværk  af  Taalmodighed  og  Kunst¬ 
færdighed,  idet  der  dertil  er  benyttet  en  Uendelighed  af  smaa  Stykker  forskjelligfarvet  Silketøj. 

Alle  de  nævnte  Gaver  er  mer  eller  mindre  kostbare  og  interessante,  men  næppe 
af  saa  stor  kunstindustriel  Betydning  som  de  vævede  Sager.  Der  er  først  den  f remske  Re¬ 


publiks  Gave,  et  lille  og  to  store  Gobelins.  Paa  det  lille  ses  i  Forgunden  en  Amor,  som 
skjælmsk  udskyder  en  Pil  fra  sin  Bue,  og  bagved  ham  to  allegoriske  Figurer :  en  drue¬ 
spisende  Engel  og  en  vinterlig  Skikkelse.  Symboliken  er  noget  uklar,  men  Tanken  er 
formodentlig  at  fremstille  det  kraftige  Ungdomsliv  og  Alderdommens  Fred  og  Ro.  Gobe¬ 
linet  er  vævet  i  Paris’  berømte  gamle  Fabrik  efter  et  Udkast  af  Francais,  de  to  andre  i 
en  af  dens  Filialer,  Beauvais,  efter  Daudry.  De  forestiller  ver  og  æstas,  Foraaret  og  Som¬ 
meren,  to  prægtige  Landskaber,  indfattede  i  stiliserede  Bladrammer.  Tekniken  i  disse 
Gobelins  er  saa  overlegen  dygtig,  Farverne  gjennemgaaende  saa  fint  sammenstemte, 
Overgangen  i  Nuancerne  saa  mesterlig,  at  man  føler  den  dybeste  Beundring  for  de 
Mænd,  der  formaaer  at  frembringe  saadanne  Arbejder,  hvor  aarelang  Flid  og  Taalmodig¬ 
hed  har  virket  i  Forbindelse  med  Aarhundreders  respektfulde  Tradition.  Naar  det  lille 
Figurbillede  undtages,  staaer  disse  Exemplarer  næppe  paa  samme  Højde  som  de,  vi  be- 


Guldbryllupsgavernes  Udstilling. 


1 5  T 

undrede  paa  Udstillingen  i  88,  men  de  er  dog  fuldgyldige  Repræsentanter  for  Frankrigs 
fremragende  Kunstindustri. 

Med  Hensyn  til  de  af  Prof.  Lorenz  Frølich  komponerede  Tæpper,  som  var  af¬ 
bildede  i  Jubilæumshæftet,  har  det  desværre  været  nødvendigt  at  søge  til  Frankrig,  da 
intet  Væveri  herhjemme  turde  paatage  sig  at  udføre  dem.  De  er  vævede  i  Aubusson,  og 
de  er  udmærket  vævede.  Staaer  end  ikke  alle  Farver  saa  fuldt  harmonisk  sammen,  som 
ønskes  kunde,  saa  maa  det  dog  siges,  at  den  gamle  Mesters  Arbejde  i  det  væsentlige  er 
kommet  til  sin  Ret,  og  det  er  allerede  meget,  naar  det  personlige  Samarbejde  mellem 
Kunstneren  og  Haandværkeren  ikke  har  kunnet  finde  Sted. 

For  Fuldstændighedens  Skyld  skal  her  blot  nævnes  nogle  af  de  vigtigste  Kunst¬ 
værker,  der  fandtes.  De  bedste  var  de  gamle  Bekjendte.  Gjentofte  Sogns  Beboere 


Fig.  1 3 1.  Emailleret  Guldskrin,  hvori  en  Adresse  fra  de  Danske  i  London.  !/2. 


havde  foræret  Prof.  Vilhelm  Bissens  yndefulde  »Pottemagerske«  i  Marmor,  Grosserer  Grøn 
Sonnes  gamle  Maleri  af  Slaget  ved  Mysunde,  begge  gode  Exempler  paa  solid  og  ærlig 
dansk  Kunst.  Af  de  Malere,  som  paa  Bestilling  havde  udført  Billeder  til  Guldbryllups¬ 
festen,  havde  ingen  været  fuldtud  heldig'.  Hverken  Otto  Haslund  med  sit  sødlige  Portræt 
af  Prins  Valdemars  Børn,  eller  Holger  Drachmami  med  sit  populære  Havnebillede  fra 
Hamburg,  eller  August  Jerndoi'jJ  med  sit  fugtige,  mørkladne  Sommerbillede  fra  Bernstorff, 
eller  Frants  Henningsen  med  sit  Paradebillede  fra  Amalienborg  Plads,  hvor  det  var  de 
mange  kjendte  Ansigter,  der  mere  end  det  kunstneriske  Værd  tiltrak  sig  Publikums  nys- 
gjerrige  Beundring. 

En  interessant  Gruppe  paa  Udstillingen  dannede  de  ikke  færre  end  1 1 4  Adresser, 
som  var  indsendte  fra  fjærn  og  nær.  Hovedindtrykket  af  dem  var,  at  kun  meget  faa 
herhjemme  har  Sans  for  at  lave  en  god  Adresse ;  for  En  lykkes  Bindet,  for  en  Anden 


152 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


Akvarellen,  for  en  Tredi'e  den  kaligrafiske 
Del,  men  det  viste  sig  afgjort  denne  Gang, 
at  kun  ganske  enkelte  forstaaer  at  sammen¬ 
smelte  de  forskjellige  Dele  til  en  Helhed. 
Med  andre  Ord,  de  fleste  Adresser  mano-- 

O 

lede  Stil.  I  denne  Retning  var  den  lille 
Adresse  fra  de  Danske  i  London  et  Mønster 
til  Rfterlignelse.  Den  blev  sendt  i  et  kost¬ 
bart,  fintformet  lille  Guldskrin  (Fig.  131) 
med  Emailleind- 
lægning,  og  den 
fortjente  virkelig 
en  saadan  smig¬ 


rende  Indfatning-, 

O  7 

thi  her  var  der 
netop  det  rette 
harmoniske  For¬ 
hold  tilstede  imel¬ 
lem  Ornering,  Ini¬ 
tialer  og  Bogsta¬ 
ver;  gjennemgaa- 
ende  udmærkede 
de  Adresser,  der 
kom  fra  England, 
sig  ved  de  samme 
gode  Egenskaber, 
omend  i  ringere 
Maal. 

Uden  egentlig 
at  komme  ind 
under  Begrebet 
Adresse,  maa  dog 
i  denne  Sammen¬ 
hæng  nævnes  Hds. 
kongelige  Højhed 
Kronprinsessens 
Titelblad  (Fig. 
132)  til  Prins 
Hans’ Manuskript: 


Fig.  132. 

Titelblad  udført  af  Hds,  kgl.  Højhed  Kronprinsessen 
til  et  Manuskript  af  Hs.  Højhed  Prins  Hans.  2/ 


Naar  det  gjælder  en  grafisk  Komposi¬ 
tion,  staaer  Hans  Tegner  stadig  som  den 
første  herhjemme.  Man  mindes  fra  Jubi¬ 
læumshæftet  Afbildningen  af  Bindet  til  Le¬ 
gatkomitéens  Adresse ,  og  der  meddeles 
her  en  Afbildning  af  Bindet  til  Industrifor¬ 
eningens  Jubilæumshæfte  (Fig.  133);  det  er 
udført  i  rødt  Marokin  med  Forsats  af  hvid 
Silke,  og  man  maa  beundre  den  Sindrighed 

og  dekorative 
Sans,  hvormed 
Kronerne,  Hjær- 
terne  og  Løverne 
er  anbragte. 

En  smuk  Adres¬ 
se  er  ligeledes 
den,  de  danske 
Ciodsejere  sendte 
i  Følge  med  den 
store  Sølvgave; 
Bindet  med  dets 
rige  plastiske, 
gyldne  Udstyr  er 
ret  pragtfuldt,  om 
det  end  maaske 
kunde  være  gjort 
noget  finere,  og 
Indholdet  er  for¬ 
træffeligt.  Blom¬ 
stermalerinde  Frk. 
Augusta  Dohlmann 
har  med  Smag  og 
stor  Dygtighed 
indrammet  et  Digt 
af  Professor  P. 
Hansen  i  snørk¬ 
lede,  lette,  gyldne 
Rokokoornamen- 
ter,  hvor  Hoved- 


Erindringer  fra  1785-1831  og  1789-1867;  j  virkningen  beroer  paa  en  Række  bredt  og 
det  er  udført  paa  Pergament  i  Guld  og 
Farver  og  viser,  at  Kronprinsessen  har  gjort 
flittige  Studier  af  gamle,  haandmalede,  mid¬ 
delalderlige  Manuskripter  med  deres  ejen¬ 
dommelige  fantasifulde  Initialer 


og  Orna¬ 


menter.  Bogstaverne  G.  G.  G.  M.  F.  er 
Begyndelsesbogstaverne  i  det  Gliicksburgske 
Valgsprogs  5  Ord:  Gott  gebe  Glikk  mit 
Frie  den. 


flot  malede  Kompositioner  med  forskjellige 
danske  Blomster;  der  er  en  Farvepragt  og 
en  Friskhed  over  disse  Akvareller,  som  er 
højst  tiltalende. 

Maleren  R.  Christiansen  har  udfoldet  en 
saare  omfangsrig  Virksomhed  med  Adresser, 
jeg  troer  over  en  Snes  skyldes  ham.  At 
ikke  alt  kan  blive  lige  godt  under  en  saa¬ 
dan  Hastværks(Masse)produktion  er  en  Selv- 


Guldbryllupsgavernes  Udstilling. 


153 


følge,  men  sikkert  er  det,  at  han  i  flere  af  dem  har  vist  en  ægte  dekorativ  Sans ;  der 
findes  enkelte  gode  Bind  med  et  vel  slynget  Navnetræk,  f.  Ex.  paa  Adressen  fra  For¬ 
eningen  til  Lærlinges  Uddannelse  med  gyldne  Bier  paa  hvid  Grund  og  Lædermosaik,  og 
der  findes  flinke  Akvareller  og  karakterfulde  Bogstaver,  men  som  Helhed  savner  de  alle- 


Fig.  133.  Bind  til  Guldbryllupshæftet  af  nærværende  Tidsskrift.  1/2. 
(Hans  Tegner.  —  Iram.  Petersen). 


Sammen  Noget.  Ogsaa  Arkitekt  Knud  Arne  Petersen  har  udført  en  ganske  vellykket  Adresse 
med  keltiske  Ornamenter  og  et  broget  Lædermosaikbind  (med  uheldige  Farver)  for  Fælles¬ 
repræsentationen  for  dansk  Industri  og  Haandværk ;  fra  Zoologisk  Have  findes  en  Række 
DyreAkvareller,  hvoriblandt  flere  fortræffelige,  og  Hedeselskabet  har  sendt  en  større  Samling 

af  interessante  Fotografier  fra  Stederne  for  dets  rige  og  fortjenstfulde  Virksomhed. 

21 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


sx#x^] 


^*  +  f  d 
*v*<  :/, 

,+.*><  , 


mm 


■  ■'  -  '••■•  vvl 


i54 


Fig-  134.  Skrin  til  det  store  nordiske  Telegrafselskabs  Album. 
(N.  Fristrup.  —  V.  Christesen). 


Guldbryllupsgavernes  Udstilling. 


1.55 


Kn  særlig  Interesse  knytter  sig  endelig  til  det  store  nordiske  'Telegrafselskabs  Adresse 
paa  Grund  af  dens  kostbare  og  smagfulde  Udstyrelse.  Den  bestaaer  af  et  Album,  ind¬ 
bundet  i  lyst  Kalveskind  med  sølvforgyldt  Navnetræk  i  Relief,  som  indeholder  34  kunst¬ 
nerisk  udførte  Blade,  hvorimellem  26  nydeligt  behandlede  Akvareller  af  Knud  Larsen, 
forestillende  de  forskjellige  Steder  i  alle  Verdens  Riger,  hvor  Selskabet  har  sine  Stationer. 
Dette  Album  indesluttes  i  et  Skrin  (Fig.  134))  tegnet  og  modelleret  af  Maleren  Fristrup, 
og  udført  af  kostbare  Materialier.  Det  er  af  Ibenholt,  rigt  forsynet  med  sølvforgyldte 
Ornamenter,  med  Kong'eparrets  Dobbeltmedaillon  i  Midten  i  Form  af  en  yderst  elegant 
og  vellykket  plastisk  Medaille,  omfattet  af  en  Blomsterkrans  i  ophøjet  Arbejde  paa  en 
Grund  af  blaa  Emaille,  bestrøet  med  stiliserede  Blomster  i  Guld.  Herudenom  findes 
imellem  Ornamenterne  graverede  Felter  i  oxyderet  Sølv,  forestillende  Slotte  og  Paladser, 
hjemlige  og  fremmede,  og  Billeder  af  Livet  langs  Landlinien  og  paa  Havets  Bund  (Sølv- 
varefabrikant  V.  Christesen). 

Der  kunde  naturligvis  være  Grund  til  at  fremdrage  endnu  enkelte  Gaver,  som 
kunde  fortjene  nærmere  Omtale,  men  jeg  antager,  at  ialfald  de  betydeligste  er  medtagne. 
Ejerne  af  > Tidsskrift  for  Kunstindustri«  vil  igjennem  Afbildninger  i  dette  og  det  fore- 
gaaende  Hæfte  have  et  synligt  Minde  om  det  bedste,  der  fremkom  gjennem  Samarbejdet 
mellem  Kunst  og  Haandværk  i  Anledning  af  vort  Kongepars  sjældne  Højtidsfest. 


Tegning  i  Vandfarve  af  Professor  Lorenz  Frølich. 


21 


Tidsskrift  for  Kunstindustri, 


156 


’jrnmm 

kig.  136.  Jardimere,  Sølvbryllupsgave  til  Lensgreve  og  Lensgrevinde  C.  F.  Danneskiold-Samsøe.  Ve- 

(Arnold  Krog.  —  A.  Michelsen). 


En  Sølvbryllupsgave. 


Den  15de  September  fejrede  Hs.  Excellence  Lensgreve  C.  F.  Danneskiold-Samsøe 
og  Hustru  deres  Sølvbryllup,  og  Sølvbrudeparret  modtog,  som  naturligt  er,  en  Række 
Hædersbevisninger  og  Gaver.  Blandt  Andet  modtog  de  fra  Sølvbrudens  Fader,  Hs. 
Excellence  Lensgreve  C.  E.  Krag  -Juel -Vind  -Frijs  den  ovenfor  afbildede  smukke  Sølv- 
Jardimere,  der  efter  Professor  Arnold  Krogs  Tegning  er  modelleret  af  Billedhugger  Z.  C. 
Mortensen  og  udført  1  A.  Michelsens  Etablissement  under  Ledelse  af  N.  G.  Henriksen.  Den 
er  68  cm.  lang  og  20  cm.  høj.  —  Figurerne  forestille  den-  ene  Landbrug  og  Kvægavl,  den 

anden  Jagt;  paa  det  ene  Sideskjold  ses  Sølvbrudeparrets  forenede  Vaaben  og°paa  det 
andet  dets  Monogram. 


Mindre  Meddelelser. 


I  den  første  Halvdel  af  Artiklen:  Om  Bly  og 
Glas  i  Vinduer  er  omtalt  et  Stykke  Værktøj,  Kreutz- 
ien.  Navnet  er  opgivet  saaledes  af  en  Glarmester, 
men  det  Rette  er  Grosel  eller  Krosel.  —  I  den 
seneste  Tid  er  paa  Charlottenborg  funden  Blyruder 
i  Kammer  paa  3  Alens  Højde  uden  Træsprosser. 
Slottet  er  bygget  1  Aarene  1673-1677,  og  det  ses 
altsaa,  at  Glarmesteriet  herhjemme  ikke  holdtSkridt 
med  det  Nye  i  Arkitekturen.  B.  O 

Kammerherre  F.  Meldahl  har  i  Nationaltidende 
for  Fredag  den  29.  April  meddelt  sine  foreløbige 
Resultater  med  Hensyn  til  nogle  i  Indenrigsministeriet 
fundne  Tegninger  til  Marmorkirken  af  N.  Eigtved. 
Hen  danske  Bondesøn  Nikolaj  Eigtved  er  herefter 


den  egentlige  Ophavsmand  til  dette  Bygningsværk 
og  ikke  den  fra  Frankrig  indkaldte  Kunstner  N.  H. 
Jardin.  Kammerherre  Meldahl  „haaber  at  kunne  faa 
Midler  til  at  offentliggjøre  de  fundne  Tegninger  og 
paa  indgaaende  Maade  begrunde  hvad  han  har 
fremsat.«  Han  nævner  1  a  2  Frojekter  af  Eigtved 
med  en  Variation  af  Eigtved  eller  Thurah  og  3 
Projekter  af  Jardin. 

Den  1.  Maj  fejrede  de  statsgaranterede  danske 
Livsforsikringsanstalter  deres  soaarige  Jubilæum  og 
udsendte  i  den  Anledning  et  under  Direktør  S. 
Hertzsprungs  Ledelse  udarbejdet  Festskrift,  der  her 
skal  nævnes  for  dets  smukke  Udstyrelses  Skyld. 
Det  anselige  Bind  paa  næsten  400  Sider  er  smukt 


Mindre  Meddelelser. 


157 


trykt  paa  fortræffeligt  Papir  i  Thieles  Bogtrykkeri, 
og  dets  forskjellige  Afdelinger  ere  smykkede  med 
særlige  Titelblade,  Friser  og  Afslutninger  af  Kunst¬ 
maler  Hans  Tegner.  Der  raader  i  dem  en  Opfind¬ 
somhed,  en  Finhed  og  et  Liv,  som  væsentlig  gjør 
Bogen  til  Kunst.  Det  er  Anstaltens  Lokaler,  dens 
Segl  og  Stempler,  almindelige  Skriverekvisiter  m. 
m.  lign.,  Kunstneren  som  oflest  har  taget  til  Moti¬ 
ver,  men  han  har  ypperligt  forstaaet  at  faa  noget 
karakteristisk  ud  af  det.  Foran  og  efter  Fortale  og 
Indholdsfortegnelse  har  han  dekoreret  med  nogle 
for  ham  ejendommelige  Slyngninger,  men  det  vilde 
sikkert  have  været  gavnligt,  om  Indholdsfortegnel¬ 
sen  var  bleven  sat  sidst  i  Bogen.  Derved  havde 
Slyngningerne  før  og  efter  den  faaet  Lov  til  at 
virke  alene;  nu  forstyrres  de  noget  ved  at  ses  sam¬ 
men  med  Slyngningen  under  Fortalen.  Tegningerne 
ere  reproducerede  af  F.  Hendriksen ,  der  ogsaa  har 
leveret  Bogens  Portrætter,  og  endelig  er  den  hos 
Bogbinder  Immanuel  Petersen  indbunden  i  et  ogsaa 
af  Hans  Tegner  komponeret  Bind.  Direktør  Hertz- 
sprung  har  ikke  ringe  Ære  af  den  smukke  Bog. 

I  Kjøbenhavns  Borgerrepræsentations  Møde  den 
18.  Juli  afgjordes  en  Sag,  der  længe  har  staaet 
paa  Dagsordenen,  nemlig  Raadhussagen.  Det  af 
Flertallet  i  et  nedsat  Fællesudvalg  stillede  Forslag 
om  Bevilling  af  3:/2  Million  Kroner  til  Opførelsen 
af  et  Raadhus  efter  Arkitekt  M.  Nyrops  Plan  ved¬ 
toges  med  23  Stemmer  mod  8. 

Ved  Teknisk  Pr  ovins  skolef  or enings  Møde  i 
Odense  den  13.  og  14.  Avgust  holdt  Tegneinspek¬ 
tør  Carl  F.  Andersen  et  Foredrag  om  de  tekniske 
Skoler,  der  bl.  A.  burde  arbejde  paa  at  faa  Sven¬ 
dene  med,  saaledes  at  deres  Elever  ikke  udelukkende 
blev  Lærlinge.  Et  andet  Foredrag  af  Rektor  Si¬ 
gurd  Muller  handlede  om,  hvad  den  tekniske  Skole 
kan  gjøre  for  Udviklingen  af  sine  Elevers  Skjøn- 
hedssans. 

I  Tilknytning  til  Professor  Jul.  Langes  Artikel 
om  Frihedsstøtten  (ovfr.  S.  1 15  flg.)  skal  det  her 
meddeles,  at  Frederiksborgmuseet  som  Gave  fra 
Grevinde  de  la  Gardie  har  modtaget  en  Model  til 
den,  1  Al.  9  T.  høj.  Der  er  imidlertid  det  mærke¬ 
lige  ved  den,  at  de  fire  Hjørnefigurer  paa  den  to 
og  to  ere  ens  og  fremstille  en  ung  Bondepige,  som 
støtter  sig  til  en  Hyrdestav  og  har  et  Lam  liggende 
ved  sine  Fødder,  og  en  ung  Bonde,  der  blæser  paa 
Fløjte.  De  ere  udførte  i  brændt  Ler.  Kammer¬ 
herre  Meldahl  har  i  Nat. -Tid.  for  25  Avg.  udtalt, 
at  man  her  formentlig  har  fundet  Abildgaards  op¬ 
rindelige  Model,  som  omtales  i  Subskriptionsindby¬ 
delsen  af  1 79 1 ,  hvorom  Professor  Lange  dog  tviv¬ 
ler  (s.  Nat. -Tid.  for  27,  29  og  31  Avg.) 

Paa  Industriforeningens  Generalforsamling  den 
I.  September  gav  Formanden,  Hof-Juveler  C.  Mi- 


chelsen  en  Række  Oplysningar  om  Det  danske  Kunst¬ 
industrimuseum.  Naboforholdene  mellem  Forenin¬ 
gen  og  Museet  ligesom  mellem  Museet  og  Tivoli 
vare  ordnede,  og  Opførelsen  af  Museumsbygningen 
efter  Tegning  af  Professor  V.  Klein  paabegyndt. 
Museets  Byggeudvalg  bestod  af  Dhrr.  Fabrikant 
Th.  Hiittemeier ,  Brygger  Carl  Jacobsen  og  Arki¬ 
tekt  Erik  Schiødte.  En  af  de  første  og  største  Ga¬ 
ver  til  Museet,  nemlig  afd.  Oxelbergs  Konge  væ¬ 
relse  fra  Udstillingen  i  1S88,  vilde  uden  Indskrænk¬ 
ning  blive  anvendt  i  en  af  Museets  Sale.  Museet 
havde  en  Kassebeholdning  paa  noget  over  200,000 
Kr.  og  kunde  af  større  aarlige  Bidrag  gjøre  Regning 
paa  10,000  Kr.  fra  Statskassen,  6000  Kr.  fra  In¬ 
dustriforeningen  og  4,500  Kr.  som  Renter  af  Ny 
Carlsbergs  Museumslegat  (100,000  Kr.);  som  bidrag¬ 
ydende  Institutioner  nævntes  den  Reiersenske  Fond 
og  den  Raben-Levetzauske  -Fond ,  fra  Private  fore- 
laa  Tilsagn  om  Bidrag  til  et  Beløb  af  c.  60,000 
Kr,  Der  var  indkjøbt  forskjellige  Gjenstande,  og 
Inspektør  Pietro  Rrohn  var  den ,  der  her  bistod 
Museet  (se  ovfr.  S.  25). 

Nationalmuseet  har  erhvervet  to  værdifulde 
Lofter,  som  nu  maa  magasineres,  men  som  sikkert 
i  sin  Tid  ville  faa  en  fremtrædende  Plads  i  en  ny 
Museumsbygning.  Det  ene  er  Stukloftet  fra  Ejen¬ 
dommen  Kristianhavns  Torv  Nr.  2,  som  er  beskre¬ 
vet  i  Tidsskriftets  Aargang  1886  S.  51.  Det  er  fra 
Frederik  III’s  Tid.  Det  andet,  der  tilfældigt  fand¬ 
tes,  skriver  sig  fra  Næsbyholm  ved  Sorø  og  maa 
antages  at  være  samtidigt  med  denne  Gaards  Op¬ 
førelse  1585  af  Sten  Brahe  til  Knudstrup.  En  stor, 
nu  i  tre  Værelser  delt  Sal,  har  været  smykket  med 
et  i  4  Felter  malet  Bræddeloft,  hvis  ene  Felt  se¬ 
nere  Tider  helt  har  ødelagt.  Af  de  tre  andre  er 
et,  efter  at  være  istandsat,  paa  ny  blevet  opsat  paa 
Næsbyholm,  medens  de  to  resterende  af  Ejeren, 
Hof-Jægermester  P.  Chr.  Howden- Rennnenkamp ,  ere 
skjænkede  Nationalmuseet.  Paa  Loftets  4  Felter 
var  indenfor  store  runde  Rammer  malet  de  4  Aars- 
tider,  en  paa  hvert  Felt,  og  omkring  dem  en  rig 
Dekoration  af  Renæssanceornamenter  med  musice¬ 
rende  Engle  og  Medaljoner  med  Lloveder,  der  mu¬ 
ligvis  tildels  ere  Portrætter.  Det  ene  paa  Næsby¬ 
holm  bevarede  Felts  Istandsættelse  er  udført  af 
Museumskonservator  Stephensen  og  Kunstmaler 
Overgaard. 

I  P.  Henr.  Lings  gamle  i  »Gustaviansk«  Stil 
byggede  Hus  har  Lunds  rige  kulturhistoriske  Mu¬ 
seum  nu  faaet  et  nyt  Hjem  (se  forr.  Aarg.  S.  167), 
der  den  7.  September  indviedes  med  en  smuk  Fest 
i  Museets  Renæssancesal.  Den  kulturhistoriske  For¬ 
enings  Formand,  Professor  G.  Ljunggren  aabnede 
Festen,  hvorefter  dens  Sekretær,  Museets  Forstan¬ 
der  G.  I.son  Karlin  aflagde  Beretning  om  Fore¬ 
ningens  ioaarige  Virksomhed,  hvorpaa  endelig 
Lenshøvdingen  erklærede  Museet  for  aabent.  Ind- 


158 


lidsskrift  tor  Kunstindustri. 


vielsesfesten  begyndte  Kl.  4;  efter  en  Vandring 
gjennem  Museets  Sale  og  Omgivelser  samledes  Del¬ 
tagerne  i  den  Kl.  6  til  en  Festmiddag. 

I  Chronique  des  arts  Nr.  20  og  22  giver  Kon¬ 
servator  ved  Nationalmuseet  i  Stockholm  G.  Gøthe 
under  Overskriften  .La  Conjuration  de  Jean  Zislca« 
en  P remstilling  af  det  i  det  nævnte  Museum  opbe- 
varede  Rembrand  tske  Maleris  Historie,  som  var  Midt¬ 
punktet  i  Karl  Madsens  ovfr.  S.  26  nævnte  » Studier 
fra  Sverige«.  Efter  hollandske  Kilder  slaas  det 
fast,  at  Billedets  Emne  hverken  er  Ziskas  Sammen¬ 
sværgelse  eller  Odins  Oprettelse  af  Sverige  men 
Lataveren  Claudius  Civilis  Sammensværgelse  mod 
Romerne. 

Det  ovfr.  S.  63  nævnte  Salg  af  den  fra  Stockholm 
til  Køln  bragte  Hammer  ske  Samling  er  i  Maj  Maa- 
ned  begyndt  paa  en  for  Ejeren  og  Auktionsælgeren 
J.  M.  Heberle  (H.  Lempertz ’  Sohne)  lovende  Maade. 
Vaabenafd  elingens  412  Numre  indbragte  i  Dagene 
Ira  den  23  —  28  Maj  55,000  M.,  og  den  første  Serie 
af  den  kunstindustrielle  Afdeling  (1337  Numre)  ind¬ 
bragte  i  Dagene  fra  den  30  Maj — 2  Juni  202,000  M. 
Museerne  i  Stockholm  vare  repræsenterede  ved  Avk- 
tionen  saavelsom  Kunstindustrimuseet  i  Kristiania  og 
Bergen;  de  hjembragte  bl.  A.  mange  af  de  nordiske 
Gjenstande,  f.  Ex.  svenske  P’ajancer  og  Porcellæner. 
Navnlig  gik  Sølvgjenstandene  højt,  de  bleve  betalte 
med  indtil  20  Gange  deres  Sølvværdi.  Et  Sølvgar¬ 
niture  blev  saaledes  af  en  Privat  i  Køln  betalt  med 
9000  M.  Af  andre  Priser  kan  nævnes,  at  en  Gobe¬ 
linserie  blev  for  9650  M.  kjøbt  til  Paris,  en  Roko¬ 
kokande  fra  Lille  for  1200  M.  til  Hamburg,  et 
Skab  fra  Danzig  gik  i  1090  M.,  en  Tallerken  fra 
Ansbach  i  800  M.  o.  s.  v. 

I  Anledning  af  Storhertugen  af  Badens  4oaarige 
Regerings- Jubilæum  har  Marc  Rosenberg  udgivet  et 
større  Skrift  Die  Kunstkammer  im  grossherzaglichen 
Residenzschloss  in  Karlsruhe  og  deri  paapeget  et 
Jamnitzer- Arbejde.  Dog  ikke  af  Familiens  Stamfader 
og  Mester  Wenzel  Jamnitzer  men  af  hans  Søn 
Abraham  Jamnitzer ,  der  begyndte  at  virke  1579. 
Det  er  en  33  cm.  høj  Borg  af  Sølv,  der  kan  bruges 
som  Røgelsekar;  det  er  stemplet  med  Nurnberg- 
mærket  N  samt  med  Bogstaverne  AJ  og  derunder 
et  Løvehoved,  Jamnitzer-Familiens  Mærke.  Efter 
Kunstgewerbeblatts  Omtale  af  Borgen  er  den  ikke 
noget  Portræt,  og  i  Modsætning  hertil  fremhæves 
de  tre  Sølvbjerge,  som  Kristian  IV  skjænkede 
den  russiske  Czar,  og  som  endnu  findes  i  Mo- 
skov.  De  paa  dem  anbragte  Slotte  nævnes  som 
Gjengivelser  af  danske  Slotte,  men  som  tidligere 
paapeget  (s.  Aarg.  1889,  S.  101),  er  det  ikke  saa¬ 
ledes. 

De  af  V  Union  centrale  des  arts  décoratifs  ifjor 
udsatte  Prisopgaver  (s.  forr.  Aarg.  S.  173)  ved¬ 


rørende  et  forholdsvis  billigt  Spisestuemøblement 
og  en  elektrisk  Lysekrone  have  ikke  ført  til  store 
Resultater.  Navnlig  den  sidste  lykkedes  slet  ikke. 
Men  samtidigt  havde  Lærerne  i  Arkitektur  ved  École 
des  beaux  arts  udsat  en  lignende  Opgave,  i  hvis 
Løsning  flere  end  150  Konkurrenter  deltoge.  Mel¬ 
lem  Løsningerne  fandtes  flere  gode,  og  Rev.  d. 
arts  décor.  bringer  i  sit  Marts-Hefte  5  af  de  bedste. 
Det  viser  sig  i  dem,  at  det  elektriske  Lys  kan  op¬ 
træde  paa  en  særlig  dekorativ  Maade.  Den  Om¬ 
stændighed,  at  Glødelamperne  kunne  anbringes  i 
alle  mulige  Stillinger  og  formes  i  alle  Størrelser,  er 
af  væsentlig  Betydning. 

I  en  længere  Artikel  om  Aarets  to  Saloner  i 
i  hamps-Élys ées  og  paa  Champ-de-Mars  gjør  L.  de 
Fourcaud  i  Revne  des  arts  décor.  med  Styrke  gjæl- 
dende,  at  Kunstindustriens  Arbejder  bør  have  fuldt 
saa  meget  Krav  paa  at  blive  betragtede  som  Kunst¬ 
værker  som  Malerier,  Billedhuggerarbejder  og  ar¬ 
kitektoniske  Arbejder.  Han  viser,  hvorledes  Kunst¬ 
industrien  er  Kunstens  Moder,  hvorledes  LIaandværk 
og  Kunst  paa  den  skjønneste  Maade  gaa  PIaand  i 
Ilaand  i  Frankrig,  indtil  en  italiensk  Strømning  i 
Tiden  fra  Ludvig  XII  til  Ludvig  XIV  skaber  Troen 
paa  en  til  Kongedømmets  Forherligelse  særlig  ud¬ 
viklet  høj  akademisk  Kunst,  der  ser  ned  paa 
Haandværkets  frie  og  nyttige  Kunst.  Og  den  store 
Revolution,  hvis  Kunst  tog  klassisk  tilskaaine  Klæ¬ 
der  paa,  formaaede  ikke  at  fylde  Svælget.  Men 
Nutiden  forsøger  det.  Salonen  i  Champs-Élysées 
stiller  sig,  til  sin  egen  Skade,  endnu  fornemt  afvi¬ 
sende  overfor  Kunstindustrien,  men  Salonen  paa 
Champ-de-Mars  har  aabnet  Dørene  for  den,  og  In¬ 
dustriens  Dyrkere  skulle  efter  Forf.  have  staaet 
som  de  ypperste  Kunstnere  paa  den.  Men  her  var 
ogsaa  som  Udstillere  alle  i  kunstnerisk  Henseende 
fremtrædende  Etablissementer  og  Fabrikanter  i 
Paris  ikke  at  tale  om  Emile  Galle ,  der  ikke  alene 
udstillede  Glas  men  ogsaa  Møbler,  og  her  imellem 
et  meget  omtalt  Bord,  der  var  dekoreret  med  Mo¬ 
tiver  fra  Suppeurternes  Verden  (la  table  aux  herbes 
potagéres).  —  I  sin  Artikel  kommer  P"ourcaud  ind 
paa  en  Række  forskjellige  Betragtninger.  Et  Par 
af  dem  antydes  her  nedenfor. 

De  paa  Salonen  i  Champs-Élysées  udstillede 
Malerier  til  det  nye  Hotel-de-ville  i  Paris  give  P’or- 
fatteren  Lejlighed  ikke  alene  til  en  streng  Kritik, 
men  til  en  almindelig  Udtalelse  om  den  Maade, 
hvorpaa  denne  Bygning  søges  dekoreret:  Munici- 
palraadet  har  bestilt  saa  og  saa  mange  Kilometre 
Maleri  kun  med  det  for  Øje  at  stille  saa  mange 
Kunstnere  som  muligt  tilfreds.  Det,  som  skulde 
være  Resultatet  af  et  modent  Arbejde  i  flere  Ge¬ 
nerationer,  bliver  improviseret  i  en  Haandevending. 
Den  Hast,  den  Mangel  paa  Enhed,  den  Raadvild- 
hed,  den  Frivolitet,  som  her  har  gjort  sig  gjældende, 
viser  allerede  nu  sine  Følger,  der  senere  ville 


Mindre  Meddelelser. 


159 


træde  endnu  kraftigere  frem.  Selv  de  Sale,  der  ere 
betroede  til  en  enkelt  Kunstner,  ville  næppe  komme 
til  at  staa  som  kunstneriske  Helheder,  og  i  de 
andre,  der  blive  Resultatet  af  mærkelige  og  helt 
uforklarlige  Makkerskaber,  skrige  de  enkelte  Dele 
til  hinanden  paa  en  forfærdelig  Maade,  ikke  alene 
Malerierne,  men  ogsaa  Malerierne  og  Ornamente¬ 
ringen.  Det  hele  er  sat  tilfældigt  og  vilkaarligt  i 
Scene,  som  om  det  var  den  letteste  Ting  af  Verden 
at  være  dekorativ  Kunstner. 

En  fransk  Forfatter  har  i  1790  sagt,  at  der 
Intet  byggedes  i  Paris,  som  havde  noget  ejendom¬ 
meligt  Præg,  og  at  Fremtiden  vilde  have  Møje  med 
at  udfinde,  hvad  der  tilhørte  hin  Tid.  Saaledes 
dømmes  der  ogsaa  nu  om  vor  Tid,  men  dog  vil 
Fremtiden  sikkert  finde,  at  ogsaa  den  har  sit  Sær¬ 
præg.  L.  de  Fourcaud  minder  i  saa  Henseende 
særlig  om  Brugen  af  Jern  i  Nutidens  Bygninger. 
For  40  Aar  siden,  skriver  han,  fandt  Eugéne  Fla- 
chat  paa  at  anvende  Jern  istedenfor  Tømmer  ved 
Bygningen  af  Banegaarden  St.  Lazare,  da  Tømrerne 
gjorde  Strike.  Senere  kom  det  til  Ære  ved  Hal¬ 
lerne  i  Paris;  Jernet  gjorde  det  muligt  at  slaa  lige¬ 
som  en  Paraply  over  de  vældige  Mure  saaledes  at 
der  kom  Lys  og  Luft  i  Rummene.  I  1867  skabte 
Labrouste  ved  Jernets  Hjælp  en  fortræffelig  Ar- 
bejdssal  i  Nationalbiblioteket,  og  hvad  Udstillingen 
i  1889  i  Paris  bragte  af  Jernkonstruktion,  Eiffeltaar- 
net,  Maskinhallen  og  Kunstpalæet,  er  endnu  i  frisk 
Minde.  Vor  Tid  staar  ikke  stille,  den  er  i  levende 
og  lykkelig  Udvikling. 

Den  1.  Avgust  aabnedes  i  Paris  den  saa  meget  om¬ 
talte  Udstilling  af  »Kvindekunst«  (s.  ovfr.  S.  63).  Alt 
hvad  der  i  Industrien  og  Kunsten  kan  forskjønne, 
smykke  og  i  det  Hele  tjene  Kvinden,  findes  paa  Udstil¬ 
lingen  ligesom  Alt,  hvad  hun  af  originalt,  fint  og 
smukt  har  frembragt.  Den  retrospektive  Afdeling 
synes  at  være  den  interessanteste  og  herimellem  da 
særlig  en  Række  Dioramaer,  der  viser  Damemo- 
derne  i  Paris  fra  1790  til  Nutiden.  Men  Udstillin¬ 
gen  skal  langtfra  gjøre  noget  sluttet  Indtryk;  dens 
Program  betegnes  som  for  omfattende,  for  elastisk. 

Direktøren  for  de  nationale  Museer  i  Paris, 
Kaempfen ,  har  forsynet  Salene  i  Louvre  med  Ind¬ 
skrifter,  der  kort  meddele  det  paagjældende  Rums 
Historie.  Heri  ogsaa  indbefattet  dets  dekorative 
Udsmykning.  Mellem  en  Del  ubekjendte  Navne 
fremdrages  paa  denne  Maade  Navne  som  Jean  Gou- 
jon,  Le  Brun,  Girardon,  Prud’hon,  Delacroix  o.  s.  v. 
Det  er  i  Alt  138  Rum,  d  er  paa  denne  Maade  ere 
beskrevne. 

Professor  i  Fysik  i  Paris  Lippmann,  der  ifjor 
foreviste  det  franske  Videnskabernes  Akademi  en 
Del  fotografisk  tagne  Plader,  der  gjengav  de  af¬ 
tagne  Gjenstandes  Farver,  har  det  sidste  Aar  sta¬ 


dig  sendt  Akademiet  saadanne  nye  Plader  og  nu 
for  nylig  nogle  Plader,  der  viste  en  Papegøje,  hvis 
mange  Farver  alle  kom  til  deres  Ret.  Nogle  af 
harverne  saas  i  en  Irisering,  der  mindede  om 
Perlemoder;  det  var  navnlig  Tilfældet  med  den 
blaa  og  den  røde  Farve. 

Henri  Bouilhet ,  Vicepræsident  i  l’Union  des 
arts  décoratifs,  har  udgivet  en  lille  Bog  (Une  école 
de  ciselure),  hvori  han  giver  Oplysninger  om  den 
i  Wien  1S85  oprettede  Skole  for  Ciselering,  hvis 
mærkelig  gode  Resultater  har  vakt  hans  Beundring. 
Han  har  ønsket  at  henlede  de  franske  Bronce- 
fabrikanters  Opmærksomhed  paa  denne  Skole,  som 
forestaas  af  Carl  Waschmann. 

Efter  den  franske  Undervisningsministers  Ordre 
vil  der  i  Jeanne  d’Arc's  Hus  i  Domremy  blive  op¬ 
rettet  et  Museum  til  hendes  Ære.  Det  vil  ikke  al¬ 
ene  komme  til  at  omfatte  Fortidens  Gjengivelser  af 
hende,  men  ogsaa  Nutidens,  og  i  det  Hele  Alt 
hvad  der  kan  tjene  til  hendes  Forherligelse. 

Marc  Rosenberg  viser  i  Kunstgewerbeblatt 
(Marts)  et  Resultat  af  sine  Studier  over  Guldsmede¬ 
mærker,  der  er  ganske  pikant.  To  i  Værket 
Chef s-d'oeuvres  d'orfévrerie  å  V Exposition  de  Bu¬ 
dapest  1884  afbildede  pragtfulde  Arbejder,  en  for¬ 
gyldt  Sølvkande  og  et  som  Grif  monteret  Kokus- 
nødbæger,  ere  efter  hans  Mening  falske,  forsaavidt 
de  ere  nye,  men  ypperligt  udførte  Produkter,  der 
tidligere  henførtes  til  det  16de  eller  17de  Aarhun- 
drede.  Paa  dem  begge  findes  det  samme  Mærke, 
og  det  vil  nu  være  en  Opgave  at  udfinde,  hvorfra 
dette  Mærke  skriver  sig. 

Fra  Marc  Rosenbergs  Haand  foreligger  der  som 
første  Fortsættelse  af  hans  store  Værk  om  Guld¬ 
smedemærker  et  lille  Hefte:  Antwerpen.  Erster 
Nachtrag  zu  den  Goldschmiedemerkzeichen.  Det  brin¬ 
ger  næsten  100  nye  (Antwerpen-)  Mærker  fra  Be¬ 
gyndelsen  af  det  16de  Aarhundrede  til  17S3.  I  en 
Fortale  oplyses  det  bl.  A.,  at  Antwerpen  i  Begyn¬ 
delsen  af  det  16de  Aarhundrede  havde  412  Guld¬ 
smede.  —  Som  Særtryk  af  »Zeitschr.  des  Aacliener 
Geschiclitsvereins«  (XIII  Bd.)  har  Hugo  Lorsch  ud¬ 
givet  »Rolle  der  Aachener  Goldschmiedezunft  von 
16de  April  1573  "  De  to  Oldermænd  (»Obermei- 
ster«),  der  stod  i  Spidsen  for  Lavet,  have  det  sær¬ 
lige  Navn  »Greven«. 

I  Kunstgewerbebl.  findes  en  Artikel  af  Hermann 
Hillger  »Die  deutsche  Weltausstellung  der  Zukunft«, 
hvori  Forfatteren  ser  Tysklands  størst  mulige  Del¬ 
tagelse  i  kommende  Verdensudstillinger  som  en 
Opgave,  der  til  Fordel  for  Tysklands  Deltagelse  i 
Verdenshandelen  ubetinget  bør  støttes  af  den  tyske 
Stat.  Ligesom  der  i  det  tyske  Udenrigsministerium 
er  en  Koloniafdeling,  saaledes  bør  der  være  en  Ud- 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


I  6o 


stillingsafdeling  med  en  »Rigskommissær«  i  Spid¬ 
sen,  der  skal  varetage  den  tyske  Kunsts  og  den 
tyske  Industris  Interesser  ved  alle  Verdensudstillin¬ 
ger.  En  eller  to  Gange  om  Aaret  skal  han  sam¬ 
menkalde  et  Raad,  bestaaende  af  omtr.  100  Medlem- 
mei,  valgte  af  Landets  Kunst-  og  Industriforeninger, 
Handelskamre  o.  s.  v.,  og  raadslaa  med  det.  Ved 
sin  Side  skal  han  have  en  fast,  handelskyndig  Se¬ 
kretær.  Der  er  ingen  Tvivl  om,  at  den  saaledes 
fremsatte  Tanke  paa  en  eller  anden  Maade  vil  faa 
en  Fremtid.  Dertil  er  Verdensudstillingernes  Be¬ 
tydning  for  stor. 

Efter  at  den  saakaldte  Kejserpokal  i  Osnabruck 
1876  har  været  udstillet  i  Køln,  have  Forskjellige 
(f.  Ex.  Baron  Rothschild  i  Frankfurt)  gjærne  villet 
eje  den,  og  for  nylig  var  Byens  Øvrighed  bleven 
enig  med  en  Liebhaber  om  at  overlade  ham  den 
f°r  —  250,000  Mark!  Men  Salget  er  ikke  blevet 
fuldbyrdet.  Den  vedkommende  Overavtoritet,  der 
skulde  stadfæste  det,  nægtede  nemlig  at  godkjende 
det.  —  250,000  Mark  er  tn  smuk  Pris  for  et  enkelt 
Stykke,  hvis  Historie  endda  ikke  kjendes.  Det 
vides  nemlig  ikke,  hvem  der  har  forfærdiget  Po¬ 
kalen,  eller  naar  den  er  kommen  til  Osnabruck.  Af 


Kjøbesummen  vilde  man  have  givet  10,000  Mark 
til  Byens  Museum  og  forøvrigt  have  taget  den  til 
Indtægt  for  Opførelsen  af  et  nyt  Teater. 

Da  Plofmaler,  Professor  Karl  Oesterley  i 
Hannover  ifjor  døde,  var  der  Fare  for,  at  Byens 
ældste,  i  1619  byggede,  Flus  skulde  blive  nedrevet. 
Oesterley  havde  tidligere  ejet  det,  men  solgt  det 
med  den  Servitut,  at  det  ikke  maatte  nedrives  i 
hans  Levetid.  Nu  var  Servituten  ophævet,  og  Ned¬ 
rivningen  bestemt,  da  Byens  Sangforening  besluttede 
at  kjøbe  det  for  106,000  Mark  og  indrette  det  til 
sin  Brug.  Det  vil  herved  blive  ændret  noget  men 
dog  ikke  væsentligt.  Forøvrigt  er  det  én  Gang  før 
blevet  endog  ombygget.  Det  laa  oprindelig  i  Lein- 
strasse,  men  da  der  1852  skulde  skaffes  Plads  til 
en  Udvidelse  af  det  kongelige  Slot,  lod  Oesterley  det 
nedrive  og  igjen  opføre  (afMithoff)  i  Gaden  Lange 
Laube.  Huset  kaldes  »das  Flaus  der  Vater«. 

Rettelse.  I  Kammerherre  Meldahls  Artikel  om 
Charlottenborg  Slot  S.  33  L.  10  skal  »paa  Frede- 
liksborg  i  Konseilsalen  og  navnlig«  rettes  til:  »paa 
Frederiksborg  i  Konseilsalen  og  Frederiksberg 
navnlig«. 


Springvandet  paa  Gammel  Torv  i  Kjøbenhavn. 


161 


Pig-  1 37-  Snit  af  Springvandet  paa  Gammel  Torv,  over  og  under  Jorden, 
inden  Ombygningen  i  1892. 


Springvandet  paa  Gammel  Torv  i  Kjøbenhavn. 

Af  F.  R.  Friis  og  L.  Fenger. 


Springvandet  paa  Gammel  Torv,  som  for  nylig  er  blevet  ombygget  og  delvis 
restaureret,  er  nøje  knyttet  til  de  første  Bestræbelser  for  at  skaffe  vor  Hovedstad  en  bedre 
og  rigeligere  Vandforsyning  end  den,  man  kunde  faa  af  gravede  Brønde.  Med  saadanne 
havde  man  hjulpet  sig  heri  Byen  til  Kong  Christian  IIT s  Tid.  Denne  Konge  lod  af 
en  dertil  indkaldt  »Vandkunstner«  eller  »Rørmester«  paa  den  Plads,  som  den  Dag  idag 
bærer  Navnet  »Vandkunsten«,  indrette  et  Trykværk,  som  dog  udelukkende  var  bestemt 
til  at  føre  Vand  til  Slotsholmen  fra  den  med  Tilløb  af  fersk  Vand  forsynede  Stadsgrav. 
Samme  Vand  drev  ogsaa  her  en  Vandmølle. 

Allerede  den  Gang  tænkte  man  paa  at  lægge  lukkede  Trærender  fra  Emdrup-  eller 
Lundehussøen  til  Byen  og  Slottet;  men  en  saadan  Ledning  kom  dog  først  i  Stand  under 
Kong  Frederik  II,  som  i  Juni  1578  gav  Chr.  Valkendorf  Befaling  om  at  besørge  den 
udført  »ved  vor  Vandkunstner,  Mester  Hans«,  med  3  Brønde  eller  Spring:  et  paa  Gammel 
Torv,  et  paa  Amagertorv  og  et  paa  Kjøbmagergade.  Borgerne  forpligtede  sig  til  herfor 
at  betale  Kongen  3000  Rdl.  Da  Anlæget  var  færdigt  i  1580,  blev  denne  Sum  paalignet 
dem  og  betalt  (Kbhvns.  Dipi.  IV,  632,  638—39). 

Dette  første  Springvand  paa  Gammel  Torv  synes  imidlertid  ikke  at  have  været 
meget  anseeligt  og  var  heller  ikke  anbragt  midt  paa  Torvet,  men  ved  en  Side  (s.  Fig.  140). 
Pladsen  var  lille  og  uregelmæssig.  Færdselen  gik  jo  den  Gang  fra  Vesterport  for  Enden 
af  Vestergade  gjennem  denne  Gade,  over  Torvets  nordlige  Side  til  Klædeboderne.  Paa 


22 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


162 


den  modsatte,  sydlige  Side  af  Torvet  laa  siden  1485  Raadhuset,  Kjøbenhavns  3die  Raad- 
hus,  en  tarvelig,  middelalderlig  Murstensbygning. 

Dette,  Kjøbenhavns  daværende  Hovedtorvs,  indknebne  og  fattige  Udseende  er 
det,  som  Kong  Christian  IV  vilde  forbedre,  og  ved  en  Skrivelse  af  iste  Dec.  1606  til 


p ' ; 

'"WW  SV 

n  ’  * 


■ 

■ 


Fig.  138.  Charitas  Billedet  fra  Gammel  Torvs  Springvand  (set  forfra).  i/g. 

Byens  Øvnghed  paalagde  han  denne  at  sørge  for,  at  Raadhuset  og  dets  Omgivelser 
sattes  1  en  bedre  og  smukkere  Stand,  saaledes  som  det  kunde  passe  sig  for  en  Hoved¬ 
stad.  1 ,1  den  Ende  skulde  der  af  de  Staden  tilhørende  Grunde  syd  for  Raadhuset,  som 
optoges  af  Betjentboliger,  Materialgaard,  Staldgaard  o.  s.  v.  dannes  et  nyt  Torv  af  samme 
Størrelse  som  GI.  Torv  paa  Raadhusets  anden  Side.  Raadhuset  skulde  have  Gavle  med 


Springvandet  paa  Gammel  Torv  i  Kjøbenhavn, 


163 


Sandstenssnirkler  og  Ornamenter  til  alle  Sider,  det  lille  Taarn  ud  imod  GI.  Torv  skulde  for* 
synes  med  et  Spir,  og  »Brønden«  skulde  flyttes  hen  til  et  belejligere  Sted  midt  paa  Pladsen, 
»saa  at  Alting  maa  og  kan  blive  skikket  og  lavet  udi  en  god  Ordning,  Byen  og  den  ganske 
Gemen  til  en  Prydelse  og  endelig  ikke  til  en  ringe  Geneet  og  Fordel«  (Kbhvn.s  Dipi.  V,  S.  7 _ 8). 


Til  at  afholde  de  hermed  forbundne  Omkostninger  maatte  der  udskrives  en  Skat 
paa  5000  Rdl.  af  Byens  Borgere,  og  da  denne  Sum  ikke  forslog,  tillod  Kongen  ved  et 
andet  Brev  af  10de  April  1608,  at  en  yderligere  Skat  af  5000  Rdl.  blev  paalignet. 

Borgerne,  som  nok  iøvrigt  tildels  anvendte  de  indkomne  Penge  til  andre  nød¬ 
vendige  Udgifter,  nemlig  til  Skandser,  Grøfter,  Dæmninger,  Broer,  Veje  og  anden  adskillig 

22* 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


I  64 


Bygning  inden-  og  udenbyes,  vare  dog  ikke  ene  om  at  bære  alle  Byrderne  ved  denne 
Byens  Forskjønnelse,  thi  Kongen  skjænkede  Byen  det  nye  Springvand. 

Det  øverst  paa  Springvandet  anbragte  Billede,  som  forestiller  Kjærligheden  (»Ca- 
ntas«),  er  uden  Tvivl  støbt  i  det  kongelige  Støberi  i  Helsingør  og  Kummen  forfærdiget  i 
det  med  Støberiet  forbundne  Kobbersmedeværksted. 

I  Kjøbenhavns  Tøjhus’s  Regnskab  for  1607—8  findes  antegnet:  »Peter  Hoffman. 
Anno  1607  d.  20de  Oktober  har  forbemeldte  Peter  Hoffman,  Rottgitter  til  Helsingør,  her 
overantvortet  et  Kobber-Kunststykke,  som  han  efter  Kong.  May.’  Befaling  har  støbt  til 
den  Vandkunst,  som  skal  være  ved  Vester-Porten,  vog  samme  Kunst  13  Lispund,  støbt 
af  det  Kobber,  som  han  tilforn  her  annammede«. 


Det  er  uden  Tvivl  Modellen  til  dette  Billede,  der  omtales  i  Rentemesterregn- 
skabeme  under  8de  Oktober  1608:  »Den  8de  Octobris  givet  Stadtzios  Otte  Billedsnider  14 
Dl.,  som  ærlig  og  velbyrdig  Mand  Brede  Rantzow  til  Rantzowsholm,  Statholder,  paa  Kon- 
May.’  Vegne  hannem  har  bevilget  til  Arbejdsløn  for  et  Træbillede,  han  haver  udskaaren, 
som  det  Messingbillede  skal  støbes  efter,  som  der  skal  stande  over  den  nye  Brønd  paa 
Gammel-  I  orv  her  udi  Kjøbenhavn.« 


Rigtignok  er  der  nogen  Modsigelse  i  disse  to  Angivelser,  men  denne  er  vist 
mn  tilsyneladende.  Det  var  nemlig  meget  almindeligt  i  den  Tid,  at  et  Arbejde  først 
blev  betalt  længe  efter,  at  det  var  udført,  og  naar  der  i  det  sidstnævnte  Regnskab  tales 
om  et  Billede,  som  skal  sløbes,  saa  ligger  dette  vistnok  i,  at  Renteskriveren  som  sædvanli- 

har  afskrevet  ordret,  hvad  der  stod  i  Udbetalingsordren,  og  det  maa  saaledes  antages,  a&t 
riguren  virkelig  er  støbt  i  1607. 


Det  anførte  Uddrag  af  Tøjhusets  Regnskab  stemmer  forøvrige  heller  ikke  med 
hvad  Skriveren  ved  Kronborgs  Gjethus  anfører  i  sit  Regnskab,  at  den  17de  Dec.  1608 
har  han  efter  Slotsherrens  Ordre  maattet  levere  4  Skippund  2  Lispund  Metal  til  »den 

1  urnberger  Peter  Hoffman,  zue  dem  Bilde  Charitas  zu  gieszen,  so  zu  Kopenhagen  auf 
dem  alten  Markte  stehet«,  eller  med,  hvad  der  er  anført  i  Hammermøllens  Regnskab  fra 
1608:  »Den  26  Oktobris  20  Schene  gemaebt  zu  Behuff  dem  kupfernen  Bilde  Charitas, 
welehes  der  Brunnmaister  aus  kon, gi.  Mayest.’  gnedigster  Befehl  gieszen  mussen  zue  den 
Brunn,  nach  Kopenhagen  auf  den  alten  Markt;  8  Schenen  waren  drittehalb  Ellen  lang, 

2  Fmger  breit,  Finger  dicke,  die  andere  12  etwas  kiirzer«,  og  under  4de  Nov.  s.  A:  »4 
Stangen  noch  demselben  Brunnmacher  gemacht,  zwei  waren  3  Ellen  lang,  die  anderen  was 
kiirzer,  fingerdicke  aus  Firkante.« 

Da  disse  24  flade  Jernstænger  eller  Skinner  efter  Afbenyttelsen  skulde  leveres 
tilbage,  ligger  det  nærmest  at  antage,  at  de  kun  skulde  benyttes  til  Afstivning  af  en 
Støbeform,  efter  de  benyttede  Udtryk  at  dømme  Støbeformen  til  Charitasbilledet,  og  dette 
v’lde  da  være  støbt,  ikke  i  1607,  som  opgivet  i  Tøjhusregnskabet,  men  derimod  i  Slut¬ 
ningen  af  1608.  Den  store  Mængde  af  Metal  (Kobber?),  som  udleveres  fra  Kronborg 
Gjethus,  passer  imidlertid  ikke  til  den  lille  Charitasfigur,  der  næppe  med  Foden  kan  veje 
mere  end  13  Lisp.,  men  derimod  ganske  godt  med  Kobberkummens  Metalmængde  thi 
fra  Helsingør  blev  der  i  Aaret  1609  sendt  til  Kjøbenhavn:  »ein  gross  verzinnt  Becken,  ist 
gekommen  auf  dem  alten  Markt  zu  dem  Brunn«,  og  ifølge  Tøjmesterens  Erklæring  blev 
dette  Bækken  1  Kongens  Overværelse  vejet  paa  Tøjhuset  den  8de  August  1609  og  vejede 

3  Skipp.  19  Lisp.  (Sml.  Blom,  Christian  IV’s  Artilleri  S.  10.) 

Som  vi  snart  skulle  se,  er  Kummen  imidlertid  ikke  støbt,  men  hamret  og  dreven 
Hvad  Jernstængerne  brugtes  til,  lader  sig  da  vanskeligt  med  Sikkerhed  afgjøre. 

Af  Regnskaberne  se  vi,  at  Kummen  oprindelig  har  været  fortinnet,  og  vi  faa 
endvidere  af  samme  den  interessante  Oplysning,  at  Peter  Hoffman  fra  Niirnberg  vel  har 


Springvandet  paa  Gammel  Torv  i  Kjøbenhavn. 


165 

støbt,  men  Stadtzios  Otte  skaaret  Modellen  til  Springvandsfiguren  og  vel  altsaa  maa  anses 
for  dennes  egentlige  kunstneriske  Skaber. 

Om  Stadtzios  Otte ,  eller  Otto,  vides,  at  han  var  fra  Liineburg  og  til  en  Tid  Bil- 
ledsnider  i  Malmø.  I  August  1607  fik  han  72  Dl.  for  at  have  udskaaret  16  Heste  af 
\ognskud1  og  Egetræ  til  at  staffere  Loftet  med  i  Kongens  eget  Gemak  (Sommerstuen) 
paa  Frederiksborg,  i  1614  overtog  han  at  levere  alt  Billedskjærer-  og  Snedkerbejdet  til 
Orglet  i  Frederiksborg  Slotskirke  for  1400  Dl.,  og  den  5te  April  1617  fik  han  Betaling 
for  4  Engle,  som  opsattes  paa  en  Seng  i  Kong.  May.’  Lysthave  (Rosenborg)2.  At 
Tøjhuset  fik  med  Springvandet  at  gjøre  var  en  Følge  af,  at  det  benyttedes  som  et 
Magasin,  hvorfra  der  udleveredes  alle  Slags  Materialier  og  Redskaber  ikke  alene  til 
Hærens  Brug,  men  ogsaa  til  Fæstningsværkernes,  Ladegaardenes,  de  kongelige  Havers 
og  Hoffets  Fornødenheder. 


Fig.  140.  Kjøbenhavns  Raadlnis  med  Springvandet  udenfor  (Resens  Atlas). 


Billedet  og  Kummen  vare  altsaa  en  Gave  fra  Kongen  til  Staden,  men  Opstil¬ 
lingen  og  hvad  dertil  hørte  maatte  Magistraten  sørge  for  og  til  den  Ende  i  1609  laane 
endnu  1000  Rdl.  af  Kongen,  for  at  Arbejdet  kunde  blive  færdigt.  Dette  maa  være  sket 
inden  d.  14.  Marts  1610,  da  Kongen  gav  et  stort  Gjæstebud  paa  Raadhuset  i  Anledning 
af  Prinds  Christians,  den  udvalgte  Konges,  Hylding  paa  Stadens  Bything. 

Springvandets  første  Skikkelse  kjendes  kun  af  en  maadelig  lille  Afbildning  i 
Resens  Atlas  fra  1677  (Fig.  140).  Det  ses  af  denne  Afbildning,  at  Kummen  med  Bil¬ 
ledet  fra  første  Færd  har  staaet  lavt,  maaske  en  Følge  af,  at  Lundehussøens  Vandspejl 
kun  ligger  26  Fod  over  Torvet  ved  Springvandet,  og  der  medgik  sandsynligvis  i  de  ældre 
Render  ca.  8  Fods  Tryk,  saa  at  der  ved  Springvandet  kun  kunde  raades  over  18  Fods 


'•  =  eng-  wainscot:  Planker  af  slankt,  knastfrit  Træ  til  finere  Snedkerarbejde,  Paneler,  Billedskjaerer- 
arbejde  m.  m. 

2-  F.  R.  Friis:  Samlinger  til  dansk  Bygnings-  og  Kunsthistorie  S.  30,  232  og  239. 


i66 


Tidsskrift  tor  Kunstindustri. 


Irvk,  medens  man  nu  der  kan  raade  over  ca.  130  Fods  Tryk.  Bassinet  var  dog  den 

Gang  forsynet  med  en  stensat  Rand  af  ca.  ,*/,  Alens  Højde;  fra  Springvandet  eller  Bas- 
sinet  kunde  hvem,  der  vilde,  hente  Vand. 

,  v  ,  °m  nU  end  Selve  SPringvandet  var  solidt  og  godt  gjort,  saa  synes  Tilledningen 
a  and,  som  det  maatte  dele  med  en  Mængde  private  Brønde,  ikke  at  have  været  rige- 
ig  nok  eller  vel  udført,  thi  i  Marts  1630  skrive  Simon  Surbeck,  Reinhold  Hansen  og 
Jørgen  Damell  til  Cantzleren  om  at  faa  2  nye  Render  lagte  fra  Emdrup  eller  Lundehus- 
bøen,  af  hvilke  den  ene  udelukkende  skulde  tjene  de  2  Springvand  paa  GI.  Torv  ocr 
Amagertorv,  medens  den  anden  skulde  forsyne  de  private  Brønde.  Brevskriverne  minde 
om,  at:  »Hans  Mayest.  end  ochsaa  det  kaastelige  Kaaberbecken  og  historiske  Billede  til 
posten  paa  Gammel-Thorf  naadigst  haver  forærit,  endog  for  mesterens  uforfarenhedz  skyld 
paa  den  Tid  nu  1  nogen  aar  til  aldeles  ingen  brug  den  ganske  bye  og  gemene  til  skimff 
och  eftertalle«  (Kbhvns.  Dipi.  IV,  779_8l).  Disse  Klager  førte  til,  at  der  i  1634  fore¬ 
gik  en  Ombygning  af  Springvandet,  som  dog  rimeligvis  mest  angik  Tilledningerne  og 
Brøndhuset  under  Bassinet1. 


Der  haves  nu  for  Resten  af  det  1 7de  Aarhundrede  ikke  andre  Efterretninger  om 
Springvandet  og  dets  Ledninger  end  en  Række  Kongebreve  med  Tilladelse  for  Universi¬ 
tetet  og  forskjellige  Private  ti!  mod  en  vis  Afgift,  20-24  Rdl.,  at  tage  Vand  fra  Ren¬ 
derne  ;  efter  at  Corfitz  Ulfeldt  er  styrtet,  faaer  Fr.  von  Arensdorf  Lov  til  at  lede  Spring¬ 
vandet  fra  hans  Gaard  til  sin  egen.  Men  1707  og  følgende  Aar  foregik  en  større 
estauration  af  Springvandet:  »Billedet  blev  ægte  forgyldt  tilligemed  Siffret  og  Siraterne 
om  Kedelen  eller  Bækkenet«.  Bassinranden  sænkedes,  et  Jerngitter  blev  opsat  om  Bas¬ 

sinet,  efter  Model  af  Chr.  Ner  ger  og  udført  af  Klejnsmed  Hans  Schåbel,  i  8  Stykker,  »der 
skulle  passe  paa  den  ottekantede  Ringsamling  af  Kampesten,  som  er  bleven  anlagt  om 
tentamen«.  Der  blev  endvidere  lagt  3  Rader  hugne  Kampesten  udenfor  Gitteret,  samt 
anbragt  8  Afvisere  ved  de  8  Hjørner.  Disse  Arbejder  kostede  3730  Rdl2. 


i-  Jonge:  Kjøbenhavns  Beskrivelse  S.  132:  Men  Aar  1634  efter  Resenii  Manuskripts  Formeldning  blev 

paa  den  forrige  Brønds  Sted  anbragt  en  Fontaine,  og  blev  der  i  Juni  Maaned  begyndt  at  mures 
derpaa. 

O.  Nielsen:  Kbhvns.  Hist.,  VI,  264.  Klejnsmedefirmaet  Schabel  har  altsaa  bestaaet  i  ikke  mindre 
end  185  Aar.  Hans  Schabel  synes  at  have  faaet  Borgerskab  i  Chr.  V’s  Tid  Der  holdtes  Skifte 
efter  hans  Død  d.  17de  Febr.  1728;  hans  Enke  hed  Emerence,  og  de  synes  at  have  havt  3  Sønner, 


Springvandet  paa  Gammel  Torv  i  Kjøbenhavn. 


167 


Gitterets  Opsætning  hindrede ,  at  man 
tog  Vand  fra  Springvandet  eller  Bassinet; 
det  har  vel  havt  sine  Vanskeligheder  at 
holde  dette  sidste  rent;  for  at  bøde  her- 
paa  flyttedes  Slyngposten  eller  den  dobbelte 
Post,  der  stod  udfor  St.  Clementsstræde,  og 
en  Post,  der  brugtes-  under  Ildsvaade,  nær¬ 
mere  til  Raadhuset;  den  første  forsynedes 
med  Kongens  Krone  og  Navnetræk.  I  den 
ovenomtalte  Skikkelse  se  vi  Springvandet  i 
Danske  Vitruv  paa  en  Afbildning  af  Raad¬ 
huset  i  dets  efter  Kjøbenhavns  Ildebrand  i 
1728  forandrede  Form  (Fig.  141).  I  Gitte¬ 
rets  Sider  er  det  kongelige  Navnetræk  an¬ 
bragt.  Skjøndt  denne  Afbildning  er  større 
end  den  i  Resens  Atlas,  kan  man  dog  ikke 
faa  Rede  paa  Fodens  Form. 

Det  18de  Aarhundrede  gik  ikke  til 
Ende ,  uden  at  nye  Restaurationsarbejder 
maatte  foretages.  1781  blev  »den  ynkelig 
forfaldne  Fontaine«  nedbrudt  og  paany  opført 
efter  en  af  Økonomi- Commissionen  appro¬ 
beret  Tegning.  Restaurationen  omfattede 
ikke  blot  selve  Springvandet  og  Gitteret,  men  ogsaa  Brøndhuset  under  Bassinet,  som 
maaske  først  ved  denne  Lejlighed  er  blevet  overhvælvet.  I  Magistratens  Arkiv  findes 
nemlig  et  Rids,  hvorefter  Bassinets  Stenbund  oprindelig  synes  at  have  hvilet  paa  et  Træ- 
bjælkelag.  Murværkets  tynde  Flensborgersten  bestyrke  denne  Formodning.  Nogen 
Kunstners  Navn  findes  ikke  i  Regnskaberne.  Kummens  Fod,  som  blev  helt  fornyet,  er 
hugget  af  Stenhuggermester  Fischer,  i  Datidens  Stil  af  en  Blok  norsk  Marmor,  som 
blev  afgivet  af  Frederikskirkens  Beholdning  uden  Vederlag.  Schåbels  kunstige  Gitter 
maa  vel  have  været  ødelagt  af  Rust,  thi  det  fornyedes  fuldstændigt  i  Smag  med  Gitteret 
om  den  gamle  Hovedvagt  paa  Kongens  Nytorv.  Det  kan  derfor  heller  ikke  undre,  at 

Herman  26  Aar,  Peter  19  Aar  og  Johannes  12  Aar.  Herman  tog  Borgerskab  som  Kleinsmed  d.  23. 

Febr.  1728,  hans  Gaard  i  Vogiimagergade  brændte  1730. 

Den  Scliåbelske  Stamtavle  vil,  efter  hvad  der  har  kunnet  oplyses,  blive  følgende: 

Hans  Schabel,  ' 

f  1728. 

Peter  Schabel,  Johannes  Schabel, 

*  1709  f  ? *  *  1716  f  1792. 

-  ‘ 

Johannes  S.  Diderik  S.  Herman  S. 

(i  Hestemøllestræde  1785), 

*  1753  f  1829. 

Diderik  S.  Jens  Jakob  S.  Herman  S.  Peter  S. 

(Lille  Kongensg.),  (Mikkelbryggersg.),  (Hestemøllestr.),  (Gjentofte), 

*  1788  f  1866.  *  1790  f  1846.  *  1798  f  1874.  *  1800  f  1878. 

Peter  S.  Ferdinand  S. 

(Mikkelbryggersg.  1847), 

*  1823  f  1874. 

Dog  er  det  ikke  ganske  sikkert,  at  Johannes  Schabel  (1716  — 1792)  er  en  Søn  af  Hans  Schabel. 


Herman  Schabel 
(i  Vognmagergade), 

*  1702  f  1741. 

Johannes  Schabel 
(paa  Frederiksberg), 

*  1730  f  1793- 


Fig-  142. 

Figurens  Fod  fra  1607. 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


1 68 


Major  Peymanns  Navn  findes  paa  nogle  Brolæggerregninger.  Kobbersmed  Haagen  istand¬ 
satte  den  gamle,  forfaldne  Kumme,  anbragte  nye  Zinker  (?)  om  samme,  samt  reparerede 
og  forstørrede  de  næsten  »uduelige«  Kurve  (til  Guldæblerne?).  Billedet  og  Kummen  blev 
»med  ægte  Forgyldning  og  med  Couleurer  udstafferet«.  Ombygningen  kostede  6387  Rdl. 
5  Mk.  11  Sk. 

Omsider  oprandt  1  1859  den  Dag,  da  Kjøbenhavns  Brønde  og  Trærender  havde 
udspillet  deres  Rolle  og  Byen  fik  sit  Vandværk.  Ved  denne  Lejlighed  blev  der  ogsaa 
tænkt  paa  Springvandet,  som  jo  skulde  sættes  i  Forbindelse  med  de  nye  Ledninger,  og 
J.  B.  Dalhoff  udarbejdede  en  Plan,  hvorefter  Charitasfiguren  skulde  have  været  afløst  af 

gyselig  Triton,  rimeligvis 


/N 


a.l. 


F'g-  *43-  Springvandets  Kumme. 


lednim 


en  SJ 

for  at  faa  et  større  Bundt 
centrale  Straaler  end  de,  den 
gamle  Figur  gav.  Denne  Plan 
kom  dog  heldigvis  ikke  til  Ud¬ 
førelse,  men  da  man  1860  lagde 
nye  - Ledninger  til  Springvandet, 
lukkedes  der  for  de  Straaler, 
som  tidligere  udgik  fra  Chari- 
tas’s  Bryster,  Drengens  Penis 
og  Delphinernes  Gab ,  tildels 
under  Paaskud  af,  at  Figurerne 
havde  lidt  af  Frost;  Piedesta¬ 
len  blev  forhøjet  og  Figurens 
underste  Del  1864  udstøbt 
med  1  in  eller  Bly.  Efter  en 
I  radition ,  for  hvis  Rigtighed 
der  dog  ikke  kan  indestaas, 
skal  den  fine  Bræmme  afVand- 
straaler  om  Kummens  Rand 
være  Dalhoffs  Opfindelse. 

Den  Lejlighed,  som  Vand¬ 
værkets  Anlæg  bød  til  at  skaffe 
et  rigere  og  højere  Spring,  blev 
ajtsaa  ikke  benyttet.  Derimod 
gav  Festlighederne  ved  Prind- 
sesse  Thyras  Afrejse  og  For¬ 
mæling  med  Hertug  Ernst  Au¬ 
gust  af  Cumberland  i  1878  An- 
V  andforsyning.  Der  nedlagdes 


~  til  et  provisorisk  Arrangement  med  stærkere  _ 

nemlig  indenfor  Bassinets  Rand  et  6  "  Vandrør,  fra  hvilket  en  Mængde  Straale7kunde 
udsendes  paa  Skraa  ind  over  Kummen  og  Figuren,  som  derved  kom  til  at  staa  som  i  en 
Klokke  eller  Kuppel  af  Vand.  Dette  Arrangement  harmonerede  vel  ikke  med  de  oprin¬ 
delige  fine  Spring,  men  blev  dog  i  Mangel  af  noget  Bedre  beholdt  og  benyttet  ved  fest¬ 
lige  Lejligheder  i  de  følgende  Aar. 

I  1889  indberettede  Vandinspekteuren  til  Magistraten,  at  Gitteret  med  tilhørende 
kod  var  stærkt  forfaldent,  og  anmodede  om,  at  der  gjennem  Stadsarkitekten  maatte  blive 
truffen  Foranstaltning  til  at  afhjælpe  disse  Mangler.  Stadsarkitekten  kom  snart  paa  det 
Rene  med,  at  denne  Lejlighed  burde  benyttes  til  at  faa  Gitteret  bort  og  Springvandet 
hævet  op  af  det  Hul,  i  hvilket  det  paa  Grund  af  det  oprindelige  lave  Tryk  fra  Lundehus- 


Springvandet  paa  Gammel  Torv  i  Kjøbenhavn. 


1 6g 


søen  hidtil  havde  staaet,  hvorved  jo  Kummens  Skjønhed  vilde  kunne  komme  bedre  til  sin 
Ret.  Han  havde  faaet  Magistratens  Samtykke  til  Udarbejdelsen  af  en  hertil  sigtende  Plan, 
da  der  gjennem  Stadsingenieuren  fremkom  en  Meddelelse  fra  Hr.  Kunstmaler  H.  Tegner 
om,  at  denne  allerede  i  nogen  Tid  havde  syslet  med  samme  Tanke  og  udarbejdet  et 
Par  Skitser,  som  fremsendtes  med  den  Tilkjendegivelse,  at  det  vilde  være  ham  kjært,  om 
noget  heraf  kunde  benyttes. 

Dette  smukke  I  ilbud  tog  Magistraten  med  lak  imod  og  sendte  Tegningerne  til 
Stadsarkitekten  med  Anmodning  om  saavidt  muligt  at  tage  Hensyn  til  de  i  de  Tegnerske 
Skitser  nedlagte  1  anker  ved  Udarbejdelsen  af  det  bebudede  Forslag. 

En  Hovedvanskelighed  ved 

Planens  Udarbejdelse  var  det  /nitc-cI. 

selvfølgelig,  at  Foden,  som  og- 
saa  Hr.  Tegner  mente,  burde 
bevares,  var  i  en  fra  Kummen 
forskjellig  Stil.  Springvandet 
lod  sig  altsaa  ikke  restaurere 
fuldstændigt  i  Christian  IV’s 
Stil,  men  det  gjaldt  om  at 
forme  den  større  Basis,  Foden 
maatte  have,  paa  en  saadan 
Maade,  at  den  gjorde  en  no¬ 
genlunde  rig  Virkning  og  dog 
til  en  vis  Grad  harmonerede 
med  Kummen.  Dette  havde 
Tegner  tænkt  sig  opnaaet  ved 
Anbringelsen  af  4  fantastiske 
Flyvefisk,  som  fra  Basis  sprøj¬ 
tede  Vandet  ned  i  Bassinet,  og 
denne  Tanke  er  optaget  og  be¬ 
nyttet  af  Stadsarkitekten.  Der¬ 
imod  ere  4  smaa  barokke  Va¬ 
ser,  som  Tegner  havde  tænkt 
sig  anbragt  paa  de  fremsprin¬ 
gende  Partier  af  Basis,  om¬ 
byttede  med  Knegte  i  Fodens 
Stil,  Bassinkanten  har  faaet  sin 
oprindelige  Højde  tilbage,  men 
er  profileret  i  Harmoni  med 
Foden;  for  at  udlige  Torvets  Heldning  er  der  anbragt  nogle  Trin  ned  imod  Nygade,  og 
Fortouget  er  belagt  med  gule  og  sorte  Fliser  for  at  give  det  et  mere  pynteligt  Udseende; 
endelig  ere  de  4  Lygtepæle  omkring  Springvandet  bragte  til  at  harmonere  med  samme. 
Gjennem  alt  gaar  den  samme  Tanke,  at  lade  Fodens  Basis,  Bassinkanten  og  Lygte¬ 
pælenes  Stenfødder  slutte  sig  til  Foden  og  Stilen  fra  1 784,  men  derimod  i  Fiskene  og  i 
Lygtepælenes  Metalpartier  at  nærme  sig  Kummen.  For  at  opnaa  en  rigere  Virkning  ved 
enkelte  højtidelige  Lejligheder  er  der  anbragt  10  lodrette  Spring  i  Bassinets  Vandskorpe. 
De  4  Fiske  sprøjte  Vand  dels  gjennem  Næseborene,  dels  i  en  flad  Straale  gjennem  Gabene. 

Efter  at  Plan  og  Overslag  vare  udarbejdede,  blev  Sagen  forelagt  Borgerrepræsen¬ 
tationen  og  en  Bevilling  paa  19,000  Kroner  til  Ombygningen  begjæret ;  denne  tilstodes 
under  27de  Januar  1890. 


1  idsskrift  for  Kunstindustri. 


Fig 


I4S-  Springvandet  paa  Gammel  Torv  i  dels  nuværende  Skikkelse, 


Springvandet  paa  Gammel  Torv  i  Kjøbenhavn. 


1 7 1 


Da  der  i  Borgerrepræ¬ 
sentationen  var  ytret  nogle 
Tvivl  og  fremkommet  nog¬ 
le  Bemærkninger  til  Pro- 
jektet,  lod  Stadsarkitekten 
med  Magistratens  Billigelse 
en  Model  af  Springvandet 
i  dets  paatænkte  nye  Skik¬ 
kelse  udføre,  og  efter  at 
der  var  givet  saavel  Hr. 
Tegner  som  de  sagkyn¬ 
dige  Talere  i  Borgerre¬ 
præsentationen  Lejlighed 
til  at  ytre  sig,  skred  man 
til  Udførelsen,  der  tilende¬ 
bragtes  saa  betimeligt,  at 
Springvandet  kunde  sprin¬ 
ge  første  Gang  offentlig  i 
dets  nye  Skikkelse  med 
de  traditionelle  Guldæbler 
paa  Drs.  Maj.  Kongens 
og  Dronningens  Guldbryl¬ 
lupsdag  d.  26de  Maj  1892. 

For  Hr.  Tegners  Med¬ 
virken  ved  Restaurationen 
modtog  han  et  passende 
Honorar. 

Flyvefiskene  ere  drevne 
i  Kobber,  for  største  Delen 
efter  egne  Studier  i  Uni¬ 
versitetets  naturhistoriske 
Musæum  af  Hr.  Kunst¬ 
maler  Viggo  Jfansen,  som 
fra  sit  fædrene  Hjem  har 

Er- 


Fig.  146.  Et  Stykke  af  Kummens  ydre  Side. 


medbragt  Øvelse 

faring  i  Metalarbejde.  Lygtepælene  ere  udførte  af  Hr.  Smedemester  Doberck,  Granit¬ 
arbejdet  af  d’Hrr.  Hans  &  førgen  Larsen. 

Med  Hensyn  til  de  oprindelige  Partier  af  Springvandet  skal  endnu  bemærkes: 
Charitasfiguren  viste  sig  at  have  lidt  af  Frost,  et  udsprængt  Stykke  i  Bagen  blev  om¬ 
støbt  og  indfældet  af  Hr.  Broncestøber  Schieltved.  For  ikke  at  skade  Patinaen  indskræn¬ 
kede  man  Restaurationen  til  det  mindst  mulige  og  aabnede  ikke  alle  de  oprindelige 
Spring,  da  man  dels  frygtede  yderligere  Sprængninger,  dels  ved  de  i  alle  Tilfælde  nød¬ 
vendige  Lodninger,  hvor  disse  fremkom,  vilde  faa  uheldige  Pletter.  Af  Regnskaberne  fra 
forrige  Aarhundrede  fremgaaer,  at  Figuren  har  været  i  alt  Fald  delvis  forgyldt.  Af  denne 
Forgyldning  saaes  endnu  tydelige  Spor  i  Delfinernes  Finner  og  andetsteds.  Det  er  da 
rimeligt,  at  den  charakteristiske  Ntirnberger-Hue  og  Pandesmykket  samt  Fodens  Guirlander 
og  Christian  IV’s  Navnetræk  ogsaa  have  været  forgyldte1.  Det  store  Kobberbækken  er 


*•  Jonge  siger  i  Kjøbenhavns  Beskrivelse  I,  1783,  S.  132,  at  Billederne  vare  stærkt  forgyldte. 

23* 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


i  72 


133  lommer  i  Diameter,  24  Tommer  højt  med  10  Buler.  Hver  Bule  er  dreven  for  s,v 

Z  ***»  paa  Undersiden  af  de  forgyldte  Blade,  hvis  Spidser  eré 

or  sig  og  anbragte,  efter  at  Kummen  var  befæstet  til  Foden  ved  Hjælp  af  4 
massive  Bolte  med  Møtriker,  som  dtekkes  af  paaloddede  Skaale. 

SI  i  OVejSide"  r'i  trin  verne  ogsaa  af  Kobberstrimler  med  en  Række  drevne 

FomirmeerVd  ette  J  ^  -*•  “f  <*  kobbel,  med  drevne 

omkrir  r  H  ti ØVe  6  Dlsse  Forzir™fr«  tone  kun  ses  fra  Vinduerne  i  de 

omkringliggende  Huse. 

Stvbker  4  w  ^  'aPPede  P&a  en  teinme%  P^mp  Maade  ved  paanitteje 

For  bind  1  ,  V  ,  bevirket  dlsse  Beskadigelser,  vides  ikke,  maaske  staaer  Skaden  i 

C  ht  “ed  den  opnndehge  Fods  Form,  thi  de  lappede  Buler  ere  regelmæssigt 
P  acerede  med  1  og  2  Bulers  Mellemrum.  I  alle  Bulerne  findes  smaa  Bøsninger,  lukkede 
med  I  lopper,  som  fjernes,  naar  Vandet  skal  helt  aftappes  af  Kummen. 

Længere  oppe  paa  Bulerne  sidde  de  karakteristiske  Dragehoveder,  som  udspye 
a  uminens  an  ;  der  findes  af  disse  2  Typer,  en  med  en  'Tiara  som  en  Pavekrone,  en 
Koh,n  ,me  !!!  IgnCnde  HPvedbedækning,  som  ender  i  en  Slags  Fjerbusk  af  forgyldt 
med  Rosetter  ^  ^  Kummens  Rand  ]i^er  et  forgyldt,  takket  Kobberbaand 

f  4t  r"  ^de,,S  tldll£ere  Basis  af  norsk  Marmor,  som  maatte  ombyttes  med  Granit, 
af  Mærkel  s"  ■  °9’  ’634’  ^  I?81’  1784  °g  1860  indhuggede  som  Angivelser 

alt!oæs  •  PnngVandetS  LiV-  Dl'SSe  AarStal  ere  ™ed  Undtagelse  af  ,781,  som  maa 

anta  es  at  angive  den  samme  Restauration  som  1784,  paany  indhuggede  tilligemed  1892 

a  assmran  en.  2  tomme  Pladser  ere  forbeholdte  Fremtiden,  som  sikkert  heller  ikke 
lade  dette  hos  os  enestaaende  Monument  uden  Tilsyn  og  Pleje. 


Bidrag  til  Portenes  og  Dørenes  Historie. 


Pig.  '47- 

Et  Smedejerns  Beslag. 


Af  R.  Mejborg. 

Med  Rette  blev  det  rosende  omtalt,  at  Arkitekt  M.  Nyrop 
havde  hentet  Dekorationsmotiver  til  den  sidste  Industriudstillings- 
bygmngjkke  blot  fra  monumentale  Værker,  men  også  fra  gamle 
Bøndergårde  og  derved  skabt  interessante,  ejendommelige  Former. 
Dette  Exempel  er  dog  ikke  enestående,  hverken  på  Arkitekturens 
eller  på  Kunstindustriens  Område;  blandt  andet  kan  der  anføres, 
at  Directeuren  for  Kunstindustrimuseet  i  Flensborg,  Heinr.  Sauer- 
mann,  fra  Dansk  Folkemuseum  har  hentet  Modellen  til  en  ualmin¬ 
delig  smuk  og  bekvem  Stol,  som  atter  og  atter  er  bleven  copieret.  — 
Da  det  vilde  være  mig  kært,  om  en  Del  af  mine  Tegninger  af 
gammeldags  Bohave  og  Bygningsdele  kunde  blive  til  Nytte  for 
Kunstnere  og  Håndværkere,  har  jeg  gjort  et  Forsøg  i  denne  Ret¬ 
ning  ved  en  Fremstilling  af  Hængsler  fra  Købstadhuse  og  Herre¬ 
gårde  (Fig.  147—164  og  169).  Hertil  knyttes  nogle  spredte 
Oplysninger,  i  hvilke  der  er  taget  særlig  Hensyn  til  simple,  inden¬ 
landske  decorative  Former;  som  Indledning  tjener  et  Par  Linjer 
om  gamle  Fæstninger,  og  dette  er  begrundet  på,  at  constructive 


Bidrag  til  Portenes  og  Dørenes  Historie. 


173 


Former,  der  hørte  hjemme  her,  har  af¬ 
givet  Motiverne  for  næsten  alle  de  De- 
corationer,  som  knytter  sig  til  Indgangene. 

*  * 

* 

X  i  får  et  Billede  fra  Eventyrets  Ver¬ 
den,  når  H.  C.  Andersen  fortæller  os 
om  »Svinedrengen«,  der  gik  ind  i  sit 
Kongerige,  lukkede  Døren  og  skød 
Slåen  for.  Og  dog  behøver  vi  jo  kun 
at  gå  noget  over  tusinde  År  tilbage  for 
at  komme  til  en  Tid,  hvori  det  ikke 
var  ualmindeligt  at  lukke  for  Land  og 
Rige.  Da  enhver  har  Exempler  på  rede 
Hånd,  skal  her  kun  peges  på  Danevirke 
samt  pa  de  Mure,  der  blev  byggede 
tværs  over  Storbrittanien  for  at  hindre 
Ticter  og  Skotter  i  at  hærje  den  sydlige 
Del  af  Landet.  —  Mindre  bekendt  er 
det  vistnok,  at  selv  indenlandske  Stor- 
rnænd  ligeledes  afspærrede  deres  Om¬ 
råde,  og  derfor  er  det  interessant  at 
gøre  sig  bekendt  med  en  Indberetning 
til  Regeringen  fra  1623,  hvori  der  for¬ 
tælles,  at  Marsk  Stig  i  sin  Tid  havde 
afskåret  Forbindelsen  mellem  Helgenæs 
og  det  øvrige  Mols,  og  siges:  »FTterdi 
Bønderne  og  Landet  altsammen  hørte 
hannem  til,  så  haver  han  også  haft  sin 
synderlig  Lyst  her  på  Landet  med  Jagt, 
eftersom  her  var  udi  de  Dage  megen 
Skov  og  Morads  og  mange  Dyr.  Så 
har  han  gjort  en  Stenmur  af  Øster- 
Havet  og  udi  det  vester  Hav,  imellem 
Mols  Herred  og  dette  Land  med  Plan¬ 
keværk  ovenpå,  så  Ingen  kunde  komme 
(ind  eller)  ud  af  Landet  uden  (hans) 
Minde.  Hvilken  Mur,  som  endnu  står 
af  det  ene  Hav  og  udi  det  andet,  nok¬ 
som  vidner,  endogså  Plankerne  er  bort¬ 
rådnede.« 

I  de  store  Træk  er  også  Byernes 
og  Borgenes  Fæstningsværker  vel  kendte. 
Herodot  fortæller  os  om  Ekbatana  med 
dens  syv  Ringmure,  og  tilsvarende  Fæst¬ 
ninger  findes  afbildede  på  assyriske  Re¬ 
lieffer,  hvor  de  ser  så  meget  forunder¬ 
ligere  ud,  som  Murene  —  på  Grund  af 
den  naive  Tegnemåde  —  synes  at  være 


Fig.  148—153. 

Fra  Smedejerns  Hængsler  og  Beslag. 


*74 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


s  Ilede  ovenpå  hverandre.  Selv  i  Nordeuropa  var  der  mange  Byer  og  Borge  med  dob¬ 
belte  Mure  eller  Volde.  Langt  hyppigere  såvel  i  Syden  som  i  Norden  var  det  dog,  at 
e  testningen  kun  var  dobbelt  på  den  Side,  hvor  Indgangen  fandtes,  og  på  sådanne 
•  e  matte  man  for  at  komme  fra  Yderporten  til  Inderporten  passere  en  snever  For¬ 
gård,  der  kunde  bestryges  fra  et  eller  flere  Tårne.  I  nogle  Byer,  for  Exempel  i  Flens¬ 
borg,  trådte  Gaderne  nærmest  ved  Byportene  i  Forgårdens  Sted.  Idet  de  blev  snevrere 
og  snevrere  indadtil  og  inderst  inde  afspærredes  med  Gadelænker,  der  tjente  som  Bari- 
kader,  kunde  den  indtrængende  Fjende  stuves  saaledes  sammen,  at  han  næppe  nok  fik 
lads  til  at  bruge  sine  Vaaben;  der  var  Skydehuller  i  alle  Huse;  ulæsket  Kalk,  kogende 
Vand,  smeltet  Fedt  og  Husenes  Tagsten  slyngedes  ned  over  ham.  I  åbne  Byer  og 
andsbyer  måtte  Kirkegårde  og  Kirker  gøre  Tjeneste  som  Forsvarspunkter;  i  det  sydlige 
Skåne  skal  der  have  været  et  Kirketårn,  hvor  Trappegangen  spærredes  af  et  Hjul  med 
skarpe  Knive,  der  blev  drejet  således  rundt,  at  disse  ridsede  Bugen  op  på  hver  den,  som 
oi  søgte  at  bryde  md.  Rundt  om  ved  vore  sydlige  Kyster  var  der  Bondeborge.  Inde  i 
Landet  satte  Bønderne  Stavgærder  om  Landsbyerne.  Selv  i  enligt  liggende  Bøndergårde 

man  haVe  Sat  S1S  Mo dværge  og  have  holdt  skarp  Vagt,  når  Faren  truede;  dette 
antydes  ,  Folkevisen  om  »Trolden  og  Bondens  Hustru«,  hvor  det  hedder:  »Hunden  gøer  i 
Garden,  og  Hyrden  tuder  i  Horn«. 

Portene  og  Dørene  var  Fæstningernes  svage  Punkter;  derfor  gjorde  man  dem  så 
snevre  og  lave  som  muligt;  kun  den,  der  rådede  over  mange  Kæmper,  kunde  have  store 
orte.  At  anselige  Porte  og  Døre  i  Østerlandene  blev  ansete  for  Kendetegn  på  Ma M, 
antydes  ved  Titelen  »den  høje  Port«  og  fremgår  desuden  af  det  7de  Vers  i  Davids  24de 
salme:  »I  Porte,  løfter  eders  Overliggere!  Højner  eder  i  Verdens  Døre,  så  Ærens 
Konge  kan  komme  md«.  .  Samme  Tankegang  gør  sig  måske  gældende  i  Sagnet  om  Val- 
hals  Kæmpeporte.  -  Navnlig  hvor  Middelalderens  Bygningskunst  stod  i  fuld  Flor,  var  det 
et  uafviseligt  Krav,  at  store,  monumentale  Bygningsværker  skulde  have  vældige  Indgange* 
dette  kommer  særlig  tilsyne  på  gothiske  Kirkebygninger  i  Frankrig  og  Italien,  hvor  Hoved- 
c  ørene  har  15  Mands  Højde  og  derover.  Men  længe  efter  at  Sydboerne  havde  ophørt  at 
gøre  Adgangen  til  Tlusene  lille  og  trang,  blev  den  gamle  Skik  bevaret  hos  de  nordiske 
Tolk.  Ifølge  Sagaerne  havde  selv  fornemme  Nordboer  så  lave  Døre,  at  velvoxne  Mænd 
matte  bukke  sig  for  at  komme  ind.  Og  at  samme  Skik  holdt 
sig  hos  Normannerne, 
ses  af  Beretninger  om 


Fig-  154-158. 


Bidrag  til  Portenes  og  Dørenes  Historie. 


175 


Sendelse  til  »Madjuskongen«  i  Året  845, 
hvor  der  fortælles,  at  Døren  til  Audients- 
salea  var  så  lav,  at  Gesandten  ikke  kunde 
gå  oprejst  igen¬ 
nem  den,  og  til¬ 
føjes,  at  Indgan¬ 
gen  var  gjort  så 
lille  for  at  ydmyge 
de  Fremmede.  I 
Overensstemmel¬ 
se  hermed  er  et 
Sagn  fra  Lille  Fris¬ 
land,  som  beret¬ 
ter,  at  da  de 
Danske  havde 
indtaget  Landet, 
befalede  Erobre¬ 
ren,  at  alle  Yder¬ 
døre  skulde  vende 
mod  Nord  og 
være  så  lave,  at 
Indbyggerne  måt¬ 
te  bøje  sig,  hver 

Gang  de  gik  ud,  og  således  ydmyge  sig 
for  Danmarks  Konge.  Men  efter  al  Sand¬ 
synlighed  var  det  gamle  Bygningsskikke, 
som  i  begge  Tilfælde  blev  misforståede.  — 
Endnu  for  få  År  siden  fandt  man  trange 
Døre  med  meget  høje  Tærskler  her  og  der 

Flagreled«.  — 


i  vore  gamle  Bøndergårde;  mange  Steder 
løb  man  Panden  mod  Overliggeren ,  når 
man  ikke  så  sig  for,  og  på  en  af  Småøerne 

syd  for  Fyn  var 
der  endogså  en 
Mellemdør,  hvis 
Tærskel  lå  en 
Alen  over  Gulvet, 
hvis  Karm  kun  var 
22  Tommer  bred 
og  39  Tommer 
høj.  Den  ældgam¬ 
le  Døråbning  i 
Gåsetårnets  Bul¬ 
væg  står  endnu 
sometExempelpå 
F  ortid  sfo  mierne . 

Stormændene 
stræbte  at  gøre 
Dør-  og  Portfløj¬ 
ene  så  stærke  som 
muligt.  »Vænder- 
døren« ,  der  let 
kunde  sønderbrydes,  da  den  var  flettet  af 
Kæppe  og  Vånde,  blev  anset  for  Tegn  på 
den  dybeste  Armod;  derfor  er  det,  at 
Folkevisen,  som  vil  betegne  Dronning  Ben- 
gærds  Ondskab,  lader  hende  sige:  »Hvad 
tør  Bonden  mere  ved  end  Vændredør  og 


Af  andre  gamle 
Folkeviser  fremgår,  at  selv  for¬ 
nemme  Folks  Døre  kunde  være 
simple  Plankedøre,  der  blev  holdte 
sammen  af  Revler  og  Nagler.  Så¬ 
ledes  hedder  det  i  Niels  Ebbesens 
Vise:  »De  stødte  på  Dør  med 
Skjold  og  Spyd;  de  Nagler  ginge 
alle  istykker«,  og  der  fortælles  i 
Visen  om  Hr.  Bosmer,  at  Elve¬ 
kvinden,  som  ved  Nattetider  kom¬ 
mer  til  Ridderens  Kammerdør  og 
finder  den  lukket,  piller  Naglerne 
ud,  for  at  Plankerne  kan  falde  fra 
hverandre:  »Så  små  da  haver  hun 
Med  Liste!  Fuldt  vel  hun 
Plankedørene 
blev  gjorte  både  smukkere  og 
stærkere ,  idet  man  lagde  Revle 
Fig.  1 6 1 .  Smedejerns  Hængsel,  ved  Revle  over  hele  Bagsiden,  så  Fig.  162.  Smedejerns  Beslag. 


Fingre 
de  Nagler  vidste«. 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


ailMImiiitimniittm  »fim 
2H'!l!Killlinl’jilililii|llnil| 


lyammiimiijg 


jffifafc1  d mnnniiuiniill  irni 
UlMEP1' 
]  ramiiin.inin  niiiniMi/'ifa  n.'iiiiM 
Lliniiiliiiitiiitr.iinuni  Uiniiiiniiiun 
I  auaum/uiiliiiMliiiiliiiiHl  uuiu; 
I  itiiiiiiaidiiiiniiiMiiiiii'MiiinM 


tmiti'liii'.iinuninuai  iliuntilnhiiij 
Lumumuil  iitiiiimiiiuat  iint?,> 

ill.fJiiii'nf^f  li|[||ilil||i'ii[i)  ug;, -jj 


l  itUliiUUlilxl  UlMUllliifll  Hiaii 


RiUutMilUUliMlUlllUllIUlUliatt*  I 
- L_.2LYAl_A. 


!  ikvami  Mad  aaaa : 

Bl  uÉiui“iiiii»twiclai«niiiiiiSo:’n 
mniiiiitin>ltiÆMiiitiiMi3  mm  ; 

;nL<mn.nivtndtiraiii«iij»i«»i- 
lV>fPilHHi«]tjtMllMlifHml  fjtltlW  i 

Wl  •fgTiii;;r, i,'  ■ 

MlMH  iiKTOMiEiWi  ; 
i{iU!..il|lill!liVllH.i|Ul[!Uli|Jkk^l 


I  Btea.iiiiniiiiiiii'.iiti  ti||!iii!il 
J  mmantiiniuiuiunt  Liniiitiin:  .i.u 
j  AMLUfiliiirJ  lyjkit^j 


Døren  kom  til  at  bestå  af  to  Lag  Planker, 
et  vandret  og  et  lodret.  Dette  dobbelte 
Lag  gav  Anledning  til  ikke  få  Decorationer, 
idet  Yderlaget  blev  dannet  af  Fjællestumper, 
som  ordnedes  i  Mosaikmønstre.  Virkningen 
blev  forøget  ved,  at  Beklædningen  profile¬ 
redes;  ikke  sjældent  dækkede  man  hele 
Døren  med  Hulstave  og  Rundstave.  Un¬ 
dertiden  anvendtes  to  Sæt  Lister,  der  — 
krydsende  hinanden  og  skarrede  ind  i  hin¬ 
anden  gav  Dørene  et  Krystalmønster  lig 
det ,  som  forekom¬ 
mer  på  Vægmalerier 
fra  Slutningen  af 
Middelalderen ;  en 
sådan  Dør  findes 
endnu  i  en  Bonde¬ 
gård  på  Læsø!  (Se 
Døren  fra  det  sles¬ 
vigske  Vagttårn,  Fig. 

165,  samt  i  'Ældre 
nord.  Arkitektur,  4. 

R.  13:  Holmstrup 
Kirkedør,  tegnet  af 
Professor  H.  Storck, 

II  Saml.,  3.  R.,  13: 

En  Stab  ursdør  fra 
Søndre  Berdal,  teg¬ 
net  af  Åge  H.  Ma¬ 
thiesen.)  —  I  Øster¬ 
land  havde  man 
Døre,  som  bestod 
af  en  flad  Sten,  der 
foroven  og  forneden 
var  forsynet  med 

Tapper,  som  greb  ind  i  Tærskel  og  Over- 
ligger  og  tjente  i  Stedet  for  Hængsler; 
endnu  findes  sadanne  i  de  ældste  syriske 
Kirkeruiner  og  i  adskillige  af  Lilleasiens 
(iravsteder;  nogle  af  dem  er  prydede  med 
Billedhuggerarbejde.  (Gode  Afbildninger 


kig.  163.  Dør  med  Smedejerns  Beslag  fra  Ålborg. 


-*oo 
findes  hos 


Ph  13,  14,  83  og  1 12. 


M.  de  Vogiié:  Syrie 


O 

centrale 

JB  Den  ejendommelige 

Ophængning,  som  også  forekommer  hos  os, 
er  udførlig  beskreven  i  min  Bog:  Om  Byg¬ 
ningsskikke  i  Slesvig  S.  18  o.  fl.). 

Herodot  meddeler  jo,  at  Babylons  By¬ 
porte  var  helt  og  holdent  af  Metal,  og  der 
er  næppe  Grund  til  at  tvivle  om  dette  Ud¬ 


sagns  Rigtighed.  Men  når  Homer  i  Odys¬ 
seens  7de  Sang  beskriver  Phaiakernes  Kon¬ 
geborg  og  siger:  »Helt  af  Guld  var  Porten, 
hvormed  Paladset  blev  lukket«,  da  må  vi 
tænke  på  Portfløje  beklædte  med  Guldblik 
i  Lighed  med  dem,  der  omtales  i  den  før¬ 
ste  Kongernes  Bog  6,  32,  hvor  der  fortæl¬ 
les  om  Salonions  Tempel  og  siges  om  Fløj¬ 
dørene,  som  førte  ind  til  det  Allerhelligste : 
»På  dem  lod  han  udskære  Cherubim,  Palmer 
og  udsprungne  Blomster,  han  beslog  dem 

med  Guld,  og  han 
udbredte  Guld  over 
Cherubim  og  over 
Palmerne«.  I  Krøn- 
nikernes  Bog  4,  9 
berettes,  at  Dørene 
i  Præsternes  Forgård 
var  beklædte  med 
Kobber.  —  Til  de 
største  Skatte  i  Bri¬ 
tisk  Museum  hører 
nogle  metalklædte 
Døre  fra  Assyrien, 
af  hvilke  den  ene 
har  Bånd  med  for¬ 
trinligt  udførte  Jagt¬ 
scener.  (Afbildet  af 
E.  Babelon  i  Manuel 
d’archéologie  orien- 
tale  S.  137.)  —  Til¬ 
svarende  Døre  fore¬ 
kommer  her  og  der 
i  Sydeuropa.  Den 
ældste  findes  i  C011- 
stantinopels  Sophie  Kirke  og  har  Lighed 
med  Anterne  på  Nationalmuseets  Kobberaltre. 
Den  berømteste  er  udført  1330  af  Andrea 
Pisano  til  Baptisteriet  i  Fiorents;  det  er  om 
denne  Dør,  at  Michael  Angelo  skal  have 
sagt,  at  den  fortjente  at  være  Indgang  til 
Himmerige.  (Se  Allas  til  J.  Gailhabaud: 
L’Architecture  du  Vme  au  XVII™  siede  et 
les  arts,  qui  en  dependent.)  —  Nord  for 
Alperne  blev  mange  Døre  forsynede  med 
Smedejerns  Beslag.  I  sin  simpleste  Form 
danner  dette  et  Næt  af  lodrette  og  vand¬ 
rette  Stænger  og  har  ikke  andre  Prydelser 
end  Nagler  med  rosetformede  Hoveder,  som 


Bidrag  til  Portenes  og  Dørenes  Historie. 


1  77 


er  anbragte  i  de  Mellemrum,  hvor  Træet 
kommer  tilsyne.  (En  sådan  Dør  fra  Maug- 
strup  Kirke  i  Slesvig  er  tegnet  af  E.  Las¬ 
sen  i  Ældre  nord.  Arkitektur,  2  R.,  10. 
Ikke  få  er  afbildede  af  V.  Myskowsky  i 
Les  monuments  d’art  du  moyen  age  et  la 
renaissance  en  Hongrie.)  Mange  andre 
Døre  har  vand¬ 
rette  Lister  og 
mellem  dem  Bog¬ 
staver,  Figurer  og 
Ornamenter,  som 
næsten  helt  dæk¬ 
ker  Træet.  Som¬ 
me  har  Runeind¬ 
skrifter,  andre  har 
Indskrifter  med 
gothiske  Bogsta¬ 
ver;  nogle  er  for¬ 
synede  med  Sind¬ 
billeder  især  med 
Hagekors ;  Dyre- 
figurer  og  Jagt¬ 
scener  forekom¬ 
mer  nu  og  da; 
et  Sted  har  Sme¬ 
den  fremstillet 
Djævelen,  som 
rykker  en  Kvinde 
i  Håret ;  undtagel¬ 
sesvis  er  der  lagt 
farvet  Læder  ind 
under  Ornamen¬ 
terne.  Sådanne 
Døre  hører  især 
hjemme  i  svenske 
Landsbykirker ; 
men  en  enkelt  fin¬ 
des  dog  også  hos 
os.  (Ifn  fortrinlig  Afhandling  af  Hans  Hilde- 
brand:  Kyrkdorr  från  Skiro  Socken  i  Små¬ 
land  er  indrykket  i  Minnen  från  Nordiska 
Museet  af  Artur  Hazefius.  Samme  Steds 
findes  en  Artikkel  af  Christoffer  Eichhorn: 
Kyrkddrr  från  Hvetlanda  Socken  i  Småland. 

I  Ældre  nord.  Arkitektur  findes  fire  Afbild¬ 
ninger:  en  i  1.  R.,  10:  Kirkedør  i  Skon- 
berga  nærved  Soderkoping  af  Professor  Hans 
I.  Piolm;  en  i  2.  R.,  6:  Jernbeslået  Kirke¬ 


dør  fra  Stenløse  ved  Odense  af  Vilhelm 
Petersen,  og  to  i  II  Saml.  4,  R.,  1 1 :  Kirke¬ 
døre  fra  Ørsløv  og  Mærn  i  Bårse  Herred, 
tegnede  af  Ditlev  Laub.)  —  Langt  hyppigere 
er  dog  smedede  Hængsler,  hvis  Forgreninger 
breder  sig  over  største  Delen  af  Port-  og 
Dørfløjene.  Nogle  af  de  ældste  og  smukke¬ 
ste  findes  i  Paris 
på  Notre  Dame, 
hvor  Ornamenter¬ 
ne  har  Form  af 
fantastiske  Plan¬ 
ter,  der  ikke  alene 
bærer  forskellige 
Slags  Løv  og 
Blomster,  men  og¬ 
så  har  Grene,  som 
ender  i  Øglekrop¬ 
pe  med  to  til  tre 
Hoveder.  (Afbil¬ 
dede  i  Atlasset 
til  J.  Gailhabauds 
ovennævnte 
Værk.)  Sandsyn¬ 
ligvis  hidrører  De- 
corationsmotivet 
fra  et  indisk  Or¬ 
nament,  »Livets 
Træ« ,  der  alle¬ 
rede  i  Oldtiden 
fandt  Vej  til  Mid¬ 
delhavslandene  ; 
som  christeligt 
Symbol  forekom¬ 
mer  det  hyppigt 
i  Constantinopels 
Sophiekirke ,  og 
som  sådant  er 
det  blevet  udbredt 
over  hele  Europa.  (Afbildet  af  Sir  George 
Birdwood  i  Indiens  Kunstindustri.  På  dansk 
ved  C.  Nyrop,  S.  94,  103,  118  o.  fl.  Op¬ 
lysninger  om  de  nordiske  Former  findes  i 
Symbolske  Figurer  i  Nordiska  Museet  af  R. 
Mejborg,  S.  9  o.  fl.)  Også  i  største  Delen 
af  vore  forholdsvis  tarvelige  Hængsler  er 
Planteformerne  kendelige.  Men  i  Barok¬ 
stilen  er  de  dog  som  oftest  bievne  kun  til 
Krøller  og  Sving;  nu  og  da  har  en  Kunstner 

24 


Fig.  164. 

Dør  med  Smedejerns  Beslag  fra  Kjerteminde. 


178 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


behandlet  Krusedullerne  som  Slangekroppe  og  ladet  dem  ende  med  Dyrehoveder,  hvor¬ 
ved  de  har  fået  Lighed  med  Drageslyngninger. 

I  Forbindelse  med  Beslagene  skal  jeg  nævne  de  prægtige,  store  Renaissancelåse, 
der  er  så  fortrinligt  repræsenterede  i  Nationalmuseet,  samt  Dørringene,  af  hvilke  der  i 
samme  Museum  findes  et  ypperligt  Exemplar,  som  hidrører  fra  det  12  te  Århundrede  og 
sidder  i  den  mærkelige  Kirkedør  fra  Valthiofstad  på  Island.  Om  flere  af  disse  Ringe  siger 
Sagnet,  at  de  hidrører  fra  store  Kedler  fyldte  med  Guld,  der  sank  i  Jorden  ved  Trold¬ 
dom  i  samme  Øjeblik,  som  de  kom  for  Lyset,  og  at  de  er  bievne  bragte  til  den  nær¬ 
meste  Kirke  af  flygtende  Skattegravere.  I  Middelalderen  blev  de  først  og  fremmest 
anbragte,  for  at  man  lettere  kunde  trække  Dørene  til;  men  vore  gamle  Folkeviser  antyder, 
at  de  allerede  dengang  kunde  tjene  til  Dørhamre,  og  som  Exempel  herpå  nævnes  Sune 

Folkesøns  Vise,  hvor  det  hedder:  »Så  red 
de  til  Klosterdør  og  rysted’  de  den  Ring«. 
(Tegninger  af  meget  smukke  Dørhamre  fra 
Middelalderen  og  Renaissancetiden  findes  i 
Ældre  nord.  Arkitektur,  1.  R.,  12:  Fra  Kirke¬ 

døren  i  Skonberga,  af  Professor  Hans  Holm;  2. 
R-,  6:  Fra  Stenløse  Kirkedør,  af  Vilhelm  Peter¬ 


sen;  4.  IL,  3:  Fra  et  borgerligt  Hus  i  Ribe, 


lige¬ 


ledes  af  Vilhelm  Petersen. 

Vore  udskårne  Dørfyldinger  er  for  det  meste 
tarvelige.  Af  de  gothiske  er  somme  smykkede 
med  Stavværk,  således  som  Maren  Splids  Dør  fra 
Ribe  (Fig.  166);  andre  har  Fremstillinger  af  Ve- 
ronicas  Dug,  Christi  Vunder  og  Jesu  Monogram¬ 
mer  i  Fiskeskikkelse.  Omkring  År  1600  fik  vi 
Dørfyldinger  med  figurlige  Fremstillinger.  De 
blev  almindelige  i 


Slesvig  og  Ditmarsken  selv  hos 
jævne  Folk;  men  i  Kongeriget  Danmark  nøjedes 
de  fleste  med  Renaissancerammer  uden  Figurer. 
I  senere  lider  blev  Dørene  i  Reglen  prydede 
med  Ornamenter,  Licener  og  Kranse.  (Nogle  af 
Fig.  165.  vore  smukkeste  Renaissancedøre  er  afbildede  i 

Yderdør  i  et  gammelt  Vagttårn  ved  Ældre  nord.  Arkitektur,  1.  R.,  4:  Fra  Katholm. 

Domkirken  1  Slesvig.  af  V.  Dahlerup;  2.  R.,  14:  Fra  Gaunø,  ligeledes 

af  V-  Dahlerup;  3.  R.,  g:  Fra  Rosenborg  af  E. 
..c  riødte;  II  Saml.,  3.  R.,  18:  Fra  Badstuen  ved  Frederiksborg,  tegnet  af  Chr.  Jensen; 
6:  Fra  Ingstrup  Kirke  i  Hvetboherred,  tegnet  af  F.  Kock;  samme  Række  11:  Fra  et 

boi0eili0t  Hus  i  Ålborg,  tegnet  af  V.  J.  Mørk-Hansen.)  I  Folkemuseet  findes  tiltalende 
romier  fra  Ivøbstadhuse  og"  Bøndergårde. 

De  ældste  Borgporte  har  ingen  Karm.  Siderne  dannes  enten  af  kyklopisk  Mur¬ 
værk  eller  af  Kvadersten,  og  foroven  er  der  en  stor  flad  Dørsten;  ovenover' denne  findes 

ofte  en  trekantet  Åbning,  hvis  Sidevægge  leder  Trykket  af  den  overliggende  Mur  bort  fra 
Dørstenen;  her  og  der  -  f.  Ex.  i  Mykene  -  har  man  allerede  i  Oldtiden  anvendt  en 
tilspidset  Tympanon,  som  prydes  af  Billedhuggerarbejde.  Navnlig  i  romanske  Kirkebyg¬ 
ninger  findes  talrige  Tympana  med  Reliefer,  og  at  sådanne  ikke  er  sjældne  hos  os,  ses 
et  ved  at  gennemblade:  Danmarks  Kirkebygninger  af  J.  B.  Løffler.  Hvor  man  anvendte 
1  eformede  Sten,  blev  Dør-  og  Portåbninger  buede;  og  Bueformerne,  der  også  er  natur- 
hge  for  Murstensarkitekturen,  kom  så  tidligt  i  Brug,  at  de  endogså  forekommer  i  assyriske 


Bidrag  iil  Portenes  og  Dørenes  Historie. 


179 


Ruiner.  Buerne  blev  overførte  til 
Tømmerværket,  hvor  de  strængt 
taget  ikke  hører  hjemme,  og  især 
Rundbuen  genfindes  atter  og  atter 
selv  i  tarvelige  Bindingsværks  Huse 
(Fig.  163).  —  Fra  den  yngre  ara¬ 
biske  Kunst  hidrører  nogle  højst 
ejendommelige  Døråbninger,  som 
minder  om  en  Menneskefigur  ind¬ 
skreven  i  rette  Linjer.  De  har 
hjemme  i  Egypten,  hvorfra  de  er 
overførte  til  Tyrkiet  og  Ungarn; 
de  har  givet  Anledning  til  ud¬ 
mærket  smukke  Dørindfatninger, 
som  sikkert  egner  sig  fortrinligt 
for  vore  moderne  Købstadhuse. 

(Afbildninger  findes  i  L’art  arabe, 
d’aprés  les  monuments  du  Kaire 
af  Prisse  d’Avennes,  I,  PI.  7,  11, 

12,  19,  20,  21,  32,  38,  og  Les 
monuments  d’art  du  moyen  age  et 
de  la  renaissance  en  Hongrie  af 
V.  Myskowsky,  PI.  63,  75  og  85.) 

Til  Skærm  mod  Sol  og  Slud 
byggede  man  allerede  i  Oldtiden 
Halvtage  —  Skruv  — -  over  Dørene. 

De  findes  på  Ruiner  rundt  om  i 
Middelhavslandene,  og  de  er  af¬ 
bildede  på  Trajanssøjlen;  hos  os 
ser  man  dem  påvBilleder  af  gamle 
Kirker  —  således  på  en  Altertavle 
i  Nationalmuseet;  i  Universitetets 
Bygningsregnskaber  fra  det  16de 
Århundrede  omtales  de  ikke  sjæl¬ 
dent,  og  endnu  forekommer  de 
hyppigt  på  svenske  Bøndergårde, 
såvel  i  Skåne  som  højere  oppe  i 
Landet  (se  f.  Ex.  Artur  Hazelius : 

Svenska  Byar  och  Gårdar,  Fig.  3). 

Rimeligvis  er  det  en  sådan  Skruv, 
der  omtales  i  Folkevisen  om  Jom¬ 
fruen  i  Linden,  hvor  der  står:  »De 
hugger  mig  til  en  Kirkeskruv;  jeg 
skjuler  så  mangen  en  syndefuld 
Brud«  ;  og  her  sigtes  sikkert  til  Trolovelsen,  som  fandt  Sted  foran  Kirkedøren.  Fra  disse 
Skruv  hidrører  Dørkarmene  med  Gesimser  støttede  af  Consoler,  som  er  så  hyppige  i 
ældre  og  yngre  Bygningskunst.  —  Flvor  mange  Mand  skulde  have  Plads,  var  Halvtagene 
utilstrækkelige,  og  her  opførte  man  åbne  Forstuer  —  Svaler — -hvis  Tag  hvilede  på  Søjler. 
Sådanne  Forstuer  forekom  allerede  i  gamle  græske  Borge,  f.  Ex.  i  Tiryns,  og  der  havde 


Fig.  166.  Dør  fra  Maren  Splids  Hus  i  Ribe. 


24* 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


l8o 


adskillige  Portbygninger  to  Svaler  —  en  ydre  og  en  indre  —  der  adskiltes  ved  en  Tvær¬ 
væg,  hvori  Porten  var  anbragt.  Da  den  græske  Bygningskunst  nåede  sit  Højdepunkt,  op¬ 
førtes  endnu  sådanne  Porte;  skønnest  af  alle  var  Propylæerne,  som  Arkitekten  Mnesikles 
byggede  1  Arene  436  til  431  ved  Vestgrænsen  af  Akropolis.  Lignende  Svaler  skyo-o-ede 
over  en  Mængde  Hovedindgange  ikke  blot  i  Grækenland,  men  også  i  Assyrien  ogTille- 
asien;  sidstnævnte  Sted  danner  de  endnu  den  forreste  Del  af  Bønderhuse,  hvis  Anlæ«- 
minder  om  græske  Templers.  Disse  åbne  Forhaller  har  til  alle  Tider  afgivet  Motiver  til 
Dørindfatninger.  De  mærkeligste  hidrører  fra  den  Tid,  da  Gothiken  begyndte  at  spire; 
de  består  af  dybe  Portnischer,  der  ser  ud  som  et  perspectivisk  Billede  af  en  hvælvet 
Portions,  idet  de  er  smykkede  med  to  Rækker  Søjler,  der  indadtil  —  Par  efter  Par  - 
står  nærmere  og  nærmere  sammen,  samt  med  Buer,  som  en  efter  anden  bliver  smallere 
og  lavere  og  sluttelig  er  så  små,  at  den  sidste  indrammer  en  Tympanon  af  sædvanlig 
.  tørrelse.  En  af  de  smukkeste  og  ejendommeligste  af  denne  Art  findes  i  Ungarn  i  St 
J akskirken,  og  den  er  afbildet  i  en  Mængde  Håndbøger;  som  indenlandske  Exempler 
nævnes  Ribe  Domkirkes.  I  Gothikens  Blomstringstid  fik  sådanne  Portaler  stor  Udbredelse 
og  anvendtes  også  på  verdslige  Bygninger.  (Gode  Afbildninger  findes  i  Die  Baukunst 
der  deutschen  Ritterordens  in  Preussen.  Af  C.  Steinbrecht,  II,  S.  91.)  Da  Renaissancen 
begyndte  at  udvikle  sig,  fik  de  italienske  Paladser  gennemgående  simple  Indgange. 
Under  den  fuldendte  Renaissance  blev  Portalerne  ofte  smykkede  med  Søjler  og  Fronti- 
spicer,  der  leder  Tanken  hen  på  romerske  Forbilleder.  Selv  vore  tarvelige  Former  fra 
denne  Tid  er  i  høj  Grad  tiltalende;  som  Exempel  på  godt  dansk  Snedkerarbejde  fra 
r redenk  den  Andens  Dage  fremsættes  en  Stuedør  fra  Sandby  i  Skåne  (Fig.  167).  I 
Baroktiden  blev  Dørindfatningerne  hyppig  urimelig  store,  overlæssede  og  uskønne.  Roco- 
coen  førte  dem  tilbage  indenfor  rimelige  Grænser  og  frembragte  ikke  sjældent  udmærket 
smukke  Former;  et  talende  Vidnesbyrd  om  den  Skønhed,  som  kunde  lægges  for  Da-en 

selv  under  meget  små  Forhold,  er  Indfatningen  om  Guldslager  Zeists  Dør,  Nr.  11  i 
Valkendorfsgade. 


"Vi  ga  nu  over  til  at  betragte  nogle  decorative  Enkeltheder,  som  særlig  er  knyt¬ 
tede  til  Indgangene;  lad  os  se  først  på  Våbenskjoldene.  -  Fra  ældgammel  Tid  blev 
ygnmger  smykkede  med  Skjolde.  På  assyriske  Reliefer  er  en  Mængde  anbragte  på 
ringmurenes  'Pinder,  men  dog  kun  på  Slagbilleder;  man  har  her  Indtryk  af,  at  Krigerne, 
som  var  beskyttede  af  Brystværnet,  har  hængt  dem  fra  sig  på  Murens  Yderside.  På°pom- 
pejanske  Vægmalerier  ses  Skjolde  ophængte  mellem  Tempelsøjler;  sandsynligvis  er  det 
J  rofæer,  som  her  er  afbildede.  -  I  Middelalderen,  da  Skjoldmærker  var  komne  i  Barn, 
lev  det  Skik,  at  Ridderen  i  Krigstid  havde  Skjoldet  hængende  som  Skilt  udenfor  sit  Telt’ 
samtidig  fik  Vagten  ved  Teltets  Indgang  Navn  af  Skildvagt,  og  dette  var  så  meget  natur- 
lgere,  som  ingen  Hån  blev  anset  for  større  end  den,  der  var  rettet  mod  Slægtmærket  — 
Ligesom  Nutiden  hædrer  Gæster  ved  at  hejse  Flag,  således  hædrede  Fortiden  dem  ved 
at  udhænge  decorative  Skjolde.  På  Borge,  hvor  fyrstelige  Personer  var  forsamlede,  hang 
Pa  Ringmuren  et  Skjold  for  hver,  sålænge  Mødet  varede.  Da  en  polsk  Gesandt  i  Slut¬ 
ningen  af  det  16de  Århundrede  kom  til  det  svenske  Hof,  blev  såvel  hans  Landsherres 
som  hans  eget  Skjold  ophængte  på  det  Plus,  hvor  han  skulde  tage  Bolig,  og  under  dem 
ev  der  sat  Indskrifter,  der  viste,  hvem  de  tilhørte.  Som  sidste  Levning  af  denne  Mode 
orekommer  løse  Skjolde  på  Festtelte  og  Æreporte.  (Om  Flag-  og  Skjolddecorationer  se: 
Antiqvansk  Tidskrift  for  Sverige,  IX:  Nogle  Oplysninger  om  svenske  og  danske  Faner, 
Ilag  og  Felttegn  i  det  16de  Aarhundrede,  af  R.  Mejborg.) 

Det  er  underligt  nok,  at  vore  Folkeviser  ikke  omtaler  Skjoldmærker  på  Borge,  da 
'  .'JO  orm61  dog  allerede  1  Middelalderen  var  almindelige  arkitektoniske  Prydelser.  Hyp¬ 
pigt  havde  de  Plads  på  Ringmurens  Brystværn;  på  Huse  sad  de  mellem  Kamploftets 


Bidrag  til  Portenes  og  Dørenes  Historie. 


1 8 1 


Skydeskar  såvel  tvers  over  Gavlen  som  langs  med  Tagskægget  og  desuden  i  flere  Rækker 
pa  Porttarne;  her  og  der  sad  et  pa  hver  Side  af  Porten,  og  somme  Steder  havde  man 
sat  ikke  blot  Skjolde,  men  også  Billeder  af  Skildvagter  op  på  Væggen.  Ofte  blev  Skjolde 
afbildede  pa  høje  Stenstøtter  foran  Hoveddørene.  V ed  flere  Gadedøre  i  Husum  står  endnu 
sådanne  Støtter;  lignende  findes  i  Odense  Museum  og  to,  som  Kong  Hans  lod  sætte  foran 
Trappen  til  Kjøbenhavns  Slots  Riddersal,  har  fået  Plads  i  Nationalmuseet.  Murede  Skjold- 


Fig.  167.  Stuedør  fra  Sandby  i  Skåne. 


mærker  ses  på  Århus  Domkirke.  Derimod  er  vore  øvrige  Murskjolde  kun  hvidtede  Blin- 
dinger;  men  måske  har  de  i  sin  Tid  været  malede  i  Overensstemmelse  med  Skik  og  Brug 
i  andre  Lande.  (Rådhuset  i  Lybeck  kan  nævnes  som  Exempel  på  en  Bygning,  der  er 
meget  rigt  forsynet  med  malede  Skjoldmærker.)  —  Skjolddecorationerne  på  gamle  italienske 
Renaissancepaladser  er  Hautreliefer,  som  gengiver  ikke  blot  Skjoldene,  men  også  tykke 
Snore,  hvormed  de  er  bundne,  samt  Consoler,  hvorpå  de  er  ophængte.  Over  nogle  Con- 
soler  findes  en  Pavekrone ;  i  Snorene  er  her  og  der  knyttet  korslagte  Nøgler,  Fyrstekroner, 
Sværd  og  andre  Attributer;  derimod  forekommer  ingen  Hjelme  stillede  på  Skjoldranden 
og  følgelig  heller  ikke  Hjelmklæder  udbredte  som  Ramme  om  Skjoldmærkerne,  således 


I  82 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


som  vi  ser  det  rundtom  på  nyere  Bygninger.  (Se  andet  Bind  af  dette  Tidsskrift:  Deco- 
rahve  \abenskjoide.  Af  R.  Mejborg.)  Når  et  sådant  Palads  kun  er  smykket  med  ét 
•  vjo  ,  hænger  dette  enten  på  et  Gadehjørne  eller  over  Hovedindgangen ;  er  der  hele 
Rækker,  ridder  disse  som  oftest  på  Beletagens  Vinduespiller  og  er  da  ikke  sjældent  an¬ 
bragte  pa  Tavler  med  prægtige  Borter.  -  Lignende  Tavler  har  fået  Indpas  rundt  om  i 
Luropa;  Rammerne  er  somme  Steder  bievne  så  store,  at  Skjoldet  kun  udgør  en  for¬ 
svindende  Del  af  Decorationen.  En  af  de  pragtfuldeste  sidder  over  Hoveddøren  på 
Universitetet  1  Salamanca;  den  er  tre  Gange  så  høj  som  Døråbningen  og  i  og  for  si¬ 
meget  smuk;  men  den  gør  nærmest  Indtryk  af  et  uhyre  Skilt,  som  tager  Virkningen  fra 
hele  Fagaden.  (Afbildet  1  Bauschats,  II,  S.  53.)  -  Hertillands  sidder  de  fleste  Skjold¬ 
tavler  over  Husdørene;  enkelte  Steder,  f.  Ex.  på  det  sjællandske  Borreby,  har  et  udven¬ 
digt  kaldgitter  tvunget  Bygmesteren  til  at  give  dem  en  anden  Plads.  Ikke  sjældent  frem- 
viser  de  Bygherrens  og  hans  Hustrus  fædrene  og  mødrene  Våben  og  har  følgelig  4 
Skjolde.  Den  ældste  danske  Våbentavle  findes  på  Glimminge  faste  Stenhus  (Skåne),  som 
rev  grundlagt  1499  og  vistnok  fuldført  1504;  en  af  de  smukkeste  sidder  på  Ørbæklunde 
rappetarn  (Fyn);  som  Exempel  på  en  simpel  dansk  Portal  med  Skjoldtavle  tjener  Hoved¬ 
døren  pa  Berridsgård,  fra  1586  (Fig.  168). 

Llge  dl  v°r  Tid  har  clet  J'°  været  S1uk  at  lade  glubske  Dyr  vogte  Porte  og  Døre. 
or  omtrent  0oo  Ai  siden  var  både  Porttårne  og  Brohoveder  forsynede  med  Rækker  af 
hvælvede  Hundehuse;  nogle,  af  disse  havde  Udgang  til  flere  Sider,  så  de  halvvilde  Bestier 
kunde  dels  spejde  efter  Fremmede  og  styrte  dem  imøde,  selv  om  Borgen  var  lukket,  dels 
spærre  Adgangen,  når  Vindebroen  var  nede  og  Porten  åben.  (De  findes  endnu  på  Spøt- 
terup  og  de  er  afbildede  af  Jacob  Ulfeldt  i  hans  jordebog  fra  1588,  som  opbevares  i 
Holckenhavns  Arkiv.)  At  sådanne  Hundehuse  har  tjent  gamle  Kunstnere  til  Forbilleder 
for  Helvede,  er  betegnende  for  den  Fare,  der  var  ved  at  komme  dem  nær.  Men  des¬ 
uagtet  kunde  Borgherrerne  i  den  tidlige  Middelalder  ikke  lade  sig  nøje  med  Hundene 
iserne  om  »Stig  Lilles  Bryllup«  lader  hvide  Bjørne  holde  Vagt  ved  Borgledet,  o-  i 
isen  om  »Hr.  lønne  af  Alsø«  går  Digteren  endog  så  vidt,  at  han  fortæller  om  en  Løve 
og  en  Grib  (Grif?),  som  lå  foran  Jomfruburet.  At  den  første  Skildring  støtter  sig  til  virke- 
^  °l  i0cl’  ii emgar  af  Valdemars  skånske  Lov,  hvor  der  gives  Regler  for  dem,  som 
op  øder  Bjørne  og  Ulve.  -  I  Odysseens  syvende  Sang  taler  Homer  om  Hunde  af  Sølv 
°S  “  ’  ®r  St°d  Ved  Hoveddøren  i  Phaiakernes  Kongeborg,  »hvilke  Hephaistos  engang 
med  synderig  Kløgt  havde  hildet,  for  den  behjertede  Drot  Alkinoos’  Gård  at  bevogte". 

CmU  C  td  °1Se  g0r  det  sand synhgt,  at  Ideen  til  de  mægtige  Billeder  af  vingede  Uhyrer, 
som  smykkede  Indgangene  til  assyriske  Kongeborge,  er  fremståede  ved  Betragtning  afVild- 
cyr,  lænkede  foran  de  Mægtiges  Bopæle.  Samme  Formodning  gælder  om  Løvefigurerne, 

‘ru  n  °8Soa^°S  os~dels  <3Rner  til  Basis  for  adskillige  Kirkers  Portalsøjler,  dels  er  frem¬ 
stillede  pa  Dørindfatningernes  Kvadersten.  (Blandt  de  indenlandske  Afbildninger  frem- 
1-V  S  ”°g  e  egmnger  1  Ældre  nordisk  Arkitektur:  Professor  H.  Storcks  fra  Grønbæk 
w-  ?  \  1  °rgegnen’  2'  R'>  3;  Ferd.  Loumanns  fra  Domkirken  i  Lund,  4.  R.,  17-  C  A 
Vnnholts  fra  Velling  Kirke  i  Ringkøbingegnen,  II  Saml.,  3.  R.,  10.  Ikke  få  findes  i 
Danmarks  Kirkebygninger  af  J.  B.  Løffler.  Sphinxer,  der  tjener  som  Søjlebærere,  er  frem¬ 
stillede  af  Perrot  et  Chipiez:  Histoire  de  l’art  dans  l’antiquité,  II,  S.  225.) 

Fra  ældgammel  Tid  blev  Indgangene  forsynede  med  kabbalistiske  Tegn,  som 
,  U  6  10  Le  on  R  Ander  ude.  Til  dem  hører  Hagekorset,  der  allerede  i  Oldtiden  fore¬ 
kom  1  næsten  alle  Lande,  fra  Japan  til  Storbrittanien,  fra  Middelhavets  Kyster  og  til  Lap- 

“a.  rae-,  ,fUtddagS  fødeS  det  kun  På  få  mordiske  Bopæle;  som  Bomærke  forekommer 
<  0  pa  enkelte  Bøndergårde,  som  Troldtegn  måske  kun  på  Ornæshusets  Bjælkehoveder  og 
ør  .arme.  Den  femoddede  Stjerne,  Pentagrammet  eller  Marekorset,  der  tilskrives  Pytha- 


Bidrag  til  Portenes  og  Dørenes  Historie. 


o 


goras,  er  bedst  kendt  fra  Goethes  Faust,' 
hvor  det  i  første  Dels  tredje  Optrin  omtales 
som  ridset  i  Studerekamrets  Tærskel  og  føl¬ 
gelig  som  Hindring  for  Mephistopheles.  Denne 
Figur  ses  på  enkelte  Porte  og  Døre  i  Sles- 
vigs  afsides  Egne,  hvor  den  endnu  betragtes 
som  Troldtegn.  I  Jødeland  var  Stjernen  et 
Sindbillede  på  den  ventede  Messias,  »Stjer¬ 
nen,  som  udgår  fra  Jakob«;  den  ældste 
christne  Kirke  anvendte  Stjernen  som  Sym¬ 
bol  for  Frelserens  Herlighed  og  satte  den 
over  hans  Monogram,  over  Korset  og  Lam¬ 
met,  Sindbillederne  for  hans  Menneskelighed. 

Ikke  få  christne  Symboler  er  optagne  fra 
fremmede  Religioner;  mange  andre  er  op¬ 
fundne  af  Menigheden,  De  ældste  originale 
findes  på  Tympana  i  syriske  Kirkeruiner.  Et 
af  disse,  som  er  særligt  tiltalende,  betegner 
de  Helliges  Samfund  og  dannes  af  et  Jesu- 
Monogram,  hvorom  der  er  slynget  et  omhyg¬ 
geligt  knyttet  Bånd,  som  ender  med  Kvaster 
og  vistnok  forestiller  en  Stola.  Dette  Symbol 
er  ført  fra  Syrien  til  Byzants  og  Venezia  og 
efterlignet  mangfoldige  Gange  uden  at  være 
forstået;  hyppig  er  Monogrammet  blevet  et 
Hjul,  og  Stolaen  en  Bladkrans  med  Sløjfe. 
Men  en  ejendommelig  Gengivelse  i  Marcus- 
Kirken  lader  formode,  at  nogle  Lærde  har 
kendt  Symbolets  Betydning,  uden  at  de  har 
haft  nøje  Rede  på  dets  Udseende;  thi  Tan¬ 
ken  er  den  samme,  medens  Formen  er  an¬ 
derledes  :  Monogrammet  er  ombyttet  med  en 
Kalk,  hvorpå  Duen  med  Oliebladet  er  af¬ 
bildet,  og  Båndet  er  sammenslynget  uden  at 
være  knyttet.  (Afbildninger  findes  hos  M.  de 
Vogue:  Syrie  centrale,  PI.  43;  D.  Pulcher: 
Les  anciennes  églises  byzantines  de  Constan- 
tinople,  PI.  8;  F.  Ongania:  Basilica  di  S. 
Marco  in  Venezia,  V.  Tredje  Mappe.  PI.  16 
og  23;  Sjette  Mappe.  PI.  270.)  Et  af  de 
yngste  og  mest  udbredte  Symboler  er  det 
Madonna-Billede,  hvis  Særpræg  skyldes  Jo¬ 
hannes  Åbenbaring  12.  Cap.  1.  V.:  »Et  stort 
Tegn  blev  set  på  Himlen:  en  Kvinde  beklædt 
med  Solen,  og  Månen  under  hendes  Fødder, 


Fig.  168. 

Hovedindgang  på  Berridsgård  (Lolland). 


og  på  hendes  Hoved  en  Krone  af  tolv  Stjer¬ 
ner«.  Idet  disse  Ord  på  Grund  af  efter¬ 
følgende  Vers  2  og  5  blev  satte  i  Forbindelse  med  Johannes  Evangelium  1.  Cap.  4 — 
skabtes  et  nyt  Sindbillede  for  Jesus  som  Verdens  Lys.  Dette  pragtfulde  Symbol  har 


i84 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


høj  Grad  tiltalt  det  15de  og  16de  Århundredes  Kunstnere,  og  derfor  forekommer  det  i 
stort  Tal  ikke  blot  over  Kirkedøre  og  på  Kirkesager,  men  også  på  verdslige  Huse  00- 
a  lehande  Bohave.  —  £n  Mængde  Portaler  pranger  med  symbolske  Menneskefigurer.  Til 
de  simpleste  hører  én  1  Lunds  Domkirke,  hvor  to  Cherubim  er  stillede  hver  på  sin  Side 
af  Nischen.  (Tegnet  af  Ferd.  Laumann  i  Ældre  nord.  Arkitektur,  4.  R.,  1 7.)  Ikke  få 
Steder  holder  Rækker  af  Helgener  Vagt  ved  Dørene.  I  Indgangene  til  store  Domkirker 
.  vx.  1  Reims  —  har  man  stræbt  at  fremstille  »Hærskarernes  Mangfoldighed«,  idet 
Statuer  af  Engle,  hellige  Mænd  fra  den  gamle  og  ny  Pagts  Tid  samt  fornemme  Prælater 
er  anbragte  1  tætte  Rader,  den  ene  over  den  anden,  fra  Sokkelen  og  helt  op  i  det 
øverste  af  Buerne.  Ofte  har  hver  Figur  og  hvert  Ornament  sin  særegne  symbolske  Be¬ 
tydning,  og  således  er  der  frembragt  et  næsten  overvældende  rigt  Billedsprog. 


En  Berigtigelse. 

Af  Francis  Beckett. 


-Tor  flere  Aar  siden  blev  jeg  i  Antiksamlingens  Arbejdsværelse  opmærksom  paa 
de  Broncer,  der  ere  beskrevne  i  sidste  Hæfte  af  dette  Tidsskrift  (ovfr.  S.  137  flg.).  Jeg 
saa  nok,  at  de  ikke  var  antike  og  heller  ikke  Falsknerier,  men  først  en  Rejse  til  Berlin 
og  Studier  1  Berlinermuseets  Renæssanceafdeling,  dernæst  Bekendtskabet  med  Bode  og 
Tschudis  Bog,  dei  anskaffedes  til  Kunstakademiet  1890 — gi,  viste  mig,  hvad  Værdi  og 
hvilken  Betydning  Sagerne  havde.  Jeg  troede,  at  Antiksamlingens  tidligere  Direktør° 
Ftatsraad  L.  Muller,  som  klassisk  Arkæolog  ikke  havde  paaagtet  Broncerne,  thi  lignende 
ager  ere  1  Udlandet  først  i  de  seneste  Aar  gjorte  til  Genstand  for  Specialstudier,  men 
r.  Museumsdirektør  Sophus  Muller  har  underrettet  mig  om,  at  L.  Muller  meget  vel 
cendte  Sagernes  Værdi,  at  de  ere  udtagne  af  Antiksamlingen,  fordi  de  ikke  hører  hjemme 
'  o  at  L.  Muller  havde  lagt  en  Plan  til  at  indrette  et  særligt  Renæssanceværelse. 
Det  er  altsaa  med  Urette,  naar  jeg  har  skrevet  i  min  Artikel  (S.  146):  »Naar  dennes 
L°:  Antlksamlmgens]  tidligere  Direktør,  Ftatsraad  Muller,  har  udskudt  Broncerne  som 
uægte,  har  det  næppe  været  hans  Mening,  at  det  var  Falsknerier,  men  som  klassisk  Ar¬ 
kæolog  savnede  han  de  fornødne  kunsthistoriske  Forkundskaber  til  nærmere  at  bestemme 
deres  Plads«. 


Mindegave  til  Etatsraad,  Dr.  phil  J.  D.  Herholdt,  fra  danske  Haand værkere. 


(El ter  J .  Kochs  Tegning). 


En  Mindegave  til  Etatsraad,  Dr.  phil.  J.  D.  Herholdt. 


185 


Fig.  170.  Toldkammerbygningen  i  Næstved.  Det  sidste  af  Etatsraad  J.  D.  Herholdt 
som  Bygningsinspektør  forestaaede  Arbejde. 


En  Mindegave  til  Etatsraad,  Dr.  phil.  J.  D.  Herholdt. 

Af  V.  Koch. 


Det  tør  vistnok  siges  om  den  store  sociale  og 
politiske  Frihedsbevægelse,  som  har  givet  det  19de 
Aarhundrede  sit  rigt  bevægede,  men  urolige  Fysio¬ 
gnomi,  at  den  ikke  har  været  til  umiddelbar  Gavn  for 
Kunsten,  særlig  da  ikke  for  Bygningskunsten ;  og 
skjøndt  det  vilde  være  ubilligt  ikke  at  indrømme,  at 
det  moderne  Europas  bedste  Bygmesteres  Flid,  Vir¬ 
tuositet  og  Kjærlighed  til  deres  Kunst  ingenlunde 
staar  tilbage  for,  ja  i  visse  Henseender  overgaar  For¬ 
tidens,  er  der  dog  neppe  Tvivl  om,  at  der  fattes  dem 
det  største  og  vigtigste.  Deres  Frembringelser  virke 
ikke  med  den  umiddelbart  betagende  Magt  som  de 
herlige  Værker,  næsten  alle  andre  Tidsperioder  end 
vor,  hver  paa  sin  Vis,  have  baaret  frem  til  Glæde 
for  alle  Tider.  Og  ingen  Under!  Lad  være,  at  der 
i  vore  Dage  i  og  for  sig  findes  Mænd  med  lige  saa 
rige  Evner,  maaske  med  Personligheder,  der  ere  langt 
finere  uddannede  og  —  takket  være  vort  Aarhundredes 
Viden  —  med  et  Overblik  og  en  Horizont ,  der  om¬ 
fatter  Riger,  som  hine  Tiders  Pieroer  end  ikke  i  deres  Drømme  have  kjendt.  Et  savne 
de  dog  alle,  som  intet  andet  kan  erstatte  :  den  brede  Baggrund,  det  faste  Rygstød  for 
Personligheden,  som  en  udpræget  Tidsaand,  der  væsentlig  kun  vil  et,  gav  de  Gamle.  Selv 
den,  der  er  aller  sikkrest  paa  sin  Vej  og  klarest  ser  sit  Maal,  bliver  nu  draget  snart  hid 
og  snart  did  af  de  forskjelligt  virkende  Kræfter,  og  hans  Øje  forvirres  af  alle  de  mange 
Facetter,  hvori  Tiden  bryder  sit  Lys.  Hvor  ganske  anderledes  var  det  ikke  i  de  Tider, 
da  de  store  historiske  Stilformer  i  Kunsten  bleve  til;  hvor  enkle  og  usammensatte  vare 
da  ikke  de  ledende  Ideer.  Der  stode  Grækerne  med  deres  Skjønhedsdrøm ;  Romerne 
med  deres  høje  Stræben  efter  at  fuldkommengjøre  Statens  Storhed  og  Giands;  Middel- 

25 


Fig.  1 7 1 .  J.  D.  Herholdt. 


i86 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


alderen  med  sin  begejstrede  Kirketro;  Renaissancen  med  sin  lyse  og  glade  Higen  efter 
ædel  Livsnydelse;  det  18de  Aarhundrede  med  sin  aandfulde,  men  frivole  Nydelsessyge, 

for  hvilken  Rokoko’en  blev  et  saa  fuldkomment  Udtryk.  Men  hvilken  stor  fælles  Ide 
samler  vel  vor  Tid? 

Man  maa  da  ikke  bebrejde  det  19de  Aarbundredes  Kunstnere,  at  nu,  da  Baan- 
dene,  som  før  sammenbandt  Individerne,  ere  bievne  saa  slappe,  og  den  Enkelte  væsentlio- 
kun  har  sin  egen  Individualitet  at  skabe  ud  fra,  at  der  nu  ikke  længere  frembringes 

vunstværker  af  saa  almen  Betydning  som  tidligere,  at  med  andre  Ord  den  store  Kunst 
sygner  hen. 

Det  kan  heller  ikke  nytte  at  skjule,  at  Sygdommen  indtil  videre  maa  anses  for 
uk  redelig.  \i  hverken  ville  eller  kunne  skrue  Udviklingen  tilbage  for  at  gjenoplive  en 
lunst,  som  for  os  moderne  reflekterende  Mennesker  dog  aldrig  fuldt  ud  vil  faa  sin  tabte 
e tydning,  hvor  højt  vi  end  kunne  beundre  og  elske,  hvad  Fortiden  har  efterladt  os.  Der 
er  da  intet  andet  at  gjøre,  end  at  resignere.  Om  vor  Tids  Stil  vil  der  neppe  nogensinde 
kunne  blive  dale,  men  en  Stil,  som  bunder  i  en  overlegen  og  selvstændig  Personlighed 
er  dog .  ogsaa  noget  værd,  og  den  Art  Stil  er  vel  allerede  Nutidens  Løsen.  Noge°t  nyt 
Land  vil  Kunsten  altid  kunne  vinde,  selv  om  det  ikke  bliver  Verdensriger,  og  naar°  den  i 
æilig  Stræben  trænger  saa  vidt  frem  som  Omstændighederne  tillade,  vil  den  styrkes  ved 
Lrkjendelsen  af,  at  Higen  mod  Skjønhed  hører  med  blandt  det,  Menneskeheden  ikke  kan 
give  Slip  paa,  hvis  Livet  skal  holde  sig  friskt  og  ungt. 

.  Det  er  lld  fra  disse  Forudsætninger,  at  man  maa  bedømme  Nutidens  Kunstnere. 
Ln  umiddelbar  Sammenligning  med  de  Gamle  vilde  være  ubillig,  thi  Tiderne  ere  u<nm- 
stige  for  Frembringelse  af  stor,  original  Kunst.  Maler-  og  Billedhuggerkunsten  -  Især 
den  første  er  endda  i  saa  Henseende  vel  stillede.  Disse  Kunstarter  kunne  altid  ved 
Studiet  af  den  evig  unge  Natur  hente  nye  Impulser,  medens  dette  kun  indirekte  gjælder 
or  Architekturen  —  herunder  ogsaa  indbefattet  Kunstindustrien  —  hvis  Formaal  T første 
Række  er,  ikke  blot  at  frembringe  Kunstgjenstande,  men  at  give  Menneskets  ydre  For¬ 
nødenheder,  Bolig,  Meubler,  Klædedragt  o.  s.  v.,  Former,  der  med  fuldt  Hensyn  til  deres 
praktiske  Anvendelse  give  dem  et  Præg  af  den  Harmoni,  der  er  Livets  Maal.  Her  gjæl¬ 
der  det  da  mere  end  paa  noget  andet  Omraade,  at,  naar  som  i  vort  Aarhundrede,  Tids- 
aanden  er  splittet  og  dens  Ideer  famlende  og  usikre,  da  kan  den  heller  ikke  frembringe 

en  egen  Stil,  hvor  en  fælles  Stræben  af  alle,  mod  det  samme  Maal,  løfter  til  stor  00- 
sikker  Kunst.  & 

Det  kan  ikke  undgaas,  at  Kunstnerne  under  saadanne  Vilkaar  ofte  maa  mærke 
en  Svigten  af  Kræfterne ,  og  det  ligger  da  nær,  at  de  ved  Studium  af  Fortidens  store 
ærker  søge  at  faa  fat  paa  det  Livsprincip,  som  de  føle,  at  de  selv  mangle.  Maime 
Architekter  ere  da  ogsaa  bievne  hele  eller  halve  Kunsthistorikere  og  sidde  inde  med  et 
Fjendskab  til  og  en  Forstaaelse  af  de  gamle  Mesteres  Kunst,  som  kun  vort  Aarhundrede 
nar  kjendt;  men  ogsaa  heri  ligger  en  Fare  for  at  blive  uselvstændig,  for  hvilken  mange 
ere  faldne;  man  har  gaaet  i  Skole  hos  de  gamle  og  gaar  der  endnu,  og  Resultatet  er 
kun  alt  for  ofte  bleven  Skolearbejder.  Der  er  dog  nu  en  stærk  Følelse  oppe  i  Tiden  af, 
at  man  ikke  kan  blive  staaende  herved,  og  mange  glædelige  Tegn  pege  paa,  at  man  er 
begyndt  at  fordøje  sin  Lærdom;  blotte  Studier  -  end  sige  Kopier  -  hverken  efter 
Naturen  eller  efter  Forbilleder,  ere  nu  længere  i  Kurs.  Hvad  dette  nye,  friskere  Syn  paa 
Kunsten  kan  føre  til,  er  det  endnu  umuligt  at  overse;  man  bør  dog  neppe  gjøre  sig  for 

Som  en  af  de  Faa,  der  rager  op  over  sin  Tid  og  som  er  bleven  grundlæggende 
for  den  nyere  danske  Bygningskunst  ved  selvstændig  og  sikker  Stilfølelse,  maa  nævnes 
Etatsraad,  Dr.  phil.  J.  D.  Herholdt.  Han  er  nu  en  gammel  Mand  (født  1818),  men  har 


En  Mindegave  til  Etatsraad,  Dr.  phil.  J.  D.  Herlioldt. 


I87 


lige  til  iaar,  da  han  har  trukket  sig  tilbage,  arbejdet  med  en  forbausende  Friskhed.  Han 
staar  i  vor  Bygningskunsts  Historie  som  en  sjælden  bred  og  sikker  og  dog  fin  og  ædel 
Kunstnerpersonlighed,  der  har  udøvet  en  stor  og  heldig  Indflydelse  paa  mange  af  den 
yngre  Slægt.  Herholdt  er  ingen  Virtuos,  der  blænder  med  bestikkende  Elegance;  men 
han  ejer  i  fuldt  Maal  fin  Følelse  for,  hvad  der  er  det  centrale  i  Bygningskunsten,  den 
beherskede  rolige  Ligevægt,  der  er  saa  velgjørende  beroligende  i  Modsætning  til  den 
Jagen  efter  pirrende  Effekt,  som  saa  ofte  træder  frem  i  Nutidsbygninger,  og  som  vel,  naar 
den  er  dygtigt  sat  i  Scene,  kan  overraske  og  interessere  en  kort  Tid,  men  som  man 
bliver  saa  uendelig  kjed  af  i  Længden.  Hans  Kunst,  der,  ligesom  hans  Person,  er  nobel 
og  fin,  trætter  ikke,  men  vinder  ved  nærmere  Bekjendtskab,  hvortil  ogsaa  bidrager  den 
næsten  ømme  Omhu,  hvormed  alle  Enkeltheder,  lige  til  de  mindste,  ere  udarbejdede. 
Selv  hvor  han  har  været  mindre  heldig,  er  der  altid  meget,  hvorover  man  kan  glæde  sig; 
han  har  aldrig  været  utro  mod  sig  selv,  har  aldrig  skejet  ud  i  hensigtsløs  Pyntesyge,  men 
har  trofast  søgt  at  lade  Formen  slutte  sig  tæt  om  Indholdet.  At  saadanne  ægte  Egen¬ 
skaber  især  maa  have  gjort  ham  egnet  til  Udførelse  af  monumentale  Bygninger,  er  en 
Selvfølge.  Nationalbanken  (1867 — 70)  med  sine  sine  simple,  men  fint  afvejede,  storslaaede 
Former  er  vel  hans  ædleste  Værk;  Universitetsbibliotheket  (paabegyndt  1857)  hans  origi¬ 
naleste;  men  ogsaa  mange  andre  saasom  Studenterforeningen  (1861 — 63),  Kjøbenhavns 
Banegaard  (1864),  Herlufsholm  (1865  —  66),  Duebrødrehospitalet  i  Roskilde  (1879 — 80), 
Raadhuset  i  Odense  (1881 — 83),  Bikubens  Gaarcl  i  Silkegade  (1884),  det  botaniske  Mu- 
sæum  i  Kjøbenhavn  (1890),  ja  selv  den  saa  meget  omstridte  polytekniske  Læreanstalt 
(1890)  o.  s.  v.  ville  til  alle  Tider  staa  som  overlegne  og  aandfulde  Arbejder.  Foruden 
de  nævnte  og  adskillige  andre  offentlige  Bygninger  har  Herholdt  ogsaa  ledet  et  større 
Antal  private  Byggeforetagender  og  har  gjort  sig  særlig  fortjent  ved  Ombygning  og  Re¬ 
staurering  af  et  stort  Antal  af  vore  middelalderlige  Kirker. 

Det  er  vel  sjældent,  at  en  Bygmester,  hvis  Virksomhed  strækker  sig  over  en  lang 
Aarrække,  i  saa  høj  en  Grad  har  forstaaet  at  tilfredsstille  sin  Tids  Fordringer  lige  til  det 

sidste  som  Herholdt,  men  han  ejer  ogsaa  en  Egenskab,  der  er  sjælden  hos  Mænd  med 

hans  rolige,  overlegne  Sikkerhed,  nemlig  en  stor  Beskedenhed  og  en  aldrig  hvilende  Selv¬ 
kritik,  der  ikke  har  tilladt  ham  at  slaa  sig  til  Ro  ved  engang  vundne  Standpunkter,  men 

stadig  har  ansporet  ham  til  ny  Udvikling  og  til  at  optage  og  beherske  det  Nye,  som 

Tiden  bragte  frem. 

For  ret  at  kunne  vurdere  Herholdts  Betydning,  maa  man  have  for  Øje  de  fattige 
Tider,  det  var  for  Bygningskunsten,  da  han  i  Begyndelsen  af  Fyrrerne  begyndte  sin  Virk¬ 
somhed  som  Architekt.  Opgaverne  havde  under  Landets  tarvelige  økonomiske  Forhold  i 
lang  Tid  kun  været  faa  og  smaa,  og  siden  Harsdorffs  Dage  havde  vi  egentlig  kun  havt  en 
eeneste  fremragende  selvstændig  Architekt  —  Bindesbøll  —  hvis  Virksomhed,  ligesom  hos 
Harsdorff  og  hans  Elever,  væsentlig  gik  i  antikiserende  Retning.  Herholdt  blev  en  Bane¬ 
bryder  for  den  mere  moderne  Kunst,  der  hentede  Næring  fra  Studiet  af  Renaissancens 
og  Middelalderens  Bygninger,  særlig  er  han  stærkt  paavirket  af  den  italienske  Renaissances 
fornemme  og  ædle  Kunst,  der  stemmer  saa  godt  med  hans  egen  Aandsretning.  Men 
ogsaa  i  en  anden  Henseende  gik  han  foran  i  Udviklingen,  idet  han  var  den  Første  her¬ 
hjemme,  der  i  en  monumental  Bygning  —  Universitetsbibliotheket  —  saa  godt  som  ude¬ 
lukkende  benyttede  Teglsten  og  Jern  som  Materiale,  og  oven  i  Kjøbet  gjorde  dette  saa 
godt,  at  ingen  anden  nyere  dansk  Teglstensbygning  kan  maale  sig  med  den  i  Skjønhed 
og  ren  Stilfølelse. 

Yngre  Kræfter  have  nu  taget  hans  Arbejde  op  og  have,  hvad  der  er  i  sin  Orden, 
tildels  slaaet  ind  paa  nye  Baner;  men  alle  staa  de  dog  mere  eller  mindre  tilbage  for 


1 88 


I  idsskri ft  for  Kunstindustri. 


Herholdt,  for  saa  vidt  som  Ingen  har  naaet  til  hans  sikkre  og  overlegne  Syn  paa,  hvad 
ægte  Architektur  er. 

Det  forstaar  sig  af  sig  selv,  at  ogsaa  det  danske  Haandværk  og  Kunstindustrien 
skylder  en  saadan  Mand  meget,  og  det  er  i  Erkjendelse  heraf  og  som  en  Tak  for  Her¬ 
holdts  humane  og  elskværdige  Optræden  mod  Store  og  Smaa,  at  en  større  Kreds  af 
Haandværksmestre  have  skjænket  ham  den  her  afbildede  Mindetavle.  Det  maa  si-es  at 
være  en  Ære  for  disse  Mænd,  at  de  have  forstaaet  at  skaffe  et  saadant  Stykke  Kunst¬ 
industri  frem,  der  ikke  har  sin  største  Værdi  ved  Materialets  Kostbarhed  -  hvad  der  jo 
desværre  er  det  almindelige  ved  slige  Festgaver  —  men  væsentlig  kun  har  sin  Betydning 
ved  det  omhyggelige  og>  dygtige  Arbejde,  hvormed  det  er  udført,  medens  de  ægte  Mate°- 
nalier ,  der  ere  benyttede  —  Elfenben,  Lapis  lazuli ,  Sølv  og  Emaille  —  egentlig  kun 
have  til  Hensigt  at  fremhæve  og  muliggjøre  den  fine  Udførelse. 

Rammens  Elfenbensarbejde  turde  være  noget  enestaaende  i  dansk  Kunstindustri; 
c  e  s  ei  det  vistnok  længe  siden,  at  dette  Materiale  har  været  anvendt  i  saa  stor  en  Ud¬ 
strækning  som  her,  og  dels  er  det  sikkert  det  fineste  Billedskjærerarbejde,  som  vi  her¬ 
hjemme  kunne  opvise  fra  vor  Tid,  og  det  er  ikke  for  meget  sagt,  at  det  med  Ære  kan 
maale  sig  med  Renæssancetidens  bedste  Værker  af  den  Art.  Det  er  modelleret  o- 
skaaret  af  Billedhugger  H  Chr.  Petersen  med  Assistance  af  de  unge  Billedskærere  P. 
Fvhn  og  /.  J  ik.  Ogsaa  Guldsmede-  og  Emaillearbejdet  —  dette  sidste  paa  de  to  Skjolde  — 
er  smukt  gjort  af  Sølvarefabrikant  V.  Christesen;  kun  Graveurarbejdet  paa  Pladen  staar 
ikke  fuldt  paa  Højde .  med  det  øvrige.  Meddeleren  heraf  har  tegnet  Tavlen  oo-  ledet 
dens  Udførelse,  men  tillægger  ikke  Kompositionen  nogen  egentlig  Originalitet  og  betra-ter 
den  “»'mest  som  et  Studie  efter  italienske  Renaissanceformer,  en  Stil,  der  er  valgt  med 
særlig  Hensyn  til  Herholdts  Forkjærlighed  for  den.  Arbejdets  kunstindustrielle  Betydning 

maa  derfor  særlig  søges  i  den  Finhed  og  Ynde,  som  man  fra  alle  Sider  har  bestræbt  si- 
for  at  gjennemføre. 

Gaven  overraktes  Etatsraacl  Herholdt  ved  en  festlig  Sammenkomst  paa  Skyde¬ 
banen  den  2 1  de  Oktober  af  den  samme  Commite,  der  har  tilvejebragt  Tavlen,  nemlig 
tømmermester  V  Fussing,  Murmester  C.  Licht,  Architekt  Slenberg,  Masldnfabrikant  Dan- 

f'f  °S  MalermeSter  C'  De  øvrige  Deltageres  Navne  ere  graverede  i  en 

Kobberplade  jsaa  Tavlens  Bagside. 


Om  Tydning  af  danske  Fajancemærker. 


Af  Bernhard  Olsen. 


'  -p 

\J^  °r  tretten  Aar  siden  begyndte  Professor  Nyrop  at  granske  de  Tegn, 

qT  'a"  ,[andt  paa  Fajancegjenstande,  som  man  antog  for  at  stamme  fra  danske’ 
— ajllver-  Æmnet  var  ganske  ubearbejdet  herhjemme  og  i  keramiske  Mærke- 
/L  øger  var  Danmark  aldeles  ignoreret.  Den  første  Ledetraad  fandtes  i  et  Mærke 
L*  SO”  forekommer  hyppigt  (se  Fig.  1 72  Tegnet  over  Stregen).  Hr.  Nyrop  læste 

Fig.  172.  c  te  Monogram  som  IP  og  henførte  det  til  Johan  Pfau,  der  var  Værkmester 
T  •  vec  *abnken  1  Store  Kongensgade.  Det  blev  gjort  med  al  Reservation  og  i 
.TdilTt  ,  u  ,f  'iy"dig  °S  Samler  forsker,  Murmester  Frohn,  fort- 

o'm  T  dae  ke’^  -.  l,‘S  .  rU  f  ,me  fori“*b«^  snart  f”eligge  i  «  tryk.  Arbejde 

kan  fare  fuldt  H  T  '  0rnge  Aarln"ldrede.  Hr.  Frohne  liar  »elvilligt  meddelt,  at  lian 
kan  fare  fuld.  Bevis  for,  a,  man  her  har  Johan  Plans  Manke,  og  Hr.  Nyrop  faar  al, saa 


Om  Tydning  af  danske  Fajancemærker. 


I  89 


Ret,  halvt  mod  sin  Villie.  Vi  skulle  ikke  foregribe  den  ventede  Bevisførelse,  men  holde 
os  til  Tydninger,  fremkomne  uafhængige  af  Andres  Undersøgelser. 

Pfau  søgte  i  sin  første  Tid  de  dekorative  Forbilleder  i  hollandsk  Fajance;  hans 
eneste  Opgave  var  at  efterligne  denne  Modeartikel  saa  nøje  som  mulig.  I  Delft  søgte 
man  at  efterligne  det  kinesiske  blaamalede  Porcelæn  og  var  samtidig  paavirket  af  de 
nordfranske  Fajancer.  Begge  Smagsretninger  ere  derfor  at  kjende  paa  Pfaus  ældste  Frem¬ 
bringelser,  men  det  varer  ikke  længe,  før  andre  Strømme  gjøre  sig  gjældende.  Det  tyske 
Porcelæn  kæmpede  sig  hastig  frem,  og  Pfau  fulgte  med  denne  nye  Smag.  Man  kan  nu 
sammenstille  en  Række  af  hans  Fabrikater,  som  vise,  hvorledes  de  tyske  Blomsterdekora¬ 
tioner  blaat  paa  hvidt  efterhaanden  faa  Overtaget  hen  imod  1  749,  da  Pfau  blev  afskediget. 


Fig-  173-  Et  dansk  Fajancefad  (Dansk  Folkemuseum). 


Efter  ham  kom  en  anden  Mand,  Chr.  Gierløv,  og  andre  Mønstre,  dog  stadig  hentede  fra 
tyske  Kilder. 

Dansk  Folkemuseum  ejer  en  Suite  af  danske  Fajancer,  som  ved  deres  Dekoration 
(se  kig.  173)  skille  sig  skarpt  fra  de  Pfauske.  Det  ejendommelige  er,  at  der  paa  dem 
alle  findes  saa  godt  som  samme  Slags  Planter.  Nogle  ligne  Løgvækster,  andre  Skærm¬ 
planter,  men  bestandig  forekomme  visse  mørkebi  aa  Blade  med  sparsomme  hvide  Ribber, 
Lignende  Dekorationer  findes  paa  mange  Fajancegjenstande  i  vore  Privatsamlinger,  den 
krohneske,  Bayske  (Randers),  Ørumske  (Aarhus)  og  Brønnumske  (Gudumlund).  Fælles  for 
dem  alle  er  foruden  Malemaaden,  der  er  saa  ensartet,  at  man  kunde  tro,  alt  var  udført 
af  samme  Flaand,  den  totale  Fraværelse  af  det  Pfauske  Monogram,  og  vi  have  derfor  Lov 
til  at  formode,  at  her  er  fundet  Frembringelser  fra  den  kjøbenhavnske  Fabriks  anden  Pe¬ 
riode,  liden  etter  1749*  Mærkerne  paa  Folkemuseets  ovennævnte  Suite  ses  i  Fig.  174 — 178. 

De  skille  sig  fra  den  Pfauske  Periode  derved,  at  de  ere  mindre  sammensatte. 
Pfaus  Mærker  frembyde  et  yderligt  Virvar  af  Tegn,  ofte  anbragte  i  fire  Etager,  skilte  ved 


190 


lidsskrift  for  Kunstindustri. 


Streger;  med  visse  Sammenstillinger  af  Bogstaver,  der  ofte  komme  igjen,  f.  Ex.  H P,  C B 
CL,  SF  o.s.  v.;  desuden  med  Tal,  der  gaa  adskilligt  op  over  100;  med  enkelte  Boa’ 
staver,  af  og  til  med  Aarstal  og  Prisangivelser.  De  yde  haarde  Nødder  at  knække,  me°n 
vi  ville  dog  vove  en  Tydning. 

Man  kan  trøstig  gaa  ud  fra,  at  disse  gaadefulde  Ciffre  tjene  en  fornuftig  Forret¬ 
ningsorden.  Drager  man  de  tydelige  Aarstal  og  Prisangivelser  fra,  bliver  et  Antal  Tal 

tilbage,  som  efter  vor  Erfaring  stiger  jævnt  fra  3  til  115,  men  som  rimeligvis  kan  findes 
baade  lavere  ’  '  " 


osr 


liøjeie.  De  kunne  mulig  betyde  Løbenummerne,  som  Modellerne  fik 
efterhaanden  som  de  bleve  til  og  indførtes  i  Listen  over  Beholdningen.  De  laveste  maa 
altsaa  være  de  ældste,  de  højeste  de  yngste. 

Bogstaverne,  som  findes  i  saa  stor  Mængde,  ere  enten  Maler-  eller  Fabrikant¬ 
mærker  (navnlig  de  kombinerede)  eller  Aarsbogstaver  (mange  af  de  Enkelte). 

Det  var  i  andre  Lande  en  udbredt  Skik  at  angive  Aarstal  paa  Guldsmedarbejder 
ved  Hjælp  af  Bogstaver.  Indgangsaaret  i  en  Periode  fik  A  og  Udgangsaaret  Z.  I  Frank¬ 
rig  brugte  man  af  Alfabetet  kun  22  Bogstaver  og  udelod  J  og  U  (for  at  undgaa  Forveks- 
ing  med  I  og  V)  samt  K,  der  var  et  ufransk  Tegn.  Første  Turnus  gik  altsaa  fra  A  til 
;  °g  den  næste  begyndte  saa  igjen  med  A,  der  altsaa  kom  igjen  hvert  23  Aar.  Samme 
Ordning  blev  indført  i  Sverig  1  759,  og  her  betegnedes  Bogstaverne  i  anden  Omgang  med 


Fig-  174-177-  Danske  Fajancemærker  fra  Gjenstande  i  Dansk  Folkemusenm, 
formentlig  fra  Tiden  efter  1749. 


et  tilføjet  2,  i  tredie  med  3  o.  s.  v.  (se  Illustreret  Vejleder  i  Dansk  Folkemuseum).  Det 
er  vistnok  et  saadant  System,  Pfau  anvendte,  men  desværre  vides  ikke,  hvor  meget  han 
medtog  af  Alfabetet.  Rimeligt  er  det,  at  han  ligesom  i  Sverig  har  indrettet  sig°paa  en 
Periode  af  22  Aar  efter  Udlandets  Mønster.  Hidtil  ere  de  nævnte  Bogstaver  lige  saa  lidt 
som  enkelte  andre  fundne  paa  hans  Fajancer,  hvorimod  Æ  og  0  ere  tagne  med.  I  den 
Ørumske  Samling  findes  en  Tallerken  alene  mærket  A  og  dekoreret  med  Kong  Frederik 
I\  s  Navnetræk.  Det  er  ikke  usandsynligt,  at  Fajanceværket  i  sit  første  Aar  begyndte 
med  at  fabrikere  den  nemmeste  og  kuranteste  Artikel,  som  gaves,  og  det  var  aabenbart 
Tallerkener  med  og  uden  kongeligt  Navn.  Der  findes  endvidere  i  Vekselmægler  Lorcks 
Fj‘e  en  anden  Tallerken,  der  er  mærket  Æ  (Fig.  172)  og  dekoreret  med  Kong  Christian 
Vis  Navnetræk.  Da  Kongen  døde  1746,  maa  den  altsaa  senest  være  fra  dette  Aar. 
Antage  vi  nu,  at  Fabriken  i  Store  Kongensgade,  der  fik  Skøde  paa  sin  Gaarcl  i  Novem¬ 
ber  1722,  kan  have  sendt  sine  første  Tallerkener  ud  i  Verden  1723,  og  det  er  ikke 
utænkeligt,  har  man  altsaa  kunnet  givet  dette  Aar  A  til  Aarsbogstav,  og  Æ  vilde  altsaa 
tilfalde  I744  og  passe  indenfor  Kongens  Leveaar. 

Det  synes  som  om  den  Gierløvske  Periode,  Tiden  efter  1749,  til  Dels  har  for¬ 
ladt  det  Pfauske  Mærkesystem,  men  hvorledes  det  var,  der  indførtes  i  Stedet,  maa  staa  hen. 

Alt  dette  er  jo  nemlig  kun  Gjætteværk.  For  at  komme  til  Klarhed  maa  der 
opereres  med  større  Masser  af  danske  Fajancer,  end  vi  raade  over  for  Øjeblikket,  og  det 
er  væsentlig  for  at  erhverve  dem,  at  dette  fremkommer.  Vi  tillade  os  at  henvende  en 


Mindre  Meddelelser. 


IQI 


ærbødig  Anmodning  til  alle,  som  samle  eller  kjende,  ogsaa  til  dem,  der  handle  med 
gamle  danske  Fajancer,  om  godhedsfuldt  og  snarest  at  indsende  til  Dansk  Folkemuseum 
(Ivbhvn.  V.)  Tegninger  af  alle  Mærker,  som  findes  paa  de  danske  Fajancer,  der  ere  dem 

bekjendte,  og  her  iblandt  findes  mange  med  Mærker,  der  ere  mindre  kurante  end  de 
kjøbenhavnske  f.  Ex. 


Fig.  178—179.  Danske  Fajancemærker  fra  Fabrikerne  paa  Kastrup  og  Mors 


t  Med  I  egninger,  der  kun  ønskes  udførte  i  Streg,  bedes  sendt  en  kort  Beskrivelse 
af  Navnet,  Formen  og  Dekorationen  paa  den  mærkede  Gjenstand,  samt  om  mulig  An¬ 
givelsen  af  Kjøbestedet. 

Hvis  denne  Anmodning  bliver  tagen  til  Følge  af  ret  Mange  og  noget  Resultat 
maatte  fremkomme  gjennem  Studiet  af  disse  Sendinger,  haabe  vi  paa,  at  dette  Tidsskrift 
gæstfrit  vil  optage  en  Redegjørelse  herfor. 


Mindre  Meddelelser. 


Ved  Kongens  og  Dronningens  Guldbryllup  i 
Aar  var  Gaven  til  dem  fra  deres  Børn  og  Sviger¬ 
børn,  en  Blomsterkumme  og  to  Vinkølere,  udført 
af  Hof-Guldsmed  Fdbergé  i  St.  Petersborg.  Til  det 
græske  Kongepars  Sølvbryllup  det  27.  Oktober  ud¬ 
førtes  Gaven  fra  Danmarks  Konge  og  Dronning 
samt  disses  øvrige  Børn  og  Svigerbørn  i  Kjøben- 
havn.  Hos  Hof-Guldsmed  A.  Michelsen  var  i  den 
Anledning  bestilt  tre  Sølvterriner,  to  runde  og  en 
oval,  der  udførtes  efter  franske  Forbilleder  i  det 
kongelige  Sølvkammer. 

Søndag  den  23.  Oktober  gjæstedes  det  nye 
kulturhistoriske  Museum  i  Lund  (s.  ovfr.  S.  157)  af 
en  Del  danske  Rigsdagsmænd  og  nogle  danske 
Museumsembedsmænd.  Ved  Punchegildet  efter 
Souperen  talte  Museets  Forstander  G.  J.son  Karlin 
for  det  danske  Museumsvæsen,  hvorefter  Direktør 
Bernh.  Olsen  talte  for  den  udmærkede  Maade,  paa 
hvilken  det  kulturhistoriske  Museum  var  bleven 
ordnet.  Senere  talte  Folkethingsmand  Harald  Holm, 
Statsrevisor  L.  Dinesen  m.  Fl. 

Loven  af  5te  April  1888  om  Stempling  af  Arbejder, 
forfærdigede  af  Guld  eller  Sølv  træder  i  Kraft  den 
I.  Januar  1893,  og  der  er  i  den  Anledning  under 
4.  November  gjennem  Justitsministeriet  udkommet 
en  kongelig  Anordning,  der  bl.  A.  bestemmer,  at 
Landets  Guldsmede  for  Registrator  for  Varemærker 
skal  anmelde  de  Navnestempler,  som  de  herefter 
ville  bruge.  Efter  Loven  er  det  tilladt  at  forsyne 


alle  her  i  Landet  forfærdigede  Guld-  og  Sølvarbejder, 
der  indeholde  mindst  585  °/00  rent  Guld  og  mindst 

°/oo  rent  Sølv,  med  et  Stempel,  der  angiver  Hol- 
digheden,  anført  i  Tusindedele.  Paa  ethvert  Ar¬ 
bejde,  der  stemples  paa  denne  Maade,  skal  den 
vedkommende  Forfærdiger  dog  tillige  anbringe  sit 
Navnestempel,  og  det  er  dette  Stempel,  han  strax 
efter  1.  Januar  skal  gjøre  Anmeldelse  om. 

Paa  Thorvaldsens  Fødselsdag  den  19.  Novem¬ 
ber  blev  Parkanlæget  udfor  N01  dbanegaarden  af 
Legatet  Albertina  prydet  med  tre  Statuer,  Bissens 
Tubalkain,  Evens  »en  neapolitansk  Fisker,  der 
lærer  sin  Søn  at  spille  paa  Fløjte«  og  endelig  »den 
lille  Vandbærer«,  der  tidligere  har  staaet  i  Ørsteds¬ 
parken. 

Tegne-  og  Kunstindustriskolen  for  Kvinder 
har  i  Begyndelsen  af  December  udgivet  sin  17de 
Aarsberetning  og  samtidigt  i  Skolens  Lokaler  ud¬ 
stillet  en  Række  Elevarbejder.  En  ny  Undervis- 
ningsgren  i  Skolen  vil  fremtidig  blive  Tegning 
til  Jacquard-  og  Damaskvævning;  Forstanderinden 
Fru  Charlotte  Klein  har  for  at  sætte  sig  ind  i  dette 
Fag  opholdt  sig  nogle  Maaneder  i  Tyskland.  Elev¬ 
antallet  i  det  forløbne  Aar  har  været  72.  Sammen 
med  Elevarbejderne  udstilledes  dels  i  Fotografi, 
dels  i  Kopi  Skolens  Gave  til  Kongen  og  Dronnin¬ 
gen  ved  deres  Guldbryllup:  en  ciseleret  og  grave¬ 
ret  Sølvskaal,  en  guldbroderet  Lysdug,  en  udskaaret 
Ramme  med  tegnet  Portræt  af  Dronningen  og  en 
dekoreret  Adresse. 


X  92 


Tidsskrift  for  Kunstindustri. 


Paa  Foreningen  for  Boghaandværks  Møde  den 
4.  December,  ved  hvilket  Udstillingen  bestod  af  en 
Del  moderne  Trykarbejder,  gav  Formanden,  Xylo¬ 
graf  F.  Hendriksen  Meddelelse  om  den  Fagskole, 
for  hvis  Oprettelse  Foreningen  har  virket  (se 
Aarg.  1890  S.  78).  Der  var  tegnet  Bidrag,  fordelte 
paa  5  Aar,  til  et  Beløb  af  10,800  Kr.  Der  var  ved¬ 
taget  en  Plan  for  Skolens  Virksomhed,  hvorefter 
der  skulde  gives  et  3-aarigt  Kursus  med  2  Aften¬ 
timer  3  Gange  ugentligt  samt  nogle  Timer  Søndag 
Formiddag.  Der  vilde  blive  en  særlig  Afdeling 
for  Svende.  Sætterne  vilde  blive  underviste  i  Dansk, 
Manuskriptlære,  Sætning,  Satslære,  Materielkundskab 
og  eventuelt  Tegning;  Trykkerne  i  Tegning  som 
Vejledning  for  Billedtilretning,  Tilretning  og  prak¬ 
tisk  Arbejde  med  Haandpresse;  Bogbinderne  i  fag- 
lig  Tegning,  theoretisk  og  praktisk  Arbejde,  særlig 
Haandforgyldning.  Skolen  skulde  virke  i  9  Maa- 
neder,  saaledes  at  den  var  lukket  i  November,  De¬ 
cember  og  Januar. 

I  den  af  Kunstforeningen  i  Foraaret  udsatte 
Prisopgave  for  den  bedste  Tegning  til  en  Penge¬ 
seddel  (se  ovfr.  S.  63)  have  14  Kunstnere  deltaget. 
Samtlige  Konkurrence-Tegninger  ere  udstillede  ved 
h  oreningens  December-Udstilling  og  indeholde  flere 
dygtige  Arbejder.  Det  af  Foreningen  prisbelønnede 
Udkast  skyldes  Arkitekt  Th.  Bindesbøll  og  er,  som 
man  kunde  vente,  kraftigt  og  bredt.  Der  turde 
imidlertid  være  et  Spring  mellem  dets  Præmiering 
og  dets  Anvendelse  i  Praxis. 

Samfundet  for  nordiska  museets  fråmjande  har 
ved  Dr.  Artur  Hazelins  udgivet  sin  Beretning  for 
Aaret  1890.  Dets  Indtægt  var  i  dette  Aar  58,162 
Kr.  men  dets  Udgift  61,984  Kr.,  saaledes  at  Mu¬ 
seets  Gjæld  stadig  er  voxende,  men  dette  tynger 
paa  ingen  Maade  det  frodige  Museum,  der  samler 
energisk  og  glæder  sig  til  sine  nye  Bygninger  paa 
Djurgaarden  (s.  ovfr.  S.  27).  Aarberetningen  inde¬ 
holder  foruden  de  egentlige  Meddelelser  om  Museet 
en  Række  Afhandlinger  væsentlig  om  Folkeliv  og 
Overtro.  Samtidigt  med  Aarsberetningen  har  Mu¬ 
seet  udsendt  2  Hefter  Afbildninger  af  foremål  i 
nordiska  Museet  (3  og  5 :  Svenska  byar  och  gårdar; 

6  og  7:  Spetsar  jfr.  1890  S.  202). 

Den  til  Kataloget  over  Kvindekunst-Udstillingen 
i  Paris  (Exposition  des  arts  de  la  femme)  af  E. 
Orasset  komponerede  kvikke  P'orside  følger  som 
Bilag  med  August  Heftet  af  Revue  des  arts  dé- 
coratifs.  —  T.  de  Wyzewa  gjør  Udstillingen  til 
Gjenstand  for  en  sympatetisk  Artikel  i  November- 


Heftet  af  Gazette  des  beaux  arts.  Han  er  særlig 
indtagen  i  den  Samling  Portrætter,  hvormed  Ud¬ 
stillingen  belyser  Kvindemodernes  Historie;  der  er 
for  ham  større  Charme  over  et  Stik  af  Morcau 
».Moderglæderne«  end  over  den  Voxgruppe,  der 
omhyggeligt  gjengiver  det.  Mest  original  er  efter 
hans  Mening  dog  den  rige  Afdeling  af  Udstillingen, 
der  omfatter  alle  de  Smaating ,  som  Kvinden  Ti¬ 
derne  igjennem  har  brugt  til  at  forhøje  sin  Skjøn- 
hed:  Juveler,  Vifter,  Ure,  Lugtedaaser,  Hovedvands¬ 
æg  o.  s.  v. 

Efter  fransk  Skik  uddeles  der  i  Avgust  Maaned 
en  Mængde  Præmier  i  Landets  Skoler,  og  Udde¬ 
lingen  ledsages  af  en  eller  flere  Taler.  Efter  Rev. 
d.  arts  décor.  har  der  gjennem  Talerne  i  de  kunst¬ 
industrielle  Skoler  i  Aar  væsentlig  gaaet  een  og 
den  samme  Strømning.  I  Lyon,  Saint-Etienne,  Li- 
moges,  Roubaix, Paris  o.  s.  v.  er  Elevernes  Opmærk¬ 
somhed  bleven  henvendt  paa  Blomsten,  Planten, 
kort  sagt  paa  Naturens  Former.  Der  er  i  Aarets 
Løb  i  saa  Henseende  gjort  Forsøg  i  Skolerne,  og 
Lærerne  have  med  Forundring  set  Resultaterne  af 
deres  Bestræbelser.  Bort  altsaa  med  alle  forældede 
Ornamenter,  konventionelle  Blomster  og  overleve¬ 
rede  Dekorationsformer,  hedder  det;  der  skal  tegnes 
direkte  efter  den  levende  Naturs  Former.  Paa  at 
dette  nu  saa  ivrigt  tilstræbes,  har  Ecole  des  arts  dé- 
coratifs  i  Paris  under  den  bekjendte  Louvrier  de  La- 
jolais'  dygtige  Ledelse  haft  en  væsentlig  Indflydelse. 

Den  13de  Oktober  døde  første  Direktør  ved 
»Germanisches  Museum«  i  Niirnberg  August  Essen- 
wein,  61  Aar  gammel.  Siden  1866  har  han  været 
Direktør  ved  det  nævnte  Museum.  Han  var  op¬ 
rindelig  Arkitekt,  og  hans  Hovedværker  omhandle 
Krakaus  middelalderlige  Kunstmindesmærker  og 
Middelalderens  Murstensbygninger. 

Professor  Julius  Lessing  har  ved  Berliner- 
Kunstindustrimuseets  Udstilling  i  Avgust— Oktober 
af  Beboelsesrums -Interiører  udtalt  sig  for  at  se 
bort  fra  Fortidens  Stilarter  ved  Komponeringen  af 
nye  Møbler.  Ethvert  Møbel,  siger  han,  maa,  uden 
Hensyn  til  hvad  der  historisk  har  været1,  bygges 
udelukkende  med  den  størst  mulige  Hensigtsmæs¬ 
sighed  for  Øje.  Deraf  vil  ganske  af  sig  selv  en  ny 
Stil,  en  Brugsstil,  opstaa,  og  han  er  overbevist  om, 
at  det  Resultat,  som  herved  vil  blive  naaet,  vil  være 
skjønt.  Han  henviser  i  saa  Henseende  til  Nutidens 
Vogne  og  Skibe,  der  bygges  paa  den  nævnte 
Maade.